Giv studenterne deres fejring

En folkebevægelse er ved at rejse sig. Det handler om en af livets højtider, nemlig studentertiden og især studenterkørslen. Kronen på værket efter 12 års skolegang – og tre års slid på gymnasierne.

De kommende studenter vil nemlig intet hellere end have lov til at få deres traditionsrige studenterkørsel sidst i juni – og det kæmper de så for nu.

Danmarksbloggens holdning er helt klar: SELVFØLGELIG skal de kommende studenter have deres fejring.

Dels er det en livets højtid, som ikke kommer igen – og som ikke kan gentages. I modsætning til fx en vielse, som en del danskere allerede nu prøver mere end én gang. Ja, nogle tager tur nr. 3 og nr. 4 op til alteret.

Men man har kun ÉN studenterkørsel i sit liv. Og nej, det bliver ikke det samme at udskyde studenterkørslen til august eller september, som man fx kan det med en konfirmation. Selvom især studenterklasser med et godt sammenhold nok skal få lavet en fest alligevel, hvis kørslerne bliver udskudt til høsten.

For ingen ved, hvordan det ender. Hovedargumentet mod studenterkørsel er, at de unge mennesker er for tæt sammen, og ikke kan holde 1-meters-kravet, selvom vi fra først i juni godt må være 30-50 mennesker sammen. Argumentet holder ikke. Fordi at nok sidder de unge med en meters mellemrum i klasselokalerne. Men det gør de kommende studenter ikke, når de holder frikvarter. Så i forvejen er de unge allerede i smittegruppe med hinanden …

Så skal man gå ned ad den vej, skulle man hellere sige nej til cafeer og restauranter … men de tjener jo penge til samfundet, så derfor får spise-og-drikke-steder lov til at åbne. Og det er så ok.

Men fokusset på ussel mammon gør det ekstra skammeligt, hvis man ikke giver de cirka 50.000 kommende studenter lov til at fejre deres store dag. Og det bliver ikke mindre skammeligt af, at man i øjeblikket taler om at åbne grænserne.

For fremmede turister med penge – og Corona-smitte – vil vi åbenbart gerne have, også selvom netop turismen var skyld i, at epidemien løb løbsk, da det hele startede. Men vores egne studenter, ja de ved endnu ikke, om de må fejre deres store dag.

Bak op om de danske studenter ved at skrive under her:

https://www.skrivunder.net/studenterfejring_202?s=71924726&fbclid=IwAR3cKEzoeyqRiTmRJ9KED7vcVYZ-n8-HuASnWrGWfeN_PRxjC3A8Ns08H3s

Se også denne FB-side:

https://www.facebook.com/events/165390234898202/167240721379820/?notif_t=admin_plan_mall_activity&notif_id=1589357563055972

Støt de unge mennesker, så også studenterårgangen 2020 må smile og med glæde mindes deres studentertid, når deres studenterhuer er blevet gulnede og slidte …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fastelavn: Den Gale Uge og MASKEN skal tilbage

Vinterferie og fastelavn falder ikke sammen i år, men så har diverse kræmmerhandlere bare endnu flere muligheder for at sælge. Både dem, der sælger sukkerstads til at fylde i tønden, hvedeboller med creme og flødeskum, masker og maling til ansigtet og udklædningstøj til resten af kroppen.

For nu er det igen den tid på året. Fastelavnstiden – eller Den Gale Uge, som det hed i gamle dage.

Danmarksbloggen kunne så godt tænke sig, at Den Gale Uge blev genindført for fuld styrke.

Det skal så lige siges, at fastelavnen dengang udelukkende var for de voksne. En kort periode, hvor man slap tøjlerne, inden den lange faste frem mod påske begyndte. Hvor man kunne skeje ud og gøre alle de ting, som man ellers ikke kunne tillade sig i et på alle måder statisk samfund, hvor den sociale rangorden var urokkelig, og enhver havde sin faste plads med de pligter, som dét indebar.

Men i fastelavnsugen – Den Gale Uge – kunne man for en tid være en anden, for en tid slippe sig selv, sin faste rolle og sine mange pligter.

Man kunne tage maske og kostume på og gå ud på gader og stræder. Man kunne råbe og skrige, mens man løb fastelavn, som det hed. Man kunne danse og være utérlig. Man kunne tage til karnevaller og drikkelag og feste igennem. Bonden kunne sidde til bords med greven. Ja, man kunne sågar sove sammen med andre end ham eller hende, som man var lovformeligt viet til.

Det skete også, at man fik besøg af MASKEN, som fortalte folk de sandheder om dem selv og deres liv, som ellers var ilde hørt – eller slet ikke tilladte at sige højt. Men ingen påtalte med et eneste ord noget af det, som MASKEN sagde.Eller alt det andet, der blev sagt eller gjort i Den Gale Uge.

For det var jo netop Den Gale Uge – ugen, hvor man kunne tillade sig alt det, som man ellers ikke kunne. Den Gale Uge var med andre ord en tiltrængt ventil i et liv, der var benhård social kontrol og en konstant kamp for at overleve.

I den anden ende af fastetiden – i dagene lige før påske – havde man Den Stille Uge, hvor man fastede for fuld skrue, og med bøn og i stilhed forberedte sig til Påskens Vidunder.

Ingen af delene har vi i dag … og det er skade.For nok har samfundet udviklet sig, så vi i dag kan uddanne os, rykke os socialt, geografisk og så videre – og dét er godt.

Men i vores effektive og bundline-orienterede samfund, hvor alt hele tiden er til diskussion og debat, skal vi også stå til ansvar for alt – og dét hele tiden. Vi skal have kontrol over os selv og vores liv, så vi 24-7 kan leve op til samfundets krav og forventninger – og vores egne med.

Og det kan så nemt sammenlignes med dengang, der var noget, der hed Den Gale Uge. Ja, nutiden er på mange måder hårdere, mere krævende og mere usund for sjælen og det mentale helbred end datidens statiske samfund var.

For vi har intet pusterum.

I vor tid er der ingen gal uge længere – ingen chance for at slå sig løs og sige eller gøre noget, som man ikke konstant vil blive mindet om og draget til ansvar for efterfølgende. I dag er det derimod: Hvorfor gjorde du det? Hvad mente du med det, som du sagde dér? Og så videre. Og alt – som i ALT – er dokumenteret og gemt digitalt og elektronisk.

Og MASKEN – personen, der kunne sige alle de ubehagelige sandheder – findes heller ikke mere. I stedet har vi Facebook, hvor mange til gengæld har masker på året rundt i deres hvor-er-mit-liv-perfekt-statusser. Men den slags året-rundt-masker bliver aldrig til psykologiske ventiler. De bliver snarere til jern-masker, som til sidst slet ikke er til at få af.

I den anden ende af fasten har vi også afskaffet den stille uge – tiden, hvor samfundet lukker ned. Vi vil kunne alt hele tiden – og så bliver resultatet ofte, at man ingenting kan nogensinde. At det hele bare bliver samme surdej, samme laveste fællesnævner, samme konstante jagt på og behov for kontrol over dette uregerlige liv, som er vores allesammens grundvilkår.

Men vi har brug for pausen, både den hvor vi trækker stikket – også som samfund – og den, hvor vi slipper gækken løs uden tanke på morgendagen.

Danmark ville blive et bedre land, hvis vi kunne give os selv og hinanden fri indimellem – fri fra at skulle være i kontrol, fri fra at skulle bedømme og blive bedømt … fri til blot at være menneske … et ufuldstændigt, legende menneske …

SÅ kom DEN GALE UGE i hu – at holde uhellig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi har brug for Valentine – mere end nogensinde

Aldrig har vi haft så meget brug for Valentine som i dag – og måske allermest i dét land, som holder Valentine mest intenst, nemlig USA – samt i det land, som er på alles læber i øjeblikket, Kina.

For historien om Valentines Dag handler nemlig slet ikke om røde roser, chokolade og andre ting, der gavner butikkerne på bundlinien.

Valentines Dag handler derimod om at tale Roma midt imod, også nutidens Romerriger: USA og landets orange kejser Donald Trump – og Kina og landets Peter Plys-lignende kejser Xi Jinping.

Historien bag er ganske enkel:

I det gamle Rom levede i de første par århundreder efter Kristus (det var dengang, at kristendommen var forbudt i Romerriget) en præst ved navn Valentine. Ham kunne kejseren ikke lide, både fordi han var kristen, men mest fordi Valentine viede de unge mænd til de unge kvinder.

Det var skidt, syntes kejseren, for så kunne de unge mænd ikke gå i krig.

Man havde nemlig på det tidspunkt i Rom en lov, som sagde, at gifte mænd ikke kunne være soldater. Men kejseren havde brug for mænd til at gå i krig (det har kejsere i reglen, også i nutiden). Så kejseren var glad, da Valentine blev pågrebet og fængslet.

I fængslet skete der så det, at Valentine og fangevogterens blinde datter forelskede sig i hinanden – og historien siger, at deres kærlighed var så stærk, at hun fik synet igen. Kærlighed gør ellers blind, siger man – men her gjorde kærlighed seende.

Men kærlighed er en ting, statsmagt er en anden, og Valentine fik som ventet dødsdommen – og skulle henrettes d. 14. februar. Samme morgen skrev han så et brev til sin elskede – og så var rammerne for traditionen om at sende en hilsen til sin elskede skudt i gang.

Men Valentines Dag handler altså om meget mere end romantisk kærlighed. Den handler også og især om mod og kærlighed, om den styrke der ligger i at elske. Elske både ens udkårne, men også alle andre mennesker, et helt samfund – ja, i Valentines tilfælde et helt imperium.

For han ville fred og ikke krig. Så Valentine elskede så meget, at han gav det hele … og mere til …

Så der er god grund til at fejre Valentines Dag. Ikke kun til minde om den modige præst fra det gamle Rom – eller man har en elskede. Men også for at hylde de mennesker, der i nutiden tør tage kampen op mod vor tids romerske senatorer og kejsere, tør tale og handle Roma midt imod … og måske især når Roma hedder Washington D.C. og Beijing.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kinesisk nytår: Det handler om penge og PR

Danmarksbloggen skrev allerede om det kinesiske nytår sidste år. Et nytår, som fejres på Strøget i København, der fra det kinesiske nytår starter (i år er det i overmorgen d. 25. januar) og nogle uger frem pyntes op med lanterner og lotusblomster i alle mulige farver: http://danmarksbloggen.dk/?p=10371

Det er tredje år i træk, at vi får et kinesisk nytår spredt udover den danske hovedstad. Der er også masser af kinesiske turister i København. Ja, der er så mange, at store danske brands som fx Ecco og Georg Jensen har kinesisk talende personale ansat. For når der er kinesisk valuta på spil, så kommer butikkerne på banen.

Markeringen af det kinesiske nytår handler nemlig lige så meget – hvis ikke mere – om at sælge Danmark til kineserne og Kina til danskerne, som det handler om traditioner.

For helt ærligt: Hvem bekymrer sig om, at vi går ind i rottens år – eller helt præcist: Metalrotten, hvilket skulle være en ganske speciel konstruktion, der handler om nye begyndelser – også på den politiske scene, ja endda verdensomvæltninger, måske voldsomme.

Det og andre forudsigelser for rottens år kan man læse mere om her: https://kina-info.dk/kinesisk-nytaar-2020-rottens-aar/  Her kan man også læse, at 2020 er et godt år, hvis man vil starte en virksomhed – og er velforberedt.

Må Danmarksbloggen i al fredsommelighed gøre opmærksom på, at forberedelse generelt er vejen til succes – uanset hvad år vi skriver.

Det er i hvert fald noget, som man ved i Kina, hvor man lægger langtidsplaner, og forbereder sig på både det, som kommer lige om lidt, og det som kommer om flere årtier. Og hvor man i disse år bruger milliarder og atter milliarder på at give verden et positivt billede af Kina, så vi køber deres varer, og i det hele taget gør os mere og mere afhængige af det store land.

Og det er i denne ånd, at den kinesiske ambassade i Danmark betaler lanternerne og lotusblomsterne på Strøget, hvilket jo kan ses som en meget fredelig måde at lave PR for sit land på.

Men det forløbne år har så også vist, at Kina ikke viger tilbage fra at true, lokke og i det hele taget bruge alle de midler, der findes for at nå de mål, som man har sat sig.

I Danmark er vi for længst faldet til patten – og har både haft Dronningen, Den Lille Havfrue, Frederik og Mary på besøg i Kina. Vi har også fjernet lovlige demonstranter, fordi de irriterede kineserne med deres tibetanske flag. Det er også derfor, at vi har fået lov til at leje pandaerne i Zoologisk Have!

Ja, det er rigtigt. Vi betaler Kina for at få lov til at drive diplomati i pels på deres vegne.

Eller som Danmarksbloggen skrev det i april 2019, da pandaerne ankom: Dét er eddermame – for nu at sige det ligeud – en god forretning for kineserne. VI betaler KINA penge for at KINA kan få mere goodwill her hos os. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10517

Men i Sverige sagde den svenske regering nej, da Kinas ambassade i efteråret kom med en melding om, at den svenske kulturminister ikke ville være velkommen i Kina, hvis hun deltog i uddelingen af Tucholsky-prisen, som er en ytringsfrihedspris, som den kinesisk-fødte, men nu svenske boghandler Gui Minhai modtog in absentia i november. Han blev nemlig kidnappet fra sin feriebolig i Thailand i 2015, og har siden været indespærret i et kinesisk fængsel.

Og sagen i Sverige stopper ikke her. Den kinesiske ambassadør har lige siden prøvet at give svenske medier mundkurv eller i det mindste censurere deres artikler … det er så ikke lykkes. Tværtimod tales der om i de svenske medier, at Kina bruger mafia-metoder og ikke respekterer svensk lovgivning i Sverige.

Og så var der også sagen på Færøerne, hvor den kinesiske ambassadør i Danmark i november sidste år pressede den færøske lagmand til at sige ja til Huaweis levering af 5G-netværk. Dette ja ville give uanede muligheder i forhold til en frihandelsaftale mellem de to lande, blev Færøerne lovet.

Og hvad med Danmark? Ja, her har vi i det forløbne Grisens år også øffet en smule om Huawei, men ikke noget særligt, for vi lystrer artigt den store, kinesiske drage.

Hvor længe kan vi se os selv i øjnene? Minimum gennem hele rottens år som det ser ud nu. Men måske kan vi til næste kinesiske nytår, som starter 12. februar 2021, og som er oksens år, finde en form for bondefornuft og modstand frem og stå fast på, at nok er lanterner og lotusblomster velkomne.

Men vi er herrer i eget hus – og Kina skal ikke diktere noget her. Det sås også sidste uge, da nogle skrev Free Hong Kong på Den Lille Havfrue.

Tiden vil vise, hvad det bliver til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Alt det her handler selvfølgelig om Kina generelt – og ikke om den nuværende situation med en virus, som gør, at Kina og kineserne agerer anderledes end de plejer. Eller gør det store land dét? For hurtige og radikale handlinger er ikke et ukendt fænomen i Kina, hverken når det kommer til virus – eller kritik udefra.

Statsministerens nytårstale

Danmark har fået en landsmoder. Hun hedder Mette Frederiksen – og er landets anden kvindelige statsminister.

Men Mette Frederiksen er den første, som er en landsmoder i ordets bedste betydning. Og hun er den første statsminister i flere årtier, som kan samle landet om den store fortælling. Det har vi også brug for.

En fortælling, der handler om et Danmark som et land, hvor vi træffer beslutningerne i fællesskab – og hvor vi arver landet fra den generation, som gik forud for os. Hvor vi lærer værdier og traditioner hjemmefra – og hvor det derfor er eksistentielt, at alle danske børn vokser op i tryghed og stabilitet.

Det gør mange danske børn også. Men ikke alle – og dem, som ikke gør, svigtes på den store klinge, fordi der tages mere hensyn til de voksne end til børnene. Det vil Mette Frederiksen lave om på.

Danmark er nemlig et land med velfærd og muligheder, men det skal blive bedre endnu. For endnu er fællesskabet ikke stærkt nok til at alle negative mønstre kan blive brudt. Så Mette Frederiksen anbefaler helt konkret flere tvangsfjernelser, flere bortadoptioner samt at vi dropper berøringsangsten overfor fremmede kulturer.

For nej, det er ikke ok at slå sine børn – uanset hvor man kommer fra. Og ja, piger skal have samme muligheder som drenge.

For vi skal tage hinanden alvorligt – og at forvente noget af hinanden, kræve noget af hinanden er også en form for omsorg.

Præcis som der er brug for omsorgen til ældre – og til det klima, som nu er på den politiske dagsorden i en grad, så Mette Frederiksen talte om det – og ikke nævnte et direkte ord om økonomi og vækst.

Det var ganske forfriskende. For historien om Danmark og danskerne handler om holdninger og mennesker, før den drejer sig om kroner og ører. Om frihed for den enkelte og ansvar for fællesskabet. Om at landet følger folket.

Danmarksbloggen siger BRAVO til Mette Frederiksens første nytårstale.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronningens nytårstale

Det var en forkølet regent, der tog ordet og talte til nationen her for lidt siden. En forkølet og inderlig Dronning Margrethe, der på den ene side talte om miljøet og hele kloden og det rigtige i at tage ansvar – og på den anden om riget Danmark, om rigsfællesskabet – samt om alle de danskere, der bor udenfor landets grænser, men for hvem Danmark er hjerteland.

Alt det satte Dronningen i relation til de store mærkedage, som kommer i 2020: 100-året for Genforeningen, 80-året for besættelsen og 75-året for Befrielsen. Fint og rigtigt – og forventet.

Så det var især den tredje del af nytårstalen og det personlige islæt, som gjorde indtryk.

Da hun talte om den ensomhed, som mange rammes af – både unge og ældre. En ensomhed, som det ifølge Dronningen er svært at tale om. Jeg kunne ikke undgå at tænke på, om hun mon selv føler sig ensom. Prins Henrik er død, og mange jævnaldrende venner er også faldet fra.

Så hvem deler landets regent monstro tanker med? Hvem taler hun med ansigt til ansigt?

For vi er alle mennesker, og vi har alle brug for at tale med nogen, blive bekræftet i at vi betyder noget. At vi er noget værd.

Netop menneskers værdi kom Dronningen også ind på, da hun direkte nævnte den stigende intolerance og undertrykkelse – og specifikt nævnte antisemitismen.

Det glæder Danmarksbloggen. For netop jøderne er udsat for meget had i disse år – og det er i nogle kredse mere end legalt at være imod jøder, hvis man ikke bryder sig om Israels politik.

Men en dansk jøde kan aldrig stå til ansvar for Israels politik. En dansk jøde er ligesom alle andre i Danernes Rige et menneske med ret til at mene og tro det, som vedkommende selv vil.

Så bravo – og stående applauser til Dronningen, fordi hun taler jødernes sag.

Det samme gjorde en af hendes forgængere på tronen Frederik d. 6., da han i 1814 gav jøderne deres frihedsbrev. Dengang var antisemitismen udbredt i hele Europa – men i enevældens Danmark gav Frederik d. 6. jøderne rettigheder, der i det store og hele var som resten af befolkningens.

Margrethe d. 2. af Danmark følger i de fodspor. BRAVO.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Glædelig jul – og menneskekærlighed

Så blev det jul igen – eller rettere så BLIVER det jul igen.

For i teologisk forstand starter julen først, når Jesusbarnet bliver født julenat. Men i Danmark har vi fejret jul på forhånd hele december – og også store dele af november med.

Men det er altså først i morgen nat – EFTER julemiddagen er spist, EFTER vi har danset om juletræet og EFTER julegaverne er pakket ud, at det i virkeligheden sker – det som gør, at det bliver jul. Nemlig at Jesusbarnet fødes i en stald i Betlehem.

Det tænker de færreste danskere nok på, mens der spises julemad, synges julesalmer og pakkes julegaver ud – og i virkeligheden betyder det heller ikke så meget. Om noget overhovedet.

Julen handler nemlig om samvær og kærlighed – om varme, om at give plads og rum til hinanden.

Danmarksbloggen kunne derfor godt ønske, at der i virkeligheden var endnu mere jul i menneskesindet – og i Danmark – og det året rundt. Jul på den mentale måde – den med rummeligheden og menneskekærligheden, så vi 24/7 tog hensyn til hinanden, delte med hinanden – og de stærke hjalp de svage.

Og med dette fromme ønske i tankerne vil Danmarksbloggen ønske alle en rigtig glædelig jul – både nu og i morgen nat, hvor englene efter sigende flyver under Himlen. Men også de engle, som man ifølge sagnet kun kan se julenat, hvis man er 100 procent ren og kærlig i sit hjerte.

Undertegnede må derfor også indrømme, at jeg aldrig har set så meget som skyggen af en engel – eller bare fligen af en englevinge nogen julenat – hvis man altså ser bort fra englefigurerne på juletræet.

GLÆDELIG JUL.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Klimajul: Juletræet

Danmarksbloggens adventsserie anno 2019 skal handle om, hvordan man skaber sig en klima-rigtig og bæredygtig jul. Det handler selvfølgelig om at skrue ned – sådan rigtig ned – for forbruget. Det kan gøres ved at lade være med at købe noget – eller i det mindste købe bæredygtigt – eller genbruge.

Så hver søndag i advent kommer Danmarksbloggen med et alternativ til frådseriet – samt giver den historiske baggrund for denne søndags juletradition.

Juletræet
Vi slutter i dag fjerde søndag i advent med juletræet. For ingen jul uden juletræ – og skal det være rigtig romantisk, så skal man selv ud i skoven og fælde det, er der mange danskere, der synes.

Men nu er det bare sådan, at hver gang vi fælder et træ, så frigives der også CO2 til atmosfæren, mens træer binder C02. Så vil man for alvor holde klimavenlig jul, så skal man droppe det fældede juletræ og i stedet købe et juletræ i potte, som efter julehøjtiden kan plantes ud igen og vokse og blive til gavn for klimaet.

Der har der også været skrevet meget om i løbet af december, og som alt andet, der skal igang, har der også været startproblemer her. Men det rokker ikke ved, at juletræer i potter kan være en god løsning.

Men også andre juletræer end dem med rod og i krukker er gode for klimaet som fx Fair Trees og Habitree, som er et genbrugeligt juletræ. Se mere her: https://groenforskel.dk/miljoevenlige-juletraeer/

Historisk tilbageblik
Juletræet er i øvrigt en ret ny gæst i den danske julestue, kun omkring 200 år gammel – og som så meget andet af vores kulturelle arvegods kommer også juletræet fra Tyskland.

Det første stod på det sydsjællandske gods Holsteinsborg i 1808. Allerede i 1811 havde familien Lehmann så et juletræ i stuerne i København. Da familien, som også talte den senere Grundlovsfader Orla Lehmann, boede i stuen, var det nemt for københavnerne at kigge ind gennem vinduerne – og se dette mærkværdige nymodens påfund, som nogle lige skulle vænne sig til.

Som fx præsten, salmedigteren, højskolemanden, ja åndskæmpen Grundtvig, der først mente, at juletræet var en udvandet form for kristendom, men som senere kaldte det en gave direkte sendt til menneskene fra Gud. For ideen med et pyntet grantræ i stuen greb om sig – og allerede et par årtier senere var juletræet en fast del af julen – hos de velstillede altså.

H. C. Andersen talte også om det – og skrev eventyret ”Grantræet”. Men også i ”Den lille pige med svovlstikkerne” er der et juletræ – nemlig det står hos den rige købmand, og som den lille fattige pige havde set gennem glasdøren.

For de fattige havde ikke råd til juletræ. Ja, den fattige del af befolkningen måtte langt op i 1900-tallet nøjes med at binde nogle grangrene på et kosteskaft, som også Kim Larsen synger om det i sangen ”Dengang da jeg var lille”.

Men i dag har de fleste et juletræ, stort eller småt, men altid lidt dyrere end sidste år, fordi efterspørgslen stiger. Så måske bliver juletræet i fremtiden igen noget, som ikke er for alle?

Medmindre vi selvfølgelig i minimalismen og miljøets navn igen begynder at købe vores juletræer i potter – og så plante dem ud. Det er der noget smukt over – noget bæredygtigt. Det betyder også, at fremtidens juletræer ikke ender deres liv med at stå pyntede og så smides ud, som det skete for H. C. Andersens grantræ.

Men at de juletræer i stedet starter pyntede og til stads – for så bagefter at leve lykkeligt til deres dages ende ude i den friske skov med harerne og fuglene omkring sig og skyerne på himlen over sig.

Se, dét kunne være et rigtigt eventyr. Glædelig jul.

Læs mere om julens og nytårets traditioner og skikke i undertegnedes julebog, som naturligvis er en e-bog:
https://www.saxo.com/dk/glade-jul-dejlige-jul_epub_9788799956104

Læs også:

Første søndag i advent: Klimajul: Julegaver: http://danmarksbloggen.dk/?p=10861
Anden søndag i advent: Det flettede julehjerte – og lyskæderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=10864
Tredje søndag i advent: Julemad: http://danmarksbloggen.dk/?p=10868

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nutidens Scrooger er værre end Dickens originale version

Julen nærmer sig med hastige skridt – og det er de færreste, der i hyggens navn orker at tænke på grådigheden i finansverden og dens konsekvenser. Men måske burde vi tænke på lige netop den grådighed nu, hvor vi for alvor er tæt på julen – den tid på året, hvor vi efter sigende er mest gavmilde, mest næstekærlige.

Det gælder så bare ikke finansverden – og alle de mange nutidige og alt for virkelige Scrooger, der året rundt grådigt puger penge sammen i endnu højere grad end Charles Dickens fiktive figur var i stand til.

For Dickens Scrooge kunne kun operere i den del af London, som han fysisk kunne dække.Og det var forsvindende lidt i forhold til nutidens Scrooger, som takket være den moderne teknologi har hele verden som deres legeplads.

En legeplads, hvor der flyder milliarder og atter milliarder af dollars og euros, som havner på hemmelige bankkonti – eller som via kreativ skattetænkning ender helt andre steder end i de offentlige kasser, som de burde.

Og desværre er der åbenbart ingen, som har fundet portalen ind til jule-åndernes univers, så vi kunne hidkalde hjælp derfra. Det kunne ellers være gavnligt for finansfyrster og andre, der sætter penge over mennesker, at få besøg af fortidens, nutidens og fremtidens juleånd – især hvis regnedrengene m/k blev ligeså skræmte og omvendte som Ebenezer blev det.

Det kan man så tvivle på, at de nutidige grådige væsner ville blive. Nutidens Scrooger er noget mere mentalt ufølsomme og hårdføre end Scrooge var det i 1800-tallets London. Så der skal nok hårdere midler til. Midler som vi heldigvis har til rådighed, hvis vi altså tør bruge dem. Midler som lovgivning, skatteinddragelse og kontrolfunktioner …

Og der er ingen vej udenom. Det internationale samfund må finde modeller og metoder til at styre de ustyrlige finansielle kræfter, der hensynsløst og grådigt og på tværs af alle grænser skraber sammen til nogle få individer, som så lever i ufattelig luksus.

Men samtidig med dette vanvid, så går hele lande i den fattige del af verden og velfærdssystemer i den rige del af verden – og klimaet over hele kloden – nedenom og hjem.

Det er så grelt, at selv Scrooge i den gamle version – altså før besøget af juleånderne – ville rotere i graven, hvis han vidste det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Klimajul: Julemad

Danmarksbloggens adventsserie anno 2019 skal handle om, hvordan man skaber sig en klima-rigtig og bæredygtig jul. Det handler selvfølgelig om at skrue ned – sådan rigtig ned – for forbruget. Det kan gøres ved at lade være med at købe noget – eller i det mindste købe bæredygtigt – eller genbruge.

Så hver søndag i advent kommer Danmarksbloggen med et alternativ til frådseriet – samt giver den historiske baggrund for denne søndags juletradition.

Julemaden
Vi fortsætter i dag tredje søndag i advent med julemaden.

Den julemad, som det koster en del CO2 at producere, men som vi også smider rigtig meget af ud. Iflg. Idényt smider vi hvert år mad for i alt 16 milliarder kroner i skraldespanden – og allermest i december, hvor det er hele paletten fra rødkål, flæskesteg, and, hvide kartofler, risalamande og meget mere, som er i overskud:

https://www.idenyt.dk/jul-2/undga-madspild-i-julen-med-disse-gode-rad-/

Men til trods for at der smides så mange friske fødevarer ud, så grovæder mange danskere alligevel julemad i så store mængder, at flere indlægges i juletiden pga. overspiseri. For det er stadig god kutyme at gå amok efter devisen ”hellere revne end levne” og igennem decembers mange julefrokoster kaste sig over det store kolde bord med fisk og pålæg – og derpå de lune retter – og så osten – og alt sammen skyllet ned med rigelige mængder øl og snaps.

Men det bliver altså ikke mindre jul eller mindre hyggeligt, bare fordi man spiser lidt, men godt og drikker med måde – og husker at få sine grøntsager.

For nok er det en tradition til jul at slagte julegrisen og få sulemad, altså kød – men julemad er ikke kun sulemad. Det er også grøntsager som for eksempel den grønlangkål, der har lange historiske rødder, og er en vældig god kilde til vitaminer og mineraler.

Historisk tilbageblik
At spise rigeligt til jul – hvis man havde råd til det altså, hvad langtfra alle havde – har i århundreder været en tradition. Men inden vi bare øser op på tallerknerne, så skal vi huske på, at datidens julespiseri foregik i tider, hvor man resten af året levede meget sparsomt – og hvor næsten alle havde hårdt fysisk arbejde, så nogle dages overspiseri af fed mad gjorde ingenting, måske var det i virkeligheden gavnligt.

Sådan er det slet ikke i dag – snarere tværtimod. Men alligevel holder vi fast i de madretter og de mængder, som mange tror, repræsenterer den go´e, gamle jul, men som kun har lidt over 100 år på bagen. Fordi meget af dén julemad kræver en ovn. Noget kun de færreste havde for 150 år siden, medmindre man var bager eller anden erhvervsdrivende med egen ovn.

Ja, vi synger om det i julesangen ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, hvor det hedder stegen er til bageren sendt – for bageren havde en ovn, som de velstillede byfolk kunne få stegt en steg i. Typisk gås eller kalkun.

Ude på landet derimod holdt man sig til den gamle julemad: Pølser, leverpostej, flæskesider og andre ting, som er lavet af den slagtede julegris. Der var også nødder, æbler, stærkt øl – samt æbleskiver, som også kunne laves på en pande. For man havde selvfølgelig et komfur, men ikke en ovn.

Det fik de fleste så i takt med urbaniseringen og industrialiseringen – og så ændrede julemaden sig til and eller flæskesteg med hvide og brune kartofler, hvor de sidste skulle ligne de ristede kastanjer, som kun de færreste havde råd til, men som borgerskabet spiste til jul i sidste del af 1800-tallet.

Risalamanden kom også fra borgerskabets jul. Den søde dessert lyder fin og fransk, men er pæredansk – og en luksusudgave af den risengrød lavet på mælk, som er gammel dansk julemad.

Og der er vi så stadig i dag.

For trods en generel stor lyst til at spise grønt og sundt – og med indslag fra hele verdens køkkener, så holder danskerne til jul fast i de lidt mere end 100 år gamle spisevaner efter devisen rør blot ikke ved min gamle jul, som også kommer fra julesangen ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, der er en fantastisk beskrivelse af borgerskabets velstillede jul i slutningen af 1800-tallet.

Læs mere om julens og nytårets traditioner og skikke i undertegnedes julebog, som naturligvis er en e-bog:
https://www.saxo.com/dk/glade-jul-dejlige-jul_epub_9788799956104

Læs også:

Første søndag i advent: Klimajul: Julegaver: http://danmarksbloggen.dk/?p=10861
Anden søndag i advent: Det flettede julehjerte – og lyskæderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=10864

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk