Alle ved, hvad en præmie-ko er. Det er sådan en ypperlig ko, der giver masser af mælk. Gør masser af nytte. Leverer ved kasse A. Den får masser af ros. Fin ko.

Men har du nogen sinde tænkt på, at det på ret samme måde er en hæder for en dansker at være en præmie-borger? Og at der findes mange præmie-borgere i Danmark, som leverer ved kasse A – og får masser af ros? Fin medarbejder, fin leder, fin alt muligt.

Så måske skulle vi til at tale om det at være præmie-borger. For måske er det slet ikke så godt, som mange går og bilder sig ind.

På den anden side: Hvorfor skulle der være noget galt i at passe sit arbejde og betale sin skat, som er de to ting, der mere end nogen andre kendetegner en præmie-borger?

Det er der heller ikke – men som altid ligger djævlen i undtagelsen. I det, som ikke gøres – og som her er den selvstændige tænkning.

Både præmie-koen og præmie-borgeren gør nemlig de samme ting dag efter dag – år efter år uden at reflektere over, om livet kunne være på en anden måde.

Koen kan så ikke andet. Men det kan mennesket – i udgangspunktet, i teorien.

For i praksis dyrkes den svære kunst at tænke selv kun af ganske få. Nemlig dem, der tør møde sig selv nøgen og afslørende som det spejl på de menneskelige dyder og dårskaber, vi alle sammen også er.

Dyderne sidste plejer så at fylde mest i et menneskes selvopfattelse. Men dårskaberne findes også, og det er dem, som gør os spændende, giver os kant, gør os levende … gør os til selvstændige individer fremfor præmie-køer, der løber i flok.

Man altså: De fleste når slet ikke dertil i deres erkendelse og deres tilværelse. De tramper blot samvittighedsfuldt rundt i hamsterhjulet som en vaskeægte præmie-borger.

Dét er ganske forstemmende, og det spiller middelmådighedens kedelige melodi fremfor vildt og med risiko for at falde i dybet at søge den stråleglans og eufori, der ligger i at gå med sine drømme.

For gør man det, så kan man vinde. Eller man kan fejle og miste alt. Men uanset udfaldet, så sker det med identiteten i behold – og visheden om, at man lever.

Og dét gør alverden til forskel. Man får aldrig en præmie for det. Men man får en sitrende sjæl, der er helt sig selv – og bedre kan det aldrig blive.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk