Kategoriarkiv: Hverdagsliv i Danmark

Anmeldelse: ”Burning Voice”

Udgivet den af
Svar

Filmen ”Burning Voice”, som sendes på DR senere på året, er en meget vigtig film, der handler om den irakiske kvinde Tamara og hendes kamp for både hendes egen, men også andre kvinders frihed og ret til selv at vælge, hvordan deres tilværelse skal se ud.

Ja, i virkeligheden simpelthen retten til at være i live.

Det er en rå dokumentar, hvor vi skiftevis følger Tamara i Danmark, hvor hun bor sammen med sin søn og deres lille hund, og så i Irak, som hun oprindeligt kommer fra. Da filmen starter, er Tamara dybt involveret i kampen for de irakiske kvinders frihed via organisationen ”The Iraqi Women Rights”, som hun selv har stiftet.

I det ene øjeblik ser vi derfor Tamara stå stærkt på talerstolen i powersuit og fortælle om kvinders ret til at leve, som de vil. For så i næste øjeblik at være meget emotionel, da hun kigger på floden Tigris i det område, hvor hun boede, inden hun som stor skolepige flyttede til Danmark.

Vi ser hende lave et fotoshot, hvor hun bliver sminket, så hun ser ud, som hun gør på de fotos, som hun har fra dengang, hendes ex-mand slog hende med sit bælte. Vi ser hende danse mavedans iført meget lidt. Og to sekunder senere bede til Allah iført muslimsk klædedragt, så kun ansigtet er utildækket. Vi ser hende også flytte på krisecenter, fordi hun er bange for ex-manden.

Tamara er nemlig mange kvinder, og skal ikke defineres ud fra kun en ting, en funktion: Hun er kvindesagsforkæmper. Datter – af en kærlig far, som hun siger har lært hende alt. Mor til en søn – som da han siger, at drenge er stærkere end piger – straks irettesætter med sætningen om, at piger og drenge er lige. Studerende, der kæmper med hendes eksamen. Men som også, da hun bliver socialrådgiver, fejrer det med ikke-alkoholiske bobler sammen med sin familie. Og meget mere.

En ting går dog gennem det hele: Modet. Modet til at vise sig selv og sin virkelighed hele vejen rundt. Fra mødet med den legendariske irakiske feminist Hanaa Edwar over det at komme for sent til sønnens første skoledag og til de demoer for kvinders rettigheder, som hun selvsagt deltager i, også i Danmark.

Tamara er – og viser – et helt menneske.

”Burning Voice” er derfor også 1001 historier – og så alligevel kun én historie, der ikke er noget eventyr. Nemlig historien om, hvordan det at være kvinde i islamiske lande og blandt mange – ikke alle, men mange – muslimske mænd. Og det er en historie om at være mandens ejendom, som han kan gøre med, hvad han vil – også slå ihjel.

Fordi mænds følelser betyder mere end kvinders liv i mange islamiske samfund iflg. Tamara.

Det er derfor en rystende film, som på en meget hudløs facon viser en virkelighed, som de fleste nok anede eksisterede, men som mange har svært ved at forholde sig til. Og som visse grupper og organisationer i det danske samfund vender det blinde øje til, og kalder kulturelle forskelle.

Men det er det ikke. Det er kvindeundertrykkelse, og det kan ikke fortsætte, hvis vi mener det med frihed.

For nok kan en dansk dommer sagtens give en irakisk kvinde som Tamara en i Danmark gældende skilsmisse fra hendes egyptiske og voldelige ex-mand. Men det stopper ikke nødvendigvis ex-manden i at forfølge og chikanere hende, og slet ikke når de har en søn sammen.

Filmen rejser derfor også et spørgsmål til danske politikere, kvindeorganisationer og mange flere:

Beskytter vi som samfund de muslimske kvinder i Danmark godt nok, så de kan komme ud af det voldsregime, som de lever i under det religiøst betingede islamiske patriarkat?

Svaret giver sig selv. Men filmen skal alligevel ses, hvis man vil forstå, hvor grotesk synet på kvinder er i de kredse.

Danmarksbloggen vil derfor gerne opfordre alle til at se ”Burning Voice”, som får fem ud af seks af de mobiltelefoner, som Tamara flittigt bruger til hudløst at dokumentere sin vanskelige vej i tilværelsen – som alene kommer af, at hun er kvinde.

Ingenting har ødelagt os som tavshed, siger hun også, og det er sandt. Det gælder i øvrigt alle kvinder, som lider under en voldelig mand, og som prøver at glatte ud, få det til at glide, bortforklare og undskylde – også overfor sig selv.

Der skal ikke ties stille. Der skal råbes. Og vi andre skal hjælpe og kræve, at samfundet gør det samme – uanset hudfarve og religion. Bare for lige at slå fast, at det her handler om kvinders rettigheder, ikke om noget som helst andet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Hikari i Tivoli

Udgivet den af
Svar

Hikari er japansk og betyder lys.

Det er også navnet på den nye – japanske – del af Tivoli, som er et område ovre ved Dæmonen, der er konstrueret, så det skal føles som at gå rundt i en gade i Tokyo eller en anden japansk storby.

Det virker ikke helt. Man er stadig i Tivoli, og det ved man godt – og ikke kun fordi ”Dæmonen” nu i japansk indpakning suser over hovedet på én.

Men også fordi man møder såvel den fra Pantomimeteatret så kendte påfugl som en lysreklame – samt skilte- og kawaii-versioner af Harlekin, Columbine og Pjerrot. Ja, den sidste optræder endda også som en hvid, japansk lykkekat.

For allevegne er der japanske lykkekatte og japanske koi-fisk sammen med japanske tegn, skilte og neonlys. Det skal – som H. C. Andersen ville have sagt det – være så ganske japansk altsammen.

Og man kan også i madboderne købe mange japanske eller japansk-inspirerede madvarer, alt fra mochi-is over bubble-tea til kaarage og endnu flere eksempler på japansk streetfood. Mest kø var der ved den bod, hvor man kunne købe soft-ice i vafler formet som en koi-fisk. Duften fortalte så, at i hvert fald vaflen må smage ret dansk.

Det er måske også nødvendigt for at lokke kunder til. For forskellen på dansk og japansk madkultur er trods danskernes glæde ved sushi massiv, hvad man kan forvisse sig om, hvis man går ind i UME-butikken, som ligger helt nede i bunden.

Her er det – reelt – som at træde ind i Japan. I hvert fald når man som jeg aldrig har været i hverken Japan eller et japansk supermarked før.

Dét var næsten som en skattejagt at gå rundt mellem hylderne, og jeg bestemte mig til at prøve mig frem. Så jeg købte ægte japanske tang-chips (der viste sig at smage af fisk på den dårlige måde) samt nogle Kit-Kat, der smager af japanernes yndlingste – matcha. Næste gang tror jeg, at jeg napper dem med jordbær eller en af de cirka syv andre smage.

Men indimellem må man prøve noget nyt, tænkte jeg, da jeg efterfølgende stod og drak noget kold og lækker matcha-te, mens jeg så på den nye attraktion ”Tyfonens Øje”, der er bygget som en japansk lygte.

Dén vækker ens nysgerrighed. For den er som et mysterium. For en ting er at vide, at den suser rundt så hurtigt, at folk bliver vægtløse. Noget andet er at stå og se skyggerne derinde og høre deres skrig, men alligevel ikke rigtig kunne se, hvad der sker derinde. Det kan fantasien godt lide.

Det kan noget – og jeg gik derfra med et aldrig næret ønske før om at komme til det rigtige Japan, mens jeg glædede mig til at få de indkøbte mochier med calamansi-smag i køleskabet. For når de er nedkølet, så smager de små lækkerbiskener, der føles som at tygge på en klump gummi, vældig godt. Det ved jeg. For dem kender jeg.

Det gør jeg også med de lyserøde kirsebærblomster og deres højtid Sakura, som er navnet på den anden butik, hvor man dog ikke skal forvente at finde den kvalitetskeramik, som kendere forbinder med Japan. Men ønsker man sig Kawaii-produkter, altså alt hvad der er nuttet på den japanske måde, så er man kommet til rette sted.

Man kan selvsagt også købe både Hello Kitty og Pokémon i Hikari i Tivoli, var meldingen – om end jeg ikke så det selv. Jeg var vist lidt for optaget af skattejagten i det japanske snack-skattekammer.

Hikari i Tivoli skal nok blive en succes, Måske fordi det er, som vi i Vesten forestiller os Japan – og som Japan også var indtil for få år siden.

For i dag er Japan så meget andet. Japan anno 2026 er førerløse biler på gaderne. Det er robotter, der bringer varer og mad rundt, og som kører på fortorvene. Det er robotter, som laver hotdogs på gaden. Det er humanoide robotter på restauranter og i plejesektoren og ved receptionen – og meget mere.

Intet af det møder man i Hikari i Tivoli. Og det er øv. For Japan har ligesom Vesten en aldrende og skrumpende befolkning, og Japans svar på den udfordring er ikke øget indvandring, men en massiv satsning på teknologien. Det kunne det være spændende at få en smagsprøve på i Hikari – også mere spændende og måske inspirerende end eksotiske japanske snacks og lækker japansk streetfood.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Spis dansk frugt og grønt

Udgivet den af
Svar

Sommerferien synger på sidste vers. Det samme gør danskproduceret frugt og grønt.

Rosenkål, hvide salatløg og ærter til frost er bare nogle få af de mange grøntsager, som ikke mere produceres i Danmark, og kendte bær som ribs og solbær er de næste, der står foran udryddelse i Danmark.

Årsagen er ikke klimaet. Årsagen er, at danskerne fravælger den danske frugt og grønt til fordel for billigere – og dårligere – varer fra udlandet.

Det er så slemt, at kun 26 procent af grøntsagerne og 9 procent af frugterne solgt i Danmark er produceret her i landet. For 60 år siden var 92 procent af grøntsagerne og 54 procent af frugterne danske.

Men nu er vi et af de lande i Europa, som har den laveste produktion af frugt og grønt. Kun cirka 40 kilo per indbygger mod mere end plus 200 kilo i mange andre lande.

Det er skidt for både fødevaresikkerhed og sundhed. For vores jord, vores klima og vores tilbageholdenhed med at sprøjte frugt og grønt gør, at danske frugter og grøntsager er blandt de mest sunde og næringsrige i verden.

Danskerne spiser i øvrigt – trods al snak om at leve mere grønt – 28 procent mindre frugt og grønt i dag end for ti år siden. Det er også stadig tomater, agurker, salat, gulerødder, pærer og æbler – samt jordbær i sæsonen, som er øverst på indkøbslisten, men altså udenlandske – desværre.

For det bedste grønt og frugt er dansk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvilken dag skal være Danmarks nationaldag?

Udgivet den af
Svar

Skal Danmark have en officiel nationaldag – og i så fald: Hvornår skal den dag være?

Der er – som Danmarksbloggen ser det – to muligheder:

  1. Grundlovsdag d. 5. juni, fordi det er dagen, hvor demokratiet og det moderne Danmark blev født i 1849.
  2. Valdemarsdag d. 15. juni, fordi det er dagen, hvor Dannebrog ifølge legenden faldt ned fra Himlen ovre i Estland i 1219 i forbindelse med Valdemar Sejrs korstog mod de dengang hedenske estere.

Argumenter for Grundlovsdag som Danmarks nationaldag er, at alle danskere allerede kender den dag, selvom det næppe er alle, som kan historien om, hvordan en folkedelegation gik op til den daværende konge Frederik d. 7., og krævede en fri forfatning. Kongen kunne så meddele dem, at han allerede havde afskediget den gamle – og sidste – enevældige administration. Så nu var vejen banet til en fri og demokratisk forfatning – og det arbejde førte til Grundloven, som blev underskrevet d. 5. juni 1849.

Argumenter imod Grundlovsdag som Danmarks nationaldag er, at dagen altid har handlet om politik og demokrati, om debat og Grundlovsmøder – og at sådan skal det fortsætte fremfor national selvglæde og selvforherligelse.

Argumenter for Valdemarsdag som Danmarks nationaldag er, at det er den dag, hvor legenden siger, at Dannebrog kom dalende ned fra Himlen, da vi ellers var ved at tabe slaget mod de dengang estiske hedninge. Bispen, som var med ved fronten, havde ellers holdt hænderne i vejret og bedt om krigslykke, og det havde virket (!). Men nu var han blevet træt, og kunne – selv med hjælp – ikke holde hænderne oppe mere. Men så skete miraklet: Dannebrog dalede ned – og så vandt de danske korstogsriddere.
Historien er næppe sand, men god. Og vigtigst er, at Dannebrog lige siden – og faktisk mere og mere, som tiden er gået – har været noget helt centralt for alle danskere.
Dannebrog er simpelthen synonymt med at være dansk. Dannebrog er det, som alle danskere samles om, hele tiden og både til hverdag, til fest, i glæde, i sorg og når der er sport.
Det røde flag med det hvide kors er den måde, som vi trækker vores nationale vejr på …

Argumenter imod Valdemarsdag som Danmarks nationaldag er faktisk ikke-eksisterende, idet man relativt nemt kan fortælle de danskere, som ikke lige har styr på, at Valdemarsdag er den dag, hvor vi fik det flag, som vi elsker, og som vi bruger konstant og hele tiden og til alt – og som er et billede på os som folk.

Danmarksbloggen vil derfor konkludere, at Valdemarsdag d. 15. juni bør blive Danmarks nationaldag. Der skal kippes med Dannebrog, skal der.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

BÅTHORNET, TURISTHORNET

Udgivet den af
Svar

Tænk hvis jeg havde sådant et gammeldags båthorn. Så kunne jeg stikke det i min rygsæk og trutte og båtte lystigt med det, når de alt for mange turister igen-igen-igen lukker veje og stræder foran mig.

Sådan havde han aldrig tænkt før, men lige præcis sådan tænkte han, da han af konen og datteren fik netop sådant et horn foræret til sin fødselsdag.

Et fint, fint båthorn, hvis trompet-tragt skinnede som sølv og med en sort gummiballon – lige til at trykke på.

Og nu bruger han – på vej til og fra arbejde – båthornet hver dag i turistsæsonen, som i København strækker sig fra 1. januar til 31. december.

Turen går over Kyssebroen, strejfer Nyhavn, inden det er forbi Amalienborg og Mærsks hovedkvarter og ud mod en vis lille havfrue på Langelinie.

En rute med mange-mange turister. Kinesere i store sværme, der spærrer det hele. Asiater og amerikanere, der højlydt svinger med selfiestænger. Familier og venner, som mener, at de har ret til i skildpaddefart at slentre lige præcis så mange, at de fylder hele fortovets bredde, så de kan sludre med hinanden, men så ingen andre kan komme forbi. Mennesker i alle aldre og alle køn som uden varsel stopper op lige foran ham for at tage endnu et billede, opdatere deres sociale medier og den slags.

Dem og mange-mange flere turister, der som sneflokke konstant kommer vrimlende og flokkes foran manden. Men ingen af dem kan ignorere båthornet – eller turisthornet, som han kalder det.

En hånd ned i rygsækken, hvor det har sin faste plads i en yderlomme, og et tryk eller to. Så er der lyd: TRUT-TRUT eller måske snarere et dybt BÅÅÅT-BÅÅÅT, og så gibber det i dem, som er foran – og så bliver de så forvirrede, at de rykker til siden, og han kan gå frem.

Det virker altså, turisthornet. Ja, en morgen brugte han det endda til at skræmme nogle lommetyve væk, som havde sneget sig ind på ham, og som han mærkede havde gang i hans rygsæk.

Her var det så både hornet og hans stemme, som gav lyd … og de fik heller ikke noget, de to lommetyve. Det gør turisterne så … nemlig æren af at om ikke møde, så dog høre manden med båthornet, turisthornet i aktion.

Man må ikke håbe, at manden med båthornet bliver en attraktion. For vi har allerede alt for mange turister i København.

Det siges, at mandens kone kan finde på højt og insisterende at sige BIP-BIP, når hun går bagved turister, som fylder det hele, stopper op eller bare er irriterende, og at det var dén vane, som satte det med båthornet i gang.

Men det er nok bare en skrøne. Ja, måske er det hele bare en god historie – bortset fra det med de altfor store turist-horder, der hærger de københavnske gader og pladser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sølvbryllup for Årets Pinsefisk

Udgivet den af
Svar

I år kan Årets Pinsefisk fejre sølvbryllup. Hele 25 år er der gået, siden den nu afdøde biskop i Roskilde stift Jan Lindhardt fik ideen til Årets Pinsefisk.

Julen har som bekendt andestegen eller/og flæskestegen, og påsken har lammet. Men hvad har pinsen? Ja, den højtid skal selvfølgelig også have sin egen ret – og det skal være fisken. Både fordi fisk smager godt og er sundt, men også fordi fisk og kristendom faktisk hænger sammen. De første kristnes hemmelige tegn var nemlig fisken.

Sådan cirka lød det dengang for 25 år siden, da Årets Pinsefisk begyndte.

Og i år – sølvbryllupsåret – er det havkatten, som Danmarks Fiskehandlere sammen med Roskildes nuværende biskop Ulla Thorbjørn Hansen har kåret som Årets Pinsefisk. Havkatten, som med sit voldsomme tandsæt er skræmmende at se på, men vældig velsmagende og saftig.

Men tilbage til kristendommen. For hvorfor blev fisken de kristnes hemmelige tegn?

Ja, korset var for let genkendeligt, så man valgte fisken, som var nemt at bruge for de forfulgte kristne. For når to fremmede mødte hinanden, og den ene så tegnede en buet linje i jorden foran sig, så ville den anden enten 1) bare sige nå – eller 2) også tegne en buet linje, og det så de to buede linjer mødtes i den ene ende og krydsede hinanden i den anden – så det dannede en fisk. Skete det sidste, så vidste begge, at de var kristne.

Men at det blev fisken hang også sammen med, at det oldgræske ord for fisk er ichtys (ιχθυς), der består af bogstaverne iota, chi, theta, ypsilon og sigma. Det er samtidig begyndelsesbogstaverne i den græske sætning Iésous (Ἰησοῦς) Christos (Χριστός) Theou (Θεου) (h)Uios (Υἱός) Sótér (σωτήρ).

En sætning, som oversættes til: ”Jesus Kristus, Guds Søn, Frelser.” Altså det, som Helligånden gav disciplene kraft til at gå ud og forkynde til pinse, og som er den direkte årsag til at vi fejrer pinse i de kristne kirker.

Glædelig pinse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkemøde i Ribe: Skt. Ansgar kom til byen for 1.200 år siden

Udgivet den af
Svar

I år er det 1.200 år siden, at benediktinermunken og missionæren – og den senere ærkebiskop – Ansgar kom til Norden for at udbrede kristendommen. Det gik ikke helt godt, men heller ikke helt skidt.

For nok måtte Ansgar i første omgang rejse hjem til Tyskland igen, men et frø var alligevel blevet sået – og i byer som Ribe og Hedeby var der snart små kristne menigheder, som vikingerne i de kommende år rummeligt lod have deres – i vikingernes øjne – mærkelige tro i fred.

Senere fik Ansgar også et samarbejde i stand med den danske konge, så der blev lagt godt i kassen til en fremtid, der på nogle punkter ikke var så langt væk. Cirka år 965 bekendtgjorde Harald Blåtand på Jellingestenen, at han havde gjort danerne kristne.

I realiteten tog det dog nok noget længere tid at skille sig af med de nordiske guder. Men vi skal ikke længere end cirka 100 år frem til midten af 1000-tallet, så er det store kirkebyggeri i gang over hele Danmark. Så det er rigtigt at kalde Skt. Ansgar for Nordens Apostel.

Skt. Ansgar blev selvfølgelig også helgenkåret. Og i den katolske domkirke i Danmark, som ligger i København, og bærer hans navn, opbevarer man stadig et par knoglerelikvier fra ham, som vises frem på Skt. Ansgars helgen- og dødsdag d. 3. februar.

Der var også i vinters en stor fest for Skt. Ansgar og de 1200 år, hvor selveste pavens højrehånd var til stede, både i Københavns Domkirke, som holdt en økumenisk fejring i anledning af 1200-året, og senere til en privat frokost med Kong Frederik d. 10.

Men i pinsen bliver der mulighed for mange flere at kunne fejre og lære mere om Nordens Apostel. Der er nemlig ”Folkemøde i Ribe” fra d. 21. til d. 24. maj for at markere, at Ansgar kom til Ribe d. 24. maj 826. Dvs. enkelte arrangementer starter inden – også allerede her op mod Kristi Himmelfart.

Se hele programmet her: https://www.folkemodeiribe.dk/program

Det er dog på ingen måde et politisk folkemøde, mere sådan en slags ”Kirkernes Folkemøde”, altså det som engang hed ”Himmelske Dage”, møder et kombineret vikinge-og-middelalder-marked med en slags ”Historiske Dage” som det tredje ben i Ribe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Bakkens Hvile 2026-show

Udgivet den af
Svar

Det lyder som et eventyr, men det er ganske vist: Ude i den grønne skov på Dyrehavsbakken i Klampenborg findes en lille pavillon, som har ligget der i svimlende 149 år, og hvor der hver eneste sommer i al den tid har været syngepiger, der med swung og saft har begejstret publikummerne, der sidder ved de små, runde borde nedenfor den lille scene.

Det er Bakkens Hvile, hvor der i går aftes var forpremiere på årets show, og hvilken aften det blev fra de søde serveringspiger havde været rundt første gang med drikkevarer og til det røde tæppe for sidste gang gik ned efter de fire bakkesangerinder og pianisten fik velfortjente stående ovationer.

For sikke en forestilling. I to afdelinger på hver cirka 12 sange bliver der sunget, fortalt og lavet spas – damerne i deres overdådige, glitrende og fjerprydede kreationer indbyrdes, med én velspillende pianist, som trofast tager imod det hele, med os i publikum som skiftevis griner og synger med, og med bartenderen, som endda var direkte involveret i den ene sang, der nemt kunne være årets højdepunkt i en hvilken som helst revy – hvis altså bartenderen var den samme.

For bartenderen er ingen ringere end Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, som beredvilligt stiller op til løjerne, og som i øvrigt er gift med chefen for det hele Dot Wessman, som også er en af de fire syngepiger, og som tilmed i år kan notere sit 50-årsjubilæum i Bakkens Hvile.

Den flotte milepæl bliver også behørigt fejret i en forestilling, hvor numrene veksler mellem gamle viser, af og til med aktuelle tekster, nyere sange og så de store klassikere: ”Jeg er en af Bakkens sangerinder” og ”Køb blomster, køb blomster” – og ja, man kan købe langstilkede røde roser – og ja, der kan betales med mobilepay. Men det kan anbefales at have nok af 20´ere med, som man kan smide op på scenen, så det klinger – som traditionen byder.

Følg i det hele taget skikkene i Bakkens Hvile, tag en drink mere og giv evt en runde til pigerne på scenen – de kvitterer med en sang. Lad Dem i det hele taget rive med. Et show på Bakkens Hvile er nemlig noget ganske enestående. Det er varieté som for 149 år siden. Men er det så ikke gammeldags? Ikke et hak. Tværtimod.

Bakkens Hvile er en verden af i går, som vi nyder i dag, og som vi også behøver i morgen. Her er rødder og historie – og historier – fortalt med højt humør og i sang og musik. En verden, hvor de fire damer – Tina Grunwald, Sus Mathiasen, Ann Farholt og naturligvis Dot Wessman – synger og underholder, så det er en lyst om netop lyster og sex – også når den kan erhverves for klingende mønt. Her er ingen politisk korrekthed, ingen bonerthed. Her er livsglæde, lummerhed og liflighed iklædt ægte musik og ægte sang – og vi gynger med og synger med – både om at gå med i Lunden, titte til hinanden, kys hinanden og jeg har elsket dig så længe, jeg mindes.

De ord gælder også Bakkens Hvile, som jeg aldrig havde besøgt før i går, men som jeg på stedet forelskede mig i fra første tone, nej, allerede fra jeg trådte ind i den lille træpavillon, som engang var så almindelig.

For engang var der hele 43 sådanne syngepavilloner fra København til Klampenborg, fortalte Dot Wessman. Nu er der kun én, Bakkens Hvile, tilbage, og den skal blive. Den er levende kulturhistorie, men ikke et museum. Bakkens Hvile er stedet til dem, som stadig tør møde sig selv og andre mennesker analogt uden filter. Det må ikke forsvinde – eller laves om. Så Dot Wessman har ret, når hun siger: og her kan forandring faktisk skade.

Danmarksbloggen håber derfor, at hun også får ret i, at der altid vil være en Bakkens Hvile med syngepiger, som også i de kommende år vil fortsætte med at være så gavmilde med sig selv og deres sange, som de synger direkte ud til os i publikum.

For der sker noget godt, når man sidder tæt sammen – også med folk man ikke kender, men som man alligevel snakker med, skåler, smiler og griner med. Synger og gynger med. Så begejstres man, og så gælder ordene fra Bakkevalsen Kom og tænd min sol…

For solen tændes et sted indeni, når man sidder dér i halvmørket på Bakkens Hvile sådan en festlig og forrygende aften i selskab med d´damer Bakkesangerinderne og alle de andre. En aften, hvor stemning og sang går op i en højere enhed, hvor folkekultur, historie og danskhed smelter sammen til noget, som vi alle kan føle os hjemme i – sådan på dybet.

Så skal vi skåle? Gu´ ska vi så. Bakkens Hvile i 2026 er livseliksir for livsglæden, for fællesskabet og for det danske frisind, og som der er stærkt brug for – også i fremtiden. Danmarksbloggen giver derfor Bakkens Hvile – dette musikalske danske eventyr fortalt, spillet og sunget for voksne – seks ud af seks langstilkede røde roser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sakura – og menneskelivet

Udgivet den af
2

Sakura er et navn, som flere og flere danskere forbinder med de japanske kirsebærtræer, som lige nu blomstrer i deres lyserøde og hvide pragt i det meste af kongeriget.

Men hvad betyder navnet Sakura? Ja, det er simpelthen det japanske ord for de kirsebærblomster, som alle flokkes under og tager fotos af i Danmark og i resten af verdenen, men allermest selvfølgelig i Japan selv.

For i Japan er Sakuras blomstringstid en decideret højtid, hvor japanerne valfarter til kirsebærtræerne for at få så meget som muligt af de strålende lyserøde og hvide blomster, hvis blomstringstid er så kort.

Og netop det flygtige ved Sakura er et højdepunkt i den japanske fejring, fordi den minder om, at livet er kort, så vi skal huske at påskønne og nyde det, mens tid er. I Japan siger man også, at kirsebærtræerne er allersmukkest, når træets lysegrønne blade kommer frem, og de lyserøde og hvide blomsterblade begynder at hvirvle og falde til jorden.

Sammenligningen til menneskelivet er endnu smukkere – og noget, som vi kunne lære af her i Vesten, hvor vi er så optagede af ungdommen og blomster i knop og fremtidens muligheder, at mange ikke har tid til at nyde nutiden, en blomst, når den står i fuldt flor – og endnu færre kan se skønheden i forfaldet – og lærdommen deri.

Men vi misser noget i samfundet, hvis vi tror, at det kun er knopper og ungdom, som kan noget. Voksentid og fuld blomstring – og alderdom og livs-visdom er de nødvendige kilder, når vi skal skabe et rigt samfund med plads til og respekt for alle.

Dét mindes vi om hvert forår, når de lyserøde og hvide japanske kirsebærtræer blomstrer – og det igen er Sakura.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”HYDRA – Venter på krisen”

Udgivet den af
Svar

I går var der premiere på Teatergrads nye forestilling ”HYDRA – Venter på krisen”, der er udviklet i samarbejde med Røde Kors.

På en strand sidder to venner. Krisen rammer om lidt, og på stranden er mængden af mad og drikkevand knap, og det er svært at få nyheder over nødradioen. Det eneste, der fylder, er samtalerne om hverdagen, hvis man da kan kalde dagene på stranden det.

For hverdagen er så afgørende forandret for de to unge mennesker, så man må stille spørgsmålet: Kan man i disse tider holde fast i sine jubeloptimistiske drømme om et hus med havudsigt og croissanter i Sydfrankrig, eller bør man tage doomsday-prepper-tilgangen og hamstre konserves og toiletpapir, mens man sætter sine drømme om uddannelse og familie på pause?

Det er ikke kun handlingen i Teatergrads nye forestilling ”HYDRA – Venter på krisen”, der er udviklet i samarbejde med Røde Kors. Det er også realiteten for alle os unge, der i øjeblikket kigger på en verden i krise.

Klimakrise og krige i Mellemøsten og Europa sætter alt for mange drømme på pause, eller knuser dem helt for den generation, der skal føre samfundet videre og være med til at opbygge en ny verdensorden – måske.

Det lægger klart op til en pessimistisk tvivl eller en virkelighedsflugt, hvor man bare drømmer om et liv, hvor man ikke skal blot overleve, men leve. Alligevel og på trods viser ”HYDRA – Venter på krisen” os et lys for enden af tunnelen.

For verdenen har måske altid været i stykker. Det er ikke noget nyt, at der er krig. Det er ikke noget nyt, at verdensordenen er truet. Og det er ikke noget nyt, at unge kræver handling efter snak. Vi bliver nødt til at løfte i flok og holde sammen for at finde løsningerne. For selvom vi kræver handling, så starter løsningerne med snak. Og netop snak leder ”HYDRA – Venter på krisen”op til.

Forestillingen er designet til at tage rundt i Danmark efter den første uges spilletid i Røde Kors’ københavnske hovedkontor, og på turnéen skal forestillingen blandt andet ud på diverse gymnasier.

De unge kommer til at spejle sig selv i den angst, der fylder på scenen, når Katja Kvistgaard og Alfred Kann hører de sparsomme beredskabsmeldinger fra nødradioen. Men forhåbentligt vil de unge publikummer også få en kampgejst og et håb.

For efter den sidste krig kom freden, som Alfred Kann så smukt pointerer det håb, vi bliver nødt til at klamre os til i en usikker tid. En tid, hvor vi nemt kan miste os selv og glemme at holde fast i alt det, der gør os til mennesker; netop vores håb og vores drømme for fremtiden.

”HYDRA – Venter på krisen” er en yderst samfundsrelevant forestilling, der giver en klump i halsen, men også en æstetisk interessant forestilling. Scenografien og multimedie-elementerne spiller sammen, så man bliver suget med ind i dagene på stranden, hvor alt flyder sammen.

De fire nykomponerede sange af Jeppe Emborg udføres smukt af Alfred Kann og Katja Kvistgaard, men i højsædet er deres skuespil. Man tror fuldt ud på deres årelange venskab, ligesom man levende forstår først den enes optimistiske verdenssyn, snart den andens pessimistiske realitetssans.

Danmarksbloggen giver ”HYDRA – Venter på krisen”5 ud af 6 dåser hakkede tomater, som dem vennerne har hamstret, og kommer med en opfordring til at sætte 60 minutter af til at se Teatergrads og Røde Kors’ stærke og eminente samarbejde.

For i en usikker tid som nu kan vi dog holde fast i hinanden og blive ved med at snakke om alt det svære. Og ”HYDRA – Venter på krisen” lægger på fantastisk vis op til debat og refleksion om både ens holdninger og handlinger under en krise.

Anmeldt af Stine Buhl Hansen og Anna M. T. Frederiksen