Endnu en sort …

Endnu en sort melding fra V-regeringen … denne gang den såkaldte 2025-plan, der præsenteres i disse minutter i Spejlsalen …

Statsminister Løkke startede med at sige: “Velfærden er under pres, væksten er for lav, og flygtninge presser vores økonomi. Og alt det kan ikke håndteres med en løsning. Det kræver flere løsninger.”

Han manglede så en vigtig pointe – nemlig at vores velfærd primært presses af den stigende ulighed, som han selv og resten af blå blok har været med til at skabe – samt af alle de mange milliarder, der er forsvundet ud af landet i skattely. 

Så Venstre burde gribe i egen barm – og i dem, der finansierer Venstre, hvis Venstre virkelig ønskede, at der skulle ske noget i dette land, der ville forbedre forholdene for de svage grupper.

Venstres svar på det hele er derfor heller ikke overraskende skattelettelser og besparelser i den offentlige sektor. Denne gang er det så pensionister, SU-modtagere og andre svage grupper, som skal stå for skud.

Pressemødet i Spejlsalen er ikke slut endnu – men Danmarksbloggen vover alligevel at slutte her. For det er blot endnu en sort dag i et land, der bliver mere og mere sort.

Eneste lys i mørket er håbet om et valg – SNART.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

SU´en er garant for et rigt Danmark

Danmark har EET råstof – nemlig viden.

Det er også derfor, at det er helt hen i vejret at spare på uddannelse og forskning.

Og det gælder også SU´en, som der nu foreslås skåret så meget i (fx ved at kandidatdelen skal være et lån, og at hjemmeboende ikke skal kunne modtage SU), at der reelt er tale om en tilbagevendelse til tidligere tiders klassesamfund, hvor kun velstilledes børn har en mulighed for at få en uddannelse.

Og nej, argumentet med Norge holder ikke. I Norge er gennemførselsprocenten for kandidatuddannelsen langt lavere end i Danmark plus at uddannelsen er dårligere.

Og desuden: Så er det ligegyldigt. For som sagt så er uddannelse og viden vores eneste råstof – det som vi skal leve af alle sammen – og derfor er det ikke kun moralsk, men også økonomisk rigtigt at sørge for at alle – uanset om man kommer fra et rigt eller et fattigt hjem – har mulighed for at få en lang uddannelse.

Og til det behøves en god SU til hele uddannelsen … SU´en er simpelthen garanten for et rigt Danmark.

Tallene taler også deres tydelige sprog: 1 krone i SU giver 7,50 kroner tilbage til statskassen!!! Det gør topskattelettelser IKKE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Burkini eller ej

Danmarksbloggen har hovedrystende fulgt debatten om burkini´en. For det siger vel sig selv, at man i frie samfund må gå klædt, som man vil. Så er den ligesom ikke længere. Eller rettere … det burde den ikke være.

Men det er det åbenbart. Nogle hævder således, at burkini´en er et symbol på kvindeundertrykkelse – mens den for andre er et billede på kvindefrigørelse.

I Danmarksbloggens øjne er det vigtigste at se bag om badetøjet så at sige – og se på de mekanismer, som det her i virkeligheden handler om, og det er sager som:

FRIHEDSRETTIGHEDER
ANGSTEN FOR TERROR
HVORDAN VI BEKÆMPER TERROR

Tunge emner, som det er noget mere kompliceret at sætte sig ind i og noget mere svære at forholde sig til end et stykke badetøj. Så det er uden tvivl derfor, at burkini´en fylder så meget i debatten – men det er såre skidt. For vi har virkelig ikke tid til at diskutere badetøj, når verden omkring os brænder …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det robuste samfund

Mange jobannoncer i dag efterlyser såkaldte ROBUSTE medarbejdere – dvs. mennesker, der kan tåle et umenneskeligt pres-, stress- og præstationsniveau, hvilket også er ok, når vi taler om jobs som spioner og den slags.

MEN resten af os burde ikke bydes sådanne arbejdsvilkår. De nedbryder mennesker.  Bruger mennesker op som var vi at sammenligne med en bøtte ketchup – men sådan er det jo. Vi regnes ikke som andet og mere end en produktions- og forbrugsressource i nutidens konkurrencesamfund.

Det vil sige: Så er der dem, der slet ikke regnes med. Alle dem, der ikke (mere) er gamle nok, unge nok, stærke nok, kloge nok, dumme nok og meget mere nok til at være med på konkurrence-vognen. De spises af med krummer – lige mange til stadig at overleve, men for få til at leve et værdigt liv.

For så robust er vores samfund nemlig blevet. Det skal vi ikke være stolte af. Tværtimod skal vi skamme os over, at mennesker udelukkende vurderes ud fra deres værdi som produktionsmidler – og forbrugere.

For det er sådan, at ethvert menneske har den samme værdi, uanset om det er Dronningen eller den hjemløse, statsministeren eller den demente på plejehjemmet, Nationalbankdirektøren eller lille Gerda, 4 år.

Og et samfund skal ikke være robust – det skal være varmt og favnende. At tage sig godt af de små og de svage er et samfunds allervigtigste opgave – og de stærkes allerstørste forpligtelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor melder DF ikke bare rent ud?

Hvorfor melder Dansk Folkeparti ikke bare direkte ud, hvad de ønsker? Nemlig ikke at lukke nogen flygtninge ind – og på den lange bane sende alle muslimer ud af Danmark. 

Nej, i stedet så iklæder partiet sig noget, som de formentlig selv mener, er ganske civiliseret, når de foreslår endnu en portion flygtninge-stramninger som fx at det skal være forbudt at gå med tørklæde i skolen. Den samlede liste ser således ud:

Udvis ved tvivlselv den mindste lille tvivl fører til udvisning af en asylansøger
Lovbrud giver afslag – også selv det mindste lovbrud, så husk cykellygten
Udgangsforbud – selv den mindste utryghed hos de herboende giver udgangsforbud fra flygtningecentret – dvs. bor der bare en enkelt DF´er i området, så har samtlige beboere udgangsforbud
Nul lommepenge, hvis en asylansøger ikke passer sine pligter
Benlås skal skabe ro – altså ikke kun i selvforsvar, men også for at skabe ro
Meldepligt – daglig meldepligt
Ingen gratis tolk – heller ikke hos lægen
Forbud mod religiøs hovedbeklædning – både for lærere og elever
Flere penge før familiesammenføring – flygtninge skal stille en garanti for 100.000 kroner, inden en familiesammenføring
Intet ophold i Danmark uden at kunne dokumentere erhvervserfaring i hjemlandet – det bliver svært for den 14-årige, der er flygtet alene, og ikke ved om vedkommende nogensinde ser sin familie igen
Strengere danskkrav før familiesammenføring – familiesammenførte skal bestå en prøve på niveau med prøven for dansk statsborgerskab i hjemlandet, før de kommer, eller også har de et halvt år til at bestå en danskprøve, når de ankommer
Mere selvforsørgelse, idet den herboende ægtefælle skal have forsørget sig selv i fem år, før vedkommende kan blive ført sammen med sin familie
Find selv bolig – kommunen har intet ansvar. Det er flygtningene selv, der skal finde bolig

Danmarksbloggen er som så ofte før rystet over Dansk Folkeparti – men ikke overrasket. Slet ikke. Tværtimod desværre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Superbia – den værste dødssynd

Vores samfund og sammenhængskraft trues af både ydre og indre fjender.

Ja, skriger højrefløjen: Af Islamisk Stat og andre (muslimske) fundamentalister.
Ja, skriger venstrefløjen: Af den stigende sociale ulighed og brølende liberalisme.

Og det har de vel begge ret i. MEN hverken religiøse mørkemænd m/k eller liberale hulemænd m/k ville kunne stille så meget op, hvis ikke langt de fleste (læs: alle) var grebet af den snert, der hedder MIG, MIG, MIG og så MIG igen.

I gamle dage talte man om de syv dødssynder: Hovmod, vrede, utugt, dovenskab, frådseri, misundelse og griskhed.

Hovmod – superbia – var den værste, for den repræsenterer en selvoptagethed, der for den enkelte betyder, at man erstatter Gud med sit eget jeg. Det er derfor også den dødssynd, der fører til alle de andre seks – på den ene eller anden måde.

Lyder det bekendt? Det tror Danmarksbloggen nok, at det gør. Vi lever i en tid, hvor superbia er blevet den nye religion, som alle ledsaget af diverse ligegyldige selfies jublende bekender sig til. For det handler om MIG, lyder nutidens morale – hvis man ellers kan kalde det en morale.

Men i superbia ligger også kimen til vores samfunds ødelæggelse. Det er derfor på tide at få de syv dyder på banen igen. De er: Tro, håb, kærlighed, mådehold, klogskab, udholdenhed og retfærdighed. Dyder, som Danmark var bygget på fra Kanslergadeforliget og indtil samfundet kæntrede engang i 00´erne under Fogh og Kjærsgaard.

Heldigvis kan – og skal – det bygges op igen, og det starter med hver og en af os. I DAG. Med at JEG og DU skal tænke på VI og OS.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Ø” – et gys af Steen Langstrup

At være strandet på en øde tropeø med kridthvidt sand, svajende palmer og et så langt øjet rækker azurblåt hav – det er da drømmen, ikke? Og allerbedst er det, når det sker i selskab med den, som man elsker. Ja, det lyder unægteligt som det rene Paradis, om at vinde både kærligheden og den store gevinst i Lotto.

Eller nej, måske ikke – i hvert fald ikke, hvis scenen er som i Steen Langstrups nye bog Ø, hvor kæresten, som hovedpersonen Noa endda lige har friet til, ender som et lig på Bounty-stranden. Et lig,  der går både myrer, fluer, almen rigor mortis og forrådnelse i.

For så er Paradiset lige pludselig ikke nær så paradisisk, men snarere et løfte om en langsom og pinefuld død.

Og det hele bliver kun værre af, at Noa er en indadvendt it-nørd, der er uden nogen som helst overlevelsesevner ude i den frie og vilde natur, hvori han er havnet – og hvor både brændende sol, dehydrering, solskoldning og et forrygende og dagslangt uvejr er hverdagskost.

For nok har Noa, der ellers er et ægte barn af Danmarks velordnede samfund, sammen med hans noget mere eventyrslystne, udadvendte og nu afdøde kæreste Selina backpacket over det meste af kloden. Men alligevel kender han åbenbart ikke til verdens farer og til at passe på sig selv og tage de nødvendige forholdsregler, inden man foretager sig noget som helst.

Så ja, Noa er bange – og tør hverken vove sig ud i det store blå på den anden side af de koraller, som han hævder gjorde det af med hans kæreste – eller ind i den sorte urskov, hvorfra de mange lyde ellers fortæller ham, at der er dyr – og dermed mad. Men det skal Noa med den veludviklede fantasi ikke nyde noget af.

Så hellere blive på Bounty-stranden (hos det efterhånden ret stinkende lig, som han ikke kan tage sig sammen til at få begravet), selvom det er en beslutning, der med sikkerhed havde slået ham ihjel på den ene eller anden måde, hvis altså ikke det var, fordi han blev fundet og havnede i et thailandsk fængsel, hvor vi møder ham sammen med ambassadens udsending Line, der er sendt hen for at assistere sin landsmand.

For ja, Selina blev ikke kun fundet død. Hun havde skader efter et voldsomt slag i hovedet, så Noa anklages selvsagt for drabet på hans kæreste – en anklage, der kan føre til en dødsstraf i Thailand. Og selvom Noa hævder, at det ikke er ham, og at parret er blevet svigtet og forladt på øen, så er der ikke nogen, der tror på ham. Heller ikke Line fra ambassaden. Ikke at det overrasker Noa.

”Jeg er jo en udlænding, en fremmed her,” som Noa også selv konkluderer det.

For sådan er det åbenbart i alle paradiser, både dem i troperne og dem i velfærdslandene. En mase usagte regler, interne ting som udefrakommende intet ved om … og hvor kun tilfældet og en god portion penge kan redde den ulykkelige – i Thailand som i Danmark

Om det så lykkes, eller om Noa skal rådne op i et thailandsk fængsel som Selina rådnede op på tropeøen – og om hvem der har ret: Slog Noa Selina ihjel, eller var det en giftig koral derude i det azurblå hav, skal Danmarksbloggen ikke røbe.

Læs selv ”Ø” og find ud af det hele. Virkeligheden har måske også mere én form, et svar. Bogens slutning overrasker ihvertfald voldsomt.

Og som altid hos Steen Langstrup læser man bogen i et eneste stræk, og som altid fanges man først af den snigende uhygge, senere af erkendelsen af at det måske også kunne ske for en selv – og endelig til sidst af at det her ikke kun handler om Noa og Selina – og måske en selv. Men også om samfundet og de myter og forestillinger, som vi render rundt med om os selv – og som der helst ikke skal rokkes ved.

Og læg så mærke til titlen Ø. Danmarksbloggen kom til at tænke på det gamle ord om, at intet menneske er en ø.

For ja, ja. Intet menneske en ø, men alligevel opfører vi os – både individuelt og nationalt – som om vi er det, og vi gider ikke engang lære den mest nødvendige overlevelseshjælp. Vi bliver på de stande, der slår os ihjel i stedet for at vove os ind til de vilde dyr i junglen eller ud på det blå hav.

Vi tør nemlig ikke (længere) miste fodfæstet – eller tro på det, der er udenfor vores egen forestillingsverden. Vi henlægger det og lader som om det ikke eksisterer. Men ved ikke at vove, så taber vi det hele.

For som Kierkegaard sagde det: ”At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste sig selv”. Den Kierkegaard, der også talte om de 70.000 favne vand, som den troende kaster sig ud på.

Det gør bogens Noa ikke, men han er heller ikke troende som den bibelske Noa, der byggede en ark og hentede dyrene fra junglen ind på arken, inden de alle sammen sejlede ud på det blå ocean. Bogens ateistiske Noa kan ikke engang lave et bål.

Og spørgsmålet, som vi som læsere må stille os selv, er: Er det kun bogens Noa – eller er det hele vores civilisation – der er på vej ned, fordi vi ikke længere tror på noget, der er større og bedre end os selv?! Fordi vi ikke længere tør miste fodfæstet og kaste os ud i livet og verden.

Danmarksbloggen giver 5 ud af 6 næringsrige kokosnødder, som dem Ø´s Noa overlevede på, mens han sad ude på øen med sin døde kæreste som eneste – ret stinkende – selskab.

Steen Langstrups nye bog “Ø” udkommer på mandag d. 22. august hos forlaget 2 Feet Entertainment. Den koster 269,- og kommer i første omgang kun på papir som en hyldest til papirbogen.

Regnbuen lyser igen

Så er det dén tid på året: Priden er i gang igen – og Danmarksbloggen bakker som altid 100% op om regnbuen – og om den mangfoldighed, som den repræsenterer.

Det startede faktisk allerede i går, og det fortsætter i dag, i morgen, på fredag og på lørdag, hvor den store parade foregår – og lidt på søndag.

Paraden og Drag Night, som er på fredag, trækker altid mange tilskuere.

Men der er også mange debatter, film og andet, der sætter fokus på, at accept og opnåelse af seksuelle rettigheder stadig er noget, som der skal kæmpes for mange steder i verden – også i Danmark, hvor vi ellers roser os af vores frisind.

Men her i Danmark findes der også hatecrimes med seksuelt motiv. Der er fundamentalistiske religiøse kræfter, både indenfor islam og kristendom, der er imod alt andet end heteroseksualitet, som de opfatter som “det normale”.

I Danmarksbloggens øjne er det normale at være et menneske – så man kan ligeså godt spørge om “HVORNÅR FANDT DU UD AF, AT DU VAR HETERO?” som man kan spørge om alt muligt andet.

Det gør de så ikke. Heller ikke dem, der bare har et generelt snævert sind og en manglende rummelighed, selvom de ikke er hverken særlig religiøse eller politiske.

Så der er stadig en kamp at kæmpe – også i Danmark. En kamp, der heldigvis får masser af næring, masser af kærlighed i de her dage. Kom og vær med. Det er en fest.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blå blok fortsætter med rædselshistorierne

Mediernes fokus i weekenden var på OL- og især den sympatiske svømmekvindes Pernille Blumes overraskende guldmedalje i 50 meter fri. Og et stort tillykke til hende. Det var rigtig flot.

Men så er der heller ikke så meget mere at glæde sig over. For der vanker ingen medaljer, hæder eller ros, når det kommer til de nylige politiske meldinger, som bedst kan beskrives som endnu en række rædselshistorier:

Pia Kjærsgaard, folketingets formand m/k, som vel ret beset burde samle partierne, valgte istedet at skabe splid, som hun plejer, da hun var ude og sige, at folk i byerne føler sig klogere og bedre end folk på landet – men at det er de ikke, men at det hovmod fra byboernes side vil føre til at landet brækker midt over. Tænk engang, her troede Danmarksbloggen at det var den stigende ulighed i samfundet (som Dansk Folkeparti støtter), der bevirker, at Danmark deles i to.

Kulturminister Bertel Haarder vil hæve priserne på kultur, således så det skal blive endnu dyrere at gå på museum og i teatret og blive beriget af kunst og kultur.

Ikke at mennesker på kontanthjælp i forvejen har råd til det, men nu får de det endnu mindre, når det nye kontanthjælpsloft træder i kraft, og flere tusinder landet over reelt vil ende på gaden. Den del rører så ikke blå blok, som mener, at kontanthjælpsmodtagerne bare kan tage et af de jobs, som ikke findes – eller et af de jobs, som gives til østeuropæere, der får altfor lidt i løn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkemødet Møn – en lillesøster, der gerne vil være større

Om to uger – lørdag d. 27. august – løber Folkemødet på Møn af stablen.

Danmarksbloggen har interviewet formanden Lise Lotte Møller om folkemødet før, nu og fremover. Læs interviewet her.

Hvordan har I det med at blive kaldt lillesøsteren til Folkemødet på Bornholm?
Det har vi det rigtig godt med! Folkemøde Bornholm er Roskilde-festivalen, og vi vil i fremtiden gerne være Langelandsfestivalen 

Hvad forventer I af Folkemødet på Møn? Både i år – og på sigt? Vil I gerne være ligeså store som Bornholm?
Vi forventer flere folk, og vi forventer at udvide til to dage. Men det er ikke planen at blive større end Bornholm, omend der er plads til flere folkemøder.

Hvem kommer og taler til Folkemødet på Møn i år?
Vi lavede den aftale med de andre partier, at alle partier i Folketinget skulle have mulighed for at have en taler på hovedscenen = Ni debatter.
Det kniber så for de små partier at stille med en. Men Søren Gade fra Venstre kommer blandt andet. Og på scenerne er der mange forskellige som fx Dennis Christensen fra FOA, Andreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp, Rasmus Nordqvist fra Alternativet, Mette Gjerskov fra Socialdemokratiet med flere.

Og hvad skal man som tilhører især glæde sig til?
Debatten mellem Anders Bondo og Pernille Rosenkrantz-Theil bliver spændende. Men også bare de mange mange organisationer og foreninger, der deltager – og så det flotte program på ungescenen.

Hvorfor, hvordan og hvornår startede Folkemødet på Møn i det hele taget?
Det startede d. 28. juni 2014, hvor vi var nogle socialdemokratier, der mødtes for at lave en sommerfest og endte med at have planlagt et folkemøde, som blev afholdt for første gang syv uger efter.

Så var der ikke noget med, at det i starten blev opfattet som et socialdemokratisk projekt – men at det siden har ændret sig og fået en mere bred politisk orientering?
Jo, men nu består bestyrelsen af flere forskellige folk. Men jo, det startede som et socialdemokratisk projekt, der prøvede at hive alle med ind. Dengang blev det også holdt hos Pernille Rosenkrantz-Theil, men siden har vi flyttet lokalitet af samme grund.

Og hvad med det lokale islæt – I gør meget for at få lokale kræfter til at stille op med en bod, hvordan bliver det modtaget?
Rigtig godt modtaget. Vi har en lokal scene med mange tilhørere, mange lokale foreninger og mange frivillige og god lokal økonomisk støtte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk