De Knækkede Blomsters Kor

”De Knækkede Blomsters Kor” er et kor, som vi kommer til at høre mere til i fremtiden.

Danmarksbloggen talte med Brian Hansen fra koret, hvis navn ”De Knækkede Blomsters Kor” kommer af, at koret skriver meget til og om dem, som andre ikke skriver om og til. Dem, der er havnet på skyggesiden – hvad enten de er unge, ældre eller midt i mellem, som han forklarer det.

Læs mere om koret her: https://www.facebook.com/blomsterkoret/

”De Knækkede Blomsters Kor” har altså taget protestmusikken op igen.

“Vi blander satire og alvor til en lille buket, som vi deler ud til publikum, hvor vi håber at skabe god stemning, samt sætte tanker i gang hos folk,” som Brian Hansen forklarer det.

”Vi synes nemlig, at det er et paradoks, at der bliver flere og flere ting at skrive om, men færre og færre der gør det,” siger han.

Danmarksbloggen er enig. Mediebilledet er typisk præget af de samme fire-fem hovedhistorier, der gentages i det uendelige – historier, som helst har skandalen eller kendis-faktoren som dna. Men det er en medie-praksis, der gør, at mange vigtige historier om vores samfund ikke bliver fortalt – og måske især historierne om dem, som er udenfor, historierne om ulighed og skævhed.

Brian Hansen siger: ”Så knækkede blomster er vel også en slags metafor for alle dem, der faldt udenfor blomsterbedet, men alligevel slog rod og brød igennem asfalten. Der er så mange, der siger: Nogen burde gøre noget. Vores lille amatørkor prøver at gøre noget via musikken så godt, som vi nu kan. I vores kor er alle også velkomne. Det handler ikke om sangstemme eller kunnen, men lysten til at være med og byde ind med, hvad man kan.”

Og han fortsætter: ”Vi vil derfor gerne ud på gaden og sætte tanker i gang og skabe debat – blandet med god stemning. Det var derfor, at vi stiftede vores kor. De fleste af os var også en del af 70´ernes bevægelse, så protestmusikken ligger os naturligt i blodet. Fx hos Thomas Wagner, som er tekstforfatter, der er vokset op med Jan Toftlund, Røde Mor, Clausen & Petersen osv. Man kan så spørge: Er der overhovedet plads til den slags musik i dag? For os er det mere spørgsmålet, om der overhovedet er plads til at lade være med at lave den slags musik?”

Svaret er indlysende. Protestmusikken er mere nødvendig nu end nogensinde – ihvertfald iflg. Danmarksbloggen – og ”De Knækkede Blomsters Kor”.

Brian Hansen begrunder det med: ”Overalt, hvor man kigger i samfundet, er der problemer, der skal løses – og opgaver, der skal løftes. Så der er altid nye kampe at kæmpe for de små og svage rundt omkring. Vi deltager, hvor vi kan. Og hvis vi får lov, så bidrager vi, så godt vi kan. Vi er ikke superprofessionelle, men vores sociale indignation er. Vi har også eget materiale, som spænder vidt og bredt omkring mange emner. Fra incest til indvandring.”

”De Knækkede Blomsters Kors” slagsang hedder selvfølgelig “Knækkede Blomster”, og er skrevet af Thomas Wagner og Heidi Balzer, der er korets huspoeter. Sangen, der er meget beskrivende for korets synspunkt, kan høres her: https://www.youtube.com/watch?v=WgeduIB5FuQ

For ”De Knækkede Blomsters Kor” er ikke lige sådan at knække. Brian Hansen melder i hvert fald, at: ”Vi har bestemt ikke tænkt os at stoppe. Vi er lige begyndt. Vi har også endelig fået en musikalsk besætning, som gør, at vi for alvor kan begynde at træde frem på scenen.”

Man kan høre koret i morgen, hvor de deltager med en nyskreven sang til demonstrationen ”Fingrene væk fra Mimrekortet”. For digitaliseringen af Danmark går stærkt – også for stærkt, synes tilhængerne af Mimrekortet, som i morgen har kaldt til demonstration på Christianborgs Slotsplads kl. 12.

Se mere her: https://www.facebook.com/events/645694825971856/

Anne Marie Helger vil blandt andet tale, og koret ”De Knækkede Blomsters Kor” vil som sagt også optræde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvor mange medlemmer behøves i Folketinget?

Vi er så vant til tallet 179, når vi tænker på Folketinget. Man skal som bekendt også som regering kunne tælle til 90, hvis man ønsker sin politik gennemført.

Men det kunne i princippet lige så godt være 75 – eller 50, men ikke 100.

For som der står i Grundlovens paragraf 28: Folketinget udgør én forsamling bestående af højst 179 medlemmer, hvoraf 2 medlemmer vælges på Færøerne og 2 i Grønland.

Det vil altså sige, at der IKKE behøver at være 179 medlemmer i Folketinget. Der skal dog altid være fire nordatlantiske mandater, to fra Grønland og to fra Færøerne. Men det resterende antal kan altså reguleres, dog max op til så der i alt sidder 179 medlemmer i Folketinget.

Gennem tiderne har der også indimellem været forslag oppe om at slanke antallet af folketingsmedlemmer. Økonomiske besparelser ved færre medlemmer eller parlamentarisk uoverskuelighed ved 179 medlemmer er ofte argumenterne for at skære ned. Det er også blevet sagt, at der ingen grund er til så mange medlemmer i en tid som vores, hvor meget er lagt ud til kommunerne – eller ned til EU.

På den anden side står så holdningen om, at samfundet bliver mere og mere komplekst – så alle medlemmerne behøves, især hvis folketingsmedlemmerne også skal nå ud og snakke med de mennesker, som de repræsenterer.

Der findes pt. et borgerforslag om at ændre antallet af folketingsmedlemmer til 99. Men da både stilleren og medstillerne bag forslaget er anonyme, er det ikke noget, som Danmarksbloggen vil gå nærmere ind i. For hvis ikke man kan stå offentligt og med sit navns nævnelse ved det, som man mener og foreslår, så kan man ikke tages seriøst.

Danmarksbloggen synes også, at det reelle problem ligger et helt andet sted – nemlig i de faldende medlemstal af politiske partier i Danmark. For nok har vi alle sammen stemmeret, men det er en meget lille del af danskerne, som bestemmer, hvem vi kan stemme på.

Ja, men så kan man jo bare selv melde sig ind i et parti, lyder modargumentet prompte. Men nej. For det er jo lige meget, når man ser på, hvor topstyret efterhånden alle politiske partier er det i Danmark.

For det reelle problem er ikke antallet af folketingsmedlemmer, men at det er en lille udvalgt skare af mennesker med den samme akademiske baggrund – og de samme få kandidatuddannelser ovenikøbet – som sidder og styrer de politiske partier – og dermed Danmark.

Det er også derfor, at det er svært at se forskel på en rød og en blå regering – sådan for alvor.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har kongehuset en fremtid?

Har det danske kongehus en fremtid? Eller forsvandt fremtiden for monarkiet et sted mellem en hemmelig skihytte i Verbier og nogle hemmelige samtaler mellem kronprinsen og forsvarets spidser udenom regeringen?

For nok har vi i årevis diskuteret kongehusets værdi for erhvervslivet, den følelsesmæssige værdi for danskerne i at have en familie, der vinker, går i fine kjoler og diademer, det urimelige i at en enkelt familie har så mange privilegier og samtidig så mange begrænsninger – for slet ikke at tale om, at kronprinsen er medlem af den olympiske komite med alt, hvad det betyder.

Men det er dog alt sammen åbne – og måske med undtagelse af OL-komiteen – lovlige ting.

Men en hemmelig skihytte til en værdi af på den gode side af 10 millioner danske kroner, hvor der ikke kan gøres rede for, hvordan de penge er kommet til veje – og som indtil huset blev alment kendt lå ude på markedet, så man kunne leje det. Samt samtaler udenom regeringen, hvor kronprinsen får fortrolige oplysninger om landets tilstand, når man ser på det sikkerhedsmæssige.

Det er sådan noget, der sker i militærdiktaturer og bananrepublikker – ikke i civiliserede lande. Men det sker også jævnligt i Danmark, og det tyder på et kongehus, som føler sig hævet over loven. Som føler, at de kan handle, som de vil – uden at det får konsekvenser.

Vi så det allerede i det små, da Frederik for nogle år siden kørte over en lukket Storebæltsbro – og da Joachim rejste til Frankrig for et halvt år siden MED apanagen, selvom Folketinget skulle spørges om lov. Men det blev de folkevalgte ikke – heller ikke selvom Dronningen herself et halvt år før havde sagt i sin nytårstale, at:

Med betroede positioner følger et særligt ansvar og en særlig pligt til at gøre sit bedste, dér hvor man er sat. Det gør mig trist, hvis moralen skrider. Hvad bliver der så af almindelig anstændighed? Man skal kende forskel på dit og mit, på rigtigt og forkert. Det burde ikke være så svært.

Citat slut.

Det bør også gælde hendes egen familie, som er Danmarks med distancer mest privilegerede familie, der burde være optaget af at opføre sig ordentligt – og måske endda være rollemodeller.

Men sådan er det ikke. Derimod så dannes der et billede af en familie, som gør lige, hvad der passer dem – og ikke andet. Og lige netop dét billede er det værste, som kongehuset kan ønske sig.

For hvis dét billede breder sig i den danske befolkning, så falder tilslutningen til monarkiet hurtigere end nogen kan nå at sige Gud bevare Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker – om retfærdighed og straf

Samtalerne på Glyptoteket om de græske klassikere er blevet en dundersucces, hvor der hver gang kommer stadig flere tilhørere – og efterhånden så mange, at salen er propfuld.

Den tredje samtale fandt sted i går, og var som de to første ordstyret af litteraturkritiker Klaus Rothstein på vegne af Hans Reitzels Forlag, og som altid var det oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech, der sammen med en gæst kom med viden og synspunkter. I går var gæsten den snart afgåede direktør på Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen.

Klassikeren, som de talte om, var Euripides´ tragedie ”Medea”. Altså den gruopvækkende historie om kvinden, der dræber sine egne børn, fordi hun vil hævne sig på manden Jason, som har giftet sig med en anden, selvom han har lovet Medea evig troskab.

Jason er altså en nederen type, som Marcel Lysgaard Lech bramfrit sagde det – og Medea er en kvinde, der ikke finder sig i noget, allermindst fra en mand. Men selvom vi godt kan lide stærke kvinder – også i litteraturen, så kan man alligevel og med rette mene, at det at dræbe sine to drenge – bare fordi man føler sig forsmået og vil hævne sig på manden – er lige i overkanten. For nu at sige det mildt.

For hvordan kan man dræbe sine egen børn? Det forstår vi ikke i dag, og det gjorde man heller ikke i Antikken.

Det er simpelthen så meget stik imod alt, hvad vi mennesker står for, at vi bliver slået af vantro og rædsel. Men det sker – også stadigvæk. Dog er det oftest mænd, der dræber deres børn, og som bagefter slår sig selv ihjel. Men der findes også nutidige kvinder, der gør dette utænkelige.

Og hvad skal man så stille op med det? Ja, de tre på podiet havde ikke nogen klare svar på det – eller på hvordan nogen overhovedet kan gøre det, selvom de søgte svaret flere gange i deres samtale.

Undertegnede gik derfor hjem og søgte på forklaringer på, hvordan nogle kan slå deres egne børn ihjel, og det tog under et minut at finde flere interessante artikler med kvalificerede bud på, hvordan nogle mennesker kan komme så langt ud.

Det er ærgerligt, at de tre på podiet ikke havde lavet samme søgning, også fordi man undervejs i læsningen af psykologiske årsager finder ud af, at Euripides´s beskrivelser af Medea, hendes liv, skæbne og bevæggrunde flugter perfekt med de sammenhænge, som fagpersonerne kommer med som forklaring på, hvorfor nogle gør det utænkelige.

Euripides har altså haft stor psykologisk indsigt, kan man konkludere – og det er en oplysning, som Danmarksbloggen er sikker på ville have interesseret de mange tilhørere i går.

En af de bedste artikler om emnet er fra Kristeligt Dagblad, hvor man blandt andet kan læse om en 30-årig dansk kvinde, der for få år siden dræbte sine to børn på hhv. 4 og 10 år – altså en yngre kvinde med to børn – præcis som Medea.

Psykiater Henrik Day Poulsen og dr. med Jørgen Beckmann forklarer i artiklen de uhyrlige drab på egne børn med, at de enkelte kvinder har en ganske speciel sammenblanding af en total mangel på empati, men til gengæld sadistiske træk, dette at nyde planlægningen samt at have oplevet et manglende nærvær i barndommen, en manglende social kontakt og måske også traumatiske oplevelser med mænd.

Læs selv artiklen her:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/den-vaerste-gerning-naar-en-mor-draeber-sine-boern

Det passer så skræmmende perfekt på Medea, der må være bindegal, om ikke andet så i gerningsøjeblikket. Men også ellers. For mennesker kan som bekendt sagtens være rablende sindssyge og stadigvæk planlægge uhyrlige forbrydelser.

Juridisk set er der så forskel på, hvad der gøres i affekt, og hvad der gøres med fortsæt.

Jonas Christoffersen kunne også fortælle, at man netop skelner mellem at være egnet til straf og ikke være det. For når man siger forbrydelse, så siger man også automatisk straf og retfærdighed, som er to kernebegreber i et ethvert samfund – både det gamle græske og det nuværende danske.

Han kom også ind på noget interessant, nemlig at vi som individer i et retssamfund deponerer vores ret til at dømme og straffe, så det bliver et fælles anliggende og ikke noget, som enhver selv kan rende rundt og foretage sig.

Respekt for hinanden og det at vi ikke dømmer hinanden hele tiden sikrer også en ligelig behandling og en stabilitet i samfundet.

Danmarksbloggen savnede så, at de tre på podiet kom mere ind på den stigende tendens, der er i samfundet til at sige, at loven gælder skam ikke for mig – og så derpå gøre, hvad der passer én. Noget man fx ser i trafikken, men også andre steder som fx at mange – også betroede mennesker – ikke tøver med at udnytte systemet, hvis de kan – også økonomisk.

Et interessant spørgsmål, der ikke blev stillet, var derfor: Er den stigende tendens til at følge eller måske snarere ikke-følge lovene efter eget forgodtbefindende et tegn på et samfund, hvor vi ikke har tillid til at retfærdigheden sker fyldest – og vil det i yderste konsekvens kunne føre til mere opløsning i samfundet?

For nok vil vi ikke stemples som kriminelle, og truslen om det stigma afholder mange af os fra at lave kriminalitet. Men kriminaliteten er virkelig – og så kan vi godt lide straffe som middel. Ja, mange taler ligefrem om hårdere straffe som et svar på alt.

Men hvorfor straffer vi? For iflg. Jonas Christoffersen så virker straffe sjældent på dem, der er kriminelle – tværtimod kan kriminelle blive mere kriminelle af at være i fængslet. Men straf giver en følelse af retfærdighed hos resten af befolkningen – og derfor straffer vi.

For følelser og jura hænger sammen. Ikke sådan at forstå, at følelser skal afgøre en retssags udfald, men at det er vigtigt, at befolkningen som helhed opfatter lovene som retfærdige. For hvis ikke vi føler en balance i retsfølelsen, så er vi tilbøjelige til at udvise selvtægt dér, hvor vi mener, at loven er for mild – og til at overtræde loven, der hvor vi mener, at den er for hård.

Det er derfor essentielt, at vi har tillid til retssystemet – og det gælder os alle i samfundet.

For civilisationen går under, hvis vi selv bliver hævnere. Og vi har som sagt deponeret retten til at straffe hos staten. Men det fungerer kun, hvis de kriminelle straffes, og vi andre finder, at strafferammerne er ok.

Spørgsmålet er så, om danskerne gør det?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiet er truet: Dommerne siger nej, men hvor er politikerne?

Der skete noget mere end vigtigt i Polens hovedstad Warszawa her i weekenden. Nemlig en demonstration med mange tusinde deltagere fra Polen og mere end 17 andre europæiske lande – og det var ikke hvem som helst, som gik med de polske flag, EU-flaget og skilte med deres land.

Det var dommere fra hele Europa – bl.a. formanden for den danske dommerforening Mikael Sjöberg, som til Ritzau sagde: ”Det er meget bevægende at deltage i den storstilede demonstration mod en omstridt polsk retsreform.”

Den retsreform, som han taler om, går ud på, at Polens parlament kort før jul vedtog en lov, der giver den polske regering mulighed for at fyre eller straffe dommere, hvis domme går imod regeringens ønsker om reformer og lovgivning.

Det lyder som noget fra et diktatur-mareridt, og det er også en dom, der har vakt bekymring i hele Europa – og ifølge Mikael Sjöberg også hos de polske dommere.

Demonstrationen blev nævnt i medierne – sådan lidt sporadisk, men ingen danske politikere tog tråden op. Sikkert fordi man vurderer, at en kritik af den polske regering kan skabe problemer i forholdet til Polen, eksporten og andet, som vi tjener penge på.

MEN det duer jo ikke. Det duer slet ikke. For hvis ikke de folkevalgte siger fra og råber op, når demokratiet er truet i et stort europæisk land – som også er medlem af EU – så har vi intet lært af 1930´ene. Dengang hvor Hitler skaltede og valtede med Tyskland, og førte et ellers civiliseret kulturland ud i det rene barbari.

Og dét kan sagtens ske igen.

Og et kvalificeret bud på et næste land kunne være Polen. Her slår man nemlig på lignende nationale strenge om Polen som et land og polakkerne som et folk, der er andre overlegne. Man bruger så ikke en nazistisk retorik, og taler om polakkerne som et herrefolk, men i stedet om at Polen (som stort set de eneste) har den rette katolske tro.

For Polen er i egen selvforståelse et katolsk land, der sætter familien i centrum – og polakkerne er derfor de sidste i Europa, der værner om de rette værdier. Værdier som handler om, at familien er det vigtigste, at der ikke skal være noget som hedder abort, at manden er familiens overhoved, at familien skal kunne klare sig med en indtægt (mandens) så kvinden kan følge sit kald og gå hjemme, at det er okay at slå børn – ja, i det hele taget et samfunds- og menneskesyn, som hører en fjern fortid til.

Syndebukken er derfor også homo- og biseksuelle og alle, som støtter dem og en anden mere sekulær og moderne livsstil – dvs. hele Vesten, som den polske regering og store dele af den polske befolkning anser for så depraveret, at både politikere og polske biskopper taler om en decideret regnbuepest.

Der har også været flere rapporter om, at Pride Parader i Polen er blevet forbudt – og at folk, som deltog i lovlige Prides i Polen, er blevet angrebet og overfaldet – uden at det har fået konsekvenser for voldsmændene.

Det er forfærdeligt – og situationen bliver totalt uudholdeligt, når nu de polske domstole ikke længere er uafhængige, og kan stoppe overgrebene på og forfølgelsen af andre mennesker. For overgrebene – også fra staten – rammer også folk, der er kritikere af systemet og andre, der ikke gør og siger, som den polske regering ønsker det.

Men sådan er situationen i Polen, hvor de polske domstole nu fungerer som systemets forlængede arm. Det polske demokrati er altså de facto dødt – og diktaturet er en realitet – og det lige på den anden side af Østersøen.

Der skal råbes og protesteres – og vi skal boykotte Polen på alle måder – og politikerne burde gå forrest, hvis de mener, at demokrati og menneskerettigheder er vigtige.

Men nej, de danske politikere svigter IGEN ligesom de gjorde det i 1940. De har INTET lært.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministerens nytårstale

Danmark har fået en landsmoder. Hun hedder Mette Frederiksen – og er landets anden kvindelige statsminister.

Men Mette Frederiksen er den første, som er en landsmoder i ordets bedste betydning. Og hun er den første statsminister i flere årtier, som kan samle landet om den store fortælling. Det har vi også brug for.

En fortælling, der handler om et Danmark som et land, hvor vi træffer beslutningerne i fællesskab – og hvor vi arver landet fra den generation, som gik forud for os. Hvor vi lærer værdier og traditioner hjemmefra – og hvor det derfor er eksistentielt, at alle danske børn vokser op i tryghed og stabilitet.

Det gør mange danske børn også. Men ikke alle – og dem, som ikke gør, svigtes på den store klinge, fordi der tages mere hensyn til de voksne end til børnene. Det vil Mette Frederiksen lave om på.

Danmark er nemlig et land med velfærd og muligheder, men det skal blive bedre endnu. For endnu er fællesskabet ikke stærkt nok til at alle negative mønstre kan blive brudt. Så Mette Frederiksen anbefaler helt konkret flere tvangsfjernelser, flere bortadoptioner samt at vi dropper berøringsangsten overfor fremmede kulturer.

For nej, det er ikke ok at slå sine børn – uanset hvor man kommer fra. Og ja, piger skal have samme muligheder som drenge.

For vi skal tage hinanden alvorligt – og at forvente noget af hinanden, kræve noget af hinanden er også en form for omsorg.

Præcis som der er brug for omsorgen til ældre – og til det klima, som nu er på den politiske dagsorden i en grad, så Mette Frederiksen talte om det – og ikke nævnte et direkte ord om økonomi og vækst.

Det var ganske forfriskende. For historien om Danmark og danskerne handler om holdninger og mennesker, før den drejer sig om kroner og ører. Om frihed for den enkelte og ansvar for fællesskabet. Om at landet følger folket.

Danmarksbloggen siger BRAVO til Mette Frederiksens første nytårstale.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Græsk klassiker – og kvinder, der tør sige NEJ

Der sker noget spændende på Glyptoteket denne mørketid. Det begyndte i oktober, hvor man kunne høre oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech i samtale med satireforsker Dennis Meyhoff Brink. En samtale styret af litteraturkritiker Klaus Rothstein på vegne af Hans Reitzels Forlag, som sammen med Glyptoteket står for de spændende søndage i selskab med de græske klassikere.

Og i går var det så tid til samtale nummer to. Stadig med Marcel Lysgaard Lech og Klaus Rothstein, men også med professor emerita Birgitte Rossing, der for et år siden skrev ”Argumenter imod kvinder”, som Danmarksbloggen anmeldte: http://danmarksbloggen.dk/?p=10224

Så det kan ikke undre, at gårsdagens samtale handlede om Sofokles´s tragedie “Antigone”. Antigone var en af Ødipus´ døtre. Hende, som udfordrede onklen kong Kreon ved at insistere på, at hun ville begrave den bror, som var kommet tilbage som fjende – og som blev dræbt i opgøret med den anden bror, der var konge inden Kreon.

Men modsat konge-broderen, som fik en helte-begravelse inde i byen, så skulle forræder-broderen blive ude på marken og rådne op – sådan helt bogstaveligt.

Den slags lugter – også bogstaveligt, og Antigone ville selvfølgelig begrave sin bror. For uden begravelse så ingen tur ned i Dødsriget og genforenes med familien. Så Antigone henholdt sig til, at hun som familie til den afdøde – fjende eller ej – havde ret til at begrave ham. Et helt legitimt krav ifølge datidens græske skik.

Dilemmaet var så bare, at hendes onkel, kong Kreon, var i sin ligeså legitime ret til at sige nej. Byens fjende skulle ikke have den ære at blive begravet. Han kunne blive ædt af orme og andet snask, og holdt ude af Dødsriget, var meldingen fra onklen.

Men Antigone trodsede onklen og begravede broderen. Man går så ikke ustraffet op mod magten, så Antigone måtte bøde med sit liv. Hun blev lukket inde i en klippehule.

Det gik i øvrigt heller ikke konge-onklen godt. Hans søn (som var forlovet med Antigone) og kone begik selvmord, og selv vidste han godt, at han var dømt af guderne. For man går heller ikke ustraffet op imod den største magt af dem alle, nemlig guderne.

Så var der ligesom også gjort rent bord. En klassisk græsk tragedie med andre ord.

Men kan den også sige os noget i dag, noget om vores verden? Altså udover den klassiske konflikt mellem menneske og magt, som gør, at langt de fleste dropper al modstand og indordner sig samfundets krav. Men indimellem er der én, som betaler prisen, ofrer alt, og siger det helt store NEJ.

Præcis som Antigone gjorde, selvom det kostede hende alt, hvilket måske ikke var så meget – hvis man ser bort fra livet selv. For kvinder i det gamle Grækenland havde – medmindre de boede i Sparta – ingen rettigheder.

Det athenske demokrati var således udelukkende for mænd, og kvindens opgave i livet var at føde børn. Eller som Marcel Lysgaard Lech sagde det: Kvinden gav liv – og manden tog liv. Det var den jordiske balance, som guderne tilsyneladende også bifaldt.

Men Antigone fik ikke givet liv. Og da hun står og skal ind i det, som både er hendes gravkammer og brudekammer, som hun kalder hulen, hvor hun ender sine dage, så rammes hun af den basale usikkerhed, som er så typisk for Sofokles, hvor vi ender med at tvivle på os selv.

For Antigone tvivlede ifølge Marcel Lysgaard Lech i starten ikke på, at guderne var med hende. Men hvor var de, da hun stod på det yderste?

Den tvivl kender vi også i dag. Den der almenmenneskelige tvivl, som gør, at vi i grunden ved så lidt, kan så lidt, gør så lidt – og til sidst så dør vi.

Vi kender også til kampen mod magten som Antigones kamp mod onklen. Men hvor hendes kamp ikke rigtig kan kaldes en kvindekamp, men en søsters kamp for at begrave sin elskede bror, så er der i dag tale om en reel kvindekamp, som det giver endnu mere mening at kæmpe i dag end for nogle årtier siden.

Ja, det eneste i “Antigone”, som måske kan kaldes om ikke kvindekamp, så kvindesolidaritet er, at søsteren – selvom hun ikke var med til at begrave broderen og faktisk rådede Antigone fra at gøre det – alligevel solidarisk sagde, at ja, hun havde været med, da hun blev beskyldt for det af kongen.

Det må siges at være solidaritet … især fordi søsteren vidste, at det også betød en dødsdom. Hun blev så benådet, men det regnede hun ikke med, da hun stillede sig på Antigones side. You go, girl, som vi ville sige det i dag – og som det skal siges i dag.

For det går nemlig den gale vej, når vi ser på ligestillingen i dette land. Danmark var ifølge Birgitte Possings meldinger på Glyptoteket tilbage i 1970´erne nr. 7 i verden, når det kom til ligestilling. I dag er vi nr. 97 i én opgørelse – og nr. 13 i en anden.

Men uanset hvordan man ser på det, så er Sverige, Norge, Finland og Island førende – og langt længere fremme i skoene end Danmark, hvor der er modstand mod at tage de politiske virkemidler i brug som al forskning viser skaber mere ligeret.

Det er fx: Øremærket barsel til mænd, en lov der effektivt går ind og sikrer ligeløn fremfor den hensigtserklæring, som vi har i Danmark – samt en kvoteordning, når det kommer til antal kvinder i bestyrelser og andre ledende organer.

Men intet af det vil man tage i brug i Danmark. For her sætter vi friheden højt, lyder argumentationen. Det må så siges at være friheden for mændene, som kan fortsætte deres Rip-, Rap- og Rup-rekruttering til magten, mens kvinderne stadig knalder hovedet mod glasloftet.

Det minder om antikkens demokrati i Athen, som også kun var for mænd.

Hvad Sofokles mente om kvinders forhold og eventuelle rettigheder ved man ikke, men Birgitte Possing kunne fortælle, at der i magtens cirkler i dag er en del mænd, som gerne vil gøre det anderledes, og som ofte i forbindelse med foredrag og andet spørger hende om, hvad de selv kan gøre for at få flere kvinder ombord.

Så der er lys i mørket.

For nok er magt ikke noget, som nogen får foræret. Det er noget, som man tager. Men det hele bliver så meget nemmere, når der er mennesker (læs: mænd) inde i magtens cirkler, som gerne vil lukke kvinder ind.

Mænd, som ikke synger med på sangen om, at kvinder skal vise yndighed, ikke myndighed.

Mænd, som ikke mener, at kvinder skal tie i forsamlinger eller at kvinder har nogle karaktertræk, bare fordi de er kvinder og andet, som bliver hæftet på kvinder – og brugt til at holde kvinder nede og væk fra fadet.

Mænd, som selv trækker kvindekortet – fordi det skal trækkes.

For det skal det, så længe kvinder stadig er enten for lidt, for meget eller forkerte, som Birgitte Possing gjorde opmærksom på, at det stadig er en udbredt antagelse om kvinder – både hos mænd og hos kvinder.

Så der skal siges NEJ til at blive holdt nede og ude …

Birgitte Possing sluttede i øvrigt af med en tankevækkende parallel: Magt i dag handler – som det altid har gjort – om penge. Rå kapitalmagt. I den finansielle sektor er 93-95 procent af lederne mænd, og de ligner alle sammen hinanden. Hvide mænd med gode uddannelser og pænt tøj. Ikke megen mangfoldighed her altså.

Men hvordan er det lige, at det går i den finansielle sektor? Det går skidt. Skandale på skandale. Hvidvask og svindel.

Men hvem trækker kønnet ind som argumentation og siger, at alle lovovertrædelserne og alle de moralske forkerte valg skyldes, at finansbranchen er en mandsdomineret branche? Det gør ingen.

Men havde der været tilsvarende skandaler i en kvindedomineret branche, så var kønskortet blevet trukket hurtigere end man kan nå at sige kvindekortet.

Den tanke lader vi lige stå sammen med bevidstheden om, at det ikke er hverken en naturlov eller en gudernes lov, at noget skal være på en bestemt måde. Vi mennesker har et frit valg, og kan skabe den verden, som vi ønsker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Reportage: Fakler i Silkeborg

Weekendens angreb på danske jøder har forfærdet os alle. I Silkeborg tog Poul Geil og et par andre initiativ til med et fakkeloptog at markere, hvad vi står for her til lands. Danmarksbloggen er stolt over at få lov til at bringe nedenstående tekst fra Poul Geil: 

Med årsdagen for Krystalnattens udåd fulgte der i år en række begivenheder, hvor det nazistiske uvæsen viste sig. I Silkeborg vågnede Ella og Henrik op til synet af en nazistisk jødestjerne på deres postkasse, og de blev både ængstelige og dybt bedrøvede. Det samme blev tusinder af andre mennesker, og mere end 300 dukkede op til den protest med fakler, som nogle af os fra vejen hurtigt havde arrangeret. Der var et mindre trafikalt kaos på vejene i området, og det følelsesmæssige kaos besvarede vi med fakler og sange og taler og med varme blikke og håndtryk.

Der var en bedrøvet, men også trodsigt håbefuld stemning, og alle var mødt op for at vise deres støtte til det dansk-israelske par. Da den sidste sang var sunget, var det Ella og Henrik, som helt spontant tog ordet. De var dybt rørte over det store fremmøde, og de konstaterede, at det her er det Danmark, som de kender og elsker.

Der er situationer, hvor det er bedst at tie, så vi ikke er med til at skabe mere opmærksomhed omkring noget, som ikke fortjener at blive hørt eller set, men der er også situationer, hvor vi må sige fra, så det er tydeligt, at vi ikke tier og samtykker. Mere end 300 mennesker var denne aften enige om at sige fra, og mange flere havde på forhånd sagt eller skrevet, at ville have været med, hvis de havde kunnet.

Vi må sige fra, og vi må også spørge os selv og hinanden om, hvordan noget så afstumpet overhovedet kan ske. Skyldes det en total mangel på historisk bevidsthed, eller skyldes det en sympati med de rædsler, som udspillede sig op til og under Anden Verdenskrig? Begge dele kan være en del af baggrunden, men måske skyldes det mest af alt noget tredje, for måske skyldes det mest af alt, at nogle mennesker er så små, at de sparker nedad i et forkvaklet forsøg på at fastholde noget af deres eget selvværd.

De sparker nedad, selvom dem, de sparker ud efter, er akkurat lige så meget værd som dem selv, for vi er alle uden undtagelse lige meget værd, selvom det langt fra er alt, som mennesker gør, der er lige godt. Vi er alle lige meget værd, og vi er nødt til at fastholde, at det også gælder mennesker, som bringer nazistiske symboler i spil igen. Vi er alle lige meget værd, men det betyder bestemt ikke, at alt er lige godt, og det, som er sket nu her, med et symbol fra nazismens jødeforfølgelse, er forfærdeligt, og vi må væmmes ved det i stedet for at vænnes til det.

Derfor må vi sige fra, når vi møder de hadefulde ytringer, og det må vi også, når udtrykkene ikke er så voldsomme som dem, der viser sig som påklistrede jødestjerner og skændinger af jødiske gravsten. Vi må endda gøre det i vores eget netværk, og det er måske det, som er det sværeste. Men lad os gøre det alligevel. Uden selv at tale hadets sprog.

Skrevet af arrangør Poul Geil, Silkeborg

Græsk klassiker og behovet for samfundssatire

Magten bryder sig ikke om satire – i hvert fald ikke når den satire virkelig bider. Det må man konkludere, når man tænker på nedslagtningen af Radio24syv og dermed afslutningen på Kirsten Birgits skarpe og beske angreb på magthaverne.

Et andet eksempel på magtens destruktion af satiren er den grundighed, hvormed man i Kina sletter enhver sammenligning på de sociale medier mellem Peter Plys og den kinesiske leder Xi Jinping. Prøv selv og google de to. De ligner hinanden som bjørn og panda.

For satiren er åbenbart farlig – og kan betyde uro og på sigt samfundsændringer. Det har man vidst længe. For det med at udstille, latterliggøre og kritisere magten er en tradition med rødder i vores civilisations vugge i antikkens Grækenland – og senere i Romerriget.

Det og meget mere kunne man blive klogere på i går på Glyptoteket i København, hvor oversætter og ph.d. i klassisk græsk Marcel Lysgaard Lech var i samtale med satireforsker Dennis Meyhoff Brink. En samtale styret af litteraturkritiker Klaus Rothstein på vegne af Hans Reitzels Forlag, som har udgivet Marcel Lysgaard Lechs vellykkede nyoversættelse af ”Rytteriet”.

Her blev det nemlig fortalt, at den første dokumenterede kritik af magten i satireform foregik allerede i 424 f. Kristus, hvor den græske – eller skulle man sige athenæiske – dramatiker Aristofanes skrev komedien ”Rytteriet”, som ultrakort fortalt handler om en gammel og sur mand, der har en masse slaver.

Manden hedder Folke, og er et billede på det athenske demokrati. Og alle Folkes slaver prøver konstant at lefle for ham og få hans gunst, så han vælger lige dem. Det er gået meget godt en tid med gunsten sådan nogenlunde ligeligt fordelt til alle.

Men så kommer der en slave, som sælger skind, og som er en kæmpe populist, der lover Folke ALT hele tiden og på måder, som Folke ikke kan sige nej til. Ham kan Folke rigtig godt lide. Det kan de andre ikke. Slet ikke. De vil af med skindsælgeren. Helt af med ham.

Så hvad er kuren mod denne folkets yndling? En endnu større populist!!! Endda en pølsemager – og så bliver det ikke være. For pølsemageren ender med at koge pølse på Folke, så den gamle sure mand bliver en frisk yngling.

Men også et nyt og frisk demokrati i version 2.0. skal man vogte sig for.

For det ender selvfølgeligt forfærdeligt – som det gør i ethvert samfund, hvor der lyttes til den, der råber højest, lefler mest, lover mest og er mest skinger. Men det er ham – eller i vore dage også hende – der bliver valgt.

For som der står i ”Rytteriet”: Hvorfor vælge en kundskabsrig, kulturel og kompetent fyr til at føre folket, når man kan vælge én, der taler klar og dum tale?

Det gjorde de så heller ikke i Athen for 2500 år siden – og vi gør det heller ikke i dag i 2019. Vi vælger stadig den kandidat, der kommer med de bedste one-liners som svar på komplicerede problemstillinger.

Det er sigende, at Marcel Lysgaard Lech ikke havde tænkt sig at oversætte ”Rytteriet”, selvom han altid har kunnet lide komedien. Men den aften, hvor Trump blev indsat, gik han alligevel i gang.

For ligesom at folkene fra netflix-serien ”House of Cards” måtte genskrive dele af manuskriptet, fordi virkeligheden overgik fantasien i absurditet – så kunne Marcel Lysgaard Lech heller ikke lade være med at gå i kast med Aristofanes komedie.

Der er også brug for komedien – eller skulle man sige trygedien. For det begreb opfandt Aristofanes nemlig. En trygedie er sådan en slags mellemting mellem tragedie og komedie – og det passer i grunden godt på demokratiets tilstand anno 2019.

Vi har derfor også mere brug for satiren nu end nogensinde. Brug for nogen, der kan og vil og tør sparke den magt, som skal drilles og hånes, når den ikke forvaltes med respekt for det samfund og det folk, som den er sat til at tjene.

For uanset om ens magt er stor eller lille, så må man stå på mål for sine handlinger – og som en stoisk græker finde sig i at blive udstillet og hånet og drillet. Krænkelseskulturen fandtes i øvrigt heller ikke i det gamle Athen, hvor Aristofanes virkede.

Man kan derfor spørge sig selv, om det danske samfund også ville blive bedre, hvis ikke vi var så tyndhudede og populistiske? For uden behovet for at lefle eller trangen til at blive krænket, så kunne vi måske gøre noget reelt ved uligheden, arbejdsløsheden, velfærden, miljøet og alt det andet, som spiller en reel rolle i menneskers liv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Amager Fælled: Overborgmester Frank Jensen taler med to tunger

Et fornemt klima-top-møde (C40) er i gang i København. Ja, i går var de noble borgmestre og andre notabiliteter fra alverdens lande endda til middag på Christiansborg, hvor kronprinsparret var værter.

I centrum for de mange fine ord og knap så mange handlinger står Københavns overborgmester Frank Jensen (S) der bryster sig med, at Danmark er et foregangsland, når det kommer til klima. Ja, København, verdens cykelhovedstad åbenbart, er ifølge ham endda en by, der viser den grønne vej for andre byer.

Undskyld, men det klinger altså hult … meget hult … når man tænker på, hvad der sker ude på Amager Fælled i disse år.

Amager Fælled – skøn og grøn – og det eneste vilde område, som der er tilbage i miles omkreds omkring vores hovedstad. Amager Fælled, som vi skulle sætte ALT ind på at bevare, men som Frank Jensen vil bebygge en stor og for mange arter ekstrem vigtig del af.

For en ting er miljø – en anden er penge, og når det kommer til stykket, så vælger overborgmesteren altid det sidste.

Frank Jensen taler derfor med to tunger, som indianerne sagde det. Indianerne, som for de flestes stammers vedkommende var optaget af at leve i pagt og balance med naturen. Men dem slagtede vi selvfølgelig også, som vi i øjeblikket slagter naturen.

Men man kan altså ikke spise penge – eller ånde penge. Det burde vi erkende og leve efter, os i den vestlige verden, men også i de rige lande i den arabiske verden og de rige lande i den asiatiske verden. For det at drive rovdrift på naturen er desværre en udbredt ting verden over.

Det ender med, at vi dræber os selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk