Det blev et ja …

Det blev et ja til afskaffelse af det danske forsvarsforbehold. Danmarksbloggen anbefalede nej – med hjertet og med hjernen.

Men demokratiet har talt. Så fuld respekt.

For allerinderst inde – bagved alle politiske holdninger – handler det om demokratiet.

Danmarksbloggen tror nemlig på demokratiet, på folkestyret – og derfor skal der lyde et stort tillykke til dem, som stemte ja. Men også en erklæring om, at i morgen er der atter en dag.

For nu gælder det om at samarbejde.

For kun i dialog med hinanden – en saglig og ordentlig dialog, uanset om man er enige eller uenige – kan demokratiet blomstre.

Og demokratiet skal gro, blomstre og folde sig ud.

Dét er nemlig den eneste samfundsform, som vi ønsker her til lands.

Så nu skal vi videre … mod nye folkeafstemninger måske?

Danmarksbloggen bider i hvert fald mærke i, at statsministeren siger, at nej, hun kan ikke se nogen årsag til at stemme om de tre resterende forbehold, blandt andet fælles mønt – og unionsborgerskab.

Men kan man nu regne med det? Forsvarsforbeholdet, som nu er væk, var ikke et problem i efteråret 2021 for regeringen. Men så kom Ruslands invasion af Ukraine, som ikke har aktiveret en eneste EU-mission af militær karakter – og så Fanden pludselig løs i Laksegade, og vi skal ophæve forsvarsforbeholdet, selvom NATO håndterer sagen glimrende.

Så tillad Danmarksbloggen at tvivle på løftet om ingen snarlige afstemninger om de andre EU-forbehold. Hvis der kommer mindste anledning, så skal både en borgerlig og en socialdemokratisk regering nok bide til EU-bolle …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Prisen på at stemme ja = Mere end en milliard kroner

Et dansk ja i morgen kan komme til at koste danskerne mere end en milliard kroner – om året.

Stemmer danskerne ja i morgen til at afskaffe forsvarsforliget, kommer det nemlig til at koste.

De første 26,6 millioner danske kroner er den faste årlige udgift, men også den mindste. Den dækker udgifterne til Den Europæiske Fredsfacilitet, som trods navnet bruges til at støtte EU´s militære aktioner, til Det Europæiske Forsvarsagentur, hvor nyt militært isenkram udvikles, og endelig til Det Europæiske Satellit-center, som ikke overraskende laver satellit-fotos.

Men det er som sagt småpengene.

For de store udgifter bliver, når vi går med i militære EU-aktioner kaldet missioner. I Sverige, som er med i EU´s forsvarssamarbejde, kostede det fx en milliard danske kroner, at en svensk militærstyrke var med i en EU-mission i seks måneder.

Selv har vi også – trods forsvarsforbeholdet – allerede været afsted. Både i Guinea-bugten, hvor vi sendte fregatten Peder Skram. Det kostede 80 millioner. Samt i Mali, hvor vi havde soldater nede og blande sig i en lokal konflikt. Det kostede 115 millioner.

Pt. vil ingen danske politikere forholde sig til danske soldater i Afrika. Men det er en reel mulighed, hvis vi stemmer ja. Også fordi Afrika netop har den gas, som vi har brug for (selv med vindmøller med mere), og som vi ikke længere vil købe af Putin.

For den her folkeafstemning handler ikke om Europas grænser. De forsvares af NATO. Det siger EU selv, når de taler højt – mens de samtidig hvisker EU-hær. For sådan én drømmer man om i Bruxelles, Paris og Berlin – og man skal såmænd nok også få den.

Spørgsmålet er bare, om Danmark er med eller ej i denne EU-hær. For hele det her handler om sikring af gas – og andre råstoffer og mineraler – til Europa på den korte bane, og Europas Forenede Stater på den lange.

SÅ: Er vi klar på at ofre en milliard kroner – og evt. også danske soldaters liv – på dét alter? Danmarksbloggen siger NEJ, og anbefaler at stemme NEJ i morgen d. 1. juni.

Se mere her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/folkeafstemning/faa-overblikket-saa-meget-kommer-et-ja-til-koste

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stem NEJ til afskaffelse af forsvarsforbeholdet

Om to dage skal vi stemme om forsvarsforbeholdet. Skal det opgives? Afskaffes?

Danmarksbloggen anbefaler at stemme NEJ til at opgive forsvarsforbeholdet.

Ikke fordi Danmarksbloggen er imod et tættere samarbejde i Europa.

Danmarksbloggen er FOR et tættere europæisk samarbejde – også militært. Men det skal ske som et samarbejde mellem selvstændige nationer – ikke som et Europas Forenede Stater, som der drømmes om i Bruxelles, Berlin og Paris.

For det er dér, at vi er på vej hen – og har været det længe, også forsvarsmæssigt. Og også inden krigen i Ukraine. Se nedenstående link fra september 2021, hvor man kan læse følgende:

Europa-Kommissionen har tidligere foreslået flertalsafgørelser på en række afgrænsede områder inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den har bl.a. foreslået, at Ministerrådet skal skifte afstemningsprocedure fra enstemmighed til kvalificeret flertal på tre områder:

  • Holdninger til spørgsmål om menneskerettigheder
  • Afgørelser om indførelse af sanktioner
  • Afgørelser om at iværksætte missioner som reaktion på kriser i udlandet

https://www.eu.dk/da/aktuelt/nyheder/2020/sep/kommissionen-vil-afskaffe-veto-i-sager-om-sanktioner-og-menneskerettigheder

Det er den sidste, der er interesseret ”At iværksætte missioner som reaktion på kriser i udlandet” – dvs. at et flertal uden om Danmark kan sende danske soldater i krig eller til afrikanske lande for at sikre råstoffer og fossile brændstoffer til Europa, som er det, som mange EU-missioner har handlet om i fx Mali eller fremover i Sahel.

Summa summarum: Lang tid inden krigen i Ukraine var man i EU klar til et opgør med vetoretten, hvilket i praksis betyder, at det enkelte land ikke kan gøre noget, hvis et kvalificeret flertal i EU ønsker at sende soldater – også fra lande, som stemte nej til missionen – ud i krige eller såkaldte EU-missioner over hele verden.

Sådan er det, når noget er overstatsligt – og det er den vej, som EU bevæger sig. Ja, vi har allerede på mange områder afgivet suverænitet til EU.

NATO er derimod mellemstatsligt – dvs. ALTING afgøres nationalt – i det enkelte medlemsland.

Så for lige at skære det ud i pap:

NATO: Mellemstatslig institution. Her bestemmer det danske folketing om danske soldater skal sendes ud i krig.

EU: Overstatslig institution. Her bestemmer EU – og vel at mærke med Tyskland og Frankrig ved bordenden. Lande, som ikke kan glemme, at de engang har været kejsere. For nok har både tyskerne og franskmændene for længst afskaffet monarkierne, men ønsket om kongelig glans og kejserlig magt findes i stor grad stadig i Paris og Berlin.

Desuden er der kun 27 lande i EU, men hele 49 lande i Europa. Så det giver ikke mening at kalde EU for et europæisk forsvar. Der er 22 lande i Europa, som IKKE er medlemmer af EU. Flere af dem er derimod medlemmer af NATO – hvor vi også har England, Canada og USA.

Så det hele er faktisk enkelt:

Ønsker du Danmark som en del af Europas Forenede Stater (under ledelse af Tyskland og Frankrig), så stem ja til ophævelse af forsvarsforbeholdet.

Ønsker du at bevare Danmarks selvstændighed, så stem nej til ophævelse af forsvarsforbeholdet.

Og bare for lige at sige det højt: Afstemningen i overmorgen ER en principiel afstemning – nemlig én om Danmarks fremtid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

ENDELIG sammen – igen – her i Norden

Der har gennem århundrederne været en gammel sandhed i Norden. Den handler om: Det gamle spil i Norden. To inde – og en udenfor. To lande med – og et land udenfor.

For sådan har det været siden Kalmar-unionens opløsning for næsten 500 år siden (det skete i 1523). Nedslag i historien viser det:

Danmark og Norge var i union – under Danmarks ledelse – fra 1300-tallet og indtil 1814.

Derpå kom Norge i union med Sverige i en periode, indtil nordmændene endelig i 1905 fik deres selvstændighed – og valgte en dansk prins som konge.

Så kom 2. Verdenskrig, hvor Danmark og Norge var besat, mens Sverige var såkaldt neutralt – men samarbejdede med alle, også de tyske nazister.

Efter 2. Verdenskrig – i 1949 – blev NATO stiftet. Danmark og Norge med – Sverige udenfor.

Så i 1973 træder Danmark ind i EU, mens Norge og Sverige holder den nordiske fane højt udenfor, indtil Sverige i 1995 optages i EU. Men ikke Norge. De har deres olie-milliarder, og bliver ude.

Men nu – endelig – i 2022 lykkedes det – via en ydre fjende – at samle Norden. For endelig kommer vi alle tre sammen igen. Nu i verdens stærkeste forsvarsalliance NATO, som både Sverige og Finland vil søge optagelse i.

Dét er vildt. Dét er godt.

For Sverige har været neutrale i mere end 200 år. Det har de i hvert i fald sagt, lige som de har kaldt sig fredens stormagt – selvom de har tjent milliarder på at producere og sælge våben.

Og så er der Finland, som har været neutrale siden 2. Verdenskrig. Finnerne kender Rusland, og sloges med dem i Vinterkrigen op mod 2. Verdenskrig, og siden har de holdt sig i form. Finnerne er seje og kæmper – ligesom ukrainerne.

Sådan er det åbenbart at være nabo til Rusland. Så bliver man hård i filten – hvis man vil overleve.

Danmarksbloggen kipper i dag med samtlige de nordiske flag, og byder Sverige og Finland varmt velkomne i NATO. For vi hører sammen her i Norden – også under NATO´s fane.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ukraine og et land i gave

”Vi fik et land i gave d. 4. maj,” skrev historikeren Palle Lauring ved flere lejligheder. Palle Lauring var en ung mand dengang i 1945, da Danmark blev befriet, så han vidste, hvad han talte om.

Det er nu 77 år siden – og hvert år har vi fejret Danmarks befrielse flere steder – blandt andet i Mindelunden, og det skal vi forsætte med. Som vi også skal blive med at sætte lys i vinduerne om aftenen d. 4. maj.

MEN LIGE NU ER DER ANDET PÅ SPIL. DER ER IGEN KRIG I EUROPA.

LIGE NU DØR MENNESKER I UKRAINE – dræbt af et aggressivt og stormagts-drømmende Rusland, som fejlagtigt tror, at de kan kue det ukrainske folk.

Men Valdemar Rørdams ord om danskerne fra 1907 – mens Tyskland havde besat Sønderjylland – gælder også for Ukraine:

Vi ved, et fjeld kan sprænges, og tvinges kan en elv,
men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv.

For det ukrainske folk kan ikke forgå. De kæmper for dem selv – og for Europa. For frihed og demokrati. Og vi skal stå last og brast med Ukraine.

Så i morgen aften – d. 4. maj – vil Danmarksbloggen ikke tage til Mindelunden – men til Rådhuspladsen, hvor Politiken og Jyllands-Posten arrangerer en storskærms-event, hvor Ukraines præsident Zelenskyj vil tale direkte til det danske folk. Dér vil også være fællessang, fakler og et minuts stilhed.

Det bliver en levende, vibrerende og AKTUEL event, der hylder den frihed, som vi fik i gave for 77 år siden, og som Ukraine så tappert kæmper for nu – og som de SKAL have igen.

Og det er NU og HER, at det gælder – og det drejer sig om Ukraine, ikke Danmark. For 2. Verdenskrig er en gammel krig, og ingen græder mere over dem, som døde dengang. Der er faldet fred over dét nu.

I Ukraine er der ikke fred. Der er krig og skræk og rædsel – og død. Så alt for meget død og lidelse. I Ukraine mister mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner hele tiden – hvert eneste forbandede sekund – deres mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner.

Hver dag og hver nat sprænger bomber og rammer missiler – og hver dag og hver nat flyder det ukrainske blod og de ukrainske tårer. Det skal stoppe NU.

Så mød op på Rådhuspladsen i København – eller på Bispetorvet i Aarhus, hvor der er et tilsvarende arrangement – og vis de tapre mennesker i Ukraine, at vi står sammen med dem. Kan du ikke møde op, så tænd et lys derhjemme for Ukraine …

Danmarksbloggen kommer til at gøre begge ting … dét er helt sikkert.

Læs mere her:

København: https://www.facebook.com/events/1341551579699584

Aarhus: https://www.facebook.com/events/714852246614895

For Ukraine og ukrainerne skal også have friheden og et land i gave. Deres eget land. Ukraine. Slava Ukraini.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Glyptoteket 125 år – bygget på øl og indviet på en 1. maj

I dag – 1. maj – vil de røde faner vejre som normalt for første gang i tre år. Det er en stor dag, og det vil ikke gå upåagtet hen i nyhedsstrømmen.

Mere usikkert er det imidlertid, om dagens 125-års fødselar bliver bemærket.

Det er ellers ingen ringere end Glyptoteket i København.

Dette tempel for kunst og kultur, som ligger lige ved siden af Tivoli, kan nemlig i dag fejre, at det er 125 år siden, at brygger Carl Jacobsen (ham med Carlsberg) åbnede døren ind til dette storslåede tempel, som vel i grunden er bygget på øl.

Glyptoteket selv har også øllet med, når de sætter alle sejl til fejringen af et museum som med Carl Jacobsens ord (sagt ved indvielsen 1. maj 1897) ”ikke skulde være et almindeligt Musæum, jeg vilde Bygge. Jeg vilde rejse et Skønhedstempel, hvor Kunsten kunne tale til alle”.

Hvem alle er – og om det også indbefatter de proletarer og plebejere, som i dag fejrer 1. maj – kan man tvivle på. For brygger Jacobsen brød sig hverken om beliggenheden, som han fandt noget afsides, eller naboen. For som han sagde: “Naboskabet til det mig ret plebeiiske Tivoli var heller ikke videre tiltalende”.

I dag finder man næppe noget mere centralt i København end Glyptoteket – og mange turister er glade for, at de to steder ligger lige ved siden af hinanden, så de kan starte inde hos statuerne og malerierne, og så bare gå over gaden til karusseller og rutschebaner.

Og tilmed lykkedes det at fuldføre bryggerens vision for Glyptoteket, som med hans egne ord var: “… den levende Kunst hører det levende Folk til! Men den skal nu heller ikke være den rige Mands Eje alene, den skal ligesaa meget være til Glæde for Menigmand, at ogsaa han fornemmer Skønhedens Magt”.

Så lidt kunne brygger Jacobsen altså godt lide arbejderen, plebejeren.

Arbejderne har på deres side også altid været glade for bryggerens øller – og især i dag på Arbejdernes Kampdag glider mange af de gyldne dråber ned rundt omkring i landet.

Læs mere om Glyptotekets fejring af jubilæet her: https://glyptoteket.dk/125aar/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kvinderne – de skjulte helte i påskehistorien

Påsken gemmer som et andet chokolade-påskeæg på en overraskelse – nemlig de skjulte helte.

Men vi starter lige med et kort rids af påskens begivenheder, hvis nu man ikke har begivenhederne helt fremme i hukommelsen:

Palmesøndag: Jesus rider ind i Jerusalem, og hyldes som en konge.
Skærtorsdag: Jesus indstifter nadveren ved påskemåltidet – og forrådes.
Langfredag: Jesus dømmes, korsfæstes og dør.
Påskedag: Jesus genopstår.

Hele beretningen er verdens måske mest kendte historie. Men hvem er i grunden heltene?

Er det de mandlige disciple, som kritiserer kvinden, der salver Jesus med den dyre nardus-salve palmesøndag?

Er det den mandlige discipel Judas, som forråder Jesus for 30 sølvpenge skærtorsdag?

Er det den mandlige discipel og senere første pave Peter, som fornægter Jesus natten mellem skærtorsdag og langfredag?

Er det de mandlige disciple, som gemmer sig, fra lang tid inden Jesus korsfæstes og indtil de hører, at han er genopstanden? Ja, som ikke engang vil tro på kvinderne til at starte med, da de kommer og fortæller om genopstandelses-miraklet?

NEJ. NEJ. OG ATTER NEJ.

Mændene er nogle feje svæklinge, som kun tænker på at hytte eget skind.

Kvinderne er derimod de seje, de udholdende. Kvinderne er påskens helte – eller rettere heltinderne.

Først er der kvinden fra Betania, som ikke nævnes med navn i Nyt Testamente, selvom hun bruger det, der svarer til en årsløn, på dyr nardus-salve, da hun palmesøndag salver Jesus inden døden.  

Så er der Jesus mor Maria og de andre kvinder, som følger Jesus hele vejen, fra han modtages med jubel og palmegrene palmesøndag, og til han langfredag går med korset op af Via Dolorosa (Smertens Vej) til Golgata (Hovedskalsbjerget), hvor han korsfæstes og dør nogle timer senere.

De er altså med Jesus hele vejen, også ved korset da han lider og dør.  

Og endelig er der de tre kvinder, Maria Magdalene, Maria (Jakobs mor) og Salome, som om morgenen efter den jødiske sabbat går ud til graven, og møder englen, der fortæller dem, at Jesus er genopstanden og gået forud for dem – og at de vil møde ham i Galilæa.

Verdens største budskab – det om genopstandelsen – blev nemlig givet til kvinder – ikke til mænd.

Kirkefædrene tilbage i 300-tallet gjorde så, hvad de kunne for at skrive kvinderne ud af historien om Jesus. Og forskning tyder desværre på, at de fik fjernet en hel masse som fx, at der også var kvinder blandt Jesu disciple, og at Jesus selv ikke gjorde forskel på kvinder og mænd.

Så desværre er mange af historierne om de modige kvinder omkring Jesus væk. Slettet af mænd.

Men tilbage står heldigvis, at vi her næsten 2000 år efter begivenhederne kan se, at påskens rigtige helte er de heltinder, som var hos Jesus hele vejen fra indtoget i Jerusalem, over da han led på korset og til genopstandelsen påskemorgen.

Dét er en viden, som det er godt at holde påske på.

Glædelig påske …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Putin er – måske – den leder, som russerne vil have

Der er en fortælling, som vi mennesker elsker at bruge, når livet bliver svært.

Det er fortællingen om en syndebuk. Om en, som vi kan skyde skylden på. Både i vores private liv – og i den helt store sammenhæng.

Pt. fortæller hele Vesten dén fortælling om krigen i Ukraine med Putin som den store skurk, den reinkarnerede ondskab, mens det russiske folk er den uskyldige menneskemængde fanget i den store ondskabs kløer. For vi må forstå, at problemet ikke er noget strukturelt, men at det skyldes én mands ufattelige ondskab.

Men måske – bare måske – er virkeligheden mere kompleks.

Ikke sådan at forstå, at Putin ikke gør en masse onde ting. Ja, han og hans kumpaner har ikke lavet andet end den rene ondskab, det rene barbari siden Rusland invaderede Ukraine for fem uger siden.

Rusland har bombet civile mål og hospitaler, lagt miner ud i de humanitære korridorer, bortført folk, skudt på flygtende mennesker etc, etc. Den rene ondskab – udført på ordre fra Putin. Derom ingen tvivl.

MEN – og her kommer det:

Putin er ikke alene om at mene, at krigen i Ukraine er berettiget. At Ukraine er en del af Moder Russia, og at en invasion er berettiget. Det samme mener mange russerne.

Meningsmålinger lavet af analyseinstitutter – som er så neutrale, som man kan være i Rusland – viser, at 60-70% af alle russere bakker op om Putin – og nej, de er ikke alle 60-70% afskåret fra at vide, hvad der reelt sker i Ukraine.

SÅ: Mange russere ved, hvad de russiske styrker gør, men mange russere bakker alligevel op om Ruslands krig. Med andre ord: Rusland har en leder, som afspejler folket og det, som flertallet af det russiske folk mener.

Dén kamel er ikke rar at sluge for os andre. For det betyder, at ondskaben ikke blot er inkarneret hos en lille indebrændt KGB-agent, som nu er præsident og totalt ligeglad med andres liv.

Det betyder derimod, at dén ondskab, som er sluppet løs i Ukraine, er en del af mange russere, som den måske også er det hos mange andre. For måske kan vi alle sammen agere ondt – under de forkerte omstændigheder.

For tænk tilbage i historien. Ondskaben har ofte haft gode betingelser. Flertallet af tyskerne var enige med Hitler – langt ind i krigen. Franskmændene bakkede op om Napoleon. Og russerne selv var de første mange årtier glade for de kommunistiske ledere trods Stalins udryddelseslejre med mere.

Så ondskaben findes i os selv – og ikke blot hos andre.

Og et folk har åbenbart – ofte i hvert fald – den leder, som folket ønsker. Også i Rusland, hvor Putin langtfra er den eneste, som drømmer om et Stor-Rusland. Mange russere deler dén tanke om Moder Russia.Så hvor stiller det så os i Danmark, i den vestlige verden?

Giver det så mening for os at drømme om en paladsrevolution i Rusland, hvis det bare bliver en ny af samme slags, som giver ordrerne?

Danmarksbloggen ved det ikke. Men Danmarksbloggen ved, at Rusland – uanset hvem lederen er – skal have svar på tiltale – og ikke have lov til at overfalde og dræbe uskyldige mennesker, som det er sket nu i Ukraine i fem uger.

For ondskaben skal ikke sejre – hverken i Rusland, andre lande eller i hver og en af os.

Ps. Midt i alvoren kan man også overveje, hvad det siger om Danmark, at vi i reglen har statsministre, som fjumrer rundt, og laver den ene fejl efter den anden – men på en eller anden måde alligevel får det til at køre …

For næsten alle danske statsministre er sådan lidt a la Klods-Hans i de fine guld-saloner. Skal man grine, græde – eller smile af glæde over det?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tænd lys i aften for Ukraine

Den ukrainske præsident har netop talt til det danske folketing – og til det danske folk.

I dén tale kom præsident Zelenskij ind på alle de lidelser, som Ukraine gennemgår lige nu – og det er så alt for mange, så alt for grusomme, som de fleste nok ved: Angreb på ukrainske byer, bortførte ukrainere og meget mere.

Uhyrligheder, som sker – og som vi ikke gør ALT, hvad vi kan – og burde – for at stoppe.

Vi hjælper meget – og det blev der også sagt tak for. Men vi skal gøre endnu mere, både nu og når freden kommer.

Zelenskij talte også om genopbygningen af Ukraine efter krigen – og om, at Ukraine gerne vil have Danmark med dér i en ledende rolle – helt konkret når det kommer til Mykolajiv, som er vigtig havneby, der blev voldsomt angrebet her i nat.

Og så opfordrede Zelenskij til at tænde et lys for Ukraine i aften … præcis som vi selv gør det d. 4. maj.

Et lys for friheden.

Et lys for freden.

Et lys for Ukraine.

Som præsident Zelenskij sagde det: Mine damer og herrer. Jeg håber I i aften vil tænde et lys for alle de ukrainere, der har givet deres liv for vores alles frihed. 

Dét siger sig selv. Der skal brænde så mange lys i de danske vinduer, som det ikke er set siden 4. maj 1945.

Ukraines frihed er også vores frihed.

SLAVA UKRAINI ….

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DERFOR hjælper vi Ukraine

Svesken må på disken.

For hvorfor er danskerne, ja europæerne, så vidunderligt hjælpsomme, når det kommer til Ukraine og flygtninge fra Ukraine?

For det er vi. Der har rejst sig en tsunami af næstekærlighed over hele Europa i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.

Folk samler tøj og soveposer ind. Folk sætter sig ind i biler, og kører gennem Europa for at hente ukrainere. Folk åbner deres hjem. Folk tager til Ukraine for at kæmpe mod russerne.

Derudover samles der rekordstore beløb ind til hjælpeorganisationerne, og politikerne er hurtige med hjælp også.

Så det er både befolkningerne og politikerne i Europa, som er på samme side, og som med åbne arme byder ukrainerne velkomne.

Det er vidunderligt. Men HVORFOR sker det?

Svaret er ganske enkelt – men politisk sprængfarligt. Det sker, FORDI ukrainerne ligner os, og generelt lever på samme måde som os.

DERFOR.

Det kan man synes er diskriminerende. Racistisk.

Men ikke desto mindre er stamme-mentaliteten stadig den herskende mentalitet, så vi mere naturligt hjælper dem, som er ligesom os selv – som tilhører vores egen stamme.

Det er der ikke noget nyt i. Gå til andre lande, andre verdensdele – og andre folkeslag, og man ser det samme ske. Vi hjælper mest og helst dem, som ligner os selv.

Så diskussionen om, hvorfor vi ikke hjælper flygtninge fra fx Syrien på samme måde, giver ikke mening. Det rimer ikke med den almenmenneskelige tilbøjelighed til at hjælpe dem, som man kan spejle sig i. Medmindre altså man er de rige, arabiske lande, som har let ved at lade være med at hjælpe i deres nærområde.

Men nu handler det om Ukraine. Så lad fokus være på Ukraine og på de mange ukrainere, som er flygtet fra deres land. Mere end en million kvinder, børn og gamle.

For mændene er blevet i Ukraine, hvor de kæmper tappert mod russerne. Dét er også noget, som vi godt kan lide her i Europa. At de stærke bliver og slås, mens de svage bliver bragt i sikkerhed.

Men skal vi videre, er vi nødt til at få svesken på disken. Nødt til at sige det højt, nødt til at tale om det – hvis vi nogensinde skal bevæge os væk fra stamme-mentaliteten og mod en mere globaliseret dagsorden, hvor vi ser på hinanden som mennesker før noget andet.

For dét er stadig målet. Men dér er vi ikke endnu – og vi kommer dér ikke af at pege fingre.

Men en dag er vi forhåbentlig dér, hvor vi alle, ukrainere og russere, israelere og palæstinensere, og alle os andre, kan holde hinanden i hånden og synge den gamle negro spiritual:

Free at last! Free at last!
Thank God Almighty, we are free at last!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk