Nytårsaften er som en juleaften no. 2 – bare med vennerne i stedet for familien. Men stadig en aften, der danser omkring gentagelsen. Same procedure as last year, same procedure as every year, som det siges i tv-sketchen ”90-årsfødselsdagen”, som alle kender, men ingen længere ser – og som det citeres i Paprika Steens tredje film om fællesskab og relationer, der har premiere i dag.

Filmen hedder “Det nye år”, og vi følger en flok venner nytårsaften 2024-25. At det lige er dét nytår ved man, fordi man i filmen hører Kong Frederik d. 10. holde nytårstale – og han har i skrivende stund kun én gang sagt ”Gud bevare Danmark” på skærmen.

Filmen starter nemlig – som enhver nytårsaften i Danmark – med skærm og champagne i hånden, eller nej, her til monarkens nytårstale drikkes Crémant, som den rige og dominante, stil- og vinbeviste Jens, spillet mesterligt af Anders W. Berthelsen, gør opmærksom på det.

For champagnen skal vente til klokken 12. Sådan har man altid gjort det i dén vennegruppe, og traditionerne skal man værne om iflg. samme Jens, der dog bliver udfordret på netop den del.

Festen holdes nemlig – som altid – hos enken Nomi, spillet af svenske Tuva Novotny, som har fået en ny kæreste Finn. Han gestaltes af en suveræn Lars Brygmann, der excellerer i portrættet af en bedrevidende mandebaby, der ankommer EFTER nytårstalen med et kæmpe kransekagehorn – og straks udfordrer Jens´ rolle som leder af flokken, som var de to hanløver, der sloges om byttet. Det gør de så også. Bare en død nytårstorsk på et køkkenbord og ikke en antilope på sletten.

Flokkens tredje mand Kris spilles af Christian Tafdrup, og det gør han overlegent godt – og hvor er det forfriskende at se Tafdrup være en følsom gut, der kommer med filmens mest indsigtsfulde kommentar, da han om traditioner, og hvorfor man følger dem, siger: Det er bare en tradition. Der er ikke så meget at forstå.

Men når indholdet forsvinder, hvorfor så fortsætte med at gøre handlingen, kan man rationelt spørge. Hvorfor beholde ritualet, når det ikke giver noget mere? Men det gør mennesker, indtil alt bryder sammen. Måske fordi traditioner også handler om identitet, om at holde fast i det, man var – eller stadig håber, man kan blive.

Så det er for de fleste svært at acceptere, at 1) Traditioner kun er holdbare, så længe de holder os oppe og i gang, og 2) At det er klogt at stikke af fra dem og finde sig selv på ny. Skabe noget andet, som de to unge – Caroline og Vincent – gør det. De spilles overbevisende af Nikoline Juul Rohold og Daniel Andreas Ørum-Hansen.

Stor overbevisning og kraft er der også hos Birgitte Hjort Sørensen, som spiller den flirtende og overskudsagtige Charlotte, der er gift med Jens, men som bag den glitrende facade gemmer på både hemmeligheder og frustration. Dét gør hun med lige dele stil og smerte.

Det samme gør Vincents mor, den følsomme og konfliktsky Nomi, der som sagt spilles af svenske Tuva Novotny, og som for år tilbage mistede sin mand, Jens bedste ven Martin, og som i en meget gribende scene fik mig til at tænke på hendes landsmand, den store filmskaber Ingmar Bergman.

For det var oppe på de skyhøje nagler, at både Novotny, manusset og scenen var i den gribende monolog, hvor hun river alle illusioner væk, og fortæller vennerne sandheden om Martin, deres liv sammen – og nævner fraværet af vennerne i de mange hverdage, hvor livet gælder på rigtigt.

Hvad sandheden om Martin er, og hvilke andre hemmeligheder, længsler og ønsker, som kommer frem dén nytårsaften, skal ikke røbes her. Dog skal siges, at ikke alt bliver der slået en sløjfe på. Men sådan er livet og nytåret. Vi kan sagens lave fortsætter, beslutte os til at blive bedre i det nye år. Men vi er dem, vi er – og tingene fortsætter i reglen deres skæve gang.

Dvs: Indimellem kan vi måske skyde en nytårsraket afsted, der brænder de gamle strukturer, undskyld et juletræ ned, så vi får modet til at se os selv udefra – især hvis vi hjælpes på vej af en god fe. Eller er det måske en nytårsengel som den kulturelle og venlige Karen Margrethe – spillet så eminent af Solbjørg Højfeldt, at man ville ønske, hun havde fået meget mere spilletid.

For engle kan man møde alle steder – også ovre på den anden side af gaden, hvis man tør gå sig selv og sin vej i møde i stedet for at drukne sorg og smerte i fest og farver på det nærmeste gadehjørne. Her kan der så ske det, at man endelig kan smide den gamle kasket, og få sig en ny nytårshat, som kan være første skridt ud af en stilstand, der har varet alt for længe.

Men som sagt: Ikke alt kan løses eller forløses en nytårsaften. Vi er dem, vi er – og noget trækker vi med ind i det nye år – og det er ok. Vi skal heller ikke andet end at gå med, være i det – og huske at holde om hinanden undervejs. Ja, måske endda hoppe ind i det hele med hinanden i hænderne, som det så smukt illustreres i den både morsomme og gribende film “Det nye år”.

Som ærkekøbenhavner kan jeg også notere, at billederne af et nytårsramt København er spot on. For de fanger 1:1 ikke kun synet og lyden, men også håbet, drømmen og den stille desperation over ens tilværelse, som altid er ens gæster nytårsaften, uanset hvor man er – og med hvem.

Danmarksbloggen giver derfor ”Det nye år” 5 ud af 6 seks bordbomber, og istemmer et tidligt Velkommen nytår og velkommen her. Det er en forrygende og nådesløst afslørende film, som samtidig har et forsonende skær af ømhed over sig. En opfordring til forståelse omkring, at vi allesammen bare prøver at gøre vores bedste, ikke kun nytårsaften, men 365 dage om året.

Paprika Steen har nemlig et tolerance-og-forståelses-ærinde med sine fællesskabs- og relationsfilm, og det er der vældig meget brug for i Danmark her i 2025 – og nok også i 2026.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk