Anmeldelse: Crazy Christmas Cabaret: ”Who killed Don Calzone?”

Hvordan skal man beskrive årets Crazy Christmas Cabaret i Glassalen i Tivoli ”Who killed Don Calzone?”

Som en fra sidste år fortsat firser-farce, der er festlig, forrygende, fuld af farver og flamingoer – og helt igennem fabulous? Absolut.

Som et mega-musikalsk, morsomt mord-mysterium i Miami? Totalt.

For som der synges, danses og spilles allerede i åbningsnummeret ”We´re still standing”. Ja, det skal jeg lige love for, at de gør deroppe på scenen – og vi i publikum drages traditionen tro helt med ind.

Stemningen i den gamle Glassal er gennem hele forestillingen nemlig lige så elektrisk som de neonfarver, der kendetegnede både 80´er-årtiet, kostumerne og kulisserne.

Og aldrig har jeg grinet så meget. Aldrig er der blevet sunget så godt. Aldrig har det swinget så meget. Og jeg har ellers overværet en del Crazy Christmas Cabareter i min tid – og grinet meget hver eneste gang.

Men denne – den ellers i teorien så svære 2´er – fortsættelse på sagaen om familien Calzone suser som en orkan af latterbrøl, dans og sang over scenen og ud til os i publikum – og bliver på vejen til noget mere, noget større her i 40-året for Crazy Christmas Cabarets begyndelse i Danmark – og 25-året for opførelserne i Glassalen i Tivoli.

Vi løftes nemlig (på mange måder) op og ind i en decideret kærlighedsaffære – en smuk menage-a-trois – mellem Crazy Christmas Cabaret, Glassalen og os i publikum, som begejstret skråler med på boo og hooray, rejser os op, læner os frem og alt det andet, som hører sig til.

I år har man så også mulighed for sammen med det sjældne, nemlig en virgin som en af det faste hold på scenen, at få sig en proper English lesson i forskellen på shit, piece of shit, ass, piece of ass og asshole? Den slags er god viden, som altid kan komme in handy.

Det er Mikkel Hoé Knudsen, som har sin debut på CCC-scenen, omgivet af det sædvanlige cast, der som altid er splendid in every way:  

Mesterinden herself Vivienne McKee, der med lige dele flirteri, glimmer, ømhed og varme fylder hele Glassalen.

Hendes to partners in all for fun and fun for all gennem årtier: Den altid bemærkelsesværdige David Bateson samt Andrew Jeffers, som man ikke kan andet end elske og adlyde, når han er Mama Calzone. Love and obey, også når han/hun/hen spørger, hvad man har spist og røget.

Katrine Falkenberg, der har det her je-ne-sais-quoi, men som også kan alt det andet, komedie, sang og dans. Og endelig Kevin Kiernan-Molloy og Claus De Lichtenberg, der kan være alverdens nationaliteter og erhverv, og som binder det hele sammen.

Det politiske er igen i år tonet ned – undtagen den sædvanlige bredside mod Donald Dump. I ved ham med sumpen, også den i Florida, hvor showet foregår. Og hvor hans alter ego i går – på selve premiereaftenen – meddelte, at han stiller op til præsidentvalget i 2024. For naturligvis måtte Donald Dumps alter ego vælge lige netop dén aften at gøre det, når nu han ikke kunne sidde i Glassalen.

Den politiske satire plejer at være en af styrkerne. Men allerede sidste år var det pillet ret meget ud og erstattet med mere klassisk varité. Og i år har Vivienne McKee vovet at gå hele vejen og foldet varité-delen endnu mere ud.

Det er et godt valg i den tid, som vi lever i. Vi har brug for latteren, lyset og varmen. Vi har brug for den specielle aftapning af dans, musik, ordspil og sjov, som kun Crazy Christmas Cabaret kan give os.  

Så Danmarksbloggens juleønske er: En sæson mere, please. Det er rent plageri. Det ved jeg godt. Men vi har altså gang i en kærlighedsaffære her. Lad den aldrig stoppe.  

Danmarksbloggen giver Crazy Christmas Cabaret ”Who killed Don Calzone” seks ud af seks julehjerter, som det dr. Bent Van Helsingør også er i besiddelse af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *