Statsministeren havde tid til fodbold, men ikke til at tage til Norge

OL starter i dag i Tokyo i Japan. Et udsat og amputeret OL – men stadig et OL.

Romernes gamle ord om at ønsker man magten, så skal man give folket brød og skuespil gælder tilsyneladende også stadig.

Vi så det i hvert fald folde sig ud under EM i herrefodbold tidligere på sommeren, hvor danskerne over en bred kam var mere optaget af bold og øl end af politik og Corona. Så vi kan også blive opslugte af sejlere, ryttere, svømmere, cykelryttere, håndboldspillere, badmintonspillere og andre, der kan vinde guld til Danmark.

Det ved vores statsminister Mette Frederiksen alt om, og hun er ikke bange for at bruge sport i sin politiske kamp. Tværtimod.

Under EM i herrefodbold blev det således til hele 12 opslag på hendes FB-side om fodbold. På mange af dem var hun iklædt landsholdstrøje – og hun var sågar også til stede både i Parken og til ottendedelsfinalen i Amsterdam.

Så mon ikke vi vil se hende smilende og med viftende Dannebrog, hvis en dansk sportsudøver vinder OL-guld i Tokyo?

Selvfølgelig vil vi det. Men der er noget, som skurrer – og det er ikke, at statsministeren missede Jonas Vingegaard. For ikke med et eneste ord har hun nævnt den flotte andenplads, som den unge jyde for mindre end en uge siden cyklede sig til i verdens største cykelløb Tour de France.

Nej, det værste er, at Mette Frederiksen i modsætning til sin svenske kollega IKKE var at finde på Utøya sammen med den norske leder af Arbejderpartiet i går, til trods for at der også døde en dansker på øen dén dag – samt at de unge danske socialdemokrater normalt var med på sommerlejren på Utøya. Dog ved et tilfælde ikke lige i 2011.

En statsminister, der mener, at hun kan klare sig med at lave et FB-opslag og medvirke i et par artikler i forbindelse med tiårsdagen for det største angreb på demokratiet, som vi har haft i Norden (for det er 22. juli 2011), er i bedste fald en populistisk statsminister.

Og det gør det kun værre, at det var unge fra Socialdemokratiets norske søsterparti, som blev myrdet dén dag.

Og nej, sommerferie er ingen gangbar undskyldning.

Mette Frederiksen skulle indiskutabelt have stået derude på den norske ø sammen med hendes to kollegaer – i respekt for dem, der døde, og i kampen for demokratiet, der stadig og måske endnu mere her i 2021 trues fra flere sider – også stadig den yderste højrefløj.

For faktum er: Mette Frederiksen havde tid og rum til at tage til Amsterdam og se drengene spille bold, men ikke til at tage til Utøya og markere en nordisk enighed om at stå sammen og op for demokratiet i respekt for de i alt 77 mennesker, som mistede livet i Norge dén dag.

Dét er en magtarrogance af olympiske dimensioner – og den er Danmark ikke tjent med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Det er mange år siden, at en statsminister har trukket på kulturen i nytårstalen – ja, i det politiske liv i det hele taget. Det er skade. For der er megen visdom at hente i kulturen.

Men Mette Frederiksen gjorde det, da hun for lidt siden i nytårstalen citerede Martin Andersen Nexø og hans beskrivelse af den spanske syge for 100 år siden. Dengang måtte de syge klare sig selv, og ligvognene kørte i galop gennem gaderne, skrev Nexø.

Sådan er det heldigvis ikke under den nuværende pandemi.

Der er velfærden til forskel, sagde Mette Frederiksen – og udnævnte Danmark til et land, hvor fællesskabet og solidariteten i pandemiens år har vist sin styrke. Hvor vi har stået med hinandens liv i hænderne, hvor vi har set, hvad sammenhold, omsorg og fællesskab kan gøre. At det redder liv.

At vi hver især med vores små handlinger har summet op til den store bedrift, som det har været at få Danmark så godt igennem Corona-pandemien, som vi har gjort det indtil videre.

Mette Frederiksen sagde derfor også tak til alle i Danmark for indsatsen. For vi har alle reddet liv, og vi skal alle sammen med den videnskab, som statsministeren med rette hyldede, redde liv i de kommende måneder, som bliver de sværeste. For nok har vi det værste år bag os, men vi har de mørkeste måneder foran os. Men det bliver forår.

Og når vi kan klare en pandemi, så kan vi også klare alt andet, var meldingen.

Danmarksbloggen er enig, og giver Mette Frederiksen seks ud af seks flag for nytårstalen – to danske, to grønlandske og to færøske som dem, der stod bag hende i vindueskarmen og markerede rigsfællesskabet.

Danmarksbloggen vil så også kommentere på det specifikt politiske i nytårstalen – nemlig at der 1) skal sættes fokus på klima, miljø og natur, 2) at vi skal stå fast på danske værdier i forhold til de parallelsamfund, som ligger demokratiet for had og 3) at der skal være en velfærdslov, så alle danskere har adgang til fx læge, uddannelse og politi – og at centralisering ikke er en naturlov, men at vi skal have et levende Danmark både i by og på land.

Til det er der kun at sige:

1) Man kan vel ikke være uenig i det med klima og miljø – men en indsats kræver samtidig en debat af, hvad vi skal lave om og ofre i vores livsstil, hvis vi skal i mål og redde kloden.

2) Selvfølgelig skal vi stå fast på demokratiet. For demokratiet er – som Hal Koch sagde det – ikke kun en styreform, men en livsform med samtale og vilje til fælles løsninger. Men hvad er så danske værdier? Tolerance og frihed måske. Men har de begreber ikke betingelser og grænser – og hvor går de i så fald?

3) Velfærdsloven – især hvis den bliver realiseret i praksis – er en mægtig idé. Det er så også typisk for en statsminister at komme med den slags meldinger i et år, hvor der er kommunalvalg. Der var så også et ord, som Danmarksbloggen savnede. Ordet ulighed. For hvis vi virkelig vil velfærd i Danmark, så er løsningen at mindske den stigende økonomiske ulighed og skabe lige muligheder for alle mennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julefreden er forbi, og kampen om magten er i gang

Julefreden er definitivt forbi. Og det handler for en gangs skyld IKKE om Corona, men om dårlig, gammeldags magt-politik: Kampen om magten i Venstre – og i Danmark.

Så der spilles med de helt store terninger i disse dage.

Støjberg rækker nemlig ud efter formandsposten i Venstre. En post, som hun måske kan få, hvis det 1) lykkes hende at undgå en rigsretssag – og 2) derpå fremtvinge et valg om formandsposten i et Venstre, der har tabt masser af stemmer, siden Ellemann blev ny politisk leder i efteråret 2019.

Samme Ellemann rækker så ud efter nøglerne til Statsministeriet, hvis det lykkes at få stillet Støjberg for en rigsret.

For så er vejen banet for, at han og de andre borgerlige måske kan få stillet statsminister Mette Frederiksen for en rigsret i minksagen. Ellemann kan i hvert fald hævde, at han er bannerfører for lov og orden – uanset om det så er hans egen næstformand, som står for skud.

At Støjberg så aldrig har været Ellemanns ønske om en næstformand, har mange glemt. Men husker man tilbage til efteråret 2019, vil man kunne erindre, at der var et kampvalg mellem Trane Nørby og Støjberg. Et valg, som Støjberg vandt.

Samme Støjberg, som Instrukskommissionen har vurderet godt vidste, at hun handlede ulovligt, da hun skilte asyl-ægtepar.

Om der så kommer en rigsretssag med Støjberg, vil de kommende dage vise. Men svaret på det kommer til at bestemme de kommende års politik i Danmark – også langt udover Venstres rækker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministerens nytårstale

Danmark har fået en landsmoder. Hun hedder Mette Frederiksen – og er landets anden kvindelige statsminister.

Men Mette Frederiksen er den første, som er en landsmoder i ordets bedste betydning. Og hun er den første statsminister i flere årtier, som kan samle landet om den store fortælling. Det har vi også brug for.

En fortælling, der handler om et Danmark som et land, hvor vi træffer beslutningerne i fællesskab – og hvor vi arver landet fra den generation, som gik forud for os. Hvor vi lærer værdier og traditioner hjemmefra – og hvor det derfor er eksistentielt, at alle danske børn vokser op i tryghed og stabilitet.

Det gør mange danske børn også. Men ikke alle – og dem, som ikke gør, svigtes på den store klinge, fordi der tages mere hensyn til de voksne end til børnene. Det vil Mette Frederiksen lave om på.

Danmark er nemlig et land med velfærd og muligheder, men det skal blive bedre endnu. For endnu er fællesskabet ikke stærkt nok til at alle negative mønstre kan blive brudt. Så Mette Frederiksen anbefaler helt konkret flere tvangsfjernelser, flere bortadoptioner samt at vi dropper berøringsangsten overfor fremmede kulturer.

For nej, det er ikke ok at slå sine børn – uanset hvor man kommer fra. Og ja, piger skal have samme muligheder som drenge.

For vi skal tage hinanden alvorligt – og at forvente noget af hinanden, kræve noget af hinanden er også en form for omsorg.

Præcis som der er brug for omsorgen til ældre – og til det klima, som nu er på den politiske dagsorden i en grad, så Mette Frederiksen talte om det – og ikke nævnte et direkte ord om økonomi og vækst.

Det var ganske forfriskende. For historien om Danmark og danskerne handler om holdninger og mennesker, før den drejer sig om kroner og ører. Om frihed for den enkelte og ansvar for fællesskabet. Om at landet følger folket.

Danmarksbloggen siger BRAVO til Mette Frederiksens første nytårstale.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så er der sagt undskyld

Så kom den, undskyldningen …

For lidt siden sagde statsminister Mette Frederiksen undskyld til Godhavnsdrengene … og man skulle vist være lavet af sten, hvis ikke man fældede en tåre undervejs.

For det, som de drenge – og altfor mange andre under børneomsorgen – var udsat for, er der ingen, der burde gennemleve. Alle de rædsler, overgreb og misrøgt … ja, ondskab. For det var rendyrket ondskab, som ramte helt uskyldige børn, som nu som voksne må leve med mareridt og smerter pga det, som de var udsat for dengang.

Mette Frederiksen proklamerede også, at der var flere undskyldninger på vej. For nok er der ikke tradition for at sige undskyld i Danmark, men det skal ikke binde os eller stoppe os, som Mette Frederiksen sagde det.

Hun er godtnok en statsminister af det største format.

Format har også Godhavnsdrengene, som på eller anden måde fik styrken til at kæmpe – og til at blive ved med at kæmpe for undskyldningen. For det tog altfor lang tid at få dén undskyldning …

Danmarksbloggen skrev fx om sagen allerede i 2015. Det var dengang daværende socialminister Karen Ellemann fra Venstre ikke ville give en undskyldning: http://danmarksbloggen.dk/?p=7516

Danmarksbloggen vil også opfordre til at se på nutiden – og på fremtiden. For noget sådant eller bare noget, der minder om det, må aldrig – som i ALDRIG – ske igen. Godhavnsdrengene vil også selv kæmpe for nutidens anbragte børn.

Dér er håb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En statskvinde af format …

Det er så længe siden, at det sidst skete i Danmark. Så længe siden, at vi danskere har glemt, hvordan det er at have en statsminister med format. Vi har kigget til Norge, som havde Stoltenberg – og til andre store statsmænd og statskvinder, som forstod at favne deres land og tale til det store og gode i mennesket.

Men i Danmark skal vi tilbage til sidste årtusinde for at finde statsministre med det store format. For det havde hverken Fogh, Thorning eller Løkke – uden at vi behøver at gå i detaljer.

I stedet kan vi stolt konkludere, at landets kommende statsminister Mette Frederiksen har dette format. At hun bliver en rigtig statskvinde, en statsminister for os alle sammen.

Man fornemmede nok, hvor det bar hen, da hun på valgnatten sagde, at hun syntes, at det var passende at give Løkke en hånd. For han var en politisk kollega, der skulle mødes med respekt.

Og så kom Folkemødet på Bornholm, hvor hun sagde, at det første, hun vil gøre som statsminister, bliver at give Godhavnsdrengene en undskyldning. Fordi vi som samfund må tage ansvar for i går, i dag og i morgen.

Danmarksbloggen er begejstret … Endelig en statsminister der taler op til os, taler til det ædle i mennesket, til det der samler os …

Der er tændt et håb med Mette Frederiksen som leder af Danmark …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vildt valg: Væk med højrefløjen – og ind med samarbejdet

Det har været et vildt valg – folketingsvalget 2019. Ja, et valg, som betyder et paradigme-skifte i dansk politik.

For efter at det yderste højre i mere end 20 år har domineret dansk politik, så er højrefløjspartierne – som nu både er Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige – blevet halveret fra 37 mandater til DF i 2015 til nu kun at kunne mønstre 20 mandater tilsammen.

Og nej, Stram Kurs kom ikke ind. Det samme gjaldt Klaus Riskær Pedersen og Kristendemokraterne.

Det andet bemærkelsesværdige er nemlig, at danskerne har stemt på de partier, der vil samarbejde henover midten …

De ansvarlige partier, de gamle partier, dem som kender det politiske håndværk, og ikke kravler op i træerne som Liberal Alliance, der næsten røg ud som parti – og hvis formand faktisk røg ud af folketinget. Eller som Alternativet, der ikke har vist sig duelige til at lave politisk arbejde i de sidste fire år, hvor de har siddet i folketinget, og som ligesom Liberal Alliance ligger og roder nede ved spærregrænsen.

Danskerne har søgt de gamle partier: De to andre regeringspartier Venstre og Konservative – men også SF (hvor Hønge-sagen fik meget lidt betydning) og Radikale Venstre, som kan bruge deres nye – store – størrelse til at komme tilbage som kongemageren i dansk politik – og til at kræve den kommende statsministers støtte til Vestager som EU-kommissionsformand.

Men Socialdemokratiets valg var ikke ligeså godt, selvom Mette Frederiksen vil samarbejde bredt. Det formentlig kommende regeringsparti (i mindretalsregering) gik lidt tilbage i procent, men fik et mandat mere.

Det bliver altså en kompliceret sejlads for landets formentlig kommende statsminister mellem at støtte sig til de blå, når det kommer til udlændinge- og økonomipolitik, og til de røde, når det kommer til velfærd. Og i den røde blok kommer ingen til at stå stærkere end Enhedslisten, hvis vælgere kræver både klima og velfærd.

En svær sejlads – og der findes ikke noget søkort. Til gengæld cirkler Lars Løkke rundt i det hav. Landets afgående statsminister, som ikke har annonceret nogen tilbagegang som formand for Venstre, men som er klar til at indgå i en SV-regering – med ham selv som statsminister.

Danmarksbloggen vurderer, at det bliver et sprællevende Folketing i de næste fire år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkkes bedste dag

Det her må være Løkkes bedste dag som statsminister i denne valgperiode.

For Mette Frederiksens udmelding om at Socialdemokratiet efter folketingsvalget vil danne en mindretalsregering udenom de radikale åbner med et stort brag muligheden for, at Løkke kan fortsætte som statsminister efter netop næste folketingsvalg.

En af Danmarksbloggens venner, Ole Frederiksen, forklarede det så fint i en kommentar, som Danmarksbloggen har fået lov til at bringe også:

Uark! Nu troede jeg lige, at vi ved næste vag var 99% sikre på at slippe for LLR som statsminister! Nu er jeg absolut ikke sikker længere.

Jeg forestiller mig, at Venstrefløjen får flertal, men efter ugers forhandlinger (om regeringssamarbejdet, red.) må de give op, og så står LLR klar med et forslag til en V-mindretalsregering, der går igennem.

Citat slut.

Danmarksbloggen er enig. Dét kunne meget nemt blive scenariet, og det kan vores land og samfund slet ikke tåle. Hverken naturen eller de svage grupper i samfundet kan klare fire år mere med mennesker ved magten, der ta´r fra de fattige og gi´r til de rige – samtidig med de ødelægger naturen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Danskerne var vældig tilfredse med Dronningens nytårstale. Det er måske også lettere at være glade for en tale, når man hører den, mens man står med champagnen og en god middag venter – end når man hører på en politisk leder, mens man selv lægger på sofaen med tømmermænd?!

Og så alligevel. For det umiddelbare indtryk af talen var i hvert fald en Dronning Margrethe d. 2., der slog porten op til Danmark og bød velkommen, mens statsminister Lars Løkke eftertrykkeligt smækkede porten igen. Senere i talen gjorde han dog opmærksom på, at Danmark var åbent for dem, der ville Danmark – og at de fleste udlændinge i Danmark skam gjorde det godt.

Det havde man ellers ikke indtil da haft indtrykket af i en tale, der mest handlede om at lukke ”hullerne i Danmarkskortet”, som det hed.

Helt konkret blev der talt om at rive ghettoer ned, genhuse og styre hvem, der kan bo hvor. For i statsministerens optik er ghettoer nemlig lig de boligområder, hvor der bor mange med en anden etnisk baggrund end dansk, og hvor der findes deciderede parallelsamfund, hvor værdier som ligeret, frisind og tolerance ikke har en chance overfor social kontrol og religiøse koder.

Og ja, den slags findes i Danmark, og ja, det skal vi gøre noget ved, men skal Danmark blive dét samfund i balance, som statsministeren efterspurgte, så skal vi også se på de andre ghettoer.

For der findes også rigmandsghettoer – og middelklasseghettoer – og flere ghettoer endnu. For Danmarkskortet er efterhånden ikke kun hullet, men fragmenteret og opdelt, så den kreative klasse bor sammen med andre fra den kreative klasse, håndværkerne sammen med andre håndværkere – og så videre.

Så hvis vi skal have de blandede kvarterer og dermed også det sammenhængende samfund tilbage, som statsministeren efterspurgte, så skal der et øget fokus på lighed til. Og nej, det gøres ikke ved at sætte skatten ned, det vil tværtimod øge uligheden. Det gøres ved at skabe jobs, satse på uddannelse, forskning og grønne løsninger – alt det, som regeringen har skåret voldsomt ned på.

Danmarksbloggen vil derfor også hævde, at der er grund til at være utilfreds med Løkkes nytårstale, når man ser på indholdet. For retorisk er den selvfølgelig i orden, men der mangler en hel del, når det kommer til indholdet og forståelsen af, at Danmark er for alle, både de stærke og de svage, både de blege og dem, der har en lidt mørkere lød.

Danmarksbloggen giver statsminister Lars Løkke en enkelt ministerbil ud af seks mulige – mest fordi han så kan komme rettidigt til nytårstaffel hos Dronningen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ondskab og at lime sig fast til taburetten

Det er noget af en bet for Joachim B. Olsen (LA) ikke at blive minister. Men allerede få dage inden den manglende ministerudnævnelse var han i et stormvejr, da han var ude og sige, at han ikke var et ondt menneske.

Se her: http://www.avisen.dk/joachim-b-olsen-jeg-er-ikke-et-ondt-menneske_417371.aspx

Som Danmarksbloggen ser det, så giver udsagnet ikke mening. For hvem kan bedømme, om et andet menneske er ondt? Hvad man til gengæld kan bedømme er, hvordan menneskes handlinger påvirker andres menneskers liv, og her skaber JBO og de andre i LA – og i det hele taget i blå blok – stor smerte, utryghed og sorg i mange danske hjem, hos både unge og gamle … og det er ikke i orden. Slet ikke i orden.

Et samfund og dets politikere skal nemlig bedømmes på, hvordan de tager sig af de svageste medborgere.

Og dér er der meget lang vej at gå, inden det bliver værdigt og medmenneskeligt  – og vejen er med den nye regering blot blevet endnu længere.

For Løkke har – i en situation, hvor det havde været rigtigst at udskrive valg og spørge danskerne, hvad de synes – valgt at klistre og lime sig selv fast til taburetten, selvom han sagde, at han ikke ville være statsminister for enhver pris. Det vil han så godt.

Det er dumt – ikke ondt, men forkert og dumt. Og ja, direkte over-dumt set med Venstre-øjne på både den korte og den lange bane. For vejen tilbage til regeringskontorerne for Venstre bliver efter Løkkes afgang ifbm næste folketingsvalg meget lang og meget trang.

Socialdemokratiet går derfor en gylden fremtid i møde … hvis altså Dansk Folkeparti vil.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk