Fakta om ramadan, faste og mad

Debatten om ramadanen og fasten er kørt helt af sporet, som Danmarksbloggen ser det. For det er i dén grad blevet et spørgsmål om en politisk dagsorden, der intet har med mad og drikke at gøre, men som handler om forholdet til muslimer og til islam her i Danmark.

Men hvad med at forholde sig til det faktuelle i stedet?

Fakta 1: At fejre ramadan i Mellemøsten betyder stort set et halvt døgn, hvor det er lyst, og hvor der fastes – efterfulgt af et halvt døgn, hvor det er mørkt, og hvor der spises og drikkes.

Perspektiv: I Danmark i øjeblikket er der derimod tale om omkring 16 timers lys og kun 8 timers nat – hvilket giver en ubalance, især når der skal fastes igennem fire uger. Hvad mange timers daglig faste gennem fire uger betyder for kroppen, er forskerne ikke enige om. Der er valid forskning, der peger i begge retninger. Dog tyder tal fra emiraterne på, at faste har en trafikal konsekvens, nemlig flere ulykker under ramadanen.

Se link: http://www.roadsafetyuae.com/ramadan/

Fakta 2: I mange arabiske lande – fx emiraterne – har man fri to timer hver eftermiddag, mens det er lyst, så de fastende kan tage sig en lur. For der spises og drikkes til langt ud på natten, så folk bliver trætte og har brug for et par timer på øjet, mens det er lyst.

Se link: https://sites.google.com/site/exploringtheuae/presentation/culture/religions/ramadan

Perspektiv: Den mulighed har man ikke på samme måde på størstedelen af det danske arbejdsmarked, om end fx Arriva gør meget.

Fakta 3: Ramadanen handler også om at bede, læse i Koranen og at gøre noget for de fattige.

Perspektiv: Den del udelades oftest i medierne, men det er faktisk en vigtig pointé i forståelsen af ramadanen og islam. Det handler ikke kun om mad, når muslimer faster.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Man skal spise og drikke

Inger Støjberg snakker om ramadan, og om at muslimerne skal holde ferie, hvis de overholder ramadanens faste-krav, for det er åbenbart meget vigtigt, at medarbejderne på de danske arbejdspladser kan spise og drikke i løbet af arbejdsdagen.

Danmarksbloggen kunne ikke være mere enig i …  at det er vigtigt at give medarbejderne mulighed for at spise og drikke.

Derfor undrer det også Danmarksbloggen, at Inger Støjberg kan blive i en regering, der i dén grad har skåret ned på de offentlige ansattes muligheder for at spise og drikke i løbet af arbejdsdagen.

For mange steder i Danmark må de ansatte ikke alene løbe rundt konstant for at prøve at nå det hele, men de når hverken at få vådt eller tørt i løbet af de mange timers lange vagter. Og her taler vi om en praksis, der ikke kun foregår én måned om året – men i samtlige 12 måneder.

Danmarksbloggen tænker derfor, at det er rigtig godt, hvis vi får fokus på SAMTLIGE medarbejderes muligheder for at få tid til at spise og drikke – og ja, også til at få hvilet ordentlig ud mellem strabadserne.

Nu var det så måske ikke lige det, der var Støjbergs ærinde – men sådan er det jo: Når man bruger en finger til at pege på en specifik gruppe, og de andre fingre peger rakt tilbage mod én selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Starter muslimske kvinder en vestlig islam i hedebølgen?

At der er behov for en vestlig – og dermed mere sekulær – islam giver god mening, når man tænker på, hvordan linien mellem såkaldte muslimske værdier og vestlige værdier trækkes op i disse år, så det altfor ofte ender i uenighed og konfrontation.

Men måske er den vestlige version af islam allerede på vej, ihvertfald i det skjulte og ganske autonomt.

Ramadanen, der synger på allersidste vers, har nemlig været særdeles varm i år. Og det må være hårdt at skulle undvære mad og især væske i de mange lyse timer, hvor muslimer iflg. forskrifterne skal faste under den månedlange Ramadan, der startede d. 28. juni og slutter i morgen søndag d. 27. juli.

Det har en del af landets muslimer så – heldigvis for deres sundhed – ikke valgt at gøre denne sommer. De er i stedet søgt ud i skyggen for at spise og drikke i løbet af de mange varme og lyse timer.

Danmarksbloggen har således ved flere lejligheder observeret muslimske børn og kvinder i alle aldre ved de danske strande, der glad og gerne har drukket vand og andre former for væske samt spist udskåret frugt.

Det giver rigtig god mening. For dels er det direkte sundhedsfarligt ikke at indtage væske, når det er så varmt, som det for øjeblikket er i Danmark. Og dels kan man sagtens holde Ramadan, selvom man måske kun faster 1-2 timer om dagen – og resten af dagen holder sig til vand og frugt, inden det bliver mørkt – og mere solid mad kan indtages.

For en ordens skyld skal lige siges, at børn, ældre, gravide, syge og andre svagelige ikke forventes at faste under Ramadanen. Det er raske voksne, som skal faste, og det gør en del af dem også.

Men nogle af dem – primært kvinder – vælger også at drikke og spise og er dermed helt stille i gang med at skabe en ny form for islam, en mere vestlig og sekulær islam, hvor de lader det menneskelige komme før det religiøse. Dét giver god mening.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk