Mørklægningsloven gør Grundlovsdagen svær at fejre

I morgen er det Grundlovsdag, Danmarks nationaldag, og landets politikere vil som altid stå på diverse talerstole og holde Grundlovstaler. Taler, hvor de priser demokratiet og vores åbne samfund.

Det rimer bare ikke, for samtidig har vi en så stram offentlighedslov, at det reelt er en mørklægningslov. Vi har departementschefer, som instruerer deres medarbejdere i, hvordan de skal tilrettelægge arbejdet, så arbejdet kan ske i strid med den offentlighedslov, der trods alt findes.

Det er en meget uheldig udvikling – men forventelig hvad der sker, når den herskende klasse og dens håndlangere lever et liv fjernt fra dem, som de bestemmer over.

Og det gør Christiansborgs politikere. Kan hænde, at de af og til er på besøg i deres valgkreds eller i en virksomhed på Lolland eller i Vestjylland. Men generelt så lever de deres liv i og omkring Christiansborg, hvor også deres medarbejdere bor – og hvor de løber de samme ture rundt om søerne i København, spiser på de samme restauranter og drikker Caffe latte på de samme smarte cafeer.

Jeg ved det, for jeg bor selv centralt i København, og jeg ser, hvordan den kreative klasse – som den slags mennesker også kaldes – klumper sig sammen herinde, og stort set kun taler med dem, der er ligesom dem selv. Dvs. andre akademikere, mediefolk, konsulenter, kunstnere – og i hvert fald ingen håndværkere eller arbejdsfolk, og kun i få tilfælde en lærer, en sygeplejerske eller en politimand.

Men Danmark består af hele paletten, og det er på tide at få alle slags mennesker ind i Folketinget – og ind og bo i Danmarks hovedstad. Det er på tide, at vi igen lærer hinanden at kende i dette lille land, så vi kan tale sammen og forstå hinanden – og vide noget om hinandens liv og vilkår – for kun sådan kan vi kere os om hinanden..

Når det sker, så er der for alvor noget at fejre Grundlovsdag på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1915

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1915 og kampen for den kvindelige stemmeret.

1915

Selvfølgelig startede kampen for kvindelig valg- og stemmeret ikke i 1915. Den begyndte langt tidligere. På organisatorisk plan helt tilbage i 1871, hvor ”Dansk Kvindesamfund” blev stiftet som den første danske kvindesagsbevægelse.  Der skulle dog gå yderligere 13 før – i 1884 – kravet om stemmeret for kvinder blev en del af foreningens formålsparagraf. Alle forbehold og alle meninger skulle høres. ”Dansk Kvindesamfund” definerede også sig selv som en bred og tværpolitisk organisation, hvilket var et problem for nogle.

Derfor blev ”Kvindelig Fremskridtsforening” også oprettet i 1886. Målet var det samme som hos ”Dansk Kvindesamfund”, nemlig kvindelig valgret og stemmeret til både Folketing og Landsting. Men en del kvinder – deriblandt Mathilde Bajer og Johanne Meyer – mente, at ”Dansk Kvindesamfund” var for moderate og kompromissøgende, og at der skulle mere kant på. ”Kvindelig Fremskridtsforening” optog også kun kvinder som medlemmer.

Så fulgte nogle år, hvor fx Mathilde Bajers mand, der var venstrepolitiker, stillede forslag om kommunal valgret til kvinder. Endnu uden et politisk resultat. I første omgang blev det mest til underskrifter, artikler, møder og andre manifestationer som fx ”Kvindernes Folkefest” i Dyrehaven i juni 1891, hvor cirka 10.000 deltog.

Men noget var alligevel på vej trods modstanden. Folketinget havde allerede set lyset og gentagne gange i perioden 1890 til 1908 vedtaget det nu meget berømte lovforslag om kvindelig kommunal valgret, men det blev hver gang nedstemt i det Højre-dominerede (dvs. Konservative) Landsting, og så var man lige vidt.

Det var altså hårdt at kæmpe kvindernes kamp i de år, og såvel ”Kvindelig Fremskridtsforening” som to andre kvindeforeninger ”Kvindevalgretsforeningen” og ”De samlede Kvindeforeninger” klarede ikke presset og blev opløst.

”Dansk Kvindesamfund” var dermed en tid den eneste kvindesagsforening. Der var dog det problem, at man her ikke entydigt gik ind for den politiske valgret til kvinder. Så i 1898 blev en ny forening – ”Valgretsforbundet” – stiftet. En forening, der havde kvinders valgret som eneste formål.

Fra 1904 stiftedes lignende foreninger over hele Danmark. Alle sluttede de sig i 1907 sammen i paraplyorganisationen ”Landsforbundet for Kvinders Valgret”, der hurtigt omfattede 160 lokalforeninger med over 12.000 medlemmer.

Og så endelig i 1908 – efter at have været fremsat 11 gange gennem i alt 22 år – blev forslaget om den kommunale valgret for kvinder vedtaget.

Kvinder kunne dog stadig ikke stemme til hverken Folketing eller Landsting, så arbejdet fortsatte – og fra 1913 fik kvinderne hjælp fra ”Foreningen af Mænd for Kvinders Valgret”.

Og så endelig i 1915 – d. 5. juni – blev en ny Grundlov underskrevet. En Grundlov, der gav fuld valgret til kvinder. Kvinderne gik også i optog til Kongen for at vise deres påskønnelse. En historisk march, som i år skal gentages af blandt andet en gruppe kvinder, der nu i måneder har arbejdet ihærdigt på at kunne ligne medsøstrene fra for 100 år siden.

En vigtig pointe i forbindelse med optoget dengang er, at kvinderne tilbage i 1915 ikke brugte ordene tak og taknemmelighed. For den valgret, som blev os kvinder til del for nu snart 100 år siden, var kun en naturlighed, som vi i virkeligheden hele tiden havde haft ret til.

En ret, som vi heldigvis lige siden har gjort flittigt brug af – og fortsat skal gøre brug af. For rettigheder kan kun bibeholdes, hvis de bliver brugt.

Vi er dermed også nået til nutiden. Så herfra og indtil 5. juni vil vi hver mandag høre om et bestemt årti – og udvalgte kvinder, som gjorde sig bemærkede netop i dét tidsrum. Vi starter med 1920´erne i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

25% (spild)tid inden valget

Så NU er der snart folketingsvalg, lyder det triumferende fra en sensationshungrende presse – og fra de politikere, der løber bagefter i det evigt-snurrende politiske hamsterhjul.

Gårsdagens Folketingsåbning var da også den sidste inden næste folketingsvalg, som skal finde sted senest midt i september 2015.

Der er altså næsten et helt år tilbage af valgperioden, hvis den får lov til at løbe samtlige fire år. Omregnet til procenter bliver det til næsten 25% af den tid, som en valgperiode ialt varer.

25%, som medier og en del politikere bruger til valg og valgkampagne istedet for at gøre noget ved Danmarks sager nu, hvor de sidder på Tinge.

Oversat til arbejdsmarkedet (som politikerne ellers elsker at sammenligne alt med) svarer denne praksis til, at man stopper med at arbejde henad torsdag eftermiddag. For nu er det jo snart weekend, og man skal også lade op til på mandag.

Jeg tror ikke, at mange arbejdspladser – såvel offentlige som private – ville acceptere en sådan praksis hos medarbejderne uge efter uge. Men i det politiske liv går det forrygende med at bruge den sidste fjerdedel af en valgperiode på at puste sig selv op og snakke om fx nøgler, som Løkke gjorde det igår.

Dét er skræmmende – især fordi vi taler om praksis hos de mænd og kvinder, der styrer Danmark. Det mindste vi burde kunne forvente var, at de arbejdede med Danmarks sager – og ikke deres eget gen- eller nyvalg – 100% af de fire år, som en valgperiode varer.

For idag er mindst 25% ren spildtid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folketinget åbner idag, men hvor er fællesskabet?

Traditionen tro er det første skoledag i dag i det danske folkestyre. Eller mere korrekt: Den dag hvor folketingsåret starter med et fuldt folketing, statsministerens åbningstale, kongefamilien som faste tilhørere og alt det andet pomp og pragt, der hører til en første tirsdag i oktober.

For første tirsdag i oktober er en af folkestyrets to store festdage. En af de dage, hvor vi – i princippet i hvert fald – fejrer demokratiet og fællesskabet.

For desværre er især fællesskabet kun et princip og ikke levet virkelighed i disse år, hvor flere og flere danskere marginaliseres og skubbes ud af netop samme fællesskab. Skubbes ud på grund af sygdom, alderdom, arbejdsløshed, ungdom, barsel, manglende erfaringer, handicap, hudfarve  – og 117 andre ting, der intet siger om netop dét menneskes evne til at bidrage til samfundet.

Man kan nemlig bidrage på så mange måder – og alle mennesker vil gerne yde en indsats. Men det tror man ikke på dér, hvor magten og pengene er i det danske samfund. Der tror man kun på effektivitet og meget specifikke kompetancer, som bestemmer om den enkelte er “god nok” til at være inde i varmen eller ej.

Men det er ikke den enkelte, der i reglen er problemet. Det er i stedet den meget smalle definition af, hvad der er godt nok, som skaber de store kløfter mellem mennesker i disse år.

For allermest sker udskillelsen af mennesker på grund af det danske samfunds manglende evne til at inddrage og rumme dets medborgere. Og det er et ansvar, som både offentlige arbejdspladser og private virksomheder flyr hurtigere, end de kan nå at sige effektivitet og kompetancer.

Det giver ikke mening. Danmark er et liden land uden ret mange andre råstoffer end vores hitte-på-somhed og handelstalent. Og derfor har vi – indtil Kjærsgaard, Fogh og de andre mørkemænd og -koner startede det de kaldte værdikampen – altid vundet både os selv og resten af verden på at give plads til det anderledes og skæve såvel menneskeligt og erhvervsmæssigt.

For kun ved at åbne os mod hinanden og mod verden kan vi gøre Danmark til Danmark igen. Til landet hvor forretning og fællesskab går hånd i hånd, og hvor der er plads til mennesker.

Danmarksbloggen er heldigvis ikke alene om at mene dette. Fagforeninger, elev- og studenterorganisationer, klimagrupper samt velfærdsforeninger med flere synes det samme – og de har derfor arrangeret en stor demonstration, som løber af stablen i dag under navnet “Ja til fællesskab”.

Læs mere her: http://www.jatilfællesskab.dk/

Demonstrationen starter fire steder i København, hvert med sit tema, hvorefter alle mødes på Christiansborg Slotsplads kl.16.30.

De fire temaer er:

1) Uddannelse, hvor man mødes kl. 15 på Vor Frue Plads
2) Job, hvor man mødes kl. 15 på Nytorv
3) Velfærd, hvor man mødes kl. 15 ved Vandkunsten
4) Grøn omstilling, hvor man mødes kl. 15 på Christianshavns Torv

Danmarksbloggen hylder initiativet og vil gerne opfordre alle til at deltage i demonstrationen. Danmarksbloggen kommer og glæder sig meget.

Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk