Julen og restriktionerne varer – måske – lige til påske

Mange af vores juleskikke er hentet i Tyskland – fx juletræet, adventskransen, julekalenderen og flere endnu.

Man siger også, at julen varer lige til påske – ja, man synger det ovenikøbet i ”Nu er det jul igen”, når man i ikke-Corona-tider render rundt med hinanden i hænderne om juletræet.

Nu kan vi så måske føje endnu en ting til listen fra Tyskland – nemlig varigheden af restriktionerne, som Angela Merkel iflg. Reuters har sagt kommer til at vare til påske, der falder først i april i år. Helt præcis er det i 2021 påskedag søndag den 4. april.

Det er meget lang tid, når vi skriver 12. januar, og Merkel talte selvfølgelig om Tyskland. Men det kan blive nødvendigt – også i Danmark.

For den britiske variant spreder sig, også i Danmark – og den er MARKANT MERE smitsom, og så smitsom, at professor i mikrobiologi ved Aalborg Universitet Mads Albertsen i en artikel i Zetland i går sagde, at han frygtede et scenarie ”med et overbebyrdet sundhedssystem, hvor mange af dem, vi holder af, kommer til at lide unødigt”. Citat slut.

Han har ret. Vi er inde i et rasende kapløb, hvor det er Team Mennesker-og-Vacciner på den ene side og Team Covid-19 på den anden. Og det bedste, vi kan gøre for at støtte vores hold, er at holde os hjemme og væk fra andre mennesker – og ikke risikere så meget som en snus.

Vi må holde ud – fordi vi holder af.

Gør vi det, så vil så mange som muligt kunne fejre påsken – og julen her i 2021. Måske endda en jul som førhen, hvor vi kan gå på julemarkeder, holde julefrokoster, være hele familien sammen, holde i hånd mens vi går om juletræet og alt det andet, som vi savnede i julen 2020.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den fede pegefinger: Vær voksen NU

Det strammer til. Det strammer rigtig meget til. Den engelske variant af COVID-19-virusset nærmer sig det niveau i Danmark (10% af alle nysmittede), hvor den for alvor får fat, og antallet af smittede stiger eksplosivt.

Vi står derfor det måske mest farlige sted i pandemien – hvis altså man ser bort fra dengang vi skulle vælge, om minkene skulle slås ned eller ej. Det blev de heldigvis, og vi slap dermed af med et reservoir, som kunne have skabt en mutation, som vaccinerne IKKE havde virket imod.

Men nu står vi med en variant, som vaccinerne nok virker imod, men som samtidig smitter op mod 70% mere end de andre varianter. Så NU skal der handles, hvis vi skal undgå at mange-mange danskere dør, sundhedssystemet vælter etc.

NU er der kun plads til voksne mennesker.

Desværre er Danmark befolket af mennesker, der for manges vedkommende er som små børn, der trodsigt og forkælet taler om, hvor slemt det er ikke at kunne gå på café, i fitness og bliv selv ved …

De danske medier er heller ikke bedre – fremfor at tage ansvaret på sig og være sig deres rolle som magtfulde aktører bevidst og hjælpe landet igennem den største krise siden 2. Verdenskrig, så kører især et af formiddagsbladene en nærmest patetisk hetz mod statsministeren … måske fordi statsministeren satte en af bladets reportere eftertrykkeligt på plads, da han røg ud ad en tangent i foråret.

Men den slags smålighed og manglende erkendelse af pandemien og dens konsekvenser er der ikke plads til nu. Danmark har brug for, at vi alle tager os sammen, opfører os ansvarligt og behovsudskyder. Er voksne – simpelthen.

Og ja, det her indlæg er en stor, fed og meget moralsk løftet pegefinger. Men sådan er det. Situationen er for alvorlig til fri leg og det sædvanlige brokkeri og ansvarsfralæggelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Det er mange år siden, at en statsminister har trukket på kulturen i nytårstalen – ja, i det politiske liv i det hele taget. Det er skade. For der er megen visdom at hente i kulturen.

Men Mette Frederiksen gjorde det, da hun for lidt siden i nytårstalen citerede Martin Andersen Nexø og hans beskrivelse af den spanske syge for 100 år siden. Dengang måtte de syge klare sig selv, og ligvognene kørte i galop gennem gaderne, skrev Nexø.

Sådan er det heldigvis ikke under den nuværende pandemi.

Der er velfærden til forskel, sagde Mette Frederiksen – og udnævnte Danmark til et land, hvor fællesskabet og solidariteten i pandemiens år har vist sin styrke. Hvor vi har stået med hinandens liv i hænderne, hvor vi har set, hvad sammenhold, omsorg og fællesskab kan gøre. At det redder liv.

At vi hver især med vores små handlinger har summet op til den store bedrift, som det har været at få Danmark så godt igennem Corona-pandemien, som vi har gjort det indtil videre.

Mette Frederiksen sagde derfor også tak til alle i Danmark for indsatsen. For vi har alle reddet liv, og vi skal alle sammen med den videnskab, som statsministeren med rette hyldede, redde liv i de kommende måneder, som bliver de sværeste. For nok har vi det værste år bag os, men vi har de mørkeste måneder foran os. Men det bliver forår.

Og når vi kan klare en pandemi, så kan vi også klare alt andet, var meldingen.

Danmarksbloggen er enig, og giver Mette Frederiksen seks ud af seks flag for nytårstalen – to danske, to grønlandske og to færøske som dem, der stod bag hende i vindueskarmen og markerede rigsfællesskabet.

Danmarksbloggen vil så også kommentere på det specifikt politiske i nytårstalen – nemlig at der 1) skal sættes fokus på klima, miljø og natur, 2) at vi skal stå fast på danske værdier i forhold til de parallelsamfund, som ligger demokratiet for had og 3) at der skal være en velfærdslov, så alle danskere har adgang til fx læge, uddannelse og politi – og at centralisering ikke er en naturlov, men at vi skal have et levende Danmark både i by og på land.

Til det er der kun at sige:

1) Man kan vel ikke være uenig i det med klima og miljø – men en indsats kræver samtidig en debat af, hvad vi skal lave om og ofre i vores livsstil, hvis vi skal i mål og redde kloden.

2) Selvfølgelig skal vi stå fast på demokratiet. For demokratiet er – som Hal Koch sagde det – ikke kun en styreform, men en livsform med samtale og vilje til fælles løsninger. Men hvad er så danske værdier? Tolerance og frihed måske. Men har de begreber ikke betingelser og grænser – og hvor går de i så fald?

3) Velfærdsloven – især hvis den bliver realiseret i praksis – er en mægtig idé. Det er så også typisk for en statsminister at komme med den slags meldinger i et år, hvor der er kommunalvalg. Der var så også et ord, som Danmarksbloggen savnede. Ordet ulighed. For hvis vi virkelig vil velfærd i Danmark, så er løsningen at mindske den stigende økonomiske ulighed og skabe lige muligheder for alle mennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Glædelig jul – og tag vare på hinanden

Der er tider, hvor det er nemt at skrive – og tider, hvor det er svært at skrive.

Denne jul er både-og.

For det er nemt at tale om vigtigheden af at holde ud og holde ved. For ja, vaccinen kommer lige om lidt. Vi er tæt på. Lastbilerne kører snart over grænsen med deres dyrebare last.

Men det er samtidig også så svært at ønske god jul i år. For det er ubærligt at tænke på dem, som vil tabe kampen til Corona her i den sidste, hårde tid.

Her mens mørket samler sig om os.

Visheden om, at det altid er mørkest lige før daggry, kan virke som en skæbnens hån, hvis man er angst for et elsket medmenneske eller for sig selv, her mens vi er så tæt på den vaccine, som er på vej.

Man bliver så lille og så magtesløs i det hele – men netop dér findes også svaret, hvis man tør give slip. Hvad man så falder på, må være op til den enkelte at finde ud af.

Selv finder jeg stor trøst og styrke i, at dér julenat tændes et lys, som skinner hele vejen fra Betlehem og gennem alle tider.

For det bliver jul … også i 2020.

Glædelig jul til alle – og tag vare på hinanden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Smitten stiger – Danmark lukker ned igen

Endnu et pressemøde fra Statsministeriet. Smitten stiger for meget og for hurtigt.

Så nu lukker Danmark ned igen. Stormagasiner fra i morgen, og liberale erhverv og institutioner fra på mandag d. 21. december – og samtlige butikker (minus dagligvarer og apoteker) fra juledag d. 25. december og til d. 3. januar – indtil videre.

Det giver mening. Eller det vil sige:

ER DET NOK?

Burde vi ikke især forhindre rejser mellem regionerne? Det skulle Danmarksbloggen mene.

Vi skal passe på hinanden – og på vores sundhedsvæsen, og erfaringen viser, at man ikke kan regne med, at alle per definition tager de kloge valg. Så lad os nu bare få aktiviteten i samfundet HELT NED.

Vaccinen er lige på trapperne. Det ved vi, og det er fantastisk.

Men de næste to-tre måneder kan blive de værste og hårdeste i hele pandemien, hvis vi bare lader stå til.

Så lad os nu bare lukke ALT ned (pånær fødevarer, apoteker og sundhedsvæsen) – og anlægge forsigtighedsprincippet efter devicen ”ingen rejser ud af deres kommune”. Også måske længere end til d. 3. januar.

Vi må holde ud. Vi kan holde ud. Vi kan se et lys for enden af tunnelen. Der ER håb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Glade jul – også i en Corona-tid”

Jeg bliver simpelthen nødt til at anbefale denne bog:

“Glade jul – også i en Corona-tid” (e-bog)

Udgivelsesdato: 2/12 2020

Forfatter: Dorte J. Thorsen

Forlag: Saxo Publish

Pris: 37,50 kr.

Jeg har netop færdiglæst “Glade jul – også i en Corona-tid”, en e-bog af Dorte J. Thorsen og er fuldstændig blown-away over den afsindige viden forfatteren har om ALLE julens aspekter. Hun kommer vidt omkring på de 132 sider, hvor man blandt andet bliver grundigt indført i julens forskellige traditioner, samt historien bag.

Vidste du, at julemanden oprindeligt stammede fra Tyrkiet, at de brunede kartofler leger kastanjer, og at nissen i virkeligheden var en meget ubehagelig fætter, man gjorde klogt i at holde sig gode venner med?

Mange af kapitlerne beskriver julens traditioner, som fx julefrokoster, gaveræs og nytårsaften og på en måde, så man udover at erhverve sig ny viden også mindes barnsdomsjulen og de faste familietraditioner. Men det bedste ved bogen er næsten, at forfatteren, som man ellers fornemmer, er meget begejstret for julekonceptet, også formår at stille spørgsmålstegn ved julen som en ren glædesfest for alle.

For hvad med de hjemløse, de fattige eller de som har mistet et familiemedlem?

Sidst, men ikke mindst indeholder bogen en inspirationsguide til en sikker corona-jul med en lang række af kreative forslag til, hvordan det kan gribes an. Og det må siges at være brugbart i denne usikre og mørke tid. I det hele taget bringes coronaen i spil gennem hele bogen, hvilket gør den yderst relevant. Både i år, men også i tiden frem.

Selvom jeg altid har holdt jul og mener at have ret godt styr på højtiden, blev jeg virkelig beriget og havde svært ved at lægge bogen fra mig. Den var så velskrevet, opfindsom og grundig, og i en sådan grad, at jeg blev nødt til at dele oplevelsen med min sjette klasse, der fik læst flere af kapitlerne højt i forbindelse med et forløb om julens historie.

Eleverne sad med store øjne og labbede detaljerne i sig, og selvom det var meget forskelligt, hvad de hæftede sig ved, var fælles for dem, at de blev nysgerrige og stillede flere spørgsmål, som vi heldigvis kunne finde svar på i bogen, der i øvrigt er meget overskueligt sat op med en udførlig indholdsfortegnelse, man kan klikke sig rundt i.

Alt i alt en super læseoplevelse, som jeg giver mine varmeste anbefalinger.

5/5 julestjerner og glædelig jul herfra.

Bogen kan købes på www.saxo.com

Skrevet af forfatter og lærer Helle Kaare Lindberg

Corona-valget: Kan du se over egen næsetip?

Så starter klynkeriet igen …

Hvorfor kan jeg ikke komme ned og træne?
Hvorfor kan jeg ikke komme ud og spise?
Hvorfor kan jeg ikke komme i biffen?

Bliv selv ved … der er masser af eksempler på mig-mig-mig-mentaliteten.

Og forsættelsen er altid den samme: Jeg tror ikke, at problemet med den stigende smitte skyldes lige mig/mit sted/min adfærd etc. Så hvorfor er det lige mig, som skal rammes?

Det er ikke andet end klynk, forkælelse og offermentalitet.

Vi har alle et ansvar – og alles adfærd betyder noget. Også DIN ADFÆRD. Ja, det er det eneste, som betyder noget. Man kan ikke bare skylden på andre eller på regeringen.

Så istedet for at tænke på alt det, som du ikke kan, så tænk i stedet på dem, som har det værre end dig:

Dem, som ligger COVID-syge på landets sygehuse. Dem, som sidder isoleret – og har gjort det siden marts – fordi de bare ikke MÅ blive syge. Dem, som er ældre eller på anden måde udsatte, og som nu for alvor er i farezonen igen. Dem, som har mistet et elsket medmenneske.

Alle dem, som vi skal passe på, så det ikke bliver COVID-19, der er årsag til deres død.

Tænk på dem, tag ansvar – og sæt pris på, at du kan gå en tur ude i december-mørket med alle julelysene, læse en bog, tale med dine venner over Skype, holde en digital julefrokost og alle de andre ting. Du er nemlig ikke truet på hverken liv eller helbred. Du er bare en kort tid frataget de muligheder for udfoldelse, som du plejer at tage for givet.

Og det er, hvad du gør det til:

  1. Noget slemt, så du mener dig i din gode ret til at handle egoistisk – også selvom det betyder, at andre bliver syge og dør.
  2. En stille tid, hvor du stadig kan en hel masse – og måske kan bruge roen til at reflektere over nogle ting i livet, som du måske ikke plejer.

Valget er dit – men der er flere danskere, der overlever pandemien, hvis du kan se over egen næsetip og vælge no. 2. For så tager du ansvar, og er med til at stoppe pandemien.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Delvis nedlukning af dele af Danmark

Så er vi her igen: Halvdelen af landets befolkning eller 38 kommuner – heriblandt København, hele hovedstadsregionen (minus Bornholm), Aarhus, Odense og flere endnu er fra på onsdag d. 7. december og indtil som minimum d. 3. januar nedlukket efter næsten samme mønster som i foråret:

Ingen restauranter, barer og cafeer (men take-away), ingen teatre og biografer, ingen museer og lignende, ingen fitnesscentre, svømmehaller og lignende, elever fra 5. klasse og op sendes hjem.

Derimod en stor opfordring til: GÅ HJEM og bliv hjemme – medmindre du går en tur, eller går i butikker. Dét sidste skal du så kun gøre, når det er nødvendigt, og du skal gøre det ALENE og så kort tid som muligt – og gerne i ydertidspunkterne.

Og nej, du skal som bosiddende i en af de delvist nedlukkede kommuner ikke køre til en af de ikke-nedlukkede kommuner for at spise ude, gå på museum, svømme etc. For så bringes smitten dertil.

Og så er der dén med julen, som gælder os alle sammen: Her skal vi juleaften være max 10 – og især med omtanke, hvis der er en eller flere sårbare med til juleaften. Måske bruge mundbind? Og skal der synges, så skal det ske med 2 meters afstand. Og ang. private julefrokoster: Drop dem!!!

Jo mere vi er sammen med andre, jo flere bliver smittede – og jo flere dør. Så enkelt er det!!!!!!!!

Sådan var meldingerne – og der er sådan set ikke noget at sige. For alle restriktioner er nødvendige.

Man kan så stille sig tvivlende overfor, at det bliver overholdt – især det med ikke at tage til ikke-nedlukkede kommuner for at gå ud og spise, svømme, i biffen etc. Mange vil heller ikke droppe julefrokosten, kunne man desværre godt forstille sig. Holder de negative forventninger stik, så kommer der en regning i form af et stigende antal smittede – og døde.

Corona-virussen gør nemlig, som den er skabt fra naturens side – og det eneste, vi mennesker kan gøre, er at holde afstand, bære mundbind, holde ud og tænke os om. Det kan vi så også – og når vi gør det, har virussen ikke en chance.

Men lige nu har pandemien for godt fat. Den vokser med cirka 4% om dagen, og SSI fremskriver, at op mod 500 mennesker kan være indlagte, når vi når til jul – og man frygter en eksplosion i smitten efter jul og nytår.

Så vi skal til at undvære, savne og mangle. Men hellere det end at miste til døden.

Men ja, det er svært. Men vi må holde ud. Vaccinerne er på vej. Vi KAN klare dette – forhåbentlig – sidste, svære og mørke stykke.

For husk: Det er altid mørkest lige før daggry. Og lyset ER tændt i form af vaccinen – og for den, som er kristen, findes også en trøst i, at julenat tændes endnu et lys, som skinner hele vejen fra Betlehem og gennem alle tider.

For det bliver jul … også i 2020.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Lille sommerfugl”

Søren Kragh-Jacobsens ”Lille sommerfugl” er en film, der vil to ting.

Men først og mest er den et familiedrama, der folder sig ud i en guldbryllups-ramme. Parret Ernst og Louise har været gift i fem årtier, og haft den store, fine slægtsgård på Fyn lige så længe, og det er gået dem godt, tror man.

Men nej, vi erfarer hurtigt, at Ernst er et par dage før den store dag er erklæret konkurs. Det har han så bare ikke fortalt Louise endnu, så den stakkels og noget vrantne guldbrudgom martres allerede fra morgenstunden, hvor der selvfølgelig er både æresport, hornmusik og en lille én til halsen.

Der er heller ikke noget som familiefester eller højtidsfejringer, når man skal vise en families indre dynamik med konflikterne mellem generationerne, i ægteskaberne og alle de andre steder, hvor mennesker kan fare vild i livet – trods alle gode intentioner.

Sådan en har-vi-det-ikke-dejligt-fest med levende orgel-musik, sang og en påtaget munterhed er også instant genkendelse. For vi har alle været til sådanne fester sammen med mennesker, som normalt ikke har noget med hinanden at gøre – af gode grunde.

Men nu til festen skal de være sammen, om så kun for en aften, og det bliver sådan en god aften, er der enighed om, når folk ankommer, og tjekker hinandens biler, tøj og gaver ud samtidig med goddag-hilsnerne og de små spidse bemærkninger.

Så er banen kridtet op, og man er kommet i stødet til at gå ind til bålet, undskyld festen i forsamlingshuset. Men det kommer hurtigt til at minde om ild. For den slags fester med hele familien og andre fra netværket – her landsbyen – er de rene brandfælder. Der er altid gamle konflikter, nye opgør, uforløste følelser og andet brændbart, som det kun kræver en lille gnist at tænde, så det udmunder i skænderier, skub og slåskampe.

Og som altid til de famøse forsamlingshus-fester sker det virkeligt interessante, når man er ude for at ryge og på andre måder ikke sidder inde ved bordet, hvor der snakkes om ingenting, grines af lige så lidt, holdes taler, råbes hurra, synges lejlighedssange – og først og fremmest spises og især drikkes.

Drikkes indtil selvbeherskelsen ryger sig en tur, så der både kan langes øretæver ud, grædes, skændes, kastes op og alt det andet, der sker, når mennesker insisterer på at ”men i aften skal vi hygge os og more os, for i aften er det guldbryllup/sølvbryllup/bryllup/konfirmation/rund fødselsdag/jul/bliv selv ved”.

Alle de dage – livets store dage – hvor forventningerne er i top, men hvor troldene altid springer op af æskerne, og sandhederne og skuffelserne kommer frem i lige så højt tempo som promillerne stiger.

Midt i det hele står så Ernst og Louise, som har en stor indbyrdes ømhed – og irritation på hinanden, men samtidig også en stålsat beslutning om at holde ud og holde af.

De portrætteres mesterligt af Jesper Christensen og Karen-Lise Mynster – godt sekunderet af Finn Nielsen, som er meget overbevisende som den trofaste ungdomsven Henning, der nærer en platonisk og permanent ulykkelig kærlighed til den i starten meget glade guldbrud.

I andre roller ses Mia Lyhne, Sarah Grünewald, Peder Thomas Pedersen – og Sofus Rønnov og Sofie Juul Blinkenberg som de to unge, barnebarnet og hans kæreste, næste generation måske af Ernst og Louise.

Det er en glimrende film, der dog mangler noget – og samtidig har for meget af noget andet.

For hvor vigtig debatten end er om, hvem der er danske, og at vi skal følge med tiden – og jo, man fanger godt den med, at de danske er dem, der bebor de danske øer, som Ebbe Kløvedal skrev det – så giver indslagene om flygtningene ikke mening. Medmindre selvfølgelig der tænkes på et metaplan omkring, at Ernst sælger grise til Kina, og nu kommer der afrikanere til egnen, og på den måde hører vi alle sammen her på kloden.

Dét kunne give mening, men måtte i så fald godt være fortalt lidt tydeligere. Det samme med Ernsts udvikling, især til sidst. For hvad er det – udover et heldigt tilfælde og en lille forsømt pige med en stor kærlighed til grise og sommerfugle – som gør, at han ændrer indstilling til livet og verden? Dét måtte godt have stået skarpere.

Men alligevel er det en solid og god film. Især fordi den er 1:1 med virkeligheden, som den leves i Danmark også i 2020 – også i Københavns kreative klasse, hvor man ellers gerne vil tro, at man er hævet over den slags ballade, som filmen viser. Men det er man ikke.

Man spiser bare noget andet end suppe, steg og is. Men konflikterne er de samme, og sammenhængen mellem fest, alkohol og trolden ud af æsken holder lige så godt på Østerbros hundedyre kartoffelrækker som ude på svineproducentens noget billigere marker.

Danmarksbloggen giver ”Lille sommerfugl” fem ud af seks sommerfugle, fordi filmen er så realistisk i sin skildring af menneskelivet og tilværelsen i Danmark, som den har været det gennem generationer – og formentlig vil fortsætte med at være det.

En tilværelse i medgang og modgang, hvor de menneskelige sommerfugle let får brændt vingerne eller bliver mast. Eller hvad? For er guldbruden Louise i virkeligheden en sommerfugl med lette vinger, der har sunget sig gennem livet, men som alligevel samtidig har en rygrad af stål, når det gælder? Er det i virkeligheden denne verdens sommerfugle, som bærer det hele på deres lette vinger? Dét skulle ikke undre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker – om krigens slangebid

Man kan ikke bade to gange i den samme flod, sagde den græske filosof Heraklit, der levede cirka 100 år før de to store græske tragedieforfattere Sofokles og Euripides, hvis tragedier sidste sæson dannede rammen for samtaler på Glyptoteket.

Der var planlagt seks samtaler dér i sæsonen 2019-2020, men som med så meget andet blev også de stoppet i utide af Corona-virussen.

Men i lørdags blev samtalerne genoptaget – og så var det efter mange, lange Corona-måneder spændende at se, om konceptet stadig holdt. Svaret er et stort ja. De gamle klassikere er ikke sådan at slå ud. Tværtimod så følte man sig som tilhører mere på bølgelængde med de gamle grækere end nogensinde.

For nu har vi forkælede overflods-danskere også prøvet om ikke at være en del af en græsk tragedie, så dog i en kort periode at leve i noget, som ikke er easy-living. Noget, som gør, at vi har prøvet, hvad det vil sige at blive begrænset i sin udfoldelse og ikke altid at kunne (få) alting. Det er ganske sundt og i tråd med den måde, som de gamle grækere og stort set alle andre på kloden og gennem historien lever og har levet.

Jeg føler mig i hvert fald mere i slægtskab med historien, nu hvor jeg også har prøvet at leve i en pandemi.

Som i sidste sæson var det litteraturkritiker Klaus Rothstein, der var ordstyrer på vegne af Hans Reitzels Forlag, og som altid var det oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech, der sammen med en gæst kom med viden og synspunkter.

I lørdags var gæsten den tidligere soldat, forkvinde for Kvindelige Veteraner og antropolog Sara la Cour. Og tragedien, der blev talt om, var Sofokles’ “Filoktet”.

“Filoktet”, som er noget så sjældent som en tragedie uden døde. Men som handler om soldaten Filoktet, der tror, at han skal med grækerne til Troja for at slås. Men han bides af en slange, og dels så lugter såret voldsomt og råddent, og dels så skriger han ganske forfærdeligt – og ja, på græsk kan man skrige på vers.

Hverken høje skrig eller stank er noget, som den græske hær – og de græske guder – bryder sig om. Så Filoktet efterlades på vulkanøen Lemnos, hvor han i ti år lever et liv, som ikke er et rigtigt liv. Hvor han er i et limbo med hans opgave taget fra ham, berøvet muligheden for den ære, som han kunne vinde i krigen. Det er også et ensomt liv, en påtvunget alenehed, som strider imod, hvad grækerne anså for et rigtigt liv – og dermed noget som vi i Coronatiden godt ved, hvad betyder.

Så Filoktet kravler rundt, og drikker af vandpytterne, og han savner andre mennesker – og selv de få, som kommer forbi, kan han ikke knytte bånd til. Han er både for omklamrende og for meget – og samtidig er han bitter over ikke at få lov til at fuldføre sin opgave og komme til Troja. Til sidst vil han dog bare hjem til sin far.

Men Filoktet ender så alligevel i Troja, fordi der er brug for hans magiske bue og pil, som han fik af den største græske helt, Zeus´ søn Herakles. Det kræver så en hel del at få Filoktet til at sige ja – især fordi det er selvsamme Odysseus, som var skyld i, at Filoktet endte på Lemnos, som nu kommer for at hente ham.

Men nu er Odysseus ikke ham, der bare siger undskyld. Tværtimod er han med Marcel Lysgaard Lechs ord en nedrig person, som gerne får mennesker til at gøre grimme ting ved andre, hvis det kan gavne ham selv. Så Odysseus siger til sin underordnede Neoptolemos, at han skal overbevise Filoktet – og at han må gerne lyve, hvis bare det virker.

Det gør Neoptolemos så, men han fatter også sympati for Filoktet. Men hvor meget, der er løgn og hvor meget, der er ægte medfølelse og venskab, ved vi ikke. Men i græske tragedier er der aldrig nogen, der har helt ret, men der er omvendt heller ikke nogen, som tager helt fejl.

Odysseus må gerne sætte Filoktet af på den øde ø og hente ham igen, men han må ikke narre ham, som han prøver på det. For Odysseus vil ikke kun stjæle Filoktets bue, men også hans sind – og det må man ikke.

Men selvom ordet sind optræder mange gange i tragedien, så er ”Filoktet” især en fysisk tragedie.

Ifølge oversætter Marcel Lysgaard Lech er ”Filoktet” endda en meget fysisk tragedie, som gør det sværere at arbejde med ordene, fordi der er så meget bevægelse i dem, skrig, jamren og lugtende sår.

Og kroppen som essensen i det hele, fordi vi er fanget i vores krop, kan Sara la Cour fortælle om. Hun var i 2006 udstationeret som soldat i Irak, og har i dag PTSD.

Da hun kom på scenen, og talte om den dag i Irak, hvor hun mistede en kollega til vejsidebombe, dér kunne vi alle mærke nerven. Her var noget på spil. Vi kunne mærke hende og mærke smerten – næsten. Men også kun næsten. For man kan komme langt med indlevelse, forestillingsevne og empati. Men ikke det sidste stykke.

Det sidste stykke kræver, at man selv har været derude, hvor kroppen er fanget i situationen, og sindet skriger. Derude hvor alt er rædselsfuldt, og alt inde i én skriger VÆK. Men hvor man ikke kan komme væk.

Det er netop den kombination af sind og krop, som optræder meget i ”Filoktet”, der er en sær tragedie, der viser en virkelighed, som man skal have prøvet for at forstå. For sådan er krigens væsen.

Derfor forstår en udsendt dansk soldat og en Talibankriger formentlig også hinanden bedre end en dansk soldat og alle os, som er blevet hjemme i Danmark. Derfor forstår en opdigtet græsk soldat ved navn Filoktet og en dansk soldat ved navn Sara la Cour hinanden – på tværs af 2500 år.

De har fået det samme krigens slangebid, den samme smerte. De har været fanget i krigens gru og stank, prøvet hvad det vil sige at have en opgave, der skal løses – og være nødt til at dehumanisere fjenden. For ellers vil man altid se sig selv i det menneske, som man møder. Men det er en luksus, som soldaten ikke kan tillade sig.

Som da Sara la Cour holdt vagt over de tre mænd, som hun og de andre fangede kort efter vejsidebomben, der dræbte kollegaen. Hun fortalte: ”Tre mænd, som jeg skulle bevogte, inden englænderne kom, og hentede dem. Tre mænd, som jeg ikke vidste om var fjender, landmænd eller bare uheldige, som var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Hvem var de? Havde de børn? Og mange andre ting. Tankerne gik igennem mit hoved hele tiden, og jeg var nødt til at skubbe dem væk, nødt til at mekanisere mig og tænke på min opgave, der skulle løses.”

For i en krig bliver alt meget hurtigt politisk og mekanisk, og der er ikke plads til store følelser, selvom soldaterne har dem – og liv og død hele tiden er på spil.

Sara la Cour fortalte også, at hun i Irak mødte sin smukkeste side og sin grimmeste side, og hun blev både sin dødelighed og sin menneskelighed bevidst – og at hun fandt ud af, at hun kan dræbe, og har en villighed til det, hvis det handler om at løse opgaven.

Efterfølgende kom så også den store skam over, at hun har PTSD, skammen over at være slangebidt.

Sara la Cour fortalte, at hun græd, da hun læste “Filoktet”, fordi hun kunne spejle sig. Spejle sig i soldaterfællesskabets meningsgivende virkelighed, når man er dér, men problemerne med at pakke følelserne ned undervejs – og at det er endnu sværere at pakke dem ud igen bagefter.

Danmarksbloggen tænker, at det er krigens væsen, krigens psykologi. Krigen ødelægger mennesker – og det er ikke soldaterne, som har været ved fronten, vi skal frygte. De skal hjælpes.

Nej, dem, vi skal være bange for, er dem, som aldrig har været ved fronten, men som bag et skrivebord har magt over soldaterne og os alle sammen, og som ikke har noget, der kan dehumaniseres. Fordi de per definition ser magt, penge og tal i stedet for at se mennesker.

Dem, der som en anden Odysseus er en dukkefører, en puppetmaster, der lader andre gøre det beskidte arbejde. De despoter skal vi være bange for. De ejer hverken empatiens eller tvivlens nådegave – og de vil aldrig som Sara la Cour gjorde det 14 år efter sige ære være hans minde, når der tales om en død kollega.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk