Tivoli-jubilæums-medaljer

Pantomimen i Tivoli har forlængst sagt tak for i år. Det skete traditionen tro på den sidste søndag i sommersæsonen tilbage i september måned.

Ikke desto mindre var Pantomimen i centrum i gårsdagens regn og rusk, blot mange kilometer væk, men stadig på et historisk sted.

Nemlig Fredensborg Slot, som var skueplads for ikke en, men hele fire uddelinger af fornemme medaljer ved en privat ceremoni.

Først til H.M. Dronning Margrethe, som fik medaljen for sit 25-års jubilæum som kostumedesigner og scenograf i Tivoli ifm. med mange forestillinger – fx ”Nøddeknækkeren” i Koncertsalen samt ”Prinsessen på Ærten” og ”Klods-Hans” på Pantomimeteatret.

Dernæst til balletdanserne Tori Cooper og Allan Clausen, som også har været 25 år i Tivoli samt Tommy Edvardsen, som her i 2026 kan fejre et svimlende 50-års jubilæum ved Pantomimeteatret.

Alle tre har gennem de seneste 25 år medvirket i forskellige forestillinger, som er blevet til i samarbejde med Dronning Margrethe og hendes fantasirige og farverige kostumer og kulisser.

Men Cooper, Clausen og Edvardsen er selvfølgelig også med i Pantomimens klassiske forestillinger, hvor Tori Cooper er kendt som en Columbine, der kan balancere mellem det yndefulde og det intensive, Allan Clausen som en favnende Pjerrot – og Tommy Edvardsen som alletiders mest udtryksfulde Kassander, der giver den gnavne bedsteborger så mange flere lag.

Den rigtige Columbines far, som min datter altid sagde til mig, når vi sad og så Pantomime, hvad vi gjorde mange gange på en sæson, dengang hun var en lille pige.

Og nu – ja, nu sidder man her i efterårsmørket og glæder sig allerede til det bliver forår – og Pantomime-tid igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dobbeltanmeldelse: ”Rivalerne” og ”Høst”

Undertiden kan man undre sig over andre anmelderes dom. Endda så meget at man selv må lave en anmeldelse – eller som her – en dobbeltanmeldelse. Nu er tv-serier ikke det, som Danmarksbloggen anmelder mest. Men i tilfælde af dette efterårs to store dramasatsninger på DR og TV2 er det nødvendigt.

Først TV2´s ”Rivalerne”, som havde premiere midt i september, og som handler om den fiktive provinsby Elverkilde, hvor initiativet om at tørlægge en 100 år gammel sø for til gengæld at gendanne den gamle, slyngede å afslører gemte hemmeligheder med store problemer til følge. Hovedrollerne spilles af Johanne Louise Schmidt, Jens Albinus og Lars Mikkelsen.

Dernæst DR´s ”Høst”, som havde premiere forrige søndag, og som handler om den 65-årige patriarks uventede valg af person til generationsskiftet på egnens førende økologiske gård med afsløringer af gamle hemmeligheder og skjulte relationer. Hovedrollerne spilles af Katrine Greis-Rosenthal, Charlotte Fich, Molly Blixt Egelind, Lars Brygmann, Elliott Crosset Hove, Simon Bennebjerg og Joachim Fjelstrup.

Anmeldere har over en bred kam kaldt ”Rivalerne” for et svulstigt melodrama, mens ”Høst” er blevet beskrevet som en rendyrket reklame for Landbrug og Fødevarer. Danmarksbloggen mener derimod, at begge fortællinger handler om at være menneske, og om de relationer, som vi indgår i, især i familien, og hvilke konsekvenser det kan medføre, når strukturer udfordres.

Men tv-serierne fortæller også om at finde sig selv og sin egen vej, når livet slår et sving. Hvad enten det som i ”Rivalerne” sker, når en elsket mand og far og måske knap så elsket bror pludselig dør, eller det som i ”Høst” er den ikke-på-gården-boende-og arbejdende-søster, som får gården for næsen af de to brødre, der har levet og arbejdet hele deres liv på gården.

Det handler altså om følelser, om at finde fodfæste – og begge tv-serier viser det med godt skuespil og en troværdig historie – men åbenbart også alt for nuanceret end meget moderne drama. Det er så efter Danmarksbloggens mening kun en fordel, når en tv-serie – og en film og et teaterstykke – kræver noget af sit publikum fremfor at servere det hele, som var det et overskueligt og farverigt, men næringsfattigt meal fra Mac´en.

Men folk – også nogle anmeldere – er åbenbart vant til at skulle have alt skåret ud i pap, som var det en pixibog, hvis budskab er, at solen skinner om dagen, og månen lyser om natten. Det er nemlig, hvad de seneste par årtiers mange timer på de sociale medier og den endnu nyere AI har gjort ved evnen til at fordybe sig og reflektere. Det er såre trist.

Men De kan stadig øve Dem i at rumme og forstå kompleksitet. Læs en bog, se en kunstudstilling, gå i teatret – eller se en eller endnu bedre begge efterårets tv-serier. Der er kalorier i dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Animal Farm”

Det er meget få kunstnere og kunstnergrupper forundt at have deres helt egen scene-DNA.

London Toast Theatre er så ”one of those creatures”, som man vil sige det på det engelsk, som de spiller på – også i forestillingen ”Animal Farm” på Teatret ved Sorte Hest, hvor de endnu engang excellerer i deres unikke samspil med publikum.

Det i denne tid så vigtige stykke bliver også i deres ferme hænder, undskyld klove til en i starten morsom fortælling om nogle dyr, som anført af den gamle, kloge gris drømmer om en verden og et liv med lighed, varme i stalden, mad nok og måske endda at afkommet ikke forsvinder, som det ellers har for vane.

På det tidspunkt er vi i publikum for længst blevet dyr, inddelt i forskellige grupper som grise, køer, får og høns med dertil hørende lyde. Det er sjovt, og vi leger gerne med – også selvom smilene stivner, efterhånden som tingene udvikler sig på Farmen, der nu hedder Animal Farm.

For dyrene har gjort oprør, og menneskeejeren er jaget på porten. Så nu sættes dagsordenen – i en ellers alle-dyr-er-lige-verden – af grisene, som i begyndelsen ledes af makkerparret den idealistiske Snowball og så Napoleon, der viser sig at være noget af en despot in the making – og med despot menes tyran. En diktator, der ikke viger tilbage for hverken løgn, mord, krig eller andre ”politiske nødvendigheder” for at tilrane sig den totale magt.

Glidebanen fra et liv på farmen, hvor dyrene holdt søndagsmøder med fællessang, debat og afstemninger om livets gang til en tilværelse fuld af hårdt arbejde, næsten ingen mad og endnu færre rettigheder, bliver derfor motoren i ”Animal Farm”.

Stykket blev skrevet af George Orwell i 1945, og havde Rusland, den russiske revolution og det kommunistiske styre som direkte inspirationskilde.

Hos Orwell var menneskeejeren Mr. Jones Zar Nikolaj d. 2, som blev henrettet af oprørerne. Den gamle gris Old Major var Marx og Lenin. Grisen Napoleon var tyrannen Stalin. Grisen Snowball var magtkampens taber og senere syndebuk Trotskij. Hestene Boxer og Clover var den russiske arbejderklasse, som knoklede sig ihjel, uanset hvem der sad og åd og drak inde i stuehuset. Grisen Squealer var det russiske propaganda-apparat – og KGB. Hesten Mollie med de røde pyntebånd var den dekadente og nydelsessyge overklasse, som flygtede. Og endelig var æslet Benjamin de russiske intellektuelle, som så den anden vej, selvom de hurtigt gennemskuede, hvad der skete.

MEN i Teatret ved Sorte Hest ser vi en opdateret udgave. For det er nemlig det geniale ved Orwells tekst, at den viser, hvad der sker til alle tider og alle steder, når grådighed og magtliderlighed går klov i klov.

Det er så stadig de samme almindelige mennesker med de samme drømme om et liv i fred, harmoni og tryghed, som må tage slæbet – også i vor tid som fx de såkaldte working poor i USA, der har tre lavbetalte jobs, men stadig ikke råd til deres eget hjem. Der findes også i vores tid mennesker, hvis verden består af røde pyntebånd – de hedder influencers, og de er stadig til salg for en sugardaddy eller sugarmama. De intellektuelle og dem med it-kompetencerne vælger også stadig at holde kæft og følge magtvinden fra hvem den end blæser i Det Hvide Hus. Og man skal ikke læse nyhederne mange dage for at forstå, at det er længe siden, at der fandtes hædersmænd og hæderskvinder, som ikke først og fremmest tænker på at mele egen kage.

Magt korrumperer som bekendt også og fjerner ethvert gran af moral, så man til sidst uden blusel tilføjer et ord her og et andet ord der, så reglerne bliver mere tidssvarende – læs: Mere i eget kram.

Det kender vi også fra Europa, hvor man taler om, at konventionerne lavet på baggrund af 2. Verdenskrigs rædsler og krigsherrers skalten og valten med mennesker skal laves om. De regler passer ikke til virkeligheden mere, siger de mange grise, der i bedste grisestil stiller op til valg overalt i Europa i disse år – og som høster mange stemmer på deres evne til at udslynge paroler, udpege syndebukke og komme med nemme løsninger på komplekse problemstillinger.

Two legs bad, four legs good – som det hedder på Animal Farm til stor bekymring for hønsene, som jo også kun har to ben, men som får at vide, at fjer er lige så godt. I hvert fald så længe hønsene kan de lægge de æg, som grisene kan sælge. Selvom det i grunden var forbudt i tiden lige efter revolutionen at profitere på andres arbejde. Men ingen siger noget. For førergrisen Napoleon har også fire bidske hunde.

Det er rovdyrenes tid på Animal Farm, og det vrimler med håndlangere, som er klar til at gøre det beskidte arbejde for fx en stor, orange gris, der, som det sker i stykket, river The East Wing ned af gårdshuset for at bygge en ny gildesal. Som indgår handler med dyrenes fjende no. 1 – mennesket, og hvad den store, orange gris ellers har lyst til for at rage til sig. For at få mere og mere, men også for at markere sig og sole sig i massernes beundring med erklæringer som big, beautiful deal, make Animal Farm great again, mens de små hænder lader tommel-og pegefingre mødes.

Vi skriger af grin, også selvom stykket bliver mere og mere uhyggeligt i takt med, at årerne går, og vanviddet sænker sig mere og mere over farmen, som endelig til sidst får den vindmølle, der engang blev opfattet som svaret på drømmen om lys og varme til alle dyrene. Som et symbol på den animalisme, der var både mål og mening med tilværelsen. Men de drømme blev selvfølgelig aldrig til noget.

For som altid så lover de store de små alverden, sålænge de store har brug for de små – men bagefter sker der ingenting. Det er livets lektie, som æslet Benjamin trist konkluderer det, inden vi til sidst direkte konfronteres med vores egen indre gris.

For nok vil de fleste så gerne være en VIP – very important person, og det er vi også – bare i betydningen very impotent pig, når det handler om at stå op for fællesskabet og mod vores egen indre grådighed.

Så det er med en både sund, eftertænksom og meget ubehagelig følelse i sind og krop, at man forlader Teatret ved Sorte Hest.

For ”Animal Farm” er nok morsom med sine hip til vores tid – som fx at være tilfreds med livet, sålænge man blot kan sidde og stirre ned på sin hov, som sjovt nok lignede 1:1 at glo ned på sin mobil og glemme alt andet end sig selv.  

Men ”Animal Farm” er så meget mere. Den er drønaktuel. Den er skræmmende som ind i det helvede, som førergrisen lader bryde løs. Og den er så superfantastisk godt spillet af stjernecastet Vivienne McKee, Andrew Jeffers og Kevin Kiernan-Molloy, som uden problemer er snart det ene, snart det andet dyr.

Vi har en fest med at se og høre på dem, og de har en fest på scenen. Samtidig med at det, de laver, er én stor velanbragt advarsel til en verden på randen af et kaos, som ikke er set, siden Orwell skrev stykket i 1945.

Danmarksbloggen giver ”Animal Farm” seks ud af seks af de vindmøller, som spiller en stor rolle i stykket, men som det siden Don Quixote ikke har givet mening at kæmpe imod.

Må man i stedet anbefale en ABC og andre uddannelsesbøger – som sammen med London Toast Theatres spiddende morsomheder – er det bedste værn mod at hoppe med på magtgrisenes populistiske sludder.

”Animal Farm” er en forrygende forestilling fuld af nerve. Vedkommende, voldsom og vittig. Lige til tiden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Musefælden”

Keep the secret … blev der sagt fra scenen, da ”Musefælden” på Folketeatret var slut.   

For sådan har traditionen foreskrevet, at publikum er blevet bedt om at holde morderens identitet hemmelig, siden Agatha Christies legendariske krimistykke ”Musefælden” havde premiere i London i 1952 – hvor den i øvrigt (pånær under Covid) har spillet uafbrudt lige siden.

Det er vildt, at et stykke kan gå så længe. Men hvis nogen fortælling skal kunne det, så er det logisk, at den kommer fra krimidronningen over dem alle, som også her har begået en krimihistorie skruet sammen med de helt rette dele af spænding, twists og herlige karakterer, der mødes i en forrygende snestorm på det nyåbnede pensionat på herresædet Monkswell Manor 50 km udenfor London.

De involverede er:

Det nygifte og meget opsatte på succes ægtepar Mollie og Giles Ralston, som lige har åbnet pensionatet, og som spilles med nerve og overbevisning af Amanda Bøgestrøm og Kasper Krassimir.

Overklassefruen Mrs. Boyle, hvis skarpe øjne ser både borebiller og fejl hos andre, men måske knap så meget hos sig selv. Charlotte Elizabeth Munksgaard har en fest, når hun dygtigt og med de rette svirp gestalter denne grande dame.

Oberst Metcalf, som er lige så venlig og hjælpsom, som han halter. Han spilles med en stille charme af Haesam Jakir.

Miss Casewell, som er tilstræbt ligeglad med alt og alle, selvom man nok fornemmer en lidenskab bag den evige røg fra hendes cigaretter. Hun spilles med fynd og klem af Karla Rosendahl.

Den unge Christopher Wren med de store drømme og en ditto glæde for at lave mad. Han gestaltes med lige dele passion og energi af Andreas Dissing Hyttel.

Den mystiske og flamboyante Mr. Paravicini, der som den eneste ikke har bestilt værelse i forvejen, og som blot har en meget lille taske med, men et tilsyneladende uudtømmeligt lager af upassende og dog så rammende kommentarer. Han gestaltes med vid og bid af Alexander Clement.

Og endelig den utrættelige kriminalassistent Trotter, der ankommer på ski – og som med skarpe forhør, advarsler og utraditionelle ideer forsøger at komme til bunds i sagen. Det er Mikkel Becker Hilgart, som spiller den unge politimand, og det gør han med intensitet og bravour.

Intet skal så røbes om handlingen, da bare en lille smagsprøve måske vil sætte de små, grå celler i sving hos Christie-fans.

For nok er hverken Hercule Poirot eller miss Marple til stede på Monkswell Manor. Men den kendte Christie-opskrift med mord, fortidens skygger, forviklinger om hvem, der er hvem, hvorfor og hvordan samt i tilgift et lille børnerim om tre blinde mus danner skelettet i forestillingen.

En forestilling, der 99,9% af tiden er holdt i et sort-hvidt-univers, hvilket giver fortællingen en god uhyggestemning og særlig nerve. For når farverne er væk, tvinges vi til at se og tænke klart. Ikke at det nødvendigvis hjælper, når man gætter på morderens identitet.

Jeg hørte i hvert fald mange fantasifulde teorier i pausen. Det er også lige, som det skal være i en klassisk Agatha Christie-historie. For nok ved man, at ikke alt og alle er, hvad det giver sig ud som. Men hvordan hænger det hele så sammen? Det er et klassisk spørgsmål.

Ordet klassisk er i det hele taget det ord, som kendetegner ”Musefælden” bedst – på mange planer.

Forestillingens urpremiere fx foregik samtidig med, at fjernsynsudsendelser for alvor blev udbredte i England, selvfølgelig i sort-hvid med kroningen af Elizabeth d. 2 som højdepunktet – og den kroning foregik året EFTER ”Musefældens” urpremiere i 1952.

”Musefælden” er derfor også klassisk engelsk teater, som det blev spillet midt i 1900-tallet med et langsommere tempo end i dag og med en gedigen præsentation af karaktererne.

Det kan faktisk noget. Man kommer nemt helt med som publikum, og så giver det plads og tid til, at karaktererne kan interagere med hinanden, så de danner de relationer, der sammen med visse begivenheder gør, at spændingen bygges dygtigt op gennem hele 1. akt.

Efter pausen er vi på en højere nagle – men stadig med karaktererne i udvikling i de stilrene kulisser og det sort-hvide lys, inden gåden bliver løst, farverne kommer tilbage, og bifaldet brager løs. Det er også mere end velfortjent.

For det er en på alle måder spændende, underholdende og også humoristisk historie, som Folketeatret disker op med – og endda i en aftapning, hvor skuespillerne hver og én giver en troværdig fremstilling af deres karakter. Det er så intet mysterium, hvordan dét kan lykkes. Det hedder god skuespilskunst.

Danmarksbloggen giver derfor Agatha Christies legendariske klassiker ”Musefælden” på Folketeatret fem ud af seks mus, og håber, at ingen af dem render ind i en fælde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Sidste Kentex: Mere smukt end brugt”.

Så er det tid til sidste omgang Kentex. Denne helt specielle cocktail af eksistentiel scenekunst i et musikalsk krydsfelt mellem tragedie, komik og poesi, tænkte jeg vemodigt i går aftes på vej til premieren på Scenariet på Det Ny Teater på Vesterbro.

Og det var lige, hvad vi fik: Vitser, en kende aktualitet, livets bittersøde historier, velanbragte hip og små erindringsperler pakket ind i en bragende opvisning af stor og varieret musikalitet fra såvel d´damer Ann Farholt, Lone Selmer og Rebecca Thilo – samt selvfølgelig Tommy Kenter selv.

De var et show, som bandt det lange røde halstørklæde, undskyld den røde tråd sammen – lige fra dengang Kentex begyndte for 32 år siden og til nu, hvor den allersidste runde serveres i en blanding af The-show-must-go-on og Grin-endelig-det-hele-ender-alligevel-med-døden.

Og som vi lo, både med de klassiske figurer Alf Velling, Kjeld og Rudy S. Kleützner og de nye figurer – og af de velkendte vitser.

Men som altid når grinet kommer indefra, så er også tåren tæt på, og måske allermest i klovnen Grinaldos møde med sig selv og sine drømme i starten af 2. akt. For dér gik komik, kval og kunst op i en selv efter Kentex-standard stjernebesat enhed, selvom ormen også hele tiden kravler på jorden.

Ormene gnavede og stjernerne funklede også i den til dato bedste nyskrevne version af Hamlets store monolog, som Tommy Kenter forfattede til showet ”Kenter Royal”, hvor den ligesom i afskedsshowet bliver opført efter en uforlignelig Hamlet-version af diverse festsange.

Nogle af de mest åndsforladte sange, der overhovedet kan synges på dansk, og så noget af det bedste drama nogensinde skrevet, men i en mere mundret version – opført af den samme mand, i det samme nummer. Det skal man hedde Tommy Kenter for at kunne.

Men det kan han – og han gør det, så det risler ned ad ryggen, når han til musikledsagelse fremsiger sin egen fortolkning af Shakespeares ord:

Hvem ville tåle tidens spot og svøbe, stolte mænds foragt, udueligheden der sparker til beskeden dygtighed, voldsherrernes tvang? Hvem ville tåle svigefuld elskovs smerte, hvis han blot med sin daggert kunne skrive sin sidste kvittering selv? Hvem ville stønne, svede, vakle under livets tunge byrder, hvis ikke denne frygt for noget efter døden?

Døden, dette ubekendte land, hvorfra ingen endnu er vendt tilbage. Hvis ikke denne frygt lammede og forvirrede vores vilje, så vi hellere tåler den nød, vi har – end at fly til plager, vi ikke kender.

Se, det er spørgsmålet.

Jeg har ikke svaret. Det ved jeg heller ikke, om Tommy Kenter og de tre dygtige damer, der både kan spille, synge og spille skuespil, har.

Men jeg ved, at man kommer en smule tættere på det hele, det egentlige, det eksistentielle i sig selv, i livet nede i Scenariet på Det Ny Teater til Tommy Kenters sidste Kentex ”Mere smukt end brugt”, der bedst beskrives som kaviar ad libitum.

For som bekendt så er kaviar, hvad vi har, og bagefter skal vi ha´ tatar …

Tommy Kenter er en gøgler, en entertainer af livets nåde og endnu mere end nogensinde i sit sidste Kentex-show. Måske fordi han altid stiller sig et sted mellem nattens sidste drink, de bristede drømme og altings forgængelighed?! Måske fordi han tør være sårbar, tør give af sig selv?!

Det kræver mod. Men det har Tommy Kenter. Mod og evner til at gøre eksistentialismen både velklingende, surrealistisk, realistisk, morsom og fuld af smerte – som kun ellers livet selv er det.

Det er der mig bekendt ingen andre entertainere, der har formået – ikke kun i Danmark, men i hele verden.  

Danmarksbloggen bukker og nejer, og giver det sidste Kentex-show ”Mere smukt end brugt” seks ud af seks fløjtende fugle, som den vi alle har siddende på skulderen, hvis bare vi tør kigge – og lytte – efter.

Det har Tommy Kenter gjort igennem en lang karriere, men aldrig som her i det sidste Kentex-show, hvor vi nok fik det grin, der kommer gråden i forkøbet. Men også som ekstranummer erindringen om skyen, der blomstrede den korte stund, som ungdomskysset varede.

Kan hænde, at det var Bertolt Brechts ord. Men det var Tommy Kenter, der fremførte dem, og gjorde dem til sine egne – helt åben, helt sårbar, helt nøgen – uden en eneste af de jakker og masker, som han ellers så mesterligt har båret i mange år, men som nu røg af på scenen og tog en sidste æresrunde.

BRAVO – BRAVISSIMO.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk