Tak for din tålmodighed – du er nummer sjok i køen

Du er nu nummer 7 i køen, tak for din tålmodighed, lyder det i telefonen.

Øh, undskyld – men hvad er alternativet til at sidde med røret, indtil øret summer? For enten så accepterer jeg at vente i 10, 20, ja måske 30 minutter, eller også kommer jeg bare ikke igennem til lægen – eller hvem jeg nu ringer til.

For hvis jeg nu sidder med et kløende udslæt eller noget andet, så har jeg simpelthen intet alternativ til at være tålmodig og vente. Vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente, vente – som regel mens jeg hører muzak og indimellem afbrydes af dén mekaniske stemme, der oplyser mig om mit nummer i køen.

Jeg kunne selvfølgelig – som min mand foreslog det – skrige ned i røret, når jeg endelig kom igennem. Måske noget i retning af: Jeg er sgu ikke tålmodig, ikke spor, det vil jeg lige sige, så hvornår kan jeg få en tid? Det skal fanme være i dag, skal det.

Men det gør man jo ikke, dels fordi man er hæmmet af en opdragelse, som insisterer på, at man opfører sig høfligt og pænt overfor andre, og dels fordi personen i den anden ende er dén ledvogter, som man skal igennem, hvis man gerne vil ind i det forjættede land til den læge eller anden person, som skal hjælpe én.

Så man er superhøflig og overskudsagtig i stemmen, når man endelig – meget endelig – kommer igennem: Goddag, jeg hedder … og så videre. I kender selv smøren.

Det tager så som regel kun 20 sekunder at forklare sig og få en tid. Så når jeg har lagt røret på, undrer jeg mig altid over, hvordan det kunne tage 20 minutter med de seks mennesker, der var foran mig i køen. De kan da ikke alle sammen have langvarige og komplicerede forklaringer, som er nødvendige at fyre af for at kunne få en tid?

Nå, det skal jeg nok ikke tænke for meget over, jeg skal nok i stedet være glad for at leve i et samfund, hvor sundhed trods alt er relativt gratis (endnu).

Skørt i grunden at et så rigt samfund som det danske ikke kan tilbyde alle sine borgere total gratis læge- og tandlægehjælp. Det kunne vi også, hvis vi prioriterede anderledes.

Du er nu nummer sjok i køen til social retfærdighed … kan jeg høre en indre røst hviske, og dén stemme kan desværre ikke slukkes ved bare at smide telefonen på eller råbe ned i røret. Den røst kræver nemlig, at jeg går op imod den sociale ulighed, som hersker i dette rige land – en ulighed, som vi desværre tålmodigt finder os i, men lige dér skulle vi råbe og skrige helt vildt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DR-besparelser – demokratiet under angreb

I Politiken i weekenden skrev direktør ved Raoul Wallenberg-instituttet Morten Kjærum en skræmmende og vedkommende kronik med titlen: ”Her er de fire skridt til demokratiets stille død”.

Kronikken handler om Orbáns Ungarn, men også om Trump´s USA og om europæiske lande, hvor demokratiet og dets institutioner langsomt, men sikkert udhules og svækkes – deriblandt også Danmark.

Eller som Kjærum skriver i Politiken: Forandringerne kommer skridt for skridt på en umærkelig måde, der gør det vanskeligt at sige fra og især at gøre det i tide. Citat slut.

Men hvad er det så for komponenter, der er i spil?

Kjærum skriver i kronikken i Politiken: De fire vigtigste komponenter i Orbáns drejebog er kampen mod menneskerettigheder, underminering af domstolene og andre uafhængige institutioner, svækkelse af den frie presse og af civilsamfundet. Citat slut.

Dagens nedslagtning af DR bekræfter denne udvikling i Danmark. For er der noget, som vi har brug for i en tid med fake news og meget stærke private mediespillere, så er det en public service-kanal, som serverer kvalitets-tv – vel at mærke uden skjulte økonomiske eller politiske interesser.

Programmer som fx Dagen på DR2, der nu nedlægges. Det samme gør Sundhedsmagasinet og Langt fra Borgen for bare at nævne nogle få kvalitetsprogrammer, der løfter vidensniveauet i Danmark, men som nu skal skrottes.

Men det ønsker dele af det politiske landskab i Danmark ikke. En mindre oplyst befolkning er også lettere at køre rundt med end en vidende og kritisk befolkning, men både demokratiet, velfærden og bundlinien taber på, at partier som LA, DF og Venstre vil gøre danskerne generelt dummere.

Gad vide om de partier forstår, hvad de har gang i? Man håber nej, for ellers er denne fordummelses- og antidemokratiserings-proces en del af et beskidt spil om at beholde magten i Danmark, som kan ødelægge hele samfundet.

Eller som Kjærum skriver det i kronikken i Politiken: En beskæring på 20 procent er et angreb, ikke en normal besparelse. Og det bliver besluttet i en tid, hvor der tales om fake news og russiske trolls, der vil forsøge at påvirke nyhedsstrømmen i Danmark i forhold til det næste valg og dermed vores demokratiske processer. Netop nu og de kommende år er der brug for, at der er troværdige medieinstitutioner, der har muskler til at tage kampen med en af de største trusler mod vores demokratiske liv. Citat slut.

De muskler har DR ikke længere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pumpkin spice – den nye dansker i klassen, men uden håndtryk

Efterår rimer på græskar – og Danmarksbloggen er derfor taget på kaffebar, nærmere bestemt Starbucks, for at følge i hælene på endnu et kulturelt fænomen fra USA, som er i gang med at indtage Danmark – nemlig pumpkin spice, som man kan få i både en caffe latte og en frappuccino-udgave.

Undertegnede kan så ikke lide hverken kaffe, frappuccino eller pumpkin spice, men det kan Danmarksbloggens unge skribent Anna M.T. Frederiksen, der lige nu er i gang med at fortælle den engelsksprogede ekspedient, at der er to n´er i hendes måde at stave Anna på.

For sådan er den globale virkelighed på enhver Starbucks, uanset om den ligger i København, London eller New York. Det er så også en form for poetisk og global ligeret, at ALLE navne skal staves bogstav for bogstav, mens det skrives på plastic-kruset.

Så mens vi venter på Annas pumpkin spice og min egen noget mere almindelige varme kakao, kan vi lige fortælle historien om pumpkin spices succestogt.

For der var engang, hvor krydderiet pumpkin spice – som trods navnet IKKE stammer fra græskar, men er lavet af kanel, ingefær, allehånde og muskatnød – kun blev brugt til de græskartærter, som amerikanerne spiser til Thanksgivning og Halloween.

Men sådan nogenlunde samtidig med at den amerikanske Halloween-skik fik tag i danskerne (det vil sige omkring årtusindskiftet) begyndte Starbucks i USA at putte pumpkin spice i deres kaffe. Og som årene er gået, er det kun blevet en større og større succes, der i de sidste år også er nået til Danmark.

Alt det andet med pumpkin spice som fx kager, marmelade og chokolade har vi dog ikke importeret fra USA – ikke endnu. Men det kan sagtens komme til Danmark med tiden ligesom så mange andre amerikanske produkter.

Nå, nu er drikkene færdige, og vi skal ned til bordet. Anna har fået et meget saligt udtryk i øjnene, for nu er det tid til sæsonens første, men næppe sidste pumpkin spice.

Hun tager en slurk, og et stort smil breder sig. Det her har Anna ventet længe på – ja, allerede mens sommeren bragede afsted varm og solrig, begyndte hun at drømme om støvler, tørklæder – og pumpkin spice.

”Det smager simpelthen skønt, og jeg forstår godt, hvorfor amerikanerne er begyndt at kalde efteråret for pumpkin-spice-season i stedet for fall eller autumn,” lyder det fra det unge menneske.

At både pumpkin spice og Starbucks samtidig er import af amerikansk kultur, er Anna helt bevidst om – og har det fint med.

”Dels så er min generation ikke så USA-forskrækket som tidligere generationer som fx 68´er-generationen kan være det, og dels så tager vi kun de dele af USA til os, som vi kan lide – men ja, USA er vores største inspirationskilde, når det kommer til levevis og kultur, og det er vel meget naturligt, når nu landet er verdens supermagt – for det er USA trods Trump, som gerne må blive en parentes i historien,” siger Anna M. T. Frederiksen.

Danmarksbloggen tænker, at det var heldigt for Halloween-traditionen og græskar-krydderiet, at de kom til landet inden håndtrykket blev obligatorisk for nye danskere, for hvornår giver man hånden til et græskar? Det er lidt svært, medmindre man har Askepot´s fe-gudmor lige ved hånden, og hvem har det?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når den franske præsident er i byen

Den franske præsident er på officielt statsbesøg i Danmark, og medierne bringer selvfølgelig reportager med og billeder af præsidenten, hans hustru, de danske politikere og den danske kongelige familie.

Men også hovedstaden er påvirket og har været det hele dagen.

Politikontroller af sorte biler på indfaldsvejene, politibetjente som står i massevis de steder, hvor præsidenten skal opholde sig og færdes – og det deraf følgende trafikkaos.

Det er alt sammen, som det plejer at være – også flagene på busserne, som dog ikke er Tricoloren, men udelukkende Dannebrog. For københavnerne går livet imens sin vante gang – altså på nær de trafikale udfordringer.

Danmarksbloggen var i hvert fald her til formiddag en tur med bus 9A ud og hjem mellem Gl. Kongevej og Christianshavns Torv, og udover en længere transporttid og at Knippelsbro var oppe på udturen, så vi måtte sidde og vente – så skete der ikke andet end det sædvanlige:

Bussen kørte over for gult ved Glyptoteket, og bagefter havde den så travlt, at chaufføren ikke gad at vente på en passager, der kom løbende og bankede på døren nede ved Stormbroen efter dørene var lukket, men mens vi stadig holdt ved stoppestedet. Og bag mig sad en mand og ringede til samtlige venner, mens han højlydt fortalte om sit lægebesøg og de piller, som han skulle hente på apoteket på vej hjem. Så nu ved en hel bus alt om hans ryg.

Ved siden af mig sad en turist med bykort og mobil. Måske på vej til Christiania? Det skal den franske præsident nok ikke, selvom hans landsmand, den nu afdøde prins Henrik, ellers kom derude fra tid til anden.

Men det ville sikkert kræve for meget af sikkerheden, for nok København er vant til at modtage statsledere, men sjældent er der så meget sikkerhed til vands, til lands og i luften som denne gang.

Frankrig er også voldsomt udsat for terror, så det giver god mening.

Man kommer så også til at spørge sig selv, om ikke vi til hverdag lever i en slags illusion om sikkerhed? En illusion hvor vi – trods betonblokke og andet på vejer og broer – alligevel vil være mere end nemme at ramme, hvis en terrorist m/k én dag skulle få lyst til det?

Danmarksbloggen tror det. Danmarksbloggen tror også, at meget af den såkaldte terrorsikring handler ligeså meget om (symbol)politik, som den handler om at beskytte befolkningen – eller i hvert fald give billedet af at beskytte befolkningen.

For man kan godt undre sig over, hvor lidt beskyttede almindelige mennesker er, når man sammenligner med den massive sikkerhedsopbud, som er omkring den franske præsident – og for den sags skyld også den danske kongefamilie og danske politikere.

Frihed, lighed og broderskab, har franskmændene ellers sagt siden reformationen. De to første hører vi stadig meget om – især som argument for at skære i vores frihedsrettigheder og til at legitimere det broderskab, der er mellem de etablerede magtfraktioner i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Turistmyren og den lille havfrue

Der findes en race, som er i voldsom vækst overalt i verden, nemlig: Turistmyren.

Turistmyren er en afart af den menneskelige race, som vi alle sammen forvandler os til, når vi er ude og rejse. Racen er let at kende på sine flade sko, gerne sneakers, så den kan holde til at vade rundt i timevis, en rygsæk til trøjen og den obligatoriske flaske vand – og så de uundværlige mobiler og kameraer, som er nødvendige, når man skal forevige sig selv og seværdighederne.

Der kommer i disse år flere og flere turistmyrer til København – og især her i sensommeren vrimler det med dem.

Danmarksbloggen tog derfor en tur ud på Langelinie for at se nærmere på fænomenet, og det blev en fantastisk tur. Turisterne kom i store flokke og virkede ovenud glade for at se og blive foreviget sammen med den helt bogstaveligt LILLE havfrue.

Man kan undre sig over, at hun har sådan en tiltrækningskraft, men det har hun. Tak til H. C. Andersen – og til reklamebranchen og til kunstneren Edvard Eriksen. Og nok også til det faktum at man kan komme helt tæt på hende – og røre hende, hvilket de fleste turister selvfølgelig gør.

En af Danmarksbloggens faste læsere, Ole Frederiksen, har i seks år gået forbi Den Lille Havfrue hver dag på vej hjem fra arbejde, og han siger: ”Om det så er midt om vinteren, når det er iskoldt og mørkt – eller en stormende og regnfuld efterårsdag, så er der turister nede ved havfruen. Det er meget sjældent, at der slet ikke er nogen. Det sker måske fire gange om året og næsten altid kun, når jeg arbejder til meget sent, eller når jord og himmel står i ét .”

Selv ser Ole Frederiksen i øvrigt ikke Den Lille Havfrue særligt tit, selvom han går lige forbi hver dag. Der er simpelthen for mange turister. Han siger: ”For nogle år siden var der måske i gennemsnit 10-15 turister nede ved havfruen, når jeg gik forbi, i dag er tallet mellem 20 og 100 – og om sommeren det sidste.”

Men indimellem kigger han dog – og han kan også finde på at tage et billede af havfruen, hvis forholdene er helt specielle, som de var det sidst på vinteren i år, hvor is og sne pakkede hele Danmark ind – også havfruen.

Et billede som vi desværre ikke kan bringe, da arvingerne efter kunstneren har ophavsretten til Den Lille Havfrue frem til 2030. For loven er således, at 70 år efter kunstnerens død har arvingerne ophavsretten. Derfor har vi også været nødt til at slette hende på det billede, som vi trods alt viser af lokaliteten.

Så i disse maskeringsforbudstider er både havfruen og turisternes ansigter altså maskerede på det brugte bilede. Voilà.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvor er det rigtige mod?

Det vrimler med jubilæer og andre folkefester i hovedstaden i denne uge …

I går fyldte Tivoli 175 år, i weekenden fejrer bydelen Christianshavn, at den runder de 400 år med både musik og fest og marked – og så er der selvfølgelig Priden, som også løber af stablen denne uge med et væld af arrangementer og ikke mindst den store parade på lørdag.

Danskerne valfarter glad og gerne til det alt sammen – for vi kan lide markeder og fest og musik og stemning, og det kan der vel ikke være noget galt i.

Selvfølgelig ikke, men derfor kan man nu godt blive lidt træt af det hele alligevel, når man ser på dén store kommercialisering, som der ofte går i det. Især i Priden, hvor enhver virksomhed med respekt for sig selv sælger regnbuefarvede produkter i denne uge. For i denne uge er ALLE med på mangfoldigheden og tolerancen – for hvem ønsker at risikere at blive mistænkt for at være et homofobt fortidsfossil? Det gør ingen.

Men hvor ville det klæde dem med magten og pengene, hvis de for alvor turde at gå foran i kampen for et bedre samfund. Det kunne gøres ved fx at give alle ansatte en ordentlig løn eller ved at tænke bæredygtigt i forhold til produkter, emballager og transport.

Men det kræver selvfølgelig noget mere end at bruge hele paletten af farver på sine produkter – eller at smække en underbolle sammen med en underbolle og en overbolle sammen med en overbolle og kalde det en prideburger.

PS. Danmarksbloggen bakker selvfølgeligt 100% op om Priden, hvad trofaste læsere også er klar over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et demokratisk tab

Undervisningsminister Merete Riisager vil afskaffe retningen samfundsfag-engelsk på højt niveau. Hun hævder, at det er for at forhindre et dannelsestab. Se mere her:

https://www.altinget.dk/artikel/minister-overvejer-at-skrotte-gymnasiets-mest-populaere-studieretning

Som Danmarksbloggen ser det, handler det også om samfund og viden om samfundet, og det vil i dén grad gå tabt, hvis retningen samfundsfag-engelsk nedlægges. For vi er nødt til at have nogle mennesker, som ved, hvordan det her samfund er skabt og fungerer, hvis vi skal sikre en god udvikling i fremtiden.

Ja, det er i yderste konsekvens et tab for demokratiet at skrotte denne retning.

Men det er måske også det, som man ønsker, da det kunne være så nemt for magthaverne, hvis befolkningen bare var brikker, som kunne rykkes rundt i det spil, der handler om produktion og profit.

Men den går ikke, Riisager … vi skal have et levende demokrati, og vi skal bevare retningen samfundsfag-engelsk på højt niveau.

Og så kunne det i øvrigt klæde Riisager, hvis hun vidste, at dannelse kun i en lille grad handler om kompetancer. For dannelse drejer sig om at kunne sætte det lærte ind i en helhed, der afspejler sig i, at den dannede har en adfærd, der er kultiveret og viser, at vedkommende har både viden og perspektiv. Det har Riisager så ikke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Burkaer og ulve som afledning

Så er det i dag – på den sidste forårs-kalenderdag, at der skal stemmes om burkaforbuddet. Og selvom det med nærmest 100% sikkerhed bliver et ja, så vil sagen løbe med alle overskrifterne – præcis ligesom ulvene og ramadanen gjorde det tidligere på foråret.

For er der noget, der kan få danskerne op i det røde felt, så er det symbol-politik som ulve, ramadan og burka´er, der behændigt bruges som afledning for de vigtigere sager.

Dét er ikke overraskende – men stadig rystende. Og vi kalder os et oplyst folkefærd …

Men hvor oplyste er danskerne, når:

  • Ulve er vigtigere end de fattige børn, som der bliver stadig flere af – og der er mange i forvejen
  • Burkaer er vigtigere end at den østeuropæiske arbejdskraft systematisk får en markant lavere løn end danskere
  • Ramadanens faste er vigtigere end at vi i Danmark er begyndt at lovgive efter etnisk oprindelse

For muslimerne er blevet prügelknabe, og store dele af det danske folketing er enige om – trods et historisk stort økonomisk opsving –  at gøre livsvilkårene for alle socialt udsatte og dårligt stillede markant værre.

Det er den liberalistiske-fascistiske stat for fuld udblæsning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvornår må man trække nazi-kortet?

Hvornår må man trække nazi-kortet?

Må man gerne trække nazi-kortet, når et politisk parti vil bestemme:

  • Hvordan et lands borgere skal gå klædt?
  • Hvad et lands børn og unge skal spise?
  • Hvor meget tid et lands børn, også dem i vuggestuen, – hvis de altså er af en vis etnisk oprindelse – skal tilbringe på landets institutioner, så de kan lære de ”rette værdier”?
  • Samt generelt laver lovgivning, der retter sig mod bestemte etniske grupper i samfundet, men fritager andre etniske grupper

Danmarksbloggen mener ja – nazi-kortet må derfor gerne trækkes i Danmark.

Danmarksbloggen mener også, at nazi-kortet skulle være trukket for længe siden – ikke kun overfor Dansk Folkeparti, men også overfor store dele af både regering og opposition.

Se her:

https://www.dr.dk/nyheder/politik/df-kraever-faengsel-gentagne-brud-pa-tildaekningsforbud?cid=soc_facebook_drnyheder_bgamphm2

https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/df-vil-tvinge-skoler-til-at-servere-svinekoed

https://politiken.dk/indland/politik/art6540179/B%C3%B8rn-skal-i-vuggestue-25-timer-om-ugen

http://danmarksbloggen.dk/?p=9818

Det er skræmmende. Demokratiet er i fare. Stor fare. Nazi-kortet skal ikke blot trækkes. Det skal smides højlydt på bordet. For venter vi til der marcheres i gaderne, så er det for længst for sent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkelige Frederik – eller?

Det er næppe gået danskernes opmærksomhed forbi, at kronprins Frederik fylder 50 år i dag. Medierne har også talt meget om, hvor folkelig kronprinsen er – og det er meget, synes de fleste åbenbart.

Danmarksbloggen mener så, at lige netop dén term skurrer. For hvor folkelig kan et menneske blive, når:

  1. Ens mor er landets dronning med det liv, som det indebærer – også på familieområdet
  2. Man vokser op på slotte som Amalienborg og Fredensborg
  3. Det tidligt forventes af en, at man kan opføre sig på en bestemt måde – i hvert fald når medierne er tilstede
  4. Ens 18 års fødselsdag fejres med en karettur gennem København – og en tur i statsrådet
  5. Man i det hele taget har mange pligter, som andre ikke har – som fx at rejse til alverdens lande og skabe gode betingelser for Danmarks erhvervsliv
  6. Men også mange fordele – som for eksempel en luksustilværelse og mange millioner i apanage plus diverse gaver som biler og ferier
  7. Landets ledelse skal godkende ens kommende hustru
  8. Ens bryllup varer i over en uge og inkluderer de tre værn og en masse andet offentligt
  9. Ens førstefødte har eksakt samme skæbne som en selv, men alle andre børn ikke har samme skæbne, men både andre forpligtelser og andre fordele end andre danskere
  10. Ens ”job” består i at repræsentere, trykke hænder, holder taler og deslige

Andre danskere har en opvækst, skolegang og i det hele taget liv, som kun sjældent interesserer andre end den nærmeste familie og venner. Ens 18 års-fødselsdag handler også om venner og alkohol – og har ikke det mindste med statsråd eller karettur at gøre. Man kan så heller ikke stable et landsdækkende motionsløb på benene, når man fylder 50 år – men til gengæld må man selv bestemme, hvem man gifter sig med. Man bor – med få undtagelser – heller ikke på slotte eller får millioner i apanage, men omvendt er der ingen, der forventer, at man ”repræsenterer” Danmark på nogen planer.

Så der er enorme forskelle på det liv, som danskerne lever – og så det liv som kronprinsen lever. Han ved fx heller ikke, hvad det vil sige at skulle kæmpe for at komme ind på en uddannelse, få et job eller en bolig. Alle de vigtige basale rammer i tilværelsen, som for os andre også er et valg – men ikke valg, hvor vi er økonomisk uafhængige, som kronprinsen er det.

Så folkelig – nej, det er kronprinsen ikke, men derfor kan han sagtens være både sød og rar. Efter sigende skal han også være netop både sjov og levende, når man taler med ham privat. For det er iflg. de royale kommentatorer de offentlige fremtrædener, der tegner en stor del af kongegerningen, som han har det svært med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk