Sidste år var mandagen lig med Danmarksbloggens Danmarkshistorie. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899
Og nu fortsætter historie-mandagene. For startende i dag og indtil Grundlovsdag d. 5. juni vil Danmarksbloggen i anledning af, at det i år er 100 år siden, at kvinderne fik stemmeret derfor hver mandag beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.
Og vi starter idag med den første danske kvinde, hvis navn er ridset ind i sten, nemlig:
Thyra Dannebod
Thyra Dannebod var gift med Gorm den Gamle, Danmarks første konge, der levede midt i 900-tallet. Det ved vi med sikkerhed. For på den ene af de to Jelllingstene kan man læse, at ”Gorm Konge lod gøre disse kumler efter Thyra sin kone Danmarks bod”.
Men var Thyra i grunden dronning? Det ved man ikke. Det eneste vi ved er, at Thyra var vikinge-kone og hedning. For kristendommen var endnu ikke kommet til Danmark. Thyra og Gorm den Gamle var som resten af befolkningen på det tidspunkt asatro.
At deres søn Harald Blåtand, der som bekendt kristnede danskerne, så senere gav sine døde forældre en kristen gen-begravelse er en anden sag.
Men hvad vil det sige, at Thyra var Danmarks bod?
Ja, navnet menes at hentyde til, at det var Thyra, der som den stærke vikingehustru hun var, lod Dannevirke opføre, så danskerne kunne forsvare sig mod tyskerne, der allerede dengang huserede ved grænsen. Et billede, som man især i tiden efter 1864 var meget glade for.
Men om billedet af den stærke vikingehustru holder historisk set, er ikke bevist. For taler de to runesten i Læborg og Bække, der ligger cirka 30 km fra Jelling. På disse kan man nemlig læse om Tue, Funden og Gnyble, der gjorde Thyras høj.
Summa summarum er også, at ingen af de andre vikingekonger som fx Harald Blåtand, Svend Tveskæg eller Knud den Store havde koner, som i dag huskes, eller som blev nævnt i både samtidens og eftertidens krøniker.
Men det blev Thyra Dannebod. Hendes navn huskes endnu – og forbindes stadig med at værne Danmark mod ydre farer.
Heller ikke de tidlige middelalderkonger som fx Knud den Hellige eller sågar Valdemar den Store har haft dronninger, der på nogen måde har gjort sig bemærkede.
Så noget ekstraordinært har Thyra Dannebod bedrevet.
Vi skal også helt op i 1200-tallet, før den næste markante kvinde i Danmarkshistorien dukker op, nemlig Valdemar Sejrs første kone: Dronning Dagmar, der som en anden prinsesse Diana blev så populær, at det blev umuligt for hans anden kone at få et ben til jorden, da hun blev dronning.
Disse to markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.
Vel mødt.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk