Folkemødet mister dampen – og burde skifte lokalitet

Udgivet den af
Svar

Folkemødet på Bornholm til juni kan i år fejre sin 15-års-fødselsdag som en delvis succes.

For ja, det er gået støt frem med antal deltagere fra de 10.000 i det første år til sidste år, hvor der var 110.000 deltagere. Der var dog flere deltagere i de sidste år inden Corona, nemlig hele 114.000. Antallet af dage er også gået ned fra normalt fire dage til nu kun tre dage.

Så måske er dampen ved at gå af demokrati-festivalen, som Folkemødet også bliver kaldt?

Det ville give mening al den stund, at der er noget grundlæggende udemokratisk i at holde demokrati-festival på det ENE sted i Danmark, som er stort nok til at huse et sådant arrangement, men hvor det samtidigt er både svært og dyrt at rejse til – og at bo.

Modsat Folkemødet er så Himmelske Dage.

I kirkeligt regi har man nemlig noget, som hedder Himmelske Dage. Det er en økumenisk festival med deltagelse af omkring 50 kristne trossamfund og organisationer, hvor der er gudstjenester, workshops, paneldebatter og meget andet, som man kender det fra Folkemødet.

Forskellen er blot, at Himmelske Dage foregår forskellige steder i landet.

I år er det fx i Silkeborg, at det sker fra d. 29. maj til d. 1. juni – og næste gang om tre år er det Hillerød, som lægger jord til Kirkernes Folkemøde, som det skal til at kaldes.

Dette skift i lokalitet var noget, som Demokratiets Folkemøde med fordel kunne tage til sig.

For så ville det reelt være for folk fra hele landet, og så kom det reelt til at handle om demokrati fremfor indtjening til Bornholm og nogle dages sommersjov for de politikere, spindoktorer og mediefolk, som i forvejen render sammen i København resten af året.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

St. Bededagskvæld er i aften

Udgivet den af
Svar

Regering og folketing har sløjfet St. Bededag, som er i morgen. Helligdagen står således heller ikke i kalenderen mere.

MEN det skal ikke forhindre nogen i at holde St. Bededagsaften med varme hveder og en gåtur på Volden – eller et andet sted, hvis nu man ikke bor i nærheden af enten Østervold, Kastellet eller Christianshavns Volde.

Og det er altså i aften, at det er St. Bededagskvæld …

Så gak ud i dette grønne, skønne forår … og sug både blomsterdufte og aftensol ind i store åndedrag, inden turen går hjem til en varm hvede eller to.

Så: God St. Bededag – også i håbet om, at dagen genindføres …

Sandsynligheden for at vi får St. Bededag tilbage er minimal – også fordi vi er i en krise- og krigstid, hvor der er større problemer end en mistet helligdag.

MEN måske vil en genindførelse af St. Bededag skabe netop den sammenhængskraft, som vi på mange måder mangler i det danske samfund.

Så også derfor: GOD ST. BEDEDAG.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Befrielsen og Historiens kredsløb

Udgivet den af
Svar

Menneskets umiddelbare hukommelse er 80 år. En længere tidsperiode kan vi simpelthen ikke mentalt overskue.

Tvivler du? Så prøv at tænke tilbage i din egen slægt. Du kan selvfølgelig huske, hvem dine forældre og bedsteforældre var. Men hvor meget kan du om dine oldeforældre og deres liv? Kan du overhovedet huske alle navnene? Næppe. 80 år er max for, hvad vi kan rumme.

Dét vidste atheneren Herodot, som af mange kaldes historiens fader, fordi han som den første i Hellas nedskrev faktiske historiske begivenheder, nemlig Perserkrigene, som han også selv oplevede. Han var altså både kilde – og historieskriver.

Det samme har mange mennesker været i de 80 år, som er gået fra tyskernes overgivelse i Danmark til nu. Mange af os har hørt forældre og bedsteforældre fortælle personligt om de fem forbandede år. Men om føje år er der ikke flere levende tilbage, som har oplevet dén tid.

Og så vil begivenhederne langsomt, men sikkert synke ned i historiens glemsel, medmindre man er historiker eller lignende. Men for de fleste vil nye og yngre begivenheder fylde i bevidstheden – og især hvis der kommer en ny krig i Europa, hvilket er en alt for reel risiko.

For at glemme – også grusomheder – er et grundvilkår ved at være menneske. Det er oplevet mange gange. Engang fyldte pesten alt her til lands. Senere den kongeløse tid. Grevens fejde og Reformationen. Svenskekrigene – og tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Englændernes bombardement. Statsbankerotten. De to slesvigske krige. Og så altså besættelsen, som sluttede for 80 år siden.

Alt virker, mens det sker og i de første generationer efter som det mest vigtige, det til alle tider dagsorden-sættende.

Men alt har sin tid … også historiske begivenheder.

Jeg har så alligevel tændte stearinlys i vinduet på befrielsesaftenen d. 4. maj – og det kommer jeg nok til hele mit liv. For jeg er – trods født næsten et kvart århundrede senere – rundet af 2. Verdenskrig.

Men når jeg tænder lysene fremover, sker det i erkendelse af, at 2. Verdenskrig som historisk begivenhed må indgå i den naturlige historiske livscyklus – og én dag blive næsten-glemt.

Det vigtige er også, at vi husker på, at friheden er værd at kæmpe for – også når det koster. Dén erkendelse er nemlig evig aktuel. Så sæt endelig lys i vinduerne, og syng med på “Man binder os”.

Men spørg også – og især – om, hvad du kan gøre i den nutid, som er vores virkelighed – og hvor kampen for Den Frie Verden igen er voldsom aktuel. For fremtiden formes nu – og skal vores efterkommere leve i frihed og demokrati, så kræver det, at vi hver især tager ansvar – NU – og gør mere end blot tænde et lys.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Matador og 4. maj

Udgivet den af
Svar

Der er et par scener i Matador, som minder mig om denne 4. maj 2025 … og nej, det er IKKE scenen fra Befrielsesaftenen, hvor direktør Varnæs river mørklægningsgardinerne ned – og der bliver stillet lys i vinduerne i Korsbæk. Ejheller da doktor Hansen og Kristen Skjern senere samme aften arriverer med armbind på – og Kristen Skjern inviteres ind i stuen, og endelig anerkendes som Elisabeths kæreste, inden de og hun – nu også iført armbind – må afsted igen.

Det er derimod de scener, hvor oberst Hackel ivrigt diskuterer krigen i 1864. Den krig var 81 år gammel ved Befrielsen i 1945 – og den betød så godt som intet for hverdagen i samtiden. Alligevel mente oberst Hackel, at 1864 stadig var aktuel.

Vi er samme sted nu. Det er 80 år siden, at 2. Verdenskrig sluttede – og den spiller reelt ingen betydning længere.

Til gengæld har vi en virkelighed, som er meget påtrængende. En virkelighed med et Rusland, der ønsker sig tilbage til tidligere tiders imperiale status – og som nu har været i invasionskrig i mere end tre år mod et Ukraine, der kæmper tappert. Et USA som pt. er i hænderne på en håndfuld mennesker, som ønsker et styre, der minder mere om et diktatur end om noget andet, og som er godt i gang med at falde i Thukydids Fælde overfor den opstigende supermagt, nemlig Kina. Og hvor står Indien og de arabiske lande – og hele Mellemøsten?

Verden er mere usikker end i … 80 år … og det giver derfor NUL MENING som en anden oberst Hackel at skue tilbage, når vi skal bruge al vores energi og opmærksomhed på at ruste os til nutiden og fremtiden.

Ja, ja – men man skal kende sin fortid for at forstå sin nutid, siger du måske.

Det er sandt. Så sæt endelig lys i vinduet i aften og send en tanke til de tapre mænd og kvinder, som var årsagen til, at Danmark blev betragtet som allieret. Det var nemlig ikke hverken regeringens, folketingets eller erhvervslivets fortjeneste. De ville nemlig alle som én fortsætte samarbejdet med tyskerne – helt ind i krigens sidste tid.

Nej, Danmarks ære blev reddet af de sømænd, som gik i allieret krigstjeneste, modstandsfolkene, dem som hjalp jøderne – og så to navnkundige mænd ved navn Ebbe Munck og Henrik Kauffmann.

Alle havde det tilfælles, at de spurgte sig selv dét spørgsmål, som vi også skal stille os selv i vores afgørende nutid: HVOR STILLER DU DIG, NÅR VERDEN BRÆNDER? VIL DU TAGE ET PERSONLIGT ANSVAR?

For historiens gang er aldrig dikteret på forhånd, men afhænger af de mennesker, som handler – og ja, der skal handles i 2025.  

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “OCEAN WITH DAVID ATTENBOROUGH”

Udgivet den af
Svar

Den 8. maj 2025 fylder Sir David Attenborough 99 år. Samme dag har filmen ”OCEAN WITH DAVID ATTENBOROUGH” premiere. En film, hvis vigtighed ikke kan overdrives – hvis altså man ønsker, at livet, som vi kender det, skal bestå.

Når man tænker på Sir David Attenborough, tænker man på en behagelig stemme, der dygtigt formidler smukke naturbilleder og stor indsigt om den klode, som vi bor på. Og det er præcis, hvad man får i den 85 minutter lange film, der, som titlen antyder det, handler om verdens have og oceaner.

Oceaner, der i Sir David Attenboroughs barndom og ungdom blev opfattet som farlige steder, som mennesket skulle tæmme og beherske. Det gjorde vi så med især ny teknologi. Men intet er mere forkert, selvom vi også fik øje for havets skønhed og diversitet via teknologen, konkluderer han i filmen, hvor han beskriver oceanerne som livsnerven i klodens liv – også det på landjorden.

For livet under vandet er ikke en våd ørken med fisk, der svømmer rundt. Det er dale og bjerge, enge og tangskove, som giver mad til allehånde arter. Faktisk er der mere end 40.000 bjerge i verdensoceanerne – primært dér hvor de tektoniske plader mødes, hvad enten de går mod hinanden, er på vej fra hinanden eller skurrer hver sin vej. Men også i de lavere vande ovenpå de tektoniske plader vrimler det med liv på koralrevene og i de underjordiske enge, som er hjem for tusindvis af arter. Hver dag opdager vi cirka 200 nye undervands-arter.

Alligevel ved vi mere om andre planeter, end vi gør om de 70% af Jordens overflade, der er dækket af vand. Dét er skræmmende.

Vidste du fx, at havets plankton opsuger en tredjedel af alverdens CO2? At plankton producerer mere ilt end alverdens regnskove tilsammen? Plankton er simpelthen klodens største helt, da det udover at opsuge CO2 og danne ilt er mad til fisk – og dermed starten på stort set alle fødekæder i havet, og også en del på Jorden – og hos mange fugle.

Ja, men hvor skønt, tænker du måske så. Men NEJ. Det er forfærdeligt. For ikke kun fisk, men også plankton fiskes med trawl, som bedst kan beskrives som et stort metalnet, der via enorme fiskerbåde brutalt river ALT på havbunden op, også selvom det er mindre end 25% af fangsten, som skal bruges – og som efterlader havbunden livløs og død bagefter.

Og det er ALLE verdens have, som misbruges på denne måde – selv omkring Sydpolen, hvor man især fisker netop plankton. Men også på vores breddegrader fiskes der med trawl nærmest alle steder. Se dette link for at blive klogere: https://www.dn.dk/vi-arbejder-for/vand/hav/bundtrawl-i-havet/

Er det ikke forbudt at fiske med trawl, spørger du måske. Nej, det er det ikke. End ikke i såkaldt beskyttede områder, som årligt modtager cirka 20 milliarder dollars i støtte. Penge, som blandt andet bruges til trawl-fiskeri!

Mindre end 3% af verdenshavene er beskyttet mod trawlfiskeri, selvom forskere siger, at det skal være mindst 30%, hvis ikke oceanerne skal dø – og dermed også os selv. For vi er dybt afhængige af ikke kun de fisk, som behøver planktonen som føde, men også af den CO2, som bindes i planktonen – og den ilt, planktonen produceret i oceanerne.

Det er rystende – og nok griber Sir David Attenborough til alle hånde følelsesgreb som dramatisk musik og stor patos i filmen for at få os til at forstå sammenhængen. Det var i grunden ikke nødvendigt. For fakta taler for sig selv.

Mennesket er det store skadedyr, og nok skal jorden på sigt overleve menneskets hærgen, når vi via trawlnettet og andre dårligdomme har ødelagt livsbetingelserne for os selv og en del andre arter. Men vi kan faktisk være her alle sammen, hvis bare vi mennesker opfører os ordentligt, og forstår, at vi ikke skal beherske og udnytte naturen, men i stedet være en respektfuld del af den.

Den gode nyhed er nemlig, at der stadig er håb. For når fiskeriet stoppes, går der i reglen kun få år, så vender livet tilbage i havet i al sin rigdom og mangfoldighed. Det har man observeret de få steder, hvor man er stoppet med at fiske. Det er med andre ord bare om at komme i gang.

Og vi kan godt. Sir David Attenborough gør opmærksom på, at der engang kun var under 1% tilbage af hvalerne. Men så forbød man industriel hvalfangst – og på få år voksede bestanden af hvaler med 30%, og i dag vrimler det igen med hvaler ude i verdenshavene.

Så hvis vi forbyder trawlfiskeri, kan vi også få oceanerne fulde af fisk, fulde af koraller, fulde af liv til os alle sammen …

Danmarksbloggen giver derfor ”OCEAN WITH DAVID ATTENBOROUGH” seks store hvaler ud af seks mulige – og tænker, at Sir David Attenborough selv har meget tilfælles med netop hvalerne. Han har livet igennem rejst verden over i naturens tjeneste, og så er han tæt på de 100 år, som mange hvaler også bliver igen nu, fordi vi mennesker ikke dræber dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Paven er død

Udgivet den af
Svar

Danmark er ikke et katolsk land – og undertegnede er ikke katolik.

Men derfor kan jeg alligevel ikke lade være med – indimellem – at orientere mig efter Skt. Peters efterfølger, manden med nøglerne – også kendt som paven.

Paver fås i mange aftapninger. Men ham, som døde i morges, pave Frans var af en ganske særlig støbning.

Han VILLE mennesker. Han ELSKEDE mennesker. Og han mente det, når han kaldte os for brødre og søstre. Uanset om vi er katolikker, andre kristne eller andre troende, så var vi for pave Frans mennesker.

Mennesker, som alle som én er elskede af Gud – og det budskab var det vigtigt for pave Frans at udbrede. Ikke kun med ord. Faktisk endnu mere med handlinger, når pave Frans vaskede flygtninge og fangers fødder, når han omgivet af alverdens guld og rigdomme insisterede på at bære et trækors og meget mere af samme skuffe.

Jeg husker især pave Frans under Corona-pandemien, hvor han sagde, at nu var hele verden på ørkenvandring – alene, og dog sammen.

For pandemien var en chance for at finde Gud, høre Gud i verdens larm. Hvor mange der greb dén mulighed ved jeg ikke. Men pave Frans gav altid alle – også dem, som den katolske kirke ellers traditionelt har haft det svært med – muligheden for at være med i fællesskabet og modtage Guds nåde – også af Romerkirken.

Pave Frans var dybt troende – og så levende evangeliet, at hans sidste gerning netop var at insistere på næstekærlighed, barmhjertighed og medfølelse – overfor en verden, som ruster sig til krig.

Men husk at nok kan magten vinde i første omgang, som det er sket i Rusland, USA, Kina og flere lande endnu – men på den lange bane så sejrer kærligheden.

Det kan godt være, at langfredagsmørket med pave Frans´ død har sænket sig over Jorden – men det bliver påskemorgen med lys og glæde igen. Dét skal vi tro på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi behøver Påsken mere end nogensinde

Udgivet den af
Svar

I går var det Palmesøndag – dagen, hvor Påsken begynder, da Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel og modtages af viftende palmeblade.

Så Påsken er i gang – og på torsdag (Skærtorsdag) spiser Jesus det sidste måltid med sine disciple og indstifter nadveren, inden han tages til fange. På fredag (Langfredag) bliver Jesus så korsfæstet og dør, inden Jesus på søndag (Påskedag) genopstår fra de døde … hvis man altså tror på genopstandelsen.

Det er der nogle, som gør. Men langt de fleste – også såkaldt kulturkristne – tror ikke på den med genopstandelsen.

Det er jo videnskabeligt umuligt, lyder det fra mange – også fra mennesker, som ellers er ganske troende.

Så hvad skal vi med Påsken? Kan vi overhovedet bruge Påsken til noget som helst i en sekulær verden og tid som vores?

Jeg vil sige ja.

Ja til at vi kan bruge historien om at livet overvandt døden, at håbet og troen overvandt frygten.

Ja, faktisk er der vel ingen andre historier, som vi kan bruge til noget i denne tid, hvor sorte skyer trækker op fra alle verdenshjørner – og både gamle og nye fjender dukker frem i et tempo og et antal, så vi skal mobilisere al den modstandskraft, som vi besidder – som individer og som samfund.

Så vi behøver for alvor historien om, at døden kan overvindes. Vi har – uanset om vi ser på det med verdslige eller/og kirkelige øjne – brug for at høre Påskens budskab om, at den gyldne sol gennembryder den kulsorte sky.

For: Døden og Langfredag får aldrig det sidste ord. Det bliver igen Påskemorgen i Liv og Lyst.

Glædelig Påske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De værste tider

Udgivet den af
Svar

Vi lever i urolige tider – og her tænker jeg ikke kun på told-og-aktier-balladen.
Aldrig har det været så slemt som nu, siger mange til hinanden.

MEN det holder ikke. Verdenshistorien er fuld af perioder, hvor man har sagt de præcis samme ord. Her skal nævnes fire eksempler – primært fra Europa:

Da Den Sorte Død – også kendt som pesten – kom til Europa i 1300-tallet.
Da 30-års-krigen raserede hele det europæiske kontinent (minus Norden) i 1600-tallet.
Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet.
Verdenskrigene i 1900-tallet.

Vi lever i de værste tider, har menneskeheden over hele kloden sagt gennem hele historien, når krige, pandemier og naturkatastrofer har raset.

Forskellen på fortiden og nutiden er blot, at vi i nutiden ikke ved, hvordan og hvornår det ender. Det gør vi med fortiden. Og som bekendt er det altid nemmere at være bagklog end at komme med troværdige bud på fremtiden.

Så derfor FØLES det værre lige nu med Trump, Putin, klimakrisen og hvad vi ellers har af dårligdomme at være bange for i 2025. Men det er – måske – blot en følelse, når man tager langtidsbrillerne på.

Der er så også en anden forskel. Nemlig spørgsmålet: HVOR STILLER DU DIG? For verden drives af os mennesker – og vores valg og handlinger bestemmer fremtiden. Og her tænker jeg absolut ikke på ting som told, straftold, aktier og børskurser.

Der er noget meget større, som er på spil – nemlig om vi også fortsat skal leve i en fri verden.

Så: Hvor stiller du dig, når det gælder? For det gør det i øjeblikket, hvor kampen for Den Frie Verden er mere aktuel end meget længe. Hvad vil du gøre? Sætte dig i sofaen og håbe, at det driver over – eller gøre en indsats? For nok kan det enkelte menneske i reglen ikke gøre den store forskel. Men i fællesskab kan vi påvirke … også selvom det kan se ud, som om de store drenge bestemmer det hele. For:

De værste tider kan faktisk blive en ny chance for en bedre verden … hvis vi gør noget ved det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

BORNHOLM MELDER SIG UD AF RIGSFÆLLESSKABET

Udgivet den af
Svar

Vi har været så fokuserede på Grønland i den sidste tid, at vi helt har glemt en anden af vores berømte øer – nemlig Bornholm.

Om det er derfor – eller fordi resten af Danmark svigtede Bornholm i 1945 – vides ikke. Men nu har bornholmerne afholdt en folkeafstemning, som viser et klart flertal – hele 99% – for, at klippeøen skal melde sig ud af Rigsfællesskabet – og blive selvstændigt.

Det forlyder, at Rønne skal være hovedstad i den nye nation Bornholm, som vil søge om optagelse i alt, hvad man kan komme i nærheden af.

At sproget – selvfølgelig – bliver bornholmsk.

At Krølle-Bølle sammen med rundkirkerne bliver nationalsymbolerne.

Dette for Danmark og Rigsfællesskabet så smertelige tab kunne være undgået, hvis:

  1. Royal Run havde været forbi Bornholm – at se Kongen i lycra kan åbenbart noget – også for andre end Dronning Mary.
  2. Man havde beholdt de gamle færger – og stadig spillet ”Bornholm, Bornholm, Bornholm”, når båden var ved at lægge til.

Om Bornholm stadig skal lægge ø til det danske Folkemøde i juni, vides endnu ikke.

Det forlyder fra klippeøen, at det jo på den ene side er gode penge, men på den anden måske lidt underligt at man stadig ønsker besættelsesmagten fra København på øen.

Bornholms selvstændighed træder i kraft i dag d. 1. april 2025.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk