Fællesskab og kristendom

I gamle dage var det en kendt sandhed, at vi alle skylder vores næste en hel masse. Det var vise ord, som bunder i erkendelsen af, at vi er indbyrdes afhængige – og skal hjælpe hinanden.

Ideen om, at vi er forpligtet på hinanden, danner dermed også grundlag for en moral, som mangler i nutidens samfund. Måske fordi den idé bunder i den kristne etik om næstekærlighed.

Desværre er kristendommen på retur som moralsk rettesnor – og når kristendommen forsvinder, så forsvinder også grundlaget for denne fællesskabs-moral, som mangler bigtime i nutidens samfund.

Vi ser det i den offentlige debat – og i det politiske liv – med spørgsmål som:

HVORFOR skal jeg vaccineres? Jeg bliver jo ikke særlig syg.

HVORFOR skal jeg betale skat? Det er jo mine egne penge.

HVORFOR skal jeg i det hele taget hindres i min selvudfoldelse? Det er min ret at forfølge mine egne drømme.

For jeg skylder nemlig ikke fællesskabet noget. Det har aldrig gjort noget for mig.

Jeg, jeg, jeg. Mig, mig, mig, er det evige mantra fra disse personer.

Det må være meget kedeligt at være så ego-fikseret. Kedeligt, koldt og mørkt. Måske derfor der er godt gang i forbruget hos disse mennesker, så de kan stive sig af med fine mærkevarer.

Se mig, jeg har en Gucci-taske, går i hundedyre bukser og kører i en flot bil.

Men det er lidt som at tisse i bukserne. Det varmer en kort tid, men så er der koldt og tomt igen.

For ingen luksusvarer kan fylde det hul i maven, som kommer, når man ikke indgår i meningsfulde og forpligtende relationer til andre mennesker.

Vi mennesker er nemlig – biologisk – programmet til at være sammen, til at være afhængige af hinanden.

Sådan har det været altid – og dermed også lang tid inden nogen fandt på kristendommen. Kristendommen satte så bare behovet for hinanden i system, og gav det en institution at virke i.

Det har ikke altid været en god ide. Tværtimod er alle de gode hensigter blevet misbrugt til egen vinding og magtudøvelse.

Men det ændrer ikke på, at det er en rigtig god idé at sætte ansvaret for hinanden i system.

Og indtil videre har ingen kommet med et bedre bud end de kristne kirker – og måske især de evangelisk-lutherske i Norden, hvor kristendommen er sat så meget i system, at den også er – eller i det mindste har været – en del af vores samfund i form af velfærden.

Den velfærd, som vi er i gang med at afmontere i takt med at kristendommen forsvinder.

Det er skidt. Vi skal til at råbe STOP. For kristendom og velfærd er basis for det gode liv – og det levende demokrati.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Statsministerens nytårstale

Så har statsministeren holdt sin valgtale – undskyld nytårstale.

For det var et reelt valgoplæg, som Mette Frederiksen kom med fra et tåge-dækket Marienborg. Et valgoplæg, som delte sig i tre hovedområder:

  1. Den grønne dagsorden – hvor Danmark skal være et grønt foregangsland. Man skal fx kunne flyve grønt på en indenrigsrute i 2025 – og i 2030 skal al indenrigsflyvning i Danmark være grøn. For det nuværende politiske flertal svigter ikke, lød budskabet. Det vil mange med interesse for at bevare Amager Fælled og undgå Lynetteholmen så ikke være enige i.
  2. En stram indvandrerpolitik med begrænsninger på udenlandsk arbejdskraft, med flere kvinder af udenlandsk herkomst i arbejde – eller som det hedder fra Mette Frederiksen: Logisk arbejdspligt, så passiv forsørgelse afløses af ret og pligt. Det vil også være godt for ligestillingen og integrationen – og det vil mindske børnefattigdommen, mener hun.
  3. Velfærd. Vi kan ikke spare os til mere velfærd, lyder budskabet fra statsministeren. Vi skal ind til kernen, ind til hjerterummet og mindre kontrol, og det skal fx gøres ved, at alle kommuner i Danmark selv skal bestemme, hvordan børnehaverne, folkeskolerne og ældreplejen skal indrettes. Det lyder lidt som væk med Djøferne og deres ligegyldige projekt-og-kommunikations-fnidder-fnadder – og er noget, som mange potentielle socialdemokratiske vælgere vil kunne lide.

Mange vil også kunne lide den sundhedsreform, som der tales om.

Der er også kun 518 dage til der senest skal være folketingsvalg i Danmark igen – og Mette Frederiksen vil gerne kunne huskes på andet end Corona, mink og sms´er.

Derudover fik Mette Frederiksen tid til at nævne Dronningens 50-års-regeringsjubilæum, som falder sammen med Danmarks 50 år som medlem af det, der i dag hedder EU – og som engang var en kul-og-stål-union, men som statsministeren i dag kalder en klima-union.

Det klinger lidt hult … ligesom at Danmarksbloggen ikke er sikker på, at statsministeren har ret, når hun siger, at et svagt Europa er et svagt Vesten. Ikke hvis man med Europa mener EU, som mere er en kolos på lerfødder styret af en elitær overklasse i Bruxelles, som ingen almindelige mennesker i medlemslandene kan nå.

Det er i grunden også ret paradoksalt, at statsministeren indenrigspolitisk vil have beslutningerne på det lokale niveau, men de skal op på det internationale niveau, når det gælder udlandet. Men det er ikke vejen frem.

Vi skal have magten tilbage til nationalstaterne.

Og ja, det kan lade sig gøre. NATO er fx ældre end EU, og fungerer stadig – ja, er endda vældig stærk, måske fordi NATO holder sig til en enkelt opgave (forsvar), og består af selvstændige stater.

EU kunne – og burde – være det samme, hvis EU handlede om noget så enkelt som handel mellem selvstændige lande. Sådan startede EU – og sådan skal EU være igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronningens nytårstale 2021-22

I dag er det præcist to år siden, at vi første gang hørte om den nye virus, som var blevet fundet i Wuhan i Kina.

Og det er præcist ét år siden, at Dronningen helt ekstraordinært sluttede sin nytårstale med: ”Gud bevare jer alle sammen. Gud bevare Danmark”.

Det var alvor – og det ER alvor. Vi er stadig midt i pandemien.

Så det var med spænding, at Danmarksbloggen stillede sig op for at høre og se Dronningens nytårstale 2021-22.

Ja, stillede sig. For nok er Danmarksbloggen ikke helt sikker på sin holdning til monarkiet.

Men Danmarksbloggen er kæmpe-tilhænger af Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. af Danmark, som til januar har 50-års regeringsjubilæum – og som i aften holdt sin nytårstale no. 50.

Men hvad sagde hun så, vores kloge statsoverhoved?

Ja, hun nævnte (selvfølgelig) Coronaen, og kaldte de to sidste år for drøje og med en masse ubehageligheder, som har påvirket alles hverdag.

I samme åndedrag kom Dronningen også med en særlig tak til forskerne og til dem, som arbejder i sundhedsvæsnet, og alle andre, som er med til at bekæmpe pandemien. og hun betonede netop det fælles ansvar, som bekæmpelsen er.

I det hele taget hyldede Dronningen kundskab og indsigt, viden og teknologi – også i forhold til den klima-udfordring, som vi alle slås med.

For viden er vejen frem – sammen med nysgerrighed – og det for os alle sammen.

Dronningen sagde nemlig:

”Vi skal møde vore medmennesker med åbenhed.
Andres livshistorie kan gøre os klogere. At spejle sit liv i de andres kan være tankevækkende og inspirerende. Man lærer sig selv at kende i mødet med andre.
Når man er ung, stræber man efter anerkendelse; man vil så gerne have opmærksomhed, blive set – helst være enestående – ligesom de andre!
Men at være menneske er i høj grad at stå ved sig selv, at lære sig selv at kende. Det er der udvikling i – nok til et helt liv!”

Dét er kloge ord i en tale, som næppe går over i historien som hendes bedste, selvom den fik svung til sidst, da Dronningen kom ind på sine snart 50 år som regent med ordene:

”Jeg har svært ved at fatte, hvor de mange år er blevet af. Jeg synes, at de er gået så hurtigt.
Meget har ændret sig i den tid; men ikke kærligheden til mine nærmeste og ikke kærligheden til mit land.
Måtte vi alle få et godt nyt år!
GUD BEVARE DANMARK!”

Dén kærlighed er gengældt.

Må Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. af Danmark længe leve …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Retssikkerheden vandt i dag

Hvis demokrati og retssikkerhed er danske værdier, så har de danske værdier vundet i dag.

For tidligere integrationsminister Inger Støjberg er med 25 ud af 26 stemmer blevet kendt skyldig i rigsretten – og dommen er med 15 stemmer blevet til ubetinget fængsel i 60 dage til Inger Støjberg.

Danmarksbloggen føler så ingen glæde.

Tværtimod føler Danmarksbloggen en stor bekymring for, hvad den yderste højrefløj vil bruge dommen til. Den er nemlig politisk dynamit. Og Støjberg har allerede selv tændt lunten ved at prøve at gøre det til en politisk sag, når hun siger, at hun ikke vil bøje nakken.

Men det handler ikke om det. Sagen er basal jura. Man må ikke med fortsæt bryde loven – og en minister skal også overholde loven. Punktum.

Efter domsafsigelsen blev Støjberg så til mødet med pressen ved med at prøve at gøre det til et spørgsmål om barnebrude. Det, som hun opfatter som danske værdier, tabte i dag, sagde hun med vanlig patos.

Men danske værdier er ikke, at en minister med fortsæt og fuldt bevidst bryder loven. Danske værdier er ikke, at man ikke tager det til sig, når en rigsret dømmer én skyldig.

Støjberg udviser på den måde ingen respekt for det danske retssamfund – eller for de danske værdier, kunne man tilføje.

Heldigvis står domsafsigelsen fast. Så dermed kan det konkluderes, at magthavere i Danmark kan holdes ansvarlige for deres gøren og laden.

Dét er til gengæld godt nyt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark blev blåt og sort

Kommunalvalget er forbi. Et valg i pandemiens skygge. Valgdeltagelsen var også en del lavere end sidste gang: 67,2% her i 2021 mod 70,3% i 2017.

Mange steder er konstitueringen stadig i gang, og vi har næppe set det sidste kup, den sidste aftale bag lukkede døre mellem partier, som på landsplan aldrig ville ”gå i regering” med hinanden.

Alligevel kan vi godt konkludere, at det kommunale Danmark er blevet blåt – og sort.

Blåt fordi de konservative havde et kanonvalg, og fik borgmesterposter steder, hvor de aldrig har haft en borgmester før – som på ærke-socialdemokratiske Bornholm (her dog hjulpet på vej af en aftale mellem de blå og Enhedslisten!).

Ja, de konservative mistede så også deres historiske borgmesterpost på Frederiksberg. Men det skyldtes mere den nu afgående borgmester og hans boligsag end den positive vibe, der er omkring de konservative i øjeblikket.

Men Danmark blev også sort. Ny Borgerlige havde ET som i 1 valgt medlem i et byråd i den periode, som er ved at være slut (de fik så undervejs lidt flere, når DF-valgte medlemmer skiftede over til Ny Borgerlige). Men i går fik partiet valgt 64 medlemmer ind i byråd over hele landet. Det er selvfølgelig til dels sket på Dansk Folkepartis bekostning, men ikke kun.

Så selvom mange af os taler om klima og natur som det vigtigste politiske emne, så findes der også et Danmark, som hellere vil udnævne indvandrere og flygtninge til syndebukke – og give dem skylden for alt.

Et Danmark, som ønsker lette løsninger på komplekse problemstillinger, som ikke gider bekymre sig om miljø, som i en utryg tid ønsker faste strukturer og ”det man kender”. Derfor tilslutningen til Konservative og Ny Borgerlige.

Det peger alt sammen frem mod et folketingsvalg, som kun er halvandet år væk. Et valg, hvor Pape gerne vil være og kan blive statsminister – selvom han ikke har sagt det offentligt endnu. Et valg, hvor Ny Borgerlige kan få et jordskredsvalg, især hvis presset på EU´s ydre grænser fortsætter – og der stadig er ballade med afviste asylansøgere og indvandrere i Danmark.

Det med at være statsminister vil socialdemokratiske Mette Frederiksen også gerne fortsætte med at være. Men i går tabte socialdemokraterne terræn stort set alle steder – og mest i de store byer, selvom de beholdt borgmesterposterne.

I København mistede Socialdemokratiet så meget, så Enhedslisten nu er hovedstadens største parti. Det kom der så ingen overborgmester ud af. For de andre partier – også SF som var til salg for en borgmesterpost, som de havde fået alligevel – vil ikke have en overborgmester fra Enhedslisten, så de valgte den socialdemokratiske Sophie Hæstorp Andersen.

Generelt tabte naturen – og dermed Fælleden – i hovedstaden.

For nok vandt Enhedslisten 4 mandater, men Alternativet tabte også 4. Og så går det lige op i den rød-grønne alliance, som ikke formåede at suge et eneste af Socialdemokratiets 5 tabte mandater til sig. Så hvor meget vandt Enhedslisten i grunden i København?

Ikke nok i hvert fald til at gøre naturen grøn og undgå, at betonalliancen vandt kampen om Fælleden og Lynetteholmen. Så nu er lærkesangen på sletten slut – og et blå-sort mørke sænker sig over Danmark.

Vinteren er på vej.

Og vi må håbe, at vi ikke bliver syge. For totalt fraværende i denne valgkamp har regionalvalget – og dermed regionerne og det vigtige spørgsmål om sundhed og sygeplejersker været.

For sundhed hører ind under regionerne. Men ingen medier har gidet beskæftige sig med det, selvom det er et centralt samfundsområde. Medierne har på den måde svigtet deres samfundsmæssige forpligtelse.

Måske fordi mange af dem har en blå-sort opfattelse af samfundet – og deres redaktører og journalister et adgangskort til privathospitalerne?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sidste udkald for Amager Fælled

Maskinerne drøner, og der er dollartegn – ok, så Euro- og krone-tegn – i øjnene på politikere, By & Havn samt investorer, når de ser på, hvad der sker med Københavns grønne lunge: Amager Fælled, som bid for bid omdannes til sten- og betonørkner, mens arter og planter må lade livet i rivende hast.

Det er fælt at se på – men det kan endnu stoppes. Men det er sidste udkald. Allersidste udkald.

Så der skal handles NU!

På tirsdag d. 16. november går vi til kommunal- og regionsvalg overalt i Danmark – og det er spændende og vigtigt mange steder. Men allermest er på spil i København.

For her er det mere end kommunens ve og vel, som det gælder. Her er det den store kamp mellem pengene på den ene side og naturen på den anden. En kamp, hvis udfald kommer til at spille en rolle for hele Danmark.

For lykkes det pengene at vinde, så vil andre naturperler også blive lette(re) at løbe over ende. Men vinder naturen på Amager, så dannes der præcedens for, at vi i Danmark tænker langsigtet på natur og klima og arter og mennesker. På at vi sætter liv før penge. Præcis som det anbefales at gøre på det igangværende COP26 i Skotland.

Så brevstem i dag eller i morgen – eller gå i stemmeboksen på tirsdag d. 16. november og sæt dit kryds ved naturen …

Det er NU, det gælder.

Ps. På søndag d. 14. november kl. 12-14 er der folkefest på Københavns Rådhusplads under parolen: KOM OG SIG STOP TIL BYGGERIET PÅ AMAGER FÆLLED

Se mere her: https://www.facebook.com/events/410372743824580/

Så der skal stemmes efter at sikre naturen (også både Stejlepladsen og Lynetteholmen) – og dermed vores egen overlevelse som art. Og det er ikke en enkeltsag. Det er grundlaget for ALT. Og det haster. Uret tikker.

Sidste nye meningsmåling fra Gallup er så opløftende. Den viser nemlig, at der er et flertal udenom de blå partier – og udenom Socialdemokratiet. Et flertal med Enhedslisten som hovedstadens suverænt største parti og sammen med SF, Radikalt Venstre og Alternativet.

Skal det virke, kræver det så, at man kan få SF og de radikale til at ændre mening. Om det kan lykkes, vides ikke. Men det er en nemmere opgave end at få Socialdemokratiet til at skifte kurs, selvom mange S-vælgere er store tilhængere af at bevare Amager Fælled.

Og endnu har hver fjerde vælger ikke besluttet sig. Så stem, mød op, snak med venner, familie og kollegaer, kæmp kampen her til sidst. Det er – som dinosauren T-Rex sagde det på FN´s talerstol: Now or never!!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiet er udfordret

Minksagen og gårsdagens pressemøde med statsministeren viser det med al ønskelig tydelighed: Demokratiet i Danmark er udfordret.

Alle aktører opfatter “de andre” som fjender.

Hvis vi vil have det anderledes, kan vi starte med følgende tre ting:  

1) Vi skal afskaffe Mørklægningsloven. Magthaverne skal simpelthen kunne ses mere og bedre efter i sømmene.

2) Mange journalister – ikke alle, men mange – er enten artige mikrofonholdere, eller de har deres egen politiske agenda, og angriber – bare for at angribe. Men begge dele er at svigte pressens rolle som vagthund overfor magthaverne.

3) Færre og færre – og også for få – danskere er medlem af et politisk parti. Det skader demokratiet, når så få er med til at bestemme, hvem der kan stemmes på  – og dermed få magten i Danmark.  

Så altså: Pilen peger på både politikerne, som skal åbne mere op, journalisterne, som skal passe deres arbejde mere og bedre – og borgerne, som skal engagere sig politisk fremfor bare at brokke sig.

Demokratiet fortjener nemlig, at vi giver den en skalle. Allesammen. At vi taler sammen i en dialog – uden at se fjendebilleder eller på forhånd at have besluttet, hvad vi vil mene – og hvad de andre mener.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om dén ulv, som ingen vil råbe

Halloween nærmer sig, så her kommer en lille grum historie fra virkelighedens verden:

De skumle tider er på vej tilbage. Skumle som i nedlukning, mørke, smitte, virus og død.

Og nej, der råbes ikke ulv uden grund. Tværtimod: Corona-Ulven står allerede oppe i skovbrynet og slikker sig om munden, mens den ser på danskerne, der som en flok ubetænksomme og ubekymrede børn løber rundt imellem hinanden – uden at holde afstand, uden at bruge mundbind, uden noget af alt det, som holder smitten nede.

For ja, vi er dér igen på det fæle sted, hvor smitten stiger voldsomt. Det samme gør eksperternes forsikringer om, at det ikke bliver så slemt denne gang. Det holder selvsagt ikke.

Det burde vi vide. For vi har været på de tynde løfters holdeplads før. Sidste efterår i 2020 helt præcist, hvor danskerne blev garanteret at – pga. mundbind, afstand, håndsprit og specielle regler for hvor mange vi måtte være på restauranter m.v. – det ikke ville blive lige så slemt som i foråret 2020. Det blev værre. Mange flere blev smittede, syge og døde i vinteren 2020-21 end i foråret 2020.

Helt konkret døde der 574 danskerne af Corona i månederne marts, april og maj i 2020, mens der døde 1.524 i månederne december 2020, januar 2021 og februar 2021. Altså tre gange flere end da pandemien ramte.

Men her i vinteren 2021-22 vil det ikke ske pga. vaccinationerne, lyder løftet, som godt kan klinge lidt hult.

For vi har at gøre med den tilsyneladende urørlige Delta-variant, som er tre gange så smitsom – og også mere sygdomsfremkaldende og mere dødelig – end den variant, som huserede sidste efterår. Og samtidig falder effekten fra vaccinationerne hurtigere end forventet. Man er ikke garanteret smittefri i seks måneder efter sidste stik – heller ikke selvom man er ung og rask.

Dét er virkeligheden. En virkelighed som de færreste vil se i øjnene – og det kan man godt forstå. For mennesker, som er sociale dyr, foretrækker et åbent samfund, hvor vi kan rejse, gå ud og være sammen med andre mennesker. Men lige nu er det åbne samfund med til at sprede en smitte, som vi kunne bremse med afstand, mundbind og ikke at være (så meget) sammen med (så mange) andre mennesker. Men det vil vi ikke.

Derudover er der om små tre uger kommunal- og regionsvalg i Danmark, og det rimer på ingen måde med flere restriktioner – og slet ikke med en nedlukning. Dels fordi det giver potentielt dårlige stemmetal til regeringspartiet Socialdemokratiet, som også står stærkt kommunalt, og dels fordi det rent logistisk vil være et mareridt at gennemføre en valghandling under en nedlukning.

Så Danmarksbloggens bud er, at man lader smitten løbe – og måske endda løbe løbsk – indtil EFTER d. 16. november (valgdagen). For inden da tør ingen råbe Ulv som i Corona, restriktioner og måske nedlukning.

Hvad der så sker om små tre uger – udover diverse politiske rævekager – ved ingen.

Men Danmarksbloggens bud er, at Corona-ulven på det tidspunkt har sendt bud efter nogle venner, så de er et helt kobbel af blodtørstige ulve, der er klare til at gå på rov i en dansk befolkning, som på det tidspunkt lettere end et vissent efterårsblad rammes bigtime af ikke kun Corona, men også influenza.

Vinterperioden 2021-22 kan dermed blive de værste måneder i pandemien. En ulvetid mere rå og kold, mere fuld af død, end vi har set det på noget andet tidspunkt i pandemien. Det er grumt. Det er skummelt.

Men det kan endnu stoppes – hvis vi tør råbe Corona-Ulv.

For: Der står en ulv oppe i skoven. Alle kan se den. Men alle lader, som om de ikke kan. For det er en Corona-Ulv, og ingen har lyst til at råbe Ulv – og risikere nye nedlukninger. Så hellere lukke øjnene og satse på, at smitten (som vokser eksplosivt) på magisk vis forsvinder af sig selv.

For vi er jo så trætte af Corona … men desværre er Corona ikke træt af os. Tværtimod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: En folkefjende

En af teatrets vigtigste roller – hvis ikke dén vigtigste – er at afspejle virkeligheden og give beskueren en dybere forståelse af sig selv og sin tid.

Og netop det gøres for fuld på skrue på Nørrebro Teater, hvor man i øjeblikket spiller Henrik Ibsens ”En Folkefjende” med Søren Pilmark i den altdominerende hovedrolle som den idealistiske – og i starten naive – læge Tomas Stockmann, der har fundet ud af, at vandet brugt i det kurbad, som er den store motor for byens vækst, er meget forurenet.

Stockmann vil selvsagt gøre noget ved det som rense jorden og omlægge vandrør med mere. Men det vil koste mange penge – og de facto lukke kurbadet. Så byens spidser og magthavere – fra medierne over borgmesteren og til byens store pengemand – sætter sig hurtigt, brutalt og med alle midler imod. Stockmann udråbes til folkefjende – og farlig for demokratiet.

Lyder det bekendt? Ja, men det er det også. Stykket er nok skrevet for næsten 140 år siden, men det kunne være skrevet i dag. Kampen om magten, de kortsynede hensyn til egen vinding og alt det andet, der skader fællesskabet – og i dag også kloden og livsbetingelserne – vinder som regel stadigvæk.

Nørrebro Teaters version er så en opdateret og bearbejdet version af det gamle skuespil, hvilket kun gør stykket endnu bedre. For dialogerne og billederne er vores tids.

Første akt er derfor virkeligheden 1:1 i et delvist morsomt, delvist sylespids-spiddende kammerspil med et væld af gode dialoger rundt om den på det tidspunkt agtede læge Tomas Stockmann. Vi møder:  

Datteren Petra med de mange drømme og holdninger spillet med stor kraft af Camilla Lau.

Søsteren og borgmesteren, der lider af magt- og anerkendelsesyge – og som spilles med finesse og sans for de små kig ind til sårbarheden af Malene Melsen.

Konen, den desillusionerede aktivist, spillet med ømhed over det spildte liv af Githa Lehrman.

Svigermoderen med pengene og ambitionerne spillet med den ypperste fingerspidsfornemmelse af Marianne Høgsbro.

Byens karriere-bevidste og selvcentrerede redaktør spillet overbevisende af Frank Thiel.

Hans endnu idealistiske journalistelev spillet med ægte indignation af Patrick A. Hansen.

Den tilsyneladende verdensfjerne kunstner, der spilles med overlegen arrogance af Benjamin Kitter.

Og endelig byens patron og pengemand, der spilles mesterligt af Tom Jensen, der som altid rager op både fysisk og skuespilsmæssigt.

Og så selvfølgelig Søren Pilmark i den store hovedrolle, som han udfylder med en personificering og en kraft, der tvinger os i publikum til at tage imod ham og hans ord. Og især i anden akt, hvor virkeligheden stadig er vores og nutidens. Men hvor verden og vi vises i en version, som vi ikke har lyst til at se.

Men Søren Pilmark lader os ikke slippe. Vi må stå det hele igennem – alle anklagerne, alle skældsordene – og der er ingen undskyldninger. Værst er dog de manipulationer, som vi også udsættes for – og som vi gennemskuer på scenen, men sjældnere kan gøre det ude i virkeligheden.

Lad den, der er uden synd (altså ren), kaste den første sten, siger Jesus i Biblen. Det er en leveregel, som for længst er blevet en del af vores fælles kultur og etik, hvad enten vi er troende eller ej. Ja, vi tænker ikke engang over, hvor denne regel om selv at være uden skyld for at kunne kritisere andre kommer fra.

Stykkets oprindelige forfatter Henrik Ibsen, der aldrig deltog i det modernes gennembruds opgør med religionen, var i udgangspunktet kristen på den personlige og pietistiske måde. Men senere blev det samfundsengagerede aspekt tilføjet til hans tro – og det løber også som en rød tråd i hans forfatterskab.

Spørgsmålet om skyld og skam er derfor også det centrale i anden akt. For hvem er ren? Stockmann synes, at han er. Det er så mod ham, der kastes. Dog hverken brosten eller store sten, men hårde ord og så lidt leverpostej-farvet grus. Det passer også til norsk – og dansk mentalitet.

Jeg følte mig i hvert fald ganske ramt, selvom gruset lå oppe på scenen. Ord er så ligegyldige, og det er kun handling, der taler iflg. Stockmann, som ender med at lade handling følge ord – og gå hele vejen.

Det skal man også – uanset hvad det koster, mener Stockmann. Det er voldsomt idealistisk. Der er samtidig også et glemt, men ultimativt krav i kristendommen om at gå hele vejen og ofre alt. Et krav, som Ibsen var bevidst om, og som han derfor var nødt til at lade Stockmann tage på sig.

Det er så samtidig et så stort krav om selvopofrelse, at de fleste af os ikke kan leve op til det. Ligesom vi ikke kan leve op til hele tiden at høre og sige sandheden, og kun sandheden, og hele sandheden og ikke andet end sandheden.

Der er så bare lige det djævelske i det, at troen på den fulde sandhed og ideen om, at vores demokrati fungerer tip-top, er blevet en del af vores kulturarv – og vores store fortælling om os selv. Og så glemmer vi behændigt og gerne, at vi ikke hverken kan eller vil leve op til noget af det.

Det er forstemmende, men den er dårlig nok. Og selvom jeg aldrig har forladt teatret så uforløst, med så stor en sten i maven og i brystet, så føles det rigtigt, at jeg i første akt så den verden, som jeg kendte – og jeg i anden akt blev set og genkendt som alle de andre grødhoveder, røvhuller og hvad vi ellers blev kaldt, mens Stockmann konfronterede os med vores magelighed, svaghed og svigt.

For sådan er det. Vi betaler alle en pris for vores behagelige liv. En pris, som måske i virkeligheden er alt for høj – hvis vi turde tænke efter. Det tør Tomas Stockmann i skikkelse af Søren Pilmark – og han gør det mere ærligt og mere afklædt end nogen fysisk nøgenhed nogensinde kunne illudere.

For Stockmann/Pilmark (for det er, som flyder rollen og manden sammen til én) er spejlbilledet af samfundet, af mig og alle andre. Og derfor skal denne sprudlende, grumme, vanvittige og vigtige forestilling ”En folkefjende” have seks ud af seks sten, som de sten jeg ville ønske, at jeg turde kyle lige i hovedet på alle med magt.

Klods-Hans gjorde det – dog kun med mudder, og så fik han prinsessen og det halve kongerige. Men det var også et eventyr, skrevet inden Ibsen og de andre lavede det moderne gennembrud.

For ude i virkeligheden har vi – røvhullerne, grødhovederne – valget mellem: 1) At makke ret og blive i vores job, lejlighed og så videre – eller 2) At pakke vores habengut og forlade byen som en anden dr. Hansen fra Matador, der måtte tage konsekvensen og flytte fra Korsbæk, da han offentligt brokkede sig over det fra fabrikkerne kommende forurenede vand i fjorden.

Hvor gik han hen? Og hvor gik Stockmann hen? Vi ved det ikke. Men vi ved, at kun de salige har luksussen at kunne stå i den silende regn – og blive helt rene. Måske nærmest døbte eller genopstandne på ny, mens de og vi andre tænker over stykkets måske mest berømte sætning: Den stærkeste mand i verden, det er han, som står mest alene.

Eller som Petra her i 2021 ville skrive det i sin bog med sans for i tidens ånd at inkludere alle køn og alle pronomener: Det stærkeste menneske i verden er det/de, som står mest alene.

Det er Viktor Tjerneld, som har instrueret og bearbejdet ”En folkefjende”, som Nørrebro Teater laver i co-produktion med Odense Teater.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk.

Kvindekamp handler også om kroppen

Kvindekampen handler også om kroppen.

I de sidste uger er der – igen-igen – talt meget om kvindekroppen:

  1. Så forbød man piger og kvinder at have crops-tops på i fitness-centre, fordi det forstyrrer mændene(!). Dén kvindefjendske adfærd affødte heldigvis straks kæmpe-protester.
  2. Til gengæld forventes det stadig og uden anmærkninger, at kvindelige studieværter ifører sig så syletynde og skyhøje stiletter, at det er direkte sundhedsfarligt for deres fødder – og dermed hele kroppen. Men vi kan jo ikke modtage nyhederne fra én i flade sko, vel? Nå, jo – når det er en mand i snøresko, så går det fint. Så mon ikke vi kunne bruge en kvinde i ballerinaer eller sneakers?
  3. Ellers så har nogle medier – igen-igen – følt behov for at pointere, at det er ok (for kvinden) at have strækmærker, ar, være tynd, være tyk eller noget af det andet, som sker for de fleste kroppe i løbet af et langt liv. Samtidig med at de samme medier lever af annoncer, som bruger photoshoppede modeller – og som sælger produkter, der skal gøre os smukkere og se yngre ud – især kvinderne.

Hvad er det med kvinder og kroppe, som er så evigt spændende?

Og hvorfor accepterer vi overhovedet en debat om kroppen, der kun handler om kvindekroppe?

Mænds kroppe forfalder også med tiden. Mænd får også ar og andre mærker på kroppen i takt med det levede liv. Men mænds kroppe er højst noget, som der smågrines af, når en flok midaldrende mænd i latex aser afsted på deres cykler søndag formiddag. Der tales aldrig om mænds kroppe.

Kvinders kroppe er derimod hele tiden til dom og debat: Hvorfor er den studievært så tynd? Hvorfor farver hende den anden studievært ikke sit grå hår? De der briller – de klæder hende altså ikke. Og har hun ikke taget lidt på? Og så videre og så videre, og det er både mændene og kvinderne, som kører den samtale.

Ingen taler om de mandlige studieværter, når de bliver tykkere eller/og tynde i toppen, grå i tindingerne og helt tydeligt farver deres hår (for) sort.

En mand kan også blive på skærmen, selvom han er rynket som et vinteræble. Rynker giver nemlig åbenbart karakter til en mand, mens rynker – også i meget mindre antal – gør kvinder totalt usynlige og ubrugelige.  

Der er en skævvridning, der skal gøres noget ved. Og det er fint med øremærket barsel – og lad os bare smide en masse kvoteordninger oveni. Men skal vi have rigtig ligeret, skal vi have kroppen med.

Så fremover når der tales om kvinders kroppe, påklædning, hår og sko – så lad os tage mændene med – og vel at mærke sætte manden under samme lup som kvinden – og dømme ham præcis lige så nådesløst.

Dét vil ramme en del magtfulde mænd hårdt – især i medierne, hvor der er langt mellem de mænd, som er bare halvt så fuckable, som de forventer, at kvinderne på skærmen er det.

Men som en klog kusine engang sagde det: Karma is a bitch. Og det er magten, som det her handler om.

Og magten ligger stadig primært hos den heteroseksuelle hvide mand. Så det er her, vi starter med at fratage ham muligheden for at bestemme over, hvordan kvindekroppen skal se ud generelt – og specifikt vises frem i medierne, både når vi taler studieværter og annoncer med mere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk