Reportage: Fakler i Silkeborg

Weekendens angreb på danske jøder har forfærdet os alle. I Silkeborg tog Poul Geil og et par andre initiativ til med et fakkeloptog at markere, hvad vi står for her til lands. Danmarksbloggen er stolt over at få lov til at bringe nedenstående tekst fra Poul Geil: 

Med årsdagen for Krystalnattens udåd fulgte der i år en række begivenheder, hvor det nazistiske uvæsen viste sig. I Silkeborg vågnede Ella og Henrik op til synet af en nazistisk jødestjerne på deres postkasse, og de blev både ængstelige og dybt bedrøvede. Det samme blev tusinder af andre mennesker, og mere end 300 dukkede op til den protest med fakler, som nogle af os fra vejen hurtigt havde arrangeret. Der var et mindre trafikalt kaos på vejene i området, og det følelsesmæssige kaos besvarede vi med fakler og sange og taler og med varme blikke og håndtryk.

Der var en bedrøvet, men også trodsigt håbefuld stemning, og alle var mødt op for at vise deres støtte til det dansk-israelske par. Da den sidste sang var sunget, var det Ella og Henrik, som helt spontant tog ordet. De var dybt rørte over det store fremmøde, og de konstaterede, at det her er det Danmark, som de kender og elsker.

Der er situationer, hvor det er bedst at tie, så vi ikke er med til at skabe mere opmærksomhed omkring noget, som ikke fortjener at blive hørt eller set, men der er også situationer, hvor vi må sige fra, så det er tydeligt, at vi ikke tier og samtykker. Mere end 300 mennesker var denne aften enige om at sige fra, og mange flere havde på forhånd sagt eller skrevet, at ville have været med, hvis de havde kunnet.

Vi må sige fra, og vi må også spørge os selv og hinanden om, hvordan noget så afstumpet overhovedet kan ske. Skyldes det en total mangel på historisk bevidsthed, eller skyldes det en sympati med de rædsler, som udspillede sig op til og under Anden Verdenskrig? Begge dele kan være en del af baggrunden, men måske skyldes det mest af alt noget tredje, for måske skyldes det mest af alt, at nogle mennesker er så små, at de sparker nedad i et forkvaklet forsøg på at fastholde noget af deres eget selvværd.

De sparker nedad, selvom dem, de sparker ud efter, er akkurat lige så meget værd som dem selv, for vi er alle uden undtagelse lige meget værd, selvom det langt fra er alt, som mennesker gør, der er lige godt. Vi er alle lige meget værd, og vi er nødt til at fastholde, at det også gælder mennesker, som bringer nazistiske symboler i spil igen. Vi er alle lige meget værd, men det betyder bestemt ikke, at alt er lige godt, og det, som er sket nu her, med et symbol fra nazismens jødeforfølgelse, er forfærdeligt, og vi må væmmes ved det i stedet for at vænnes til det.

Derfor må vi sige fra, når vi møder de hadefulde ytringer, og det må vi også, når udtrykkene ikke er så voldsomme som dem, der viser sig som påklistrede jødestjerner og skændinger af jødiske gravsten. Vi må endda gøre det i vores eget netværk, og det er måske det, som er det sværeste. Men lad os gøre det alligevel. Uden selv at tale hadets sprog.

Skrevet af arrangør Poul Geil, Silkeborg

Hvem er Danmark?

Dansk Forfatterforening sendte tidligere på året (i et projekt støttet af Nordea) 20 danske forfattere ud til 20 forskellige byer i Danmark for at tage pulsen på byen og give et bud på, hvordan byen er – eller rettere hvem byen er.

Danmarksbloggen har læst alle 20 fortællinger – og især bidt mærke i dem, som foregår udenfor de store byer, hvilket er langt de fleste.

For historierne fra byer som Korsør, Nyborg, Marstal, Ringkøbing, Ikast og flere endnu er mere ens end de er forskellige i deres beskrivelser af en hverdag, der minder mere om livet i København og Aarhus end den kreative klasse måske bryder sig om at høre.

Ja, når man læser de små fortællinger (der måtte fylde max en side, og som for nogles vedkommende er digte eller forsynet med tegninger), så fornemmer man hos forfatterne en slags forundring over, at livet i de mindre byer kan spejles en-til-en med tilværelsen i storbyernes kreative ghettoer (hvis altså man ser bort fra prisskiltet på en café latte og boligen).

Men det er ganske enkelt: Mennesket er ens alle steder til alle tider. Det har vi så åbenbart glemt. For så langt ude er det åbenbart kommet med danskernes kendskab til hinanden, så langt væk er vi i 2019 fra hinanden. Vi tror, at ”de andre” er helt vildt anderledes – men det er de ikke.

Vi er ret ens, uanset om vi bor på den jyske hede, i en forstad til København, en gammel fynsk købstad eller alle mulige andre steder.

Projektet med de udvalgte 20 byer er også tænkt som en opfordring til at lade skoleelever i udskolingen skrive om deres lokalområde. Og det har de gjort i de udvalgte byer på workshops sammen med forfatterne – og vinderne får en klassetur til Bogforum i Bellacentret til november.

Danmarksbloggen forventer, at de unges historier bliver spændende i betydningen seriøst spændende.

Alene fordi de historier skrives af dem, som ikke kun er på besøg, men som lever i de forskellige danske byer. Så ved at læse de unges historier vil man reelt kunne blive klogere på de forskelle og ligheder, som der måske/måske ikke er i vores lille, homogene land.

Danmarksbloggen håber derfor, at de unges fortællinger også kommer på nettet. Der bliver i så fald noget at læse, som giver mening.

Se mere på www.hvemerdanmark.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Amager Fælled: Overborgmester Frank Jensen taler med to tunger

Et fornemt klima-top-møde (C40) er i gang i København. Ja, i går var de noble borgmestre og andre notabiliteter fra alverdens lande endda til middag på Christiansborg, hvor kronprinsparret var værter.

I centrum for de mange fine ord og knap så mange handlinger står Københavns overborgmester Frank Jensen (S) der bryster sig med, at Danmark er et foregangsland, når det kommer til klima. Ja, København, verdens cykelhovedstad åbenbart, er ifølge ham endda en by, der viser den grønne vej for andre byer.

Undskyld, men det klinger altså hult … meget hult … når man tænker på, hvad der sker ude på Amager Fælled i disse år.

Amager Fælled – skøn og grøn – og det eneste vilde område, som der er tilbage i miles omkreds omkring vores hovedstad. Amager Fælled, som vi skulle sætte ALT ind på at bevare, men som Frank Jensen vil bebygge en stor og for mange arter ekstrem vigtig del af.

For en ting er miljø – en anden er penge, og når det kommer til stykket, så vælger overborgmesteren altid det sidste.

Frank Jensen taler derfor med to tunger, som indianerne sagde det. Indianerne, som for de flestes stammers vedkommende var optaget af at leve i pagt og balance med naturen. Men dem slagtede vi selvfølgelig også, som vi i øjeblikket slagter naturen.

Men man kan altså ikke spise penge – eller ånde penge. Det burde vi erkende og leve efter, os i den vestlige verden, men også i de rige lande i den arabiske verden og de rige lande i den asiatiske verden. For det at drive rovdrift på naturen er desværre en udbredt ting verden over.

Det ender med, at vi dræber os selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rådhuspladsen – en del af et eventyr

Og hvor vi glæder os til at få Kongens Nytorv igen, sagde Dronningen, da hun åbnede Cityringen for halvanden uge siden.

Det store arrangement fandt sted på Rådhuspladsen – og måske der var for mange mennesker til at Dronningen lagde mærke til det.

For det var ikke kun Kongens Nytorv, som vi fik igen for halvanden uge siden.

Landets største plads – hér danskerne mødes for at fejre hjemvendte sportsfolk som EM i 92 – men også andre store og større begivenheder som befrielsen i 1945 – har vi også fået igen.

Der er selvfølgelig tale om Rådhuspladsen, som nu igen myldrer med liv overalt. Og efter Danmarksbloggens mening i en version, der er smukkere end måske nogensinde.

For Rådhuspladsen anno 2019 er stor og åben – som i stor og åben. Der er simpelthen så meget rum og luft, at det vil gibbe i enhver bygherre for at udnytte de ledige kvadratmetre.

Men den megen plads skal ikke bruges til noget som helst andet end at rumme danskerne og danskernes glæde både til fest og fejring – men især til hverdag.

Det er så dejligt. Og særligt smukt er det, når man kommer op fra den nye metro, Cityringen, og ser panoramaet med indgangen til Strøget, Rådhuset, H. C. Andersen-slottet – og Industriens Hus, som virkede alt for stort, dengang de grønne plankeværk stod på Rådhuspladen, men som nu er smuk med sine glasfacader.

Rådhuspladsen er nemlig Københavns centrale plads – og i sin nuværende form kan den endda konkurrere med den gamle, fornemme og smukke Kongens Nytorv om at være den flotteste.

Tænk engang: I landets hovedstad har vi de to fineste pladser beliggende i hver sin ende af Strøget. Det er nærmest som et eventyr, der både starter og slutter lykkeligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den gyldne ghetto – et samfundsproblem

Den franske præsident har været ude og sige, at Frankrig må se sandheden i øjnene, nemlig at der er et problem med indvandringen – og at det er de fattigste befolkningsgrupper, som betaler prisen. Mens de velhavende i bymidterne ikke ser problemerne, da problemerne ikke findes der, hvor dem ved muffen færdes.

Danmarksbloggen er tilbøjelig til at være enig med den franske præsident – og vil gerne tilføje, at det ikke kun er i Frankrig, at de velhavende og især den kreative klasse klumper sig sammen i de maleriske bymidter.

Men at det sker over hele Europa – og også i Danmark, og at det betyder, at kun få mennesker har råd til at bo centralt.

Så alle steder har vi gyldne ghettoer i de centrale dele af de store byer.

Gyldne ghettoer hvor den kreative klasse lever et behageligt liv med spændende jobs, gode lejligheder, kultur og kunst lige rundt om alle gadehjørner – samt med mennesker ligesom dem selv, der også læser de nye bøger og kan tale med om de store klassikere.

Men kun få i den kreative klasse kender til problemerne i andre dele af samfundet. I stedet sidder segmentet på caféen med en hundedyr cafe latte foran sig, og harcelerer over den manglende tolerance og forståelse hos dem, som er bange for at miste deres job.

Eller føler sig truet af en bande indvandrerdrenge, hvis de går visse steder i deres nabolag eller andre mulige andre ting, som er hverdag – også i Danmark.

Det du´r selvsagt ikke – og hvis ikke vi skal overlade løsningerne til mennesker som Vermund og Thulesen Dahl, så må vi reagere nu … og det er ikke nok at gå i gang med de grimme ghettoer, hvor indvandrerne bor.

Vi må også i gang i de gyldne ghettoer. Indførelse af bopælspligt i de store byer kunne fx være en god start hurtigt fulgt op af mange billige lejeboliger til familier med almindelige indtægter, unge studerende og ældre.

Vi er også nødt til det – hvis ikke samfundet skal knække over … og det haster … det er lige op over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens spåmand fik ret omkring penge og renter

Danmarksbloggen har fået sin egen spåmand …

Han hedder Ole Frederiksen og skrev tilbage i august denne: http://danmarksbloggen.dk/?p=10718

Her forudser Ole Frederiksen, at flere banker vil følge Jyske Banks eksempel om, at det skal koste penge at have penge stående – samt at beløbsgrænsen vil gå væsentlig længere ned end de 7,5 millioner, som den var ”dengang” for halvanden måned siden.

Og det er eksakt hvad, der sker nu, hvor flere og flere banker indfører såkaldt negativ rente, altså at du skal betale penge for at have penge stående. Og beløbsgrænsen for hvornår du skal det, bliver lavere og lavere – og nærmer sig et niveau, hvor middelklassen er ved at være med.

Udviklingen er så måske alligevel ikke overraskende. For dna´et i enhver god forretning er, at andre overtager den samme gode forretning, når de kan se, at den virker.

Og det gælder også bankerne … ja, det gælder måske især bankerne, hvis forretning er penge.

For stik mod hvad mange tror, så er en bank ikke en serviceinstitution – men en butik med penge som eneste vare på hylden. Penge er til gengæld også en vare, der aldrig går af mode – eller bliver for gammel.

Og nu kan bankerne altså tjene endnu flere penge … på penge. Det er genialt – set fra deres synspunkt.

Samtidig vil de professionelle pengefolk også afskaffe kontanter. For ingen skal undslippe bankernes tøjlesløse grådighed, når det kommer til at hive penge op og ud af lommerne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det ´en metro jo …

Så åbnede Københavns nye metrolinje. Cityringen med 17 stationer. Hovedstadens største anlægsarbejde siden Christian d. 4 anlagde voldene med blandt andet Kastellet og Christianshavn.

Der har derfor været max opmærksomhed på Cityringen hele dagen, også fordi Christians d. 4´s efterkommer Margrethe d. 2 tog den første tur hele vejen rundt.

For hende og for alle andre har det sågar været gratis at køre med de offentlige transportmidler i hovedstaden hele dagen. Busser, s-tog og metro – både den nye og de to gamle linjer.

Danmarksbloggen tog så først turen rundt med den nye metro her midt på aftenen, da det værste åbnings-rush var overstået.

Og konklusionen er helt enkel: Det ´en metro jo.

Altså: Det er ikke andet end en metro, der stopper og standser og kører i to retninger – hele vejen rundt.

Når det er sagt, så er der nogle af stationerne, som er vældig flotte med farver, der lyser op som fx Nørrebro Runddel, der er gul, Hovedbanegården der er rød og Frederiksberg Allé, der er grøn.

Men allerflottest er Kongens Nytorv, og især dér hvor den gamle metro møder den nye metro i en gang, der svinger og snor sig, og har en størrelse, så man føler, at nu er man havnet i en rigtig storby.

Dét er en sjælden følelse i København. Men den er dejlig – og lige i dag kunne man glemme det faktum, at hele metro-projektet er tænkt alt for småt, da de enkelte metro-toge er alt for små. Allerede før Cityringen åbnede, var de gamle linjers toge nemlig overfyldte – og nu bliver det hele endnu værre.

Det var så til at forudse – og det burde det være blevet, især når man tænker på alle de studieture, som politikerne var på.

Fx til Stockholm som er en by på størrelse med København, og som har haft en metro (Tunnelbanan) i over 50 år. De har altså noget erfaring i den svenske hovedstad, blandt andet at tunnelbanens kort-toge (som kun bruges i ydertidspunkterne) kan tage markant flere passagerer end nogen af togene i Københavns metro.

Så Danmarksbloggen er ikke imponeret over den nye – eller den gamle – metro. Men dog enig med Dronningen: Og hvor vi glæder os til at få Kongens Nytorv igen!!! 

Kongens Nytorv er så også Danmarks flotteste station nu.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Telefonerne i Danmark bliver tavse

Hvornår har du sidst løftet røret og ringet til nogen – altså privat og ikke i arbejdssammenhæng?

Hvis det er længe siden, så er du ligesom de fleste andre. Danskerne ringer nemlig markant mindre.

Tal fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet viser, at 7 ud af 10 opkald finder sted indenfor arbejdstiden, at siden 2005 er hvert fjerde opkald forsvundet, og at vi taler en milliard færre minutter i telefonen (vi taler dog stadig 15 milliarder minutter i telefonen om året).

Det er en udvikling, som mange beklager: Åh, nej – vi kommer ikke hinanden så meget ved længere og den slags.

Danmarksbloggen tænker, at det er de samme mennesker, som tidligere ville have beklaget sig over, at trykkekunsten afløste fjerpen og blæk, at telegrammet forsvandt til fordel for netop telefonen og andre teknologiske fremskridt.

For sandheden er jo, at vi i dag kommunikerer mere med hinanden end nogensinde før. Eller dvs. mere end siden dengang vi boede i små landsbyer, og alle talte med alle hele tiden.

Det gør alle så igen nu – bare over større fysiske afstande og elektronisk, hvor vi sms´er, chatter, ser hinandens billeder, kommenterer – og hele tiden er i kontakt med hinanden.

Så vi ved faktisk – takket være den digitale teknologi – hvordan hinanden har det, og hvad der sker i hinandens liv. Og er det i grunden ikke, hvad privat kommunikation handler om?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skoleparat … samfundsparat

Undertegnede fandt i en skuffe en gammel notesbog med noter fra blandt andet et forældremøde for over 10 år siden.

Det var interessant læsning. Jeg havde blandt andet noteret:

Skolelederen spurgte ud i plenum: Er du, forælder, parat til at give slip? Er du parat til at forstå, at dit barn skal indgå i en helhed? At barnet skal kunne være i ro og have en adfærd, der udviser respekt for andre? For det er fint at være et ønskebarn, men man skal også kunne se og respektere andres behov.

Derpå fulgte en masse om skolens forpligtelse til at stille op med faglig og pædagogisk kvalitet – og om forældrenes rolle som aktive medspillere.

Og så sluttede skolelederen af med at sige, at skolens primære rolle ikke handlede om skabe gode karakterer, men om at skabe ansvarlige borgere, der med respekt for andre og deres meninger kunne fungere og virke i et frit folkestyre. Altså hele mennesker, som havde balancen mellem at kunne realisere egne drømme og samtidig virke for fællesskabet – og det i en tid med mange prinser og prinsesser, der var vant til at blive serviceret og curlet.

Men det du´ed ikke, gjorde skolelederen opmærksom på. Livet giver os ikke altid lagkage – og skolelederen ønskede derfor også at give børnene en indre jeg-styrke baseret på alt andet end popularitet, likes eller fokusering på egne behov alene, men i stedet på et dybt kendskab til sig selv, en realitetssans og en evne til at udholde og kæmpe mod modstand.

Det var som sagt en gammel notesbog. Og den konkrete skoletid, som startede kort efter, er for længst forbi. Og jeg skal heller ikke dømme andres børn, blot konstatere, at der i de ti år, som fulgte efter denne introduktion til skolelivet, var forskel i opbakningen til skolelederens hensigtserklæring, da det kom til at lave de flotte ord om til handling.

Og det var – og er skade. For en tilsvarende tale kunne sagtens høres i dag, hvor individualismen og selvfokuseringen er om muligt endnu større end i nullerne, hvor det nævnte forældremøde fandt sted.

Men skolen er stadig for livet, og vi kunne skabe et så meget bedre samfund, hvis alle lyttede til den gamle skoleleders kloge ord.

For at være skoleparat i betydningen ”være klar til at indgå i en helhed som et ligestillet individ sammen med alle de andre” er i bund og grund at være samfundsparat … også for de voksnes vedkommende, ja måske især for de voksnes vedkommende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Beskidte milliarder”

I går udkom en af årets mest interessante bøger, nemlig ”Beskidte milliarder. Da Danske Bank blev centrum i verdens største hvidvasksag” skrevet af de tre journalister Simon Bendtsen, Eva Jung og Michael Lund fra Berlingske Tidende, som afdækkede sagen – og som modtog Cavlingprisen i 2019 for deres store arbejde.

Det er også en sag, som har vakt opmærksomhed – selv på Amalienborg, hvor Dronningen i sin seneste nytårstale var inde på det særlige ansvar og den særlige pligt, som der følger, hvis man har en betroet position. En af de institutioner, som har denne magt i Danmark, er Danske Bank, der sammen med Mærsk og Carlsberg gennem mange generationer har været en grundpille i det danske samfund.

Danske Bank har også altid haft ordet ordentlighed som et motto.

Det er så et motto, som blev udfordret kraftigt – for nu at sige det mildt – i den årrække (2007-15), hvor hvidvasken foregik. Primært i en estisk filial af banken, hvor såkaldte non-residents stod for transaktioner for cirka 1.500 milliarder kroner. Penge, som bare flød igennem banken uden at der blev taget notits af det.

Der var heller ingen af de centrale personer i Danske Bank i Danmark, som kunne tale estisk – eller russisk. For de mange penge kom nemlig primært fra russere, som ikke altid havde tjent dem på lovlig vis – for nu igen at sige det mildt. Desuden var it-systemet i Estland ikke koblet op på det store it-system i Danske Bank.

Så hvidvasken var altså svært at opdage – selvom man selvfølgelig kan hævde, at daværende topchef i Danske Bank Thomas Borgen burde havde vidst noget, da han i en periode var chef for de udenlandske forretninger, og ved mere end en lejlighed affærdigede bekymrede henvendelser fra andre medarbejdere omkring, at der måske foregik noget i Estland, som ikke skulle ske.

Alt det – og meget mere – om hvidvasksagen bliver grundigt beskrevet på bogens mere end 330 sider, hvor der også er noter og en liste over navngivne personer, som spiller en rolle i sagen.

Denne historie er heller ikke kun en finanssag. Det er også en kriminalsag med anonyme kilder og tips – et enkelt endda kommet til Berlingskes redaktion på gammeldags måde som et fysisk brev med en håndskrevet tekst. Men ellers er det et par mord – blandt andet på en whistleblower, krypteret elektronisk kommunikation, skjulte rejser og gedulgte møder med kilder på hemmelige steder overalt i Europa.

Et af de stærkeste møder er det, hvor journalist-trioen tilbydes ”det hele” – og med bankende hjerter og våde håndflader siger ja til det, der viser sig at være lister med navne og steder. Som læser kan man mærke dramaet og føle blodtrykket stige.

Et andet interessant aspekt er det om Danske Banks drømme om at blive en finansiel stormagt … og om det forhold at Danske Banks forretningsbalance på 3.578 milliarder kroner årligt er 20 gange større end lille Estlands samlede BNP. Det er altså Davids kamp – og sejr – mod Goliat, når Estland har bedt Danske Bank om at være ude af landet senest ved udgangen af 2019.

Måske også noget som kunne inspirere andre lande til ikke at ligge under for store selskaber? Den slags spekulationer er så ikke bogens ærinde, og den kommer heller ikke ind på det.

Bogen fortæller historien om Danske Bank og hvidvasken, og det gør den forrygende. Bogen er letlæselig i sproget, og indholdsrig i sin beskrivelse af, hvordan hvidvask foregår – og med gode perspektiver til både samfund og det politiske liv. For alt samfundsliv i Danmark påvirkes af denne sag, som slet ikke har fundet sin afslutning endnu.

Bogen påpeger også det paradigme-skifte, der er kommet ud af denne sag, hvor der stilles store etiske krav til bankerne, i Danske Bank fremskyndet af storaktionæren Mærsk-familien, som ikke lagde fingrene imellem, da bestyrelsesformand Ole Andersen blev fyret, selvom det ikke hed en fyring.

For i ”Beskidte milliarder” kan man også læse om personerne, både de ledende i Danske Bank, stråmændene, whistleblowerne, danske ministre, danske embedsfolk, den nye formand for finanstilsynet i Estland og alle de andre – og heldigvis på en måde, så det ikke bliver for personligt, som vores tid ellers ofte gør det, men som i stedet holder en fin balance mellem at formidle om personen og det, som er relevant i forhold til sagen.

Det og alt andet i bogen er et eminent godt stykke arbejde – og det samme var den Cavling, som i den grad var fortjent.

Danmarksbloggen giver ”Beskidte milliarder” fem ud af seks pengesedler – og vil anbefale bogen til alle, som ønsker reel viden og indsigt om ikke kun den nyere tids største danske erhvervsskandale, men også om hvordan samfundet er skruet sammen – stadigvæk.

For grådigheden som drivkraft vil altid være en del af menneskets dna. Så man er mere end almindelig naiv, hvis man tror på, at et paradigmeskifte vil betyde, at alle magtens mænd og kvinder fremover vil være i stand til at holde moralens fane højt.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk