Op på lakridserne …

Der var engang, hvor man talte om at være oppe på lakridserne, altså opmærksom og parat. Det var nogenlunde samtidig med dengang, hvor det var i orden at sige lille-sorte-Sambo, spiser negerboller og andre ting, som idag forlængst er forsvundet, fordi de bliver anset for krænkende og stødende.

Og nu er det så maskernes tur i Haribo´s Skippermix, som er en lakridsblanding, hvor de bløde, sorte lakridser forestiller de ting, som en sømand kan erhverve sig på sine rejser rundt om i verden, heriblandt altså de afrikanske masker, der ellers hænger på diverse museer, hvor de roses for deres originalitet og stærke udtryk.

Men at lave dem i lakrids var imidlertid for meget for nogle svenskere, som mente, at de afrikanske lakrids-masker var og er rendyrket racisme. Haribo erklærede sig enig, og fremover vil maskerne derfor ikke være at finde i Skippermix-poserne i Danmark og Sverige.

Det er jo helt sort, for nu er bruge et mere eller mindre malplaceret udtryk.

For hvad er det, som man prøver at opnå ved at forbyde nogle lakridser, der forestiller en kulturarv fra et andet kontinent?

Det kan ikke være rummelighed og tolerance, som man går efter. For i så fald, så skulle maske-lakridserne have lov til at blive i posen.

Ja, der skulle måske endda opfindes et kultur-mærke til lejligheden, så man kunne spise Skippermix og være politisk korrekt. Spøg til side. Det er latterligt at tro, at vi kommer nogen vegne ved at forbyde lakridserne. Vi skaber ikke tolerance og rummelighed med forbud eller stramme regler om, hvad vi må og ikke må sige, gøre – eller spise. Dét sker i stedet med åbenhed og accept – og humor.

Derfor skal vi langt hellere gå den anden vej og gen-indføre ikke kun lakrids-maskerne, men også negerbollerne og kineserne (fyrværkeri) og alt det andet, som hedder noget geografisk og/eller kulturelt, der måske vil provokere og støde nogen.

Vi kan også opfinde en masse herlige nye ting, som fx at omdøbe pølse-mix til jyde-mix, idet spisen er mest udbredt i netop Jylland.

For hvad er det eneste værre, end at nogen kan blive provokerede og stødte? Det er at leve i et samfund så sterilt og strømliniet, at provokation og fornærmelse er en umulighed.

Dét er nemlig både sundt og godt at kunne blive forarget, provokeret og stødt. For så ved man, at man lever i et samfund med liv og bevægelse, et samfund, hvor der er plads til mennesker, til meninger og til forskellighed, også når det kommer til lakridserne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

2 tanker om "Op på lakridserne …"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *