Månedsarkiv: november 2022

Præmie-køer og præmie-borgere

Udgivet den af
Svar

Alle ved, hvad en præmie-ko er. Det er sådan en ypperlig ko, der giver masser af mælk. Gør masser af nytte. Leverer ved kasse A. Den får masser af ros. Fin ko.

Men har du nogen sinde tænkt på, at det på ret samme måde er en hæder for en dansker at være en præmie-borger? Og at der findes mange præmie-borgere i Danmark, som leverer ved kasse A – og får masser af ros? Fin medarbejder, fin leder, fin alt muligt.

Så måske skulle vi til at tale om det at være præmie-borger. For måske er det slet ikke så godt, som mange går og bilder sig ind.

På den anden side: Hvorfor skulle der være noget galt i at passe sit arbejde og betale sin skat, som er de to ting, der mere end nogen andre kendetegner en præmie-borger?

Det er der heller ikke – men som altid ligger djævlen i undtagelsen. I det, som ikke gøres – og som her er den selvstændige tænkning.

Både præmie-koen og præmie-borgeren gør nemlig de samme ting dag efter dag – år efter år uden at reflektere over, om livet kunne være på en anden måde.

Koen kan så ikke andet. Men det kan mennesket – i udgangspunktet, i teorien.

For i praksis dyrkes den svære kunst at tænke selv kun af ganske få. Nemlig dem, der tør møde sig selv nøgen og afslørende som det spejl på de menneskelige dyder og dårskaber, vi alle sammen også er.

Dyderne sidste plejer så at fylde mest i et menneskes selvopfattelse. Men dårskaberne findes også, og det er dem, som gør os spændende, giver os kant, gør os levende … gør os til selvstændige individer fremfor præmie-køer, der løber i flok.

Man altså: De fleste når slet ikke dertil i deres erkendelse og deres tilværelse. De tramper blot samvittighedsfuldt rundt i hamsterhjulet som en vaskeægte præmie-borger.

Dét er ganske forstemmende, og det spiller middelmådighedens kedelige melodi fremfor vildt og med risiko for at falde i dybet at søge den stråleglans og eufori, der ligger i at gå med sine drømme.

For gør man det, så kan man vinde. Eller man kan fejle og miste alt. Men uanset udfaldet, så sker det med identiteten i behold – og visheden om, at man lever.

Og dét gør alverden til forskel. Man får aldrig en præmie for det. Men man får en sitrende sjæl, der er helt sig selv – og bedre kan det aldrig blive.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Crazy Christmas Cabaret: ”Who killed Don Calzone?”

Udgivet den af
Svar

Hvordan skal man beskrive årets Crazy Christmas Cabaret i Glassalen i Tivoli ”Who killed Don Calzone?”

Som en fra sidste år fortsat firser-farce, der er festlig, forrygende, fuld af farver og flamingoer – og helt igennem fabulous? Absolut.

Som et mega-musikalsk, morsomt mord-mysterium i Miami? Totalt.

For som der synges, danses og spilles allerede i åbningsnummeret ”We´re still standing”. Ja, det skal jeg lige love for, at de gør deroppe på scenen – og vi i publikum drages traditionen tro helt med ind.

Stemningen i den gamle Glassal er gennem hele forestillingen nemlig lige så elektrisk som de neonfarver, der kendetegnede både 80´er-årtiet, kostumerne og kulisserne.

Og aldrig har jeg grinet så meget. Aldrig er der blevet sunget så godt. Aldrig har det swinget så meget. Og jeg har ellers overværet en del Crazy Christmas Cabareter i min tid – og grinet meget hver eneste gang.

Men denne – den ellers i teorien så svære 2´er – fortsættelse på sagaen om familien Calzone suser som en orkan af latterbrøl, dans og sang over scenen og ud til os i publikum – og bliver på vejen til noget mere, noget større her i 40-året for Crazy Christmas Cabarets begyndelse i Danmark – og 25-året for opførelserne i Glassalen i Tivoli.

Vi løftes nemlig (på mange måder) op og ind i en decideret kærlighedsaffære – en smuk menage-a-trois – mellem Crazy Christmas Cabaret, Glassalen og os i publikum, som begejstret skråler med på boo og hooray, rejser os op, læner os frem og alt det andet, som hører sig til.

I år har man så også mulighed for sammen med det sjældne, nemlig en virgin som en af det faste hold på scenen, at få sig en proper English lesson i forskellen på shit, piece of shit, ass, piece of ass og asshole? Den slags er god viden, som altid kan komme in handy.

Det er Mikkel Hoé Knudsen, som har sin debut på CCC-scenen, omgivet af det sædvanlige cast, der som altid er splendid in every way:  

Mesterinden herself Vivienne McKee, der med lige dele flirteri, glimmer, ømhed og varme fylder hele Glassalen.

Hendes to partners in all for fun and fun for all gennem årtier: Den altid bemærkelsesværdige David Bateson samt Andrew Jeffers, som man ikke kan andet end elske og adlyde, når han er Mama Calzone. Love and obey, også når han/hun/hen spørger, hvad man har spist og røget.

Katrine Falkenberg, der har det her je-ne-sais-quoi, men som også kan alt det andet, komedie, sang og dans. Og endelig Kevin Kiernan-Molloy og Claus De Lichtenberg, der kan være alverdens nationaliteter og erhverv, og som binder det hele sammen.

Det politiske er igen i år tonet ned – undtagen den sædvanlige bredside mod Donald Dump. I ved ham med sumpen, også den i Florida, hvor showet foregår. Og hvor hans alter ego i går – på selve premiereaftenen – meddelte, at han stiller op til præsidentvalget i 2024. For naturligvis måtte Donald Dumps alter ego vælge lige netop dén aften at gøre det, når nu han ikke kunne sidde i Glassalen.

Den politiske satire plejer at være en af styrkerne. Men allerede sidste år var det pillet ret meget ud og erstattet med mere klassisk varité. Og i år har Vivienne McKee vovet at gå hele vejen og foldet varité-delen endnu mere ud.

Det er et godt valg i den tid, som vi lever i. Vi har brug for latteren, lyset og varmen. Vi har brug for den specielle aftapning af dans, musik, ordspil og sjov, som kun Crazy Christmas Cabaret kan give os.  

Så Danmarksbloggens juleønske er: En sæson mere, please. Det er rent plageri. Det ved jeg godt. Men vi har altså gang i en kærlighedsaffære her. Lad den aldrig stoppe.  

Danmarksbloggen giver Crazy Christmas Cabaret ”Who killed Don Calzone” seks ud af seks julehjerter, som det dr. Bent Van Helsingør også er i besiddelse af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

ETIK: Boycot VM i Qatar

Udgivet den af
Svar

Det er sjældent, at Danmarksbloggen anbefaler et tv-program. Men ingen regler uden undtagelse.

TV2 sender nemlig i aften kl. 20 ”Abdel og det beskidte spil”, og det er et must-see for alle, der interesserer sig for menneskerettigheder og/eller fodbold.

For de to ting hænger uløseligt sammen, når en superrig ørkenstat kan købe sig til et VM i fodbold, som Qatar har gjort det med det VM, der starter på søndag – og hvor Danmark deltager.

Vi burde være blevet hjemme. Qatar er et land, hvor de nybyggede fodboldstations afkøles med udendørs aircondition(!). Men hvor de migrantarbejdere, der har bygget dem, og stadig bygger højhuse med mere, lever som slaver. De bor typisk 10-12 stykker sammen i meget små værelser uden adgang til ordentlige sanitære forhold, og de skal arbejde i 10 timer om dagen i 45 graders varme – uden pause og med alt for lidt væske.

Så det er ikke underligt, at antallet af døde migrantarbejdere skal tælles i tusinder. Læg dertil at hverken kvinder eller homoseksuelle har nogen rettigheder i den muslimske ørkenstat. Ja, homoseksuelle forfølges og kastes i fængsel – alene pga. deres seksualitet.

Landstræner Hjulmands opfordring til at se fodbold hjemme fra sofaen klinger derfor mere end hult. Det her handler nemlig ikke om at støtte fodboldlandsholdet. Det her handler om etik. Om at sige NEJ til at se VM i fodbold fra Qatar – også selvom det sker fra sofaen.

For ja, kampene bliver spillet alligevel. Men ved ikke at se dem, så viser vi vores holdning – og reklamekronerne bliver spildte. Så kan de lære det – både medier og fodboldorganisationer. De er nemlig kun til at tale med, når det handler om penge, og som altid skal der være efterspørgsel på en vare, hvis den skal produceres.

Så sig nej. Boycot VM i fodbold i Qatar. Så gør du noget for menneskeligheden.

Danmarksbloggen er så sikker på, at der nok skal være dem, som med glæde vil se fodbold alligevel. Det vil ofte være dem, som i forvejen harcelerer mod det, som de kalder politisk korrekthed – og som inkluderer kvindehad, fremmedhad, had mod alle der ikke er ciskønnede og heteroseksuelle – samt klima-fornægtelse.

Ciskønnede og heteroseksuelle mænd, medbringende en stor offerfortælling omkring hvordan deres privileger er taget fra dem, er overrepræsenteret i denne gruppe.

Men verden flytter sig – og vi er mange, som ikke længere gider, at ciskønnede og heteroseksuelle mænd skal løbe med det hele – som de netop stadig gør det i Qatar, men også i Danmark.

For fundamentalistiske mænd over hele kloden har nemlig mere til fælles, end man umiddelbart ser, hvis man laver et billede af en rig beduinklædt muslim fra Qatar ved siden af en dansk mand i camping-habit i sofaen med dåseøllen hentet i Fleggaard syd for grænsen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

At skelne …

Udgivet den af
Svar

Der sker meget i denne uge i Danmark. Noget er vigtigt. Andet slet ikke vigtigt – men vældig symbol- og følelsesladet. Så dét tales der om. Den er helt gal.

Danmarksbloggen tillader sig her at prioritere:

VIGTIGT:

KLIMA: Vi oplever i disse uger en varme, som er helt ekstraordinært usædvanlig for årstiden. I nat var det fx lige så varmt som en sommernat – nemlig mellem 12 og 14 grader. Det er klimaforandringerne, som spøger. Klimaforandringer skabt af os – og som ødelægger vores fremtidsmuligheder på planeten. De fleste siger: Uha, men dejligt at vi ikke behøver at tage så meget tøj på!

REGERING: Regeringsforhandlingerne trækker som forventet ud. Fordi den gamle regering og mange andre gerne vil have en regering over midten. Det KAN også være en god idé, hvis vi ender i en mere aktiv krig mod Rusland. Men ellers er det skidt nyt for kampen for miljøet og for mere lighed i samfundet.

IKKE VIGTIGT:

REGENTJUBILÆUM: Dronningen kører i morgen, lørdag, i karet gennem København for at fejre regentjubilæet på Københavns Rådhus. Det er tredje omgang fejring. Første omgang var på selve dagen i januar. Den blev skåret ned pga. Corona-nedlukning. Anden omgang var i september, hvor Elizabeth d. 2´s død satte en stopper for den folkelige fejring. Men nu skal det åbenbart være – her i november og efter titel-balladen med prins Joachims børn. Måske det skulle have været klaret med en tur i glemmebogen fremfor i kareten.

KAGEMAND: Region Sjælland har lavet en kagemand med et amputeret ben. Det hidser mange – også politikere – sig vældig meget op over. Men hvor var deres engagement, da det handlede om de alt for mange amputationer af levende menneskers ben og lemmer? Det er nemlig vigtigt. Det er en kage ikke.

MEN det kniber voldsomt med at skelne … både hos politikere, medier og dele af befolkningen. ER DER EN VOKSEN TILSTEDE?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Fædre & Mødre”

Udgivet den af
Svar

Der er film, sågar komediefilm, som giver en ubehagelig følelse af deja-vu over en del af ens fortid, som man ellers troede, at man succesfuldt havde fortrængt.

Paprika Steens nye film ”Fædre & Mødre” er en af disse. For den kunne sagtens være en dokumentar. Jeg genkendte i hvert fald i en gennem-hele-filmen-varende-tilstand af kvalme og ondt i maven 1:1 situationerne og dialogerne fra dengang, at jeg havde barn i grundskolen.

Dét er den slags, der også kaldes for et godt manuskript, som her er skrevet af den talentfulde Jakob Weis. For filmen er nemlig fiktion, og handler om forældreparret Piv og Ulrik, hvis datter Hannah starter i 6.B. på en attraktiv privatskole, fordi det med Pivs ord ”vil være så godt for det liv, vi lever”.

Bemærk pronomenet VI. Heri ligger filmens kerne, filmens handling og filmens budskab:

Nemlig at skolelivet for især den urbane kreative klasse (det er den med det store behov for anerkendelse, som kun matches af et tilsvarende stort mindreværd – og storhedsvanvid) ikke blot handler om børnene, men i lige så høj grad – hvis ikke mere – om de voksne og deres indædte kamp i klassens hierarki.

En giftig kamp, der udfolder sig nådesløst, mens den pakkes ind i falske smil og korrekte begreber, og skylles ned med først hjemmebagt kage – og senere alkohol i umådelige mængder.

Størstedelen af filmen foregår på den af forældrene arrangerede årlige hyttetur med alle de klassiske ingredienser: Et uhyggeligt natløb, musik omkring det flammende bål, den rituelle badning i en sø, ophedede debatter om hvad korrekt ernæring er og ros til den, der laver den mad, som er in i øjeblikket, fremvisning af statussymboler som biler, en intern konkurrence om hvem der er bedst uddannet/er mest kreativ – og generelt bare voksne, der opfører sig værre end umodne teenagere, mens børnene er statister til de voksnes leg – og derfor også lægges i seng, når de voksne har brug for ”voksentid”. 

Alt sammen noget, som jeg husker alt for godt fra de hytteture, som jeg var med på. Hytteture arrangeret under samme motto som i filmen: ”Et godt sammenhold mellem forældrene giver et godt sammenhold mellem børnene.”

Det er sikkert sandt. Men hverken i filmen eller i virkeligheden holder de voksne sammen, og de hjælper slet ikke de nye børn ind i gruppen – eller de udsatte børn med at få det bedre.

Det er derimod jungleloven, der hærger. Og den stærkeste vinder retten til at bestemme, hvem der er inde og ude i den store forældregruppe – og med i de eksklusive grupper, som i filmen BADEKLUBBEN.

Sætningen fra den ene forælder til den anden Hvem af jer tager hytteturen i år, som vi hører i filmen, viser med en skarphed som en syl, at tjansen med den årlige hyttetur er forældreskabets allerstørste uriaspost (også værre end en kolikramt baby).

Mind mig om, at jeg ikke kan takke min mand nok for, at han tog den de sidste mange år.

For engagerede forældre skal der til, hvis børnene ikke skal udstødes – af de andre forældre. Forældre, som mener, at børnenes venskaber er for vigtige til at overlade til børnene selv, når nu man som forælder har nogen forældre, som man hellere vil være ven med end andre.

Det er direkte ulækkert, men sandt. For Paprika Steen ser klart, når hun viser, at forældre af i dag og i de sidste 10-15 år er meget langt oppe i egen røv. Når man er dér, kan man ikke se særligt langt – og naturligvis går det også galt på hytteturen – i filmen.

Konflikterne kommer op til overfladen, og en reel kamp tager sin begyndelse. Hvad der sker derfra, skal ikke røbes her. Men det er mesterligt lavet – og spillet. Man sidder og tænker, at Paprika Steen, Jakob Weis og skuespillerne nok også har haft poder i sådanne nogle klasser her, så researchen er på plads.  

I hovedrollerne ses Katrine Greis-Rosenthal og Jacob Hauberg Lohmann, der spiller forældre med så megen nerve og bid, at de er mere end overbevisende. Det samme er Ida Skelbæk-Knudsen, som spiller deres følsomme, men også stærke datter Hannah, der lige er startet på skolen. Hun er også aktuel i Halloween-serien ”Felix & Åmanden”, hvor hun også gør det forrygende.

I de andre roller ses Lise Baastrup, Rasmus Bjerg, Nikolaj Lie Kass, Line Kruse, Mikael Birkkjær, Carsten Bjørnlund, Amanda Collin, Martin Greis-Rosenthal og Merete Mærkedahl som forældre – samt Victor Madsen som Hannahs klassekammerat og ven Julian (Han spiller også med i Felix & Åmanden).

Og ja, alle forælder-arketyperne er dér: Klassens klamme score-fædre, hende med referatet, hende der altid laver kage, den forælder, der altid ved bedst, designer-typen, den konstant-aktive, den forælder, der altid kommer for sent – og alle de andre.

Samt Lars Brygmann, som en på alle måder forfængelig og forfærdelig rektor, der samtidig er kalif over alle klasser på hele skolen – og ikke er bange for at bruge den magt, som alle kæmper om, men som ingen vil vedstå sig.

Danmarksbloggen Paprika Steens ”Fædre og Mødre” seks ud af seks skole-kridt. Fordi den kan så meget. Fordi den er både sjov og skræmmende som ind i helvede på en og samme tid.

Det er årets med længder største psykologiske gyser om det værste i verden: Forældre med alt for mange ambitioner på deres børns – og egne – vegne. Socialrealisme fra samfundet wanna-be-top hældt ned med dyr rødvin i stride strømme og pakket ind i ord som fællesskab, der lyder flot, men ikke betyder en skid i kampen om den rå magt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

.