Kategoriarkiv: Tro & Højtider

Dejlig er den himmel blå – alle 19 vers

Udgivet den af
Svar

Grundtvig har skrevet mange salmer – også mange lange salmer.  En af de længste er dog ”Dejlig er den himmel blå”, som i sin fulde længde har hele 19 vers – og ikke kun de syv, der står i salmebogen.

Hele den lange salme kan læses her – og er faktisk en legende på vers om de tre vise mænd, Jesusbarnet og hvad vi alle sammen kan lære af hele den historie. En legende med rødder i både jødedom og kristentro …

For i dag er det Hellig Tre Kongers Aften, så det er først nu, at julen slutter. Det kan man jo tænke over, mens man læser – eller måske ligefrem synger sig igennem de mange vers, som Grundtvig skrev i 1810. Se nedenfor:

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

  1. Deilig er den Himmel blaa,
    Lyst det er, at see derpaa,
    Hvor de gyldne Stjerner blinke,
    Hvor de smile, hvor de vinke,
    Os fra Jorden op til sig.

  2. Kommer Smaa, og hører til!
    Jeg for eder sjunge vil
    Om saa lys og mild en Stjerne,
    Jeg det veed, I høre gierne:
    Himlen hører eder til.

  3. Det var midt i Julenat,
    Hver en Stjerne glimted mat,
    Men med Eet der blev at skue
    En saa klar paa Himlens Bue,
    Som en liden Stjernesol.

  4. Langt herfra, i Østerland
    Stod en gammel Stjernemand,
    Saae fra Taarnet vist paa Himlen,
    Saae det Lys i Stjernevrimlen,
    Blev i Sind saa barneglad.

  5. Naar den Stjerne lys og blid
    Sig lod see ved Midnatstid,
    Var det Sagn fra gamle Dage,
    At en Konge uden Mage
    Skulde fødes paa vor Jord.

  6. Derfor blev i Østerland
    Nu saa glad den gamle Mand;
    Thi han vilde dog saa gierne
    See den lyse Kongestjerne,
    Før han lagdes i sin Grav.

  7. Han gik til sin Konges Slot,
    Kongen kiendte ham saa godt,
    Hørte og med Hjertens Glæde,
    At det Lys var nu tilstæde,
    Hvorom gamle Spaadom lød.

  8. Han med Søn og Stjernemand
    Flux uddrog af Østerland,
    For den Konge at oplede,
    For den Konge at tilbede,
    Som var født i samme Stund.

  9. Klare Stjerne ledte dem
    Lige til Jerusalem,
    Kongens Slot de gik at finde,
    Der var vel en Konge inde,
    Men ei den de ledte om.

  10. Klare Stjerne hasted frem,
    Ledte dem til Betlehem,
    Over Hytten lav og lille
    Stod saa pludselig den stille,
    Straalede saa lyst og mildt.

  11. Glade udi Sjæl og Sind
    Ginge de i Hytten ind,
    Der var ingen Kongetrone,
    Der kun sad en fattig Kone,
    Vugged Barnet i sit Skiød.

  12. Østerlands de vise Mænd
    Fandt dog Stjernen der igien,
    Som de skued i det Høie,
    Thi i Barnets milde Øie
    Funklende og klar den sad.

  13. Den var dem et Tegn saa vist,
    At de saae den sande Krist,
    Derfor neied de sig glade,
    Offrede paa gyldne Fade
    Røgelser med søde Lugt.

  14. Vil I Smaa ei ogsaa gierne
    See den lyse milde Stjerne,
    For den Konge dybt jer neie,
    Som Guds Rige har i Eie,
    Og vil lukke jer derind?

  15. Seer I til den Himmel blaa,
    Med de gyldne Stjerner paa,
    Der den Stjerne ei I finde,
    Men den er dog vist derinde
    Over Jesu Kongestol.

  16. Thi det Barn, som var paa Jord,
    Blevet er en Konge stor,
    Og han sidder nu deroppe,
    Over alle Stjernetoppe
    Hos Gud Faders høire Haand.

  17. Neier eder kun, I Smaa!
    Han fra Himlen seer derpaa.
    Sender ham med Hjertensglæde
    Lov og Pris til høie Sæde!
    Det er Røgelse for ham.

  18. Stjernen ledte vise Mænd
    Til nyfødte Konge hen,
    I har og en saadan Stjerne,
    Og naar I den følge gierne,
    Komme I til Jesum vist.

  19. Denne Stjerne, lys og mild,
    Som kan aldrig lede vild,
    Er hans Guddomsord det klare,
    Som han lod os aabenbare
    Til at lyse for vor Fod.

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Udgivet den af
Svar

Det er – måske – min sidste nytårstale, sagde Mette Frederiksen for lidt siden fra Marienborg.

Og så blev hun ellers personlig – og talte om, at hun ikke havde lyttet nok og været for hård – i hvert fald udenpå og i debatterne. Men at hun havde været det, fordi hun ville det bedste for Danmark i de år, hvor hun har været statsminister – og hvor kriserne har stået i kø: Corona, Ukraine og Grønland.

Det var eminent tænkt og eminent udført, og det var også starten på den valgkamp, som betyder, at der senest om små 10 måneder skal være folketingsvalg i Danmark.

Nytårstalen var også et sats, når man tænker på de ting, som Mette Frederiksen lovede at ville prøve at ændre: Fødevarepriserne, boligpriserne, forholdene for børn og unge, sundhed – især kvindesygdomme og demens, pension og meget andre.

For lykkes det at skabe ændringer i de kommende måneder, så har Mette Frederiksen en reel mulighed for at blive genvalgt. Hvis ikke så er løbet til gengæld formentlig kørt. Det er modigt således at spille højt spil, men nok også nødvendigt.

Efter Danmarksbloggens mening var det også stærkt at stå på mål for en regering, der blev dannet over midten – og som hun mente var en god ting i en verden, der bliver stadig mere splittet.

For politik kan stadig gøre en forskel – og det samme kan politikerne, og man kan mene meget om Mette Frederiksen som person. Men ingen kan tvivle på, at hun er stærk og drevet af en tro på, at det bedste for Danmark er et land, hvor få har for meget og færre for lidt.

Et land, hvor vi lever i tillid og omsorg for hinanden – især nu efter at konventionerne skal tolkes anderledes, således så det er befolkningerne og ofrene, og ikke de kriminelle indvandrere og flygtninge, der skal beskyttes.

Jo, valgkampen 2026 er i gang – og lykkes det for Mette Frederiksen at få nogle af løfterne indfriet, så kan det meget vel være hende, der også byder danskerne godt nytår på årets første dag i 2027.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Kongens anden nytårstale

Udgivet den af
Svar

Så blev det Kongens anden nytårstale. Den svære 2´er, som mange kommentatorer sagde det, inden klokken blev 18 denne nytårsaften. Men den slags pjatteri hører en fredstid til.

For Danmark er ikke længere et land i fred. Vi er heller ikke et land i krig. Vi er i en gråzone, som Kong Frederik sagde det med stor myndighed og vægt.

Det er Danmarksbloggens inderlige håb, at Kongens nytårstale vil få alle danskere til at forstå alvoren af den situation, som vores land, vores verdensdel, Den Frie Verden befinder sig i.

For Frederik d. 10 havde så inderligt ret, da han sagde, at ja, vi har været trygge i 80 år, men nu lever vi i en tid, hvor vi nok kan slukke for nyhedsstrømmen, men ikke for virkeligheden.

En virkelighed, hvor vi kan se til Finland, der som altid lever med det værst tænkelige in mente, men som samtidig ikke sætter livet i parentes.

For frihed er ikke en selvfølge. Den skal dér kæmpes for, og det både vil og kan vi danske, og dem i Grønland og på Færøerne – og det i alle aldre og alle køn. For nok har man kun værnepligt indtil en vis alder, men værneret har vi alle – også os, som er grå i toppen.

Pligt og ret – de følges ad som sorrig og glæde, som vinter og vår, som Kongen løseligt citerede det fra Kingos store salme, der også er en af Dronning Margrethes yndlinge.

Når det virkelig gælder, skal vi have fat på Kingo, som hun har sagt det ved flere lejligheder – og det gælder virkelig nu i Den Frie Verden.

Det var derfor en fornøjelse at se den danske konge i hans anden nytårstale. Han var en krigerkonge, der ville freden, ville samle danskerne. Dén mission lykkedes til fulde – og krydret med en passende portion ydmyghed, lidt lune og snak om familien, så blev den svære 2´er faktisk ganske vellykket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Juletræ og tænde lys

Udgivet den af
Svar

Er man julekætter, hvis man tænker: Hvad skal vi i grunden med et juletræ?

Første argument MOD et juletræ: Julen handler om Frelserens fødsel i stalden i Betlehem – og der var ikke skyggen af et grantræ i miles omkreds.

Andet argument MOD et juletræ: At fælde et træ for bare at tage det ind i stuen, hænger på ingen måde sammen klimamæssigt, og det kan man faktisk ikke argumentere for på nogen måde.

Tredje argument MOD et juletræ: Et juletræ er besværligt, og det fylder.

Første argument FOR et juletræ: Det er SÅ hyggeligt med et juletræ, og så er det en tradition.

Well, det er nu ikke mere end lidt over 200 år siden, at det første juletræ i Danmark stod på Holsteinsborg Gods på Sydsjælland. Vi havde altså fejret kristen jul i cirka 800 år, FØR vi begyndte på det med juletræer.

Så nej, traditionen holder ikke som argument.

Men det gør, at det er besværligt heller ikke. For alt i livet, som er dejligt, er i reglen besværligt. Som fx børn. De er arbejde og udgifter, men de er også livets allerstørste lykke. Og når man ser sit barns øjne stråle af glæde foran juletræet, så er det al sliddet værd, ikke sandt?

Dvs. for dem, som har råd til at holde jul. For ligesom at man før i tiden brugte grønkål eller bandt grangrene på kosteskafter for at lege, at det var et juletræ, så er der også mennesker i dag, som ikke har råd til at holde jul – i det Danmark, som ellers samlet set er rigere end nogensinde.

Men goderne bliver mere og mere skævt fordelt i vores lille land. Og julen handler ikke om et træ. Julen handler om, at vi skal være gode ved hinanden, give hinanden plads som Maria og Josef fik det – godt nok i en stald, men alligevel. Om i det hele taget at dele goderne med hinanden, også når det ikke er jul …

Den vigtigste julegave er nemlig ikke den, som du får – men det, som du giver dem, som ikke har til dagen og vejen. At du følger i fodsporene på Ham, som blev født julenat – og som sagde: Jeg er verdens lys.

For lyset, at tænde lys, også overført, er, hvad julen handler om. Hvad julen altid har handlet om, altid vil handle om. Thi se, jeg forkynder jer en stor glæde, som englen sagde dét den første julenat.

Og med de ord vil Danmarksbloggen ønske alle en rigtig glædelig jul.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mortensaften: Ænder og en soldat, som blev katolsk biskop

Udgivet den af
Svar

Det er i grunden en mærkelig tradition: At æde and d. 10. november, fordi en katolsk præst ved navn Martin i 300-tallet ikke ville være biskop, men gemte sig hos en flok gæs, der så snadrede og larmede så meget, at han alligevel blev afsløret, og måtte tage bispestaven i hånden – dér langt nede i den sydfranske by Tours.

Senere blev han så også helgenkåret under navnet Skt. Martin – eller Skt. Morten.

For i Danmark blev Martin til Morten, gæssene blev til ænder – og vi er for længst blevet protestanter, og fejrer derfor ikke katolske helgener – med Santa Lucia som en markant undtagelse.

Så det giver nærmest nul mening med Mortensaften og and, medmindre måske at man ihukommer, at det var den tid på året, hvor man for mere end 100 år siden typisk slagtede både gæs og ænder – og altså kunne spise fuglene friske fremfor som senere på vinteren saltede eller tørrede.

Så jo, det husker vi – og det spiser vi. Og som altid så bliver det hele bare sjovere med en god historie, mens man sætter tænderne i andesteg, sovs og kartofler.

Der er så også en anden historie om Martin af Tours, altså Mortens-bispen. Nemlig at han oprindelig var en dygtig og meget krigerisk soldat, der én dag mødte Jesus i form af en tigger, og at det møde totalt ændrede hans liv, så soldaten Martin lagde våbnene fra sig for i stedet ydmygt som først missionæren og siden præsten at rejse ud i verden og udbrede evangeliet.

Sandhedsværdien i dén historie er nok lige så lille, som i den med at gemme sig hos gæssene. Men forvandlingskraften i historien passer godt sammen med det behov for fortællinger om helgener og at udbrede evangeliet, som kendetegnede kristendommen fra da den blev romersk statsreligion og til den var etableret i hele Europa.

Så Mortensaften handler altså om mission – men i vor tid nok mest på de indre planer. Ikke som i Indre Mission, men som i en mission om velsmag ved bordet og i munden.

God Mortensaften.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Det nye år”

Udgivet den af
Svar

Nytårsaften er som en juleaften no. 2 – bare med vennerne i stedet for familien. Men stadig en aften, der danser omkring gentagelsen. Same procedure as last year, same procedure as every year, som det siges i tv-sketchen ”90-årsfødselsdagen”, som alle kender, men ingen længere ser – og som det citeres i Paprika Steens tredje film om fællesskab og relationer, der har premiere i dag.

Filmen hedder “Det nye år”, og vi følger en flok venner nytårsaften 2024-25. At det lige er dét nytår ved man, fordi man i filmen hører Kong Frederik d. 10. holde nytårstale – og han har i skrivende stund kun én gang sagt ”Gud bevare Danmark” på skærmen.

Filmen starter nemlig – som enhver nytårsaften i Danmark – med skærm og champagne i hånden, eller nej, her til monarkens nytårstale drikkes Crémant, som den rige og dominante, stil- og vinbeviste Jens, spillet mesterligt af Anders W. Berthelsen, gør opmærksom på det.

For champagnen skal vente til klokken 12. Sådan har man altid gjort det i dén vennegruppe, og traditionerne skal man værne om iflg. samme Jens, der dog bliver udfordret på netop den del.

Festen holdes nemlig – som altid – hos enken Nomi, spillet af svenske Tuva Novotny, som har fået en ny kæreste Finn. Han gestaltes af en suveræn Lars Brygmann, der excellerer i portrættet af en bedrevidende mandebaby, der ankommer EFTER nytårstalen med et kæmpe kransekagehorn – og straks udfordrer Jens´ rolle som leder af flokken, som var de to hanløver, der sloges om byttet. Det gør de så også. Bare en død nytårstorsk på et køkkenbord og ikke en antilope på sletten.

Flokkens tredje mand Kris spilles af Christian Tafdrup, og det gør han overlegent godt – og hvor er det forfriskende at se Tafdrup være en følsom gut, der kommer med filmens mest indsigtsfulde kommentar, da han om traditioner, og hvorfor man følger dem, siger: Det er bare en tradition. Der er ikke så meget at forstå.

Men når indholdet forsvinder, hvorfor så fortsætte med at gøre handlingen, kan man rationelt spørge. Hvorfor beholde ritualet, når det ikke giver noget mere? Men det gør mennesker, indtil alt bryder sammen. Måske fordi traditioner også handler om identitet, om at holde fast i det, man var – eller stadig håber, man kan blive.

Så det er for de fleste svært at acceptere, at 1) Traditioner kun er holdbare, så længe de holder os oppe og i gang, og 2) At det er klogt at stikke af fra dem og finde sig selv på ny. Skabe noget andet, som de to unge – Caroline og Vincent – gør det. De spilles overbevisende af Nikoline Juul Rohold og Daniel Andreas Ørum-Hansen.

Stor overbevisning og kraft er der også hos Birgitte Hjort Sørensen, som spiller den flirtende og overskudsagtige Charlotte, der er gift med Jens, men som bag den glitrende facade gemmer på både hemmeligheder og frustration. Dét gør hun med lige dele stil og smerte.

Det samme gør Vincents mor, den følsomme og konfliktsky Nomi, der som sagt spilles af svenske Tuva Novotny, og som for år tilbage mistede sin mand, Jens bedste ven Martin, og som i en meget gribende scene fik mig til at tænke på hendes landsmand, den store filmskaber Ingmar Bergman.

For det var oppe på de skyhøje nagler, at både Novotny, manusset og scenen var i den gribende monolog, hvor hun river alle illusioner væk, og fortæller vennerne sandheden om Martin, deres liv sammen – og nævner fraværet af vennerne i de mange hverdage, hvor livet gælder på rigtigt.

Hvad sandheden om Martin er, og hvilke andre hemmeligheder, længsler og ønsker, som kommer frem dén nytårsaften, skal ikke røbes her. Dog skal siges, at ikke alt bliver der slået en sløjfe på. Men sådan er livet og nytåret. Vi kan sagens lave fortsætter, beslutte os til at blive bedre i det nye år. Men vi er dem, vi er – og tingene fortsætter i reglen deres skæve gang.

Dvs: Indimellem kan vi måske skyde en nytårsraket afsted, der brænder de gamle strukturer, undskyld et juletræ ned, så vi får modet til at se os selv udefra – især hvis vi hjælpes på vej af en god fe. Eller er det måske en nytårsengel som den kulturelle og venlige Karen Margrethe – spillet så eminent af Solbjørg Højfeldt, at man ville ønske, hun havde fået meget mere spilletid.

For engle kan man møde alle steder – også ovre på den anden side af gaden, hvis man tør gå sig selv og sin vej i møde i stedet for at drukne sorg og smerte i fest og farver på det nærmeste gadehjørne. Her kan der så ske det, at man endelig kan smide den gamle kasket, og få sig en ny nytårshat, som kan være første skridt ud af en stilstand, der har varet alt for længe.

Men som sagt: Ikke alt kan løses eller forløses en nytårsaften. Vi er dem, vi er – og noget trækker vi med ind i det nye år – og det er ok. Vi skal heller ikke andet end at gå med, være i det – og huske at holde om hinanden undervejs. Ja, måske endda hoppe ind i det hele med hinanden i hænderne, som det så smukt illustreres i den både morsomme og gribende film “Det nye år”.

Som ærkekøbenhavner kan jeg også notere, at billederne af et nytårsramt København er spot on. For de fanger 1:1 ikke kun synet og lyden, men også håbet, drømmen og den stille desperation over ens tilværelse, som altid er ens gæster nytårsaften, uanset hvor man er – og med hvem.

Danmarksbloggen giver derfor ”Det nye år” 5 ud af 6 seks bordbomber, og istemmer et tidligt Velkommen nytår og velkommen her. Det er en forrygende og nådesløst afslørende film, som samtidig har et forsonende skær af ømhed over sig. En opfordring til forståelse omkring, at vi allesammen bare prøver at gøre vores bedste, ikke kun nytårsaften, men 365 dage om året.

Paprika Steen har nemlig et tolerance-og-forståelses-ærinde med sine fællesskabs- og relationsfilm, og det er der vældig meget brug for i Danmark her i 2025 – og nok også i 2026.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Høstens rige gaver – lidt endnu

Udgivet den af
Svar

På søndag holder mange af landets kirker høstgudstjeneste med masser af frugt, grønt og kornaks i kirkerummet.

Traditionelt har midten af september nemlig været tiden, hvor høsten var nogenlunde i hus. I moderne tid – med nye dyrkningsmetoder og nye afgrøder – er billedet af året delt op i såtid, væksttid og høsttid så blevet noget mere komplekst. Men lad det nu være – og lad os holde fast i, at det er høsttid her midt i september.

Det interessante er nemlig, at kirkerne er nogenlunde alene om stadig at markere denne i grunden vigtigste milepæl i årets gang.

For hvor ville vi være, hvis ikke vi havde mad nok? Ja, så ville det se sort ud. Uden mad, så dør man. Det er en barsk sandhed, som mange må sande over hele kloden, men som i danskernes bevidsthed opfattes som noget, der aldrig kan blive relevant for os at skulle bekymre os om.

Deri tager man så fejl. For nok kan vi brødføde os selv – nu.

Men hvad hvis krigen kommer fysisk til Danmark? Digitalt er den her for længst, men fysisk kan den komme – og så kan vi være udfordrede, hvis vores madproduktion også rammes.

Og når – og ja, det er når, og ikke hvis – Golfstrømmen kollapser, så har vi balladen. For så får vi et klima, som det man ser i Alaska.

Og nok er der på den ene side så garanti for hvid jul, men på den anden er det slut med mange af de afgrøder, som vi anser for kernedanske som fx pærerne, der er i højsæson netop nu.

Og så kan vi slet-slet ikke brødføde os selv. I Alaska, som har en befolkningstæthed på 0,472 indbyggere per km2, må man i dag importere 95% af sine fødevarer. Det vil – altså efter Golfstrømmens kollaps – blive tæt på 100% i Danmark, som har en befolkningstæthed på 141 indbyggere per km2.

Dét er ikke en rar, men en nødvendig tanke her en solrig septemberdag, hvor udtrykket ”høstens rige gaver” lidt endnu giver mening heroppe højt mod nord.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

H. C. Andersens død markeres med kirkeklokker i en halv time

Udgivet den af
Svar

H. C. Andersen fejres – med rette – i det helt store format i dag.

I dag mandag d. 4. august kl. 11.04 er det nemlig præcis 150 år siden, at verdens største eventyrdigter gik ud af tiden.

Og det markeres på dagen, på tidspunktet – og ikke kun i Danmark, men over hele Norden. For alle Nordens kirkeklokker vil kime, og alle Nordens klokkespil vil spille hans melodier i en halv time med start på dødstidspunktet kl. 11.04.

For præcis på det klokkeslæt forlod den største dansker gennem alle tider denne verden. Det skete ude i Villa Rolighed ved det nuværende Svanemøllen. Villa Rolighed var ejet af familien Melchior, der var nogle af H. C. Andersens nære venner, som også tog sig af ham i de sidste dage af hans liv.

Danmarksbloggen vil også på dagen hylde dette helt særlige menneske, som skrev eventyr som ingen andre hverken før eller siden har gjort det. Denne grimme ælling med de kluntede ben, som aldrig blev balletdanser, men som i stedet blev den smukkeste svane på fortællingernes store sø.

Den halve times kimen og spillen med klokker er derfor mere end blot en flot markering. Den er en naturlig hyldning af verdens bedste eventyrdigter. Og mon ikke H. C. Andersen ville have syntes om, at sange som “I Danmark er jeg født”, “Hist, hvor vejen slår en bugt” og flere andre klinger i dag over hele Norden? Dét tænker jeg.

Ja, som i ethvert eventyr sidder han sikkert oppe i sin himmel i dag og glæder sig – og nu uden den tandpine, som pinte ham, da han blev æresborger i Odense, og hele byen hyldede ham med fakler i vinternatten.

Men nu er det sommer, den varme, velsignede sommer, fuglene synger og roserne dufter – og H. C. Andersen kan fryde sig i sin himmel.

Så: Kære H. C. Andersen. TAK for Deres enestående eventyr. De læses stadig af en hel klode …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Velkommen til heksen – men ikke på bålet

Udgivet den af
Svar

I morgen er det Skt. Hans Aften – og så tændes Skt. Hans-bålene over hele landet.

Sådan har det været i en del generationer nu. Men noget har ændret sig i de senere år. Heksen forsvinder mere og mere – og i stedet så tænder man bare et bål.

Dét er godt nyt.

For hvorfor i alverden skal vi bruge en gammel og grim kvinde som symbolet på alt det onde, som vi gerne vil af med?

Alt det onde, alt det mørke, alt det negative, som i virkeligheden findes inde i os selv … og som man ikke kan give andre skylden for. Alt det, som enhver selv må tage livtag med, så man vælger kærlighedens vej, det gode, det lyse og det positive.

Så væk med heksen som i forståelsen af heksen som noget ondt og truende. Væk med heksen på bålet.

Men ikke væk med heksen …

Tværtimod velkommen til heksen som symbol på den nye tid, på ikke kun kvindelig, men følelsesmæssig saft og kraft. På både ild og vand.

For også mænd kan tilegne sig hekse-energien. En energi, der handler om at vide, at styrke også er at vise følelser og være blød og empatisk. Være holistisk simpelthen, mens man søger viden og reflekterer – og tager ansvar selv.

God Skt. Hans.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valdemarsdag – og hvad så?

Udgivet den af
Svar

15. juni – og hvad så? Det er da ikke nogen særlig dag, tænker du måske. Men det er det.

Dagen i dag – d. 15. juni – er nemlig Valdemarsdag, opkaldt efter Valdemar Sejr, der var konge på det tidspunkt, hvor legenden siger, at Dannebrog faldt ned fra Himlen.

Historien er dramatisk:

Valdemar Sejr ville ligesom så mange andre konger i højmiddelalderen på kristnet korstog. Men der er meget langt til Jerusalem, hvor de store kampe foregik. Han kom så i tanke om, at der var om ikke muslimer, så dog hedninge ovre i Estland, som ligger meget tættere på.

Så han skrev til paven, som sagde go – og så afsted med Valdemar Sejr og en del andre danske riddere, som alligevel gik og kedede sig herhjemme – plus nogle få erfarne korstogsriddere. For nu skulle esterne – hvad enten de ville det eller ej – være kristne.

Lad våbnene tale, som man (også) sagde det dengang.

Men esterne bed fra sig, og så kom det til det store slag ved Lyndanisse, som fandt sted netop d. 15. juni 1219. Krigslykken var først med danskerne, men så vendte den – og det så sort ud for Valdemar Sejr og hans mænd.

Men så var det, at biskop Sunesen begyndte at bede, og så længe han holdt hænderne højt hævet mod himlen og Gud, så gik det godt for danskerne. Men selv en biskop bliver træt i armene, og måtte trods at flere mænd hjalp ham med at holde dem oppe, lade dem falde ned. Så hvad skulle danskerne nu gøre? Ingen vidste det.

Men så netop som det så sortest ud, så flagrede Dannebrog ned fra Himlen – og en røst lød i skyen: Under denne fane skal I sejre. Og det gjorde de danske korstogsriddere så, idet esterne fik lammetæv, og Estland blev kristnet.

Det er i hvert fald, hvad legenden fortæller. Men man skal som bekendt passe på med at stole på legender. For de fortæller kun den gode historie, ikke irriterende fakta som at:

1) Dannebrog på mange måder minder om Savoyens flag – som oprindelig er den tyske kejsers krigsfane, og som var et af de flag, der var med i korstogene til Det Hellige Land, og som let kunne have sneget sig med i sadeltasken hos en af de erfarne korstogsriddere, der var med i Estland. Det skal dog siges, at korsene – i den nuværende form – ser anderledes ud i de to flag.
2) Der var allerede inden Valdemar Sejrs korstog gang i en kristen mission – blot med ord og ikke med sværd – i Estland.
3) Korstoget til Estland har ligeså meget – hvis ikke mere – handlet om magten i Østersø-regionen.

Den kamp foregår som bekendt stadigvæk. Ja, i de senere år er den blusset så voldsomt op, at en ny krig truer i Europa. For så længe der har været mennesker til, har disse kæmpet om magten over jord, hav og andre mennesker.

Så når vi i dag – på Valdemarsdag – hylder Dannebrog, så hylder vi også tanken om Danmark som et land, der kan sætte en dagsorden. Og sålænge den dagsorden er kampen for Den Frie Verden, så er Danmarksbloggen enig.

For Valdemars Sejrs felttog har mindet ret meget om Putins skamløse invasion af Ukraine, som heldigvis både i Danmark og Estland mødes af massiv støtte til Ukraine og alle andre, som er på vores side i kampen for Den Frie Verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk