Kategoriarkiv: Alle

Anmeldelse: ”Animal Farm”

Udgivet den af
Svar

Det er meget få kunstnere og kunstnergrupper forundt at have deres helt egen scene-DNA.

London Toast Theatre er så ”one of those creatures”, som man vil sige det på det engelsk, som de spiller på – også i forestillingen ”Animal Farm” på Teatret ved Sorte Hest, hvor de endnu engang excellerer i deres unikke samspil med publikum.

Det i denne tid så vigtige stykke bliver også i deres ferme hænder, undskyld klove til en i starten morsom fortælling om nogle dyr, som anført af den gamle, kloge gris drømmer om en verden og et liv med lighed, varme i stalden, mad nok og måske endda at afkommet ikke forsvinder, som det ellers har for vane.

På det tidspunkt er vi i publikum for længst blevet dyr, inddelt i forskellige grupper som grise, køer, får og høns med dertil hørende lyde. Det er sjovt, og vi leger gerne med – også selvom smilene stivner, efterhånden som tingene udvikler sig på Farmen, der nu hedder Animal Farm.

For dyrene har gjort oprør, og menneskeejeren er jaget på porten. Så nu sættes dagsordenen – i en ellers alle-dyr-er-lige-verden – af grisene, som i begyndelsen ledes af makkerparret den idealistiske Snowball og så Napoleon, der viser sig at være noget af en despot in the making – og med despot menes tyran. En diktator, der ikke viger tilbage for hverken løgn, mord, krig eller andre ”politiske nødvendigheder” for at tilrane sig den totale magt.

Glidebanen fra et liv på farmen, hvor dyrene holdt søndagsmøder med fællessang, debat og afstemninger om livets gang til en tilværelse fuld af hårdt arbejde, næsten ingen mad og endnu færre rettigheder, bliver derfor motoren i ”Animal Farm”.

Stykket blev skrevet af George Orwell i 1945, og havde Rusland, den russiske revolution og det kommunistiske styre som direkte inspirationskilde.

Hos Orwell var menneskeejeren Mr. Jones Zar Nikolaj d. 2, som blev henrettet af oprørerne. Den gamle gris Old Major var Marx og Lenin. Grisen Napoleon var tyrannen Stalin. Grisen Snowball var magtkampens taber og senere syndebuk Trotskij. Hestene Boxer og Clover var den russiske arbejderklasse, som knoklede sig ihjel, uanset hvem der sad og åd og drak inde i stuehuset. Grisen Squealer var det russiske propaganda-apparat – og KGB. Hesten Mollie med de røde pyntebånd var den dekadente og nydelsessyge overklasse, som flygtede. Og endelig var æslet Benjamin de russiske intellektuelle, som så den anden vej, selvom de hurtigt gennemskuede, hvad der skete.

MEN i Teatret ved Sorte Hest ser vi en opdateret udgave. For det er nemlig det geniale ved Orwells tekst, at den viser, hvad der sker til alle tider og alle steder, når grådighed og magtliderlighed går klov i klov.

Det er så stadig de samme almindelige mennesker med de samme drømme om et liv i fred, harmoni og tryghed, som må tage slæbet – også i vor tid som fx de såkaldte working poor i USA, der har tre lavbetalte jobs, men stadig ikke råd til deres eget hjem. Der findes også i vores tid mennesker, hvis verden består af røde pyntebånd – de hedder influencers, og de er stadig til salg for en sugardaddy eller sugarmama. De intellektuelle og dem med it-kompetencerne vælger også stadig at holde kæft og følge magtvinden fra hvem den end blæser i Det Hvide Hus. Og man skal ikke læse nyhederne mange dage for at forstå, at det er længe siden, at der fandtes hædersmænd og hæderskvinder, som ikke først og fremmest tænker på at mele egen kage.

Magt korrumperer som bekendt også og fjerner ethvert gran af moral, så man til sidst uden blusel tilføjer et ord her og et andet ord der, så reglerne bliver mere tidssvarende – læs: Mere i eget kram.

Det kender vi også fra Europa, hvor man taler om, at konventionerne lavet på baggrund af 2. Verdenskrigs rædsler og krigsherrers skalten og valten med mennesker skal laves om. De regler passer ikke til virkeligheden mere, siger de mange grise, der i bedste grisestil stiller op til valg overalt i Europa i disse år – og som høster mange stemmer på deres evne til at udslynge paroler, udpege syndebukke og komme med nemme løsninger på komplekse problemstillinger.

Two legs bad, four legs good – som det hedder på Animal Farm til stor bekymring for hønsene, som jo også kun har to ben, men som får at vide, at fjer er lige så godt. I hvert fald så længe hønsene kan de lægge de æg, som grisene kan sælge. Selvom det i grunden var forbudt i tiden lige efter revolutionen at profitere på andres arbejde. Men ingen siger noget. For førergrisen Napoleon har også fire bidske hunde.

Det er rovdyrenes tid på Animal Farm, og det vrimler med håndlangere, som er klar til at gøre det beskidte arbejde for fx en stor, orange gris, der, som det sker i stykket, river The East Wing ned af gårdshuset for at bygge en ny gildesal. Som indgår handler med dyrenes fjende no. 1 – mennesket, og hvad den store, orange gris ellers har lyst til for at rage til sig. For at få mere og mere, men også for at markere sig og sole sig i massernes beundring med erklæringer som big, beautiful deal, make Animal Farm great again, mens de små hænder lader tommel-og pegefingre mødes.

Vi skriger af grin, også selvom stykket bliver mere og mere uhyggeligt i takt med, at årerne går, og vanviddet sænker sig mere og mere over farmen, som endelig til sidst får den vindmølle, der engang blev opfattet som svaret på drømmen om lys og varme til alle dyrene. Som et symbol på den animalisme, der var både mål og mening med tilværelsen. Men de drømme blev selvfølgelig aldrig til noget.

For som altid så lover de store de små alverden, sålænge de store har brug for de små – men bagefter sker der ingenting. Det er livets lektie, som æslet Benjamin trist konkluderer det, inden vi til sidst direkte konfronteres med vores egen indre gris.

For nok vil de fleste så gerne være en VIP – very important person, og det er vi også – bare i betydningen very impotent pig, når det handler om at stå op for fællesskabet og mod vores egen indre grådighed.

Så det er med en både sund, eftertænksom og meget ubehagelig følelse i sind og krop, at man forlader Teatret ved Sorte Hest.

For ”Animal Farm” er nok morsom med sine hip til vores tid – som fx at være tilfreds med livet, sålænge man blot kan sidde og stirre ned på sin hov, som sjovt nok lignede 1:1 at glo ned på sin mobil og glemme alt andet end sig selv.  

Men ”Animal Farm” er så meget mere. Den er drønaktuel. Den er skræmmende som ind i det helvede, som førergrisen lader bryde løs. Og den er så superfantastisk godt spillet af stjernecastet Vivienne McKee, Andrew Jeffers og Kevin Kiernan-Molloy, som uden problemer er snart det ene, snart det andet dyr.

Vi har en fest med at se og høre på dem, og de har en fest på scenen. Samtidig med at det, de laver, er én stor velanbragt advarsel til en verden på randen af et kaos, som ikke er set, siden Orwell skrev stykket i 1945.

Danmarksbloggen giver ”Animal Farm” seks ud af seks af de vindmøller, som spiller en stor rolle i stykket, men som det siden Don Quixote ikke har givet mening at kæmpe imod.

Må man i stedet anbefale en ABC og andre uddannelsesbøger – som sammen med London Toast Theatres spiddende morsomheder – er det bedste værn mod at hoppe med på magtgrisenes populistiske sludder.

”Animal Farm” er en forrygende forestilling fuld af nerve. Vedkommende, voldsom og vittig. Lige til tiden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen er i gang hele sommeren

Udgivet den af
Svar

Sommerferien er startet for skolebørn og studenter – og en hel masse andre.

Og normalt går Danmarksbloggen også på sommerferie her i slutningen af juni.
Men ingen regler uden undtagelse.

I år byder juli på ikke en, ikke to – men hele TRE anmeldelser plus noget mere fra Danmarksbloggen.

Så stay tuned, som man efterhånden også siger på dansk. Danmarksbloggen er i gang hele sommeren i år.

Det er også pr. 1. juli, at Danmark overtager Formandskabet i EU.

Så sommeren i år er bare en anderledes sommer.

GOD SOMMER til alle.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Brød og skuespil – nu med sang

Udgivet den af
Svar

“Demokratiets festdag” lyder dagens tomme frase.

DR og TV2 går i øjeblikket i selvsving over Folketingets åbning, hvor nationalsangen åbenbart også skal afsynges kort efter at de kongelige hattedamer m/k har indtaget kongelogen.

Det er rent brød og skuespil for folket – og nu med sang. Man kan også kalde det følelsesmanipulation og et forsøg på at få opmærksomheden væk fra, at vi:

  1. Har en regering, som på ingen måde har opbakning i befolkningen – og ikke kun pga. afskaffelsen af St. Bededag, men også pga. slagtningen af uddannelse, forskning, hospitaler og i det hele taget det sociale område, som lider stort.
  2. Har en regering, som stadig ikke har ansat en ny ombudsmand, der kan gå folketing og regering efter i sømmene for at se, om de laver magtmisbrug.
  3. Der stadig ikke er sket noget ifbm den udskældte offentlighedslov, som er en reel trussel mod at sikre os mod magtmisbrug hos en SVM-regering, der som ingen før den har bøjet og bukket demokratiet til egen fordel.

Med andre ord er der fuldt blus på følelsesmanipulationen i dag på Christiansborg – og medierne hjælper glade til. Dét formørker altsammen demokratiet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Mordforsøg på Snehvide”

Udgivet den af
Svar

Der var engang … i forgårs … premiere på ”Mordforsøg på Snehvide”. Det er Teater Får302 i Nyhavn, som på den lille intimscene opsætter en besk og decideret voksen-version af historien om pigen, der var hvid som sne, sort som ibenholt og rød som blod.

Især det sidste fylder sammen med andre kropsvæsker, forfængelighed, bristede drømme og andre livs-realiteter en del i forestillingen, som udover de dramatiske og seksualiserede mordforsøg er historien om, hvordan vi – trods MeToo og Woke – stadig lever i et mandsdomineret samfund.

En verden, hvor selvhævdende og konkurrenceorienterede heteroseksuelle mænd synes, at de – også helt bogstaveligt – har hånds- og halsret over de kvinder, som de har sex med, gifter sig med og forsørger. De samme mænd, som – når kvinden bliver rynket og grå, og tyngdekraften gør sit job med hendes krop – nedgører hende, inden hun smides ud – stykke for stykke – i skraldespanden.

For en kvinde er jo det andet køn. Et af manden fremavlet forbrugsgode, hvis glæde og mening med livet er at fornøje og forlyste manden, ikke sandt?

Dét er i hvert fald budskabet i den fem kvarter lange forestilling på det lille teater, hvor man som publikum er SÅ tæt på scenen, stykket og skuespillerne, at vi for længst er holdt op med at være Den 4. væg. Alt er direkte i vores ansigt, og vi trækkes med ind i stykket – i éet langt kram.

Ja, så nær på er vi, at man ikke ville blive overrasket, hvis en af dværgene (som ellers er en flok rigtige træmænd) pludselig åndede én i nakken – og sagde: Hvad så? Vil du have et glas Chablis? Ja, tak – eller måske nej, tak. For alle aftaler har en pris. Og er man kvinde, skal man stoppe med at tro på, at de konditioner, som gælder, når man er ung og sprød, også er gangbare, når man får brug for briller.

Episoden i brillebutikken grinede vi i hvert fald genkendende til mange af os. Lille spejl på væggen dér og den slags, som afspejler, hvordan tiden er en bitch, der løber nådesløst gennem os alle, indtil selv dén er illusion, og kun den sorte afslutning venter forude.

For forestillingen er trods de Kaj-og-Andrea-look-alike-hånddukker grotesk og skræmmende – men også morsom. Smilene stivner så i takt med, at den hvide sminke i ansigterne forsvinder – og den nøgne sandhed træder frem:

At penge stadig er det, som gør forskellen. Og at Anne Linnet tog fejl, når vi hører hende synge, at alt det, vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag, og alting kan gå itu, et hjerte kan gå i tusind stykker, kaldte du mig for ven engang, så er jeg her nok endnu.

Bullshit. Tårer kan godt vare evigt, venner forsvinder, og eventyr ender ikke altid godt – og slet ikke for kvinden, selvom hun prøver. Allermest dronningen, der desperat som en flue på den forkerte side af vinduesruden flakser rundt i det ene forsøg efter det andet på at få kongens opmærksomhed.

Forsøg som inkluderer alt fra mad over undertøj til mord – og måske især svigt af alt, som hun har kært, selv hende selv. For sådan går det, når identitet og køn bliver to sider af samme sag. Når kvinden undertrykker sig selv og sine egne tanker, følelser og ønsker. Når hun finder sig i, at manden sætter dagsorden – også over, hvad hun skal mene, og hvordan hun skal agere – og reagere på de svigt, som ret beset er mandens og ikke hendes.

Dronningen spilles af Charlotte Elizabeth Munksgaard med så megen nerve og intensitet, at man føler, at man endelig – for måske første gang – kommer ind under huden på denne ellers så udskældte kvinde, ind og ser hendes sårbarhed og længsel. Dét er stærkt.

Kongen (plus chaufføren) spilles med god fornemmelse af Henrik Birch, der formår at vise magtens afmagt og svaghed, når den folder sig ud. Men selv dér trumfer hos manden hans i egen optik naturgivne ret til at følge sine begær – og give kvinden skylden for eventuelle fejl og mangler.

Snehvide (plus hendes alter ego brillepigen) gestaltes af Miranda Godvil, som nok er nyuddannet, men spiller med en styrke og en selvsikkerhed, som havde hun mange succeser i rygsækken. Det er også stærkt.

”Mordforsøg på Snehvide” bliver derfor en brændende påmindelse om kvindens manglende livsmuligheder, som især manifesterer sig dén dag, hvor hun ikke længere er fuckable. Det ses allermest ved de to kvinder iført undertøj og intet andet. For kvinder udstillet og fremstillet i spotlys i undertøj demonstrerer i dén grad mandens magtposition som hersker.

Men er det ikke manden, hans ynkelighed og voldsparathed, som klædes af til skindet i stykket? Det skulle jeg mene. Så kunne en nøgen – eller som minimum halvnøgen – mand på scenen ikke være en naturlig happy-end?

For vi har jo gennemskuet ham, manden … de fleste af os. Og vi ER gået i læsegruppe … mange af os, og vi læser stadig Simone de Beauvoir. For vi skal stadig øve os i at sige nej, stop og farvel, inden det løber af sporet, og vi mister os selv og vores egen selvrespekt.

”Mordforsøg på Snehvide” får derfor fem ud af seks æbler.

Det er Lucas Svensson, der har skrevet manus.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

GOD SOMMERFERIE

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen vil gerne ønske alle god sommerferie.

Vi har brug for den. For der venter os en gyser af et efterår med fortsat krige og trusler – og risikoen for at demokratiet kollapser i USA … hvilket vil få forfærdelige konsekvenser også for os i Europa.

Så er vi helt, helt alene hjemme – og det er vi slet, slet ikke forberedt godt nok på.

Så få nu samlet saft og kraft, sol og is-vitaminer.

GOD SOMMERFERIE

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Bastarden”

Udgivet den af
1

Jeg var rystet, da jeg gik ud af biografen, og jeg er stadig – mentalt – ude på den jyske hede for snart 300 år siden, hvor Danmarks bud på en Oscar for bedste udenlandske film 2024 foregår. For Nikolaj Arcels guldløve-nominerede ”Bastarden” bliver siddende i én. Måske fordi den er meget mere end blot en allerhelvedes god film, som taterpigen Anmai Mus ville sige det.

For filmen med Mads Mikkelsen i hovedrollen som kaptajn Ludvig Kahlen er noget så sjældent som et vaskeægte epos. Et storladent, vildt, grusomt og intenst epos, der er lige så blodigt og råt, som livet var dengang, især for dem som lå på samfundets bund. Det gjorde kaptajn Kahlen, der var det, som blev kaldt et uægte barn – en bastard – af en køkkenpige og en herremand.

Kahlen ved derfor noget om både de kartofler, der skulle vise sig at blive det gule guld på hedens sandede jorde, og hvad det vil sige at tilhøre forskellige samfundsklasser. Og han havde en plan om at stige i graderne ved at kolonisere den jyske hede, som på papiret var kongens jord, men som de lokale adelsmænd opfattede som deres.

Så som forventet møder Kahlen modstand – både fra en træg embedsstand i København, der trods enevælden er de reelle regenter i Danmark, men især fra den lokale herremand, godsejer de Schinkel, som er en ren djævel: Sindssyg, voldsparat, sadistisk – og dertil drukfældig og opblæst.

Han gestaltes på fornemste vis af et af dansk films stjerneskud, Simon Bennebjerg, som mestrer det svære i dialogscenerne at kunne spille op til en Mads Mikkelsen, der hele filmen igennem – alle 126 minutter – igen viser, hvorfor han er Danmarks bedste mandlige skuespiller – nogensinde.

Mads Mikkelsens skildring af den stædige kaptajn Kahlen, der turde drømme stort, satse alt – også det, som ikke kan lade sig gøre, er totalt kompromisløs, og brænder sig fast hos alle, der ser filmen. Replikkerne og stemmeføringen sidder dér. Det samme gør kropssproget fra bevægelse over mimik og til det bare med ét udtryk i øjnene at kunne formidle tusinde følelser.

Hans intense præstation sidder i én bagefter, som de dybe piskeslagsmærker den flygtede fæstebonde Erik har på sin ryg. Han plejes omsorgsfuldt af konen Ann Barbara, der spilles med både råstyrke og fin sarthed af Amanda Collin, så man forstår, at kvinderne – og især Ann Barbara – er dem, der både giver og tager liv.

I en anden gennemgåede rolle ser vi svenske Gustav Lindh, der med stor indføling spiller en empatisk, modig og næstekærlig præst, som er stolt over at være en Guds mand, men som heller ikke er bange for at få næverne i jorden. Dejligt at se at en repræsentant for det himmelske også kan repræsentere dyderne – og ikke kun synderne – i en dansk film.

Og endelig skal 9-årige Melina Hagberg nævnes. Hun spiller taterpigen Anmai Mus, som kaldes mørklingen pga. sin hudfarve, og går så meget ondt igennem. En hård skæbne at gestalte. Det gør den svenske barneskuespiller så indfølende og dygtigt, som var hun en voksen skuespiller. BRAVO.

Af andre store kræfter skal nævnes: Kristine Kujath Thorp, der er godsejerens sympatiske kusine, som trods at hun generelt sidder til pynt, har et moment i sit liv, hvor hun indtager en afgørende rolle. Jacob Lohmann som bylde-plaget amtmand og filmens eneste let komiske indslag. Morten Hee Andersen som den ulykkelige fæstebonde Erik. Thomas W. Gabrielsson som godsejerens højre hånd, der må sluge både kameler og rydde alt for meget op – samt mange flere.

Det er instruktøren Nikolaj Arcel, som sammen med Anders Thomas Jensen har skrevet manuskriptet. Forlægget er Ida Jessens bestseller ”Kaptajnen og Ann Barbara”, som baserer sig på en delvis autentisk historie.

Både Ann Barbara og Anmai Mus er så fiktive, men såvel Kahlen, godsejeren og amtmanden har levet. Og ja, Kahlen prøvede virkelig at kolonisere heden i 1700-tallet. Det gik så ikke, men vejen var banet for Dalgas, der lykkes med det 100 år senere. Så også derfor er ”Bastarden” en vigtig film om en tid og en historie i Danmark, som kun kendes af de færreste.  

Mange mener, at Mads Mikkelsen skulle have haft en Oscar for sin rolle i Druk – og hvorfor ikke? I ”Bastarden” kan man så gange hans indsats med 100. For Mikkelsen giver – som en anden Kahlen – stædigt og kompromisløst alt, han har. Så her er endnu flere lag, endnu mere dybde i skildringen af en mand, der kæmpede mod den tørre hedejord, en uduelig overklasse – og først med og siden mod sine egne drømme. En mand, som heldigvis ikke glemte sine færdigheder, da det gjaldt.

Danmarksbloggen giver ”Bastarden” 6 ud af 6 medaljer, som den Kahlen sidder og pudser i starten af filmen. For Arcels epos er helt oppe og spise kirsebær med de allerstørste film som ”Dr. Zivago”, altså den fra 1965 med Omar Sharif i hovedrollen.

”Bastarden” er bare mere moderne. Men det er samme historiske vingeslag. Samme evne til at gå dybt ind i den tid og de mennesker, som vi møder – og samtidig bryde grænserne og gå ud og blive en stor fortælling om det at være menneske, og hvad livet handler om.

Er livet, som godsejeren mener det, blod, lort og kaos – og skal vi mennesker acceptere det? Eller skal vi tro på Gud? På at krig er kaos – og at vi er sat på Jorden for at skabe orden, skabe civilisation? Vi får ikke noget klart svar.

Kahlen holder på civilisations-tanken, og det samme gør måske de små, gyldne lys, som vi mange gange i filmen ser på den store, mørke hede.  For hvor der er lys og ild, er der mennesker. Men omvendt: Mennesker er ikke altid lig med civilisation. Det ser vi på herregården, hvor døden stortrives trods den materielle overflod og de mange lamper. Lys og ild kan nemlig give varme og nærhed, men det kan også ødelægge og dræbe.

Alt kommer derfor an på det enkelte menneskes eget valg, og ”Bastarden” slutter også med et par livsændrende – og logiske – valg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grønland, Genåbning, Fredens Havn og Omskæring

Udgivet den af
Svar

Fire store ting sker i disse kølige maj-dage i Danmark:

  • USA´s udenrigsminister Blinken er i landet for at tale om Grønland og hele det arktiske område. Senere skal han også til selve Grønland.
  • Senere i dag skal der forhandles endnu mere genåbning. Og der er et stort pres på regeringen for at hæve endnu flere restriktioner, også brug af vaccinepas og mundbind – selvom den indiske mutation er kommet til landet, og den er noget mere smitsom end den britiske.
  • Østre Landsret har lige dømt, at hele Fredens Havn skal ryddes. Dvs. ALLE skibe skal væk fra det flydende Christiania, som ligger ved Christianshavn og Holmen i København.
  • Og endelig skal Folketinget i morgen tage stilling til, om man vil indføre et forbud mod omskæring af drenge. Noget som især rammer jøder, men også andre.

HVAD TROR DU FÅR MEST OPMÆRKSOMHED?

Danmarksbloggens bud er 1) Genåbningen og derpå 2) Omskæringen – og hvis der er energi tilbage 3) Fredens Havn.

Rækkefølgen skyldes, at det første er det, som direkte og lige nu vedrører alles hverdag – og det andet fordi enkeltsager om religion og krop altid vækker store følelser og meget interesse. Og det tredje fordi enkeltsager med folk, som lever anderledes end flertallet, også er noget, som det er let at forholde sig til. Er man for eller imod?

Men i virkeligheden burde vi fokusere på Blinkens besøg og på Grønland. Men det finder de fleste kedeligt og usexet – og kompliceret. Man kan heller ikke bare lige mene noget. Man skal derimod sætte sig ind i sagerne først. Puha. Besværligt, synes mange.

Men ikke desto mindre er Grønland det emne af de fire, som kommer til at spille den største rolle i vores fremtidige liv.

Corona-pandemien bliver nemlig fortid om nogle måneder, måske lidt længere hvis der kommer en ny mutation – men så er den pandemi ude af billedet. Omskæringen af drengebørn har ikke og får aldrig nogen praktisk betydning for det store flertal af danskere. På samme måde er det også forsvindende få, der er direkte påvirket af Fredens Havn.

MEN om Danmark får del i Grønlands mineraler og andre råstoffer, kommer til at spille en direkte rolle for den fortsatte velfærd i Danmark. Og på samme måde er Danmark også sikkerhedspolitisk så meget mere interessant for de store nationer, hvis vi har Grønland, end hvis vi kun er den der lille klat mellem Østersøen og Atlanten.

Så al kraft og al energi burde kastes ind på Grønland og på at styrke båndene til den store, hvide ø mod nord.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det ligger (ikke) i kulturen

Udgivet den af
Svar

Det ligger i kulturen …

Hver gang smitten stiger i et område med mange indvandrere og andre af anden etnisk herkomst, som det hedder på racismedansk, kan man ikke nå at sige indre svinehund, før en politiker siger: DET LIGGER I KULTUREN.

Altså underforstået den arabiske og muslimske kultur, som ifølge danske politikere tilsyneladende har en særlig evne til at tiltrække og sprede Corona-virus.

Nej, stop, siger en sociolog eller kulturgeograf eller anden med viden på området så. Se på demografien, se på boligsituationen (mange sammen på lidt plads), se på jobsituationen (lavlønsjob med stor smitterisiko) og så videre. Det er her, vi skal finde årsagen.

Det er om ikke andet så sympatisk – i hvert fald mindre stigmatiserende end DET LIGGER I KULTUREN.

Men holder det? For hvad med det igangværende udbrud i Grindsted, som er en del af Billund Kommune?

Her har Styrelsen for Patientsikkerhed beordret skoler lukket her i uge 18, og sognet balancerer på en total nedlukning. Grindsted er så bare IKKE et sted med mange indvandrere – og der er også langt mellem mange af husene – kommunen er fuld af marker.

Undertegnede har sågar tilbragt et par dage i Grindsted for præcis 31 år siden i disse dage – og jeg husker gule rapsmarker, lysegrønne nyudsprungne træer, fuglesang og gyldent solskin.

Altså dansk idyl når den er bedst – men lige netop her midt i jysk herlighed og lige netop mens man konfirmerer på livet løs i den lokale Grindsted kirke, så spreder COVID-19-smitten sig for fuld skrue i samme Grindsted, som altså har en overvægt af hvide, kulturkristne eller andre kristne – men stadig hvide, der bor i huse.

DET LIGGER I KULTUREN.

Gu´ gør det ej. COVID-19 er en virus, der smitter, når mennesker er for mange og for tæt sammen – og det gælder, uanset om man er forsamlet til et muslimsk bryllup, en byfest – eller om halvanden måned et arrangement til EM i fodbold.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Drømmen om at slippe regnbuerne og smilene løs igen

Udgivet den af
Svar

Det er Copenhagen Pride-tid. Ugen, hvor hovedstaden plejer at eksplodere i regnbuer, glæde og mangfoldighed. Men i år – i en Corona-tid – er langt det meste flyttet over på de digitale platforme, hvilket sundhedsmæssigt er superfornuftigt.

Men det har også en slagside, som gør, at Priden på mange måder forsvinder – og det eneste, som minder os om Priden, er de regnbuefarvede flag, der heldigvis stadig vejrer over vores hovedstad fra mange offentlige og private bygninger. Og som for første gang skal hejses på Christiansborg på Pridens store dag på lørdag.

Folketingets nye formand Henrik Dam Kristensen fra Socialdemokratiet vil nemlig gerne – i modsætning til forgængeren på den fine stol Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti – flage med det smukke regnbueflag.

Dét kan man så glæde over – og dét vil Danmarksbloggen gøre, når undertegnede på lørdag sidder i bussen iklædt det mundbind, som fra på lørdag d. 22. august bliver obligatorisk i al offentlig transport i Danmark. Et krav om mundbind som nemt også kan blive en realitet andre steder i det offentlige rum i løbet af det kommende efterår.

For vi lever i ikke-normale tider, hvor vi alle sammen skal formumme os. Gemme os, vores ansigter og mimik bag mundbind. Dét ER fornuftigt rent sundhedsmæssigt, og Danmarksbloggen kan kun bakke op omkring mundbind, afstand og håndsprit. Hensyn.

Men vi må ikke glemme, at vi misser meget i en Corona-tid, hvor vi ikke kan aflæse hinandens ansigter, smile til hinanden, møde hinanden – og kramme hinanden.

For vi behøver den fysiske dimension som mennesker. De digitale muligheder kan aldrig stå alene. Det mærkes tydeligt en uge som denne.

Derfor bliver det også fantastisk, når vi igen kan holde Pride på alle planer – og året rundt. Igen vise hvem vi er med åbne ansigter. Igen slippe regnbuerne og smilene løs. Gid dét må ske i 2021. Dét drømmer Danmarksbloggen om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Corona – allermest farlig lige nu

Udgivet den af
Svar

I går genåbnede store dele af landet, nemlig værtshuse, cafeer, restauranter, biblioteker og kirker. Godt nok skete det på andre vilkår end normalt, men nu kan man altså igen drikke en øl med vennerne eller en caffe latte, spise en brunch, låne en (dog i forvejen reserveret) bog og bede en bøn.

Danmarksbloggen har endnu til gode at besøge alle disse etablissementer, men gik forbi flere af dem og så de store, glade smil, som var på alle, der kom ud derfra – eller som sad udenfor ved små borde i den meget mørke og regnvåde forårsdag.

Og det så jo dejligt ud – og gav en tryg følelse af normalitet og hverdag, som vi ikke har kendt siden starten af marts.

Men det vakte også uro. For virussen er stadig derude, smitter stadig ligeså meget og på præcis samme måde som den har gjort hele tiden.

Corona er nemlig ikke besejret, bare fordi vi genåbner.

Vi er – indtil vi finder en vaccine eller en kur – nødt til at holde afstand og vaske/spritte hænder i den store stil. Men allermest er vi nødt til at TAGE HENSYN til hinanden og ikke bare mase på og leve, som vi gjorde førhen.

Og lige netop det at vi ikke skal falde tilbage i hverdagens vaner, har der aldrig været større risiko for end nu – og derfor er Coronaen allermest farlig lige nu. For det er nu, hvor mange fejlagtigt tænker ”at nu er kampen vundet”, at opmærksomheden slækkes – og så slår Coronaen til igen med et stigende og for stort smittetryk.

Så vær årvågen og hold afstand … og vask hænder. Så kan Danmark forblive genåbnet, ja åbne endnu mere op.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk