Lyden af had på Christiansborg Slotsplads

Lyden er hård og høj. Det er lyden af had. Lyden af vrede.

Se og lyt her: https://youtu.be/x4Ch5nOYoDU

Lyden lød over Christiansborg Slotsplads tidligere i dag, hvor Hizb ut-Tahrir havde arrangeret fredagsbøn.

Hvis De synes, at det lyder aggressivt og skræmmende, så skulle De have været dér. Det var ti gange værre end det lyder på det korte klip. Måske fordi der var en stemning af et dybt had og et overskyggende mørke, som undertegnede aldrig har oplevet før.

Udover det forventede angreb på det danske samfund og lovprisningen af Allahs´s storhed blev der råbt om kærlighed, altså profetens kærlighed til de rettroende. Det gav mening. For det lød som et massivt og rendyrket had mod alle andre, da de flere hundrede fundamentalistiske muslimer skreg og råbte på en måde, så det virkede mere som en ISIS-event end som en dansk demonstration.

Man kan så mene, at det er mærkeligt, at en religiøs-politisk organisation som Hizb ut-Tahrir gerne benytter sig af demokratiets metoder som forsamlings- og ytringsfrihed, når de er imod noget så sekulært som netop demokratiet. Men det gør de åbenbart – i hvert fald i dag på Christiansborg Slotsplads, hvor man som tilskuer også fik tanken:

Sådan her ser en borgerkrig under opsejling ud …

En vanvittig tanke, som jeg prøvede at skyde fra mig. ”For langt de fleste muslimer er jo ikke som de sortklædte mænd og ligeså sortklædte kvinder, der alle som en havde tildækket deres hår,” tænkte jeg.

Men tvivlens frø blev alligevel sået, og fik vand, da jeg flere gange oplevede biler rulle vinduet ned, mens arabisk-udseende mænd stak hovedet ud og råbte med tilbage på bønnens svar. Nogle af dem med en knyttet næve højt hævet.

For hvor mange muslimer mener i grunden, at religionens lov står over samfundets lov? Hvor mange sætter Koranen over Grundloven? Det er vi nødt til at få et svar på – og eventuelt gøre noget ved.

For fire år siden mente næsten halvdelen af alle muslimer, at Grundloven i Danmark burde bygges helt eller delvist på Koranen: https://www.berlingske.dk/samfund/danske-muslimer-koranen-skal-definere-dansk-lov

Den er altså helt gal …

For en Grundlov bygget på Koranen er en Grundlov uden rettigheder til kvinder, homoseksuelle og andre grupper, men til gengæld et samfund, hvor religionen og mændene styrer. Det har vi prøvet tidligere her i landet med kristendommen i både en katolsk og en protestantisk udgave, og det var ingen succes – for nu at sige det mildt.

Tro kan være fin for den enkelte, og religion må også godt være tilstede i det offentlige rum, men vores lovgivning og samfund skal være sekulært til hver en tid.

Det skal vi stå benhårdt fast på – og dem, som ikke kan acceptere det, ja de burde måske finde et andet sted at være end i Danmark. For når det kommer til demokratiet og frihedsrettighederne, så skal vi være ganske fundamentalistiske. Her er der ikke plads til kompromiser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pattebørn og Påvirkningsloven

Gårsdagens altoverskyggende politiske nyhed i de danske medier var historien om Mette Abildgaards baby, som den konservative politiker havde taget med til en afstemning i Folketinget. Men den gik ikke, mente Folketingets formand Pia Kjærsgaard. Så en folketingsbetjent måtte tage sig af den lille pige, mens mor stemte.

Samtidig i går blev Påvirkningsloven stemt igennem med stemmer fra både regeringen og Socialdemokratiet. Dette direkte angreb på det danske demokrati gik imidlertid totalt over hovedet på de fleste, både medier og politikere.

Det er ellers en MEGET vigtigere sag end baby eller ej. For vi taler om, at man nu som dansker kan få op til 12 års fængsel, hvis man ytrer noget – sandt eller falsk, som kan være i en fremmed magts interesse og imod den danske stats interesser. Uenighed bliver altså kriminelt, hvis man som dansk borger ikke mener det samme som den danske stat.

Det lugter mere af diktatur end af demokrati, ikke sandt?

Læs mere her, også hvad juridiske kapaciteter som Eva Smith, Preben Wilhjelm og Bjørn Elmquist siger om dén sag: http://danmarksbloggen.dk/?p=10238

Så ja, Pia Kjærsgaard havde faktisk ret. Vi burde ikke tillade børn at være i folketinget – og især ikke de voksne pattebørn, som sidder der nu.

For demokrati og folkestyre er en alvorlig sag. Og det at være politiker er ikke en udvidet pasningsordning, der i en valgfri årrække tilbyder ansvarsløse pattebørn masser af (lomme)penge og fri leg med landets borgere og finanser, inden de endelig bliver rigtig voksne, og lander et lukrativt job i det private erhvervsliv.

At være politiker er en opgave, der kræver, at man som minimum passer godt på den Grundlov og den retsstat, som vi fik i gave af tidligere generationer, men som er blevet voldsomt udhulet med først Mørklægningsloven, og siden i går Påvirkningsloven.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Drop det Lars, vi vil ikke til Mars

Unge over HELE verden – som i HELE VERDEN, nemlig 112 lande – har i dag, fredag d. 15. marts demonstreret for klimaet.

Også i Danmark, hvor mange tusinde elever fra både folkeskole, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser var forsamlede foran Christiansborg i København samt i mange andre byer. Der blev hoppet, råbt og markeret på bedste demokratiske vis med bannere og slagord som fx

DROP DET LARS, VI VIL IKKE TIL MARS

For de mener det alvorligt, de unge mennesker. De vil ikke gå glip af et liv og en fremtid for dem selv og deres børn her på vores dejlige grønne og blå klode.

De vil også have en tilværelse med rent vand, ren luft og sund mad.

En af de deltagende, Anna Margrethe Thorsen Frederiksen, der går i 2. g. på Christianshavns Gymnasium, var med, og hun fortæller:

Vi startede fra gymnasiet, hvor vi var elever fra alle tre årgange, der samledes udenfor porten – hvor vi mødtes med eleverne fra bydelens to grundskoler Døttreskolen og Christianshavns Skole, og så gik vi tre institutioner over Knippelsbro og ind mod Christiansborg.

Da vi kom derind, var pladsen over halvt fyldt op allerede, men den var snart helt proppet, og så startede det med taler og klimasange.

Vi sang fx ”Der VAR et yndigt land”, som var en total omskrivning af nationalsangen. For sådan bliver det, hvis ikke vi handler nu. Så er det yndige danske land fortid.

Og så gik det slag i slag med kampråb og flere taler, inden landets statsminister Lars Løkke trådte op på scenen. Han snakkede lidt om, at vi i virkeligheden her i Danmark ikke udleder så meget CO2, men vi stoppede ham – to gange – ved at råbe:

DET ER IKKE NOK

For det er ikke nok. Der skal gøres mere. Meget mere, hvis kloden skal reddes. Og klimaet er for vigtigt til at overlade til politikerne.

Danmarksbloggen er enig. I mange århundreder er alt blevet sat op i forhold til hvad det koster rent økonomisk. Tiden er nu inde til et paradigmeskifte – til at ALT, som i ALT, skal sættes op i forhold til, hvad det betyder for miljøet og klimaet, både på den korte og den lange bane.

KLIMA ind i AL politik – for der er ingen planet B.

Al politik er klimapolitik, som de unge sagde det på endnu en fredag, for som hashtagget for de efterhånden gentagne klima-demoer siger det:

Fridays for Future

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Populistisk skred mod højre startede i sidste årtusinde

Pernille Vermund – dansk politiks nye enfant terrible – har i dén grad forstået at få mediernes opmærksomhed, senest ved sidste uges profilerede debat med Kristian Thulesen Dahl i Aabenraa.

Pernille Vermund bor ellers i Nordsjælland, men til det kommende folketingsvalg stiller hun op for Nye Borgerlige i Sønderjylland, som udover at være den landsdel, hvor flest (målt i procent) stemmer på Dansk Folkeparti, er der, hvor Dansk Folkeparti´s formand Kristian Thulesen Dahl også stiller op – og bor.

Men nu går Vermund altså i direkte kamp med Thulesen Dahl om stemmerne på hans hjemmebane …

Det skrives der meget i medierne om, ofte med den vinkel, at der er tale om et populistisk skred til højre i dansk politik.

Men nej, mener man det, så kender man ikke sin politiske Danmarkshistorie. For dét skred skete for snart 25 år siden, da Pia Kjærsgaard i 1995 dannede Dansk Folkeparti.

Det var dengang, hvor Nyrup sagde, at Dansk Folkeparti aldrig blev stuerene. Det var dengang, hvor ingen partier med respekt for sig selv – heller ikke de blå – ville arbejde sammen med de ekstreme højrefløjspolitikere i Dansk Folkeparti. For det er ganske vist. Sådan blev Dansk Folkeparti opfattet dengang.

Siden har meget som bekendt ændret sig i dansk politik, og i dag har de fleste partier i årevis løbet over mod Dansk Folkeparti og taget deres politik til sig.

Ikke at Dansk Folkeparti har rykket sig en tomme i det kvarte århundrede. Det skulle da lige være et par meter endnu længere mod højre. Men de andre partier (minus nogle få) rykker hver gang med.

Så det, som engang var ekstremistisk, er for længst blevet normalt, og Dansk Folkeparti er blevet en del af det establishment, som de engang var i opposition til.

Og det udfordrer Pernille Vermund og de andre i Nye Borgerlige så ved det kommende folketingsvalg. Men nej, der er ikke tale om noget skred, er Pernille Vermund er ikke nogen frontløber. Pernille Vermund rider derimod blot med på en populistisk bølge, der startede i sidste årtusinde, og som tilsyneladende ikke kan komme langt nok ud til højre i sin ekstreme bevægelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

8. marts: Kvinder stoppes stadig af glasloftet

Hvordan har du tænkt dig at fejre 8. marts – Kvindernes Internationale Kampdag? Der er nemlig mange muligheder fra debatter om vigtige emner over poesioplæsninger og koncerter til workshops, hvor man kan være kreativ.

Men hvis man nu ikke orker efter en lang arbejdsuge, eller måske ikke bor tæt nok på de store byer, hvor langt de fleste arrangementer foregår, så kan man i stedet gøre sig klogere på danske kvinder, vores historie og vores nuværende forhold ved at læse – eller genlæse – Birgitte Possings bog ”Argumenter imod kvinder”, som er en bog, der overbevisende demonstrerer, at kampen for ligeret langtfra er slut.

Danmarksbloggen anmeldte bogen, da den udkom sidste år – se anmeldelsen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10224

Bogen fik ved den lejlighed seks handsker ud af seks mulige – og hver eneste én er velfortjent.

For det er en bog, som giver bevidsthed om det glasloft, der usynligt, men ganske effektivt ligger over mange kvinder, så vi ikke – trods åbenlyse evner – bliver rekrutteret og kommer op på den anden side af glasloftet, og får de poster og de stillinger, som vores egenskaber og kundskaber kvalificerer os til.

Men hvor i stedet mænd – også mænd, som kan langt mindre – får jobbet eller posten, ene og alene i kraft af kønnet og den Rip-Rap-Rup-rekruttering, som stadig finder sted i stor stil i magtens mandeklubber.

Vi behøver derfor, som Birgitte Possing siger det i ”Argumenter imod kvinder”, en ny fortælling. På side 45 i bogen skriver hun:

Vi mangler en samlende fortælling om samfundet, og hvad vi vil med det. Tidsånden er gennemført individualistisk, og vil man noget, er det op til én selv at gå vejen og finde sin plads og identitet. Ingen står i vejen. Sådan er den samfundsfortælling, vi faktisk har. Men den passer ikke på virkeligheden, hvor mangel på den rette kapital, klasse eller det rigtige køn kan stå i vejen for det, man vil. Det taler vi nødigt om, men det bliver vi nødt til, hvis vi skal nærme os noget, der ligner ligestilling. Vi siger, at vi har ligestilling, selv om vi ikke har det. Vi siger, vi vil have begge køn i ledelse alle vegne, selv om vi ikke får det. Vi siger, vi vil have repræsenteret den mangfoldighed i erfaringer, som begge køn repræsenterer, selv om vi ikke gør det. Når det handler om køn, siger vi ét og gør noget andet.”

Citat slut.

Danmarksbloggen er helt enig. Det danske samfund holdes tilbage af ulighed, både økonomisk og kønsmæssigt, og vi kan kun komme videre, hvis vi laver den nye fortælling sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Friheden trues både nedefra og oppefra

I et frit og demokratisk samfund kan enhver ytre sig, som man vil uden at frygte at blive truet eller udsat for vold og overgreb.

Sådan et samfund gad jeg godt leve i, og sådan var Danmark også engang. Men det er Danmark ikke længere.

Friheden trues, både nedefra og oppefra.

Nedefra af de bøller der retter trusler mod vores politikere og deres familier, sådan så mange spørger sig selv, om de overhovedet tør gå ind i politik, om de vil betale den pris, der evt. følger med, og som indebærer risiko for overfald og hærværk.

Forleden blev den socialdemokratiske politiker Mattias Tesfaye således spyttet i ansigtet i metroen, og kun én person ud af de mange, der var med metroen, kom ham til hjælp med et lommetørklæde. Alle andre havde travlt med at kigge ned på deres mobiler.

Men også oppefra er vi på vej mod en totalitær tilgang, som ikke rimer på demokrati.

Det seneste eksempel er folketingets formand Pia Kjærsgaards mærkværdige accept af partikollegaens Kenneth Kristensen Berths generalisering af en hel befolkningsgruppe (muslimerne), samtidig med at hun ikke tålte, at Pelle Dragsted (fra Enhedslisten og derfor en politisk modstander) brugte ordet racistisk i sit svar til DF´s Kenneth Kristensen Berths påstand om muslimerne.

Det rimer hverken på demokrati eller på ytringsfrihed, men derimod på kontrol og totalitarisme, og det er ekstra farligt, når det udøves direkte fra folkestyrets fornemmeste plads: Folketingets formandsstol.

Men danskerne? Hvad gør vi, selvom det nu brænder ikke kun om vores vugge, men også i vores lille vugge? Ja, vi fortsætter med at glo ned i vores mobiler og grine af videoer med søde hundehvalpe …

Man kunne fristes til at spørge, om vi overhovedet fortjener demokratiet, når vi ikke vil stå ved det og kæmpe for det?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Klaus Riskær Pedersen har en reel chance

Et nyt parti har set dagens lys i dag, hvor partiets stifter Klaus Riskær Pedersen har holdt pressemøde på Vartorv i København.

Vi holder hovedet koldt og hjertet varmt, er partiet Klaus Riskær Pedersens slogan. Formålet med partiet er at starte en nødvendig hovedrengøring i dansk politik, da Klaus Riskær Pedersen mener, at folketinget har udviklet sig til at blive en karrierekanon for unge akademikere – og at vores folkestyre er overtaget af konsulenthuse og embedsmænd, som tilrettelægger samfundet hen over hovedet på danskerne.

Rent konkret handler partiets program om at:

450 mia. kroner skal flyttes rundt i en skatteomlægning, hvor borgerne skal betale mindre, men virksomheder og finanssektoren mere.

Der skal være et stop for udlændingestramninger – nu er det nok, og vi skal i stedet fokusere på mere integration.

Der skal satses stort på klima og miljø, både økonomisk, som samfund og i den enkelte husholdning.

Offentlige ansatte skal have bedre arbejdsvilkår og organiseres i kooperative arbejdsfællesskaber.

Socialt udsatte som fx kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse, hjemløse og andre, som ikke kan arbejde, skal have borgerløn.

Pensionen bliver differentieret og tilpasses arbejdssituation og tid på arbejdsmarkedet.

En større sikring af privatlivets fred og værn mod overvågning m.m.

Danmark skal blive i EU, men udenfor møntunionen, som vi også er det i dag. Retsforbeholdet skal også beholdes, men forsvarsforbeholdet skal fjernes.

Cannabis skal gøres lovligt, men skal kun sælges specielle steder. Salget af cigaretter og alkohol skal væk fra detailhandlen.

Børnechecken forsvinder, men vuggestue, børnehave og fritidshjem samt visse fritidsaktiviteter op til 9. klasse gøres gratis.

Unge kan først få SU, efter de har taget en ungdomsuddannelse og udført 2 x 3 mdrs. værnepligt, hvoraf den ene er social.

Uddannelsesloftet fjernes.

Vi behøver en forvaltningsdomtol for at holde fast i Grundloven, i praksis betyder det, at kontrollen med Grundloven skal flyttes fra Justitsministeriets lovkontor til Højesteret i samarbejde med Dronningens Kabinet.

Forholdet til Rusland skal normaliseres.

Grønland skal integreres kraftigere i fællesskabet – og skal ikke være uafhængigt.

Danske kvinder skal føde flere børn.

En familie er en kernekonstruktion uanset kønnet på medlemmerne af familien og partnerskab.

Kirken skal sekulariseres, men samtidig skal der undervises mere i kristendommen og i bærende danske kulturværdier.

Kulturen skal på samme måde styrkes som et værn mod den globale digitalisering.

Danmarksbloggen har fulgt pressemødet med stor interesse og mener, at Klaus Riskær Pedersen har en reel chance for at blive valgt.

For hvem kan være imod mere fokus på miljø, at virksomheder og finanssektor også betaler skat, at uddannelsesloftet fjernes, og at de offentlige ansatte får bedre arbejdsvilkår – og vi alle en bedre velfærd?

Dét er mange danskere i den grad enige i – og sat sammen med en politikerlede og en magtfuldkommenhed hos nutidens levebrødspolitikere, så har manden en rigtig god chance for at få et kredsmandat.

Spørgsmålet er så, hvordan det vil påvirke de gamle partier, som stadig bliver dem, der svinger taktstokken, også efter et valg?

Næppe ret meget, selvom der er brug for en del af det, som Riskær er inde på. I Danmarksbloggens øjne måske især forvaltningsdomstolen, da retsstatens tilstand langtfra er så god, som den kunne og burde være.

Se mere her om påvirkningsloven og dens betydning for ytringsfriheden og retsstatenhttp://danmarksbloggen.dk/?p=10238

Men det er også interessant, at der fokuseres på kunst, kultur, kulturværdier og en modernisering af kirken på den måde, at på den ene side skal alt dansk og en morallære styrkes – men samtidig skal det også moderniseres i en mere sekulær retning. Noget som det nærmest kræver en ny Grundtvig at få igennem, bortset fra at Grundtvig selvfølgelig ikke var spor sekulær.

Danmarksbloggen vurderer, at en sådan proces kræver en form for tro, men måske en mere åben tilgang til tro, hvor der åbnes op for etiske og moralske problemstillinger som det bærende princip, noget som alle religioner og også ateister kan være enige om er vigtige.

Læs mere om det nye parti her: https://www.klausriskaerpedersen.dk/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valgtema: Miljø, pension eller kaninen i hatten

Folketingsvalget kan komme om få uger – eller være mere end tre måneder væk. Tidspunktet kendes kun af Lars Løkke og måske et par stykker mere.

Endnu vides det heller ikke, hvad valgets store tema bliver. Op mod vinterferien talte alle om pensionsalder og nedslidning på jobbet, men så kom ferien, og der er åbenbart ikke noget som nogle fridage til at få folk og medier til at glemme politiske dagsordner.

Så måske er luften gået af pensions-ballonen, selvom mange danskere stadig nedslides på jobbet. Det laver en vinterferie nemlig ikke om på.

Dén ændrer heller ikke på, at vi måske allerede har tabt kampen for at bevare en klode, som vi kan leve på. For miljøet er et andet tema, der hele tiden ligger som et muligt tema i valgkampen.

Det er så næppe miljøet, som Løkke ønsker, at der tales mest om. For han ved godt, at de fleste danskere ikke glemmer, hvad hans regering har gjort imod miljøet i de seneste snart fire år.

Så Løkke vil sikkert prøve at trække en kanin op af hatten. En kanin, som gerne må være noget med udlændinge, men omvendt ikke for meget med udlændinge, for så går stemmerne bare til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, og det ønsker Venstre selvfølgelig ikke.

Så det er Danmarksbloggens vurdering, at Løkke vil gå efter fordelene ved internationalt samarbejde – og især det samarbejde, som finder sted i EU-regi, og som også omfatter handel og arbejdspladser.

Løkke har også en dagsorden med at flytte fokus væk fra det indenrigspolitiske, nemlig at den sociale ulighed er blevet øget og velfærden udhulet, mens han har været statsminister.

Men det er op til medierne og oppositionen at holde Løkke fast på, hvad hans regering har gjort imod miljøet, velfærden, sundhedsvæsnet og uddannelsessystemet i de seneste fire år.

For som politiker med magt – og en statsminister har megen magt, så skal man dømmes på sine gerninger. Og dét gælder selvsagt også Løkke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed”

Hvis man googler ordene integration og succes, så kommer alle de gode historier, som politikerne ikke fortæller. Så kan man læse, at både forskningen og virksomhederne er enige om, at langt det største flertal af såkaldte nydanskere er rigtig gode til at komme ind på arbejdsmarkedet og til også på andre områder blive en del af det danske samfund.

Men ét er tal og statistik og alvorlige ledere med ansigtet i de rette folder. Noget andet er, når dette store tavse flertal af velfungerende førstegenerationsdanskere, som Danmarksbloggen hellere vil kalde dem, får ansigter, navne og personlige historier.

Og det gør de på forbilledlig vis i Pia Sigmunds nye bog ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed”, der udkommer i dag, og er en af årets mest vedkommende bøger, som giver alle en mulighed for at lære dem at kende, som for nylig er blevet danskere.

Bogen er ikke en debatbog, skriver Pia Sigmund. Det er så Danmarksbloggens mening, at det bliver svært ikke at bruge bogen i debatten, når de danske politikere igen-igen kører frem med den mislykkede integration og de utilpassede indvandrere. For det er en spændende, letlæst og alligevel fakta-fyldt bog, som giver et meget tiltrængt modspil til politikernes skræmmebilleder.

Men ja, vi skal ikke lukke øjnene for de problemer, som der findes i indvandrerkredse, men der findes også store problemer blandt nogle af dem, som har været danske i mange generationer. Det handler – som med alt andet – om personen selv og de valg, som vi tager i vores liv.

Og her har bogens 22 personer alle valgt at gøre en indsats, tage en uddannelse, engagere sig i samfundet og i eget liv. Og de er som sagt flertallet blandt førstegenerationsdanskerne – og ikke de få solskinshistorier. Det er snarerede de utilpassede, som er undtagelsen – og det er godt at huske på næste gang politikerne igen bruger førstegenerationsdanskerne som syndebuk.

For virkeligheden er lige modsat – ja i mange af de tilfælde, som vi læser om i bogen, i en grad, så de unge mennesker i stedet burde stå som idealer for andre danske unge.

Her er der nemlig ikke fokus på at blive curlet, begrave sig i computerspil eller i at lægge billeder af sig selv op på Instagram, mens man står og stritter med de botoxfyldte læber og kun tænker på, næste gang man skal i byen eller have noget nyt tøj.

Nej, de 22 unge i bogen er unge, som tager en uddannelse, har visioner i deres arbejdsliv, får børn og familie, kombinerer dansk kultur med deres hjemlands kultur, er aktive i frivilligt arbejde, rejser ud i verden og får endnu mere erfaring med hjem til Danmark.

For ja, Danmark er deres hjem, og de føler sig danske, og har en stor glæde ved at bidrage til det danske samfund – og de vil i virkeligheden helst leve stille og roligt udenfor offentligheden, men sagde alligevel ja til at være med i Pia Sigmunds bog – og dermed blive eksponeret.

Danmarksbloggen har derfor også efter nøje eftertanke valgt IKKE at nævne nogle fremfor nogle andre, for det er som gruppe, at fokus på dem skal være.

Læseren må altså selv vende siderne i den letlæste bog med fotos af alle de medvirkende og selv opleve, hvordan man bliver mere og mere glad for hver historie, som man læser. For de er så inspirerende, de 22 unge mennesker – også selvom man selv er leverpostejfarvet og for længst er ovre ungdommens vår.

Danmarksbloggen vil dog nævne nogle ting, som sprang i øjnene.

Nemlig at én foreslog rejsepligt i stedet for værnepligt. At alle danske unge i en periode skulle rejse ud i verden og lave frivilligt arbejde. Det ville give udsyn og visioner – og en forståelse af, at mennesker uanset fødested, kultur, sprog og tro i bund og grund er ens, og har de samme ønsker for livet.

Der var også flere, som efterlyste en større interesse for det land og den kultur, som førstegenerationsdanskerne er født i. For vi kommer bare så meget længere og bliver så meget klogere og gladere, hvis vi kender hinanden og hinandens baggrund.

Endelig gik en helt konkret erfaring på, at det var fantastisk at komme på efterskole, for så lærer man gammeldanskerne, det danske sprog og den danske kultur at kende på en helt anden måde, end hvis man går hjem hver dag efter skole.

Danmarksbloggen er mere end begejstret for Pia Sigmunds ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed” og giver bogen seks store hjerter ud af seks mulige. Hvordan kan man også give andet end hjerter og kærlighed til sine medmennesker?!

Det er forlaget Ravnerock, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Broccoli fører ikke til sharia-lovgivning

Et femårigt barn som ikke må få lidt broccoli og kartoffelmos!!!

Ja, det er virkeligheden på Udrejsecenter Sjælsmark for de afviste asylansøgeres familiers børn – hvis de er over et år gamle.

Flere medier skrev om sagen for nogle dage siden, blandt andet DR:

www.dr.dk/nyheder/indland/politisk-forargelse-5-aarig-naegtet-kartofler-og-broccoli-paa-udrejsecenter

Her kan man læse, at Mette Gjerskov fra Socialdemokratiet efterlyser noget medmenneskelighed og anstændighed, og at Carolina Magdalena Maier fra Alternativet mener, at den nuværende praksis skriger til Himlen.

Danmarksbloggen er enig.

For hvad er det, der foregår? Ja, familierne er afviste asylansøgere, og ja, de skal rejse hjem. MEN indtil da skal vi sørme behandle dem – og især børnene – ordentligt, og det gør man ikke, når en femårig nægtes kartofler og broccoli med den begrundelse, at han er for gammel til de sunde sager.

Føjletons chefredaktør og vært på Radio 24syv Lars Trier Mogensen kalder det også for rendyrket ondskab og mener, at danskerne nu vil skifte holdning til de forfulgte:

https://www.24syv.dk/programmer/det-roede-felt/38656763/ondskabens-banalitet-2?start=741&fbclid=IwAR16QGC4rDnR1aluS9QnklW0lIqhkPdsD9y-lMI6o7zQMjuNyebeIn3YbYM

Man kunne håbe det. Danmarksbloggen er ikke sikker. Tværtimod. For mange danskere har for længst stirret sig blinde på udlændingene som roden til alt ondt – også til det mørke og den ondskab, som kommer indefra danskerne selv.

Men mørket må ikke vinde. Hold fast i de varme bankende hjerter. Og er du så langt inde i mørket allerede, at du mærker den lille djævel sige, at det nok er okay med den forfærdelige madordning på Udrejsecenter Sjælsmark, så skynd dig at skriv under på nedenstående fra Børns Vilkår, og så kan du mærke medmenneskeligheden igen:

https://bornsvilkar.dk/skriv-under-for-sjaelsmark/?fbclid=IwAR2YARLTklBLvUsn-j3jMV3rTebA_kyFvTKjHNFiXaaCFTz4rNeCVUnXA1c

For hvad er det i grunden, at danskerne er så bange for? At sharialoven bliver indført i Danmark, fordi en femårig får noget broccoli? Det sker jo ikke. Men accepterer vi, at mennesker behandles sådan, som det sker nu, så er vi ikke ret meget – om noget – bedre end dem, der er tilhængere af sharia-lovgivningen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk