Danmarksbloggens nytårsønsker

Danmarksbloggen slutter nytårsønske-serien anno 2018 med at bringe sine egne tre gode nytårsønsker for Danmark.

De tre ønsker er:

En øget erkendelse hos danskerne af at samfundet er et hele, som ikke er stærkere end det svageste led. Så alene af dén grund skal vi have mere lighed og mere solidaritet. Men vi skal også gå dén vej af ren og skær medmenneskelig anstændighed.

En øget forståelse hos danskerne for at vi alle har perioder i livet, hvor vi er svage og har brug for hjælp – og at vi derfor skal hjælpe hinanden, bære over med hinanden – ja, for nu at bruge et stort ord: Elske hinanden i en fælles-medmenneskelig kontekst.

Et større mod hos flere danskere til at tale egoismen og junglesamfundet imod – og tale fællesskabet og solidariteten op – samt kræve af vores politikere, at samfundet indrettes, så der er goder og tryghed nok til alle mennesker (Danmark er mere end rigt nok til det). For velmenende hattedamer m/k anno 2018 kan ikke redde Danmarks udsatte, svage, syge, arbejdsløse, ældre, børn, fattige og hjemløse, selvom der knokles i døgndrift. Det er strukturerne i samfundet, som der skal justeres på, hvis det virkelig skal batte noget, og goderne skal fordeles på en anstændig måde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Yasmin Kristensens nytårsønsker

Danmarksbloggen indleder 2018 med at bringe en række almindelige danskeres tre gode nytårsønsker for Danmark.

I dag med Yasmin Kristensen, der arbejder i den finansielle sektor.

Hendes tre ønsker er:

  1. Lær at kommunikere pænt. Jeg synes, at tonen er blevet unødvendig hård på de sociale medier, og man glemmer ofte, at der sidder en person i den anden ende og modtager. Kan vi få noget pli, at tie hvis man kun kan kritisere, og tillade at man er uenig uden at svine modparten til.
  2. Smil til verden, og den smiler til dig. Giv et smil, eller bare sig tak til kassedamen, buschaufføren – et simpelt tak kommer man langt med. Giv plads til hinanden i metroen. Smil om morgenen til hinanden i toget. Verden er helt fantastisk, når man smiler til dén, og man bliver så glad, når man smiler.
  3. Mindre stress, der er for mange, der er syge af stress. Acceptér det man hver især har, lad være med at skelne til hvad andre har. Vær tilfreds med det man har, så er det meget lettere. Acceptér at vi alle laver fejl, og at det er ok. Acceptér at det er blot et arbejde. Dine børn og din familie er ligeglade med alle de ting, som du kan købe og give dem. De har brug for en glad forælder, et tag over hovedet, mad og tøj på kroppen. Helt basale ting. Så nyd nuet. Der vil altid være nogen, der er bedre end dig, nogen der er yngre end dig, nogen der tjener mere end dig. Og hvad så? Nyd i dag.

Skrevet af: Yasmin Kristensen, ansat i den finansielle sektor

Christian Hansens nytårsønsker

Danmarksbloggen indleder 2018 med at bringe en række almindelige danskeres tre gode nytårsønsker for Danmark.

I dag med Christian Hansen, der er far:

Hans tre ønsker er:

At vi begynder at definere et nyt og inkluderende vi, hvor vi ser hinandens forskelligheder som en styrke i fællesskabet. I modsætning til det nuværende vi, som ekskluderer på baggrund af forskelligheder.

At vi begynder at indrette vores systemer efter, at vi er mennesker og ikke robotter. Systemerne er til for os og ikke omvendt.

At vi begynder for alvor at diskutere og tale om vores demokrati og behovet for en gennemgribende opdatering af eksempelvis Grundloven

Skrevet af Christian Hansen, der selv betegner det at være far som det vigtigste

Allan Høibergs nytårsønsker

Danmarksbloggen indleder 2018 med at bringe en række almindelige danskeres tre gode nytårsønsker for Danmark.

I dag med Allan Høiberg, der er selvstændig og arbejder med IT.

Hans tre ønsker er:

  1. Politikere, der forstår forskellen mellem virksomheds-turnaround og nationaløkonomi, og som ser på f.eks. langsigtede fordele for landets befolkning i stedet for engangsindtægter til en finanslov, og som ser den berømte danske lykke og tillid som en værdi, der er vægtet højere end begrebet vækst.
  2. Bedre forhold for elbiler – dvs. rammebetingelser, der fremmer udbredelsen i stedet for, at Danmark stort set er det eneste land i verden, der direkte modarbejder det.
  3. Et land, de andre lande ser op til igen fremfor et middelmådigt “realisme”-mål, der i virkeligheden betyder “f#¤% ,alt der ikke kan måles. Både hvad angår folkeskolen, miljø- og klimapolitik og tonen overfor de svage i samfundet.

Skrevet af: Allan Høiberg, selvstændig indenfor IT

Tre Nytårsønsker for Danmark

Som optakt til Danmarksbloggens nytårsserie i starten af det nye år bringes her en skarp analyse af Danmarks tilstand her ved årsskiftet 2017-18 – og tre gode nytårsønsker, altsammen skrevet af Lotte Broe, lektor på UCC: 

Lige om lidt er det nytår, og derefter venter 2018 foran os. For mig og sikkert for mange andre er nytåret en tid for blandede følelser: Det er de store forventningers tid, hvor man kan ønske og håbe og måske endda tro en lille bitte smule på, at noget bliver bedre i det nye år. Og samtidig er det også en højtid, som kan fremkalde mismod, hvis ikke regulært depressionslignende tilstande, når man i korte glimt tillader sig at huske på, hvordan det de foregående år er gået med alle ens forsætter, ønsker og håb. Men ikke desto mindre vil jeg tillade mig at insistere på håbet og  endnu en gang stå der med mit champagneglas ved midnatstid den 31. december og ønske af hele mit hjerte, at 2018 bliver et bedre år end det år, vi nu siger farvel til.

Jeg har så meget brug for, at det bliver bedre – på det helt personlige plan, javist, men mest af alt på dét niveau, hvor vi er sammen om at skabe livsbetingelser og levevilkår i vores lille land. Jeg har simpelthen brug for, at DANMARK ryster offer­rollen af sig, og genfinder det overskud og den gejst, som vores enorme rigdom både berettiger og forpligter til. Derfor har jeg følgende tre nytårsønsker for Danmark:

For det første ønsker jeg for mit fædreland, at 2018 må byde på mere venlighed og mindre velgørenhed.

Der er meget, som tyder på, at Danmark er ved at ændre sig fra et velfærdssamfund til et velgørenhedssamfund. Altså et samfund hvor de fattige, de syge, de forfulgte og andre udsatte mennesker må forlade sig på de mere velstilledes nåde og barm­hjertighed for blot at kunne få mad på bordet, tøj på kroppen og andre livsfornøden­heder. I dag er det i stigende grad private hjælpeorganisationer og enkeltpersoner, der forsøger at løse de opgaver og lappe de huller, som den hensygnende velfærd­stat ikke længere kan overkomme. Og fra statslig side hyldes denne udvikling som en nødvendig ”modernisering” af velfærdsystemet, ligesom det i stigende grad lader sig høre i den politiske retorik, at familie og netværk må tage (en del af) ansvaret for omsorg og pleje af både børn, syge, ældre og døende. Og det er en retorik, som tilsyneladende vinder genklang hos en del af de mere velstillede i vores samfund; dem der beredvilligt påtager sig rollen som velgørenhedsudøvere, der arbejder på en slags kontrakt for den neoliberale minimalstat. En kontrakt skrevet med usynligt blæk, der garanterer meningsfuldt livsindhold og en nypudset samvittighed til gengæld for mere eller mindre fuldtonet opbakning til velfærdsstatens afvikling.

Der er over de senere år sket en systematisk udhuling af velfærdsydelser såvel som en afvikling af menneskelig anstændighed i mødet med de mennesker, der en gang blev anset som ”værdigt trængende.” Det gælder i forhold til mennesker, som ydmy­ges og plages til døde i ressourceforløb, jobprøvninger, sengepraktikker og andre groteske påhit i et kontanthjælpssystem, som ikke engang Kafka kunne have udtænkt mere absurd. Og det gælder forfulgte, traumatiserede mennesker, som søger fred og beskyttelse i Danmark, hvor de så anbringes i lejre under inhumane forhold – hvis de altså overhovedet får lov at komme ind i landet. Værst af alt gælder det – på tværs af nationaliteter og de konkrete problemstillinger – i forhold til børn, som i dagens Danmark fx kan opleve at vokse op i regulær fattigdom, hvor basale fornødenheder som mad, tøj og medicin ikke længere kan garanteres – eller opleve at stå alene med ansvaret for at finansiere de flybilletter og andre dokumenter, der kan redde familien ud af krigens rædsler.

Jeg ønsker inderligt for Danmark, at venligheden, medmenneskeligheden, ja, lad os bare sige næstekærligheden, må spire, gro og blomstre i 2018. Men at være hjælp­som og venlig over for medmennesker er altså ikke helt det samme som at ’dyrke’ velgørenhed og så at sige trække vejret gennem andre menneskers ulykke. Det er heller ikke – slet ikke – det samme som en accept af, at staten ikke længere kan eller bør tage sig af nødlidende borgere. Hjælpsomhed og venlighed er handlinger, som udspringer af indsigten i, at vi alle kan blive ramt af sygdom, arbejdsløshed, krig og andre ulykker; at vi alle er (principielt) udsatte. Og rummer derfor også en klar appel til både medborgere og politikere om, at forstå nødvendigheden af, at vi opretholder et solidt og trygt, statsligt garanteret sikkerhedsnet under alle borgere i Danmark og står ved vores forpligtelser i det internationale samfund. Det har vi slet ikke råd til at lade være med.

I forlængelse af dette er mit andet nytårsønske, at Socialdemokraterne rejser sig af asken og finder tilbage til det solidaritetsprojekt, som det gamle parti i sin tid udsprang af. Når jeg ikke bare sådan ønsker ’mere solidaritet’ i al almindelighed, men hænger mit ønske op på et bestemt politisk partis gøren og laden, er det ikke fordi jeg selv har særlige aktier dette parti. Nej, det hænger nærmere sammen med, at vi lever i et land, hvor det kan hævdes at vi ’alle er socialdemokrater for Vorherre’ (debatindlæg i Information d. 21/9 2010). – Det moderne Danmark er i så høj grad grundlagt på socialdemokratisk tankegods, at dette har været rammesættende for hele vores samfundsudvikling og politiske kultur op gennem det 20. århundrede. Men omkring overgangen til det 21. århundrede begyndte den faste grund at slå revner under socialdemokratismens magtbase både på og udenfor Christiansborg. Måske tydeligst illustreret ved bevægelsen fra den daværende statsminister Poul Nyrups retoriske udfald mod Dansk Folkeparti i 1999 (”Stuerene bliver I aldrig”) til det totale knæfald for DFs udlændingepolitik, som vi har været vidne til i årene efter Nyrups formandskab.

Og netop Socialdemokraternes forvandling fra et (også internationalt orienteret) velfærdsprojekt til et nationalpopulistisk vi-vil-have-magten-tilbage-projekt repræ­senterer for mig selve råddenskaben i det politiske Danmark. Men heri ligger også håbet om, at forvandlingen kan forvandles igen og blive starten på en ny bølge af værdighed og medmenneskelighed i dansk politik. Derfor denne appel til sosserne, både de erkendte og dem, der lever i skabene rundt omkring: Kom nu til jer selv og find tilbage til det menneskesyn og den politiske vilje til at forbedre levevilkårene for de fattigste og mest udsatte mennesker, som jeg er sikker på, at I bærer i jer.

Mit tredje og sidste nytårsønske for Danmark er, at et stort flertal af vores folke­valgte vil indse, at en ansvarlig og fremsynet miljø- og klimapolitik er en absolut nødvendig og stærkt hastende sag.

Grundvandsforurening, plasticforurening og voldsomme klimaforandringer truer ganske enkelt med at ødelægge livsgrundlaget for kommende generationer. Ikke langt ude i fremtiden, men inden for en horisont, som vil være mine børn og børne­børns livsperspektiv. At vi i Danmark fortsat ønsker at tillade brugen af glyphosat (’Roundup’), at vi ikke investerer langt mere målrettet og massivt i vedvarende ener­gikilder, og at vi synes det er lidt kikset og u-sexet (og derfor ok at gøre lidt grin med) at være vegetar eller veganer er blot enkelte eksempler på, hvor langt vi kan ramme ved siden af skiven, når det handler om at se en lille smule længere end til den fest vi lige har gang i her og nu.

Jeg er så fantastisk privilegeret, at jeg kan fejre juletiden og nytåret sammen med mine nærmeste, holde fri og nyde roen, stemningen og ikke mindst en masse dejlig mad. Og jeg vil nyde det i fulde drag – men jeg vil også give mig tid til at tænke på, hvordan jeg i 2018 kan bidrage til, at flere mennesker i fremtiden kan opleve den samme glæde og tryghed, som jeg nu lader mig omslutte af.

GODT NYTÅR DANMARK.

Skrevet af: Lotte Broe. lektor på UCC

Menneskerettighederne ER hugget i granit

Danmarksbloggen skrev i går om Europarådet – og om hvorfor det er vigtigt, at vi holder fast i vores internationale forpligtelser og konventionerne. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=9700

For ja, der findes partier, som ønsker menneskerettighederne trådt under fode, og her tænkes i særdeleshed på Dansk Folkeparti, som allerede i 2012 ville nedlægge Menneskerettighedsdomstolen.

I denne pressemeddelelse fra januar 2012 https://danskfolkeparti.dk/df-nedlaeg-menneskerettighedsdomstolen-i-strasbourg/ siger Marie Krarup nemlig flg.: Menneskerettighedsdomstolen er et det vigtigste våben i udbredelsen af troen på menneskerettighederne. Det er på tide at få nedlagt den institution.

Hun har ret i at, at Menneskerettighedsdomtolen er det vigtigste våben i udbredelsen af troen på menneskerettighederne – og den vil hun altså så skrotte.

Det er jo en udmelding, der siger alt!!!

Dansk Folkeparti var altså allerede tre år FØR den store flygtningekrise parat til at skrotte menneskerettighederne – det er altså ikke nødvendighedens politik eller noget, som begivenhederne har tvunget dem til at mene, som det ellers anføres i disse år. Men nej, det ligger simpelthen i partiets dna at angribe basale menneskerettigheder.

I en artikel i Berlingske fra 2015 siger DF også, at partiet (når Danmark overtager formandsskabet i Europarådet – hvad vi så har gjort nu) vil arbejde for en omskrivning af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så det bliver lettere at afvise familiesammenføringer og smide kriminelle udlændinge ud.

LA og de konservative var i 2015 med på den vogn. Se mere her: https://www.b.dk/politiko/df-vil-forpligte-loekke-til-opgoer-med-menneskerettigheder

Lige det løfte har DF så holdt, da de i en artikel fra sidste weekend hævder, at Danmark sagtens kan vente med familiesammenføringerne. Se mere her: http://nyheder.tv2.dk/politik/2017-12-16-df-kraever-at-regeringen-genovervejer-partiets-forslag-om-familiesammenfoering

I artiklen kan man læse, at Peter Skaarup siger følgende: Jeg stoler på, at konventionerne ikke er noget, der er hugget i granit.

Deri tager han så fejl – for regler er regler, love er love, og konventioner er konventioner – og sådan skal det være i et retssamfund. Vi kan ikke bare bøje regler, love og konventioner, så det passer til en politisk dagsorden. Den slags foregår kun i bananstater og diktaturer.

Som Danmarksbloggen ser det, handler det her også om politik versus etik. For vi har i Europa nogle menneskerettigheder, som er, som de skal være, da de sikrer den enkelte mod overgreb fra staten – men vi har også en situation med flygtninge og immigranter, som er umulig at løse med de almindelige værktøjer.

Spørgsmålet er derfor, OM Europa vælger at være tro mod sine idealer og værdier eller ej.

Valget er nemt for dem af os, som har tag over hovedet, mad i køleskabet og ikke behøver at frygte morgendagen. Men for den stigende gruppe fattige i Europa er valget ikke ligeså enkelt. Her er det let at skyde skylden for arbejdsløsheden og de dårlige leveforhold på indvandrerne og flygtningene – og dermed også være ligeglad med konventionerne.

Og det er blandt disse udsatte og truede grupper, at partier som DF og også Ny Borgerlige kan fiske stemmer og sympati for at ødelægge det eneste værn, som vi har mod et barbarisk og uvidende tyranni. Nemlig Menneskerettighedskonventionen.

Tal derfor om det her alle steder – og tilføj, at der findes en kur – nemlig at mindske den sociale ulighed og øge den sociale lighed. For mennesker, som har arbejde og tryghed og sundhed, er sværere at få til at hade end mennesker, der mangler disse basale ting – eller føler, at det kan blive taget fra dem hver øjeblik.

Det er derfor, at det felttog, som blå blok i øjeblikket fører mod dårligere uddannelse, dårligere levevilkår og ingen tryghed, er så sindssyg og farlig en størrelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Europarådet – IKKE en del af EU, men vigtig

Danmark er formand for Europarådet fra november 2017 til maj 2018.

Det er ikke noget, som vi hører ret meget om – hverken i dansk presse eller i dansk politik, og det er en skam.

For det er faktisk vigtigt at kende Europarådet og Danmarks rolle heri – og især i denne tid, hvor flere politiske partier taler om at trække Danmark ud af internationale konventioner og organisationer.

Vi starter med det enkle: Europarådet er IKKE en del af EU, men en selvstændig  og mellemstatslig organisation, som blev dannet i London 5. maj 1949, hvor ti lande – deriblandt Danmark – underskrev den grundlæggende traktat, der lå til grund for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – og dermed også Menneskerettighedsdomstolen, der skal sikre den enkelte europæers rettigheder.

Læs mere om Europarådets opbygning her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/opbygning-og-institutioner/

Mange har i dag svært ved at skelne mellem Europarådet og EU – også fordi det øverste retslige råd i EU hedder Det Europæiske Råd, men det er altså noget andet.

EU har også fået større politisk magt end Europarådet, men især på menneskerettighedsområdet står Europarådet helt centralt som den enkelte europæers garant mod forfølgelse fra staten.

Europarådet har i sin snart 70 år gamle historie vedtaget ikke færre end cirka 200 konventioner – hvoraf Danmark har tiltrådt de fleste. Læs mere her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/danmark-i-er/

Der er også links til mere viden her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/formal-og-historisk-oversigt/

Og her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/resultater/

Danmarksbloggen vil gerne opfordre alle til at søge mere viden om Europarådet – og om Europas historie, for så vil det stå tindrende klart, at vores eneste chance for at komme igennem disse svære år er, hvis vi vedkender os vores internationale forpligtelser og holder fast i konventionerne … for deri ligger grunden til et civiliseret samfund, hvor retsikkerheden bibeholdes.

At trække Danmark ud er det samme som at byde barbariet, et samfund bygget på frygt og vold, indenfor, og det må aldrig ske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er det økonomisk – og menneskeligt – ansvarligt?

Socialdemokratiet vil åbenbart stemme FOR tredje behandlingen af finansloven, fordi de siger, at de er et økonomisk ansvarligt parti.

Se mere her: https://jyllands-posten.dk/politik/ECE10113094/socialdemokratiet-parat-til-at-stemme-for-loekkes-finanslov/

Det vil i praksis sige, at Socialdemokratiet kan redde Løkke-regeringen – også hvis nu det absurde sker, nemlig at Liberal Alliance ikke stemmer for den finanslov, som de selv sidder i regering for.

Det er jo grotesk. Hov, stop – vent et øjeblik, siger Danmarksbloggen derfor!!!

For hvor er det økonomisk ansvarlige i at stemme for en finanslov, der vil:

GIVE ENDNU FLERE SKATTELETTELSER TIL DEM, DER HAR SÅ RIGELIGT I FORVEJEN?

SKÆRE ENDNU MERE PÅ YDELSERNE TIL DE UDSATTE GRUPPER SOM SVAGE, SYGE,  ARBEJDSLØSE, ÆLDRE, BØRN, HJEMLØSE OG FATTIGE?

SÆTTE DANMARK PÅ KOLLISIONSKURS MED KONVENTIONERNE?

SKÆRE NED PÅ UDDANNELSE OG FORSKNING?

GØRE FORHOLDENE FOR MILJØ OG GRØN ENERGI ENDNU SVÆRERE?

Det er hverken økonomisk – eller menneskeligt – ansvarligt at stemme for sådan en finanslov.

Det eneste ansvarlige og anstændige er derimod at stemme imod den blå finanslov – og så ellers krydse fingre for, at dét nej kan føre til et valg, som kan betyde en ny regering, der tænker på ALLE danskere, på miljøet – og på at skabe et værdigt og solidarisk samfund.

Men det overvejer man altså åbenbart at lade være med hos socialdemokraterne, hvilket er fuldstændig absurd – og det som i værste og yderste konsekvens kan føre til, at DF får en masse stemmer tilbage, så blå blok i den sidste ende kan få fire år mere ved magten i sommeren 2019.

Løkke og Thuelsen Dahl må have meget svært ved at få armene ned ligenu …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Under bjælken”

Biografier er populære – og især af royale, og for nylig kom så Jens Andersens bog ”Under bjælken”, som er et portræt af kronprins Frederik, hvor der også er bidrag fra resten af den kongelige familie, venner med flere. Og lad det være sagt med det samme: Det bedste findes til sidst i bogen. 

Bogen er allerede meget omtalt, formentlig fordi den handler om Danmarks kommende konge. En opgave, som kronprinsen aldrig har lagt skjul på, at han ikke fandt ligetil, men som han nu efter snart at have levet i et halvt århundrede har vænnet sig til bliver hans en dag.

Det kan man også læse i bogen, der i de første kapitler beskæftiger sig med det, som hele Danmark ved i forvejen. Forholdet til forældrene, kærligheden til mormor, dronning Ingrid, glæden ved sport og fysiske strabadser, skolen og militæret med mere.

Men det, som gør bogen interessant er, at man føler, at man kommer helt tæt på kronprinsen og en skæbne, der bestemt ikke er let. Hans far skrev engang en biografi, der hed ”Skæbne forpligter” – og det gælder også Danmarks kommende konge, der som ung misundeligt måtte undvære at sidde med gymnasie-kammeraterne på kantstenen og spise pizza i weekenden efter en festlig aften i byen og mange andre ting, som var normalt for et ungdomsliv i 1980´erne.

Kronprinsen er derfor også meget opmærksom på, at hans egne børn i modsætning til ham selv og hans bror får lov til at leve et almindeligt børneliv med skole, legeaftaler og så videre – selvom især prins Christian har en anderledes fremtid. Kronprinsen er derfor også meget bevidst om, at ”vor Christian på sin atten års dag på ingen måde skal udsættes for syngepiger og en overfrisk radioreporter ude foran Frederik d. 8´s Palæ”, som man kan læse det på side 69.

For Frederik selv startede livet, da han fyldte 18, siger han i bogen. Et liv der i ungdommen betød udenlandsophold, kritik fra pressen og dele af befolkningen, kærester og biler – men også en akademisk uddannelse, et fristed i Aarhus og de første skridt på vejen mod at blive en voksen mand.

Alt det ved vi også – og vi kender også i forvejen til hans berømte tale fra regentparrets sølvbryllup i 1992 (den med at den, man elsker, tugter man), forvandlingen til frømanden Pingo og turen over Grønlands indlandsis med Siriuspatruljen. Så igen kommer der ikke meget nyt, men kronprinsen bekræfter med sine ret markante udtalelser, hvad vi  vidste i forvejen om en kommende konge, der har haft det svært – både i familien og i forhold til offentligheden og hans egen rolle.

Og nok har han sin bror samt gode venner og støtter, men helt i havn kommer han først, da han møder en vis Mary Donaldson og med hende skaber dén familie, som nu er hans faste grundlag. Kærligheden mellem kronprinsen og kronprinsessen lyser ud af bogens sider. Her er virkelig to mennesker, der elsker hinanden – og er gode for hinanden og for deres fire børn, som de vil være tæt på og så meget sammen med som muligt.

Der er også en del nyt om deres tidlige kærlighedshistorie og om tiden op til brylluppet, som sladderbladene ville have elsket at kunne skrive dengang. Men det lykkedes altså kronprinsen i de år at lægge jernring om Mary i flere omgange, så forholdet kunne udvikle sig i relativ fred og ro.

Dronning Ingrid, som kronprinsen kalder en læremester i zen-forstand, der altid vil være i hans liv som et varmt minde, en vejleder og inspirator, fylder også. Familielivet med Mary og børnene minder i øvrigt meget om Frederik d. 9´s og dronning Ingrids familieliv – med nærvær og samvær, og glæden ved det og ved mormor står ud af bogen. Igen ikke overraskende, og igen kronprinsens markering med egne ord af det, som vi vidste i forvejen.

Noget af det mest spændende – og nye – i bogen er derfor også at læse om Frederiks forventninger til at blive konge en dag, men også om ventetiden dertil, som han beskriver som noget positivt for et søgende menneske, som han er det.

Af hans kollegaer og venner, kronprinsesse Victoria fra Sverige og kronprins Haakon fra Norge, beskrives han også som et menneske, der er god til at tale med andre. At han er et menneske, der ser andre mennesker.

Et ægte menneske, der beskriver sig selv som nysgerrig – og som samler på kunst, nutidig kunst. Men også et menneske, som ikke altid har det let med medierne og den offentlige fremtræden.

Bogen om Danmarks kommende konge er derfor også en reminder om, at medier ikke er alt, ikke viser hele billedet – og det er måske bogens vigtigste bidrag. For Frederik rummer mange flere lag – og nuancer – end der vises i tv-udsendelser og måske også i denne bog, hvor Danmarksbloggen godt tænke sig, at der havde været mere om hans holdninger til samfundet og tidens emner.

Man hører lidt om OL, tolerance og om tro, men ikke meget. Mere – også om andre emner – og mindre af den personlige historie, som vi kender i forvejen, havde været godt. Det havde også klædt bogen at komme ind på, hvilke visioner Frederik har om den konge-gerning, som han nu endelig har accepteret bliver hans.

Fremtiden vil så vise, hvad der sker, når kronprins Frederik bliver til Kong Frederik d. 10. Måske han som sin mor, dronning Margrethe, vil føle, at NU gælder det og blive revet med af en bølge.

Han er i hvert fald klar, kronprins Frederik.

Danmarksbloggen giver den velskrevne bog fire ud af seks kongekroner. Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stem, stem, stem ….

Det er dagens største kliché – banal og basal – men det gælder nu alligevel: GÅ HEN OG STEM. BRUG DIN DEMOKRATISKE RET.

Rundt om i verden dør folk for demokratiet. Rundt om i verden er demokratiet truet og trådt under fode.

Men hos os findes det som en naturlig selvfølge. Men det er demokratiet ikke. Demokratiet er noget, som fortidige generationer kæmpede for – og som vi stadig skal værdsætte og kæmpe for at bevare og udvikles.

Fx ved at gå hen og stemme – men også ved at deltage i samfundsdebatten og måske selv gå ind i politik.

For det passer ikke, at min stemme er ligegyldig. Eller din. Eller nogen andres. ALLE stemmer tæller.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk