Historien om dén ulv, som ingen vil råbe

Halloween nærmer sig, så her kommer en lille grum historie fra virkelighedens verden:

De skumle tider er på vej tilbage. Skumle som i nedlukning, mørke, smitte, virus og død.

Og nej, der råbes ikke ulv uden grund. Tværtimod: Corona-Ulven står allerede oppe i skovbrynet og slikker sig om munden, mens den ser på danskerne, der som en flok ubetænksomme og ubekymrede børn løber rundt imellem hinanden – uden at holde afstand, uden at bruge mundbind, uden noget af alt det, som holder smitten nede.

For ja, vi er dér igen på det fæle sted, hvor smitten stiger voldsomt. Det samme gør eksperternes forsikringer om, at det ikke bliver så slemt denne gang. Det holder selvsagt ikke.

Det burde vi vide. For vi har været på de tynde løfters holdeplads før. Sidste efterår i 2020 helt præcist, hvor danskerne blev garanteret at – pga. mundbind, afstand, håndsprit og specielle regler for hvor mange vi måtte være på restauranter m.v. – det ikke ville blive lige så slemt som i foråret 2020. Det blev værre. Mange flere blev smittede, syge og døde i vinteren 2020-21 end i foråret 2020.

Helt konkret døde der 574 danskerne af Corona i månederne marts, april og maj i 2020, mens der døde 1.524 i månederne december 2020, januar 2021 og februar 2021. Altså tre gange flere end da pandemien ramte.

Men her i vinteren 2021-22 vil det ikke ske pga. vaccinationerne, lyder løftet, som godt kan klinge lidt hult.

For vi har at gøre med den tilsyneladende urørlige Delta-variant, som er tre gange så smitsom – og også mere sygdomsfremkaldende og mere dødelig – end den variant, som huserede sidste efterår. Og samtidig falder effekten fra vaccinationerne hurtigere end forventet. Man er ikke garanteret smittefri i seks måneder efter sidste stik – heller ikke selvom man er ung og rask.

Dét er virkeligheden. En virkelighed som de færreste vil se i øjnene – og det kan man godt forstå. For mennesker, som er sociale dyr, foretrækker et åbent samfund, hvor vi kan rejse, gå ud og være sammen med andre mennesker. Men lige nu er det åbne samfund med til at sprede en smitte, som vi kunne bremse med afstand, mundbind og ikke at være (så meget) sammen med (så mange) andre mennesker. Men det vil vi ikke.

Derudover er der om små tre uger kommunal- og regionsvalg i Danmark, og det rimer på ingen måde med flere restriktioner – og slet ikke med en nedlukning. Dels fordi det giver potentielt dårlige stemmetal til regeringspartiet Socialdemokratiet, som også står stærkt kommunalt, og dels fordi det rent logistisk vil være et mareridt at gennemføre en valghandling under en nedlukning.

Så Danmarksbloggens bud er, at man lader smitten løbe – og måske endda løbe løbsk – indtil EFTER d. 16. november (valgdagen). For inden da tør ingen råbe Ulv som i Corona, restriktioner og måske nedlukning.

Hvad der så sker om små tre uger – udover diverse politiske rævekager – ved ingen.

Men Danmarksbloggens bud er, at Corona-ulven på det tidspunkt har sendt bud efter nogle venner, så de er et helt kobbel af blodtørstige ulve, der er klare til at gå på rov i en dansk befolkning, som på det tidspunkt lettere end et vissent efterårsblad rammes bigtime af ikke kun Corona, men også influenza.

Vinterperioden 2021-22 kan dermed blive de værste måneder i pandemien. En ulvetid mere rå og kold, mere fuld af død, end vi har set det på noget andet tidspunkt i pandemien. Det er grumt. Det er skummelt.

Men det kan endnu stoppes – hvis vi tør råbe Corona-Ulv.

For: Der står en ulv oppe i skoven. Alle kan se den. Men alle lader, som om de ikke kan. For det er en Corona-Ulv, og ingen har lyst til at råbe Ulv – og risikere nye nedlukninger. Så hellere lukke øjnene og satse på, at smitten (som vokser eksplosivt) på magisk vis forsvinder af sig selv.

For vi er jo så trætte af Corona … men desværre er Corona ikke træt af os. Tværtimod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Frihedsweekenden

Det er en sjælden varm september måned i år – og i denne weekend mærkes den forlængede sommer også mentalt. Ja, den lever i sindet hos danskerne i det, som kan kaldes Frihedsweekenden.

For fra i fredags er alle – som i ALLE – restriktioner i Danmark hævet, og der skal ikke vises Corona-pas nogen steder. Noget, som danskerne har taget imod med kyshånd – og stor livsglæde.

Danmarksbloggen var derfor ude og gå i går aftes. En lille tur rundt i vores hovedstad København – og alle steder vrimlede det med mennesker. Mennesker, som sad på bænke, ved borde og alle steder, hvor man kunne være.

Kvinder og mænd i alle aldre, som drak og spiste, mens de grinede og talte sammen. Mennesker, som sad og hørte musik, som valsede rundt, som bare levede – og var sammen.

Glade, lykkelige – nærmest befriede.

Og fra de åbne vinduer i lejlighederne kunne man høre endnu flere glade stemmer, endnu mere musik.

Der var et leben og en jublen allevegne, som gjorde én aftenvandrer som undertegnede varm i hjertet og lykkelig i sindet.

Kontrasten til de iskolde vandringer, som jeg foretog i et totalt stille og totalt nedlukket København for halvandet år siden – i marts 2020, kunne heller ikke være større.

Og var man i Parken i København, som 50.000 var det, så kunne man høre den FØRSTE fulde stadionkoncert i Europa siden marts 2020. Det var med det danske band ”The Minds of 99”, som gav en særdeles forrygende koncert, som anmelderne kaldte euforisk.

Danmarksbloggens unge anmelder Anna M. T. Frederiksen var til stede, og beskriver hele koncertoplevelsen sådan her: Helt vildt og festivalagtigt. Ja, man glemte Corona fuldstændigt. Der var ikke en snert af Corona tilbage.

Det var stort. Og en ekstra oplevelse var bandets nye sang ”Under din sne”. De 50.000 dansende og festende mennesker var begejstrede.

Og her i dag vrimler det også med mennesker på gader og stræder. Allermest lægger man nok mærke til de næsten 80.000, som sammen med kronprins-familien løber Royal Run i Sønderborg, Aalborg, Odense og København.

Så: Overalt i Danmark er der i denne weekend – Frihedsweekenden – mennesker, leben, glæde og smil – og Corona-tiden er som en lille sort sky ude i horisonten. En sky, som de fleste anser for væk for evigt.

Danmarksbloggen er ikke helt sikker, men håber, at de optimistiske har ret: At vi vitterligen har vaccineret os ud af pandemien, som i øjeblikket stadig hærger resten af kloden.

En pandemi, hvor Danmark er som en ø med lave smittetal og total frihed midt i et frådende Corona-hav.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske politikere spiller hasard med danskernes liv

Det kan ikke gå stærkt nok med genåbningen i Danmark, synes politikere, virksomheder, medier og mange borgere.

Regeringen siger således, at vi snart skal have et vaccinepas. Et vaccinepas, hvor i princippet en negativ test er nok til at give adgang til restauranter, museer og alt det andet, som pt. er lukket.

Oppositionens selvbestaltede leder Jacob Ellemann går så endnu videre, og vil have ALT – som i ALT – åbnet NU.

Samtidig i udvalgte lande omkring og nær os er situationen:  

Tyskland: Eksperter siger, at folkesundheden er truet.

Polen: Mutationerne fra Brasilien og Sydafrika driver smitten.

Norge: Har lukket nærmest totalt ned de sidste dage – og siger nu max to personer i private hjem.

Sverige: Kører sit eget løb – som altid i denne pandemi. Men der tales om, at 3. bølge allerede er i Sverige. Den brasilianske variant er også fundet flere steder.

Tjekket og Slovakiet: Landets sygehuse er overbelastede.

Italien: 21.000 nye smittede – alene i går søndag.

Frankrig: Hvert 12. minut indlægges en person på intensiv – alene i Paris.

Alle sammen lande, hvorfra der kommer rejsende, håndværkere og andre personer indover de danske grænser.

Spørgsmålet er derfor: Hvordan kan vi – i lyset af dét og i den viden, som vi har om virussen – forsvare at genåbne yderligere? Vi burde tale nedlukning. Men det gør de danske politikere ikke. For det er der ingen stemmer i.

Konklusion: De danske politikere spiller hasard med danskernes liv – og virker ganske upåvirkede af, at kampen om magten kan koste menneskeliv!!!

Eller med andre ord: Men in Black-bevægelsen er det rene vand sammenlignet med mændene og kvinderne på Christiansborg, når det kommer til evnen til at sætte fut i pandemien, få gang i smitten, og få danskerne på først sygehusene og siden lighusene.

Der er grund til at være bange. RIGTIG BANGE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dag 1 i Pandemiens år 2

Godmorgen til dag 1 i Pandemiens år 2. Det ser ikke for godt ud.

Holdningen i øjeblikket hos meningsdannere, politikere og medier er nemlig:
Den her genåbning kan kun gå godt.

At alle andre lande oplever nærmest eksplosivt stigende smittekurver med deraf følgende døde og pres på sundhedsvæsenet, når den britiske variant tager over, og der samtidig åbnes bare lidt op, mener man tilsyneladende ikke, at vi kan bruge til noget i Danmark.

Det kommer jo ikke til at ske her, er man sikre på.

For her tester vi jo, og er SÅ gode til at holde afstand og passe på.

Og vacciner har vi også – ja, vi er ”næsten” færdige med at vaccinere dem over 85 år.

Så vi kunne faktisk have åbent endnu mere, endnu hurtigere – hvis ikke SSI og andre myndigheder havde haft sådan nogle konservative beregningsmodeller, hedder det sig.

Så: Lad os bare få gang i mere genåbning NU – og det kan kun gå for langsomt, lyder mantraet igen og igen.

Er jeg den eneste, som synes, at det er meget, som ikke rimer?

Er jeg den eneste, som tænker, at virus er ligeglad med nationalitet? Og at det også gælder den meget mere smitsomme og mere dødelige britiske variant.

Er jeg den eneste, som mener, at danskerne er lige så dårlige som alle andre til at holde afstand etc?

Er jeg den eneste, som mener, at vi som minimum skal have vaccineret ALLE over 65 år og ALLE udsatte? For de dør nemlig i stort tal, hvis de smittes. Pt. mangler vi som sagt ALLE mellem 65 og 84 år – og en stor del af de udsatte grupper.

Er jeg den eneste, som er bekymret over den hastige genåbning?

Er jeg den eneste, som tænker, at det her kan ende med, at vi i pandemiens sidste måneder mister alle de mennesker, hvis liv vi reddede i det første år?

Det vil være så smerteligt, så tåbeligt, så meningsløst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fra ”hyggeracisme” til rendyrket forfølgelse

Danskerne har humor. Det synes vi i hvert fald selv. Og noget af det rigtig sjove er at sige nedsættende ting om ”de andre”, som er alle, der ikke er leverpostejfarvede, spiser leverpostej og i det hele er gennemsnits-beige i både tøj og boligindretning.

Den skandinaviske stil er enkel, siger vi med stolthed om vores farveløse boliger og farveløse tøjvalg – og tænker ikke på, at det også gælder inde i hovedet.

For også mentalt er mange danskere så beige, så enkle, at det minder om enfoldighed, hvis man er sød. Hvis man er kritisk, hedder det ensretning og intolerance overfor alle, som er bare lidt anderledes end den smalle norm. Har bare en smule pigment, en smule farve i hud eller holdning. Puha, fnyser de beige ved tanken. Derfor har højrefløjen også så godt fat i danskerne. Derfor kan Morten Messerschmidt komme med et vanvittigt og Grundlovsstridigt forslag om, at kommende ansøgere til statsborgerskab skal skrive deres religion ind ude i højre kolonne.

Der er et ord for den slags. Det hedder sindelagskontrol. Og lige efter at inddele folk på religion så kommer inddeling efter hudfarve og seksualitet – og lige efter det så kommer nok ikke jødestjernen i denne omgang, men halvmånen på tøjet – og derfra kender vi resten af historien.

For afstanden mellem ”hygge-racismen”, som aldrig er det mindste hyggelig, og de direkte forfølgelser af andre på baggrund af etnicitet, religion og seksualitet, er så uhyggeligt kort – og bliver kun kortere, hver gang en ”hygge-racistisk” vits fyres af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sølle Rasmus Paludan-happening

Jeg har set Rasmus Paludan på nært hold. For lidt siden nede på Christianshavns Torv, hvor han afholdt en form for happening til akkompagnement af en saxofonist, som fra den anden side af Torvet og med mere indlevelse end musikalsk kunnen, gjorde, hvad han kunne for at forstyrre Paludan.

Men det ændrede dog ikke på, at Paludan rendte rundt i en rød jakke med en megafon, som blev ved med at afspille det i forvejen indspillede mantra fra denne selvudnævnte kæmper: Danmark for danskerne. Hvem skal bo i Danmark? Det skal danskerne.

Den båndsløjfe alene var fesen og sølle. For hvis ikke engang man gider råbe eller sige noget, men kun afspille et allerede optaget budskab, så fortjener man ikke at have på den anden side af 20 betjente, afspærringer og andet kørende for sig i næsten to timer.

Men Rasmus Paludan selv var også ynkelig. Ikke farlig, bare ynkelig. En midaldrende mandsperson som brugte det meste af tiden på at tale med to af hans venner, hvor den ene rendte rundt med en Koran, som – vistnok ikke – hverken blev brændt eller fik revet sider ud.

Skulle Rasmus Paludan én gang havde ønsket at være en folkeforfører eller at blive den befrier, som han måske ser sig selv som, så må Danmarksbloggen melde, at der – heldigvis – er langt til det. Rasmus Paludan er ikke det mindste karismatisk. Han er faktisk bare en kedelig udgave af en midaldrende dansk mand – desværre én med nogle holdninger, som alt for mange deler.

Og deri ligger det farlige, det dæmoniske. For der kan komme en anden person, som helt anderledes og meget mere dygtigt kommunikerer, og sætter sig selv i spil. Så den del af befolkningen, der bakker op om typer som Støjberg, Vermund og Kjærsgaard, med det samme er til fals, og som alle andre pøbler er klar til at lynche alle, der ikke deler deres holdninger.

Hvis ikke du er med mig, så er du imod mig, som den slags politikere og deres støtter prædiker. For de politikere og deres vælgere bekymrer sig – ligesom Trump og hans støtter i USA – ikke om ting som retssikkerhed og ordentlighed og andet, der hører til i et velfungerende demokrati.

Og de mennesker er farlige – meget mere farlige end en sølle mandsperson i en rød jakke på Christianshavns Torv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pølsevognen i Nyhavn er åben

Danmarksbloggen var ude og gå en tur i solskinnet i går.

Ned til Nyhavn gik det i slalom, så der var mindst to og gerne flere meter mellem undertegnede og andre Corona-truede danskere på udgang.

Nyhavn er normalt et trækplaster af rang, og på sådan en solskinsfredag i marts et fluepapir af de helt store. Men i går var der langt imellem folk.

Dog var pølsevognen på plads – og endda åben.

Danmarksbloggen gik derhen – og stoppede en god meter eller to fra selve foderbrættet, hvor man normalt stiller sin Cocio og sin pølse. Men det må man ikke mere, fortalte pølsedamen.

Take-away-princippet gælder også pølsevognene, men de må godt have åbnet. Ejeren af pølsevognen havde kontaktet politiet, og havde derfor helt styr på reglerne, fortalte pølsedamen, der tog situationen med knusende ro.

Hun var således ikke særlig bange for at blive smittet. Heller ikke selvom ”jeg er lidt oppe i årene”, som hun sagde det. Hun sprittede også sine hænder godt af hver eneste gang, hun havde taget imod penge, fortalte hun.

Det var der så langt imellem. For indtjeningen var langt under, hvad den plejer. Helt nede på under 25 procent af normalt. Og det er skidt. Rigtig skidt.

For som pølsedamen sagde det: ”Det er nu, at vi skal til at tjene penge igen. Januar og februar er nemlig altid ret stille måneder. Men nu kommer foråret, og så plejer det at vrimle med turister – og danskerne er også mere ude.

Men sådan er det ikke i år. Turisterne er væk – på nær de få, som er strandede i Danmark, og de fleste danskere valfarter ikke til pølsevognene i denne Corona-tid.

Mange byboere har også forladt de store byer i Danmark, og er søgt ud i deres sommerhuse. Så os, der er tilbage i hovedstanden, har den – og pølsevognen – helt for os selv.

Alt for meget for os selv faktisk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Telefonerne i Danmark bliver tavse

Hvornår har du sidst løftet røret og ringet til nogen – altså privat og ikke i arbejdssammenhæng?

Hvis det er længe siden, så er du ligesom de fleste andre. Danskerne ringer nemlig markant mindre.

Tal fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet viser, at 7 ud af 10 opkald finder sted indenfor arbejdstiden, at siden 2005 er hvert fjerde opkald forsvundet, og at vi taler en milliard færre minutter i telefonen (vi taler dog stadig 15 milliarder minutter i telefonen om året).

Det er en udvikling, som mange beklager: Åh, nej – vi kommer ikke hinanden så meget ved længere og den slags.

Danmarksbloggen tænker, at det er de samme mennesker, som tidligere ville have beklaget sig over, at trykkekunsten afløste fjerpen og blæk, at telegrammet forsvandt til fordel for netop telefonen og andre teknologiske fremskridt.

For sandheden er jo, at vi i dag kommunikerer mere med hinanden end nogensinde før. Eller dvs. mere end siden dengang vi boede i små landsbyer, og alle talte med alle hele tiden.

Det gør alle så igen nu – bare over større fysiske afstande og elektronisk, hvor vi sms´er, chatter, ser hinandens billeder, kommenterer – og hele tiden er i kontakt med hinanden.

Så vi ved faktisk – takket være den digitale teknologi – hvordan hinanden har det, og hvad der sker i hinandens liv. Og er det i grunden ikke, hvad privat kommunikation handler om?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dannebrog fylder 800 år

Dannebrog fylder i dag 800 år – og dét skal fejres. Danmarksbloggen siger selvsagt også tillykke til dette elskede symbol, som vi danskere bruger til ALT – som i ALT:

  • Som klistermærker på madvarer, der er produceret i Danmark
  • Som servietter
  • Som frimærker
  • Som små papirsflag, vi stikker ned i fødselsdagslagkagen
  • Som andre små papirsflag på snor, der hænger på juletræet
  • Som større papirsflag vi vifter med, når vi skal hente familie og venner i lufthavnen – eller Dronningen har fødselsdag, og mange danskere samles på Amalienborg
  • Som papirsflag brugt som vejvisere, når vi skal holde fest
  • Som dekoration når der skal laves æresport til fx et sølvbryllup
  • Som en decideret flagallé brugt både i særlige anledninger, men også når der fx er byfest
  • Som en del af en blomsterbuket – for hvad er vel smukkere end papirs-Dannebrog sammen med blomster?
  • Som noget vi maler på kinderne – eller har på en klaphat – når vi skal heppe på danske sportsfolk
  • Som emoji når vi skal skrive Danmark på de sociale medier

Men allermest er Dannebrog et flag, som engang var et symbol på kongemagten, der lige siden i hvert fald Christian d. 4 er blevet anvendt af militæret, og som stadig er at finde både på uniformerne og på skibene (også handelsflåden), men som vi i dag kan finde på at bruge, bare fordi det er søndag, og solen skinner i kolonihaven …

Dannebrog anvendes også, når de kongelige er i nærheden, når det er fødselsdag eller der flages på halv stang ved begravelser, på busserne når der er mærkedage, på helligdage, ved kirkelige højtideligheder, når folketinget åbner, når skolen åbner eller der er eksamen – eller til at ligge over kisten, når en død, dansk soldat kommer hjem …

For i glæde og i sorg følger den rød-hvide kors-dug os. Det er i grunden ganske smukt og også derfor, at danske malere har malet flaget, og danske digtere har skrevet om Dannebrog. Nogle af de mest kendte linier er disse:

B.S. Ingemann: Vift stolt på Codans Bølge! Blodrøde Dannebrog! (fra sangen af samme navn).
H. C. Andersen: Du danske, friske strand, hvor Dannebrogen vajer (fra: ”I Danmark er jeg født”).
Peter Faber: Vid det er en ære, Dannebrog at bære (fra: “Højt fra træets grønne top”).
Axel Juel: Der er ingenting, der maner som et flag, der går til top (fra sangen af samme navn).

Endelig skal nævnes vores nationalsang ”Der er et yndigt land”, skrevet af Adam Oehlenschläger. Sangen havde oprindelig 12 vers, hvoraf et vers faktisk var tilegnet Dannebrog. Det lyder:

Vort Dannebrog er smukt,
Det vifter hen ad Havet
Med Flagets røde Bugt,
Og stedse har sin farve hvid,
Dit hellige Kors i Blodet,
O Dannebrog, i Strid!

Dét vers kan man jo overveje at synge næste gang, at den står på ”Der er et yndigt land”. Et Dannebrog i strid – ja, hvorfor ikke? Arven fra 1864 er vi vist ved at have kastet af os – eller hur?

Nu mangler vi så bare at gøre Dannebrog til et samlende symbol for os alle sammen igen – og ikke kun dem, som tilhører et vist politisk parti. For Dannebrog er gennem tiderne blevet brugt som politisk markering, senest af Dansk Folkeparti. Men også dengang Sønderjylland stemte sig hjem i 1920 – og som et mærke på tøjet under Besættelsen for at vise sin dansksindethed.

Dannebrog er altså blevet taget til indtægt for meget … både noget, der samler og noget, der skiller os.

Det er værd at huske på i en tid, hvor danskheden er mere spraglet og mangfoldig end nogensinde. For danskere anno 2019 – 800 år efter Dannebrog faldt ned fra Himlen vistnok som en gave fra Gud – fås i alle farver og former: Hvide, brune, sorte, gule – tynde, tykke, dem midt i mellem – ja, hele den brogede palet. Alle er vi danskere, når vi bebor de danskes øer.

God Valdemarsdag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen møder danskerne: En øre-vagtlæge – ja, det fandtes engang

At det danske sundhedsvæsen er presset helt i bund, kommer næppe bag på nogen.

Man skal således være glad for at have sin egen læge, glad for at der overhovedet findes speciallæger og sygehuse. Men kunne det ikke være bedre, meget bedre?

Der var fx engang, hvor der var en øre-vagtlæge, erfarede Danmarksbloggen i går på en tur ud i det danske samfund – en tur, der gik forbi en ørelæge, som havde en hukommelse, der gik mere end én enkelt valgperiode tilbage.

For det lyder måske utopisk i dag, men det var i mange år helt naturligt, at man kunne ringe til en øre-vagtlæge, som kørte rundt i de mørke timer, og gav lindring til de børn og voksne, der havde øresmerter.

I dag er der ikke engang tilknyttet ørelæger på de fleste akutter – også kaldet skadestuer, selvom alle ved, at der er fire slags smerter, som er ulidelige:

Galdestenssmerter, nyrestenssmerter, tandsmerter – og øresmerter.

Akutten kan tage sig af de første to – men kun overfladisk af de to andre.

Har man tandsmerter, må man vente til tandlægen åbner – og dér satse på at komme til hurtigt, medmindre man er så heldig at ramme de få timer om aftenen og i weekenden, hvor tandlægevagten har åbent (den havde engang døgnbemanding).

Har man øresmerter, er man derimod rigtig på spanden – for der findes ikke nær så mange ørelæger som tandlæger, så det er helt normalt at skulle vente i mange dage på en øretid.

I mellemtiden pumpes der penge ud til privathospitaler, som er meget dyrere i drift end det offentlige sundhedssystem – og til skattelettelser.

Det giver ikke mening. Slet ikke mening. Vi er rigere end nogensinde – men pengene bruges forkert. Helt forkert.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk