Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 3: Vikingerne kommer

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VIKINGERNE KOMMER

Vikingetiden startede i 700-tallet og varede til ca. 1066.

Det er en af de perioder i historien, som vi som danskere stadig er mest stolte over. Måske fordi vi i store dele af denne periode herskede over store landområder udenfor det, der er idag er kendt som Danmark.

At være viking var noget, som vi delte med svenskerne og nordmændene. Det var altså en fælles-nordisk sag at være viking, selvom vi populært sagt drog i hver sin retning: Svenskerne østpå af de russiske floder og helt ned til Byzans, nordmændene nordpå til Island, Grønland og sågar til Nordamerika, mens danskerne sejlede vestpå og tog sig af England og Frankrig.

Sydpå lå Tyskland, og det kunne vikingerne ikke få fat på. Omvendt sikrede Dannevirke også, at vi ikke blev erobret sydfra. Til gengæld sendte tyskerne kristne missionærer herop, blandt andet Ansgar, der senere blev Nordens Apostel. Han havde dog ikke meget held med sig dér midt i 700-tallet.

Mere held fik Poppo et par hundrede år senere, men det vender vi tilbage til næste mandag, hvor det skal handle om vikinger og deres tro, både asetroen og kristendommen – og dermed også runer, Jellingstene og starten på den danske kongerække: Gorm den Gamle, Harald Blåtand, Svend Tveskæg og Knud den Store.

Idag handler det om vikingernes hverdag og liv, både hjemme og ude.

Mest kendte og berygtede er vikingernes erobringer udenfor Danmark, hvor man siger, at vikingetiden for alvor starter med plyndringen og nedbrændingen af det engelske kloster Lindisfarne i 793.

I de kommende århundreder – og især i 800- og 900-tallet – løb de lange skibe gang på gang op på de engelske, skotske og franske kyster, hvor det har skabt skræk og rædsel blandt de indfødte, når vikingerne gik bersærk og plyndrede, voldtog, myrdede og bortførte. Netop bortførte, for salget af slaver eller trælle, som det hed på vikingsk, var der mange penge i.

Men vikingerne var også andet og mere end de rene barberer. Mange danske vikinger slog sig ned i England og blev integrerede så meget, at de kæmpede imod deres tidligere landsmænd. Et helt område i England hed således Danelagen, altså det område hvor Danernes Lov gjaldt. Vikingerne bragte nemlig også organisation med sig, når de bosætte sig i andre lande, hvad man også så i Normandiet i Frankrig, hvor den berømte Rollo (eller på dansk, for han var dansk: Rolf) skabte sit kongerige.

Vikingerne var også handelsfolk, der købte og solgte varer overalt, hvor de færdes, hvad enten det var i hjemlige handelsbyer som den navnkyndige Hedeby i Sønderjylland – eller det var i de europæiske byer, hvor vikingerne hjemmevant færdes og ikke lod sig snyde af de ellers noget mere kultiverede, men næppe mere berejste sydeuropæere.

Og imens sad vikingekvinderne derhjemme og tog sig af hele gården og landsbyen. For selvom der var penge – mange penge – i at være på vikingetogt, så overlevede man kun, hvis man også passede sit landbrug. Så det gjorde vikingernes hustruer sammen med børn og trælle – og de mænd, der ikke var i viking, som det hed, når man rejste ud. Vikingekvinden har derfor også været både selvstændig og stærk, når hun i måneder – nogle gange endda år – har skullet stå for det hele på hjemmefronten.

Læs tidligere afsnit her:
Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En tanke om "Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 3: Vikingerne kommer"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *