Kategoriarkiv: Tro & Højtider

Mortensaften: Ænder og en soldat, som blev katolsk biskop

Udgivet den af
Svar

Det er i grunden en mærkelig tradition: At æde and d. 10. november, fordi en katolsk præst ved navn Martin i 300-tallet ikke ville være biskop, men gemte sig hos en flok gæs, der så snadrede og larmede så meget, at han alligevel blev afsløret, og måtte tage bispestaven i hånden – dér langt nede i den sydfranske by Tours.

Senere blev han så også helgenkåret under navnet Skt. Martin – eller Skt. Morten.

For i Danmark blev Martin til Morten, gæssene blev til ænder – og vi er for længst blevet protestanter, og fejrer derfor ikke katolske helgener – med Santa Lucia som en markant undtagelse.

Så det giver nærmest nul mening med Mortensaften og and, medmindre måske at man ihukommer, at det var den tid på året, hvor man for mere end 100 år siden typisk slagtede både gæs og ænder – og altså kunne spise fuglene friske fremfor som senere på vinteren saltede eller tørrede.

Så jo, det husker vi – og det spiser vi. Og som altid så bliver det hele bare sjovere med en god historie, mens man sætter tænderne i andesteg, sovs og kartofler.

Der er så også en anden historie om Martin af Tours, altså Mortens-bispen. Nemlig at han oprindelig var en dygtig og meget krigerisk soldat, der én dag mødte Jesus i form af en tigger, og at det møde totalt ændrede hans liv, så soldaten Martin lagde våbnene fra sig for i stedet ydmygt som først missionæren og siden præsten at rejse ud i verden og udbrede evangeliet.

Sandhedsværdien i dén historie er nok lige så lille, som i den med at gemme sig hos gæssene. Men forvandlingskraften i historien passer godt sammen med det behov for fortællinger om helgener og at udbrede evangeliet, som kendetegnede kristendommen fra da den blev romersk statsreligion og til den var etableret i hele Europa.

Så Mortensaften handler altså om mission – men i vor tid nok mest på de indre planer. Ikke som i Indre Mission, men som i en mission om velsmag ved bordet og i munden.

God Mortensaften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Det nye år”

Udgivet den af
Svar

Nytårsaften er som en juleaften no. 2 – bare med vennerne i stedet for familien. Men stadig en aften, der danser omkring gentagelsen. Same procedure as last year, same procedure as every year, som det siges i tv-sketchen ”90-årsfødselsdagen”, som alle kender, men ingen længere ser – og som det citeres i Paprika Steens tredje film om fællesskab og relationer, der har premiere i dag.

Filmen hedder “Det nye år”, og vi følger en flok venner nytårsaften 2024-25. At det lige er dét nytår ved man, fordi man i filmen hører Kong Frederik d. 10. holde nytårstale – og han har i skrivende stund kun én gang sagt ”Gud bevare Danmark” på skærmen.

Filmen starter nemlig – som enhver nytårsaften i Danmark – med skærm og champagne i hånden, eller nej, her til monarkens nytårstale drikkes Crémant, som den rige og dominante, stil- og vinbeviste Jens, spillet mesterligt af Anders W. Berthelsen, gør opmærksom på det.

For champagnen skal vente til klokken 12. Sådan har man altid gjort det i dén vennegruppe, og traditionerne skal man værne om iflg. samme Jens, der dog bliver udfordret på netop den del.

Festen holdes nemlig – som altid – hos enken Nomi, spillet af svenske Tuva Novotny, som har fået en ny kæreste Finn. Han gestaltes af en suveræn Lars Brygmann, der excellerer i portrættet af en bedrevidende mandebaby, der ankommer EFTER nytårstalen med et kæmpe kransekagehorn – og straks udfordrer Jens´ rolle som leder af flokken, som var de to hanløver, der sloges om byttet. Det gør de så også. Bare en død nytårstorsk på et køkkenbord og ikke en antilope på sletten.

Flokkens tredje mand Kris spilles af Christian Tafdrup, og det gør han overlegent godt – og hvor er det forfriskende at se Tafdrup være en følsom gut, der kommer med filmens mest indsigtsfulde kommentar, da han om traditioner, og hvorfor man følger dem, siger: Det er bare en tradition. Der er ikke så meget at forstå.

Men når indholdet forsvinder, hvorfor så fortsætte med at gøre handlingen, kan man rationelt spørge. Hvorfor beholde ritualet, når det ikke giver noget mere? Men det gør mennesker, indtil alt bryder sammen. Måske fordi traditioner også handler om identitet, om at holde fast i det, man var – eller stadig håber, man kan blive.

Så det er for de fleste svært at acceptere, at 1) Traditioner kun er holdbare, så længe de holder os oppe og i gang, og 2) At det er klogt at stikke af fra dem og finde sig selv på ny. Skabe noget andet, som de to unge – Caroline og Vincent – gør det. De spilles overbevisende af Nikoline Juul Rohold og Daniel Andreas Ørum-Hansen.

Stor overbevisning og kraft er der også hos Birgitte Hjort Sørensen, som spiller den flirtende og overskudsagtige Charlotte, der er gift med Jens, men som bag den glitrende facade gemmer på både hemmeligheder og frustration. Dét gør hun med lige dele stil og smerte.

Det samme gør Vincents mor, den følsomme og konfliktsky Nomi, der som sagt spilles af svenske Tuva Novotny, og som for år tilbage mistede sin mand, Jens bedste ven Martin, og som i en meget gribende scene fik mig til at tænke på hendes landsmand, den store filmskaber Ingmar Bergman.

For det var oppe på de skyhøje nagler, at både Novotny, manusset og scenen var i den gribende monolog, hvor hun river alle illusioner væk, og fortæller vennerne sandheden om Martin, deres liv sammen – og nævner fraværet af vennerne i de mange hverdage, hvor livet gælder på rigtigt.

Hvad sandheden om Martin er, og hvilke andre hemmeligheder, længsler og ønsker, som kommer frem dén nytårsaften, skal ikke røbes her. Dog skal siges, at ikke alt bliver der slået en sløjfe på. Men sådan er livet og nytåret. Vi kan sagens lave fortsætter, beslutte os til at blive bedre i det nye år. Men vi er dem, vi er – og tingene fortsætter i reglen deres skæve gang.

Dvs: Indimellem kan vi måske skyde en nytårsraket afsted, der brænder de gamle strukturer, undskyld et juletræ ned, så vi får modet til at se os selv udefra – især hvis vi hjælpes på vej af en god fe. Eller er det måske en nytårsengel som den kulturelle og venlige Karen Margrethe – spillet så eminent af Solbjørg Højfeldt, at man ville ønske, hun havde fået meget mere spilletid.

For engle kan man møde alle steder – også ovre på den anden side af gaden, hvis man tør gå sig selv og sin vej i møde i stedet for at drukne sorg og smerte i fest og farver på det nærmeste gadehjørne. Her kan der så ske det, at man endelig kan smide den gamle kasket, og få sig en ny nytårshat, som kan være første skridt ud af en stilstand, der har varet alt for længe.

Men som sagt: Ikke alt kan løses eller forløses en nytårsaften. Vi er dem, vi er – og noget trækker vi med ind i det nye år – og det er ok. Vi skal heller ikke andet end at gå med, være i det – og huske at holde om hinanden undervejs. Ja, måske endda hoppe ind i det hele med hinanden i hænderne, som det så smukt illustreres i den både morsomme og gribende film “Det nye år”.

Som ærkekøbenhavner kan jeg også notere, at billederne af et nytårsramt København er spot on. For de fanger 1:1 ikke kun synet og lyden, men også håbet, drømmen og den stille desperation over ens tilværelse, som altid er ens gæster nytårsaften, uanset hvor man er – og med hvem.

Danmarksbloggen giver derfor ”Det nye år” 5 ud af 6 seks bordbomber, og istemmer et tidligt Velkommen nytår og velkommen her. Det er en forrygende og nådesløst afslørende film, som samtidig har et forsonende skær af ømhed over sig. En opfordring til forståelse omkring, at vi allesammen bare prøver at gøre vores bedste, ikke kun nytårsaften, men 365 dage om året.

Paprika Steen har nemlig et tolerance-og-forståelses-ærinde med sine fællesskabs- og relationsfilm, og det er der vældig meget brug for i Danmark her i 2025 – og nok også i 2026.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Høstens rige gaver – lidt endnu

Udgivet den af
Svar

På søndag holder mange af landets kirker høstgudstjeneste med masser af frugt, grønt og kornaks i kirkerummet.

Traditionelt har midten af september nemlig været tiden, hvor høsten var nogenlunde i hus. I moderne tid – med nye dyrkningsmetoder og nye afgrøder – er billedet af året delt op i såtid, væksttid og høsttid så blevet noget mere komplekst. Men lad det nu være – og lad os holde fast i, at det er høsttid her midt i september.

Det interessante er nemlig, at kirkerne er nogenlunde alene om stadig at markere denne i grunden vigtigste milepæl i årets gang.

For hvor ville vi være, hvis ikke vi havde mad nok? Ja, så ville det se sort ud. Uden mad, så dør man. Det er en barsk sandhed, som mange må sande over hele kloden, men som i danskernes bevidsthed opfattes som noget, der aldrig kan blive relevant for os at skulle bekymre os om.

Deri tager man så fejl. For nok kan vi brødføde os selv – nu.

Men hvad hvis krigen kommer fysisk til Danmark? Digitalt er den her for længst, men fysisk kan den komme – og så kan vi være udfordrede, hvis vores madproduktion også rammes.

Og når – og ja, det er når, og ikke hvis – Golfstrømmen kollapser, så har vi balladen. For så får vi et klima, som det man ser i Alaska.

Og nok er der på den ene side så garanti for hvid jul, men på den anden er det slut med mange af de afgrøder, som vi anser for kernedanske som fx pærerne, der er i højsæson netop nu.

Og så kan vi slet-slet ikke brødføde os selv. I Alaska, som har en befolkningstæthed på 0,472 indbyggere per km2, må man i dag importere 95% af sine fødevarer. Det vil – altså efter Golfstrømmens kollaps – blive tæt på 100% i Danmark, som har en befolkningstæthed på 141 indbyggere per km2.

Dét er ikke en rar, men en nødvendig tanke her en solrig septemberdag, hvor udtrykket ”høstens rige gaver” lidt endnu giver mening heroppe højt mod nord.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

H. C. Andersens død markeres med kirkeklokker i en halv time

Udgivet den af
Svar

H. C. Andersen fejres – med rette – i det helt store format i dag.

I dag mandag d. 4. august kl. 11.04 er det nemlig præcis 150 år siden, at verdens største eventyrdigter gik ud af tiden.

Og det markeres på dagen, på tidspunktet – og ikke kun i Danmark, men over hele Norden. For alle Nordens kirkeklokker vil kime, og alle Nordens klokkespil vil spille hans melodier i en halv time med start på dødstidspunktet kl. 11.04.

For præcis på det klokkeslæt forlod den største dansker gennem alle tider denne verden. Det skete ude i Villa Rolighed ved det nuværende Svanemøllen. Villa Rolighed var ejet af familien Melchior, der var nogle af H. C. Andersens nære venner, som også tog sig af ham i de sidste dage af hans liv.

Danmarksbloggen vil også på dagen hylde dette helt særlige menneske, som skrev eventyr som ingen andre hverken før eller siden har gjort det. Denne grimme ælling med de kluntede ben, som aldrig blev balletdanser, men som i stedet blev den smukkeste svane på fortællingernes store sø.

Den halve times kimen og spillen med klokker er derfor mere end blot en flot markering. Den er en naturlig hyldning af verdens bedste eventyrdigter. Og mon ikke H. C. Andersen ville have syntes om, at sange som “I Danmark er jeg født”, “Hist, hvor vejen slår en bugt” og flere andre klinger i dag over hele Norden? Dét tænker jeg.

Ja, som i ethvert eventyr sidder han sikkert oppe i sin himmel i dag og glæder sig – og nu uden den tandpine, som pinte ham, da han blev æresborger i Odense, og hele byen hyldede ham med fakler i vinternatten.

Men nu er det sommer, den varme, velsignede sommer, fuglene synger og roserne dufter – og H. C. Andersen kan fryde sig i sin himmel.

Så: Kære H. C. Andersen. TAK for Deres enestående eventyr. De læses stadig af en hel klode …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Velkommen til heksen – men ikke på bålet

Udgivet den af
Svar

I morgen er det Skt. Hans Aften – og så tændes Skt. Hans-bålene over hele landet.

Sådan har det været i en del generationer nu. Men noget har ændret sig i de senere år. Heksen forsvinder mere og mere – og i stedet så tænder man bare et bål.

Dét er godt nyt.

For hvorfor i alverden skal vi bruge en gammel og grim kvinde som symbolet på alt det onde, som vi gerne vil af med?

Alt det onde, alt det mørke, alt det negative, som i virkeligheden findes inde i os selv … og som man ikke kan give andre skylden for. Alt det, som enhver selv må tage livtag med, så man vælger kærlighedens vej, det gode, det lyse og det positive.

Så væk med heksen som i forståelsen af heksen som noget ondt og truende. Væk med heksen på bålet.

Men ikke væk med heksen …

Tværtimod velkommen til heksen som symbol på den nye tid, på ikke kun kvindelig, men følelsesmæssig saft og kraft. På både ild og vand.

For også mænd kan tilegne sig hekse-energien. En energi, der handler om at vide, at styrke også er at vise følelser og være blød og empatisk. Være holistisk simpelthen, mens man søger viden og reflekterer – og tager ansvar selv.

God Skt. Hans.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valdemarsdag – og hvad så?

Udgivet den af
Svar

15. juni – og hvad så? Det er da ikke nogen særlig dag, tænker du måske. Men det er det.

Dagen i dag – d. 15. juni – er nemlig Valdemarsdag, opkaldt efter Valdemar Sejr, der var konge på det tidspunkt, hvor legenden siger, at Dannebrog faldt ned fra Himlen.

Historien er dramatisk:

Valdemar Sejr ville ligesom så mange andre konger i højmiddelalderen på kristnet korstog. Men der er meget langt til Jerusalem, hvor de store kampe foregik. Han kom så i tanke om, at der var om ikke muslimer, så dog hedninge ovre i Estland, som ligger meget tættere på.

Så han skrev til paven, som sagde go – og så afsted med Valdemar Sejr og en del andre danske riddere, som alligevel gik og kedede sig herhjemme – plus nogle få erfarne korstogsriddere. For nu skulle esterne – hvad enten de ville det eller ej – være kristne.

Lad våbnene tale, som man (også) sagde det dengang.

Men esterne bed fra sig, og så kom det til det store slag ved Lyndanisse, som fandt sted netop d. 15. juni 1219. Krigslykken var først med danskerne, men så vendte den – og det så sort ud for Valdemar Sejr og hans mænd.

Men så var det, at biskop Sunesen begyndte at bede, og så længe han holdt hænderne højt hævet mod himlen og Gud, så gik det godt for danskerne. Men selv en biskop bliver træt i armene, og måtte trods at flere mænd hjalp ham med at holde dem oppe, lade dem falde ned. Så hvad skulle danskerne nu gøre? Ingen vidste det.

Men så netop som det så sortest ud, så flagrede Dannebrog ned fra Himlen – og en røst lød i skyen: Under denne fane skal I sejre. Og det gjorde de danske korstogsriddere så, idet esterne fik lammetæv, og Estland blev kristnet.

Det er i hvert fald, hvad legenden fortæller. Men man skal som bekendt passe på med at stole på legender. For de fortæller kun den gode historie, ikke irriterende fakta som at:

1) Dannebrog på mange måder minder om Savoyens flag – som oprindelig er den tyske kejsers krigsfane, og som var et af de flag, der var med i korstogene til Det Hellige Land, og som let kunne have sneget sig med i sadeltasken hos en af de erfarne korstogsriddere, der var med i Estland. Det skal dog siges, at korsene – i den nuværende form – ser anderledes ud i de to flag.
2) Der var allerede inden Valdemar Sejrs korstog gang i en kristen mission – blot med ord og ikke med sværd – i Estland.
3) Korstoget til Estland har ligeså meget – hvis ikke mere – handlet om magten i Østersø-regionen.

Den kamp foregår som bekendt stadigvæk. Ja, i de senere år er den blusset så voldsomt op, at en ny krig truer i Europa. For så længe der har været mennesker til, har disse kæmpet om magten over jord, hav og andre mennesker.

Så når vi i dag – på Valdemarsdag – hylder Dannebrog, så hylder vi også tanken om Danmark som et land, der kan sætte en dagsorden. Og sålænge den dagsorden er kampen for Den Frie Verden, så er Danmarksbloggen enig.

For Valdemars Sejrs felttog har mindet ret meget om Putins skamløse invasion af Ukraine, som heldigvis både i Danmark og Estland mødes af massiv støtte til Ukraine og alle andre, som er på vores side i kampen for Den Frie Verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

St. Bededagskvæld er i aften

Udgivet den af
Svar

Regering og folketing har sløjfet St. Bededag, som er i morgen. Helligdagen står således heller ikke i kalenderen mere.

MEN det skal ikke forhindre nogen i at holde St. Bededagsaften med varme hveder og en gåtur på Volden – eller et andet sted, hvis nu man ikke bor i nærheden af enten Østervold, Kastellet eller Christianshavns Volde.

Og det er altså i aften, at det er St. Bededagskvæld …

Så gak ud i dette grønne, skønne forår … og sug både blomsterdufte og aftensol ind i store åndedrag, inden turen går hjem til en varm hvede eller to.

Så: God St. Bededag – også i håbet om, at dagen genindføres …

Sandsynligheden for at vi får St. Bededag tilbage er minimal – også fordi vi er i en krise- og krigstid, hvor der er større problemer end en mistet helligdag.

MEN måske vil en genindførelse af St. Bededag skabe netop den sammenhængskraft, som vi på mange måder mangler i det danske samfund.

Så også derfor: GOD ST. BEDEDAG.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Befrielsen og Historiens kredsløb

Udgivet den af
Svar

Menneskets umiddelbare hukommelse er 80 år. En længere tidsperiode kan vi simpelthen ikke mentalt overskue.

Tvivler du? Så prøv at tænke tilbage i din egen slægt. Du kan selvfølgelig huske, hvem dine forældre og bedsteforældre var. Men hvor meget kan du om dine oldeforældre og deres liv? Kan du overhovedet huske alle navnene? Næppe. 80 år er max for, hvad vi kan rumme.

Dét vidste atheneren Herodot, som af mange kaldes historiens fader, fordi han som den første i Hellas nedskrev faktiske historiske begivenheder, nemlig Perserkrigene, som han også selv oplevede. Han var altså både kilde – og historieskriver.

Det samme har mange mennesker været i de 80 år, som er gået fra tyskernes overgivelse i Danmark til nu. Mange af os har hørt forældre og bedsteforældre fortælle personligt om de fem forbandede år. Men om føje år er der ikke flere levende tilbage, som har oplevet dén tid.

Og så vil begivenhederne langsomt, men sikkert synke ned i historiens glemsel, medmindre man er historiker eller lignende. Men for de fleste vil nye og yngre begivenheder fylde i bevidstheden – og især hvis der kommer en ny krig i Europa, hvilket er en alt for reel risiko.

For at glemme – også grusomheder – er et grundvilkår ved at være menneske. Det er oplevet mange gange. Engang fyldte pesten alt her til lands. Senere den kongeløse tid. Grevens fejde og Reformationen. Svenskekrigene – og tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Englændernes bombardement. Statsbankerotten. De to slesvigske krige. Og så altså besættelsen, som sluttede for 80 år siden.

Alt virker, mens det sker og i de første generationer efter som det mest vigtige, det til alle tider dagsorden-sættende.

Men alt har sin tid … også historiske begivenheder.

Jeg har så alligevel tændte stearinlys i vinduet på befrielsesaftenen d. 4. maj – og det kommer jeg nok til hele mit liv. For jeg er – trods født næsten et kvart århundrede senere – rundet af 2. Verdenskrig.

Men når jeg tænder lysene fremover, sker det i erkendelse af, at 2. Verdenskrig som historisk begivenhed må indgå i den naturlige historiske livscyklus – og én dag blive næsten-glemt.

Det vigtige er også, at vi husker på, at friheden er værd at kæmpe for – også når det koster. Dén erkendelse er nemlig evig aktuel. Så sæt endelig lys i vinduerne, og syng med på “Man binder os”.

Men spørg også – og især – om, hvad du kan gøre i den nutid, som er vores virkelighed – og hvor kampen for Den Frie Verden igen er voldsom aktuel. For fremtiden formes nu – og skal vores efterkommere leve i frihed og demokrati, så kræver det, at vi hver især tager ansvar – NU – og gør mere end blot tænde et lys.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Matador og 4. maj

Udgivet den af
Svar

Der er et par scener i Matador, som minder mig om denne 4. maj 2025 … og nej, det er IKKE scenen fra Befrielsesaftenen, hvor direktør Varnæs river mørklægningsgardinerne ned – og der bliver stillet lys i vinduerne i Korsbæk. Ejheller da doktor Hansen og Kristen Skjern senere samme aften arriverer med armbind på – og Kristen Skjern inviteres ind i stuen, og endelig anerkendes som Elisabeths kæreste, inden de og hun – nu også iført armbind – må afsted igen.

Det er derimod de scener, hvor oberst Hackel ivrigt diskuterer krigen i 1864. Den krig var 81 år gammel ved Befrielsen i 1945 – og den betød så godt som intet for hverdagen i samtiden. Alligevel mente oberst Hackel, at 1864 stadig var aktuel.

Vi er samme sted nu. Det er 80 år siden, at 2. Verdenskrig sluttede – og den spiller reelt ingen betydning længere.

Til gengæld har vi en virkelighed, som er meget påtrængende. En virkelighed med et Rusland, der ønsker sig tilbage til tidligere tiders imperiale status – og som nu har været i invasionskrig i mere end tre år mod et Ukraine, der kæmper tappert. Et USA som pt. er i hænderne på en håndfuld mennesker, som ønsker et styre, der minder mere om et diktatur end om noget andet, og som er godt i gang med at falde i Thukydids Fælde overfor den opstigende supermagt, nemlig Kina. Og hvor står Indien og de arabiske lande – og hele Mellemøsten?

Verden er mere usikker end i … 80 år … og det giver derfor NUL MENING som en anden oberst Hackel at skue tilbage, når vi skal bruge al vores energi og opmærksomhed på at ruste os til nutiden og fremtiden.

Ja, ja – men man skal kende sin fortid for at forstå sin nutid, siger du måske.

Det er sandt. Så sæt endelig lys i vinduet i aften og send en tanke til de tapre mænd og kvinder, som var årsagen til, at Danmark blev betragtet som allieret. Det var nemlig ikke hverken regeringens, folketingets eller erhvervslivets fortjeneste. De ville nemlig alle som én fortsætte samarbejdet med tyskerne – helt ind i krigens sidste tid.

Nej, Danmarks ære blev reddet af de sømænd, som gik i allieret krigstjeneste, modstandsfolkene, dem som hjalp jøderne – og så to navnkundige mænd ved navn Ebbe Munck og Henrik Kauffmann.

Alle havde det tilfælles, at de spurgte sig selv dét spørgsmål, som vi også skal stille os selv i vores afgørende nutid: HVOR STILLER DU DIG, NÅR VERDEN BRÆNDER? VIL DU TAGE ET PERSONLIGT ANSVAR?

For historiens gang er aldrig dikteret på forhånd, men afhænger af de mennesker, som handler – og ja, der skal handles i 2025.  

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk