Anmeldelse: ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed”

Hvis man googler ordene integration og succes, så kommer alle de gode historier, som politikerne ikke fortæller. Så kan man læse, at både forskningen og virksomhederne er enige om, at langt det største flertal af såkaldte nydanskere er rigtig gode til at komme ind på arbejdsmarkedet og til også på andre områder blive en del af det danske samfund.

Men ét er tal og statistik og alvorlige ledere med ansigtet i de rette folder. Noget andet er, når dette store tavse flertal af velfungerende førstegenerationsdanskere, som Danmarksbloggen hellere vil kalde dem, får ansigter, navne og personlige historier.

Og det gør de på forbilledlig vis i Pia Sigmunds nye bog ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed”, der udkommer i dag, og er en af årets mest vedkommende bøger, som giver alle en mulighed for at lære dem at kende, som for nylig er blevet danskere.

Bogen er ikke en debatbog, skriver Pia Sigmund. Det er så Danmarksbloggens mening, at det bliver svært ikke at bruge bogen i debatten, når de danske politikere igen-igen kører frem med den mislykkede integration og de utilpassede indvandrere. For det er en spændende, letlæst og alligevel fakta-fyldt bog, som giver et meget tiltrængt modspil til politikernes skræmmebilleder.

Men ja, vi skal ikke lukke øjnene for de problemer, som der findes i indvandrerkredse, men der findes også store problemer blandt nogle af dem, som har været danske i mange generationer. Det handler – som med alt andet – om personen selv og de valg, som vi tager i vores liv.

Og her har bogens 22 personer alle valgt at gøre en indsats, tage en uddannelse, engagere sig i samfundet og i eget liv. Og de er som sagt flertallet blandt førstegenerationsdanskerne – og ikke de få solskinshistorier. Det er snarerede de utilpassede, som er undtagelsen – og det er godt at huske på næste gang politikerne igen bruger førstegenerationsdanskerne som syndebuk.

For virkeligheden er lige modsat – ja i mange af de tilfælde, som vi læser om i bogen, i en grad, så de unge mennesker i stedet burde stå som idealer for andre danske unge.

Her er der nemlig ikke fokus på at blive curlet, begrave sig i computerspil eller i at lægge billeder af sig selv op på Instagram, mens man står og stritter med de botoxfyldte læber og kun tænker på, næste gang man skal i byen eller have noget nyt tøj.

Nej, de 22 unge i bogen er unge, som tager en uddannelse, har visioner i deres arbejdsliv, får børn og familie, kombinerer dansk kultur med deres hjemlands kultur, er aktive i frivilligt arbejde, rejser ud i verden og får endnu mere erfaring med hjem til Danmark.

For ja, Danmark er deres hjem, og de føler sig danske, og har en stor glæde ved at bidrage til det danske samfund – og de vil i virkeligheden helst leve stille og roligt udenfor offentligheden, men sagde alligevel ja til at være med i Pia Sigmunds bog – og dermed blive eksponeret.

Danmarksbloggen har derfor også efter nøje eftertanke valgt IKKE at nævne nogle fremfor nogle andre, for det er som gruppe, at fokus på dem skal være.

Læseren må altså selv vende siderne i den letlæste bog med fotos af alle de medvirkende og selv opleve, hvordan man bliver mere og mere glad for hver historie, som man læser. For de er så inspirerende, de 22 unge mennesker – også selvom man selv er leverpostejfarvet og for længst er ovre ungdommens vår.

Danmarksbloggen vil dog nævne nogle ting, som sprang i øjnene.

Nemlig at én foreslog rejsepligt i stedet for værnepligt. At alle danske unge i en periode skulle rejse ud i verden og lave frivilligt arbejde. Det ville give udsyn og visioner – og en forståelse af, at mennesker uanset fødested, kultur, sprog og tro i bund og grund er ens, og har de samme ønsker for livet.

Der var også flere, som efterlyste en større interesse for det land og den kultur, som førstegenerationsdanskerne er født i. For vi kommer bare så meget længere og bliver så meget klogere og gladere, hvis vi kender hinanden og hinandens baggrund.

Endelig gik en helt konkret erfaring på, at det var fantastisk at komme på efterskole, for så lærer man gammeldanskerne, det danske sprog og den danske kultur at kende på en helt anden måde, end hvis man går hjem hver dag efter skole.

Danmarksbloggen er mere end begejstret for Pia Sigmunds ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed” og giver bogen seks store hjerter ud af seks mulige. Hvordan kan man også give andet end hjerter og kærlighed til sine medmennesker?!

Det er forlaget Ravnerock, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Broccoli fører ikke til sharia-lovgivning

Et femårigt barn som ikke må få lidt broccoli og kartoffelmos!!!

Ja, det er virkeligheden på Udrejsecenter Sjælsmark for de afviste asylansøgeres familiers børn – hvis de er over et år gamle.

Flere medier skrev om sagen for nogle dage siden, blandt andet DR:

www.dr.dk/nyheder/indland/politisk-forargelse-5-aarig-naegtet-kartofler-og-broccoli-paa-udrejsecenter

Her kan man læse, at Mette Gjerskov fra Socialdemokratiet efterlyser noget medmenneskelighed og anstændighed, og at Carolina Magdalena Maier fra Alternativet mener, at den nuværende praksis skriger til Himlen.

Danmarksbloggen er enig.

For hvad er det, der foregår? Ja, familierne er afviste asylansøgere, og ja, de skal rejse hjem. MEN indtil da skal vi sørme behandle dem – og især børnene – ordentligt, og det gør man ikke, når en femårig nægtes kartofler og broccoli med den begrundelse, at han er for gammel til de sunde sager.

Føjletons chefredaktør og vært på Radio 24syv Lars Trier Mogensen kalder det også for rendyrket ondskab og mener, at danskerne nu vil skifte holdning til de forfulgte:

https://www.24syv.dk/programmer/det-roede-felt/38656763/ondskabens-banalitet-2?start=741&fbclid=IwAR16QGC4rDnR1aluS9QnklW0lIqhkPdsD9y-lMI6o7zQMjuNyebeIn3YbYM

Man kunne håbe det. Danmarksbloggen er ikke sikker. Tværtimod. For mange danskere har for længst stirret sig blinde på udlændingene som roden til alt ondt – også til det mørke og den ondskab, som kommer indefra danskerne selv.

Men mørket må ikke vinde. Hold fast i de varme bankende hjerter. Og er du så langt inde i mørket allerede, at du mærker den lille djævel sige, at det nok er okay med den forfærdelige madordning på Udrejsecenter Sjælsmark, så skynd dig at skriv under på nedenstående fra Børns Vilkår, og så kan du mærke medmenneskeligheden igen:

https://bornsvilkar.dk/skriv-under-for-sjaelsmark/?fbclid=IwAR2YARLTklBLvUsn-j3jMV3rTebA_kyFvTKjHNFiXaaCFTz4rNeCVUnXA1c

For hvad er det i grunden, at danskerne er så bange for? At sharialoven bliver indført i Danmark, fordi en femårig får noget broccoli? Det sker jo ikke. Men accepterer vi, at mennesker behandles sådan, som det sker nu, så er vi ikke ret meget – om noget – bedre end dem, der er tilhængere af sharia-lovgivningen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Dronningens nytårstale var i år ventet med mere end almindelig spænding, for året i kongehuset har på ingen måde været et normalt år. Prins Henrik døde som bekendt i februar, og på sand dansk manér så hyldede danskerne prinsen i høje toner i dagene mellem dødsfaldet og bisættelsen.

Man kunne – som Danmarksbloggen skrev det dengang – godt havde ønsket, at den farverige prins havde fået lov til at mærke dén sympati og varme, mens han var i livet. Det havde han fortjent:

Fra fransk greve til dansk prins: http://danmarksbloggen.dk/?p=9247

Men alt det sagde Dronningen nu ikke noget om. Der er som bekendt stil over damen. Men selvfølgelig nævnte hun sin afdøde mand, og hans skulptur, La Main du Createur, (Skaberens hånd, red.) stod også på bordet under talen, som var en af hendes allerbedste – og mest skarpe.

Hun stillede fx spørgsmålet om økonomisk fremgang altid er det samme som fremskridt, om vi forvalter væksten i samfundet på en måde, så livet bliver rigere.

Hun kom også ind på tidens stress og jag – og ønske om at få det hele på én gang.

Om den eftertanke og omtanke som alt for tit klemmes og glemmes i en tid, hvor vi er online hele tiden, men ikke tænker på, at der i den anden ende findes levende mennesker, som kan såres – og at det handler om at mødes menneske til menneske.

At det – og her henvendte hun sig til børnene – ikke drejer sig om, hvordan du ser ud eller hvad du har opnået, men hvordan du er overfor dine venner.

For ja, moral og etik fyldte i Dronningens nytårstale – og allerstærkest blev det, da hun talte om ansvaret for fællesskabet, og sagde:

Derfor er det alvorligt, hvis nogle, som er en vigtig del af vort samfund, tager for let på deres ansvar og svigter deres forpligtelser. Er det noget vi genkender fra den senere tid?

Med betroede positioner følger et særligt ansvar og en særlig pligt til at gøre sit bedste, dér hvor man er sat.

Det gør mig trist, hvis moralen skrider. Hvad bliver der så af almindelig anstændighed? Man skal kende forskel på dit og mit, på rigtigt og forkert. Det burde ikke være så svært.

Nu må Dronningen jo ikke være politisk, men det der var direkte møntet på de politikere og de bank- og erhvervsfolk, som ikke forstår, at de er ansat til at tjene samfundet – og ikke omvendt. Og hun har jo ret. Helt ret.

Danmarksbloggen giver derfor også HM Dronning Margrethe d. 2. seks ud af seks mulige dronningekroner for nytårstalen 2018..

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Uligheden øges – og de gule veste kommer

En øde ø, som ikke er mere øde end at der er en daglig færgeforbindelse (!), har fyldt hele den danske debat, når det kommer til finansloven.

En finanslov, der som altid, når den kommer fra de blå, tager fra de fattige og giver til de rige, hvilket er en noget mere vedkommende sag for danskerne, da det handler om vores hverdag – vores skoler, sygehuse, institutioner og anden kernevelfærd.

En velfærd, der overalt i den vestlige verden udhules år for år, samtidig med at de rigeste får det bedre og bedre.

Imens ude i Europa tager folk derfor også gule veste på og gør oprør mod den stigende ulighed, mest i Frankrig, men også andre steder. Og nej, ballademagerne udgør kun et mikroskopisk mindretal, men render desværre med al presseopmærksomheden.

Det er en skam, for langt de fleste gule veste bæres af fredelige mennesker, som mangler penge til basale fornødenheder som mad og brændsel – hvilket i Frankrig er hele 20 procent af befolkningen. Altså hver femte franskmand, som ikke har til dagen og vejen.

Og netop i Frankrig har de gule vestes demonstrationer måske haft en effekt. Præsident Macron har således sagt, at han vil hæve minimumslønningerne og afskaffe en del af de nye brændselsafgifter. Om det er nok, og om løfterne bliver effektueret, vil fremtiden vise. Indtil videre er Macrons ord blevet mødt med kommentarer om, at det blot er krummer fra de riges bord, som han tilbyder.

Danmarksbloggen vurderer heller ikke, at de gule veste nu er fortid. Tværtimod ser vi pt. kun begyndelsen på bevægelsen – en bevægelse som vil sprede sig i alle de europæiske lande, fordi uligheden alle steder er stigende. Og det gælder også i Danmark, hvor finansloven for 2019 netop øger uligheden og skærer i velfærden.

Vi har så også en gul veste-bevægelse i Danmark. En bevægelse, der stadig er i gang med at finde sine egne ben. For ligesom tilbage i 1800-tallet, da franskmændene handlede og gik på gaden, og i et par omgange skabte en Pariserkommune, både i 1848 og i 1871, så er danskerne rigtig gode til at diskutere fremfor at handle.

Det gælder den nuværende kamp, som det gjaldt i 1848 ved møderne i Casino, hvor Orla Lehmann og de andre talte brændende om demokrati, men ikke gjorde så meget.

Men nu kan vi ikke nøjes med at tale – vi må handle. For i modsætning til i 1848 er det ikke en forstandig mand som Frederik d. 7., der sidder ved roret og forstår, at der skal ske ændringer. I dag er det enten en Løkke eller en Frederiksen, der klamrer sig til magten – og dét er skade for befolkningen. For de giver sig ikke.

Se mere om de gule veste i Danmark her: https://www.facebook.com/groups/452595215271255/

NOTE – skrevet d. 12. december: Siden dette indlæg blev postet, er Danmarksbloggen blevet opmærksom på, at der findes forskellige grupperinger inde på denne FB-gruppe. Nogle ønsker at kæmpe imod uligheden, mens andre helliger sig kampen for at få Danmark ud af EU. Og så er der også højreradikale grupper som fx SIAD, som er aktive derinde. Så anbefalingen skal lyde, at man vover sig derind med største forsigtighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor gør danskerne ikke oprør?

Horrorforfatter Steen Langstrup er kendt for at skabe uhygge og gys med sine bøger, hvor han i øjeblikket er aktuel med ”Frygt, fabrik, fælde”, som kommer i to bind, og som både foregår i fortiden og i nutiden.

Steen Langstrup er også optaget af det samfund, som han lever i – og hvor han ser scenarier, som er mindst ligeså skræmmende som hans bøger. Danmarksbloggen giver hermed ordet til Steen:

Hvorfor gør danskerne ikke oprør?

Vi ved jo godt, at vi bliver røvrendt af dem, der sidder på flæsket. Hvorfor finder vi os så i det?

Det spørgsmål ser jeg ofte på Facebook – og svaret er gerne noget med, at vi er for magelige, for bange eller måske gerne vil afvikle velfærd, retsstat og demokrati, så længe Vild med dans består.

Det tror jeg ikke er sandt. Jeg tror, mange har fået nok, men …

1) Dem, der råber op, jordes, nedgøres og nedbrydes. Se, hvad der sker med whistleblowers og hvem der ellers taler magten imod.

2) Det nytter alligevel ikke. Måske rammes en på toppen og må kortvarigt forlade sin post, gerne med en håndfuld millioner i gyldent håndtryk, for siden at vende tilbage i en ny toppost. Selv i de sjældne tilfælde, hvor vedkommende ikke vender tilbage, består systemet, og alle andre fortsætter som hidtil.

3) Der er ingen forbilleder, ingen der viser vejen, ingen der lykkes med at ændre noget, der betyder noget, ingen der samler modstanden bag sig.

4) I 60-70’erne var der USSR, der, hvor uhyggeligt et samfund det end var, dog havde vundet over systemet og brugte ressourcer på at støtte modstanden i Vesten.

Samtidig frygtede magten i Vesten kommunismen (for modsat fascisterne, som magten bedre tåler, så beslaglagde kommunisterne produktionsmidlerne), og derfor accepterede magten opbyggelsen af velfærdsstaterne.

Nu er kommunisme ikke længere en trussel, hvorfor velfærdsstaterne i magtens øjne ikke længere er nødvendige og derfor afvikles.

Skrevet af: Steen Langstrup, forfatter.

Smith, Elmquist og Wilhjelm: Påvirkningsloven kan afskaffe det danske demokrati

Man kan håbe, at juraprofessor Eva Smith får ret, når hun i dokumentarfilmen ”De tre sidste musketerer” siger, at hun håber, at domstolene vil tolke den såkaldte påvirkningslov meget varsomt og kun bruge den i grelle tilfælde. For ellers er der tale om at kriminalisere visse politiske ytringer – og at demokratiet i Danmark reelt bliver afskaffet.

Vi taler om påvirkningsloven, om regeringens nye forslag om at det fremover skal være strafbart og med fængsel i op til 12 år forbundet at ytre noget – sandt eller falsk, som kan være i en fremmed magts interesse og mod den danske stats interesser.

Uenighed bliver altså dermed kriminelt, hvis man som borger ikke mener det samme som staten. Og ja, Danmarksbloggen ved godt, at loven er lavet for at beskytte Danmark mod de russiske trolls. Problemet er bare, at loven er et brud mod Grundloven, og at den sikrer statens interesser ene og alene – også mod borgeren.

For hvad nu når staten lyver som fx under Irak-krisen, hvor USA´s tidligere udenrigsminister Colin Powell stod i FN og fortalte, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, og at vi derfor skulle gå i krig mod dem? En krig som også Danmark gik ind i, fordi vores politikere sagde, at ja, der var beviser for, at Saddam Hussein havde disse våben. Men de beviser fandtes ikke, og det vidste de danske politikere godt.

For det er meget enkelt: En stat vildleder sin befolkning og svigter sit ansvar, hvis folket ikke får de sande oplysninger. Desværre er det meget svært at stille en stat til ansvar, især når man som Danmark ikke har den forvaltningsdomstol, som lic. jur. Preben Wilhjelm efterlyser i filmen, og som ellers ville kunne holde magten i tømme. For som det er i dag, så er 90 mandater nok til at beslutte noget, også det som er i strid med Grundloven, hvilket er sket flere gange. Ja, siden 1919 er der konstant blevet hugget bidder af det ellers så stolte og i rettigheder funderede retspolitiiske system i Danmark.

Men nu risikerer vi med påvirkningsloven at få et statsmonopol på sandheden – og dermed et samfund, der minder mere om et diktatur end om et demokrati.

For som advokat Bjørn Elmquist siger det i filmen, så er et demokrati kendetegnet ved en politisk pluralisme, der blandt andet indebærer ytringsfrihed, meningsfrihed, religiøs frihed og mange andre slags friheder for borgeren – også friheden til at være uenig med staten og magten og give udtryk for disse holdninger.

Men den frihed er altså under pres og siden 11. september under mantraet ”Befolkningens tryghed er det vigtigste”. For netop dette mantra er blevet brugt til at give politiet og PET så udvidede beføjelser, at der reelt er tale om at udhule fundamentale borgerrettigheder og frihedsprincipper. Men det er – som Eva Smith siger det i filmen – en narresut, for ingen kameraer eller andet kan sikre os 100 procent mod terror.

Men vi accepterer åbenbart, at friheden tages fra os – det betyder ikke noget, så længe vi bare underholdes og entertaines med ligegyldige trivialiteter, som vejen til slaveriet er beskrevet i Huxleys ”Fagre nye verden”. Det er ganske skræmmende.

Retspolitisk forening kalder også lovforslaget om påvirkningsloven for ”alvorligt bekymrende for ytringsfriheden”: http://www.retspolitik.dk/wp-content/uploads/2018/10/H%C3%B8ringssvar-ulovlig-pa%CC%8Avirkningsvirksomhed-okt18.pdf?fbclid=IwAR2UhAm3GnFg_aGdQlcQoKAcMWdNQ-0mogrv1wHeSuhNlr7XduF3H7RvUro

Sæt derfor den halve time af, som det varer at se filmen og høre, hvad de dygtige mennesker Smith, Elmquist og Wilhjelm har at sige. Det bliver en af de vigtigste halve timer i dit liv.

DR ville ikke vise filmen, da den iflg. dem ikke var samfundsrelevant. Danmarksbloggen mener derimod, at det er årets formentlig vigtigste film. Se den her: https://www.youtube.com/watch?v=rVfyrZKaypQ

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

11/11: 100 år siden 1. verdenskrig – og hvad nu?

På søndag er det 100 år siden, at 1. verdenskrig sluttede. Rædslerne i skyttegravene, som kostede en hel generation unge mænd livet, var forbi, og nu skulle der ikke længere være krig, troede mange.

De tog så fejl. Kun godt et par årtier senere startede 2. verdenskrig, som var en endnu mere forfærdelig krig.

Siden har vi – i Norden og i Vesteuropa – været forskånet for krig. Men der er mange, som i nutidens populisme og nationalisme ser paralleller til det, som skete i 1930´erne, og som derfor mener, at en ny krig kan være forestående.

Danmarksbloggen er enig – det trækker op til storm. Men vi kan ikke bare oversætte det, som skete i Europa i 1930´erne én til én med det, som sker i dag.

Ja, vi har stigende nationalisme.

Ja, vi har stigende populisme.

Ja, vi har stigende ulighed.

MEN:

Vi har også internationale forpligtelser og samarbejder, som er meget mere omfattende og forpligtende, end det bare tilnærmelsesvist var dengang.

Og nok har vi nød og elendighed – også udenfor enhver rimelighed i så rigt et samfund som vores, men ikke i samme grad som dengang.

TIL GENGÆLD HAR VI OGSÅ:

En religiøs konflikt mellem muslimer og gammel-europæere, som i sig selv kan være ganske sprængfarlig.

Internationale virksomheder, som er udenfor demokratisk kontrol, men som spiller en stor rolle i vores hverdag.

Konklusion: Vi sidder altså med en anden slags konflikt i 2018 – og også en anden slags befolkning. En europæisk befolkning, som er mere optaget af forbrug og selviscenesættelse end af ideologier og politisk kamp. Dét er så et problem for vores demokrati, som kræver aktive medspillere og en stadig udvikling, men det er godt i forhold til den manglende lyst til at gribe til våben.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Argumenter imod kvinder”

På onsdag holder gymnasierne Operations Dagsværk, og min 17-årige datter, der går i 2. g. på samfundsfaglig line, har endnu ikke fundet noget at lave. Det vil sige: Nu har hun, for jeg har tænkt mig at engagere hende – hvis hun vil.

Hendes opgave bliver at læse professor emerita Birgitte Possings nye bog ”Argumenter imod kvinder”. Det bliver en af de vigtigste bøger, som min datter kommer til at læse i sin tid på gymnasiet, for med den i bagagen vil hun være markant bedre klædt på til at agere i det samfund, som hun om få år skal ud og virke i.

Det er nemlig årets mest relevante bog for kvinder – og for mænd. Den viser konkret og faktuelt, hvor lang vej der er i Danmark, inden vi får reel ligestilling, og det er en endog meget lang vej, når fx kvinder kun bestrider under hver tiende ledelsespost i finansverden og kun 14 procent af alle borgmestre er kvinder.

For nok har kvinder haft stemmeret i mere end 100 år, og loven om ligeløn er også mere end fire årtier gammel, selvom det har vi ikke endnu. Men sådan må det åbenbart være, når kampen for ligeret, lige muligheder og et samfund, hvor kønnet er ligegyldigt langtfra er færdig.

Bogen starter med et kapitel om kvinder og ledelse, der med flere eksempler fra de seneste år viser, at vores samfund stadig i sin struktur har kulturelle og sociologiske tanke- og adfærdsmønstre, som holder kvinderne væk fra magten. For kvinder, der vil til tops, har kun har en lille sti at betræde, mens mændene har en bred vifte af muligheder.

Som kvinde med viden, kompetancer og ambitioner må man nemlig hverken være for meget kvinde eller for meget mand. Man skal være sådan en slags ikke-eksisterende mellemting, og selv hvis det kunstgreb lykkes, så skal man være forberedt på at blive mødt af holdninger om at være fx ”sludrende”, hvis man uddyber et emne samt konstant at blive vurderet og kommenteret på ens udseende. Under de forhold er det imponerende, at kvinder som Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, og Maria Rørbye Rønn, generaldirektør i DR, er der, hvor de er i dag.

Myten om at kvinder er på en særlig måde, og at mænd er på en særlig måde – alene i kraft af kønnet – eksisterer også stadig overalt i samfundet – og hos begge køn.

Mændene har så noget, som kvinderne ikke har: Magten og magtens klubber, hvor de i dårligste Rip, Rap og Rup-stil rekrutterer hinanden, og hvor det som kvinde kræver indsigt, mod og fylde at bryde igennem det usynlige glasloft, der holder mange dygtige kvinder væk – også fordi de ikke rekrutteres.

Birgitte Possing samler det hele på side 45, hvor man kan læse:

”Vi mangler en samlende fortælling om samfundet, og hvad vi vil med det. Tidsånden er gennemført individualistisk, og vil man noget, er det op til én selv at gå vejen og finde sin plads og identitet. Ingen står i vejen. Sådan er den samfundsfortælling, vi faktisk har. Men den passer ikke på virkeligheden, hvor mangel på den rette kapital, klasse eller det rigtige køn kan stå i vejen for det, man vil. Det taler vi nødigt om, men det bliver vi nødt til, hvis vi skal nærme os noget, der ligner ligestilling. Vi siger, at vi har ligestilling, selv om vi ikke har det. Vi siger, vi vil have begge køn i ledelse alle vegne, selv om vi ikke får det. Vi siger, vi vil have repræsenteret den mangfoldighed i erfaringer, som begge køn repræsenterer, selv om vi ikke gør det. Når det handler om køn, siger vi ét og gør noget andet.”

Citat slut.

Der mangler altså en fortælling – og en hulens bunke lovgivning, for intet kommer uden det. Det er historien et godt bevis på, og netop historien om kvinderne og kampen for rettigheder og muligheder fylder resten af bogen.

Og det kan sagtens være, at man kender Mathilde Fibiger, Dansk Kvindesamfund, Mathilde Bajer, Nathalie Zahle og flere andre endnu fra 1800-tallet, men ved du også, hvem Nielsine Nielsen var? Hun var Danmarks første kandidat i medicin.

Og vidste du, at Emma Gad i 1895 sagde: Damer, der holder foredrag, kan jeg for min død ikke foredrage. Et par år efter havde hun dog ændret holdning og mente nu, at kvinderne efterhånden vil blive opdragne til at ville noget og kunne noget, der skaber dem en livsopgave i økonomisk uafhængighed.

For det er nemlig ikke kun mænd, som må have standpunkt til man får et nyt. Det må kvinder også.

Birgitte Possing ved også meget, og er eminent god til at formidle det i den letlæste og alligevel substantielle bog. For kvaliteten er høj gennem hele bogen, hvor vi hører om kvindernes optog i 1915. Om enkeltpersoner og sammenhænge, om kvinder i politik, i videnskab, indenfor troens verden, om ægteskab, børn og moderskab, om seksualitet, om frigørelse. Om alle de temaer, der kendetegnede 1900-tallets kvindekamp – og hvoraf der stadig er mange slag tilbage at udkæmpe.

Det kræver fysisk styrke, for ligesom at det er vigtigt at tage magten, også symbolsk, så spiller kroppen også en rolle. Og bogen slutter af med et kapitel om sport og idræt, hvor man blandt andet kan læse, at dramatikeren, forfatteren og oversætteren Erna Juel-Hansen, der var en del af 1800-tallets moderne gennembrud, i 1896 sagde:

”Ligesom cykling oparbejder svømning hos pigebørn de egenskaber, hvorpå det så ofte skorter hos det kvindelige køn. Det styrker nerverne, giver mod, resoluthed, udholdenhed og modarbejder det, vi trænger til at blive af med, det ømskindede, pibevorne, kællingeriet.”

Som ivrig motionssvømmer med på den gode side af 425 svømme-km om året, heriblandt en del i Åbent Vand, synes jeg på den ene side om at læse om de påstående fordele ved min elskede vandsport, men på den anden må jeg opponere imod stereotyperne om både kønnene og om svømningens velsignelser.

Det handler som altid mere om strukturerne i samfundet og i de forskellige institutioner – samt om tankegodset inde i hovederne på hver enkelt af os. Tanker og holdninger, som får et kæmpestort næringsboost af at læse Birgitte Possings bog.

Danmarksbloggen giver derfor ”Argumenter imod kvinder” seks handsker ud af seks mulige  For med denne bog tages handsken (igen) af og kastes langt væk, så man som læser er klar til mere stormløb mod glasloftet. Der skal åbenbart en del slag til, før kampen for ligeret og lige muligheder vindes.

Det er Strandberg Publishing, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Den umoralske politiker

Politikernes moral – eller mangel på samme – er et emne, som ofte er oppe og vende i den offentlige debat – og også mere nu end dengang, hvor politikeres privatliv ikke blev plastret ud på avisernes forsider. Men det er nye tider, og i dag vil vælgerne – og medierne – se en sammenhæng mellem politikernes udmeldinger og adfærd, også i privatsfæren.

Derfor er det helt naturligt, at Det Etiske Råds tidligere formand Jacob Birkler, der er uddannet filosof, tager emnet op i sin nye bog ”Den umoralske politiker”, hvor der gøres rede for forskellen mellem etik og moral – og hvor diverse begreber som fx dobbeltmoral og samvittighed sættes i relief til både fortid og nutid. Samt i forhold til Christiansborg og til det væld af eksempler på politikere og deres handlinger gennem de seneste årtier, som der diskes op med på bogens 140 sider.

For kan man kæmpe for folkeskolen samtidig med at man sætter sine egne børn i privatskolen? Kan man tillade sig at opfordre danskerne til at blive bedre til at affaldssortere, når man selv ikke gør det? Og så videre. En politikers troværdighed i dag starter og slutter ikke på Christiansborg, men er i spil 24 timer i døgnet – 365 dage om året.

Jacob Birkler viser med sine mange – og rammende – eksempler, at han kan sin politiske historie. Og bare for en ordens skyld: Begge sider af Folketinget har talrige eksempler på situationer, hvor der er blevet løjet, fortiet og fordrejet enten for at vinde noget eller for at undgå noget.

Skulle man ikke vide det i forvejen, så ved man det, når man har læst bogen, der både er letlæst og substantiel.

Efter ”Den umoralske politiker” sidder man tilbage med en følelse af, at den moralske habitus ikke er afhængig af politisk farve, men mere af tidsånden og af den personlige karaktér hos de forskellige politikere.

En karakter, som sjældent er båret af ydmyghed, høflighed og redelighed – eller rettere: Det kan den være, men så bliver vedkommende sjældent i politik ret længe, som tilsyneladende kun er en metier for de hårdføre i vores dage, hvilket er skadeligt for demokratiet. For robuste og viljestærke mennesker har ikke altid sans for empati og den beskyttelse af de svage, som efter Danmarksbloggens mening er enhver regerings vigtigste opgave.

Så nej, moral og for den sags skyld også etik kan åbenbart ikke bruges som pejlemærke, når der skal stemmes senest til sommer. Der må noget andet til.

Hvad dette andet kunne være, giver Jacob Birkler selv et bud på i bogens slutning – efter en glimrende gennemgang af de underlødige kneb, som det kan anbefales ALLE at læse om, inden man ser en debat eller åbner en avis.

Men altså Jacob Birkler foreslår monteringen af etisk sanitet på Christiansborg – måske lidt i stil med kontoret for regeringsetik i USA (sidebemærkning fra undertegnede: Gad vide om Trump har sendt dét kontor på permanent ferie?). Men altså, det er et kontor, som undersøger politikeres potentielle interessekonflikter, donationer, gaver, lobbyisme, finansielle transaktioner og meget mere.

Det lyder som en god ide, men desværre arbejder virkeligheden imod denne etiske komite, da Venstre-politikeren Eva Kjer sidste uge forslog nedlæggelsen af Etisk Råd. I så fald det sker, så er der fri leg for politikerne i den arena, hvor de bruger moralen til at angribe andre eller beskytte sig selv.

For en af bogens store pointer er, at moral ikke længere kun anvendes som en rettesnor for politikernes egen opførsel, men at moralen også bruges som et middel til at fremhæve sig selv eller dunke modstanderne i hovedet med. Moralen som redskab er altså både en forhammer og et middel til at pudse sin glorie af. Det handler heller ikke længere så meget om, hvordan noget er – men om hvordan det virker.

Det er en påstand, som det er svært at være uenig i, hvis man bare følger en smule med i dansk og for den sags skyld også international politik.

Spørgsmålet er også, hvad en sådan ”moral-som-metode-praksis” vil betyde på langt sigt for politikernes troværdighed og demokratiet?

Svaret er ikke enkelt, og resultatet er – trods tidens mange dommedagsrøster – heller ikke givet. Danmarksbloggen kunne derfor godt have tænkt sig et oprids og en diskussion af de forskellige scenarier.

Jacob Birkler havde uden tvivl kunnet løfte den opgave også.

Danmarksbloggen giver derfor fire store stjerner ud af seks mulige for ”Den umoralske politiker”. Bogen er udkommet hos Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater

På denne demokratiets festdag – starten på det nye folketingsår – udgiver historiker Asser Amdisen bogen ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”, der fra flere vinkler beskæftiger sig med det demokrati, som Churchill engang omtalte som den ringeste styreform – bortset fra alle de andre.

Danmarksbloggen anbefaler alle med interesse for samfundet at læse Asser Amdisens bog, der er en på samme tid letlæst og alligevel faktafuld og substantiel bog om demokratiets snirklede veje – og ikke mindst vildveje op gennem historien, både i Danmark og i resten af verden.

Der skabes på de 191 sider en solid forståelse for de sammenhænge, der er fra de græske bystater og Romerriget over det engelske Magna Charta og Jyske Lov til de oplysningstanker og forfatninger, som kom i 1700- og 1800-tallet, og som store dele af vor tid stadig er præget af som for eksempel idéen om tredelingen af magten i en lovgivende, en udøvende og en dømmende del.

Undervejs i gennemgangen hører vi også om samfundsklasser, produktionens rolle, konflikter, krige, filosofi, religion og samfundslære som fx teorien om styreformernes cyklus, som unge gymnasieelever stadig lærer om, måske fordi dens tankegods – i mere eller mindre fortolket tilstand – stadig giver mening, når vi prøver at forstå fortiden, nutiden – og fremtiden.

For som bekendt er demokratiet ikke en størrelse, der lever løsrevet fra eller højt hævet over alt andet. Tværtimod er demokratiet og dets væsen knyttet tæt sammen med tankerne, ideerne, menneskene og den øvrige samfundsudvikling, hvad bogen også påviser i sin analyse af sammenhængen mellem individets bevidsthed om sig selv og sine rettigheder – og så netop demokratiet.

Et demokrati, der også og stadigvæk – og i langt højere grad end vi måske kunne ønske os det – er bestemt af produktionen og storpolitikken.

Og ja, det gælder også i Danmark, hvor Asser Amdisen mener, at vi har en ganske særlig myte omkring det at være danske og demokrati. En fortælling, som går på, at vi er mere demokratiske end alle andre.

Det er vi selvfølgelig ikke. Til gengæld er vi tindrende ligeglade med, at vi selv opfandt denne myte om danskerne og demokratiet for at stive os selv af, dengang vi efter det forsmædelige nederlag til Bismarck i 1864 ikke længere for alvor kunne tro på, at vi som vikinge-ætlinger var i besiddelse af en ganske særlig handlekraft og styrke.

For så havde vi vel slået tysken, men det gjorde vi ikke. Til gengæld har demokrati altid veget for handel her til lands – samt når de store magter har villet noget, som påvirkede os.

For faktum er, at vi – også efter systemskiftet i 1901 og stemmeretten til de fem F´ere, deriblandt fruentimmerne, i 1915 – har krænket Grundloven flere gange. For eksempel under 2. verdenskrig, da det kommunistiske parti i Danmark blev forbudt, og kommunisterne blev taget af tyskerne – uden at regeringen gik af. For kommunisternes borgerrettigheder – og dermed det danske demokrati – betød mindre end stabiliteten og samarbejdet med den tyske besættelsesmagt.

Den slags “sagen over mennesket” sker stadigvæk – og kaldes i dag for nødvendighedens politik. Men det dur ikke i et demokrati, ikke sådan et rigtigt demokrati, for som Asser Amdisen siger det på side 139, så er Grundloven en grundlov og ikke et indkøbskatalog, som man kan shoppe i efter forgodtbefindende.

Formålet med en grundlov er at sikre borgerne og samfundet. Og at være et demokrati kræver noget af et lands indbyggere, dem som Grundtvig troede på kunne blive borgere i betydningen aktive, engagerede borgere i det danske demokrati.

I Danmark har man så valgt at samle sig i politiske partier, men det er ifølge Asser Amdisen måske ikke den bedste idé, og slet ikke i vor tid, hvor han ikke mener, at der længere slås om i hvilken retning samfundet skal udvikle sig, som det ellers var kutyme op gennem 1900-tallet – og måske især allermest i de årtier, hvor velfærdssamfundet blev grundlagt, og hvor senere kriserne ramte – og indtil Muren faldt i 1989.

Og hvem var det egentlig, der besejrede kommunismen? Resultatet blev i hvert fald det samme – en neoliberal ideologi omkring, at mennesket er et rationelt individ, der altid vil forsøge at optimere sin egeninteresse, som man kan læse det på side 163.

Det er så en ideologi, der næsten er blevet til en videnskab, og politik er derfor ikke længere et slagsmål mellem holdninger, men et spørgsmål om, hvem der er bedst til at administrere.

Det giver også nogle politikere, som kan sammenlignes mere med viceværter, der tuller rundt og skruer lidt på møtrikkerne, end med de arkitekter med visioner, som vi har brug for.

Demokratiske valg kommer derfor også til at handle om blåt hold versus rødt hold, om hvordan kandidaterne går klædt, hvad de siger og måden de siger det på – samt om deres moral. Altså om deres personlighed fremfor om deres holdninger. Og det kunne man godt grine af, hvis ikke det var fordi, at samfundsudviklingen er ved at gå amok – uden at det ryster særligt mange.

For den stigende overvågning og den begrænsning, som der sker af ytringsfriheden, var med Asser Amdisens ord blevet mødt med bemærkninger om politistat og menneskerettigheder, hvis noget lignende var sket i det tidligere Østeuropa. Men nu foregår det her hos os, og det er vores egne politikere, og så er vi blinde for de små bitte skridt, som naturligvis ikke fjerner demokratiet fra samfundet hver især, men som tilsammen er ved at gøre det, som man kan læse om det på side 170.

Bogen slutter med et kig ud i verden og en morale, og det er ikke et opmuntrende billede, som Asser Amdisen ser. Despoter rejser sig alle steder, nogle steder i nationalistisk, andre steder i religiøs klædedragt, mens det frie demokrati, som mange troede ville komme i 1989, er stadig mere truet – ligesom det enkelte menneske og dets rettigheder er det.

For Asser Amdisen er det enkelte menneske nemlig værdifuldt og udgangspunktet for ethvert demokrati, og borgerrettighederne er det fundament, som ethvert demokrati skal hviler på – og de kan ikke tages alvorligt nok.

Slet ikke i et samfund som vores, hvor vores demokrati trænger til en omgang reel nytænkning. Asser Amdisen opfordrer nemlig til at, vi som samfund begynder at tænke i alternativer til det repræsentative demokrati organiseret i partier.

Det finder Danmarksbloggen er en glimrende idé, især fordi det kun er fem procent af befolkningen, som er medlem af et politisk parti, og selv der er det ikke alle medlemmer, som nødvendigvis er med til at vælge hvem, der skal opstilles. Kandidater skal ofte godkendes af partitoppen – dvs. magten rekrutterer selv sine efterfølgere, hvilket i vor tid sjældent er de klogeste hoveder, men snarere de mest robuste med de hurtige one-liners.

Danmarksbloggen giver ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater” seks ud af seks grundlove – selvom vi strengt taget kun behøver én.

Asser Amdisens bog kan med fordel læses af alle med interesse for samfund – og for demokrati. For nok er den subjektiv, hvad han heller ikke lægger skjul på, men den giver også store mængder af viden. Og netop indsigt er en fordel for det levende demokrati, der – hvis det skal blive en velsignelse for alle – kræver borgere, som engagerer sig i samfundet, ikke kun ud fra egne interesser, men for at tjene hele samfundet.

Og ja, det lyder idealistisk i en neoliberal og populistisk tid som vores. Men som Danmarksbloggen ser det, er kloge menneskers engagement i samfundet vores eneste mulighed, hvis vi skal undgå en ny, feudal verdens – og samfundsorden, også i Danmark. For det vil være en orden eller rettere uorden, hvor en lille og megarig overklasse stikker totalt af, mens nutidens store middelklasse synker længere og længere ned mod det armod, som underklassen – også i rige, vestlige lande – allerede lever i.

Asser Amdisen, ”Nu vi taler om demokrati – en debatbog for demokrater”, Haase Forlag. Udkommer i dag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk