Kan Dansk Folkeparti gøre noget godt?

Kan Dansk Folkeparti gøre noget godt?

Umiddelbart er svaret nej – med tanke på Dansk Folkepartis menneskefjendske politik og ditto retorik overfor alle, der ikke er leverpostejfarvede og hedder Hansen.

Men på en eller anden twistet og forfærdelig måde gør Dansk Folkeparti måske alligevel noget godt.

For i Danmark har vi ikke (i nær samme grad) de afbrændinger af flygtningecentre, som vi i øjeblikket ser eksplodere i Sverige og Tyskland. Det kan selvfølgelig også bare skyldes, at vi ikke har nær så mange flygtninge som Sverige og Tyskland.

Men måske spiller det – på denne meget twistede måde – alligevel en positiv rolle, at det er acceptabelt i Danmark at lukke den indre svinehund ud. Noget, der er en disciplin, som Dansk Folkeparti er suveræne Danmarksmestre i sammen med integrationsministeren fra Venstre Inger Støjberg.

Men tænk hvis den lille, grimme svinehund måske en skønne dag redder nogle flygtninges liv i Danmark, fordi der IKKE sker en mordbrand på et dansk flygtningecenter? Dén havde ingen – og slet ikke Dansk Folkeparti – formentlig regnet med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Men værst er dog ligegyldigheden

Søndagens angreb på Islamisk Trossamfund, hvor politiet i gåt arresterede en mand, der er mistænkt for at have startet branden (selvom der i lokalerne i København befandt sig en del mennesker, deriblandt børn) var et sygt, stygt og umenneskeligt angeb – præcis som angrebene på Krudttønden og synagogen var det tilbage i februar.

Men værst er dog ligegyldigheden fra store dele af de danske medier og det danske samfund, også og måske især det officielle Danmark som regering og kongehus.

For nok skete der heldigvis ingenting i denne omgang.

Men hvor er den fordømmelse af volden og hadet, som vi plejer at høre fra især de blås side, når det drejer sig om kristne og jøder? Hvorfor råber de ikke ligeså højt nu, hvor det er muslimerne, der er under angreb?

For vi er og bliver alle mennesker – og en påsat brand med det formål at skade, ja måske ligefrem dræbe mennesker er og bliver en forbrydelse, der skal fordømmes – uanset hvem angrebet rettes mod.

Så enkelt er det!!!!!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Oversigt: Konflikterne, der truer Europa

Situationen i Europa – og dermed også i Danmark – er mere alvorlig end den har været det i mange årtier. Der er mange konflikter, der truer freden og stabiliteten i Europa.

Flygtninge, der enten selv sejler ud fra Nordafrika i jagten på et bedre liv i Europa – eller som sendes ud fra Libyen med det formål at destabilisere situationen i Sydeuropa – og på den lange bane i hele EU.

Økonomisk kaos i Europa med et fattigt Østeuropa, et Sydeuropa i store gældsproblemer og et Nordeuropa, som ikke ønsker at betale mere end idag.

Samt alle steder en lille rig overklasse, der bliver rigere og rigere, mens alle andre bliver fattigere og fattigere. Altså en stor social ustabilitet i alle lande.

Den stigende islamisering og radikalisering af udsatte muslimske europæere, der allerede nu har betydet flere tilfælde af terror – og øget risikoen for endnu mere.

Og så situationen i Ukraine, der kan sprede sig til andre dele af Europa, og som allerede nu betyder, at andre lande som fx de baltiske er under stort pres – og som også har gjort at Finland og Sverige, der ikke er medlemmer af NATO, i går indgik en bindende aftale om at ville støtte hinanden militært i fælde af krig. En aftale, som de sidst lavede i 1930´erne, men som nu er blevet fornyet med den tilføjelse, at fællessproget er engelsk, og at de kører NATO-standard (så kan de også i tilfælde af krig også lettere samarbejde med NATO).

Det er alvorligt med fede streger under, og det er farligt med ligeså mange streger under. For det er under omstændigheder netop så komplekse og komplicerede, at det kan være fristende for mange at søge til de lette løsninger, de enkle svar.

Men der er ingen enkle løsninger på komplekse problemstillinger. Det er kun sammenhold, omtanke og rummelighed, der kan bringe os videre i Danmark og i Europa.

Om det så skal ske under de nuværende strukturer i EU-systemet, tvivler Danmarksbloggen dog på.

Europas befolkninger føler sig nemlig ikke hørt dér. Og skal det her virke, så skal europæerne føle, at de har noget at sige om, hvordan det skal gøres.

Ellers du´r det ikke.

Ellers så risikerer vi, at de gløder, der ligenu ulmer overalt i Europa, bryder ud i lys lue og sætter hele kontinentet i brand med etniske udrensninger, vold, terror og nogle steder også diktaturlignende forhold eller måske ligefrem krig til følge. Og dét er vi aldrig tjent med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Trusler om ildebrand skal politianmeldes

I Hvidovre truer en gruppe unge af anden etnisk oprindelse end dansk med at brænde såvel bibliotek som gymnasium af, hvis ikke de får et sted at være. Et sted med sofa, tv, dvd og playstation. De fortæller også stolt i artiklen, hvordan de stjæler og tæsker folk.

http://hvidovre.lokalavisen.dk/trusler-om-baal-og-brand—vi-braender-biblioteket-og-gymnasiet-ned…-/20140114/artikler/701149161/1671

At det ikke er i orden, siger sig selv. Desværre kommer debatten meget hurtigt til at dreje sig om religion og indvandrere istedet for det, som det handler om: Nemlig en gruppe unge, der udøver og truer med kriminalitet for at opnå deres mål.

Så vi skal holde tungen lige i munden og bevare fokus på, hvad der skal gøres.

Det siger sig selv, at ingen skal kunne begå kriminalitet eller true sig til noget som helst. Punktum.
Prøver nogen alligevel, så skal de politianmeldes. Punktum.

Og så er sagen i grunden ikke længere.

Det vil sige: Man kan måske med fordel se på de unges opvækstsvilkår og spørge, om der skulle have været grebet ind tidligere. I Danmark sker der nemlig – i alle sociale lag og blandt alle etniske grupper – omsorgssvigt fra både myndigheders og forældres side. Og dét skal der gribes ind overfor.

Vi skal ikke acceptere unge med anden etnisk oprindelse end dansk, der i deres adfærd signalerer, at det er ok at sætte ild til ting for at opnå det, som de ønsker. Eller som er stolte af at stjæle og tæske løs. Men vi skal heller ikke acceptere, når velstillede unge fra Hellerup hærger i Skagen i uge 29. Og sådan kunne man blive ved.

Det drejer sig om at bevare fokus på, at vi i Danmark behandler hinanden ordentligt – uanset hvem vi er, og hvad vi mener om hinanden. Og så netop slå hårdt ned på dem, som ikke accepterer dette.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk