Den gyldne ghetto – et samfundsproblem

Den franske præsident har været ude og sige, at Frankrig må se sandheden i øjnene, nemlig at der er et problem med indvandringen – og at det er de fattigste befolkningsgrupper, som betaler prisen. Mens de velhavende i bymidterne ikke ser problemerne, da problemerne ikke findes der, hvor dem ved muffen færdes.

Danmarksbloggen er tilbøjelig til at være enig med den franske præsident – og vil gerne tilføje, at det ikke kun er i Frankrig, at de velhavende og især den kreative klasse klumper sig sammen i de maleriske bymidter.

Men at det sker over hele Europa – og også i Danmark, og at det betyder, at kun få mennesker har råd til at bo centralt.

Så alle steder har vi gyldne ghettoer i de centrale dele af de store byer.

Gyldne ghettoer hvor den kreative klasse lever et behageligt liv med spændende jobs, gode lejligheder, kultur og kunst lige rundt om alle gadehjørner – samt med mennesker ligesom dem selv, der også læser de nye bøger og kan tale med om de store klassikere.

Men kun få i den kreative klasse kender til problemerne i andre dele af samfundet. I stedet sidder segmentet på caféen med en hundedyr cafe latte foran sig, og harcelerer over den manglende tolerance og forståelse hos dem, som er bange for at miste deres job.

Eller føler sig truet af en bande indvandrerdrenge, hvis de går visse steder i deres nabolag eller andre mulige andre ting, som er hverdag – også i Danmark.

Det du´r selvsagt ikke – og hvis ikke vi skal overlade løsningerne til mennesker som Vermund og Thulesen Dahl, så må vi reagere nu … og det er ikke nok at gå i gang med de grimme ghettoer, hvor indvandrerne bor.

Vi må også i gang i de gyldne ghettoer. Indførelse af bopælspligt i de store byer kunne fx være en god start hurtigt fulgt op af mange billige lejeboliger til familier med almindelige indtægter, unge studerende og ældre.

Vi er også nødt til det – hvis ikke samfundet skal knække over … og det haster … det er lige op over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pia K. vil ikke have flygtninge som naboer

At Dansk Folkeparti ikke er særlig glad for flygtninge, er en gammel nyhed. Men nu bliver sagen aktualiseret på en særlig måde. Gentofte kommune, hvor Pia Kjærsgaard bor, planlægger at huse 50 flygtninge kun 200 meter fra Pia Kjærsgaard´s bopæl.

Det er Pia Kjærsgaard og hendes mand Henrik Thorup utilfredse med – og de mener ikke, at Region Hovedstaden (hvor Henrik Thorup sidder for DF) har godkendt bygningen (som ligger ved Gentofte Hospital) til formålet.

Men ifølge kommunal-direktør i Gentofte Kommune, Frank E. Andersen, er det helt normalt, at en beslutning i kommunalbestyrelsen danner grundlag for sådanne konkrete forhandlinger. Man behøver altså ikke tage det op i regionen = parret Kjærsgaard-Thorup prøver altså med deres protest at “kuppe” den almindelige sagsgang.

Læs mere her: http://www.bt.dk/politik/pia-k.-i-krig-med-kommunen-faar-50-flygtninge-som-naboer

Danmarksbloggen er ikke overrasket. Dansk Folkeparti skyer ingen midler for at opnå deres fornemmeste mål, som er at minimere antallet indvandrere og flygtninge i Danmark – og at gøre livet surt for dem, som er her. Men det bliver bare lidt ekstra grimt, når det er folketingets formand, der så åbenlyst lader hånt om demokratiets spilleregler …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kaos – eller kaos

Vi husker alle sammen den ikoniske valgplakat med ”Stauning eller Kaos”. Dér er vi ikke i vores århundrede. Her hedder det KAOS – ELLER KAOS

Og Danmarksbloggen er bekymret. Det danske samfund – som alle andre samfund i Europa – sprækker i disse år i fraktioner og grupper, der ingen forståelse har overfor hinanden.

De tre største er:

Dem, der har jobs og økonomiske midler – og dem, der er arbejdsløse, hjemløse eller/og syge.

De såkaldt politisk-korrekte, som holder humanismens fane højt – og dem, der er bange for og ikke kan lide indvandrere og flygtninge.

Dem, der mener, at religion er en privatsag – og dem, der mener, at religionen skal definere samfundet (og det er ikke kun muslimer, som mener det – tag fx et land som Polen).

Det er farligt – og hvis ikke vi passer på, så ender det her ikke blot med kaos, men med etniske udrensninger og borgerkrigslignende tilstande … 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regeringen skaber nyt b-hold

Regeringen vil med sin nye plan sende 30.000 flygtninge og indvandrere ud i såkaldt særlige forløb på virksomheder og i offentlige institutioner.

Umiddelbart kan det jo lyde besnærende, at ingen skal sidde passive. Men det er det bare ikke, når det sker under disse betingelser.

Derimod vil regeringen med planen skabe et nyt b-hold, hvor mennesker reelt skal udføre et fuldtidsarbejde, men uden at få en anstændig løn for det. 

Det er ikke fair – og det er i øvrigt også allerede den model, som anvendes overfor kontanthjælpsmodtagerne. Det gør det så ikke bedre.

Og det er slet ikke fair over for hverken kontanthjælpsmodtagere, indvandrere og flygtninge – eller overfor de mennesker, der pt. har et job, men som nu mister det, fordi opgaven kan løses billigere af en anden, der ikke får en ordentlig løn.

 Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Finansloven er en foræring af magten til de blå

Finansloven for 2015 er en foræring af magten til de blå.

For er der et emne, som kan give opmærksomhed i et valgår, så er det indvandrere og flygtninge – og her er det snart mange år siden, at tilhængerne af solidaritet og medmenneskelighed har vundet noget som helst.

Tværtimod så har Dansk Folkeparti baseret sin (altfor) langvarige og store succes på netop det modsatte: Nemlig at vi i Danmark skal være os selv nok. At vi skal bruge pengene på os selv og kun os selv.

Derfor vil de yderligere 250 millioner til indvandrere og flygtninge på Finansloven også være en rød klud i hovedet på DF og Venstre i efterårets finanslovsforhandlinger, som formentlig ender med en aftale mellem regeringen og SF – og måske Enhedslisten.

Men i anden omgang vil netop disse 250 millioner være et hovedargument for at stemme på DF og Venstre. Pengene skal nemlig bruges til kontanthjælp og øget danskundervisning, da antallet af opholdstilladelser til flygtninge og familiesammenførte forventes at stige i 2015.

Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/08/26/0826082427.htm

Og er der noget, som mange danskere ikke ønsker, så er det flere indvandrere og flygtninge.

Så på den lange bane er disse 250 millioner meget dyre for den nuværende regering, også fordi det ikke er lykkedes for Corydon, Vestager og Thorning at overbevise vælgerne om, at den nuværende regering kæmper for fællesskabet og de svage i samfundet.

Tværtimod så anklages den nuværende regering for at være mere end lyseblå, og med den nuværende finanslov frygter Danmarksbloggen, at der kan blive tale om en ren foræring af magten til de blå, når valget kommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk