Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 2: Sten-, bronze- og jernalder

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

STEN-, BRONZE- OG JERNALDER

Målt i år varer sten-, bronze- og jernalderen langt størstedelen af den tid, hvor der har levet mennesker i Danmark. Men vi ved ikke ret meget konkret om disse mennesker, men må basere meget af vor viden på fund af skeletter, tøjrester og genstande, som de har brugt.

Stenalder: Jægerfolket

Det hele startede omkring 11.000 f. Kr., hvor små flokke af jægere om sommeren strejfede ind i det område, der idag er Sønderjylland. Senere cirka 9.000 f. Kr. i Maglemosetiden har der – ihvertfald lejlighedsvis – boet folk i Danmark. Det ved man fra fx en boplads ved Sorø, hvor de gik på elg-jagt. Men det var ikke en permanent boplads. Den tids mennesker var jægere, der med deres våben lavet af flint vandrede med dyreflokkene rundt i de store og åbne skovområder, der dækkede landet. De fremstillede også små rav-skulpturer, der forestillede de dyr, som de spiste: Bjørn, elg, urokse og en masse fisk.

Senere omkring 7.500 f. Kr. var klimaet blevet meget mildt og varmt – også mere end idag, og landet ændrede sig. Bælterne opstod sammen de mange øer, der før var bakketoppe i fastlandet. Havet steg nemlig, og de store dyr flyttede nordpå sammen med den vegetation, som vi idag stadig kender fra de mere nordlige egne i Skandinavien, og ind kom i stedet træer som eg og lind, der skyggede ganske gevaldigt. Dyrene og dermed det “sorgløse” jægerliv, hvor en familie kunne leve længe af en enkelt flere hundrede kilo tung elg, forsvandt.

Det var Ertebølletid, og menneskene klumpede sig sammen ved kysterne, hvor de levede af de fisk, muslinger, østers og andre ting, som de kunne skaffe sig ved brug af den opfindsomhed, der altid har været menneskeracens særkende. Man ved også, at den tids mennesker har haft både ruser og simple tællelamper – og at de kunne lave lerkrukker. Så overgangen fra jæger- til bondestenalder var godt igang – midt i køkkenmøddingens stank.

Stenalder: Bønderne

Ingen ved, hvordan overgangen præcist forløb. Men omkring 4.000 f. Kr. begyndte man for alvor at rydde skov for at anlægge marker. De var små og udbyttet ringe. Men landbruget var i gang, og bopladsen blev permanent. Nu flyttede man kun, når det var absolut nødvendigt i forhold til at jorden var for udpint. Og så flyttede man aldrig langt væk, men holdt sig tæt på den jættestue eller stendysse, hvor man begravede sine døde.

Flinten, som jægerne havde lavet fx pilespidser af, blev nu centrum for en hel industri med flintminerne og flintsmeden i centrum. Flintdolke, flintøkser og så videre blev forarbejdet så fint, at de stadig imponerer.

Danmark var ret alene om at have flint i så anselige mængder, så der blev fabrikeret i den store stil og solgt til de andre skandinaviske lande, men også til steder så langt væk som de andre Østersø-lande var der bud efter de stadig mere forfinede flint-redskaber. Ja, de allerbedste flint-produkter kom faktisk lige før, at tiderne igen ændrede sig.

Bronzealder: Solvogn og lurblæsere

For det blev bronzealder. En tid med det mildeste klima, som vi har haft (endnu) på denne side af sidste istid. En tid, der varede fra cirka 1.800 f. Kr. til 500 f. Kr.

Bronzen kom til Danmark sydfra, men den fortrængte aldrig helt flinten. Det var den simpelthen for dyr til, også da vi selv begyndte at producere bronze. Derfor var bronzesværd, bronzespyd, bronzedolke, bronzesmykker og så videre også status-symboler i en bronzealder, hvor samfundet forlængst var blevet klasseopdelt i en lille overklasse, der havde magten og privilegierne, og en noget større underklasse, der havde markant mindre, men til gengæld måtte arbejde så meget desto mere.

Det ses også i gravene, hvor nogle få gram bronze = en fattig mand eller kvinde, mens flere kilo bronze = en rig mand eller kvinde. I bronzealderen begyndte man nemlig at gravlægge de døde hver for sig.

Men hvad den tids mennesker troede på, og hvordan deres religiøse ceremonier var, vides ikke udover at man i første del af bronzealderen lagde de døde i udhulede trækister, mens man i anden del brændte dem. Fundet af Solvognen og sol-tegn på flere genstande indikerer dog, at solen spillede en vigtig rolle. Det samme gjorde de hornbeklædte hjelme og lurer, som nutiden ellers forsyner vikingerne med.

Men det var bronzealder-menneskene, som brugte hjelme med horn, og som blæste på de underligt snoede horn, der kun er fundet i Danmark. At kultur, kunst og skønhed derfor spillede en stor rolle for bronzealderens mennesker er der meget, der tyder på, når man ser på de rige fund fra denne tidsalder.

Vi ved også, hvordan de gik klædt. Mest kendt er nok Egtved-pigen, der blev fundet ved Vejle i 1921. Hendes snoreskørt med det brede spænde formet som skive er endda meget lig det tøj, som nutidens unge piger bruger. Og hun var også kun en ung pige, da hun døde. Det var så ikke noget særsyn dengang, snarere tværtimod. Folk blev i reglen ikke gamle. Blev man over 30, var man nærmest en olding.

Jernalder: Keltiske periode

Levealderen var også kort i den næste tid, jernalderen, der deles op i keltisk og romersk jernalder. Jernalderen varede fra 500 f. Kr til cirka 700 e. Kr.

Klimaet ændrede sig til det værre. Det blev markant koldere og mere regnfuldt, så man var nødt til at iføre sig mere og varmere tøj og opholde sig mere indendøre. Husene blev også bygget mere tætte og solide, og bopladsene blev til landsbyer, der omkring Kristi fødsel fik navne. Det drejer sig typisk om byer, der ender på -um og -inge, som fx Virum og Buddinge.

Heldigvis fandt jernaldermenneskene også ud af at udvinde jern af det myremalm, som man kunne grave frem i myrene – eller mosen, som den hedder på nutids-dansk. Det udvundne smedejern kunne så blive udhamret til sværd, knive og andre redskaber, og det var et metal så godt, at det hurtigt slog både bronzen og flinten af banen. Jernet var simpelthen bare bedre og samtidig til at skaffe sig alle steder. Det skabte så også en vis social uro, da de bronze-rige familier pludselig ikke var så rige længere.

Mosen var i det hele taget i centrum i jernalderen. Det var nemlig også i mosen, at man ofrede til guderne flere gange om året, men især ved midsommer og midvinter, hvor både afgrøder, dyr og sågar mennesker – som regel trælle – måtte lade livet for at sikre fortsat liv og vækst for stammen. Det sure mosevand har bevaret både smykker og især mennesker så godt, at de stadig mange århundreder senere fortæller historien om en tid, hvor troen på naturguderne var den herskende. Tollund-manden er således det måske bedst bevarede lig fra fortiden i hele verden.

Strømningerne fra et Europa i vandringernes tegn nåede også indirekte Danmark. Kelterne trængte sig igennem Europa, og deres påvirkning var så stærk, at første del af jernalderen, som varede fra cirka 500 f. Kr. til omkring Kristi fødsel kaldes for keltisk jernalder. Kelternes gudebilleder og verdensopfattelse kan også ses på nogle af de ting, som jernaldermenneskene har efterladt sig som fx den store sølvkedel fra Gundestrup, der som så meget andet er fundet i mosen, hvor den må have været en offergave. Måske i forbindelse med de vandringerm der også var i Skandinavien, hvor forskellige folkeslag vandrede som Saxere og Anglere, der drog fra Jylland til England, mens Danerne kom fra Sverige til Danmark og så videre.

Jernalder: Romerske periode

Mest kendte er imidlertid de to guldhorn, som blev fundet i Gallehus i Sønderjylland i henholdsvis1639 og 1734, og som kan daters til 400 e. Kr., hvor man på det ene kan læse den første tekst nogensinde skrevet på dansk: “Jeg Lægæst Holtes søn gjorde hornet.” Kopier af de berømte og ialt næsten syv kilo tunge guldhorn kan ses på Nationalmuseet, hvor originalerne også var, indtil de i 1802 blev stjålet og smeltet om. Heldigvis var de aftegnet, så vi har billeder og tekst gengivet på kopierne. Og vi har en rest, nemlig de små ørenringe af det oprindelige guld. De kan også ses på Nationalmuseet.

Anden del af jernalderen fra Kristi fødsel til cirka 700 e. Kr. kaldes for den romerske jernalder, fordi nu kom inspirationen og påvirkningen fra det store romerske rige, som jernaldermenneskene også handlede ivrigt med – og gerne ville sammenlignes med.

Så overklassen købte glas, vin, vinkander og andre varer, der indikerede, at man var ligeså fin og kulturel som en romer, selvom nærmest alle danskere i det stadig meget primitive Danmark næppe har haft fantasi til at forestille sig livet i det civiliserede og udviklede Rom. Men man ville gerne være ligeså fin som en romer, så man lod sig begrave med både kander og drikkehorn af det fine glas, som man endnu ikke selv kunne genskabe.

Man blev også inspireret af den romerske gudeverden og skabte grundfigurerne i den senere asetro: Den vise og enøjede Odin, den stærke Thor, frugtbarhedsgudinden Freja og alle de andre, som ellers hører sammen med vikingetiden.

Det var i det hele taget en driftig tid, hvor der også blev fældet træer i den store stil, så byerne kunne vokse og velstanden øges. Det var især nogle få, der skummede fløden og blev rige stormænd, mens livet for de fleste var en kort affære fuld af hårdt arbejde med jord og dyr. Kun de få var som sagt krigere og jordbesiddere – og sådan fortsatte det også i den næste tid, som vi skal høre om næste mandag d. 27. januar: Nemlig vikingetiden.

Læs tidligere afsnit her:
Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1 thoughts on “Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 2: Sten-, bronze- og jernalder

  1. Godt skrevet, men lidt lang tekst. Kunne bedre lide længden på den første del sidste mandag, men omvendt skal vi også igennem hele historien

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *