Månedsarkiv: juli 2021

Statsministeren havde tid til fodbold, men ikke til at tage til Norge

Udgivet den af
Svar

OL starter i dag i Tokyo i Japan. Et udsat og amputeret OL – men stadig et OL.

Romernes gamle ord om at ønsker man magten, så skal man give folket brød og skuespil gælder tilsyneladende også stadig.

Vi så det i hvert fald folde sig ud under EM i herrefodbold tidligere på sommeren, hvor danskerne over en bred kam var mere optaget af bold og øl end af politik og Corona. Så vi kan også blive opslugte af sejlere, ryttere, svømmere, cykelryttere, håndboldspillere, badmintonspillere og andre, der kan vinde guld til Danmark.

Det ved vores statsminister Mette Frederiksen alt om, og hun er ikke bange for at bruge sport i sin politiske kamp. Tværtimod.

Under EM i herrefodbold blev det således til hele 12 opslag på hendes FB-side om fodbold. På mange af dem var hun iklædt landsholdstrøje – og hun var sågar også til stede både i Parken og til ottendedelsfinalen i Amsterdam.

Så mon ikke vi vil se hende smilende og med viftende Dannebrog, hvis en dansk sportsudøver vinder OL-guld i Tokyo?

Selvfølgelig vil vi det. Men der er noget, som skurrer – og det er ikke, at statsministeren missede Jonas Vingegaard. For ikke med et eneste ord har hun nævnt den flotte andenplads, som den unge jyde for mindre end en uge siden cyklede sig til i verdens største cykelløb Tour de France.

Nej, det værste er, at Mette Frederiksen i modsætning til sin svenske kollega IKKE var at finde på Utøya sammen med den norske leder af Arbejderpartiet i går, til trods for at der også døde en dansker på øen dén dag – samt at de unge danske socialdemokrater normalt var med på sommerlejren på Utøya. Dog ved et tilfælde ikke lige i 2011.

En statsminister, der mener, at hun kan klare sig med at lave et FB-opslag og medvirke i et par artikler i forbindelse med tiårsdagen for det største angreb på demokratiet, som vi har haft i Norden (for det er 22. juli 2011), er i bedste fald en populistisk statsminister.

Og det gør det kun værre, at det var unge fra Socialdemokratiets norske søsterparti, som blev myrdet dén dag.

Og nej, sommerferie er ingen gangbar undskyldning.

Mette Frederiksen skulle indiskutabelt have stået derude på den norske ø sammen med hendes to kollegaer – i respekt for dem, der døde, og i kampen for demokratiet, der stadig og måske endnu mere her i 2021 trues fra flere sider – også stadig den yderste højrefløj.

For faktum er: Mette Frederiksen havde tid og rum til at tage til Amsterdam og se drengene spille bold, men ikke til at tage til Utøya og markere en nordisk enighed om at stå sammen og op for demokratiet i respekt for de i alt 77 mennesker, som mistede livet i Norge dén dag.

Dét er en magtarrogance af olympiske dimensioner – og den er Danmark ikke tjent med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

10 år siden Utøya

Udgivet den af
Svar

Hvor var du for 10 år siden? Dengang terroren ramte Norge. Dengang vi alle blev nordmænd.

Undertegnede var i Rom med familien. Det var strålende sol og stegende hedt, og vi havde ingen idé om, hvad der foregik mange tusinde km oppe i det kølige Nord. Vi havde nemlig ingen mobiler med ud i Den Evige Stad.

Så det var først sidst på aftenen i taxien hjem til hotellet, at vi fandt ud af det – sådan nogenlunde. Chaufføren spurgte nemlig, hvor vi var fra – og da vi sagde Danmark, sagde han, ja, men så kender I Norge, og det måtte vi jo indrømme.

Har I så hørt om terrorangrebet, ville han vide. Nej, det havde vi ikke, men vi blev chokerede, og tænkte straks noget med bomber. Desværre var hans engelske mere end dårligt og vores italienske endnu værre.

Så det var først, da vi kom hjem til hotellet, og gik på nettet, at vi fandt ud af, hvad der var sket. Jeg glemmer aldrig den følelse, som det gav mig. Danmark var lige pludselig så langt væk, og Norge endnu længere.

Jeg havde en stor lyst til at tage hjem og være dér – selvom jeg ikke ved, hvad jeg skulle være dér for. Jeg kendte ingen, som var på Utøya – eller som havde pårørende på Utøya.

Men det satte sig alligevel i mig. Og resten af tiden – mere end to uger – i Italien tænkte jeg indimellem på Utøya, nordmændene og på hvor meget det ramte derhjemme. For det kunne man jo mærke, når man læste nyheder, hvad vi kun gjorde, når vi kom forbi et sted med netværk.

Men da vi det meste af tiden boede ude på landet – langt væk fra Rom og alle muligheder for at gå på nettet, så var det ikke meget, at vi kunne følge med. Så selvom bevidstheden om udåden lå dér, gled det også i baggrunden.

Lige indtil den kølige og regnfulde formiddag i august, hvor vi krydsede den dansk-tyske grænse, så vi kunne købe en dansk avis. Jeg husker ikke hvilken. Måske Politikken. Men resten husker jeg som i går. Jeg skyndte mig ind på en tankstation, fandt avisen, betalte, løb ud i bilen, og satte mig ind på bagsædet.

For nu skulle jeg sørme efter næsten tre uger væk fra Danmark læse avis. Og uden at tænke over noget, slog jeg først op på midtersiderne – og dér var de så: Navnene på og billederne af alle de vidunderlige unge mennesker, hvis liv blev revet væk af en gal mand. En ond mand.

For ja, ondskaben findes. Den er virkelig. Den går på jorden.

Jeg kan stadig huske de avissider – og følelsen, da jeg sad helt stille med avisen foldet ud oppe foran ansigtet – og græd. Græd længe. Græd så kinderne blev helt våde.

For sorg kan godt komme efter flere dage – og selvom man ikke kender ofrene. Ja, sorg kan måske især komme, selvom ondskaben fandt sted for lang tid siden. Og derfor mener jeg også den dag i dag, at gerningsmanden – hvis navn jeg ikke vil skrive, for han elsker opmærksomhed – ALDRIG skal lukkes ud. ALDRIG.

Kan hænde at man som kristen (og jeg betragter mig selv som kristen) skal tilgive – og ja, nåden er for alle. Det overlader jeg så til Gud. Jeg er kun et menneske, og jeg må gerne sige og mene og føle, at dette udyr i menneskeskikkelse skal bøde, så længe han lever.

Jeg må gerne forsage. Forsage Djævlen og alle hans gerninger og alt hans væsen, som der også står i trosbekendelsen. For jeg er ikke Gud. Så det med den totale nåde og den totale næstekærlighed – det overlader jeg trygt til Gud.

Vi har også alle brug for det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Jean de France

Udgivet den af
Svar

Qua en vis pandemi, som De, Kjære Læser, måske har hørt om, kom Danmarksbloggen ikke til premieren på Grønnegårds Teatrets opførelse af Holbergs ”Jean de France” i juni.

Til gengæld var undertegnede til stede i går på selve Bastilledagen. Frankrigs store dag, hvor Les Bleus fejrer sig selv og alt, der er fransk – præcis som Jean de France i skikkelse af Nicolai Jørgensen gør det. Tout les francais est tout grand, som han nok ville sige det.

Og sikke en skikkelse klædt i hvidt, sølv og snobbethed. Nicolai Jørgensen er en gudsbenådet skuespiller, og fra det øjeblik han svinger ind i Odd Fellow Palæets Have (hvor vi er, fordi Grønnegårds Teatrets normale hjemsted Designmuseum Danmark renoveres), er han i centrum som dén franske klovn, han gestalter.

15 uger før rejste Jean de France ellers som den bortlovede unge københavnerknøs Hans Frandsen til Paris. Men her skete transformationen – la transformatión, som han sikkert ville kalde det. For ikke alene brugte Hans/Jean en ukristelig masse penge i Paris, han tillagde sig også franske eller fransklydende gloser og det, som han mener, er franske manerer. Den ene værre end den anden.

Men grinagtig at betragte og spillet med den mest udsøgte forståelse for Holbergs ønske om at vise Hans/Jean som en gennemført latterlig skikkelse.

Omkring denne hofnar danser så et væld af Holbergs kendte figurer, som vi møder igen og igen i hans komedier. Udover Nicolai Jørgensen spilles de af Rosalinde Mynster, Tina Gylling Mortensen, Andreas Jebro, Tom Jensen, Jens Frederik Sætter-Lassen, Jens Gotthelf, Benjamin Kitter, Carla Eleonora Feigenberg og Aske Hass Thorsen – og de er alle sat på rette sted og plads.

Særligt lægger man dog mærke til Tom Jensen, der spiller Jean de France´s modpol og kommende svigerfar Jeronimus, hvor man bag snusfornuften og bedsteborgerligheden kort aner en lille længsel, når han mindes hans nu afdøde kone. Det er en fin detalje, selvom Jeronimus selv hurtigt glemmer det.

For man må være praktisk og sikre børnenes fremtid og egen anseelse i den lille provinsielle by, som København var i 1700-tallet – og som København måske er stadigvæk.

For komediens morale – at man skal vogte sig for at sende de unge ud og møde nye sæder – har stadig mange tilhængere. Det er også i 2021 god latin i Danmark at virke og leve efter: Ved jorden at blive, det tjener os danskere bedst. Vi kan nemlig alt det, som det er godt at kunne, og skal man endelig rejse langt, så tag til Skagen. Dér ved de også, hvad det vil sige at være dansk, som det lyder i stykket.

Det med Skagen blev så først for alvor populært lidt senere end 1700-tallet, men det er ok at få det hip med. Uge 29 – også kaldet Hellerup-ugen – i Skagen nærmer sig. En uge, som på mange måder minder om Jean de Frances krumspring for at sige og agere på de rigtige måder. Følge den seneste mode.

Der blev derfor også grinet anerkendende, når nutiden blev draget ind, selvom stykket mestendels er klassisk Holberg med komikken og de små hip. Men også de ting, som er ren 1700-tal, og som man måske ikke ved i dag.

Som fx at når man dengang gav hinanden hånden på, at man ville gifte sig med hinanden, så var det juridisk bindende. Altså en trolovelse – og derfra måtte man gerne sove sammen, også selvom vielsen i kirken først fandt sted uger/måneder senere.

Således bliver man beriget i forestillingen, der er gedigen underholdning, som slubres ned i store slurke af et publikum, der for en dels vedkommende måske ikke har været i teatret siden pandemiens start i marts 2020. Der blev i hvert fald grinet, klappet og levet med til den store guldmedalje.

Danmarksbloggen nød også den smukke sommeraften – og det sprudlende skuespil, de fine sange og alle de franske eller måske rettere forfranskede gloser, som tilsammen giver denne udgave af ”Jean de France” fem ud af seks snobber. Les snobs – som stadig findes, endda ofte i en frankofil udgave.

Så ja, en let komedie, men også til sidst et dybere filosofisk spørgsmål om, hvem der i virkeligheden er den største nar?

Det skabagtige fjols, der uden andet i bagagen end fantasien og en overdreven tro på egne evner, drager ud i verden med store armbevægelser? Eller de angste, som med museskridt klumper sig sammen i egen selvtilfredshed hjemme i andedammen?

Det må enhver gøre op med sig selv.

God sommer sålænge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vikingerne kommer … igen

Udgivet den af
Svar

Kan vi slå England i semifinalen på deres hjemmebane på Wembley i London her i aften?

Danmarksbloggen har simpelthen ikke nok fodboldviden til at lave en reel analyse af de danske chancer.

Det er også lige meget. For fodbold er – ligesom det meste andet i livet – ikke noget, som man kan kontrollere. Der kan ske de mærkeligste ting – og ganske uventet. Både dårlige, som da Christian Eriksen faldt om, og døde i den første kamp i Parken – men heldigvis blev genoplivet – og gode som en forhåbentlig sejr i aften.

Sikkert er det imidlertid, at fodbold handler om stammen, sammenholdet, fællesskabet. Om at føle sig som en del af noget, der er større end en selv. Noget, der løfter og beriger én.

Så i dag skal vi svælge i national selvfølelse og stolthed … og dermed tro på, at selvfølgelig sparker vikingerne den her hjem. Godt hjulpet på vej af de udsendte vikinger i London, som i dén grad har taget opgaven på sig. TAK for det.

For ja, det kan da godt være, at englænderne opfandt fodbold. MEN trofæet skal hjem til Danmark.

Vi har også en lang og god tradition for at hente skatte i England, som startede med Lindisfarne i 793.

Læs mere om at hente guld i England her:
Vikingerne kommer: http://danmarksbloggen.dk/?p=3283

Det kan virke som længe siden. Men den dag i dag har man visse steder på de britiske øer så stor en frygt for de blonde vikinger, at man taler om en ”First Footing” ved nytårstide.

Det betyder – sagt kort – at det er vigtigt, at det er en mørkhåret, som træder først over dørtærsklen i det nye år, hvis ikke ulykke og fortræd skal ramme én og familien. SÅ bange er man nemlig stadig for de blonde vikinger.

Må Danmarksbloggen i den anledning minde om, at Schmeichel, Kjær, Cornelius, Stryger og Dolberg er lyshårede. Bare for at nævne nogle.

Så watch out – de blonde vikinger og deres venner, de udsendte vikinger, er på vej.

PS. Og ja, skikken med ”First Footing” er vist mest udbredt i Skotland, fordi den er en del af Hogmany, men den detalje skal ikke forstyrre kampen på Wembley i aften. I aften bliver både første og sidste footing dansk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Expat Army indtager Wembley

Udgivet den af
Svar

Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Det gamle Egon Olsen-citat fra ”Olsen-banden i Jylland” er blevet overskriften for det fodbold-eventyr, som har taget ikke kun Danmark, men hele Europa og verden med storm.

Et eventyr, som i morgen fortsætter i London i en semifinale mellem på den ene side de rød-hvide vikinger fra Danmark og på den anden de lokale briter, der mener, at de er nærmest skæbnebestemt til at vinde.

Football is coming home, siger de fish-and-chips-elskende briter.

Jo, såmænd, kan man svare. Bolden er på britisk græs i denne EM-turnering. Men nu kommer vi og tager bolden – og sparker den videre til finalen, hvor vi skal møde enten de italienske gladiatorer eller de spanske tyrefægtere.

Dem skal vi nok også mule i denne moderne version af stammekrig, der kalder alt det frem, som findes inderst i hjernen – og lige nedenunder den tynde fernis af civilisation.

For det er, som om vi mentalt – og især nu i pandemiens tid – har brug for de store følelser, de lette svar, for dem og os-symbolikken. For at være sammen – i sig selv og om noget. Det gælder de unge, som ikke har oplevet EM-sejren i 1992 – og det gælder os, som kan huske 1992.

Det er derfor også noget vrøvl at tale om 2021-herrelandsholdet som den nye generations landshold, som en del medier har gjort det.

Herre-landsholdet i 1992 var hele Danmarks landshold – og ikke kun landsholdet for os, der var unge dengang. Og på samme måde er 2021-herrelandsholdet hele Danmarks landshold. Både unge, ældre, sorte, brune, hvide, gule, mænd og kvinders herrelandshold.

Fodbold inkluderer alle – også de danskere, der bor udenfor Danmarks grænser. Og nu har vi rigtig meget brug for dem. For danskere bosat alle andre steder end i UK kan nemlig ikke pga. COVID-regler rejse ind i UK.

Så vil man se semifinalen på Wembley, så skal man bo i UK – eller være rejst for flere dage siden.

Heldigvis er de cirka 30.000 danskere, der bor i UK, klar til opgaven. Og dén udfordring kan de udsendte vikinger sagtens klare. Der er omkring 6.000 billetter reserveret til danskerne, og i skrivende stund er næsten 5.000 af dem solgt til den Expat Army, som de danske i UK kalder sig selv.

Måske er navnet en henvisning til Dumbledores Army fra Harry Potter-sagaen. Det ved Danmarksbloggen ikke. Danmarksbloggen er derimod 100% sikker på, at den rød-hvide Expat Army vil synge, heppe og huje, som foregik kampen i Parken i København.

Wembley bliver dermed også hjemmebane for de danske fodboldherrer i semifinalen – og i finalen, hvis dette eventyr fortsætter, som vi håber.

For: Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Der er vistnok 8.000 billetter til salg nu til danskerne.

Danmark tåger rundt som en anden Macbeth

Udgivet den af
Svar

Hvis man er skuespiller, teaterinstruktør, anmelder eller på anden måde involveret eller interesseret i teater, så kender man udtrykket ”The Scottish Play” eller ”Det Skotske Stykke”.

Det er det navn, som alle teater-mennesker og især Shakespeare-skuespillere bruger om Shakespeares berømte stykke, hvis titel egentlig er ”Macbeth”. Men det bringer uheld, ja ligefrem ulykke og fortræd at sige navnet ”Macbeth” højt i en teatersal – og især på selve scenen, da såvel navnet som skuespillet siges at være forbandet.

Om det er sandt, kan man tvivle på. Man kan også være på den sikre side og lade være med at sige navnet, når man har noget at gøre med dette mesterværk om ambition, vanvid, manipulation, drab, magt, psykologi, mennesker, hekse, overtro, drømme og profetier.

Indtil da har vi også vores helt egen version af vanviddet: Nemlig den huserende Corona-pandemi og vores egen hovedløse ageren i den henseende, hvor vi tåger lige så meningsløst rundt som ”Det Skotskes Stykkes” hovedperson gør det i de mørke aftner og nætter på den skotske hede.

Begge dele har også ordet katastrofe skrevet over sig.

For ja, vi er godt i gang med at genopføre den opblussen i pandemien, som Skotland har gennemgået – og som vi kunne have undgået, hvis vi IKKE havde åbnet op, som vi gjorde det for en måneds tid siden.

Situationen er nemlig:

  1. For to uger siden udgjorde Delta-varianten nogle få procent af alle smittede i Danmark. Nu er det 66%, og det går stærkt opad.
  2. Kontakttallet for Delta-varianten er 2,2. Dvs. antallet af smittede femdobles per uge. Altså 300 smittede om dagen nu – og 1.500 smittede om dagen om en uge – og 7.500 smittede om dagen om to uger. Og det vel og mærke med den voldsomme smitteopsporing, som vi har nu – men som vi har ikke ressourcer til at fortsætte med, når smitten bliver så massiv og udbredt. Samt en politik om isolering af nærkontakter og nærkontakters nærkontakter, som vi heller ikke ønsker at fortsætte med.
  3. Vores eneste håb er vaccinerne, hvor vi skal have færdigvaccineret op mod 80-90% af befolkningen, før det batter noget i bekæmpelsen af Delta-varianten. Pt. er lidt over 30% færdigvaccineret. I Skotland var det langt flere, som var færdigvaccineret, da Delta-varianten eksploderede hos dem.

Så nej, man behøver ikke at være en af de tre ellers så forudseende hekse fra ”Det Skotske Stykke” for at regne ud, at det her går den gale vej – og at der burdes lukkes lige så effektivt ned nu, som vi gjorde det 11. marts 2020. Og at dén nye nedlukning skulle vare, indtil 14 dage EFTER den sidste dansker har fået stik no. 2.

Men ja, en nedlukning vil betyde nul turister, nul sommerferie, nul EM-arrangementer, nul besøg på restauranter. Nul, nul, nul. Men til gengæld kan den redde liv, og en masse mennesker kan undgå de senfølger, som rammer cirka 30% af alle Corona-smittede, og som kan være ganske alvorlige – og meget langvarige.

Det kommer så ikke til at ske. For spørgsmålet, som står tilbage, er: Er vi virkelig så umodne som befolkning, så ansvarsløs som nation, at vi kan lade være med at gøre det rigtige og lukke ned igen?

Jeg tror desværre, at svaret er ja.

Vi ligner nemlig Macbeth rigtig meget – også mere end vi vil se i øjnene, og måske er det derfor, at mange ikke vil sige hans navn. Men det ændrer ikke på, at da Macbeth fik chancen for at blive konge, så rakte han ud – også selvom det endte med at koste lidelse og liv i massevis – også hans eget.

Og på samme måde drives de fleste danskere i dag af egoisme, grådighed og manglende evne til at behovsudskyde og tage hensyn. Vi rækker ud, hvor vi skulle holde fingrene for os selv. Vi tager til arrangementer og sammenkomster, hvor vi skulle blive hjemme. Etc, etc.

Shakespeare havde derfor haft stof til endnu et par tragedier eller fem i den måde, som vi i Danmark håndterer Coronaen på. Dén rummer nemlig alle de klassiske menneskelige fejl og mangler.

Vi kunne jo kalde stykket ”Det Danske Stykke”. Altså ”The Danish Play”. Og her tænkes ikke på dén fodboldkamp, som skal spilles i Baku senere i dag, og som nok samler nationen – men som samtidig spreder Delta-varianten endnu mere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Litterær samtale: ”Kærlighedskontrakten”

Udgivet den af
1

For 10 år siden udgav Sara Skaarup bogen ”Kærlighedskontrakten”, hvor hun fortalte om sine personlige erfaringer med at leve i et åbent ægteskab.

Det gav genlyd. For nok har mennesker altid – også i Danmark – levet ”anderledes” end det, som den mo-ralsk set stramme norm dikterede. For kun få er ”normale”. De fleste kan bare godt lide, at det ser ”nor-malt” og gerne pænt og glitrende ud på overfladen.

Det gælder måske især ægteskabet, hvor opskriften på en fin facade hedder et heteroseksuelt og mono-gamt liv med 2-3 børn. Så ikke kun at gøre, men også at skrive om at gå i seng med og være kærester med andre var nyt – og tiltrængt, dengang Sara Skaarup gjorde det for ti år siden.

Og nu kommer bogen så i en opdateret og velfortalt version fra ”2 Feet Entertainment”, hvor der følges op på, hvad der er sket – både for forfatteren og med samfundet – i et årti, hvor Sara Skaarup også har fungeret som terapeut for nogle af de par, som lever i åbent forhold eller polyamorøst.

Tilværelsen i et åbent forhold er i bund og grund så ikke anderledes end tilværelsen som monogam. Håb, drømme, angst, tvivl, jalousi og alle de andre følelser og tanker bærer vi alle rundt på. At være tiltrukket af andre end ham/hende, som man deler postbox med, er også noget, som de fleste – hvis ikke alle – har prøvet.

Forskellen ligger i, hvad man gør med den følelse. Lader man den bare være dér – eller agerer man på den? Deri ligger valget, som Sara Skaarup også betoner som noget afgørende for livet i et åbent forhold i ”Kærlighedskontrakten”, der også i den opdaterede form er skrevet i et let og levende sprog. Bogen for-tjener masser af hjerter.

Meget af indholdet i bogen om at leve i et åbent forhold er også det samme. Mennesket har heller ikke ændret sig på de ti år. Men bogen er udvidet og uddybet med nye erfaringer og erkendelser, så den nu i endnu højere grad egner sig til både de nye og de mere garvede udi i kunsten at lukke andre end kære-sten/ægtefællen ind i intimsfæren.

For det er en kunst, en balancegang, som en del danskere giver sig i gang med, fordi det homogene for-hold er for snærende. For one size fits IKKE alle, og derfor lyder Sara Skaarups opfordring også til at se på, hvad kærlighed er for dig? For jer?

For hvad er frihed – og hvad er troskab? Det sidste er nemlig ikke nødvendigvis at have seksuelt monopol på hinanden.

I ”Kærlighedskontrakten” skriver hun således en alternativ definition af troskab, som gælder hende og hendes mand: At være ærlige – at gøre det, vi siger, vi vil gøre – at være solidariske og loyale – at dedikere os til at søge ikke kun vores egen, men også den andens lykke – at bestræbe os på at være omsorgsfulde og passe på hinanden – at være trofaste og blive ved den andens side i tykt og tyndt.

Danmarksbloggen har talt med forfatteren Sara Skaarup – og med udgiver Steen Langstrup.

Så Sara Skaarup:

Hvorfor føler du, at der er brug for en opdateret version? Siden bogen udkom første gang, har vi som aldrig før i Danmark skrevet og talt om seksualitetens mange ansigter – og om de forskellige forhold. Også kendte politikere har meldt sig på banen. Men det har måske ikke rykket afgørende – eller?

Det batter bestemt. Jo flere alternative stemmer, der lyder, jo tydeligere bliver budskabet om mangfoldighed. Bogen har fortjent en revival, fordi de principper, jeg beskriver for at leve ikke-monogamt med en fast partner, i mellemtiden har vist sig at holde vand. Bogen var udsolgt fra forlaget, og der findes stadig ikke rigtig andre danske bøger på markedet, der adresserer den problemstilling.

Samtidig får jeg jævnligt forespørgsler på, hvor den kan købes – folk har stadig brug for den. Så derfor måtte bogen selvfølgelig genudgives – og jeg greb så chancen for at opdatere indholdet.

Handler det også om kvinders seksualitet – og erkendelsen af, at kvinder har lyst? Du skriver i bogen, at det oftere er kvinden end manden, der tager initiativet til at leve polyamorøst. Det kolliderer formentlig med manges billede af mænd og kvinders seksualitet. Man kommer også til at tænke på, at kvinden måske besidder en – overset – seksuel kraft?

Både mænds og kvinders seksualitet bliver tit misforstået. Vedrørende kvinder er der en indgroet forestilling om, at kvinder er mere monogamt disponeret end mænd. Det er ikke korrekt. Men kvinder er som regel også meget fællesskabsorienterede, konsensussøgende og familiebevidste. Måske derfor ser jeg et flertal af kvinder som initiativtager til åbne forhold, hvor en livsstil med udadvendt seksualitet søges installeret på en måde, der ikke går ud over de etablerede relationer.

Kræver det mere at få et polyamorøst forhold til at lykkes end et monogamt? Og har samfundet en rolle i det?

At leve åbent kræver det samme som at leve monogamt plus noget mere. Man er oppe imod samfunds-normen, så er man ikke i forvejen både modig og i stand til at gå imod strømmen, så vil den åbne livsstil kræve, man får taget de evner hjem.

De personer, som er med i bogen, er typisk heteroseksuelle par i 30´erne og 40´erne. Men hvordan ser det ud for ikke-heteroseksuelle?

Bogen er hetero-normativ, og det er ikke et ønske, men et resultat af, at jeg selv er overvejende hetero-seksuel, og har vejledt flest med den seksuelle orientering. Der er ingen grund til at tro, at billedet tegner sig anderledes for folk med en anden seksuel orientering, når det kommer til de følelsesmæssige udfordringer.

Og dog er dét med at ’springe ud som noget andet end de fleste’ jo noget, homoseksuelle kender til. Mange homoseksuelle har derfor været nødt til at overveje deres egne præferencer og valg nøje på en anden måde end heteroseksuelle, der ofte blot glider med normen. Så folk med en seksuel orientering, der adskiller sig fra normen, har tit den fordel, at de er mindre identificeret med et fast ideal.

Jeg skriver om den aldersgruppe, fordi det tit er der, folk kommer til mig – par i kernefamilier, der gerne vil gentænke deres form. Men jeg har også haft mange samtaler med både barnløse yngre par, par der bor hver for sig og folk i 50´erne og 60´erne.

Og så til udgiveren Steen Langstrup fra forlaget 2 Feet Entertainment:

Hvad føler du, at denne nye version af ”Kærlighedskontrakten” kan bidrage med? Og ser du et seksuelt frisind i Danmark? Eller er det mere fortællingen om frisindet, som vi kan lide, mens vi stadig i praksis (på overfladen om ikke andet) er bundet af de stramme normer om det heteroseksuelle og monogame ægteskab med 2-3 børn?

‘Kærlighedskontrakten’ er en nødvendig bog, som jeg er meget stolt over at have fået mulighed for at være med til at give et nyt liv. Den bidrager med noget så ellers usexet som fornuft og livsklogskab, så man – hvis man overvejer at vælge en anden livsstil på dette område – er klædt på til de udfordringer, det altid fører med sig, når man vover at træde uden for normen og leve efter eget hjerte. Det er ikke noget, man bare gør. Eller hvis man bare gør det, så kan der følge nogle skrammer med.

Undervejs i processen spurgte Sara mig, hvorfor jeg var så entusiastisk omkring bogen, når jeg selv levede i et traditionelt ægteskab. Det er jo fordi den handler om at turde vælge sin egen måde at leve på, at sætte sine egne normer, og bryde den sociale kontrol, der stadig byder os at leve ens alle sammen, men at gøre det med omtanke, omsorg og omhyggelighed. Dét er i mine øjne meningen med livet at finde sin egen vej med øje på sig selv og sine omgivelser. Om det så er seksuelt eller på alle mulige andre områder af livet.

Frisindet er en sær elastisk størrelse. På nogle områder er rummeligheden jo vokset markant i vores levetid. Det er blevet mere acceptabelt at stå ved en alternativ seksualitet, og det ofte på en mere moden og mindre (selv)destruktiv måde end tidligere. Især blandt unge, og muligvis også mere i de store byer. Det sidste er måske en fordom fra min side? Folk vælger også mere åbent at leve i fx åbne forhold, fremfor tidlige tiders bollen udenom, mens man samtidig vogtede ægteskabets dyd.

Men samtidig er der meget, der trækker i den anden retning. Vi er blevet nøgenhedsforskrækkede i en grad, så selv en ammende kvinde kan forarge – og vi er blevet det på en måde, hvor det også rummer et krav om, at vi skal være smukke nok, før vi kan tillade os lidt nøgenhed. Det er der ikke megen rummelighed eller frihed i. Vi er også midt i en sort og ekstrem drejning af samfundet, hvor tolerance og accept af anderledes og andre måder at leve på trues hver eneste dag, hvor man desværre åbenbart finder det svært selv at være fri, hvis andre tillader sig at være frie på en anden måde.

Man søger at trække egne normer ned over hovedet på andre, og det rimer ikke meget med frisind. Det er komplicerede tider.

Og hvad betyder det for os som mennesker – og som samfund?

Jeg vælger at være optimist. Når normer forandres, vil det give nogle skælv, og vi lever i en tid, der elsker drama. Man kan godt blive overvældet af al polemikken, men meget af den handler om at sælge nyheder, og ofte er virkeligheden mere afdæmpet. Vrede og had gør os mindre. Tolerance og kærlighed gør os større. Det ændrer sig jo aldrig.

De kræfter, der fylder meget i dag, som vil mere social kontrol, om det så for at diktere, hvor mange partnere ægtefolk må have, eller om en skuespiller er homo nok til at kunne påtage sig en rolle som homo, eller hvad ved jeg, de bringer jo intet liv med sig. Det handler blot om at hegne andre inde, fordi de selv er usikre uden hegn, og der er vi et sted, hvor der trods alt og heldigvis er så mange, der trækker i hver sin retning, at de hegn vælter hele tiden.

Vi er et sted, hvor drømmen om ensretning og måske endnu mere frygten for alt det nye tegner nogle dystre fremtidsbilleder, men jeg tror ikke, de vil vinde. Mest af alt fordi de kræfter er så kedelige. Når rusen over at have brændt heksen tager af, har man jo alligevel ikke opnået en skid, der batter nogen steder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk