Månedsarkiv: februar 2015

Jøderne – en lille, men vigtig del af Danmark

Udgivet den af
Svar

Vi kan slet ikke undvære jer, sagde statsministeren til jøderne efter terrorangrebet midt i måneden.

Hun havde helt ret. Jøderne har i mere end 400 år levet i Danmark, hvor de har sat sig gode og vigtige spor. Nobelpristageren Niels Bohr var fx jøde. Det samme var brødrene Brandes.

For jøderne skal blive i Danmark – og vi skal passe godt på dem, som også Danmarksbloggen skrev det kort efter terrorangrebet:

http://danmarksbloggen.dk/?p=6418

Det er derfor vigtigt, at det danske samfund sikrer, at alle jøder kan leve et godt, sikkert og fuldt jødisk liv fra vugge til grav, hvad enten der er tale om en filmfestival eller en skole.

Danmark har hjulpet sine jøder før. Mest kendt er nok begivenhederne under 2. Verdenskrig, hvor langt de fleste jøder blev reddet fra tyskerne. Men også Frederik d. 6. sikrede, at de danske jøder ikke led samme forfølgelser, som mange andre jøder gjorde det i 1800-tallets Europa. Det var også ham, der gav jøderne fulde borgerrettigheder i Danmark.

For antisemitismen er desværre ikke nogen ny foreteelse. Den går langt tilbage i historien. Det gør den så ikke mere rigtig. Tværtimod er ethvert overgreb på jøder en kriminel handling, der ikke kan undskyldes eller forklares.

Undertegnede er ikke jøde, men kristen. Men ethvert overgreb på en dansk jøde er også et overgreb på mig. For vi er alle danskere, os der bor her i Danmark – og når nogen af os er truede, som jøderne er det pt., så må vi andre ile til hjælp.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Medicin: Hvad med at se på medicinalfirmaernes indtjening?

Udgivet den af
Svar

Medicin er dyr, og noget medicin er meget dyrt. Så dyrt at man taler om at lave en prioriteringsliste for hvem, der skal have og hvem der ikke skal have.

Det giver ikke mening. Vi SKAL have råd til dén medicin her i Danmark – til alle.

Men måske kunne man kigge på medicinalfirmaernes indtjening – og især den del, der handler om overskud til aktionærerne. For behøver den profit at være så stor? Næppe.

Og det haster. Både pga de menneskeliv, som vi skal redde. Men også fordi at ellers så lægger den til målspark uden målmand for Dansk Folkeparti, der med vanlig populistisk sans vil kunne sige: Hvad skal vi bruge penge på? Medicin og danske liv eller udlændinge, ulandshjælp og integration.

Svaret giver flere stemmer til Dansk Folkeparti – og det gavner ingen, heller ikke de syge, der har brug for medicinen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkke lægger op til løftebrud

Udgivet den af
Svar

Løkke lover et fuldstændigt skattestop, hvis Venstre skal danne regering efter valget.

Læs mere her: http://www.bt.dk/politik/loekke-lover-fuldstaendigt-skattestop

Det er et umuligt løfte, idet Venstre med 100% sikkerhed skal samarbejde med Dansk Folkeparti – og et af dette partis mærkesager er flere penge til sociale formål som fx pensionisterne. Noget, der kun kan blive en realitet, hvis skatterne øges – eller afgifterne laves om. Noget, som Løkke også garanterer ikke vil ske.

Nu er Dansk Folkeparti selvfølgelig altid til salg, hvis man strammer på udlændingeskruen. Men alligevel er situationen dén, at Løkke med sin udmelding styrer lige mod et løftebrud af dimensioner, som han – uretfærdigt – ofte har beskyldt den nuværende regering for.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Natur til alle – eller huse til de få?

Udgivet den af
Svar

Venstre synes, at det skal være muligt at bygge flere huse ude i vandkanten ved de danske kyster. Den såkaldte 300 meter-grænse skal skrottes, mener partiet.

Danmarksbloggen vil istedet opfordre Venstre-folk – og Venstre-støtter – til at købe nogen af de tomme huse, som der er så mange af i fx Vest- og Nordjylland samt Lolland-Falster.

På den måde vil Venstrefolk med hang til fri luft stadig komme på landet og bo, men uden at det skader naturen.

For det gør det nemlig, hvis man bygger tæt ved vandet. Dyr, planter og landskab lider – og samtidig kan det være svært for alle andre end lige husejeren at få adgang til vandet. Så det drejer sig også om at give alle danskere lige muligheder.

Læg dertil at det er enestående, at vi har den vilde og uspolerede kyst. Noget, som også 9 ud af 10 danskere mener. Noget, som også turisterne søger til Danmark for at opleve.

Der er med andre ord ingen argumenter for Venstres forslag – men derimod mange, både miljø- og samfundsmæssige imod. Også det endnu ikke-nævnte: At ved at droppe at bygge i vandkanten, men i stedet købe allerede-eksisterende huse, så vil den stigende affolkning i nogle områder også kunne om ikke stoppes, så dog formindskes.

Dét kunne blive helt historisk. For i så fald vil det blive første gang, at Venstre-folk eller Venstre-støtter gør noget godt for samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er “Alternativet” et alternativ?

Udgivet den af
1

Den tidligere radikale kulturministers Uffe Elbæks nye parti “Alternativet” kan nu melde sig opstillingsklar til folketinget.

Partiet markedsfører sig selv som et alternativ til de etablerede partier. Som et grønt parti, der går ind for en bæredygtig, demokratisk, social retfærdig og entreprenant verden. Se partiets hjemmeside her: http://alternativet.dk/

Danmarksbloggen kan dog ikke lade være med at stille spørgsmålet om, hvorvidt “Alternativet” er et reelt alternativ, eller om det blot er gammel vin på nye flasker? For minder partiet dermed ikke meget om de radikale, dengang de radikale stadig havde en intellektuel og social ansvarlig del?

Man kan så – med rette – anføre, at netop den sociale ansvarlighed røg ud hos de radikale, da Vestager blev leder. Og Østergaard har på ingen måde genindført dén, så set i det lys giver det god mening med “Alternativet”, der også på en anden måde end SF og Enhedslisten henvender sig til den kreative klasse, hvor mange socialt ansvarlige føler, at de mangler et parti at stemme på.

Det gør de så ikke længere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow

Udgivet den af
Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om to kvinder, der begge prøvede faldet fra tinderne:

Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow

Renæssancen var forbi. Barokken og enevælden blomstrede. Forholdene for Danmarks kvinder var dog ikke væsentligt ændrede siden middelalderen. De var stadig underlagt mændene i stort set alt.

Dog var der noget i gang, men endnu førte det ikke andet med sig end ulykke for de to kvinder, der – med meget forskellige bevæggrunde – udfordrede et statisk og mandsdomineret samfund. Den ene gjorde det bevidst – og den anden fordi hun forelskede sig i en konge.

Vi starter med hende, der gjorde det bevidst. Hun hed Marie Grubbe og levede fra 1643 til 1718 – og hendes skæbne har fascineret forfattere gennem alle tider: Ludvig Holberg er interesseret i det moralske og omtaler hende i ”Epistel 89”, Steen Steensen Blicher har hende som kvindelig hovedskikkelse i hans berømte novelle ”Af en Landsbydegns Dagbog”, hos I. P. Jacobsen er hun hovedpersonen i hans store roman ”Marie Grube”, H. C. Andersen tegner hende i det ret ukendte eventyr ”Hønsegrethes familie” – og i nyere tid har Juliane Preisler skrevet om hende i ”Kysse Marie” og Lone Hørslev i ”Dyrets år”.

Marie Grubbe var datter af Erik Grubbe til Tjele, en adelsmand, der led hårdt under svenskekrigene midt i 1600-tallet, men som alligevel formåede at have en fin position ved hoffet og få sine døtre godt gift, og bedst Marie Grubbe, der i 1660 blev gift med ingen ringere end Ulrich Frederik Gyldenløve, der som efternavnet indikerede det var en uægte søn af kongen, her Frederik d. 3.

Ægteskabet varede i 10 år – og var en total fiasko. Ingen af de unge havde ønsket hinanden. Det var udelukkende en aftale mellem fædrene. Marie Grubbe hævnede sig ved nærmest med det samme at gå i seng med mandens sekretær Joachim Lambert og en franskmand ved navn Blanquefort.

Dengang var der ellers ikke tradition for, at kvinder var så oprørske. Det var mere stilen, at kvinderne fandt sig i tingene, led i stilhed og græd i smug, men altså ikke Marie Grubbe.

Da skilsmissen endelig var en realitet, tog Marie Grubbe også medgiften, som hun fik tilbage og stak af til udlandet, hvor hun brændte det, der svarer til mindst to millioner kroner i nutidsmønt, af på kun to år, inden hun fattig og helt til rotterne vendte hjem til faderen.

Faderen fik hende gift igen i 1673, denne gang med adelsmanden Palle Dyre til Sindinggård. Det endte også galt. Palle Dyre kunne ikke styre Marie Grubbe, der hurtigt fik kontrollen over pengene og satte det hele over styr, så hun og manden måtte flytte hjem til hendes far Erik Grubbe. Hjemme igen på Tjele fortsatte Marie Grubbe den diktatoriske adfærd, også overfor den gamle far, som hun behandlede som en hund, som det er beskrevet af flere kilder.

Faderen skrev til kongen om ikke han ville sætte Marie i fængsel for hendes forargelige levned. Dengang kunne mænd nemlig få sat både kvinder og børn i fængsel for meget lidt.

I fængsel kom hun dog ikke. Til gengæld fik Palle Dyre sin skilsmisse, faderen slap af med datteren – og Marie Grubbe? Ja, hun havde i mellemtiden forelsket sig i kusken Søren Møller på Tjele, og 48 år gammel vandrede hun så sammen med ham ud af porten på Tjele.

I de første mange år spillede parret formentlig til markeder og andet for at overleve, men i 1706 havnede de i Borrehuset ved Grønsund på Falster. Her holdt de færgekro og stod for færgefarten over Grønsund. De havde det ikke elendigt, men alligevel niveauer under Maries normale levestandard.

Alligevel kan man sige, at der til sidst kom der lidt stabilitet i historien om Marie Grubbe, adelsfrøkenen, der blev gift med en kongesøn, men som endte som færgekone sammen med en kusk, som hun vistnok elskede som den første af sine mænd.  

En historie, som især tidligere tider selvfølgelig elskede at svælge i for dens mange moralske pointer.

Den anden kvinde, der udfordrede normerne, var som sagt styret af kærligheden. Hun hed Anna Sophie Reventlow og levede fra 1693 til 1743. Hendes far var kong Frederik d. 4´s storkansler, der oprindelig stammede fra Clausholm slot i Jylland. Og det var også til et maskebal i Jylland i 1711, at den purunge Anna Sophie og den yngre Frederik d. 4 mødte – og forelskede sig – i hinanden.

Kongen var gift og havde børn – og nok havde konger friller, som man kaldte elskerinderne dengang, men det var en ting. Noget andet var, hvis man ville gifte sig til venstre hånd, som det hed, når man tog sig kone nr. 2. Noget, der for alle andre kongen var det samme som en dødsstraf. Men kongen var jo enevældig og dermed lige under Gud, så kongen kunne godt.

Frederik d. 4. havde også allerede gjort det en gang tidligere, men frøken von Vieregg, som dog døde i barselsseng. Og nu var han altså forelsket i Anna Sophie og hun i ham. Moderen sagde dog nej og holdt dem fra hinanden. Men som altid fandt kærligheden en vej, og en mørk nat i 1712 bortførte kongen – med Anna Sophies velsignelse – hende fra Clausholm, og de blev gift ved en hemmelig ceremoni i Skanderborg.

Kongens kone til højre hånd og landets dronning tog det selvfølgelig ilde op, og hun fortalte sine børn, og især sønnen, den senere Kong Christian d. 6 om faderens nye kone, som han kaldte både en tøjte og en hore. Drengens sind mod Anna Sophie blev selvfølgelig ikke mildere stemt, hvilket hun fik at føle senere.

Men i første omgang gik årene for kongen og Anna Sophie, der elskede hinanden hele vejen – dog ikke kun lykkeligt. Alle Anna Sophies og Frederiks otte børn døde som spæde – noget, som hun især tolkede som Guds straf over det, som de havde gjort ved at gifte sig, imens dronningen stadig levede.

Helt galt gik det dog, da dronningen døde i 1721. Hun blev bisat i Roskilde d. 3. april. Dagen efter d. 4. april var der om formiddagen sørgefest – og om eftermiddagen blev kongen og Anna Sophie gift – og hun blev kronet som dronning. Dét vakte forargelse langt udover landets grænser. Alligevel elskede hun og kongen hinanden hele livet, og han prøvede at sikre hende.

Men forgæves. Da Frederik d. 4 døde, kunne sønnen med den første dronning endelig få sin hævn. Og det fik han ved at forvise Anna Sophie til Clausholm og tage store værdier fra hende. Det var småligt, men måske også psykologisk forståeligt.

Paradoksalt nok blev både den nye konge og Anna Sophie begge dybt grebne af pietismen, der fejrede triumfer landet over i de år, og som var en meget følelsesladet og inderlig kristendom, hvor mange af dens tilhængere især fokuserede på det syndige, som de selv og andre havde gjort. Livet var en jammerdal, mennesket var syndigt og kun troen på Jesus kunne frelse én, var holdningen hos de pietistiske.

Det var altsammen vældig trist, også for Danmark og danskerne, der oplevede, at Christian d. 6 lukkede teatre og dansesteder og forbød kortspil og druk. Danskerne kunne først trække vejret igen, da den næste konge, altså Frederik d. 5 kom på tronen sammen med sin kone dronning Louise, som danskerne elskede for hendes milde og muntre væsen. Tragedien lurede dog lige om hjørnet for dette populære kongepars barn – og især svigerbarn.

For den måske mest triste, mest tragiske skæbne i Danmarkshistorien ventede en anden kvinde, en engelsk-født prinsesse, der som dansk dronning oplevede at få sine børn taget fra sig, inden hun selv blev deporteret til udlandet, hvor hun døde helt alene og ganske ung.

Denne markante kvinde skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Misforstået humanisme

Udgivet den af
Svar

Danskerne er et spøjst folkefærd – og det går mange år tilbage.

Vi kan lide at se os selv som humane – og som nogen, der er istand til at rumme og forstå alle sider af en sag, alle involverede i en sag.

Og det er – normalt – alt ære og respekt værd.

Men indimellem er vi på et sted i historien, hvor der trækkes én streg, og hvor både de andre lande og vor eftertid vil vide at dømme os på de valg, som vi tog eller ikke tog. 

En af de tider er nu.

I ingen andre lande ramt af terror – USA, England, Spanien eller Frankrig – har man lagt blomster, der hvor terroristerne døde. Men i Danmark har man – i en slags misforstået humanisme baseret på holdninger som “han var også nogens søn” og “nogen holdt sikkert af ham.”

Men nej, både som morder – og som terrorist – passerede Omar  El-Hussein med de to nedskydninger en grænse, hvor det at lægge blomster ikke længere gav mening.

Men i Danmark har nogle danskere – traditionen tro – altså twistet begivenheden hen i en retning, hvor humanismen i bedste fald kan kaldes naiv.

Det er ikke noget nyt. Det skete fx også op til 2. verdenskrig, hvor en del danskere mente, at man kunne tale fornuft med Hitler – og det skete efter Besættelsen, hvor man mente, at det gav bedst mening at samarbejde med Nazi-Tyskland – og at tyskerne også var en slags mennesker.

Og ja, det var de, men de var også nazister, og det var det, der betød noget. Præcis som at det betød noget her, var at Omar El-Hussein skød og dræbte to mennesker. 

Så det er langtfra første gang i Danmarkshistorien, at den danske humanisme forvrænges og – ufrivilligt – bliver til noget, der istedet angriber netop humanismen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kinesisk nytår i Danmark

Udgivet den af
Svar

Man kan spørge, hvad kinesisk nytår har med Danmarksbloggen at gøre?

Umiddelbart ikke meget – og så måske en del alligevel. For Danmark er en lille, åben økonomi, der kun har en chance, når vi handler og interagerer med det store udland, og det er i disse år blandt andet Kina, hvor væksten stadig boomer, dog mindre end tidligere, men stadig dog.

Og idag er det altså kinesisk nytår. Kineserne er nu på vej ind i Fårets år – og det gør dem ikke særlig glade for nu at sige det med kinesisk – og jysk – underdrivelse.

Ud af 12 forskellige år er Fårets år nemlig det mest uheldssvangre. Fåret bliver ellers set som empatisk, gavmildt og følsomt, men også pessimistisk, dovent og uansvarligt. Og det du´r ikke i en filosofi som den kinesiske, hvor det drejer sig om at bestille noget – og at ofre sig for helheden uden at være for følelsesladet undervejs.

Det er nemlig ikke uden grund, at kineserne har dragen som symbol. Hovedet bestemmer – og den lange krop følger med pr. automatik. Noget, som vi her i Vesten, hvor individet er i centrum, har så svært ved at forstå, at andre kan leve med.

Men i Kina og i store dele af verden betyder den enkeltes lykke og muligheder intet i forhold til hvad der gavner samfundet bedst – og det har man det fint med. Og det gør vi her i Vesten klogt i at tage bestik af, når vi vil forstå, tale med og handle med netop lande som Kina.

Og nu er det altså Fårets år. Så lige i år er der formentlig ikke ligeså meget glæde som normalt i Kina i forbindelse med nytåret. Det bliver derfor nok også bedre næste gang, når vi går ind i Abens år. For Aber er med deres intelligens, vid og innovationsevne meget populære, og det anses for godt at være født i Abens år.

Læs mere om kinesisk nytårsfejring i Danmark: 
https://www.facebook.com/DanskKinesiskForening

http://kulturogfritid.kk.dk/verdenskulturcentret/aktiviteter/det-kinesiske-nyt%C3%A5r

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Oversigt: Konflikterne, der truer Europa

Udgivet den af
Svar

Situationen i Europa – og dermed også i Danmark – er mere alvorlig end den har været det i mange årtier. Der er mange konflikter, der truer freden og stabiliteten i Europa.

Flygtninge, der enten selv sejler ud fra Nordafrika i jagten på et bedre liv i Europa – eller som sendes ud fra Libyen med det formål at destabilisere situationen i Sydeuropa – og på den lange bane i hele EU.

Økonomisk kaos i Europa med et fattigt Østeuropa, et Sydeuropa i store gældsproblemer og et Nordeuropa, som ikke ønsker at betale mere end idag.

Samt alle steder en lille rig overklasse, der bliver rigere og rigere, mens alle andre bliver fattigere og fattigere. Altså en stor social ustabilitet i alle lande.

Den stigende islamisering og radikalisering af udsatte muslimske europæere, der allerede nu har betydet flere tilfælde af terror – og øget risikoen for endnu mere.

Og så situationen i Ukraine, der kan sprede sig til andre dele af Europa, og som allerede nu betyder, at andre lande som fx de baltiske er under stort pres – og som også har gjort at Finland og Sverige, der ikke er medlemmer af NATO, i går indgik en bindende aftale om at ville støtte hinanden militært i fælde af krig. En aftale, som de sidst lavede i 1930´erne, men som nu er blevet fornyet med den tilføjelse, at fællessproget er engelsk, og at de kører NATO-standard (så kan de også i tilfælde af krig også lettere samarbejde med NATO).

Det er alvorligt med fede streger under, og det er farligt med ligeså mange streger under. For det er under omstændigheder netop så komplekse og komplicerede, at det kan være fristende for mange at søge til de lette løsninger, de enkle svar.

Men der er ingen enkle løsninger på komplekse problemstillinger. Det er kun sammenhold, omtanke og rummelighed, der kan bringe os videre i Danmark og i Europa.

Om det så skal ske under de nuværende strukturer i EU-systemet, tvivler Danmarksbloggen dog på.

Europas befolkninger føler sig nemlig ikke hørt dér. Og skal det her virke, så skal europæerne føle, at de har noget at sige om, hvordan det skal gøres.

Ellers du´r det ikke.

Ellers så risikerer vi, at de gløder, der ligenu ulmer overalt i Europa, bryder ud i lys lue og sætter hele kontinentet i brand med etniske udrensninger, vold, terror og nogle steder også diktaturlignende forhold eller måske ligefrem krig til følge. Og dét er vi aldrig tjent med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ytringsfrihed og hensyns-syge

Udgivet den af
Svar

Hensyns-sygen skal stoppes, inden den får fat i danskerne … 

Nej, det der kan du da ikke sige/skrive/tegne. Det kan jo være, at der sidder nogen og bliver lidt kede af det, siger den konfliktsky og rynker på næsen.

Men jo. Det er lige netop de ting, som vi kan og skal sige/skrive/tegne. Især fordi der findes fundamentalister, som føler sig trådt på og provokeret, så snart andre ikke er 100% enige med dem.

Og at tage hensyn til dem, er det samme som selvcensur i udstrakt grad, og det du´r ikke.

Vi er nødt til at holde fast i, at retten til at ytre sig frit, også er retten til at provokere og håne og nedgøre. Ikke pligten, men retten. Ytringsfriheden.

Vi har også en lovgivning, som går ind og siger stop, og som kan idømme straffe, når folk alligevel går over stregen.

Så der er taget hånd om de ting, som der skal tages hånd om i dén sammenhæng.

Alternativet: At acceptere at der er noget, som man ikke må sige/skrive/tegne, er det samme som at bukke nakken og akut pådrage sig hensyns-sygen, og så er første skridt i selvcensurens grimme navn taget.

Og dét skridt skal aldrig tages. Ikke hvis vi vil beholde vores frie og demokratiske samfund.

Og det vil vi. Og nej, selv den mest provokerende tegning eller de mest hånende ord kan ALDRIG legitimere vold og drab. ALDRIG.

For uanset hvor provokerende en tegning eller et skrift er, så er det aldrig en legitim grund til at gribe et gevær og skyde to mennesker.

Desuden bliver de fundamentalistiske aldrig tilfredse. De vil hele tiden skære mere og mere af frihedsrettighederne, hele tiden gøre det rum, hvor vi kan sige og skrive og tegne mindre og mindre.

Og hvad var i øvrigt årsagen til, at Dan Uzan og Finn Nørgaard blev dræbt? Tjah, den første var jøde – og den anden deltog i et debatmøde. Det var alt. 

Ikke mere. Ikke andet. 

Det siger vist alt om, hvor ultra-småt et rum, som de fundamentalistiske opererer med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk