Forfatterarkiv: admin

Tivoli-jubilæums-medaljer

Udgivet den af
Svar

Pantomimen i Tivoli har forlængst sagt tak for i år. Det skete traditionen tro på den sidste søndag i sommersæsonen tilbage i september måned.

Ikke desto mindre var Pantomimen i centrum i gårsdagens regn og rusk, blot mange kilometer væk, men stadig på et historisk sted.

Nemlig Fredensborg Slot, som var skueplads for ikke en, men hele fire uddelinger af fornemme medaljer ved en privat ceremoni.

Først til H.M. Dronning Margrethe, som fik medaljen for sit 25-års jubilæum som kostumedesigner og scenograf i Tivoli ifm. med mange forestillinger – fx ”Nøddeknækkeren” i Koncertsalen samt ”Prinsessen på Ærten” og ”Klods-Hans” på Pantomimeteatret.

Dernæst til balletdanserne Tori Cooper og Allan Clausen, som også har været 25 år i Tivoli samt Tommy Edvardsen, som her i 2026 kan fejre et svimlende 50-års jubilæum ved Pantomimeteatret.

Alle tre har gennem de seneste 25 år medvirket i forskellige forestillinger, som er blevet til i samarbejde med Dronning Margrethe og hendes fantasirige og farverige kostumer og kulisser.

Men Cooper, Clausen og Edvardsen er selvfølgelig også med i Pantomimens klassiske forestillinger, hvor Tori Cooper er kendt som en Columbine, der kan balancere mellem det yndefulde og det intensive, Allan Clausen som en favnende Pjerrot – og Tommy Edvardsen som alletiders mest udtryksfulde Kassander, der giver den gnavne bedsteborger så mange flere lag.

Den rigtige Columbines far, som min datter altid sagde til mig, når vi sad og så Pantomime, hvad vi gjorde mange gange på en sæson, dengang hun var en lille pige.

Og nu – ja, nu sidder man her i efterårsmørket og glæder sig allerede til det bliver forår – og Pantomime-tid igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dobbeltanmeldelse: ”Rivalerne” og ”Høst”

Udgivet den af
1

Undertiden kan man undre sig over andre anmelderes dom. Endda så meget at man selv må lave en anmeldelse – eller som her – en dobbeltanmeldelse. Nu er tv-serier ikke det, som Danmarksbloggen anmelder mest. Men i tilfælde af dette efterårs to store dramasatsninger på DR og TV2 er det nødvendigt.

Først TV2´s ”Rivalerne”, som havde premiere midt i september, og som handler om den fiktive provinsby Elverkilde, hvor initiativet om at tørlægge en 100 år gammel sø for til gengæld at gendanne den gamle, slyngede å afslører gemte hemmeligheder med store problemer til følge. Hovedrollerne spilles af Johanne Louise Schmidt, Jens Albinus og Lars Mikkelsen.

Dernæst DR´s ”Høst”, som havde premiere forrige søndag, og som handler om den 65-årige patriarks uventede valg af person til generationsskiftet på egnens førende økologiske gård med afsløringer af gamle hemmeligheder og skjulte relationer. Hovedrollerne spilles af Katrine Greis-Rosenthal, Charlotte Fich, Molly Blixt Egelind, Lars Brygmann, Elliott Crosset Hove, Simon Bennebjerg og Joachim Fjelstrup.

Anmeldere har over en bred kam kaldt ”Rivalerne” for et svulstigt melodrama, mens ”Høst” er blevet beskrevet som en rendyrket reklame for Landbrug og Fødevarer. Danmarksbloggen mener derimod, at begge fortællinger handler om at være menneske, og om de relationer, som vi indgår i, især i familien, og hvilke konsekvenser det kan medføre, når strukturer udfordres.

Men tv-serierne fortæller også om at finde sig selv og sin egen vej, når livet slår et sving. Hvad enten det som i ”Rivalerne” sker, når en elsket mand og far og måske knap så elsket bror pludselig dør, eller det som i ”Høst” er den ikke-på-gården-boende-og arbejdende-søster, som får gården for næsen af de to brødre, der har levet og arbejdet hele deres liv på gården.

Det handler altså om følelser, om at finde fodfæste – og begge tv-serier viser det med godt skuespil og en troværdig historie – men åbenbart også alt for nuanceret end meget moderne drama. Det er så efter Danmarksbloggens mening kun en fordel, når en tv-serie – og en film og et teaterstykke – kræver noget af sit publikum fremfor at servere det hele, som var det et overskueligt og farverigt, men næringsfattigt meal fra Mac´en.

Men folk – også nogle anmeldere – er åbenbart vant til at skulle have alt skåret ud i pap, som var det en pixibog, hvis budskab er, at solen skinner om dagen, og månen lyser om natten. Det er nemlig, hvad de seneste par årtiers mange timer på de sociale medier og den endnu nyere AI har gjort ved evnen til at fordybe sig og reflektere. Det er såre trist.

Men De kan stadig øve Dem i at rumme og forstå kompleksitet. Læs en bog, se en kunstudstilling, gå i teatret – eller se en eller endnu bedre begge efterårets tv-serier. Der er kalorier i dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Animal Farm”

Udgivet den af
Svar

Det er meget få kunstnere og kunstnergrupper forundt at have deres helt egen scene-DNA.

London Toast Theatre er så ”one of those creatures”, som man vil sige det på det engelsk, som de spiller på – også i forestillingen ”Animal Farm” på Teatret ved Sorte Hest, hvor de endnu engang excellerer i deres unikke samspil med publikum.

Det i denne tid så vigtige stykke bliver også i deres ferme hænder, undskyld klove til en i starten morsom fortælling om nogle dyr, som anført af den gamle, kloge gris drømmer om en verden og et liv med lighed, varme i stalden, mad nok og måske endda at afkommet ikke forsvinder, som det ellers har for vane.

På det tidspunkt er vi i publikum for længst blevet dyr, inddelt i forskellige grupper som grise, køer, får og høns med dertil hørende lyde. Det er sjovt, og vi leger gerne med – også selvom smilene stivner, efterhånden som tingene udvikler sig på Farmen, der nu hedder Animal Farm.

For dyrene har gjort oprør, og menneskeejeren er jaget på porten. Så nu sættes dagsordenen – i en ellers alle-dyr-er-lige-verden – af grisene, som i begyndelsen ledes af makkerparret den idealistiske Snowball og så Napoleon, der viser sig at være noget af en despot in the making – og med despot menes tyran. En diktator, der ikke viger tilbage for hverken løgn, mord, krig eller andre ”politiske nødvendigheder” for at tilrane sig den totale magt.

Glidebanen fra et liv på farmen, hvor dyrene holdt søndagsmøder med fællessang, debat og afstemninger om livets gang til en tilværelse fuld af hårdt arbejde, næsten ingen mad og endnu færre rettigheder, bliver derfor motoren i ”Animal Farm”.

Stykket blev skrevet af George Orwell i 1945, og havde Rusland, den russiske revolution og det kommunistiske styre som direkte inspirationskilde.

Hos Orwell var menneskeejeren Mr. Jones Zar Nikolaj d. 2, som blev henrettet af oprørerne. Den gamle gris Old Major var Marx og Lenin. Grisen Napoleon var tyrannen Stalin. Grisen Snowball var magtkampens taber og senere syndebuk Trotskij. Hestene Boxer og Clover var den russiske arbejderklasse, som knoklede sig ihjel, uanset hvem der sad og åd og drak inde i stuehuset. Grisen Squealer var det russiske propaganda-apparat – og KGB. Hesten Mollie med de røde pyntebånd var den dekadente og nydelsessyge overklasse, som flygtede. Og endelig var æslet Benjamin de russiske intellektuelle, som så den anden vej, selvom de hurtigt gennemskuede, hvad der skete.

MEN i Teatret ved Sorte Hest ser vi en opdateret udgave. For det er nemlig det geniale ved Orwells tekst, at den viser, hvad der sker til alle tider og alle steder, når grådighed og magtliderlighed går klov i klov.

Det er så stadig de samme almindelige mennesker med de samme drømme om et liv i fred, harmoni og tryghed, som må tage slæbet – også i vor tid som fx de såkaldte working poor i USA, der har tre lavbetalte jobs, men stadig ikke råd til deres eget hjem. Der findes også i vores tid mennesker, hvis verden består af røde pyntebånd – de hedder influencers, og de er stadig til salg for en sugardaddy eller sugarmama. De intellektuelle og dem med it-kompetencerne vælger også stadig at holde kæft og følge magtvinden fra hvem den end blæser i Det Hvide Hus. Og man skal ikke læse nyhederne mange dage for at forstå, at det er længe siden, at der fandtes hædersmænd og hæderskvinder, som ikke først og fremmest tænker på at mele egen kage.

Magt korrumperer som bekendt også og fjerner ethvert gran af moral, så man til sidst uden blusel tilføjer et ord her og et andet ord der, så reglerne bliver mere tidssvarende – læs: Mere i eget kram.

Det kender vi også fra Europa, hvor man taler om, at konventionerne lavet på baggrund af 2. Verdenskrigs rædsler og krigsherrers skalten og valten med mennesker skal laves om. De regler passer ikke til virkeligheden mere, siger de mange grise, der i bedste grisestil stiller op til valg overalt i Europa i disse år – og som høster mange stemmer på deres evne til at udslynge paroler, udpege syndebukke og komme med nemme løsninger på komplekse problemstillinger.

Two legs bad, four legs good – som det hedder på Animal Farm til stor bekymring for hønsene, som jo også kun har to ben, men som får at vide, at fjer er lige så godt. I hvert fald så længe hønsene kan de lægge de æg, som grisene kan sælge. Selvom det i grunden var forbudt i tiden lige efter revolutionen at profitere på andres arbejde. Men ingen siger noget. For førergrisen Napoleon har også fire bidske hunde.

Det er rovdyrenes tid på Animal Farm, og det vrimler med håndlangere, som er klar til at gøre det beskidte arbejde for fx en stor, orange gris, der, som det sker i stykket, river The East Wing ned af gårdshuset for at bygge en ny gildesal. Som indgår handler med dyrenes fjende no. 1 – mennesket, og hvad den store, orange gris ellers har lyst til for at rage til sig. For at få mere og mere, men også for at markere sig og sole sig i massernes beundring med erklæringer som big, beautiful deal, make Animal Farm great again, mens de små hænder lader tommel-og pegefingre mødes.

Vi skriger af grin, også selvom stykket bliver mere og mere uhyggeligt i takt med, at årerne går, og vanviddet sænker sig mere og mere over farmen, som endelig til sidst får den vindmølle, der engang blev opfattet som svaret på drømmen om lys og varme til alle dyrene. Som et symbol på den animalisme, der var både mål og mening med tilværelsen. Men de drømme blev selvfølgelig aldrig til noget.

For som altid så lover de store de små alverden, sålænge de store har brug for de små – men bagefter sker der ingenting. Det er livets lektie, som æslet Benjamin trist konkluderer det, inden vi til sidst direkte konfronteres med vores egen indre gris.

For nok vil de fleste så gerne være en VIP – very important person, og det er vi også – bare i betydningen very impotent pig, når det handler om at stå op for fællesskabet og mod vores egen indre grådighed.

Så det er med en både sund, eftertænksom og meget ubehagelig følelse i sind og krop, at man forlader Teatret ved Sorte Hest.

For ”Animal Farm” er nok morsom med sine hip til vores tid – som fx at være tilfreds med livet, sålænge man blot kan sidde og stirre ned på sin hov, som sjovt nok lignede 1:1 at glo ned på sin mobil og glemme alt andet end sig selv.  

Men ”Animal Farm” er så meget mere. Den er drønaktuel. Den er skræmmende som ind i det helvede, som førergrisen lader bryde løs. Og den er så superfantastisk godt spillet af stjernecastet Vivienne McKee, Andrew Jeffers og Kevin Kiernan-Molloy, som uden problemer er snart det ene, snart det andet dyr.

Vi har en fest med at se og høre på dem, og de har en fest på scenen. Samtidig med at det, de laver, er én stor velanbragt advarsel til en verden på randen af et kaos, som ikke er set, siden Orwell skrev stykket i 1945.

Danmarksbloggen giver ”Animal Farm” seks ud af seks af de vindmøller, som spiller en stor rolle i stykket, men som det siden Don Quixote ikke har givet mening at kæmpe imod.

Må man i stedet anbefale en ABC og andre uddannelsesbøger – som sammen med London Toast Theatres spiddende morsomheder – er det bedste værn mod at hoppe med på magtgrisenes populistiske sludder.

”Animal Farm” er en forrygende forestilling fuld af nerve. Vedkommende, voldsom og vittig. Lige til tiden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Musefælden”

Udgivet den af
Svar

Keep the secret … blev der sagt fra scenen, da ”Musefælden” på Folketeatret var slut.   

For sådan har traditionen foreskrevet, at publikum er blevet bedt om at holde morderens identitet hemmelig, siden Agatha Christies legendariske krimistykke ”Musefælden” havde premiere i London i 1952 – hvor den i øvrigt (pånær under Covid) har spillet uafbrudt lige siden.

Det er vildt, at et stykke kan gå så længe. Men hvis nogen fortælling skal kunne det, så er det logisk, at den kommer fra krimidronningen over dem alle, som også her har begået en krimihistorie skruet sammen med de helt rette dele af spænding, twists og herlige karakterer, der mødes i en forrygende snestorm på det nyåbnede pensionat på herresædet Monkswell Manor 50 km udenfor London.

De involverede er:

Det nygifte og meget opsatte på succes ægtepar Mollie og Giles Ralston, som lige har åbnet pensionatet, og som spilles med nerve og overbevisning af Amanda Bøgestrøm og Kasper Krassimir.

Overklassefruen Mrs. Boyle, hvis skarpe øjne ser både borebiller og fejl hos andre, men måske knap så meget hos sig selv. Charlotte Elizabeth Munksgaard har en fest, når hun dygtigt og med de rette svirp gestalter denne grande dame.

Oberst Metcalf, som er lige så venlig og hjælpsom, som han halter. Han spilles med en stille charme af Haesam Jakir.

Miss Casewell, som er tilstræbt ligeglad med alt og alle, selvom man nok fornemmer en lidenskab bag den evige røg fra hendes cigaretter. Hun spilles med fynd og klem af Karla Rosendahl.

Den unge Christopher Wren med de store drømme og en ditto glæde for at lave mad. Han gestaltes med lige dele passion og energi af Andreas Dissing Hyttel.

Den mystiske og flamboyante Mr. Paravicini, der som den eneste ikke har bestilt værelse i forvejen, og som blot har en meget lille taske med, men et tilsyneladende uudtømmeligt lager af upassende og dog så rammende kommentarer. Han gestaltes med vid og bid af Alexander Clement.

Og endelig den utrættelige kriminalassistent Trotter, der ankommer på ski – og som med skarpe forhør, advarsler og utraditionelle ideer forsøger at komme til bunds i sagen. Det er Mikkel Becker Hilgart, som spiller den unge politimand, og det gør han med intensitet og bravour.

Intet skal så røbes om handlingen, da bare en lille smagsprøve måske vil sætte de små, grå celler i sving hos Christie-fans.

For nok er hverken Hercule Poirot eller miss Marple til stede på Monkswell Manor. Men den kendte Christie-opskrift med mord, fortidens skygger, forviklinger om hvem, der er hvem, hvorfor og hvordan samt i tilgift et lille børnerim om tre blinde mus danner skelettet i forestillingen.

En forestilling, der 99,9% af tiden er holdt i et sort-hvidt-univers, hvilket giver fortællingen en god uhyggestemning og særlig nerve. For når farverne er væk, tvinges vi til at se og tænke klart. Ikke at det nødvendigvis hjælper, når man gætter på morderens identitet.

Jeg hørte i hvert fald mange fantasifulde teorier i pausen. Det er også lige, som det skal være i en klassisk Agatha Christie-historie. For nok ved man, at ikke alt og alle er, hvad det giver sig ud som. Men hvordan hænger det hele så sammen? Det er et klassisk spørgsmål.

Ordet klassisk er i det hele taget det ord, som kendetegner ”Musefælden” bedst – på mange planer.

Forestillingens urpremiere fx foregik samtidig med, at fjernsynsudsendelser for alvor blev udbredte i England, selvfølgelig i sort-hvid med kroningen af Elizabeth d. 2 som højdepunktet – og den kroning foregik året EFTER ”Musefældens” urpremiere i 1952.

”Musefælden” er derfor også klassisk engelsk teater, som det blev spillet midt i 1900-tallet med et langsommere tempo end i dag og med en gedigen præsentation af karaktererne.

Det kan faktisk noget. Man kommer nemt helt med som publikum, og så giver det plads og tid til, at karaktererne kan interagere med hinanden, så de danner de relationer, der sammen med visse begivenheder gør, at spændingen bygges dygtigt op gennem hele 1. akt.

Efter pausen er vi på en højere nagle – men stadig med karaktererne i udvikling i de stilrene kulisser og det sort-hvide lys, inden gåden bliver løst, farverne kommer tilbage, og bifaldet brager løs. Det er også mere end velfortjent.

For det er en på alle måder spændende, underholdende og også humoristisk historie, som Folketeatret disker op med – og endda i en aftapning, hvor skuespillerne hver og én giver en troværdig fremstilling af deres karakter. Det er så intet mysterium, hvordan dét kan lykkes. Det hedder god skuespilskunst.

Danmarksbloggen giver derfor Agatha Christies legendariske klassiker ”Musefælden” på Folketeatret fem ud af seks mus, og håber, at ingen af dem render ind i en fælde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Sidste Kentex: Mere smukt end brugt”.

Udgivet den af
Svar

Så er det tid til sidste omgang Kentex. Denne helt specielle cocktail af eksistentiel scenekunst i et musikalsk krydsfelt mellem tragedie, komik og poesi, tænkte jeg vemodigt i går aftes på vej til premieren på Scenariet på Det Ny Teater på Vesterbro.

Og det var lige, hvad vi fik: Vitser, en kende aktualitet, livets bittersøde historier, velanbragte hip og små erindringsperler pakket ind i en bragende opvisning af stor og varieret musikalitet fra såvel d´damer Ann Farholt, Lone Selmer og Rebecca Thilo – samt selvfølgelig Tommy Kenter selv.

De var et show, som bandt det lange røde halstørklæde, undskyld den røde tråd sammen – lige fra dengang Kentex begyndte for 32 år siden og til nu, hvor den allersidste runde serveres i en blanding af The-show-must-go-on og Grin-endelig-det-hele-ender-alligevel-med-døden.

Og som vi lo, både med de klassiske figurer Alf Velling, Kjeld og Rudy S. Kleützner og de nye figurer – og af de velkendte vitser.

Men som altid når grinet kommer indefra, så er også tåren tæt på, og måske allermest i klovnen Grinaldos møde med sig selv og sine drømme i starten af 2. akt. For dér gik komik, kval og kunst op i en selv efter Kentex-standard stjernebesat enhed, selvom ormen også hele tiden kravler på jorden.

Ormene gnavede og stjernerne funklede også i den til dato bedste nyskrevne version af Hamlets store monolog, som Tommy Kenter forfattede til showet ”Kenter Royal”, hvor den ligesom i afskedsshowet bliver opført efter en uforlignelig Hamlet-version af diverse festsange.

Nogle af de mest åndsforladte sange, der overhovedet kan synges på dansk, og så noget af det bedste drama nogensinde skrevet, men i en mere mundret version – opført af den samme mand, i det samme nummer. Det skal man hedde Tommy Kenter for at kunne.

Men det kan han – og han gør det, så det risler ned ad ryggen, når han til musikledsagelse fremsiger sin egen fortolkning af Shakespeares ord:

Hvem ville tåle tidens spot og svøbe, stolte mænds foragt, udueligheden der sparker til beskeden dygtighed, voldsherrernes tvang? Hvem ville tåle svigefuld elskovs smerte, hvis han blot med sin daggert kunne skrive sin sidste kvittering selv? Hvem ville stønne, svede, vakle under livets tunge byrder, hvis ikke denne frygt for noget efter døden?

Døden, dette ubekendte land, hvorfra ingen endnu er vendt tilbage. Hvis ikke denne frygt lammede og forvirrede vores vilje, så vi hellere tåler den nød, vi har – end at fly til plager, vi ikke kender.

Se, det er spørgsmålet.

Jeg har ikke svaret. Det ved jeg heller ikke, om Tommy Kenter og de tre dygtige damer, der både kan spille, synge og spille skuespil, har.

Men jeg ved, at man kommer en smule tættere på det hele, det egentlige, det eksistentielle i sig selv, i livet nede i Scenariet på Det Ny Teater til Tommy Kenters sidste Kentex ”Mere smukt end brugt”, der bedst beskrives som kaviar ad libitum.

For som bekendt så er kaviar, hvad vi har, og bagefter skal vi ha´ tatar …

Tommy Kenter er en gøgler, en entertainer af livets nåde og endnu mere end nogensinde i sit sidste Kentex-show. Måske fordi han altid stiller sig et sted mellem nattens sidste drink, de bristede drømme og altings forgængelighed?! Måske fordi han tør være sårbar, tør give af sig selv?!

Det kræver mod. Men det har Tommy Kenter. Mod og evner til at gøre eksistentialismen både velklingende, surrealistisk, realistisk, morsom og fuld af smerte – som kun ellers livet selv er det.

Det er der mig bekendt ingen andre entertainere, der har formået – ikke kun i Danmark, men i hele verden.  

Danmarksbloggen bukker og nejer, og giver det sidste Kentex-show ”Mere smukt end brugt” seks ud af seks fløjtende fugle, som den vi alle har siddende på skulderen, hvis bare vi tør kigge – og lytte – efter.

Det har Tommy Kenter gjort igennem en lang karriere, men aldrig som her i det sidste Kentex-show, hvor vi nok fik det grin, der kommer gråden i forkøbet. Men også som ekstranummer erindringen om skyen, der blomstrede den korte stund, som ungdomskysset varede.

Kan hænde, at det var Bertolt Brechts ord. Men det var Tommy Kenter, der fremførte dem, og gjorde dem til sine egne – helt åben, helt sårbar, helt nøgen – uden en eneste af de jakker og masker, som han ellers så mesterligt har båret i mange år, men som nu røg af på scenen og tog en sidste æresrunde.

BRAVO – BRAVISSIMO.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Kong Frederik d. 10.´s portræt

Udgivet den af
Svar

Så kom den længe ventede afsløring af Kong Frederik d. 10.´s portræt i Riddersalen på Frederiksborg Slot.

Forventningerne var spændt til bristepunktet, da kongen selv hev i det grønne gardin med den orange sløjfe. Frem tittede også en masse grønt, nemlig kongen omgivet af et landskab af egetræer og margueritter. Forbindelsen til det gamle Danmark og moderen, Dronning Margrethe d. 2., er tydelig.

Landskabet skal angiveligt være Kongsøre Skov ved Isefjorden, hvor kongen gennemførte dele af sin frømandsuddannelse. Uniformen, som kongen står i som admiral, er også Søværnets mørkeblå gallauniform. Så langt giver det mening.

Men hvad med kongen selv – som menneske? Ser vi Frederik i billedet, eller forsvinder han i al den tunge og historiske symbolik?

Svaret er desværre et stort, rungende ja. For mennesket Frederik er væk – og i stedet ser vi det danske monarki, den danske kongemagt anno 2026 myndigt skue os i møde. Mere myndigt og mere fast end den engang så generte – og lidt stadigvæk – Frederik nogensinde har set ud.

Det er ligesom Salys rytterstatue af en anden Frederik, nemlig Frederik d. 5. på Amalienborg Slotsplads. For det er ikke Frederik d. 5., som vi ser der. Det er derimod den danske enevælde, der myndigt og dygtigt styrer de danske riger.

Frederik d. 5. var nemlig nok en konge, som var elsket af sit folk, men han var bedre til at feste end til at arbejde, og han overlod derfor styringen af landet til sine embedsfolk.

Om det samme gælder den nuværende Frederik d. 10. må enhver selv bedømme. Men der er noget med mange timeouts, løbeture og highfives – men endnu ingen større interviews eller andet, som angiver en retning for hans kongegerning, som kunne pege dén vej.

Det er Cathrine Raben Davidsen, der har lavet maleriet – sammen med kongen, som selv har malet margueritter på. Så fik vi den med …

Danmarksbloggen giver det nye portrætmaleri af Kong Frederik d. 10. tre ud af seks kongekroner.

Noget er, som sådan et til-evig-tid-maleri skal være. Men den mest vigtige del mangler, nemlig at man ikke kun møder majestæten, men også mennesket på tronen.

Og så kan man faktisk også stille spørgsmålstegn ved, hvor meget det i grunden ligner – især i ansigtet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Spa Weekend”

Udgivet den af
Svar

I dag er der premiere på filmen ”Spa Weekend”, som er en af den slags film, man synes at have set før – også i bedre versioner. Masser af komik og en flok veninder, som havner i den ene gakkede situation efter den anden.

Den slags kan være særdeles underholdende, især hvis manuskriptet indeholder en enkelt overraskelse eller to. Det har ”Spa Weekend”, som foregår på et eksklusivt sparesort i Californien lige ud til det blå Stillehav, så ikke.

Fra man hører sætningen ”Der er altid én veninde i gruppen, som ingen kan lide” ved man, hvordan handlingen bliver. Det er så ikke automatisk et problem.

Men når filmen samtidig prøver at tilføre en form for alvor omkring, hvad det vil sige at være midt i livet med de prøvelser på arbejdet, ballade med ens eks-mand og de andre ting, som sker for kvinder i 40´erne – så falder både komik og alvor lige så tungt, som de fire veninder gør det, når de skvatter ned fra sofaer over mure og strippere til golfvogne.

For der er fart over feltet i ”Spa Weekend”. Ikke noget Namaste, stilhed og ro i sindet her, selvom det vel i grunden er derfor, at man tager på sparesort.

Men alt går i ged – ret bogstaveligt, og den ene katastrofe afløser hurtigt den næste.

De fire veninder spilles af Leslie Mann, Isla Fisher, Michelle Buteau og Anna Faris, som hver især gør det bedste, som de kan. Men ingen kan spille bedre end manuskriptets indhold. Alligevel lykkes det de fire dygtige skuespillerinder at give deres karakterer personlighed – og også mere end man kunne tro, der var lagt op til.

Leslie Manns hovedkarakter Jane, som er filmens jeg-person, fremstår på samme tid både tjekket og tvivlende. Isla Fisher har en fest med at være larger than lift som Mel. Michelle Buteau fremstiller dygtigt den vrede og den følsomhed, som går hånd i hånd hos Coco. Og endelig er Anna Faris forrygende som den platinblonde mus Sophie, der finder sig i alt – lige indtil hun absolut ikke gør det mere.

Danmarksbloggen giver ”Spa Weekend” tre ud af seks håndklæder, som de badekåber, der findes bunker af på denne verdens spa-steder. Filmen vil så gerne være ej blot til lyst, som man siger det på teatret – og som også er et mantra, der gælder for mange gode og morsomme film.

Men denne film sætter sig mellem to stole, komikken på den ene og den følsomme fortælling om kvindelivet med både arbejde, sex, mænd, børn og gamle forældre på den anden. Men netop derfor falder den tungt ned i det fine sand, der er så meget af nede på stranden på det maleriske spa-resort.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Burning Voice”

Udgivet den af
Svar

Filmen ”Burning Voice”, som sendes på DR senere på året, er en meget vigtig film, der handler om den irakiske kvinde Tamara og hendes kamp for både hendes egen, men også andre kvinders frihed og ret til selv at vælge, hvordan deres tilværelse skal se ud.

Ja, i virkeligheden simpelthen retten til at være i live.

Det er en rå dokumentar, hvor vi skiftevis følger Tamara i Danmark, hvor hun bor sammen med sin søn og deres lille hund, og så i Irak, som hun oprindeligt kommer fra. Da filmen starter, er Tamara dybt involveret i kampen for de irakiske kvinders frihed via organisationen ”The Iraqi Women Rights”, som hun selv har stiftet.

I det ene øjeblik ser vi derfor Tamara stå stærkt på talerstolen i powersuit og fortælle om kvinders ret til at leve, som de vil. For så i næste øjeblik at være meget emotionel, da hun kigger på floden Tigris i det område, hvor hun boede, inden hun som stor skolepige flyttede til Danmark.

Vi ser hende lave et fotoshot, hvor hun bliver sminket, så hun ser ud, som hun gør på de fotos, som hun har fra dengang, hendes ex-mand slog hende med sit bælte. Vi ser hende danse mavedans iført meget lidt. Og to sekunder senere bede til Allah iført muslimsk klædedragt, så kun ansigtet er utildækket. Vi ser hende også flytte på krisecenter, fordi hun er bange for ex-manden.

Tamara er nemlig mange kvinder, og skal ikke defineres ud fra kun en ting, en funktion: Hun er kvindesagsforkæmper. Datter – af en kærlig far, som hun siger har lært hende alt. Mor til en søn – som da han siger, at drenge er stærkere end piger – straks irettesætter med sætningen om, at piger og drenge er lige. Studerende, der kæmper med hendes eksamen. Men som også, da hun bliver socialrådgiver, fejrer det med ikke-alkoholiske bobler sammen med sin familie. Og meget mere.

En ting går dog gennem det hele: Modet. Modet til at vise sig selv og sin virkelighed hele vejen rundt. Fra mødet med den legendariske irakiske feminist Hanaa Edwar over det at komme for sent til sønnens første skoledag og til de demoer for kvinders rettigheder, som hun selvsagt deltager i, også i Danmark.

Tamara er – og viser – et helt menneske.

”Burning Voice” er derfor også 1001 historier – og så alligevel kun én historie, der ikke er noget eventyr. Nemlig historien om, hvordan det at være kvinde i islamiske lande og blandt mange – ikke alle, men mange – muslimske mænd. Og det er en historie om at være mandens ejendom, som han kan gøre med, hvad han vil – også slå ihjel.

Fordi mænds følelser betyder mere end kvinders liv i mange islamiske samfund iflg. Tamara.

Det er derfor en rystende film, som på en meget hudløs facon viser en virkelighed, som de fleste nok anede eksisterede, men som mange har svært ved at forholde sig til. Og som visse grupper og organisationer i det danske samfund vender det blinde øje til, og kalder kulturelle forskelle.

Men det er det ikke. Det er kvindeundertrykkelse, og det kan ikke fortsætte, hvis vi mener det med frihed.

For nok kan en dansk dommer sagtens give en irakisk kvinde som Tamara en i Danmark gældende skilsmisse fra hendes egyptiske og voldelige ex-mand. Men det stopper ikke nødvendigvis ex-manden i at forfølge og chikanere hende, og slet ikke når de har en søn sammen.

Filmen rejser derfor også et spørgsmål til danske politikere, kvindeorganisationer og mange flere:

Beskytter vi som samfund de muslimske kvinder i Danmark godt nok, så de kan komme ud af det voldsregime, som de lever i under det religiøst betingede islamiske patriarkat?

Svaret giver sig selv. Men filmen skal alligevel ses, hvis man vil forstå, hvor grotesk synet på kvinder er i de kredse.

Danmarksbloggen vil derfor gerne opfordre alle til at se ”Burning Voice”, som får fem ud af seks af de mobiltelefoner, som Tamara flittigt bruger til hudløst at dokumentere sin vanskelige vej i tilværelsen – som alene kommer af, at hun er kvinde.

Ingenting har ødelagt os som tavshed, siger hun også, og det er sandt. Det gælder i øvrigt alle kvinder, som lider under en voldelig mand, og som prøver at glatte ud, få det til at glide, bortforklare og undskylde – også overfor sig selv.

Der skal ikke ties stille. Der skal råbes. Og vi andre skal hjælpe og kræve, at samfundet gør det samme – uanset hudfarve og religion. Bare for lige at slå fast, at det her handler om kvinders rettigheder, ikke om noget som helst andet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Nøjsomheden”

Udgivet den af
Svar

Hella Joofs nye film ”Nøjsomheden”, som har premiere i dag, er en film om ord. De ord, som er nødvendige for at mennesker kan mødes, udvikle sig og finde hinanden. De ord, som både skal siges, skrives – og læses.

For som moster Tut altid har sagt det til filmens hovedperson den purunge Mona, der er i gang med at skabe sig et voksenliv: Hvis du kan læse, så kan du alt.

Det er også rigtigt – næsten. For en god portion mod til at vove at bruge sine ord – og en lige så stor vilje til at lade sine ord bygge bro skal der nu også til.

Om de så har det, de mennesker, som vi møder i filmen, der udspiller sig over en sommers tid i Helsingør og omegn, må man se filmen for at finde ud – hvis altså ikke man allerede har læst Stine Askovs anmelderroste roman af samme navn fra 2022, som filmen er baseret på.

For så kender man godt handlingen om den læseglade Mona, der livet igennem har drømt om at være en slags sekulær Harry Potter, når hun lå i lommelygtens skær, og slugte den ene bog efter den anden i skabet derhjemme hos sin social-fobiske mor, der ikke kan smide noget ud.

Men qua Monas moster, den livsglade, men også i ordets bogstavelige betydning dødssyge Tut får Mona et job i den lokale boghandel, og så kan handlingen begynde. En handling, der er hurtigt centreres omkring et romantisk møde mellem boghylderne med en ung mand fra den anden og rige side af byen.

Et miljø, som er så meget anderledes end det sociale boligbyggeri ”Nøjsomheden”, hvor Mona kommer fra, og nu har fået egen lejlighed. Så hun er stadig omgivet af de mennesker, som hun har kendt hele sit liv som fx fætteren Frederik, der sælger hælervarer og hjemmedyrket hash fra hans såkaldte haveservice-firma.

Kulturclashet er derfor til at tage og føle på, selvom mennesker grundlæggende er ret ens med de samme drømme om nærhed og kærlighed. Der bruges også vold i alle miljøer. Og ikke kun en knytnæve i fjæset kan gøre ondt. Ord kan også lave dybe sår. Men ord kan også gøre godt. De kan få os til at grine, græde på den gode måde og tænke.

Det er i hvert fald moralen i ”Nøjsomheden”, som faktisk er alt andet end nøjsom, når man ser på både manuskript og skuespilspræstationer i filmen, der så lige topper kagen med at servere en bred palette af tilstedeværelsen af kendte danske forfattere i den litteraturfestival, som er en nødvendig, men også bittersød erfaring for Mona undervejs.

Det er Andrea Heick Gadeberg, der spiller Mona, og det gør hun med så kæmpestor charme og sødme, så man uvilkårligt hepper på hende hele vejen igennem. Clint Ruben gestalter med enorm overbevisning den stammende Nikolaj, som Mona møder i boghandlen.

Maria Rossing spiller med den for hende så vante styrke en alt andet end stærk person, nemlig Monas angste mor. Iben Hjejle bevæger sig hjemmevant og med slagkraft rundt i hendes karakter, den syge og med den brogede fortid og det store hjerte moster Tut, som ser alt og alle – måske med undtagelse af sønnen, som Joachim Kubel gestalter med stor sikkerhed.

Endelig er Lene Rødbroe helt igennem fortryllende som en anden god fe, her bare i skikkelse af en boghandlerske, der svinger med de bøger, der for Mona er som sekulære tryllestave.

I andre roller ser vi Lotte Andersen og Ulrich Thomsen boltre sig som kulturelle overklasseforældre, Mikael Birkkjær nyde at spille en lokal snob-forfatter med mere attitude end talent, Thomas Hwan hygge sig som pedantisk og bange pedel og mange flere endnu som venner, hjemløse, narkobaroner og overklassepiger.

Et helt overflødighedshorn af strålende skuespilskunst. For ”Nøjsomheden” er en film, der kræser for os, som var vi med til den årlige sommerfest i den store villa lige ned til Øresund.

”Nøjsomheden” er derfor en slags virkelighedens eventyrfilm, som det er let at blive revet med af. Men som i alle gode historier findes et ekstra lag, en pointe som med lige dele humor, varme og inderlighed viser, at mennesker behøver mennesker.

At den korteste vej mellem to mennesker ikke er et smil, men ord. For tale ER guld, og vi overlever nok lidt flovhed undervejs.

Danmarksbloggen giver derfor med største fornøjelse ”Nøjsomheden” fem ud af seks bøger, som dem Mona sælger mange af i boghandlen, fordi hun rent faktisk læser bøgerne, og fordi hun på hver eneste bog sætter en gul post-it med en kort anmeldelse.

Så hvorfor ikke gøre Mona kunsten efter? Teksten ville lyde således: 

Der er intet nøjsomt over filmen ”Nøjsomheden”. Tværtimod. Den er et overflødighedshorn af humor, tårer på den gode måde og de spejle, som vi alle har brug for – når vi skal finde modet til at bruge vores ord, så vi kan nå hinanden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”En familiekvinde”

Udgivet den af
Svar

Søstrene Anna og Linnea Ardens første kortfilm ”En familiekvinde” er udtaget til Odense International Film Festival, hvor den får verdenspremiere i denne uge.

Filmen er en lille perle, som viser, hvad der går forud, når en kvinde midt i livet pludselig kan vaske det gamle ansvar af sig, række armene ud og glædestrålende råbe: Jeg er fri.

Og som enhver ved, så er der derfra ingen grænser for, hvad der kan ske i hendes liv.

For hvem er i grunden vinderen, når manden i sølvbryllupsalderen går fra sin jævnaldrende kone, og finder en ny – meget yngre – kvinde, som han får et barn med? Den gængse samfundsfortælling siger manden.

Men den præmis udfordrer Arden-søstrene dygtigt i deres skildring af en mand, der mens alderen, trætheden og skavankerne indfinder sig, stadig skal hente barn i børnehaven, måske smøre madpakke, lave legeaftaler – og samtidig sikre sig, at de unge hanløver på arbejdet ikke overhaler ham.

Så er manden i virkeligheden fanget i en fælde af en gentagelse af det, som han ville ud af engang? Og er den kvinde, som han forlod, vinderen, fordi hun – når hun har grædt færdigt, fået lukket de nødvendige døre samt sendt de voksne børn godt videre i livet – har hele verden og masser af tid til sin rådighed?

Det kan man få et godt bud på i den mere end velspillede kortfilm ”En familiekvinde”, hvor Christiane Gjellerup Koch kan opleves som kunsthandleren Suzanne, der bor i en stor lejlighed i København sammen med den meget flytteklare voksne datter, som hun har med ex-manden Magnus, der spilles af Mikael Persbrandt.

Vi møder Suzanne på galleriet, hvor Magnus ringer til hende, fordi han ikke kan nå at hente den datter, som han har sammen med sin nye kæreste, inden børnehaven lukker. Suzanne indvilliger i at hente den lille pige, som hun så tager med hjem til det, der engang var rammen om hendes eget liv med mand og barn.

Dér i de fine stuer udspiller der sig derpå et lille kammerspil i tre scener. Først med den voksne datter og den lille pige, derned med ex-manden og den lille pige, og endelig med den voksne datter til sidst.

Og herefter er intet som før. Familiekvinden er sendt på pension – og Suzanne er blevet fri.

Det er Christiane Gjellerup Kochs allerførste hovedrolle – og det var da også på tide!!! For som hun kan spille med nærvær og intensitet, og så man føler, at man på den ene side lærer Suzanne rigtig godt at kende, mens man på den anden stadig er nysgerrig på mere.

Filmen slutter også med noget, som måske kan blive til en ny kortfilm om de muligheder, som kvinder midt eller lige over halvdelen af livet har.

Koch spiller i øvrigt helt op til verdensstjernen Mikael Persbrandt, som med sædvanlig sikkerhed og sårbarhed leverer rollen som en mand, der har ødelagt det for sig selv – og ved det.

Gerda Lie Kaas gestalter med stor styrke Suzannes datter Mia, der stadig slås med faderens svigt, mens Saga Lily Marie Majland spiller den lille pige – og som hun kan.

For hvad enten hun maler blåt med begge hænder eller siger sushi, da hun bliver spurgt om noget orange, man kan spise, så er Saga Lily Marie Majland fortryllende. Ja, den lille piges naturlighed foran et kamera bliver sammen med Kochs vibrerende tilstedeværelse det fixpunkt, som gør, at filmen bliver et skarpt spejl på vor tid og på de kvinder over 50 år, som engang var usynlige, men som nu kræver deres ret og plads.

”En familiekvinde” er derfor mere end en god kortfilm. Det er en nødvendig film, som de to Arden-søstre sejler sikkert i havn.

En film, hvor handlingen flyder, og replikkerne sidder. En lille hverdagsfortælling, som har hele livets drama i sig fra håb og drømme over ægteskab og børn til de greb, der brast – og måske nye chancer for romantik og glæde. Og med kvinden som heltinden, der tager sin skæbne i egne hænder. BRAVO.  

Danmarksbloggen giver ”En familiekvinde” fem ud af seks farvestrålende malerier, som det Suzanne sælger i galleriet, lige inden ex-manden ringer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk