Anmeldelse: ”Sølv, blod og kongemagt”

Danmarksbloggen skrev for et par uger siden om, hvorvidt det kunne kaldes vikingetid eller ej: http://danmarksbloggen.dk/?p=10021

Baggrunden var historiker Anders Lundt Hansens bog ”Sølv, blod og kongemagt ”, hvor han argumenterer for, at det ikke skal hedde vikingetid, men derimod middelalder eller måske stålalder. Det er han så ikke alene om at mene, andre historikere er enige i hans udsagn. Den efterfølgende debat om bogen viste imidlertid, at der findes mange historikere, som synes, at begrebet vikingetiden er kommet for at blive.

Nu har Danmarksbloggen så læst bogen, som er udgivet af Gyldendal, og lad det være sagt med det samme: Der er tale om et solidt og gennemarbejdet værk, som har mange uomtvistelige fakta og mange gode pointér – og som er skrevet i et let og flydende sprog. Der er også få, men flotte illustrationer, så der er alt i alt kun godt at sige om bogens videnskabelige og faglige niveau.

Fokus samler sig derfor om bogens mission, som viser sig i dets budskab, hvor hovedtesen er, at danskerne opfatter vikingetiden som en speciel periode og vikingerne som værende specielt seje, men at sådan forholdt det sig ikke. For der var ifølge forfatteren tværtimod tale om en historisk periode med stor skandinavisk ekspansion via både handel og plyndringer. En ekspansion som altså skyldtes sølv, blod og kongemagt – eller med andre ord handel, herskende slægter og centralisering af magten – og at dette ikke var noget særligt i europæisk perspektiv. Læg dertil de hurtige (vikinge)skibe, som betød, at nordboerne kunne komme omkring – for som altid betyder transporten meget for et samfunds evne til at udvikle sig og blomstre.

Det er bogens hovedtese, som der redegøres for i tre store og meget spændende dele omhandlende henholdsvis kong Harald Klak, skjalden Egil Skalle-Grimssøn og dronning Emma fra Normandiet.

Tre dele, hvor ordet viking stort set ikke indgår. Et ord, der oprindelig betød sørøver eller pirat, og som en svensk historiker anfører, at de skandinaviske mennesker dengang brugte om dem, som angreb dem!!!

Anders Lundt Hansen mener også, at man sagtens kan fortælle om denne historiske periode uden at bruge ordet viking, ja at det at bruge ordet viking gør, at man misser vigtige pointer om tiden. For siger man viking, siger man også, at skandinaver er et særligt folkefærd – eller i hvert fald var et særligt folkefærd – med specielle egenskaber, og det er vi ikke, er bogens budskab.

Og deri kommer så problemet. For ser man på de skandinaviske landes størrelse og organisation dengang og sammenligner med andre europæiske lande, så ser man, at vi faktisk var pænt bagud på point, fordi vi ikke havde været en del af den romerske civilisation. Men alligevel formåede vi åbenbart at gøre os gældende på måder, som det aldrig er sket hverken før eller siden. Hvorfor det er sådan, er spændende, men det bør undersøges fordomsfrit – og hverken ud fra den holdning, at vi ikke var noget særligt – eller at vi var noget særligt.

Under alle omstændigheder vækker en bog som ”Sølv, blod og kongemagt” stærke følelser, for dens budskab taler direkte til opfattelsen af den identitet, som er så vigtig for mennesker. Og en stor identitetsgiver er nationalismen, som Anders Lundt Hansen mener blev opfundet af tyske romantikere i 1800-tallet.

Men dér tager han så også fejl, for nationalismen er meget ældre end det. Tag for eksempel folkeviserne, som har rod i netop middelalderen. Der synges der ofte og tit – og især i de historiske viser om konger og dronninger og deres levned – om Danmark som land, og om kongen og dronningen som et billede på hele landet. Nuvel, folkeviserne er ikke historiske fakta, men de er dog blevet sunget overalt i riget, og har dermed været et udtryk for folkets holdning til Danmark – samt at de måske også har skabt denne holdning.

Man kan i krønikerne fra fortiden også læse om, hvordan de danske græde i den kongeløse tid, og hvordan Valdemar Atterdag i 1300-tallet samler riget – samt om hvordan hans datter Margrethe samler de tre nordiske riger i Kalmarunionen i 1397 – for så at Sverige river sig løs igen lidt over 100 år senere i 1500-tallet, fordi de vil være herrer i eget land. Det havde altsammen næppe været på tale, hvis ikke der havde været en stærk nationalfølelse i de tre nordiske lande allerede dengang.

Forsvenskningen af Skåne, Halland og Blekinge, som var ganske brutal, beretter om det samme, og som – selvom den fandt sted i 1600-tallet – stadig trækker tråde op til vor tid, hvor især skåningene endnu taler om Christian den Gode, når de taler om Christiern d. 2, mens svenskerne generelt taler om Christian Tyran pga. det stockholmske blodbad.

Anders Lundt Hansen nævner også i ”Sølv, blod og kongemagt” guldhornene, Jellingstenen og Dannebrog som medskabere af ”myten om Danmark som nationalstat”. Men holder det? Er de kun en del af en myte? Ja, måske når det kommer til guldhornene, som formentlig aldrig var tiltænkt nogen national rolle, da de blev lavet.

Jellingstenen derimod er et tydeligt politisk manifest om en konge, der gjorde – eller ville gøre – danerne kristne. Så hvis ikke det er en konklusion eller en hensigtserklæring om at skabe et dansk rige med en fælles religion og en dansk nationalfølelse, så ved jeg ikke, hvad det er.

Og Dannebrog? Ja, man kan tvivle på historien om, at det faldt ned fra himlen ovre i Estland for snart 800 år siden – det er nok mere sandsynligt, at det var en korstogsfane.

Men man kan ikke tvivle på, at flaget som repræsentant for det danske blev brugt i århundrederne efter, dog mest fra 1800-tallet og frem, også fordi det indtil da var kongehuset og militærets fane. Men omvendt var kongehuset gennem historien også Danmark på en helt anden måde end vi opfatter kongehuset i dag, hvor Danmark er folkets Danmark, og kongehuset blot en repræsentant. Dengang var kongehuset – eller rettere kongen det personificerede Danmark.

For symboler ændrer sig, og derfor giver det heller ikke mening, når et af kritikpunkterne går på, at nazisterne brugte løs af vikingetidens symboler og mytologi. For det kan aldrig være en fortids ansvar, hvis en senere tid vælger at anvende dens symboler og tankegods til egne formål.

En hvilken som helst tid må stå til ansvar for sine egne handlinger og narrativer, altså fortællinger, og det gælder selvfølgelig også 1800-tallet og den danske arkæolog Jens Jacob Asmussen Worsaae, som skabte begrebet vikingetid. Men vi kan godt tillade os at bruge det i vor tid – også fordi det kun er et fåtal af danskere, som tror, at vi er noget særligt, bare fordi vi engang var vikinger.

Langt de fleste nutidsdanskere ved godt – qua den store interesse for tiden – at livet i vikingetiden bestod af så meget mere end plyndringer og handelsrejser med skibe, men at der også var landbrug og en form for ligeret mellem kønnene, som vi først fik igen i nyere tid – og som man ikke havde i de andre europæiske stater på dén tid, der altså fortsat hedder vikingetiden.

Danmarksbloggen giver ”Sølv, blod og kongemagt” fem ud af seks historiebøger. For bogen er både grundig og gennemarbejdet, men den har også et politisk budskab omkring nationalismen og dens farer, som nok er velbegrundet i vor tid – men som hører mere hjemme i en politisk debat end i en historiebog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Naturen slår igen – god midsommer

Ulven er i Jylland. Elgen er på Sjælland.

Nature strikes back.

Det er også på tide, for de virkelig farlige – mennesket – er alle vegne.

Og vi formerer os og sviner i en grad, så rotterne må stå misundelige tilbage og tænke: Pokkers, og vi som troede, at ingen kunne overgå det stunt, som vi lavede med den sorte død tilbage i middelalderen. Men dengang døde jo kun en tredjedel af menneskeheden – i Europa. Det, som de selv laver nu, kan dræbe ikke kun dem selv, men også mange andre arter. Og det over hele kloden.

Vi mennesker kunne selvfølgelig også bare begynde at passe på os selv, dyrene og kloden – på Moder Jord.

Men det ville kræve en omtanke og en vilje til at lave om på os selv og vores levevis, som vi nok desværre – for os selv og en del andre arter – ikke besidder.

Den gode nyhed er så, at Jorden nok skal overleve selv os … i en ændret form javist, men forandring er naturens og universets lov, så det er fint nok.

God midsommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og …. og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny. Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker. Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler selv indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påsken – dag for dag

Påsken står for døren, og Danmarksbloggen iler med en oversigt over, hvad der sker i påsken, hvis nu man ikke har det stående skarpt i erindringen:

Palmesøndag: Jesus rider på et æsel ind i Jerusalem, hvor han hyldes som en konge og mødes af jublende menneskemængder med palmeblade i hænderne. Senere på aftenen salves Jesus af en kvinde, som bruger en hel krukke dyr creme på ham. Hermed er han også klar til den begravelse, der venter.

Skærtorsdag: Judas forråder Jesus for 30 sølvpenge, og Jesus vasker disciplenes fødder, inden de sætter sig til bords for at nyde det jødiske påskemåltid. Men i slutningen af måltidet bryder Jesus den jødiske tradition og indstifter i stedet den kristne nadver med brød og vin. Derpå går han ud i Getsemane Have og beder om at måtte slippe for det, der venter, men ender selvfølgelig med at acceptere sin skæbne. Det er også denne nat, at Peter (som senere bliver den første pave) nægter at kende Jesus.

Langfredag: Jesus tages til fange natten til langfredag, piskes og dømmes til døden ved korsfæstelse. Han bærer selv korset af Via Dolorosa – smertens vej – til Golgata, hvor han bliver korsfæstet. På hver side af Jesus hænger to kriminelle, den ene håner ham, mens den anden beder Jesus om at huske ham, hvorpå Jesus svarer: Sandelig siger jeg, i dag er du med mig i Paradis. Men til sidst tvivler selv Jesus og udbryder: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig – og så råber han højt og dør.

Påskedag: Efter den jødiske hviledag lørdag går kvinderne ud til Jesu grav søndag morgen, men til deres store overraskelse er graven tom, og der sidder en engel, som fortæller dem, at Jesus er genopstanden. De skynder sig tilbage til disciplene, som først ikke tror på kvinderne, men som så overbevises – også fordi Jesus selv viser sig for dem. Især Thomas kniber det med, men til sidst tror også han, og Jesus siger: Du tror, fordi du ser – salige er de, som ikke ser og dog tror.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tid til at drikke jul?

Der var omkring det her tidspunkt på året, at vikingerne holdt jul ude på deres skibe – eller rettere drak jul som det hed. For masser af mjød var en stor del af vikingernes jul – præcis som alkohol også er en del af nutidens julefejring.

Men i vor tid er julen for længst slut, og hverdagen er vendt tilbage, men på mørke januardage som denne kunne det være fristende at genindføre OGSÅ den hedenske jul – eller yule, som det hed.

Der er jo heller ingen, der siger, at vi skal skrotte den kristne – eller i hvert fald kulturkristne – jul i december. Vi kan bare lægge den hedenske yule til. Få en lang række lovmæssige fridage i januar, hvor der skal spises og drikkes igennem.

De færreste vil i øvrigt opdage forskellen mellem de to julehøjtider – mad og drikke i rigelige mængder er som bekendt et gennemgående tema i alt fejring her højt mod nord. Vi har nemlig alle dage gået mere op i, hvad vi kan stoppe i munden og i maven end i så meget andet.

Man kan kalde det primitivt, hvis man vil – og det gør mange af dem, der går op i julens mere åndelige og trosmæssige sider.

Man kan også kalde det fokus på livsnyderi og sanser, hvilket appellerer til det sekulære nutidsmenneske, om end spelt-segmentet i storbyerne ikke bryder sig om umådeholden druk og æderi, og slet ikke når det er fed mad og alkohol, der står på menuen.

Men man kan også bare gå direkte til biddet og konstatere, at mad og alkohol er nødvendige, hvis man – både mentalt og fysisk – skal overleve den lange, mørke og kolde vinter heroppe nordpå.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

4. søndag i advent: Der er jul til forskel …

Så er det 4. søndag i advent – og dermed den sidste omgang i Danmarksbloggens advents-serie 2017, der har handlet om kirker og tro.

Advent betyder som bekendt at vente på Herrens fødsel – og i år falder fjerde søndag i advent sammen med selveste juleaften. At de to kan optræde på samme dag skyldes, at Jesus ifølge de kristne spindoktorer først fødtes d. 25. december – nemlig på selve julenat, endda ved midnatstide.

Så reelt venter vi endnu på hans fødsel her d. 24. december.

Men heroppe nordpå har vi altid haft tradition for at fejre lidt på forskud, således også julen, hvor den store fest hos os er i aften, og så må vi altså tage med, at det indimellem – som i år – er jul og advent på samme dag.

Danmarksbloggen bringer derfor også i dagens anledning en fantastisk prædiken skrevet af pastor Mogens Hansen, der i mere end et årti var præst ved Vor Frelsers Kirke i København.

Her skrev han til gudstjenesten 2. juledag for ti år siden denne prædiken, der måske egner sig mest til at blive læst, når julegaverne er pakket ud, og maden er (nogenlunde) fordøjet. En prædiken, der slutter med ordene: Vi siger: Ingen roser uden torne! Kristentroen siger: Ingen torne uden roser! Der er jul til forskel.

Så her kommer prædikenen med link til Mogens Hansens egen side – fuld også af andre gode og tankevækkende ord: https://mediemoha.com/2017/10/18/ingen-torne-uden-roser-2-juledag-2007/

Og så vil Danmarksbloggen – som Mogens Hansen også altid selv gjorde det – ønske alle: En glædelig jul med lige dele Krist og sul.

Vi høres ved igen, når Dronningens og statsministerens nytårstaler skal anmeldes.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

3. søndag i advent: De ni læsninger

Advent 2017 står i kirkernes og troens tegn på Danmarksbloggen.

Og vi fortsætter i dag 3. søndag i advent med de ni læsninger, som oprindelig stammer fra England og den anglikanske kirke, men som i de sidste 25 år er blevet en fast del af adventstiden også i mange danske kirker.

De ni læsninger kan beskrives som en speciel gudstjeneste, hvor såvel præst som medlemmer af menigheden læser udvalgte tekster fra Biblen op. Indimellem er der salmesang, korsang og orgelmusik.

Gudstjenesteformen med de ni læsninger blev skabt i julen 1880 i England, og særlig kendt er versionen i King´s College Chapel i Cambridge, hvor den er blevet afholdt hver juleaften med deltagelse af det berømte kor King´s College Choir. Radiotransmitteret er de ni læsninger også blevet derfra til store dele af verden siden 1928, altså i snart 100 år!!!

Følgende tekster benyttes ofte til de ni læsninger:

1. læsning:
Første Mosebog 1,1-8, 1,26-28 og 1,31-2,4

2. læsning:
Første Mosebog 3,8-15

3. læsning:
Salme 88,2-8

4. læsning:
Esajas’ Bog 9,1-6

5. læsning:
Esajas’ Bog 11,1-10

6. læsning:
Lukasevangeliet 1,26-38

7. læsning:
Lukasevangeliet 2,1-7

8. læsning:
Lukasevangeliet 2,8-14

9. læsning:
Johannesevangeliet 1,1-14

Så kan man jo slå op og læse dem selv her 3. søndag i advent, hvis nu man ikke lige kan finde en kirke i nærheden, der har de ni læsninger på programmet (selvom det har mange kirker). Eller man måske bare vil læse dem i fred og ro – måske med kalenderlyset tændt og selv nynnende en julesang – eller ni.

For nu er der kun fire dage til vintersolhverv – og syv dage til jul.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

2. søndag i advent: Lucia kommer lige om lidt

Advent 2017 står i kirkernes og troens tegn på Danmarksbloggen.

Og vi fortsætter i dag 2. søndag i advent med Lucia, som fejres bedst i den svenske kirke, som også har en afdeling i København. Her hedder den Gustafskyrkan, og ligger lige ved siden af Østerport – og byder året rundt på gudstjenester og masser af andre arrangementer, også alle de klassiske svenske højtider, hvor ingen er så smuk og betagende som den svenske Lucia-skik.

Forestil dig at sidde i en bælgmørk kirke og så svagt høre en nynnen og måske mere ane end se skæret af et lys, der er på vej. Sangen vokser så i styrke, samtidig med at lyset bliver stadig mere klart, og så kommer de ind i kirken, de lange rækker af hvidklædte terner med tændte stearinlys i hænderne og stjernedrengene med enten lys eller stjerner – alle ført an af selveste Lucia-bruden med de levende lys i den grønne krone på hovedet.

Og så starter koncerten, når koret (som udgør Lucia-optoget) har grupperet sig oppe ved alteret. Og de kan synge – både Lucia-sange og julesange og julesalmer.

For i Sverige har man flere Lucia-sange end den, som vi kender – og mange fantastiske julesange og julesalmer. Deriblandt også nogle som vi ikke kender i Danmark som fx ”Når det lider mot jul” og ”Jul, jul, strålande jul”. Men også én enkelt som vi har adopteret, nemlig ”Nu tændes tusinde julelys”.

Selve Lucia-dagen er d. 13. december, og den fejres overalt, hvor Svenska Kyrkan er, både i Sverige og udenlands – og det giver våde øjne og en boblende glæde hver gang, skal undertegnede hilse og sige. For ingen steder er man tættere på englesang og himmelsk lys end til Luciafirande i Svenska Kyrkan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1. søndag i advent: Det handler om økumeni

Advent 2017 står i kirkernes og troens tegn på Danmarksbloggen.

Og vi starter i dag 1. søndag i advent med at gøre opmærksom på den store økumeniske gudstjeneste i Københavns Domkirke også i dag kl. 14 i anledning af reformationen, hvor både Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen og den katolske biskop i Danmark Czeslaw Kozon vil stå for gudstjenesten. Men de er ikke alene. Repræsentanter fra andre kristne trossamfund vil også både prædike og stå for bønner.

Læs mere her: http://www.interchurch.dk/aktuelt/kalender/oekumenisk-seminar-og-jubilaeumsgudstjeneste-i-reformationens-tegn

Men hvad er en økumenisk gudstjeneste? Ja, kodeordet er økumeni, og det har intet med økonomi at gøre, hvis man troede det. Ordet økumeni kommer af det græske ord oikoumene, der betyder “den hele beboede verden”

Økumeni er derfor simpelthen samtale, dialog og samarbejde mellem de kristne kirker med det mål – eller den drøm – at vi en dag kan samles igen i én fælles kirke, forenet i troen på Gud, Søn og Helligånd.

Men da de kristne kirker ikke er enige om væsentlige ting, som om hvorvidt nadveren er reel eller symbolsk, om hvorvidt Helligånden kommer fra både Gud og Sønnen – eller kun fra Gud, om vi skal praktisere barnedåb eller voksendåb – og mange flere endnu, så har det lange udsigter. Men de kristne kirkesamfund giver ikke op, men forsætter med at prøve – og med at tale og være sammen. Og dét er vejen frem.

Danmark er også et af de lande, hvor økumenien står stærkest, og hvor stort set alle kristne kirker er gode til at respektere og samarbejde med hinanden.

Så ja, det kan være, at mange danskere har svært ved at tale om tro. Men mange af dem, der kan tale om tro, og som også åbent tør stå ved deres kristendom, er åbne og inkluderende i en grad, så resten af samfundet kunne lære noget omkring netop accept af forskelligheder, også de mest grundlæggende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

En alternativ og genial julekalender

Det er i dag d. 1. december. 24 dage til jul. Tid til julekalendere, hvoraf mange er fulde af luksus-chokolade, dyr lakrids, make-up, parfume og mange andre ting, der handler om at forbruge – og om at få.

Danmarksbloggen vil i stedet henlede opmærksomheden på denne geniale julekalender – skabt af den svenske kirke i Umeå: https://www.svenskakyrkan.se/umea/julkalender

Den handler ikke om konsum og om at rage til sig, men om at give og om de rigtige værdier …

Dén julekalender er Danmarksbloggens julekalender i år – i håbet om at de enkeltes dages gaver bliver til gode vaner – også efter jul og nytår.

For der er nemlig større glæde i at give end i at få … året rundt …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Og ja, julekalenderen tager afsæt i Sverige og svenske juletraditioner. Så har man ikke en svensk pepparkaka d. 9. december, så kan man byde på en brunkage. Og man kan lade sig inspirere af store, danske videnskabsfolk som Niels Bohr og Inge Lehmann http://danmarksbloggen.dk/?p=6814 , hvis man ikke på Nobeldagen d. 10. december vil læse om Nobelpristagernes bedrifter.