Nationalismen er ældgammel

Her på Valdemarsdag er det passende at tale om nationalismen og dens væsen, fordi vi immervæk i en tid med globalisering og internationale aftaler og organisationer alligevel først og fremmest identificerer os selv som danske.

Stort set al moderne historiefortælling er i bund og grund derfor også nationalliberal og handler om Danmark som nation.

Men man kunne jo også fortælle en anden Danmarkshistorie – en historie om kampen om produktionsmidlerne. Den ville dog formentlig stadig blive national. Det samme ville kvindernes Danmarkshistorie, institutionernes Danmarkshistorie, børnenes Danmarkshistorie, kulturens Danmarkshistorie, magtens Danmarkshistorie osv.

For det med det nationale er i virkeligheden noget, der har rødder meget længere tilbage end til 1800-tallets nationalliberalisme og den franske revolution sidst i 1700-tallet, der ellers ofte får æren for at have skabt nationalfølelsen.

Men det passer ikke. Den var her langt tidligere – hvad man kan se i fx gamle danske klagesange fra dengang i 1300-tallet, hvor de holstenske grever huserede, men også i den tidlige middelalder er der vidnesbyrd om nationalisme som en identitetsskabende faktor.

Men ja, nationalismens politiske betydning begynder først at spille en stor rolle i 1800-tallets spirende demokrati. Før der var kongen simpelthen staten/nationen – i hvert fald i den enevældige tid, og tidligere var stormænd, adel og gejstlige var med i spillet om magten.

Men med demokratiets fødsel fik alle – i hvert fald på papiret – indflydelse, og nationalismen og nationalstaten blev den ramme, som vi begyndte at forstå os selv og vor verden i (også fordi religionen mistede magten som det, der gav os identitet).

Det er også derfor, at nationalismen stadig blomstrer, når vi føler os truet som nation, hvad enten fjenden kommer udefra som under 2. verdenskrig eller indefra, som mange føler, at fjenden gør det i disse år.

De angste nationale har derfor en pointé. For vi har i virkeligheden ingen garantier for Danmarks fortsatte eksistens, hverken som nation, velfærdsstat eller som kristent land (hvad det så end er i et land, hvor vi i adfærd aldrig helt har glemt vikingetidens druk- og blótgilder, selvom vi også lader os døbe og sidder i kirken, ihvertfald når det er midvinterfest, undskyld jul).

Så nej, nationalismen er ikke i sig selv noget hverken særligt godt eller særligt dårligt. Den er et grundvilkår ved det at være menneske. Fordi vi alle gerne vil tilhøre en stamme.

Det afgørende er derfor også, hvad vi bruger nationalismen til – og hvordan vi bruger den. På dén måde minder nationalismen om religionen. Begge kan tages til indtægt for allehånde uhyrligheder og forbrydelser mod anderledes tænkende, men begge kan også bruges til at løfte mennesker og samfund, til at tale til det bedste i os – og skabe den bedste af alle verdener.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Se Kjersgaards Danmarkshistorie

I øjeblikket kan man på DR´s hjemmeside se ”Danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard”, der er en mere end 30 år gamle serie på 12 udsendelser, der stadig holder max. Se mere på www.dr.dk/tv

Dels fordi Erik Kjersgaard var uddannet historiker og i dén grad kunne sit stof, og dels fordi der ikke bruges unødig tid på at (over)dramatisere, lefle for laveste fællesnævner og presse et politisk budskab ned over hovedet på seerne, som man gør det i den nye Danmarkshistorie lavet af samme kanal.

”Danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard” er derimod spækket med viden, detaljer og overblik – og det er vidunderligt befriende, at manden, der fortæller, blev castet (som det hedder på nutidsdansk) på grund af sin klogskab – og ikke på grund at sit udseende eller tøjvalg.

Læg dertil at han i sidste afsnit endda forholder sig kritisk til både sin egen historieserie og til de motiver, som enhver har til at fortælle sin version af Danmarkshistorien. Der er han nemlig lysår foran meget nutidig historiefortælling, som opfatter sig selv som værende objektiv og baseret på fakta – hvad det måske også er. Men enhver fortælling er altid et valg – og et fravalg – også af fakta.

Så gak til ”Danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard” og bliv vis på dit lands rødder. For her får du alt væsentligt, fortalt af en mand med vildt hår, brune bukser, gammel jakke – og en kæmpestor viden og engagement i Danmarks fortid. Han døde helt tilbage i 1995, mens heldigvis kan vi altså stadig se og høre ham.

Ps. Og ja, Erik Kjersgaard er i familie med Clement Kjersgaard. De er far og søn – og en meget ung Clement optræder skam også et kort øjeblik i det sidste afsnit.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 10´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien. Ja, her den sidste uge endda hver dag.

I dag skal det handle om 10´erne og nogle af de kvinder, som gør sig særligt bemærkede i netop nutidens årti.

10´erne: Nutid – og fremtid

At skrive historie om nutiden er altid svært – hvis det overhovedet giver mening. Vi er stadig midt i det hele – og ingen har på samme måde overblikket over tiden og sammenhængene, som man kan skabe sig det over fortiden.

Men nogle ting kan dog slås fast her i 2015 – 100-året for stemme- og valgretten til de danske kvinder: Vi er ikke i mål endnu.

Der mangler stadig lige løn for lige arbejde – og dermed også lige muligheder ifht pension m.m – og dét er nok den største sten på vejen.

Men moralsk er vi heller ikke i mål endnu, når det – som her i foråret – var nødvendigt at køre en kampagne omkring, at voldtægt ikke skyldes en kvindes påklædning, men voldtægtsmandens adfærd. Så er der stadig et stykke vej at gå, før alle danskere opfatter mænd og kvinder som lige.

Magten og formuerne i Danmark ligger også primært i mændenes hænder – og det diskuteres ivrigt om kvoter i bestyrelser m.m. vil afhjælpe dét problem.

Så nej, vi er ikke i mål endnu, selvom vi er nået meget langt – og vi er nået endnu længere her i 10´erne, hvor Danmark fik sin første kvindelige statsminister i 2011, nemlig Helle Thorning, der pt. genopstiller til det kommende folketingsvalg, og som der også lægges mærke til i udlandet, hvor hun som den letteste sag af verden boltrer sig mellem stormagternes ledere som USA´s præsident og Englands premiereminister.

Så bliver danskerne stolte. For vi kommer fra et lille land – og benoves stadig af, når en dansker spiser kirsebær med de store.

Men også mange andre politiske partier har eller har haft kvindelige ledere her i 10´erne. De to mest markante – udover Thorning – er Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten, der har fået det engang så lille parti til at blive en magtfaktor i dansk politik – samt den radikale Margrethe Vestager, der indtil hun kom ned i EU som kommissær i 2014, var noget af en sten i Helle Thornings sko, selvom de to sammen delte regeringsmagten.

Men også SF´s Pia Olsen Dyhr, Enhedslistens Pernille Skipper og den socialdemokratiske kronprinsesse Mette Frederiksen er værd at lægge mærke til – også fremover.

Skifte på broen – og til en kvinde – var der også i Danmarks mest kendte virksomhed A.P. Møller, da Mærsk Mckinney Møller døde i 2012 og hans datter Ane Uggla overtog. Hun gør ikke meget væsen af sig udadtil, men på de indre linier arbejder hun ihærdigt – også med at gøre (en af) hendes to sønner klar til at tage over. De bor også nu begge to i Danmark, selvom de er født og opvokset i Stockholm hos Ane Uggla og hendes svenske mand.

Andre erhvervskvinder som har markeret sig – indtil videre – er Stinne Bosse og Lisbeth Knudsen, som begge er netop kvinder med magt og power. Men der er flere – unge – på vej.

Men også på underholdningsfronten har nye kvinder slået igennem. Et af de stærkeste brands står stand-upperen Linda P. for, som i en ellers meget mandsdomineret stand-up-verden i dén grad har fået succes og skabt flere figurer, som hver gang hilses med latter og klapsalver, når de vakler ind på scenen i al deres komiske ubehjælpsomhed. Senest har Linda P. også haft sit eget show på TV Zulu, som var en sort blanding af komik, rollespil, quiz og meget andet – som ligesom hendes andet arbejde blev populært hos begge køn og alle aldre.

Satiren har nemlig kronede dage – også når den er politisk og tør noget. Og det måske bedste af den slags her i 10´erne er skabt af kvinder, nemlig de fire kvinder bag satireprogrammet ”Det slører stadig”, der tager ny- og gammeldanskere og deres fordomme om sig selv og hinanden under kærlig – og sjov – behandling. Det er Sara Al Naser, Ellie Jokar, Naghme Ashabi og Ajla Prohic, der står for løjerne.

Men også den klassiske morskabsscene er en ny stjerne på vej, nemlig Ditte Hansen, der snart er ligeså meget Cirkusrevy som Lisbeth Dahl og Ulf Pilgaard – og på scenen og film i det hele taget – også i udlandet – stråler Sidse Babett Knudsen, Trine Dyrholm og Sofie Gråbøl m.fl.

På en helt anden bane spiller Danmarks bedste kvindelige tennisspiller nogensinde, nemlig Caroline Wozniacki. Hun blev nr. 1 på verdensranglisten i 2010, men har – til sin egen og danskernes ærgrelse – ikke vundet nogen Grand Slam-titel endnu.

Om det lykkes vil tiden vise. Danske kvinder har nemlig endnu meget til gode.

Vi mangler fx også den første danske kvindelige nobelpristager – noget, som man kunne håbe en astrofysiker som Anja C. Andersen, der forsker i stjernestøv måske en dag kunne få. Hun og mange andre dygtige, danske kvinder inspirerer ihvertfald unge piger til at gå videnskabens vej og søge stjernerne via uddannelse.

Antallet af kvinder, der vil noget med deres liv og som er målrettede, stiger derfor også år for år, og det er mere end glædeligt.

Nu skal vi danske pige og kvinder så bare lære, at det er ok ikke at være perfekt. At der er noget, der hedder rigtigt godt med skønhedsfejl, og at det knækker man ikke på psykisk. Man bliver måske heller ikke kendt, men man bliver lykkelig. Det er nemlig vigtigere at have noget på hjerte end være kendt.

For nok er vor tid meget optaget af kendisser og reality-stjerner, men på den lange bane vil kvalitet og indhold altid vinde, også når vi taler om danske kvinder. Det er Danmarksbloggen sikker på.

Så skal vi bare lige have den med solidariteten ind igen – så er vi for alvor på sporet. Det skal nok komme.

Det var så den sidste omgang af Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.  Vi ses til markeringen af 100-års-dagen på fredag, Grundlovsdag d. 5. juni.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685
1940´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6716
1950´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6719
1960´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6786
1970´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6814
1980´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6840
1990´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6905
00´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6912

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 00´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien. Ja, her den sidste uge endda hver dag.

I dag skal det handle om 00´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

00´erne: Terror, angst, krise og klima-topmøde

Den sorgløse tid efter Berlinmurens fald sluttede brat d. 11.september 2001. Den dag i dag kan alle voksne stadig huske, hvad vi lavede, da vi hørte om – eller så – flyene flyve ind i tvillingetårnene i New York. En chokeret verden fulgte derpå med via tv-skærmen, mens røgen bølgede ud, indtil tårnene brasede sammen. Det ene efter det andet. Samtidig erfarede vi, at et tredje fly var fløjet ind i Pentagon – og et fjerde fly havde kurs mod Washington D.C., men at heroiske passagerer tvang det til at forulykke på en mark.

Verden var blevet en anden. Mere mørk, mere truende – og måske kom noget af dét også fra vores eget sind, fra angsten for det ukendte og dem, som vi ikke kender. Fjenden var pludselig alle steder, og en stor utryghed kom ind i vores liv og verden.

Den nye dagsorden betød også, at én kvinde i dansk politik kom til at spille en hovedrolle, selvom hverken hun eller hendes parti sad med i den borgerlige VK-regering, der stort set styrede Danmark gennem 00´erne. Der er tale om den daværende leder af Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard, som med stor politisk snilde og perfekt timet retorik talte lige ind til den frygt for alt ukendt, som havde grebet mange danskere – og som gjorde (og stadig gør), at mange danskere stemmer på Dansk Folkeparti.

Stemmer, som blev brugt til den ene udlændigestramning efter den anden. VK-regeringen sagde ja, så længe at Dansk Folkeparti stemte for endnu en nedskæring på det sociale område kombineret med endnu en skattelettelse (ofte til de rigeste). Og sådan gik 00´erne.

Ovre på den anden side af det politiske spektrum talte man derfor også om den indre svinehund – og den laveste fællesnævner, og i slutningen af årtiet kom en ny, ung kvinde ind i dansk politik, nemlig Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der med ligeså stor snilde og retorisk dygtighed som Pia Kjærsgaard forstod at tale sin sag, der værdimæssigt set derimod er det modsatte af Pia Kjærsgaard.

Men endnu i 00´erne var Johanne Schmidt-Nielsen ung og grøn. Det samme var socialdemokraternes nye og første kvindelige formand Helle Thorning. Fremtiden skulle dog vise sig at tilhøre netop disse to – men mere om det i morgen, når vi skal høre om 10´erne.

Endnu er vi i 00´erne. Et årti, der levede op til sit navn, med krise på krise, og især finanskrisen fra 2008, som gjorde mange – især kvinder – arbejdsløse. Og i VK-regeringens tid var det særlig skidt, da såvel dagpengesystem som andre sociale ydelser blev kraftigt beskåret.

Læg dertil at der stadig i 2000 var en forskel på mænd og kvinders gennemsnitsløn på 12-19 procent i mændenes favør. Samt at mændenes gennemsnitlige pensionsformue var cirka 30 procent større end kvindernes.

Et ”Videnscenter for Ligestilling”, som afløste Ligestillingsrådet, og som blev etableret af den socialdemokratiske regering i 2000, blev også nedlagt i 2002 af VK-regeringen. Den slags ”smagsdommeri” skulle der nemlig spares på, var holdningen hos den borgerlige regering, der ellers havde markante kvinder som ministre, fx Lene Espersen og Inger Støjberg. Men ingen af dem anfægtede dette angreb på ligestillingen.

Man kan altså sige, at det gik den gale vej – også når man betænker, at efter kommunalreformen var 91 ud af 98 borgmestre i Danmark i 2005 mænd. Altså det år, hvor vi kunne fejre 90-året for kvindernes stemmeret.

Nogle kvinder havde dog succes med at positionere sig politisk. Mest nok den konservative Connie Hedegaard, der først var minister, blandt andet klimaminister og siden EU-kommisær for klima – og måske Danmarks dygtigste i Bruxelles nogensinde. Ved klimatopmødet i København i 2009 var det i hvert fald tydeligt, at der stod respekt om hende og hendes evner fra hele verdens ledere – og resultatet var formentlig blevet både anderledes og bedre, hvis hun havde ledet det vigtige topmøde fremfor Lars Løkke. Connie Hedegaard var fx formentlig ikke faldet i søvn undervejs!!!

Der kom også to nye markante kvinder til Danmark udefra – selvom reglerne for ægteskab med folk fra andre lande strammedes voldsomt. Det gjaldt dog ikke disse to, nemlig kronprinsesse Mary, der er skotsk født, men opvokset i Tasmanien og Australien, og som i 2004 giftede sig med kronprins Frederik. Samt franskfødte prinsesse Marie, der i 2008 giftede sig med prins Joachim, der i 2004 blev skilt fra grevinde Alexandra.

Udenfor landets grænser virkede også danske kvinder som fx skuespilleren Connie Nielsen, der boede i USA og havde store filmroller i 00´erne, men som i Danmark var ligeså kendt for sit daværende ægteskab med Metallica-stjernen Lars Ullrich.

Svømmepigerne var også populære – og i modsætning til 1930´ernes danske svømmepiger var der ingen af dem, der opførte sig politisk. Det drejede sig om at vinde guld for Lotte Friis, Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen og mange flere. Og det gjorde de. De vandt både guld og andre medaljer – og slog rekorder. Og også stadig her i 10´erne, hvor især en Mie Ø. Nielsen svømmer igennem som en af de nye stjerner fra næste generation af dygtige, danske svømmepiger.

Guld i form af en guldplade – og en platinplade – vandt rapperen Natasja også – men først efter hendes tragiske død i en trafikulykke på Jamaica i 2007. En hel generation unge kvinder – og mænd – havde ellers sat deres lid til hende som fortolker af deres tanker og drømme om et andet, mere rummeligt og mangfoldigt Danmark – og den dag i dag spilles hendes ”Gi´ mig Danmark tilbage” flittigt. Budskabet er også stadig aktuelt.

Endelig oplevede to erfarne nyhedskvinder, Ulla Therkelsen og Mette Fugl, også at blive feteret gennem 00´erne. De havde ellers været fremme i mediebilledet med reportager og interviews i en årrække, men blev nu nærmest kult – især Ulla Therkelsen, som fik en café opkaldt efter sig.

Mange af disse kvinder er stadig med til at tegne billedet i Danmark. Et billede, der ændrer sig i 10´erne – og som stadig udvikler sig. Det skal vi høre om i morgen i den sidste Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685
1940´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6716
1950´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6719
1960´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6786
1970´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6814
1980´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6840
1990´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6905

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1970´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1970´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1970´erne: Dronninger

1970´erne er uden sammenligning dét årti, hvor kvinderne har opnået mest. Alt det, som der var blevet arbejdet for i næsten 100 år, nærmest eksploderede i dette årti, der meget passende også indeholdt FN´s Internationale Kvindeår i 1975. Kvinderne kom med andre ord nu til fadet.

Størst og vigtigst var loven om fri abort fra 1973, der – endelig – gav kvinden 100% ret til at bestemme over sin egen krop og sit eget liv. Senere i 1976 kom så loven om lige løn for lige arbejde. Det er så desværre endnu ikke (i 2015!) en realitet, så som altid er kampen ikke slut endnu. I 1978 kom loven om, at mænd og kvinder skal behandles lige på det danske arbejdsmarked. Det er desværre heller ikke på plads endnu.

Men vi er på vej – og det var kvinderne i sandhed også i 1970´erne, hvor de blev kaldt rødstømper, og der var demonstrationer, marcher og kvindelejre overalt i den vestlige verden. Og i Danmark blev det hele endda kronet med, at vi fik en regerende dronning på tronen, men også mange andre slags danske dronninger manifesterede sig i 1970´erne.

Vi starter dog med Margrethe d. 2. af Danmark, der en iskold januar-dag i 1973 blev udråbt som Danmarks dronning fra Christiansborg. Hun var ganske ung, kun 32 år, men hun vidste, hvad der ventede – og lige siden – i mere end 40 år – har hun været danskernes dronning.

Og vi er mange, der ikke har kendt til – eller kan huske – andre regenter end Margrethe d. 2., der især i sine nytårstaler får sagt noget, som mange danskere kan lide at høre, nemlig de kongelige røfler om, at vi skal opføre os bedre overfor dem, der er kommet til Danmark fra andre lande – og som er lidt anderledes end vi har været vant til. Især den fra 1984 om de små dumsmarte bemærkninger, som vi ikke kan være bekendt, vil for altid være knyttet til Margrethe d. 2´s navn sammen med diverse billeder af en farverig kvinde med stor glæde for kultur og kunst, som hun også dyrker og viser frem offentligt.

For Margrethe d. 2. er ligeså meget kunstner som hun er kvinde og dronning.

En anden dronning fra 1970´erne, er Lise Nørgaard, født 1917, forfatter og journalist, der i netop dette årti skrev tv-serien over dem alle: Matador, tv-serien, der har status som både danmarkshistorie, kulturarv og dansk identitet. Ideen til serien og oplægget til mange af personerne fik hun fra sin egen opvækst i Roskilde, men Lise Nørgaard hentede inspiration mange steder fra til det, der skulle vise sig at blive dansk tv´s til dato største succes.

Men hun har også lavet andet, bla var hun med til at skrive manuskripterne til en anden populær tv-serie i 1970´erne, nemlig ”Huset på Christianshavn”. Hun har også skrevet noveller, essays og så erindringsbøgerne ”Kun en pige” og ”De sendte en dame.”

Men også smørrebrødsdronningen Ida Davidsen, født 1937, trådte ind på scenen i 1970´erne, da hun sammen med sin mand åbnede smørrebrødsbutikken i St. Kongensgade.

Der var tale om en videreførelse, da slægten siden 1888 havde leveret smørrebrød til danskerne på forskellige adresser i København. Men i 1974 flyttede man fra Søpavillonen til St. Kongensgade, da Ida Davidsen som nr. fire i lige linje overtog forretningen, der kan tilbyde ikke færre end 177 forskellige slags smørrebrød.

I dag er det dog hendes søn Oscar Davidsen Siesbye, der står for driften – og butikken fik en stor skramme i lakken, da Politikens madanmelder var forbi i efteråret 2014 og kun gav smørrebrødet én enkelt stjerne – og det endda var den eneste 1-stjerne-anmeldelse, som Politiken uddelte sidste år.

Endelig er der også 1970´ernes fjerde dronning, dansk politik´s første dronning Ritt Bjerregaard, født 1941, der havde sin første storhedstid i 1970´erne, hvor hun var både social- og undervisningsminister i Anker Jørgensens regeringer – og en af de socialdemokratiske politikere, som havde mest indflydelse både i regeringen og i partiet. I 1979 oplevede hun dog den tort at blive fyret, da hun under et besøg i Paris havde boet på det fashionable hotel Ritz. Noget, som faldt mange for brystet.

Flere år senere – i 1991 – måtte Ritt Bjerregaard gå af som gruppeformand, da et flertal i partiets folketingsgruppe ikke kunne acceptere, at hun boede i en stor og billig lejlighed på Vesterbro. Ritt Bjerregaard fik dog oprejsning, da hun i 1995 blev valgt som Danmarks EU-kommissær med ansvar for miljøet.

Hjemme igen i 2000 blev Ritt Bjerregaard fødevareminister og indførte i 2001 den smiley-ordning, som nu er kendt og accepteret viden om – men som dengang gav anledning til stor diskussion. Selv var hun i 2004-09 overborgmester i København, inden hun trak sig tilbage.

Havde Ritt Bjerregaard været en mand, var hun uden tvivl blevet statsminister – så der var altså stadig lang vej at gå – også i 1970´erne.

Men litteraturen havde også et par markante kvinder at byde på i 1970´erne.

Den ene af dem var Dea Trier Mørch, 1941-2001, der mest skrev om kvinder, kvinders tanker, følelser og vilkår, men som også beskæftigede sig med de svage og de stille eksistenser, dem der kommer i klemme. Nogle af hendes mest kendte bøger er ”Vinterbørn”, ”Kastaniealleen” og ”Aftenstjernen”.

Dea Trier Mørchs bøger var som regel illustreret af hendes egne grafiske arbejder, som hun for manges vedkommende skabte i det socialistiske kunstnerkollektiv ”Røde Mor”, som hun selv var med til at oprette. Hele livet igennem var hun også overbevist om solidaritetens vigtighed.

Den anden kvindelige forfatter Suzanne Brøgger, født 1944, er derimod optaget af selvet og eksperimentet – og hun har livet igennem skrevet hudløst og åbent. Fra den første essay-samling i 1973 ”Fri os for kærligheden”, hvor hun kritiserer kernefamilien og den vestlige livsstil over opgøret med de snærende bånd og konventioner i ”Kærlighedens veje og vildveje” fra 1975 til den store selvbiografi ”Creme Fraiche” fra 1978.

Mange forbinder Suzanne Brøgger med seksuel frihed og seksuelle eksperimenter, men det er kun en del af en livslang søgen og skribent-virksomhed, der også tager livtag med religion, spiritualitet, livets og menneskets grundvilkår og meget andet, som det viser sig i et forfatterskab, der stadig er sprudlende og i fuld gang. Så sent som sidste år udkom ”SZ. Et livs billeder 1944-2014”. Nævnes skal også ”Jadekatten” fra 1997, der er et hovedværk og handler om en families forlis, svigt og et moder-opgør.

Endelig er der også hende, som kun få danskere kender, men som ikke desto mindre betegnes som en af 10 mest betydningsfulde kvindelige videnskabsfolk i verden nogensinde. Hun hed Inge Lehmann og var seismolog – og i 1936 fandt hun ud af, at Jorden havde en fast, indre kerne, og skrev artiklen P med argumentation herfor.

Og den dag i dag arbejder man stadig med begrebet ”Inge Lehmann-diskontinuiteten”, som refererer til en materialeovergang omkring 220 km nede i Jordens kappe.

Inge Lehmann blev aldrig anerkendt i Danmark for sin opdagelse. Dertil var det naturvidenskabelige miljø i Danmark for mandsdomineret langt op i 1900-tallet og er sine steder det stadig her i 2015 (!) – men i USA fik hun en karriere og blev i 1964 æresdoktor på Columbia University. Samt at hun i 1971 – som den første kvinde nogensinde – modtog den store geofysiske pris ”Bowie-medaljen” – og derfor skal hun med her under 1970´erne.

Alt var således på skinner – eller? Nej, der var stadig problemer, men også plads til de store skulderpuder og megen god musik lavet af kvinder i 1980´erne. Det skal vi høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685
1940´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6716
1950´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6719
1960´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6786

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1960´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1960´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1960´erne: Frigørelser

1960´erne handlede om frigørelse, både økonomisk og fysisk. To markante ændringer skete først i årtiet.

I 1960 blev der således indført 14 ugers barselshvile for dagpengeforsikrede samt to uger for selvstændigt erhvervsdrivende, der var dagpengeforsikrede.

Og i 1961 oprettede Mødrehjælpen præventionsklinikker samt at de fik tilladelse til at informere ALLE om prævention, også de ugifte og barnløse. Der var altså tale om et gigant-hop frem, om end at abort stadig var forbudt.

Unge piger risikerede nemlig stadig liv og helbred, når de lagde sig på køkkenbordet hos en kvaksalver, der var mere eller mindre ferm med de strikkepinde, der blev stukket op og brugt til at starte en blødning, så den ulykkelige kunne tage på hospitalet og få en udskrabning. Noget, som er beskrevet præcis så barskt som det var i Bjarne Reuters bog ”Når snerlen blomstrer”, der som film kom til at hedde ”Tro, håb og kærlighed”.

Men det var ikke kun de unge piger, som oplevede drastiske forandringer i 1960´erne. Det var hele det danske samfund, der buldrede frem med en økonomisk vækst større end nogensinde tidligere. Der var også brug for alle hænder på arbejdsmarkedet, så nu kom også middelklassens og overklassens kvinder i stor stil ud på arbejdsmarkedet. Arbejderklassens kvinder har jo som bekendt altid været dér.

Men nu var der brug for alle – og kvinderne fik i stigende grad uddannelse, også lange uddannelser. Det var et helt andet samfund, og det var ikke så mærkeligt, at det skabte uro, både strukturelt, men også i den enkelte familie. Det helt store kvindeoprør ventede dog til 1970´erne, men kvinden fandt sig i mindre og mindre op gennem 1960´erne.

Hun kunne også tillade sig det. For nu tjente hun sine egne penge og var dermed økonomisk uafhængig af sin mand. Hun havde også få år tidligere fået de samme rettigheder ifht børnene. Ja, det var først i 1957, at kvinder fik lov til at være værger på lige fod med mændene ifht deres egne børn. Man tror næsten, at det er løgn – men det er det ikke.

Men altså i 1960´erne blev kvinden et langt stykke hen af vejen fri – for frihed hænger uløseligt sammen med retten til at bestemme over egen krop og det at tjene sine egne penge. Det var en sejr – men også stadig en kamp, som blev kæmpet af mange kvinder.

En af de kvinder, der siden 1960´erne og frem utrætteligt har arbejdet for kvinders – og især udsatte kvinders og børns vilkår – er socialrådgiver og forfatter Hanne Reintoft, født 1934.

Hun kom i Folketinget i 1966 efter i flere år at have arbejdet med både alkoholikere, udsatte, sindslidende m.fl. Hanne Reintoft var aktiv i politik i 10 år for SF, VS og DKP, inden hun i 1976 blev redaktør for DR´s sociale brevkasse. Det var hun frem til 2004.

I 1983 var hun også med til at stifte ”Mødrehjælpen af 1983”, som udfyldte det tomrum, som nedlæggelsen af den gamle Mødrehjælpen havde skabt i 1976. Senere blev hun også direktør dér.

I dag skriver Hanne Reintoft historiske bøger, fordi hun mener, at den socialrealisme, som det ellers ville være nærliggende for hende fortsat at skrive i, “hænger folk ud af halsen”. Men at hun kan fange interessen for det socialrealistiske ved istedet at gå tilbage i historien. Tidligere skrev hun ellers socialrealistiske debatbøger – og en enkelt erindringsbog ”Et liv – manges liv” fra 1996.

Hanne Reintoft har modtaget flere priser.

En anden kvindelig forfatter, der også startede i 1960´erne, og som også skiftede genre flere gange, er den nyligt afdøde Helle Stangerup, der blev født i 1939, og som døde i marts 2015. Udover at være forfatter var hun også skolekammerat med Dronning Margrethe – og derfor en af de eneste, der ved, hvad det vil sige at være dus med regenten.

Helle Stangerups forfatterskab handlede ikke om socialrealisme, men om en blanding af rejseskildringer, kriminalromaner og historiske romaner, hvor hun især er kendt for ”Christine” fra 1985 og ”Spardame” fra 1989. Hendes romaner er oversat til flere sprog, og selv modtog hun også flere hædersbevisninger.

Helle Stangerup er også kendt for sit ægteskab med godsejer Adam Knuth, som hun sammen med opbyggede Knuthenborg Dyrepark i perioden 1972-80. En park, som mange danskere kender fra udflugter i sommer og sol.

Sommer og sol var der også over filmens verden i 1960´erne – det gyldne årti, som frembragte mange skuespillerinder, der stadig her i deres karrieres efterår er blandt de fremmeste i Danmark.

Mest stråler Ghita Nørby, født 1935, der startede som dansk films søde, kønne og uskyldige pige, naboens datter – men som i dag er blandt de helt store danske karakterskuespillerinder til alle tider.

Hendes repertoire er imponerende og tæller på scenen stort set, hvad der findes af store roller som rollen som Johanne Luise Heiberg i ”Regnormenes liv”, dronning Elizabeth i ”Maria Stuart”, fru Levin i ”Indenfor murene” og mange-mange andre af store forfattere som Strindberg, Ibsen og mange andre.

På tv og i film dækker hun også alt fra rollen som oprørsk arving i komedien ”Baronessen fra benzintanken” over den alvorlige rolle i ”Dansen med Regitze” til glansrollen som Ingeborg Skjern i ”Matador”, hvor ikke kun teaterpublikummet, men også alle andre danskere fik øjnene op for, at Ghita Nørby rummede mere end et kønt ansigt og en perlende latter.

Ghita Nørby har – selvfølgelig – også modtaget et væld af priser gennem hele karrieren, der stadig kører for fuld kraft.

Men også Malene Schwartz, født 1936 slog igennem i 1960´erne, hvor hun ofte spillede den modige og ret sexede unge pige – meget modsat den forsigtige Maude Varnæs i ”Matador”, der blev hendes livs rolle.

Efter Matador helligede Malene Schwartz sig teateret og var i mange år direktør for blandt andet Aalborg Teater, inden hun vendte tilbage til København – og på sigt også arbejdet som skuespillerinde.

Malene Schwartz er også forfatter – bl.a. til en meget rost bog ”Alba” fra 2012 om farmoderen Alba Schwartz, der i sine to bøger ”Skagen før og nu” som den eneste har beskrevet, hvordan det ”virkelig” var, dengang Krøyer, Ancher og de andre levede og virkede på Skagen.

Endelig skal nævnes Susse Wold, født 1938, der ikke havde det med film og teater fra fremmede. Hendes mor var Marguerite Viby, der var en stor stjerne især i 40´erne og 50´erne.

Susse Wold selv huskes for sine roller i Sommer i Tyrol, som Gitte Graa i ”Matador”, som moderen i ”Den kroniske uskyld” og senest i Vinterbergs ”Jagten”.

Derudover har hun spillet mange markante roller på teatret, fx som Ophelia i ”Hamlet” – og i samspillet i både ”Privatliv” og ”Kærestebreve” med Bent Mejding, som hun også privat er gift med.

Susse Wold er også kendt som forfatter, som foredragsholder – og som fortolker og oplæser af H. C. Andersens Eventyr – både i Danmark, men især i udlandet, hvor hendes engelske versioner vækker stor begejstring.

Derudover har Susse Wold i mange år været stærkt engageret i AIDS-sagen, hvor hun siden 1986 har været præsident for AIDS-fondet – og hvor hun på hjemmesiden er citeret for: Jeg ønsker mig en fremtid uden hiv og aids – og jeg ved, at den bedste måde at forudsige fremtiden på er – at gøre noget ved den.

Ord der også kunne gælde for kvinderne i 1960´erne. For også her var kamp og engagement kodeord for årtiet.

En af de forfattere, som har tegnet det bedst, er Martha Christensen.

Martha Christensen, 1926-1995, skrev en række socialrealistiske romaner, hvor hun med sikker sans for virkeligheden og psykologien tegnede det ene knugende kvindeportræt efter det andet i fx ”Vores egen Irene” fra 1976 og ”En fridag til fru Larsen” fra 1977.

Men også den posthume ”Når mor kommer hjem”, der handler om den 11-årige Ronnie, der står med hele familieansvaret, mens mor afsoner en kortere fængselsstraf, er stærk i sin skildring af de oversete og de udsattes forhold.

Det er også Martha Christensen, der har skrevet ”Dansen med Regitze”, der blev en af Ghita Nørbys helt store filmroller.

Hun var selv uddannet fritidspædagog, og var hele livet optaget af de såkaldt stille eksistenser, dem som ikke finder vej til de bonede gulve eller avisernes overskrifter – medmindre selvfølgelig der er sket noget dramatisk.

Man kunne godt ønske sig, at der var en Martha Christensen i Danmark i dag!!!

Den sidste forfatter fra 1960´erne, som vi skal have med, er Inger Christensen, 1935-2009, der ikke beskæftigede sig med hverken socialrealisme, rejser eller historie – men som i sit poetiske hovedværk ”Det” fra 1969 står for en sproglig nytænkning, der stadigvæk påvirker dansk og international litteratur.

Der er også mange, der mener, at Inger Christensen med sit banebrydende sproglige arbejde burde have haft Nobelprisen i litteratur.

Arbejdet stod på gennem hele årtiet med både debutdigte og romaner, hvor man kan læse hendes tanker om ordene, som det der holder verden oppe – ligesom at cellerne holder kroppen sammen.

Senere fulgte andre bøger – og ny udvikling, som da hun i 1991 opdaterede den gamle verseform sonetkransen til nutiden i ”Sommerfugledalen”.

Inger Christensens mission var nemlig at give modernismens splittelser en mulighed for at blive til poetiske helheder. Noget, der måske ikke direkte havde så meget med frihed at gøre – men kvinderne læste hende i stor stil i 1960´erne og i 1970´erne.

For frigørelsen var sat på skinner, men i næste årti 1970´erne blev den kronet på mere end én måde. Det skal vi høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685
1940´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6716
1950´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6719

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1950´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1950´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1950´erne: The New Look

Krop og frigørelse hænger uløseligt sammen.

Men i 1950´erne var det pæne look stadig på mode, endda i en version, som modeskaberen Dior døbte ”The New Look” – som var en stil med en smal talje, der blev markeret med feminine skjorter eller jakker med talje og skød, stor, brusende nederdel, sko med lette hæle, hat og handsker. Stilen og navnet kom egentlig allerede i 1947, men den påvirkede modebilledet gennem hele 1950-årtiet.

Det er en meget feminin stil, som mange stadig forbinder med den glamour, som de store Hollywood-film fra perioden også repræsenterer. Og som især eftertiden læser ind i 1950´erne, fx i alle tiders ungdomsfilm ”Grease”, som selvom den er fra 1978, er et portræt af 1950´erne, der stadig ses af unge piger. Men stilen dyrkes også i de mange film og tv-serier, som der siden hen er lavet med netop denne tidsepoke som ramme.

Fortiden er også dejlig nem at håndtere, også når tesen er, at dengang var mænd rigtige mænd – og kvinder var rigtige kvinder – hvad det så end er. Og vi danskerne kunne skam også være med.

Dansk films formentlig mest romantiske øjeblik stammer nemlig også fra 1950´erne, hvor Poul Reichhardt og Bodil Kjer i ”Mød mig på Cassiopeia” fra 1951 danser alene rundt i den tomme dansesal til tonerne af sangen ”Den allersidste dans”.

Det er ren 50´er-nostalgi med ham i uniform og hende i hvid, flot kjole, når de sammen svinger sig i dansen, mens han synger.

Sangen, der har melodi af Kai Normann Andersen, holder endnu – også fordi Kim Larsen har givet den nyt liv med stor respekt for det vemod, som den mest af alt handler om, når natten er forbi, og det er tid til at drømme og sværme om evig kærlighed. Og måske allermest den kærlighed, man aldrig fik – og derfor heller aldrig glemmer.

Om Georg Jorgensen – eller rettere Christine Jorgensen – også kunne lide filmen og melodien, vides ikke. Men her var der i mere end en forstand tale om New Look.

Christine Jorgensen, der efterfølgende fik sig en karriere i Hollywood, og som så strålende ud, startede nemlig ud som en mand, men blev som den første i verden kønsskifteopereret om til en kvinde – og det endda i Danmark, inden hun i 1954 rejste hjem til New York igen, hvor den danskfødte nu kvinde, havde sin base, som ikke kun blev brugt til glamour, men også til at tale transseksuelles sag.

Virkelighedens verden handlede selvfølgelig ikke (kun) om muser, kjoler, køn, kærlighed og sange.

Virkelighedens verden var en hel anden i 1950´erne – omend kvinderne kom endnu mere frem..

Reelpolitisk betød det mindre, men symbolsk var betydningen stor, da Grundlovsændringen i 1953 gjorde det muligt for kvinder at arve tronen. Altså et skifte, der gjorde den 13-årige prinsesse Margrethe til kronprinsesse og senere regerende dronning af Danmark.

Danmark fik også sin første kvindelige borgmester i årtiet, nemlig Eva Madsen i Stege på Møn, der blev borgmester i 1950. Ikke pga valg, men fordi den forrige borgmester døde i et trafikuheld. Dog var det hende, som der blev peget på.

Men for langt de fleste kvinder var det i 1950´erne – trods forbedrede arbejds- og barselsforhold – stadig hårdt at være kvinde, især hvis man var en af de mange, der ikke havde en mand, der tjente rimeligt godt. Kvinder med egen uddannelse – og deraf mulighed for et spændende job – var også stadig et fåtal.

Op igennem årtiet blev det dog muligt for flere og flere kvinder at gå hjemme, og det var for mange noget, som de skattede meget højt. Så kan nutiden dømme de kvinder og kalde dem bagstræberiske, men var de nu også det?

Historien skal altid bedømmes på samtidens og ikke nutidens præmisser – og hvis valget stod imellem at bo i tredje baggård på Nørrebro og knokle på en fabrik – og lave alt derhjemme – eller bo i Hvidovre i en af de (dengang) moderne lejligheder og kunne gå hjemme og ”kun” have ansvaret for hus og børn, ja, så tror jeg nok, at de fleste – også nutidskvinder – ville vælge at gå hjemme.

En af dem, som kendte til bagsiden af medaljen, var Tove Ditlevsen (1917-76), dette følsomme og sarte menneske, der skrev så stærkt om det at være pige – og kvinde. Hun debuterede allerede i 1939, og hun breder sig over mange årtier i dansk historie.

Men der skal skrives om hende netop her i 1950´erne, hvor de pæne piger begyndte at gøre oprør på måder, som de aldrig havde gjort det før, hvor der blev kæmpet kampe – også og måske især indeni pigerne og kvinderne selv, som der ikke var blevet før. Kampe, som også prægede Tove Ditlevsens liv og digtning hele vejen.

For både på papiret og i livet kæmpede hun med sig selv og sit komplicerede sind, som på den ene side gav hende evnen til at udtrykke sig smukt, poetisk og lyrisk som ingen andre i 1900-tallet, men som på den anden også betød, at hun til sidst ikke magtede mere og begik selvmord.

Men inden da havde hun forfattet digte og romaner som ”Pigesind” (1939), ”Man gjorde et barn fortræd” (1941), ”Jeg er din barndoms gade” (1942), ”Kvindesind” (1955), ”To som elsker hinanden” (1960) og mange andre om så forskellige emner som kærlighed, overgreb, misbrug, opvæksten på Vesterbro, kvindens kærlighedsløse liv i middelklassen og meget mere.

Dén dag i dag citerer mange unge kvinder Tove Ditlevsens digt fra 1942, hvis de holder en tale til deres mand under bryllupsmiddagen:

Så tag mit hjerte i dine hænder
men tag det varsomt og tag det blidt,
det røde hjerte – nu er det dit. 

Det slår så roligt, det slår så dæmpet,
for det har elsket og det har lidt,
nu er det stille – nu er det dit.

Og det kan såres, og det kan segne,
og det kan glemme og glemme tit,
men glemmer aldrig – at det er dit.

Det var saa stærkt og saa stolt, mit hjerte,
det sov og drømte i lyst og leg,
nu kan det knuses – men kun af dig.

Mange kunstnere har også brugt hendes ord – mest kendt er nok Anne Linnets musik til ”Barndommens gade”.

Kunstnerne fyldte meget i 1950´erne – og på nær dansk films store helt Paul Reichhardt var det kvinderne, der tegnede billedet: De to gange Bodil og en gang Helle, der alle tre stod for den glamour, som både damebladene og filmens verden dyrkede.

Vi starter med Helle Virkner (1925-2009), der er kendt for et hav af roller på film og teater. Mest kendte på film er hendes roller i ”Poeten og Lillemor-filmene”, i ”Huset på Christianshavn” og så selvfølgelig rollen som Elisabeth Friis i ”Matador”. På teatret var hun både udøvende kunstner og direktør på blandt andet ABC-teatret.

Men også Helle Virkners privatliv er kendt. Tre gange var hun gift, mest kendt er ægteskabet med den danske statsminister Jens Otto-Krag, som hun blev gift med i 1959. Et ægteskab, der betød, at hun også kom på mange rejser og mødte mange statsoverhoveder – og at en del kaldte hende for den danske Jackie Kennedy.

De mindede også lidt om hinanden, den amerikanske præsidentfrue og den danske statsministerfrue. De havde i hvert fald begge en sikker feminin stil – helt i tro med tiden. Helle Virkner var så modigere, når hun sammen med kollegaen Malene Schwartz spillede Nyhavns-luder i Cirkusrevyen.

Eller da hun efter skilsmissen fra Krag selv gik ind i politik, og i flere år var en del af byrådet i Frederiksberg kommune for Socialdemokratiet.

Stil, ynde og skønhed var der også over Bodil Kjer, som Helle Virkner i øvrigt overtog en rolle fra på Det Kgl. Teater, da Bodil Kjer måtte flygte til Sverige.

Bodil Kjer (1917-2003) er en af dansk film og teaters helt store skuespillerinder. Hun var stort set gennem hele karrieren knyttet til Det Kgl. Teater, hvor hun spillede både Holberg-komedier, dramatiske roller som Lady Macbeth og Medea samt mere moderne partier som Maggie i ”Kat på et varmt bliktag”.

Men også på film spændte hendes vingefang bredt. Fra titelrollen i ”Jenny og Soldaten”, som er en ret ukendt filmperle over musen i ”Mød mig på Cassiopeia” til titelrollen i Panduros ”Bella” samt en rolle i den Oscar-vindende ”Babettes gæstebud”.

Sidst i karrieren rejste hun i mange år rundt med Ebbe Rode og optrådte med forestillingen ”Kærestebreve”.

Hun modtog selvsagt også et utal af æresbevisninger, altid med samme glæde, kløgt og humor, som hun også mødte sine medmennesker og sin omverden med.

Det er derfor også nærliggende at spørge, om hun har lagt navn til Bodil-prisen?

Og ja, det har hun – sammen med Bodil Ipsen, der er en generation ældre, men som også var en grande dame, der ligesom Bodil Kjer spillede både komedier, tragedier og moderne stykker – og både film og teater – og det i dén store stil og format, så vi skal tilbage til en Johanne Luise Heiberg og op til Ghita Nørby for at finde noget tilsvarende.

Dansk teaters fire store damer er nemlig (indtil videre) disse fire: Johanne Luise Heiberg, Bodil Ipsen, Bodil Kjer og Ghita Nørby.

Den første Bodil blev i øvrigt uddelt i 1948 – efter sit amerikanske forbillede Oscar´en.

Og det var netop Bodil Kjer, der vandt den for bedste kvindelige hovedrolle for indsatsen som Jenny i ”Jenny og Soldaten”. Poul Reichhardt vandt den også for bedste mandlige hovedrolle i samme film. Og filmen fik også en Bodil for bedste film.

Skuespillerinder var også populære i 1960´erne, men der skete også mange andre ting. Det skal vi høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685
1940´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6716

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1940´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1940´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1940´erne: Frihedskamp

1920´ernes og 1930´ernes tema om kvindens ret til at bestemme over sig selv og sin egen krop fortsatte ind i 1940´erne. Ja, faktisk var dette tema synonym med kvindekampen i størstedelen af 1900-tallet.

I 1940´erne skete der så – også pga 2. Verdenskrig – mindre end man måske kunne have forventet og håbet. Men i 1949 fik Mødrehjælpen dog lov til at informere gravide – og kun gravide (!) – om prævention. Så fik de da også at vide, hvad de skulle have gjort!!!

Ellers var 1940´erne et årti, hvor kvinderne kunne fejre, at der nu var gået et kvart århundrede siden valg- og stemmeretten i 1915. Det var dog svært at aflæse både i landspolitik og i kommunalpolitik.

I 1943 var der således to kvinder i Folketinget. Og ved kommunalvalget i 1946 satte mændene sig på 97% af taburetterne. 22 byråd og 1.117 sogneråd var helt uden kvinder. Og endnu var der ingen kvindelige borgmestre i Danmark.

I de offentlige embeder var der dog forår på vej.

Danmark fik sin første kvindelige professor i 1946. Hun hed Astrid Friis og var professor i historie ved Københavns Universitet og havde speciale i 1500-tallets historie og var anerkendt som forsker i både ind- og udland, især for den forståelse for samspillet mellem politisk, finansiel og økonomisk historie, som hun påviste i sin mangeårige forskning.

Og i 1947 blev de tre første kvindelige præster ordineret – ikke kun i Danmark, men i hele verden. Dette skete under stor international bevågenhed, men biskop Øllegaard fra Fyns Stift rystede ikke på hånden, da han gik i gang i Odense Domkirke med at ordinere  Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche-Petersen.

I stedet henviste han til Galaterbrevets ord om at: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus”. Han – og en masse andre – kunne nemlig ikke se, hvorfor ikke kvinder kunne være ligeså gode til at forkynde evangeliet som mænd.

Men den dag i dag er der stadig dem, der mener, at kvinder ikke skal være præster.

I så fald de – skal vi kalde dem gammeldags – fik deres vilje igennem, ville der komme en voldsom præstemangel i Danmark. Der har nemlig i flere år været en overvægt af kvindelige studerende på teologi-studierne i København og Aarhus, og danskerne har for længst taget kvindelige præster – og biskopper – til sig.

Endelig er der Bodil Begtrup, som blev den første danske kvindelige ambassadør. Det skete i Island, hvor hun startede som gesandt i 1949, og i 1955 blev ambassadør. Senere blev hun også ambassadør i både Bern og Lissabon. Hun var cand.polit og havde inden ambassadør-posterne været udpeget af Danske Kvinders Nationalråd som medlem af delegationen til Folkenes Forbund i 1938, og som medlem af delegationerne til FN´s plenarforsamlinger i 1946-48. Her blev hun i 1946 valgt til formand for FN´s Kvindekommision, og i 1948 til næstformand for udvalget om menneskerettighedsdeklarationen. Bodil Begtrup opnåede altså poster som få danskere både før og siden hen har gjort det. Og hendes navn burde være kendt af alle – også for hendes store indsats for kvinders og børns vilkår i samfundet. Men hun er formentlig ret ukendt for langt de fleste danskere.

Ellers var årtiet præget af 2. Verdenskrig, hvor Danmark sammenlignet med mange andre lande slap let. Vi blev ikke sønderbombet – og modstandsbevægelsens aktiviteter sikrede sammen med redningen af jøderne vores ry og gjorde, at vi kunne betragtes som en af de allierede mod Nazi-Tyskland.

Kvinderne spillede også her en stor rolle, selvom de ikke er ligeså kendte som fx Flammen og Citronen og alle de andre store navne fra modstandskampen. Men kvinderne var der – og de gjorde en forskel, uanset om de kæmpede med i forreste linie eller om de sad derhjemme og sørgede for, at maden og tøjet var i orden.

En, som man kender, er Kirstine Fiil fra den berømte Hvidstens-gruppe. Hun blev i modsætning til mændene ikke dømt til døden og henrettet, men hun sad i fængsel, indtil hun kom hjem til datteren, der var blevet passet af moderen Gudrun Fiil, en meget stærk kvinde, der mistede både mand, søn og svigersøn.

Historien er velkendt – også pga Anne-Grethe Bjarups film ”Hvidsten gruppen” – en film, som dem, der selv oplevede den tid, siger på fineste vis formidler, hvordan det var på Hvidsten Kro og egnen dengang. Og en film som undertegnede – helt undtagelsesvis på sådan en faktuel side – vil anbefale alle at se. Jeg skammer mig ihvertfald ikke over at sige, at jeg græd som pisket, da rulleteksterne gled over lærredet.

Af andre navne kan nævnes:

Ulla Marie Kunøe, uddannet sygeplejerske, der blev både kurer og lavede efterretninger og transporter – og som endte som chef i Region 3, dvs. Sønderjylland.

Rita Lauridsen, der gik ind i modstandsarbejdet sammen med sin kæreste, og som skrev illegale blade samt gemte og transporterede våben i det vestjyske.

Esther Frederiksen, der sammen med sin mor og søster gav logi til mange modstandsfolk i hjemmet i Esbjerg, og som endte i Frøslevlejren, hvor hun sad til Befrielsen.

Ellen Wilhelmine Nielsen, der skjulte mange jøder i hjemmet i Dragør, og som også lavede andet illegalt arbejde. Endte i kz-lejren Ravensbrück, men overlevede og kom hjem med de hvide busser.

Johanne Hansen, husholdningsforstanderinden, der var med til at stifte partiet Dansk Samling, og som også var med til at etablere den lokale modstandsbevægelse på Als. Hun skjulte også modstandsfolk – og endte i kz-lejren Ravensbrück, selvom både hun og Ellen Nielsen (se ovenfor) var udtaget til at blive gasset. Men også hun kom hjem med de hvide busser.

Karen Jensen, der skjulte illegale på gården ved Aalborg – og som siden hen udvandrede til Canada.

Kamma Klitgård, der i Århus blev illegal logivært, taget af Gestapo og endte i kz-lejren Ravensbrück. Også hun kom hjem med de hvide busser – men dybt traumatiseret.

Navnene er kendt af de færreste – men vi burde kende dem.

Og så var der selvfølgelig Liva Weel, som vi allerede skrev om i sidste uge. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685

Liva Weel, som under hele besættelsen sang P.H.´s vise ”Man binder os på mund og hånd”- den vise, der som ingen anden vise i en mørk tid formidler troen på det humanistiske, på at vi igen en dag skal være mennesker med liv og frihed. Måske også derfor at den langt senere blev sunget til mindehøjtideligheden efter terrorangrebet i København i februar i år. For det er en sang, der til alle tider handler om ”Drømmen om frihed bli´r aldrig forbi”.

Heldigvis blev Danmark og danskerne frie igen den fantastiske maj-aften i 1945, hvor vi med Palle Laurings ord fik et land i gave.

Og med friheden fortsatte også kampen for kvindernes rettigheder – og fx balladen om Inger Merete Nordentoft, der var skolelærer og skoleinspektør i Vanløse – og faglig aktiv og folketingsmedlem for DKP, Danmarks Kommunistiske Parti – og som i 1946 fødte datteren Kirsten, uden at være gift og uden at have i sinde at gifte sig. Dét vakte et enormt røre. En ugift mor på en ledende post. Flere krævede hendes afskedigelse, men den smidige løsning blev, at forældrene selv valgte, hvem der skulle være skoleinspektør.

Resultatet blev, at en fjerdedel af skolens elever kom i en såkaldt ”vestlig afdeling” under en anden ledelse, mens de resterende tre fjerdedele af forældre valgte at fortsætte med frk. Nordentoft som skoleleder.

Også selvom hun bestemt ikke var en pæn pige i den gængse forstand i en tid, hvor kvindeidealet var den søde, smukke og føjelige kone, der glattede ud og sørgede for, at mand, hjem og børn i nævnte rækkefølge præsenterede sig fint og rigtigt overfor omverdenen.

Men måske var tiden ved at løbe fra de pæne piger? En ny tøjmode ”The New Look” og en ny tid – også for kvinderne – ventede i 1950´erne, som vi skal høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1930´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1930´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1930´erne: Krise og seje kvinder

1920´ernes tema om kvindens ret til at bestemme over sig selv og sin egen krop fortsatte ind i 1930´erne.

Kampen var dog lang endnu. I 1930 kom der således et forbud mod at reklamere for prævention. På positivsiden (!) blev staffen for at have fået foretaget en provokeret abort nedsat til maksimalt 2 års fængsel.

Men nogle kvinder ville videre, så i 1934 indsamlede Kvindernes Oplysningsforbund 15.000 underskrifter til støtte for afskaffelsen af staffen for at have fået foretaget en provokeret abort. En gruppe kristne kvinder samlede som et modsvar 173.000 underskrifter for at bevare straffen.

Så der var langt igen. Men kvinderne blev jo – trods de mange moralprædikener – uønskede gravide alligevel. Menneskelige begær og behov kan man ikke lovgive sig ud af. Zahles Svangerskabskommision af 1936 anslog således også, at der årligt blev udført 7.000 illegale aborter i Danmark – hver og en af dem med fare for liv og helbred for den kvinde, som lagde sig på køkkenbordet.

Et lyspunkt kom i 1939, hvor abort blev tilladt, hvis den gravides liv eller helbred var truet af svangerskabet – eller graviditeten var resultatet af en voldtægt.

Samme år (1939) fik kvinderne også ret til barselshvile otte uger før og otte uger efter fødslen. Det var tiltrængt for især de mange kvinder, som sled og slæbte i byernes fabrikker, som vaske- og rengøringskoner og som landarbejdersker.

For det er en skrøne, at kvinden først kom på arbejdsmarkedet i 1960´erne. Arbejder- og landarbejderklassernes kvinder – og det var langt de fleste – har gennem hele historien knoklet og arbejdet både ude og hjemme – og næsten altid med mange børn omkring sig.

Som man sagde dét dengang: De rige har mange glæder, de fattige mange børn.

Udsagnet holder. At en arbejderkvinde sled og slæbte året rundt og samtidig var gravid stort set non-stop og fødte 8-12 børn i løbet af sit liv – var slet ikke noget særsyn i 1930´erne. Det var derfor ikke så underligt, at mange af datidens kvinder var nedslidte, når de rundede de 40 år.

Og det blev ikke bedre i 1930´erne, som var præget af krise og arbejdsløshed i en grad, så nutidens finanskrise er et lille bølgeskvulp – og som altid gik det særlig slemt ud over kvinderne, som var dem, der blev fyret først – selvom de også dengang tjente markant mindre end mændene. Nogle af de politiske partier etablerede derfor også specielle kvindeorganisationer, som dog blev nedlagt igen i 1960´erne.

Et lyspunkt i den dybe krise var Steinckes socialreform fra 1936, der reelt var startskuddet til velfærdssamfundet. Hjælpen var endnu lille, men den var der – og tingene skulle blive bedre – efter en verdenskrig, der ventede i næste årti.

Men inden vi kommer dertil, skal vi høre om nogle af de kvinder, der tegnede 1930´erne.

Det var en broget flok af svømmepiger, en kronprinsesse, en baronesse og en kvinde fra Vesterbro, der blev synonym med en helt genre.

Svømmepigerne – alias Inge Sørensen, Ragnhild Hveger og Jenny Kammersgaard – ændrede på mange måder opfattelsen af piger, sport og krop. Deres bedrifter i bassinerne, især til OL i Berlin i 1936 og Svømme-EM i London i 1938, gjorde det legalt – også i Danmark – at kvinder viste deres krop frem og dyrkede sport – og tilmed var så gode til det, at de vandt medaljer.

Elitesport var dermed  blevet noget, som det var legalt for kvinder at dyrke.

Inge Sørensen – som Gunnar Nu Hansen døbte ”Lille Henrivende Inge” – startede en glorværdig karriere med som 12-årig at vinde OL-bronze på 200 m brystsvømning i Berlin i 1936 – og hun var ganske suveræn i disciplinen, indtil hun som kun 20-årig indstillede karrieren.

Ragnhild Hveger, der blev kaldt for ”Den gyldne torpedo”, var uden sammenligning verdens bedste kvindelige crawler i 1930´erne og 40´erne. Hele 44 verdensrekorder satte hun. Det er endnu ikke overgået. Ragnhild Hvegers navn stråler blot ikke så meget, som det kunne – da hun også var nazi-sympatisør og i flere sammenhænge optrådte som repræsentant for Nazi-Tyskland.

Den sidste Jenny Kammersgaard svømmede ikke hurtigt ifht at deltage i konkurrencer. Men hun kunne blive ved i timevis, og fik hele verdens bevågenhed, når hun svømmede de lange distancer. Fx 93 km fra Sjællands Odde til Djursland – og 110 km fra Gedser til Warnemünde.

Om Danmarks daværende nye kronprinsesse svømmede meget vides ikke, men i 1935 blev den daværende kronprins Frederik gift med den svenske prinsesse Ingrid i Storkyrkan i Stockholm.

Parret kom kort efter standsmæssigt sejlende til Danmark ombord på kongeskibet, hvor en begejstret folkemængde tog imod den nye kronprinsesse, der senere sagde, at det for hende var afgørende at blive dansk – også indeni, når hun skulle være dansk kronprinsesse og senere dansk dronning.

At det lykkedes for Dronning Ingrid har historien bevist. Hun gik med barnevogn og cyklede rundt i København under besættelsen, hun lærte at tale dansk uden antydningen af svensk, hun involverede sig dybt i dansk kultur og danskerne osv, osv. Utrætteligt og med stor sans for hvad der skulle gøres, gjorde Dronning Ingrid sit bedste for Danmark, fra hun kom i 1935 til hun døde i 2000.

Der er dem, der siger, at uden Dronning Ingrid havde Danmark måske ikke haft et monarki i dag. Både hendes svigerfar Christian d. 10 og hendes mand Frederik d. 9. var ikke nær så gode til at manøvrere og gøre kongehuset moderne, som hun gjorde det. Så det kan meget vel kan passe, også når man betænker Dronning Ingrids takt, klogskab og pligtfølelse – og ikke mindst betydning for også de nuværende kongelige.

Dronning Margrethe d. 2. har lært meget af sin mor. Og også kronprins Frederik var meget glad for sin mormor. Tiden fremover vil vise, hvor meget han så har lært.

Når man er baronesse, er man ikke royal – men adelig, og det var forfatteren og baronessen Karen Blixen. Men det var ikke hendes aner, der gjorde hende berømt – men hendes person og hendes bøger.

For Karen Blixen (1885-1962) var og er et ikon i Danmark – og i resten af verden. For hendes ry er internationalt. Alle, der hører hendes navn, ser for sig den ældre dame med turban og det skarptskårne ansigt – og kan samtidig høre hendes affekterede stemme sige: Jeg havde engang en farm i Afrika.

Og det havde hun – som ung. I 1914 giftede hun sig med sin svenske halvfætter og flyttede til Kenya, hvor hun boede i næsten 20 år og drev en kaffefarm, inden hun gik fallit og måtte sælge i 1931, og vende hjem til Rungstedlund, hvor hun boede de næste 30 år, skrev, tog på foredragsturné og kæmpede med eftervirkningerne af en syfilis-infektion.

På det tidspunkt var hun forlængst blevet skilt fra sin svenske mand – og var også begyndt det forfatterskab, der stadig læses af mange i både ind- og udland.

Mest berømt er hendes store roman fra 1937: ”Den afrikanske farm”, der også blev filmatiseret i 1985 med Meryl Streep som Karen Blixen og Robert Redford som hendes livs store kærlighed Denys Finch Hatton. En film, der i øvrigt gav penge nok til at indrette Rungstedlund som museum. Det åbnede i 1991.

Men også andre store bøger har Karen Blixen skrevet som fx ”Syv fantastiske fortællinger”, som udkom i USA i 1935 og året efter i Danmark. For slet ikke at tale om ”Vinter-Eventyr” fra 1942 og ”Babettes Gæstebud” (1950), der indbragte Gabriel Axel en Oscar, da han filmatiserede historien i 1987.

I hele Karen Blixens forfatterskab kan man – uanset tid og sted i romanen – se den konstante søgen efter den moderne kvindelige identitet. Karen Blixen levede også i en tid, der mere end nogen anden var en historisk brydningstid for kvinder med nye muligheder, men også med gamle begrænsninger – og med en konflikt mellem på den ene side at ville være fri og uafhængig og samtidig på den anden ønske at være elsket og begæret.

Dén konflikt har vi kvinder stadig i vore dage – og mændene har den vel i grunden også efterhånden.

Den var ihvertfald også til stede hos den sidste kvinde, vi skal beskæftige os med i dag.

Hun kommer fra den anden ende af den sociale skala, men var uden sammenligning 1930´ernes største danske stjerne. Hendes navn var Liva Weel.

Liva Weel (1897-1952) var dansk revys ukronede dronning i 1900-tallet. Hun var født og opvokset i små kår på Vesterbro, så umiddelbart stod det ikke skrevet over hendes vugge, at hun skulle nå disse kulturelle højder.

Men Olivia Olsen, som hun oprindelig hed, ville synge og til teatret – og det kom hun som 20-årig, hvor hun debuterede på Odder Sommerteater. Hendes store talent var åbenlyst, og allerede året efter kom gennembruddet på Scala i København, hvor Liva Weel i de næste cirka 10 optrådte med diverse viser og skabte mange originale figurer. Det var i samme periode, at hun havde sit korte og intense ægteskab med teaterdirektør Arne Weel, som dog forblev hende en god ven livet igennem. For ligeså glorværdig hendes karriere var, ligeså rodet og forvirrende var hendes privatliv, hvor hun som på scenen var denne helt specielle blanding af både det elskelige og det diabolske.

Og det var på de skrå brædder, at hun havde det bedst.

Liva Weel havde en særlig evne til – både i sit skuespil, sin mimik og sin måde at synge på – at være både komisk og tragisk, dramatisk og blid på samme tid – eller skifte fra det ene til det andet på et nanosekund. Ingen har vel beskrevet det bedre end P.H., der kort efter hendes død formulerede disse ord: ”Hvad hun bød os af befriende latter, dyb stilhed, menneskeskildring, svigtende hukommelse, beåndet skønhed og trist forfald – kan vi kun så godt som (u)muligt referere.”

Der var en intensitet over Liva Weel. En evne til at formidle det sentimentale, det satiriske, det dramatiske og alt det andet, som ingen andre revykunstnere har været i nærheden af at kunne. En evne, som især fik lov til at blomstre, da hun i 1929 indledte et samarbejde med netop Poul Henningsen. Det blev et professionelt parløb, der løb over to årtier, og som fornyede og bragte dansk revy op på et niveau, hvor den ikke havde været før – og næppe heller siden.

P.H.´s tekster, som var både samfundskritiske og favnende i deres glæde over livet og menneskene, og så Liva Weels evne til at fortolke dem, står den dag i dag som noget af den bedste – om end også oversete – kunst fra 1900-tallet, om end mange af viserne synges endnu som fx den muntre ”Tag og kys fra det hele fra mig” fra 1932, den længselsfulde ”Sig de ord, du ved” også fra 1932, og den bittersøde ”Naa” fra 1937.

Og så selvfølgelig evergreenen ”Glemmer du” fra filmen Odds 777 fra 1932. Her er ordene dog ikke af PH, men af Børge og Arvid Müller.

Men den mest berømte vise fra P.H. og Weel er visen fra 1940, der nok handler om kærlighed og frihed, men ikke kun det. Det er selvfølgelig ”Man binder os på mund og hånd”, der blev skrevet til revykomedien ”Dyveke”. En vise, som oprindelig havde en helt anden tekst – en tekst, som den tyske censur forbød dagen inden premieren.

Men så skrev P.H. visen om i løbet af få timer, fik den godkendt af den tyske besættelsesmagt, gav Liva Weel den i hånden kort før hun skulle på scenen og sagde: ”Gå ud og giv dem den her lige i smasken”. Og dét gjorde hun – dén aften og mange andre aftner. Og alle, på nær tyskerne, forstod meningen, når hun indfølende og med stor patos i sidste vers sang: ”Møde hvad der venter os, og ingen ved hvordan det går, bære skæbnen uden trods, hvad der så end forestår, glad for hver en venlighed, men uden tro at det bli´r ved, søge fred idet vi ved, at vi har intet krav på fred.”

Intet krav på fred. En dagsorden, som i dén grad prægede kvinderne i 1940´erne, som vi skal høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 1920´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om 1920´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

1920´erne: Børn, seksualitet og frihed

Nok havde danske kvinder fået valg- og stemmeret i 1915, men der var alligevel meget tilbage at kæmpe for i 1920´ernes Danmark.

En af de ting som stod helt centralt var retten til ikke at få børn – en ret, som mange mente kvinderne ikke skulle have. Man fik de børn, som Gud ville, at man skulle, var mantraet fra mange, især borgerlige og velstillede mennesker, der havde råd til barnepiger. Arbejderkvinden, der ofte allerede i 40-årsaalderen var nedslidt af mange timers dagligt hårdt arbejde og talrige børnefødsler, så ganske anderledes på den sag.

Det gjorde lægen og forfatterinden Thit Jensen heldigvis også – og i 1923 stiftede hun sammen med lægen J. H. Leunbach ”Foreningen for Sexuel Oplysning”. En forening, som ville oplyse om sex, give adgang til prævention og på sigt også til abort. Danmarksbloggen har allerede skrevet om Thit Jensen, så læs mere om hende her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624

Samme sted kan man også læse om forfatterinden Agnes Henningsen, der også i 1920´erne talte om kvinder og seksualitet. Agnes Henningsen var dog mere optaget af det nydelsesmæssige og kvindens ret til at eksperimentere og prøve sig frem, også seksuelt.

For skal kvinder være frie, skal det hele jo være der: Både de sociale og de økonomiske rammer, så vi frit kan udfolde os og frit kan udforske os selv, vores eget liv og vores egen seksualitet.

Frihed er også seksuel frihed.

Det så man også hos en anden kvinde, som godt nok ikke var dansk, men som besøgte Danmark i 1920´erne: Nemlig Josephine Baker, der i 1928 i København dansede kun iført det berømte bananskørt og ellers topløs. Dét vakte megen furore og forargelse. For nok var fortidens lange kjoler og det opsatte hår blevet erstattet af kort hår, kortere kjoler og endda bukser – men at optræde stort set som Gud havde skabt hende, det var dog for meget, mente mange danskere – også kvinderne.

Så kunne man – i hvert fald i 1920´erne – bedre lide den danske stumfilmsstjerne Asta Nielsen (1881-1972), der siden filmdebuten i 1910 havde været vidt berømt i både ind- og udland. Ja, faktisk indspillede Asta Nielsen ikke flere film i Danmark efter 1919. Til gengæld flyttede hun til Tyskland, hvor hun frem til 1932 lavede ikke færre end 70 film. Tyskland blev så også skæbnesvangert for ”Die Asta”, som hun blev kaldt. I takt med nazisternes overtagelse af Tyskland, måtte hun forlade landet og sin formue og rejse hjem til Danmark og til årene i lediggang. Janteloven havde slået til igen – og ingen ville have noget med Asta Nielsen at gøre. Hun søgte således – forgæves – 13 gange om en biografbevilling. Til sidst fik hun dog oprejsning med sin meget roste selvbiograf ”Den tiende Muse”.

Men Asta Nielsen var ikke alene om at være dansk kvinde med succes i udlandet – og den deraf følgende jantelov herhjemme.

En anden – og i Danmark noget mere ukendt – er Gerda Wegener (1885-1940), der startede som satiretegner i Danmark. Men det var med sine erotisk prægede tegninger af kvinder – elegant udført med sans for et skønhedsdyrkende formssprog, at Gerda Wegener fik stor succes i Paris, hvor hun boede i en lang årrække og var en af de fornemmeste kunstnere i netop 1920´erne. Hendes stil er også præget af 20´ernes åbenhed og leg, som af nogle blev kaldt for dekadent. Et af Gerda Wegeners billeder hænger således på Musse d´Orsay i Paris, og i 1925 repræsenterede hun Frankrig ved Verdensudstillingen, hvor hun fik en guldmedalje. For bare at nævne noget af den anerkendelse, som hun aldrig fik i Danmark, men i Frankrig og andre steder. Hun døde dog i Danmark, relativt glemt og aldrig anerkendt i sit fædreland. Dette gælder desværre stadig, selvom hendes malerier sælges i fx USA til pænt store summer. Til efteråret kan man dog se Gerda Wegeners værker i en udstilling på “Arken” i Ishøj.

Endelig skal Danmarks første kvindelige minister selvfølgelig også nævnes. Hun blev udnævnt i 1924 og hed Nina Bang. Nina Bang (1866-1928) var magister i historie og socialdemokrat. Inden hun blev minister, havde Nina Bang i flere årtier været politisk aktiv og blandt andet siddet i Københavns Borgerrepræsentation og fra 1918 i Landstinget. Det var Thorvald Stauning, der gjorde hende til undervisningsminister i hans første regering, og hun gik straks i gang med at ændre læreruddannelse og demokratisere skolerne.

Det er i øvrigt en sejlivet myte, at Nina Bang var verdens første kvindelige minister. Det var hun ikke. Dén ære tilfalder den russiske politiker Aleksandra Kollontaj, der var det, der svarer til socialminister i den sovjetrussiske revolutionsregering i 1917.

Men ellers var årtiet 1920´erne præget af mellemkrigstiden og de temaer omkring økonomisk fremgang og bobler – også kendt fra vores dage – der førte til det store sammenbrud i 1929 og en helt ny dagsorden. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5548

En dagsorden, som i dén grad prægede 1930´erne, som vi skal høre om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk