Det tyske valg – og Dansk Folkeparti

Danmarksbloggen kommer nok ikke udenom det – selvom det ikke sker i Danmark, men det er tæt nok på: Det tyske valg i morgen søndag d. 24. september.

Som det ser ud nu, får Angela Merkel et bragende genvalg som kansler i Tyskland – og dermed også som den reelle leder i Europa.

Briterne har som bekendt spillet sig selv af banen med Brexit – og Macron i Frankrig har rigeligt med besvær på hjemmefronten.

Men ikke Merkel åbenbart, selvom en del nationalistiske tyskere er utilfredse med flygtninge-situationen – og en del socialdemokrater og andre er bekymrede for den store og stigende sociale ulighed i Tyskland. Dén er der også grund til at holde øje med, for det var problemer med arbejdsløshed og mad (og ja, der er folk i Tyskland i dag, som har problemer med at få mad nok), som banede vejen for Hitler dengang.

Så langt ude er vi dog ikke endnu, og man kan håbe, at Merkel erkender faren, og gør noget ved. Mutter Merkel kan jo det der med WIR SCHAFFEN DAS – eller hur?

Men ellers vil genvalget af Merkel betyde absolut ingenting udover at EU dermed fortsætter sin vej mod Europas Forenede Stater (hvad det også vil med den socialdemokratiske Schulz som kansler).

Samt at oprøret mod EU ulmer mere og mere … men dog ikke så meget endnu, at det yderste højre er kommet til fadet for alvor nogen steder i de europæiske lande, det vil sige: Bortset fra i Danmark, hvor Dansk Folkeparti er det parti, der reelt svinger taktstokken i dansk politik.

Det er faktisk ret beskæmmende, at det yderste højre kan have så meget magt i vores lokale andedam … også selvom DF i modsætning til Merkel går tilbage både målt på antal medlemmer og i vælgertilslutning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En aften i demokratiets tjeneste

Om gårsdagens aften kunne byde på en rosa solnedgang over Christiansborgs spir, der lignede den på fotoet, som undertegnede tog i mandags, skal jeg ikke kunne sige.

I går aftes var jeg nemlig – ikke som Danmarksbloggen, men som privatperson – med til en meget spændende oplevelse på netop Christiansborg: Debataften med medlemmer af Folketingets Europa-udvalg og cirka 40 andre helt almindelige danskere ligesom jeg selv.

Først var der et par oplæg og derpå gruppediskussioner borgerne imellem om dagens to emner: Frihandel – og flygtninge/migranter, inden det var tid til at møde de tre medlemmer af Europa-udvalget og i plenum stille dem nogle af de spørgsmål, som vi havde forberedt i grupperne.

Det var første gang, at Europa-udvalget havde et sådant arrangement – som de i øvrigt gentager i dag i Middelfart, og det var vældig fint.

Jeg kunne dog godt have tænkt mig, at der havde været markant mere tid til at gå i dialog med politikerne – og at man måske havde droppet plenum-delen, så politikerne i stedet havde gået rundt fra gruppe til gruppe og hørt på, hvad vi snakkede om.

Hørt om vores tanker, svaret på vores spørgsmål og gerne være gået ind i en debat – med os og ikke med hinanden.

For meningen med det hele var jo, at politikerne skulle have nogle input fra danskerne omkring EU – og det får man bedst ved at tale med os – og ikke bare høre på nogle få udvalgte spørgsmål fra os.

Heldigvis blev alle vores spørgsmål samlet, og vil i de kommende dage blive præsenteret for EU-udvalget. Se mere her på Folketingets EU-oplysnings FB-side: https://www.facebook.com/FolketingetsEUO/?fref=ts

Efterfølgende var der middag i Snapsetinget, og ja maden smagte ganske udmærket, men det virkede også godt ovenpå tre timers politik at spise et sted, hvor der gennem tiden er blevet skabt masser af historie og politik – og stadig skabes historie og politiske aftaler.

Desværre valgte væggene ikke at røbe nogle af deres hemmeligheder. Det var ellers et fromt ønske fra min side, at væggene ville give sig i kast med at fortælle politiske anekdoter.

Men det var en dejlig aften alligevel – i demokratiets tjeneste …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tesfaye lavede en Grundtvig

Socialdemokraten Mattias Tesfaye sagde i går på Socialdemokratiets landsmøde: Når demokratiet og Gud støder sammen, så er det altså Gud, der har vigepligt

Selvfølgelig er det sådan, og sådan skal det være – og det siger undertegnede som både kristen og troende …

Grundtvig, en af Grundlovens fædre, sagde også altid: MENNESKET først. Det er lidt den samme grundtanke.

Grundtvig talte så også om dødningene, dem der ikke troede på, eller anerkendte en åndelig magt her i verden. De mennesker mente Grundtvig var uden ånd – og det havde han OGSÅ ret i. For vi og verden er heldigvis ikke blot overladt til os selv.

Men det handler om respekt … for både religion og religiøse – og for dem, der ikke tror.

Det og så en fælles forståelse af at samfundets love skal bygges på, hvad vi mennesker beslutter sammen i demokratiske forums – og ikke på religiøse lederes udlægninger af religiøse tekster.

For nok kan det enkelte menneske finde trøst, opmuntring, mening og bekræftelse i de hellige bøger for slet ikke at tale om inspiration til at leve et liv, der er etisk og moralsk forsvarligt – men i samfundet gælder demokratiet og de menneskeskabte love …

Man kan så blot håbe, at de love bliver vældig påvirket af buddet om næstekærlighed, og at de mennesker, der bærer demokratiets fakkel, er mennesker med en høj moral og en rummelig etik – og ikke bare har en dagsorden om selv at rage grådigt til sig, mens de sidder ved fadet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Både Pride og Folkemøde i den kommende weekend

Der er Folkemødet på Bornholm i juni og Priden i København i august. Begge to verdenskendte begivenheder i Danmark, som hvert år tiltrækker folk i mængder som sværme af bier til en honningkrukke.

MEN den kommende lørdag er et bevis på, at det ikke kun er på klippeøen og i hovedstaden, at tingene sker.

I Gesten i Sønderjylland afholdes der således en Pride på lørdag d. 26. august, hvor man regner med, at i hvert fald 1000 mennesker dukker op. Det kan virke som få, når man tænker på de omkring 300.000, der så Priden i København sidste weekend, hvor 30.000 gik med. Men dels skal man starte et sted – og dels er befolkningsgrundlaget i Gesten og omegn ikke ligeså stort.

Man kan i Gesten også skele til Møn, hvor der i den kommende weekend er Folkemøde med et meget flot opbud af politikere og andre samfundsaktører. Det er fjerde gang, at der er Folkemøde på Møn den sidste lørdag i august – og det er en begivenhed, der bliver større og større år for år, og som i år også tilbyder et ungdommens folkemøde fredag d. 25. august.

Det sker altså en hel masse udenfor Valby Bakke – og udenfor den klippeø, som er ”The Establishments” foretrukne legeplads op til sommerferien – og det er såre godt for demokratiet og for samfundet.

Danmarksbloggen bakker 100% op om begge begivenheder.

Læs mere om Gesten Pride her: https://www.facebook.com/events/342951949467122/?fref=ts

Læs mere om Folkemødet på Møn her: https://www.facebook.com/folkemodemon/?fref=ts

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vælger: Sæt ikke kryds ved dem, der manipulerer

Vælgere: Tænk jer om når der skal stemmes til Folketingsvalget (om laaaang tid, sandsynligvis). Og bemærk: Jeg er 100% ligeglad med, om vi kigger på højre-midten-eller-venstrefløjen. Men regler skal overholdes!

For hvis ikke vi vil ende et sted med mere korruption og magtmisbrug, så er det altså vigtigt, at vi ikke genvælger de politikere, som begår grove fejl.

Ja, lige nu tænker jeg på Esben Lunde Larsen. Han har lige fået den største påtegning, man kan af revisionen, der har gennemgået måden, hvorpå kvotesystemet inden for fiskeri er blevet til på. Det er meget muligt, at det er et godt system. Men måden, hvorpå Folketinget er blevet misinformeret, er meget groft.

Derfor skal du næste gang huske på, hvem der har manipuleret med Folketinget og vælgerne for at få en aftale igennem.

Og for at dette nu ikke bare skal stå alene hen, så er I velkomne til at nævne andre sager og navne på politikere som kommentar til dette indlæg. For som sagt: Det drejer sig ikke om, hvilken fløj politikerne kommer fra. Det drejer sig om at få nogle politikere, som vi kan stole på!

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-konsulent

Copenhagen Pride

Så er det Pride-tid igen i København. Mangfoldighed og regnbuer. Et af årets absolutte højdepunkter, hvor byen får farver og liv.

Desværre sker det også på en mørk baggrund, når man ser på, hvad der sker i verden – og i Danmark.

For både herhjemme – og i lande som Tyrkiet, Rusland og mange andre steder forfølges mennesker stadig, bare fordi de elsker en af samme køn som dem selv, er transseksuelle eller på anden måde ikke kan presses ind i de meget snævre bokse, som små og angste mennesker gerne så, at verden bestod af.

For uvidenheden florerer og sammen med netop angsten og selvtilstrækkeligheden danner det en virus, som skal stoppes – med kærlighed vel at mærke.

For verden er mangfoldig – og menneskene er mangfoldige – og hurra for det.

Så gå ud i Københavns gader, hvad enten du er gammel eller ung, tyk eller tynd, homo eller hetero … gå ud og fejr mangfoldigheden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tiggere og forbrydelser

I weekenden bragte Kristeligt Dagblad et meget spændende debatindlæg, som desværre druknede i nyhedsstrømmen, der fokuserede på bandekrig, fodbold og kongegrave.

Emnet var ellers noget mere relevant, da det handlede om, hvordan vi opfatter farlighed, og hvordan vi behandler de allersvageste iblandt os – som den ældre tiggerske på Nørreport, hvorom debatindlæggets forfatter, præst og tidligere leder af Kirkens Korshær Bjarne Lenau Henriksen skrev: Jeg havde slet ikke tænkt i de baner, at hun er farligere end de etnisk velstående, lykkelige og livskvalitetsramte danskere, der arbejder sort og lader arbejde sort for sig for milliarder. Citat slut.

Præcis, for problemet findes hos alle dem, der bekymrer sig om at bage brød med den perfekte krumme, om deres venner nu har de rigtige jobs, om de selv har det rigtige tøj og de rigtige møbler etc, etc – bliv selv ved. Lige dér findes problemerne … så tæt på at det bliver rigtig ubehageligt, når man tænker nærmere over det.

For turen behøver ikke at gå til Christiansborg for at finde synderne eller til dem, der lader andre arbejde sort, eller som gemmer penge i Panama, selvom synderne også findes dér. Turen behøver i reglen ikke at gå meget længere end ud til spejlet for at finde én, der har en snert af denne grimme, umenneskelighedens rem …

Læs hele det stærke og tankevækkende indlæg her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/fattigdomsterror.-tanker-om-en-tiggers-forbrydelse

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

At være patriot, men ikke nationalist

I en tid, hvor almen dannelse er en mangelvare, er der formentlig mange, der ikke kender forskellen på patriotisme og nationalisme.

Men forskellen er markant.

Patriotisme, som er et begreb, de fleste har glemt, står nemlig for fædrelandskærlighed, men på en fredelig måde, hvor patrioten uden tanke på egen vinding arbejder for landets ve og vel. Alle kan være patrioter i et land, også dem der ikke er født i landet, men som nu bor der og har taget landet til sig – og de behøver ikke skille sig af med eventuelle andre sprog, andre religioner eller anderledes kulturer for at være hjemmehørende i landet. Man kan således sagtens være en indiskfødt og hinduistisk dansker – eller en tyrkiskfødt og muslimsk dansker – eller en på Køge-egnen-født og kristen dansker som undertegnede.

Nationalisme derimod er et ord, som vi bruger i tide og utide – og ofte forkert. For nationalisme en aggressiv – og til tider militaristisk – form for patriotisme, hvor fødestedet spiller en afgørende betydning. Så for at være ”rigtig” skal man ikke kun kunne tale sproget og dyrke den nationale kultur, man skal også være født i landet – og endda helst have den rigtige hudfarve og religion.

Tilbage i 1800-tallet var det politiske klima i Danmark ganske patriotisk, men også nationalistisk, hvad vi så i Slesvig-krigene. Men også under 2. verdenskrig blomstrede patriotismen – og hos visse grupper nationalismen. For sådan er det, når vi føler, at vores land er truet, så samles vi under fanerne – og under de gamle patriotiske og nationalistiske paroler.

I vor tid har vi så bare glemt, at der er forskel på patriotismen og nationalismen, og at man faktisk godt kan elske sit fædreland UDEN at være ekskluderende, men ved i stedet at være rummelig og inkluderende. Det er i hvert fald det, som Danmarksbloggen prøver at tale om og for i denne tid, hvor mange danskere føler, at vores danskhed er truet både udefra og indefra.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bestyrelsesmedlem i Copenhagen Pride anholdt i Tyrkiet

Vi er her, vi slås, vi kæmper, vi løber, vi græder, når vi får peber i øjnene. Ikke verdens bedste dag – men sådan er det.

Sådan lyder det fra Copenhagen Prides formand Lars Henriksen, der sammen med flere andre i øjeblikket prøver at gennemføre Istanbul Pride, og som for lidt siden lagde et klip op på Facebook. Det går ikke særligt godt. Hver gang demonstranterne prøver at samle sig, så kommer politiet med knipler og pebersprays, er meldingen.

Lars Henriksen fortæller også i klippet, at Annemette Vedel Augustesen fra Copenhagen Prides bestyrelse er blevet anholdt af tyrkisk politi og kørt væk i en civil politibil.

Danmarksbloggen er ikke overrasket, men oprørt. Tyrkiet er et NATO-land – og medlem af FN, men alligevel tilsidesættes basale menneskerettigheder groft i landet, når en lovlig anmeldt demonstration som Istanbul Pride ikke kan gennemføres.

At det så ikke er overraskende, at Erdogan og hans meget religiøst-fundamentalistiske styre ikke ønsker fokus på homoseksuelle er en anden sag, men Tyrkiet skal ikke have lov til at slippe afsted med det her.

Vi må insistere på, at vores politikere tager affære.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “De lærdes tyranni”

Folkemødet er forbi, og den politiske sæson nærmer sig også afslutningen inden sommerferien, men måske afgøres Danmarks fremtid ikke hverken på Bornholm eller på Christiansborg. Ikke kun i hvert fald.

Der er nemlig et Danmark uden for de store byers attraktive postnumre, og der findes masser af danskere, som ikke tilhører den ellers så magtfulde kreative klasse. Og nu har de danskere – som altså er flertallet målt i hoveder – fået en stemme i medlem af Folketinget for Socialdemokratiet Kaare Dybvad Bek, der har skrevet bogen ”De lærdes tyranni. Hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund.”

I bogen gøres der præcist og rammende rede for, hvordan den kreative klasse, som består af akademikere i centraladministrationen, i mediebranchen, på universiteterne og i konsulentbranchen, sidder tungt på ikke kun avisernes dagsordner, men også på hvad der sættes politisk fokus på – og gøres noget ved, fx indenfor uddannelse og fordelingspolitik. Til egen fordel selvfølgelig. At det så sker på bekostning af mere svage befolkningsgrupper og produktionserhvervene er den kreative klasse tilsyneladende ligeglad med, da den ser sig selv som mennesker, der kun gør det, som alle andre ville gøre, hvis de havde den samme viden (!).

Den kreative klasse skiller sig dermed ud fra den klassiske økonomiske overklasse ved ikke at anerkende sit ansvar – og sin store magt, og deri ligger nok et af de allerstørste problemer. For i et samfund, der er bygget på solidaritet, og på at de brede skuldre bærer de store læs, er en udvikling, hvor nogle få (læs: den kreative klasse) hele tiden får mere og mere, mens resten marginaliseres og udelukkende ses som nogen, der skal tjene denne kreative klasse, den gale vej at gå.

Den sociale blindhed er derfor et af den kreative klasses mest udtalte kendetegn, hvad Kaare Dybvad Bek også så glimrende gør opmærksom på, når han for eksempel nævner, at SRSF-regeringen gik med til dagpenge-besparelser for i stedet at afsætte flere penge til universiteter.

Mange af den kreative klasses mest ivrige repræsentanter har naturligvis forlængst været ude og kritisere Kaare Dybvad Bek og sagt, at uddannelse er godt for hele samfundet, og det er da rigtigt, men det rykker ikke ved, at manden har en pointe, når han taler om den magtfulde klasses svigt af den danske under- og middelklasse. Tværtimod bestyrker især de radikales og Alternativets indvendinger, at de kreative ikke er istand til at se kritisk på dem selv, deres egen fremkomst og magt.

Det er så en udvikling, der har lange historiske rødder, hvilket man også kan læse i bogen ”De lærdes tyranni”, hvor der gøres fint rede for forskellen på Georg Brandes moderne gennembrud og Jeppe Aakjærs folkelige gennembrud, og de linjer, som den kamp trækker op igennem 1900-tallet, inden det kulminerer med den kreative klasses fremkomst i slutningen af århundredet. En klasse, der dækker cirka 10% af befolkningen, men som har meget mere magt end dens størrelse berettiger til.

Der er dog en modreaktion i gang – selvfølgelig i provinsen, hvad man så mest tydeligt ved Folketingsvalget i 2015, hvor Dansk Folkeparti gik voldsomt frem i netop Vestsjælland og Sønderjylland, to landsdele hvor den kreative klasse stort set aldrig kommer, men hvor Kaare Dybvad Bek selv kommer fra – nærmere bestemt Vipperød ved Kalundborg.

I bogen rejser han derfor også til Vipperød, og man hører om flere konkrete skæbner fra dem, som Kaare gik i skole med, og om byens historie. For engang var Vipperød et sted, hvor der boede alle slags mennesker, måske ikke lige som naboer, men man kendte alligevel hinanden, og børnene gik i skole sammen, i byens folkeskole. Hvor ellers?!

Sådan er det ikke længere. I Danmark lever vi mere og mere opsplittet. Den kreative klasse inde i storbyerne, mens dem, der servicerer denne klasse, må pendle fra forstæderne eller endnu længere ude – hvis man er så heldig at have et arbejde.

Det er altså tydeligt, at det går den gale vej, hvis vi fortsat ønsker at leve i et samfund, hvor der er lighed og frihed.

Derpå fortsætter Kaare Dybvad Bek med at fortælle om sporten som demokratisk faktor, og hvorfor et sammenvævet og forpligtende lokalsamfund er bedre for den enkeltes muligheder end storbyens anonymitet og løse forbindelser.

Det er en interessant pointe, som dog savner at nævne den mangel på tolerance, frihed og originalitet, som der også findes ude i de små lokalsamfund, og som kan gøre det svært at udvikle sig og bare være sig selv, hvis man er anderledes end flertallet, hvad undertegnede var det i min opvækst i 70´erne og 80´erne en by meget a la Vipperød.

For lillebyen kan godt have meget og også for snævre rammer, mens storbyen kan noget med netop frihed og udfoldelse – og storbyen var også engang både samlende og forpligtende, hvad man fx så på Vesterbro under besættelsen, og stadig kan se indimellem i enkelte af den kreative klasses bastioner som fx Christianshavn, hvor undertegnede bor. Her er vi stadig en del, der tror på solidaritet og fællesskab, også ude i det danske land og mellem storbyen og de små byer. Men vi er i undertal, så ja, Kaare Dybvad Bek har en pointe og har helt ret, når han mener, at vi skal prioritere ligheden.

Lighed i undervisning, i sygepleje og i alt andet, men også satsning på erhvervsskoler, på sundhedsplejersker, på blandede boligområder (afskaf forældrekøb og indfør bopælspligt, lyder Danmarksbloggens anbefaling) og ikke mindst høje mindstelønninger vil være redskaber, der vil gøre en stor forskel og modvirke overakademiseringen, altfor velbetalte kreative og altfor underbetalte service-arbejdere – samt centraliseringen uden ende som er den kreative klasses tre hovedmål, som det så glimrende gøres rede for i bogen.

Det handler derfor om at gøre oprør mod de lærdes tyranni, og her er der ifølge Kaare Dybvad Bek tale om tre oprør. For det handler om kampen for det folkelige Danmark, som ikke nødvendigvis kun er en socialdemokratisk kamp, men som kan hente gods fra store dele af det politiske spektrum.

For det drejer sig om hele Danmark, om at alle skal have lige meget indflydelse, og om at der skal være respekt for alle professioner og håndværk, om at vi trods sociale skel skal kunne leve side om side, fordi forskellene så heller ikke er større. Men især på det sidste område går det stærkt den gale retning i disse år, hvor overklassens unge får lejligheder og biler, når de fylder 18 år, mens underklassen ikke har råd til den nødvendige medicin.

Første oprør er derfor: Drop uligheden i uddannelserne, hvilket konkret vil betyde, at en fjerdedel af universiteternes studiepladser skal nedlægges, mens der skal øges på erhvervsskolerne. Det offentlige tilskud til privatskolerne skal også igen ned på 71%.

Andet oprør er: Hellere industrijobs end skopudsere. Det siger næsten sig selv, at vi tjener flere penge på at producere noget, der kan sælges end på at nogle servicerer nogle andre, og helt slemt er det, når østarbejdere, flygtninge og andre gør det til en løn langt under en i forvejen altfor lav mindsteløn. Derfor anbefaler Kaare Dybvad Bek også, at der indføres kædeansvar, og at der ansættes 500 medarbejdere yderligere indenfor skattevæsen og arbejdstilsyn til at føre kontrol med illegal og udenlandsk arbejdskraft.

Tredje oprør er: Skær de udemokratiske fedtlag ud af det offentlige, som især er det ledelses- og kommunikationslag, der i en stigende centraliseret kommunal og regional sektor sidder med sugerøret godt ned i kassen, mens samfundsfunktionerne og de lokale politiske beslutninger afdemokratiseres. Løsningen er selvfølgelig blandt andet at udvide byrådene og give tilskud til opretholdelse af lokale enheder indenfor områder som uddannelse, politi og daginstitutioner.

Danmarksbloggen giver Kaare Dybvad Beks bog ”De lærdes tyranni” seks Dannebrogsflag ud af seks mulige. Det er et velskrevet og relevant indspark i debatten om, hvad der skal ske med Danmark i de kommende årtier – hvis altså vi vil bevare/genskabe det solidariske velfærdssamfund, som resten af verden kæmper for at få.

Det er People´s Press, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk