Kvinder arbejder MERE end mænd

Iværksætter Martin Thorborg sagde på TV2 News i mandags, at kvinder ikke vil arbejde lige så hårdt og lige så meget som mænd – og derfor er der så få kvinder i ledende stillinger og i bestyrelser.

Det er tværtimod.

De fleste kvinder arbejder langt mere end mænd, da de udover lønarbejdet tager sig af hovedparten af opgaverne på hjemmefronten.

Kvinden er således familiens projektleder, indkøber, research-ansvarlige, PR-medarbejder, HR-ansvarlige, rengøringsdame, receptionist og vicevært – mens manden begrænser sig til at være grill-ekspert om sommeren – og den, der brokker sig året rundt over maden i kantinen.

Det holder ikke. Manden må tage sit ansvar på hjemmefronten. For kvinden skal bruge sin energi på at sparke huller i glasloftet.

Og der er nok at gå i gang med:

  1. Manglende ligeløn. Der er en lønforskel på mere end 10% mellem mænd og kvinder, som gør det samme arbejde – i den samme virksomhed.
  2. Blandt de 50 mest citerede eksperter i danske medier i 2022 var kun TRE kvinder.
  3. Kvinderne tager stadig langt størstedelen af barslen.
  4. Kvinder forventes på en arbejdsplads at tage de arbejdsopgaver på sig, som hverken giver prestige eller avancementsmuligheder.
  5. En kvinde kan sige det samme som en mand til et møde – uden at det bemærkes. Når så en mand siger det, så er der straks respons og applaus.
  6. Kvinder holdes udenfor de uformelle netværk, hvor de gode stillinger, bestyrelsesposter og andre kødben fordeles mellem mændene.

Så til alle kvinder: Lad blomsterne visne i vasen – og kom i gang med at sparke til nogen glaslofter.

Og til alle mænd: Bak din kone/kæreste op ved at lave din halvdel af arbejdet derhjemme – og på arbejdspladsen: Bak dine kvindelige kollegaer op.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kvindekamp handler også om kroppen

Kvindekampen handler også om kroppen.

I de sidste uger er der – igen-igen – talt meget om kvindekroppen:

  1. Så forbød man piger og kvinder at have crops-tops på i fitness-centre, fordi det forstyrrer mændene(!). Dén kvindefjendske adfærd affødte heldigvis straks kæmpe-protester.
  2. Til gengæld forventes det stadig og uden anmærkninger, at kvindelige studieværter ifører sig så syletynde og skyhøje stiletter, at det er direkte sundhedsfarligt for deres fødder – og dermed hele kroppen. Men vi kan jo ikke modtage nyhederne fra én i flade sko, vel? Nå, jo – når det er en mand i snøresko, så går det fint. Så mon ikke vi kunne bruge en kvinde i ballerinaer eller sneakers?
  3. Ellers så har nogle medier – igen-igen – følt behov for at pointere, at det er ok (for kvinden) at have strækmærker, ar, være tynd, være tyk eller noget af det andet, som sker for de fleste kroppe i løbet af et langt liv. Samtidig med at de samme medier lever af annoncer, som bruger photoshoppede modeller – og som sælger produkter, der skal gøre os smukkere og se yngre ud – især kvinderne.

Hvad er det med kvinder og kroppe, som er så evigt spændende?

Og hvorfor accepterer vi overhovedet en debat om kroppen, der kun handler om kvindekroppe?

Mænds kroppe forfalder også med tiden. Mænd får også ar og andre mærker på kroppen i takt med det levede liv. Men mænds kroppe er højst noget, som der smågrines af, når en flok midaldrende mænd i latex aser afsted på deres cykler søndag formiddag. Der tales aldrig om mænds kroppe.

Kvinders kroppe er derimod hele tiden til dom og debat: Hvorfor er den studievært så tynd? Hvorfor farver hende den anden studievært ikke sit grå hår? De der briller – de klæder hende altså ikke. Og har hun ikke taget lidt på? Og så videre og så videre, og det er både mændene og kvinderne, som kører den samtale.

Ingen taler om de mandlige studieværter, når de bliver tykkere eller/og tynde i toppen, grå i tindingerne og helt tydeligt farver deres hår (for) sort.

En mand kan også blive på skærmen, selvom han er rynket som et vinteræble. Rynker giver nemlig åbenbart karakter til en mand, mens rynker – også i meget mindre antal – gør kvinder totalt usynlige og ubrugelige.  

Der er en skævvridning, der skal gøres noget ved. Og det er fint med øremærket barsel – og lad os bare smide en masse kvoteordninger oveni. Men skal vi have rigtig ligeret, skal vi have kroppen med.

Så fremover når der tales om kvinders kroppe, påklædning, hår og sko – så lad os tage mændene med – og vel at mærke sætte manden under samme lup som kvinden – og dømme ham præcis lige så nådesløst.

Dét vil ramme en del magtfulde mænd hårdt – især i medierne, hvor der er langt mellem de mænd, som er bare halvt så fuckable, som de forventer, at kvinderne på skærmen er det.

Men som en klog kusine engang sagde det: Karma is a bitch. Og det er magten, som det her handler om.

Og magten ligger stadig primært hos den heteroseksuelle hvide mand. Så det er her, vi starter med at fratage ham muligheden for at bestemme over, hvordan kvindekroppen skal se ud generelt – og specifikt vises frem i medierne, både når vi taler studieværter og annoncer med mere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De seje prinsesser

Her kommer et rigtigt eventyr:

Studievært Puk Elgård har på Instagram skrevet: Jeg synes, det er på tide. At vi hepper på de gode mænd. De mænd der aldrig danser alt for tæt eller er grænseoverskridende og dominerende. De mænd der er vores fortrolige og de mænd der skaber god stemning på vores arbejdspladser. De mænd der passer på os i nattelivet, i hverdagen og i hjemmet og spørger om vi er okay og giver tryghed og god energi. De mænd findes og dem må vi ikke glemme. Tak for jer. Citat slut.

NEJ, vi skal ikke hylde mænd for at opføre sig på måder, som det alle dage som minimum er blevet forventet, at kvinder skal opføre sig.

Ja, kvinder har endda altid fået at vide, at de skal gøre endnu mere. At man som kvinde skal sørge for, at ALLE har det godt. At der er prestige i at være klassens mor, arbejdspladsens gode fe. For det bliver man jo så glad for inderst inde. Og ja, det har man selvfølgelig også overskud til at være dag efter dag, år efter år uden at få anden anerkendelse end måske et klap i røven til julefrokosten (et klap som man ifølge dette værdi-set skal være glad for).

Samme fortælling siger så iflg. Pul Elgård, at mors lille prins skal have ros, når han ikke gramser løs på tilfældige kvinder, eller kommer med chauvinistiske bemærkninger og vitser om svigermødre og blondiner.

Jeg brækker mig.

Desuden kan jeg som mor til en 19-årig kvinde fortælle, at de der mænd, der passer på fremmede kvinder, er en myte. De findes ikke. Hver gang min datter eller hendes veninder har været i problemet i nattelivet, så er de blevet hjulpet af 1) deres veninder, 2) de mænd de i forvejen var venner med – eller og nu bliver det interessant 3) fremmede kvinder.

De hjælper selvsagt også andre kvinder, som fx dengang de mødte et par meget unge piger, 14-15 år, som var så berusede, at de var direkte syge. De gav pigerne mad og vand fra den nærmeste 7-11 – og fulgte dem så hjem. Det lyder måske som en heltinde-historie. Men sådan gør kvinder bare. Det er hverdag.

For blandt kvinder er der nemlig et stort søsterskab, hvor man holder øje med og hjælper hinanden, hvis man kan se på et dansegulv, en togstation og alle andre steder, at der er en kvinde, som er i problemer.

Så nej, vi skal ikke hylde mors lille prins. For der er INTET at hylde ham for. Enten gør han ingenting, eller også overskrider han kvindernes grænser.

De seje prinsesser – som er helt deres egne – skal derimod hyldes for deres store indsats for sig selv og hinanden.

You go, girls and women 😊

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

8. marts: Besviken

Kvindernes Internationale Kampdag. Der er også meget at kæmpe for stadigvæk. For samfundet er stadig vældig patriarkalsk. Vi kan altså stadig spejle os i Edith Södergrans digt ”Dagen svalnar” fra 1916, hvor sidste vers lyder:

Du sökte en blomma
och fann en frukt
Du sökte en källa
och fann ett hav
Du sökte en kvinna
och fann en själ –
du är besviken

Det findes også på dansk, hvor det lyder:

Du søgte en blomst
og fandt en frugt
Du søgte en kilde
og fandt et hav
Du søgte en kvinde
og fandt en sjæl –
du er skuffet

Digtet er bedst på svensk. Både i det hele taget og på grund af det sidste ord BESVIKEN, som betyder så meget mere end bare skuffet. Det betyder også sveget, bedraget, svigtet, ja nærmest snydt.

Men hvem bliver mest snydt? Manden og hele det patriarkalske system, når de finder ud af, at kvinden ikke kun er blid og føjelig ? Eller er det kvinden, der igen og igen giver køb på sig selv og sine drømme? Kvinden, der for at få og beholde en mand sætter sine længsler og lidenskaber på evig pause?

Jeg vil sige det sidste. Det er kvinden, der er (mest) besviken. For kvinder sammenlignes stadig mere med blomster, kilder og køn end med frugter, oceaner og sjæle. Men det duer ikke.

Vi er så meget mere. Så vi skal ikke sidde dér ved kilden og græde over de smukke blomster. Vi skal i stedet pakke sydfrugterne ned i en havtaske, tage våddragten på, kaste os i havet og så ellers svømme ud i horisonten. Sjælen vil stortrives ved øvelsen.

Så nej, vi var ikke i mål i 1916, da digtet blev skrevet. Det er vi heller ikke her 105 år senere i 2021.

Men måske er vi kommet tættere på horisonten om endnu 105 år – i 2126.

Ja, til den tid er digtet forhåbentlig ikke længere noget, som kvinder kan spejle sig i – men blot et velklingende historisk vidnesbyrd om de dårlige gamle dage.

Læs hele digtet her: https://litteraturbanken.se/skolan/poesi-forfattare-edith-sodergran-dagen-svalnar/

Læs i det hele taget Edith Södergran. Hun er formidabel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

MeToo og blå blok

MeToo fejer over Danmark – med rette. For vores kroppe er vores egne, og ingen skal befamle eller berøre andre på de krænkende måder, som magtfulde mænd har gjort det overfor kvinder igennem generationer.

Det handler om frihed, lighed og respekt. Om at et samfund uden MeToo bliver et bedre samfund for alle, pånær selvfølgelig for de lumre krænkere. Dét er Danmarksbloggen helt overbevist om.

Danmarksbloggen er også overbevist om, at krænkerne findes i alle brancher, i alle samfundslag og blandt alle politiske overbevisninger.

Det er derfor tankevækkende, at vi endnu ikke har hørt noget til MeToo i blå blok – hvis altså man ser bort fra DF´s Pia Kjærsgaards og Venstres Inger Støjberg – og deres forældede holdninger om, at der er forskel på overgreb.

Ja, nogle overgreb er ifølge d´damer i grunden slet ikke overgreb, men mere sådan en slags kompliment til kvinden og hendes kvindelighed.

Til det kan man kun svare: Sig det til den unge praktikant, der bliver taget på låret af en minister under bordet til julefrokosten – og som ikke tør sige noget til nogen. Fordi han kan afgøre hendes videre skæbne. Denne unge praktikant vil derfor næppe være enig med Kjærsgaard og Støjberg, men hun tør måske heller ikke sige noget.

For hun ved, at det i ok-boomer-verdenen bliver hende og hendes opførsel og måske også påklædning – og ikke krænkeren og hans adfærd – som der sættes spørgsmålstegn ved. Men det duer bare ikke. Det her er et strukturproblem, og der skal gøres noget ved det.

Og vi har hørt om MeToo-sager hos de Radikale og hos Socialdemokraterne – og i morgen aften sender TV2 første del af en serie om MeToo i ungdomspartierne, og her er både Venstre og Liberal Alliance med.

Men endnu er lyset ikke vendt mod selve de borgerlige partier, hvoraf flere ikke engang har en politik omkring, hvordan de håndterer sager med seksuelle overgreb.

Så de blå sidder helt tavse og musestille og venter. Både dem, der er blevet krænket, dem der krænker (for ja, de findes også blandt de blå, hvis man skal tro rygterne fra de samme kilder, som i årevis har talt om fx tidligere overborgmester Frank Jensen) og dem, som ved en hel masse, men som ikke har sagt noget.

Gad vide om de blå satser på at kunne ride MeToo-stormen af? Danmarksbloggen håber i så fald ikke, at det lykkes.

For skal vi have en reel kulturændring i Danmark, når det kommer til forholdet mellem magt, sex, mænd og kvinder – og det skal vi – så skal alt vendes og luftes ud.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Verdensmestre i fodbold – eller i samfund

Så er det i dag, at fodbold-VM i Rusland starter – altså for mændene, hvis nogen skulle være i tvivl.

Det er der så næppe nogen, som er. For det har kørt i medierne i månedsvis, der er lavet en (udskældt) sang, der er kopper i 7-11 med deres ansigter på – også af en, der blev valgt fra og ikke kom med (her bliver det så lidt sjovt) – og en hel masse andet gejl og gøgl.

Så alle ved, at mændene er til VM i at sparke til en bold, og glemt er sidste sommers snak om ligeberettigelse – trods det at kvinderne vandt sølv til EM dengang.

Der er heller ikke mange medier, som skriver ret meget om, at kvinderne i øjeblikket er i gang med at prøve at kvalificere sig til VM, og at de i fredags vandt over Ukraine – og i tirsdags lammetævede Ungarn.

Men Danmarksbloggen gør – for Danmarksbloggen husker.

For kun ved at huske kan vi gøre samfundet bedre – og det gælder også, når det kommer til de rigtig vigtige ting som vores børn, ældre, udsatte og i det hele alle de mennesker, som bor og færdes i vores land. Men især dem, som har det svært burde være i centrum hele tiden – fremfor 22 mænd og 1 bold.

Tænk hvis vi gav fattigdommen og arbejdsløsheden samme opmærksomhed, som vi giver fodbold?
Tænk hvis sponsorerne var ligeså interesserede i at sponsere forskning og udvikling som sport?

Så kunne vi godtnok blive verdensmestre – i at have det bedste samfund. Det kunne man passende tale om til folkemødet på Bornholm, som starter idag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Og så glemte vi fodboldkvinderne …

Mændenes fodboldlandshold vandt i går en knusende 5-1-sejr over Irland og sikrede sig dermed adgang til VM i Rusland – og nu går samtlige aviser i selvsving og amok over resultatet, og glemt er tilsyneladende alle tidligere udtalelser og benævnelser.

For nej, det hedder ikke længere ”Mændenes fodboldlandshold” – men bare Danmark. For Danmark er åbenbart defineret ved mændene og deres evner med en bold på en græsplæne.

Men hvad med kvinderne? De vandt sølv til EM i sommers, og der var ingen ende på de roser, som de fik i den henseende. Man talte også om, at man i fremtiden ville kalde det mændenes henholdsvis kvinderne fodboldlandshold.

Men det holdt altså kun så længe, at pandekagerne på Københavns Rådhus var nogenlunde lune endnu.

For nej, man mente det vist aldrig seriøst med kvinderne, som det også blev cementeret, da DBU ikke ville lave en aftale med kvinderne, men i stedet droppede en kvalifikationskamp mod Sverige.

Der falder i øvrigt afgørelse i dén sag i dag.

Gad vide, hvor meget vi kommer til at høre om det? Danmarksbloggen spår: Næppe meget, for nu kan mændene jo sparke igen.

Det er en skandale for ligeretten …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Andeby har – heldigvis – mange nasty kvinder

Et af tidens mode-ord er bashing. På dansk kan man kalde det mobberi – og nu er turen kommet til Andeby, og angrebet kommer fra en af Anders And & Co´s potentielle kernelæsere, nemlig en 11-årig pige som i en kronik i Politiken i går gav udtryk for, at det er for dårligt, at kvinderne i Andeby udelukkende fremstilles som enten sure eller som nogen, der bager kager og går op i smykker, mens mændene har de fede jobs.

Men er det nu så enkelt? Nej, selvfølgelig er det ikke det. Andeby er heldigvis et meget nuanceret univers, hvor der er plads til mange roller – også til kvinderne.

Den lilla Madam Mim er fx både glad og indehaver af eget trolddomsværksted. Det samme er hendes kollega Hexia de Trick, som også er en evig trussel mod Andebys rigeste and Joachim von And, der nok har så mange penge, at han kan svømme i dem. Men det har hans evigt uheldige nevø Anders And ikke – tværtimod så hutler den arme og koleriske and sig igennem tilværelsen og er meget langt fra de fede direktør-jobs. Det samme gælder Fedtmule (som pånær når han er Supermule) fjumrer rundt uden at noget rigtig lykkedes. Og hvor var Georg Gearløs uden Lille Hjælper – forløberen for Google?

En anden kvindelig rollemodel er Bedstemor And, som nok bager og gør rent – i sin fritid. For resten af tiden driver hun et middelstort landbrug – helt uden hjælp fra nogen og især uden støtte fra Fætter Guf, som ellers er ansat på gården, men som er så utrolig doven.

Andersine bruger heller ikke hele tiden på perlekæder og på at være sur på Anders. Hun er aktiv i mange foreninger og ikke bleg for at presse penge af onkel Joachim. Men udover en benhård fundraiser kan hun skrive både detektiv, superhelt og hemmelig agent m.m. på cv´et. Og det er noget mere end fx Fætter Højben, som ellers også kurtiserer hende. Men han får jo bare alting forærende, fordi han er så heldig.

Ja, og Disney´s store helt – den irriterende perfekte Mickey Mouses kæreste Minnie Mouse er også med på superhelte-dillen. Endda så meget at man kan købe en plysversion af Minnie Mouse i fuldt superhelte-kostume og med en knyttet næve som hendes signatur.

Så nej, det du´r ikke at mobbe Andeby og hævde, at der er et gammeldags kvindesyn dér. Der er plads til alle i Andeby – også kvinder, der vil noget – og piger. Andersines niecer Kylle, Pylle og Rylle lader i hvert fald ikke Anders And´s nevøer Rip, Rap og Rup noget efter, når det kommer til opfindsomhed og midler for at få deres ønsker opfyldt.

Så Danmarksbloggen vil på denne kvindernes kampdag ivrigt opfordre alle til at læse om livet i Andeby. Dér er altså meget at hente, også for piger og kvinder …  og d´damer i Andeby kan være mindst ligeså nasty som alle os andre. Heldigvis.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kylle, Pylle og Rylle-effekt

En af dagens store debatter har handlet om at undgå Rip, Rap og Rup-effekten, altså det at mænd vælger mænd ligesom dem selv, når et debatpanel, en bestyrelse eller andet skal sammensættes.

Danmarksbloggen er helt enig i, at det er det, der sker. Men omvendt så gavner det ikke nogen eller noget, hvis der partout SKAL være kvinder med – eller sorte – eller homoseksuelle – eller nogen andre grupper. Så ender vi bare op med en Kylle, Pylle og Rylle-effekt, og så er vi lige vidt.

Den effekt har vi i øvrigt allerede i diverse dameblade, hvor mænd som regel kun inviteres med, når de skal fortælle, hvor fantastiske kvinder er.

Men hvorom alting er, så handler det om at være i stand til at se bort fra køn, seksualitet, race og religion – og se på mennesket, og det gælder både paneldebatter, bestyrelser og samfund i det hele taget. For først når vi kan det, er vi alvor kommet nogen vegne – og lidt tættere på Andeby-samfundet, der jo i mange henseender er et drømme-samfund.

For i Andeby er der ikke mange, der ligner hinanden – men de lever alligevel i fred og fordragelighed med hinanden, hvad enten de er ænder, mus, hunde eller alle de andre herlige ting, som man kan være, når man er så heldig at bo i Andeby. Og de få, der er skurke som Bjørnebanden og Sorte Klat, kan man jo simpelthen se det på.

Dét er smart – gid man boede i Andeby!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De seksuelle overgreb

Sagen – eller rettere sagerne om seksuelle overgreb på kvinder bare fortsætter og fortsætter. For det var ikke kun i Köln, at den var gal. Også i mange andre tyske byer – og i andre byer over Europa – og også mange andre dage end lige nytårsnat.

Der tegner sig nemlig et billede af, at nogle mellemøstlige og nordafrikanske mænd opfatter kvinder som lettilgængelige, når de går på gaden uden at være i selskab af en mand.

Det er et billede, som er meget grimt – men som ingen kan løbe fra. For det er en sandhed – om end ilde hørt – at disse mænd kommer fra kulturer, hvor der er en stærk, social kontrol med piger, som opfattes som svage, og som nogen, der skal passes på – og overvåges, så pigerne kan vedblive med at jomfruer, til de skal giftes.

Det er et kvindesyn, som er i direkte modstrid med det europæiske lighedssyn, hvor kvinder og mænd har de samme rettigheder både i samfundet og i forhold til sex – og at færdes frit og alene på gaden. Disse mellemøstlige og nordafrikanske mænds kvindesyn er derfor et kvindesyn – og en kvindeforagt, der skal bekæmpes med lige dele oplysning og lige dele konsekvens.

For i Europa – og i Danmark – kan og skal mænd og kvinder kunne tillade sig det samme uden at risikere et sex-overgreb. Og ja, der er også hvide mænd, der chikanerer og voldtager, og mænd fra Mellemøsten, som ikke gør.

Men forskellen består i, at danske mænd gør det PÅ TRODS af, hvad de har lært hjemme og i samfundet – mens drenge og mænd mange andre steder i verden lærer, at mænd er mere værd end kvinder – og at kvinder uden “beskyttelse” er frit bytte.

Det handler altså om opdragelse, oplysning – og konsekvens.

At hævde og agere efter noget andet er at svigte kvinderne – både de etnisk-danske og dem af anden etnisk herkomst, som kæmper en brav kamp for at blive frie kvinder og integreret i Danmark.

Og det må og skal være kvinder og kvinders frihed – uanset herkomst – som vi har fokus på her.

Frihed til at gå på gaden, frihed til at være “sexet” påklædt, frihed til at ytre sig – også i debatter uden at blive svinet til som det er sket for en af debattørerne her på Danmarksbloggen, der – fordi hun påtaler kvinders ret til frihed – har fået diverse beskidte og sjofle mails og beskeder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk