Tag-arkiv: muslim

Fra ”hyggeracisme” til rendyrket forfølgelse

Udgivet den af
Svar

Danskerne har humor. Det synes vi i hvert fald selv. Og noget af det rigtig sjove er at sige nedsættende ting om ”de andre”, som er alle, der ikke er leverpostejfarvede, spiser leverpostej og i det hele er gennemsnits-beige i både tøj og boligindretning.

Den skandinaviske stil er enkel, siger vi med stolthed om vores farveløse boliger og farveløse tøjvalg – og tænker ikke på, at det også gælder inde i hovedet.

For også mentalt er mange danskere så beige, så enkle, at det minder om enfoldighed, hvis man er sød. Hvis man er kritisk, hedder det ensretning og intolerance overfor alle, som er bare lidt anderledes end den smalle norm. Har bare en smule pigment, en smule farve i hud eller holdning. Puha, fnyser de beige ved tanken. Derfor har højrefløjen også så godt fat i danskerne. Derfor kan Morten Messerschmidt komme med et vanvittigt og Grundlovsstridigt forslag om, at kommende ansøgere til statsborgerskab skal skrive deres religion ind ude i højre kolonne.

Der er et ord for den slags. Det hedder sindelagskontrol. Og lige efter at inddele folk på religion så kommer inddeling efter hudfarve og seksualitet – og lige efter det så kommer nok ikke jødestjernen i denne omgang, men halvmånen på tøjet – og derfra kender vi resten af historien.

For afstanden mellem ”hygge-racismen”, som aldrig er det mindste hyggelig, og de direkte forfølgelser af andre på baggrund af etnicitet, religion og seksualitet, er så uhyggeligt kort – og bliver kun kortere, hver gang en ”hygge-racistisk” vits fyres af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommer-erindring: Jer fra København vil vi godt have i Sverige

Udgivet den af
2

Der er en voldsom storm på vej over Europa, hvilke bekræftes af tre oplevelser denne sommer – følg med i Danmarksbloggens sommer-erindrings-serie. Vi fortsætter i dag med Sverige.

Danmarksbloggen har været en uges tid i Stockholm i den forgangne sommerferie. En nordisk hovedstad med en meget større multietnicitet end København. Der er dog ingen, der blander sig eller mingler med hinanden – tværtimod så lever hvide, sorte, brune, gule, muslimer, kristne, kulturkristne, buddhister, ateister og alle andre side om side – men på måder som om de andre slet ikke eksisterer. Det er nemlig helt utroligt, så gode svenskerne – uanset herkomst – er til at ignorere hinanden på gaden, i tunnelbanen, i parken, i det udendørs svømmebassin og alle andre steder, hvor mennesker færdes i Stockholm.

Dvs. lige indtil de er nødt til at agere med hverandre – så sker der noget, og det er i reglen noget negativt, hvor venlighed og høflighed er erstattet af kulde, ja åbent fjendskab. Det er som om al den pænhed og politiske korrekthed, som Sverige ellers forbindes med, har en mørk og voldsom bagside, som ingen officielt vil være ved – men som alligevel kommer ud i hverdagen.

Jeg oplevede det blandt andet i et supermarked inde i hjertet af Stockholm, hvor dér foran mig i køen stod en muslimsk familie, som nok var lidt langsomme til at få varerne op på båndet, og som i tilgift havde et par børn, der råbte en del, hvilket kun øgede det generelle irritationsniveau. Nå, så blev det min tur, og da mine varer var kørt igennem, spurgte den unge – hvide – mand bag kassen, om jeg havde et kundekort. Nej, desværre – jeg er fra København, sagde jeg på mit lettere gebrokne svensk.

Han smilede venligt tilbage til mig, og svarede: Helt ok, jer fra København vil vi gerne have her i Sverige. I er altid velkomne. Og så kiggede han skævt henimod den muslimske familie, som stod og pakkede deres varer sammen, og som ikke kunne undgå at høre det. De sagde så ingenting, og det gjorde jeg heller ikke.

Jeg burde nok havde sagt noget, men vidste ikke lige hvad. Man vil også gerne være høflig, når man er i udlandet.

Men bag mig stod en nydelig ældre – og hvid – svensk dame, og hun var ikke mundlam, men helt enig med den unge mand bag kassen. Så hun smilede til ham og til mig, mens hun nikkede og sagde: Ja, danskerne er vores venner. Det er kun på fodboldbanen, at vi kæmper med hinanden. Og så smilede de begge to stort til mig, mens jeg med et ansigtsudtryk som en forvirret smiley tog mine ting og gik – ret rystet – ud på gaden.

For så langt ud er det åbenbart kommet i Sverige – altså når vi er væk fra det officielle Sverige. For der er en kæmpeverden til forskel på, hvad de svenske politikere siger – og hvad befolkningen mener, og til september er der valg til Riksdagen, Sveriges Folketing. Det bliver en gyser, som også vil give dønninger i Danmark. Især hvis Sverigesdemokraterne bliver det største parti – og det tror Danmarksbloggen, at de bliver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommer-erindring: Skrid hjem, muslim

Udgivet den af
Svar

Der er en voldsom storm på vej over Europa, hvilke bekræftes af tre oplevelser denne sommer. Følg med i Danmarksbloggens sommer-erindrings-serie. Vi starter i dag med Danmark.

Danmarksbloggen var en uge på Bornholm i den forgangne sommerferie, og det var pånær en enkelt begivenhed en skøn uge.

Ugens eneste sorte klat foregik dog ikke på selve Solskinsøen, men ude på Erteholmene – Danmarks østligste punkt, som er et fantastisk sted, der kun kan nås med båd inde fra Gudhjem. Erteholmene består af fire øer, hvoraf de to er beboede, nemlig Christiansø og Frederiksø, og mellem de to øer er en meget lille bro, som undertegnede gik over et par gange.

På den ene af turene skulle jeg forbi en mand, som også havde været med båden inde fra Gudhjem. Jeg havde godt set ham, da han gik ud på broen – og han havde også set mig, som pga. den stærke blæst havde taget hætten på min trøje op og snøret den godt til, så mine ører ikke fik træk. Men det syn var åbenbart for meget for den velklædte yngre – hvide – mand, for han stillede sig, så han fyldte nærmest hele den meget smalle bro. Jeg var derfor nødt til at kante mig forbi ham, og mens jeg så gjorde det, kom det hadefuldt hvislende ud mellem hans sammenknebne læber: Skrid hjem, din skide muslim.

Øh, det er altså bare en hættetrøje, og jeg er ikke muslim, sagde jeg ret paf. Det reagerede han ikke på, men gentog bare, at jeg – en skide muslim – skulle skride hjem.

Jeg var som sagt blevet paf, så jeg gik bare videre … og først ovre på den anden side af den lille bro kom alt det, som jeg skulle have sagt, nemlig: Altså det her er en hættetrøje, men selvom det havde været et tørklæde, hvad så? Vi lever vel i et frit land, hvor man må gå klædt, som man vil (eller det gjorde vi inden maskeringsforbuddet). Og nej, jeg er ikke muslim, men kristen – men selvom jeg havde været muslim, hvad så? Vi har religionsfrihed i Danmark – det står i Grundloven.

Jeg kom så også til at tænke på de kvinder, som ikke går med hættetrøjer, men med tørklæder – og på hvad de må høre, hver gang de viser sig på gaden. Jeg var udsat for én enkelt dum og latterlig kommentar fra en tydeligt åndeligt og intellektuelt mindrebemidlet mandsperson, mens de kvinder må lægge ører og krop til alt muligt hele tiden. Dét kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Og for en ordens skyld: Det går også den modsatte vej, som når drenge og mænd af anden etnisk herkomst kalder unge, etniske danske piger og kvinder for ludere, bare fordi de går i shorts eller kort kjole. Det er ligeså slemt. Der er ingen forskel.

Så RESPEKT skal der til. Det eneste, der skal skride hjem, er dumheden og intolerancen, som jeg forestiller mig bor i et mørkt og klamt hul med meget lavt til loftet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Derfor burde en DF´er ikke kunne få unge til at græde

Udgivet den af
Svar

Vi er ellers ret glade for ytringsfriheden, men når en voksen siger noget, der får unge mennesker til at græde, så er grænsen alligevel nået.

Danmarksbloggen tænker på skole-debatten på Nyager skole i Rødovre, hvor DF-politikeren Kim Hammer ifølge andre tilstedeværende sagde, at muslimer ødelægger Vesten. Selv mente han, at han havde sagt, at islam ødelagde Europa.

Men uanset hvad manden sagde, så fik han flere af de tilstedeværende elever fra 7.-9. klasse til at græde. Medierne har kaldt dem børn, men i alle mulige andre sammenhænge kalder man udskolingselever for unge, så det skal man også gøre her.

Danmarksbloggen finder også sagen interessant.

Ikke fordi at en DF´er siger sådan noget, for den slags har dét parti sagt og ment altid. Men fordi at en del mener, at sådan noget må man ikke sige til skoleelever. Det kan de ikke tåle.

MEN så er det, at undertegnede ikke kan lade være med at tænkte på, hvordan de unge selv taler til hinanden. Bitch, luder, fuckboy, etc, etc. De er rimelig vant til et mere end grimt sprog, og såvel blandt såkaldt etnisk danske unge som blandt såkaldt ikke-etnisk danske unge tales der meget grimt og nedsættende om andre grupper – perkere, plasticperkere, danskerludere osv bliver der sagt – uden at nogen fortrækker en mine. De taler også ret hårdt indbyrdes om fx jøder, muslimer og kristne.

Det giver altså ikke mening, at de unge ikke kan tåle at høre nonsens som at en bestemt religion/bestemt slags religiøse kan ødelægge en hel verdensdel.

Det ved alle da ikke kan lade sig gøre – eller gør de? Nej, det ved man måske ikke, hvis man er uden historisk viden og uden almen dannelse. Og der er vi fremme ved sagens kerne.

Udskolingselever i dag er – uanset religion – simpelthen ikke klædt ordentligt på, når det kommer til viden om historie, religion og samfund, og det gør dem til lette ofre for ikke kun nonsens som det her, men også for lette løsninger på komplicerede problemstillinger som fx dem som alle fundamentalister tilbyder, hvad enten de enøjede er muslimer, kristne, ateister, højre – eller venstreorienterede.

Og dét er helt til at græde over … og svigtet ligger hos både skole og forældre.

For begge har en pligt til at lære børnene/de unge om det samfund, som de lever i. Om sammenhænge, ansvar, pligt, demokrati og kritik – og om at se mennesket før noget som helst andet. For dét er en mangelvare i dagens Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

London Bridge og ramadanen

Udgivet den af
Svar

I skrivende stund er det ikke bekræftet fra myndighedernes side, at der var tale om et terrorangreb på London Bridge, som er nabo-broen til Tower Bridge.

Men når en varebil med en fart, der bliver anslået til cirka 80 km i timen med vilje kører ind i en menneskemængde på en bro i en europæisk hovedstad, så er det nærliggende at tro, at der er tale om terror … også fordi der pt. sker og er sket andre “hændelser”, som det kaldes, i den engelske hovedstad, som involverer både skud og lange knive.

Den gamle børnesang om “London Bridge is falling down” er derfor blevet aktuel på en mere end uhyggelig måde – og er dermed endnu en reminder om de tider, som vi lever i.

Ikke at vi behøver en sådan reminder om tidens tegn af vold, had og drab  .. slet ikke.

Hvad vi behøver er derimod remindere om, at vi alle er mennesker, og at mangfoldighed er et plus – og at nysgerrighed er godt.

Som fx idag, hvor jeg i svømmehallen talte med den arabiske livredder, der er muslim og derfor pt. holder ramadan, og som kunne fortælle om, hvordan især hans duftsans bliver skærpet i disse uger, men også hvordan det at faste gør, at han i store dele af resten af året har megen fokus på, hvad han spiser – og om han spiser det rigtige for at holde sig sund.

Altså en helt anden vinkel på ramadanen end den religiøse. For det er samtale, der ikke kun gør klogere – det også nuancerer. For virkeligheden er ikke kun uhyrlighederne som den på London Bridge og de andre steder i London i aften/nat. Den er også og især de mennesker, som vi hver især møder – og ikke mindst hvordan vi møder dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Oprør mod krænkelseskulturen

Udgivet den af
Svar

Det er på tide at sige NEJ og STOP.

For vi lever i et samfund, hvor det tilsyneladende er meget let at føle sig krænket – og det gælder hele vejen rundt.

Ateister krænkes af religiøse symboler som kors, davidsstjerner og muslimske bedekranse. HOLD JERES RELIGION FOR JER SELV, lyder det. Dertil kommer, at tolerancen overfor dem med en anden religion langtfra altid er stor hos en del religiøse.

Andre krænkes af religiøse-kulturelle symboler som muslimske tørklæder, jødiske kippa´er osv. Nogle endda i en grad, så de siger grimme ting – eller ligefrem spytter på andre – eller det, der er værre.

Nogle kvinder krænkes også af, at de selv eller andre kvinder ikke længere kan svømme alene i svømmehallen.

Der er også de forældre, som krænkes, hvis maden i børnehaven ikke er halal – eller som krænkes, hvis den er halal.

Og så videre – og så videre.

Det er skruen uden ende – og det fungerer ikke. Vi er nødt til at gøre oprør mod krænkelseskulturen.

For nok skal ingen finde sig i at blive direkte chikaneret eller angrebet. Det er også ulovligt og skal politianmeldes.

MEN vi lever i et demokratisk og åbent samfund, og her du´r det slet ikke, når stadig flere – som små, forkælede møgunger – vil have, at alt og alle skal indrette sig efter dem og deres måde at være og leve på.

Så JA, vi skal kunne gå med kors, davidsstjerner, rosenkranse og bedekranse, tørklæder og kippa´er – og ja, vi skal kunne svømme, løbe, danse osv sammen, både mænd og kvinder, børn og gamle – og nej, ingen kan forlange sær-mad. Kan man ikke lide menuen, så må man selv have madpakke med.

Krænkelseskulturen skal stoppes NU – den ødelægger sammenhængskraften i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Integrationens gåde

Udgivet den af
Svar

Flygtninge skal i job fra dag 1, siger socialdemokraterne i nyt, politisk udspil – og der er på Christiansborg en bred enighed om, at et job er vejen til integration i det danske samfund.

Men er det nu så simpelt? Er et job altid vejen til at blive integreret? Og hvad vil det sige at blive integreret?

Er det at være overbevist om demokratiets fortræffeligheder? I så fald er det et problem for de cirka 40% af alle muslimer, der mener, at Koranen skal have en central plads i dansk lovgivning. Læs mere her: http://politik.tv2.dk/2015-10-19-fire-ud-af-ti-danske-muslimer-loven-boer-bygge-paa-koranen

Eller er integration at være tolerant og rummelig overfor andre kulturer og religioner? I så fald kan man med rette anføre, at mange også født i Danmark af danske forældre, der hedder fx Jensen og Hansen, på ingen måde er integreret.

Så måske er det ikke så enkelt. Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at det at få et job er godt for den enkelte og den enkeltes eget selvværd. MEN – for der er stadig et men.

De job, som man vil give flygtninge, er tredjerangs-jobs, som flygtningene i øvrigt ikke skal have løn for, men sulte-ydelser, hvis det er på det offentlige arbejdsmarked – eller en lav indslusningsløn, hvis det er det private arbejdsmarked.

Det er ikke i orden. Dels fordi man skal have løn for det arbejde, som man laver – og dels fordi det vil skubbe andre – primært ufaglærte – ud i arbejdsløshed.

Det er med andre ord den sædvanlige del-og-hersk-mentalitet, hvor flygtninge på den ene side og ufaglærte på den anden slås om smulerne – og ingen tænker på at rette skytset hen dér, hvor det burde rettes hen: Mod samfundets top, der år for år rager mere og mere til sig.

For ja, vi har faktisk råd og mulighed for at give ALLE ordentlige vilkår, hvis vi blev bare lidt bedre til at deles om goderne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En hvid mand føler behov for at tage afstand fra Paris-terror

Udgivet den af
Svar

Jeg vil som mand gerne tage afstand fra den terror, der er begået i Paris. Bemærk at det kun er MÆND som har deltaget – og derfor må jeg som mand tage afstand fra deres gerninger, da de ikke har handlet på mine vegne som mand …

Lyder det åndssvagt? Så tænk over alle de muslimer der som “vi” ønsker tager afstand fra de islamiske terroristers gerninger! Er det ikke lige så åndssvagt?

Det, der i virkeligheden er åndssvagt i dette, er: At vi – der ikke er muslimer – nu frygter muslimer pga. nogle få gale muslimers værk. Det vil svare til, at alle kvinder og børn nu frygter mænd pga nogle få gale mænds værk.

Hvis du stadig synes mit opslag er åndssvagt, så er det sikkert, fordi du kender mange mænd som er flinke. Og du kender sikkert ikke mange muslimer, som er flinke … fordi du ikke kender nogle muslimer! Det er faktisk den eneste grund til, at kvinder lige nu ikke frygter mænd, men at vi alle frygter muslimer!

(Nu har jeg skrevet “ingen”, “alle” osv i indlægget. Det er naturligvis mere nuanceret, men jeg regner dig som læser klog nok til at fange pointen alligevel).

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-udvikler

Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård

Udgivet den af
1

I dag flager Danmark på halv. To af landets sønner er døde. De kommer ikke til at opleve foråret, når det om kort tid kommer til landet.

Deres liv blev taget fra dem af en tredje mand, der fejt skød dem, fordi de ikke var som ham, mente som ham, tænkte som ham og troede som ham.

Den første, Finn Nørgaard, var filmmand og troede på ytringsfrihed og integration.
Den anden, Dan Uzan, var jøde og passede på 80 andre jøder til en fest i synagogen.

De to mænd var ikke farlige. Det var deres morder derimod. Men ikke fordi han var muslim.

For der findes ingen tro, ingen religion, ingen ideologi, der er farlig. Det er mennesker, der er farlige – og især når mennesker mangler evnen til at se udover sig selv og får et våben i hænderne bliver de dødens farlige.

I dag sørger vi, i dag mindes vi med Grundtvigs ord:  

Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård!
Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.

Ære være Finn Nørgaards og Dan Uzans minde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Indenfor murene”

Udgivet den af
1

Hvor gik Nora hen, da hun gik ud,? spørger man altid om, når man har set Ibsens ”Et dukkehjem”.

På vej hjem efter at have set nationalklassikeren ”Indenfor murene” på Folketeatret er det derimod ligeså naturligt at spørge om, hvor den jødiske datter Esther og hendes kristne forlovede Jørgen gik hen, mens den jødiske patriark Adolf Levin gik i seng – og den jødiske moder Sara grædende bad om lykke til sit barn.

Man kan selvfølgelig gå til Bent Fabricius-Bjerres musical Esther. Men man kan også søge svaret andetsteds, søge det udenfor teatermurene, udenfor synagogens, kirkens – og i vor tid moskéens mure.

For nok gik det unge par, der spilles overbevisende af Sofia Nolsøe og Jesper Dupont, ud for at søge kærlighedens lykke langt væk fra religionen. Men hvor langt væk kunne de gå en tid, hvor de begge var mere end på forkant med deres oprør mod forældrene og religionen?

Og kan man nogensinde – også i 2015 – for alvor flygte fra sine rødder og sin barndom? For er der ikke indeni os alle tykke, mentale mure? Mure, der aldrig rigtig kan rives ned – men kun slås hul i?

Men måske kan vi også nøjes med hullerne – på scenen og i det virkelige liv?

For ”Indenfor murene” handler om det virkelige liv i 1912 – og i 2015. Det handler om mennesker. Det handler om kærlighed. Det handler om rødder. Det handler om fortid, nutid og fremtid. Det handler om konflikter mellem mennesker – og måske allermest om vigtigheden af evnen til at række ud, især udover sig selv.

Det handler om dig og mig – og alle andre, uanset om vi er jøder, kristne, muslimer eller ateister. For vi har alle rødder og alle forældre – og mange af os har også børn og nogle endda også børnebørn. Vi har alle de samme grundvilkår som mennesker – og derfor mere der samler end skiller os.

Vi kan alle spejle os i hinanden, uanset om vi kommer i kirken, synagogen, moskéen – eller sidder under et grønt træ.

Det ser man for alvor, når der slås hul på murene – og man i stedet for fordomme og stereotyper ser hinanden som de forskellige mennesker af kød og blod, som vi er først, sidst og indimellem. Når man søger forståelsen og forklaringen som den jødiske søn Hugo gør det så glimrende, selvom de andre i familien Levin slet ikke lytter til hans visdomsord.

I en senere tid – skuespillet er skrevet i 1912 – burde Hugo også være blevet fredsforhandler i Mellemøsten. Men i den velhavende jødiske Levin-familie i tiden op til 1. verdenskrig er han læge og hans bror forretningsmand ligesom faderen, der spilles med en fantastisk autoritet og nerve af Waage Sandø fra han træder ind til sabbatten til han sidst i stykket går i seng.

Men i enhver jødisk familie er moderen omdrejningspunktet, både når hun tænder lysene til sabbatten og ellers. Og det er dansk teaters største skuespillerinde Ghita Nørby også i Folketeatrets ”Indenfor murene”.

I hver en bevægelse, hver en tone, hver en mimik ER hun Sara Levin, den jødiske mor, der elsker sin familie overalt på jorden og gør alt, hvad hun kan for at sikre alle lykken – og freden indenfor murene.

Men freden brydes og livet laves om. Først da datteren tro mod tidens stigende bevidsthed og kamp for kvindens rettigheder kommer for sent hjem til middagen – og endnu mere, da det nødvendige opgør med etatsråden, mesterligt spillet af Preben Christensen, finder sted.

Der slås hul på murene, og det gøres så eftertrykkeligt, at forestillingen sidder i én længe efter, at man har forladt teatret og er gået hjem i en nutidig vinteraften i endnu en tid, hvor mennesker bygger mure og ser religioner og fordomme, før de ser mennesker.

Og i øjeblikket desværre mere end i mange årtier.

Henri Nathansens stykke er med andre ord mere aktuelt end det har været længe – og Danmarksbloggen giver det i Folketeatrets sprudlende og stærkt bevægende version fem store stjerner ud af fem mulige.

Endelig skal nævnes forestillingens program. Normalt er et program ikke noget, som der er grund til at nævne i en anmeldelse. Men her er der. Endda stor grund.

For programmet til Folketeatrets ”Indenfor murene” er mere end blot flotte billeder og baggrundsinformation. Det er en guldgrube af substans, af tanker og betragtninger over stykket og dets mening og morale – leveret af både Ghita Nørby, Herbert Pundik og Thomas Bendixen.

Danmarksbloggen anbefaler derfor ikke kun på det varmeste at se stykket, men også at købe programmet, gemme det og finde det frem igen og igen – især når man føler behov for at blive husket på, at livet først og fremmest handler om mennesker, samvær og mangfoldighed – og ikke om religioner og ideologier.

”Indenfor murene” spiller frem til 11. april på Folketeatret. Det er Thomas Bendixen, der har instrueret, og Maja Ravn, der har stået for scenografien. Steen Larsen er manden bag lyddesignet, mens Lars Schou har stået for lysdesignet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk