Påsken – forklaret

Påsken står for døren, og Danmarksbloggen iler med en oversigt over, hvad der sker i påsken, hvis nu man ikke har det stående skarpt i erindringen:

Palmesøndag: Jesus rider på et æsel ind i Jerusalem, hvor han hyldes som en konge, og mødes af jublende menneskemængder med palmeblade i hænderne. Senere salves Jesus af en kvinde, som bruger en hel krukke meget dyr creme på ham. Hermed er han også klar til dén begravelse, der venter.

Skærtorsdag: Judas forråder Jesus for 30 sølvpenge, og Jesus vasker disciplenes fødder, inden de sætter sig til bords for at nyde det jødiske påskemåltid. Men i slutningen af måltidet bryder Jesus den jødiske tradition, og indstifter i stedet den kristne nadver med brød og vin. Derpå går han ud i Getsemane Have, og beder om at måtte slippe for det, der venter, men ender selvfølgelig med at acceptere sin skæbne. Det er også denne nat, at Peter (som senere bliver den første pave) nægter at kende Jesus.

Langfredag: Jesus tages til fange natten til langfredag, piskes og dømmes til døden ved korsfæstelse. Han bærer selv korset op ad Via Dolorosa – smertens vej – til Golgata, hvor han bliver korsfæstet. På hver side af Jesus hænger to kriminelle. Den ene håner ham, mens den anden beder Jesus om at huske ham, hvorpå Jesus svarer: Sandelig siger jeg dig, i dag er du med mig i Paradis. Men til sidst tvivler selv Jesus, og udbryder: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig – og så råber han højt og dør.

Påskedag: Efter den jødiske hviledag lørdag går kvinderne ud til Jesu grav søndag morgen, men til deres store overraskelse er graven tom, og der sidder en engel, som fortæller dem, at Jesus er genopstanden. De skynder sig tilbage til disciplene, som først ikke tror på kvinderne, men som så overbevises – også fordi Jesus selv viser sig for dem. Især Thomas kniber det med, men til sidst tror også han, og Jesus siger: Du tror, fordi du ser – salige er de, som ikke ser og dog tror.

Anden påskedag: Disciplene er dybt fortvivlede, og to af dem begiver sig til byen Emmaus. Undervejs slår Jesus følge med dem, men de kan ikke genkende ham. Så de fortæller Jesus om, hvad der er sket – og han lytter. Han kritiserer dem også for ikke at stole på, hvad denne Jesus sagde og lovede dem. Men stadig genkender de ham ikke. Det sker først, da de sidder ved aftensbordet – og Jesus bryder brødet, og velsigner det – præcis som han gjorde skærtorsdag aften. SÅ genkender de ham – men så forsvinder Jesus for øjnene af dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påske handler om at vaske fødder – og hænder

Som de fleste nok kan huske, så vasker Jesus fødderne på disciplene skærtorsdag.

Fodafvaskningen var i datidens Israel det ringeste job, nogen kunne påtage sig. At knæle ned foran andre og vaske deres beskidte fødder efter en lang dags rejse på støvede veje eller vaden rundt i den beskidte by – ja, det var noget, som man overlod til de laveste tjenestefolk.

Men Jesus gør det alligevel som en metafor på, at den, som tjener andre, er den største.

Det har nutidens ledere det markant sværere med – hvis man altså ser bort fra den nuværende Pave Frans, som i sin pavetid har vasket fødder på fanger, syge og folk i flygtningelejre. På alle dem, som er samfundets mest udsatte og mest ringeagtede.

Dét er lige i Jesu ånd.

Pave Frans er så også alene om at vaske andres fødder. Det gør de andre ledere i verden IKKE. Tværtimod vasker de – konstant og hele tiden – hænder som en anden bibelsk person. Bare en, som er noget mere upopulær.

Pontius Pilatus gjorde det nemlig langfredag, da han erklærede, at hans hænder var rene. Pontius Pilatus var ellers Romerrigets øverste magt i Jerusalem, så han kunne have stoppet korsfæstelsen af Jesus, hvis han havde villet. Men Pilatus lod -. trods en egen tro på Jesu uskyld – folket bestemme, da de skreg: Korsfæst Jesus.

Pilatus er så ikke alene. Tværtimod er det med at fralægge sig ansvaret for egne handlinger præcis det, som statsministre, præsidenter og alle andre med magt har gjort til alle tider – og stadig gør. Ingen nævnt, ingen glemt.

Men det ville være en fordel, hvis nutidens statsledere fik en lektie i ydmyghed – og i at huske, at det største er at tjene, ikke at blive tjent.

Her kunne en enkelt dags fodafvaskning måske hjælpe. Der er masser af plejehjem og sygehuse, hvor der løbes så stærkt, at personalet med kyshånd ville tage imod en sådan håndsrækning, også selvom den kommer fra et menneske, som aldrig har prøvet at blive svedt og fysisk beskidt af sit arbejde.

Men det er nok for meget at håbe på. Det Ny Jerusalem kommer hurtigere end at magthaverne kan huske på, at den, der er stærk og har indflydelse, har et særligt ansvar overfor de udsatte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kvinderne – de skjulte helte i påskehistorien

Påsken gemmer som et andet chokolade-påskeæg på en overraskelse – nemlig de skjulte helte.

Men vi starter lige med et kort rids af påskens begivenheder, hvis nu man ikke har begivenhederne helt fremme i hukommelsen:

Palmesøndag: Jesus rider ind i Jerusalem, og hyldes som en konge.
Skærtorsdag: Jesus indstifter nadveren ved påskemåltidet – og forrådes.
Langfredag: Jesus dømmes, korsfæstes og dør.
Påskedag: Jesus genopstår.

Hele beretningen er verdens måske mest kendte historie. Men hvem er i grunden heltene?

Er det de mandlige disciple, som kritiserer kvinden, der salver Jesus med den dyre nardus-salve palmesøndag?

Er det den mandlige discipel Judas, som forråder Jesus for 30 sølvpenge skærtorsdag?

Er det den mandlige discipel og senere første pave Peter, som fornægter Jesus natten mellem skærtorsdag og langfredag?

Er det de mandlige disciple, som gemmer sig, fra lang tid inden Jesus korsfæstes og indtil de hører, at han er genopstanden? Ja, som ikke engang vil tro på kvinderne til at starte med, da de kommer og fortæller om genopstandelses-miraklet?

NEJ. NEJ. OG ATTER NEJ.

Mændene er nogle feje svæklinge, som kun tænker på at hytte eget skind.

Kvinderne er derimod de seje, de udholdende. Kvinderne er påskens helte – eller rettere heltinderne.

Først er der kvinden fra Betania, som ikke nævnes med navn i Nyt Testamente, selvom hun bruger det, der svarer til en årsløn, på dyr nardus-salve, da hun palmesøndag salver Jesus inden døden.  

Så er der Jesus mor Maria og de andre kvinder, som følger Jesus hele vejen, fra han modtages med jubel og palmegrene palmesøndag, og til han langfredag går med korset op af Via Dolorosa (Smertens Vej) til Golgata (Hovedskalsbjerget), hvor han korsfæstes og dør nogle timer senere.

De er altså med Jesus hele vejen, også ved korset da han lider og dør.  

Og endelig er der de tre kvinder, Maria Magdalene, Maria (Jakobs mor) og Salome, som om morgenen efter den jødiske sabbat går ud til graven, og møder englen, der fortæller dem, at Jesus er genopstanden og gået forud for dem – og at de vil møde ham i Galilæa.

Verdens største budskab – det om genopstandelsen – blev nemlig givet til kvinder – ikke til mænd.

Kirkefædrene tilbage i 300-tallet gjorde så, hvad de kunne for at skrive kvinderne ud af historien om Jesus. Og forskning tyder desværre på, at de fik fjernet en hel masse som fx, at der også var kvinder blandt Jesu disciple, og at Jesus selv ikke gjorde forskel på kvinder og mænd.

Så desværre er mange af historierne om de modige kvinder omkring Jesus væk. Slettet af mænd.

Men tilbage står heldigvis, at vi her næsten 2000 år efter begivenhederne kan se, at påskens rigtige helte er de heltinder, som var hos Jesus hele vejen fra indtoget i Jerusalem, over da han led på korset og til genopstandelsen påskemorgen.

Dét er en viden, som det er godt at holde påske på.

Glædelig påske …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påske i evighedens perspektiv

Påsken nærmer sig. Påske no. 2 i pandemiens tid.

Sidste år var undertegnede inde ved Marmorkirken skærtorsdag. Det var en lys forårsaften, hvor kirkeklokkerne ringede – og hvor tulipantræerne, som står mellem Marmorkirken og Bredgade, blomstrede i al deres hvide og lyserøde pragt.

En på alle måder smuk aften, som også blev en højtidsstund, selvom den sædvanlige skærtorsdagsaftens-gudstjeneste var aflyst, fordi alle landets kirker var lukkede i påsken 2020.

For mens jeg stod dér i aftenlyset, så på blomsterne og lyttede til klokkerne, blev jeg åndeligt set løftet – og mindet om, at livet og naturen går videre, uanset hvad vi mennesker foretager os eller ikke-foretager os.

Sollyset, blomsterne og klokkerne dannede nemlig denne skærtorsdags aften en åndelig åbning ind i pandemiens mørke. En åbning, så jeg kunne kigge op og ud – og væk fra det timelige – og hen mod det evige.

Det er altid givende at få evighedens perspektiv på, når man overvældes af det timelige. Men det er ekstra godt i en pandemi, hvor vi let overmandes af mørket, kontroltabet, isolationen og alt det, som vi ikke kan foretage os.

Og ja, det er superærgerligt ikke at kunne det, man savner. Men det skal nok komme igen – også selvom vi må slippe kontrollen undervejs. Give os Gud i vold, som man sagde det i gamle dage.

For som der stod på den seddel, som Marmorkirkens præster og andet personale havde sat op på kirkedøren dér sidste påske 2020:

Og det her er kun en tid. Husk det nu. Vi åbner igen. Verden går ikke under.

Kun en tid. Lige præcis. Det gælder stadig. Vi får det hele igen. En skønne dag. Dén tro skal vi gå med – og leve på, også selvom den store genåbningsplan ikke bliver som lovet.

For gør vi det, så kan langfredagsmørket sænke sig over landet, over hele verden så meget, det vil. Det får os ikke. Vi er lysets børn, og vi ved, at lyset skinner i mørket – og at lyset vil sejre på den lange bane.

Dét bliver påskemorgen, lys og liv, lykke og sol igen.

Dén tanke er der kraft i at holde fast i – også her i den kommende påske. Ja, måske især her. Påske no. 2 i pandemiens tid.

GOD PÅSKE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påsken – dag for dag

Påsken står for døren, og Danmarksbloggen iler med en oversigt over, hvad der sker i påsken, hvis nu man ikke har det stående skarpt i erindringen:

Palmesøndag: Jesus rider på et æsel ind i Jerusalem, hvor han hyldes som en konge og mødes af jublende menneskemængder med palmeblade i hænderne. Senere på aftenen salves Jesus af en kvinde, som bruger en hel krukke dyr creme på ham. Hermed er han også klar til den begravelse, der venter.

Skærtorsdag: Judas forråder Jesus for 30 sølvpenge, og Jesus vasker disciplenes fødder, inden de sætter sig til bords for at nyde det jødiske påskemåltid. Men i slutningen af måltidet bryder Jesus den jødiske tradition og indstifter i stedet den kristne nadver med brød og vin. Derpå går han ud i Getsemane Have og beder om at måtte slippe for det, der venter, men ender selvfølgelig med at acceptere sin skæbne. Det er også denne nat, at Peter (som senere bliver den første pave) nægter at kende Jesus.

Langfredag: Jesus tages til fange natten til langfredag, piskes og dømmes til døden ved korsfæstelse. Han bærer selv korset af Via Dolorosa – smertens vej – til Golgata, hvor han bliver korsfæstet. På hver side af Jesus hænger to kriminelle, den ene håner ham, mens den anden beder Jesus om at huske ham, hvorpå Jesus svarer: Sandelig siger jeg, i dag er du med mig i Paradis. Men til sidst tvivler selv Jesus og udbryder: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig – og så råber han højt og dør.

Påskedag: Efter den jødiske hviledag lørdag går kvinderne ud til Jesu grav søndag morgen, men til deres store overraskelse er graven tom, og der sidder en engel, som fortæller dem, at Jesus er genopstanden. De skynder sig tilbage til disciplene, som først ikke tror på kvinderne, men som så overbevises – også fordi Jesus selv viser sig for dem. Især Thomas kniber det med, men til sidst tror også han, og Jesus siger: Du tror, fordi du ser – salige er de, som ikke ser og dog tror.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Påskefortælling: Skærtorsdag

Danmarksbloggens påskeserie i år er Danmarksbloggens helt eget bud på, hvordan påskens begivenheder ville udfolde sig, hvis de skete i dag – og i Danmark vel at mærke.

Vi fortsætter i dag med Skærtorsdag, hvor Jesus siden Palmesøndag overalt i København er blevet ved med at tale om næstekærligheden. I dag er han ude på Christiania, hvor han sammen med sine 12 bedste venner nyder et måltid mad, mens forårsdagen skumrer og bliver til aften – og de tunge, mørke natteskyer kommer på himlen.

Også i overført betydning. For en af hans venner har i dagens løb sendt en sms til politiet om, at Jesus kan sigtes for terror. Den sms er politiet og magthaverne glade for. For de er ved at være godt trætte af Jesus og hans insisteren på ligeværd og social retfærdighed. Og med denne sms bakkes de op omkring påstanden om at Jesus truer med at omstyrte samfundet med al sin snak om 1) næstekærlighed, og 2) at vi er forpligtede til at dele samfundets goder med hinanden.

Men inden alt det skal ske, fortæller Jesus, at det er vigtigt, at hans venner for fremtiden husker på ham, når de sidder sammen og spiser. At hans navn for evigt skal nævnes sammen med den altomfavnende kærlighed.

Politiet tænker ikke på kærlighed. De indkalder i stedet den øverste ledelse til krisemøde samt regeringen. Denne Jesus er nemlig efterhånden en kendt mand med mange tilhængere, så man skal træde varsomt. Men stoppes skal han. Det er man enige om. Så det besluttes at tage ud til Staden og arrestere Jesus.

Alt det ved Jesus godt vil ske, så han går lidt afsides og beder til Gud. For han ved, at det kommende bliver voldsomt og grimt – men også at det er nødvendigt.

En af de 12 venner, Peter, har forinden sagt, at han ALDRIG vil svigte Jesus. Men Jesus ved bedre – og da politiet kommer, og nogle af de besøgende på Staden peger på Peter og siger: Han var også med, så bander Peter og siger, at det var han i hvert fald ikke. Bagefter går Peter ned på Volden og græder.

Jesus er imens blevet kørt til Politigården, hvor han afventer sin skæbne.

Og hermed slutter anden del af Danmarksbloggens Påskefortælling. Tredje del kan læses i morgen Langfredag. Vel mødt.

Læs tidligere dele af Danmarksbloggens Påskefortælling her:

Palmesøndag: http://danmarksbloggen.dk/?p=6562

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Påsken – kort oversigt

Jeg er blevet bedt om at komme med en kort oversigt over, hvad der sker i påsken. Og den kan jo så passende komme her på den eneste dag i hele påsken, hvor der stort set ikke sker noget bibelsk set, da det var sabbat, og Jesus lå død i graven.

Palmesøndag: Påsken starter allerede søndagen før, palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel, mens han modtages af de begejstrede folkemængder, der vifter med palmegrene.

Skærtorsdag: Dagen, hvor Judas sælger Jesus for de 30 sølvpenge, hvor Jesus vasker disciplenes fødder, hvor Jesus spiser det sidste måltid med sine disciple og indstifter nadveren – og hvor han beder brændende i Getsemane Have, inden han pågribes af de romerske soldater og fornægtes af Peter.

Langfredag: Dagen, hvor Jesus piskes og dømmes til døden, hvor han vandrer ad Via Dolorosa til Golgata, hvor Jesus korsfæstes, lider og dør – efter at have tvivlet og råbt: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?!. Ja, det er rigtigt, selv Guds egen søn tvivlede i hans livs mørkeste stund på Guds eksistens.

Påskedag: Dagen, hvor kvinderne efter sabbaten kommer ud til graven og ser, at den er tom pånær en engel, der siger: Ham, I søger, er ikke her, han er genopstanden og er gået forud for jer til Galilæa. Kvinderne er lykkelige og skynder sig hjem og fortæller det til nogle af disciplene, som ikke rigtig vil tro på det. Men så kommer Jesus selv, den genopstandne Jesus – og så tror alle, selv den vantro Thomas.

Anden påskedag: Et par af disciplene er kede af det på vej til Emmaus, og en mand slår følge med dem. De kender ham ikke, men det er Jesus, som får dem til at fortælle hele historien. Om aftenen spiser de sammen, og da de sidder der og deler brødet – som de sidst gjorde det skærtorsdag – genkender de Jesus, og glæden er grænseløs og nok til at starte en hel verdensreligion på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk