Smith, Elmquist og Wilhjelm: Påvirkningsloven kan afskaffe det danske demokrati

Man kan håbe, at juraprofessor Eva Smith får ret, når hun i dokumentarfilmen ”De tre sidste musketerer” siger, at hun håber, at domstolene vil tolke den såkaldte påvirkningslov meget varsomt og kun bruge den i grelle tilfælde. For ellers er der tale om at kriminalisere visse politiske ytringer – og at demokratiet i Danmark reelt bliver afskaffet.

Vi taler om påvirkningsloven, om regeringens nye forslag om at det fremover skal være strafbart og med fængsel i op til 12 år forbundet at ytre noget – sandt eller falsk, som kan være i en fremmed magts interesse og mod den danske stats interesser.

Uenighed bliver altså dermed kriminelt, hvis man som borger ikke mener det samme som staten. Og ja, Danmarksbloggen ved godt, at loven er lavet for at beskytte Danmark mod de russiske trolls. Problemet er bare, at loven er et brud mod Grundloven, og at den sikrer statens interesser ene og alene – også mod borgeren.

For hvad nu når staten lyver som fx under Irak-krisen, hvor USA´s tidligere udenrigsminister Colin Powell stod i FN og fortalte, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, og at vi derfor skulle gå i krig mod dem? En krig som også Danmark gik ind i, fordi vores politikere sagde, at ja, der var beviser for, at Saddam Hussein havde disse våben. Men de beviser fandtes ikke, og det vidste de danske politikere godt.

For det er meget enkelt: En stat vildleder sin befolkning og svigter sit ansvar, hvis folket ikke får de sande oplysninger. Desværre er det meget svært at stille en stat til ansvar, især når man som Danmark ikke har den forvaltningsdomstol, som lic. jur. Preben Wilhjelm efterlyser i filmen, og som ellers ville kunne holde magten i tømme. For som det er i dag, så er 90 mandater nok til at beslutte noget, også det som er i strid med Grundloven, hvilket er sket flere gange. Ja, siden 1919 er der konstant blevet hugget bidder af det ellers så stolte og i rettigheder funderede retspolitiiske system i Danmark.

Men nu risikerer vi med påvirkningsloven at få et statsmonopol på sandheden – og dermed et samfund, der minder mere om et diktatur end om et demokrati.

For som advokat Bjørn Elmquist siger det i filmen, så er et demokrati kendetegnet ved en politisk pluralisme, der blandt andet indebærer ytringsfrihed, meningsfrihed, religiøs frihed og mange andre slags friheder for borgeren – også friheden til at være uenig med staten og magten og give udtryk for disse holdninger.

Men den frihed er altså under pres og siden 11. september under mantraet ”Befolkningens tryghed er det vigtigste”. For netop dette mantra er blevet brugt til at give politiet og PET så udvidede beføjelser, at der reelt er tale om at udhule fundamentale borgerrettigheder og frihedsprincipper. Men det er – som Eva Smith siger det i filmen – en narresut, for ingen kameraer eller andet kan sikre os 100 procent mod terror.

Men vi accepterer åbenbart, at friheden tages fra os – det betyder ikke noget, så længe vi bare underholdes og entertaines med ligegyldige trivialiteter, som vejen til slaveriet er beskrevet i Huxleys ”Fagre nye verden”. Det er ganske skræmmende.

Retspolitisk forening kalder også lovforslaget om påvirkningsloven for ”alvorligt bekymrende for ytringsfriheden”: http://www.retspolitik.dk/wp-content/uploads/2018/10/H%C3%B8ringssvar-ulovlig-pa%CC%8Avirkningsvirksomhed-okt18.pdf?fbclid=IwAR2UhAm3GnFg_aGdQlcQoKAcMWdNQ-0mogrv1wHeSuhNlr7XduF3H7RvUro

Sæt derfor den halve time af, som det varer at se filmen og høre, hvad de dygtige mennesker Smith, Elmquist og Wilhjelm har at sige. Det bliver en af de vigtigste halve timer i dit liv.

DR ville ikke vise filmen, da den iflg. dem ikke var samfundsrelevant. Danmarksbloggen mener derimod, at det er årets formentlig vigtigste film. Se den her: https://www.youtube.com/watch?v=rVfyrZKaypQ

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

11/11: 100 år siden 1. verdenskrig – og hvad nu?

På søndag er det 100 år siden, at 1. verdenskrig sluttede. Rædslerne i skyttegravene, som kostede en hel generation unge mænd livet, var forbi, og nu skulle der ikke længere være krig, troede mange.

De tog så fejl. Kun godt et par årtier senere startede 2. verdenskrig, som var en endnu mere forfærdelig krig.

Siden har vi – i Norden og i Vesteuropa – været forskånet for krig. Men der er mange, som i nutidens populisme og nationalisme ser paralleller til det, som skete i 1930´erne, og som derfor mener, at en ny krig kan være forestående.

Danmarksbloggen er enig – det trækker op til storm. Men vi kan ikke bare oversætte det, som skete i Europa i 1930´erne én til én med det, som sker i dag.

Ja, vi har stigende nationalisme.

Ja, vi har stigende populisme.

Ja, vi har stigende ulighed.

MEN:

Vi har også internationale forpligtelser og samarbejder, som er meget mere omfattende og forpligtende, end det bare tilnærmelsesvist var dengang.

Og nok har vi nød og elendighed – også udenfor enhver rimelighed i så rigt et samfund som vores, men ikke i samme grad som dengang.

TIL GENGÆLD HAR VI OGSÅ:

En religiøs konflikt mellem muslimer og gammel-europæere, som i sig selv kan være ganske sprængfarlig.

Internationale virksomheder, som er udenfor demokratisk kontrol, men som spiller en stor rolle i vores hverdag.

Konklusion: Vi sidder altså med en anden slags konflikt i 2018 – og også en anden slags befolkning. En europæisk befolkning, som er mere optaget af forbrug og selviscenesættelse end af ideologier og politisk kamp. Dét er så et problem for vores demokrati, som kræver aktive medspillere og en stadig udvikling, men det er godt i forhold til den manglende lyst til at gribe til våben.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Argumenter imod kvinder”

På onsdag holder gymnasierne Operations Dagsværk, og min 17-årige datter, der går i 2. g. på samfundsfaglig line, har endnu ikke fundet noget at lave. Det vil sige: Nu har hun, for jeg har tænkt mig at engagere hende – hvis hun vil.

Hendes opgave bliver at læse professor emerita Birgitte Possings nye bog ”Argumenter imod kvinder”. Det bliver en af de vigtigste bøger, som min datter kommer til at læse i sin tid på gymnasiet, for med den i bagagen vil hun være markant bedre klædt på til at agere i det samfund, som hun om få år skal ud og virke i.

Det er nemlig årets mest relevante bog for kvinder – og for mænd. Den viser konkret og faktuelt, hvor lang vej der er i Danmark, inden vi får reel ligestilling, og det er en endog meget lang vej, når fx kvinder kun bestrider under hver tiende ledelsespost i finansverden og kun 14 procent af alle borgmestre er kvinder.

For nok har kvinder haft stemmeret i mere end 100 år, og loven om ligeløn er også mere end fire årtier gammel, selvom det har vi ikke endnu. Men sådan må det åbenbart være, når kampen for ligeret, lige muligheder og et samfund, hvor kønnet er ligegyldigt langtfra er færdig.

Bogen starter med et kapitel om kvinder og ledelse, der med flere eksempler fra de seneste år viser, at vores samfund stadig i sin struktur har kulturelle og sociologiske tanke- og adfærdsmønstre, som holder kvinderne væk fra magten. For kvinder, der vil til tops, har kun har en lille sti at betræde, mens mændene har en bred vifte af muligheder.

Som kvinde med viden, kompetancer og ambitioner må man nemlig hverken være for meget kvinde eller for meget mand. Man skal være sådan en slags ikke-eksisterende mellemting, og selv hvis det kunstgreb lykkes, så skal man være forberedt på at blive mødt af holdninger om at være fx ”sludrende”, hvis man uddyber et emne samt konstant at blive vurderet og kommenteret på ens udseende. Under de forhold er det imponerende, at kvinder som Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, og Maria Rørbye Rønn, generaldirektør i DR, er der, hvor de er i dag.

Myten om at kvinder er på en særlig måde, og at mænd er på en særlig måde – alene i kraft af kønnet – eksisterer også stadig overalt i samfundet – og hos begge køn.

Mændene har så noget, som kvinderne ikke har: Magten og magtens klubber, hvor de i dårligste Rip, Rap og Rup-stil rekrutterer hinanden, og hvor det som kvinde kræver indsigt, mod og fylde at bryde igennem det usynlige glasloft, der holder mange dygtige kvinder væk – også fordi de ikke rekrutteres.

Birgitte Possing samler det hele på side 45, hvor man kan læse:

”Vi mangler en samlende fortælling om samfundet, og hvad vi vil med det. Tidsånden er gennemført individualistisk, og vil man noget, er det op til én selv at gå vejen og finde sin plads og identitet. Ingen står i vejen. Sådan er den samfundsfortælling, vi faktisk har. Men den passer ikke på virkeligheden, hvor mangel på den rette kapital, klasse eller det rigtige køn kan stå i vejen for det, man vil. Det taler vi nødigt om, men det bliver vi nødt til, hvis vi skal nærme os noget, der ligner ligestilling. Vi siger, at vi har ligestilling, selv om vi ikke har det. Vi siger, vi vil have begge køn i ledelse alle vegne, selv om vi ikke får det. Vi siger, vi vil have repræsenteret den mangfoldighed i erfaringer, som begge køn repræsenterer, selv om vi ikke gør det. Når det handler om køn, siger vi ét og gør noget andet.”

Citat slut.

Der mangler altså en fortælling – og en hulens bunke lovgivning, for intet kommer uden det. Det er historien et godt bevis på, og netop historien om kvinderne og kampen for rettigheder og muligheder fylder resten af bogen.

Og det kan sagtens være, at man kender Mathilde Fibiger, Dansk Kvindesamfund, Mathilde Bajer, Nathalie Zahle og flere andre endnu fra 1800-tallet, men ved du også, hvem Nielsine Nielsen var? Hun var Danmarks første kandidat i medicin.

Og vidste du, at Emma Gad i 1895 sagde: Damer, der holder foredrag, kan jeg for min død ikke foredrage. Et par år efter havde hun dog ændret holdning og mente nu, at kvinderne efterhånden vil blive opdragne til at ville noget og kunne noget, der skaber dem en livsopgave i økonomisk uafhængighed.

For det er nemlig ikke kun mænd, som må have standpunkt til man får et nyt. Det må kvinder også.

Birgitte Possing ved også meget, og er eminent god til at formidle det i den letlæste og alligevel substantielle bog. For kvaliteten er høj gennem hele bogen, hvor vi hører om kvindernes optog i 1915. Om enkeltpersoner og sammenhænge, om kvinder i politik, i videnskab, indenfor troens verden, om ægteskab, børn og moderskab, om seksualitet, om frigørelse. Om alle de temaer, der kendetegnede 1900-tallets kvindekamp – og hvoraf der stadig er mange slag tilbage at udkæmpe.

Det kræver fysisk styrke, for ligesom at det er vigtigt at tage magten, også symbolsk, så spiller kroppen også en rolle. Og bogen slutter af med et kapitel om sport og idræt, hvor man blandt andet kan læse, at dramatikeren, forfatteren og oversætteren Erna Juel-Hansen, der var en del af 1800-tallets moderne gennembrud, i 1896 sagde:

”Ligesom cykling oparbejder svømning hos pigebørn de egenskaber, hvorpå det så ofte skorter hos det kvindelige køn. Det styrker nerverne, giver mod, resoluthed, udholdenhed og modarbejder det, vi trænger til at blive af med, det ømskindede, pibevorne, kællingeriet.”

Som ivrig motionssvømmer med på den gode side af 425 svømme-km om året, heriblandt en del i Åbent Vand, synes jeg på den ene side om at læse om de påstående fordele ved min elskede vandsport, men på den anden må jeg opponere imod stereotyperne om både kønnene og om svømningens velsignelser.

Det handler som altid mere om strukturerne i samfundet og i de forskellige institutioner – samt om tankegodset inde i hovederne på hver enkelt af os. Tanker og holdninger, som får et kæmpestort næringsboost af at læse Birgitte Possings bog.

Danmarksbloggen giver derfor ”Argumenter imod kvinder” seks handsker ud af seks mulige  For med denne bog tages handsken (igen) af og kastes langt væk, så man som læser er klar til mere stormløb mod glasloftet. Der skal åbenbart en del slag til, før kampen for ligeret og lige muligheder vindes.

Det er Strandberg Publishing, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Den umoralske politiker

Politikernes moral – eller mangel på samme – er et emne, som ofte er oppe og vende i den offentlige debat – og også mere nu end dengang, hvor politikeres privatliv ikke blev plastret ud på avisernes forsider. Men det er nye tider, og i dag vil vælgerne – og medierne – se en sammenhæng mellem politikernes udmeldinger og adfærd, også i privatsfæren.

Derfor er det helt naturligt, at Det Etiske Råds tidligere formand Jacob Birkler, der er uddannet filosof, tager emnet op i sin nye bog ”Den umoralske politiker”, hvor der gøres rede for forskellen mellem etik og moral – og hvor diverse begreber som fx dobbeltmoral og samvittighed sættes i relief til både fortid og nutid. Samt i forhold til Christiansborg og til det væld af eksempler på politikere og deres handlinger gennem de seneste årtier, som der diskes op med på bogens 140 sider.

For kan man kæmpe for folkeskolen samtidig med at man sætter sine egne børn i privatskolen? Kan man tillade sig at opfordre danskerne til at blive bedre til at affaldssortere, når man selv ikke gør det? Og så videre. En politikers troværdighed i dag starter og slutter ikke på Christiansborg, men er i spil 24 timer i døgnet – 365 dage om året.

Jacob Birkler viser med sine mange – og rammende – eksempler, at han kan sin politiske historie. Og bare for en ordens skyld: Begge sider af Folketinget har talrige eksempler på situationer, hvor der er blevet løjet, fortiet og fordrejet enten for at vinde noget eller for at undgå noget.

Skulle man ikke vide det i forvejen, så ved man det, når man har læst bogen, der både er letlæst og substantiel.

Efter ”Den umoralske politiker” sidder man tilbage med en følelse af, at den moralske habitus ikke er afhængig af politisk farve, men mere af tidsånden og af den personlige karaktér hos de forskellige politikere.

En karakter, som sjældent er båret af ydmyghed, høflighed og redelighed – eller rettere: Det kan den være, men så bliver vedkommende sjældent i politik ret længe, som tilsyneladende kun er en metier for de hårdføre i vores dage, hvilket er skadeligt for demokratiet. For robuste og viljestærke mennesker har ikke altid sans for empati og den beskyttelse af de svage, som efter Danmarksbloggens mening er enhver regerings vigtigste opgave.

Så nej, moral og for den sags skyld også etik kan åbenbart ikke bruges som pejlemærke, når der skal stemmes senest til sommer. Der må noget andet til.

Hvad dette andet kunne være, giver Jacob Birkler selv et bud på i bogens slutning – efter en glimrende gennemgang af de underlødige kneb, som det kan anbefales ALLE at læse om, inden man ser en debat eller åbner en avis.

Men altså Jacob Birkler foreslår monteringen af etisk sanitet på Christiansborg – måske lidt i stil med kontoret for regeringsetik i USA (sidebemærkning fra undertegnede: Gad vide om Trump har sendt dét kontor på permanent ferie?). Men altså, det er et kontor, som undersøger politikeres potentielle interessekonflikter, donationer, gaver, lobbyisme, finansielle transaktioner og meget mere.

Det lyder som en god ide, men desværre arbejder virkeligheden imod denne etiske komite, da Venstre-politikeren Eva Kjer sidste uge forslog nedlæggelsen af Etisk Råd. I så fald det sker, så er der fri leg for politikerne i den arena, hvor de bruger moralen til at angribe andre eller beskytte sig selv.

For en af bogens store pointer er, at moral ikke længere kun anvendes som en rettesnor for politikernes egen opførsel, men at moralen også bruges som et middel til at fremhæve sig selv eller dunke modstanderne i hovedet med. Moralen som redskab er altså både en forhammer og et middel til at pudse sin glorie af. Det handler heller ikke længere så meget om, hvordan noget er – men om hvordan det virker.

Det er en påstand, som det er svært at være uenig i, hvis man bare følger en smule med i dansk og for den sags skyld også international politik.

Spørgsmålet er også, hvad en sådan ”moral-som-metode-praksis” vil betyde på langt sigt for politikernes troværdighed og demokratiet?

Svaret er ikke enkelt, og resultatet er – trods tidens mange dommedagsrøster – heller ikke givet. Danmarksbloggen kunne derfor godt have tænkt sig et oprids og en diskussion af de forskellige scenarier.

Jacob Birkler havde uden tvivl kunnet løfte den opgave også.

Danmarksbloggen giver derfor fire store stjerner ud af seks mulige for ”Den umoralske politiker”. Bogen er udkommet hos Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater

På denne demokratiets festdag – starten på det nye folketingsår – udgiver historiker Asser Amdisen bogen ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”, der fra flere vinkler beskæftiger sig med det demokrati, som Churchill engang omtalte som den ringeste styreform – bortset fra alle de andre.

Danmarksbloggen anbefaler alle med interesse for samfundet at læse Asser Amdisens bog, der er en på samme tid letlæst og alligevel faktafuld og substantiel bog om demokratiets snirklede veje – og ikke mindst vildveje op gennem historien, både i Danmark og i resten af verden.

Der skabes på de 191 sider en solid forståelse for de sammenhænge, der er fra de græske bystater og Romerriget over det engelske Magna Charta og Jyske Lov til de oplysningstanker og forfatninger, som kom i 1700- og 1800-tallet, og som store dele af vor tid stadig er præget af som for eksempel idéen om tredelingen af magten i en lovgivende, en udøvende og en dømmende del.

Undervejs i gennemgangen hører vi også om samfundsklasser, produktionens rolle, konflikter, krige, filosofi, religion og samfundslære som fx teorien om styreformernes cyklus, som unge gymnasieelever stadig lærer om, måske fordi dens tankegods – i mere eller mindre fortolket tilstand – stadig giver mening, når vi prøver at forstå fortiden, nutiden – og fremtiden.

For som bekendt er demokratiet ikke en størrelse, der lever løsrevet fra eller højt hævet over alt andet. Tværtimod er demokratiet og dets væsen knyttet tæt sammen med tankerne, ideerne, menneskene og den øvrige samfundsudvikling, hvad bogen også påviser i sin analyse af sammenhængen mellem individets bevidsthed om sig selv og sine rettigheder – og så netop demokratiet.

Et demokrati, der også og stadigvæk – og i langt højere grad end vi måske kunne ønske os det – er bestemt af produktionen og storpolitikken.

Og ja, det gælder også i Danmark, hvor Asser Amdisen mener, at vi har en ganske særlig myte omkring det at være danske og demokrati. En fortælling, som går på, at vi er mere demokratiske end alle andre.

Det er vi selvfølgelig ikke. Til gengæld er vi tindrende ligeglade med, at vi selv opfandt denne myte om danskerne og demokratiet for at stive os selv af, dengang vi efter det forsmædelige nederlag til Bismarck i 1864 ikke længere for alvor kunne tro på, at vi som vikinge-ætlinger var i besiddelse af en ganske særlig handlekraft og styrke.

For så havde vi vel slået tysken, men det gjorde vi ikke. Til gengæld har demokrati altid veget for handel her til lands – samt når de store magter har villet noget, som påvirkede os.

For faktum er, at vi – også efter systemskiftet i 1901 og stemmeretten til de fem F´ere, deriblandt fruentimmerne, i 1915 – har krænket Grundloven flere gange. For eksempel under 2. verdenskrig, da det kommunistiske parti i Danmark blev forbudt, og kommunisterne blev taget af tyskerne – uden at regeringen gik af. For kommunisternes borgerrettigheder – og dermed det danske demokrati – betød mindre end stabiliteten og samarbejdet med den tyske besættelsesmagt.

Den slags “sagen over mennesket” sker stadigvæk – og kaldes i dag for nødvendighedens politik. Men det dur ikke i et demokrati, ikke sådan et rigtigt demokrati, for som Asser Amdisen siger det på side 139, så er Grundloven en grundlov og ikke et indkøbskatalog, som man kan shoppe i efter forgodtbefindende.

Formålet med en grundlov er at sikre borgerne og samfundet. Og at være et demokrati kræver noget af et lands indbyggere, dem som Grundtvig troede på kunne blive borgere i betydningen aktive, engagerede borgere i det danske demokrati.

I Danmark har man så valgt at samle sig i politiske partier, men det er ifølge Asser Amdisen måske ikke den bedste idé, og slet ikke i vor tid, hvor han ikke mener, at der længere slås om i hvilken retning samfundet skal udvikle sig, som det ellers var kutyme op gennem 1900-tallet – og måske især allermest i de årtier, hvor velfærdssamfundet blev grundlagt, og hvor senere kriserne ramte – og indtil Muren faldt i 1989.

Og hvem var det egentlig, der besejrede kommunismen? Resultatet blev i hvert fald det samme – en neoliberal ideologi omkring, at mennesket er et rationelt individ, der altid vil forsøge at optimere sin egeninteresse, som man kan læse det på side 163.

Det er så en ideologi, der næsten er blevet til en videnskab, og politik er derfor ikke længere et slagsmål mellem holdninger, men et spørgsmål om, hvem der er bedst til at administrere.

Det giver også nogle politikere, som kan sammenlignes mere med viceværter, der tuller rundt og skruer lidt på møtrikkerne, end med de arkitekter med visioner, som vi har brug for.

Demokratiske valg kommer derfor også til at handle om blåt hold versus rødt hold, om hvordan kandidaterne går klædt, hvad de siger og måden de siger det på – samt om deres moral. Altså om deres personlighed fremfor om deres holdninger. Og det kunne man godt grine af, hvis ikke det var fordi, at samfundsudviklingen er ved at gå amok – uden at det ryster særligt mange.

For den stigende overvågning og den begrænsning, som der sker af ytringsfriheden, var med Asser Amdisens ord blevet mødt med bemærkninger om politistat og menneskerettigheder, hvis noget lignende var sket i det tidligere Østeuropa. Men nu foregår det her hos os, og det er vores egne politikere, og så er vi blinde for de små bitte skridt, som naturligvis ikke fjerner demokratiet fra samfundet hver især, men som tilsammen er ved at gøre det, som man kan læse om det på side 170.

Bogen slutter med et kig ud i verden og en morale, og det er ikke et opmuntrende billede, som Asser Amdisen ser. Despoter rejser sig alle steder, nogle steder i nationalistisk, andre steder i religiøs klædedragt, mens det frie demokrati, som mange troede ville komme i 1989, er stadig mere truet – ligesom det enkelte menneske og dets rettigheder er det.

For Asser Amdisen er det enkelte menneske nemlig værdifuldt og udgangspunktet for ethvert demokrati, og borgerrettighederne er det fundament, som ethvert demokrati skal hviler på – og de kan ikke tages alvorligt nok.

Slet ikke i et samfund som vores, hvor vores demokrati trænger til en omgang reel nytænkning. Asser Amdisen opfordrer nemlig til at, vi som samfund begynder at tænke i alternativer til det repræsentative demokrati organiseret i partier.

Det finder Danmarksbloggen er en glimrende idé, især fordi det kun er fem procent af befolkningen, som er medlem af et politisk parti, og selv der er det ikke alle medlemmer, som nødvendigvis er med til at vælge hvem, der skal opstilles. Kandidater skal ofte godkendes af partitoppen – dvs. magten rekrutterer selv sine efterfølgere, hvilket i vor tid sjældent er de klogeste hoveder, men snarere de mest robuste med de hurtige one-liners.

Danmarksbloggen giver ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater” seks ud af seks grundlove – selvom vi strengt taget kun behøver én.

Asser Amdisens bog kan med fordel læses af alle med interesse for samfund – og for demokrati. For nok er den subjektiv, hvad han heller ikke lægger skjul på, men den giver også store mængder af viden. Og netop indsigt er en fordel for det levende demokrati, der – hvis det skal blive en velsignelse for alle – kræver borgere, som engagerer sig i samfundet, ikke kun ud fra egne interesser, men for at tjene hele samfundet.

Og ja, det lyder idealistisk i en neoliberal og populistisk tid som vores. Men som Danmarksbloggen ser det, er kloge menneskers engagement i samfundet vores eneste mulighed, hvis vi skal undgå en ny, feudal verdens – og samfundsorden, også i Danmark. For det vil være en orden eller rettere uorden, hvor en lille og megarig overklasse stikker totalt af, mens nutidens store middelklasse synker længere og længere ned mod det armod, som underklassen – også i rige, vestlige lande – allerede lever i.

Asser Amdisen, ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”, Haase Forlag. Udkommer i dag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Stemmer fra dybet

Der er bøger, som bare skal læses. Dorte Hummelshøj Jakobsens antologi ”Stemmer fra dybet” er en af disse.

Bogen består af 12 historier skrevet af og om 12 danskere, der på hver deres måde har oplevet på egen krop, hvordan mennesker behandles i Danmark, når de ikke kan yde (maksimalt) på det hellige arbejdsmarked.

”Stemmer fra dybet” er derfor et vægtigt vidnesbyrd om et samfund, hvor mennesker udstilles og fornedres, når de ikke har været heldige nok – eller er raske nok – til at få et job, hvor de kan slide sig selv op i den ophøjede produktions navn.

For sådan er Danmark anno 2018. Hamsterhjulene snurrer – men ikke for alle. Nogle er udenfor og får derfor ikke deres stress af for meget arbejde, men af at de ikke ved, hvordan de skal få de stadig mindre sociale ydelser til at slå til i et samfund, hvor alt bliver dyrere og dyrere, og vi selv skal sørge for mere og mere.

Men nu har 12 af Danmarks udsatte fået en stemme af Dorte Hummelshøj Jakobsen, og allerede fra første historie kan man mærke, at den er gal – helt gal. For hvad er det for et system, hvor mennesker i nyttejob skal spørge om lov til at gå på toilettet eller tage en tår vand?

Senere kommer historier om mennesker, der er syge eller på anden måde slås med problemer, som stammer fra langt tilbage, men hvor sagsbehandlere og andre mener, at de bare skal aktiveres i gang eller arbejdes trætte som fx kvinden, der ikke kan sove – og som først efter mange år bliver udredt og får at vide, hvad hun fejler.

Der er også hende, der føler skam ved at være fleksjobber, selvom hun ikke kan andet på grund af en blodprop. Eller hende, som har været syg siden fødslen, men som altid prøver at vise et glad ansigt ude blandt andre, selvom hun ved, at det koster på helbredskontoen – og mange andre.

Alle har de hver deres historie – en historie som kunne være alles skæbne, for der er en hårfin grænse mellem, om vi havner på samfundets solside eller skyggeside.

Bogen er velskrevet, og læsningen flyder afsted, selvom man konstant sidder med en stor knude i maven. For hvordan kan vi acceptere, at mennesker behandles på denne måde i vores rige land? Det burde være utænkeligt.

Tilhængerne af den nuværende politiske og umenneskelige kurs vil sandsynligvis hævde, at de 12 beretninger er subjektive partsindlæg, som ikke bliver modsagt eller analyseret. Og ja, de 12 historier står helt nøgne – fortalt med de oplevelser og følelser og tanker, som de mennesker har om dem selv og deres liv.

Men hvorfor skal vi kun høre om forholdene fra dem, som tager beslutningerne, eller som sidder bag skranken i jobcentret og på kommunen? Det giver ikke mening.

Og ja, en læser med sit på det tørre vil måske indimellem tænke, at her kunne man være kommet noget længere med sund fornuft. Men så kan det anbefales at slå empatien til og huske på, at sund fornuft kræver overskud, både menneskeligt og økonomisk – og det er lige præcis, hvad mennesker, der er blevet trynet i årevis, ikke har.

Så der er brug for bøger som denne, hvor vi kommer ud på den anden side af hegnet, ud i en virkelighed, hvor man ikke tænker på at bage brød med den perfekte krumme, eller hvordan ens næste tweet skal lyde, men hvor det handler om ren overlevelse.

Livet som udsat i Danmark er nemlig et liv, hvor ordet budget ikke giver mening. For ofte skal der vælges mellem mad eller medicin, og en varm vinterjakke er der først råd til, når førtidspensionen MÅSKE bliver tildelt.

Danmarksbloggen har sjældent læst en mere vedkommende bog og giver fem ud af seks stjerner, og samtidig skal Dorte Hummelshøj Jakobsen roses for at få ideen og føre den ud i livet, også selvom hun selv måtte klare alt med udgivelsen, for de etablerede forlag mente ikke, at en sådan bog var interessant eller relevant.

Men det er den. MEGET.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DR-besparelser – demokratiet under angreb

I Politiken i weekenden skrev direktør ved Raoul Wallenberg-instituttet Morten Kjærum en skræmmende og vedkommende kronik med titlen: ”Her er de fire skridt til demokratiets stille død”.

Kronikken handler om Orbáns Ungarn, men også om Trump´s USA og om europæiske lande, hvor demokratiet og dets institutioner langsomt, men sikkert udhules og svækkes – deriblandt også Danmark.

Eller som Kjærum skriver i Politiken: Forandringerne kommer skridt for skridt på en umærkelig måde, der gør det vanskeligt at sige fra og især at gøre det i tide. Citat slut.

Men hvad er det så for komponenter, der er i spil?

Kjærum skriver i kronikken i Politiken: De fire vigtigste komponenter i Orbáns drejebog er kampen mod menneskerettigheder, underminering af domstolene og andre uafhængige institutioner, svækkelse af den frie presse og af civilsamfundet. Citat slut.

Dagens nedslagtning af DR bekræfter denne udvikling i Danmark. For er der noget, som vi har brug for i en tid med fake news og meget stærke private mediespillere, så er det en public service-kanal, som serverer kvalitets-tv – vel at mærke uden skjulte økonomiske eller politiske interesser.

Programmer som fx Dagen på DR2, der nu nedlægges. Det samme gør Sundhedsmagasinet og Langt fra Borgen for bare at nævne nogle få kvalitetsprogrammer, der løfter vidensniveauet i Danmark, men som nu skal skrottes.

Men det ønsker dele af det politiske landskab i Danmark ikke. En mindre oplyst befolkning er også lettere at køre rundt med end en vidende og kritisk befolkning, men både demokratiet, velfærden og bundlinien taber på, at partier som LA, DF og Venstre vil gøre danskerne generelt dummere.

Gad vide om de partier forstår, hvad de har gang i? Man håber nej, for ellers er denne fordummelses- og antidemokratiserings-proces en del af et beskidt spil om at beholde magten i Danmark, som kan ødelægge hele samfundet.

Eller som Kjærum skriver det i kronikken i Politiken: En beskæring på 20 procent er et angreb, ikke en normal besparelse. Og det bliver besluttet i en tid, hvor der tales om fake news og russiske trolls, der vil forsøge at påvirke nyhedsstrømmen i Danmark i forhold til det næste valg og dermed vores demokratiske processer. Netop nu og de kommende år er der brug for, at der er troværdige medieinstitutioner, der har muskler til at tage kampen med en af de største trusler mod vores demokratiske liv. Citat slut.

De muskler har DR ikke længere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dør det svenske Folkhemmet i morgen?

Evigt elskes kun det tabte, siger man  – og svenskerne elsker historien om det nu næsten forsvundne Folkhemmet i én grad, så det danner grund for den formentlig bedste svenske tv-serie nogensinde, nemlig ”Vår tid är nu”, som er et kæmpe tv-hit i Sverige i disse år med næsten to millioner seere per afsnit.

Det er en tv-serie, der bruger en fiktiv stockholmer-restaurant som mikro-univers til at vise, hvad der skete i makro-universet Sverige, nemlig Folkhemmets fødsel og storhedstid, i tiden fra 2. Verdenskrig og indtil krisen ramte i 1970´erne.

En tid med et stærkt Socialdemokrati og en stor velstands-øgning i samfundet, der blev fordelt til hele den svenske befolkning – og som gjorde, at alle fik uddannelse og hjælp, og at den enkelte kunne få sin drøm opfyldt om et bedre job end forældrene, at man kunne skifte socialklasse, at kvinder kunne komme frem osv.

Det var et svensk samfund med tryghed for alle, et samfund hvor få havde for meget og færre for lidt. Hvor hele landet var som en familie, et hjem, hvor alle passede på alle.

Men nu i morgen vil det måske ændre sig.

For Sverige anno 2018 er ikke historien om Folkhemmet og trygheden.

Det er ældre kvinder uden andet end folkepensionen at leve for, og som derfor ikke har råd til at give børnebørnene en julegave. Det er mangelfuld adgang til læger og sundhed – for slet ikke at tale om at man skal betale et gebyr, når man går til lægen i Sverige. Det er privatskoler, der drives som forretninger, og hvor ejerne godt må tage overskuddet ud, så skattepengene ender i private lommer, og skolen lukker, og børnene stuves ind i allerede overfyldte offentlige skoler.

Det er boligområder centralt i de store byer, hvor lejlighederne er så dyre, at kun de allerrigeste har råd til at bo der. Omvendt er det også byområder omkring netop Stockholm, Göteborg og Malmö, hvor man ikke kommer, hvis man hedder Svensson, men bor og færdes efter helt andre regler end i resten af Sverige, hvis man hedder Muhammed.

Det er et Sverige med stor social ulighed, stor politisk korrekthed (mange danskere vil også sige for stor) – et Sverige der truer med at knække midt over i morgen.

For hvad sker der, hvis Sverigesdemokraterne får de forventede 20% af stemmerne? Ingen af de andre partier vil lave politik med SD, endsige snakke med dem.

Kaos truer … og især måske om fire år, hvis man stadig holder SD udenfor.

Men det er dumt, for partiet repræsenterer trods alt hver femte svensker, og det er skidt for demokratiet, hvis man ikke vil tale med hver femte vælger. Så kan man være uenig med dem – og det er undertegnede fx, men det nytter ikke noget at vende SD ryggen.

Det får partiet bare flere stemmer af. Siden SD stillede op til Riksdagen i 1998 har de andre partier ikke villet tale med dem, og ved hvert eneste valg til Riksdagen har SD fordoblet deres stemmeantal i forhold til det forrige valg. Så gå i dialog med SD, forlang nogle svar, drag dem ind i forpligtede politisk arbejde – og lad dem prøve kræfter med virkeligheden og ikke bare køre frihjul på egen propaganda.

Dét er den eneste vej frem – både for demokratiet og hvis man vil lave en Folkhemmet version 2.0. Og det vil de fleste svenskere – forståeligt nok – gerne.

Ligesom danskerne gerne vil – og nok er der forskelle på Danmark og Sverige, men også store ligheder, så det giver god mening for os at følge med i valget i morgen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommer-erindring: Territorial kamp i Berlin

Der er en voldsom storm på vej over Europa, hvilke bekræftes af tre oplevelser denne sommer – følg med i Danmarksbloggens sommer-erindrings-serie. Vi slutter i dag med Tyskland.

Danmarksbloggen sluttede sin sommerferie med nogle dages besøg i et hedevarmt Berlin – altid en spændende by, også fordi den vokser og ændrer sig så meget i disse år. Dog ikke altid til det bedre.

Der skete nemlig følgende: En af aftnerne stod jeg og min rejsefælle på en perron inde i Mitte og ventede på sporvognen ud til et af Prenzlauer Bergs hjerter, knudepunktet ved Eberswalder Strasse. Det var vi mange, som gjorde, da en større gruppe bestående af indvandrerdrenge ankom. De begyndte snart at spille særdeles højt på deres medbragte mobile højttaler, mens de tjekkede os andre – alle hvide – passagerer ud.

Min rejsefælle og jeg gjorde, hvad vi kunne for at se lokale ud, men det virkede vist ikke. For drengene – eller rettere de unge mænd – begyndte at nærme sig os fra flere sider. Umiddelbart tilfældigt men ud fra deres mimik og indbyrdes fagter (de talte nemlig et sprog, som vi ikke kunne forstå) virkede det mere som om, at det i høj grad var planlagt, at de nærmede sig os fra flere sider på samme tid.

Vi fandt aldrig ud af, hvad de evt. ville os – men de havde os på sigtekornet. Og måske var det grund nok, at vi blev siddende og ikke lod dem fylde hele perronen, som de hvide tyskere gjorde, da de unge mænd larmende ankom og begyndte at sprede sig og indtage hele den ret lange perron. For i selvsamme øjeblik var de hvide tyskere simpelthen gået væk fra perronen og havde stillet sig ovre på et slags fortov. Man skal nemlig vælge sine kampe med omhu.

Det endte vi også med, for man behøver ikke at sidde som en lam and – klar til at blive plukket, så vi rejste os fra bænken og gik væk fra perronen og over til dér, hvor de andre hvide stod. De unge indvandrere kom heller ikke efter os, men tog den næste sporvogn. Det samme gjorde de hvide tyskere, som vi stod sammen med – selvom de måtte løbe lidt for at nå dén – vi stod jo som sagt lidt væk fra perronen.

Men min rejsefælle og jeg nåede ikke sporvognen – og vi prøvede heller ikke. I stedet gik vi langsomt tilbage til den nu tomme perron og satte os ned – lidt chokerede. For aldrig havde vi i dén grad følt os truede og udsatte. Men nu var det jo endt godt, og det værste var alligevel også den stiltiende accept, som der åbenbart var blandt de lokale berlinere om, at dem, som er flest og i gruppe – de vinder retten til territoriet, som altså her var en sporvogns-perron.

Andre steder i Berlin handler det om andre ting – og vi så også andre eksempler, som bestyrkede teorien om, at livet i Berlin anno 2018 ikke kun er genopbygningen af en kultur- og verdensby, men at det OGSÅ er en territorial kamp om byen mellem forskellige etniske grupper – og med forskellige vindere.

Men det er jo netop dén mentalitet, der skaber krige … uanset hvem vinderen er i første omgang.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommer-erindring: Jer fra København vil vi godt have i Sverige

Der er en voldsom storm på vej over Europa, hvilke bekræftes af tre oplevelser denne sommer – følg med i Danmarksbloggens sommer-erindrings-serie. Vi fortsætter i dag med Sverige.

Danmarksbloggen har været en uges tid i Stockholm i den forgangne sommerferie. En nordisk hovedstad med en meget større multietnicitet end København. Der er dog ingen, der blander sig eller mingler med hinanden – tværtimod så lever hvide, sorte, brune, gule, muslimer, kristne, kulturkristne, buddhister, ateister og alle andre side om side – men på måder som om de andre slet ikke eksisterer. Det er nemlig helt utroligt, så gode svenskerne – uanset herkomst – er til at ignorere hinanden på gaden, i tunnelbanen, i parken, i det udendørs svømmebassin og alle andre steder, hvor mennesker færdes i Stockholm.

Dvs. lige indtil de er nødt til at agere med hverandre – så sker der noget, og det er i reglen noget negativt, hvor venlighed og høflighed er erstattet af kulde, ja åbent fjendskab. Det er som om al den pænhed og politiske korrekthed, som Sverige ellers forbindes med, har en mørk og voldsom bagside, som ingen officielt vil være ved – men som alligevel kommer ud i hverdagen.

Jeg oplevede det blandt andet i et supermarked inde i hjertet af Stockholm, hvor dér foran mig i køen stod en muslimsk familie, som nok var lidt langsomme til at få varerne op på båndet, og som i tilgift havde et par børn, der råbte en del, hvilket kun øgede det generelle irritationsniveau. Nå, så blev det min tur, og da mine varer var kørt igennem, spurgte den unge – hvide – mand bag kassen, om jeg havde et kundekort. Nej, desværre – jeg er fra København, sagde jeg på mit lettere gebrokne svensk.

Han smilede venligt tilbage til mig, og svarede: Helt ok, jer fra København vil vi gerne have her i Sverige. I er altid velkomne. Og så kiggede han skævt henimod den muslimske familie, som stod og pakkede deres varer sammen, og som ikke kunne undgå at høre det. De sagde så ingenting, og det gjorde jeg heller ikke.

Jeg burde nok havde sagt noget, men vidste ikke lige hvad. Man vil også gerne være høflig, når man er i udlandet.

Men bag mig stod en nydelig ældre – og hvid – svensk dame, og hun var ikke mundlam, men helt enig med den unge mand bag kassen. Så hun smilede til ham og til mig, mens hun nikkede og sagde: Ja, danskerne er vores venner. Det er kun på fodboldbanen, at vi kæmper med hinanden. Og så smilede de begge to stort til mig, mens jeg med et ansigtsudtryk som en forvirret smiley tog mine ting og gik – ret rystet – ud på gaden.

For så langt ud er det åbenbart kommet i Sverige – altså når vi er væk fra det officielle Sverige. For der er en kæmpeverden til forskel på, hvad de svenske politikere siger – og hvad befolkningen mener, og til september er der valg til Riksdagen, Sveriges Folketing. Det bliver en gyser, som også vil give dønninger i Danmark. Især hvis Sverigesdemokraterne bliver det største parti – og det tror Danmarksbloggen, at de bliver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk