Månedsarkiv: marts 2020

Fortsæt …

Udgivet den af
Svar

Der er ikke noget sværere end bare at sidde og vente – og ikke vide hvor længe. Men alligevel er det eksakt, hvad vi gør – og skal gøre i denne Coronatid.

Men på dagens pressemøde gav statsminister Mette Frederiksen alligevel de fleste af os en mulighed for at handle, nemlig ved at fortsætte med at holde afstand, så smittespredningen bliver ved med at være lav. Ja, den er halveret i forhold til midt i marts.

Så vi skal fortsætte med den nye livsstil – og lykkes dén manøvre, så kan vi ganske langsomt begynde at åbne samfundet igen efter påske – i faser. Arbejde på forskellige tider, ikke være så mange sammen på arbejdspladser og i skoler og den slags.

Men alt det gælder altså KUN HVIS VI BLIVER VED MED AT OPFØRE OS, SOM VI GØR NU … med at være sammen hver for sig.

Så det er det, som vi skal – og den danske regering, det danske folketing, de danske sygehuse, de danske virksomheder og alt det andet skal fortsætte som nu. Vi klarer det SÅ GODT.

Der var derfor også stor ros til alle danskere fra Søren Brostrøm. Men vi skal holde fast, fast, fast i de nye vaner en rum tid endnu.

For den danske måde at gøre det på virker – og hvor er undertegnede glad for, at det er en kapacitet, som Mette Frederiksen der står ved roret på dét skib, som vi bygger, mens vi sejler.

Et skib, hvor der kommer flere døde, og hvor vi ikke har toppet kurven endnu. Men vi er på rette kurs – hvis vi altså fortsætter som nu.

Og en ting er de ældre og udsatte, som bliver dem, der skal leve i isolation længe endnu. Som Mette Frederiksen sagde det: De svageste skal være de stærkeste i denne tid.

Det virker så uretfærdigt – og Danmarksbloggen er enig med Mette Frederiksen, som også sagde: Hjælp de ældre og udsatte, der er omkring dig, hvad enten du køber ind, sender en blomst, et brev eller ringer. Lad de ældre i din slægt vide, at du er dér. Det bliver der brug for i mange uger endnu.

Så som Yvonne fra Olsen-Banden ville sige det: FORTSÆT!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Flokimmunitet, ja men med en vaccine

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen spurgte i går, om Sverige måske alligevel havde ret i deres måde at gøre tingene på her under Corona-krisen.

Se mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=11141

Det fik en af Danmarksbloggens trofaste skribenter til at poste et svar, som er så godt, at det i en revideret form – aftalt med forfatteren – fortjener at få sit eget indlæg. Det kommer her, og er endnu et indlæg i en debat, hvor ingen af os kender svarene – men hvor vi er på en rejse, hvor vi bygger skibet, mens vi sejler:

Flokimmunitet er helt sikkert det, der skal til – på sigt!

Men den kan opnås på anden måde end ved smitte, nemlig med vaccine. Og derfor kæmpes der også for at udvikle en sådan mod Corona-virussen.

Sverige er også befolkningsmæssigt skruet anderledes sammen end Danmark og mange andre lande. I Sverige er der store arealer, som er tyndt befolket. Og dér vil befolkningen i denne omgang muligvis ikke opleve sygdommen så meget.

Men i de store svenske byer vil det blive meget pasningskrævende med de mange patienter.

Og jeg vil nødigt være den overlæge på lungeafdelingen i Stockholm (som er det hårdest ramte område i Sverige), der skal tage stilling til, om 56-årige Per skal tages ud af respiratoren for at give plads til 70-årige Bengt. Fordi jeg vurderer, at Bengt har større overlevelseschancer, og vi har for lidt kapacitet!

Som jeg har forstået det, har den danske regering fået vedtaget en solnedgangslov om, at befolkningen kan tvangsvaccineres. Det kræver naturligvis, at en sådan vaccine findes inden lovens udløb om et års tid. Men mon ikke de fleste danskere er villige til en vaccine om et års tid, såfremt man finder en sådan?

Det kan meget vel være, at Sverige gør, hvad der er bedst for Sverige.

Men man kan tydeligt se, at det ikke er den metode, der ville være bedst i Italien, Tyskland eller Spanien, hvor de godt nok får opbygget flokimmunitet overfor Corona. Men hvor det også kommer med en stor menneskelig pris – både i form af døde patienter, men også af et sundhedspersonale, der gennemlever et helvede på jord.

Skrevet af: Ole Frederiksen

Note: Skal flokimmunitet opnås med Corona, skal 80-90% af befolkningen enten have haft sygdommen og dannet antistoffer – eller være vaccineret iflg. Jan Pravsgaard Christensen, som er professor i infektionsimmunologi på Københavns Universitet: https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/professor-du-kan-sandsynligvis-blive-smittet-med-corona-flere-gange-i-loebet

 

Har Sverige alligevel ret?

Udgivet den af
2

Coronakrisen raser – og den koster meget på alle planer. Heldigvis er der grund til forsigtig optimisme, melder statsministeren – også selvom vi kigger ind i nogle uger nu, hvor det forventes at gå den gale vej, når man ser på antallet af alvorligt syge og døde.

Men derfor er man alligevel gået i gang med at tale om, hvad der skal ske på den anden side – når det tidspunkt altså kommer.

Det er i det hele taget en stor diskussion, for dels skal man definere kriterierne for, hvad der skal til for at en åbning går i gang – og dels for hvornår det kan ske.

For det er meget sværere at åbne et land op igen – på den rigtige måde og i det rigtige tempo – end at lukke det ned.

Men samfundet skal åbnes op på et tidspunkt – og vi skal også opbygge flokimmunitet. Det er den eneste langtidsholdbare måde at redde ældre og svækkede på.

En fungerende flokimmunitet kræver, at 60 procent af befolkningen har haft COVID-19. Men det får man kun, hvis man bliver smittet – og for at blive smittet, skal man være sammen.

Så hvem ved? Måske har svenskerne alligevel ret – hvis altså de ældre og svækkede svenskere kunne finde ud af at holde sig hjemme, som deres statsepidemiolog Anders Tegnell anbefaler det. Det kan de så kun delvist.

Men som Danmarksbloggen ser det, er det ikke givet, hvem det gør det rigtige.

Der er næsten dobbelt så mange mennesker som os i Sverige, og de har på nuværende tidspunkt 110 døde, hvor vi har 72.

Så nej, undertegnede er ikke længere så skråsikker på, at det er os, der har ret – og svenskerne, der tager fejl.

De kommende uger og måneder vil – måske – vise det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Forsigtig optimisme

Udgivet den af
Svar

I nat går vi over til sommertid – og med hvilken nyhed i bagagen: Der er grund til forsigtig optimisme, når vi taler om Corona-virussens udvikling i Danmark.

Med andre ord: Strategien virker. Vi får den blide bakke og ikke det stejle bjerg.

Derfor kan der godt komme dage i april, hvor der dør 100 danskere om dagen, som tv-lægen Peter Geisling sagde det på DR for lidt siden.

Han beskrev også forløbet som en tur gennem en stor og mørk skov. Vi er stadig midt inde i skoven, og der er stadig lang vej ud. Men nu ved vi, at vi tog den rigtige vej, dengang vi stod ved korsvejen og skulle vælge, hvad strategi, som vi gik efter.

Men altså der er lang vej endnu – og de tre H´er gælder stadig:

Hold afstand

Hold hænderne rene

Hold ud

Danmarksbloggen er enig – og vil tilføje: Hold grænserne lukkede, indtil den her Corona er brændt ud.

Normalt er Danmarksbloggen ikke tilhænger af grænser og skel mellem mennesker. Men den nuværende virkelighed er så langt fra noget normalt, som det kan være.

Så selvom vi kan tillade os at være forsigtigt optimistiske, er det mere vigtigt end nogensinde at fortsætte med de nye vaner.

Så hold fast, hold ud og bliv ved. Så kan vi nemlig få skovlen under denne lede virus.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sikkerhedsafstand – et fremmedord i Sverige

Udgivet den af
Svar

Lotte Broe er en af Danmarksbloggens trofaste skribenter. I øjeblikket befinder hun sig i sit hus i Sverige sammen med familie. Som dansker kan man nemlig sagtens rejse ind i Sverige. Det kan ALLE EU-borgere. Sverige har kun lukket grænserne for ikke-EU-borgere.

Lotte Broe skriver om hverdagen hinsidan:

Jeg bliver nødt til at sige det: Jeg forstår simpelthen ikke de svenske myndigheder!

Jeg elsker Sverige, mine svenske naboer og venner, og jeg er lykkelig for, at jeg kan udstå denne Corona-karantæne-isolationstid i mit dejlige, svenske hus med egen have og næsten uendelige muligheder for at gå ud i naturen uden at møde andre mennesker.

Men det begynder at føles mindre trygt, når man skal til byen for at købe madvarer. I supermarkedet i vores lille stationsby tumler folk rundt blandt hinanden fuldstændig som vanligt.

“Sikkerhedsafstand” er vist ikke en del af det svenske vokabularium, og med en henstilling fra myndighederne om at undgå forsamlinger på mere end 500 (ja: femhundrede!) mennesker er der ikke noget, der forstyrrer dagligdagen i den lille by.

Butikker, restauranter og barer holder åbent som altid. Nu henstilles det ganske vist, at al servering foregår ved bordene (ikke i baren) – men det slår ikke mange skår i hyggen hinsidan.

Folk samles, sidder/står tæt, og det er i det hele taget “business as usual”.

Og måske er det netop “business”, der er nøgleordet? Måske er den svenske regering ganske enkelt bange for at smadre næringslivet med alt for skrappe restriktioner!

Jeg ved det ikke, men en “kulturforskel” mellem Sverige og det øvrige Europa er blevet åbenbar.

Skrevet af: Lotte Broe

Nærmest en halv sejr

Udgivet den af
1

Et pressemøde i Statsministeriet uden nye stramninger, uden at skruen får et nøk mere som fx et udgangsforbud.

Det føles nærmest som en halv sejr – også selvom antallet af døde danskere er steget fra 13 til 24. Men det har noget med optællingsmetoden at gøre, sagde Mette Frederiksen, der talte om den stærke samfundskontrakt, som vi danskere har med hinanden, om det samfundssind, der udvises i disse dage – og som vi skal fortsætte med.

Danmarksbloggen er fuld af beundring for vores statsminister og den måde, som hun leder landet på. Hun er en ægte landsmoder …

Men altså ikke noget udgangsforbud, men danskere, danske politikere og danske virksomheder, der gør det bedste, som vi kan. Og det gælder også den påske, som venter – og hvor vi må udskyde alle de dejlige påskearrangementer til senere.

Man kan også sagtens spise påskefrokost i maj – eller juni. Og nu handler det om at få antallet af syge og døde så lavt som muligt, selvom det forventes at stige en tid endnu.

For epidemien forventes iflg. Søren Brostrøm først at toppe midt i april – dvs. vi er i slutningen af maj og begyndelsen af juni, før det her er bare nogenlunde overstået.

Påskeblomst, hvad vil du her, skrev Grundtvig i sin store påskesalme af samme navn.

Påskeblomsten var påskeliljen, som på Grundtvigs tid blev opfattet som en ukrudtsblomst, men som Grundtvig brugte som et billede på Jesus, der som bekendt genopstod påskemorgen.

Det bliver også påske på mange måder i Danmark dén skønne dag, hvor vores hverdag vender tilbage – også selvom det i begyndelsen sker i en ramponeret form.

For det tager tid at komme sig ovenpå sådan en omgang som den vi er igennem ligenu … men vi klarer det. Det gør vi. Det skal vi.

Så hvem ved? Måske kan vi pinsedag d. 31. maj og anden pinsedag 1. juni for fuld hals og lykkelige synge Grundtvigs store pinsesalme ”I al sin glans nu stråler solen, livslyset over nåde-stolen”.

For det bliver i sandhed liv, lys og nåde dén dag, hvor det her er overstået.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Strandet i Indien: Should I stay or should I go…?

Udgivet den af
Svar

”We will soon be arriving in Mumbai. The temperature is 28 degrees. Be aware that most departures are cancelled.” Usikkerheden sniger sig ind under huden, selv om min mand hjemme i Danmark har forsikret gentagne gange, at afgangen til Doha, videre til Oslo og til sidst København har grønt lys hele vejen. Otte timers ventetid i den spøgelsesagtige Mumbai lufthavn, hvor de fleste går med mundbind. Ingen rigtig mad at få og sidste måltid var frokost. Nødder, riskiks og Bounty bar til aftensmad.

Når man har løbet rigtig stærkt de sidste 6-7 måneder er morgenyoga i shalaen, aftensvømmetur i Det Arabiske Hav og meditation på ægte bølgeslag ren balsam for sjælen. ”Hvorfor spiser vi kød derhjemme, når vegetarisk mad kan være så lækker?” spørger Thea efter de første par måltider.

Hvorfor kan jeg ikke lave den slags mad selv? Måske skal jeg øve lidt mere? Alle er søde og imødekommende og Thea viser sig at have lært flydende engelsk ved at se 10 sæsoner af ’Friends’, så hun taler ubesværet med de andre deltagere – ren idyl.

Planen var 3 uger i Goa med min 11-årige datter Thea. En velfortjent pause. Vi ankom for 12 dage siden og da vi første dag sad i en cirkel, var der høj stemning, store forventninger og vilje til åbent at dele blandt deltagerne på yoga-kurset – vi gik ’all in’ og der opstod hurtigt tillid og sammenhold. En enkelt deltager fra Frankrig var ikke nået frem. Hun blev nægtet at boarde flyet, fordi Indien havde lukket grænserne for rejsende fra Frankrig. Vi følte med hende og udtrykte medfølelse på gruppens Facebook side. Måske trak hun i virkeligheden det lange strå?

DR Nyheders historier og danskernes optagethed af Corona virkede fuldstændig hysterisk set fra vores fællesskab på stranden i Goa. Livet gik videre som om intet var hændt i verden. Deltagere smagte på hinandens the af samme kop, krammede og lå tæt i de store sofasenge. Vi vaskede selv vores egne tallerkener op og lagde dem i kurve til afdrypning. Nogen gjorde det grundigere end andre, men efterhånden som historier fra Danmark om smitte og social isolation tog til begyndte jeg dog at vaske bestikket før jeg brugte det.

Men vi var stadig overbeviste om, at frygten for epidemien var fuldstændig overdrevet og at rygterne smittede hurtigere end selve sygdommen. Indien meldte stadig om 134 smittede ud af en milliard mennesker – fornemmelsen var, at Indien ville gå fri og at vi var meget heldige at være i denne boble på vores Bounty strand. Vi var glade for at fortælle historien om, at Corona ikke smitter så meget i varmt vejr og indtil videre var der ikke meldt om nogen tilfælde i Goa provinsen. På et møde tirsdag, for 5 dage siden, sagde lederen af Kranti Yoga: ”This school is your home for now. You can stay as long as you want. I will not close it”. Det lød betryggende og intet skulle ødelægge vores ferie.

Så kom meldingen om at Air India aflyste alle afgange fra 18.-31. marts. Vi kunne vi ikke længere komme hjem som planlagt, men 4 dage ekstra i Goa var jo ingen katastrofe… Mon ikke vi kunne få ændret billetten til 2. april, hvor de ville flyve igen?

Min mand, Erik, som er hjemme i Danmark, skrev til Air India og vi ventede tålmodigt på svar. Opgaverne derhjemme var alligevel aflyst. Men der var sået tvivl, og tanker om, hvorvidt vi burde forsøge at finde en rejse hjem, sneg sig ind i meditationerne. I vægtskålen mod hjemrejse lå en oplevelse af at danskerne derhjemme var paralyseret af frygt og negativitet langt ud over det rimelige. På DR Nyheder blev historier blæst op og familien derhjemme brugte uforholdsmæssig meget tid på at ’følge med’.

”Where focus goes, energy flows”, sagde de i meditationstimen og det gav god mening. Hvorfor kunne danskerne ikke være bedre til at få det bedste ud af situationen? Selvom det er rigtig, rigtig trist at en del bliver syge og nogle vil dø, så kunne flertallet vel godt fokusere lidt på de positive ting ved pludselig at have mere tid til sig selv og hinanden i familierne? Er det ikke det vi altid går og sukker efter? Fuld respekt for at det er svært at få hjemmearbejde og småbørn til at gå op i en højere enhed, men der må vel være en vis forståelse for, at tempoet og opgaveløsningen ikke kan være på samme niveau som normalt?

Så besluttede den første deltager at tage hjem; en ung kvinde, der skulle starte nyt job i starten af april. Hun ville ikke risikere noget. Enkelte, jeg ikke kendte så godt, fulgte efter. Indien meldte ud, at alle fly ville blive aflyst fra 22. marts og en uge frem. Det fik en nordmand, fra vores lille ’skandinaviske klan’, til at beslutte, at han måtte hjem til sine børn. Det kom tættere på, men det lykkedes stadig at overbevise mig selv om, at en uges aflysning kun var en uges aflysning – især set i lyset af de få Corona tilfælde, der var i Indien. Og at jeg kunne tage hjem om 1-2 uger. Der var så dejlig stemning både på stranden og til yogatimerne. Den norske mand kunne ikke finde en flybillet og ændrede sin beslutning til at blive og var meget glad for sin afklaring.

Jeg tog en seriøs snak med min mand, Erik, og han kontaktede forsikringsselskabet, der frarådede at tage hjem over hals og hoved, idet risikoen for at strande et uheldigt sted i Indien var for stor. Usigeligt lettet over denne beslutning havde vi en fantastisk fredag aften på kurset d. 20. marts. Dem, der ville rejse, var rejst og os der havde besluttet at blive rykkede tættere sammen. Skøn aftensmad og meditation omkring bålet i shalaen med udsigt til stranden. Alle skrev små sedler med det de gerne ville give slip på i deres liv og brændte sedlerne på bålet. Roen havde sænket sig, selvom vi et eller andet sted vidste det var på lånt tid.

Men Erik må alligevel have haft en sjette sans. Gav det et andet perspektiv at være nogle uger foran i ’Corona udviklingen’? Han havde i hvert fald sat sig ned fredag aften og brugt 4 timer på at finde troværdige billetter hjem. Klokken 4.00 ringede telefonen i Goa. ”Jeg har fundet en billet, der kan få jer hjem. I skal afsted i morgen kl. 12. Er det i orden jeg køber dem?”.

Man kan tale om at blive taget på sengen. Thea brød ud i dybe hulk og jeg havde stor modstand på at få min ro forstyrret. Vi havde netop indstillet os på 14 dage ved stranden i fred og ro. Men noget i mig vidste at han havde ret – det skulle være nu. En time på Messenger og billetterne var i hus. Det værste var at sige det til den anden dansker og den søde svenske familie. Vi var jo ’in it together’ og nu svigtede vi pagten. Efter morgenmaden kom bomben: Skolen ville lukke og alle blev anbefalet at rejse hjem. Den lokale befolkning på stranden udtrykte skepsis og bekymring over, at vi var der. Det kunne skolens ledelse ikke sidde overhørig.

Så nu sidder vi i Mumbai lufthavn, første del af rejsen er gået godt og på skærmen har de netop annonceret at flyet fra Doha, som skal have os med tilbage, forventes at lande planmæssigt …

Skrevet af Mirjam Godskesen

Efterskrift: Danmarksbloggen har efterfølgende været i kontakt med Mirjam Godskesen, og såvel hun som datteren er nu hjemme i Danmark i god behold.

Pølsevognen i Nyhavn er åben

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen var ude og gå en tur i solskinnet i går.

Ned til Nyhavn gik det i slalom, så der var mindst to og gerne flere meter mellem undertegnede og andre Corona-truede danskere på udgang.

Nyhavn er normalt et trækplaster af rang, og på sådan en solskinsfredag i marts et fluepapir af de helt store. Men i går var der langt imellem folk.

Dog var pølsevognen på plads – og endda åben.

Danmarksbloggen gik derhen – og stoppede en god meter eller to fra selve foderbrættet, hvor man normalt stiller sin Cocio og sin pølse. Men det må man ikke mere, fortalte pølsedamen.

Take-away-princippet gælder også pølsevognene, men de må godt have åbnet. Ejeren af pølsevognen havde kontaktet politiet, og havde derfor helt styr på reglerne, fortalte pølsedamen, der tog situationen med knusende ro.

Hun var således ikke særlig bange for at blive smittet. Heller ikke selvom ”jeg er lidt oppe i årene”, som hun sagde det. Hun sprittede også sine hænder godt af hver eneste gang, hun havde taget imod penge, fortalte hun.

Det var der så langt imellem. For indtjeningen var langt under, hvad den plejer. Helt nede på under 25 procent af normalt. Og det er skidt. Rigtig skidt.

For som pølsedamen sagde det: ”Det er nu, at vi skal til at tjene penge igen. Januar og februar er nemlig altid ret stille måneder. Men nu kommer foråret, og så plejer det at vrimle med turister – og danskerne er også mere ude.

Men sådan er det ikke i år. Turisterne er væk – på nær de få, som er strandede i Danmark, og de fleste danskere valfarter ikke til pølsevognene i denne Corona-tid.

Mange byboere har også forladt de store byer i Danmark, og er søgt ud i deres sommerhuse. Så os, der er tilbage i hovedstanden, har den – og pølsevognen – helt for os selv.

Alt for meget for os selv faktisk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dystopisk mareridt: Kun duer og måger er tilbage på Rådhuspladsen

Udgivet den af
2

Vi har alle set film med dommedagsscenarier, læst dystopiske bøger eller set teaterstykker, der havde undergangen som tema.

Danmarksbloggen har også anmeldt flere af disse, blandt andet Kaspar Colling Nielsens teaterstykke ”Den danske borgerkrig 2018-24”: http://danmarksbloggen.dk/?p=8605

Men et er fiktion, noget andet er virkelighed. Den Corona-virkelighed, som vi lever i nu – i Danmark, i verden.

En virkelighed, som man ikke kan vågne op af, selvom man de første 10 sekunder om morgenen føler, at alt er normalt. Men så bliver man desværre klar i hovedet, og så tikker virkeligheden ind.

Og så er man sig igen smerteligt bevidst, at intet er normalt, og at alt kan forandre sig til det værre om fem minutter – og også gør det. Om ikke før, så i hvert fald når der indkaldes til pressemøde i statsministeriet om aftenen.

For så ved vi, at nu får skruen et nøk til.

Et nøk som gør, at vi er nødt til at være inde og hjemme, ikke være sammen med andre, vaske hænder i et væk og holde afstand. Og danskerne over en bred kam gør det. Det er så fantastisk. Det er samfundssind på den store klinge.

Derfor rammer det også ekstra hårdt, når man ser, hvor forandret vores verden er blevet i løbet af kun en uge, som jeg gjorde det i dag.

Jeg var nemlig af personlige grunde nødt til at gå over Rådhuspladsen i København i dag.

Jeg har tit drømt om at se Rådhuspladsen uden mennesker – men man skal passe grumme meget på med, hvad man ønsker sig.

For nej, jeg ønsker mig faktisk slet ikke en Rådhusplads som den, jeg var på i dag: Ingen danskere, ingen turister, ingen cykler eller løbehjul, ikke engang en pølsevogn – kun duer og måger, som ledte efter de sidste krummer fra den sidste aften, inden pølsevognen kørte i garage.

Stop det her dystopiske mareridt – vi vil af …

Smukke bygninger som Københavns Rådhus kræver mennesker og liv omkring sig for at give mening.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronningen: Vi skal vise sammenhold ved at holde afstand

Udgivet den af
Svar

Dronning Margrethe d. 2. var mærket af Corona-situationens alvor, da hun tonede frem på skærmen og talte til nationen om den farlige gæst, Coronaen, der spreder sig som ringe i vandet i Danmark og i resten af verden.

Dronningen er sig sikkert også sin historiske rolle bevidst. Hun ved, at hun ligesom sin farfar, Christian d. 10., bliver et nationalt samlingspunkt nu, hvor hun appellerer til hver enkelt dansker om at tænke sig om og rette ind efter anvisningerne fra myndighederne.

Ja, hun sagde det ligeud: Vi skal vise sammenhold ved at holde afstand.

Og ja, det betyder, at vi må aflyse aftaler, fester, fødselsdage og alt muligt andet, som indebærer kontakt med andre mennesker.

Men sådan må det være. Og Dronningen løftede også den berømte pegefinger, da hun sagde, at alt andet var tankeløst og hensynsløst. At det kunne man simpelthen ikke være bekendt.

Hun har ret. Det er nu, at vi skal gøre en indsats – alle sammen, også de unge og stærke. For vi kan alle være smittebærere. Vi har alle et ansvar for at stoppe det her.

For som Dronningen sagde det om Corona og om situationen i Danmark: Det er den kæde, som vi SKAL bryde, og som vi KAN bryde.

Sidst det var så meget alvor i Danmark, skrev vi 1940-45 – altså 2. Verdenskrig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk