Anmeldelse: ”Kirsebærhaven”

Kafka og Tjekhov på en og samme sæson. Dét lyder som en meget stor mundfuld for ethvert teater, men på Nørrebro Teater har man turdet gøre forsøget – og det er lykkes til fulde.

Efterårets opsætning af Kafkas ”Amerika” greb rystende ind i sjælefreden. Læs Danmarksbloggens anmeldelse her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10788

Og forårets opsætning af Anton Tjekkovs ”Kirsebærhaven”, der havde premiere i går, følger fint op med en historie, der er som grebet ud af enhver tid og ethvert sted, hvor der lever eller har levet mennesker. For vi er tilsyneladende ens alle steder til alle tider.

For hvad var det, som vi så på scenen (der ligesom kostumerne er holdt så enkel, mørk og minimalisktisk som en ægte nordic noir), hvis ikke det var os selv, vores egen verden og eget liv?

”Kirsebærhaven” er derfor mere reality end reality nogensinde bliver. For forestillingen er vist med en absurditet, en komik, en timing så skræmmende tæt på virkeligheden, at det kræver mod bagefter at se sig selv i spejlet.

For ja, vi griner af skuespillerne på scenen, når de gestalter Tjekhovs mere end 100 år gamle figurer fra et Rusland, som ikke findes mere – hvad enten de karakterer bevidst eller ubevidst flygter, lader sig distrahere, fortaber sig i detaljer eller sladder, observerer de andre fremfor at gøre noget ved egne sager, søger fornøjelserne og alle de andre krumspring, som foretages til stor moro for os på stolerækkerne.

Men vi er selv præcis lige sådan i Danmark i 2020. Både når det kommer til vores eget lille liv med de små dramaer, og når det handler om de store omvæltninger, der venter os og vor tid. Omvæltninger lige så voldsomme – eller snarere mere – som at miste godset og skulle sige farvel til både kirsebærtræer, flod og udsigt.

Sagde nogen i øvrigt klima og miljø? For ja, vi ved godt, at vi skal ændre livsstil, hvis vi skal overleve som art. Men derfor flyver vi alligevel til London på weekend, bruger masser af engangsbestik, når vi køber en to-go-kaffe eller en hurtig frokost, samtidig med at vi sætter vores lid til løsninger, som vi ikke ved om nogensinde kan realiseres.

Vores virkelighed er derfor også psykologisk set 1:1 sammenlignelig med at være fallit og bestille champagne på turen hjem til Rusland, fokusere på et bogskabs alder, når ens hjem skal på tvangsauktion, glæde sig over nogle ansjoser og de andre dårskaber, der konstant går i svang på scenen.

At mennesker havde og har denne enestående evne til at fortrænge det ubehagelige, selvom det står lige foran os og istedet fokusere på det ligegyldige og underholdende, vidste og accepterede Tjekhov, og derfor var ”Kirsebærhaven” for ham en komedie. Men tør man ikke se sig selv og sin egen latterlighed i øjnene, så bliver stykket en tung tragedie, som det også var for stykkets første instruktør Constantin Stanislavskij.

Dén købte Tjekhov så ikke. Han kendte som sagt til al forfængelighed og forstillelse – og det samme gjorde alletiders store mester Shakespeare, der i ”Macbeth” (også kendt og altid på teatrene omtalt som “Det Skotske Stykke”) lader hovedpersonen sige: En skyggevandring er vort korte liv, en stakkels skuespiller, som en tid gør støj og spræl på scenen, og som så er glemt, et eventyr fortalt os af en tåbe, fuldt af larm og bulder, som slet ingenting betyder.

Det er et citat, der passer godt på ”Kirsebærhaven”s mest oversete, men vigtige figur Firs, der holder både jakken, stykket og godset sammen, indtil der ikke er mere at holde på – heller ikke livet. Han spilles mesterligt af Michelle Bjørn-Andersen.

Hele castet spiller imidlertid formidabelt og overbevisende, hvad enten deres karakter har meget komik i rollen eller ej.

En ekstra ros til Tina Gylling Mortensen for hendes trylleevner i rollen som Charlotta, der siden barnsben har kendt til menneskenes undskyldning, fejl og svigt – og derfor ikke mener, at der er nogen at tale med om eksistentielle spørgsmål.

Den slags vægren ved at føle tillid til omverden – og til at turde, giver selvsagt en tung bagage, hvad vi også ser til sidst, da hun forsvinder sammen med godsejeren Pijstik – overbevisende spillet af Mikael Birkkjær, som også sørger for, at ens billede af heste aldrig bliver det samme igen.

Det samme gælder ens opfattelse af kunsten at tie stille, som blot var en af de stjernestunder, som Ole Lemmeke, der spiller broderen Gájev, gav os med en fantastisk timing og evne til at binde komik, tragik og psykologi sammen.

Familiens centrum – godsejerfruen Ranévskaja – spilles modigt af Christiane Gjellerup Koch, der tør gøre denne russiske overklassekvinde præcis så poetisk, drømmende, overfladisk og totalt uden realitetssans – og derfor også øretæveindbydende – som hun er skrevet. Ikke noget kvindeligt helgen- og heltebillede her – tak for det.

Ikke at der ikke er et kvindeligt offer i stykket. For selvfølgelig er der det, nemlig plejedatteren Várja, der aldrig rigtig tør gå efter sine drømme, men blot håber og lider i stilhed, mens hun får så lidt ud af alt sit møje og besvær. Hun spilles med vanlig sikkerhed og stor nerve af Sarah Boberg.

Så er der mere mod over datteren Anja – spillet med ungdommelig kraft og intensitet af Josephine Park, der i rollen er en selvsikker ung dame, men altid et sidekick, først til moderen og senere til huslæreren, evighedsstudenten Trofimov, som hun ender op med.

Han spilles af Asbjørn Krogh Nissen, som giver figuren et Rasputinsk skær med de meget store visioner om mennesket og en bedre verden. Som Ruslands andre hellige dårer mener Trofimov også, at han er hævet over kærligheden og andre jordiske ting, fordi han arbejder med og på realiseringen af denne nye tid.

I dag ser vi ham nok mest som en fantast, men mon ikke Tjekhov blev inspireret af de på den tid meget kendte og agtede hellige dårer i den russisk-ortodokse kirke, altså de hellige mænd, som gav afkald på alt jordisk visdom og ambition for at blive rene og ufordærvede i deres tro, her måske dog i en mere sekulær form.

Om end Tjekhov også skrev om forholdet mellem religiøs magt og politisk magt – ligesom at han skrev om forholdet mellem den formuende overklasse (de få) og de fattige livegne (de mange), der som andre slaver var ejet af deres godsejere.

Tjenestefolkene i stykket – den elskovssyge kontorist spillet så man får helt ondt i maven af sympati med ham Jacob Weble, den ligeså elskovssyge, men ikke klartseende stuepige spillet så man får endnu mere ondt i maven (for hvilken ung pige vælger ikke den mest lækre?) af Marie Tourell Søderberg og endelig den hjemvendte fuckboy Jásja spillet så man skulle tro at han havde været på Paradise Hotel og ikke i Paris af Youssef Wayne Hvidtfeldt – er derfor også med, både med deres egen menage-a-trois-fortælling og som nødvendige relationer til godsets frue.

Og endelig er der stykkets joker. Købmanden. Rigmanden. Manden med løsningerne (i hvert fald de økonomiske), som ingen vil høre på, og som spilles med lige dele komik og dygtig vist frustration af Henrik Lykkegaard, som de fleste nok mest kender fra ”Cirkusrevyen”, men han kan også så meget andet.

En ros skal også gives til den fjerde væg – os i publikum, som flere gange fik tiltaler fra scenen – og som vistnok generelt forstod, at vi alle sammen allerede var repræsenteret på scenen, hvor stort set alle menneskelige styrker og svagheder blev rullet ud.

Så det var bare at kigge i det indre mentale spejl og erkende: HVEM var jeg (mest) ligesom? Undertegnede ved godt, hvem jeg lignede mest – men jeg siger det ikke.

Jeg vil til gengæld gerne stå ved, at jeg skrev, at ”Kirsebærhaven” var komik, men som med alt i livet går komikken og tragikken hånd og hånd, og til sidst er der ikke meget at grine af mere. Alt er væk, ach du lieber Augustin.

Grinet er stivnet i en grum grimasse, og kun friheden er tilbage – hvad den end skal og kan bruges til. For den kan være lige så tom, som scenen blev affolket til slut i stykket.

Men rækker vi hånden ud, kan vi måske få og give hinanden tilgivelsen i tolerancens og rummelighedens navn, og så er den der fantastiske nye verden måske alligevel inde for rækkevidde?

Det er et stort måske – men tør vi lade være? Dét tænker man på efter endnu en pragtforestilling, der udfordrer og giver noget med hjem fra Nørrebro Teater.

Danmarksbloggen giver ”Kirsebærhaven” seks ud af seks kirsebær for en forestilling, der er både komik og drama, underholdning og tragedie. Men allermest er forestillingen det vibrerende og levende spejl, som vi mennesker har så desperat brug for, hvis vi skal have en chance for at blive her på kloden bare lidt endnu.

For som geograferne og geologerne siger det: Mennesket overlever ikke Jorden, men Jorden skal nok overleve mennesket. Og det skal den – i en anden form bevares, men det eneste konstante er forandringen. Det har vi mennesker – trods alt vores intelligens – bare så svært ved at forstå og acceptere – sådan for alvor.

Forestillingen spiller på Nørrebro Teater indtil 4. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De Knækkede Blomsters Kor

”De Knækkede Blomsters Kor” er et kor, som vi kommer til at høre mere til i fremtiden.

Danmarksbloggen talte med Brian Hansen fra koret, hvis navn ”De Knækkede Blomsters Kor” kommer af, at koret skriver meget til og om dem, som andre ikke skriver om og til. Dem, der er havnet på skyggesiden – hvad enten de er unge, ældre eller midt i mellem, som han forklarer det.

Læs mere om koret her: https://www.facebook.com/blomsterkoret/

”De Knækkede Blomsters Kor” har altså taget protestmusikken op igen.

“Vi blander satire og alvor til en lille buket, som vi deler ud til publikum, hvor vi håber at skabe god stemning, samt sætte tanker i gang hos folk,” som Brian Hansen forklarer det.

”Vi synes nemlig, at det er et paradoks, at der bliver flere og flere ting at skrive om, men færre og færre der gør det,” siger han.

Danmarksbloggen er enig. Mediebilledet er typisk præget af de samme fire-fem hovedhistorier, der gentages i det uendelige – historier, som helst har skandalen eller kendis-faktoren som dna. Men det er en medie-praksis, der gør, at mange vigtige historier om vores samfund ikke bliver fortalt – og måske især historierne om dem, som er udenfor, historierne om ulighed og skævhed.

Brian Hansen siger: ”Så knækkede blomster er vel også en slags metafor for alle dem, der faldt udenfor blomsterbedet, men alligevel slog rod og brød igennem asfalten. Der er så mange, der siger: Nogen burde gøre noget. Vores lille amatørkor prøver at gøre noget via musikken så godt, som vi nu kan. I vores kor er alle også velkomne. Det handler ikke om sangstemme eller kunnen, men lysten til at være med og byde ind med, hvad man kan.”

Og han fortsætter: ”Vi vil derfor gerne ud på gaden og sætte tanker i gang og skabe debat – blandet med god stemning. Det var derfor, at vi stiftede vores kor. De fleste af os var også en del af 70´ernes bevægelse, så protestmusikken ligger os naturligt i blodet. Fx hos Thomas Wagner, som er tekstforfatter, der er vokset op med Jan Toftlund, Røde Mor, Clausen & Petersen osv. Man kan så spørge: Er der overhovedet plads til den slags musik i dag? For os er det mere spørgsmålet, om der overhovedet er plads til at lade være med at lave den slags musik?”

Svaret er indlysende. Protestmusikken er mere nødvendig nu end nogensinde – ihvertfald iflg. Danmarksbloggen – og ”De Knækkede Blomsters Kor”.

Brian Hansen begrunder det med: ”Overalt, hvor man kigger i samfundet, er der problemer, der skal løses – og opgaver, der skal løftes. Så der er altid nye kampe at kæmpe for de små og svage rundt omkring. Vi deltager, hvor vi kan. Og hvis vi får lov, så bidrager vi, så godt vi kan. Vi er ikke superprofessionelle, men vores sociale indignation er. Vi har også eget materiale, som spænder vidt og bredt omkring mange emner. Fra incest til indvandring.”

”De Knækkede Blomsters Kors” slagsang hedder selvfølgelig “Knækkede Blomster”, og er skrevet af Thomas Wagner og Heidi Balzer, der er korets huspoeter. Sangen, der er meget beskrivende for korets synspunkt, kan høres her: https://www.youtube.com/watch?v=WgeduIB5FuQ

For ”De Knækkede Blomsters Kor” er ikke lige sådan at knække. Brian Hansen melder i hvert fald, at: ”Vi har bestemt ikke tænkt os at stoppe. Vi er lige begyndt. Vi har også endelig fået en musikalsk besætning, som gør, at vi for alvor kan begynde at træde frem på scenen.”

Man kan høre koret i morgen, hvor de deltager med en nyskreven sang til demonstrationen ”Fingrene væk fra Mimrekortet”. For digitaliseringen af Danmark går stærkt – også for stærkt, synes tilhængerne af Mimrekortet, som i morgen har kaldt til demonstration på Christianborgs Slotsplads kl. 12.

Se mere her: https://www.facebook.com/events/645694825971856/

Anne Marie Helger vil blandt andet tale, og koret ”De Knækkede Blomsters Kor” vil som sagt også optræde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi har brug for Valentine – mere end nogensinde

Aldrig har vi haft så meget brug for Valentine som i dag – og måske allermest i dét land, som holder Valentine mest intenst, nemlig USA – samt i det land, som er på alles læber i øjeblikket, Kina.

For historien om Valentines Dag handler nemlig slet ikke om røde roser, chokolade og andre ting, der gavner butikkerne på bundlinien.

Valentines Dag handler derimod om at tale Roma midt imod, også nutidens Romerriger: USA og landets orange kejser Donald Trump – og Kina og landets Peter Plys-lignende kejser Xi Jinping.

Historien bag er ganske enkel:

I det gamle Rom levede i de første par århundreder efter Kristus (det var dengang, at kristendommen var forbudt i Romerriget) en præst ved navn Valentine. Ham kunne kejseren ikke lide, både fordi han var kristen, men mest fordi Valentine viede de unge mænd til de unge kvinder.

Det var skidt, syntes kejseren, for så kunne de unge mænd ikke gå i krig.

Man havde nemlig på det tidspunkt i Rom en lov, som sagde, at gifte mænd ikke kunne være soldater. Men kejseren havde brug for mænd til at gå i krig (det har kejsere i reglen, også i nutiden). Så kejseren var glad, da Valentine blev pågrebet og fængslet.

I fængslet skete der så det, at Valentine og fangevogterens blinde datter forelskede sig i hinanden – og historien siger, at deres kærlighed var så stærk, at hun fik synet igen. Kærlighed gør ellers blind, siger man – men her gjorde kærlighed seende.

Men kærlighed er en ting, statsmagt er en anden, og Valentine fik som ventet dødsdommen – og skulle henrettes d. 14. februar. Samme morgen skrev han så et brev til sin elskede – og så var rammerne for traditionen om at sende en hilsen til sin elskede skudt i gang.

Men Valentines Dag handler altså om meget mere end romantisk kærlighed. Den handler også og især om mod og kærlighed, om den styrke der ligger i at elske. Elske både ens udkårne, men også alle andre mennesker, et helt samfund – ja, i Valentines tilfælde et helt imperium.

For han ville fred og ikke krig. Så Valentine elskede så meget, at han gav det hele … og mere til …

Så der er god grund til at fejre Valentines Dag. Ikke kun til minde om den modige præst fra det gamle Rom – eller man har en elskede. Men også for at hylde de mennesker, der i nutiden tør tage kampen op mod vor tids romerske senatorer og kejsere, tør tale og handle Roma midt imod … og måske især når Roma hedder Washington D.C. og Beijing.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Farvel for evigt, du svenske bjørn

I går fejrede vi, at det var 100 år siden, at sønderjyderne stemte sig hjem til Danmark. Over hele landet – men mest i Sønderjylland – blev den minderige afstemningsdag højtideligholdt med sang, flag og beretninger om dengang.

Allermest bliver Genforeningen dog fejret til sommer, når den skal højtideligholdes på selve dagen d. 10. juli, hvor Christian d. 10 i 1920 red over den nye grænse på den hvide hest.

Men det var dengang. Nu skal vi se både fremad – og endnu længere tilbage end 1920.

For der er andre dele af vores gamle land, som ikke er kommet hjem endnu – og her tænkes på Skåne, Halland og Blekinge, som siden 1658 har været svenske, men hvor især Skåne stadig taler om at ville ”hjem til Danmark”.

Om ytringen om at komme tilbage til Danmark bunder i et reelt ønske, en sentimental længsel – eller måske en utilfredshed med Stockholm – er der vist ingen svenske, der nogensinde har turdet undersøge for alvor. Ihvertfald ikke dem, som sidder 600 km væk i Riksdagen oppe i Stockholm.

Men måske skulle man gå i gang? Over hele verden taler man om grænser, om identitet, om tilhørsforhold og om folkenes selvbestemmelsesret. For hvem vil skåningene i virkeligheden høre til? Ja, og dem fra Blekinge og Halland, hvis de også vil hjem?

De snus-forbrugende og kartoffelmos-på-pølserne-spisende svenskere, der elsker at danse omkring en midsommerstang og dyppe i en gryde med svinefedt til jul. Svenskerne med allemands-retten og lagom-princippet.

Eller de øldrikkende og wienerbrød-spisende danskere, der elsker at være højlydte med klaphat og nationalsang. Danskerne som holder indædt fast på retten til at fornærme andre – og i det hele taget være lige ud af posen.

Skulle skåningene – og dem fra Halland og Blekinge – ønske igen at tilhøre danernes flok, så må en proces i gang, så de kan komme hjem.

Danmarksbloggen har derfor lavet et udkast til en plakat – mere end inspireret af plakaten brugt for 100 år siden.

Se den oprindelige plakat her: http://genforeningen.sonderborg-slot.dk/projects/2-1-0/

Det er en god plakat – og ideen er direkte oversættelig, nemlig fra den tyske ørn til den svenske bjørn, således så den nye tekst bliver:

NU KALDER DANMARK PÅ SINE BØRN, FARVEL FOR EVIGT DU SVENSKE BJØRN

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker – om familier og konflikter

Samtalerne på Glyptoteket om de græske klassikere fortsætter.

Den fjerde samtale fandt sted i går, og var som de tre første ordstyret af litteraturkritiker Klaus Rothstein på vegne af Hans Reitzels Forlag, og som altid var det oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech, der sammen med en gæst kom med viden og synspunkter. I går var gæsten lektor på SDU Steen Beck. Og tragedien, der blev talt om, var Sofokles´s Ødipus.

Ødipus er en af de mest kendte tragedier fra Antikkens Grækenland. En tragedie, som dengang fandtes i flere versioner. Men i dag er det Sofokles´s version, som er den kanoniserede version – også fordi det er den eneste, der stadig eksisterer i sin helhed.

Men der var altså andre. Vi har fx fragmenter af versionen, som Sofokles´s evige rival Euripides skrev om drengen, der blev sat ud som nyfødt, men som overlevede og vendte tilbage, hvor han slog sin far ihjel og giftede sig med sin mor, med hvem han fik fire børn, som også led en tragisk skæbne.

For hele den samlede dysfunktionelle familie omkring Ødipus har været storleverandør af stof til alle de store græske tragediedigtere – også fordi der på deres tid formentlig har eksisteret en fælles og allerede på den tid ældgammel fortælling om familien. En fortælling baseret på græske legender præcis som i Odysseen og Iliaden, som vi har stadigvæk.

Men den store fælles fortælling om Ødipus, hans forældre og hans børn er imidlertid gået tabt ligesom at mange af tragedierne er det. Tragedier, som har givet forskellige versioner af legenderne, men som altid har haft en klar morale:

Nemlig at når man trodser guderne og går imod den naturgivne orden, så går det ilde for én selv – og for ens familie – og dermed også for samfundet. For familien er den enhed, der bærer samfundet, og familiens opløsning er samfundets opløsning.

Det er et generelt tema, som vi også ser i andre klassiske fortællinger gennem tiderne som fx Shakespeares stykker, men også moderne tv-serier baserer sig på den samme blanding af arketyper og konflikter.

Gårsdagens gæst lektor Steen Beck, der er specialist i HBO-serien ”Game of Thrones”, havde også et stort arsenal af relationer og handlingsforløb fra den populære serie, der var nærmest 1:1 paralleller til de græske tragedier.

Men ”Game of Thrones” er ikke alene. Andre serier, som man kunne nævne, er fx de danske tv-serier ”Rejseholdet” og ”Ørnen”, hvis personer er hentet fra hhv. græsk og nordisk mytologi. Skabelonerne holder nemlig, når man tager arvegodset til sig, og blander det på en intelligent måde – og alle klassikere bygger på andre klassikere.

Noget af det mest interessante kom Marcel Lysgaard Lech imidlertid med, da han beskrev Ødipus som et søgende menneske. Et menneske og ikke en konge. Derfor har han også med vilje undladt ordet konge i sin oversættelse og kalder blot tragedien for Ødipus. Fordi Ødipus er et menneske, der smides ind i verdenen, en verden som er fuld af lidelse.

En verden, hvor Ødipus stædigt søger svar på alt – og stiller hele 123 spørgsmål på græsk, 142 på dansk, men ikke får svar på nogen af dem. Eller der vil sige, jo han får af og til et svar, men det er et la-la-svar. Eller også vil han ikke forholde sig til svaret, som da han får at vide, at han er faderens morder – og at han har giftet sig med sin mor og med hende fået fire børn.

Da det så står klart for ham, at den er god nok, så stikker han øjnene ud på sig selv, for som han siger: Jeg er gået blind igennem livet, selvom jeg kunne se. Nu blinder jeg mig selv – og så kan jeg se.

Det interessante i det er, at hos grækerne er det at kunne se solen = at leve. Så ved at blinde sig selv straffer Ødipus sig selv mere end ved at begå selvmord. Han sætter sig altså i en ikke-eksistens, hvor han er bevidst om, hvad han har gjort. Han vælger selvplageriet frem for at blive udfriet fra smerten.

Det er enten mod – eller masochisme. Der findes så også en fortsættelse ”Ødipus i Kolonos”, hvor han som gammel finder fred, og får en slags svar fra guderne – især Apollon. Den er så ikke ligeså kendt – desværre. For den kunne måske give alle martrede sjæle trøst. I Antikken fandtes der også et Ødipus-tempel ved Kolonos i udkanten af Athen, så måske man kunne gå derhen og få svar, når man ikke kunne forstå, hvad der skete i ens liv = hvordan man havde gjort guderne gale eller sure.

For vi er alle mennesker, og vi søger alle at forstå – og at spejle os, og det er en vigtig pointe. Og ligesom i Antikken så kan vi også i nutiden lide at se på andre familier – og her er ingen bedre end kongefamilierne, som har konflikter, der minder om alle andre familiers konflikter – men her tilsat tiaraer, apanager og kongerøgelse, og så er det pludselig meget mere spændende og pikant.

Danmarksbloggen kan i hvert fald ikke lade være med at tænke på den omtale, som det altid giver i medierne, når Europas kongefamilier opfører sig på måder, som ikke stemmer overens med tidens moral som fx i England med de nu afgåede medlemmer Harry og Meghan, der først brugte en masse penge og skabte en masse postyr, og derpå forlod skuden, inden nogen kunne nå at sige God save the Queen.

Men der er også gang i konflikterne i andre kongefamilier, som fx i Sverige med kongens yngste datter prinsesse Madeleine, der sammen med mand og børn lever et luksus-driver liv i Florida (delvist finansieret af apanagen) til stor forargelse for mange svenskere og konstant irritation for hendes far, der ellers troede, at han havde sikret datteren en god fremtid, da han sørgede for, at hendes første forlovelse blev brudt.

Sveakongen brød sig nemlig ikke om, at den første forlovede, en velhavende svensk advokat, havde været i seng med en norsk kvinde få måneder inden forlovelsen samt gjort en svensk kollega gravid. Dobbeltmoralen var så til at få øje på, da det nogenlunde samtidig kom frem, at kongen trods at han har været gift i mange år, selv igennem en længere periode havde haft et forhold til en sangerinde fra popgruppen ”Army of Lovers”.

Det hjalp så heller ikke noget at adskille prinsessen og advokaten. For som altid kan mennesket ikke gøre noget, hvis skæbnen vil noget andet.

Den svenske prinsesse opførte sig også ligeså viljefast, handlekraftigt og i sine følelsers vold som en Medea, da hun i de samme timer, som nyheden om den brudte forlovelse kom ud, rejste til New York, hvor hun hurtigt forelskede sig i en britisk-amerikansk forretningsmand, som hun nu er gift med – men som har været involveret i flere hedgefonde og andet, der ikke opfattes som det mest moralske.

Så en tilværelse i luksus med en mand med et blakket ry var åbenbart hendes skæbne, hvis man tror på determinisme – og det gør en del faktisk.

For som Steen Beck gjorde opmærksom på, så kan vi godt lide tanken om den dybe skæbne – også selvom vi lever i en sekulær verden baseret på Oplysningstidens idealer.

Gad også vide hvad Sofokles og Euripides kunne få ud af historien om den svenske prinsesse? Den udvikler sig endnu. Senest har den svenske konge taget de kongelige titler fra hendes børn, som nu heller ikke kommer til at kunne få apanage. De tre små børn er med andre ord smidt ud i kulden som en anden Polyneikes, hvis man ser det fra deres moders side.

Der er altså lagt i kakkelovnen til en god græsk tragedie – eller måske bare et godt gammeldags leverpostej-drama – men med royalt glimmer, og dem følger moderne mennesker ligeså levende med i som de gamle grækere fulgte med i tragedierne, når der var festival til Dionysos´s ære.

For som Steen Beck sagde det: Så fik vi forvredet vores syn på kultur i 1800-tallets guldalder, og har lige siden opfattet finkultur og folkekultur som to forskellige ting.

Men det var de ikke – hverken i det gamle Grækenland eller på Shakespeares tid. Der blev hujet, drukket igennem og levet med for fuld skrue, når begivenhederne udfoldede sig på scenen. Det kunne vi godt genopleve, tænker Danmarksbloggen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Corona-virus og danskernes adfærd

Antallet af kinesere i Danmark er faldet gevaldigt i de senere uger. Men der kommer stadig kinesere til Danmark, fx kom der i dag én kinesisk kvinde, som fik det dårligt ved ankomsten til Kastrup, og som i skrivende stund er indlagt på Hvidovre, mens det undersøges, om hun er smittet med det frygtede corona-virus. En anden person er også indlagt på Hvidovre i samme ærinde.

De danske myndigheder reagerer altså tilsyneladende roligt og effektivt. Men mange danskere synes ikke, at det er nok, hvis man skal tro debatten på de sociale medier, hvor mange lufter holdninger som:

  1. Stop for alle fly fra Kina
  2. Stop for indrejse af alle kinesere
  3. Send alle kinesiske turister og andre besøgende fra Kina ud af Danmark

Andre kalder de holdninger for hysteri og panik uden grund.

Danmarksbloggen kalder det naturlig menneskelig adfærd at ville beskytte sig – og især hvis det er nemt at identificere det eller dem, som man mener udgør en fare.

Problemet opstår også først for alvor, hvis man lader voldsom handling følge ord, så det bliver til selvtægt og angreb. For en ting er ikke at stille sig ved siden af en kinesisk turist i metroen, en anden er at slå kameraet ud af hånden på vedkommende. En ting er at gå en stor bue udenom en kinesisk turist, en anden er at overfalde vedkommende verbalt eller fysisk. Den slags har vi heldigvis ikke haft eksempler på i Danmark.

I Danmark har man heller ikke som i Kinas nabolande skilte foran restauranter med ”kinesere ikke adgang”.Så vi tager det stadigvæk roligt og civiliseret her til lands …endnu.

For spørgsmålet er så, om den fredelige og civiliserede adfærd fortsætter, hvis først corona-virusset når Danmark?

Danmarksbloggen er ikke sikker, men vil lige minde alle om, at vi skal huske på, at corona-virus også kan komme fra andre end kinesere. Fx de danskere, som har været i Kina i de sidste par måneder, og det er faktisk en del.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vinteren har en udløbsdato – for stedse

Den danske vinter nærmer sig sin udløbsdato – for stedse altså.

For hvis klimaændringerne fortsætter, er det snart slut med sne, snestorme og kulde her til lands.

Ingen hvid jul mere i Danmark. Ja, ikke engang sne i februar, som ellers er den måned, hvor der er størst risiko/chance for sne. Det vil altså ikke længere give mening at synge om det er hvidt herude, kyndelmisse slår sin knude, overmåde hvas og hård.

Kyndelmisse var desuden i går, og har gennem tiderne ofte været en dag, hvor termometeret viste langt under nul grader, og hvor sneflokke kommer vrimlende, som vi også synger om det i en anden vintersang, der snart heller ikke giver mening længere.

Det eneste, som vi har tilbage fra vinteren, er de vintergækker og erantis, som i vores tid – og også i år – kom allerede i januar et par uger inden pollensæsonen startede en måned før tid. I januar var der også brændenældeskud og mælkebøtteskud i skoven samt lysegrønne knopper på grenene.

Altså sikre forårstegn – som kom allerede i januar.

Nu er det februar, og normalt den måned hvor man kan starte med at spejde efter de første forårstegn, nemlig de gule erantis og de hvide vintergækker. Men de har altså været her snart en måned.

Ved De i øvrigt, hvorfor det hedder vintergækker? Det gør det, fordi de gækker, altså driller.

På H. C. Andersens tid kaldte man vintergækker for sommergækker, fordi de gækkede med sommer i årets koldeste måned.

Det er februar stadig, men hvor februar tidligere var sne og kulde, så minder måneden i dag mere om efterår, grå og våd, dog med en sol der bliver stærkere dag for dag, og som giver forårsfølelser, så vi kan synge:

Det er i dag et vejr, et solskinsvejr, åh søde vår, så er du atter nær …

For det er våren heldigvis stadig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk