Én dansk nationaldag gør ingen samlet nation

Nu går snakken igen om, hvorvidt vi skal have en dansk nationaldag. Sådan en dag, hvor vi fejrer det fælles danske, hvad det så end er.

Danmarksbloggens vurdering er, at en etablering af en sådan dag er nemmere i vores tid, end det har været nogensinde. For mange danskerne vil i denne fragmenterede tidsalder føle en tryghed i, at Danmark får sin egen dag. Også selvom mange andre mener, at det har vi allerede – nemlig Grundlovsdag.

Men Grundlovsdag d. 5. juni er den dag, hvor vi fejrer demokratiet. Så nej, vi har ikke en nationaldag i klassisk forstand. Ja, faktisk er Danmark sammen med Storbritannien de eneste vestlige lande, som ikke har en egentlig nationaldag.

Det forklares typisk med:

  • Danmark har ikke været underlagt andre stater i en længere periode, som fx Norge var det i 500 år (400 år under danskerne og 100 år under svenskerne) – og som Grækenland i næsten 500 år var en del af Det Osmanniske Rige.
  • Vi er heller ikke overgået fra at være en mængde småstater til at være én samlet republik som fx Italien eller Tyskland.
  • Der har heller ikke været store revolutioner som i fx Frankrig.
  • Især efter 1864 og indtil for nylig har vi været en lille og meget homogen befolkning modsat mange andre lande som fx Belgien, hvor det er flamlændere versus vallonere. Eller hvad med situationen i Spanien? Store regionale konflikter mellem forskellige befolkningsgrupper, hvoraf mange ønsker selvstændighed.
  • Udviklingen i Danmark har på mange måder været fredelig gennem hele historien både politisk, økonomisk og socialt. Pånær Grevens Fejde i 1500-tallet har vi ikke haft noget, der mindede om borgerkrig.
  • Vi er protestanter. Der er altså ingen helgener, som vi kan gøre til nationalhelgen, så vi dermed kan få en nationaldag via en helgen som fx Irlands Sct. Patricks Day.

Men nuvel, lad os da så få dén nationaldag – og ja, vi kan da godt lægge den på Valdemarsdag d. 15. juni, altså den dag, hvor legenden siger, at Dannebrog faldt ned fra Himlen. Nye traditioner bliver som bekendt altid plantet ovenpå gamle.

MEN det vigtigste i al det her følelsesmæssige symbol-hejs, som en dansk nationaldag vil være, er at huske på, at én nationaldag ikke gør én samlet nation. Det gør kun åbenhed, interesse og tolerance fra alle sider – 365 dage om året.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lyden af had på Christiansborg Slotsplads

Lyden er hård og høj. Det er lyden af had. Lyden af vrede.

Se og lyt her: https://youtu.be/x4Ch5nOYoDU

Lyden lød over Christiansborg Slotsplads tidligere i dag, hvor Hizb ut-Tahrir havde arrangeret fredagsbøn.

Hvis De synes, at det lyder aggressivt og skræmmende, så skulle De have været dér. Det var ti gange værre end det lyder på det korte klip. Måske fordi der var en stemning af et dybt had og et overskyggende mørke, som undertegnede aldrig har oplevet før.

Udover det forventede angreb på det danske samfund og lovprisningen af Allahs´s storhed blev der råbt om kærlighed, altså profetens kærlighed til de rettroende. Det gav mening. For det lød som et massivt og rendyrket had mod alle andre, da de flere hundrede fundamentalistiske muslimer skreg og råbte på en måde, så det virkede mere som en ISIS-event end som en dansk demonstration.

Man kan så mene, at det er mærkeligt, at en religiøs-politisk organisation som Hizb ut-Tahrir gerne benytter sig af demokratiets metoder som forsamlings- og ytringsfrihed, når de er imod noget så sekulært som netop demokratiet. Men det gør de åbenbart – i hvert fald i dag på Christiansborg Slotsplads, hvor man som tilskuer også fik tanken:

Sådan her ser en borgerkrig under opsejling ud …

En vanvittig tanke, som jeg prøvede at skyde fra mig. ”For langt de fleste muslimer er jo ikke som de sortklædte mænd og ligeså sortklædte kvinder, der alle som en havde tildækket deres hår,” tænkte jeg.

Men tvivlens frø blev alligevel sået, og fik vand, da jeg flere gange oplevede biler rulle vinduet ned, mens arabisk-udseende mænd stak hovedet ud og råbte med tilbage på bønnens svar. Nogle af dem med en knyttet næve højt hævet.

For hvor mange muslimer mener i grunden, at religionens lov står over samfundets lov? Hvor mange sætter Koranen over Grundloven? Det er vi nødt til at få et svar på – og eventuelt gøre noget ved.

For fire år siden mente næsten halvdelen af alle muslimer, at Grundloven i Danmark burde bygges helt eller delvist på Koranen: https://www.berlingske.dk/samfund/danske-muslimer-koranen-skal-definere-dansk-lov

Den er altså helt gal …

For en Grundlov bygget på Koranen er en Grundlov uden rettigheder til kvinder, homoseksuelle og andre grupper, men til gengæld et samfund, hvor religionen og mændene styrer. Det har vi prøvet tidligere her i landet med kristendommen i både en katolsk og en protestantisk udgave, og det var ingen succes – for nu at sige det mildt.

Tro kan være fin for den enkelte, og religion må også godt være tilstede i det offentlige rum, men vores lovgivning og samfund skal være sekulært til hver en tid.

Det skal vi stå benhårdt fast på – og dem, som ikke kan acceptere det, ja de burde måske finde et andet sted at være end i Danmark. For når det kommer til demokratiet og frihedsrettighederne, så skal vi være ganske fundamentalistiske. Her er der ikke plads til kompromiser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark fejrer kinesisk nytår – det handler om traditioner og købmandskab

På Strøget i København hænger et væld af farverige lys-lanterner og lys-lotusblomster, både pga. Københavns Lysfestival og for at fejre Det Kinesiske Nytår, som starter i dag, hvor vi går ind i Grisens år, der varer indtil d. 24. januar 2020.

Det er andet år i træk, at hovedstaden fejrer kinesisk nytår, og det er den kinesiske ambassade, der har sponseret de mange lanterner og lotusblomster– præcis som den gjorde for et år siden. Flere af butikkerne vil også pynte op til kinesisk nytår. Som arrangør står interesseorganisationen ”KBH – Commerce & Culture”, i daglig tale KCC.

I dagene 15. – 19. februar bliver lanternerne og lotusblomsterne suppleret med et dagligt optog med løvedansere, den kinesiske drage og den store tromme – præcis som det kendes fra kinesiske optog andre steder i verden. Men også andre steder i Danmark fejres det kinesiske nytår i disse dage med fester og arrangementer.

For det er et spørgsmål om globalisering – og om magt. Indflydelse handler nemlig ikke blot om militær og økonomi, men også om kultur og identitet, og her er traditionerne en væsentlig del af en stormagts image og en effektfuld metode til at komme ind i andre lande.

Det er derfor lige efter bogen, at Kina nu rører – kulturelt – på sig i det globale perspektiv. For Kina er ved at rejse sig om ny stormagt i skarp konkurrence med USA.

Ja, meget tyder på, at Kina allerede har overhalet USA i det globale kapløb. Kinas investeringer verden over er enorme, og der er godt styr på hjemmeområdet, som sagt pænt ikke er nær så demokratisk, som vi kunne ønske os det i Vesten.

Men i Kina ser man anderledes på de sager, og i Danmark er vi så meget købmænd, at vi ikke blander os, men i stedet holder os gode venner med det store land. Det kan man så mene meget politisk om, men ingen toneangivende i Danmark lægger sig ud med Kina. Snarere tværtimod.

Dronningen har således været på besøg indenfor de senere år, det samme har kronprinsen – ja, selv nationalikonet Den Lille Havfrue var derovre til verdensudstillingen i Shanghai i 2010.

Men Kina kommer også til os – blandt andet som de sværme af turister, man kan finde året rundt på Langelinie eller på Strøget, hvor de køber danske smykker, dansk porcelæn, andet dansk design, dansk tøj og dansk legetøj.

Det er derfor godt købmandskab at være åbne overfor de ideer og kulturprodukter, der kommer fra de førende lande i verden. For ved at møde de store, hvor de er og med det de kan lide, så får vi dem også ind i vores butik.

Skikken med at tage stormagtens tradition til sig og gøre den dansk har vi også altid praktiseret her til lands. Tag fx juletræet, som kom fra datidens vigtigste samarbejdspartner Tyskland i starten af 1800-tallet. Eller hvad med Halloween-traditionen, som vi omkring årtusindskiftet tog til os fra det USA, som vi generelt hentede meget fra op gennem 1900-tallet, især fra tiden efter 2. Verdenskrigs ophør i 1945 og frem.

Så nok kan kinesiske elementer som farverige lanterner og farlige drager opfattes som nye og anderledes i de danske gader, når man ser på det kulturelle udtryk. Men i bund og grund er det business as usual i vores lille land, der lever af at handle med resten af verdenen.

Det store spørgsmål bliver derfor også, om og i så fald hvor meget danskerne i de kommende år tager det kinesiske nytår til sig. Pt. vil mange sikkert sige slet ikke, men det gjorde de også for 15 år siden, hvor man skulle være hurtig, hvis man ville sikre sig et græskar i oktober.

Så hvem ved? Måske om 15 år er drager og lanterner en naturlig del af årets gang i Danmark?! Fyrværkeriet er også en del af det kinesiske nytår, og det kender vi allerede – og mon ikke de fleste børn og unge kunne være med på at skulle have en pengegave i en rød konvolut én gang om året?!

Det er heller ikke første gang, at vi er fascinerede af det store land. Det var danskerne også i 1800-tallet, hvad man så i datidens Tivoli – og såmænd i nutidens, hvor der er en hel kinesisk afdeling i Den Gamle Have centreret omkring Dæmonen, der også er ganske kinesisk.

Også H. C. Andersen var fortryllet af det store land, som han aldrig besøgte. Ja, som kun få vesterlændinge fik lov til at komme ind i dengang i 1800-tallet. Men så kunne historierne jo blive så meget desto bedre og ganske kinesiske, som det i øvrigt hed om at drikke sig lystige i thevand i H. C. Andersens smukke eventyr ”Nattergalen”, der netop handler om en fiktiv kinesisk kejser og hans vej til visdom.

I dag vælger Kina og kommunistpartiet så en mere åben strategi end virkelighedens kejser gjorde dengang. Det er også en god idé at satse på kulturudbredelsen her i globaliseringens tidsalder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Dronningens nytårstale var i år ventet med mere end almindelig spænding, for året i kongehuset har på ingen måde været et normalt år. Prins Henrik døde som bekendt i februar, og på sand dansk manér så hyldede danskerne prinsen i høje toner i dagene mellem dødsfaldet og bisættelsen.

Man kunne – som Danmarksbloggen skrev det dengang – godt havde ønsket, at den farverige prins havde fået lov til at mærke dén sympati og varme, mens han var i livet. Det havde han fortjent:

Fra fransk greve til dansk prins: http://danmarksbloggen.dk/?p=9247

Men alt det sagde Dronningen nu ikke noget om. Der er som bekendt stil over damen. Men selvfølgelig nævnte hun sin afdøde mand, og hans skulptur, La Main du Createur, (Skaberens hånd, red.) stod også på bordet under talen, som var en af hendes allerbedste – og mest skarpe.

Hun stillede fx spørgsmålet om økonomisk fremgang altid er det samme som fremskridt, om vi forvalter væksten i samfundet på en måde, så livet bliver rigere.

Hun kom også ind på tidens stress og jag – og ønske om at få det hele på én gang.

Om den eftertanke og omtanke som alt for tit klemmes og glemmes i en tid, hvor vi er online hele tiden, men ikke tænker på, at der i den anden ende findes levende mennesker, som kan såres – og at det handler om at mødes menneske til menneske.

At det – og her henvendte hun sig til børnene – ikke drejer sig om, hvordan du ser ud eller hvad du har opnået, men hvordan du er overfor dine venner.

For ja, moral og etik fyldte i Dronningens nytårstale – og allerstærkest blev det, da hun talte om ansvaret for fællesskabet, og sagde:

Derfor er det alvorligt, hvis nogle, som er en vigtig del af vort samfund, tager for let på deres ansvar og svigter deres forpligtelser. Er det noget vi genkender fra den senere tid?

Med betroede positioner følger et særligt ansvar og en særlig pligt til at gøre sit bedste, dér hvor man er sat.

Det gør mig trist, hvis moralen skrider. Hvad bliver der så af almindelig anstændighed? Man skal kende forskel på dit og mit, på rigtigt og forkert. Det burde ikke være så svært.

Nu må Dronningen jo ikke være politisk, men det der var direkte møntet på de politikere og de bank- og erhvervsfolk, som ikke forstår, at de er ansat til at tjene samfundet – og ikke omvendt. Og hun har jo ret. Helt ret.

Danmarksbloggen giver derfor også HM Dronning Margrethe d. 2. seks ud af seks mulige dronningekroner for nytårstalen 2018..

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens adventsserie om ulighed: Juletræet – en stadig dyrere fornøjelse

Julen nærmer sig, og nogle glæder sig – men ikke alle. Julestemningen kan nemlig være svær at finde i en tid, hvor uligheden vokser, og hvor vi for første gang siden velfærdssamfundets indførelse igen har MANGE mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, selvom det er helt unødvendigt i et så rigt land som Danmark.

Danmarksbloggens adventsserie i år handler derfor om uligheden – og dens absurditeter.

Vi slutter i dag med juletræet, som ingen kan forestille sig at undvære, men som bliver dyrere og dyrere år for år – og som det derfor kan blive sværere og sværere at få råd til for de danskere, der er på overførselsindkomst.

Sådan var det også dengang, inden velfærdssamfundet bragede frem. Kim Larsen synger faktisk om det i sangen ”Dengang da jeg var lille”, hvor han taler om grangrene på et kosteskaft. Altså at man binder grangrene op på et kosteskaft, så det ligner et grantræ. Der skal nok være en kreativ sjæl eller to, som finder det vildt trendy. Men dengang var det – som det vil være, hvis udviklingen fortsætter – et billede på, at der ikke var penge til, at familien kunne købe et juletræ.

Samtidig i den anden ende af samfundet har vi familier, som har ikke kun ét, men flere juletræer – både ude og inde, og vi har de mange, der år efter år køber den dyre designjulepynt, som der naturligvis kommer nye modeller af hver jul – i ægte guld, sølv og palladium selvfølgelig.

Det virker grotesk, og så har vi ikke engang talt om den eventuelle klima-faktor ved at fælde så mange grantræer hvert år (!)

Så ja, det samlede billede er mørkt og dystert. Men for et par dage siden var det solhverv, så lyset er på retur derude i naturen – og må vi håbe også i samfundet. Vi kan i hvert fald hver især gøre vores for at tænde lys og sprede glæde hos andre. Ja, vi bør gøre det. Det er vores medmenneskelige pligt at hjælpe hinanden og dele verdens goder.

Glædelig jul.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En af Kim Larsens sidste sange var – faktisk – en salme

Det er i årevis blevet diskuteret, om hvorvidt Kim Larsens ”Om lidt bli´r her stille” er egnet til kirkebrug eller ej. For Larsen selv var den en cirkussang.

Men en af de sidste sange, som Kim Larsen lavede, er udenfor enhver tvivl egnet til kirkebrug. Den hedder ”Den lige vej” og er ganske kristen – og teologisk så meget i orden, at det faktisk er en salme.

Først slår Kim Larsen fast, at han er en synder – men at han ikke vil synde mere.

Derpå beder han om nåde og barmhjertighed, og fortæller samtidig at der indimellem var momenter af kærlighed, at han indimellem kan slippe mismodet og gå den lige vej op til Gud i Himlen, men at det for det meste går den anden vej.

Det kan vi sikkert alle genkende. For vi vil jo så gerne, men det kniber tit – også selvom der indimellem er momenter af kærlighed, også hos os.

Det er så enkelt beskrevet hos Larsen, at visse teologer nok vil mene for enkelt.

Men sangen er faktisk kristendommen taget lige på kornet og formidlet ikke kun smukkere og mere ligetil, men også mere kompromisløst end samtlige moderne salmedigtere er i stand til.

For i vor tid har man et problem med tale og digte om synden, men det havde Kim Larsen ikke, da han i 2017 lod sangen være en del af sin sidste cd ”Øst for Vesterled”. For her i ”Den lige vej” er synden netop et menneskeligt grundvilkår, som han tager på sig uden videre. Men det samme er bønnen om og adgangen til nåden – præcis som det loves i Nyt Testamente.

Hør selv Kim Larsen i det, som Danmarksbloggen vil kalde den bedste salme i moderne tid: https://www.youtube.com/watch?v=kQ8uPOejbXU

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens adventsserie om ulighed: Én nytårsmiddag som koster mere end en måneds budget

Julen nærmer sig, og nogle glæder sig – men ikke alle. Julestemningen kan nemlig være svær at finde i en tid, hvor uligheden vokser, og hvor vi for første gang siden velfærdssamfundets indførelse igen har MANGE mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, selvom det er helt unødvendigt i et så rigt land som Danmark.

Danmarksbloggens adventsserie i år handler derfor om uligheden – og dens absurditeter.

Vi fortsætter i dag med nytårsmiddagen, som mange steder koster mere end det dobbelte af, hvad stadig flere familier har at leve for om måneden.

Der er grotesk og meget langt fra dengang, hvor danskerne var stolte af at leve i et land, hvor få havde for meget og færre for lidt. Men det er længe siden. I dag har de få, som har for meget, markant mere end nogensinde, og de er ikke bange for at vise det og bruge løs af deres stadig voksende pengemængde.

Samtidig er der stadig flere i Danmark, der har alt for lidt – og så lidt at de lever et liv, hvor der ikke er råd til medicin, varmt tøj eller tre måltider om dagen.

Og det viser sig fx med den tilstundende nytårsaften, som burde være en festaften for alle, men som i stedet er en absurd demonstration af det moralske forfald i Danmark.

Sagen er nemlig den, at der aldrig har været flere hundedyre nytårsmiddage på de stadig flere fine restauranter end der er det i disse år – og at prisen for en nytårsmenu stiger år efter år.

Vi taler således om 2000, 3000, 4000 kroner eller endnu mere pr. person – og  den pris er endda uden den tilhørende vinmenu.

På byernes fine restauranter sidder de velklædte danskere altså på årets sidste aften, ubekymrede, i fint tøj og festhumør og fylder sig med hummer, oksemørbrad, champagnemousse og diverse vine, samtidig med at den enlige mor på kontanthjælp har ondt i maven over, hvordan hun skal komme igennem januar, nu hvor køleskabet er gået i stykker. Og samtidig med at asylansøgerfamiliens voksne lader være med at spise morgenmad og frokost for at børnene kan få mad. Og samtidig med at pensionisten lader være med at købe den livsvigtige medicin, fordi den er for dyr.

Mad, medicin, hverdagens nødvendigheder – ja, for stadig flere også bare det at have tag over hovedet versus en nytårsaften i sus og dus. Så langt ud er det kommet. Det er faktisk direkte uanstændigt – og vi har hver især et medmenneskeligt ansvar for at sørge for, at disse forskelle bliver mindre, så ALLE i dette land kan leve et menneskeværdigt liv.

Først når det er fuldført, kan vi lade champagnepropperne springe … for SÅ bliver det et godt nyt år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens adventsserie om ulighed: Kæledyr får flere julegaver end fattige børn

Julen nærmer sig, og nogle glæder sig – men ikke alle. Julestemningen kan nemlig være svær at finde i en tid, hvor uligheden vokser, og hvor vi for første gang siden velfærdssamfundets indførelse igen har MANGE mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, selvom det er helt unødvendigt i et så rigt land som Danmark.

Danmarksbloggens adventsserie i år handler derfor om uligheden – og dens absurditeter.

Vi fortsætter i dag med julegaverne.

De julegaver, som især børnene glæder sig til, men som det ikke er alle danske børn, der får. Og især de 60.000 børn, der vokser op i fattigdom, kan kigge langt efter bare noget, der kommer i nærheden af den bunke af gaver, som mange andre danske børn får.

Og det er en ting. En anden og langt mere grotesk er, at også kæledyr får julegaver – hvis altså deres ejere har penge nok, og det har både overklassen og store dele af middelklassen.

Og nej, det er ikke bare en pose hundekiks til Fido, som vi taler om – eller en ny lege-mus til katten. Det kan være en pakke med godbidder og legetøj til flere hundrede kroner eller måske en hundeseng til over 1000 kroner – eller hvad med en luksusbehandling på en hundesalon?

Og nej, det handler ikke om, at man ikke må bruge sine penge til hvad man vil. For selvfølgelig må man det.

Men der er noget grundlæggende galt i et land, som tillader en fordeling af goderne, der gør, at nogle mennesker kan give Fido dyre julegaver, mens 60.000 menneskebørn vokser op i hjem, hvor julegaver er en luksus på linie med en tur i biffen eller en tur i svømmehallen. Ting, som bliver taget for givet af de fleste, men som i Danmarks fattige familier er noget, som det kan være svært at få råd til på et budget, der kun lige kan klare maden og medicinen – og ikke engang altid dét.

Det er absurd – og det værste er, at der er så mange rigdomme i Danmark som land, at alle familier kunne have det godt og alle børn kunne få et par fine julegaver, hvis vi fordelte pengene bedre. For fattigdommen er et politisk valg, ikke en naturlov.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens adventsserie om ulighed: 10 juletræer foran Christiansborg

Julen nærmer sig, og nogle glæder sig – men ikke alle. Julestemningen kan nemlig være svær at finde i en tid, hvor uligheden vokser, og hvor vi for første gang siden velfærdssamfundets indførelse igen har MANGE mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, selvom det er helt unødvendigt i et så rigt land som Danmark.

Danmarksbloggens adventsserie i år handler derfor om uligheden – og dens absurditeter.

Vi starter i dag med selve gerningsstedet for uligheden, vores allesammens Christiansborg, hvor folketinget har til huse – og hvor ligningen i årevis har heddet ”Udlændingestramninger og velfærds-nedskæringer = MAGT.”

En grum ligning, men ikke desto mindre den som først Fogh og Kjærsgaard, så Løkke og Kjærsgaard, siden Thorning og Vestager – og nu Løkke og Thulesen Dahl har regeret Danmark på gennem snart to årtier.

Og nu føjes spot til skade. For nu har folketingets formand Pia Kjærsgaard bestemt, at julen skal fejres massivt på Christiansborg. Foran Christiansborg på den nyanlagte slotsplads står der nemlig for første gang ikke kun et, men hele 10 flotte, store juletræer med lys på.

Smukt ser det ud i denne mørke tid, men det giver også en vældig dårlig smag i munden, når man tænker på, at man åbenbart gerne skærer ned på velfærd som sygehuse, skoler, hjemløse, børn og gamle – men at man samtidig fra folketingets side bruger penge som aldrig før på at markere julen.

Så kan man påpege, at man ikke får mange læger, lærere, socialrådgivere, pædagoger og hjemmehjælpere for 10 juletræer med lys – og det er også rigtigt. Men signalværdien med de 10 juletræer er bare helt forkert, fordi de viser en magt, som burde tænke på folkets ve og vel, men som hellere bruger penge på at markedsføre sig selv – om end det måske også handler om at gøre opmærksom på, at Danmark er en kristen nation, der fejrer jul.

Men hvis Kjærsgaard, Løkke og de andre ved magten virkelig mente det med dén næstekærlighed, som er kernen i kristendommen, så gav de alle de penge, der skulle til, så vi (igen) fik et ordentligt velfærdssamfund. Pengene er dér nemlig. Det er viljen til at hjælpe de udsatte danskere, der mangler på det Christiansborg, der nu oplyses af de mange juletræer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mogens Hansen: Alle Helgen er, at du ikke er alene

I dag holder mange danskere Halloween – men i kirken fejrer man Alle Helgen på denne tid af året.
Pastor emeritus Mogens Hansen gav i går sit bud på, hvad dét handler om. Men i dag er det så Alle Helgen, og hvad handler det så om?
Teksterne har oprindelig været brugt til prædiken i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, hvor Mogens Hansen var kirkebogsførende sognepræst.

Vi overlader ordet til Mogens:

Alle Helgen er, at du ikke alene. Alle Helgen er historien om den store sammenhæng. Alle Helgen er skæringspunktet mellem det, som var, og det som skal komme. Alle Helgen er det store, hellige NU.

Dér er du. Alle Helgen er, at DET er DIN sammenhæng.

Alle Helgen er erindring. At erindre er det modsatte af at glemme. Det er ellers det vi gør, glemmer. Nogen siger: Heldigvis. Heldigvis glemmer vi. Hvordan skulle vi ellers kunne holde ud at leve. Med den bagage vi fører med os, er det nødvendigt at kunne glemme.

Andre siger: Det er vor tids forbandelse, at vi har glemt. Vi har glemt fortiden og dens historier. Vi er blevet historieløse, siger de. Det er derfor vi er så rodløse. Men Alle Helgens erindring er levende hukommelse. Erindring er et menneske, som vi kendte, og som kendte os. Det er det samme som det menneskes betydning, det vil sige den mening det gav at kende ham eller hende. Den mening, det gav at være kendt af ham eller hende. Selve det at være kendt og at være hinanden be-kendt.

Den erindring, der stadig lever og derfor stadig giver liv. DET er Alle Helgen.

Alle Helgen er dagen, der gi’r mening og helhed til dit liv. Det er dagen, hvor vi nægter at nøjes med at blive ved jorden. Grundtvig tog fejl når han sagde: Ved jorden at blive det tjener os bedst. I dag forlader vi denne jord. I dag synger vi evighedens sange og ser syner, der sprænger tid og sted. De gør fortid til fremtid og nutid til hellig tid. Hellighed. Helhed, Helbred… det kommer alt sammen af den samme sammenhæng. Den rette sammenhæng.

Alle Helgen er dagen, der er helbredelse for det smerteligste af alt, nemlig konstateringen af, at JEG er, selv om hun ikke er længere! Konstateringen af, at da HAN forlod mig, da gik jorden alligevel ikke under. For jeg er her stadig, tilsyneladende ene og forladt.

Alle Helgen er et rungende NEJ til alle flugtforsøg fra livet. Fordi det tilsyneladende er uudholdeligt. Alle Helgen siger, at det, der var, var godt, og det som kommer, er endnu bedre. DERFOR er det, som ER, godt nok! Alle Helgen er Guds levende hukommelse, der bryder ind i vores liv.

Alle helgen er Himlens lys, der kommer til jord. Alle Helgen fortæller os om de salige og om det, at være salig. Det er et ord vi sjældent bruger. Man ka’ nærmest om-sætte det til at betyde: Lykkelig. Men det er ikke den slags lykke, som vi er vant til.

Det er den lykke, som hører himlen til, men som allerede har sin afglans her på jord. Som altid, når Guds ord når frem til os, så indeholder de noget andet end vi kunne sige os selv.

På alle tider af døgnet og fra alle verdens medie-stationer hamres det ind i os, at det er de rige, de unge og de smukke, der er salige, lykkelige. ”Bare det snart var onsdag, for så er der jack-pot!” ”Løb for livet, så holder du dig ung.” Kan du ikke længere selv løfte dit ansigt, så ka’ plastickirurgen ta’ dig i nakken. Lykken ER gods og guld og alt det andet, som reklamerne får os til at tro på….

Jesus siger det modsatte. Det er denne verdens af-mægtige, de, der ikke kan gøre sig gældende af egen kraft, de der IKKE blev stjerne for så meget som een eneste aften, det er DEM, der er lykkelige, salige.

Salighed er, at det glemte, magtesløse og foragtede menneske får sin værdighed og betydning af Gud. Salighed er, at livet igen bli’r som Gud ville ha’ det. For mennesket er skabt i Guds billede. Svenskerne oversætter: Mennesket er skabt TIL Guds billede. Der ligger en fremtid og en bevægelse i den oversættelse. De gamle latinere sagde: De principio… i begyndelsen. I princippet er mennesket skabt til at være HOS Gud. Deri består vores lykke!

Den række af kendetegn på salighed og lykke, som Jesus i dag fremlægger, er derfor ikke egenskaber, som VI skal øve os i at opnå. De ER allerede. De er Guds kærligheds kendetegn. De udtrykker Guds kærlighed. De er udtryk for Alle Helgen.

Salige er de fattige i ånden. Nogen af de oprindelige håndskrifter siger blot: Salige er de fattige. Seidelinerne oversatte i sin tid: Salige er de magtesløse. Begge dele er egentlig bedre og i hvert fald tydeligere. Guds lykke gives til dem, der intet har selv! Kun de magtesløse kan tage imod det liv, som Gud giver os. Guds lykke er de fattiges. For himmeriget er deres!

Salige er de som sørger. Hvordan det? Hvordan kan sørgende mennesker være lykkelige? I den ægte kærlighed er der ikke nogen tid eller noget sted. Afstand ændrer ikke på kærligheden til den elskede. Han eller hun er altid nær. Altid en del af det, som sker. Altid med i det, som er. Kærlighed gør nemlig, at vi bli’r ude af os selv.

De elskende to, er ude af sig selv, for de er hos hinanden. Den ene lever i den anden og omvendt. Det er kærligheden, der slår en gyngende bro over afgrundene os imellem. Også over den afgrund vi kalder døden. At sørge er udtryk for den kærlighed. Og sorg er at udtrykke kærlighed. Vi elsker, fordi Gud elskede os først! Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.

Salige er de sagtmodige. Der skal mod til at være sagtmodig. Det var en modig handling, da Jesus indtog Jerusalem, sagtmodig, ridende på et æsel, som det hedder i historien. For derved gjorde han sig sårbar. Kærlighed gør os sårbare.

Midt i forbeholdets og reservationernes verden er kærligheden sår-bar, når du uden forbehold elsker et andet menneske. Vi siger, at kærlighed gør blind. Det passer ikke. Kærlighed gør dig seende! Kærligheden får dig nemlig til at se alle muligheder i et andet menneske. Kærlighed gi’r dig mod til at vove. Vove at tro på den andens muligheder. Og vove at tro på dine egne muligheder. Kærligheden ved, at mulighederne ligger i det menneske, som er skabt i Guds billede. DET gi’r mod. Et sagte mod. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.

Retfærdighed og barmhjertighed er Guds kærligheds væsen. I stedet for handelsprincippet ”noget for noget” sætter Gud den ubetalelige barmhjertighed. I stedet for den straffende retfærdighed sætter Gud den tilgivende u-retfærdighed. Gud elsker sin skabning. Men vi, hans udtrykte billede, mistede sin glans af det guddommelige.

Mennesket ville hellere selv. Og vi lærte at leve med det. Men det kunne elskeren ikke leve med. Guds kærlighed var større end vores svigt. Derfor valgte Gud at vende det blinde øje til. For i DEN forstand er kærligheden blind. Kærligheden kan nemlig tilgive.

Det betyder IKKE, at uretfærdighed og ubarmhjertighed er udryddet.

Og værst af alt: Døden er vores vilkår og vores virkelighed. Men selv DEN virkelighed kan kærligheden lære os at leve med. Salige er de, som lever af Guds retfærdighed og barmhjertighed.

Salige er de rene af hjertet. Det græske ord for ren betyder egentlig ”gennemsigtig”, noget der ikke standser lyset. Et menneske, der ikke standser lyset er en helgen. En helgen er et menneske, der lader lyset fra Gud skinne igennem sig. Det menneske er for os blevet Guds udtrykte billede. Igennem det menneske ser vi Gud. Igennem de rene af hjertet.

Salige er de som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. I dag blot dette: De to stridende parter i Mellemøsten har et – næsten – fælles ord for fred, nemlig det jødiske shalom og det arabiske Salam. Det betyder egentlig helhed, harmoni, mening. At arbejde for fred er at forsøge at finde sammen-hængen på alle sprog, altså i alle de også meget forskellige og hinanden fjendtlige sammenhænge, så livet igen hænger sammen, og vi kan leve i harmoni med Gud og med hinanden! Det giver os helbred og helhed. DET er livets mening. Derfor er fredsstifterne Guds børn.

På Alle Helgens dag taler vi altså om de salige. Ikke som noget ”engang”… noget som vore afdøde HAR mødt før os. Salighed er midt iblandt os. Guds lykke HAR nået os. Den er ikke noget vi skal fremkalde ved at BLIVE som helgener, og derved GØRE os fortjent til Guds lykke. Det er noget vi ER. For Guds kærlighed HAR nået os. Saligheden er midt iblandt os.

Til sidst: Om et øjeblik bli’r vi inviteret til at spise og drikke sammen. Det kaldes nadver, med det gamle ord for aftensmad.  For mange mærkelig og særlig, for ikke at sige sær….. Det behøver det ikke at være. At deltage i nadverens måltid kræver kun, at man kan åbne munden og synke.

I dag vil jeg særligt tænke på, alterskranken kun er halv… og at dér ved den usynlige halvdel knæler alle vore døde. Vi spiser sammen. På tværs af tid og sted. Det er et billede på det himmelske festmåltid, som allerede ER i gang… vore afdøde HAR fået del i festen. Men der er også plads til dig og til mig.

For det er Alle Helgen.

Skrevet af: Pastor emeritus Mogens Hansen