Giv Danmark sommeren 2020

Danmarksbloggen vil gerne ønske alle en rigtig god sommer – med ønsket om at udvise samfundssind og blive hjemme i Danmark, selvom der er åbent op til flere lande.

Ved at blive hjemme i Danmark i sommeren 2020 sikres:

  • At man IKKE er med til at bringe mere smitte hjem til Danmark – med de konsekvenser som det kan have af flere syge og flere døde – og en nedlukning af dele af eller hele samfundet, som ellers var genåbnet
  • At man derimod er med til at støtte danske virksomheder ved at lægge pengene i Danmark, hvad enten man rejser på ferie i vores skønne land – eller bliver hjemme-hjemme.

Undertegnede bliver hjemme, og vil bruge de kommende uger på besøg på museer og andre kulturelle steder, spise jordbær, hindbær og andre dejlige sommerbær – samt svømme så meget som muligt.

Ja, nyde den dejlige, danske sommer – uanset vejret – og måske møde en svane eller to – og sker det, så kan jeg jo synge svanesangen, hvor de to sidste vers lyder:

Jeg selv blir her i Danmark,
i sol og så i regn,
for denne sommer bliver,
én bag et grænsehegn

Så flyv I store fugle,
flyv over sorte skyr,
og kom en dag igen hjem,
med gode eventyr

Se hele sangen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=11189

For selvfølgelig skal vi rejse ud igen og møde eventyret og alle de andre beboere på denne klode – men vent til 2021.

Giv Danmark denne ene sommer. Vis samfundssind og blev hjemme i sommeren 2020.

GOD SOMMER.

Danmarksbloggen vender tilbage til august – medmindre der sker noget helt vildt. Det kan man generelt aldrig vide, men slet ikke i denne tid, dette Herrens år 2020.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Studenterne 2020

De første studenter kom i går – og i dag kommer de næste – og så er det de sidstes tur i morgen. Det er altid sådan en glæde at se dem gå med deres fine huer på gaden og stråle – også senere på ugen, når de skal ud og køre studenterkørsel.

Men i år bliver det en særlig glæde. For ja, de fik lov. De er også i smittegruppe med hinanden i forvejen, så det var kun ret og rimeligt at give dem lov. Der er også så meget andet, som de ikke fik: De almindelige eksamener (som de måske godt kunne klare sig uden). Men også sidste skoledag, huefest, morgenmad med lærerne, lokale traditioner og for nogle også gallafesterne i foråret fik denne specielle årgang ikke.

Så det er en kæmpe-glæde at vide, at de skal ud og køre og fejres med fuld honnør her senere på ugen.

Undertegnede vil i hvert fald vinke til ALLE de studentervogne, som jeg ser. For når vi kan genåbne butikscentre, cafeer, restauranter og forlystelsesparker, ja sågar invitere udlændinge ind i Danmark igen, så manglede det bare andet end at give de 50.000 danske unge, som får huen på i år, lov til at nyde denne helt særlige dag i deres liv.

Ja, som en klog kvinde, jeg kender, siger det: Studenterne burde faktisk have en billet til Roskilde-festivalen eller anden festival, et højskoleophold og en interrail-billet som studentergave af den danske stat.

Ja, hvorfor ikke? Der er givet hjælpepakker til så meget – men ikke til studenterne, som uden at brokke sig gik i karantæne, og som for langt de flestes vedkommende blev hjemme og holdt afstand og passede deres skole, da det var værst – og som sidenhen fortsat har forstået at holde afstand og passet deres ting. De er en formidabel generation med et samfundssind, som mange såkaldte voksne kunne lære af.

HJERTELIG TILLYKKE til årets studenter.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pandoras æske og håbet

Da Pandoras æske åbnede sig, og alle dårligdommene fløj ud, og spredte sig i verden, så var der en lille skrøbelig ting tilbage, som fløj bagefter alle dårligdommene. Det var håbet.

Håbet, som bærer os oppe, når det hele ramler.

Dét med håbet er en smuk historie, som også gælder den Corona-virus, der stadig spreder sig, også selvom vi åbner samfundene op i den rige del af verden.

Men i resten af verden går det rigtig galt lige nu. Virkeligt galt og især i Sydamerika og Indien, hvor der hver eneste dag er flere døde og flere smittede, end der var dagen før.

Det hører vi ikke så meget om i den rige del af verden – men dét er virkeligheden.

Lige som det er virkelighed, at det stadig kan gå galt her hos os også – også mere galt end de små lokale udbrud, som vi har lige nu. Smitten kan så let blusse op igen. Så lad dårligdommene flyve forbi – og husk på, at håbet flyver med – lidt forsinket.

Giv dét håb gode betingelser. Giv kærlighed.

Så her er fem gode leveregler, hvis vi skal holde smitten under kontrol:

  • Gå til side, når du møder andre – og gør det med god margen, også til dem, der går foran dig.
  • Er I to eller flere, der går sammen, så gå bag hinanden, når I møder andre.
  • Besøg én ældre eller en i risikogruppen – men gå ikke ind hos dem, bliv udenfor og tag selv noget mad og drikke med – og ingen kram.
  • Vask dine hænder, når du kommer hjem.
  • Sprit dine hænder af, når du er ude.

Og husk: Vi i Danmark er så privilegerede, at vi faktisk KAN gøre det rigtige, nemlig holde afstand og god hygiejne. Det kan de ikke i de fattige lande i verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stop kulturel curling til de krænkelsesparate

Der findes mange krænkelsesparate, som kræver, at alt, som ikke passer i deres dagsorden, skal slettes, fjernes eller laves om. Det betyder ikke noget, at det har en historisk eller kulturel interesse. Det er også lige meget, at vi kun kan lære af fortiden ved at kende den. De krænkelsesparate vil bare have ALT væk, som de ikke kan lide.

Samme metode bruger totalitære styrer i øvrigt – og bare for en ordens skyld: Den slags styring duer ikke. Vi er nødt til at vedkende os det personlige ansvar. Som forbrugere af viden og kultur har man nemlig et personligt ansvar for selv at kunne sætte det, som man ser og hører ind i den rette samfundsmæssige ramme.

For man kan ikke bare som et fornærmet barn gå hen i krogen og sige: ”Nej, der må ikke stå, at Pippis far var negerkonge, nej, I må ikke bruge ordet indianer og nej, I må ikke tage en sombrero på og spise nachos, når I ikke er født i Mexico. For det krænker mig – om ikke andet så på de andres vegne.”

Men det duer ikke at pege fingre på dén måde. Man må i stedet tage på sig at vide noget om historie, samfund og kultur, så man kan opleve viden og kultur i den ånd, som det er skabt.

For så kan man smilende og med overskud ryste på hovedet ad gamle titler på malerier, statuer af personer, som engang blev anset for vigtige eller af andre vidtløftigheder, som når det siges, at alle italienere er temperamentsfulde, alle bøsser er gode til at indrette, alle jøder er gode til penge, alle mænd elsker biler, og alle kvinder elsker at shoppe.

For vi ved jo godt, at generaliseringer ikke holder. Eller vi burde vide, at alle i en gruppe – hvad enten gruppen er baseret på køn, race, seksualitet, religion eller andet – aldrig er ens. Vi er alle forskellige mennesker, og det skal vi have lov til at være – uden at nogen kan trække krænkelseskortet og forlange at få lavet alt muligt om.

Der er så OGSÅ strukturelle problemer og undertrykkelse overalt i verden – og ingen går forbi. Ja, selv hvide mænd, som engang havde MAGTEN, er i dag en forfulgt gruppe – og måske den eneste, som der er erklæret fri jagt på året rundt.

Men den slags kassetænkning af mennesker du´r ikke. Vi kommer ingen vegne med at hade, råbe og skælde ud – hverken på grund af en gammel film som ”Borte med Blæsten” eller når ny kunst skal skrives.

Man kan fx sagtens skrive inuit og være noget så nedladende – eller skrive eskimo og gøre det med charme og varme. Det kommer an på sammenhængen. Men uanset hvad: Vi skal være venlige og imødekommende – og gå i dialog og SAMMEN løse problemerne med sans for detaljen og mangfoldigheden.

For som det er nu, ender vi let i ensretningens helvede. Vi er nemlig alt for godt på vej ind i en jungle af nypuritansk meningstyranni, hvor man kaster sig over ord, billeder, film, statuer og meget mere – og tror, at man kan løse strukturelle problemer ved at fjerne visse ord fra vores verden. Men det kan man ikke. Det er derimod kulturel curling af de krænkelsesparate – dem med høtyvene og de korte lunter, som mener sig i deres gode ret til at angribe dem og det, som de ikke bryder sig om.

Men vi kommer ingen vegne med galde. Venlighed og dialog derimod skal der til. For vi er alle mennesker, n´est ce pas? Og smilet er som bekendt den korteste vej mellem mennesker. Alle mennesker.

Og ps. Man skal selvfølgelig også kunne se en film, et maleri eller nyde anden kultur uden nødvendigvis at kunne en hel masse om baggrunden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark kopierer den svenske model

Sverige har altid yndet at kalde sig selv for humanismens stormagt. Det lød også godt. Engang. For som det eneste land i Europa valgte Sverige trods Corona-virussens fremmarch at fortsætte samfundslivet næsten som normalt, da pandemien ramte. Ja, svenskerne veg ikke fra den fastlagte kurs med det åbne samfund, selvom Sverige allerede tidligt i pandemien havde mange flere COVID-19-døde end alle andre lande i Norden til sammen.

For i de andre lande – også Danmark – fik samfundssindet og solidariteten sammen med forsigtigheden en genfødsel. Også selvom man måske kunne have forventet, at mange flere lande ville lade egoismen definere vejen, lade de svage falde og dø, mens samfundstoget bruste videre. Men det skete ikke. Tværtimod valgte næsten alle lande livet over væksten, mennesker fremfor moneter.

Der var altså stadig civilisation og ansvarlighed tilbage i os mennesker. Dét skabte håb. Den endelige bundlinje var åbenbart alligevel ikke økonomisk betinget, men human – undtagen altså i det land, som kalder sig humanismens stormagt, men som har en historisk tradition med at vælge pengene.

Det gjorde Sverige i tiden 1940-45, hvor de samarbejdede med begge sider, både tyskerne og de allierede (svenskerne var også mest bange for russerne, og det er de stadig). Og det med at spille på flere heste fortsatte i de følgende årtier, hvor svenskerne nok tog imod mange flygtninge, men også havde gang i en omfattende våbenproduktion. Der er noget med svensk mentalitet, som rimer særligt godt på penge – også selvom de penge kommer med en menneskelig høj pris.

Man kan derfor også spørge, om det var tilfældigt, at dynamittens opfinder og stifter af Nobelpriserne svenske Alfred Nobel i sit testamente gjorde klart, at fredsprisen ikke skulle bestemmes af svenske institutioner og uddeles i Stockholm som de andre Nobelpriser – men at fredsprisen i stedet skulle bestemmes af norske folkevalgte og uddeles i Oslo (Norge var i union med Sverige, da Nobel skrev testamente).

Men tilbage til Corona-situationen, hvor Sverige er blevet voldsomt udskammet, og hvor kun meget få lande vil byde svenskere velkommen i denne sommer. Men holder den udskamning af Sverige stadig? Er Sverige stadig alene om at se på pengene først?

For man kan med rette på denne dag – eksakt tre måneder efter nedlukningen af Danmark – tænke over, hvad der tegner os lige nu, os her i lille Danmark: Samfundssind og solidaritet med de svage – eller selvtilstrækkelighed og skillinger?

For hvor forskellige er vi i grunden fra Sverige her medio juni 2020? Ikke meget, når man ser på den rasende hast, hvormed det danske samfund genåbner i øjeblikket -og den lethed, hvormed et steget smittetryk på 1,0 blev bortforklaret igår. For lige nu sker genåbningen – og måske også smitte-accelerationen – med en hast, som let kan ende i mange flere COVID-19-døde i Danmark – sådan á la den svenske situation.

For lige nu kopierer Danmark den svenske model fremfor at fortsætte med vores egen succesmodel fra foråret. Det er etisk forkert – og også økonomisk en rigtig dårlig idé. For det bliver meget dyrere at komme på fode igen ude i fremtiden, når først korthuset er faldet sammen, end det kunne være at holde fast i den forsigtige kurs …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De ressourcestærkes ansvar for at holde Corona ude af Danmark

Skal de ressourcestærke tage Corona-smitten med hjem én gang til? Nej, vel?

For det var som bekendt de ressourcestærke danskere, som i februar rejste til Italien og Østrig på skiferie, der var ansvarlige for at bringe Corona-smitten til Danmark.

Og nu rasler de ressourcestærke igen med kufferterne.

For nu vil de afsted på sommerferie til sydens sol, og der er ingenting, der skal stoppe dem. Udenrigsministeriet ANBEFALER som bekendt også kun, at man bliver hjemme. De anbefaler også, at man ikke rejser til Sverige. Det har mange danskere så gjort alligevel hele Corona-tiden igennem.

Men det går altså ikke. Nu er det altså tid til at vise samfundsansvar og holde sig hjemme – også når grænserne delvis åbner igen 15. juni.

For ellers så risikerer vi en anden bølge til juli eller august – også denne gang sat i gang af de ressourcestærke, som uden at tøve følger deres egoistiske behov for ferie og ikke tænker på, hvad det koster, både målt i menneskeliv og i samfundsøkonomi.

Men voksne mennesker – og måske især ressourcestærke voksne mennesker burde være i stand til at udskyde behovet for sol, strand og sangria. Ikke at kunne det vidner om en umodenhed og en egoisme, som er generelt skadeligt for det fællesskab, som samfundet er.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan du lexe?

At lexe bliver forhåbentlig den nye og omsiggribende vane for alle, der vil være klogere.

Det handler om, at Gyldendal og G. E. Gades fond i dag har lanceret en ny og gratis videnstjeneste lex.dk, hvor man kan få svar på alt mellem himmel og jord. Det tages udgangspunkt i flere værker som blandt andet Den Store Danske Encyklopædi og Trap Danmark. Og missionen er at give pålidelig, aktuel og tilgængelig viden skrevet af danske fagfolk og forskere – samlet på lex.dk

Så det er bare med at gå i gang med at lexe.

Nogen mener så, at nej, nej, jeg gør som jeg plejer – altså googler. Det er de samme, som mener, at de til hver en tid er i stand til at vurdere en kildes troværdighed.

Danmarksbloggens reaktion er et dybt suk. Det er sådan en slags intellektuel hybris at sige den slags – og alle ved, at efter hybris kommer nemesis. Hvis du ikke ved, hvad hybris og nemesis er, men gerne vil vide det, så kan du jo lexe det:

www.lex.dk

For lex.dk – autoriseret viden fra eksperterne – er vejen frem, hvis man vil være klogere.

Vi har også nu i to årtier levet i en virkelighed, hvor eksperterne var skudt til hjørne – og hvor enhver mente selv at kunne vide alt muligt og ofte meget bedre end alle andre. Og hvis vedkommende blev bevist forket på noget, så var det i hvert fald personens egen sandhed … hvad det så end betyder.

For tyngdekraften virker, uanset hvad din sandhed siger – og 2. Verdenskrig sluttede i 1945, uanset hvad man selv måtte mene – og sådan vrimler det med fakta, der ikke er til diskussion.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre ALLE til at gå ombord i lex.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solidaritetens udløbsdato

Jeg har tit – især i de sidste ti uger med den nye Corona-virkelighed – tænkt over, om den danske solidaritet havde en udløbsdato – og i så fald hvornår.

Nu kender jeg og alle andre danskere svaret. Den danske solidaritet har en holdbarhed på ti uger. 70 dage. Ikke mere – ja for en del danskeres (nemlig dem som har brokket sig over ikke at kunne det, som de plejer) vedkommende markant mindre.

70 dage. Ti uger er nemlig eksakt den tid, som er gået, siden Danmark lukkede ned midt i marts. Dengang skortede det ellers ikke på flotte ord og erklæringer om solidaritet fra alle sider. Men nu er fokus på fællesskabet afløst af individuelle krav om at få vores normale liv tilbage, selvom virussen stadig hærger i samfundet.

Vi ser det i den nye Genåbningsaftale, som åbner stort set hele Danmark med nogle få undtagelser.

Vi ser det hos de politikere fra især blå blok – og hertil skal regnes de radikale, som har presset på for denne store Genåbning, der skal rulles ud nu i den kommende uge.

Og vi ser det i mange af de kommentarer, som kommer på de sociale medier, kommentarer som fx ”Det var også på tide. Åbn nu bare det hele. Vi kan ikke vente længere. Man bliver bims af at sidde herhjemme og ikke kunne en skid. Nu har det her varet længe nok. Gamle, udsatte, kronisk syge og andre må blive hjemme og holde sig inde, hvis de ikke kan tåle det. Vi andre vil have vores liv igen.”

Det er forstemmende at læse og høre på den slags. For det er jo de stærke, de unge, de yngre, dem som i reglen ikke skal på sygehuset, hvis de får COVID-19, som siger det her.

Det er de stærke, som ikke vil undvære et normalt liv længere. Og samtidig beordrer de samme stærke i hårde vendinger de svage og udsatte – dem med markant færre kræfter og chancer for at overleve COVID-19 – om at gøre det, som de stærke ikke selv magter længere – eller ikke gider længere i egoismens uhellige navn.

Det er ikke kun usolidarisk. Det er ulækkert og vidner om en total mangel på empati og medmenneskelighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ingen turister, men blå himmel

Vi taler så meget om, hvad vi savner i denne Coronatid: At kramme, komme en tur i svømmehallen, gå på museum, se venner og familie og meget mere.

Men vi taler ikke så meget om det, som vi IKKE savner. Og det er for undertegnedes vedkommende blandt andet lyden af rullekufferter og det væld af turister, som året rundt invaderer vores hovedstad. Det er nemlig ganske befriende at have København for sig selv – uden alle dem med bykort, mobiler og selfiestænger.

For nok er de første Corona-ugers stilhed for længst forbi. Dagene med ro og tomme gader og pladser er en fortid, som man kan længes imod – men ikke ønske sig tilbage. Men alligevel har vi en tid endnu byen for os selv, og det er en fornøjelse, ligesom det er fantastisk at se op på himlen, som er mere klar og blå end den har været det nogensinde i min levetid.

Luftforureningen er også cirka 40% mindre, og der er næsten ingen fly – endnu i hvert fald.

Så nok er hverdagen så småt begyndt igen for de fleste, og trafikken på landjorden er også blevet mere normal igen, men den meget blå himmel har vi en tid endnu. Det gælder om at nyde skønheden. For det er desværre kun en stakket frist, inden rotteræset i hamsterhjulet begynder igen – og dermed også invaderingen fra andre lande.

For det kan godt være, at Corona-situationen er vores – måske eneste – chance for at trykke på reset, starte forfra som menneskehed og gøre planeten mere grøn og blå. Men når man hører på de politiske bulletiner, så er det tydeligt, at pengene vinder igen – og naturen og menneskeheden taber igen.

At alt bliver som før – bare med en historie om hvor slemt det var i Coronaens dage. Og ja, Coronaen er slem, især for dem som dør af COVID-19, eller er pårørende. Men der var også – i det mindste i begyndelsen af Corona-perioden – elementer af skønhed, en velsignet ro, en himmel mere klar og blå end set af noget nulevende menneske – og et naivt håb om en ny og bedre verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Giv studenterne deres fejring

En folkebevægelse er ved at rejse sig. Det handler om en af livets højtider, nemlig studentertiden og især studenterkørslen. Kronen på værket efter 12 års skolegang – og tre års slid på gymnasierne.

De kommende studenter vil nemlig intet hellere end have lov til at få deres traditionsrige studenterkørsel sidst i juni – og det kæmper de så for nu.

Danmarksbloggens holdning er helt klar: SELVFØLGELIG skal de kommende studenter have deres fejring.

Dels er det en livets højtid, som ikke kommer igen – og som ikke kan gentages. I modsætning til fx en vielse, som en del danskere allerede nu prøver mere end én gang. Ja, nogle tager tur nr. 3 og nr. 4 op til alteret.

Men man har kun ÉN studenterkørsel i sit liv. Og nej, det bliver ikke det samme at udskyde studenterkørslen til august eller september, som man fx kan det med en konfirmation. Selvom især studenterklasser med et godt sammenhold nok skal få lavet en fest alligevel, hvis kørslerne bliver udskudt til høsten.

For ingen ved, hvordan det ender. Hovedargumentet mod studenterkørsel er, at de unge mennesker er for tæt sammen, og ikke kan holde 1-meters-kravet, selvom vi fra først i juni godt må være 30-50 mennesker sammen. Argumentet holder ikke. Fordi at nok sidder de unge med en meters mellemrum i klasselokalerne. Men det gør de kommende studenter ikke, når de holder frikvarter. Så i forvejen er de unge allerede i smittegruppe med hinanden …

Så skal man gå ned ad den vej, skulle man hellere sige nej til cafeer og restauranter … men de tjener jo penge til samfundet, så derfor får spise-og-drikke-steder lov til at åbne. Og det er så ok.

Men fokusset på ussel mammon gør det ekstra skammeligt, hvis man ikke giver de cirka 50.000 kommende studenter lov til at fejre deres store dag. Og det bliver ikke mindre skammeligt af, at man i øjeblikket taler om at åbne grænserne.

For fremmede turister med penge – og Corona-smitte – vil vi åbenbart gerne have, også selvom netop turismen var skyld i, at epidemien løb løbsk, da det hele startede. Men vores egne studenter, ja de ved endnu ikke, om de må fejre deres store dag.

Bak op om de danske studenter ved at skrive under her:

https://www.skrivunder.net/studenterfejring_202?s=71924726&fbclid=IwAR3cKEzoeyqRiTmRJ9KED7vcVYZ-n8-HuASnWrGWfeN_PRxjC3A8Ns08H3s

Se også denne FB-side:

https://www.facebook.com/events/165390234898202/167240721379820/?notif_t=admin_plan_mall_activity&notif_id=1589357563055972

Støt de unge mennesker, så også studenterårgangen 2020 må smile og med glæde mindes deres studentertid, når deres studenterhuer er blevet gulnede og slidte …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk