Dansk Folkeparti kan få Holger Danske til at vågne

Dansk Folkepartis spidskandidat til regionsrådet i Region Hovedstaden Henrik Thorup er gift med DF’s tidligere formand og folketingets nuværende formand Pia Kjærsgaard. Så han burde kende til Danmark, kan man mene. Men ikke desto mindre var han i går ude og foreslå, at man skulle forbyde læger med stort fuldskæg. Det er et knæfald for muslimske traditioner, mener Henrik Thorup. Læs mere her:

https://www.tv2lorry.dk/artikel/df-spidskandidat-vil-forbyde-laeger-med-stort-skaeg

Danmarksbloggen vil så gerne oplyse hr. Thorup og andre om, at der findes mange andre end lige muslimer, der har store skæg. Fx jøder, sikher, amishfolket, ortodokse kristne – og hipsterne ikke mindst.

Fuldskæg – og også stort fuldskæg – har været meget udbredt også i Danmark gennem tiderne.

Danmarks store statsminister Stauning havde et langt skæg, og vikingerne skal for eksempel også have haft det i stor stil. Tag også bare vores nationalhelt Holger Danske, der fra sin kælderplads på Kronborg sidder og sover, mens han holder øje med Danmark. Han har også et imponerende stort skæg, som den gamle kæmpe uden tvivl er ganske stolt over.

Så måske det er nu, at Holger Danske vågner op? Nu han tænker, at nok er nok – nu hvor hverken han eller hans gode venner vikingerne længere er danske – ikke iflg. DF´s tankegang i hvert fald.

For husk: Ifølge sagnet vil Holger Danske rejse sig og gå i kamp dén dag, hvor Danmark stander i vånde.

Og det gør Danmark og alle vores frihedsrettigheder nu, hvor angste mørkemænd m/k som Thorup kommer med det ene angreb efter det andet på det frie og åbne samfund, som er Danmarks styrke.

Så nu må Holger Danske meget gerne vågne. Det kræver nemlig meget at gå imod den strøm af had og angst, som kommer fra den ydre højrefløj. Nogen, der bor i Helsingør og lige gider gå op på Kronborg og puffe lidt til Holger? Måske synge Ingemanns ”I alle de riger og lande” for ham?

Teksten er her: http://www.ugle.dk/i_alle_de_riger_og_lande.html

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Reformation: Katharina Luthers teser

I går skrev Danmarksbloggen om hr. Luthers nu 500 år gamle teser.

Men Luther havde også en hustru – en bemærkelsesværdig kvinde, som var med ham oppe i Lutherstube, når der blev diskuteret teologi, og som havde en stor og direkte indflydelse på ham og hans tanker – og dermed på reformationen.

Hendes navn var Katharina von Bora, og hun var oprindeligt en nonne, der inspireret af Luthers tanker var løbet bort fra klostret, hvilket var en risikabel affære. For ingen måtte hjælpe en bortløben nonne, men det gjorde Luther og hans venner nu alligevel, da de støttede både Katharina og hendes veninder. Men Katharina var mere end en nonne og verdens første præstekone. Hun var også en dygtig forretningskvinde, en god mor og meget mere. Hun var en kæmpende gigant – en fantastisk kvinde.

Igennem det sidste år har Anette Jahn og Tine K. Skau turneret med forestillingen ”Katharina Luther – Munkens Brud” om netop hende. Og forestillingen kan endnu nås at ses enkelte steder – i aften, selveste reformationsaftenen, i Vor Frelsers Kirke i København, hvor Katharina skal stå på den samme prædikestol, som Grundtvig gjorde det, da kristendommen fejrede 1000 års jubilæum i Danmark.

Dengang læste dansk åndslivs kæmpe sin nye salme ”Den signede dag” højt for menigheden, og derpå blev han fyret. For biskoppen havde dømt salmen ude som ugudelig. Den salme ”Den signede dag” som i dag er en af de mest sungne og elskede i folkekirken. Så det er en gammel kampplads, som Katharina i skikkelse af Anette Jahn skal betræde i dag, hvor det endda er forestilling nr. 100.

Se mere her: https://www.facebook.com/events/157464458180946/?acontext=%7B%22action_history%22%3A%22[%7B%5C%22surface%5C%22%3A%5C%22page%5C%22%2C%5C%22mechanism%5C%22%3A%5C%22page_upcoming_events_card%5C%22%2C%5C%22extra_data%5C%22%3A[]%7D]%22%2C%22has_source%22%3Atrue%7D

Og her: https://maale-fortaelleteater.clients.ubivox.com/archive/810097/#.WfMHt8wwWCM.facebook

Og her Danmarksbloggens anmeldelse af forestillingen: http://danmarksbloggen.dk/?p=9068

Men reformationsårets bedste forestilling må ses en gang til, så Danmarksbloggen kommer i Vor Frelsers Kirke og glæder sig – og vil herefter give ordet til Katharina aka Anette Jahn, der har skrevet KATHARINA LUTHERS TESER, som handler om kvinder, mænd, børn, kunst, dans, musik, fortællinger, fællesskab – og glæden ved at leve et liv med både sind og krop:

Katharina Luthers teser:

  1. Det er på høje tid, at I befrugter det mandlige med det kvindelige. Det var det, som Jesus gjorde. Han ophøjede barnet og kvinden, han lyttede til sin mor Maria, og han gjorde sig selv til tjener af folket. Jeg var også tjener. Først som nonne og siden som den, der sørgede for rammerne for Luthers reformation. I klosteret arbejde jeg med de helbredende urter i haven og passede de syge. I mit ægteskab stod jeg for alt det praktiske arbejde, så vi hver dag kunne bespise børn og plejebørn, studenter, professorer, Luthers venner og tilhængere samt alle vore andre gæster. Det krævede en stor husholdning, og min ægtemand var ludfattig, da vi giftede os. Jeg byggede det hele op fra grunden og stod også for regnskaberne.
    I har ophøjet Luthers teoretiske arbejde, mens I har nedgjort mit praktiske arbejde. Og I har ignoreret, at ånden findes lige så meget i det praktiske som i det teoretiske arbejde. I kan ikke finde en hustru, som er mere stolt af sin ægtemands gerning end  jeg. Men I har glemt, at Luther også var stolt af min gerning. Tanken og kroppen befrugtede hinanden i vores ægteskab. Lad det også befrugte jeres tid.
  2. I har gennem 2000 år foret kirken med patriarkalsk tankegang. Fra gulv til loft. Og det er ikke bare i selve rummet. Hele jeres kultur er formet af dette verdensbillede. Nu er det ved at sprække. Se bare på den amerikanske præsident. Det er mit ønske, at hvis denne kultur skal gå under, så er det for at give plads til et nyt verdensbillede, hvor der er mere balance mellem det mandlige og det kvindelige. Hvor I både vil høre Luthers og Katharinas teser.
  3. I skal igen lytte til jomfru Marias stemme. I som endnu ikke har hentet de smukt udskårne træfigurer af Maria med barnet op fra jeres fugtige kældre, genindsæt dem i jeres kirkerum. Og I som har sat dem tilbage, lad dem ikke bare pynte som historiske kunstværker. Brug dem. Sæt jer ved dem og mærk stilheden. Lad hende fylde jeres hjerter. Både mænd og kvinder har brug for at lytte til en kvindes stemme. Guds moders barmhjertige og milde stemme.
  4. Opløft jeres udstødte kvinder. Jomfru Maria ved, hvad det vil sige at være en udstødt kvinde. Hun skulle have været stenet ihjel, hvis ikke Josef havde lyttet til sin drøm om, at han skulle tage hende til sig og stole på, at hun bar Guds søn. Jeg selv blev også behandlet som en udstødt kvinde, fordi jeg var bortløben nonne og var i stand til at skabe rammerne omkring Luthers reformation. Jeres historie er fuld af voldtagne kvinder, der har fået skylden. Men I skal tro så stærkt, at selv en falden kvinde som Maria kan føde Guds søn.
  5. I mødre kan finde trøst og styrke hos Jomfru Maria. Hun var mor til et barn, som hele sit liv var truet, og som led en skrækkelig død. Men hun fandt styrke til at følge ham hele vejen og være ham til støtte.
  6. Tag jer godt af jeres enker. Da Josef giftede sig med den gravide Maria, slog Josefs slægt hånden af ham. Maria blev set som en falden kvinde, og da de kommer til Josefs by Betlehem, ville hans familie ikke tage imod dem. De måtte føde i en stald. Da Maria senere blev enke, ville de stadig ikke hjælpe hende. Hun blev hjulpet af sin egen slægt. Og da jeg blev enke efter Luther var jeg også elendigt stillet. Som kvinde havde jeg ingen rettigheder, og jeg måtte kæmpe for at overleve. Min historie har fulgt Marias historie på så mange måder.
  7. Lær af kunstnerne. Hverken før eller efter reformationen har nogen kvinde været malet eller besunget oftere end Jomfru Maria. Kunsten kommer sandheden nærmest.
  8. Hver gang en kvinde ikke kan tåle, at en anden kvinde stråler ved hendes side, så træder I et skridt baglæns på den vej, der skal føre jer til ligestilling mellem kønnene. Dengang i Wittenberg fandt jeg støtte hos mine nonnesøstre, som var flygtet fra klosteret med mig, og som var blevet gift med Luthers venner og tilhængere. Uden dem havde jeg ikke klaret al den modstand, jeg fik. Også hånlig modstand fra andre kvinder. Lyt til jeres tidligere kvindelige statsministers stemme. I kvinder må ikke holde hinanden nede i misundelsens dynd, men derimod give plads til de kvinder, der vover at gå forrest.
  9. Barnet er den viseste og højeste iblandt os. Det vidste Jesus, og det trøstede mig at høre, dengang jeg følte mig alene i klosteret i en børnefjendsk verden.
  10. Fyld kirken med sang, musik og dans. Særligt glæder det mig, hver gang et barn danser de gamle fortællinger i kirkerummet, eller en baby ligger fortryllet på kirkegulvet og lytter til salmesang.
  11. Fortæl den kristne historie som mundtlige fortællinger. Det er ikke nok, at de kan læses på modersmålet. Det mundtlige sprog skal igen i højsædet. Jesus blev født ind i den jødiske tradition, hvor man dyrkede fortællingen og forstod, at det guddommelige åbenbarede sig i fortællingen. Jesus blev derfor selv den største fortæller. Og nu er det på tide, at alle børn og voksne møder bibelhistorien gennem mundtlige fortællinger og selv lære at fortælle videre.
  12. Reformationen fratog kvinder mulighed for myndighed indenfor kirkens hierarki. I var meget længe om at lade kvinder blive præster og biskopper, og det er alt for kort tid siden, at nogle biskopper i jeres land stadig accepterede, at en mandlig præst kunne fritages for at trykke en kvindelig kollega i hånden. Det skulle tage jer 500 år! Har I glemt, at kvinderne ved Jesus grav var de første til at erfare opstandelsen?
  13. Giv jer tid til fordybelse. Reformationen fratog kvinder den mulighed for kristen fordybelse, som klosteret gav nogle kvinder. I klosteret nød jeg, at min tro fik plads, at jeg havde tid til at læse biblens fortællinger og knytte mig til Jomfru Maria. Man kunne ønske sig,at den mulighed stadig kunne bevares. I lever jeres liv mere og mere på overfladen. Nogle af jer fordyber jer ganske vist i kulturelle lommer løsrevet fra jeres øvrige sociale liv. I tager på retræter, aftenkurser, pilgrimsvandringer. Jeg kunne ønske for jer, at I kunne gøre fordybelse til en del af jeres hverdag og af jeres fællesskaber.
  14. Sørg for at jeres børn kommer ud i naturen, hører fuglene, klatrer i træer, plukker blomster og lærer at passe på dyrene. I må aldrig lukke jeres børn inde, ligesom jeg blev lukket inde på mit kloster. I tror, at I lukker jeres børn ud i verden gennem deres konstante adgang til internettet, men I har glemt at sørge for deres kropslige udfoldelse. Den kropslige og praktiske erfaring skal igen i højsædet.
  15. Sørg for at jeres børn lærer at synge, spille og danse. Disse musiske udtryk hører sammen og styrker børns kropslige erfaring. I klosteret mærkede jeg ofte trangen til at danse, når jeg lyttede til mariahymner, men det var forbudt. På Sorteklosteret fik mine børn og plejebørn derfor lov til at danse. For gennem kunstnerisk skaberglæde møder jeres børn også det guddommelige.
  16. Livet er helligt. Lær jeres unge mennesker, at kærlighedslivet er helligt, og at Gud ønsker, de skal nyde det. Da jeg blev gift med Luther, var han 42 år og vidste intet om en kvinde. Ja, han vidste knap nok, at han selv havde en krop. Kroppen var for ham som et stativ, der skulle bære rundt på hans kloge hoved. Men det fik jeg rådet bod på. Vi fik jo trods alt seks børn. Forskrækkelsen for det seksuelle hærgede i historien i lange tider, men i dag dyrker I kroppen og det seksuelle som en guddom uden ånd. Som en vare I kan forbruge og kaste væk. Lær jeres unge mennesker, at kærlighedslivet er helligt. Det er helligt at føde børn, ligesom det er helligt at dyrke jorden. Det er at tage del i skabelsen.
  17. Jeres største opgave er at give Guds kærlighed videre til jeres medmennesker. I min tid i klosteret var min primære opgave at isolere mig og vende mig mod Gud. Jeg måtte ikke knytte mig til mine medsøstre, det var syndigt at føle hjemvé eller anden form for jordisk kærlighed. Min mor var død, og jeg genså ikke min far igen efter den dag, hvor han afleverede mig som 4-årig. Alligevel bevarede jeg mit kærlige minde om dem. Jeg knyttede mig til Jomfru Maria. Men det var først, da jeg fik lov til at lave medicin og pleje de syge i klosteret, at jeg igen oplevede Guds kærlighed i min hverdag.I glæder Gud, hver gang I holder den syge på panden, tager det grædende barn op på skødet, giver en skilling til den fattige, eller rækker en hånd til den udstødte.

Teserne er skrevet af antropolog, fortæller og indehaver af Maale Fortælleteater Anette Jahn – og den anden tekst af Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nogle af Luthers teser ville Dansk Folkeparti nok forbyde …

Det er næppe gået nogens næse forbi, at det i år er 500 år siden, at reformationen startede med, at Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg d. 31. oktober 1517.

Se alle 95 teser her: https://www.kristendom.dk/martin-luther-og-reformationen/95teser

Der er mange gode imellem – og også nogle som virker spøjse i vor tid eller måske direkte uforståelige for en nutid, der ikke har den teologiske viden, som Luther havde det. Men det havde de fleste i hans samtid nu heller ikke. Mange af teserne handler også om døden, pavens rolle, sjælens frelse, aflad, skærsilden, forkyndelsen og evangeliet.

Der var i øvrigt mange mennesker, som ikke kunne læse dengang, så en pæn del af befolkningen i Wittenberg har kun kunnet se papiret og så denne for samtiden så mærkelige mand, der med hammer og søm på kirkedøren turde tale paven, Guds udsendte på jord, imod. Det må have virket voldsomt.

Men der er som sagt mange gode teser – ja, der er sågar nogle, som Dansk Folkeparti og Naser Khader ville kalde propaganda og venstreorienteret snak, der skulle forbydes, hvis de blev sagt i dag i en udsendelse om Danmarks historie. I Danmarksbloggens øjne er de teser ren næstekærlighed – og det som kristendommen dybest set handler om. Luthers to bedste teser kommer derfor også her:

Nr. 43. De kristne bør belæres om, at man handler bedre ved at give til den fattige eller låne ud til den trængende end ved at købe aflad.

Nr. 45. De kristne bør belæres om, at den, som ser en nødlidende og lader ham i stikken for i stedet at give penge ud til aflad, han erhverver sig ikke pavens aflad, men Guds vrede.

Så er det sagt: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig, som Jesus også siger det i Verdensdommen hos Matthæus.

Men det er altså først i morgen, at det er den rigtige reformationsdag.

Det vil Danmarksbloggen fejre med ikke hr. Luther – men FRU LUTHERS teser skrevet af Anette Jahn, der nu i mere end et år har optrådt som netop den bortløbne nonne Katharina von Bora, der blev gift med reformatoren, og som på mange måder var ligeså bemærkelsesværdig som Luther selv. Ja, måske mere bemærkelsesværdig, fordi hun i en mandsdomineret tid stod ikke bag, men ved siden af Luther.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Herrens veje”

DR´s nye søndags-dramaserie ”Herrens veje” er spændende, fordi den tager livtag med den tro, som det kan være svært at tale om i Danmark. Mange danskere vil nemlig hellere fortælle om deres økonomi og sexliv end røbe noget om deres religion, hvad serien også indleder med at slå fast.

Serien er så ikke kun tro, men også utro mod vores tid.

Tro fordi den viser, hvordan følelser og selv-realisering er vigtigere end alt andet i vores egocentrerede tilværelse, og endda så meget, at det spænder ben for, at provsten, der spilles fænomenalt af Lars Mikkelsen, bliver biskop.

For ja, provster og præster og biskopper er også mennesker, der kan fejle og være i tvivl – men det vidste danskerne nu godt i forvejen.

Serien er så også ikke-tro mod tiden, fordi den tør insistere på at fortælle om netop religion og forkyndelse. For nok er der en stigende accept af, at mennesker erkender og vedkender sig deres tro. Men endnu er der i mange kredse – både på land og i by – en mistillid til alle, der åbent siger, at de tror på Gud.

”Herrens veje” åbner også op for mystik – og for en anden version af kristendommen end den evangelisk-lutherske, som den danske folkekirke hviler på, og som har sine store rødder hos Grundtvig, som i serien engang har boet hos provstens tip-tip-oldefar.

Det med mystikken viser sig for eksempel med den lille fugl rødhalsen, der ellers er død, men i slutningen af første del mirakuløst kommer levende op af jorden igen – og med kordegnen og kirketjeneren Svend, der minder om visse mænd fra de russisk-ortodokse kirker med en fortid, der i reglen intet har med tro at gøre, men som nu lever et liv med et øje for både troen i det nære og for det guddommelige mysterium i hverdagen. Det bliver meget spændende at se om – og hvordan – det tema foldes ud.

For deri ligger en enfoldig tilgang til det guddommelige, som er i strid modsætning til den naturvidenskabelige og kritiske holdning, som mange danskere – i hvert fald officielt – er tilhængere af.

Præcis som at det er interessant, om provsten bliver ved med at få flere oplevelser á la tilsynekomsten af det nyligt afdøde sognebarn. For netop begivenheder, der ikke er af denne verden, taler det folkekirkelige Danmark sjældent om og slet ikke på et konkret plan, men her tvinges provsten til at tage stilling.

Han kan ikke blot nøjes med at møde sognebørnene med bøn, salmer og forkyndelse, altså det som han har lært som teolog og på præsteseminariet – og derhjemme i den 250 år gamle præste-slægt.

Der er i “Herrens veje” så også de sædvanlige konflikter mellem mennesker, mellem køn og mellem generationer – men det er i grænselandet mellem tro og ikke-tro, at serien kan blive interessant. Her er der noget på spil – især når man i ligningen inddrager de andre religioner, der er kommet til Danmark i de seneste årtier. Samt hvordan vi, der er kristne, skal opfatte, leve og ikke mindst forkynde kristendommen, både til troende og ikke-troende.

Danmarksbloggen har i hvert fald ikke tænkt sig at gå glip af de kommende afsnit. For der er i første del lagt i kakkelovnen til noget, der kan give stof til både eftertanke og samtale. Men temaerne de næste søndage kan også udvikle sig til en omgang ligegyldig afliring af de argumenter og holdninger, som man finder i aviserne, hver gang troen og folkekirken er på tale – og i så fald bliver serien ligegyldig.

Dertil kommer, at Danmarksbloggen vurderer, at ”Herrens veje” simpelthen kræver for meget viden om tro og folkekirke til, at de fleste danskere kan få fuldt udbytte af den.

Tag fx scenen med det døende sognebarn, hvor de ord, som provsten og sognebarnet synger sammen, er: Og kan hans magt bevise … fra salmen ”Op af al den ting”. For med de ord bekræfter det døende sognebarn sin tro på den opstandne frelser, og når to sammen synger/siger at de tror, så er Jesus også tilstede og konfirmerer det skete. For som der står i Matthæus, kap 18, vers 20: For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem. Men hvor mange danskere er SÅ bibelstærke i 2017, at de kan knække dén nød? Næppe flertallet.

Scenen, hvor Lars Mikkelsen kravler op på trappestigen og kysser Kristusfiguren, minder også – bare med andre fortegn dog – om scener fra Netflix-serien ”House of Cards”, hvor Francis Underwood igen og igen krydser alle moralske grænser. Men hvor det giver mening, at et magtmenneske som Underwood ikke har nogen hæmninger, så vil Johannes Krogh, som provsten hedder, aldrig foretage sig den slags. Han kan drikke og være utro og sikkert en hel masse mere, men at kysse en Kristus-figur er der næppe en præst i Danmarks rige, der kunne finde på – i hvert fald ikke én i den af ordet bærende folkekirke.

Det er unødvendigt drama-gøgl, som seriens hovedforfatter Adam Price ikke har kunnet dy sig for at få med. Desværre, for der er rigeligt med kød på i forvejen i en serie, hvor ord selvsagt fylder meget, som de gør det i folkekirken, hvor prædikenen er det centrale i gudstjenesten. Det der med religiøse kys møder man derimod ikke i folkekirken, men ovre hos de ortodokse kristne og hos katolikkerne.

Danmarksbloggen giver derfor ”Herrens veje” fire ud af seks præstekraver, selvom Lars Mikkelsen leverer en præstation til seks præstegaver, og de andre i castet er oppe på fem præstekraver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tesfaye lavede en Grundtvig

Socialdemokraten Mattias Tesfaye sagde i går på Socialdemokratiets landsmøde: Når demokratiet og Gud støder sammen, så er det altså Gud, der har vigepligt

Selvfølgelig er det sådan, og sådan skal det være – og det siger undertegnede som både kristen og troende …

Grundtvig, en af Grundlovens fædre, sagde også altid: MENNESKET først. Det er lidt den samme grundtanke.

Grundtvig talte så også om dødningene, dem der ikke troede på, eller anerkendte en åndelig magt her i verden. De mennesker mente Grundtvig var uden ånd – og det havde han OGSÅ ret i. For vi og verden er heldigvis ikke blot overladt til os selv.

Men det handler om respekt … for både religion og religiøse – og for dem, der ikke tror.

Det og så en fælles forståelse af at samfundets love skal bygges på, hvad vi mennesker beslutter sammen i demokratiske forums – og ikke på religiøse lederes udlægninger af religiøse tekster.

For nok kan det enkelte menneske finde trøst, opmuntring, mening og bekræftelse i de hellige bøger for slet ikke at tale om inspiration til at leve et liv, der er etisk og moralsk forsvarligt – men i samfundet gælder demokratiet og de menneskeskabte love …

Man kan så blot håbe, at de love bliver vældig påvirket af buddet om næstekærlighed, og at de mennesker, der bærer demokratiets fakkel, er mennesker med en høj moral og en rummelig etik – og ikke bare har en dagsorden om selv at rage grådigt til sig, mens de sidder ved fadet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Copenhagen Pride

Så er det Pride-tid igen i København. Mangfoldighed og regnbuer. Et af årets absolutte højdepunkter, hvor byen får farver og liv.

Desværre sker det også på en mørk baggrund, når man ser på, hvad der sker i verden – og i Danmark.

For både herhjemme – og i lande som Tyrkiet, Rusland og mange andre steder forfølges mennesker stadig, bare fordi de elsker en af samme køn som dem selv, er transseksuelle eller på anden måde ikke kan presses ind i de meget snævre bokse, som små og angste mennesker gerne så, at verden bestod af.

For uvidenheden florerer og sammen med netop angsten og selvtilstrækkeligheden danner det en virus, som skal stoppes – med kærlighed vel at mærke.

For verden er mangfoldig – og menneskene er mangfoldige – og hurra for det.

Så gå ud i Københavns gader, hvad enten du er gammel eller ung, tyk eller tynd, homo eller hetero … gå ud og fejr mangfoldigheden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronning Margretherne er alene i døden

Det vakte opsigt, da det kom frem i går, at prins Henrik IKKE ønsker at blive begravet sammen med Dronning Margrethe d. 2 i Roskilde Domkirke, hvor det ellers hele tiden har været planen, at de skulle hvile sammen i Skt. Birgittas Kapel under en sarkofag udført af Bjørn Nørgaard.

Men nu kommer Dronning Margrethe d. 2. altså til at ligge der alene – ligesom sin navnesøster fra middelalderen Margrethe d. 1, der også ligger alene – hun på den fornemste plads bag alteret.

Historien om hvorfor middelalder-Margrethe ligger alene er imidlertid noget anderledes – og blottet for dramatik, da hun var gift med den norske konge Håkon, som hun overlevede med adskillige årtier. Han blev selvfølgelig begravet i Norge og lå dér, mens hende som de fleste kender som Margrethe d.1. samlede Norden og skabte Kalmar-unionen, så det gav aldrig mening at forene det tidligere norske kongepar i døden.

Nordens store datter skulle selvfølgelig have sit eget gravmæle, og det fik hun – og det med format. Læs mere om Margrethe d. 1 – også om hvorfor hun egentlig ikke er d. 1. – i Danmarksbloggens Danmarkshistorie her: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956

Og læs endnu mere om hende her i Danmarksbloggens Danmarkshistorie om danske kvinder: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329

For det er som bekendt seks århundreder, der skiller de to Margrether. Seks århundreder, hvor kongemagten er gået fra at have reel magt til kun at have formel magt – i hvert fald på papiret, for der er en alliance i Danmark som i andre monarkier mellem pengemagt og kongehus, som ikke skal undervurderes.

Men nu får det danske monarki et hak i tuden og det indefra – givet af en franskmand, der nok er født som greve, men også er landsmand med det folk, der henrettede en konge og en dronning under guillotinen i den franske revolution.

Så slemt kommer det ikke til at gå her, men faktum er, at Danmarks eneste to regerende kvindelige monarker kommer til at hvile alene – som i helt alene – i døden. Heldigvis er/var de begge særdeles stærke kvinder …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Horrorforfatter Steen Langstrup skriver om heks på bålet eller ej

Det er en almindelig misforståelse, at hekseafbrændingerne stoppede med reformationen. Det modsatte var tilfældet. De tog først rigtig fart under Christian IV. Det gik dog forholdsvist stille for sig i Danmark, og også imod mange misforståelser, så var det ikke ualmindeligt, at sagerne endte med frifindelse. Det gør selvfølgelig ikke skikken med at brænde mennesker levende mere tiltalende. Det er bare sådan en nuance.

Og ja, det er en sær skik at brænde en papheks, hvis man ser det som en hyldest til hekseafbrændingerne. Det er også en underlig skik at have et kors hængende i kirken, hvis man ser det som en hyldest til en romersk henrettelsesform. Men ikke alle symboler er ment som hyldester. Dem, der glemmer ondskaben, er dømt til at gentage den. Lad papheksen være en hyldest til kvinder, der tør være anderledes. Og ditto mænd. Og til omtanke, før vi forfølger det, vi ikke forstår.

Det er overskyet her på Frederiksberg. Det ser ud til regn senere. Jeg tror, det er sankthans i aften.

Skrevet af: Horrorforfatter Steen Langstrup

Pinse med Dronningen og Kim Larsen

Festgudstjenesten i Haderslev Domkirke i anledning af Reformationens 500 års jubilæum i går eftermiddags var både herlig og hellig, og det samme var Kim Larsens koncert i går aftes i Søndermarken på Frederiksberg.

Det var også Danmarks to mest elskede ikoner, som var tilstede ved de to lejligheder. En hver sit sted. Dronning Margrethe d. 2. i Domkirken – og Kim Larsen i Søndermarken. De har i øvrigt meget tilfælles, Majestæten og Nationalskjalden – og ikke kun, at de begge er dårligt gående og grå i toppen. Men at danskerne elsker dem, fordi netop de to mere end nogen andre i vores lille land repræsenterer historien om Danmark som et land med sammenhængskraft og plads til solidaritet.

Altså alt det som mange danskere føler er truet i en globaliserings- og terrortid. Så det var helt som forventeligt, at der i Domkirken blev sunget ekstra kraftigt med på Grundtvigs salmer ”I al sin glans nu stråler solen” og ”Den signede dag”  – og på hits som ”Midt om natten”, ”Rabalderstræde” og ”Kvinde min” i Søndermarken.

For som Kim Larsen sagde det, så er alt nyt ellers nutidens mantra, men det er alligevel det gamle og velkendte, som vi foretrækker. Måske fordi det er langtidsholdbart og fortæller om vores rødder og værdier. Nu sagde Dronningen ikke noget i Domkirken, men det gjorde Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen, og han var i sin prædiken inde på de samme tanker, når han snakkede om en humanisme, der uden kristendommen bliver gold og trist, fordi der i kristendommen er en medmenneskelighed og en næstekærlighed, der rækker udover den enkelte – og ud til alle mennesker og hele samfundet, ja i bund og grund hele kloden. Og det haster, for som Kim Larsen sagde det: Hvis ikke vi snart tager os bedre af Moder Jord, så får vi læsterlige klø.

Det kan være svært at finde modet. Men vi må som den jødiske forfatter Elie Wiesel skriver det vælge at tro på menneskene. Vælge at tro på mennesket til trods for mennesket. Det er nemlig vores valg, om vi vil vælge tilliden eller hadet, om vi vil bruge sproget til at velsigne med eller forbande med. Både Folkekirken, Dronningen og Kim Larsen bruger sproget til at velsigne med og give danskerne tro, håb og kærlighed – så netop derfor er de også så helt igennem kerne-ærke-danske.

Og der er i virkeligheden ikke ret langt fra Domkirken til Søndermarken, fra det ”fine” Danmarks alvorlige og højtidelige reformationsfejring til den folkelige og fornøjelige aften i Søndermarken, hvor der blev skålet og skrålet, og den danske sjæl foldede sig ud under de grønne trækroner.

Og over det hele fløj duerne, som de altid gør det ved pinsetide, når Helligånden daler ned. I Domkirken er de udført kunstfærdigt og smukt i materialer som marmor, og i Søndermarken flyver de i kød, blod og fjer. Men ånd har mange billeder … også når det kommer til duer og mennesker.

Og vi hører sammen her i Danmark, alle sammen fra kirkeministeren på kirkebænken i Haderslev Domkirke til den unge mand, der stod med en kande øl i bæltet i Søndermarken, fra militærmanden med de fine ordner i Haderslev Domkirke til den midaldrende kvinde, der stod med sin mobiltelefon og filmede, mens Kim Larsen sang ”Fru Sauterne”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

London Bridge og ramadanen

I skrivende stund er det ikke bekræftet fra myndighedernes side, at der var tale om et terrorangreb på London Bridge, som er nabo-broen til Tower Bridge.

Men når en varebil med en fart, der bliver anslået til cirka 80 km i timen med vilje kører ind i en menneskemængde på en bro i en europæisk hovedstad, så er det nærliggende at tro, at der er tale om terror … også fordi der pt. sker og er sket andre “hændelser”, som det kaldes, i den engelske hovedstad, som involverer både skud og lange knive.

Den gamle børnesang om “London Bridge is falling down” er derfor blevet aktuel på en mere end uhyggelig måde – og er dermed endnu en reminder om de tider, som vi lever i.

Ikke at vi behøver en sådan reminder om tidens tegn af vold, had og drab  .. slet ikke.

Hvad vi behøver er derimod remindere om, at vi alle er mennesker, og at mangfoldighed er et plus – og at nysgerrighed er godt.

Som fx idag, hvor jeg i svømmehallen talte med den arabiske livredder, der er muslim og derfor pt. holder ramadan, og som kunne fortælle om, hvordan især hans duftsans bliver skærpet i disse uger, men også hvordan det at faste gør, at han i store dele af resten af året har megen fokus på, hvad han spiser – og om han spiser det rigtige for at holde sig sund.

Altså en helt anden vinkel på ramadanen end den religiøse. For det er samtale, der ikke kun gør klogere – det også nuancerer. For virkeligheden er ikke kun uhyrlighederne som den på London Bridge og de andre steder i London i aften/nat. Den er også og især de mennesker, som vi hver især møder – og ikke mindst hvordan vi møder dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk