MeToo og blå blok

MeToo fejer over Danmark – med rette. For vores kroppe er vores egne, og ingen skal befamle eller berøre andre på de krænkende måder, som magtfulde mænd har gjort det overfor kvinder igennem generationer.

Det handler om frihed, lighed og respekt. Om at et samfund uden MeToo bliver et bedre samfund for alle, pånær selvfølgelig for de lumre krænkere. Dét er Danmarksbloggen helt overbevist om.

Danmarksbloggen er også overbevist om, at krænkerne findes i alle brancher, i alle samfundslag og blandt alle politiske overbevisninger.

Det er derfor tankevækkende, at vi endnu ikke har hørt noget til MeToo i blå blok – hvis altså man ser bort fra DF´s Pia Kjærsgaards og Venstres Inger Støjberg – og deres forældede holdninger om, at der er forskel på overgreb.

Ja, nogle overgreb er ifølge d´damer i grunden slet ikke overgreb, men mere sådan en slags kompliment til kvinden og hendes kvindelighed.

Til det kan man kun svare: Sig det til den unge praktikant, der bliver taget på låret af en minister under bordet til julefrokosten – og som ikke tør sige noget til nogen. Fordi han kan afgøre hendes videre skæbne. Denne unge praktikant vil derfor næppe være enig med Kjærsgaard og Støjberg, men hun tør måske heller ikke sige noget.

For hun ved, at det i ok-boomer-verdenen bliver hende og hendes opførsel og måske også påklædning – og ikke krænkeren og hans adfærd – som der sættes spørgsmålstegn ved. Men det duer bare ikke. Det her er et strukturproblem, og der skal gøres noget ved det.

Og vi har hørt om MeToo-sager hos de Radikale og hos Socialdemokraterne – og i morgen aften sender TV2 første del af en serie om MeToo i ungdomspartierne, og her er både Venstre og Liberal Alliance med.

Men endnu er lyset ikke vendt mod selve de borgerlige partier, hvoraf flere ikke engang har en politik omkring, hvordan de håndterer sager med seksuelle overgreb.

Så de blå sidder helt tavse og musestille og venter. Både dem, der er blevet krænket, dem der krænker (for ja, de findes også blandt de blå, hvis man skal tro rygterne fra de samme kilder, som i årevis har talt om fx tidligere overborgmester Frank Jensen) og dem, som ved en hel masse, men som ikke har sagt noget.

Gad vide om de blå satser på at kunne ride MeToo-stormen af? Danmarksbloggen håber i så fald ikke, at det lykkes.

For skal vi have en reel kulturændring i Danmark, når det kommer til forholdet mellem magt, sex, mænd og kvinder – og det skal vi – så skal alt vendes og luftes ud.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

2 thoughts on “MeToo og blå blok

  1. Ja, jeg må høre til de gamle gimper for der er forskel i min optik. Jeg har været heldig at have været pæn som ung og derfor i en tidlig alder lærd at sige fra. Ikke verbalt men med hele mit kropssprog, der var ingen “uindbudte” mænd der gjorde tilnærmelser men behandlede mig med respekt. Vi skal lære livet igennem og det gælder også vores adfærd til det modsatte køn.
    Der var engang det var ved at gå galt, da jeg sammen med en veninde var I Tunesien. Vi havde hjemmefra aftalt: “ingen øjenkontakt, bare skuldre eller opsat hår.” X blev så benovet over den opmærksomhed hun fik fra mændene at jeg var ved at blive “lynchet” da jeg sagde fra på vores vejne. Det var i en Medinna, en ældre herre viste os vej ud samtidig med han sagde “sådan må du aldrig tale til en mand”. Jeg var bange. X havde lærd noget af det og jeg kunne gå i fred. Jeg har ingen trauma af oplevelsen.
    De små “mediesøgende” tøser hygger sig i øjeblikket med at ødelægge mænds karriere og selv komme i søgelyset. Det er den sidste nye “trend”. Kom igen når der er noget at komme efter.

    • Jeg kan ikke være mere uenig. Der er ingen kvinder, der hygger sig med at ødelægge mænds karrierer – og jeg bryder mig heller ikke om udtrykket tøser. Det er nedladende.
      Der er istedet tale om unge kvinder, som er igang med at lære at sige til og fra – og som ikke vil finde sig i overgreb. At de ikke siger fra i øjeblikket kan skyldes mange ting, men ofte har det været, fordi krænkeren var en person med magt over dem og deres fremtid.
      Der er kun én, som kan og skal bebrejdes, og det er den mand, som ikke har kunnet holde nallerne for sig selv. Den mand, som ikke forstå, at en kvindes krop er hendes egen – og at det ALDRIG som i ALDRIG er i orden at give en kvinde en hånd på låret, et klap bagi, et kys i nakken eller andet bare fordi han har lyst.
      Venlig hilsen
      Dorte J. Thorsen, Danmarksbloggen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *