Anmeldelse: Lad de døde begrave de døde

”Lad de døde begrave de døde” er anden del af en planlagt trilogi skrevet af Lars Thomassen, som startede med “Han kender det som er i mørket”, der udkom for et par år siden, og som med rette blev anmelderrost.

Og nu er anden del så udkommet. Den hedder ”Lad de døde begrave de døde”, og er ligeså mørk og dyster og nervepirrende som første del. Altså også en god krimi – og ligesom første del velegnet til dem, der kan lide at gå i dybden med personer og handling.

For begge bøger er det, som vi i sidste årtusind kaldte murstensromaner med sidetal på den gode side af 450 sider for denne anden del – og første del er endnu længere.

Så sæt endelig en weekend eller ferie af – eller læs bøgerne på vej til og fra arbejde, hvis De er så heldig at være en af dem, der har tid til Dem selv i toget eller bussen hver morgen og hver eftermiddag.

Det må dog være på plads med en advarsel. For man risikerer ikke at komme af på rette tid og rette sted, da man hurtigt hvirvles ind i det velskrevne univers af menneskers angst og mørke, som foldes ud.

Jeg kan ikke røbe noget af plottet eller handlingen i anden del uden at give første del væk. Så jeg vil blot konstatere, at flere af personerne fra første del af trilogien vender tilbage i anden del, og at de ligesom os andre sjældent forandrer sig ret meget psykologisk set, selvom deres livsvilkår kan være fundamentalt anderledes.

Jeg vil dog gerne sige, at handlingen i den første bog foregår på Langeland, hvor den anden bog har Billunds-området som lokalitet.

En af de iøjnefaldende aspekter ved begge bøger er det religiøse aspekt. Man fornemmer, at forfatteren har et kendskab til folkekirken, der går udover at være en almindelig dansk kulturkristen, som kommer i kirken til jul, dåb, konfirmation, bryllup og begravelse – og så ellers ikke går til gudstjeneste.

Dét styrker fortællingen, at kristendommen bliver hverdag, endda vældig meget hverdag – og ikke blot noget højtideligt og fjernt, men noget som sætter handlingerne og personerne i perspektiv.

For nok kan troen være anledning til strid, men de største kampe er dog dem mellem mennesker, mellem lyset og mørket – også indimellem inde i det enkelte menneske, og dén strid mellem det gode og det onde, mellem den velmenende vilje og de manglende evner hos os svage mennesker, som beskrives så fint i disse to første bøger af Lars Thomassens trilogi. Godt pakket ind i dén ramme af horror og krimi, som er bøgernes velskrevne motor.

Igen kan det beskrives bibelsk: Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt, som det hedder hos Matthæus, kapitel 26, vers 41. På nutidsdansk ville vi nok i stedet sige: Ja, jeg ville SÅ gerne, men jeg orker det desværre ikke.

Og fordi vi hverdagsmennesker ikke orker at være hverken særlig gode eller særlig helteagtige i den danske nutidsvirkelighed, som bøgerne foregår i, så får ondskaben netop frit løb.

Og den orker, så vi får hele paletten fra kidnapning til drab, og Lars Thomassen lægger ikke fingrene imellem, når menneskets ondskab og ufattelige fantasi udi at være bestialsk skal beskrives. Han nærmest dvæler ved ondskaben og ved den naturlighed, som ondskaben selv udfører sit hverv ved.

Små ord, små sætninger, som spidder det mørke på plads – og gør det direkte ubehageligt at læse bogen, også fordi man selv danner billeder, der ætser sig fast på nethinden – selvom bøgerne pånær nogle meget fantasifulde og nærmest kunstneriske forsider er uden illustrationer.

Danmarksbloggen anbefaler begge bøger – og giver dem hver især fem ud af seks iskolde gyser-syle, som dem man mentalt rammes af undervejs i læsningen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Frygt Fabrik Fælde

Boganmeldelser er normalt noget, der laves af én person, som læser én bog og så skriver en anmeldelse.

Men nu vil Danmarksbloggen forsøge sig med en ny slags anmeldelse, nemlig en dobbelt anmeldelse, hvor vi er to, der diskuterer bogen og stiller hinanden spørgsmål. Denne gang undertegnede, som er 49 år – og så Anna Margrethe Thorsen Frederiksen, som er 17 år, så altså to generationer.

Og vi starter med Steen Langstrups nyeste værk ”Frygt Fabrik Fælde”, som meget apropos det med at være to også udkommer i to bind – og beskæftiger sig med minimum to verdner, to tider og mange andre dobbeltheder.

Bogen handler – helt kort – om en gruppe mennesker fra nutiden, der fotografer steder i byen, hvor man normalt ikke kan få adgang. De plejer ikke at efterlade andet end fodspor i støvet, men her i den mærkværdigt graffiti-løse fabrik med de intakte glasruder gemmer der sig noget ondt i skyggerne.

Vi læsere ved det, og de mærker det også, så uhyggen stiger i takt med at mørket falder over byen, og vi kommer længere og længere ind i rædslerne og i de begivenheder, der startede det hele for over 100 år siden.

Dengang da fabrikken var en god forretning for direktøren, der i virkeligheden interesserede sig mindre for virksomhedens drift og mere for at rejse verden rundt efter okkulte genstande – om end han måske aldrig havde behøvet at rejse så langt. Men nu skal der ikke røbes mere, for ja, det er en bog af Steen Langstrup, Danmarks svar på Stephen King, så vi er udover et møde med det overnaturlige også garanteret gys, blod og smerte – og anden menneskelig ondskab.

Læseoplevelsen
Dorte: Nu har jeg læst meget af Steen Langstrup, og jeg lægger altid mærke til, hvor flydende han skriver, og hvor let jeg rives med af fortællingen. Siderne vender ligesom sig selv, og det er forbavsende nemt at følge med – også i de ofte ret abrupte tidsspring, som der er i disse to bøger.

Anna: Jeg oplever det meget på samme måde. Bogen er superspændende, og man bliver helt opslugt af handlingen – og ikke mindst af personernes relation til hinanden, hvor der er ret mange usagte ting, der ligger som en skygge – ligesom de skygger, der er på fabrikken.

Virkemidler
Anna: Det er meget opfindsomt og innovativt, at bogen er opdelt i længere episoder, som igen er opdelt i kapitler, hvor overskriften er en tidsangivelse. Det skaber lidt en tv-serie-agtig følelse, så man ligesom man kan se en episode af en tv-serie, så kan man læse en episode. Og som man kan binge-watche en tv-serie, så kan man også binge-læse en bog, i hvert fald de her to bøger.

Dorte: Enig, for mig handler virkemidlerne så også om de ting, som sker i episoderne, hvor det indimellem gibber gevaldigt i én, når ondskaben får frit spil. Ikke at man ikke forventer den, for det gør man, man har også en idé om, hvordan og hvornår den viser – og indimellem har man ret, men oftere så overraskes man. Steen Langstrup er så djævelsk god til at twiste handlingen.

Det historiske aspekt
Dorte: Man behøver ikke at kunne alt om 1900-tallets historie for at læse ”Frygt Fabrik Fælde”, men en vis viden om de to verdenskrige, arbejdsmarkedet og de sociale klasseskel er en stor fordel. Jeg kan også mærke, at jeg – godt nok født i 1969 – på mange måder i min opvækst oplevede forhold og normer, der kan minde om de dele af bøgerne, der foregår i årtierne lige efter 2. verdenskrig – således så jeg føler, at jeg er tættere på bogens fortid end dig, Anna.

Anna: Jeg føler mig meget hjemme i bogens nutid, for jeg kan spejle mig i personerne, især i de yngre kvinder, som er med. Hvorimod det kan være sværere at sætte mig ind i de dele, der foregår i 1900-tallet, også selvom der er nogle almen-menneskelige ting, som gælder i alle tidsaldre, og som jeg også kan genkende – og som også gør, at bøgerne forbliver spændende – også for os yngre læsere som er født i dette årtusind.

Samlet
Steen Langstrup er som sagt kendt som gysets mester, men han vil i reglen også altid noget andet og mere end den rene gru. Han vil åbne vores øjne for det mørke, som er i os alle sammen – og som lever i vores samfunds skygger.

Så kan man i virkeligheden på et eller andet meta-plan tolke fabrikken derhen, at der er tale om Danmark?

Et Danmark, hvor de få bestemmer over de mange. Et Danmark, som er bygget på en gammel kultur af blod og ofringer, og som i øjeblikket lukker sig inde bag jernlågerne, mens mørket trækker sig sammen. Et Danmark i frygt og som en fælde for alt menneskeligt.

Danmarksbloggen ville slet ikke være overrasket, hvis det var meningen – og det er blændende godt lavet og pakket ind i den horror, som Langstrup mestrer så formidabelt.

Danmarksbloggen giver ”Frygt Fabrik Fælde” fem ud af seks okkulte genstande, som dem direktøren samlede så lidenskabeligt på.

Skrevet af: Anna Margrethe Thorsen Frederiksen og Dorte J. Thorsen

Hvorfor skal sundhed søbes ind i følelsesporno?

Man kan da ikke være imod at støtte kampen mod kræft, vel? Selvfølgelig ikke. For kræft er som bekendt sammen med hjerte-kar-sygdomme det, som årligt koster flest danskere livet – også unge og yngre mennesker, så selvfølgelig skal det bekæmpes.

Men hvorfor skal det ske med følelsesporno, som det sker i TV2´s årlige knæk cancer-uge, som kører i denne uge, og som kulminerer med det store show på lørdag? En event med kendte, der rejser sig op og musik, der får på alle tangenter, så vi rigtig kan få tårerne frem i takt med at følelseshistorierne afløses af en støjende jubel, når endnu en stor check ruller ind.

Ingen af checkene kan dog bare tilnærmelsesvis matche det beløb på cirka en milliard, som der skal spares på sundhedsvæsnet i 2019 med 434 millioner i region hovedstaden, 184 millioner i region Sjælland, 127 millioner i region syddanmark, 138 millioner i region midtjylland og 190 milllioner i region nordjylland.

Danmarksbloggen kunne derfor godt tænke sig, at alle de politikere, som pt. står i kø for på TV2 at vise, hvor meget de støtter kampen mod cancer, i deres daglige arbejde gjorde den forskel på sundhedsområdet, som kun de som lovgivere kan gøre.

En forskel hvor politikerne i stedet for at skære ned, gav flere penge til:

Forskning og uddannelse

Sygehuse, speciallæger og almen praktiserende læger

Og nej, det er måske ikke noget, der giver likes på de sociale medier eller klapsalver fra publikum i et studie. Det er en langsigtet og sej indsats, som også indbefatter, at man går i kødet på den overklasse, der økonomisk stikker af – og på de finanshajer, der nu i årevis har lænset staten for milliarder.

Men det er det eneste, der kan gøre en forskel – ikke kun for dem, der er ramte af kræft, men også for dem med hjerte-kar-sygdomme – og for dem med alle de andre sygdomme, som er ligeså alvorlige, men som vi kun hører lidt om, og som kun får få penge, fordi de sygdomme ikke rammer ret mange.

For sammen med følelsespornoen er der gået status i sygdomme – og det er en anden usmagelig ting

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

God og fredelig sommer

Vi vil fred her til lands, Sankte Hans, Sankte Hans …

Ja, sådan lyder det normalt, når danskerne fejrer Sankt Hans, og sommerferien står for døren.

I år var der så mange bål, som ikke blev tændt i lørdags på grund af tørken – men ønsket om fred har vi stadigvæk. Og alt tyder også på, at vi får fred denne sommer, både indenlands og udenlands.

Folketingsvalget kommer ikke på denne side af sommerferien, men nok snarere først til næste sommer. Og med VM i fodbold i gang i Rusland er det heller næppe på denne side af sommerferien, at Putin kunne finde på at angribe Sverige.

Ikke at Putin ønsker at besidde Sverige på nogen måde, men han skal over Sverige for at kunne sidde i Göteborg/Helsingborg og true Danmark, indtil vi lader diverse russiske skibe sejle igennem Storebælt – og måske også Øresund, selvom der er ret lavvandet. For ud i Atlanten vil han gerne.

Men altså alt det risikerer vi næppe i de kommende uger, så lad os i stedet nyde den dejlige, danske sommer, der startede med et brag allerede i april – kort efter vinteren havde sluppet landet, og som allerede har givet os et væld af sommerdage med masser af sol.

Lad os endelig suge til os af solens varme og livsgivende stråler.

Danmarksbloggen holder i hvert fald en lang sommerpause indtil starten af august – og vil gerne ønske alle en rigtig god sommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fakta om ramadan, faste og mad

Debatten om ramadanen og fasten er kørt helt af sporet, som Danmarksbloggen ser det. For det er i dén grad blevet et spørgsmål om en politisk dagsorden, der intet har med mad og drikke at gøre, men som handler om forholdet til muslimer og til islam her i Danmark.

Men hvad med at forholde sig til det faktuelle i stedet?

Fakta 1: At fejre ramadan i Mellemøsten betyder stort set et halvt døgn, hvor det er lyst, og hvor der fastes – efterfulgt af et halvt døgn, hvor det er mørkt, og hvor der spises og drikkes.

Perspektiv: I Danmark i øjeblikket er der derimod tale om omkring 16 timers lys og kun 8 timers nat – hvilket giver en ubalance, især når der skal fastes igennem fire uger. Hvad mange timers daglig faste gennem fire uger betyder for kroppen, er forskerne ikke enige om. Der er valid forskning, der peger i begge retninger. Dog tyder tal fra emiraterne på, at faste har en trafikal konsekvens, nemlig flere ulykker under ramadanen.

Se link: http://www.roadsafetyuae.com/ramadan/

Fakta 2: I mange arabiske lande – fx emiraterne – har man fri to timer hver eftermiddag, mens det er lyst, så de fastende kan tage sig en lur. For der spises og drikkes til langt ud på natten, så folk bliver trætte og har brug for et par timer på øjet, mens det er lyst.

Se link: https://sites.google.com/site/exploringtheuae/presentation/culture/religions/ramadan

Perspektiv: Den mulighed har man ikke på samme måde på størstedelen af det danske arbejdsmarked, om end fx Arriva gør meget.

Fakta 3: Ramadanen handler også om at bede, læse i Koranen og at gøre noget for de fattige.

Perspektiv: Den del udelades oftest i medierne, men det er faktisk en vigtig pointé i forståelsen af ramadanen og islam. Det handler ikke kun om mad, når muslimer faster.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkke og bananrepublikken Danmark

Der er sket noget i Danmark gennem de sidste år. Mens befolkningen er blevet spist af med en menu bestående af tom underholdning og opbygningen af en syndebuk, så er det politiske liv skredet.

Allermest ser man det hos Venstre, hvor formanden og statsministeren Lars Løkke har vist sig som en statsminister, som man kan købe sig adgang til – og som en mand, der ikke kan skelne mellem privatpersonen Løkke og statsministeren.

Vi kender allerede sagen om kvotekongerne, og nu kommer sagen om Lauritzen Fonden, Løkkefonden og Esbjerg – og mere end en halv million kroner. Se mere her: https://www.bt.dk/nyheder/loekke-i-ny-dobbeltrolle-erhvervsfond-gav-millionbeloeb-statsministeren-opfyldte

Lars Løkke er landets statsminister – og han burde forsvare og beskytte landets love, og ikke bryde dem.

Men det er ikke sket. Tværtimod så har flere af hans ministre kunnet blive siddende trods åbenlyse brud på loven – og nu gør han selv det samme – igen. Veldokumenteret.

Danmarksbloggen frygter, at der ikke kommer en eneste konsekvens … selvom alt skriger på en rigsretssag. Se mere om dem her: http://www.ft.dk/da/Folkestyret/Domstolene/Rigsretten

Men Danmark er officielt blevet en BANANREPUBLIK, hvad man også ser ved, at regeringen i sit lovarbejde hele tiden går lige til grænsen – og også ofte over grænsen ifht internationale konventioner og menneskerettigheder, når nye lovforslag kommer på bordet.

For respekten for individet og en retsstats basale retsprincipper findes ikke hos Løkke, der som en anden Solkonge siger ”JEG ER STATEN”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Udflytninger og overenskomster handler om at blive genvalgt

At regeringspartiet Venstre ikke står særligt godt i meningsmålingerne ved alle. Chancen for at kunne fortsætte på magten efter næste folketingsvalg, som senest skal finde sted i sommeren 2019, er derfor ret lille for Venstre.

MEN alt kan som bekendt ske i dansk politik – og Danmarksbloggen vil mene, at Venstre allerede er i fuld gang med valgkampen – bare camoufleret som politik og forhandlinger. Det drejer sig om:

UDFLYTNINGERNE

OVERENSKOMSTFORHANDLINGERNE

Venstres historiske rødder ligger på landet hos den danske bonde, men nu er der ikke ret mange landmænd tilbage, så Venstre er i stigende grad blevet et by-parti. Problemet her er så, at dels er der procentmæssigt færre blå i byerne, og dem, som findes, stemmer ligeså gerne – eller hellere – på Liberal Alliance.

Så hvad gør man som Venstre? Jo, man flytter statslige arbejdspladser ud til sine gamle kernevælgere på landet, som i øvrigt for manges vedkommende har vendt Venstre ryggen og i stedet stemt på Dansk Folkeparti. Gamle kernevælgere, som har det svært nu, hvor videnssamfundet tager over. Men som Venstre vurderer vejrer morgenluft nu hvor ”københavneriet” skal afskaffes – og diverse styrelser og råd flyttes ud med et enorm videnstab til følge, men det bekymrer åbenbart ikke Venstre.

Men de gamle kernevælgere er ikke nok, hvis Venstre vil beholde magten, der skal også nye stemmer ind i folden – og her gælder det om at skabe uro i andedammen, og her er overenskomstforhandlingerne perfekte, især når man har en som venstre-ministeren Sophie Løhde siddende som forhandler.

For der er lykkedes hende at presse forhandlingerne derud, at der er varslet konflikter indenfor stort set alle centrale samfundsopgaver.

Så selvom hun ikke sidder i chefstolen for forhandlingerne med fx lærerne, men at det er borgmester Michael Ziegler, så vil Venstre kunne bruge sådan en konflikt, som den der måske kommer, til at slå på, at de ”røde fagforeninger” er ligeglade med, at samfundet kører og kun tænker på at rage til sig. Det er derfor et sikkert valg at stemme på stabiliteten, hvis man stemmer Venstre næste gang, vil budskabet fra Løhde og resten af Venstre være.

Virkeligheden er selvfølgelig meget mere kompleks og handler også om, at de offentlige lønmodtagere har holdt igen ved de tre seneste overenskomster, og at det derfor er deres tur til at få noget i lønposen. Så kunne man jo droppe skattelettelserne til de rigeste i stedet. Men sådan vil Venstre ikke fremlægge det – de vil bruge de andre taktikker til at se, om de kan genvinde magten ved det næste folketingsvalg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tjenesten Delihood: Madspild eller madproduktion?

Deleøkonomiens nyeste skud på stammen er tjenesten Delihood, hvor man kan sælge sin mad, hvis man har lavet for meget – eller købe en portion mad, hvis man gerne vil det.

Det er i hvert fald, hvad folkene bag Delihood hævder på TV2 News i dag – og på deres hjemmeside, hvor de skriver: ”Delihood er en ny online platform, som er etableret af en kreds af danske madentusiaster. Den giver dig og dine naboer mulighed for at dele hjemmelavet mad med hinanden, som ellers ville gå til spilde. Formålet er at hjælpe med at stoppe madspild.”

Men handler Delihood nu også om at bekæmpe madspild?

Et hurtigt kig på Delihoods hjemmeside viser i hvert fald, at det nok snarere drejer sig om at tjene penge, om at i hvert fald nogen af medlemmerne med fortsæt laver så meget mad, at de kan sælge et par portioner eller seks. Ja, hele gryder og pander fulde af mad sættes til salg.

For man kan nemlig allerede i dag – d. 19. januar – bestille lasagne til i morgen d. 20. januar, kartoffelpizza og paprikagryde til på søndag d. 21. januar og mørbradgryde til på mandag d. 22. januar – for bare at nævne nogle af tilbuddene. Andre tilbud er brød, syltetøj og kager – også i mængder, så der ikke er tale om overskuds-salg, men decideret madproduktion med salg for øje.

Det virker derfor meget sandsynligt, at det her i virkeligheden handler om at lave mad for pengenes skyld – men uden de krav til fødevareopbevaring, tilberedning og hygiejne, som man ser hos restauranter.

Velbekomme, men nej tak – siger Danmarksbloggen. Både af respekt for fællesskabet og reglerne i samfundet, men også for at undgå at blive syg.

Se mere på www.delihood.com

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Danskerne var vældig tilfredse med Dronningens nytårstale. Det er måske også lettere at være glade for en tale, når man hører den, mens man står med champagnen og en god middag venter – end når man hører på en politisk leder, mens man selv lægger på sofaen med tømmermænd?!

Og så alligevel. For det umiddelbare indtryk af talen var i hvert fald en Dronning Margrethe d. 2., der slog porten op til Danmark og bød velkommen, mens statsminister Lars Løkke eftertrykkeligt smækkede porten igen. Senere i talen gjorde han dog opmærksom på, at Danmark var åbent for dem, der ville Danmark – og at de fleste udlændinge i Danmark skam gjorde det godt.

Det havde man ellers ikke indtil da haft indtrykket af i en tale, der mest handlede om at lukke ”hullerne i Danmarkskortet”, som det hed.

Helt konkret blev der talt om at rive ghettoer ned, genhuse og styre hvem, der kan bo hvor. For i statsministerens optik er ghettoer nemlig lig de boligområder, hvor der bor mange med en anden etnisk baggrund end dansk, og hvor der findes deciderede parallelsamfund, hvor værdier som ligeret, frisind og tolerance ikke har en chance overfor social kontrol og religiøse koder.

Og ja, den slags findes i Danmark, og ja, det skal vi gøre noget ved, men skal Danmark blive dét samfund i balance, som statsministeren efterspurgte, så skal vi også se på de andre ghettoer.

For der findes også rigmandsghettoer – og middelklasseghettoer – og flere ghettoer endnu. For Danmarkskortet er efterhånden ikke kun hullet, men fragmenteret og opdelt, så den kreative klasse bor sammen med andre fra den kreative klasse, håndværkerne sammen med andre håndværkere – og så videre.

Så hvis vi skal have de blandede kvarterer og dermed også det sammenhængende samfund tilbage, som statsministeren efterspurgte, så skal der et øget fokus på lighed til. Og nej, det gøres ikke ved at sætte skatten ned, det vil tværtimod øge uligheden. Det gøres ved at skabe jobs, satse på uddannelse, forskning og grønne løsninger – alt det, som regeringen har skåret voldsomt ned på.

Danmarksbloggen vil derfor også hævde, at der er grund til at være utilfreds med Løkkes nytårstale, når man ser på indholdet. For retorisk er den selvfølgelig i orden, men der mangler en hel del, når det kommer til indholdet og forståelsen af, at Danmark er for alle, både de stærke og de svage, både de blege og dem, der har en lidt mørkere lød.

Danmarksbloggen giver statsminister Lars Løkke en enkelt ministerbil ud af seks mulige – mest fordi han så kan komme rettidigt til nytårstaffel hos Dronningen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Selvfølgelig abdicerede Dronning Margrethe ikke – selvom mange medier ellers havde hævdet, at det var en mulighed lige netop i år, hvor kronprinsen fylder 50 år til maj – og hvor prins Henrik har fået konstateret demens.

Dronningen bliver siddende på pinden, som hun også altid selv har sagt det – og som der er tradition for i Danmark. Og hvis det er noget, som et monarki skal blive ved med (også for at sikre sin eksistensberettigelse i en moderne tid), så er det netop at holde fast i de rodfæstede traditioner, som fx at den danske regent sidder på tronen livet ud.

Så det ville klæde medierne at stoppe denne abdikations-snak, som efterhånden har karakter af mobning af regenten – i hvert fald alders-diskrimination. Ja, medierne kunne lære af Dronningen, for hvem har i nytårs-kavalkaderne og tilbageblikkene haft bare ET indslag om dengang i sommers, da tsunamier ramte Grønland? INGEN, men Dronningen nævnte det.

Men hvad havde Dronningen ellers på hjerte i år? Ja, hun kom jo ikke udenom at tale om prins Henriks demens – og det gjorde hun udmærket. Rigtig udmærket endda.

Derudover kom hun ind på styrken ved mangfoldighed og vigtigheden ved at møde andre mennesker og andre ideer med åbenhed – og det gælder både dem, der kommer her til landet – og dem, der rejser ud. For kun sådan bliver vi beriget som individer og som samfund.

Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt, noget der er unyttigt, noget der nærer tanken og fantasien – det er ikke så unyttigt endda, kom det senere livsklogt fra regenten, der dermed også talte bundlinie-tænkningen og new management-ideologien imod. Det er der også brug for i et dansk samfund, hvor kravene øges – samtidig med at mulighederne mindskes, især for dem, som ikke er født med en sølvske i munden og et leksikon under armen.

Ifølge en meningsmåling ville danskerne også helst have, at Dronningen snakkede om netop danskheden og vores liv her i Danmark, for hun er åbenbart nationens stemme. En moralens røst, som vi gerne lytter til hver nytårsaften.

Danmarksbloggen må så også spørge, om kronprins Frederik til sin tid – som kong Frederik d. 10. – bliver i stand til at være det samme? Man kan – helt ærligt – godt tvivle.

Danmarksbloggen glæder sig derfor over, at det stadig er en regerende dronning, som vi har – og giver Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2 seks ud af seks kroner for en god nytårstale, fordi versionen anno 2017-18 taler denne leflen for laveste fællesnævner og angst for det fremmede imod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk