Sognegrænser giver minus Corona-mening

Sognegrænser har INTET med Corona at gøre. Lad mig forklare:

De danske sogne i deres nuværende form er et geografisk defineret område, hvor områdets medlemmer af den danske folkekirke udgør sognemenigheden.

Et sogn er altså udelukkende en kirkelig indretning i dag.

Eller dvs. sådan VAR det indtil for nylig. For nu har man nemlig besluttet at bruge sogne i forhold til pandemien således, at et sogn lukkes ned, hvis 1) der er 400 smittede pr. 100.000 indbyggere, 2) 20 smittede i det hele taget og 3) en positivprocent på 2,0.

Sådan har praksis været et par uger efterhånden med den ene groteske konsekvens efter den anden som at lukke gymnasier uden smittede, fordi de ligger i et sogn med lidt mere smitte end nabosognet, som er åbent. Eller lukke en skole uden smitte i et sogn, der er over grænserne, mens nabosognets skole med Corona-smittede elever stadig er åben.

Så det giver minus mening at bruge sogne i forhold til Corona. Men hvordan ser de danske sogne ud?

Der er i Danmark 2.158 sogne, som har fra over 20.000 til under 100 indbyggere. I cirka 5% af de danske sogne er der under 200 indbyggere, mens der i 5% andre er mere end 10.000 indbyggere.

Der er altså stor forskel på, om man bor i et sogn med 200 indbyggere – eller et sogn med 10.000 indbyggere.

Læg dertil at INGEN i dag primært lever indenfor deres sognegrænse. Vi arbejder andre steder end i sognet, vi går ofte i skole andre steder end i sognet, vi har venner og familie i andre sogne, vi dyrker fritidsinteresserer i andre sogne, vi shopper i andre sogne osv.

Ja, det er de færreste, som vel ret beset ved, HVOR sognegrænserne ligger i det sogn, som de bor i. Man skal næsten være interesseret i at blive valgt som biskop for at kende til sognegrænsernes Danmarkskort. For de fleste danskere betyder det i reglen kun noget at vide, hvilket sogn man hører til, hvis man gerne vil giftes i en bestemt kirke.

Sådan var det ikke engang. Dengang i middelalderen, da sognene blev oprettet – og også senere, da de blev re-organiserede efter Reformationen – boede og levede man i sit sogn. Man arbejdede hjemme, og hele ens netværk var lige omkring én.

Det er MEGET længe siden – og det giver derfor ingen mening i smittemæssig sammenhæng at holde fast i, at lukning af et sogn kan gøre en forskel.

Desuden har sogne aldrig været tænkt som en foranstaltning i forhold til smitte – end ikke i forbindelse med Den Sorte Død, pesten, som hærgede i middelalderen og en rum tid derefter. En pandemi værre end den vi har i dag.

At man opfandt sognene, handlede om penge. Penge til kirkebygningen og til præsten, som så kvitterede med at føre Kirkebogen og i mange sogne i flere århundreder at være den eneste, som kunne læse og skrive.

I renæssancen fik man også sognefogeder, der som statslige embedsmænd kunne ordne juridiske og administrative opgaver. Det, som i perioden 1841-1970 blev afløst af sognekommuner og sogneråd, der til al overflod virkede på baggrund af og i verdslige sogne, som ikke altid var lig de kirkelige sogne.

Så altså: HVORFOR skal man tro, at de nuværende – og udelukkende kirkelige – sogne kan bruges til noget som helst i forhold til en smitte, der løber hurtigere, end sognebørnene kan nå at krydse de sognegrænser, som de ikke ved, hvor er?

Så at tro på at det at lukke sogne gør en forskel, er en overtro så massiv, at selv den mest ateistiske person og den mest troende person tager hinanden i hånden, ryster på hovedet, og siger CORONA-SØLVHAT.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når ateister missionerer

Det er faktisk lidt spøjst. I de seneste uger har Ateistisk Selskab kørt en omfattende kampagne, hvor de opfordrer danskerne til at melde sig ud af Folkekirken, hvilket 5000 også har gjort.

Kampagnen har altså virket, og det er jo fint nok, set med Ateistisk Selskabs øjne.

For Danmarksbloggen er det derimod paradoksalt at en forening, der er imod religion, selv bruger mission i sin kampagne. For der er unægteligt noget missionerende over en kampagne, der prøver at grovhøste medlemmer fra en anden klub end ens egen.

Danmarksbloggen vil ikke forholde sig til om – og i så fald hvad den enkelte skal tro på. Det er 100% den enkeltes egen sag, om man tror på en af de mange versioner af Gud, sig selv, astrologien – eller for den sags skyld bussemanden.

Til gengæld ønsker Danmarksbloggen, at tolerancen var større, således så man – uanset om man selv tror eller ikke-tror – lader andre mennesker i fred med deres tro/ikke-tro.

Vi behøver nemlig ikke mission. Vi kan godt selv finde ud af, hvad vi tror/ikke tror på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En anden vej end imanernes

Vi svigter vores muslimske landsmænd, når vi overlader dem til imanerne og budskaberne om, at muslimer bedst klarer deres problemer selv i muslimske parallelsamfund – som man har set det udfolde sig i TV2-programmet ”Moskeerne bag sløret”.

Unge muslimske mænd og kvinder skal nemlig vide, at der er en anden vej end den, som imanerne anviser. At det faktisk er muligt både at være muslim og demokrat. At man godt kan være muslim og samtidig et frit menneske, der har sex før ægteskabet – eller måske er bi- eller homoseksuel.

Der findes jo også kristne, som er imod sex før ægteskabet – og imod homoseksuelle. Ja, det gælder rent faktisk flertallet af kristne set på verdensplan, da Romerkirken (som huser verdens mere end 1 milliard katolikker) kun anbefaler sex mellem mand og kvinde, og kun indenfor ægteskabet.

Så nej, det her er IKKE et spørgsmål om islam versus kristendom, men om hvorvidt mennesket skal være frit eller styret af religiøse dogmer.

Danmarksbloggen er tilhænger af frihed – og rummelighed, og mener, at det må være den enkeltes egen sag, hvad man tror på – og hvem vedkommende går i seng med – og hvornår.

Det er til gengæld samfundets sag at sikre, at alle har dé friheder og alle mulige andre friheder til at mene, tænke, skrive og tegne det, som man har lyst til.

Og derfor skal vi heller ikke acceptere disse religiøst betingede parallelsamfund, hvis værdier bygger på religiøse dogmer udlagt af imaner, der ideologisk befinder sig meget langt fra alt, der handler om frihed og rummelighed. Disse parallelsamfund skal derfor opløses. Spørgsmålet er bare, hvordan det skal gøres – samtidig med at alle rettigheder bibeholdes og uden at muslimer forfølges, bare fordi de er muslimer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

At bede en bøn for flygtningene

En bøn spreder vandene i det kirkelige Danmark.

Biskop i Ribe Stift Elof Westergaard har forfattet en bøn, som flere præster gerne vil bede – men som enkelte ikke vil under henvisning til at bønnen efter deres mening er selvgod og politisk.

I bønnen kan man blandt andet læse:

Dæmp vore fordomme, både mod de fremmede og mod dem, vi er uenige med. Lad dit ansigt lyse over os, så vi får øje til at se disse flygtninge som søstre og brødre.

Læs mere – og læs også hele bønnen her: http://www.fyens.dk/indland/Kvalmegraensen-naaet-Praest-vil-ikke-sige-boen-for-flygtninge/artikel/2788355

Danmarksbloggen noterer sig i denne sammenhæng, at: 

1) Religion og bøn spiller en stigende rolle i Danmark.

2) At det er positivt, at folkekirken engagerer sig. For en kirke, der holder sig væk fra hverdagen og nutiden, bliver hurtig en museums-kirke – og så er der ingen grund til at have en kirke. Ved at engagere sig viser folkekirken derimod sin berettigelse i nutidens danske samfund som statskirke og som samlende faktor i det danske samfund.

3) At kristendommen handler om at hjælpe de svageste og tale kærlighedens sag – det var og er Jesus liv det stærkeste vidnesbyrd om – og det kan aldrig være selvgodt. Tværtimod er kristendommen det modsatte af selvgodhed og egoisme …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård

I dag flager Danmark på halv. To af landets sønner er døde. De kommer ikke til at opleve foråret, når det om kort tid kommer til landet.

Deres liv blev taget fra dem af en tredje mand, der fejt skød dem, fordi de ikke var som ham, mente som ham, tænkte som ham og troede som ham.

Den første, Finn Nørgaard, var filmmand og troede på ytringsfrihed og integration.
Den anden, Dan Uzan, var jøde og passede på 80 andre jøder til en fest i synagogen.

De to mænd var ikke farlige. Det var deres morder derimod. Men ikke fordi han var muslim.

For der findes ingen tro, ingen religion, ingen ideologi, der er farlig. Det er mennesker, der er farlige – og især når mennesker mangler evnen til at se udover sig selv og får et våben i hænderne bliver de dødens farlige.

I dag sørger vi, i dag mindes vi med Grundtvigs ord:  

Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård!
Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.

Ære være Finn Nørgaards og Dan Uzans minde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 4: Vikingernes tro og de første konger

Det er mandag, og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

VIKINGERNES TRO OG DE FØRSTE DANSKE KONGER

Vikingetiden startede i 700-tallet og varede til ca. 1066.

Som danskere er mange stolte over vikingetiden til trods for – eller netop på grund af – historierne om de drabelige vikinger, der drog på vikingetogter og hentede rigdomme hjem, som var skaffet både via handel og via plyndring. Nogle af vikingerne blev også derude i det fremmede, hvor de ofte fik eller tog magten i deres nye hjem-områder.

For rigdomme og magt betød meget for vikingerne, der derfor også hyldede de guder, der var stærke, og som kunne hjælpe dem på deres færd.

Øverst blandt aserne, som de nordiske guder hed, var Odin, der var både en-øjet og vis, og som havde to ravne til at fortælle ham alt, hvad der gik for sig i både gudernes verden Asgård, jætternes verden Udgård og menneskenes verden Midgård. Andre kendte guder var den bomstærke Thor, der lavede tordenvejr, og som kunne kaste præcist med sin hammer Mjølner. Krigerguden Tyr, frugtbarhedsgudinen Freja, budbringeren og regnbuevogteren Heimdal, den smukke lysets gud Balder, dødens og underverdenens grumme gudinde Hel – og sidst men ikke mindst Loke, der var halvt jætte, og som derfor altid lavede ballade – og som til sidst skulle udløse det ragnarok, der ville få verden til at gå under. Men indtil da så sloges, elskede, drak, åd og snød guder og jætter hinanden, hvad man stadig den dag i dag kan læse i de overleverede – og herlige – historier fra den nordiske mytologi.

Det var en altså en flok meget menneskelige guder, som vikingerne troede på – officielt indtil midt i 900-tallet, men i realiteten noget længere. Guderne blev derfor hyldet ved store fester kaldet blóter – der især ved midvinter- og midsommertide markerede årets gang, hvor man ofrede dyr og drak deres blod og i det hele taget spiste og drak godt. At være viking var ikke for sarte sjæle.

Vikingelivet var også et hårdt – og til tider brutalt – liv med kampe og overlevelse både ude blandt fjender og hjemme med hårde vintre og regnfulde somre, hvor det derfor gav mening at have nogen guder, som kunne give styrke, både her og i det hinsides. Og som vikingerne gjorde det, så holdt deres guder også af gaver og fine ting.

Så når en vikingehøvding døde, var det kutyme at give ham en masse guld og sølv med i graven, både i form af figurer, smykker, sværd og skjolde, hvis man da ikke ligefrem lagde liget af den døde viking ud på hans vikingeskib og satte skibet i brand, mens det flød ud på fjorden.

I Danmark lagde vi også vikingehøvdingen ind i en gravhøj, hvad man fx mener skete for vores første navngivne konge Gorm den Gamle, der også opfattes som stamfader til det nuværende kongehus.

Der er forlydender om konger for ham, fx Rolf Krake, som der er digtet Bjarkemålet om. Men der er ikke fundet sikre vidnesbyrd på, at de har været det, som vi forstår ved konger, selvom der fx i Rolf Krakes hjemsted Lejre ved Roskilde har været en stor bebyggelse i vikingetiden. Der findes også en beskrivelse af et vikingeritual i Lejre, hvor vikingerne angiveligt skal have mødtes i januar måned hvert 9´ende år for at ofre 99 mennesker og 99 heste samt en del hunde, haner og andet.

Men det er og bliver gode historier præcis ligesom at Rolf Krake er en sagnfigur. Gorm den Gamle derimod ved man har eksisteret. Både fordi man formentlig har fundet hans jordiske rster. Men mest fordi det har hans søn, Harald Blåtand, selv skrevet på den ene af de to Jellingstene, hvor der med runer står skrevet: Harald lod gøre denne sten efter Gorm sin fader og Thyra sin moder, den Harald der vandt sig al Danamrk og Norge og gjorde Danerne kristne.

Stenen kaldes også Danmarks dåbsattest. Og på stenen ser man billedet af den sejrende Kristus med krone på. Nok er han korsfæstet, men han er ikke lidende. Skulle Hvide Krist, som Jesus dengang blev kaldt heroppe nordpå, have en chance mod de nordiske guder, var man simpelthen også nødt til at fremstille ham som en stærk gud, der både kunne klare smerte og død – og stadig se godt ud. Og det lykkes. Danerne blev kristne og med tiden kun kristne. I starten fungerede det kristne kors og Torshammeren dog fint side om side, også som sølvsmykker om halsen på vikingerne

At kristne de vilde vikinger, der ellers var meget glade for deres aser, var noget af en bedrift, og det var Harald Blåtand, der gjorde det.

Ikke alene samlede han Danmark og Norge i det, som blev starten til et egentligt kongerige og ikke blot som indtil midt i 900-tallet regionale høvdinges territoriale kampe mod hinanden, men han gjorde som sagt også danerne kristne.

Legenden fortæller, at munken Poppo prøvede at overbevise Harald om det geniale i kristendommen, men at Harald holdt på sine nordiske guder, lige indtil Poppo bar jernbyrd, altså glødede jern i sine hænder – og dét uden så meget som at få et lille brandmærke.

Det er formentlig en skrøne, men sandt var det, at Harald beordrede alle danskere døbte omkring år 965, at han gravede sine vikinge-forældre ud af deres gravhøje og gav dem en kristen begravelse i den daværende Jelling kirke, og at han selv flyttede landets centrum til Roskilde, hvor han byggede en kirke, der lå der, hvor den nuværende Roskilde Domkirke ligger.

Men så stoppede Harald Blåtands held også. Han kom mildest talt ikke godt ud af det med sin søn Svend Tveskæg, og til sidst døde Harald Blåtand vistnok af en pil affyret af en af Svend Tveskægs venner.

Svend Tveskæg var ikke ked af det. Tværtimod. Nu blev han konge, og kursen blev sat mod England, som han hurtigt erobrede i 1013.

Svend Tveskæg døde ret pludseligt (måske myrdet), og så blev hans søn Knud den Store konge. På det tidspunkt var Danmark endnu langt fra at være et arve-rige. Kongen blev derfor valgt, så der har været tale om en række af stærke mænd fra Gorm den Gamle til Knud den Store, selvom det selvfølgelig har lagt til i vægtskålen, når ens far var konge.

Knud den Store opholdte sig så meget i England, at han let kan opfattes som mere engelsk end dansk. Men alligevel regnedes han for dansk konge, og det var også under ham, at missionærer og præster for alvor blev sendt til Danmark for at kristne landet for alvor. Selv oplevede han i 1027 den sjældne ære for en dansk konge under en messe at kunne gå op af kirkegulvet i Peterskirken i Rom side om side med selveste Paven.

Efter Knud den Store var det store vikingeeventyr til gengæld slut. Der kom ikke flere store danske vikingekonger i England. Vikingerne rejste enten hjem eller blev derovre – og blev engelske for alvor.

Vikingetogterne ebbede også ud. Danmark var nu blevet kristent og var i de følgende årtier reageret af svage konger, men var samtidig også via den almindelige landbrugs- og samfundsudvikling – det vil her sige hjulploven og de første kirker – godt i gang med at gøre sig klar til den næste historiske periode: Middelalderen, som vi skal høre om næste mandag.

Læs tidligere afsnit her:
Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk