Kategoriarkiv: Hverdagsliv i Danmark

BÅTHORNET, TURISTHORNET

Udgivet den af
Svar

Tænk hvis jeg havde sådant et gammeldags båthorn. Så kunne jeg stikke det i min rygsæk og trutte og båtte lystigt med det, når de alt for mange turister igen-igen-igen lukker veje og stræder foran mig.

Sådan havde han aldrig tænkt før, men lige præcis sådan tænkte han, da han af konen og datteren fik netop sådant et horn foræret til sin fødselsdag.

Et fint, fint båthorn, hvis trompet-tragt skinnede som sølv og med en sort gummiballon – lige til at trykke på.

Og nu bruger han – på vej til og fra arbejde – båthornet hver dag i turistsæsonen, som i København strækker sig fra 1. januar til 31. december.

Turen går over Kyssebroen, strejfer Nyhavn, inden det er forbi Amalienborg og Mærsks hovedkvarter og ud mod en vis lille havfrue på Langelinie.

En rute med mange-mange turister. Kinesere i store sværme, der spærrer det hele. Asiater og amerikanere, der højlydt svinger med selfiestænger. Familier og venner, som mener, at de har ret til i skildpaddefart at slentre lige præcis så mange, at de fylder hele fortovets bredde, så de kan sludre med hinanden, men så ingen andre kan komme forbi. Mennesker i alle aldre og alle køn som uden varsel stopper op lige foran ham for at tage endnu et billede, opdatere deres sociale medier og den slags.

Dem og mange-mange flere turister, der som sneflokke konstant kommer vrimlende og flokkes foran manden. Men ingen af dem kan ignorere båthornet – eller turisthornet, som han kalder det.

En hånd ned i rygsækken, hvor det har sin faste plads i en yderlomme, og et tryk eller to. Så er der lyd: TRUT-TRUT eller måske snarere et dybt BÅÅÅT-BÅÅÅT, og så gibber det i dem, som er foran – og så bliver de så forvirrede, at de rykker til siden, og han kan gå frem.

Det virker altså, turisthornet. Ja, en morgen brugte han det endda til at skræmme nogle lommetyve væk, som havde sneget sig ind på ham, og som han mærkede havde gang i hans rygsæk.

Her var det så både hornet og hans stemme, som gav lyd … og de fik heller ikke noget, de to lommetyve. Det gør turisterne så … nemlig æren af at om ikke møde, så dog høre manden med båthornet, turisthornet i aktion.

Man må ikke håbe, at manden med båthornet bliver en attraktion. For vi har allerede alt for mange turister i København.

Det siges, at mandens kone kan finde på højt og insisterende at sige BIP-BIP, når hun går bagved turister, som fylder det hele, stopper op eller bare er irriterende, og at det var dén vane, som satte det med båthornet i gang.

Men det er nok bare en skrøne. Ja, måske er det hele bare en god historie – bortset fra det med de altfor store turist-horder, der hærger de københavnske gader og pladser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sølvbryllup for Årets Pinsefisk

Udgivet den af
Svar

I år kan Årets Pinsefisk fejre sølvbryllup. Hele 25 år er der gået, siden den nu afdøde biskop i Roskilde stift Jan Lindhardt fik ideen til Årets Pinsefisk.

Julen har som bekendt andestegen eller/og flæskestegen, og påsken har lammet. Men hvad har pinsen? Ja, den højtid skal selvfølgelig også have sin egen ret – og det skal være fisken. Både fordi fisk smager godt og er sundt, men også fordi fisk og kristendom faktisk hænger sammen. De første kristnes hemmelige tegn var nemlig fisken.

Sådan cirka lød det dengang for 25 år siden, da Årets Pinsefisk begyndte.

Og i år – sølvbryllupsåret – er det havkatten, som Danmarks Fiskehandlere sammen med Roskildes nuværende biskop Ulla Thorbjørn Hansen har kåret som Årets Pinsefisk. Havkatten, som med sit voldsomme tandsæt er skræmmende at se på, men vældig velsmagende og saftig.

Men tilbage til kristendommen. For hvorfor blev fisken de kristnes hemmelige tegn?

Ja, korset var for let genkendeligt, så man valgte fisken, som var nemt at bruge for de forfulgte kristne. For når to fremmede mødte hinanden, og den ene så tegnede en buet linje i jorden foran sig, så ville den anden enten 1) bare sige nå – eller 2) også tegne en buet linje, og det så de to buede linjer mødtes i den ene ende og krydsede hinanden i den anden – så det dannede en fisk. Skete det sidste, så vidste begge, at de var kristne.

Men at det blev fisken hang også sammen med, at det oldgræske ord for fisk er ichtys (ιχθυς), der består af bogstaverne iota, chi, theta, ypsilon og sigma. Det er samtidig begyndelsesbogstaverne i den græske sætning Iésous (Ἰησοῦς) Christos (Χριστός) Theou (Θεου) (h)Uios (Υἱός) Sótér (σωτήρ).

En sætning, som oversættes til: ”Jesus Kristus, Guds Søn, Frelser.” Altså det, som Helligånden gav disciplene kraft til at gå ud og forkynde til pinse, og som er den direkte årsag til at vi fejrer pinse i de kristne kirker.

Glædelig pinse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkemøde i Ribe: Skt. Ansgar kom til byen for 1.200 år siden

Udgivet den af
Svar

I år er det 1.200 år siden, at benediktinermunken og missionæren – og den senere ærkebiskop – Ansgar kom til Norden for at udbrede kristendommen. Det gik ikke helt godt, men heller ikke helt skidt.

For nok måtte Ansgar i første omgang rejse hjem til Tyskland igen, men et frø var alligevel blevet sået – og i byer som Ribe og Hedeby var der snart små kristne menigheder, som vikingerne i de kommende år rummeligt lod have deres – i vikingernes øjne – mærkelige tro i fred.

Senere fik Ansgar også et samarbejde i stand med den danske konge, så der blev lagt godt i kassen til en fremtid, der på nogle punkter ikke var så langt væk. Cirka år 965 bekendtgjorde Harald Blåtand på Jellingestenen, at han havde gjort danerne kristne.

I realiteten tog det dog nok noget længere tid at skille sig af med de nordiske guder. Men vi skal ikke længere end cirka 100 år frem til midten af 1000-tallet, så er det store kirkebyggeri i gang over hele Danmark. Så det er rigtigt at kalde Skt. Ansgar for Nordens Apostel.

Skt. Ansgar blev selvfølgelig også helgenkåret. Og i den katolske domkirke i Danmark, som ligger i København, og bærer hans navn, opbevarer man stadig et par knoglerelikvier fra ham, som vises frem på Skt. Ansgars helgen- og dødsdag d. 3. februar.

Der var også i vinters en stor fest for Skt. Ansgar og de 1200 år, hvor selveste pavens højrehånd var til stede, både i Københavns Domkirke, som holdt en økumenisk fejring i anledning af 1200-året, og senere til en privat frokost med Kong Frederik d. 10.

Men i pinsen bliver der mulighed for mange flere at kunne fejre og lære mere om Nordens Apostel. Der er nemlig ”Folkemøde i Ribe” fra d. 21. til d. 24. maj for at markere, at Ansgar kom til Ribe d. 24. maj 826. Dvs. enkelte arrangementer starter inden – også allerede her op mod Kristi Himmelfart.

Se hele programmet her: https://www.folkemodeiribe.dk/program

Det er dog på ingen måde et politisk folkemøde, mere sådan en slags ”Kirkernes Folkemøde”, altså det som engang hed ”Himmelske Dage”, møder et kombineret vikinge-og-middelalder-marked med en slags ”Historiske Dage” som det tredje ben i Ribe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Bakkens Hvile 2026-show

Udgivet den af
Svar

Det lyder som et eventyr, men det er ganske vist: Ude i den grønne skov på Dyrehavsbakken i Klampenborg findes en lille pavillon, som har ligget der i svimlende 149 år, og hvor der hver eneste sommer i al den tid har været syngepiger, der med swung og saft har begejstret publikummerne, der sidder ved de små, runde borde nedenfor den lille scene.

Det er Bakkens Hvile, hvor der i går aftes var forpremiere på årets show, og hvilken aften det blev fra de søde serveringspiger havde været rundt første gang med drikkevarer og til det røde tæppe for sidste gang gik ned efter de fire bakkesangerinder og pianisten fik velfortjente stående ovationer.

For sikke en forestilling. I to afdelinger på hver cirka 12 sange bliver der sunget, fortalt og lavet spas – damerne i deres overdådige, glitrende og fjerprydede kreationer indbyrdes, med én velspillende pianist, som trofast tager imod det hele, med os i publikum som skiftevis griner og synger med, og med bartenderen, som endda var direkte involveret i den ene sang, der nemt kunne være årets højdepunkt i en hvilken som helst revy – hvis altså bartenderen var den samme.

For bartenderen er ingen ringere end Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, som beredvilligt stiller op til løjerne, og som i øvrigt er gift med chefen for det hele Dot Wessman, som også er en af de fire syngepiger, og som tilmed i år kan notere sit 50-årsjubilæum i Bakkens Hvile.

Den flotte milepæl bliver også behørigt fejret i en forestilling, hvor numrene veksler mellem gamle viser, af og til med aktuelle tekster, nyere sange og så de store klassikere: ”Jeg er en af Bakkens sangerinder” og ”Køb blomster, køb blomster” – og ja, man kan købe langstilkede røde roser – og ja, der kan betales med mobilepay. Men det kan anbefales at have nok af 20´ere med, som man kan smide op på scenen, så det klinger – som traditionen byder.

Følg i det hele taget skikkene i Bakkens Hvile, tag en drink mere og giv evt en runde til pigerne på scenen – de kvitterer med en sang. Lad Dem i det hele taget rive med. Et show på Bakkens Hvile er nemlig noget ganske enestående. Det er varieté som for 149 år siden. Men er det så ikke gammeldags? Ikke et hak. Tværtimod.

Bakkens Hvile er en verden af i går, som vi nyder i dag, og som vi også behøver i morgen. Her er rødder og historie – og historier – fortalt med højt humør og i sang og musik. En verden, hvor de fire damer – Tina Grunwald, Sus Mathiasen, Ann Farholt og naturligvis Dot Wessman – synger og underholder, så det er en lyst om netop lyster og sex – også når den kan erhverves for klingende mønt. Her er ingen politisk korrekthed, ingen bonerthed. Her er livsglæde, lummerhed og liflighed iklædt ægte musik og ægte sang – og vi gynger med og synger med – både om at gå med i Lunden, titte til hinanden, kys hinanden og jeg har elsket dig så længe, jeg mindes.

De ord gælder også Bakkens Hvile, som jeg aldrig havde besøgt før i går, men som jeg på stedet forelskede mig i fra første tone, nej, allerede fra jeg trådte ind i den lille træpavillon, som engang var så almindelig.

For engang var der hele 43 sådanne syngepavilloner fra København til Klampenborg, fortalte Dot Wessman. Nu er der kun én, Bakkens Hvile, tilbage, og den skal blive. Den er levende kulturhistorie, men ikke et museum. Bakkens Hvile er stedet til dem, som stadig tør møde sig selv og andre mennesker analogt uden filter. Det må ikke forsvinde – eller laves om. Så Dot Wessman har ret, når hun siger: og her kan forandring faktisk skade.

Danmarksbloggen håber derfor, at hun også får ret i, at der altid vil være en Bakkens Hvile med syngepiger, som også i de kommende år vil fortsætte med at være så gavmilde med sig selv og deres sange, som de synger direkte ud til os i publikum.

For der sker noget godt, når man sidder tæt sammen – også med folk man ikke kender, men som man alligevel snakker med, skåler, smiler og griner med. Synger og gynger med. Så begejstres man, og så gælder ordene fra Bakkevalsen Kom og tænd min sol…

For solen tændes et sted indeni, når man sidder dér i halvmørket på Bakkens Hvile sådan en festlig og forrygende aften i selskab med d´damer Bakkesangerinderne og alle de andre. En aften, hvor stemning og sang går op i en højere enhed, hvor folkekultur, historie og danskhed smelter sammen til noget, som vi alle kan føle os hjemme i – sådan på dybet.

Så skal vi skåle? Gu´ ska vi så. Bakkens Hvile i 2026 er livseliksir for livsglæden, for fællesskabet og for det danske frisind, og som der er stærkt brug for – også i fremtiden. Danmarksbloggen giver derfor Bakkens Hvile – dette musikalske danske eventyr fortalt, spillet og sunget for voksne – seks ud af seks langstilkede røde roser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sakura – og menneskelivet

Udgivet den af
2

Sakura er et navn, som flere og flere danskere forbinder med de japanske kirsebærtræer, som lige nu blomstrer i deres lyserøde og hvide pragt i det meste af kongeriget.

Men hvad betyder navnet Sakura? Ja, det er simpelthen det japanske ord for de kirsebærblomster, som alle flokkes under og tager fotos af i Danmark og i resten af verdenen, men allermest selvfølgelig i Japan selv.

For i Japan er Sakuras blomstringstid en decideret højtid, hvor japanerne valfarter til kirsebærtræerne for at få så meget som muligt af de strålende lyserøde og hvide blomster, hvis blomstringstid er så kort.

Og netop det flygtige ved Sakura er et højdepunkt i den japanske fejring, fordi den minder om, at livet er kort, så vi skal huske at påskønne og nyde det, mens tid er. I Japan siger man også, at kirsebærtræerne er allersmukkest, når træets lysegrønne blade kommer frem, og de lyserøde og hvide blomsterblade begynder at hvirvle og falde til jorden.

Sammenligningen til menneskelivet er endnu smukkere – og noget, som vi kunne lære af her i Vesten, hvor vi er så optagede af ungdommen og blomster i knop og fremtidens muligheder, at mange ikke har tid til at nyde nutiden, en blomst, når den står i fuldt flor – og endnu færre kan se skønheden i forfaldet – og lærdommen deri.

Men vi misser noget i samfundet, hvis vi tror, at det kun er knopper og ungdom, som kan noget. Voksentid og fuld blomstring – og alderdom og livs-visdom er de nødvendige kilder, når vi skal skabe et rigt samfund med plads til og respekt for alle.

Dét mindes vi om hvert forår, når de lyserøde og hvide japanske kirsebærtræer blomstrer – og det igen er Sakura.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”HYDRA – Venter på krisen”

Udgivet den af
Svar

I går var der premiere på Teatergrads nye forestilling ”HYDRA – Venter på krisen”, der er udviklet i samarbejde med Røde Kors.

På en strand sidder to venner. Krisen rammer om lidt, og på stranden er mængden af mad og drikkevand knap, og det er svært at få nyheder over nødradioen. Det eneste, der fylder, er samtalerne om hverdagen, hvis man da kan kalde dagene på stranden det.

For hverdagen er så afgørende forandret for de to unge mennesker, så man må stille spørgsmålet: Kan man i disse tider holde fast i sine jubeloptimistiske drømme om et hus med havudsigt og croissanter i Sydfrankrig, eller bør man tage doomsday-prepper-tilgangen og hamstre konserves og toiletpapir, mens man sætter sine drømme om uddannelse og familie på pause?

Det er ikke kun handlingen i Teatergrads nye forestilling ”HYDRA – Venter på krisen”, der er udviklet i samarbejde med Røde Kors. Det er også realiteten for alle os unge, der i øjeblikket kigger på en verden i krise.

Klimakrise og krige i Mellemøsten og Europa sætter alt for mange drømme på pause, eller knuser dem helt for den generation, der skal føre samfundet videre og være med til at opbygge en ny verdensorden – måske.

Det lægger klart op til en pessimistisk tvivl eller en virkelighedsflugt, hvor man bare drømmer om et liv, hvor man ikke skal blot overleve, men leve. Alligevel og på trods viser ”HYDRA – Venter på krisen” os et lys for enden af tunnelen.

For verdenen har måske altid været i stykker. Det er ikke noget nyt, at der er krig. Det er ikke noget nyt, at verdensordenen er truet. Og det er ikke noget nyt, at unge kræver handling efter snak. Vi bliver nødt til at løfte i flok og holde sammen for at finde løsningerne. For selvom vi kræver handling, så starter løsningerne med snak. Og netop snak leder ”HYDRA – Venter på krisen”op til.

Forestillingen er designet til at tage rundt i Danmark efter den første uges spilletid i Røde Kors’ københavnske hovedkontor, og på turnéen skal forestillingen blandt andet ud på diverse gymnasier.

De unge kommer til at spejle sig selv i den angst, der fylder på scenen, når Katja Kvistgaard og Alfred Kann hører de sparsomme beredskabsmeldinger fra nødradioen. Men forhåbentligt vil de unge publikummer også få en kampgejst og et håb.

For efter den sidste krig kom freden, som Alfred Kann så smukt pointerer det håb, vi bliver nødt til at klamre os til i en usikker tid. En tid, hvor vi nemt kan miste os selv og glemme at holde fast i alt det, der gør os til mennesker; netop vores håb og vores drømme for fremtiden.

”HYDRA – Venter på krisen” er en yderst samfundsrelevant forestilling, der giver en klump i halsen, men også en æstetisk interessant forestilling. Scenografien og multimedie-elementerne spiller sammen, så man bliver suget med ind i dagene på stranden, hvor alt flyder sammen.

De fire nykomponerede sange af Jeppe Emborg udføres smukt af Alfred Kann og Katja Kvistgaard, men i højsædet er deres skuespil. Man tror fuldt ud på deres årelange venskab, ligesom man levende forstår først den enes optimistiske verdenssyn, snart den andens pessimistiske realitetssans.

Danmarksbloggen giver ”HYDRA – Venter på krisen”5 ud af 6 dåser hakkede tomater, som dem vennerne har hamstret, og kommer med en opfordring til at sætte 60 minutter af til at se Teatergrads og Røde Kors’ stærke og eminente samarbejde.

For i en usikker tid som nu kan vi dog holde fast i hinanden og blive ved med at snakke om alt det svære. Og ”HYDRA – Venter på krisen” lægger på fantastisk vis op til debat og refleksion om både ens holdninger og handlinger under en krise.

Anmeldt af Stine Buhl Hansen og Anna M. T. Frederiksen

Vintersalme til styrkelse af sjæl, sind og hjerte

Udgivet den af
Svar

Winter is coming, sagde vi, da Trump blev genvalgt.

Det viste sig at holde mere stik, end vi troede.

Så nu er det tid til styrkelse af sind, sjæl og hjerte. Tid til at mindes om at intet mørke, ingen kulde, ingen ondskab kan vare ved. Lyset, varmen og kærligheden vil altid komme igen.

Så derfor kommer her som balsam på martrede sind, urolige sjæle og bange hjerter Brorsons vidunderlige vintersalme “Her vil ties, her vil bies”.

Blot husk at opgaven denne gang ikke at være tavs eller at vente. Opgaven nu er at råbe op, sige fra og handle.

Men alligevel kan vi med fordel synge med på nedenstående.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1

Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente,
kun ved at vente, vor sommer ind.
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!

2

Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.
Dagene længes, vinteren strenges,
vinteren strenges. Og det er svart.
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.

3

Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist
dér skal du finde forsommers minde,
forsommers minde, alt grøn på kvist.
Turteldue, kom at skue,
kom at skue bag gærdet hist!

4

Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse,
lad mig nu gyse. Det snart forgår.
Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!

5

Due, kunne du begrunde,
du begrunde, hvad der nu sker!
Kulden den svækkes, blomsterne dækkes,
blomsterne dækkes, jo mer det sner.
Due, kunne du begrunde,
du begrunde, hvad der nu sker!

6

Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!
Se! nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad.
Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!

Dejlig er den himmel blå – alle 19 vers

Udgivet den af
Svar

Grundtvig har skrevet mange salmer – også mange lange salmer.  En af de længste er dog ”Dejlig er den himmel blå”, som i sin fulde længde har hele 19 vers – og ikke kun de syv, der står i salmebogen.

Hele den lange salme kan læses her – og er faktisk en legende på vers om de tre vise mænd, Jesusbarnet og hvad vi alle sammen kan lære af hele den historie. En legende med rødder i både jødedom og kristentro …

For i dag er det Hellig Tre Kongers Aften, så det er først nu, at julen slutter. Det kan man jo tænke over, mens man læser – eller måske ligefrem synger sig igennem de mange vers, som Grundtvig skrev i 1810. Se nedenfor:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

  1. Deilig er den Himmel blaa,
    Lyst det er, at see derpaa,
    Hvor de gyldne Stjerner blinke,
    Hvor de smile, hvor de vinke,
    Os fra Jorden op til sig.

  2. Kommer Smaa, og hører til!
    Jeg for eder sjunge vil
    Om saa lys og mild en Stjerne,
    Jeg det veed, I høre gierne:
    Himlen hører eder til.

  3. Det var midt i Julenat,
    Hver en Stjerne glimted mat,
    Men med Eet der blev at skue
    En saa klar paa Himlens Bue,
    Som en liden Stjernesol.

  4. Langt herfra, i Østerland
    Stod en gammel Stjernemand,
    Saae fra Taarnet vist paa Himlen,
    Saae det Lys i Stjernevrimlen,
    Blev i Sind saa barneglad.

  5. Naar den Stjerne lys og blid
    Sig lod see ved Midnatstid,
    Var det Sagn fra gamle Dage,
    At en Konge uden Mage
    Skulde fødes paa vor Jord.

  6. Derfor blev i Østerland
    Nu saa glad den gamle Mand;
    Thi han vilde dog saa gierne
    See den lyse Kongestjerne,
    Før han lagdes i sin Grav.

  7. Han gik til sin Konges Slot,
    Kongen kiendte ham saa godt,
    Hørte og med Hjertens Glæde,
    At det Lys var nu tilstæde,
    Hvorom gamle Spaadom lød.

  8. Han med Søn og Stjernemand
    Flux uddrog af Østerland,
    For den Konge at oplede,
    For den Konge at tilbede,
    Som var født i samme Stund.

  9. Klare Stjerne ledte dem
    Lige til Jerusalem,
    Kongens Slot de gik at finde,
    Der var vel en Konge inde,
    Men ei den de ledte om.

  10. Klare Stjerne hasted frem,
    Ledte dem til Betlehem,
    Over Hytten lav og lille
    Stod saa pludselig den stille,
    Straalede saa lyst og mildt.

  11. Glade udi Sjæl og Sind
    Ginge de i Hytten ind,
    Der var ingen Kongetrone,
    Der kun sad en fattig Kone,
    Vugged Barnet i sit Skiød.

  12. Østerlands de vise Mænd
    Fandt dog Stjernen der igien,
    Som de skued i det Høie,
    Thi i Barnets milde Øie
    Funklende og klar den sad.

  13. Den var dem et Tegn saa vist,
    At de saae den sande Krist,
    Derfor neied de sig glade,
    Offrede paa gyldne Fade
    Røgelser med søde Lugt.

  14. Vil I Smaa ei ogsaa gierne
    See den lyse milde Stjerne,
    For den Konge dybt jer neie,
    Som Guds Rige har i Eie,
    Og vil lukke jer derind?

  15. Seer I til den Himmel blaa,
    Med de gyldne Stjerner paa,
    Der den Stjerne ei I finde,
    Men den er dog vist derinde
    Over Jesu Kongestol.

  16. Thi det Barn, som var paa Jord,
    Blevet er en Konge stor,
    Og han sidder nu deroppe,
    Over alle Stjernetoppe
    Hos Gud Faders høire Haand.

  17. Neier eder kun, I Smaa!
    Han fra Himlen seer derpaa.
    Sender ham med Hjertensglæde
    Lov og Pris til høie Sæde!
    Det er Røgelse for ham.

  18. Stjernen ledte vise Mænd
    Til nyfødte Konge hen,
    I har og en saadan Stjerne,
    Og naar I den følge gierne,
    Komme I til Jesum vist.

  19. Denne Stjerne, lys og mild,
    Som kan aldrig lede vild,
    Er hans Guddomsord det klare,
    Som han lod os aabenbare
    Til at lyse for vor Fod.

Anmeldelse: Kongens anden nytårstale

Udgivet den af
Svar

Så blev det Kongens anden nytårstale. Den svære 2´er, som mange kommentatorer sagde det, inden klokken blev 18 denne nytårsaften. Men den slags pjatteri hører en fredstid til.

For Danmark er ikke længere et land i fred. Vi er heller ikke et land i krig. Vi er i en gråzone, som Kong Frederik sagde det med stor myndighed og vægt.

Det er Danmarksbloggens inderlige håb, at Kongens nytårstale vil få alle danskere til at forstå alvoren af den situation, som vores land, vores verdensdel, Den Frie Verden befinder sig i.

For Frederik d. 10 havde så inderligt ret, da han sagde, at ja, vi har været trygge i 80 år, men nu lever vi i en tid, hvor vi nok kan slukke for nyhedsstrømmen, men ikke for virkeligheden.

En virkelighed, hvor vi kan se til Finland, der som altid lever med det værst tænkelige in mente, men som samtidig ikke sætter livet i parentes.

For frihed er ikke en selvfølge. Den skal dér kæmpes for, og det både vil og kan vi danske, og dem i Grønland og på Færøerne – og det i alle aldre og alle køn. For nok har man kun værnepligt indtil en vis alder, men værneret har vi alle – også os, som er grå i toppen.

Pligt og ret – de følges ad som sorrig og glæde, som vinter og vår, som Kongen løseligt citerede det fra Kingos store salme, der også er en af Dronning Margrethes yndlinge.

Når det virkelig gælder, skal vi have fat på Kingo, som hun har sagt det ved flere lejligheder – og det gælder virkelig nu i Den Frie Verden.

Det var derfor en fornøjelse at se den danske konge i hans anden nytårstale. Han var en krigerkonge, der ville freden, ville samle danskerne. Dén mission lykkedes til fulde – og krydret med en passende portion ydmyghed, lidt lune og snak om familien, så blev den svære 2´er faktisk ganske vellykket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Juletræ og tænde lys

Udgivet den af
Svar

Er man julekætter, hvis man tænker: Hvad skal vi i grunden med et juletræ?

Første argument MOD et juletræ: Julen handler om Frelserens fødsel i stalden i Betlehem – og der var ikke skyggen af et grantræ i miles omkreds.

Andet argument MOD et juletræ: At fælde et træ for bare at tage det ind i stuen, hænger på ingen måde sammen klimamæssigt, og det kan man faktisk ikke argumentere for på nogen måde.

Tredje argument MOD et juletræ: Et juletræ er besværligt, og det fylder.

Første argument FOR et juletræ: Det er SÅ hyggeligt med et juletræ, og så er det en tradition.

Well, det er nu ikke mere end lidt over 200 år siden, at det første juletræ i Danmark stod på Holsteinsborg Gods på Sydsjælland. Vi havde altså fejret kristen jul i cirka 800 år, FØR vi begyndte på det med juletræer.

Så nej, traditionen holder ikke som argument.

Men det gør, at det er besværligt heller ikke. For alt i livet, som er dejligt, er i reglen besværligt. Som fx børn. De er arbejde og udgifter, men de er også livets allerstørste lykke. Og når man ser sit barns øjne stråle af glæde foran juletræet, så er det al sliddet værd, ikke sandt?

Dvs. for dem, som har råd til at holde jul. For ligesom at man før i tiden brugte grønkål eller bandt grangrene på kosteskafter for at lege, at det var et juletræ, så er der også mennesker i dag, som ikke har råd til at holde jul – i det Danmark, som ellers samlet set er rigere end nogensinde.

Men goderne bliver mere og mere skævt fordelt i vores lille land. Og julen handler ikke om et træ. Julen handler om, at vi skal være gode ved hinanden, give hinanden plads som Maria og Josef fik det – godt nok i en stald, men alligevel. Om i det hele taget at dele goderne med hinanden, også når det ikke er jul …

Den vigtigste julegave er nemlig ikke den, som du får – men det, som du giver dem, som ikke har til dagen og vejen. At du følger i fodsporene på Ham, som blev født julenat – og som sagde: Jeg er verdens lys.

For lyset, at tænde lys, også overført, er, hvad julen handler om. Hvad julen altid har handlet om, altid vil handle om. Thi se, jeg forkynder jer en stor glæde, som englen sagde dét den første julenat.

Og med de ord vil Danmarksbloggen ønske alle en rigtig glædelig jul.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk