Kategoriarkiv: Hverdagsliv i Danmark

Anmeldelse: ”Vi betaler ikke”

Udgivet den af
Svar

Der findes teaterstykker, som er aktuelle lang tid efter, at de er skrevet. Et sådant er Nobelpris-vinderen Dario Fo´s næsten 50 år gamle ”Vi betaler ikke”, som i en opdateret 2023-version havde premiere på Nørrebro Teater lørdag aften.

Og sikke en premiere. Skuespillerne mestrede på fineste vis den sværeste af alle scenekunster: At formidle et vid og et bid, som vi i publikum både kunne spejle os i og grine af. Og som vi lo. Den ene lattersalve efter den anden samtidig med at den ubehagelige følelse af et snarligt samfundskollaps krøb ind over os.

For Nørrebro Teaters version af ”Vi betaler ikke” er mere vedkommende og samfundsafslørende end nogen nyhedsudsendelse eller avisartikel. Det mest absurde i 2023 er nemlig ikke kister i skabe, en betjent hvis mave pumpes op som en anden ballon, eller dette at kunne blive gravid på den tid, som det tager at proppe en fuld indkøbspose ind under joggingtrøjen.

Det allermest absurde er, at virkeligheden er 10, ja måske 100 gange mere absurd end dette på alle måder vellykkede teaterstykke. Der var derfor også stående applauser i lang tid. Alle mere end velfortjente.

For ”Vi betaler ikke” er den skarpeste formidling af vores tid, som jeg endnu har set på en scene: Hvordan vi – fordummede af skærmens tomme underholdning og vores manglende tiltro til egne evner og ret til at få del i goderne – køber magthavernes fortælling om det rigtige i at rette os efter en moral, som de selv for længst har smidt væk.

”Vi betaler ikke” er derfor en uhyggelig reminder om, at vi lever i en tid, hvor de rettigheder og systemer, der skulle beskytte mennesker, forvitrer og forsvinder. Og derfor fortjener dette mesterværk – både manuskriptmæssigt og skuespilsmæssigt – al den ros, som tænkes kan.

Vi følger de to par: Annette og Michael, spillet af Lone Rødbroe og Thomas Mørk – og Mia og Bjørn, spillet af Anne Laybourn og Asbjørn Krogh Nissen. Samt et par politifolk, en bedemand og Michaels far, som alle spilles af Mikkel Becker Hilgart.

Sidstnævnte kender mange fra TV2-serien ”Sygeplejeskolen”, hvor han leverer en solid præstation. Men Mikkel Becker Hilgart kan meget mere, og i ”Vi betaler ikke” er han her og der og allevegne med en eminent timing – og et kæmpe talent for både komikken og dramatikken.

Lone Rødbroe er den driftige Annette, og hun er et kraftværk i dén rolle, når hun med stor energi suser rundt på scenen, og lukker de usynlige døre, der sammen med en enkel og stram scenografi i gråt og grøn danner en ramme, som er vældig effektfuld – især til slut.

Annettes mand Michael spilles af Thomas Mørk, hvorom alle ved, at han er vanvittig morsom med både stemme, mimik og bevægelser. Men han kan også være dramatisk. Og der er noget både rørende og farligt over hans konfliktsky karakter, som han får formidlet med stor autenticitet.

For både Michael – og Mia starter med at tro på, at reglerne skal følges. Anne Laybourn er overbevisende som den unge Mia, der dog slutter af med at gennemskue et system, som er ved at kollapse i en grad, så hun kan sammenfatte hele svigtet af befolkningen i få sætninger.

Hendes kæreste Bjørn, spillet med nerve af Asbjørn Krogh Nissen, har for længst gennemskuet det hele – og er ligesom Annette i fuld gang med at udøve den civile ulydighed, som vel nærmest er en borgerpligt, når uligheden stiger så meget, som den gør – også IRL i øjeblikket.

For det er dér, at vi er – overalt i Europa her i 2023. Englænderne vælger mellem eat or heat. Franskmændene går på gaden med gule veste på kroppen og en revolution i tankerne. Svenske pensionister sulter i stilhed og med de knyttede næver i lommerne. For sådan håndterer man uretfærdighed i Sverige.

Og i Danmark har vi stadig flere, der må vælge mellem mad eller medicin. Som om vi med 37 milliarder kroner EKSTRA i statskassen ikke havde råd til, at alle – også syge, gamle, børn, ledige og andre uheldige – kunne leve et værdigt liv. Men politikerne vil – med få undtagelser – hellere tilfredsstille de velbjærgedes grådighed med flere skattelettelser.

Så det virker nærliggende at tro på det samfunds-kollaps, som uvægerligt kommer, når de små og svage skal bære samfundet, og samfundssindet kun går den ene vej: Fra borgerne og til staten. Men et velfungerende og værdigt samfundssind går også – og måske mest – den anden vej: Fra staten til borgerne, og især med fokus på omsorg til dem, som har særlig brug for hjælp.

Det er slet ikke svært at forstå, og derfor mødes alle vi, som endnu har kræfter, af et krav fra scenen på Nørrebro Teater: Kravet om at kæmpe for, at staten lever op til sit ansvar for sine borgere, så vi i dette lille, rige land kan være fælles om både pligten og goderne.

Mangler De kampmod – eller måske at blive overbevist? Så gå ind og se ”Vi betaler ikke”.

De kan også teste Deres egen moral og samvittighed undervejs. For i baren betaler man, hvad man ønsker for drikkevarerne. Intet beløb er for småt og intet for stort. Men uanset hvad har man brug for noget at styrke sig på, når man har set stykket.

For ”Vi betaler ikke” er et virkeligheds-beskrivende og rystende mesterværk, som fortjener seks store kaninhoveder ud af seks mulige som dem, der puttes i hirsegrøden for dog at få lidt solid mad ned i den slunkne mave.

Det er Dario Fo og Franca Rame, som skrev det italienske originalmanuskript, der blev oversat af Bent Holm. Det er her bearbejdet af Peter Dupont Weiss, Joy-Maria Frederiksen og Mads Wittrup Andersen. Joy-Maria Frederiksen har også instrueret, og det har hun gjort lige så godt – hvis ikke bedre, som hun gjorde det med årets Cirkusrevy.

Et af revy-genrens smukkeste træk er i øvrigt, at den med humor og satire kan fortælle noget vigtigt om det samfund, som vi lever i.

Det gør denne forestilling også – blot med den forskel, at her er det ikke bare små stik. Her drejes kniven helt rundt, samtidig med at latterbrølene fylder salen. Dét er formidabelt lavet – og desværre også nødvendigt i dén tid, som vi lever i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hviids Vinstue 300 år

Udgivet den af
Svar

I dag er det svimlende 300 år siden, at Hviids Vinstue på Kgs. Nytorv i København slog dørene op første gang, og siden har stedet været i uafbrudt drift – pånær to dage under 2. Verdenskrig og en Corona-nedlukning.

Men altså: Året var 1723, da man første gang kunne bænke sig i de kære lokaler, som siden har været besøgt af så mange mennesker – også en god portion danske skønånder.  

Året forinden – altså i 1722 – var det første danske teater åbnet tæt på Kongens Nytorv, og spillede nu ivrigt komedier af Ludvig Holberg, som i de år skrev som en gal til et teatertosset københavnsk publikum.

Matchet mellem teatret og de våde varer blev et match made in Heaven – og stadigvæk er der mange, som slår vejen forbi Hviids Vinstue, når de skal på Det Kgl. Teaters Gl. Scene, der ligger lige ovre på den anden side af gaden.

Men også på alle andre tidspunkter kommer unge og gamle, mænd og kvinder til Hviids Vinstue. Ja, ved juletid er der totalt proppet fra åben til luk, når alle skal smage stedets berømte gløgg.

Men i dag handler det om jubilæet, om at fejre de første herlige 300 år.

Det gøres med en reception fra kl. 15 med rød løber, musik, øl og vin – og det varer helt indtil kl. 21, hvor der skal være et stort fyrværkeri på Kgs. Nytorv.

Kom og vær med – og støt op om Hviids Vinstue også i de kommende år.

For der er kræfter, som ønsker stedet lukket – og lavet om til et moderne plastic-mareridt á la den skæbne, som overgik naboen – det smukke, men nu hedengangne ”Stephan a Porta”, der i dag er en MacDonalds.

Dét skal vi ikke have mere af i København. Vi skal bevare ånden og kulturen – og Hviids Vinstue. Stedet, hvor man sidder på gode stole, og har fyldte glas på de gamle træborde, mens snakken går, og stemningen i de små varme rum er helt i top.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Programmeret til udslettelse?

Udgivet den af
Svar

Vi ved det godt. Vi skal ikke flyve, spise oksekød eller købe nyt tøj.

Vi gør det så alligevel – og jeg er ikke bedre:

I sommers fløj jeg t/r til London.
I forgårs spiste jeg med glæde en stor portion chili con carne (ja, med oksefars).
Og jeg har lige købt en spritny grøn sweater, selvom jeg allerede har syv sweatre i skabet – bare i andre farver.

Så jeg er lige så håbløs som resten af menneskeheden. For ja, jeg ved det hele, men handler alligevel mod bedre vidende.

Er det fordi, at vi mennesker er programmerede til at stå for vores egen udslettelse?

Det virker logisk – og trist. Og Shakespeares berømte citat om menneskelivet (fra ”Macbeth”) er kun en pauver trøst:

Life’s but a walking shadow; a poor player, that struts and frets his hour upon the stage, and then is heard no more: it´s a tale told by an idiot, full of sound and fury, signifying nothing.

For hvordan kan vi mennesker tro, at vi kan gøre en afgørende forskel, når vi ikke engang kan finde ud af at droppe flyveture, røde bøffer og nyt tøj?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Corona er – måske – på vej tilbage

Udgivet den af
Svar

Kalendersommeren har ikke mange dage tilbage.

Men det har pandemien måske. Ja, De læste rigtigt. Pandemien. Coronaen. Dén, som de fleste vist troede, at vi var sluppet af med.

Det er vi så åbenbart ikke. For mens vi har været optaget af klima og krig i Ukraine, så har virus lige så stille muteret.

Faktum er nemlig, at:

  1. Der er kommet en ny variant – som først blev opdaget i Danmark for præcis en måned siden, men som nu har spredt sig til flere lande – og også smittet flere i Danmark.
  2. Den nye variant muterede hele 30 gange indenfor kort tid – og især dens spikes er anderledes. Det billede er ikke set siden Omikron afløste Delta for snart to år siden.
  3. Den nye variant er derfor også så anderledes, at man taler om, at det måske er en helt ny variant – og i så fald skal den hedde Pi.
  4. Om den nye variant er mere farlig, mere dødelig end den gamle Omikron er for tidligt at sige. Men den vurderes let at kunne gå udenom immunitet opnået ved både vacciner og tidligere smitte.
  5. Det kan heller ikke siges, om en ny dosis vaccine vil gøre en forskel – selvom det i USA anbefales at få en påfyldning nu.
  6. I flere lande taler myndighederne om muligheden af at genindføre mundbind i den offentlige transport, på sygehuse og den slags – samt passe ekstra på, hvis man ikke kan tåle at få Corona.
  7. Hvor meget det bliver til, ved ingen – selvom antallet af smittede stiger, også i Danmark.
  8. Den nye variant er endnu kun en VOI – variant of interest. Men den kan blive til en VOC – variant of concern, og så kan vanviddet bryde ud igen.

I mellemtiden gælder: Keep calm and carry on.

Men vask lige de hænder, ikke?
Og hold lige den ekstra afstand ude i det offentlige rum, ikke?

Det slags hygiejniske vaner er også gode, hvis man vil undgå den kolde tids andre dårligdomme.

For så civiliserede er vi vel, at vi kan finde ud af at lære af en pandemi?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kilder: SSI, Daily Telegraph, WHO m.fl.

Spin: Statsministeren om aktiv dødshjælp

Udgivet den af
Svar

Så gjorde statsminister Mette Frederiksen det igen.

På Folkemødet på Bornholm flyttede hun dygtigt debatten væk fra noget, som vedrører os alle sammen i hverdagen til et emne, som intet har fyldt i den politiske debat i de seneste år, og som nok er vigtigt, men som også – og heldigvis – kun vedrører de få.

For ja, debatten om aktiv dødshjælp er selvfølgelig vigtig. Men at trække den frem nu, er det rene spin.

For vi lever i en tid, hvor krigen truer, ja hvor krigen er i gang i Ukraine, hvor flere tusinde har mistet livet igennem de snart 16 måneder, som Ruslands forsøg på at invadere Ukraine har varet.

Vi lever også i en tid, hvor uligheden er stigende. En tid hvor flere og flere falder igennem velfærds-nettets masker, der efterhånden er blevet alt for store. En tid, hvor der slet ikke satses nok på at give de levende ordentlige livsvilkår. På sundhed, uddannelse, forskning og klima.

Så det er spin, når statsministeren pludselig dukker op på Bornholm, og med våde øjne taler om den afmagt, som hun selv følte ved en pårørendes dødsleje.

Men det tager medierne slet-slet ikke op. De løber med på statsministerens meget følelsesladede dagsorden. Det er – selvom emnet er supervigtigt – utroligt, at de landsdækkende medier er så nemme at løbe om hjørner med.

For ja, vi har en statsminister, som på Bornholm prøver at genstarte debatten om aktiv dødshjælp som middel til at undgå at tale om de for alle så konstant vigtige emner som ulighed, sundhed og klima.

Dér er spin – og så er dér spin, som er direkte usmageligt. Frederiksens snak om aktiv dødshjælp er det sidste.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Tivoli 180 år

Udgivet den af
1

Kan man anmelde et sted? Såmænd kan man så – i hvert fald når der er tale om en forlystelsespark. Endda én, som fylder rundt. For det gør Tivoli.

Georg Carstensens gamle have bliver denne sommer hele 180 år. Imponerende er det, og selvom selve dagen først er til august, så foregår fejringen selvfølgelig hele året.

Undertegnede var derfor i Tivoli sidste uge – og umiddelbart lignede meget sig selv med en masse glade gæster i alle aldre – deriblandt mange fra andre lande. Der blev talt både engelsk, amerikansk, japansk, tysk, italiensk, fransk og svensk omkring undertegnede.

Der blev også spist is, kørt i rutschebane, kastet med bolde og alt det andet, som hører sig til en tur i Tivoli.

Så langt, så godt. Men nogle gange skal man også se efter det, som IKKE er dér.

Og her mangler meget af det, som indtil for få år siden var essensen af Den Gamle Have. De to vigtigste er:

  1. Levende musik mange gange om dagen fra det nu hedengange Promenadeorkester, som spillede til de to daglige forestillinger på Pantomimeteatret samt til de 3-5 daglige koncerter i den nu nedrevne Muslinge-pavillon.
  2. Børneteatret Valmuen, som tre gange om dagen spillede et af H. C. Andersens eventyr på måder, som var lige så mageløse, som eventyrerne er det – og som tiltrak mindst lige så mange voksne som børn.

I stedet er der kommet en Food-hall og et hotel, som begge er præcis lige så ligegyldige og livløse som parkeringspladsen foran Ikea.

Ganske forstemmende er det, når der er skåret en så stor luns af dén charme og dét eventyr i Tivoli, som gennem mere end 150 år gratis formidlede kunst, kultur og dansk historie til alle og enhver. For nu handler hver kvadratmeter om at tjene penge – og det skal gøres så billigt som muligt. Apropos Ikea.

Men det er skade, at den daglige musik er væk, at roserne ikke findes i rosenhaven mere, at der skæres ned på blomsterne i Den Gamle Have i det hele taget – og at den særlige ro og plads til eftertænksomhed er væk.

Man kan være heldig at finde en smule af den gamle Tivoli-sjæl en sen aften udenfor højsæsonen, når man går rundt for selv på steder, hvor der er lukket for dagen. Så kan man – hvis man lytter godt efter – måske høre de gamle dage hviske til én – eller en tone fra Promenadeorkestrets eminente musikalske behandling af de gamle melodier.

Eller man kan et øjeblik mærke suset fra kulturens højder, når Pjerrot fjoller, og løjerne er i gang på Pantomimen, så alle griner, som de har gjort det gennem alle generationer, når manden med det hvide ansigt laver spas med bedsteborgeren

Og nu vi er ved pantomimen: Så skal man lade være med at introducere nye pantomimer, som man har gjort det i år med ”Ude godt, hjemme bedst”, når de blot er en forklædt ballet. Men vi gider ikke Bo Bendixens forsøg på at lege balletmester på Det Kgl. Teater. Vi vil se klassisk comedia dell arte. Deres historier holder.

Big Bandet kan heldigvis stadig nydes – og Fredagsrock er stadig en god opfindelse. og man kan også stadig købe en øl og spise et stykke smørrebrød.

Men der mangler meget. Der er alt for meget kommercielt ukrudt i Den Gamle Have. Så desværre kan Tivoli kun få tre ud af seks ballongynger – og den ene gives endda kun af taknemmelighed over dét fantastiske, som Tivoli var engang – og som det bør blive igen.

Danmarksbloggen opfordrer derfor Tivoli til at se på det fine skilt med tallet 180, som hænger ved hovedindgangen. 180 år. Dét forpligter – til at tænke i kultur og kvalitet og ikke som nu i ussel mammon.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sverige er stadig dansk

Udgivet den af
Svar

Svenskerne fejrer i dag, at det i deres selvforståelse er 500 år siden, at Sverige blev skabt som en moderne og selvstændig stat. Det skete efter, at Gustav Vasa havde ”befriet” Sverige fra Danmark, som de siger det hinsidan, når de taler om ”Sverige som moderne stat” her på deres nationaldag 6. juni.

Men hvad mener svenskerne så med en moderne stat? Det må stå hen i det uvisse.

For:

Tænker de på det royale diktatur, som de reelt havde i mange år – kaldet enevælden?

Tænker de på stormagtstiden, hvor svenske hære i små 200 år myrdede løs i hele Europa?

Tænker de på dengang de midt i 1600-tallet overfaldt Danmark – og erobrede Skåne, Halland og Blekinge?

Tænker de på den voldsomme forsvenskning, som fandt sted i årtierne efter– og som handlede om tortur, drab og tvungne ægteskaber mellem danske enker og svenske soldater? Det var fx kutyme at stikke en brændende jernstav op i endetarmen på en dansker – og ud gennem næsen, mens hele landsbyen så på. Når danskeren så var død, blev staven med ham stukket ind i en træstamme, så han kunne hænge dér til skræk og advarsel.

Tænker de på svenskernes voldsomhed overfor nordmændene i de cirka 100 år – primært i 1800-tallet – hvor Norge var svensk? En så traumatisk tid åbenbart, at nordmændene stadig iklæder sig folkedragter, og går med flag på deres nationaldag d. 17. maj, mens de råber hurra. Man kan godt forstå det, selvom de brændende jernstave trods alt var fortid i 1800-tallet. Men fysisk vold og tvang omkring at tale svensk og anden forsvenskning blev stadig brugt.

Tænker de på den vold og de drab, som foregår lige nu i udsatte dele af Stockholm, Göteborg og Malmö, og som er så mange og så voldsomme, at ikke engang forstæderne til Paris og Bruxelles og andre områder præget af vold i Europa oplever noget lignende?

Ja, ingen ved, hvad svenskerne tænker på. Men der går et spor af vold gennem Sveriges såkaldte moderne historie, og det kan være svært i alle tågerne af krudtrøg og blodssprøjt at få øje på ”den humanistiske stormagt”, som Sverige ynder at kalde sig selv.

Alfred Nobel mente det heller ikke. Det er også derfor, at Nobels Fredspris uddeles i Oslo – og ikke som de andre Nobelpriser i Stockholm. Svenskens dna er simpelthen for brutal og voldsparat, mente den store videnskabsmand.

Danmarksbloggen vil så gerne pippe – i al fredsommelighed, at der intet er at fejre i dag for den, som ønsker Sverige som en selvstændig stat.

Ikke hvis man ser strengt historisk og faktuelt på sagen.

For så er det nemlig sådan, at Sverige – ligesom Norge – stadig er dansk.

Kalmarunionen, som blev skabt af danske Margrete Valdemarsdatter – også kendt som Margrete d. 1. – er aldrig blevet ophævet. Dér findes simpelthen ikke et eneste historisk dokument, som beviser det – og jo, historikerne har ledt.

Så ergo: Sverige, Norge og Danmark er stadig forenet i dén Kalmar-union, som blev skabt i 1397.

Regenten i det samlede Norden er derfor også Kalmar-union-stifterens efterkommer og navnesøster Dronning Margrethe d. 2, som – hvis man anerkender gamle historiske dokumenter – er dronning af både Danmark, Norge og Sverige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grundlovsdag 2023 handler om NATO

Udgivet den af
Svar

Grundlovsdagen 2023 bliver en dag, hvor der er større fokus på begivenhederne i USA end på Danmark.

Landets statsminister Mette Frederiksen er nemlig på besøg hos præsident Biden i Det Hvide Hus i dét, som man må formode bliver den sidste – og afgørende – jobsamtale, inden Frederiksen evt. kan annonceres som NATO´s næste generalsekretær.

Dét er alt sammen noget, som i nogle uger har optaget danske medier og danske politikere.

For skulle det ske: Hvem skal så være statsminister? Og hvad vil der ske med regeringen? Og flere andre spørgsmål, som er ganske relevante, hvis landets leder skal skiftes ud.

Traditionen tro i andedammen Danmark er der så også brok.

Politikere fra højrefløjen og visse meningsdannere med flere har fx været ude med riven og hævde, at det handlede om Frederiksens chancer i NATO, når Danmark gav så mange penge og militært materiel til Ukraine.

Dertil må svaret være: NEJ. Ukraines frihedskamp er vores alle sammens frihedskamp. Og hvis først helvede bryder løs for alvor, så ligger Danmark som en prop, når den russiske Østersø-flåde skal ud – og det betød i Den Kolde Krig russiske planer om som noget af det første at bruge atomvåben mod Danmark.

Geografien har ikke ændret sig siden, men atombomberne er blevet bedre. Så nej, hver en krone, som vi giver til Ukraine, giver vi også til os selv.

At det så måske samtidig øger Mette Frederiksens chancer for at blive NATO´s næste generalsekretær, er bare fantastisk. For skulle det ske, så er det mægtigt flot, at det er en dansk kvinde, som bliver NATO´s første kvindelige generalsekretær – og så endda som den tredje i træk fra Norden – og valgt i en krigstid.

Danmarksbloggen hepper på Mette Frederiksen som NATO´s næste generalsekretær.

Også selvom det efterlader Danmark i et tomrum: Wammen som sandsynlig efterløser for Frederiksen, selvom han har samme appeal til vælgerne som gårsdagens avis. Ellemann sygemeldt og med Poulsen lurende i kulissen som en permanent afløser. Og så det politiske dyr Løkke, som vil prøve at udnytte situationen til at blive regeringens de-facto-leder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Godt vejr = Regn

Udgivet den af
Svar

Sikke et dejligt vejr, som vi har haft her i pinsen, ikke sandt? Sol og varme, så langt pinsesolen kunne danse.

Ja, den gyldne sol har nærmest skinnet hele maj måned. Det er da vidunderligt, ikke?

NEJ, det er ej. Dét er forfærdeligt. Dét er katastrofalt.

Vi mangler i dén grad vand overalt i Danmark, og det er ikke første gang, at vi har et tørkeindeks, der er helt oppe op og ringe. Tværtimod er en voldsom mangel på vand en fast foreteelse i Danmark – især om foråret og sommeren.

Årsagen er selvsagt klima-forandringerne, og konsekvenserne er dårlige betingelser for de vækster, den mad, som vi skal leve af.

Så nej, lange rækker af dage med sol og varme er ikke noget, som vi skal kalde godt vejr.

Godt vejr derimod er, når vi får både sol og regn i passende mængder og med passende intervaller.

Og dét er på høje tid, at vi begynder at omtale det som sådan fremfor automatisk at sige godt vejr = sol og dårligt vejr = regn.

For lige nu er det omvendt. Lige nu – som så ofte før i de seneste år – forholder det sådan her:

Godt vejr = Regn
Dårligt vejr = Sol

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hip-hip-hurra for Onkel Reje

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen skal ærligt indrømme, at den aldrig havde set eller hørt Onkel Reje, før shitstormen – og støttestormen – rejste sig. Jo, navnet var bekendt. Men Danmarksbloggen havde aldrig beskæftiget sig med denne pirat-lignende figur, som ellers i flere år har huseret hos DR.

Men nu måtte Danmarksbloggen jo i gang med at se og høre nærmere på fænomenet Onkel Reje.

Hvem og hvad er denne Onkel Reje, som deler vandene noget så eftertrykkeligt?

Er han en pædagogisk åbenbaring pga. hans politiske ukorrekthed, som mange fra børn til kendte mener? Eller er han den sataniske forfærdelighed, som skader børn, som andre beskylder ham for at være?

Ja, en gennemgang viste, at det var hverken-eller.

Onkel Reje er – som Danmarksbloggen ser ham – en underholdende figur, der siger, gør og synger det, som ”man bare ikke gør”. Han er altså upassende i en grad, så det er hylende morsomt.

SATIRE på et eksistentielt plan.

Man skal derfor være meget firkantet i hovedet, hvis man skal være i stand til at misforstå/mistolke noget af det, som Onkel Reje fyrer af. Dét er børn ikke. Børn er superskarpe, så de gennemskuer onkel Reje på et sekund – og storgriner af hans geniale tosserier.

Onkel Reje er altså hverken særlig farlig eller særlig super-pædagogisk. Han er noget så vidunderligt som skøn underholdning. SPAS.

Men at noget – som altså Onkel Reje – kan være så uskyldigt og så fint er åbenbart svært at forstå for de mennesker, som deler andre mennesker op i kasser med labler på efter devisen: Han er ligesom mig, så han er god nok. Eller: Han er anderledes end mig, så han er ikke god nok.

Den slags mennesker med kasse-og-label-og-dømme-trang er der for mange af. Deres yndlingsbeskæftigelse er at forpeste tilværelsen for andre – og nu også for Onkel Reje, hvis alterego Mads Geertsen har måttet sygemelde sig.

Og det er – og nu bander jeg – fanme ikke i orden.

En ting er ikke at kunne lide Onkel Reje. Det er en ærlig sag. Ingen kan lide alle tv-programmer. Men at overfalde en mand på dén måde, som det er sket her – og som er så groft i sin chikane og trusler, at sagen er politianmeldt. Det er fanme for dårligt.

Onkel Rejes altergo Mads Geertsen er en mand, der bare vil underholde og skabe grin og glæde. Så at gå efter ham på den måde, som det er sket, er en råhed og et barbari, som ikke hører hjemme i et civiliseret samfund.

Det er den verbale version af høtyve og brændende fakler – og man kan næsten se hvide spidse hætter dratte ned og dække de sølvpapirshatte, som angriberne har på i forvejen. For ja, der er lige linie mellem dem, som fører an i kampen mod onkel Reje og så dem, der mener, at Corona er en hoax, og som er imod vaccinen.

Man kan derfor passende spørge: HVEM er idioterne? Os, som anerkender videnskab og fakta, og som griner af Onkel Rejes påhit – eller dem, som seriøst mener, at Onkel Reje er farlig, og som ikke vil tage en Corona-vaccine, fordi de mener, at Bill Gates eller andre fra den i deres fantasi eksisterende organisation Deep State har puttet noget i vaccinen, så ”de” kan overvåge og styre os.

Dét kræver ikke ret lang tid for et normalttænkende menneske – barn eller voksen – at se, hvem der er bimlende-bamlende bims – og hvem der lever i den rigtige verden.

Selv er Danmarksbloggen blevet fan af Onkel Reje. Kæmpe-mega-stor fan. Han er sjov – og så rører han måske indimellem ved noget, som det er godt at snakke med sine børn med. Hvorfor skal man gå i bad fx?

Den slags med at tale med sine børn hedder i øvrigt forældreansvar – og kan sammen med tid og omsorg generelt anbefales. Både i sig selv og som et værn mod at ens børn som voksne bliver dømmende mennesker med hang til konspirationsteorier og andet ildelugtende nede fra bundslammet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk