De fleste danskere ved udmærket, at de asatro vikinger ikke holdt kristen jul. Men at vikingerne i stedet fejrede vintersolhvervet med blóter, hvor de med store bål, masser af mjød og ofringer hyldede Odin, Thor, Freja og de andre aser, mens de bad om styrke til at klare sig gennem vinteren, få sejr i krig og på togter – samt opnå en god høst. År og fred, som det hed – og som også nutidens asatro ønsker hinanden.

Men kender du også julens romerske forgænger? Romerrigets farverige saturnalie-fester, som var dem, der skulle udkonkurreres, da de nykristne romere ca 325 år efter Kristi Fødsel begyndte at fejre jomfrufødslen i Betlehem.

I centrum for fejringen står – som navnet antyder det – Saturn, som for de hedenske romere var gud for udsæd og høst, og som ofte blev fremstillet med tilhyllet hoved, et segl i hånden og bundet med røde bånd om benene.

Det kan virke mærkeligt, at en gud, som står for tidens gang og den vigtige høst, afbildes sådan. Men det hænger sammen med, at de hedenske romere troede på, at der engang var en frodig og fredelig guldalder på Jorden, hvortil uretten endnu ikke var kommet. En vidunderlig tid, hvor alt og alle levede i paradisisk symbiose med Saturn som leder. Det stoppede så brat, da uretten kom ind i verden – og Saturn blev bundet.

Vældig trist var det. Men ingen grund til at fortvivle. De gamle romerne var nemlig også sikre på, at de kunne gøre noget ved sagen. Så når solen var længst væk, og menneskene længtes allermest efter sommer, korn og kerne, så kaldte de hedenske romere Saturn-kræfterne frem og hyldede skabelsen – og frugtbarheden, således så det igen blev forår, og alt igen kunne blomstre og vokse.

For saturnaliefester er vilde og overdådige frugtbarhedsfester med masser af mad og drikke – og en ombytning af status. For under saturnaliefesten blev slaverne herrer og herrerne slaver. Det sås især til måltiderne, hvor herrerne serverede maden for slaverne, som spiste først og mest. Det var dog stadig slaverne, som lavede maden. Mere skulle man åbenbart heller ikke lave om på den sociale orden.

Men alle skulle lege og more sig – og der blev pyntet op med grønne grene, som hang i lange guirlander, både ude og inde, og som var smykket med røde bånd og andet, der hyldede sommeren og frugtbarheden. At hænge tin-ornamenter, som forestillede blomster, vindruer og andet frugtbarhedsrelateret på grene og andet var også brugt. Ligesom det var at synge sammen – og tænde lange, hvide vokslys alle steder. Der var også gaver til alle – som tøj og mad og andre symboler på overskud.

Endelig valgte man en slags leder blandt slaverne, som fik en rød kappe på, og som stod for de ofringer, der typisk afsluttede saturnaliefesten på den dag, hvor det var midvinter. Ofringer, hvor man ofrede både mad og blomster – men også levende ting som fx en due. Ofringer, som var gaver til guderne, så de også i det kommende år hjalp og berigede menneskene.

Hele saturnalietiden varede en uges tid, og var en lang række af lystige fester – både offentligt og privat, hvor der blev drukket og spist, sunget, danset og holdt maskerade. Altså én med nutidens øjne ugelang nytårsaften og julefrokost og fastelavnsfest, bare med grønne guirlander med røde bånd, hvide lys og gaver, som vi kender det fra vores kristne jul.

Så når vi synger ”Rør blot ikke ved min gamle jul”, når vi holder jul, så er vi på mange måder i tættere kontakt med den hedenske vintersolhvervsfejring i Romerriget, end vi er det med vores egne hedenske forfædre, som i kolde træhytter, ude ved skovdysser og ombord på vikingeskibe i isfyldte fjorde udbragte skåle til Odins, Thors, Frejas og de andre nordiske guders ære.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk