Anmeldelse: Crazy Christmas Cabaret: “The Three Brexiteers”

Hvis De befandt Dem i nærheden af Tivoli i går aftes, kunne De sikkert høre et brøl sådan lidt efter kl. 19.30.

Men måske De ikke ved, hvad det handlede om. Men det kan Danmarksbloggen fortælle. Det var brølet, som rungede gennem Glassalen i Tivoli, da Dronningen af Crazy Christmas Cabaret Vivienne McKee igen stod på scenen i paillet-kjole, fjer og med armene løftet til hilsen – og hyldest.

For som de trofaste tilhængere af det elskede show ved, var hun ikke med på scenen sidste år – og hun var savnet. Men i år er hun, hvor hun skal være – mellem kulisserne sammen med hele det faste cast – plus en nytilkommen australier, som gjorde det forrygende.

Det gjorde de – selvfølgelig – alle sammen igennem en tempofyldt, kårdekæmpende, ordjonglerende, musikalsk, dansende og helt igennem fantastisk aften, der velfortjent sluttede af med stående ovationer.

Men inden vi kom dertil, så fik vi en fantastisk udgave af Dumas´ udødelige ”De tre musketerer” eller som det hedder i år hos CCC ”The Three Brexiteers”.

Ikke fordi der er lavet ret meget om i historien. Kun starten, det midt i og slutningen, som Vivienne McKee gjorde opmærksom på det i starten af forestillingen, der flere gange hævede sig op og blev meta, hvor skuespillerne for åbent tæppe diskuterede sig selv, stykket og deres egen rolle – eller ligefrem skiftede rolle.

Det minder lidt om samfundet i disse år. En nutid og et samfund, hvor man fristes til at spørge: Er der en voksen tilstede? Sådan én, der prøver at gøre noget ved kaosset? Sådan én, der råber order.

Men omvendt: Hvad skal vi bruge den slags ansvarlighed til – og hvem siger, at livet skal være så kedeligt, når det kan være en leg. Det skal det heller ikke. For det er All for Fun – og Fun for All, som årets CCC-motto er.

For hvorfor skal kvinder altid spille kvinder, når nu de hellere vil være helteagtige mænd, hvorfor skal mænd altid skal spille mænd, når nu de hellere vil være kvinder i kjole og netstrømper, hvorfor skal englændere altid spille englændere, når nu de hellere vil være franskmænd osv. I disse migogså-tider må det også være enhver forundt at lege med sit køn, sin rolle og sig selv – uanset om man er skuespiller eller politiker.

Som publikum til CCC kan man så ikke lade være med at tænke på, at nutidens skuespillere formentlig er bedre end mange politikere til at skelne mellem, hvad der er virkeligt-virkeligt – og hvad der foregår på en scene.

Virkelighedens Brexit-forløb minder i hvert fald meget om de klovne, som meget passende også kom på scenen – endda assisteret af en publikummer – til det store Europa-bal i Paris hos selveste den franske frøkonge, som naturligvis var mere latterlig og skabagtig end begreberne latterlig og skabagtig.

Sådan siger naturloven også, at englænderne skal fremstille frøæderne, undskyld franskmændene.

Der var dog en naturlov i CCC-universet, som opførte sig anderledes end den plejede. Dronning Margrethe d. 2 af Danmark plejer som bekendt at ringe under forestillingen. Men det gjorde hun ikke i går.

Men til gengæld fik vi en på alle måder fyldig EU-dronning med guldstjerner og en kjole så glitrende blå, at det skar ligeså meget i øjnene som et løfte fra en politiker, der gerne vil genvælges. Ja, på en måde fik vi to franske dronninger, og de fik endda begge lov til at beholde hovedet.

Om Europas politikere så kan beholde hovederne – eller om de vil blive fundet døde i en grøft, er der ingen, der ved – heller ikke Vivienne McKee, som også var udsat for en slags oprør fra den unge og meget velsyngende Katrine Falkenberg, der gerne vil være kalif i stedet for kaliffen. Det har hun også evnerne til.

Om hun bliver det, må tiden vise. Tiden er også en hovedfaktor for CCC i dette års udgave. For dels så kommer der et valg i Storbritannien 12. december, og dels så er Brexit blevet udskudt igen og igen og igen og …

Så det må have været svært at skrive manuskriptet til en forestilling, hvor emnet, som det handler om, er et drama under stadig udvikling – eller skulle man sige afvikling.

Vi ved det ikke. Men vi ved, at vi en i usikker og trusselfyldt tid har brug for en pause. Ikke fordi det ikke er vigtigt med klima, Brexit, Europas fremtid, forholdet til USA – og til Rusland.

Det ER vigtigt. Men vi har brug for pausen. For at grine, klappe og danse – og måske endnu mere, når dem, som vi har valgt til at varetage jobbet med at passe på landet, opfører sig som et barn, der er til fals for al smiger, alle indfald, alle distraktioner, alle nye glitrende ting som en vis fransk konge i årets CCC.

Så gå ind i Glassalen i Tivoli og lad Dem rive med af årets version af CCC. Her vi mindes om, at livet er godt, at livet skal synges, danses og sanses. For husk: Der er syv dødssynder. Én for hver dag i ugen, og når selv en kardinal kan have urene tanker og gå i netstrømper, så kan vi alle lege legen ”hvad laver en pæn dreng som dig i en beskidt fantasi som min?”.

Så opfordringen til at vi alle i almindelighed – og politikerne i særdeleshed – tager netstrømper og strudsfjer på, og danser i gaderne er hermed givet videre. For: All for Fun and Fun for All.

Danmarksbloggen giver årets Crazy Christmas Cabaret ”The Three Brexiteers” 6 ud af 6 stjerner – og ja, denne gang bliver det stjerner, de forkætrede EU-stjerner.

For det er en forestilling til tiden. En forestilling, der minder om gamle dages varietéer med lige dele tempo, sjov, musikalitet, kropslighed – og så den der fine balance mellem kunst og alvor, som skabes, når manuskriptet er godt skrevet, og dem som er på scenen – og oppe i musikerboksen – kan deres metier.

I skrivende stund er det ikke oplyst, om der kommer en Crazy Christmas Cabaret i 2020, men Danmarksbloggen vil på det kraftigste opfordre dertil. Det kræver den nye musketér-ed i øvrigt også: All for Fun and Fun for All.

Det er London Toast Theatre, der som altid står for løjerne, der kan ses i Glassalen i Tivoli indtil 11. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Crazy Christmas Cabaret: Fogg´s Off”

Vi var mindst 5000 inde i Glassalen til premieren på årets Crazy Christmas Cabaret ”Fogg´s Off”. Det sagde Donald Trumps alter ego Ronald Rump aka David Bateson selv, og så passer det som bekendt. Alt andet er fake news udspredt af de fjendtlige og onde medier, som i løbet af forestillingen dog er på rette tid og tid flere gange.

Både hr. Fogg – og især miss Fogg, der som en del kvinder må klare ærterne for den udslagne mand, har også brug for tidender undervejs i rejsen rundt om jorden. For hvordan skal man ellers vide, hvad der sker?

Det bobler nemlig hele tiden på scenen med kostumeskift, sang, dans, sprogblomster og sprogforviklinger – helt som det skal til en Crazy Christmas Cabaret – denne engelske juletradition, som nu også er blevet dansk.

Det store flertal i Glassalen havde også prøvet det før, både kåringen af forestillingens jomfru, dette at rejse sig, når Dronningen ringer og alt det andet, som vi i publikum er helt med på – og elsker.

Undertegnede kom undervejs til at tænke på, at de krænkelsesparate og udklædningsforskrækkede nok skal tage en dyb indånding, inden de går ind i Glassalen denne jul.

For i mangfoldighedens navn – og mere eller mindre tro mod Jules Vernes klassiker – hvirvles vi rundt mellem parisiske bartendere, excentriske kunstmalere, arabiske kamelejere, indere ombord på toge, som måske/måske ikke kører til endestationen, en meget kontant prinsesse, der husker sin skolelærdom, en enkelt dødsgudinde, kinesere der både kan slås og danse, barpiger, cowboys, indianere, sømænd, pirater – og sågar en enkelt russer ved navn Vladimir, som er stykkets superskurk.

Gæt selv hvad han hedder til efternavn, men det starter med B – eller er det P? Who cares, det russiske alfabet forstår ingen heller alligevel.

Scenen mellem ham og Ronald Rump er en af forestillingens bedste – og intet skal røbes her. Men det er en øm og kærlighedsfuld skildring af de to verdenslederes første møde, som det må have foregået, og samtidig også en forklaring på, hvorfor verden i dag ser ud, som den gør. Spasiba for den.

Som tilskuer vrider man sig af grin, og det gør man mange gange – også da den udvalgte publikummer kom op (han klarede det i øvrigt forrygende og lige i bulls eye).

Overordnet set var det også som om, at der sammenlignet med de sidste par år var mere skuespil, mere samspil, mere storytelling end oneliners, selvom de heldigvis også stadig faldt, som de skulle. For der var et liv og røre på scenen – og mellem scenen og et engageret publikum.

Med sædvanlig charme og bid kom vi også ind på Brexit og andre aktuelle emner, som det er godt at lave spøg med, men som også har noget mørkere toner, og det blev kommenteret på den mest fine og poetiske måde.

For midt imellem alt spasen blev der også tid til alvoren med en flot fremført og meget rørende version af Charles Chaplins ”Smile” – med netop Chaplin og miss Fogg, som spilles fuldstændig strålende af Katrine Falkenberg.

Men hele castet – David Bateson, Andrew Jeffers, Bennet Thorpe, Katrine Falkenberg, Jefferson Bond, Claus de Lichthenberg, Rikke Hvidbjerg og Henrik Lund er sublime i denne skønne version af Jules Vernes klassiker ”Jorden rundt i 80 dage” – og det samme er The Around the World Band, der med skilte altid hjælper publikum med at råbe det rigtige.

En ekstra opmærksomhed må dog blive Lady Wobblebottom til del. Hello, Lady Willie. Denne fantastiske kvinde/mand m/k – eller skulle man bare sige fænomen, som mødes med jubel, hver gang han/hun entrer scenen i et nyt fantastisk outfit, og i år var der ekstra mange. Ingen nævnt, ingen glemt. Tvivler også på at Lady Wobblebottom ville bryde sig om, at man foretrak det ene fremfor det andet.

Så ja, alt er som det plejer at være – også alligevel ikke. For dér manglede jo én på scenen, men hun svævede over vandene som en anden ånd – og hun modtog naturligvis et bragende bifald, da hun som spået i begyndelsen kom ind til sidst og tog hele æren – og den velfortjente stående applaus. Hvis nogen skulle være i tvivl, så taler vi naturligvis om Vivienne McKee, som i år har været fokuseret på at instruere – og på næste års show.

For Danmarksbloggen bed mærke i, at vi blev lovet en 2019-version af det herlige show. Man glæder sig allerede. Men inden så gå ind og se 2018-versionen af ”Fogg´s Off”.

Danmarksbloggen giver ”Fogg´s Off” seks ud af seks luftballoner, som den der fik en tur gennem rummet i Tivolis Glassal.

For det er en eminent forestilling lavet af en flok meget dygtige mennesker, der griner, laver spas og får publikum med på løjerne, så latteren gjalder i Glassalen – og det har vi brug for i en verden, hvor man godt kan blive bange og få lyst til at græde, fordi tiderne er mere moderne end vi mennesker forhåbentlig nogensinde bliver det. Min ledsager og jeg smilede i hvert fald hele vejen hjem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Planet Rump, the Farce Awakens”

En epoke i dansk teaterliv – og dansk jul – slutter med denne sæson.

Det er nemlig 35. – og sidste – gang, at Vivienne McKee og London Toast Theatre står i spidsen for Crazy Christmas Cabaret, som er et klassisk engelsk juleshow.

Formen, der er en blanding af komik, revy, spidsfindige ordspil, spiddende satire til tidens gang og en on-going dialog mellem scene og publikum, er en fast og elsket del af den engelske jul, som Vivienne McKee altså bragte til Danmark for nu 35 år siden, og som i år spiller forestillingen: ”Planet Rump, the Farce Awakens”.

I de mange år er succesen bare vokset og vokset – og der er efterhånden langt imellem, at man ser en vaskeægte Crazy-Christmas-Cabaret-jomfru, men de findes endnu. Og som altid må ”jomfruerne” m/k række hånden op til behørige klapsalver fra publikum, for sådan er det. Vi på stolene lever intenst med – og inddrages også hele vejen i det levende samspil, som aftenen er.

Ja, en enkelt publikummer ender som regel på scenen – således også i går aftes, hvor den udvalgte i de røde seler gebærdede sig så godt i stykket, at det udløste bragende klapsalver og et fortjent ”One can dream” fra scenen.

Undertegnede har været inde og se det gakkede, herlige og skøre show flere gange – men aldrig anmeldt det før her nu i denne sidste sæson, og hvordan anmelder man så noget, der er så godt, men som også er ved at forsvinde? Jo, man sætter sig ikke ned og storgræder, man keep calm and carry on, som englænderne siger.

Det med at keep calm er så alligevel lidt svært, når man for fuldt sving og i bankende rytmer i to akter svinges rundt i galaksen i en hæsblæsende action-historie fuld af bomber, magtkampe og allehånde planeter. Planeter, hvoraf to endda er styret af mænd, der per definition altid har så dårlige hår-dage, og er så barnlige, at London Toast Theatres versioner af den lille, gale asiat og den store, gale amerikaner virker mere fornuftige og mindre ”silly” end virkelighedens!

Dét er skræmmende – og Vivienne McKee siger også, at det er blevet meget lettere at skrive om de politiske ledere end det var, da hun startede for 35 år siden. Danmarksbloggen er enig. Det må komme helt af sig selv nu – ligesom genkendelsens latter gør det hos os, der sidder i Glassalen, når vi ikke ser ikke kun denne verdens ledere, men også en enkelt superheltinde. For verden tilhører (vistnok) kvinderne nu.

Der er det særlige ved Crazy Christmas Cabaret, at man ikke på forhånd ønsker at vide, hvem der spiller hvem, hvordan de er klædt på, eller hvad de siger og gør. For at se det hele folde sig ud undervejs, er en stor del af oplevelsen.

Men da David Bateson allerede i sidste sæson var Trump, undskyld Rump, undskyld Sheriffen fra Nottingham, røber man ikke noget ved at fortælle, at den rolle gentager han med bravour – og så orange i hovedet, at en vis mand i et hvidt hus i USA ville blive bleg som en slatten asparges, og straks trække sin mobil og begynde at tweete, hvis han ellers så og anerkendte det – og ikke bare troede, at det var fake news.

Uforglemmelig er også prinsesse Leia – og måske allermest i sidste scene, hvor ordet øm ikke engang dækker hendes udseende. Figuren er på alle måder hostess with the mostess!!!

Men så skal der heller ikke siges mere: Gå selv ind – for sidste gang – og oplev den forrygende barpige Lady Lola, Han Zupp, Luke Skystalker og alle de andre eksistenser i en galakse – ikke så langt væk. De dybt professionelle mennesker danser, synger, spiller og taler – ja selv tryller, så det er en leg – med lige præcis den rette mængde forstyrrelse i kraften!

May the Farce be with you

Danmarksbloggen giver ”Planet Rump, the Farce Awakens” seks ud af seks rumskibe – og vil på det kraftigste opfordre andre til at tage lyssværdet op. For den engelske ”Crazy Christmas Cabaret” er en lifesaver, en del af vores danske jul, som vi ikke vil undvære – selvom vi nok må sige farvel til en vis læge, der vel skal på pension i Helsingør, når lyset slukker for sidste gang i januar.

Men gad vide om ikke denne elskelige og i alle sæsonerne gennemgående figur smutter en tur over til Kronborg og snakker Hamlet og andre gode historier med Holger Danske? De to herrer, Dr. Van Helsingør og Holger Danske, er jo nu en integreret del af dansk kulturhistorie.

Præcis som Vivienne McKee er det, og hun skal også til at lave noget andet nu, rygtes det. Hvad vides ikke, men skal det foregå i Danmark, så kommer Danmarksbloggen gerne ilende. Endelig vil det også være en stor fornøjelse, hvis d´herrer David Bateson og Andrew Jeffers fortsat er at finde på de skrå brædder i Hamlets fædreland.

For: Brexit behøver ikke at betyde exit!!! Så bliv her – efterlad ikke os danskere til os selv i Løkkeland. Vi behøver the farce.

”Planet Rump, the Farce Awakens” kan ses i Glassalen i Tivoli indtil d. 6. januar – og så i Tivoli Friheden i Aarhus fra d. 10. – 13. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk