Statsministeren havde tid til fodbold, men ikke til at tage til Norge

OL starter i dag i Tokyo i Japan. Et udsat og amputeret OL – men stadig et OL.

Romernes gamle ord om at ønsker man magten, så skal man give folket brød og skuespil gælder tilsyneladende også stadig.

Vi så det i hvert fald folde sig ud under EM i herrefodbold tidligere på sommeren, hvor danskerne over en bred kam var mere optaget af bold og øl end af politik og Corona. Så vi kan også blive opslugte af sejlere, ryttere, svømmere, cykelryttere, håndboldspillere, badmintonspillere og andre, der kan vinde guld til Danmark.

Det ved vores statsminister Mette Frederiksen alt om, og hun er ikke bange for at bruge sport i sin politiske kamp. Tværtimod.

Under EM i herrefodbold blev det således til hele 12 opslag på hendes FB-side om fodbold. På mange af dem var hun iklædt landsholdstrøje – og hun var sågar også til stede både i Parken og til ottendedelsfinalen i Amsterdam.

Så mon ikke vi vil se hende smilende og med viftende Dannebrog, hvis en dansk sportsudøver vinder OL-guld i Tokyo?

Selvfølgelig vil vi det. Men der er noget, som skurrer – og det er ikke, at statsministeren missede Jonas Vingegaard. For ikke med et eneste ord har hun nævnt den flotte andenplads, som den unge jyde for mindre end en uge siden cyklede sig til i verdens største cykelløb Tour de France.

Nej, det værste er, at Mette Frederiksen i modsætning til sin svenske kollega IKKE var at finde på Utøya sammen med den norske leder af Arbejderpartiet i går, til trods for at der også døde en dansker på øen dén dag – samt at de unge danske socialdemokrater normalt var med på sommerlejren på Utøya. Dog ved et tilfælde ikke lige i 2011.

En statsminister, der mener, at hun kan klare sig med at lave et FB-opslag og medvirke i et par artikler i forbindelse med tiårsdagen for det største angreb på demokratiet, som vi har haft i Norden (for det er 22. juli 2011), er i bedste fald en populistisk statsminister.

Og det gør det kun værre, at det var unge fra Socialdemokratiets norske søsterparti, som blev myrdet dén dag.

Og nej, sommerferie er ingen gangbar undskyldning.

Mette Frederiksen skulle indiskutabelt have stået derude på den norske ø sammen med hendes to kollegaer – i respekt for dem, der døde, og i kampen for demokratiet, der stadig og måske endnu mere her i 2021 trues fra flere sider – også stadig den yderste højrefløj.

For faktum er: Mette Frederiksen havde tid og rum til at tage til Amsterdam og se drengene spille bold, men ikke til at tage til Utøya og markere en nordisk enighed om at stå sammen og op for demokratiet i respekt for de i alt 77 mennesker, som mistede livet i Norge dén dag.

Dét er en magtarrogance af olympiske dimensioner – og den er Danmark ikke tjent med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan fodbolden samle?

Sport er for mange en stor del af deres liv – og af deres (nationale) identitet. Og ingen sportsgren er så fyldt med følelser i Danmark som herre-fodbold, og ingen kampe trækker så meget på nationalfølelsen, som når vi møder Sverige.

Og det er lige netop, hvad der sker igen d. 14. november og d. 17. november, når der skal spilles play-off-kampe om, hvem der skal med til EM næste år i Frankrig: Danskerne eller svenskerne.

Danmarksbloggen håber selvfølgelig på, at Danmark vinder.

Men det vigtigste er ikke, hvem der får bolden fleste gange i modstanderens mål, men at vi – via den lille runde bold og de 22 mand klædt i rødt-hvidt eller blå-gult – finder ud af, at vi har mere, der samler os, end der skiller os heroppe i Norden.

At Danmark og Sverige – og Norge med – er nødt til at holde sammen og hjælpe hinanden i en verden, der bliver mere og mere usikker og farlig. Men at vi også må åbne og hjælpe dem, der ikke er så heldige som os.

Og at vejen derfor hverken er den angste og lukkede vej, som vi har valgt i Danmark – eller den naive, som Sverige går – men istedet en fornuftig og medmenneskelig vej, hvor der er plads til både hjerte og hjerne – som der er det i sport, når sport er bedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skal Danmark absolut deltage i alle sportsbegivenheder?

Pt. er der håndbold-VM i ørkenstaten Qatar, der af mange regnes for det rigeste land i verden.

Det er en rigdom, der til dels kommer fra de cirka 1,2 millioner gæstearbejdere, der arbejder under slavelignede forhold med vold, dårlige boligforhold og til en meget lav løn som fx de cirka fem kroner i timen, som mange af byggearbejderne af diverse stadiums til fodbold-VM i 2022 får for deres slid og slæb, der desværre hver dag fører til at en eller flere af dem dør.

Disse horrible forhold i Qatar har imidlertid ikke fået håndbold-Danmark til at overveje at blive hjemme. Tværtimod snakker mange af dem henført om den luksus, som de møder i ørkenstaten. Fodbold-herrerne har også tænkt sig at prøve at kvalificere sig til VM i 2022 i Qatar.

For sport og politik hører ikke sammen, som sportsfolkene siger som fast begrundelse for, hvorfor det er i orden at rejse til diverse diktatoriske og menneskerettighedsfornægtende lande for at dyrke deres sport og måske vinde en medalje. 

Og nej, det gør sport og politik ikke – i en ideel verden. Men dén verden lever vi ikke i. Tværtimod så lever vi en verden, hvor alt er gennemsyret af politik, også sport. En verden, hvor en stenrig emir fra en ørkenstat kan købe et håndboldhold bestående af stjerner fra hele Europa og kalde det Qatars landshold – tiltrods for at der ikke er det mindste arabiske blod i nogen af dem.

For Qatars egne indbyggere spiller ikke håndbold, ja de ved dårligt nok, hvad håndbold er. Men Qatars ledelse – og det vil sige emiren – vil gerne markedsføre sit land som moderne, og derfor bruger han denne formue på først VM i håndbold og om syv år på VM i fodbold – og lur mig om ikke han laver hattricket og også får købt OL til Qatar i fx 2028?!

Det kan vi isoleret i Danmark måske ikke gøre så meget ved, men vi kan lade være med at deltage i sportsbegivenheder i Qatar og andre steder, hvor menneskerettighederne trædes under fode, og hvor mennesker behandles med en kynisme og eksisterer under forhold, som er så horrible, at intet levende væsen burde leve sådant.

Dét ville give god mening, hvis altså vi er seriøse og konsekvente omkring det med menneskerettigheder og social ansvarlighed, også i forhold til alle andre lande. Noget, som nogen måske med fordel også kunne hviske kronprinsen i øret.

For nok er Frederik medlem af Den Olympiske Komité, men han er også Danmarks kommende konge – og som sådan giver det ikke mening, at han med sin tilstedeværelse i Qatar til et håndbold-VM støtter et regime, der i udstrakt grad benytter sig at slaver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk