Nattens gerninger på Christiansborg

Nyhedsjournalist hos TV2 Knud Brix´ digtsamling ”Natfolden” har vakt megen opsigt med sin beskrivelse af livet på Christiansborg som et sted med magtmisbrug, moralsk fordærv, generel kynisme og menneskelig forråelse, der medfører et væld af nattens gerninger, der ikke tåler dagens lys.

Danmarksbloggen har IKKE læst digtsamlingen, så derfor kan undertegnede ikke udtale sig om den konkrete bog – udover at det vel ikke er noget nyt, at magten korrumperer. Læs for eksempel nedenstående artikel fra Berlingske som meget præcist handler om netop det – og har citater fra blandt andet Søren Pind (V) og Holger K. Nielsen (SF): https://www.b.dk/berlingske-mener/fordi-magten-korrumperer

Men når det er sagt, så er det alligevel interessant, at emnet tages op af en nyhedsjournalist på Christiansborg, som ellers må formode at holde sig til fakta, men her med Knud Brix´ egne ord blander fakta og fiktion sammen. Se mere her: http://politiken.dk/kultur/art5942197/%C2%BBChristiansborg-%C3%A6der-sj%C3%A6le-op%C2%AB

Spørgsmålet er så bare, om lige denne blanding af fakta og fiktion er smart i en tid, hvor fake news florerer? Omvendt kan man spørge, om der er nogen anden vej, hvis man vil have et dækkende billede, al den stund at man i sagens natur ikke kan forvente, at korrumperede og magtgale politikere frivilligt stiller op til offentlig beskuelse og slagtning.

Danmarksbloggen har heller ikke svaret på, hvordan man på den rigtige måde skal afdække, hvad det konkret har betydet for dansk politik og for det danske samfund, at få mennesker har så uendelig meget magt.

Men man kunne måske starte med at opløse den ret uheldige alliance, der er mellem de toneangivende medier og politikere, der dag ud og år ind går op og ned af hinanden på Christiansborgs gange og danner et minisamfund i samfundet. Et samfund med egne regler og egen logik – og en udbredt legitimering af egne handlinger, både nattens og dagens, udfra devisen ”Sådan er det jo” og ”Man må jo gøre, hvad der skal gøres”.

For som en politiker siger det i ovennævnte artikel fra Berlingske: Jeg tilhører dem, der mener, at magt korrumperer. Det eneste, der er spørgsmålet, og siger noget om den enkelte politikers karakter, er, hvor længe det varer, før man bliver det. Citat slut.

Vedkommende har nok desværre ret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Liberal Alliance versus Alternativet

Dansk politik har flere nye børn. To af de mest markante er Liberal Alliance og Alternativet.

Danmarksbloggen vil her sammenligne de to partier på tre markante punkter.

1)    Drivkraften: Liberal Alliance er drevet af egoismen og mig-mig-mig-kulturen. Alt hos partiet og deres støtter handler om, hvordan JEG kan få mere ud af det. Alternativet er derimod drevet af noget så sjældent i dansk politik som en vision om at skabe et samfund, der hænger sammen. Et samfund med hensyn til mennesker og miljø. Et samfund med FÆLLESSKAB.

2)    Hvem støtter: Liberal Alliance er støttet af Saxo Bank, hvis leder er en stor tilhænger af neoliberalismen i dens mest ekstreme form. Alternativet derimod er støttet af mange forskellige mennesker, der har bidraget med, hvad de har kunnet. Stort eller småt. Det er altså et parti, der vokser op nedefra – og ikke via en stor pengetank.

3)    Kandidaterne: Liberal Alliance kaster sig over enhver kendt, som de kan komme i nærheden af uden at skelne til hvad personen i virkeligheden kan. Joachim B. Olsen er fx et af de bedste eksempler på en mand, der sidder i Folketinget uden egentlig at være egnet. Og nu er det så fitness-dronningens Charlotte Bircows tur. Alternativet derimod nægter at godkende endog meget kendte mennesker, som kunne give stemmer.  Men her drejer det sig i stedet om substans og kvalitet. Om at finde kandidater, der er i stand til at overskue, analyse og gennemtænke problemstillinger og informationer. Mennesker, der ikke kun har hjerte, men også hjerne.

Billedet er klart: Penge, magt og egoisme hos Liberal Alliance versus visioner, viden og fællesskab hos Alternativet.

Nu må man ikke gøre forskel på børn, men man må godt gøre forskel på partier. Og Liberal Alliance er en gøgeunge, der bare skal ud af reden så hurtigt som muligt – mens Alternativet er et lille hjertebarn, der mener det vel – og som nu skal til at lære at lege med de store i skolegården.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valentin handler (også) om at være en samfundsrebel – og om den farlige kristendom

Hjerter, chokolade og blomster – i morgen d. 14. februar er det Valentins dag, som også i Danmark er ved at blive en dag, der handler om forbrug og købekraft.

Historisk set er det selvfølgelig helt forkert.

Valentins dag handler nemlig om kærlighedens kraft, om uselvisk kærlighed, om den kristne præst ved navn Valentin, der i Rom under kristenforfølgelserne i de første århundreder gemte kristne og ikke mindst viede forelskede unge mennesker til hinanden, selvom kejseren havde forbudt ægteskaber. Kejseren skulle nemlig bruge soldater – masser af soldater – til sine krige, og han kunne kun tvangsudskrive de ugifte.

Men Valentin var ligeglad – han viede på livet løs, indtil han blev fanget og sat i fængsel. Dér helbredte han fangevogterens blinde datter – og de to unge forelskede sig så meget, at Valentin på hans henrettelsesdag – d. 14. februar – skrev et glødende kærlighedsbrev til hende underskrevet Din Valentin.

Valentin var altså en samfundsrebel – en mand, der fulgte sit hjerte og gerne vendte tingene på hovedet. Sådan en mand var Jesus også med sine lignelser og sine gerninger.

Det er også derfor, at kristendommen i dens budskab og kerne er revolutionerende og farlig for magten og for de mennesker, der tror, at magt, anseelse og penge betyder noget som helst.

For den kristne må følge hjertets lov. Den lov, der uagtet magtens forsøg på kontrol og undertrykkelse, altid siger: ELSK DIN NÆSTE SOM DIG SELV.

Altså: Del dine goder med andre, vær solidarisk og rummelig. Tanker, som er så stik imod både det liberale og det højrenationalistiske livssyn, der florerer så alt for meget i Danmark i øjeblikket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julehjælpen er et plaster

Danmark har aldrig været rigere, end vi er det i dag. Derfor kan det også virke paradoksalt, at der er så mange danskere, der har brug for julehjælp.

Men sådan er det jo … når politikerne ikke vil være sig deres ansvar bevidst og fordele goderne retfærdigt, men i stedet hellere vil sidde på bagsædet som bankernes og kapitalens lydige lakajer og hjælpere i den evige jagt på mere rigdom til dem, der i forvejen har så rigeligt.

En så menneskeforagtende grådighed, som banker og storkapital i disse år lægger for dagen, virker – om muligt – endnu mere himmelråbende uretfærdigt her i denne tid, der med de enorme rigdomme som Danmark besidder, kunne være en sød juletid for alle – også de mange tusinde, der i disse dage søger julehjælp.

Det er også derfor, at julehjælp – hvor godt det end er for den enkelte familie – altid kun kan være et plaster på såret. Det er strukturelle ændringer og ansvarlige politikere, der skal til, hvis der for alvor skal ske noget.

For et samfunds fattige og udsatte er som det lille barn i krybben afhængig af andres omsorg og varme og kærlighed.

Og her er der – mildt sagt – plads til forbedring i Danmark anno 2014. Og må Danmarksbloggen minde om, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svage og udsatte – og at her har politikerne og andre med magt hovedansvaret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Finansloven er en foræring af magten til de blå

Finansloven for 2015 er en foræring af magten til de blå.

For er der et emne, som kan give opmærksomhed i et valgår, så er det indvandrere og flygtninge – og her er det snart mange år siden, at tilhængerne af solidaritet og medmenneskelighed har vundet noget som helst.

Tværtimod så har Dansk Folkeparti baseret sin (altfor) langvarige og store succes på netop det modsatte: Nemlig at vi i Danmark skal være os selv nok. At vi skal bruge pengene på os selv og kun os selv.

Derfor vil de yderligere 250 millioner til indvandrere og flygtninge på Finansloven også være en rød klud i hovedet på DF og Venstre i efterårets finanslovsforhandlinger, som formentlig ender med en aftale mellem regeringen og SF – og måske Enhedslisten.

Men i anden omgang vil netop disse 250 millioner være et hovedargument for at stemme på DF og Venstre. Pengene skal nemlig bruges til kontanthjælp og øget danskundervisning, da antallet af opholdstilladelser til flygtninge og familiesammenførte forventes at stige i 2015.

Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/08/26/0826082427.htm

Og er der noget, som mange danskere ikke ønsker, så er det flere indvandrere og flygtninge.

Så på den lange bane er disse 250 millioner meget dyre for den nuværende regering, også fordi det ikke er lykkedes for Corydon, Vestager og Thorning at overbevise vælgerne om, at den nuværende regering kæmper for fællesskabet og de svage i samfundet.

Tværtimod så anklages den nuværende regering for at være mere end lyseblå, og med den nuværende finanslov frygter Danmarksbloggen, at der kan blive tale om en ren foræring af magten til de blå, når valget kommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En ærlig mand sagde sit job op …

Foran den forsamlede danske presse forklarede nu eks-udviklingsminister Christian Friis-Bach i går, hvorfor han efter egen mening ikke længere kunne være minister, men istedet skulle være almindeligt folketingsmedlem.

Hans kollegaer fra alle sider i Folketinget beklagede det skete med henvisning til Christian Friis-Bachs store dygtighed og redelighed.

Danmarksbloggen er enig. Det var en ærlig mand, der i går sagde sit job op. En mand, der til fulde – og næsten mere end det – levede op til det, som det betyder at være minister, nemlig at være folkets tjener og ikke magtens lakaj.

Christian Friis Bachs afdøde far Erik Bach skrev også nedenstående digt om netop magten, som Danmarksbloggen citerede tilbage i marts:

http://danmarksbloggen.dk/?p=334

Magt

Når magt bli’r ret, bli’r ret til vrang, og mennesker bli’r til brikker. Så tænk dig om og styr din trang, thi magtens torne stikker.

Er magten sød så var dig nu, at ikke du beruses. Din magt er lånt, og glemmer du, så vid, din magt vil knuses.

Hvis magten bli’r selvfølgelig, for alt hvad du præsterer, så er det ubestrideligt, at magten korrumperer.

Hvis du har magt for magtens skyld og glemmer, hvor du fik den, din magt er blevet til en byld, så skynd dig lidt og slip’ den.

Erik Bachs søn Christian Friis Bach levede i den grad op til sin fars ord ved sin handling i går. Han var bevidst om, at magten var til låns – og han ville ikke korrumperes af den, så hellere gå. Og det gjorde han så på grund af noget, der virker som en fejl i embedsværket – men som han mente var hans ansvar.

Det er folk af Christian Friis Bachs støbning, der er brug for i dansk politik. Folk, der tør tage både ansvar og konsekvens fremfor at klæbe til taburetter og formandsposter som fx Lars Løkke gør det.

Skulle Christian Friis Bach en dag blive de radikales formand, har partiet en enestående chance for igen at få en statsminister. Ihvertfald hvis det står til vælgerne. For selv dem, der normalt ikke stemmer radikalt eller måske slet ikke stemmer på grund af politikerlede, vil kunne finde på at stemme på denne ærlige mand.

Danmarksbloggen håber, at Christian Friis Bach får et comeback … og at der kommer flere af hans slags på Christiansborg. Danmark har brug for dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Derfor stemmer jeg …

Snart er der lokalvalg, og selvfølgelig skal jeg stemme. Jeg ved også godt, hvem jeg skal stemme på. Men jeg tænker: Måske er den, som jeg stemmer på efter valget med ét pludselig medlem af et helt andet parti?!

Så står jeg tilbage med en skidt smag i munden.

Det fortælles i disse dage, at en del lokalpolitikere er politikere mere pga ønsket om magt end passion for deres partis politik. Nuvel, således undgår vi måske fundamentalisme, kan man selvfølgelig spørge.

Men alligevel mærker jeg utilfredsheden boble i mig.

Og så tænker jeg til sidst: Disse lokalpolitikere har vel altid været drevet af en eller anden form for ønsket om magt. Ellers var de vel ikke politikere?!

Og desuden har de jo også haft en glimrende rollemodel i Anders Fogh Rasmussen som, citat Søren Mørch: “Skiftede holdninger som vi andre skifter underklæder”.

Og nu Helle Thorning-Schmidt, som jo på ingen måde har noget at lade den tidligere statsminister høre i den henseende.

Men jeg stemmer nu alligevel d 19. november, fordi jeg vil holde fast i håbet om, at der findes politikere, der er til for mere end den personlige magt.

Og fordi – og det er det stærkeste argument – at der fortsat findes lande, hvor man ikke har mulighed for at stemme. Og lande, hvor man kun kan stemme på bestemte personer. For man tør ikke andet, da man ellers er i fare for at blive slået ihjel.

Derfor stemmer jeg.

Skrevet af Hanne Bang, ven med Danmarksbloggen

Onsdagsinspiration nr. 2: At lade nåde gå for ret

Danmarksbloggens sommerserie fortsætter idag med den anden af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Denne gang handler det om tilbagekomsten af medmenneskeligheden:

Eller med andre ord at lade nåde gå for ret.

At lade nåde gå for ret. Altså sætte det medmenneskelige, ja det tilgivende over, hvad vi som samfund har krav på – og ret til. Eller som det oftest sker: Hvad vi MENER, at det danske samfund kan forlange af sine medborgere.

At lade nåde gå for ret. Et smukt, ja et bibelsk udtryk, hvor det vigtigste er kærligheden og mennesket. Alle mennesker, ikke kun dem, som man kender og elsker. Men ALLE mennesker.

Desværre er det udtryk gået af mode i denne tid, hvor de politiske sjakaler hyler op om løn som fortjent og ikke en øre mere, samtidig med at de selv kæmper som små vilde for at rage så meget – også magt – til sig som muligt. Hvor magten ikke drejer sig om at have mulighed for at gøre godt for andre mennesker, men om at kunne give de politiske modstandere skylden, når det går galt.

Men skal Danmark have en chance, skal vi igen begynde at se magt som en mulighed for at tjene – ikke os selv eller særinteresser – men os alle sammen og især de svageste. For de har allermest behov for at blive passet på … af de stærke, af dem med magten.

Derfor ville det klæde alle politikere – og alle andre – også for den sags skyld, hvis vi blev bedre til at lade nåde gå for ret, og indimellem ser på det menneskelige istedet for på det juridisk og økonomiske, og det især når det drejer sig om de mennesker, der i forvejen ligger ned.

For nok skal snyd og svindel bekæmpes, og selvfølgelig er socialt bedrageri ikke acceptabelt. Men hvordan kan det være, at der altid er fokus på de små, på den enlige mor på kontanthjælp eller manden på gaden? Dem, som hænger i med det yderste af neglene for at klare sig.

Prøv istedet at rette kikkerten mod de ressourcestærke og se hvad, der sker i den ende af samfundet i forhold til skatteunddragelse, skattesnyd og så videre. Dér er der meget mere at hente, både i kroner og ører – men også moralsk.

For det er her, at de brådne kar findes, dem der i dén grad er ligeglad med andre mennesker og med hele det danske samfund, sålænge de bare selv kan rage til sig. Her findes der ingen nåde. Her findes kun egoisme og magt og pengebegær – og alliancer med andre magthavere, også de politiske.

Men dét skal bekæmpes – og det kan kun ske politisk. Så opfordringen til de danske politikere skal lyde: Lad ikke glimmeret og guldet betage dig, men husk at du er valgt for at tjene dit land – og alle dets medborgere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Empati og magt: Naturlige modstandere eller …?

Er det en naturlov, at empati og magt er hinandens modstandere?

På den ene side er der de mennesker, der er empatiske, rummelige og med forståelse for andre end dem selv og det, som de selv mener. De mennesker er varme, skønne mennesker at være sammen med, men de har sjældent nogen magt.

På den anden siden er der så dem, der søger – og ofte også tilriver sig magten. For magt er ikke noget, som man får. Det er noget, som man tager – og tit både voldsomt og brutalt, og måske er det derfor, at magtens mennesker i reglen er dem, der ser verden fra ét synspunkt og med én kode: Deres egen!!!

Så det er nærliggende at konkludere, at magt og empati er naturlige modsætninger – og også modstandere i valget af livsfilosofi og måde at være menneske på, måske især i forhold til ens medmennesker.

MEN skal verden og samfundet have en chance, så må de empatiske til at komme op på hesten og få lidt af det killerinstinkt, som magtmenneskene har i overflod. For ellers så ender det med, at de endimensionelle magtmennesker styrer samfundet – og dét vil være til skade for os alle sammen.

For den anden mulighed eksisterer ikke: Nemlig troen på at magtmenneskene kan gøres mere empatiske. Den idé er ligeså naiv som at tro, at man kan stole på, at den gale hund ikke lukker de skarpe tænder sammen og bider. Men den bider – hver gang, og det samme gør magtmenneskene, når de får lov.

Og det er så dér, hvor samfundet er idag. Så der kaldes nu – kaldes for alvor på de empatiske mennesker, der vil mere end egen magt og vinding. De mennesker, der vil det gode og livsbekræftende og givende – ikke kun for dem selv, men for hele samfundet.

Nogle kalder dem drømmere og fantaster, andre kalder dem nedladende og grimme ting, men de fleste ryster bare lidt på hovedet og går videre opslugt af sig selv og deres egen verden – og ensomhed – skildret præcist på det maleri af Edvard Munch, der hedder “Aften på Karl Johan”.

Jeg kalder de empatiske for de eneste rigtige realister. For skal samfundet bestå som ét sammenhængende samfund, hvor vi er der for hinanden, så skal vi hjælpe, støtte og berige hinanden. Og det gør de empatiske så langt bedre og så meget mere end noget egocentreret magtmenneske nogensinde kunne være i stand til.

Så der kaldes nu – kaldes på alle, der lytter med ørene, ser med øjnene, tænker med hjertet  og efterlever i hverdagen og overfor både ven og fremmed. Og en af de stemmer er Danmarksbloggens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når magt bliver ret …

Der kan siges meget om magt … men få har gjort det bedre end den i sidste uge afdøde Erik Bach, der også var far til udviklingsminister Christian Friis Bach.

Erik Bachs ord taler derfor for sig selv:

Magt

Når magt bli’r ret, bli’r ret til vrang, og mennesker bli’r til brikker.
Så tænk dig om og styr din trang, thi magtens torne stikker.

Er magten sød så var dig nu, at ikke du beruses.
Din magt er lånt, og glemmer du, så vid, din magt vil knuses.

Hvis magten bli’r selvfølgelig, for alt hvad du præsterer,
så er det ubestrideligt, at magten korrumperer. 

Hvis du har magt for magtens skyld og glemmer, hvor du fik den,
din magt er blevet til en byld, så skynd dig lidt og slip’ den.

Det er værd at huske på i en tid, hvor det meste magt – hvad enten det er politisk, økonomisk eller noget helt tredje – bliver brugt til at fremme de i forvejen privilegeredes interesser. Eller/og skyde ansvaret fra sig, når det alligevel trods sammenrendet med de andre magtfulde ender galt.

Men skal Danmark have en chance, skal vi igen begynde at se magt som en mulighed for at tjene – ikke os selv eller særinteresser – men os alle sammen og især de svageste. For de har allermest behov for at blive passet på … af de stærke, af dem med magten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk