Danmark svigter de danske jøder

Vi er så stolte af vores danske demokrati og ytringsfrihed.
Vi siger, at vi til hver en tid vil stå op for netop de værdier – og beskytte enhver, som trues på retten til at tænke, tale og tro frit.

Det lyder mægtigt flot.

MEN hvor er vi så, når det gælder?

For hvordan kan danske institutioner og myndigheder tillade pro-palæstinensiske demonstrationer at gå amok i deres hyldning af det, som disse kalder ”hellig krig”?

Hvorfor må de pro-palæstinensiske råbe ”From the river to the sea” – altså udslettelsen af Israel som stat, mens de svinger det palæstinensiske flag – og jøder samtidig opfordres til at gemme kalotter og Davidsstjerner væk?

Hvorfor må antisemitisk propaganda fylde på universiteter og andre steder i en grad, så alle opslag om noget jødisk fjernes – ja, mens et foredrag om Holocaust må aflyses, fordi de jøder, som skulle afholde det, blev truet?

HVORDAN kan vi acceptere det i Danmark?

Det burde vi heller ikke kunne.

Én ting er konflikten i Israel og Palæstina. Den er ulykkelig, og der er ofre på begge sider. MEN ingen her i Danmark skal trues eller overfaldes pga. noget, som sker i Mellemøsten. Vi skal kunne leve i fred og sikkerhed, og alle skal frit og sikkert kunne sige det, som de mener og tror.

Men sådan er det i øjeblikket. De danske jøder både trues og overfaldes – og vi andre siger ikke noget.

Det er til at skamme sig over.

For mener vi de fine ord om demokrati og ytringsfrihed, så skal vi stå vagt om dem – så også vores jødiske medborgere kan sige, hvad de mener, kan gå i demonstrationer med det israelske flag, stolte kan tage kalot og jødestjerne på.

Det sker ikke lige nu.
Lige nu svigter vi jøderne bigtime.

Det gjorde vi ikke under 2. Verdenskrig.
Dengang kendte vi vores besøgelsestid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tal intet ondt om medicinen

Danskerne vil have deres medicin – og ingen skal komme og sige noget om bivirkninger og livsstil. Sådan må konklusionen lyde.

Man skal i hvert fald tænke sig godt om, før man blander sig i en debat på Facebook, hvis emnet er noget, som står troldene nær. Troldene og deres hjælpere – også kaldet folkedybet og deres slægtninge også kendt som resterne fra Nationen på Ekstrabladet – sidder nemlig altid klar ved tasterne.

I kender dem nok. Det er de eksistenser, som altid vælger de lette løsninger og de nemme svar – både på politiske problemstillinger, samfundsmæssige spørgsmål – og selvfølgelig når det kommer til sundhed.

Som fx slankemidlet Wegovy, der skal sprøjtes ind – og som sælger som varmt brød. Man kan undre sig over hvorfor. For ifølge indlægssedlen kan 1 ud af 100 få akut betændelse i bugspytkirtlen, 1 ud af 10 få galdesten, 1 ud af 10 betændelse i mavesækken – og det er bare nogle få af de ret alvorlige bivirkninger af en medicin, som kun virker, mens man tager det. Når man holder op, tager man de tabte kilo på igen, medmindre man laver seriøse livsstilsændringer.

Men folk er åbenbart ligeglade. De læser mere, at man kan tabe op til 17% af kropsvægten i løbet af få måneder. Jeg tillod mig så at opfordre til at læse indlægssedlen – og tænke over, om ikke man skulle kaste sig over motion og kost i stedet.  

Det var for meget. Så gik troldene amok, og jeg røg ud i en shitstorm af den anden verden. Hvad bildte jeg mig ind?! Problemet var nemlig mig, som åbenbart dømte andre helt vildt (!) – og ikke den medicin, som kan gøre folk syge, mens de taber sig, og som kun virker, så længe de tager medicinen.

Det var interessant, men også rystende at opleve, hvor meget det betyder for folk at få deres medicin – i hvert fald når de skal tabe sig. For dét skal være nemt, må man forstå.

Det er, som om intet må kræve noget af nogen mere. Bare en pille eller sprøjte, og så vupti, så er vi good to go. Sådan skal der være, synes en del.

Men sådan er livet jo ikke. Vi kan ikke medicinere os ud af alting. Nogle af dårligdommene – hvis ikke de fleste – hænger sammen med livsstilen. For lidt fysisk aktivitet, for meget fed mad, for meget røg, for meget alkohol. Vi kender det godt. Vi gør det alle sammen – også undertegnede, som i øvrigt skal tabe sig en del, men ikke via Wegovy, men via den der metode med at indtage færre kalorier, end der forbrændes.

Det er så svært at efterleve. Så der skal gøres noget, hvis danskerne skal tabe sig. Men hvad? Løsningen er i hvert fald ikke medicin, der gør folk syge af andre ting. Måske løsningen er overskud til at leve sundt. Lille moms på sunde fødevarer, mindre arbejdstid og gratis adgang til sport og kultur. Alt det, som giver mere tid til leg og sjov – men også mere lyst til at gå ombord i gode kalorier til kroppen, hjernen og sindet fremfor fordummende underholdning foran skærmen.

Måske vi skulle turde stille de krav, så verden kunne blive sådan. Men kan vi håndtere det – som samfund? Efter at have mødt troldehæren kan jeg godt tvivle. Så måske er løsningen, at vi bare skal acceptere, at en del – måske flertallet – er tilfredse med brød og skuespil – piller og streaming, som romerne sagde det?

Det er i så fald et nederlag, hvis man tror på dannelse og viden og kultur. En bitter pille at sluge, men én som skal have lov til at svie hele vejen ned igennem erkendelseskanalen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om dén ulv, som ingen vil råbe

Halloween nærmer sig, så her kommer en lille grum historie fra virkelighedens verden:

De skumle tider er på vej tilbage. Skumle som i nedlukning, mørke, smitte, virus og død.

Og nej, der råbes ikke ulv uden grund. Tværtimod: Corona-Ulven står allerede oppe i skovbrynet og slikker sig om munden, mens den ser på danskerne, der som en flok ubetænksomme og ubekymrede børn løber rundt imellem hinanden – uden at holde afstand, uden at bruge mundbind, uden noget af alt det, som holder smitten nede.

For ja, vi er dér igen på det fæle sted, hvor smitten stiger voldsomt. Det samme gør eksperternes forsikringer om, at det ikke bliver så slemt denne gang. Det holder selvsagt ikke.

Det burde vi vide. For vi har været på de tynde løfters holdeplads før. Sidste efterår i 2020 helt præcist, hvor danskerne blev garanteret at – pga. mundbind, afstand, håndsprit og specielle regler for hvor mange vi måtte være på restauranter m.v. – det ikke ville blive lige så slemt som i foråret 2020. Det blev værre. Mange flere blev smittede, syge og døde i vinteren 2020-21 end i foråret 2020.

Helt konkret døde der 574 danskerne af Corona i månederne marts, april og maj i 2020, mens der døde 1.524 i månederne december 2020, januar 2021 og februar 2021. Altså tre gange flere end da pandemien ramte.

Men her i vinteren 2021-22 vil det ikke ske pga. vaccinationerne, lyder løftet, som godt kan klinge lidt hult.

For vi har at gøre med den tilsyneladende urørlige Delta-variant, som er tre gange så smitsom – og også mere sygdomsfremkaldende og mere dødelig – end den variant, som huserede sidste efterår. Og samtidig falder effekten fra vaccinationerne hurtigere end forventet. Man er ikke garanteret smittefri i seks måneder efter sidste stik – heller ikke selvom man er ung og rask.

Dét er virkeligheden. En virkelighed som de færreste vil se i øjnene – og det kan man godt forstå. For mennesker, som er sociale dyr, foretrækker et åbent samfund, hvor vi kan rejse, gå ud og være sammen med andre mennesker. Men lige nu er det åbne samfund med til at sprede en smitte, som vi kunne bremse med afstand, mundbind og ikke at være (så meget) sammen med (så mange) andre mennesker. Men det vil vi ikke.

Derudover er der om små tre uger kommunal- og regionsvalg i Danmark, og det rimer på ingen måde med flere restriktioner – og slet ikke med en nedlukning. Dels fordi det giver potentielt dårlige stemmetal til regeringspartiet Socialdemokratiet, som også står stærkt kommunalt, og dels fordi det rent logistisk vil være et mareridt at gennemføre en valghandling under en nedlukning.

Så Danmarksbloggens bud er, at man lader smitten løbe – og måske endda løbe løbsk – indtil EFTER d. 16. november (valgdagen). For inden da tør ingen råbe Ulv som i Corona, restriktioner og måske nedlukning.

Hvad der så sker om små tre uger – udover diverse politiske rævekager – ved ingen.

Men Danmarksbloggens bud er, at Corona-ulven på det tidspunkt har sendt bud efter nogle venner, så de er et helt kobbel af blodtørstige ulve, der er klare til at gå på rov i en dansk befolkning, som på det tidspunkt lettere end et vissent efterårsblad rammes bigtime af ikke kun Corona, men også influenza.

Vinterperioden 2021-22 kan dermed blive de værste måneder i pandemien. En ulvetid mere rå og kold, mere fuld af død, end vi har set det på noget andet tidspunkt i pandemien. Det er grumt. Det er skummelt.

Men det kan endnu stoppes – hvis vi tør råbe Corona-Ulv.

For: Der står en ulv oppe i skoven. Alle kan se den. Men alle lader, som om de ikke kan. For det er en Corona-Ulv, og ingen har lyst til at råbe Ulv – og risikere nye nedlukninger. Så hellere lukke øjnene og satse på, at smitten (som vokser eksplosivt) på magisk vis forsvinder af sig selv.

For vi er jo så trætte af Corona … men desværre er Corona ikke træt af os. Tværtimod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Frihedsweekenden

Det er en sjælden varm september måned i år – og i denne weekend mærkes den forlængede sommer også mentalt. Ja, den lever i sindet hos danskerne i det, som kan kaldes Frihedsweekenden.

For fra i fredags er alle – som i ALLE – restriktioner i Danmark hævet, og der skal ikke vises Corona-pas nogen steder. Noget, som danskerne har taget imod med kyshånd – og stor livsglæde.

Danmarksbloggen var derfor ude og gå i går aftes. En lille tur rundt i vores hovedstad København – og alle steder vrimlede det med mennesker. Mennesker, som sad på bænke, ved borde og alle steder, hvor man kunne være.

Kvinder og mænd i alle aldre, som drak og spiste, mens de grinede og talte sammen. Mennesker, som sad og hørte musik, som valsede rundt, som bare levede – og var sammen.

Glade, lykkelige – nærmest befriede.

Og fra de åbne vinduer i lejlighederne kunne man høre endnu flere glade stemmer, endnu mere musik.

Der var et leben og en jublen allevegne, som gjorde én aftenvandrer som undertegnede varm i hjertet og lykkelig i sindet.

Kontrasten til de iskolde vandringer, som jeg foretog i et totalt stille og totalt nedlukket København for halvandet år siden – i marts 2020, kunne heller ikke være større.

Og var man i Parken i København, som 50.000 var det, så kunne man høre den FØRSTE fulde stadionkoncert i Europa siden marts 2020. Det var med det danske band ”The Minds of 99”, som gav en særdeles forrygende koncert, som anmelderne kaldte euforisk.

Danmarksbloggens unge anmelder Anna M. T. Frederiksen var til stede, og beskriver hele koncertoplevelsen sådan her: Helt vildt og festivalagtigt. Ja, man glemte Corona fuldstændigt. Der var ikke en snert af Corona tilbage.

Det var stort. Og en ekstra oplevelse var bandets nye sang ”Under din sne”. De 50.000 dansende og festende mennesker var begejstrede.

Og her i dag vrimler det også med mennesker på gader og stræder. Allermest lægger man nok mærke til de næsten 80.000, som sammen med kronprins-familien løber Royal Run i Sønderborg, Aalborg, Odense og København.

Så: Overalt i Danmark er der i denne weekend – Frihedsweekenden – mennesker, leben, glæde og smil – og Corona-tiden er som en lille sort sky ude i horisonten. En sky, som de fleste anser for væk for evigt.

Danmarksbloggen er ikke helt sikker, men håber, at de optimistiske har ret: At vi vitterligen har vaccineret os ud af pandemien, som i øjeblikket stadig hærger resten af kloden.

En pandemi, hvor Danmark er som en ø med lave smittetal og total frihed midt i et frådende Corona-hav.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske politikere spiller hasard med danskernes liv

Det kan ikke gå stærkt nok med genåbningen i Danmark, synes politikere, virksomheder, medier og mange borgere.

Regeringen siger således, at vi snart skal have et vaccinepas. Et vaccinepas, hvor i princippet en negativ test er nok til at give adgang til restauranter, museer og alt det andet, som pt. er lukket.

Oppositionens selvbestaltede leder Jacob Ellemann går så endnu videre, og vil have ALT – som i ALT – åbnet NU.

Samtidig i udvalgte lande omkring og nær os er situationen:  

Tyskland: Eksperter siger, at folkesundheden er truet.

Polen: Mutationerne fra Brasilien og Sydafrika driver smitten.

Norge: Har lukket nærmest totalt ned de sidste dage – og siger nu max to personer i private hjem.

Sverige: Kører sit eget løb – som altid i denne pandemi. Men der tales om, at 3. bølge allerede er i Sverige. Den brasilianske variant er også fundet flere steder.

Tjekket og Slovakiet: Landets sygehuse er overbelastede.

Italien: 21.000 nye smittede – alene i går søndag.

Frankrig: Hvert 12. minut indlægges en person på intensiv – alene i Paris.

Alle sammen lande, hvorfra der kommer rejsende, håndværkere og andre personer indover de danske grænser.

Spørgsmålet er derfor: Hvordan kan vi – i lyset af dét og i den viden, som vi har om virussen – forsvare at genåbne yderligere? Vi burde tale nedlukning. Men det gør de danske politikere ikke. For det er der ingen stemmer i.

Konklusion: De danske politikere spiller hasard med danskernes liv – og virker ganske upåvirkede af, at kampen om magten kan koste menneskeliv!!!

Eller med andre ord: Men in Black-bevægelsen er det rene vand sammenlignet med mændene og kvinderne på Christiansborg, når det kommer til evnen til at sætte fut i pandemien, få gang i smitten, og få danskerne på først sygehusene og siden lighusene.

Der er grund til at være bange. RIGTIG BANGE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dag 1 i Pandemiens år 2

Godmorgen til dag 1 i Pandemiens år 2. Det ser ikke for godt ud.

Holdningen i øjeblikket hos meningsdannere, politikere og medier er nemlig:
Den her genåbning kan kun gå godt.

At alle andre lande oplever nærmest eksplosivt stigende smittekurver med deraf følgende døde og pres på sundhedsvæsenet, når den britiske variant tager over, og der samtidig åbnes bare lidt op, mener man tilsyneladende ikke, at vi kan bruge til noget i Danmark.

Det kommer jo ikke til at ske her, er man sikre på.

For her tester vi jo, og er SÅ gode til at holde afstand og passe på.

Og vacciner har vi også – ja, vi er ”næsten” færdige med at vaccinere dem over 85 år.

Så vi kunne faktisk have åbent endnu mere, endnu hurtigere – hvis ikke SSI og andre myndigheder havde haft sådan nogle konservative beregningsmodeller, hedder det sig.

Så: Lad os bare få gang i mere genåbning NU – og det kan kun gå for langsomt, lyder mantraet igen og igen.

Er jeg den eneste, som synes, at det er meget, som ikke rimer?

Er jeg den eneste, som tænker, at virus er ligeglad med nationalitet? Og at det også gælder den meget mere smitsomme og mere dødelige britiske variant.

Er jeg den eneste, som mener, at danskerne er lige så dårlige som alle andre til at holde afstand etc?

Er jeg den eneste, som mener, at vi som minimum skal have vaccineret ALLE over 65 år og ALLE udsatte? For de dør nemlig i stort tal, hvis de smittes. Pt. mangler vi som sagt ALLE mellem 65 og 84 år – og en stor del af de udsatte grupper.

Er jeg den eneste, som er bekymret over den hastige genåbning?

Er jeg den eneste, som tænker, at det her kan ende med, at vi i pandemiens sidste måneder mister alle de mennesker, hvis liv vi reddede i det første år?

Det vil være så smerteligt, så tåbeligt, så meningsløst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fra ”hyggeracisme” til rendyrket forfølgelse

Danskerne har humor. Det synes vi i hvert fald selv. Og noget af det rigtig sjove er at sige nedsættende ting om ”de andre”, som er alle, der ikke er leverpostejfarvede, spiser leverpostej og i det hele er gennemsnits-beige i både tøj og boligindretning.

Den skandinaviske stil er enkel, siger vi med stolthed om vores farveløse boliger og farveløse tøjvalg – og tænker ikke på, at det også gælder inde i hovedet.

For også mentalt er mange danskere så beige, så enkle, at det minder om enfoldighed, hvis man er sød. Hvis man er kritisk, hedder det ensretning og intolerance overfor alle, som er bare lidt anderledes end den smalle norm. Har bare en smule pigment, en smule farve i hud eller holdning. Puha, fnyser de beige ved tanken. Derfor har højrefløjen også så godt fat i danskerne. Derfor kan Morten Messerschmidt komme med et vanvittigt og Grundlovsstridigt forslag om, at kommende ansøgere til statsborgerskab skal skrive deres religion ind ude i højre kolonne.

Der er et ord for den slags. Det hedder sindelagskontrol. Og lige efter at inddele folk på religion så kommer inddeling efter hudfarve og seksualitet – og lige efter det så kommer nok ikke jødestjernen i denne omgang, men halvmånen på tøjet – og derfra kender vi resten af historien.

For afstanden mellem ”hygge-racismen”, som aldrig er det mindste hyggelig, og de direkte forfølgelser af andre på baggrund af etnicitet, religion og seksualitet, er så uhyggeligt kort – og bliver kun kortere, hver gang en ”hygge-racistisk” vits fyres af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sølle Rasmus Paludan-happening

Jeg har set Rasmus Paludan på nært hold. For lidt siden nede på Christianshavns Torv, hvor han afholdt en form for happening til akkompagnement af en saxofonist, som fra den anden side af Torvet og med mere indlevelse end musikalsk kunnen, gjorde, hvad han kunne for at forstyrre Paludan.

Men det ændrede dog ikke på, at Paludan rendte rundt i en rød jakke med en megafon, som blev ved med at afspille det i forvejen indspillede mantra fra denne selvudnævnte kæmper: Danmark for danskerne. Hvem skal bo i Danmark? Det skal danskerne.

Den båndsløjfe alene var fesen og sølle. For hvis ikke engang man gider råbe eller sige noget, men kun afspille et allerede optaget budskab, så fortjener man ikke at have på den anden side af 20 betjente, afspærringer og andet kørende for sig i næsten to timer.

Men Rasmus Paludan selv var også ynkelig. Ikke farlig, bare ynkelig. En midaldrende mandsperson som brugte det meste af tiden på at tale med to af hans venner, hvor den ene rendte rundt med en Koran, som – vistnok ikke – hverken blev brændt eller fik revet sider ud.

Skulle Rasmus Paludan én gang havde ønsket at være en folkeforfører eller at blive den befrier, som han måske ser sig selv som, så må Danmarksbloggen melde, at der – heldigvis – er langt til det. Rasmus Paludan er ikke det mindste karismatisk. Han er faktisk bare en kedelig udgave af en midaldrende dansk mand – desværre én med nogle holdninger, som alt for mange deler.

Og deri ligger det farlige, det dæmoniske. For der kan komme en anden person, som helt anderledes og meget mere dygtigt kommunikerer, og sætter sig selv i spil. Så den del af befolkningen, der bakker op om typer som Støjberg, Vermund og Kjærsgaard, med det samme er til fals, og som alle andre pøbler er klar til at lynche alle, der ikke deler deres holdninger.

Hvis ikke du er med mig, så er du imod mig, som den slags politikere og deres støtter prædiker. For de politikere og deres vælgere bekymrer sig – ligesom Trump og hans støtter i USA – ikke om ting som retssikkerhed og ordentlighed og andet, der hører til i et velfungerende demokrati.

Og de mennesker er farlige – meget mere farlige end en sølle mandsperson i en rød jakke på Christianshavns Torv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pølsevognen i Nyhavn er åben

Danmarksbloggen var ude og gå en tur i solskinnet i går.

Ned til Nyhavn gik det i slalom, så der var mindst to og gerne flere meter mellem undertegnede og andre Corona-truede danskere på udgang.

Nyhavn er normalt et trækplaster af rang, og på sådan en solskinsfredag i marts et fluepapir af de helt store. Men i går var der langt imellem folk.

Dog var pølsevognen på plads – og endda åben.

Danmarksbloggen gik derhen – og stoppede en god meter eller to fra selve foderbrættet, hvor man normalt stiller sin Cocio og sin pølse. Men det må man ikke mere, fortalte pølsedamen.

Take-away-princippet gælder også pølsevognene, men de må godt have åbnet. Ejeren af pølsevognen havde kontaktet politiet, og havde derfor helt styr på reglerne, fortalte pølsedamen, der tog situationen med knusende ro.

Hun var således ikke særlig bange for at blive smittet. Heller ikke selvom ”jeg er lidt oppe i årene”, som hun sagde det. Hun sprittede også sine hænder godt af hver eneste gang, hun havde taget imod penge, fortalte hun.

Det var der så langt imellem. For indtjeningen var langt under, hvad den plejer. Helt nede på under 25 procent af normalt. Og det er skidt. Rigtig skidt.

For som pølsedamen sagde det: ”Det er nu, at vi skal til at tjene penge igen. Januar og februar er nemlig altid ret stille måneder. Men nu kommer foråret, og så plejer det at vrimle med turister – og danskerne er også mere ude.

Men sådan er det ikke i år. Turisterne er væk – på nær de få, som er strandede i Danmark, og de fleste danskere valfarter ikke til pølsevognene i denne Corona-tid.

Mange byboere har også forladt de store byer i Danmark, og er søgt ud i deres sommerhuse. Så os, der er tilbage i hovedstanden, har den – og pølsevognen – helt for os selv.

Alt for meget for os selv faktisk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Telefonerne i Danmark bliver tavse

Hvornår har du sidst løftet røret og ringet til nogen – altså privat og ikke i arbejdssammenhæng?

Hvis det er længe siden, så er du ligesom de fleste andre. Danskerne ringer nemlig markant mindre.

Tal fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet viser, at 7 ud af 10 opkald finder sted indenfor arbejdstiden, at siden 2005 er hvert fjerde opkald forsvundet, og at vi taler en milliard færre minutter i telefonen (vi taler dog stadig 15 milliarder minutter i telefonen om året).

Det er en udvikling, som mange beklager: Åh, nej – vi kommer ikke hinanden så meget ved længere og den slags.

Danmarksbloggen tænker, at det er de samme mennesker, som tidligere ville have beklaget sig over, at trykkekunsten afløste fjerpen og blæk, at telegrammet forsvandt til fordel for netop telefonen og andre teknologiske fremskridt.

For sandheden er jo, at vi i dag kommunikerer mere med hinanden end nogensinde før. Eller dvs. mere end siden dengang vi boede i små landsbyer, og alle talte med alle hele tiden.

Det gør alle så igen nu – bare over større fysiske afstande og elektronisk, hvor vi sms´er, chatter, ser hinandens billeder, kommenterer – og hele tiden er i kontakt med hinanden.

Så vi ved faktisk – takket være den digitale teknologi – hvordan hinanden har det, og hvad der sker i hinandens liv. Og er det i grunden ikke, hvad privat kommunikation handler om?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk