Så gik der panorama i Løkke – igen

Det startede ellers så godt for både Thorning og Løkke i den direkte duel på TV2. En fordragelig, ja nærmest god tone …

Men så begyndte Løkke at fortælle anekdoter (igen). Der gik med andre ord – og som Thorning sagde det – panorama i Løkke. Han snakkede om tal her og såkaldte fakta dér.

Så nu er landets journalister (forhåbentlig) igen på overarbejde for at finde ud af, hvad der er rigtigt, og hvad der er Venstre-argumentation.

Løkke selv blev også mere og mere, som vi kender ham … mens Thorning stod sagligt og høstede troværdighed … uanset om hun talte om økonomi, fattige børn, sygehuse og meget andet.

Løkke forsøgte også at få liv i den gamle brudte-løfter-forestilling. Den gik heller ikke. Tæppet er forlængst faldet for den forestilling – som man kan håbe, at det også gør det for en bestemt mand, der på mærkværdig vis stadig er formand for Venstre, og som – vanen tro – har et spøjst forhold til penge.

Ikke nok mener Løkke, at man kan bruge på både gyngerne og karsusellen – men man kan også gøre det flere gange. Det er helt utroligt – men forventeligt fra en mand, der vil have et kasseeftersyn, hvis han bliver statsminister.

En mand, der selv efterlod Danmarks økonomi i så stort et rod, at det overskred EU´s regler, som vi selv har tilsluttet os. Et rod, som Thornings finansminister nu har ryddet så godt op i, at der i år ingen anmærkninger var ved eftersynet, som blev foretaget af EU-kommisionen. Se link her:

http://politik.tv2.dk/2015-05-31-loekke-varsler-kasseeftersyn-ved-valgsejr

Det var efter Danmarksbloggens mening en fantastisk debat, som forhåbentlig gør, at rød blok vinder endnu mere frem. Rød blok er ihvertfald det eneste sted, hvor man finder medmenneskelighed – og økonomisk ansvarlighed – og reel vilje til samarbejde over midten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fadbamsen, Hjorten og Dansk Fremmedhaderparti

Politikerlede udspringer ikke kun af de folkevalgtes handlinger (eller fravær af samme), men er også medieskabt og et resultat af manglende respekt for de politikere vi (som folk) selv har valgt til at repræsentere os på tinge.

Ovenstående markerer i bund og grund et synspunkt, som jeg almindeligvis ville hylde, nemlig at man skal gribe i egen barm, starte kritikken med ”The Man (or Woman) in the Mirror” og gå efter den gensidige vilje til forståelse og de nuancerede billeders skønhed. Jeg er kort sagt tilhænger af en debatkultur, som tager udgangspunkt i aktiv lytten, seriøs kritik og viljen til at se egne holdninger og fordomme efter i sømmene, før man udstiller politiske modstandere som latterlige karikaturer på menneskelig eksistens. Og derfor burde jeg måske også gå i rette med mig selv, fordi jeg i en opdatering på et socialt medie tillod mig at tage afstand fra Lars Løkke, Claus Hjorth Frederiksen og Dansk Folkeparti med de let karikerede benævnelser, som fremgår af overskriften på dette indlæg.

MEN der er tidspunkter, hvor de noble principper må vige for en skarpere og mere kampberedt attitude – og sådan et tidspunkt er NU, hvor der skal afholdes valg til Folketinget d. 18. juni.

Vi står over for et VALG, som helt fundamentalt drejer sig om medmenneskelighed: Om hvorvidt man i bund og grund mener, at vores samfund skal være et sted, hvor de mest udsatte får den hjælp og støtte, som kan gøre det muligt for dem at leve et værdigt liv – eller få en værdig død, når den tid er kommet. Men også et sted, hvor vi ikke går efter at sikre vores egen velfærd og sikkerhed på bekostning af fattige og forfulgte medmennesker uden for Danmarks grænser.

Valget står derfor ikke bare mellem Løkke og Thorning som (ligegyldige) kransekagefigurer på toppen af en ny regering. Nej, det er på én gang mere komplekst og ganske simpelt: Det drejer sig om at FRAVÆLGE både Løkke og hans liberalistiske håndlangere og de nationalistiske velfærdsvogtere i DF. Det er ikke et værdigt modtræk mod liberalisternes massakre på den offentlige sektor at lukke øjne, ører og grænser for den nød og elendighed, der findes i verden omkring os. Det medmenneskelige valg er derfor at støtte et parti eller en kandidat, som står fast på et humansocialistisk (eller socialhumanistisk) grundlag, og er parat til at sætte sit politiske liv ind på at sikre et værdigt livsgrundlag for de mest udsatte medborgere.

Og nej, selvfølgelig kan vi ikke ”redde hele verden”, og selvfølgelig skal ressourcer ”prioriteres” – og der er ikke nogen lette løsninger. Men der er helt reel FORSKEL på med hvilket udgangspunkt man går ind i de politiske realitetsforhandlinger, og den forskel kan først og størst mærkes på samfundets bund blandt udstødte og udsatte medmennesker.

DERFOR vil jeg tillade mig at gentage: KOM NU DANMARK! – SIG NEJ TIL FADBAMSEN, HJORTEN, KUGLESTØDEREN og hele hærskaren af tryghedsretorikere fra DANSK FREMMEDHADERPARTI. Og find modet til at træffe det medmenneskelige valg.

Skrevet af: Lotte Broe, socialantropolog og lektor ved Pædagoguddannelsen (UCC)

Køb en Løkke-pose … hvis du tør

Det er lidt med Venstre som med de der omrejsende tivoli´er, hvor man kan købe en lykkepose for en 20´er eller en 50´er. En lykkepose, hvor man aldrig ved, hvad man får, men bare må betale ved kasse 1, inden man kan åbne sin pose.

Sådan er det også, hvis man stemmer på Venstre d. 18. juni. Så køber man også en lykkepose – eller rettere en Løkkepose.

Men uvisheden er den samme: For hvor stor bliver den skattelettelse til de lavest-lønnede, som der snakkes om fra Venstres side? Hvad skal kontanthjælpsloftet være på? Hvordan vil Venstre sikre en god velfærd og samtidig nulvækst i den offentlige sektor? Det og meget mere må danskere – hvis de vil stemme på Venstre – vente med at få at vide til efter valget.

Det er unfair af Venstre, at de ikke vil fortælle konkret om deres politik. Danskerne har som minimum ret til at vide, hvad partierne vil gøre efter valget. For hvordan kan vælgerne ellers beslutte sig?

Danmarksbloggen vil dog gøre opmærksom på, at de der poser – uanset om de hedder lykkeposer eller Løkkeposer – som regel indeholder noget værre skrammel, der ikke er hverken penge eller stemmer værd.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bevis, tak

Danmarksbloggen siger ikke, at direktøren i Panorama taler usandt. Danmarksbloggen siger heller ikke, at bageren i Svinninge idag taler usandt.

Danmarksbloggen siger bare, at det er svært at forholde sig til noget, der – når alt kommer til alt – kun er en påstand. 

For hvem som helst, der har en virksomhed, kan stille sig op og sige, at vedkommende har mødt en person, der ikke ville arbejde dér med den begrundelse, at vedkommende hellere ville have kontanthjælp.

Men skal det bruges til noget, skal det verificeres af den pågældende. Der skal med andre ord bevis på bordet, tak. Og det er mediernes rolle at forlange dette af Venstre, når partiet bruger disse påstande som vigtige elementer i deres valgkamp.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tour de Valg og demokratiet

Valgkampen op til folketingsvalget 18. juni minder lidt om Tour de France og de andre store cykel-etapeløb.

Det varer cirka tre uger fra startskuddet lyder til en vinder kan hyldes og træde op på podiet – her ind i Statsministeriet.

Undervejs er der høje bjerge, der skal bestiges – i form af intensive debatter og lign.

Der er lange distancer, der skal køres – i form af lange arbejdsdage, men i Tour de Valg er der i modsætning til i cykelløbene ingen hviledage.

Der er til gengæld begge steder enkeltstarter – her i form af kampagner og valgplakater.

Der er også dage, hvor feltet kommer samlet i mål, og det på stregen afgøres, hvem der vinder, når der er partilederdebat.

Endelig er der sågar også dopingkontrol i Tour de Valg, når en partileder tages ud og fakta-tjekkes, som det skete for Løkke i går.

Ja, eneste forskel er faktisk, at man i et cykelløb ved, hvem der vinder, når vi når løbets sidste dag, og det som regel er ren paradekørsel mod mål. Det gør vi ikke i en Tour de Valg – heller ikke selvom der er et bredt udvalg af meningsmålinger at vælge imellem.

For meningsmålinger kan vise noget forskelligt og dermed være direkte misvisende – og det er en ting. En anden og mere alvorlig er, at meningsmålingerne faktisk kan påvirke udfaldet af valget, da alle gerne vil være på det vindende hold. Nogle af tvivlerne stemmer derfor på den førende blok – bare fordi den fører.

Dét er skidt for demokratiet. Man giver jo heller ikke den gule trøje en motor på cyklen, bare fordi den gule trøje fører.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ønsker Kristendemokraterne at komme i Folketinget?

Ønsker Kristendemokraterne overhovedet at komme i Folketinget? Man kan godt tvivle, når man tænker på, at partiets to hovedsager er genindførelsen af lukkeloven og afskaffelsen af den frie abort.

For det er mere end svært at samle opbakning til de to sager blandt danskerne.

Læg dertil at Kristendemokraterne ikke ønsker, at homoseksuelle skal have børn, selvom partileder Stig Grenov på DR dog slog fast for lidt siden, at homoseksuelle ikke er onde mennesker (sic!).

Det er så absurd, at det ikke giver mening. Især fordi Stig Grenov – også – taler om næstekærlighedens store betydning.

Tilsammen gør det så også, at vi er nede i noget, der minder om promiller, der kan bakke op om partiet og deres mærkesager. Heldigvis.

Danmarksbloggen er nemlig – for at sige det ligeud – glad for, at Kristendemokraterne formentlig ikke kommer ind i Folketinget.

Samme skæbne kunne Danmarksbloggen så også godt ønske overgik et andet dansk parti, der desværre vokser ret meget, fordi det taler til den indre svinehund i mennesket – og som hver femte dansker forventes at sætte kryds ved.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valget handler også om åndelighed versus egoisme

Danmarksbloggen kommer ikke til at beskæftige sig med folketingsvalget hver eneste dag i de næste tre uger – men omvendt vil det fylde en del.

For det er et vigtigt valg, der venter os danskere d. 18. juni. Et grundlæggende valg, der går på menneskesyn og samfundsopfattelse – og som går dybere end blå eller røde sympatier.

Vi lever nemlig i en tid, hvor stadig flere mennesker søger efter varige værdier og gerne vil leve bæredygtige og ansvarlige liv, ikke kun i forhold til økologi, miljø og jordens ressourcer. Men også i forhold til andre mennesker og livet som sådan. Der er altså en åndelig søgen – og åndelig bevidsthed – som aldrig før.

Omvendt er der også en bevægelse, der går den anden vej. En bevægelse, hvor mennesker klynger sig til mere til materielle goder end nogensinde før. Hvor det kun at tænke på sig selv ikke blot legitimeres, men ophøjes til noget godt.

Så der er altså en grundlæggende kamp, som går langt dybere end politik. En kamp, som de fleste mennesker registrerer og agerer på, når de siger, at det her valg er det vigtigste i mange-mange år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folketingsvalg 18. juni – og tillykke til Johanne

Så er det en realitet. Der skal afholdes folketingsvalg 18. juni.

Et valg, der som Danmarksbloggen tidligere i dag skrev er et valg imellem egoisme eller fællesskab, mellem mig-mig-mig-kulturen eller solidariteten.

Danmarksbloggen hepper (næppe overraskende) på rød blok – men vil dog gøre opmærksom på at skulle Thorning vinde, så ville det gavne Danmark og alle danskere at få en bedre og mere udbygget fordelingspolitik.

For nok oplever Danmark (igen) vækst – og den skal komme alle til gavn.

Og i øvrigt: Tillykke til Johanne Schmidt- Nielsen, for nu kan hun få fire år mere. Det er til gavn for Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere velfærd eller ny smartphone?

Det kommende folketingsvalg bliver et valg mellem solidaritet eller egoisme. 

Thorning vil nemlig give mere velfærd – mens Løkke vil give skattelettelser, så valget er såre simpelt:

Hvad vil du helst have? Mere velfærd eller en ny smartphone?

Danmarksbloggen er ikke i tvivl. En ny smartphone eller andet forbrug finansieret af skattelettelser er kun en (lille) fordel for den enkelte, mens et samfund med mere velfærd som fx sundhed  – men også i det hele taget en stærkere social sektor er en kæmpe fordel for os alle sammen.

Så enkelt er det!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krisen er forbi: Husk de svage

Meldingen kommer fra så forskellige kilder som regeringen og Danske Bank:

Danmark er ude af krisen.

Og det er jo helt fantastisk. Danmarksbloggen tænker derfor også:

Så er det bare med at komme i gang – og holde fast i opsvinget.

Noget, der gøres bedst ved ikke at give magten til de blå til det kommende folketingsvalg. For de vil – vanen tro – bare solde pengene væk i skattelettelser og til privathospitaler m.m.

Den nuværende regerings politik har altså virket – og nu er det på tide at holde fast, men også at give bedre levevilkår til dem, der blev tabt på vejen: De arbejdsløse, dem der mistede dagpengene, kontanthjælpsmodtagerne, pensionisterne, andre udsatte og svage – og selvfølgelig børn, gamle og syge.

Dét er en stor mundfuld. Men hvad er et opsving værd, hvis ikke det bruges til dem, der har hjælp behov?

De bugnende kister hos de rigeste danskere er nemlig kun blevet proppet endnu mere fulde – også under krisen. Så de har ikke brug for mere. Snarere tværtimod skal vi til at fordele goderne bedre – og dét gælder stadig, også selvom krisen tilsyneladende er ovre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk