Tesfaye lavede en Grundtvig

Socialdemokraten Mattias Tesfaye sagde i går på Socialdemokratiets landsmøde: Når demokratiet og Gud støder sammen, så er det altså Gud, der har vigepligt

Selvfølgelig er det sådan, og sådan skal det være – og det siger undertegnede som både kristen og troende …

Grundtvig, en af Grundlovens fædre, sagde også altid: MENNESKET først. Det er lidt den samme grundtanke.

Grundtvig talte så også om dødningene, dem der ikke troede på, eller anerkendte en åndelig magt her i verden. De mennesker mente Grundtvig var uden ånd – og det havde han OGSÅ ret i. For vi og verden er heldigvis ikke blot overladt til os selv.

Men det handler om respekt … for både religion og religiøse – og for dem, der ikke tror.

Det og så en fælles forståelse af at samfundets love skal bygges på, hvad vi mennesker beslutter sammen i demokratiske forums – og ikke på religiøse lederes udlægninger af religiøse tekster.

For nok kan det enkelte menneske finde trøst, opmuntring, mening og bekræftelse i de hellige bøger for slet ikke at tale om inspiration til at leve et liv, der er etisk og moralsk forsvarligt – men i samfundet gælder demokratiet og de menneskeskabte love …

Man kan så blot håbe, at de love bliver vældig påvirket af buddet om næstekærlighed, og at de mennesker, der bærer demokratiets fakkel, er mennesker med en høj moral og en rummelig etik – og ikke bare har en dagsorden om selv at rage grådigt til sig, mens de sidder ved fadet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Copenhagen Pride

Så er det Pride-tid igen i København. Mangfoldighed og regnbuer. Et af årets absolutte højdepunkter, hvor byen får farver og liv.

Desværre sker det også på en mørk baggrund, når man ser på, hvad der sker i verden – og i Danmark.

For både herhjemme – og i lande som Tyrkiet, Rusland og mange andre steder forfølges mennesker stadig, bare fordi de elsker en af samme køn som dem selv, er transseksuelle eller på anden måde ikke kan presses ind i de meget snævre bokse, som små og angste mennesker gerne så, at verden bestod af.

For uvidenheden florerer og sammen med netop angsten og selvtilstrækkeligheden danner det en virus, som skal stoppes – med kærlighed vel at mærke.

For verden er mangfoldig – og menneskene er mangfoldige – og hurra for det.

Så gå ud i Københavns gader, hvad enten du er gammel eller ung, tyk eller tynd, homo eller hetero … gå ud og fejr mangfoldigheden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronning Margretherne er alene i døden

Det vakte opsigt, da det kom frem i går, at prins Henrik IKKE ønsker at blive begravet sammen med Dronning Margrethe d. 2 i Roskilde Domkirke, hvor det ellers hele tiden har været planen, at de skulle hvile sammen i Skt. Birgittas Kapel under en sarkofag udført af Bjørn Nørgaard.

Men nu kommer Dronning Margrethe d. 2. altså til at ligge der alene – ligesom sin navnesøster fra middelalderen Margrethe d. 1, der også ligger alene – hun på den fornemste plads bag alteret.

Historien om hvorfor middelalder-Margrethe ligger alene er imidlertid noget anderledes – og blottet for dramatik, da hun var gift med den norske konge Håkon, som hun overlevede med adskillige årtier. Han blev selvfølgelig begravet i Norge og lå dér, mens hende som de fleste kender som Margrethe d.1. samlede Norden og skabte Kalmar-unionen, så det gav aldrig mening at forene det tidligere norske kongepar i døden.

Nordens store datter skulle selvfølgelig have sit eget gravmæle, og det fik hun – og det med format. Læs mere om Margrethe d. 1 – også om hvorfor hun egentlig ikke er d. 1. – i Danmarksbloggens Danmarkshistorie her: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956

Og læs endnu mere om hende her i Danmarksbloggens Danmarkshistorie om danske kvinder: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329

For det er som bekendt seks århundreder, der skiller de to Margrether. Seks århundreder, hvor kongemagten er gået fra at have reel magt til kun at have formel magt – i hvert fald på papiret, for der er en alliance i Danmark som i andre monarkier mellem pengemagt og kongehus, som ikke skal undervurderes.

Men nu får det danske monarki et hak i tuden og det indefra – givet af en franskmand, der nok er født som greve, men også er landsmand med det folk, der henrettede en konge og en dronning under guillotinen i den franske revolution.

Så slemt kommer det ikke til at gå her, men faktum er, at Danmarks eneste to regerende kvindelige monarker kommer til at hvile alene – som i helt alene – i døden. Heldigvis er/var de begge særdeles stærke kvinder …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Horrorforfatter Steen Langstrup skriver om heks på bålet eller ej

Det er en almindelig misforståelse, at hekseafbrændingerne stoppede med reformationen. Det modsatte var tilfældet. De tog først rigtig fart under Christian IV. Det gik dog forholdsvist stille for sig i Danmark, og også imod mange misforståelser, så var det ikke ualmindeligt, at sagerne endte med frifindelse. Det gør selvfølgelig ikke skikken med at brænde mennesker levende mere tiltalende. Det er bare sådan en nuance.

Og ja, det er en sær skik at brænde en papheks, hvis man ser det som en hyldest til hekseafbrændingerne. Det er også en underlig skik at have et kors hængende i kirken, hvis man ser det som en hyldest til en romersk henrettelsesform. Men ikke alle symboler er ment som hyldester. Dem, der glemmer ondskaben, er dømt til at gentage den. Lad papheksen være en hyldest til kvinder, der tør være anderledes. Og ditto mænd. Og til omtanke, før vi forfølger det, vi ikke forstår.

Det er overskyet her på Frederiksberg. Det ser ud til regn senere. Jeg tror, det er sankthans i aften.

Skrevet af: Horrorforfatter Steen Langstrup

Pinse med Dronningen og Kim Larsen

Festgudstjenesten i Haderslev Domkirke i anledning af Reformationens 500 års jubilæum i går eftermiddags var både herlig og hellig, og det samme var Kim Larsens koncert i går aftes i Søndermarken på Frederiksberg.

Det var også Danmarks to mest elskede ikoner, som var tilstede ved de to lejligheder. En hver sit sted. Dronning Margrethe d. 2. i Domkirken – og Kim Larsen i Søndermarken. De har i øvrigt meget tilfælles, Majestæten og Nationalskjalden – og ikke kun, at de begge er dårligt gående og grå i toppen. Men at danskerne elsker dem, fordi netop de to mere end nogen andre i vores lille land repræsenterer historien om Danmark som et land med sammenhængskraft og plads til solidaritet.

Altså alt det som mange danskere føler er truet i en globaliserings- og terrortid. Så det var helt som forventeligt, at der i Domkirken blev sunget ekstra kraftigt med på Grundtvigs salmer ”I al sin glans nu stråler solen” og ”Den signede dag”  – og på hits som ”Midt om natten”, ”Rabalderstræde” og ”Kvinde min” i Søndermarken.

For som Kim Larsen sagde det, så er alt nyt ellers nutidens mantra, men det er alligevel det gamle og velkendte, som vi foretrækker. Måske fordi det er langtidsholdbart og fortæller om vores rødder og værdier. Nu sagde Dronningen ikke noget i Domkirken, men det gjorde Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, og han var i sin prædiken inde på de samme tanker, når han snakkede om en humanisme, der uden kristendommen bliver gold og trist, fordi der i kristendommen er en medmenneskelighed og en næstekærlighed, der rækker udover den enkelte – og ud til alle mennesker og hele samfundet, ja i bund og grund hele kloden. Og det haster, for som Kim Larsen sagde det: Hvis ikke vi snart tager os bedre af Moder Jord, så får vi læsterlige klø.

Det kan være svært at finde modet. Men vi må som den jødiske forfatter Elie Wiesel skriver det vælge at tro på menneskene. Vælge at tro på mennesket til trods for mennesket. Det er nemlig vores valg, om vi vil vælge tilliden eller hadet, om vi vil bruge sproget til at velsigne med eller forbande med. Både Folkekirken, Dronningen og Kim Larsen bruger sproget til at velsigne med og give danskerne tro, håb og kærlighed – så netop derfor er de også så helt igennem kerne-ærke-danske.

Og der er i virkeligheden ikke ret langt fra Domkirken til Søndermarken, fra det ”fine” Danmarks alvorlige og højtidelige reformationsfejring til den folkelige og fornøjelige aften i Søndermarken, hvor der blev skålet og skrålet, og den danske sjæl foldede sig ud under de grønne trækroner.

Og over det hele fløj duerne, som de altid gør det ved pinsetide, når Helligånden daler ned. I Domkirken er de udført kunstfærdigt og smukt i materialer som marmor, og i Søndermarken flyver de i kød, blod og fjer. Men ånd har mange billeder … også når det kommer til duer og mennesker.

Og vi hører sammen her i Danmark, alle sammen fra kirkeministeren på kirkebænken i Haderslev Domkirke til den unge mand, der stod med en kande øl i bæltet i Søndermarken, fra militærmanden med de fine ordner i Haderslev Domkirke til den midaldrende kvinde, der stod med sin mobiltelefon og filmede, mens Kim Larsen sang ”Fru Sauterne”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

London Bridge og ramadanen

I skrivende stund er det ikke bekræftet fra myndighedernes side, at der var tale om et terrorangreb på London Bridge, som er nabo-broen til Tower Bridge.

Men når en varebil med en fart, der bliver anslået til cirka 80 km i timen med vilje kører ind i en menneskemængde på en bro i en europæisk hovedstad, så er det nærliggende at tro, at der er tale om terror … også fordi der pt. sker og er sket andre “hændelser”, som det kaldes, i den engelske hovedstad, som involverer både skud og lange knive.

Den gamle børnesang om “London Bridge is falling down” er derfor blevet aktuel på en mere end uhyggelig måde – og er dermed endnu en reminder om de tider, som vi lever i.

Ikke at vi behøver en sådan reminder om tidens tegn af vold, had og drab  .. slet ikke.

Hvad vi behøver er derimod remindere om, at vi alle er mennesker, og at mangfoldighed er et plus – og at nysgerrighed er godt.

Som fx idag, hvor jeg i svømmehallen talte med den arabiske livredder, der er muslim og derfor pt. holder ramadan, og som kunne fortælle om, hvordan især hans duftsans bliver skærpet i disse uger, men også hvordan det at faste gør, at han i store dele af resten af året har megen fokus på, hvad han spiser – og om han spiser det rigtige for at holde sig sund.

Altså en helt anden vinkel på ramadanen end den religiøse. For det er samtale, der ikke kun gør klogere – det også nuancerer. For virkeligheden er ikke kun uhyrlighederne som den på London Bridge og de andre steder i London i aften/nat. Den er også og især de mennesker, som vi hver især møder – og ikke mindst hvordan vi møder dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tag jødetesten – uanset om du var til Distortion eller Depeche Mode

At København er en delt by er en gammel sandhed. Der er bydele, hvor en lejlighed koster spidsen af en jetjager – og bydele, hvor flertallet er på kontanthjælp. Det ved vi alt sammen godt.

Men i går aften blev andre forskelle også mere end tydelige ….

På Nørrebro festede – primært de unge – i den årlige musik-larm-skrald-begivenhed kaldet Distortion, mens dem, der havde været unge tilbage i 80´erne, befandt sig i Parken, hvor det engelske band Depeche Mode spillede og for et par timer kunne få nutidens voksne til at glemme, at de er netop det: Voksne – og dermed også ansvarlige for dette samfund. Det var åbenbart en succes.

Nogle, der ikke glemte ansvaret, var politikerne. For samtidig var der afslutningsdebat i Folketinget, hvor især roma´erne var på dagsordenen, og hvor Enhedslistens Pelle Dragsted til sidst gik på talerstolen som privatist og advarede imod tonen i debatten, og bad alle om at tage jødetesten, inden man udtaler sig om romaerne.

Jødetesten består i al sin enkelhed af, at man prøver at sætte ordet jøder ind i de udsagn, som man siger om en bestemt befolkningsgruppe, som her roma´erne, der af mange omtales som tyvagtige og voldelige.

Men Danmarksbloggen kan nu også finde andre grupper, som man kunne bruge jødetesten på – fx arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og andre, som stadig hos mange af de blå omtales i forblommede vendinger som dovne m.m. – og som åbenbart ikke må være med til festen, selvom krisen (officielt i hvert fald) er aflyst.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre alle – uanset alder – til at tænke sig om, inden man siger noget generelt om en gruppe, uanset hvem den gruppe er. For det enkelte individ er altid mere end summen af fordomme og fakta.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blasfemi-paragraffen – et værn mod religiøs vold

På fredag skal folketinget stemme om, hvorvidt blasfemi-paragraffen skal afskaffes eller ej. Meget tyder på, at det bliver et ja.

Det er Danmarksbloggen ikke enig i. For nok er ytringsfriheden hellig og ukrænkelig, og det skal vi holde fast i. Men det gøres faktisk bedst, hvis vi beholder blasfemi-paragraffen.

Og det gælder,selvom den kan opfattes som symbolpolitik, måske især når man ser på antallet af faldne domme på baggrund af den (to siden indførelsen i 1930).

Men ikke desto mindre er den en lov, der viser, at vi her i landet tager religiøse følelser alvorligt. Og det er vigtigt, at dette signal sendes til alle danskere. For der skal sørme være plads til både troende og ateister i Danmark – også uden at nogen af dem skal risikere at blive svinet til.

For hvis vi afskaffer blasfemi-paragraffen, lukker vi nemlig op for, at den indre svinehund for alvor kan komme ud.

Ikke sådan at forstå at det med en afskaffelse bliver tilladt at sige noget truende, forhånende eller nedværdigende om fx jøder, muslimer eller kristne – for det er mennesker, så det må man stadig ikke.

Man må heller ikke i det offentlige rum afbrænde koraner eller bibler, da det forstyrrer den offentlige lov og orden.

Men man må med en afskaffelse af blasfemi-paragraffen godt sige noget truende, forhånende eller nedværdigende om selve religionen, altså fx islam, kristendom eller jødedom.

Så er det ikke blot storm i et glas vand? Nej, det er en glidebane ned til de sorteste og laveste instinkter i mennesket.

For hvor mange vil være istand til at skelne mellem, om der tales om religiøse mennesker eller om religionen? Næppe mange, og formentlig endnu færre når vi taler de fundamentalistiske grupperinger indenfor religionerne. For dem er det to sider af samme livsvigtige sag, om der tales om religionen eller om religiøse.

Så en afskaffelse af blasfemi-paragraffen betyder frit løb mod bunden og umenneskeligheden. Ja, at et af de sidste og måske det største værn mod religiøs betinget vold i Danmark bliver fjernet.

Læs mere her:
http://www.dr.dk/nyheder/indland/er-et-farvel-til-blasfemiparagraffen-godt-eller-skidt-religioese-stemmer-er-uenige

http://www.dr.dk/nyheder/indland/lektor-der-kommer-hverken-flere-eller-faerre-sager-uden-blasfemi-paragraf

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og …. og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny. Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker. Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htmHun døde i 2008.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Katharina Luther – Munkens Brud”

Den samme mand kan ikke bade to gange i den samme flod uden at de begge har forandret sig, siger man – og det er sikkert sandt.

Men til gengæld kan de samme to kvinder sagtens optræde i den samme forestilling to gange – uden at gløden og nerven bliver mindre. Ja, tværtimod bliver helheden endnu mere intens, mere brændende, i hvert fald når det gælder ”Katharina Luther – Munkens Brud”, som havde premiere i Haderslev Domkirke i oktober sidste år – og som i lørdags spillede i Sionskirken på Østerbro i København.

Undertegnede både så og anmeldte dengang i efteråret forestillingen for Kristeligt Dagblad – se anmeldelsen her: https://www.kristendom.dk/kristendom.dk/katharina-luther-var-paa-praedikestolen-i-haderslev-domkirke

Siden den mørke oktober-aften i den smukke, sønderjyske katedral var der gået seks måneder, men historien om en af verdenshistoriens mest usædvanlige kvindeskæbner fascinerede stadig ligeså meget i den lille, kønne sognekirke på Østerbro i den sollyse forårseftermiddag – også selvom jeg kendte både handlingen og de små virkemidler og overraskelser undervejs.

Men som sagt er de to optrædende kvinder også ganske formidable på hvert sit felt.

Tine K. Skau, der forestillingen igennem på fineste vis spiller på mere end 12 instrumenter, har komponeret al musikken, så det lyder som renæssancemusik og danner et perfekt matchende lydtæppe til en både dramatisk og medrivende fortælling.

En fortælling, hvor Anette Jahn simpelthen ER Katharina Luther fra den lille pige, der afleveres i klosteret over den unge kvinde, der langsomt men sikkert via sit eget mod og Luthers ord tør bryde igennem og ud af klosteret – og til den voksne kvinde, der både kan opbygge et forretningsimperium, diskutere reformationen og passe børn og plejebørn, indtil hun med Luthers testamente i hånden må kæmpe for at få forældreretten over sine børn.

En mere end usædvanlig skæbne i en tid, hvor kvinder var uden rettigheder. Så hvor fik hun styrken fra? Forestillingens bud er jomfru Maria, som Katharina Luther holdt fast i livet igennem. Og hvorfor ikke, selvom Luther mente, at jomfru Maria bare var en almindelig kvinde, og at det netop var det fineste. Fordi når en almindelig kvinde kunne føde Guds søn, så er vi alle lige tæt på Gud.

Det er en holdning, der giver genlyd i en protestantisk sjæl – og dem var vi mange af i Sionskirken, endda i alle aldre, som efter forestillingen fik mulighed for at tale sammen med Anette Jahn og Tine K. Skau om, hvad der havde berørt os. Og man ved, der er sket noget (godt), når unge konfirmand-drenge finder det mærkeligt og forkert, at en kvinde ikke kunne have forældreretten over børnene.

Vi er så alligevel ikke helt i mål endnu her 500 år efter Luther. Kvinder med magt som for eksempel en nutidig tysk kvinde, nemlig den tyske kansler Angela Merkel, må stadig lide under mere sladder og latterliggørelse end hendes mandlige kollegaer. Tænk også på hvad Thorning måtte lægge ryg til, da hun var statsminister og blev kaldt Gucci-Helle. Eller den konservative Lene Espersen, der blev kaldt for den talende kavalergang. Sexistisk er for pæn en betegnelse.

Så inden vi dømmer reformationstiden ude som gammeldags, skal vi også huske på, at det stadig er velset mange steder, når kvinder (udelukkende) gør kvindeting som at passe gamle og syge og børn og stå for det praktiske. Og at der stadig er mange mænd, som ligesom Luthers venner ikke ønsker, at kvinderne blander sig i nutidens Lutherstuber og diskussioner – og tager teten og magten, både den politiske, økonomiske og åndelige.

Og der er også stadig langt imellem de mænd, der som Luther støttede kvinderne, når han fra prædikestolen kaldte de bortløbne nonner for heltinderne og et lysende eksempel på den frihed, som reformationen gav både kvinder og mænd.

Så ja, Luther var verdens første mandlige feminist og ved sin side havde han en stærk kvinde: Katharina Luther, som man lærer så godt at kende i selskab med Anette Jahn og Tine K. Skau.

Man går nemlig hjem og føler, at man har været helt tæt på Katharina Luther, og man ville ønske, at der fandtes en tilsvarende forestilling om Martin Luther. For han er af og til ret svær og tung at komme i nærheden af, også selvom han træder markant mere frem af skyggerne, når man ser forestillingen for anden gang.

Danmarksbloggen giver ”Katharina Luther – Munkens Brud” seks rosenkranse ud af seks mulige, som den rosenkrans Katharina Luther havde i sit bælte. For reformation eller ej: Katharina Luther, født von Bora, gik i jomfru Marias fodspor, både som kvinde, mor, husmor – og også som formidler af det levende Guds ord.

Og nok brændte en uforstående og uforstandig samtid Katharinas breve efter hendes død, mens man gemte Martin Luthers – men alligevel taler hun til os på tværs af århundrederne, og det er stærke ord om ligeværd og ligeret, som vi stadig skal kæmpe for – både mænd og kvinder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen