Kategoriarkiv: Tro & Højtider

Hvilken dag skal være Danmarks nationaldag?

Udgivet den af
Svar

Skal Danmark have en officiel nationaldag – og i så fald: Hvornår skal den dag være?

Der er – som Danmarksbloggen ser det – to muligheder:

  1. Grundlovsdag d. 5. juni, fordi det er dagen, hvor demokratiet og det moderne Danmark blev født i 1849.
  2. Valdemarsdag d. 15. juni, fordi det er dagen, hvor Dannebrog ifølge legenden faldt ned fra Himlen ovre i Estland i 1219 i forbindelse med Valdemar Sejrs korstog mod de dengang hedenske estere.

Argumenter for Grundlovsdag som Danmarks nationaldag er, at alle danskere allerede kender den dag, selvom det næppe er alle, som kan historien om, hvordan en folkedelegation gik op til den daværende konge Frederik d. 7., og krævede en fri forfatning. Kongen kunne så meddele dem, at han allerede havde afskediget den gamle – og sidste – enevældige administration. Så nu var vejen banet til en fri og demokratisk forfatning – og det arbejde førte til Grundloven, som blev underskrevet d. 5. juni 1849.

Argumenter imod Grundlovsdag som Danmarks nationaldag er, at dagen altid har handlet om politik og demokrati, om debat og Grundlovsmøder – og at sådan skal det fortsætte fremfor national selvglæde og selvforherligelse.

Argumenter for Valdemarsdag som Danmarks nationaldag er, at det er den dag, hvor legenden siger, at Dannebrog kom dalende ned fra Himlen, da vi ellers var ved at tabe slaget mod de dengang estiske hedninge. Bispen, som var med ved fronten, havde ellers holdt hænderne i vejret og bedt om krigslykke, og det havde virket (!). Men nu var han blevet træt, og kunne – selv med hjælp – ikke holde hænderne oppe mere. Men så skete miraklet: Dannebrog dalede ned – og så vandt de danske korstogsriddere.
Historien er næppe sand, men god. Og vigtigst er, at Dannebrog lige siden – og faktisk mere og mere, som tiden er gået – har været noget helt centralt for alle danskere.
Dannebrog er simpelthen synonymt med at være dansk. Dannebrog er det, som alle danskere samles om, hele tiden og både til hverdag, til fest, i glæde, i sorg og når der er sport.
Det røde flag med det hvide kors er den måde, som vi trækker vores nationale vejr på …

Argumenter imod Valdemarsdag som Danmarks nationaldag er faktisk ikke-eksisterende, idet man relativt nemt kan fortælle de danskere, som ikke lige har styr på, at Valdemarsdag er den dag, hvor vi fik det flag, som vi elsker, og som vi bruger konstant og hele tiden og til alt – og som er et billede på os som folk.

Danmarksbloggen vil derfor konkludere, at Valdemarsdag d. 15. juni bør blive Danmarks nationaldag. Der skal kippes med Dannebrog, skal der.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sølvbryllup for Årets Pinsefisk

Udgivet den af
Svar

I år kan Årets Pinsefisk fejre sølvbryllup. Hele 25 år er der gået, siden den nu afdøde biskop i Roskilde stift Jan Lindhardt fik ideen til Årets Pinsefisk.

Julen har som bekendt andestegen eller/og flæskestegen, og påsken har lammet. Men hvad har pinsen? Ja, den højtid skal selvfølgelig også have sin egen ret – og det skal være fisken. Både fordi fisk smager godt og er sundt, men også fordi fisk og kristendom faktisk hænger sammen. De første kristnes hemmelige tegn var nemlig fisken.

Sådan cirka lød det dengang for 25 år siden, da Årets Pinsefisk begyndte.

Og i år – sølvbryllupsåret – er det havkatten, som Danmarks Fiskehandlere sammen med Roskildes nuværende biskop Ulla Thorbjørn Hansen har kåret som Årets Pinsefisk. Havkatten, som med sit voldsomme tandsæt er skræmmende at se på, men vældig velsmagende og saftig.

Men tilbage til kristendommen. For hvorfor blev fisken de kristnes hemmelige tegn?

Ja, korset var for let genkendeligt, så man valgte fisken, som var nemt at bruge for de forfulgte kristne. For når to fremmede mødte hinanden, og den ene så tegnede en buet linje i jorden foran sig, så ville den anden enten 1) bare sige nå – eller 2) også tegne en buet linje, og det så de to buede linjer mødtes i den ene ende og krydsede hinanden i den anden – så det dannede en fisk. Skete det sidste, så vidste begge, at de var kristne.

Men at det blev fisken hang også sammen med, at det oldgræske ord for fisk er ichtys (ιχθυς), der består af bogstaverne iota, chi, theta, ypsilon og sigma. Det er samtidig begyndelsesbogstaverne i den græske sætning Iésous (Ἰησοῦς) Christos (Χριστός) Theou (Θεου) (h)Uios (Υἱός) Sótér (σωτήρ).

En sætning, som oversættes til: ”Jesus Kristus, Guds Søn, Frelser.” Altså det, som Helligånden gav disciplene kraft til at gå ud og forkynde til pinse, og som er den direkte årsag til at vi fejrer pinse i de kristne kirker.

Glædelig pinse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkemøde i Ribe: Skt. Ansgar kom til byen for 1.200 år siden

Udgivet den af
Svar

I år er det 1.200 år siden, at benediktinermunken og missionæren – og den senere ærkebiskop – Ansgar kom til Norden for at udbrede kristendommen. Det gik ikke helt godt, men heller ikke helt skidt.

For nok måtte Ansgar i første omgang rejse hjem til Tyskland igen, men et frø var alligevel blevet sået – og i byer som Ribe og Hedeby var der snart små kristne menigheder, som vikingerne i de kommende år rummeligt lod have deres – i vikingernes øjne – mærkelige tro i fred.

Senere fik Ansgar også et samarbejde i stand med den danske konge, så der blev lagt godt i kassen til en fremtid, der på nogle punkter ikke var så langt væk. Cirka år 965 bekendtgjorde Harald Blåtand på Jellingestenen, at han havde gjort danerne kristne.

I realiteten tog det dog nok noget længere tid at skille sig af med de nordiske guder. Men vi skal ikke længere end cirka 100 år frem til midten af 1000-tallet, så er det store kirkebyggeri i gang over hele Danmark. Så det er rigtigt at kalde Skt. Ansgar for Nordens Apostel.

Skt. Ansgar blev selvfølgelig også helgenkåret. Og i den katolske domkirke i Danmark, som ligger i København, og bærer hans navn, opbevarer man stadig et par knoglerelikvier fra ham, som vises frem på Skt. Ansgars helgen- og dødsdag d. 3. februar.

Der var også i vinters en stor fest for Skt. Ansgar og de 1200 år, hvor selveste pavens højrehånd var til stede, både i Københavns Domkirke, som holdt en økumenisk fejring i anledning af 1200-året, og senere til en privat frokost med Kong Frederik d. 10.

Men i pinsen bliver der mulighed for mange flere at kunne fejre og lære mere om Nordens Apostel. Der er nemlig ”Folkemøde i Ribe” fra d. 21. til d. 24. maj for at markere, at Ansgar kom til Ribe d. 24. maj 826. Dvs. enkelte arrangementer starter inden – også allerede her op mod Kristi Himmelfart.

Se hele programmet her: https://www.folkemodeiribe.dk/program

Det er dog på ingen måde et politisk folkemøde, mere sådan en slags ”Kirkernes Folkemøde”, altså det som engang hed ”Himmelske Dage”, møder et kombineret vikinge-og-middelalder-marked med en slags ”Historiske Dage” som det tredje ben i Ribe.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sakura – og menneskelivet

Udgivet den af
2

Sakura er et navn, som flere og flere danskere forbinder med de japanske kirsebærtræer, som lige nu blomstrer i deres lyserøde og hvide pragt i det meste af kongeriget.

Men hvad betyder navnet Sakura? Ja, det er simpelthen det japanske ord for de kirsebærblomster, som alle flokkes under og tager fotos af i Danmark og i resten af verdenen, men allermest selvfølgelig i Japan selv.

For i Japan er Sakuras blomstringstid en decideret højtid, hvor japanerne valfarter til kirsebærtræerne for at få så meget som muligt af de strålende lyserøde og hvide blomster, hvis blomstringstid er så kort.

Og netop det flygtige ved Sakura er et højdepunkt i den japanske fejring, fordi den minder om, at livet er kort, så vi skal huske at påskønne og nyde det, mens tid er. I Japan siger man også, at kirsebærtræerne er allersmukkest, når træets lysegrønne blade kommer frem, og de lyserøde og hvide blomsterblade begynder at hvirvle og falde til jorden.

Sammenligningen til menneskelivet er endnu smukkere – og noget, som vi kunne lære af her i Vesten, hvor vi er så optagede af ungdommen og blomster i knop og fremtidens muligheder, at mange ikke har tid til at nyde nutiden, en blomst, når den står i fuldt flor – og endnu færre kan se skønheden i forfaldet – og lærdommen deri.

Men vi misser noget i samfundet, hvis vi tror, at det kun er knopper og ungdom, som kan noget. Voksentid og fuld blomstring – og alderdom og livs-visdom er de nødvendige kilder, når vi skal skabe et rigt samfund med plads til og respekt for alle.

Dét mindes vi om hvert forår, når de lyserøde og hvide japanske kirsebærtræer blomstrer – og det igen er Sakura.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anden Påskedag – hvad sker der?

Udgivet den af
Svar

Hvad sker der i grunden Anden Påskedag?, blev undertegnede spurgt lige op mod påske.

Og det er et godt spørgsmål. For at Palmesøndag er det med palmebladene og Jesu ridende på et æsel ind i Jerusalem, at Skærtorsdag er det med nadveren og fødderne, der skal vaskes, at Langfredag er selve korsfæstelsen og Jesus død – og at Påskedag er Jesu genopstandelse – det har de fleste sådan nogenlunde styr på.

Men Anden Påskedag? Hvad skete der dér? Svaret er enkelt. Ikke så meget i grunden – og så måske i virkeligheden en hel masse.

For Jesus´s venner, disciplene, var blevet både triste, kede af det og bange, da Jesus var død på Golgata. Efter et par dage – altså Anden Påskedag – bryder to af dem så op fra Jerusalem, og går til Emmaus, som er en by, der ligger cirka en dagsrejse til fods fra Jerusalem.

Undervejs møder de to disciple en mand, som de ikke genkender, men som er Jesus. Han får disciplene til at fortælle, hvad der er sket i Jerusalem, og det gør de så. Inklusiv delen med at kvinderne havde fortalt, at Jesus var genopstanden, men at disciplene selv ikke havde set noget, så de troede ikke sådan rigtigt på det (kvinders ord betød åbenbart ikke så meget dengang). Samt at disciplene i øvrigt var skuffede over, at Jesus ikke frelste sig selv og alle jøderne, da han hang på korset.

Jesus irettesætter så de to disciple, og siger, at de i så fald intet har forstået af det, som denne Jesus lærte dem. Nu skulle man tro, at tampen brændte – eller som der står, at hjerterne brændte, når disciplene hørte Jesus tale.

Men nej, de genkender stadig ikke Jesus. Det sker først, da de alle tre om aftenen sidder på kroen i Emmaus, og Jesus bryder brødet for dem – som han også gjorde det Skærtorsdag. Så kan de to disciple straks kende Jesus igen – men så forsvinder han for dem igen med det samme. Bliver usynlig i ét eneste nu.

Men nu har disciplene lært noget, og de bryder op med det samme, og haster i nattens mulm og mørke tilbage til Jerusalem for at fortælle deres venner, at jo, nu har de skam set Jesus. Her i forventningen om at blive troet – for nu er det jo mænd, som har observeret.

Det er sådan lidt ligesom den anden historie med disciplen Thomas, som vil se hullerne i Jesus hænder og fødder, og såret i siden, før han kan tro på genopstandelsen.

En meget videnskabelig tilgang, vil vi nok sige i dag. I Biblen er den dog ikke populær. For her siger Jesus til Thomas: Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.

Til den salige gruppe skal regnes kvinderne, som troede på englen, da denne fortalte dem om genopstandelsen ude ved graven. Det var også Jesu egen mor, som troede på ærkeenglen, da den kom og fortalte hende, at hun skulle føde Jesus. Bare for at nævne de to mest kendte eksempler.

For det er som oftest de mindste, de mest ringeagtede, som Gud og Jesus henvender sig til, ikke til de stærke og mægtige … og sådan er evangeliet altid så herligt omvendt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ildhestens år

Udgivet den af
Svar

Kinesisk nytår – hvad betyder det for os? Ingenting, vil de fleste sikkert svare. Men så tager man fejl.

For jo, det spiller en rolle. En stor rolle. Verdenshandlen går simpelthen markant ned, når kineserne fejrer det kinesiske nytår, som i år er fra i morgen d. 17. februar til d. 3. marts.

Mange fabrikker i Kina har således produktionsstop under det kinesiske nytår – ofte også længere end blot en uge eller to, da denne tid på året er den eneste, hvor millioner af kinesere kan rejse hjem og besøge deres familie, som i denne forbindelse er børn og forældre – og ægtefæller.

For sådan er vilkårene i det store land: Bedsteforældrene opfostrer børnebørnene, mens de granvoksne arbejder 11 ud af årets 12 måneder tusindvis af km fra hjemmet. Her skal så tilføjes, at ægtefæller ikke altid arbejder i samme by, så det er ikke noget særsyn, at man som kinesisk fabriksarbejder kun er sammen med såvel sine børn, sine forældre som sin mand eller kone, når det er kinesisk nytår.

Der bliver stort set heller ikke under det kinesiske nytår fragtet varer ind eller ud af Kina. Havneterminalerne er næsten helt lukkede – og også tranporten med fly er voldsomt minimeret. Det betyder store forsinkelser i den globale forsyningskæde, som virksomheder over hele kloden gør klogt i at tage bestik af – i meget god tid.

Situationen er velkendt i den danske shippingbranche – og den påvirker ikke kun danske rederier, men også danske virksomheder og butikker, som skal have varer hjem fra Kina.

Det er altså alvor med det kinesiske nytår – og på mange måder mere betydningsfuldt end julen, som vi ellers synes tårner sig op på året. Men det er det kinesiske nytår, som rydder bordet.

For nok skaber julen et voldsomt behov for merproduktion – og dermed en stigende verdenshandel med mange skibe på vandet og mange fly i luften. Men det næsten totale stop for såvel produktion som transport af varer i flere dage i Verdens producentland no. 1, Kina, påvirker langt mere.

Det tager også tid at få fuld gang i produktion og logistik igen EFTER det kinesiske nytår. Så de facto handler det om 4-6 uger, før alt er oppe og kører normalt igen. Til sammenligning holder vi i den vestlige kun jul i få dage, max en uge, hvis julen falder “rigtigt”, og det mærkes ikke i den globale handel på andre måder end at der skal produceres og transporteres mere i månederne op til.

Med andre ord: De tolv dyr i kinesisk astrologi slår Julemanden, når det kommer til at definere verdenshandlen.

I år er det så Ildhestens år, som begynder i morgen. Ildhesten, som handler om energi, mod, frihed, uafhængighed og fremgang. Altså fuld galop mod horisonten.

Men inden er det tid til fejringen af det kinesiske nytår – den såkaldte Forårsfestival, hvor kineserne holder fri, spiser god mad, tænder lanterner, danser dragedans, pynter op med røde farver – og børnene får penge i røde konvolutter af både de bedsteforældre, som de er sammen med året rundt, og de forældre, som børnene kun ser på denne tid på året.

Det sidste er hjerteskærende – for en vesterlænding, og jeg tænker, at vi med det in mente nok kan undvære vores dippedutter et par uger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dejlig er den himmel blå – alle 19 vers

Udgivet den af
Svar

Grundtvig har skrevet mange salmer – også mange lange salmer.  En af de længste er dog ”Dejlig er den himmel blå”, som i sin fulde længde har hele 19 vers – og ikke kun de syv, der står i salmebogen.

Hele den lange salme kan læses her – og er faktisk en legende på vers om de tre vise mænd, Jesusbarnet og hvad vi alle sammen kan lære af hele den historie. En legende med rødder i både jødedom og kristentro …

For i dag er det Hellig Tre Kongers Aften, så det er først nu, at julen slutter. Det kan man jo tænke over, mens man læser – eller måske ligefrem synger sig igennem de mange vers, som Grundtvig skrev i 1810. Se nedenfor:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

  1. Deilig er den Himmel blaa,
    Lyst det er, at see derpaa,
    Hvor de gyldne Stjerner blinke,
    Hvor de smile, hvor de vinke,
    Os fra Jorden op til sig.

  2. Kommer Smaa, og hører til!
    Jeg for eder sjunge vil
    Om saa lys og mild en Stjerne,
    Jeg det veed, I høre gierne:
    Himlen hører eder til.

  3. Det var midt i Julenat,
    Hver en Stjerne glimted mat,
    Men med Eet der blev at skue
    En saa klar paa Himlens Bue,
    Som en liden Stjernesol.

  4. Langt herfra, i Østerland
    Stod en gammel Stjernemand,
    Saae fra Taarnet vist paa Himlen,
    Saae det Lys i Stjernevrimlen,
    Blev i Sind saa barneglad.

  5. Naar den Stjerne lys og blid
    Sig lod see ved Midnatstid,
    Var det Sagn fra gamle Dage,
    At en Konge uden Mage
    Skulde fødes paa vor Jord.

  6. Derfor blev i Østerland
    Nu saa glad den gamle Mand;
    Thi han vilde dog saa gierne
    See den lyse Kongestjerne,
    Før han lagdes i sin Grav.

  7. Han gik til sin Konges Slot,
    Kongen kiendte ham saa godt,
    Hørte og med Hjertens Glæde,
    At det Lys var nu tilstæde,
    Hvorom gamle Spaadom lød.

  8. Han med Søn og Stjernemand
    Flux uddrog af Østerland,
    For den Konge at oplede,
    For den Konge at tilbede,
    Som var født i samme Stund.

  9. Klare Stjerne ledte dem
    Lige til Jerusalem,
    Kongens Slot de gik at finde,
    Der var vel en Konge inde,
    Men ei den de ledte om.

  10. Klare Stjerne hasted frem,
    Ledte dem til Betlehem,
    Over Hytten lav og lille
    Stod saa pludselig den stille,
    Straalede saa lyst og mildt.

  11. Glade udi Sjæl og Sind
    Ginge de i Hytten ind,
    Der var ingen Kongetrone,
    Der kun sad en fattig Kone,
    Vugged Barnet i sit Skiød.

  12. Østerlands de vise Mænd
    Fandt dog Stjernen der igien,
    Som de skued i det Høie,
    Thi i Barnets milde Øie
    Funklende og klar den sad.

  13. Den var dem et Tegn saa vist,
    At de saae den sande Krist,
    Derfor neied de sig glade,
    Offrede paa gyldne Fade
    Røgelser med søde Lugt.

  14. Vil I Smaa ei ogsaa gierne
    See den lyse milde Stjerne,
    For den Konge dybt jer neie,
    Som Guds Rige har i Eie,
    Og vil lukke jer derind?

  15. Seer I til den Himmel blaa,
    Med de gyldne Stjerner paa,
    Der den Stjerne ei I finde,
    Men den er dog vist derinde
    Over Jesu Kongestol.

  16. Thi det Barn, som var paa Jord,
    Blevet er en Konge stor,
    Og han sidder nu deroppe,
    Over alle Stjernetoppe
    Hos Gud Faders høire Haand.

  17. Neier eder kun, I Smaa!
    Han fra Himlen seer derpaa.
    Sender ham med Hjertensglæde
    Lov og Pris til høie Sæde!
    Det er Røgelse for ham.

  18. Stjernen ledte vise Mænd
    Til nyfødte Konge hen,
    I har og en saadan Stjerne,
    Og naar I den følge gierne,
    Komme I til Jesum vist.

  19. Denne Stjerne, lys og mild,
    Som kan aldrig lede vild,
    Er hans Guddomsord det klare,
    Som han lod os aabenbare
    Til at lyse for vor Fod.

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Udgivet den af
Svar

Det er – måske – min sidste nytårstale, sagde Mette Frederiksen for lidt siden fra Marienborg.

Og så blev hun ellers personlig – og talte om, at hun ikke havde lyttet nok og været for hård – i hvert fald udenpå og i debatterne. Men at hun havde været det, fordi hun ville det bedste for Danmark i de år, hvor hun har været statsminister – og hvor kriserne har stået i kø: Corona, Ukraine og Grønland.

Det var eminent tænkt og eminent udført, og det var også starten på den valgkamp, som betyder, at der senest om små 10 måneder skal være folketingsvalg i Danmark.

Nytårstalen var også et sats, når man tænker på de ting, som Mette Frederiksen lovede at ville prøve at ændre: Fødevarepriserne, boligpriserne, forholdene for børn og unge, sundhed – især kvindesygdomme og demens, pension og meget andre.

For lykkes det at skabe ændringer i de kommende måneder, så har Mette Frederiksen en reel mulighed for at blive genvalgt. Hvis ikke så er løbet til gengæld formentlig kørt. Det er modigt således at spille højt spil, men nok også nødvendigt.

Efter Danmarksbloggens mening var det også stærkt at stå på mål for en regering, der blev dannet over midten – og som hun mente var en god ting i en verden, der bliver stadig mere splittet.

For politik kan stadig gøre en forskel – og det samme kan politikerne, og man kan mene meget om Mette Frederiksen som person. Men ingen kan tvivle på, at hun er stærk og drevet af en tro på, at det bedste for Danmark er et land, hvor få har for meget og færre for lidt.

Et land, hvor vi lever i tillid og omsorg for hinanden – især nu efter at konventionerne skal tolkes anderledes, således så det er befolkningerne og ofrene, og ikke de kriminelle indvandrere og flygtninge, der skal beskyttes.

Jo, valgkampen 2026 er i gang – og lykkes det for Mette Frederiksen at få nogle af løfterne indfriet, så kan det meget vel være hende, der også byder danskerne godt nytår på årets første dag i 2027.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Kongens anden nytårstale

Udgivet den af
Svar

Så blev det Kongens anden nytårstale. Den svære 2´er, som mange kommentatorer sagde det, inden klokken blev 18 denne nytårsaften. Men den slags pjatteri hører en fredstid til.

For Danmark er ikke længere et land i fred. Vi er heller ikke et land i krig. Vi er i en gråzone, som Kong Frederik sagde det med stor myndighed og vægt.

Det er Danmarksbloggens inderlige håb, at Kongens nytårstale vil få alle danskere til at forstå alvoren af den situation, som vores land, vores verdensdel, Den Frie Verden befinder sig i.

For Frederik d. 10 havde så inderligt ret, da han sagde, at ja, vi har været trygge i 80 år, men nu lever vi i en tid, hvor vi nok kan slukke for nyhedsstrømmen, men ikke for virkeligheden.

En virkelighed, hvor vi kan se til Finland, der som altid lever med det værst tænkelige in mente, men som samtidig ikke sætter livet i parentes.

For frihed er ikke en selvfølge. Den skal dér kæmpes for, og det både vil og kan vi danske, og dem i Grønland og på Færøerne – og det i alle aldre og alle køn. For nok har man kun værnepligt indtil en vis alder, men værneret har vi alle – også os, som er grå i toppen.

Pligt og ret – de følges ad som sorrig og glæde, som vinter og vår, som Kongen løseligt citerede det fra Kingos store salme, der også er en af Dronning Margrethes yndlinge.

Når det virkelig gælder, skal vi have fat på Kingo, som hun har sagt det ved flere lejligheder – og det gælder virkelig nu i Den Frie Verden.

Det var derfor en fornøjelse at se den danske konge i hans anden nytårstale. Han var en krigerkonge, der ville freden, ville samle danskerne. Dén mission lykkedes til fulde – og krydret med en passende portion ydmyghed, lidt lune og snak om familien, så blev den svære 2´er faktisk ganske vellykket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk