Ja til ligeløn og nej til p-piller

Det er i dag d. 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, og spørgsmålet er stensikkert: Har kvinderne stadig brug for en international kampdag?

Svaret er et rungede ja.

For vi mangler stadig – og her nævnes kun de to vigtigste ting:

LIGELØN – for selvom det er 40 år siden, at loven om lige løn for lige arbejde blev vedtaget, så halter kvinderne stadig efter mændene rent lønmæssigt.

EN PRÆVENTION, DER IKKE ØDELÆGGER OS – p-pillen blev i sin tid anset som kvindefrigørende, men prisen har været alt for høj; Blodpropper, hormonforstyrrelser og depression. Kvinder betaler nemlig stadig med deres liv og helbred for, at mænd kan droppe kondomet. Men det skal stoppe. For kvindens krop tager skade af at være i en kunstig kemisk balance gennem mange år, og manden ønsker vel ikke, at hans kone og børns mor dør i en tidlig alder, bare fordi det hele så var nemmere for ham i sengen?!

Dertil kommer, at mandsdominerede erhverv som finans og medier stadig er højere betalte og mere ansete end tilsvarende kvindeerhverv, der også kræver viden og specialisering. For det er sådan, at et erhvervs status falder, hvis der kommer flere kvinder end mænd ind på området – se bare på lægerne og præsterne, som engang var højstatus, men ikke er det mere, nu hvor der er flere kvindelige end mandlige studerende på medicin og teologi.

Kvinder fravælges også stadig i stor stil til bestyrelsesposter og andre magtfulde erhverv. Og så er der den generelle forskel på løn og anseelse mellem kvinder og mænd, hvad man for eksempel ser på, hvad en håndværker og en sygeplejerske tjener. For det gælder hele vejen rundt, at mænds arbejde anses som mere værd end kvinders.

Samtidig på hjemmefronten er situationen den, at mange kvinder (trods mændenes højlydte brokken sig i disse år) stadig udfører dobbeltarbejde, mens han lægger på sofaen og beklager sig over, at hende konen/kællingen/madammen styrer det hele.

Må Danmarksbloggen derfor foreslå manden at komme op af sofaen og slå i bordet og kræve sin ret til at skifte bleer, vaske gulv og købe ind? Undertegnedes bud er, at de fleste kvinder hellere end gerne giver det fra sig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En hvid mand føler behov for at tage afstand fra Paris-terror

Jeg vil som mand gerne tage afstand fra den terror, der er begået i Paris. Bemærk at det kun er MÆND som har deltaget – og derfor må jeg som mand tage afstand fra deres gerninger, da de ikke har handlet på mine vegne som mand …

Lyder det åndssvagt? Så tænk over alle de muslimer der som “vi” ønsker tager afstand fra de islamiske terroristers gerninger! Er det ikke lige så åndssvagt?

Det, der i virkeligheden er åndssvagt i dette, er: At vi – der ikke er muslimer – nu frygter muslimer pga. nogle få gale muslimers værk. Det vil svare til, at alle kvinder og børn nu frygter mænd pga nogle få gale mænds værk.

Hvis du stadig synes mit opslag er åndssvagt, så er det sikkert, fordi du kender mange mænd som er flinke. Og du kender sikkert ikke mange muslimer, som er flinke … fordi du ikke kender nogle muslimer! Det er faktisk den eneste grund til, at kvinder lige nu ikke frygter mænd, men at vi alle frygter muslimer!

(Nu har jeg skrevet “ingen”, “alle” osv i indlægget. Det er naturligvis mere nuanceret, men jeg regner dig som læser klog nok til at fange pointen alligevel).

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-udvikler

Historien om den sultne mand

Danmarksbloggen har modtaget følgende historie fra en af sine trofaste læsere:

Der var engang en mand. Han levede et sted, hvor der ikke var meget mad, og han var altid sulten. Alle var enige om, at det var meget synd for ham.

Men mange syntes ikke, at de havde mad nok til sig selv – og de ville derfor ikke dele med manden.

En dag kom manden så til et sted, hvor der var mad. Masser af mad! Faktisk så meget mad at han tænkte, at nu skulle han aldrig mere sulte! Og manden begyndte at spise. Og han spiste en masse.

Men hvis nogen spurgte, om de også måtte få noget af maden, svarede manden nej. For han var bange for, at hans mad pludseligt skulle slippe op. Og han blev ved med at spise. Til sidst spiste han så meget, at hans krop slet ikke kunne finde ud af, at han var mæt

Så nu var manden pludselig sulten hele tiden! Alverdens mad havde ikke gjort ham lykkelig!

Der var engang en mand. Han levede et sted, hvor der ikke var mange penge, og han var hele tiden fattig. Alle var enige om, at det var meget synd for ham ………

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent