Russeren Vladislav Surkov er en virkelig og nulevende person, som gennem årtier var Putins vigtigste rådgiver.
I Jesper Pedersens teaterstykke ”Surkov” på Teatret ved Sorte Hest er han samtidig en blændende præsentation af forestillinger og fakta om Rusland i den kaotiske tid fra Berlinmurens fald i 1989 – og til nutidens drømme om at genrejse det russiske imperium.
”Surkov”, som havde premiere i lørdags, er derfor et stykke, der er lige så meget historietime og samfundslære, som det er afsløring og Surkovs eget forsøg på en forudsigelse.
Historietime om Rusland fra dengang i 90´erne, hvor individualismen brølede og pengestrømmene skabte oligarkerne. Over systemskiftet da præsidenten gik fra at hedde Jeltsin til at hedde Putin, hvad han de facto har heddet lige siden. Og til i dag, hvor den evige, russiske invasion er i gang i Ukraine, mens resten af Europa både er og ikke-er i krig med Rusland.
Samfundslære om hvad der sker, når et enevældigt demokrati fødes i ruinerne af en fortælling, der brast, og hvordan denne anakronisme af et samfundssystem via en konstant strøm af konflikter og syndebukke folder sig ud, mens det indtager nye landområder. Sagde nogen Krim?
Men stykket er også en afsløring af magtens væsen, som det der driver verden – og som måske ikke er så forskellig, uanset hvor vi er geografisk. I hvert fald på den nordlige del af kloden, hvor Surkov ser Rusland som det land, der er nået længst i sin naturlige stræben efter at ekspandere. USA står iflg. Surkov midt i sit sammenbrud, mens Europa, der har gabt over for meget, skal til at beslutte sig.
For i hans forudsigelse om globalismens død og nationalismens genfødsel ligger også en advarsel om truslen fra syd og de store immigrantstrømme, som Surkov ser som en realistisk fremtid, der vil fordre, at Rusland, Europa og USA nærmer sig hinanden og arbejder sammen. Surkov mener, at det vil ske – efter smertefulde begivenheder og erkendelser.
For nok er mennesket med Sartres ord dømt til frihed. Men vil vi i grunden ikke hellere være lykkelige end frie? Ønsker vi ikke mere end noget andet en fortælling, som vi kan tro på? Og desuden ender det alligevel med et system, som er mindre frit end Vesten er det pt, men mere frit end Rusland er det pt, er meldingen fra Surlov.
Manden som var forfatteren til den filosofi, det manuskript, som det moderne Rusland, enevældens demokrati, er bygget på.
Har Surkov ret? Eller fanges han af sit eget argument om, at ethvert land mentalt set er defineret af sin historie? For nok er man i Rusland vant til at have en zar, der bestemmer det hele, og derfor er en tilbagevenden til et enevældigt diktatur måske det logiske i Rusland?
Men i Vesten har vi i modsætning til i Rusland haft en ganske vellykket transition fra enevældige og feudale styrer til frie og demokratiske samfund, hvis styrke Surkov undervurderer, ja måske knap nok forstår.
Det var i hvert fald min tanke efter denne fantastiske og ganske oprørende forestilling, som går meta på sig selv mere end en gang, både i tekst og i udførelse. Det sidste på grund af den titaniske præstation, som Thomas Levin leverer ene mand på scenen.
Thomas Levin bliver fra første nedtælling Surkov. Manden, der som en anden tryllekunstner får både høj som lav til at danse præcis, når og som magthaverne ønsker det. Manden, der har en fortid i både teatrets verden og i reklamebranchen, og som derfor besad en mere end almindelig evne til at skabe en historie, et manuskript, som folk troede på, dengang Putin skabte det nye Rusland.
Thomas Levin har samme evne til at overbevise, når han med stor intensivitet og troværdighed gestalter ikke kun Putins grå eminence Surkov, men også de meget forskellige mennesker omkring ham fra den stadig kommunistiske grafiker, projektlederen med den dårlige mave, politikerne, NGO´erne, den unge uskyldige praktikant og flere endnu.
Thomas Levin er som et kraftværk på scenen. Ene mand i en hel time og kun med en sort jakke, en stol, et bord, et tv, to flasker og nogle glas demonstrerer han med det store vingefang, hvad der sker, når den magtsyge, der er menneskets dybeste, ældste og mest mørke side, iscenesættes af en mester som Surkov.
Først så griner vi, men smilene stivner, når vi genkender os selv og vores del af verden. For historien om paroler og syndebukke som svar på komplekse problemstillinger er ikke kun en fortælling, der berettes i Moskva. Og Surkov er ikke den eneste, der skaber virkeligheden med sine ord. Populismen gror også i Vesten.
Stykket ”Surkov” er derfor vigtigt, ja essentielt at se i denne dystre tid, hvor vi er tættere på kaos, krig og katastrofe end siden 2. verdenskrigs afslutning. Og Thomas Levin yder både teksten og ånden i den – og i verden – mere end fuld retfærdighed. Ja, han simpelthen bliver ”Troldmanden fra Kreml”, som Surkov er blevet døbt.
Danmarksbloggen giver ”Surkov” fem ud af seks glas med champagne, som dem der drikkes i forestillingen.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk