Anerkendelsens betydning

Danmarksbloggen har modtaget flg. fra en af sine trofaste læsere – og skribenter:

En konsulent var på besøg på min arbejdsplads forleden dag. Jeg kendte ham ikke særligt godt, men han havde været så venlig at tage kage med til os alle. Jeg takkede pænt nej, med henvisning til at jeg er for tyk og derfor holder mig fra kage. Jeg fik at vide, at jeg da sagtens kunne tage et stykke – jeg kunne jo bare løbe en ekstra tur. Jeg forklarede så, at motion ikke var så ligetil for mig, hvilket medførte en belæring om, hvordan mine indre organer kun ville have godt af, at jeg rørte mig – og at man ikke kan styre alt med maden.

Se, det afførte en lang tankerække hos mig, som jeg vil prøve at dele. Manden kender mig ikke. Han kender derfor heller ikke min forhistorie. Han har naturligvis ret i, at motion er godt for mig. Og jo, jeg bevæger mig skam også – men det er gåture og ikke løbeture – og lige nok til at sundhedsmyndighederne siger, at det er tilstrækkeligt til, at mine indre organer har det fint.

For hvad den fremmede konsulent ikke ved er, at jeg har gigt i knæene – og i øjeblikket går til kiropraktor for at få udbedret min nakke og ryg, så jeg ikke længere har konstante smerter. Faktisk så gør jeg det så godt, som jeg kan i min nuværende situation. Jeg kæmper endda for at få det bedre, så jeg forhåbentlig en dag – udover at passe mit arbejde – kan cykle en lang tur uden at knæene gør ondt, og uden at jeg skal tage smertestillende piller for at falde i søvn pga. nakke/ryg-smerter. Og jeg er kommet ret langt, hvis jeg selv skal sige det. I går vaskede jeg køleskabet fuldstændigt fra top til tå, og jeg fik også ordnet et køkkenskab, før jeg kunne mærke smerterne komme snigende. Så jeg holdt en pause til i dag, hvor jeg så kunne fortsætte. Igen uden at det kræver smertestillende.

Men det her drejer sig jo ikke kun om mig og min gigt.

Det drejer sig om samfundet og den måde, som vi møder vores medmennesker på. Jeg kender fx en del, som synes, at ”dovne Robert” og ”fattig-Carina” bare skal tage sig sammen og komme i gang med at lave noget. Og dét hellere i går end i dag.

Robert og Carina har begge det tilfælles, at de har valgt at stille sig frem i offentligheden og fortælle om sig selv. Til offentlig beskuelse, spe og spot. Jeg siger ikke, at de ikke kunne yde mere end de gør. Men jeg siger heller ikke, at de ikke yder det, som de kan. For jeg kender dem ikke. Jeg kender ikke deres baggrund. Jeg ved ikke, hvad de har været igennem. Jeg kan ikke dømme dem.

Jeg kender derimod en masse mennesker, der har masser af succes i deres arbejde. Jeg er selv en af dem. Og ja, vi har knoklet for at nå dertil. Undervejs har vi mødt andre, som har smilet og nikket anerkendende til os, fordi vi har knoklet. Det har motiveret os og gjort os i stand til at knokle videre.

Men ikke alle, jeg kender, er endt med succes. Jeg kender også flere, som sidder i små lejligheder uden arbejde. De har også knoklet. De har bare ikke haft samme held som os andre undervejs. Ingen har nikket og smilet til dem – de er derimod blevet set ned på for at råbe for højt af deres børn, når filmen er knækket for dem.

Men de mennesker har også knoklet. Men de får ingen anerkendelse for det. Tværtimod så sammenlignes de med Robert og Carina. Og de evner ikke alle at forklare, hvorfor de ikke er som fordomme om Robert og Carina er.

Derfor: Hvis nu vi alle kunne prøve at tænke bare lidt mere positivt om vores medmennesker. Bare lige prøve at give dem en chance. Måske endda spørge om vi kan hjælpe dem med noget. Så kan det faktisk være, at de, der nu ser ned på Robert- og Carina-typerne, en dag vil opdage, at de mennesker knokler lige så meget som alle andre, bare med meget værre odds, da ingen anerkender deres kamp.

Med ønsket om en god Kristi Himmelfart lige om lidt – og større tolerance i hverdagen.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

Ord, som skal ud af det danske sprog

Forrige fredag skrev Danmarksbloggen om gamle danske ord, som var på vej ud – men som fortjener at blive i det danske sprog:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3876

I dag skal det handle om de ord, nye som gamle, som bruges altfor meget i Danmark. Ord, som skal UD AF SPROGET, da de udelukkende fodrer de fordomme og skel mellem mennesker, som der i forvejen er så altfor mange af.

Eksempler på ord, som intet godt gør, er:

Tøsefornærmet: Et udtryk, der signalerer, at kvinder (i modsætning til mænd) bliver fornærmet over ingenting, og at det behøver man sådan set ikke tage sig af. Det er jo “bare” en tøse-fornærmelse. Altså en grov nedvurdering af kvinder og deres følelser – og dermed også til kvinders ret til at blive vrede og sure og vise deres følelser.

Bøsserøv: Ordet bruges nedladende om homoseksuelle mænd, som chikaneres ene og alene pga deres seksualitet. Andre tilsvarende nedladende ord for homoseksuelle, både mænd og kvinder, er svans, bøssekarl, lebbe og betonlebbe. Men hvor mange gange skal det siges, at homo-, bi- og transseksuelle har ligeså meget ret til at leve et liv i fred og frihed som heteroseksuelle?!! Ligeså meget ret til at vise deres kærlighed offentligt, ligeså meget ret til alt muligt. For kærlighed og erotik handler ikke om køn, men om mennesker.

Smatso: Endnu et nedladende ord, som nogle mænd synes det er okay at bruge om kvinder. Det er i øvrigt en velkendt metode at kalde dem, som man gerne vil nedgøre, noget med dyr. Men det er bare ikke i orden, hverken over for menneskene eller dyrene.

Rundetrunte: Der var engang, hvor en trunte var en sød, lille pige. Idag er en rundetrunte en ung pige, der har haft mange og hyppigt skiftende sex-partnere. Der er altså tale om en nedvurdering af kvinden og hendes soleklare ret til at have sex med ligeså mange mænd/kvinder, som hun ønsker – uden at det siger noget som helst om hendes evner og egenskaber – og værdi som menneske.

Perker: Udlænding som regel af mellemøstlig herkomst. Ordet et desværre blevet så integreret i det danske sprog, at det også bruges af dem, som der tænkes på, når det siges. Ja, det har tilmed skabt en variant, nemlig plastic-perker, som er en ung som regel mand af etnisk dansk oprindelse, der taler og opfører sig om en dansker af mellemøstlig oprindelse. Men hvad enten vi taler perkere, plastic-perkere eller noget tredje, så laver ordet skel mellem mennesker, der bor og lever sammen i Danmark.

I min optik: Et af mange smarte ord og udtryk, som ivrigt bruges af de grupper, der gerne vil fremstå lidt klogere, lidt smartere end andre. Men man kan ligeså sige efter min mening. Det dækker præcist det samme, og alle forstår det. Og sådan er det med alle lignende ord og vendinger. Det er med garanti en måde, som det samme kan siges på med almindelige danske ord, som alle forstår.

Dovne-Robert og Fattig-Karina: To danskere, som for mange er lig med ALLE på kontanthjælp og andre overførselsindkomster. To danskere, som på uheldig måde i medierne har tegnet billedet af, hvad det vil sige at være nederst i det danske samfund, således så der nu er altfor let spil for dem, der hævder, at der ikke findes nød og fattigdom i Danmark, men kun dovenskab og kræve-mentalitet. Billedet holder selvfølgelig ikke (for der findes stor nød i Danmark), og det bliver kun værre af, når to helt almindelige danskere som du og jeg på den måde udstilles og nedgøres.

Kom gerne med flere ord, som skal ud af det danske sprog.

For fællesskab og sammenhold skabes kun, når vi behandler hinanden med respekt – og dét starter med den måde, som vi taler til hinanden på – og som vi behandler hinanden på.

Se evt. også Danmarksbloggen fra torsdag i sidste uge: http://danmarksbloggen.dk/?p=3978

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk