Burkaer og ulve som afledning

Så er det i dag – på den sidste forårs-kalenderdag, at der skal stemmes om burkaforbuddet. Og selvom det med nærmest 100% sikkerhed bliver et ja, så vil sagen løbe med alle overskrifterne – præcis ligesom ulvene og ramadanen gjorde det tidligere på foråret.

For er der noget, der kan få danskerne op i det røde felt, så er det symbol-politik som ulve, ramadan og burka´er, der behændigt bruges som afledning for de vigtigere sager.

Dét er ikke overraskende – men stadig rystende. Og vi kalder os et oplyst folkefærd …

Men hvor oplyste er danskerne, når:

  • Ulve er vigtigere end de fattige børn, som der bliver stadig flere af – og der er mange i forvejen
  • Burkaer er vigtigere end at den østeuropæiske arbejdskraft systematisk får en markant lavere løn end danskere
  • Ramadanens faste er vigtigere end at vi i Danmark er begyndt at lovgive efter etnisk oprindelse

For muslimerne er blevet prügelknabe, og store dele af det danske folketing er enige om – trods et historisk stort økonomisk opsving –  at gøre livsvilkårene for alle socialt udsatte og dårligt stillede markant værre.

Det er den liberalistiske-fascistiske stat for fuld udblæsning.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvornår må man trække nazi-kortet?

Hvornår må man trække nazi-kortet?

Må man gerne trække nazi-kortet, når et politisk parti vil bestemme:

  • Hvordan et lands borgere skal gå klædt?
  • Hvad et lands børn og unge skal spise?
  • Hvor meget tid et lands børn, også dem i vuggestuen, – hvis de altså er af en vis etnisk oprindelse – skal tilbringe på landets institutioner, så de kan lære de ”rette værdier”?
  • Samt generelt laver lovgivning, der retter sig mod bestemte etniske grupper i samfundet, men fritager andre etniske grupper

Danmarksbloggen mener ja – nazi-kortet må derfor gerne trækkes i Danmark.

Danmarksbloggen mener også, at nazi-kortet skulle være trukket for længe siden – ikke kun overfor Dansk Folkeparti, men også overfor store dele af både regering og opposition.

Se her:

https://www.dr.dk/nyheder/politik/df-kraever-faengsel-gentagne-brud-pa-tildaekningsforbud?cid=soc_facebook_drnyheder_bgamphm2

https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/df-vil-tvinge-skoler-til-at-servere-svinekoed

https://politiken.dk/indland/politik/art6540179/B%C3%B8rn-skal-i-vuggestue-25-timer-om-ugen

http://danmarksbloggen.dk/?p=9818

Det er skræmmende. Demokratiet er i fare. Stor fare. Nazi-kortet skal ikke blot trækkes. Det skal smides højlydt på bordet. For venter vi til der marcheres i gaderne, så er det for længst for sent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vestager drukner i andedammen

Hverken Venstre eller Socialdemokratiet ønsker tilsyneladende at pege på Margrethe Vestager, så hun kan få endnu en periode som Danmarks EU-kommissær, og dette til trods at hun internt i EU-systemet nævnes som kandidat til formandsposten – den første kvindelige og den første danske på en af EU´s mest magtfulde poster.

Derfor vil Vestager formentlig også stille op til EU-valget i maj 2019. Det kan Danmarksbloggen godt forstå.

Læs mere her: https://www.avisen.dk/rygter-er-vestager-kandidat-til-toppost_500091.aspx

Danmarksbloggen ryster så også på hovedet.

For hvordan kan man lade snævre, partipolitiske hensyn og andre ligegyldigheder forhindre, at en kapacitet som Vestager får en periode til i EU-kommissionen. Hun har som konkurrence-kommissær gjort det forrygende – ja, mere end det, men nu skal hun altså i jantelovens og andedammens fædreland ikke have lov til at sætte kronen på værket.

Ja, både Venstre og Socialdemokratiet lader hende nærmest drukne i andedammens morads af små magtkampe

Danmarksbloggen spørger derfor også selv, om Venstre og Socialdemokratiet virkeligt vil Europa – virkeligt vil det europæiske fællesskab. For hvis I ville dette, så pegede I på Vestager med en stor finger – og lagde alt det politiske pres på som I kunne – for at hun blev EU-kommissionens næste formand.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folkelige Frederik – eller?

Det er næppe gået danskernes opmærksomhed forbi, at kronprins Frederik fylder 50 år i dag. Medierne har også talt meget om, hvor folkelig kronprinsen er – og det er meget, synes de fleste åbenbart.

Danmarksbloggen mener så, at lige netop dén term skurrer. For hvor folkelig kan et menneske blive, når:

  1. Ens mor er landets dronning med det liv, som det indebærer – også på familieområdet
  2. Man vokser op på slotte som Amalienborg og Fredensborg
  3. Det tidligt forventes af en, at man kan opføre sig på en bestemt måde – i hvert fald når medierne er tilstede
  4. Ens 18 års fødselsdag fejres med en karettur gennem København – og en tur i statsrådet
  5. Man i det hele taget har mange pligter, som andre ikke har – som fx at rejse til alverdens lande og skabe gode betingelser for Danmarks erhvervsliv
  6. Men også mange fordele – som for eksempel en luksustilværelse og mange millioner i apanage plus diverse gaver som biler og ferier
  7. Landets ledelse skal godkende ens kommende hustru
  8. Ens bryllup varer i over en uge og inkluderer de tre værn og en masse andet offentligt
  9. Ens førstefødte har eksakt samme skæbne som en selv, men alle andre børn ikke har samme skæbne, men både andre forpligtelser og andre fordele end andre danskere
  10. Ens ”job” består i at repræsentere, trykke hænder, holder taler og deslige

Andre danskere har en opvækst, skolegang og i det hele taget liv, som kun sjældent interesserer andre end den nærmeste familie og venner. Ens 18 års-fødselsdag handler også om venner og alkohol – og har ikke det mindste med statsråd eller karettur at gøre. Man kan så heller ikke stable et landsdækkende motionsløb på benene, når man fylder 50 år – men til gengæld må man selv bestemme, hvem man gifter sig med. Man bor – med få undtagelser – heller ikke på slotte eller får millioner i apanage, men omvendt er der ingen, der forventer, at man ”repræsenterer” Danmark på nogen planer.

Så der er enorme forskelle på det liv, som danskerne lever – og så det liv som kronprinsen lever. Han ved fx heller ikke, hvad det vil sige at skulle kæmpe for at komme ind på en uddannelse, få et job eller en bolig. Alle de vigtige basale rammer i tilværelsen, som for os andre også er et valg – men ikke valg, hvor vi er økonomisk uafhængige, som kronprinsen er det.

Så folkelig – nej, det er kronprinsen ikke, men derfor kan han sagtens være både sød og rar. Efter sigende skal han også være netop både sjov og levende, når man taler med ham privat. For det er iflg. de royale kommentatorer de offentlige fremtrædener, der tegner en stor del af kongegerningen, som han har det svært med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Tivolis Jubilæumsparade

Tivoli fejrer sit 175 års-jubilæum med en parade, der er lavet sammen med Disney-koncernen. Det foregår i hverdagene kl. 17 og i weekenderne kl. 18.

Danmarksbloggen var forbi her i eftermiddag og så den hyggelige parade.

For det er netop det, som den er: Hyggelig og ret dansk, selvom den også er amerikansk.

For det er som nævnt Disney Resort, der har været med til at lave paraden, og det kan mærkes – og måske især til sidst i paraden, hvor der er en vogn med den mest elskede af alle attraktioner i Disneyland, nemlig ”It´s a small world” flankeret af Walt Disney, Mickey Mouse og slottet, som vi kender det fra alle Disney´s produktioner.

Men trods denne amerikanske happy end er paraden alligevel dansk, for den viser alle Tivolis kendte bygninger som indgangen og Glassalen samt kendte figurer som Harlekin, Columbine og Pjerrot, som vi opfatter som værende ærkedanske – men som i virkeligheden stammer fra renæssancens Italien og commedia dell´arte.

Paraden viser dermed også noget om kulturpåvirkning, og at verden netop er lille. Paraden er heller ikke selv særlig stor, men det er Tivoli heller ikke sammenlignet med nogen af Disneys resorts, så det passer meget godt.

Der er også en slags dansk blufærdighed og dansk nærvær over paraden, som undertegnende ikke har set magen til på mine besøg i hverken Disneyland i Anaheim, Californien eller i Disneyworld i Florida. For det er kun i fysisk størrelse, at Tivoli er lille – oplevelsesmæssigt er Den Gamle Have i top.

Så det er alt sammen vældig godt, også fordi Tivoli-specialiteter som havens specielle lys, linie 8, den gode mad og den klassiske musik sammen med Rasmus Klump har plads i paraden. Man ser simpelthen Tivoli danse forbi sig på grusstien under de store trækroner. Det er mageløst, som H. C. Andersen, der også er med, ville sige det.

Skal der drysses lidt malurt i bægeret, må det være fraværet af publikums-magneter som de vilde forlystelser og Fredagsrock – alt det, der tiltaler de unge, og som også er en stor del af Tivoli.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks påfugle, som den der er nede på Pantomimeteatret – og som også er med i Paraden. Påfuglen, der er den allermest charmerende figur af dem alle sammen i paraden med dens dans, nik og læggen-hovedet-på-sned. Store, blå fugle går også altid lige ind.  

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fakta om ramadan, faste og mad

Debatten om ramadanen og fasten er kørt helt af sporet, som Danmarksbloggen ser det. For det er i dén grad blevet et spørgsmål om en politisk dagsorden, der intet har med mad og drikke at gøre, men som handler om forholdet til muslimer og til islam her i Danmark.

Men hvad med at forholde sig til det faktuelle i stedet?

Fakta 1: At fejre ramadan i Mellemøsten betyder stort set et halvt døgn, hvor det er lyst, og hvor der fastes – efterfulgt af et halvt døgn, hvor det er mørkt, og hvor der spises og drikkes.

Perspektiv: I Danmark i øjeblikket er der derimod tale om omkring 16 timers lys og kun 8 timers nat – hvilket giver en ubalance, især når der skal fastes igennem fire uger. Hvad mange timers daglig faste gennem fire uger betyder for kroppen, er forskerne ikke enige om. Der er valid forskning, der peger i begge retninger. Dog tyder tal fra emiraterne på, at faste har en trafikal konsekvens, nemlig flere ulykker under ramadanen.

Se link: http://www.roadsafetyuae.com/ramadan/

Fakta 2: I mange arabiske lande – fx emiraterne – har man fri to timer hver eftermiddag, mens det er lyst, så de fastende kan tage sig en lur. For der spises og drikkes til langt ud på natten, så folk bliver trætte og har brug for et par timer på øjet, mens det er lyst.

Se link: https://sites.google.com/site/exploringtheuae/presentation/culture/religions/ramadan

Perspektiv: Den mulighed har man ikke på samme måde på størstedelen af det danske arbejdsmarked, om end fx Arriva gør meget.

Fakta 3: Ramadanen handler også om at bede, læse i Koranen og at gøre noget for de fattige.

Perspektiv: Den del udelades oftest i medierne, men det er faktisk en vigtig pointé i forståelsen af ramadanen og islam. Det handler ikke kun om mad, når muslimer faster.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Man skal spise og drikke

Inger Støjberg snakker om ramadan, og om at muslimerne skal holde ferie, hvis de overholder ramadanens faste-krav, for det er åbenbart meget vigtigt, at medarbejderne på de danske arbejdspladser kan spise og drikke i løbet af arbejdsdagen.

Danmarksbloggen kunne ikke være mere enig i …  at det er vigtigt at give medarbejderne mulighed for at spise og drikke.

Derfor undrer det også Danmarksbloggen, at Inger Støjberg kan blive i en regering, der i dén grad har skåret ned på de offentlige ansattes muligheder for at spise og drikke i løbet af arbejdsdagen.

For mange steder i Danmark må de ansatte ikke alene løbe rundt konstant for at prøve at nå det hele, men de når hverken at få vådt eller tørt i løbet af de mange timers lange vagter. Og her taler vi om en praksis, der ikke kun foregår én måned om året – men i samtlige 12 måneder.

Danmarksbloggen tænker derfor, at det er rigtig godt, hvis vi får fokus på SAMTLIGE medarbejderes muligheder for at få tid til at spise og drikke – og ja, også til at få hvilet ordentlig ud mellem strabadserne.

Nu var det så måske ikke lige det, der var Støjbergs ærinde – men sådan er det jo: Når man bruger en finger til at pege på en specifik gruppe, og de andre fingre peger rakt tilbage mod én selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske medier misser verdensnavn

Danske medier er nogle pudsige størrelser.

Når nogle verdensnavne kommer til landet, så skrives der om det i samtlige medier i dagevis op til – ja, indimellem nærmest ugevis, og når den-i-hele-verden-kendte så endelig kommer, så står den på rød løber og masser af kendisser. Men når andre verdensnavne arriverer til vores land, så forbigås det i tavshed. Ingen rød løber og ingen kendisser, der skal pleje deres image og netværk.

Det skete for eksempel for Jeff Dunham, der er noget så særligt som verdensberømt bugtaler.

Han gæstede Aalborg i tirsdags, hvor de 2400 billetter blev revet væk på under fem minutter, da de blev sat til salg tilbage i november – hvad man kunne læse i Nordjyske for et halvt år siden: https://nordjyske.dk/nyheder/dunham-show-udsolgt-paa-rekordtid/3a2bc548-e6c0-4cd7-8722-f00610b10b7f

Det var faktisk ny rekord for udsolgt på stedet, og avisen fulgte da også op med en artikel om et træ, som Dunham plantede, da han så besøgte Aalborg i tirsdags: https://nordjyske.dk/nyheder/jeff-dunhams-plantede-syngende-trae-silence-i-kill-you/8dc9716d-3108-493d-9ab5-82b34c0aa41a

I går var Jeff Dunham så i Valbyhallen i København, hvor en større, men ligeså propfuld arena klappede og grinede af hans samtaler med hans dukke-venner: Den vrantne Walter, den øl-glade Bubba, den lilla Peanut og sidekicket José, den nye præsidentielle rådgiver Bob – og så selvfølgelig den døde terrorist Achmed.

Men hvor københavnerne var mødt op i hobetal, så glimrerede hovedstadens medier ved deres fravær, og det er bizart. For her kommer en mand, der har succes over hele verden med at gøre grin med alt og alle – både sig selv, sit eget land USA og også de steder, som han besøger, og der er tale om netop den ord-spillende og sorte humor, som vi danskere siger, at vi elsker.

Men når verdens måske bedste bugtaler så endelig er i byen på et ud af kun ti stop i Europa, så enten gider medierne ikke møde op – eller også så ved de ikke, at det foregår. Begge dele er sådan set lige slemt. For bør medierne ikke skrive om det, som danskerne er optaget af?

Og danskerne kan lide Jeff Dunham, der let kunne have solgt ti gange så mange billetter, ja måske endda også tyve gange så mange som de i forvejen adskillige tusinde, der var tilstede i Valby-hallen i går.

Se mere om ham her: https://www.youtube.com/channel/UC0NaWwWghJD37rMK2AYDidg

Men det enten ignorerede man eller nåede ikke at opdage i den del af andedammen, hvis opgave det er at formidle andedammens liv og nyheder. Så jo, vi er stadig et lille land med øjnene fast fæstnet på os selv, hvis nogen skulle være i tvivl.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grimme ting sker også i maj

Årets måske smukkeste måned er i fuld gang – og i år endda i strålende sol og varme, og så er det nemt at tænke på is og hygge og grill og en god bog – og i det hele taget at nyde livet udendøre.

Men midt i alle herlighederne skal vi huske på, at sådan er maj måned ikke for alle. Slet ikke endda.

For det kan godt være, at syrenerne blomstrer og sender deres søde duft ud, men der er ikke noget sødt over livet som udsat i Danmark.

Tværtimod så strammes skruen hele vejen rundt overfor fattige, ledige, kontanthjælpsmodtagere, gamle, syge, hjemløse og så videre. Og dette til trods for at vi er midt i et opsving, og landet aldrig har haft flere penge.

Men vi har samtidig også en regering, der gør de (få) rige rigere og de mange flere fattige fattigere – og derudover lige sørger for, at den store middelklasse får en smule ekstra, men ikke for meget – men lige nok til at den er med på at holde underklassen nede.

Det er en djævelsk metode, som passer mere til en mørk novemberstorm og en kold november-regn, men det sker også her midt i den milde, blomstrende og grønne maj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og …. og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny. Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker. Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler selv indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk