IT-mand: Lad os rose de unge for deres klima-indsats

I øjeblikket florerer der et “skriv” på Facebook med en tekst til de ”Kære klimastrejkende unge”. Her remses flere ting op, såsom at de unge skal fortælle deres lærere og forældre, at de fra nu af ikke vil køres til skole, træning og venner. At de ikke vil have så mange lommepenge til forbrug. At de ikke vil spise junk-food og slet ikke kød. Og sådan fortsætter tråden med at remse op, hvilke klimavenlige tiltag de unge bør tage.

Der er ingen tvivl om, at tråden IKKE er ment som et bibliotek af gode råd til et forbedret liv. Men mere er lavet for at drille eller mobbe de unge og fortælle, at de ligeså godt kan give op med ”deres pjat”.

Men hør her. For det første så tager de unge et ansvar. Og de viser initiativ. Det bør de roses for. Og så er det hele en proces, som tager tid. Ligesom en slankekur!

Jeg ved jo godt, at jeg skal tabe mig 15 kg. Og jeg ved, at jeg skal undlade at drikke sodavand, øl, vin og café latte. Spise sundere og undgå den fede mad og kager. Og dyrke noget mere motion.

Hvis jeg skulle implementere alle disse ændringer i morgen, så var min slankekur død i overmorgen! Ikke fordi jeg havde tabt 15 kg, men fordi jeg ville løbe sur i alle disse krav og forventninger.

Og hvis mine omgivelser vælger at rose mig, hver gang jeg siger ”nej tak” til en kage i stedet for at skose mig, når jeg siger ”ja tak” til en café latte, så er chancen der for, at jeg om noget tid rent faktisk har tabt mig.

Og ligesådan er det med vores unge, der kæmper for miljøet: Lad os rose dem for alle de tiltag, de gør for at redde vores allesammens klode i stedet for at skose dem for, at de engang imellem ønsker at bliver kørt til træning.

Og lad os så lige blive lidt inspirerede af deres entusiasme, og SELV vælge at lave nogle små, klimavenlige tiltag! Fx KUNNE jeg vælge kun at tage bilen på arbejdet, når det virkeligt var nødvendigt, og ikke bare fordi det er en luksus, som jeg synes, at jeg har fortjent.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

Historien om den sultne mand

Danmarksbloggen har modtaget følgende historie fra en af sine trofaste læsere:

Der var engang en mand. Han levede et sted, hvor der ikke var meget mad, og han var altid sulten. Alle var enige om, at det var meget synd for ham.

Men mange syntes ikke, at de havde mad nok til sig selv – og de ville derfor ikke dele med manden.

En dag kom manden så til et sted, hvor der var mad. Masser af mad! Faktisk så meget mad at han tænkte, at nu skulle han aldrig mere sulte! Og manden begyndte at spise. Og han spiste en masse.

Men hvis nogen spurgte, om de også måtte få noget af maden, svarede manden nej. For han var bange for, at hans mad pludseligt skulle slippe op. Og han blev ved med at spise. Til sidst spiste han så meget, at hans krop slet ikke kunne finde ud af, at han var mæt

Så nu var manden pludselig sulten hele tiden! Alverdens mad havde ikke gjort ham lykkelig!

Der var engang en mand. Han levede et sted, hvor der ikke var mange penge, og han var hele tiden fattig. Alle var enige om, at det var meget synd for ham ………

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

Anerkendelsens betydning

Danmarksbloggen har modtaget flg. fra en af sine trofaste læsere – og skribenter:

En konsulent var på besøg på min arbejdsplads forleden dag. Jeg kendte ham ikke særligt godt, men han havde været så venlig at tage kage med til os alle. Jeg takkede pænt nej, med henvisning til at jeg er for tyk og derfor holder mig fra kage. Jeg fik at vide, at jeg da sagtens kunne tage et stykke – jeg kunne jo bare løbe en ekstra tur. Jeg forklarede så, at motion ikke var så ligetil for mig, hvilket medførte en belæring om, hvordan mine indre organer kun ville have godt af, at jeg rørte mig – og at man ikke kan styre alt med maden.

Se, det afførte en lang tankerække hos mig, som jeg vil prøve at dele. Manden kender mig ikke. Han kender derfor heller ikke min forhistorie. Han har naturligvis ret i, at motion er godt for mig. Og jo, jeg bevæger mig skam også – men det er gåture og ikke løbeture – og lige nok til at sundhedsmyndighederne siger, at det er tilstrækkeligt til, at mine indre organer har det fint.

For hvad den fremmede konsulent ikke ved er, at jeg har gigt i knæene – og i øjeblikket går til kiropraktor for at få udbedret min nakke og ryg, så jeg ikke længere har konstante smerter. Faktisk så gør jeg det så godt, som jeg kan i min nuværende situation. Jeg kæmper endda for at få det bedre, så jeg forhåbentlig en dag – udover at passe mit arbejde – kan cykle en lang tur uden at knæene gør ondt, og uden at jeg skal tage smertestillende piller for at falde i søvn pga. nakke/ryg-smerter. Og jeg er kommet ret langt, hvis jeg selv skal sige det. I går vaskede jeg køleskabet fuldstændigt fra top til tå, og jeg fik også ordnet et køkkenskab, før jeg kunne mærke smerterne komme snigende. Så jeg holdt en pause til i dag, hvor jeg så kunne fortsætte. Igen uden at det kræver smertestillende.

Men det her drejer sig jo ikke kun om mig og min gigt.

Det drejer sig om samfundet og den måde, som vi møder vores medmennesker på. Jeg kender fx en del, som synes, at ”dovne Robert” og ”fattig-Carina” bare skal tage sig sammen og komme i gang med at lave noget. Og dét hellere i går end i dag.

Robert og Carina har begge det tilfælles, at de har valgt at stille sig frem i offentligheden og fortælle om sig selv. Til offentlig beskuelse, spe og spot. Jeg siger ikke, at de ikke kunne yde mere end de gør. Men jeg siger heller ikke, at de ikke yder det, som de kan. For jeg kender dem ikke. Jeg kender ikke deres baggrund. Jeg ved ikke, hvad de har været igennem. Jeg kan ikke dømme dem.

Jeg kender derimod en masse mennesker, der har masser af succes i deres arbejde. Jeg er selv en af dem. Og ja, vi har knoklet for at nå dertil. Undervejs har vi mødt andre, som har smilet og nikket anerkendende til os, fordi vi har knoklet. Det har motiveret os og gjort os i stand til at knokle videre.

Men ikke alle, jeg kender, er endt med succes. Jeg kender også flere, som sidder i små lejligheder uden arbejde. De har også knoklet. De har bare ikke haft samme held som os andre undervejs. Ingen har nikket og smilet til dem – de er derimod blevet set ned på for at råbe for højt af deres børn, når filmen er knækket for dem.

Men de mennesker har også knoklet. Men de får ingen anerkendelse for det. Tværtimod så sammenlignes de med Robert og Carina. Og de evner ikke alle at forklare, hvorfor de ikke er som fordomme om Robert og Carina er.

Derfor: Hvis nu vi alle kunne prøve at tænke bare lidt mere positivt om vores medmennesker. Bare lige prøve at give dem en chance. Måske endda spørge om vi kan hjælpe dem med noget. Så kan det faktisk være, at de, der nu ser ned på Robert- og Carina-typerne, en dag vil opdage, at de mennesker knokler lige så meget som alle andre, bare med meget værre odds, da ingen anerkender deres kamp.

Med ønsket om en god Kristi Himmelfart lige om lidt – og større tolerance i hverdagen.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

Dét ønsker danskerne for Danmark i 2014

Danmarksbloggen har spurgt seks danskere, hvad de ønsker for Danmark i 2014.

Her er deres svar:

Anna Luise Langguth, ba. scient. san. publ.:
For Danmark 2014 vil jeg ønske, at vi får fokus på og offentligt får en diskussion om vores velfærdssystem. Hvor er vi på vej hen? Skal vi stoppe op og reetablere eller skabe en ny model?
Det er min opfattelse, at vores offentlige system i dag er skåret til kanten af, hvad der er forsvarligt. Sporadiske forsikringsmuligheder opstår, men jeg vil ønske, at vi får en offentlig anerkendelse af den liberalistiske retning, som vores velfærd tager – og hvad det indebærer for befolkningen. Er a- og b-hold det, som vi vil med vores samfund?
Hvad vil det indebære at reetablere versus hvor ønsker vi at være på vej hen?

Katrine Paludan Kristensen, privatskolelærer:
Naturligvis har jeg et væld af ønsker for vores land og for os alle sammen. Det hårde nu er, at jeg skal vælge blot ét ønske. Jeg er i Sartres forstand fordømt til frihed her, og det er så lige netop noget i den retning, som jeg vælger at ønske mig mere af i mit land: Frisind:
Jeg ønsker mig et større frisind blandt alle i vores land. Med et frit sind udebliver vores fordomme, vores grad af respekt for forskelligheder øges, vores forsøg på forståelse bliver naturligt større og vi får deraf bedre mulighed for at rumme og nå hinanden. Ad denne vej ønsker jeg mig, at frisindet giver kærligheden mellem os alle langt bedre betingelser end der har været hidtil.

Brian Holmstrøm, arbejder på plejehjem:
Mit største ønske for Danmark handler om, hvordan vi er overfor hinanden. De mange år under borgerligt styre har fremelsket konkurrencefølelsen i folk. Eller rettere følelsen: “Mig selv frem for alt”.
Man ser det flere og flere steder, hvordan egoismen er trådt i karakter. Lige fra små, manglende empatiske handlinger mennesker imellem til den hadske tone, som man ser på internettet. I mange mindre lødige TV-udsendelser handler det også kun om at tage de andre i bagdelen for at fremme sin egen sag. Ja, det er i sådan et omfang, så man kunne få mistanke om et koordineret angreb på fællesskabsfølelsen.
Jeg vil ønske, at det igen bliver in at være solidarisk og holde sammen. Der er noget, som vi har glemt i de hastige år, hvor man gik og ragede til sig uden tanke på andet. Det ville være dejligt, hvis det ikke blev fremhævet som en god egenskab med alle midler at møve sig frem før andre.
Den dag vi forstår, at alle hjulene i en gearkasse er der for et formål, så vil maskinen køre meget bedre.
Hold sammen, Danmark. Godt nytår.

Yasmin Anette Kristensen, ansat i shippingbranchen og bosat udenfor Danmark:
Mit ønske for Danmark i 2014 er, at danskerne opdager, hvor dejligt det er at være dansker og bo i Danmark.
I Danmark kan man udtrykke sin mening på de sociale medier uden frygt. I Danmark lytter politikerne stadigvæk til befolkningen og ændrer mening/lovgivning, når flertallet kræver det.
Jeg ønsker, at vi i Danmark fortsætter med at være danske og bliver ved med at dele velfærden, hvor der er behov for det og tænke på vores medmennesker. Men også at vi husker på at nyde Danmark og være stolt over det at være dansker.

Ole Frederiksen, IT-konsulent og udvikler: 
Jeg ønsker, at vi i 2014 får flere ærlige politikere i Danmark. Politikere, der tør stå inde for deres egne valg og holdninger. Politikere med integritet. To eksempler på ærlighed og integritet i dansk politik i 2013 var:
1. Enhedslisten, der i finanslovsforhandlingerne valgte at stå fast på deres principper.
2. Dansk Folkeparti, der vedstår at loven på udlændingeområdet er, som de mener, at den skal være – til trods for at medierne finder et eksempel med Im, som blev udvist af Danmark.
Jeg er absolut ikke enig med Dansk Folkeparti, men de skal helt klart have kredit for, at de i dette eksempel står inde for den lovgivning, som de selv har fået vedtaget.

Virginia Høhling, pædagog:
Jeg kunne godt tænke mig, at der kom mere fokus på det personlige ansvar.
F.eks at man tænkte sig om, inden man satte børn i verden. Har jeg indrettet mit liv, så det passer til at have børn? Har jeg overskud til dem? Gider jeg dem? Eller vil jeg hellere gå op i karriere, venner og alt muligt andet?
For døgnet har kun 24 timer – og man kan ikke nå det hele. Den der med kvalitetstid er en myte. Når det drejer sig om børn, fordrer kvalitet også kvantitet.
Og det sidste det danske samfund har brug for er generationer af grænseløse og ego-styrerede børn og unge, der kun tænker på sig selv og egne mål. Dem har vi allerede rigeligt af i dag – og vel at mærke i alle sociale grupper.
Så mit ønske er, at vi alle – også os, der ikke er børn og unge – lærer at tænke mere på andre end os selv og at give denne værdi videre til de kommende generationer. For hvordan man lever i et forpligtende fællesskab er også noget, der skal læres.

Redigeret af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk