Amager Fælled: Overborgmester Frank Jensen taler med to tunger

Et fornemt klima-top-møde (C40) er i gang i København. Ja, i går var de noble borgmestre og andre notabiliteter fra alverdens lande endda til middag på Christiansborg, hvor kronprinsparret var værter.

I centrum for de mange fine ord og knap så mange handlinger står Københavns overborgmester Frank Jensen (S) der bryster sig med, at Danmark er et foregangsland, når det kommer til klima. Ja, København, verdens cykelhovedstad åbenbart, er ifølge ham endda en by, der viser den grønne vej for andre byer.

Undskyld, men det klinger altså hult … meget hult … når man tænker på, hvad der sker ude på Amager Fælled i disse år.

Amager Fælled – skøn og grøn – og det eneste vilde område, som der er tilbage i miles omkreds omkring vores hovedstad. Amager Fælled, som vi skulle sætte ALT ind på at bevare, men som Frank Jensen vil bebygge en stor og for mange arter ekstrem vigtig del af.

For en ting er miljø – en anden er penge, og når det kommer til stykket, så vælger overborgmesteren altid det sidste.

Frank Jensen taler derfor med to tunger, som indianerne sagde det. Indianerne, som for de flestes stammers vedkommende var optaget af at leve i pagt og balance med naturen. Men dem slagtede vi selvfølgelig også, som vi i øjeblikket slagter naturen.

Men man kan altså ikke spise penge – eller ånde penge. Det burde vi erkende og leve efter, os i den vestlige verden, men også i de rige lande i den arabiske verden og de rige lande i den asiatiske verden. For det at drive rovdrift på naturen er desværre en udbredt ting verden over.

Det ender med, at vi dræber os selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstre har ny formand – og kun én formand

”Jeg er træt af fløjkrig – og jeg er træt af fløjkrigere.”

Sådan sagde Venstres nye formand Jakob Ellemann-Jensen i sin tale til det ekstraordinære landsmøde tidligere i dag.

”Jeg vil have ro – og en klar fordeling af magten, så for fremtiden har Venstre én og kun én formand,” var hans besked.

Danmarksbloggen tvivler heller ikke på Ellemanns intention – og på at han er til de klassiske Venstre-dyder som fx lav skat.

Men Danmarksbloggen tvivler på, at fløjkrigene kan lukkes, bare fordi den nye stærke mand i partiet har sagt det.

Alligevel ville undertegnede ryste, hvis jeg var regeringen.

For Mette Frederiksens modpart som statsministerkandidat om små fire år bliver ikke enten en moralsk skamferet Lars Løkke eller en Kristian Jensen uden den store gennemslagskraft i offentligheden.

Det bliver den slagfærdige og skarpe Jakob Ellemann-Jensen. En mand, som er tydelig i sin kommunikation – og som tør sige det, alle tænker – og som ovenikøbet kan være morsom undervejs. Den slags kan danskerne godt lide.

Og så betyder det faktisk mindre, hvem der senere på dagen bliver næstformand. For næstformanden er i det nye Venstre sekundær.

Det blev slået helt fast i dag: ”Jeg vil gøre mig umage” og ”Jeg regner med jer”, som Ellemann sagde det, da han var blevet valgt med stående ovationer.

Ps. Tilføjelse kl. 12.43: Det blev så Støjberg, som blev næstformand med overvældende flertal. Det siger meget om, hvor Venstre står udlændingepolitisk … så Ellemans invitation til kaffe til Vermund giver mening … Blokpolitikken er hermed også tilbage i dansk politik.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skoleparat … samfundsparat

Undertegnede fandt i en skuffe en gammel notesbog med noter fra blandt andet et forældremøde for over 10 år siden.

Det var interessant læsning. Jeg havde blandt andet noteret:

Skolelederen spurgte ud i plenum: Er du, forælder, parat til at give slip? Er du parat til at forstå, at dit barn skal indgå i en helhed? At barnet skal kunne være i ro og have en adfærd, der udviser respekt for andre? For det er fint at være et ønskebarn, men man skal også kunne se og respektere andres behov.

Derpå fulgte en masse om skolens forpligtelse til at stille op med faglig og pædagogisk kvalitet – og om forældrenes rolle som aktive medspillere.

Og så sluttede skolelederen af med at sige, at skolens primære rolle ikke handlede om skabe gode karakterer, men om at skabe ansvarlige borgere, der med respekt for andre og deres meninger kunne fungere og virke i et frit folkestyre. Altså hele mennesker, som havde balancen mellem at kunne realisere egne drømme og samtidig virke for fællesskabet – og det i en tid med mange prinser og prinsesser, der var vant til at blive serviceret og curlet.

Men det du´ed ikke, gjorde skolelederen opmærksom på. Livet giver os ikke altid lagkage – og skolelederen ønskede derfor også at give børnene en indre jeg-styrke baseret på alt andet end popularitet, likes eller fokusering på egne behov alene, men i stedet på et dybt kendskab til sig selv, en realitetssans og en evne til at udholde og kæmpe mod modstand.

Det var som sagt en gammel notesbog. Og den konkrete skoletid, som startede kort efter, er for længst forbi. Og jeg skal heller ikke dømme andres børn, blot konstatere, at der i de ti år, som fulgte efter denne introduktion til skolelivet, var forskel i opbakningen til skolelederens hensigtserklæring, da det kom til at lave de flotte ord om til handling.

Og det var – og er skade. For en tilsvarende tale kunne sagtens høres i dag, hvor individualismen og selvfokuseringen er om muligt endnu større end i nullerne, hvor det nævnte forældremøde fandt sted.

Men skolen er stadig for livet, og vi kunne skabe et så meget bedre samfund, hvis alle lyttede til den gamle skoleleders kloge ord.

For at være skoleparat i betydningen ”være klar til at indgå i en helhed som et ligestillet individ sammen med alle de andre” er i bund og grund at være samfundsparat … også for de voksnes vedkommende, ja måske især for de voksnes vedkommende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Balloner på Kgs. Nytorv: Trump mødte Rossen

Selvom Donald Trump aldrig kom til Danmark, så kom ballonen med baby-Trump op alligevel, så den stod og svajede i september-solen på Kgs. Nytorv. I fraværet af Trump  dog mere som en turistattraktion – i hvert fald for de fleste – end som en manifestation af noget som helst.

Trump-ballonen var så ikke alene.

Få meter væk var der endnu en kæmpeballon. Den forestillede Martin Rossen (statsminister Mette Frederiksens højre hånd), som trods at han aldrig er blevet valgt – og derfor heller ikke kan stilles til ansvar – alligevel sidder centralt placeret i regeringens magtfulde Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg.

Det var Radio24syv, der stod bag Martin Rossen-ballonen, om hvis ene hånd man kunne se Mette Frederiksen som en hånddukke.

Budskabet var klart: Martin Rossen er en dukkefører … og Mette gør, som Martin vil.

Danmarksbloggen ved ikke, om det er sandt. Men det er udemokratisk, at man kan sidde centralt i regeringen – uden at være valgt af folket.

Ja, det er næsten værre end Trump ovre i USA. Trump blev trods alt valgt af det amerikanske folk. Så kan man tale om ulemperne i det amerikanske valgsystem – og der er meget at sige.

Men Trump blev valgt. Det gjorde Martin Rossen ikke – og Rossen virker i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skiftedag i Venstre: Det bedste er at være forhenværende

Så gik den ikke længere.

Lars Løkke har trukket sig som formand – og Kristian Jensen som næstformand. Så er banen banet for Jakob Ellemann.

Alt, hvad der kan siges om Løkke som et politisk menneske, er for længst sagt – og vil i de kommende dage blive gentaget i det uendelige.

Men partifællen og en anden forhenværende magtfaktor i Venstre Søren Pind rammer det nok meget godt ind, når han siger, at Løkke er det mest politiske menneske, som han nogensinde har mødt.

Det spændende bliver, hvad der kommer til at ske herfra – både med Venstre, den borgerlige opposition – og Løkke og Jensen.

Danmarksbloggen spår, at Jakob Ellemann bliver formand – og at Stephanie Lose bliver næstformand.

Danmarksbloggen tør også godt spå, at roserne nu vil vælte ned over Lars Løkke – og også Kristian Jensen, der græd, da han meddelte beslutningen. For der er ikke noget så godt i dansk politik som at være forhenværende …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ikke meget cirkus over balladen i Venstre

Balladen i Venstre fortsætter og fortsætter, og vi er for længst forbi det punkt, hvor det var sjovt at tale om at sidde og se på seancen med en portion popcorn. Også selvom politisk ordfører Jakob Ellemann i går sagde, at cirkushesten ikke optrådte idag.

For det er kampen om magten, når den kæmpes for alvor – og for åbent tæppe. Magten i Venstre på den korte bane – og i Danmark på den lange bane. For det er realistisk, at den kommende Venstre-formand en dag bliver dansk statsminister.

Umiddelbart kan udfaldet synes oplagt.

Nemlig at Løkke må afgive magten – til sidst – og især hvis en anden vil stille op imod ham. Navnet Jakob Ellemann nævnes igen og igen. Men andre kandidater kunne være Søren Gade, Stephanie Lose eller Inger Støjberg.

Men lige præcis når det kommer til Lars Løkke, er ingenting givet på forhånd. For manden kæmper indtil sidste sekund. Sådan er Løkke skruet sammen. En politisk kriger, der også gerne kæmper mod en helt åbenlys overmagt – fordi han selv med hver en fiber i kroppen vil magten.

Så Danmarksblogggen tør ikke spå om, HVEM der er formand, når folketinget åbner første tirsdag i oktober.

Men Danmarksbloggen tør godt sige, at det først falder på plads ved Venstres ekstraordinære landsmøde om en måneds tid. Samt at det vil medføre nogle ændringer i ordførerskaberne – uanset hvem formanden bliver. For der bliver flere end en vinder og en taber i Venstre som følge af den her magtkamp.

Der bliver mange vindere og mange tabere – og intet af det bliver en fejende, flot cirkus-finale med heste, glimmer og smukke kostumer. Venstre bliver et vingeskudt parti, som skal prøve at samle den borgerlige opposition.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ole Frederiksen: Smadremanden gavner LGBT+miljøet

Åben kommentar til formanden for Copenhagen Pride, Lars Henriksen:

Du udtaler dig offentligt om, at du ikke synes, det er sjovt, når Søren Østergaards karakter Smadremanden i Zirkus Nemo bruger udtryk som “homo” og “bøsse” til underholdning og sjov. Du synes, han gør sig sjov på bekostning af de homoseksuelle, og det beder du Søren Østergaard holde op med.

Tillad mig at spørge dig, om ikke Smadremanden i virkeligheden har gjort mere godt for det homoseksuelle miljø end skade?

Vi er mange, der gang på gang har set Smadremanden være “alt for meget”. Og vi griner af det. Men det er hverken de homoseksuelle, kvinderne – hvor det efter Smadremandens mening må “kilde i de små nippels der” – eller den tilfældige tilskuer, der har taget noget tøj på, det fanger Smadremandens opmærksomhed, som vi griner af. Det er Smadremanden selv, vi griner af.

Vi griner af hans totale mangel på empati. Hans manglende situationsfornemmelse. Hans totale politiske ukorrekthed. Han er det nærmeste, vi kommer en amerikansk “redneck”, der (karikeret) er en ikke-særlig intelligent person med nogle vilde holdninger.

Hvis vi fremover skal lade være med at have typer som Smadremanden i underholdningsindustrien, så bliver der utroligt meget, vi ikke kan lave fremover. Jeg tvivler på, at en tv-serie som Broen kunne blive lavet, hvis vi skulle tage hensyn til alle morderes ofres efterkommere. Og alle andre krimier er også udelukket af samme hensyn. Bamse & Kylling er heller ikke sjove, hvis man har været udsat for mobning osv.

Hvis du får mulighed for at få en privat snak med Søren Østergaard, er jeg sikker på, at du vil opleve en mand med masser af empati, og en mand som ikke er ude på at såre nogen. Med din udmelding er jeg bange for, at du selv kommer til at gøre mere skade end gavn i en sag om homoseksuelle i Danmark. Og det vil være rigtigt ærgerligt. Du gør nemlig et rigtigt godt arbejde inden for LGBT+miljøet.

Skrevet af Ole Frederiksen

Den oversete historie i dansk politik: Venstres succes

Den gamle regering – under ledelse af Venstres formand Lars Løkke – var ganske upopulær. Alligevel gik partiet Venstre ni mandater frem til valget 5. juni.

Dermed forstummede al tale om en erstatning for Løkke som leder.

Og nu i skivende stund er så en blodig fløjkrig i gang i Venstre om hvem, som skal afløse Løkke – når den dag kommer. Det er ikke lige op over, hvis man skal forstå Løkke selv, som regner med også at stå i spidsen for Venstre til næste folketingsvalg.

Efter den gamle plan lagt i kælderen i Odense i 2014 skal afløseren være nuværende næstformand og gruppeformand Kristian Jensen, men flere og flere vil hellere have politisk ordfører Jacob Ellemann-Jensen.

Al denne ballade kunne man vente ville koste Venstre stemmer. Men nej, i weekendens meningsmåling gik partiet to procentpoint frem i forhold til valget.

Det strider imod al politisk logik – og al politisk lærebogsviden.

For et upopulært regeringsparti går ikke ni mandater frem til valget – og det vinder slet ikke to procentpoint i en meningsmåling, mens det befinder sig i en voldsom intern kamp om magten.

Ikke desto mindre er det situationen for Venstre i sommeren 2019 – og det er nok den mest oversete succes i dansk politik i år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En statskvinde af format …

Det er så længe siden, at det sidst skete i Danmark. Så længe siden, at vi danskere har glemt, hvordan det er at have en statsminister med format. Vi har kigget til Norge, som havde Stoltenberg – og til andre store statsmænd og statskvinder, som forstod at favne deres land og tale til det store og gode i mennesket.

Men i Danmark skal vi tilbage til sidste årtusinde for at finde statsministre med det store format. For det havde hverken Fogh, Thorning eller Løkke – uden at vi behøver at gå i detaljer.

I stedet kan vi stolt konkludere, at landets kommende statsminister Mette Frederiksen har dette format. At hun bliver en rigtig statskvinde, en statsminister for os alle sammen.

Man fornemmede nok, hvor det bar hen, da hun på valgnatten sagde, at hun syntes, at det var passende at give Løkke en hånd. For han var en politisk kollega, der skulle mødes med respekt.

Og så kom Folkemødet på Bornholm, hvor hun sagde, at det første, hun vil gøre som statsminister, bliver at give Godhavnsdrengene en undskyldning. Fordi vi som samfund må tage ansvar for i går, i dag og i morgen.

Danmarksbloggen er begejstret … Endelig en statsminister der taler op til os, taler til det ædle i mennesket, til det der samler os …

Der er tændt et håb med Mette Frederiksen som leder af Danmark …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan man stemme religiøst i et demokrati?

Antallet af såkaldte ghetto-stemmer eksploderede ved folketingsvalget i sidste uge – og det var især de radikale, der blev stemt på i landets ghettoer.

I Gellerup ved Aarhus gik Radikale Venstre frem med 29,1 procentpoint – og i Vollsmose i Odense fik partiet en otte-dobling af stemmer, fra 3,9 procent af stemmerne i 2015 til 33,6 procent af stemmerne i år. Men også i andre områder med mange muslimer som fx Nørrebro havde de radikale et godt valg.

En af årsagerne hævdes at være FB-gruppen ”Muslimer til Stemmeboksene 2019”, som fik over 25.000 medlemmer.

En anden var den mobilisering, der fandt sted i moskeer og andre steder, hvor muslimer færdes – og hvor de blev anbefalet at stemme på Morten Østergaard og venner, da det var det parti, som ville gavne indvandrerne som gruppe mest.

Se mere her: https://politiken.dk/indland/politik/FV19/art7245088/Radikale-8-dobler-stemmetal-i-ghetto-omr%C3%A5de

Danmarksbloggen sidder i den anledning med tre tanker:

  • Har alle grupper ikke altid stemt på det parti, der gavner gruppens interesser? Landmændene på Venstre, speltsegmentet på Alternativet, iværksætterne på LA, arbejderne på Socialdemokratiet og så videre. Så hvad er der egentlig galt i det?
  • Ja, der er måske det galt, at nu handler det ikke om erhverv, penge eller samfundsindretning, men om religion – og netop religion må aldrig spille en rolle i forhold til hvilken politik, som der vedtages. Tro er en privatsag. Så at stemme efter troen er nærmest helligbrøde i Danmark.
  • En helligbrøde, som også både Kristendemokraterne og visse grupperinger i DF (Tidehvervsfolkene) har begået.

Men det er ekstremt vigtigt, at religiøse værdier og religiøse love og regler aldrig dikterer lovgivningen her i landet.

Demokrati og religion hænger nemlig ikke sammen, så derfor kan vi ikke stemme efter religion, men må stemme efter andre markører end troens. Markører om økonomi, fordeling af goderne, det offentliges rolle og andre sekulære emner, som berører os alle sammen – og ikke kun dem, som er ligesom os selv.

For det er en generel uskik kun at stemme med egne interesser for øje – uanset hvilken ghetto man bor i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk