En anden vej end imanernes

Vi svigter vores muslimske landsmænd, når vi overlader dem til imanerne og budskaberne om, at muslimer bedst klarer deres problemer selv i muslimske parallelsamfund – som man har set det udfolde sig i TV2-programmet ”Moskeerne bag sløret”.

Unge muslimske mænd og kvinder skal nemlig vide, at der er en anden vej end den, som imanerne anviser. At det faktisk er muligt både at være muslim og demokrat. At man godt kan være muslim og samtidig et frit menneske, der har sex før ægteskabet – eller måske er bi- eller homoseksuel.

Der findes jo også kristne, som er imod sex før ægteskabet – og imod homoseksuelle. Ja, det gælder rent faktisk flertallet af kristne set på verdensplan, da Romerkirken (som huser verdens mere end 1 milliard katolikker) kun anbefaler sex mellem mand og kvinde, og kun indenfor ægteskabet.

Så nej, det her er IKKE et spørgsmål om islam versus kristendom, men om hvorvidt mennesket skal være frit eller styret af religiøse dogmer.

Danmarksbloggen er tilhænger af frihed – og rummelighed, og mener, at det må være den enkeltes egen sag, hvad man tror på – og hvem vedkommende går i seng med – og hvornår.

Det er til gengæld samfundets sag at sikre, at alle har dé friheder og alle mulige andre friheder til at mene, tænke, skrive og tegne det, som man har lyst til.

Og derfor skal vi heller ikke acceptere disse religiøst betingede parallelsamfund, hvis værdier bygger på religiøse dogmer udlagt af imaner, der ideologisk befinder sig meget langt fra alt, der handler om frihed og rummelighed. Disse parallelsamfund skal derfor opløses. Spørgsmålet er bare, hvordan det skal gøres – samtidig med at alle rettigheder bibeholdes og uden at muslimer forfølges, bare fordi de er muslimer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De seksuelle overgreb

Sagen – eller rettere sagerne om seksuelle overgreb på kvinder bare fortsætter og fortsætter. For det var ikke kun i Köln, at den var gal. Også i mange andre tyske byer – og i andre byer over Europa – og også mange andre dage end lige nytårsnat.

Der tegner sig nemlig et billede af, at nogle mellemøstlige og nordafrikanske mænd opfatter kvinder som lettilgængelige, når de går på gaden uden at være i selskab af en mand.

Det er et billede, som er meget grimt – men som ingen kan løbe fra. For det er en sandhed – om end ilde hørt – at disse mænd kommer fra kulturer, hvor der er en stærk, social kontrol med piger, som opfattes som svage, og som nogen, der skal passes på – og overvåges, så pigerne kan vedblive med at jomfruer, til de skal giftes.

Det er et kvindesyn, som er i direkte modstrid med det europæiske lighedssyn, hvor kvinder og mænd har de samme rettigheder både i samfundet og i forhold til sex – og at færdes frit og alene på gaden. Disse mellemøstlige og nordafrikanske mænds kvindesyn er derfor et kvindesyn – og en kvindeforagt, der skal bekæmpes med lige dele oplysning og lige dele konsekvens.

For i Europa – og i Danmark – kan og skal mænd og kvinder kunne tillade sig det samme uden at risikere et sex-overgreb. Og ja, der er også hvide mænd, der chikanerer og voldtager, og mænd fra Mellemøsten, som ikke gør.

Men forskellen består i, at danske mænd gør det PÅ TRODS af, hvad de har lært hjemme og i samfundet – mens drenge og mænd mange andre steder i verden lærer, at mænd er mere værd end kvinder – og at kvinder uden “beskyttelse” er frit bytte.

Det handler altså om opdragelse, oplysning – og konsekvens.

At hævde og agere efter noget andet er at svigte kvinderne – både de etnisk-danske og dem af anden etnisk herkomst, som kæmper en brav kamp for at blive frie kvinder og integreret i Danmark.

Og det må og skal være kvinder og kvinders frihed – uanset herkomst – som vi har fokus på her.

Frihed til at gå på gaden, frihed til at være “sexet” påklædt, frihed til at ytre sig – også i debatter uden at blive svinet til som det er sket for en af debattørerne her på Danmarksbloggen, der – fordi hun påtaler kvinders ret til frihed – har fået diverse beskidte og sjofle mails og beskeder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Thit Jensen og Agnes Henningsen

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om to meget markante danske kvindelige forfattere, der virkede i tiden op til og efter med en både politisk og frigørende dagsorden.

Thit Jensen og Agnes Henningsen

Når man siger dansk kvindekamp, er der især et navn, som man ikke kommer udenom, nemlig Thit Jensen.  Men også Agnes Henningsen spiller en stor rolle – og ikke fordi hun var mor til arkitekten og lysmageren P.H., men pga hende selv og den måde, som hun valgte at leve sit liv på. Vi starter derfor med hende.

Agnes Henningsen (1868- 1962) blev født på godset Skovsbo på Fyn. Hendes mor døde, da hun kun var otte år gammel, og resten af opvæksten var kaotisk med en far, der dels giftede sig igen – uden at det var lykken for nogen, og dels døde tidligt, så hun og hendes to søstre kom på Antvorskov pige-kostskole.

Alt sammen forhold, der bevirkede, at Agnes vendte sig væk fra kristendommen og blev ateist, hvad hun var resten af livet.

Agnes giftede sig også tidligt med en gymnasielærer. Parret fik flere børn, men forsøgte også at leve i det, som de og andre progressive på den tid kaldte ”det sande ægteskab” – altså et ægteskab med frihed og begges selvrealisering. Virkeligheden var dog slid, slæb, fattigdom – og for Agnes også en uforløst seksualitet.

Hun fik dog kontakt med forfatteren Herman Bang og fik med hans hjælp trykt flere noveller i avisen ”København”. På redaktionen mødte Agnes forfatteren Carl Ewald – og de forelskede sig i hinanden, til trods for at de begge var gifte. Agnes ægteskab var også rimeligt tyndslidt. Manden have svært ved at rumme hendes nye litterære venskaber og det at hun reelt brugte den frihed, som de havde aftalt, at de begge skulle have.

Skilsmissen var derfor uundgåelig, og manden rejste til USA og dermed langt væk fra Agnes og børnene, der nu også talte P.H. (Poul Henningsen), som Agnes havde fået med Carl Ewald. Selv håbede P.H. i lang tid, at Georg Brandes var hans far – men det var altså forfatteren Carl Ewald.

Agnes Henningsen etablerede sig derefter som frisør på Strøget, og nok havde hun talent, men hendes forfatter- og journalistvenner ville ikke omgås en frisør, så hun droppede butikken – og slog sig ned på Vesterbro og i Roskilde. Og så kom hendes debutroman ”Glansbilledet” i 1899 og samme år også romanen ”Strømmen”.

Begge romaner har kvindelige hovedpersoner, hvor depressionen lurer under overfladen pga deres manglende arbejde og forstenede selvopfattelse. Det var nemlig en kongstanke for Agnes Henningsen, at skal en kvinde realisere sig selv og blive lykkelig, så må hun være fri og selvstændig – og dét kræver et arbejde.

Agnes Henningsens tese var, at kvinder kunne forene det at være mor og hustru med at være erotisk og eksperimenterende. Men at mange kvinder – ofte i kampen om en mands gunst – svigter sig selv, og så går de til grunde, som man kan læse det i romanen ”Polens Døtre” fra 1900.

Senere kom der flere romaner og skuespil, blandt andet ”Elskerinden” fra 1906, hvor datidens helt store skuespillerinde Betty Nansen nægtede at spillede hovedrollen som elskerinden. Teatret dengang var ikke altid til den krasse realisme, som Agnes Henningsen lagde for dagen i sit stykke, hvor elskerinden blev skildret som en kvinde, hvor hvem manden var alt, mens han kun brugte hende til underholdning og lyst.

Ikke at Agnes Henningsen havde et problem med kvindelig erotisk lyst. Snarere tværtimod så mente hun, at kvinder var nødt til at kende sig selv og deres egen lyst – og også eksperimentere med deres seksualitet – hvis de skulle være lykkelige. Men det skulle ske på lige vilkår med mændene. Noget, som i dén grad manglede i datiden, hvor Agnes derimod mente, at frigiditeten trivedes i et samfund behersket udelukkende af mænd.

Agnes Henningsens romaner blev ikke desto mindre læst, og hendes litterære succes voksede – men også hetzen imod hende, og især efter romanen ”Den store kærlighed” fra 1917 stod barometret på storm.

I en puritansk og dobbeltmoralsk tid havde Agnes Henningsens frisind vakt så stor bestyrtelse og forargelse, at hun blev anset for usædelig og derfor ikke kunne komme på Finansloven trods det åbenlyse talent som forfatterinde. Kun én mand stemte for: Edward Brandes.

Agnes Henningsen giftede sig – lidt derfor – i 1919 med juristen Simon Koch. Det blev et lykkeligt ægteskab, og manden støttede hende i den svære tid ligesom mange andre forfattere gjorde. Paradoksalt nok udelukkende mandlige forfattere, som i et offentligt brev i pressen bekendtgjorde, at de stod bag Agnes Henningsen og hendes ret til at ytre sig, som hun ønskede.

Det er bemærkelsesværdigt – og trist – at ingen af de andre toneangivende kvinder på dén tid eller Dansk Kvindesamfund var med til at støtte Agnes Henningsen. Tværtimod så svigtede Agnes Henningsens kønsfæller hende på det groveste – også Thit Jensen.

Agnes skulle dog senere få oprejsning. Men inden skrev hun i 1921 romanen ”Den Guderne elsker” som et forsvar mod de mange beskyldninger for usædelighed og moralsk fordærv, som hun måtte lægge ryg til.

I 1935 døde hendes mand, og Agnes Henningsen, der nærmede sig de 60, reflekterede over livet og udgav fra 1941 til 1955 otte bind med erindringer. Bøger, der den dag i dag kan anbefales at læses. For de er skrevet af den måske første danske kvinde, der åbent turde tale om kvindens seksualitet og ret til at leve – også erotisk – som hun ønsker med den søgen og de eksperimenter, som dét indeholder.

Sønnen P.H. er kendt for at være samfundskritisk, for den konstante afsløring af borgerskabets hykleri og dobbeltmoral – og for sin ukonventionelle holdning til ægteskab og kærlighed. Men det var ikke noget, som han fandt på selv. Dét var alt sammen noget, som han havde arvet fra sin mor Agnes Henningsen, hvis ideal altså var den stærke kvinde, der tør stå ved sit begær og leve det ud – et ideal og et krav, som også gjaldt hende selv.

Og tilmed et krav, som hun levede ud – og som gjorde, at hun tog sidste stik, da hun og Karen Blixen som de eneste to kvinder blev medlem af Det Danske Akademi, da det blev stiftet i 1960. På det tidspunkt havde en ny – og mere frisindet – generation også for længst taget hendes bøger og tanker til sig. Så det endte med fuld anerkendelse til Agnes Henningsen.

Fuld anerkendelse søgte også Thit Jensen (1876 – 1957) – og hun fik det også, trods modstand fra hendes Nobelprisvindende bror.

Thit Jensen hed egentlig Maria Kirstine Dorothea Jensen Fenger, men altså i daglig tale Thit Jensen. Hun stammede fra et dyrlægehjem i Farsø i Himmerland. Familien var fast sammentømret, og det var en god barndom med et tæt forhold til både forældrene og de mange søskende – og især broderen og den nobelprisvindende forfatter Johannes V. Jensen, som dog senere blev hendes bitre rival.

Moderen var en stærk kvinde med sine meningers mod, og faderen var levende optaget af dels spiritismen og dels det uhørte på dén tid, at han behandlede sine sønner og døtre lige, dvs. han lærte dem alle fremmedsprog og at deltage i en debat.

I modsætning til sine brødre kom Thit dog ikke til at læse videre efter konfirmationen, men måtte i stedet blive hjemme og hjælpe med husholdningen. Men som 22-årig kom hun hjemmefra – som lærerinde og husbestyrerinde.

Hun begyndte også at skrive (selvom især hendes bror gjorde modstand mod dette), og efter flere forsøg blev romanen ”To søstre” endelig antaget i 1903. Thit fortsatte dog med at arbejde som husassistent – i København – og udgav i perioden 1903-28 stort set én roman om året. Nogle af dem med kvindepolitiske emner og andre med de historiske fortællinger, der skulle blive hendes særkende – og hendes platform for at få fortalt, hvad hun ville.

Thit Jensen var nemlig meget bevidst om, hvordan hun virkede i medierne – og hvordan hun skulle bruge medierne. Kritikkerne var heller ikke altid begejstrede for hendes bøger, men danskerne kunne lide den iltre dame, der ikke var bange for at provokere og sige sin mening. En omfattende foredragsvirksomhed blev derfor også hurtigt en del af Thit Jensens liv – en del, der varede livet ud sammen med bøger om hjemstavnen, kvinderne og den danske historie.

I 1923 besøgte Thit Jensen den hollandske læge Alette Jacobs, hvorfra hun kom opildnet hjem og i november stiftede foreningen ”Frivilligt Moderskab”. Det handlede nemlig om børnebegrænsning og prævention – og abort, noget som man ellers ikke talte åbent om på den tid. Men det gjorde Thit Jensen og sammen med lægen J. H. Leunbach stiftede hun ”Foreningen for Sexuel Oplysning”.

Thit var på det tidspunkt kommet på Finansloven – i modsætning til Agnes Henningsen, men stærke kræfter prøvede at få hende af igen. Det lykkedes dog ikke. Men satiren og karikaturtegningerne måtte hun lægge ryg til. Dét gjorde hun så – når hun var hjemme. Thit Jensen var nemlig både i USA, Australien og New Zealand i de år.

Efter 1925 skriver Thit Jensen udelukkende historiske romaner, hvoraf især ”Jørgen Lykke” fra 1931 og ”Stygge Krumpen” fra 1936 er kendte – og selvom de foregår flere århundreder før, sætter bøgerne stadig kønnenes indbyrdes forhold til debat. Kendt er selvfølgelig også mammut-værket ”Kong Valdemar Atterdag og Dronning Helvig” fra 1940-53.

Som faderen var Thit Jensen også spiritistisk interesseret og hun hævdede selv, at hendes historiske romaner til dels er bygget på spiritistiske kontakter med de personer, som hun portrætterede.  Det tog hendes samtid med oprejst pande, selvom det nok var de færreste, der troede på den slags. Danskerne kunne lide Thit – og så måtte hun selv om dén sag.

Privat var Thit i få år gift med en 11 år yngre kunstmaler, der forlod hende til fordel for en yngre kvinde. Det tilgav Thit Jensen ham aldrig – og hun giftede sig heller aldrig igen.

Vi er efterhånden nået til nutiden og det skelsættende år 1915. Og det skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk