Påske handler om at vaske fødder – og hænder

Som de fleste nok kan huske, så vasker Jesus fødderne på disciplene skærtorsdag.

Fodafvaskningen var i datidens Israel det ringeste job, nogen kunne påtage sig. At knæle ned foran andre og vaske deres beskidte fødder efter en lang dags rejse på støvede veje eller vaden rundt i den beskidte by – ja, det var noget, som man overlod til de laveste tjenestefolk.

Men Jesus gør det alligevel som en metafor på, at den, som tjener andre, er den største.

Det har nutidens ledere det markant sværere med – hvis man altså ser bort fra den nuværende Pave Frans, som i sin pavetid har vasket fødder på fanger, syge og folk i flygtningelejre. På alle dem, som er samfundets mest udsatte og mest ringeagtede.

Dét er lige i Jesu ånd.

Pave Frans er så også alene om at vaske andres fødder. Det gør de andre ledere i verden IKKE. Tværtimod vasker de – konstant og hele tiden – hænder som en anden bibelsk person. Bare en, som er noget mere upopulær.

Pontius Pilatus gjorde det nemlig langfredag, da han erklærede, at hans hænder var rene. Pontius Pilatus var ellers Romerrigets øverste magt i Jerusalem, så han kunne have stoppet korsfæstelsen af Jesus, hvis han havde villet. Men Pilatus lod -. trods en egen tro på Jesu uskyld – folket bestemme, da de skreg: Korsfæst Jesus.

Pilatus er så ikke alene. Tværtimod er det med at fralægge sig ansvaret for egne handlinger præcis det, som statsministre, præsidenter og alle andre med magt har gjort til alle tider – og stadig gør. Ingen nævnt, ingen glemt.

Men det ville være en fordel, hvis nutidens statsledere fik en lektie i ydmyghed – og i at huske, at det største er at tjene, ikke at blive tjent.

Her kunne en enkelt dags fodafvaskning måske hjælpe. Der er masser af plejehjem og sygehuse, hvor der løbes så stærkt, at personalet med kyshånd ville tage imod en sådan håndsrækning, også selvom den kommer fra et menneske, som aldrig har prøvet at blive svedt og fysisk beskidt af sit arbejde.

Men det er nok for meget at håbe på. Det Ny Jerusalem kommer hurtigere end at magthaverne kan huske på, at den, der er stærk og har indflydelse, har et særligt ansvar overfor de udsatte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kvinderne – de skjulte helte i påskehistorien

Påsken gemmer som et andet chokolade-påskeæg på en overraskelse – nemlig de skjulte helte.

Men vi starter lige med et kort rids af påskens begivenheder, hvis nu man ikke har begivenhederne helt fremme i hukommelsen:

Palmesøndag: Jesus rider ind i Jerusalem, og hyldes som en konge.
Skærtorsdag: Jesus indstifter nadveren ved påskemåltidet – og forrådes.
Langfredag: Jesus dømmes, korsfæstes og dør.
Påskedag: Jesus genopstår.

Hele beretningen er verdens måske mest kendte historie. Men hvem er i grunden heltene?

Er det de mandlige disciple, som kritiserer kvinden, der salver Jesus med den dyre nardus-salve palmesøndag?

Er det den mandlige discipel Judas, som forråder Jesus for 30 sølvpenge skærtorsdag?

Er det den mandlige discipel og senere første pave Peter, som fornægter Jesus natten mellem skærtorsdag og langfredag?

Er det de mandlige disciple, som gemmer sig, fra lang tid inden Jesus korsfæstes og indtil de hører, at han er genopstanden? Ja, som ikke engang vil tro på kvinderne til at starte med, da de kommer og fortæller om genopstandelses-miraklet?

NEJ. NEJ. OG ATTER NEJ.

Mændene er nogle feje svæklinge, som kun tænker på at hytte eget skind.

Kvinderne er derimod de seje, de udholdende. Kvinderne er påskens helte – eller rettere heltinderne.

Først er der kvinden fra Betania, som ikke nævnes med navn i Nyt Testamente, selvom hun bruger det, der svarer til en årsløn, på dyr nardus-salve, da hun palmesøndag salver Jesus inden døden.  

Så er der Jesus mor Maria og de andre kvinder, som følger Jesus hele vejen, fra han modtages med jubel og palmegrene palmesøndag, og til han langfredag går med korset op af Via Dolorosa (Smertens Vej) til Golgata (Hovedskalsbjerget), hvor han korsfæstes og dør nogle timer senere.

De er altså med Jesus hele vejen, også ved korset da han lider og dør.  

Og endelig er der de tre kvinder, Maria Magdalene, Maria (Jakobs mor) og Salome, som om morgenen efter den jødiske sabbat går ud til graven, og møder englen, der fortæller dem, at Jesus er genopstanden og gået forud for dem – og at de vil møde ham i Galilæa.

Verdens største budskab – det om genopstandelsen – blev nemlig givet til kvinder – ikke til mænd.

Kirkefædrene tilbage i 300-tallet gjorde så, hvad de kunne for at skrive kvinderne ud af historien om Jesus. Og forskning tyder desværre på, at de fik fjernet en hel masse som fx, at der også var kvinder blandt Jesu disciple, og at Jesus selv ikke gjorde forskel på kvinder og mænd.

Så desværre er mange af historierne om de modige kvinder omkring Jesus væk. Slettet af mænd.

Men tilbage står heldigvis, at vi her næsten 2000 år efter begivenhederne kan se, at påskens rigtige helte er de heltinder, som var hos Jesus hele vejen fra indtoget i Jerusalem, over da han led på korset og til genopstandelsen påskemorgen.

Dét er en viden, som det er godt at holde påske på.

Glædelig påske …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stjernehimlen som juletræ: Glædelig jul

Lev med det, siger vi på nudansk.

For vi er dér, hvor vi for andet år i træk ser ind i en jul, hvor det kan blive svært at skulle dele julens glæde med hinanden.

For det er ikke sikkert, at vi kan holde jul med vores kære. Mange – og flere i år end sidste år – vil være syge i morgen – på selveste juleaften – eller sidde i isolation, eller på anden måde tilbringe julehøjtiden uden juletræ, julemad og julegaver – og uden andre mennesker.

Så er det godt at huske på, at julen ikke kun er mad og samvær, selvom det for mange er det vigtigste.

Men at julen først og fremmest er historien om lyset, der blev tændt i Betlehem for 2021 år siden. Cirka.

Det essentielle er nemlig, at kærligheden kom ind i verden som et lille forsvarsløst barn, og verden tog ikke imod den.

Men kærlighedens mor elskede sit lille barn, svøbte det og lagde det i en krybbe. Og imens sang englene og stjernerne lyste – som de gør hver eneste nat. Og også her i 2021 for de mange, som sidder i isolation, er syge, sørger eller på anden måde lider i pandemien.

Så fat mod.

Dén store – ja, største historie nogensinde om at således elskede Gud verden, at han gav den sin enbårne Søn kan vi med glæde fortælle hinanden – eller os selv, hvis nu vi sidder helt alene i morgen aften.

Vi er også i godt selskab. Selveste H. C. Andersen har siddet alene en juleaften. I Berlin på et hotelværelse. Det var så ikke pga. en pandemi. Men alene var han – uden at ville være det. Så det var med bedrøvelse, at eventyrdigteren skriver i sin dagbog:

Stjernehimlen udenfor var mit juletræ det år.

Stjernehimlen som juletræ. Det havde Jesus-barnet, jomfru Maria, Josef, englene, hyrderne og alle dyrene på marken også. Så det er mere end godt nok til mig.

Glædelig jul …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påsken er aflyst – Jesus grav er fundet

Ja, det er jo aldrig sjovt at have taget fejl – og gad vide, hvad landets præster skal prædike om fra landets prædikestole senere i dag, hvor de ellers traditionelt taler om Jesus genopstandelse her påskedag.

Men nu forlyder det fra Jerusalem, at man i forbindelse med nye israelske bosættelser har fundet Jesus grav.

For i den nyligt opdagede grav lidt udenfor Jerusalem ligger en mand i 30´erne, der ikke alene er blevet korsfæstet, men også på sine ribben har spor, der kan tyde på, at han fik en spids genstand stukket ind i siden. Og iflg. evangelierne fik Jesus netop stukket et spyd ind, mens han hang på på korset. Effekter som en tornekrone og et skilt, hvorpå der står ”Jødernes Konge” lå også i graven.

Så det må formodes at være Jesus jordiske rester, som er fundet, hvilket naturligvis er et stort problem for kristne kirker over hele verden, også folkekirken: For hvis ikke Jesus genopstod fra de døde, hvad så?

Kan kristendommen overhovedet eksistere uden genopstandelsen? Skal vi til at være jøder? Asa-troende? Tiden vil vise det – måske også senere i dag, påskedag d. 1. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Påsken – dag for dag

Påsken står for døren, og Danmarksbloggen iler med en oversigt over, hvad der sker i påsken, hvis nu man ikke har det stående skarpt i erindringen:

Palmesøndag: Jesus rider på et æsel ind i Jerusalem, hvor han hyldes som en konge og mødes af jublende menneskemængder med palmeblade i hænderne. Senere på aftenen salves Jesus af en kvinde, som bruger en hel krukke dyr creme på ham. Hermed er han også klar til den begravelse, der venter.

Skærtorsdag: Judas forråder Jesus for 30 sølvpenge, og Jesus vasker disciplenes fødder, inden de sætter sig til bords for at nyde det jødiske påskemåltid. Men i slutningen af måltidet bryder Jesus den jødiske tradition og indstifter i stedet den kristne nadver med brød og vin. Derpå går han ud i Getsemane Have og beder om at måtte slippe for det, der venter, men ender selvfølgelig med at acceptere sin skæbne. Det er også denne nat, at Peter (som senere bliver den første pave) nægter at kende Jesus.

Langfredag: Jesus tages til fange natten til langfredag, piskes og dømmes til døden ved korsfæstelse. Han bærer selv korset af Via Dolorosa – smertens vej – til Golgata, hvor han bliver korsfæstet. På hver side af Jesus hænger to kriminelle, den ene håner ham, mens den anden beder Jesus om at huske ham, hvorpå Jesus svarer: Sandelig siger jeg, i dag er du med mig i Paradis. Men til sidst tvivler selv Jesus og udbryder: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig – og så råber han højt og dør.

Påskedag: Efter den jødiske hviledag lørdag går kvinderne ud til Jesu grav søndag morgen, men til deres store overraskelse er graven tom, og der sidder en engel, som fortæller dem, at Jesus er genopstanden. De skynder sig tilbage til disciplene, som først ikke tror på kvinderne, men som så overbevises – også fordi Jesus selv viser sig for dem. Især Thomas kniber det med, men til sidst tror også han, og Jesus siger: Du tror, fordi du ser – salige er de, som ikke ser og dog tror.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

At bede en bøn for flygtningene

En bøn spreder vandene i det kirkelige Danmark.

Biskop i Ribe Stift Elof Westergaard har forfattet en bøn, som flere præster gerne vil bede – men som enkelte ikke vil under henvisning til at bønnen efter deres mening er selvgod og politisk.

I bønnen kan man blandt andet læse:

Dæmp vore fordomme, både mod de fremmede og mod dem, vi er uenige med. Lad dit ansigt lyse over os, så vi får øje til at se disse flygtninge som søstre og brødre.

Læs mere – og læs også hele bønnen her: http://www.fyens.dk/indland/Kvalmegraensen-naaet-Praest-vil-ikke-sige-boen-for-flygtninge/artikel/2788355

Danmarksbloggen noterer sig i denne sammenhæng, at: 

1) Religion og bøn spiller en stigende rolle i Danmark.

2) At det er positivt, at folkekirken engagerer sig. For en kirke, der holder sig væk fra hverdagen og nutiden, bliver hurtig en museums-kirke – og så er der ingen grund til at have en kirke. Ved at engagere sig viser folkekirken derimod sin berettigelse i nutidens danske samfund som statskirke og som samlende faktor i det danske samfund.

3) At kristendommen handler om at hjælpe de svageste og tale kærlighedens sag – det var og er Jesus liv det stærkeste vidnesbyrd om – og det kan aldrig være selvgodt. Tværtimod er kristendommen det modsatte af selvgodhed og egoisme …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Påskefortælling: Påskedag

Danmarksbloggens påskeserie i år er Danmarksbloggens helt eget bud på, hvordan påskens begivenheder ville udfolde sig, hvis de skete i dag – og i Danmark vel at mærke.

Vi fortsætter i dag med Påskedag, hvor Jesus må formodes at være på Vestre Kirkegård. Da han døde i forvaringsanstalten Langfredag, blev hans lig af en venlig læge nemlig ført til Vestre Kirkegårds kapel, hvor det burde være nu.

Nogle af Jesus kvindelige venner beslutter sig til at tage S-toget til Sydhavn Station og gå derhen. Måske kan de endda få lov til at komme ind. De har også blomster med på denne solbeskinnede forårsmorgen. Gule påskeliljer, der lyser i solen.

Da de kommer ud til Vestre Kirkegård, er der en helt speciel glød over stedet. Lidt den samme, som der udstråler fra de duftende påskeliljer, som kvinderne har i hænderne. Påskeblomst, hvad vil du her?, kan man næsten høre tyste vingeslag istemme.

Men det tænker kvinderne ikke meget på. Ikke før de kommer hen til kapellet og ser, at døren er åben, og at kisten er tom. I stedet står dér et væsen, der er så hvidt og lysende, at det må være en engel.

Og det er det også. Det er et himlens sendebud, en engel, der fortæller dem, at Jesus ikke er her, men at han er opstået fra de døde, og nu er gået videre ud i verden, som han lovede, at han ville – og at de nok skal møde ham igen.

Kvinderne tror med det samme på englen og skynder sig tilbage til disciplene, der stadig er på hotellet, og som sørger over Jesus død. De tror dog ikke helt på, hvad kvinderne fortæller – især ikke Thomas.

Men pludselig står Jesus iblandt dem og siger, at den er god nok. At han er opstanden fra de døde, og at enhver, der tror på ham, skal have evigt liv – og at fra nu skal budskabet om kærligheden ud i verden til alle mennesker.

For verden er stor og skøn – og kærligheden og terroren er hinandens modsætninger. Og Jesus´ genopstandelse er det allerbedste eksempel på, at et godt samfund er et samfund, hvor vi deler og tager os af hinanden. At næstekærligheden derfor også må være altings begyndelse, slutning og alt det indimellem.

Glædelig påske.

Og hermed slutter Danmarksbloggens Påskefortælling. Håber I kunne lide den.

Læs tidligere dele af Danmarksbloggens Påskefortælling her:

Palmesøndag: http://danmarksbloggen.dk/?p=6562
Skærtorsdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=6564
Langfredag: http://danmarksbloggen.dk/?p=6568

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Påskefortælling: Langfredag

Danmarksbloggens påskeserie i år er Danmarksbloggens helt eget bud på, hvordan påskens begivenheder ville udfolde sig, hvis de skete i dag – og i Danmark vel at mærke.

Vi fortsætter i dag med Langfredag, hvor Jesus sidder på Politigården og afventer sin skæbne. Han er træt og beskidt og må finde sig i, at nogle praktikant-betjente med jysk accent håner ham for at være en skide hjemløs, som bare skulle tage sig sammen og få et job og opføre sig ordentligt i stedet for at være sådan en halal-hippe. Ved Jesus ikke, at 60´erne og blomsterbørnene for længst er forbi, spørger de, inden de knækker sammen af latter.

Og det bliver ikke lettere, da Jesus senere i en politibil køres igennem byen for at blive fremstillet i dommervagten. Overalt er der mennesker, der giver ham fingeren og råber fuck you, dit svin.

I nattens løb har den danske befolkning på de sociale medier og via nyhederne nemlig hørt om arrestationen af Jesus, og hvor de før elskede ham, er alle nu sikre på, at han er den største fjende af alt, hvad der er dansk.

For Jesus er blevet fremstillet som en landsforræder, der vil omstyrte samfundet – og ingen har tænkt selv eller har stillet kritiske spørgsmål. Tværtimod.

Og de værste er pressen, der omringer Jesus, da han stiger ud af politibilen og stikker deres mikrofoner hen til ham, mens de råber ind i hans hoved.

Hvorfor gør du det her? Hvorfor vil du ødelægge det danske samfund?

Inde i retssalen er der lidt mere roligt, men ikke mindre fjendtligt. Sagen er klar, synes dommen – og dommeren – at være. Her behøves ingen undersøgelse eller forsvar. Jesus findes skyldig i terror og idømmes hurtigere end man kan nå at sige Grundlov og menneskerettigheder forvaring på ubestemt tid.

Turen til forvaringsanstalten i ambulancen er forfærdelig. Jesus spændes fast på et plasticbræt, da han vurderes at være til fare for alle andre omkring sig og dopes derfor også med så meget medicin, at han til sidst hverken ved ud eller ind, men sveder bloddråber af det. Udenfor kan han høre, hvordan der råbes og skriges og bankes på ambulancen, hver gang den holder stille.

Ligger svinet derinde? Han skal bare dø, skal han, lyder det højt og skingert.

Ankommet til forvaringsanstalten bliver Jesus øjeblikkelig lagt i spændetrøje og får yderligere nogle indsprøjtninger. De to plejere, der tilser ham, taber ham med vilje et par gange på vejen. Jesus kan ikke tage fra, og den sidste gang falder Jesus så uheldigt, at han vistnok brækker både en fod og en hånd.

Men hvem gider tage sig af en landsforræder? Han har kun godt af at lide, synes de to plejere. Så der er ingen læge, der tilser Jesus, der derimod bliver lagt ind til to andre såkaldt voldelige, der lægger i spændetrøje – og som er ligeså dopede som ham.

Der lægger de. Jesus vånder sig, og den ene siger: Årh, hold kæft, din nar, hvorfor skulle det være værre for dig, end det er for os. Men den anden siger: Jeg kan godt huske dig og din godhed. Husk også på mig, når du kommer i dit rige.

Jesus, der ser blå og røde tåger for sine øjne, svarer ham: Sandelig siger jeg dig. I dag skal du være med mig i Paradiset.

Og så sker der dét mærkelige, at det overalt i Danmark bliver mørkt. Helt mørkt. Sort nat nærmest. Et kæmpe lyn flænger over himlen.

Og Jesus dør – og imens han gør det, råber han så højt, at de ophidsede demonstranter, som står udenfor forvaringsanstalten, og som vil have ham henrettet, selvom dødsstraf er forbudt i Danmark, hører det. De bliver helt stille – og en af dem siger: Han var ikke en forræder. Han var Guds søn.

Og hermed slutter tredje del af Danmarksbloggens Påskefortælling. Fjerde og sidste del kan læses i overmorgen påskesøndag. Vel mødt.

Læs tidligere dele af Danmarksbloggens Påskefortælling her:

Palmesøndag: http://danmarksbloggen.dk/?p=6562
Skærtorsdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=6564

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Påskefortælling: Skærtorsdag

Danmarksbloggens påskeserie i år er Danmarksbloggens helt eget bud på, hvordan påskens begivenheder ville udfolde sig, hvis de skete i dag – og i Danmark vel at mærke.

Vi fortsætter i dag med Skærtorsdag, hvor Jesus siden Palmesøndag overalt i København er blevet ved med at tale om næstekærligheden. I dag er han ude på Christiania, hvor han sammen med sine 12 bedste venner nyder et måltid mad, mens forårsdagen skumrer og bliver til aften – og de tunge, mørke natteskyer kommer på himlen.

Også i overført betydning. For en af hans venner har i dagens løb sendt en sms til politiet om, at Jesus kan sigtes for terror. Den sms er politiet og magthaverne glade for. For de er ved at være godt trætte af Jesus og hans insisteren på ligeværd og social retfærdighed. Og med denne sms bakkes de op omkring påstanden om at Jesus truer med at omstyrte samfundet med al sin snak om 1) næstekærlighed, og 2) at vi er forpligtede til at dele samfundets goder med hinanden.

Men inden alt det skal ske, fortæller Jesus, at det er vigtigt, at hans venner for fremtiden husker på ham, når de sidder sammen og spiser. At hans navn for evigt skal nævnes sammen med den altomfavnende kærlighed.

Politiet tænker ikke på kærlighed. De indkalder i stedet den øverste ledelse til krisemøde samt regeringen. Denne Jesus er nemlig efterhånden en kendt mand med mange tilhængere, så man skal træde varsomt. Men stoppes skal han. Det er man enige om. Så det besluttes at tage ud til Staden og arrestere Jesus.

Alt det ved Jesus godt vil ske, så han går lidt afsides og beder til Gud. For han ved, at det kommende bliver voldsomt og grimt – men også at det er nødvendigt.

En af de 12 venner, Peter, har forinden sagt, at han ALDRIG vil svigte Jesus. Men Jesus ved bedre – og da politiet kommer, og nogle af de besøgende på Staden peger på Peter og siger: Han var også med, så bander Peter og siger, at det var han i hvert fald ikke. Bagefter går Peter ned på Volden og græder.

Jesus er imens blevet kørt til Politigården, hvor han afventer sin skæbne.

Og hermed slutter anden del af Danmarksbloggens Påskefortælling. Tredje del kan læses i morgen Langfredag. Vel mødt.

Læs tidligere dele af Danmarksbloggens Påskefortælling her:

Palmesøndag: http://danmarksbloggen.dk/?p=6562

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Danmarksbloggens Påskefortælling: Palmesøndag

Danmarksbloggens påskeserie i år er Danmarksbloggens helt eget bud på, hvordan påskens begivenheder ville udfolde sig, hvis de skete i dag – og i Danmark vel at mærke.

Vi starter i dag med Palmesøndag, hvor Jesus kommer trækkende med en brugt barnevogn over Langebro med kurs mod Rådhuspladsen, hvor jublende folkemængder møder ham.

I dagene op til Palmesøndag har Jesus sammen med 12 venner været rundt i København, fx bag Hovedbanen, ude ved Nørrebro Station, ved Kofoeds Skole på Amager og mange andre steder, hvor hjemløse, socialt udsatte og andre uden ressourcer holder til. Dér – og ikke på de bonede gulve på Christiansborg og Amalienborg – har man kunnet finde ham og høre hans ord om næstekærligheden og dens nødvendighed.

Ingen vifter dog med palmeblade denne disede forårsdag, hvor han beskidt og lidt lugtende kommer forbi med sin vogn. For palmeblade har vi ikke i Danmark. Men nogle skriver Je suis Jesus på et stykke papir og holder det op i luften.

Endelig ankommer Jesus til Rådhuspladsen, hvor han holder en kort tale, inden nogen trækker ham ind på et hotel og giver ham et bad og sørger for, at han får masser af creme på.

Og hermed slutter første del af Danmarksbloggens Påskefortælling. Anden del kan læses Skærtorsdag. Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk