Grundloven 175 år

Grundloven fylder 175 år i dag.

Det flotte jubilæum er der ikke gjort megen stads af.
Selve fejringen foregår også helt lukket med en gudstjeneste i Holmens Kirke kun for de inviterede – og en tilsvarende reception på Christiansborg.

Pøblen – dvs. alle os andre – kan dog følge med på tv-skærmen. Og det bliver en fest, må man kunne forstå på Folketingets formand Søren Gade, der på Folketingets hjemmeside udtaler:

” Grundloven er fundamentet for vores demokrati og frihed. Noget vi som danskere kan være stolte af, og som binder os sammen som nation. I Folketinget har vi en kopi af Grundloven udstillet, så vi hver dag bliver mindet om dens betydning for vores arbejde. Derfor er det også helt naturligt, at vi grundlovsdag trækker i festtøjet og fejrer, at det nu er 175 år siden, at grundstenen til vores folkestyre blev lagt. Jeg er sikker på, at det bliver en festlig og højtidelig dag, som hele befolkningen får mulighed for at følge med i hjemme foran skærmen.”

Han tager så meget fejl.

Folkestyre handler om folket, om at danskerne mødes og debatterer – om at være sammen om at bestemme kursen for Danmark.

Så mere elitært og lukket end en gudstjeneste og en reception udelukkende for samfundets spidser – inkl. kongen – kan man ikke forestille sig.  

Det er det stik modsatte af et åbent og levende demokrati. Men på den anden side så passer det fint med samfundsudviklingen i de seneste årtier. Tag mørklægningsloven fx, men også andre love og regler, som reelt betyder, at demokratiet sættes ud af drift.

For nok fylder Grundloven 175 år i dag, men den er i gang med at miste sin substans – og demokratiet vil være udhulet om 25 år, når 200-året skal fejres – hvis ikke vi gør noget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark svigter de danske jøder

Vi er så stolte af vores danske demokrati og ytringsfrihed.
Vi siger, at vi til hver en tid vil stå op for netop de værdier – og beskytte enhver, som trues på retten til at tænke, tale og tro frit.

Det lyder mægtigt flot.

MEN hvor er vi så, når det gælder?

For hvordan kan danske institutioner og myndigheder tillade pro-palæstinensiske demonstrationer at gå amok i deres hyldning af det, som disse kalder ”hellig krig”?

Hvorfor må de pro-palæstinensiske råbe ”From the river to the sea” – altså udslettelsen af Israel som stat, mens de svinger det palæstinensiske flag – og jøder samtidig opfordres til at gemme kalotter og Davidsstjerner væk?

Hvorfor må antisemitisk propaganda fylde på universiteter og andre steder i en grad, så alle opslag om noget jødisk fjernes – ja, mens et foredrag om Holocaust må aflyses, fordi de jøder, som skulle afholde det, blev truet?

HVORDAN kan vi acceptere det i Danmark?

Det burde vi heller ikke kunne.

Én ting er konflikten i Israel og Palæstina. Den er ulykkelig, og der er ofre på begge sider. MEN ingen her i Danmark skal trues eller overfaldes pga. noget, som sker i Mellemøsten. Vi skal kunne leve i fred og sikkerhed, og alle skal frit og sikkert kunne sige det, som de mener og tror.

Men sådan er det i øjeblikket. De danske jøder både trues og overfaldes – og vi andre siger ikke noget.

Det er til at skamme sig over.

For mener vi de fine ord om demokrati og ytringsfrihed, så skal vi stå vagt om dem – så også vores jødiske medborgere kan sige, hvad de mener, kan gå i demonstrationer med det israelske flag, stolte kan tage kalot og jødestjerne på.

Det sker ikke lige nu.
Lige nu svigter vi jøderne bigtime.

Det gjorde vi ikke under 2. Verdenskrig.
Dengang kendte vi vores besøgelsestid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sverige, NATO og ”Idas Sommervise”

Der er noget symbolsk over det.

Komponisten George Riedel døde i går. Dagen før der blev givet grønt lys til Sveriges optagelse i NATO.

De fleste danskere kender måske ikke George Riedel. Men de kender hans melodier. Han var nemlig manden bag musikken til Astrid Lindgrens historier, når de skulle filmatiseres.

Mest kendt er nok nogle af melodierne til ”Emil i Lønneberg”, hvor især ”Idas Sommervise” er elsket og stadig brugt, når svenske børn går på sommerferie. Ja, den er et nationalklenodie i Sverige.

”Idas Sommervise” er også grund-svensk både i melodi og tekst. Det er arven fra Bellman og Taube, som kan høres i tonerne – men tilsat Riedels egen genialitet. Og så Astrid Lindgrens egne ord om den lille Ida, der troskyldigt er sikker på, at hun har et stort lod i, at det bliver sommer.

For sådan må det jo være, når hun har rendt rundt på marker, enge og ved søer, og sat hele foråret i gang ved at sørge for, at sneen forsvandt, fuglene kom, at der blev grønt på træer og jord, at der kom vand i bækken og så videre.

Lille Ida er, som Sverige var dét i den lange tid, hvor landet ikke ville være med i en militæralliance, men mente, at de kunne være neutrale og i stedet en humanistisk stormagt. Det er sødt – og naivt.

Men nu stopper det også. Nu bliver Sverige medlemmer af den historisk stærkeste militæralliance nogensinde. Det er godt for både os og for Sverige, selvom det også er sørgeligt, at vi ikke lever i en verden, hvor man kan glæde sig til sommeren med lille Idas ord:

Jag gör himlen vacker om kvällen
För jag gör den alldeles skär
Och smultron det gör jag åt barna
För det tycker jag dom kan få
Och andra små roliga saker
Som passar när barnen är små
Och jag gör så roliga ställen
Där barnen kan springa omkring
Då blir barna fulla med sommar
Och bena blir fulla med spring

En verden, hvor vi ikke skal frygte truslen fra Rusland og den store risiko for krig. Men hvor vi kan drømme om smukke aftenhimle, sjove legesteder til børnene og jordbær til alle med spring i benene. Dét lyder som et skønt eventyr, som kræver fred for at blive en realitet.

Men skal freden have en chance, så skal vi forberede os på krigen. Og her er Sverige i NATO en fuldstændig nødvendighed. Så: Tillykke til Sverige – og til os. Vi hører sammen her i Norden – og nu er hele Norden sammen i NATO. Vi er blevet mere trygge – og mere sikre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark

Proklamationer er noget, som man altid har gjort, når noget vigtigt skulle meddeles folket. Det kan gøres på mange måder. Fx sender man i Vatikanet hvid røg op, når der er valgt en ny pave. I Danmark har man siden Grundlovens indførelse i 1849 arrangeret det sådan, at det er den til enhver tid siddende statsminister, som har tjansen at proklamere den nye regent.

Så derfor var det i går Mette Frederiksen, som på balkonen på Christiansborg Slot udråbte Frederik d. 10 til ny dansk konge foran et kæmpestort og jublende menneskehav. En rørt kong Frederik, som derpå holdt en kort proklamationstale, hvor han sagde (det med fed er Kongens valgsprog):

Min mor, Hendes Majestæt Dronning Margrethe den 2. har regeret Danmark i 52 år. Gennem et halvt århundrede er hun fulgt med tiden med vores fælles arv som afsæt. Til al tid vil hun blive husket som en regent ud over det sædvanlige. Min mor har som få formået at gå i et med sit kongerige.

I dag går tronen videre. Mit håb er at blive en samlende konge af i morgen. Det er en opgave, jeg har nærmet mig hele mit liv. Det er et ansvar, jeg tager på mig med respekt, stolthed og stor glæde. Det er en gerning, jeg vil gøre mig umage med og bære gennem den tillid, jeg møder.

Jeg får brug for al den støtte, jeg kan få. Fra min elskede hustru, fra min familie, fra jer og fra det, der er større end os. Fremtiden går jeg i møde med visheden om, at jeg ikke står alene.

Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.

Der er to ting, der skal bides mærke i:

  1. At Kongen taler om noget, som er større end os mennesker. Dette noget er Gud forstået meget bredt, og det viser, at Kongen er troende. Han har også tidligere fortalt, at han beder aftenbøn (Fadervor) med sine børn.
    Så kritikken omkring det manglede ord Gud i valgsproget er forfejlet, selvom ordet Gud eller lignende ord som fx fromhed, Herren og Herrens vilje ikke er en del af valgsproget, som det har været det hos tidligere regenter.
    Læg også mærke til at Københavns biskop var en ud af kun ni specielt udvalgte politikere og embedsmænd, som var inviteret med til den specielle kur lige efter proklamationen.
    Så jo, Frederik d. 10 er troende, men ikke dogmatisk-troende, og dét passer godt ind i den tid, som vi lever i.
  2. At Kongen taler om Kongeriget Danmark. Det er han til gengæld den første monark nogensinde, der gør (pånær måske Christian d. 4´s ”rigerne”).
    Danmark, mit land og Fædrelandet er til gengæld brugt flere gange i regenters valgsprog, men det er alle ord, der udelukkende handler om Danmark.
    For når man siger Kongeriget Danmark, så taler man om Rigsfællesskabet, altså Danmark, Grønland og Færøerne.
    Så det, som Kong Frederik d. 10 siger, er, at han vil gøre alt for at holde Grønland og Færøerne inde i Rigsfællesskabet med Danmark.
    Hans valgsprog bliver dermed en politisk erklæring, hvor han også beder os andre om hjælp. For han vil samle. Både mennesker på tværs af generationer, religiøse, sociale og andre skel, men altså også på tværs af de grøfter og grænser, der løber ned gennem Rigsfællesskabet, og som næres af stadig voksende frigørelsestanker.

Det er dermed en politisk konge, som vi får. En mand, som tror på, at han som konge kan samle folk på tværs af grænser og skel, som han kunne det som kronprins til Royal Run. Ansvaret nu er så mange gange tungere og større. Så det bliver spændende at følge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Som forventet blev statsministerens nytårstale én lang hyldest til Dronning Margrethe d. 2 af Danmark, der abdicerer om kun 13 dage.

Dronningen blev af Mette Frederiksen omtalt som vores samlingspunkt, vores samvittighed og en regent, som med sin flid, sin arbejdsglæde og sin store rigdom af talenter har ydet en enestående præstation for Danmark.

Deri kan man kun være enig.

Så kniber det straks noget mere med at være enig i dén fidus, som både Dronningen og statsministeren har til den kommende konge. Men selvfølgelig skal Frederik d. 10 have en fair chance – og bedømmes på hans egne gerninger, ikke blot sammenlignes med moderen.

For så falder han. Det gør alle – også de fleste andre monarker. Margrethe d. 2. er/var en monark i særklasse.

Det er Mette Frederiksen også som statsminister – uden sammenligning i øvrigt. For hvad enten det er Corona, Ukraine eller nu Dronningens abdikation, så er Mette Frederiksen rigtig god til at finde og sige de rigtige ord.

MEN hvor man som Dronning kan ”nøjes med” at sige de rigtige ord, så skal man som statsminister også levere politisk. Og her kniber det gevaldigt for statsministeren, som er leder af en SVM-regering, som her kun lidt over et år efter valget er meget langt fra det valg-resultat, der blev dannet regering på for 13 måneder siden.

Og ja, lige nu handler dagsordenen i Danmark kun om den abdicerende dronning og den kommende konge.

MEN når kongerøgelsen har lagt sig, så vil vi igen tale om det, som betyder noget i vores hverdag, og som SVM-regeringen har sjoflet til fordel for skattelettelser: Uddannelse, sundhed, klima, gamle, unge, syge og børn.

Så nok handler det hele om kronen lige nu, men i det meste af 2024 vil det handle om kroner – som i kroner og ører, og om de bruges rigtigt eller forkert.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Ingen nytårsaften uden Dronningens nytårstale. Dét er en skattet og højtidelig del af nytåret i Danmark, som Danmarksbloggen har anmeldt i mange år.

Her på den sidste aften i 2023 bliver det så HELT ANDERLEDES på alle planer.

FOR DRONNING MARGRETHE D. 2 AF DANMARK ABDICERER – og hun meddeler det selv som breaking news på årets bedste sendetid.

Dét vil ske d. 14. januar 2024 – når hun har siddet 52 år på tronen. Så vil de om to uger Hans Majestæt Kong Frederik d. 10 og Hendes Majestæt Dronning Mary overtage.

Det er historisk. I Danmark sidder man ellers på tronen til man falder af pinden – men det gør Margrethe d. 2 altså ikke. Hendes sidste nytårstale blev også hendes mest markante – og der er ellers nogen af tage af, når det kommer til nytårstaler med krudt i.

I lang tid troede undertegnede ellers, at hovedbudskabet i denne nytårstale ville handle om jøderne, om at vi skal behandle jøderne, som de agtede borgere de er i det danske samfund – ja, at vi skal behandle alle med respekt.

MEN: Alt det forsvinder i nyheden om abdikationen. For nu abdicerer Dronningen – og dermed får vi også en ny kronprins – nemlig kronprins Christian, som lige er fyldt 18 – og som ellers skulle have haft “fred” uden statsråd og apanage, indtil han fyldte 21 år.

Dét vil også ændre sig nu … men alt det hører 2024 til.

Endnu er det den sidste aften i 2023. Den sidste gang, Dronning Margrethe d. 2 af Danmark holdt nytårstale. Danmarksbloggen er ikke helt sikker på sin holdning til monarkiet – men stensikker på sin holdning til Dronning Margrethe:

Dronning Margrethe d. 2 af Danmark er/var en regent af det største format. TAK for alt, hvad De gav Danmark, Deres Majestæt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

HVORFOR?

I dag er det en måned siden, at terrororganisationen Hamas angreb Israel, dræbte mere end 1.000 israelere og bortførte mere end 200 israelere.

Siden hen har Israel svaret igen. Voldsomt – og så der nu er mere end 10.000 dræbte i Gaza, som er hjemstedet for Hamas.

Det er alt sammen en tragedie.

For det er en tragedie hver gang et uskyldigt menneske forfølges eller dræbes – uanset om vedkommende er jøde, muslim eller noget helt tredje.

MEN: Alt det her foregår mange tusinde km fra Danmark – og det er bare IKKE i orden, når man tager andres landes krige og konflikter ind i Danmark.

Men det gør herboende palæstinensere og deres sympatisører, når de insisterer på retten til at rive fx israelske flag ned fra opslagshylderne på Syddansk Universitetscenter.

Men vi har både menings- og ytringsfrihed i Danmark – og derfor er det lige så meget ok at være enig med Israel som med alle andre.

I et frit og demokratisk land skal man kunne mene forskellige ting og drøfte dem i ro og mag – uden at være bange for konsekvenserne eller for sin personlige sikkerhed.

Men det kan jøder ikke i Danmark. Situationen i dag er, at herboende jøder ikke tør gå med kalot eller andre religiøse symboler, fordi de så chikaneres af netop herboende palæstinensere og deres meningsfæller.

Men dét skal vi stå helt fast på – og op for, at jøderne kan.

Men det gør vi ikke, hverken som myndigheder, regering, folk eller som individer gør vi noget for at stoppe volden mod herboende jøder. Og dét er et kæmpe-svigt af både jøderne – og af den medmenneskelighed og de frihedsrettigheder, som vi har bygget vores samfund på.

Og det duer bare ikke. Vi skal ikke finde os i dén bølle-adfærd, som udvises i stor stil af herboende palæstinensere og deres meningsbøller.

Vi ser jo heller ikke herboende ukrainere og russere råbe ad hinanden, blive korporlige og den slags, vel? Herboende jøder er heller ikke voldelige overfor andre. HVORFOR kan herboende palæstinensere så ikke opføre sig civiliseret? Hvorfor skal de – både fysisk og psykisk – chikanere herboende jøder?

Ja, det sker ikke kun i Danmark. Det er over hele Europa, at jøder udsættes for chikane, vold og sågar drab – ene og alene fordi de er jøder. Dét er bare ikke ok. Dét skal stoppes NU.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Afdansningsbal på slottet?

På søndag fylder Kronprinsparrets ældste barn Prins Christian 18 år. Han bliver altså myndig. En stor dag for alle 18-årige. Men da man må formode, at den unge mand en dag skal være Danmarks konge, har lige dén 18 års-dag en større interesse, især måske for medierne og de 200 helt almindelige, unge danskere, der som en anden Askepot m/k skal til bal på slottet.

Det bliver noget af en oplevelse. En slags Jeppe i Baronens seng, bare med åbne øjne og mobilerne inde for rækkevidde, når de 200 unge skal opholde sig i Dronningens del af Christiansborg. Det er delen med gobelinerne, guldet og al den anden pragt, som man som ung dansker ellers kun kender fra Instagram, film og barndommens eventyr om konger og dronninger, prinser og prinsesser.

Men nu skal 200 af de helt almindelig unge altså opleve det IRL.

Spørgsmålet er så, om kongehuset skyder sig selv i foden med dén manøvre. For meningen med det aldrig før sete folkelige-kongelige bal er selvfølgelig at gøre kongehuset relevant og vedkommende for de unge, så der fortsat er opbakning til institutionen.

Men hvad sker der, når de 200 unge på egen krop oplever den enorme forskel, der er på det kongelige liv og det liv, som den almindelige dansker lever?

På at en enkelt familie i Danmark har et halvt slot til bare at holde fest i, mens deres egen bedstemor måske sidder på et lille værelse på plejehjemmet, hvor hun må vente i flere timer på at få skiftet ble? På at nogen har diademer og skræddersyede festkjoler på skatteborgernes regning, mens de hjemløse nede på Torvet bliver glade for et par vanter og en varmt tæppe, når vinteren om lidt rammer?

Forskellene i Danmark er nemlig – trods en fortælling om det modsatte – enorme. Og ingen repræsenterer overklassens enorme luksus og overforbrug bedre end kongefamilien, og nu inviterer denne overklassens guldtop 200 af undersåtterne til gallafest i den gyldne ghetto.

Dét vil nok overvælde de fleste af de 18-årige Askepot´er m/k – i begyndelsen. For nogle af dem vil måske også undre sig og begynde at tænke, som aftenen skrider frem, og pragten udfolder sig.

Og tanker er altid det, som det starter med – også afskaffelsen af det danske monarki, som kan blive en realitet, hvis vi en dag for alvor mener, at alle i Danmark er lige. Reelt lige.

Så er prins Christians bal på slottet i virkeligheden et afdansningsbal for det danske monarki?

Ps – og ang. Askepot: Så skal der såmænd nok være en enkelt ung dame eller to, som drømmer om at tabe en sko og få en prins. Glem det. Få dig en uddannelse. Dét er der mere fremtid i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Del og hersk

Fire grupper af offentlige ansatte skal iflg. regeringen have flere lønkroner. Nemlig SOSU´er, sygeplejersker, pædagoger og fængselspersonale.

”Vi skal passe på dem, som passer på os”, hedder det i regeringens udspil – som statsminister Mette Frederiksen står som afsender af.

Men det er ren magtpolitik. Det er del og hersk – og dét virker.

Allerede de gamle romere kendte tricket. Ja, de manøvrerede nærmest per instinkt – både i Rom og ude i de erobrede provinser –  efter devisen divide et impera, som er den latinske måde at sige del og hersk på. Men uanset hvordan man siger det, har det gennem historien været en stensikker metode for magten at holde folket nede.

Metoden er enkel: Dem på toppen giver nogle få goder eller fordele – men ikke til alle, kun til udvalgte få, som endda skal kæmpe om det med de andre. Og så går kampen i gang. En kamp, der får al fokus, og handler om at få fat på de lunser, der bliver smidt ud. Og ingen tænker på, at alle kunne få meget mere, hvis man i samlet flok gik efter den diktatoriske hånd, der smider smulerne ud.

Og jo, det er smuler – også i Danmark i 2023. Vi har tæt på 40 mia mere i samfundskassen, end vi troede, at der var. Alligevel er der kun råd til max. 2.5000 mere om måneden til nogle – ikke alle, men NOGLE af de ansatte i de fire grupper. For ja, slagsmålet om flere lønkroner skal også kæmpes internt i grupperne.

Der er med andre ord kun én vinder af dén ballade: Regeringen med statsministeren i spidsen, som kan stive sig af med, at de så sandelig gør noget for velfærdens helte.Men de gør de ikke. Det er del og hersk af værste skuffe.

I Den Danske Ordbog kan man om begrebet del og hersk læse følgende: At splitte modstanderne eller de underordnede i mindre, indbyrdes uenige grupper for derved at få magten over dem alle bruges som råd til en person der ønsker magt.

Indsæt ”de offentlige lønmodtagere” i stedet for ”modstanderne eller de underordnede”, ”den førte politik” i stedet for ”råd” – og kald ”en person der ønsker magt” for ”Mette Frederiksen”.

Og så står der følgende definition af del-og-hersk-strategien: At splitte de offentlige lønmodtagere i mindre, indbyrdes uenige grupper for derved at få magten over dem alle bruges som den førte politik af Mette Fredriksen.

Og dét er, mine damer og herrer, en 100% korrekt beskrivelse af situationen i dansk politik lige nu.

De fire grupper, som får – dvs. SOSU´er, sygeplejersker, pædagoger og fængselspersonale – er glade, og forklarer gerne i medierne, hvorfor det var rigtigt, at lige de fik. Samtidig spørger de grupper, som ikke fik – fx politiet, socialrådgiverne og lærerne om, hvorfor de ikke fik. De passer vel også på os alle sammen?

Selvfølgelig gør de det. Dem og mange flere, både offentlige og privat ansatte.

Alle grupper er nødvendige, hvis samfundet skal fungere. Hvor var vi fx uden skraldemændene, dem som kører mad og medicin ud og mange andre? Vores samfund er én stor organisme, og ingen kan undværes.

Vi er ét fællesskab, der skal arbejde for vores alles bedste. Helhedstanken, mine damer og herrer fremfor den barbariske gladiator-og-vilde-dyr-i-kamp-mod-hinanden-i-Colosseum, som regeringen baserer deres magtudøvelse på.

Danmarksbloggen kunne godt ønske, at alle offentlige grupper stillede sig solidarisk side om side – og truede med generalstrejke, hvis ikke ALLE offentlige grupper fik lønforhøjelse.

Dét ville give Frederiksens, Løkkes og Ellemanns Del og hersk rettidig modstand – og dét er tiltrængt. For lige nu opererer de – især Frederiksen og Løkke – alt for godt efter en anden kendt taktik fra de gamle romere: Giv folket brød og skuespil, så afholder de sig fra at beskæftige sig med politik.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Spin: Statsministeren om aktiv dødshjælp

Så gjorde statsminister Mette Frederiksen det igen.

På Folkemødet på Bornholm flyttede hun dygtigt debatten væk fra noget, som vedrører os alle sammen i hverdagen til et emne, som intet har fyldt i den politiske debat i de seneste år, og som nok er vigtigt, men som også – og heldigvis – kun vedrører de få.

For ja, debatten om aktiv dødshjælp er selvfølgelig vigtig. Men at trække den frem nu, er det rene spin.

For vi lever i en tid, hvor krigen truer, ja hvor krigen er i gang i Ukraine, hvor flere tusinde har mistet livet igennem de snart 16 måneder, som Ruslands forsøg på at invadere Ukraine har varet.

Vi lever også i en tid, hvor uligheden er stigende. En tid hvor flere og flere falder igennem velfærds-nettets masker, der efterhånden er blevet alt for store. En tid, hvor der slet ikke satses nok på at give de levende ordentlige livsvilkår. På sundhed, uddannelse, forskning og klima.

Så det er spin, når statsministeren pludselig dukker op på Bornholm, og med våde øjne taler om den afmagt, som hun selv følte ved en pårørendes dødsleje.

Men det tager medierne slet-slet ikke op. De løber med på statsministerens meget følelsesladede dagsorden. Det er – selvom emnet er supervigtigt – utroligt, at de landsdækkende medier er så nemme at løbe om hjørner med.

For ja, vi har en statsminister, som på Bornholm prøver at genstarte debatten om aktiv dødshjælp som middel til at undgå at tale om de for alle så konstant vigtige emner som ulighed, sundhed og klima.

Dér er spin – og så er dér spin, som er direkte usmageligt. Frederiksens snak om aktiv dødshjælp er det sidste.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk