Telefonerne i Danmark bliver tavse

Hvornår har du sidst løftet røret og ringet til nogen – altså privat og ikke i arbejdssammenhæng?

Hvis det er længe siden, så er du ligesom de fleste andre. Danskerne ringer nemlig markant mindre.

Tal fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet viser, at 7 ud af 10 opkald finder sted indenfor arbejdstiden, at siden 2005 er hvert fjerde opkald forsvundet, og at vi taler en milliard færre minutter i telefonen (vi taler dog stadig 15 milliarder minutter i telefonen om året).

Det er en udvikling, som mange beklager: Åh, nej – vi kommer ikke hinanden så meget ved længere og den slags.

Danmarksbloggen tænker, at det er de samme mennesker, som tidligere ville have beklaget sig over, at trykkekunsten afløste fjerpen og blæk, at telegrammet forsvandt til fordel for netop telefonen og andre teknologiske fremskridt.

For sandheden er jo, at vi i dag kommunikerer mere med hinanden end nogensinde før. Eller dvs. mere end siden dengang vi boede i små landsbyer, og alle talte med alle hele tiden.

Det gør alle så igen nu – bare over større fysiske afstande og elektronisk, hvor vi sms´er, chatter, ser hinandens billeder, kommenterer – og hele tiden er i kontakt med hinanden.

Så vi ved faktisk – takket være den digitale teknologi – hvordan hinanden har det, og hvad der sker i hinandens liv. Og er det i grunden ikke, hvad privat kommunikation handler om?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skoleparat … samfundsparat

Undertegnede fandt i en skuffe en gammel notesbog med noter fra blandt andet et forældremøde for over 10 år siden.

Det var interessant læsning. Jeg havde blandt andet noteret:

Skolelederen spurgte ud i plenum: Er du, forælder, parat til at give slip? Er du parat til at forstå, at dit barn skal indgå i en helhed? At barnet skal kunne være i ro og have en adfærd, der udviser respekt for andre? For det er fint at være et ønskebarn, men man skal også kunne se og respektere andres behov.

Derpå fulgte en masse om skolens forpligtelse til at stille op med faglig og pædagogisk kvalitet – og om forældrenes rolle som aktive medspillere.

Og så sluttede skolelederen af med at sige, at skolens primære rolle ikke handlede om skabe gode karakterer, men om at skabe ansvarlige borgere, der med respekt for andre og deres meninger kunne fungere og virke i et frit folkestyre. Altså hele mennesker, som havde balancen mellem at kunne realisere egne drømme og samtidig virke for fællesskabet – og det i en tid med mange prinser og prinsesser, der var vant til at blive serviceret og curlet.

Men det du´ed ikke, gjorde skolelederen opmærksom på. Livet giver os ikke altid lagkage – og skolelederen ønskede derfor også at give børnene en indre jeg-styrke baseret på alt andet end popularitet, likes eller fokusering på egne behov alene, men i stedet på et dybt kendskab til sig selv, en realitetssans og en evne til at udholde og kæmpe mod modstand.

Det var som sagt en gammel notesbog. Og den konkrete skoletid, som startede kort efter, er for længst forbi. Og jeg skal heller ikke dømme andres børn, blot konstatere, at der i de ti år, som fulgte efter denne introduktion til skolelivet, var forskel i opbakningen til skolelederens hensigtserklæring, da det kom til at lave de flotte ord om til handling.

Og det var – og er skade. For en tilsvarende tale kunne sagtens høres i dag, hvor individualismen og selvfokuseringen er om muligt endnu større end i nullerne, hvor det nævnte forældremøde fandt sted.

Men skolen er stadig for livet, og vi kunne skabe et så meget bedre samfund, hvis alle lyttede til den gamle skoleleders kloge ord.

For at være skoleparat i betydningen ”være klar til at indgå i en helhed som et ligestillet individ sammen med alle de andre” er i bund og grund at være samfundsparat … også for de voksnes vedkommende, ja måske især for de voksnes vedkommende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Beskidte milliarder”

I går udkom en af årets mest interessante bøger, nemlig ”Beskidte milliarder. Da Danske Bank blev centrum i verdens største hvidvasksag” skrevet af de tre journalister Simon Bendtsen, Eva Jung og Michael Lund fra Berlingske Tidende, som afdækkede sagen – og som modtog Cavlingprisen i 2019 for deres store arbejde.

Det er også en sag, som har vakt opmærksomhed – selv på Amalienborg, hvor Dronningen i sin seneste nytårstale var inde på det særlige ansvar og den særlige pligt, som der følger, hvis man har en betroet position. En af de institutioner, som har denne magt i Danmark, er Danske Bank, der sammen med Mærsk og Carlsberg gennem mange generationer har været en grundpille i det danske samfund.

Danske Bank har også altid haft ordet ordentlighed som et motto.

Det er så et motto, som blev udfordret kraftigt – for nu at sige det mildt – i den årrække (2007-15), hvor hvidvasken foregik. Primært i en estisk filial af banken, hvor såkaldte non-residents stod for transaktioner for cirka 1.500 milliarder kroner. Penge, som bare flød igennem banken uden at der blev taget notits af det.

Der var heller ingen af de centrale personer i Danske Bank i Danmark, som kunne tale estisk – eller russisk. For de mange penge kom nemlig primært fra russere, som ikke altid havde tjent dem på lovlig vis – for nu igen at sige det mildt. Desuden var it-systemet i Estland ikke koblet op på det store it-system i Danske Bank.

Så hvidvasken var altså svært at opdage – selvom man selvfølgelig kan hævde, at daværende topchef i Danske Bank Thomas Borgen burde havde vidst noget, da han i en periode var chef for de udenlandske forretninger, og ved mere end en lejlighed affærdigede bekymrede henvendelser fra andre medarbejdere omkring, at der måske foregik noget i Estland, som ikke skulle ske.

Alt det – og meget mere – om hvidvasksagen bliver grundigt beskrevet på bogens mere end 330 sider, hvor der også er noter og en liste over navngivne personer, som spiller en rolle i sagen.

Denne historie er heller ikke kun en finanssag. Det er også en kriminalsag med anonyme kilder og tips – et enkelt endda kommet til Berlingskes redaktion på gammeldags måde som et fysisk brev med en håndskrevet tekst. Men ellers er det et par mord – blandt andet på en whistleblower, krypteret elektronisk kommunikation, skjulte rejser og gedulgte møder med kilder på hemmelige steder overalt i Europa.

Et af de stærkeste møder er det, hvor journalist-trioen tilbydes ”det hele” – og med bankende hjerter og våde håndflader siger ja til det, der viser sig at være lister med navne og steder. Som læser kan man mærke dramaet og føle blodtrykket stige.

Et andet interessant aspekt er det om Danske Banks drømme om at blive en finansiel stormagt … og om det forhold at Danske Banks forretningsbalance på 3.578 milliarder kroner årligt er 20 gange større end lille Estlands samlede BNP. Det er altså Davids kamp – og sejr – mod Goliat, når Estland har bedt Danske Bank om at være ude af landet senest ved udgangen af 2019.

Måske også noget som kunne inspirere andre lande til ikke at ligge under for store selskaber? Den slags spekulationer er så ikke bogens ærinde, og den kommer heller ikke ind på det.

Bogen fortæller historien om Danske Bank og hvidvasken, og det gør den forrygende. Bogen er letlæselig i sproget, og indholdsrig i sin beskrivelse af, hvordan hvidvask foregår – og med gode perspektiver til både samfund og det politiske liv. For alt samfundsliv i Danmark påvirkes af denne sag, som slet ikke har fundet sin afslutning endnu.

Bogen påpeger også det paradigme-skifte, der er kommet ud af denne sag, hvor der stilles store etiske krav til bankerne, i Danske Bank fremskyndet af storaktionæren Mærsk-familien, som ikke lagde fingrene imellem, da bestyrelsesformand Ole Andersen blev fyret, selvom det ikke hed en fyring.

For i ”Beskidte milliarder” kan man også læse om personerne, både de ledende i Danske Bank, stråmændene, whistleblowerne, danske ministre, danske embedsfolk, den nye formand for finanstilsynet i Estland og alle de andre – og heldigvis på en måde, så det ikke bliver for personligt, som vores tid ellers ofte gør det, men som i stedet holder en fin balance mellem at formidle om personen og det, som er relevant i forhold til sagen.

Det og alt andet i bogen er et eminent godt stykke arbejde – og det samme var den Cavling, som i den grad var fortjent.

Danmarksbloggen giver ”Beskidte milliarder” fem ud af seks pengesedler – og vil anbefale bogen til alle, som ønsker reel viden og indsigt om ikke kun den nyere tids største danske erhvervsskandale, men også om hvordan samfundet er skruet sammen – stadigvæk.

For grådigheden som drivkraft vil altid være en del af menneskets dna. Så man er mere end almindelig naiv, hvis man tror på, at et paradigmeskifte vil betyde, at alle magtens mænd og kvinder fremover vil være i stand til at holde moralens fane højt.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jyske Banks negative rente rammer én dag den almindelige dansker

Jyske Bank – nu med negativ rente for alle formuer over 7,5 millioner. Det lyder jo umiddelbart som om, at banken har ryggen fri, og at det kun rammer dem med store formuer!

Men se, hvis man læser, hvad Jyske Bank skriver, så finder man ud af, at det kun er dem med en formue på over 7,5 millioner, som ikke har en anden aftale, der kommer til at betale de 0,6%. Men at man selvfølgelig altid kan komme ned og forhandle renten.

Mit gæt er, at alle med en større formue – let – får forhandlet en 0-rente hjem.

Til gengæld vil der så herefter være åbnet for, at andre banker også indfører negativ rente. Og det næste vi vil opleve er, at beløbsgrænsen for en negativ rente bliver mindre og mindre, indtil alle med penge i banken er ramt -og skal betale penge for, at banken kan administrere vores egne penge.

Og når vi kommer dertil, vil det sikkert vise sig, at os små-sparere så IKKE kan få forhandlet en 0-rente hjem.

Vupti – således kommer bankerne til at holde på deres store kunder – og alle os andre kommer til at betale!

Skrevet af: Ole Frederiksen

Regnbuen lyser – igen – over København

Så er det Pridetid igen … regnbuer, glitter, glimmer, musik, shows og den store hyldest til mangfoldighed …

Vi kender det godt. Det er efterhånden lidt ligesom jul … en tid med hyggelige traditioner og fokus på samvær og fest.

Men inden vi går helt amok i velvære og selvros over, hvor tolerante vi er her i Danmark, så burde vi måske tænke over, at der stadig er en lang vej at gå – også her i vores land.

For masser af unge og børn bruger stadig ordet bøsse som et skældsord, nogle gange endda sagt i versionen bøsserøv.

Der er også stadig mennesker, som overfaldes – bare fordi de ikke ser heteroseksuelle ud eller måske går hånd-i-hånd med en af deres eget køn.

Og endelig er der en del miljøer – typisk fundamentalistisk-religiøse af såvel muslimsk som kristen herkomst – hvor det at være alt andet end heteroseksuel er uacceptabelt.

Så der er alt mulig grund til at vifte med regnbueflaget – også her i Danmark – som protest mod den manglende tolerance og rummelighed, som stadig er alt for udbredt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sådan ved du, at det er en dansker …

Sommerferien er nu helt slut for langt de fleste.

Men inden arbejdet og skolen begynder igen, kan det være sjovt med et lille tilbageblik på eventuelle udenlandsrejser – og på de danskere, som man ofte løber ind i, når man gæster fremmede lande.

For der er nogle kendetegn ved os danskere, når vi rejser på sommerferie.

Danmarksbloggen har prøvet at finde nogle af de mest typiske – udover den klassiske: At en dansker kan kendes på at være blegfed, rødskoldet og med mavetaske. Nogle andre kendetegn kommer her:

  • Danske mænd går altid i shorts, også inde i store sydeuropæiske byer som Paris og Rom, hvor ingen voksne lokale mænd med respekt for sig selv vil ses i andet end lange, pæne bukser, når de bevæger sig rundt i gaderne.
  • Danske kvinder gør altid et stort nummer ud af, at de har et tørklæde eller andet med i tasken, når de kommer til en kirke eller andre steder, hvor man IKKE går ind med bare skuldre og lårkorte nederdele. ”Vi respekterer skam de lokale skikke,” siger de danske kvinder ofte højlydt, mens de kigger rundt for at sikre sig, at alle ser dem. Andre nationaliteter tager bare tørklædet frem uden at gøre opmærksom på egen fortræffelighed.
  • Drikkepenge er ikke noget, som danskerne giver – medmindre de er meget tilfredse med mad og betjening. Men i mange lande er drikkepenge en del af kulturen – især i USA, hvor tjenerne får så lav en løn, at de reelt lever af deres drikkepenge.

Vi er lidt sjove på den måde. For vi forventer forståelse for vores adfærd, når vi er ude. Men er vi ligeså gode til at rumme de andre, når de kommer til vores land? Det kan vi jo tænke over her i resten af august, hvor netop syd-europæerne og amerikanerne i stor stil besøger Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Steen Langstrup forestiller sig dagens redaktionsmøde ovenpå angrebet på Skattestyrelsen

Forfatter Steen Langstrup har lavet dette skriv. Først så griner man – i anden omgang bliver man eftertænksom … for der er noget skævt over mediernes behandling af Danmarks mange parallelsamfund.

Opsnappet referat fra morgenens redaktionsmøde på et af landets formiddagsblade:

Chefredaktøren: “Der har været et terrorangreb mod Skattestyrelsen! Vi skal have et overblik over skaderne. Den klarer du, Per. Vi skal have en sprængstofsekspert til at beskrive bomben og hvor galt det kunne være gået. Den tager du, Kate.”

“Så skal vi have et par journalister ud på Cepos, gerne med skjulte mikrofoner, for at se, om vi kan opsnappe en tilfældig dialog, der kunne antyde opbakning til nattens angreb på Skattestyrelsen. Hvis det ikke er muligt, så gå dem på klingen og kræv en udtalelse. Alle ved, at Cepos HADER skat. Det klarer I to, Berit og Samuel.”

“Mens du, Peter, og du, Leif, I tager ud på Gammel Hellerup Gymnasium eller en af de andre reder for skattemodstanden herhjemme og ser, om I kan få et par ubetænksomme overklassebørn til at sige noget. De er ikke så kloge, de forkælede unger, så de kan nok manipuleres til at levere en stærk overskrift. Noget med whiskybæltets bander jubler over terrorangrebet.”

“Endelig skal klummeskribenterne i gang. Vi skal have i hvert fald et par klummer, der efterlyser eller forlanger, at alle topskattebetalere i landet offentligt tager afstand fra enhver form for terror.”

“Og en eller anden, se om vi ikke kan få Enhedslistens spidskandidat til at komme med en kontroversiel udtalelse rettet mod samfundsnasseriet i whiskybæltet og deres parallelsamfund derude og den måde, de foragter almindelige danskere og danske værdier, de EU-liderlige typer! Alle ved jo, at de rotter sig sammen og snyder i skat hele bundtet!”

Skrevet af: Steen Langstrup

En statskvinde af format …

Det er så længe siden, at det sidst skete i Danmark. Så længe siden, at vi danskere har glemt, hvordan det er at have en statsminister med format. Vi har kigget til Norge, som havde Stoltenberg – og til andre store statsmænd og statskvinder, som forstod at favne deres land og tale til det store og gode i mennesket.

Men i Danmark skal vi tilbage til sidste årtusinde for at finde statsministre med det store format. For det havde hverken Fogh, Thorning eller Løkke – uden at vi behøver at gå i detaljer.

I stedet kan vi stolt konkludere, at landets kommende statsminister Mette Frederiksen har dette format. At hun bliver en rigtig statskvinde, en statsminister for os alle sammen.

Man fornemmede nok, hvor det bar hen, da hun på valgnatten sagde, at hun syntes, at det var passende at give Løkke en hånd. For han var en politisk kollega, der skulle mødes med respekt.

Og så kom Folkemødet på Bornholm, hvor hun sagde, at det første, hun vil gøre som statsminister, bliver at give Godhavnsdrengene en undskyldning. Fordi vi som samfund må tage ansvar for i går, i dag og i morgen.

Danmarksbloggen er begejstret … Endelig en statsminister der taler op til os, taler til det ædle i mennesket, til det der samler os …

Der er tændt et håb med Mette Frederiksen som leder af Danmark …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så er det kildetid

Skt. Hans-bålene er brændt ned – men derfor er midsommertiden ikke forbi. Ja, faktisk varer den lidt over en uge endnu.

Det er som bekendt også Skt. Hans-dag i dag, altså Johannes Døberens Dag.

Ham, som både var Jesus´s fætter og ham, som døbte Jesus i Jordanfloden. Og han havde meget behændigt fødselsdag i dag, fandt de smarte spindoktorer på – dengang kristendommen skulle markedsføres som den nye religion.

Det ville nemlig passe med, at dagene bliver kortere efter Johannes fødselsdag, mens de bliver længere efter Jesus´s fødselsdag.

Det varer så heldigvis lidt, før vi for alvor mærker de kortere dage, for sommeren er først lige gået i gang – og til og med d. 2. juli er det ovenikøbet kildetid.

Kildetiden er betegnelsen for tiden fra Skt. Hans til Vor Frue Dag d. 2. juli, som helt indtil Struenses helligdagsreform i 1770 var en helligdag til jomfru Marias ære.

At vi på det tidspunkt havde været protestanter i næsten 250 år var ligemeget. En fridag er en fridag … og kildetiden var en god anledning til IKKE at arbejde. Mennesker har nemlig altid kunnet lide at holde fri.

Men hvad lavede man så i kildetiden? Ja, man rejste til de hellige kilder for at drikke af vandet, så man kunne blive rask, hvis man var syg – eller holde sig rask, hvis man var rask.

Man mente nemlig, at kildevandet var livgivende og magisk – og allermest Skt. Hans-nat selvfølgelig. Men også i resten af kildetiden var vandets kraft stærkere end normalt, så man rejste til de hellige kilder og sov under åben himmel.

Smarte forretningsfolk var selvfølgelig hurtige til at stille telte op og sælge mad og drikke, hvis nu man fik nok af kildevandet. Det gjorde mange.

Og således opstod kildemarkederne, hvoraf ét stadig lever i bedste velgående, nemlig Bakken nord for København, som opstod omkring Kirsten Piils Kilde, der også stadig kan ses. I dag er det dog nok de færreste, der drikker af vandet.

Men over hele landet var der hellige kilder, som både høj og lav, gammel og ung, søgte til i kildetiden.

I kunstens verden er kildemarkederne og de hellige kilder også beskrevet. Mest berømt er nok Jørgen Sonnes maleri ”De syges søvn på Skt. Helene Grav ved Tisvilde Skt. Hans nat” samt Adam Oehlenschlägers skuespil “Sanct Hansaftens-spil”.

Idag har vi ikke kildetid på dén måde mere – men se hvordan vi søger til stranden, parken og andre steder ude i de grønne, smider tæpperne, spiser og drikker, griner og hygger os, og så kan man faktisk sagtens leve sig ind i kildetiden – også selvom de fleste i dag hellere nyder et glas vin eller en øl end vand fra en hellig kilde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dannebrog fylder 800 år

Dannebrog fylder i dag 800 år – og dét skal fejres. Danmarksbloggen siger selvsagt også tillykke til dette elskede symbol, som vi danskere bruger til ALT – som i ALT:

  • Som klistermærker på madvarer, der er produceret i Danmark
  • Som servietter
  • Som frimærker
  • Som små papirsflag, vi stikker ned i fødselsdagslagkagen
  • Som andre små papirsflag på snor, der hænger på juletræet
  • Som større papirsflag vi vifter med, når vi skal hente familie og venner i lufthavnen – eller Dronningen har fødselsdag, og mange danskere samles på Amalienborg
  • Som papirsflag brugt som vejvisere, når vi skal holde fest
  • Som dekoration når der skal laves æresport til fx et sølvbryllup
  • Som en decideret flagallé brugt både i særlige anledninger, men også når der fx er byfest
  • Som en del af en blomsterbuket – for hvad er vel smukkere end papirs-Dannebrog sammen med blomster?
  • Som noget vi maler på kinderne – eller har på en klaphat – når vi skal heppe på danske sportsfolk
  • Som emoji når vi skal skrive Danmark på de sociale medier

Men allermest er Dannebrog et flag, som engang var et symbol på kongemagten, der lige siden i hvert fald Christian d. 4 er blevet anvendt af militæret, og som stadig er at finde både på uniformerne og på skibene (også handelsflåden), men som vi i dag kan finde på at bruge, bare fordi det er søndag, og solen skinner i kolonihaven …

Dannebrog anvendes også, når de kongelige er i nærheden, når det er fødselsdag eller der flages på halv stang ved begravelser, på busserne når der er mærkedage, på helligdage, ved kirkelige højtideligheder, når folketinget åbner, når skolen åbner eller der er eksamen – eller til at ligge over kisten, når en død, dansk soldat kommer hjem …

For i glæde og i sorg følger den rød-hvide kors-dug os. Det er i grunden ganske smukt og også derfor, at danske malere har malet flaget, og danske digtere har skrevet om Dannebrog. Nogle af de mest kendte linier er disse:

B.S. Ingemann: Vift stolt på Codans Bølge! Blodrøde Dannebrog! (fra sangen af samme navn).
H. C. Andersen: Du danske, friske strand, hvor Dannebrogen vajer (fra: ”I Danmark er jeg født”).
Peter Faber: Vid det er en ære, Dannebrog at bære (fra: “Højt fra træets grønne top”).
Axel Juel: Der er ingenting, der maner som et flag, der går til top (fra sangen af samme navn).

Endelig skal nævnes vores nationalsang ”Der er et yndigt land”, skrevet af Adam Oehlenschläger. Sangen havde oprindelig 12 vers, hvoraf et vers faktisk var tilegnet Dannebrog. Det lyder:

Vort Dannebrog er smukt,
Det vifter hen ad Havet
Med Flagets røde Bugt,
Og stedse har sin farve hvid,
Dit hellige Kors i Blodet,
O Dannebrog, i Strid!

Dét vers kan man jo overveje at synge næste gang, at den står på ”Der er et yndigt land”. Et Dannebrog i strid – ja, hvorfor ikke? Arven fra 1864 er vi vist ved at have kastet af os – eller hur?

Nu mangler vi så bare at gøre Dannebrog til et samlende symbol for os alle sammen igen – og ikke kun dem, som tilhører et vist politisk parti. For Dannebrog er gennem tiderne blevet brugt som politisk markering, senest af Dansk Folkeparti. Men også dengang Sønderjylland stemte sig hjem i 1920 – og som et mærke på tøjet under Besættelsen for at vise sin dansksindethed.

Dannebrog er altså blevet taget til indtægt for meget … både noget, der samler og noget, der skiller os.

Det er værd at huske på i en tid, hvor danskheden er mere spraglet og mangfoldig end nogensinde. For danskere anno 2019 – 800 år efter Dannebrog faldt ned fra Himlen vistnok som en gave fra Gud – fås i alle farver og former: Hvide, brune, sorte, gule – tynde, tykke, dem midt i mellem – ja, hele den brogede palet. Alle er vi danskere, når vi bebor de danskes øer.

God Valdemarsdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk