Halloween-valget

Slik eller ballade. Gys eller guf.

Ordene kommer direkte fra de udklædte børn, som i aften – Halloween-aften – banker på ens dør, og forventningsfulde rækker plastic-græskarret frem for at få noget sukkerstads.

Dét er sødt og kært – og ikke spor skræmmende.

Det er det til gengæld, når de voksne politikere iklæder sig falske smil og deler brochurer og bolsjer ud på gader og stræder, mens de beder om dit kryds, din stemme i morgen, når der igen er folketingsvalg i Danmark.

Dét er seriøst uhyggeligt.

For nok lokker de voksne også med en hel masse. Flere penge, flere muligheder. Men det er løfter, som det er svært at tro på, hvis man kan sin historie om den hastighed, hvormed politikere til alle tider og alle sider af folketinget har løbet fra deres valgløfter.

Den anden del – truslerne om ballade og gys – disker politikerne også op med, men i en avanceret form, hvor truslen er det, som de andre partier vil.

Børnene er med andre ord mere ærlige – eller rettere: Børn kan ikke for alvor tage noget af betydning fra os.

Men det kan politikerne – og de gør det også.

Pt. er både sundhedsvæsnet og folkepensionen truet på eksistensen. Dele af uddannelsessystemet og generelt vilkårene for ungdommen har det også svært.

Men størst er truslen mod klimaet.

Dén er så også enorm som de isbjerge, der snart er smeltet allesammen. For hvis ikke vi ændrer kursen totalt og meget snart, så er der ingen jordklode at være på for os mennesker – og en del andre arter.

Så er der kun ballade og gys – krig, sult og død – tilbage. Det evige mørke.

God valgdag i morgen …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ukraine og et land i gave

”Vi fik et land i gave d. 4. maj,” skrev historikeren Palle Lauring ved flere lejligheder. Palle Lauring var en ung mand dengang i 1945, da Danmark blev befriet, så han vidste, hvad han talte om.

Det er nu 77 år siden – og hvert år har vi fejret Danmarks befrielse flere steder – blandt andet i Mindelunden, og det skal vi forsætte med. Som vi også skal blive med at sætte lys i vinduerne om aftenen d. 4. maj.

MEN LIGE NU ER DER ANDET PÅ SPIL. DER ER IGEN KRIG I EUROPA.

LIGE NU DØR MENNESKER I UKRAINE – dræbt af et aggressivt og stormagts-drømmende Rusland, som fejlagtigt tror, at de kan kue det ukrainske folk.

Men Valdemar Rørdams ord om danskerne fra 1907 – mens Tyskland havde besat Sønderjylland – gælder også for Ukraine:

Vi ved, et fjeld kan sprænges, og tvinges kan en elv,
men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv.

For det ukrainske folk kan ikke forgå. De kæmper for dem selv – og for Europa. For frihed og demokrati. Og vi skal stå last og brast med Ukraine.

Så i morgen aften – d. 4. maj – vil Danmarksbloggen ikke tage til Mindelunden – men til Rådhuspladsen, hvor Politiken og Jyllands-Posten arrangerer en storskærms-event, hvor Ukraines præsident Zelenskyj vil tale direkte til det danske folk. Dér vil også være fællessang, fakler og et minuts stilhed.

Det bliver en levende, vibrerende og AKTUEL event, der hylder den frihed, som vi fik i gave for 77 år siden, og som Ukraine så tappert kæmper for nu – og som de SKAL have igen.

Og det er NU og HER, at det gælder – og det drejer sig om Ukraine, ikke Danmark. For 2. Verdenskrig er en gammel krig, og ingen græder mere over dem, som døde dengang. Der er faldet fred over dét nu.

I Ukraine er der ikke fred. Der er krig og skræk og rædsel – og død. Så alt for meget død og lidelse. I Ukraine mister mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner hele tiden – hvert eneste forbandede sekund – deres mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner.

Hver dag og hver nat sprænger bomber og rammer missiler – og hver dag og hver nat flyder det ukrainske blod og de ukrainske tårer. Det skal stoppe NU.

Så mød op på Rådhuspladsen i København – eller på Bispetorvet i Aarhus, hvor der er et tilsvarende arrangement – og vis de tapre mennesker i Ukraine, at vi står sammen med dem. Kan du ikke møde op, så tænd et lys derhjemme for Ukraine …

Danmarksbloggen kommer til at gøre begge ting … dét er helt sikkert.

Læs mere her:

København: https://www.facebook.com/events/1341551579699584

Aarhus: https://www.facebook.com/events/714852246614895

For Ukraine og ukrainerne skal også have friheden og et land i gave. Deres eget land. Ukraine. Slava Ukraini.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kvinderne – de skjulte helte i påskehistorien

Påsken gemmer som et andet chokolade-påskeæg på en overraskelse – nemlig de skjulte helte.

Men vi starter lige med et kort rids af påskens begivenheder, hvis nu man ikke har begivenhederne helt fremme i hukommelsen:

Palmesøndag: Jesus rider ind i Jerusalem, og hyldes som en konge.
Skærtorsdag: Jesus indstifter nadveren ved påskemåltidet – og forrådes.
Langfredag: Jesus dømmes, korsfæstes og dør.
Påskedag: Jesus genopstår.

Hele beretningen er verdens måske mest kendte historie. Men hvem er i grunden heltene?

Er det de mandlige disciple, som kritiserer kvinden, der salver Jesus med den dyre nardus-salve palmesøndag?

Er det den mandlige discipel Judas, som forråder Jesus for 30 sølvpenge skærtorsdag?

Er det den mandlige discipel og senere første pave Peter, som fornægter Jesus natten mellem skærtorsdag og langfredag?

Er det de mandlige disciple, som gemmer sig, fra lang tid inden Jesus korsfæstes og indtil de hører, at han er genopstanden? Ja, som ikke engang vil tro på kvinderne til at starte med, da de kommer og fortæller om genopstandelses-miraklet?

NEJ. NEJ. OG ATTER NEJ.

Mændene er nogle feje svæklinge, som kun tænker på at hytte eget skind.

Kvinderne er derimod de seje, de udholdende. Kvinderne er påskens helte – eller rettere heltinderne.

Først er der kvinden fra Betania, som ikke nævnes med navn i Nyt Testamente, selvom hun bruger det, der svarer til en årsløn, på dyr nardus-salve, da hun palmesøndag salver Jesus inden døden.  

Så er der Jesus mor Maria og de andre kvinder, som følger Jesus hele vejen, fra han modtages med jubel og palmegrene palmesøndag, og til han langfredag går med korset op af Via Dolorosa (Smertens Vej) til Golgata (Hovedskalsbjerget), hvor han korsfæstes og dør nogle timer senere.

De er altså med Jesus hele vejen, også ved korset da han lider og dør.  

Og endelig er der de tre kvinder, Maria Magdalene, Maria (Jakobs mor) og Salome, som om morgenen efter den jødiske sabbat går ud til graven, og møder englen, der fortæller dem, at Jesus er genopstanden og gået forud for dem – og at de vil møde ham i Galilæa.

Verdens største budskab – det om genopstandelsen – blev nemlig givet til kvinder – ikke til mænd.

Kirkefædrene tilbage i 300-tallet gjorde så, hvad de kunne for at skrive kvinderne ud af historien om Jesus. Og forskning tyder desværre på, at de fik fjernet en hel masse som fx, at der også var kvinder blandt Jesu disciple, og at Jesus selv ikke gjorde forskel på kvinder og mænd.

Så desværre er mange af historierne om de modige kvinder omkring Jesus væk. Slettet af mænd.

Men tilbage står heldigvis, at vi her næsten 2000 år efter begivenhederne kan se, at påskens rigtige helte er de heltinder, som var hos Jesus hele vejen fra indtoget i Jerusalem, over da han led på korset og til genopstandelsen påskemorgen.

Dét er en viden, som det er godt at holde påske på.

Glædelig påske …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dommedag, de fire ryttere – og den femte

En pandemi, der ikke er forbi endnu – selvom vi i Danmark tror det.
En invasion af Ukraine – altså forsøg på en erobring.
En ja flere krige overalt i verden – men nu også i Europa.
Og så den truende sultkatastrofe, som lurer i horisonten.

Lyder det som et kendt scenarium? Ja, hvis man kender Nyt Testamente.

For her kan man i Johannes Åbenbaring læse, at Dommedag er nær, når følgende fire ryttere rider gennem verden på samme tid:

  1. Erobreren, stærk med bue og guldkrone, som rider på en hvid hest. Han omtaltes ofte som Anti-Krist. For den, som gerne vil se ”tegn”, kan man tænke på Putins drømme om et Stor-Rusland og det hvide Z på de russiske kampvogne.
  2. Dernæst kommer den muskuløse krigsmager, som rider på en rød hest, og har et stort sværd. Nu kører krigen for fuld styrke – og blodet udgydes i stor stil. Det er dér, Ukraine er lige nu – og dét truer med at sprede sig.
  3. Sulten, som er skind og ben, og rider på en sort hest – og med en vægt i hånden. Som om der er noget at veje og måle, når krigen har ødelagt høsten – og mange er døde. Ukraine og Rusland er verdens hvedekamre. Men bliver der mon nogen høst i år på en krigshærget jord? Sulten vil i stedet sprede sig – især i den fattige del af verden.
  4. Døden, som er et skelet, der rider på en gustengul hest – og som høster, hvad han kan. Og det er meget – også fordi han bringer sygdomme og pandemier. Lige nu har han så smugstartet sit ridt med Corona-pandemien, som startede for to år siden i 2020.

Dét er dystre udsigter.

Danmarksbloggen siger så ikke, at Dommedag er nær.

Der har ret beset også været flere situationer i verdenshistorien, hvor de fire ryttere red samtidig gennem verden uden at menneskeheden uddøde. Fx pesten, som kom i flere omgange og de to verdenskrige.

Så det sker næppe heller denne gang.

Medmindre selvfølgelig at vi tager den femte rytter med. Ham, som Johannes-åbenbaringen ikke fik fat på: Nemlig ham på den giftig-grønne hest, som symboliserer klima-katastrofen.

For han rider allerede nu lystigt gennem verden – og har gjort det længe før, vi lærte at sige Coronatest og nynne med på melodien til Ukraines nationalsang.

Lige nu er katastrofe-stemningen så vældig present i hele den vestlige verden. Det er samtidigt vigtigt, at vi også holder fokus på klimaet. Ikke kun for at presse Putin, men for at redde menneskeheden og en del andre arter.

For den femte rytters ridt er alene nok til at smadre det hele. De fire andre hjælper bare lidt til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fællesskab og kristendom

I gamle dage var det en kendt sandhed, at vi alle skylder vores næste en hel masse. Det var vise ord, som bunder i erkendelsen af, at vi er indbyrdes afhængige – og skal hjælpe hinanden.

Ideen om, at vi er forpligtet på hinanden, danner dermed også grundlag for en moral, som mangler i nutidens samfund. Måske fordi den idé bunder i den kristne etik om næstekærlighed.

Desværre er kristendommen på retur som moralsk rettesnor – og når kristendommen forsvinder, så forsvinder også grundlaget for denne fællesskabs-moral, som mangler bigtime i nutidens samfund.

Vi ser det i den offentlige debat – og i det politiske liv – med spørgsmål som:

HVORFOR skal jeg vaccineres? Jeg bliver jo ikke særlig syg.

HVORFOR skal jeg betale skat? Det er jo mine egne penge.

HVORFOR skal jeg i det hele taget hindres i min selvudfoldelse? Det er min ret at forfølge mine egne drømme.

For jeg skylder nemlig ikke fællesskabet noget. Det har aldrig gjort noget for mig.

Jeg, jeg, jeg. Mig, mig, mig, er det evige mantra fra disse personer.

Det må være meget kedeligt at være så ego-fikseret. Kedeligt, koldt og mørkt. Måske derfor der er godt gang i forbruget hos disse mennesker, så de kan stive sig af med fine mærkevarer.

Se mig, jeg har en Gucci-taske, går i hundedyre bukser og kører i en flot bil.

Men det er lidt som at tisse i bukserne. Det varmer en kort tid, men så er der koldt og tomt igen.

For ingen luksusvarer kan fylde det hul i maven, som kommer, når man ikke indgår i meningsfulde og forpligtende relationer til andre mennesker.

Vi mennesker er nemlig – biologisk – programmet til at være sammen, til at være afhængige af hinanden.

Sådan har det været altid – og dermed også lang tid inden nogen fandt på kristendommen. Kristendommen satte så bare behovet for hinanden i system, og gav det en institution at virke i.

Det har ikke altid været en god ide. Tværtimod er alle de gode hensigter blevet misbrugt til egen vinding og magtudøvelse.

Men det ændrer ikke på, at det er en rigtig god idé at sætte ansvaret for hinanden i system.

Og indtil videre har ingen kommet med et bedre bud end de kristne kirker – og måske især de evangelisk-lutherske i Norden, hvor kristendommen er sat så meget i system, at den også er – eller i det mindste har været – en del af vores samfund i form af velfærden.

Den velfærd, som vi er i gang med at afmontere i takt med at kristendommen forsvinder.

Det er skidt. Vi skal til at råbe STOP. For kristendom og velfærd er basis for det gode liv – og det levende demokrati.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministerens nytårstale

Så har statsministeren holdt sin valgtale – undskyld nytårstale.

For det var et reelt valgoplæg, som Mette Frederiksen kom med fra et tåge-dækket Marienborg. Et valgoplæg, som delte sig i tre hovedområder:

  1. Den grønne dagsorden – hvor Danmark skal være et grønt foregangsland. Man skal fx kunne flyve grønt på en indenrigsrute i 2025 – og i 2030 skal al indenrigsflyvning i Danmark være grøn. For det nuværende politiske flertal svigter ikke, lød budskabet. Det vil mange med interesse for at bevare Amager Fælled og undgå Lynetteholmen så ikke være enige i.
  2. En stram indvandrerpolitik med begrænsninger på udenlandsk arbejdskraft, med flere kvinder af udenlandsk herkomst i arbejde – eller som det hedder fra Mette Frederiksen: Logisk arbejdspligt, så passiv forsørgelse afløses af ret og pligt. Det vil også være godt for ligestillingen og integrationen – og det vil mindske børnefattigdommen, mener hun.
  3. Velfærd. Vi kan ikke spare os til mere velfærd, lyder budskabet fra statsministeren. Vi skal ind til kernen, ind til hjerterummet og mindre kontrol, og det skal fx gøres ved, at alle kommuner i Danmark selv skal bestemme, hvordan børnehaverne, folkeskolerne og ældreplejen skal indrettes. Det lyder lidt som væk med Djøferne og deres ligegyldige projekt-og-kommunikations-fnidder-fnadder – og er noget, som mange potentielle socialdemokratiske vælgere vil kunne lide.

Mange vil også kunne lide den sundhedsreform, som der tales om.

Der er også kun 518 dage til der senest skal være folketingsvalg i Danmark igen – og Mette Frederiksen vil gerne kunne huskes på andet end Corona, mink og sms´er.

Derudover fik Mette Frederiksen tid til at nævne Dronningens 50-års-regeringsjubilæum, som falder sammen med Danmarks 50 år som medlem af det, der i dag hedder EU – og som engang var en kul-og-stål-union, men som statsministeren i dag kalder en klima-union.

Det klinger lidt hult … ligesom at Danmarksbloggen ikke er sikker på, at statsministeren har ret, når hun siger, at et svagt Europa er et svagt Vesten. Ikke hvis man med Europa mener EU, som mere er en kolos på lerfødder styret af en elitær overklasse i Bruxelles, som ingen almindelige mennesker i medlemslandene kan nå.

Det er i grunden også ret paradoksalt, at statsministeren indenrigspolitisk vil have beslutningerne på det lokale niveau, men de skal op på det internationale niveau, når det gælder udlandet. Men det er ikke vejen frem.

Vi skal have magten tilbage til nationalstaterne.

Og ja, det kan lade sig gøre. NATO er fx ældre end EU, og fungerer stadig – ja, er endda vældig stærk, måske fordi NATO holder sig til en enkelt opgave (forsvar), og består af selvstændige stater.

EU kunne – og burde – være det samme, hvis EU handlede om noget så enkelt som handel mellem selvstændige lande. Sådan startede EU – og sådan skal EU være igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronningens nytårstale 2021-22

I dag er det præcist to år siden, at vi første gang hørte om den nye virus, som var blevet fundet i Wuhan i Kina.

Og det er præcist ét år siden, at Dronningen helt ekstraordinært sluttede sin nytårstale med: ”Gud bevare jer alle sammen. Gud bevare Danmark”.

Det var alvor – og det ER alvor. Vi er stadig midt i pandemien.

Så det var med spænding, at Danmarksbloggen stillede sig op for at høre og se Dronningens nytårstale 2021-22.

Ja, stillede sig. For nok er Danmarksbloggen ikke helt sikker på sin holdning til monarkiet.

Men Danmarksbloggen er kæmpe-tilhænger af Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. af Danmark, som til januar har 50-års regeringsjubilæum – og som i aften holdt sin nytårstale no. 50.

Men hvad sagde hun så, vores kloge statsoverhoved?

Ja, hun nævnte (selvfølgelig) Coronaen, og kaldte de to sidste år for drøje og med en masse ubehageligheder, som har påvirket alles hverdag.

I samme åndedrag kom Dronningen også med en særlig tak til forskerne og til dem, som arbejder i sundhedsvæsnet, og alle andre, som er med til at bekæmpe pandemien. og hun betonede netop det fælles ansvar, som bekæmpelsen er.

I det hele taget hyldede Dronningen kundskab og indsigt, viden og teknologi – også i forhold til den klima-udfordring, som vi alle slås med.

For viden er vejen frem – sammen med nysgerrighed – og det for os alle sammen.

Dronningen sagde nemlig:

”Vi skal møde vore medmennesker med åbenhed.
Andres livshistorie kan gøre os klogere. At spejle sit liv i de andres kan være tankevækkende og inspirerende. Man lærer sig selv at kende i mødet med andre.
Når man er ung, stræber man efter anerkendelse; man vil så gerne have opmærksomhed, blive set – helst være enestående – ligesom de andre!
Men at være menneske er i høj grad at stå ved sig selv, at lære sig selv at kende. Det er der udvikling i – nok til et helt liv!”

Dét er kloge ord i en tale, som næppe går over i historien som hendes bedste, selvom den fik svung til sidst, da Dronningen kom ind på sine snart 50 år som regent med ordene:

”Jeg har svært ved at fatte, hvor de mange år er blevet af. Jeg synes, at de er gået så hurtigt.
Meget har ændret sig i den tid; men ikke kærligheden til mine nærmeste og ikke kærligheden til mit land.
Måtte vi alle få et godt nyt år!
GUD BEVARE DANMARK!”

Dén kærlighed er gengældt.

Må Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. af Danmark længe leve …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stjernehimlen som juletræ: Glædelig jul

Lev med det, siger vi på nudansk.

For vi er dér, hvor vi for andet år i træk ser ind i en jul, hvor det kan blive svært at skulle dele julens glæde med hinanden.

For det er ikke sikkert, at vi kan holde jul med vores kære. Mange – og flere i år end sidste år – vil være syge i morgen – på selveste juleaften – eller sidde i isolation, eller på anden måde tilbringe julehøjtiden uden juletræ, julemad og julegaver – og uden andre mennesker.

Så er det godt at huske på, at julen ikke kun er mad og samvær, selvom det for mange er det vigtigste.

Men at julen først og fremmest er historien om lyset, der blev tændt i Betlehem for 2021 år siden. Cirka.

Det essentielle er nemlig, at kærligheden kom ind i verden som et lille forsvarsløst barn, og verden tog ikke imod den.

Men kærlighedens mor elskede sit lille barn, svøbte det og lagde det i en krybbe. Og imens sang englene og stjernerne lyste – som de gør hver eneste nat. Og også her i 2021 for de mange, som sidder i isolation, er syge, sørger eller på anden måde lider i pandemien.

Så fat mod.

Dén store – ja, største historie nogensinde om at således elskede Gud verden, at han gav den sin enbårne Søn kan vi med glæde fortælle hinanden – eller os selv, hvis nu vi sidder helt alene i morgen aften.

Vi er også i godt selskab. Selveste H. C. Andersen har siddet alene en juleaften. I Berlin på et hotelværelse. Det var så ikke pga. en pandemi. Men alene var han – uden at ville være det. Så det var med bedrøvelse, at eventyrdigteren skriver i sin dagbog:

Stjernehimlen udenfor var mit juletræ det år.

Stjernehimlen som juletræ. Det havde Jesus-barnet, jomfru Maria, Josef, englene, hyrderne og alle dyrene på marken også. Så det er mere end godt nok til mig.

Glædelig jul …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gratis læseprøve: Julemaden – og mandelgaven

En ny juletid er i gang, men det sker stadig i Corona´ens skygge. Danmarksbloggen bringer derfor på de fire adventssøndage fire uddrag af undertegnedes julebog fra 2020, som kan købes her:

https://www.saxo.com/dk/glade-jul-ogsaa-i-en-corona-tid_epub_9788740440379

Prisen er i skrivende stund beskedne 37,50. Eller det samme som en flaske rødvin eller en pose Matador-mix.

Bogen om julens traditioner og med ideer til at holde en Corona-venlig jul er tilmed en e-bog, så den ankommer til dig med det samme – og helt uden smitterisiko.

Og her 4. søndag i advent kommer altså den sidste af fire gratis læseprøver. I dag med kapitlet om julemaden og mandelgaven. For maden er vigtig til jul.

Julemaden – og mandelgaven

Nutidens danske julemenu består langt de fleste steder af en hovedret og en dessert, hvis rødder ikke går længere tilbage end slutningen af 1800-tallet.

Hovedretten i dag er enten andesteg eller/og flæskesteg med kartofler, brune kartofler, sovs og diverse tilbehør som rødkål og agurker. Samt måske kartoffelchips.

Alternativt kan julemiddagen være en kalkun eller gås, hvor sidstnævnte engang var meget mere udbredt end i dag.

For anden afløste gåsen som julemad dengang i slutningen af 1800- tallet, da komfuret blev allemandseje. For nu kunne man i den enkelte husholdning lave stegen selv fremfor at sende den til fx bageren, som man ellers synger om det i julesangen ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, hvor man synger: Gåsen er til bageren sendt.

Men nu kunne man altså selv. Dog var ovnen i et privat køkken meget mindre, og derfor blev gåsen skiftet ud med den noget mindre og billigere and, som man endda siden midten af 1800-tallet havde måttet skyde. Fugl var det også stadigvæk, så man kastede sig glad over anden – og i dag er andesteg den mest populære julespise i Danmark.

Flæskestegen er så den ældste danske jule-ret med rødder tilbage til vikingetiden. For at slagte til jul/vintersolhverv har vi altid gjort heroppe nordpå.

Så op gennem tiderne var julespisen i Danmark grisemad som flæsk, pølser, blodpølse, skinke, finker, æbleflæsk og sylte. Altså retter som stadig findes på julebordet, nu bare til julefrokosten, der netop bugner af grisemad – samt af forskellige variationer over de sild, som vi historisk set har spist mange af gennem den lange, kolde vinter.

Grønkål – især som grønlangkål, grød og brød var også en stor del af datidens julemad.

Allerfinest var hvedekagen, som vi i dag kalder hvedebrød eller bare hvidt brød. Men dengang var hvede og sukker så fint og dyrt, at almuen kun fik det til specielle lejligheder som jul.

For til jul skal maden være både rigelig og det bedste af det bedste.

Det kan man også se i de brune kartofler, som oprindeligt intet har med kartofler at gøre. De brune kartofler er derimod almuens måde at få de kastanjer på, som borgerskabet spiste til jul i 1800-tallet, men som var for dyre for de fleste.

Så en løsning blev fundet, nemlig at genskabe udseendet ved at komme sukker udenpå kartoflerne og karamellisere dem. Og det gør danskerne stadigvæk, selvom de færreste i dag tænker på, at de brune kartofler faktisk leger kastanjer.

Desserten ligger også fast, og består af risalamande, som ofte serveres med varm kirsebærsauce.

Risalamande er risengrød, som er rørt med vanilje, hakkede mandler og flødeskum. Retten er trods sit franskklingende navn dansk – og en af de ting, som vi har helt for os selv. Danmark er også det eneste land i verden, hvor man får mandelgave.

Mandelgaven, som kan bestå af alt fra en marcipangris over et gavekort eller en æske chokolade, gives til den, som finder mandlen i risalamanden. Inden desserten serveres, bliver der under stort hemmelighedskræmmeri lagt en mandel ned i risalamanden, og rørt grundigt rundt, så ingen ved, hvor mandlen er.

Og så spises dér, mens alle holder godt øje med hinanden for at se, hvem der får mandlen, som ofte gemmes i en kind eller under tungen, inden alle er færdige med at spise. For så kan den heldige vinder stolt afsløre mandlen og indkassere mandelgaven.

Skikken med risalamande er ny. Tidligere spiste man grød af for eksempel byg eller boghvede til daglig og risengrød, når det skulle være fint. For risengrød var en stor delikatesse, da ris var en dyr importvare.

Men så ændrede situationen sig. I starten af 1900-tallet blev ris billig hverdagsmad, og så duede risengrøden jo ikke mere, når julegrøden skulle være ekstra fin. Men så fandt innovative sjæle på risalamanden, der har sit franskklingende navn fra de mandler, som sammen med flødeskummet bliver brugt.

Mandler, som man i Frankrig putter i Hellig Tre Kongers-kagen ”Galette des Rois”, hvor man også gemmer en bønne i kagen. Så selvom risalamanden ikke er fransk, er både den og mandelgaven inspireret fra Frankrig og den franske Hellig Tre Kongers-kage, hvor finderen af bønnen i kagen også får en gave.

Et sjovt kuriosum er så, at den danske kongefamilie – trods sit franske islæt – ikke spiser risalamande juleaften, men derimod den gammel-danske risengrød.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gratis læseprøve: Hold Lucia derhjemme – som svenskerne

En ny juletid er i gang, men det sker stadig i Corona´ens skygge. Danmarksbloggen bringer derfor på de fire adventssøndage fire uddrag af undertegnedes julebog fra 2020, som kan købes her:

https://www.saxo.com/dk/glade-jul-ogsaa-i-en-corona-tid_epub_9788740440379

Prisen er i skrivende stund beskedne 37,50. Eller det samme som en flaske rødvin eller en pose Matador-mix.

Bogen om julens traditioner og med ideer til at holde en Corona-venlig jul er tilmed en e-bog, så den ankommer til dig med det samme – og helt uden smitterisiko.

Og her 3. søndag i advent kommer altså den tredje af fire gratis læseprøver. I dag med kapitlet om, hvordan man kan holde Lucia på en Corona-venlig måde, og som svenskerne har gjort det altid – nemlig derhjemme. For svenskerne fejrer nemlig Lucia både ude og hjemme.

Det er Lucia-dag i morgen mandag d. 13. december.

Sidst kan man også synge med på undertegnedes nyoversættelse af den svenske vise om Santa Lucia.

Hold Lucia derhjemme – som svenskerne

Da danskerne inspireret af svenskerne begyndte at gå Lucia-optog under Besættelsen, fik vi kun den ene halvdel af den gamle svenske Lucia-tradition med, nemlig de offentlige Lucia-optog.

For vi glemte den sidste halvdel, de private Lucia-fejringer, som er mindst lige så store i Sverige. Men dem kunne vi få glæde af i Corona-tiden. De er som designede til livet i en social boble.

Konceptet er enkelt:

Lav en bakke med morgenmad. Skal det være ægte svensk, så skal der dækkes op med de specielle Lucia-boller (eller Lussekatter som bollerne lavet med safran også kaldes), brunkager, gløgg, kakao og kaffe.

Tag derpå en lyskrans/krone med lys på hovedet.

Og gå så syngende ind og væk din familie med Lucia-sang tidligt om morgenen d. 13. december.

I gamle dage var det selvfølgelig kvinderne, som stod for det, men i disse ligeretstider kan mændene lige så godt være en lysende Luciabrud.

Men uanset om man agerer Lucia, eller er den, der sidder i sengen, og hører på, at der bliver sunget om Santa Lucia, så lusser man, som det hedder på svensk.

For hyggen en svensk Lucia-morgen med varme drikke, Lucia-boller og Lucia-sang – og lys i mørket – er simpelthen så speciel, at det kræver sit helt eget ord – nemlig at lusse. Og da familiens helt egen Lucia vækker resten af huset allerede klokken 6 – eller tidligere – er der rigeligt med tid, inden man skal i skole og på arbejde.

Den svenske Lucia-tradition i dens hjemlige variant med morgenvækningen i de mørke morgentimer er som kreeret til et liv i den sociale boble i pandemiens tid.

Læg dertil lyssymbolikken, som har en psykologisk effekt, da det at se levende lys skinne i mørket giver os en følelse af håb, som vi også erfarede det sidste gang, at det var alvor i Danmark under Besættelsen, hvor vi adopterede de offentlige Lucia-optog fra Sverige.

Nu er det alvor igen – og nu kunne vi med fordel tage den private Lucia-fejring til os, og begynde at lusse. Dét er hygge, kage og lys på én og samme tid.

Skulle man ikke lige have en krone med lys, kan en lysestage eller andet sagtens gøre det. Det er lyset, som det handler om.

Dette at tænde lys i mørket, som vi også gør det med adventskransen, kalenderlyset og alt det andet, som hver jul giver os troen på lysere tider. Og hvor effekten i et Corona-år bliver mange gange større.

Svenskerne har så flere Lucia-sange, både muntre og højtidelige. De har selvfølgelig den klassiske Lucia-sang, som vi også har i Danmark – men også fx ”Stig in, Lucia, stig in”, “God morgon mitt herrskap. Här kommer Lussebrud” og ”Lusse lelle”.

I Danmark har vi kun én Lucia-sang. Det er den danske version af den klassiske Lucia-sang, som på dansk handler lige så meget om gæster, fester og ønsker, som den handler om lyset. Men det er en undervurdering af, hvad Lucia drejer sig om.

Jeg har derfor valgt at lave en ny oversættelse og fortolkning af den måske mest elskede svenske Lucia-version af den klassiske Lucia-sang. For i Sverige har man flere versioner af den klassiske Lucia-sang, men det smukkeste er den, som på svensk er skrevet af den svenske digter og lærer Arvid Rosén. Og både den og min oversættelse fokuserer på det, som Lucia drejer sig om:

At Lucia kommer som en nærmest personificeret forløsning – eller hvis man er religiøs, at Lucia stiger ind i vores mørke med bud fra Kristus, som kaldes verdens lys.

Men uanset om man er troende eller ej, så kan Lucia ses som en befrielse, så lyset kan sejre over mørket, og dagen kan gry igen, både i naturen og i menneskesindet. Så vi får troen og håbet om bedre tider tilbage.

For som bekendt er det godt at synge i skumle tider, så derfor giver det ekstra mening at istemme sangen om lysets helgeninde Santa Lucia, der døde for 1700 år siden, men stadig bringer bud på hendes egen helgendag d. 13. december:

Santa Lucia

Natten er sort som blæk
Her i vor stue
Solen er også væk
Skyggerne true
Men på vort dørtrin står
Hvidklædt med lys i hår
Santa Lucia, Santa Lucia

Natten var kold og stum
Men nu det svinger
I alle mørke rum
Sus som af vinger
For på vort dørtrin står
Hvidklædt med lys i hår
Santa Lucia, Santa Lucia

Mørket skal flygte nu
Væk fra vor stue
Det loves jeg og du
Lyset vi skue
Dagen skal atter gry
Opstå af rosen-sky
Santa Lucia, Santa Lucia

Tekst: Dorte J. Thorsen
Melodi: Folkevise fra Italien

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk