GOD SOMMERFERIE

Danmarksbloggen vil gerne ønske alle god sommerferie.

Vi har brug for den. For der venter os en gyser af et efterår med fortsat krige og trusler – og risikoen for at demokratiet kollapser i USA … hvilket vil få forfærdelige konsekvenser også for os i Europa.

Så er vi helt, helt alene hjemme – og det er vi slet, slet ikke forberedt godt nok på.

Så få nu samlet saft og kraft, sol og is-vitaminer.

GOD SOMMERFERIE

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Bastarden”

Jeg var rystet, da jeg gik ud af biografen, og jeg er stadig – mentalt – ude på den jyske hede for snart 300 år siden, hvor Danmarks bud på en Oscar for bedste udenlandske film 2024 foregår. For Nikolaj Arcels guldløve-nominerede ”Bastarden” bliver siddende i én. Måske fordi den er meget mere end blot en allerhelvedes god film, som taterpigen Anmai Mus ville sige det.

For filmen med Mads Mikkelsen i hovedrollen som kaptajn Ludvig Kahlen er noget så sjældent som et vaskeægte epos. Et storladent, vildt, grusomt og intenst epos, der er lige så blodigt og råt, som livet var dengang, især for dem som lå på samfundets bund. Det gjorde kaptajn Kahlen, der var det, som blev kaldt et uægte barn – en bastard – af en køkkenpige og en herremand.

Kahlen ved derfor noget om både de kartofler, der skulle vise sig at blive det gule guld på hedens sandede jorde, og hvad det vil sige at tilhøre forskellige samfundsklasser. Og han havde en plan om at stige i graderne ved at kolonisere den jyske hede, som på papiret var kongens jord, men som de lokale adelsmænd opfattede som deres.

Så som forventet møder Kahlen modstand – både fra en træg embedsstand i København, der trods enevælden er de reelle regenter i Danmark, men især fra den lokale herremand, godsejer de Schinkel, som er en ren djævel: Sindssyg, voldsparat, sadistisk – og dertil drukfældig og opblæst.

Han gestaltes på fornemste vis af et af dansk films stjerneskud, Simon Bennebjerg, som mestrer det svære i dialogscenerne at kunne spille op til en Mads Mikkelsen, der hele filmen igennem – alle 126 minutter – igen viser, hvorfor han er Danmarks bedste mandlige skuespiller – nogensinde.

Mads Mikkelsens skildring af den stædige kaptajn Kahlen, der turde drømme stort, satse alt – også det, som ikke kan lade sig gøre, er totalt kompromisløs, og brænder sig fast hos alle, der ser filmen. Replikkerne og stemmeføringen sidder dér. Det samme gør kropssproget fra bevægelse over mimik og til det bare med ét udtryk i øjnene at kunne formidle tusinde følelser.

Hans intense præstation sidder i én bagefter, som de dybe piskeslagsmærker den flygtede fæstebonde Erik har på sin ryg. Han plejes omsorgsfuldt af konen Ann Barbara, der spilles med både råstyrke og fin sarthed af Amanda Collin, så man forstår, at kvinderne – og især Ann Barbara – er dem, der både giver og tager liv.

I en anden gennemgåede rolle ser vi svenske Gustav Lindh, der med stor indføling spiller en empatisk, modig og næstekærlig præst, som er stolt over at være en Guds mand, men som heller ikke er bange for at få næverne i jorden. Dejligt at se at en repræsentant for det himmelske også kan repræsentere dyderne – og ikke kun synderne – i en dansk film.

Og endelig skal 9-årige Melina Hagberg nævnes. Hun spiller taterpigen Anmai Mus, som kaldes mørklingen pga. sin hudfarve, og går så meget ondt igennem. En hård skæbne at gestalte. Det gør den svenske barneskuespiller så indfølende og dygtigt, som var hun en voksen skuespiller. BRAVO.

Af andre store kræfter skal nævnes: Kristine Kujath Thorp, der er godsejerens sympatiske kusine, som trods at hun generelt sidder til pynt, har et moment i sit liv, hvor hun indtager en afgørende rolle. Jacob Lohmann som bylde-plaget amtmand og filmens eneste let komiske indslag. Morten Hee Andersen som den ulykkelige fæstebonde Erik. Thomas W. Gabrielsson som godsejerens højre hånd, der må sluge både kameler og rydde alt for meget op – samt mange flere.

Det er instruktøren Nikolaj Arcel, som sammen med Anders Thomas Jensen har skrevet manuskriptet. Forlægget er Ida Jessens bestseller ”Kaptajnen og Ann Barbara”, som baserer sig på en delvis autentisk historie.

Både Ann Barbara og Anmai Mus er så fiktive, men såvel Kahlen, godsejeren og amtmanden har levet. Og ja, Kahlen prøvede virkelig at kolonisere heden i 1700-tallet. Det gik så ikke, men vejen var banet for Dalgas, der lykkes med det 100 år senere. Så også derfor er ”Bastarden” en vigtig film om en tid og en historie i Danmark, som kun kendes af de færreste.  

Mange mener, at Mads Mikkelsen skulle have haft en Oscar for sin rolle i Druk – og hvorfor ikke? I ”Bastarden” kan man så gange hans indsats med 100. For Mikkelsen giver – som en anden Kahlen – stædigt og kompromisløst alt, han har. Så her er endnu flere lag, endnu mere dybde i skildringen af en mand, der kæmpede mod den tørre hedejord, en uduelig overklasse – og først med og siden mod sine egne drømme. En mand, som heldigvis ikke glemte sine færdigheder, da det gjaldt.

Danmarksbloggen giver ”Bastarden” 6 ud af 6 medaljer, som den Kahlen sidder og pudser i starten af filmen. For Arcels epos er helt oppe og spise kirsebær med de allerstørste film som ”Dr. Zivago”, altså den fra 1965 med Omar Sharif i hovedrollen.

”Bastarden” er bare mere moderne. Men det er samme historiske vingeslag. Samme evne til at gå dybt ind i den tid og de mennesker, som vi møder – og samtidig bryde grænserne og gå ud og blive en stor fortælling om det at være menneske, og hvad livet handler om.

Er livet, som godsejeren mener det, blod, lort og kaos – og skal vi mennesker acceptere det? Eller skal vi tro på Gud? På at krig er kaos – og at vi er sat på Jorden for at skabe orden, skabe civilisation? Vi får ikke noget klart svar.

Kahlen holder på civilisations-tanken, og det samme gør måske de små, gyldne lys, som vi mange gange i filmen ser på den store, mørke hede.  For hvor der er lys og ild, er der mennesker. Men omvendt: Mennesker er ikke altid lig med civilisation. Det ser vi på herregården, hvor døden stortrives trods den materielle overflod og de mange lamper. Lys og ild kan nemlig give varme og nærhed, men det kan også ødelægge og dræbe.

Alt kommer derfor an på det enkelte menneskes eget valg, og ”Bastarden” slutter også med et par livsændrende – og logiske – valg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grønland, Genåbning, Fredens Havn og Omskæring

Fire store ting sker i disse kølige maj-dage i Danmark:

  • USA´s udenrigsminister Blinken er i landet for at tale om Grønland og hele det arktiske område. Senere skal han også til selve Grønland.
  • Senere i dag skal der forhandles endnu mere genåbning. Og der er et stort pres på regeringen for at hæve endnu flere restriktioner, også brug af vaccinepas og mundbind – selvom den indiske mutation er kommet til landet, og den er noget mere smitsom end den britiske.
  • Østre Landsret har lige dømt, at hele Fredens Havn skal ryddes. Dvs. ALLE skibe skal væk fra det flydende Christiania, som ligger ved Christianshavn og Holmen i København.
  • Og endelig skal Folketinget i morgen tage stilling til, om man vil indføre et forbud mod omskæring af drenge. Noget som især rammer jøder, men også andre.

HVAD TROR DU FÅR MEST OPMÆRKSOMHED?

Danmarksbloggens bud er 1) Genåbningen og derpå 2) Omskæringen – og hvis der er energi tilbage 3) Fredens Havn.

Rækkefølgen skyldes, at det første er det, som direkte og lige nu vedrører alles hverdag – og det andet fordi enkeltsager om religion og krop altid vækker store følelser og meget interesse. Og det tredje fordi enkeltsager med folk, som lever anderledes end flertallet, også er noget, som det er let at forholde sig til. Er man for eller imod?

Men i virkeligheden burde vi fokusere på Blinkens besøg og på Grønland. Men det finder de fleste kedeligt og usexet – og kompliceret. Man kan heller ikke bare lige mene noget. Man skal derimod sætte sig ind i sagerne først. Puha. Besværligt, synes mange.

Men ikke desto mindre er Grønland det emne af de fire, som kommer til at spille den største rolle i vores fremtidige liv.

Corona-pandemien bliver nemlig fortid om nogle måneder, måske lidt længere hvis der kommer en ny mutation – men så er den pandemi ude af billedet. Omskæringen af drengebørn har ikke og får aldrig nogen praktisk betydning for det store flertal af danskere. På samme måde er det også forsvindende få, der er direkte påvirket af Fredens Havn.

MEN om Danmark får del i Grønlands mineraler og andre råstoffer, kommer til at spille en direkte rolle for den fortsatte velfærd i Danmark. Og på samme måde er Danmark også sikkerhedspolitisk så meget mere interessant for de store nationer, hvis vi har Grønland, end hvis vi kun er den der lille klat mellem Østersøen og Atlanten.

Så al kraft og al energi burde kastes ind på Grønland og på at styrke båndene til den store, hvide ø mod nord.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det ligger (ikke) i kulturen

Det ligger i kulturen …

Hver gang smitten stiger i et område med mange indvandrere og andre af anden etnisk herkomst, som det hedder på racismedansk, kan man ikke nå at sige indre svinehund, før en politiker siger: DET LIGGER I KULTUREN.

Altså underforstået den arabiske og muslimske kultur, som ifølge danske politikere tilsyneladende har en særlig evne til at tiltrække og sprede Corona-virus.

Nej, stop, siger en sociolog eller kulturgeograf eller anden med viden på området så. Se på demografien, se på boligsituationen (mange sammen på lidt plads), se på jobsituationen (lavlønsjob med stor smitterisiko) og så videre. Det er her, vi skal finde årsagen.

Det er om ikke andet så sympatisk – i hvert fald mindre stigmatiserende end DET LIGGER I KULTUREN.

Men holder det? For hvad med det igangværende udbrud i Grindsted, som er en del af Billund Kommune?

Her har Styrelsen for Patientsikkerhed beordret skoler lukket her i uge 18, og sognet balancerer på en total nedlukning. Grindsted er så bare IKKE et sted med mange indvandrere – og der er også langt mellem mange af husene – kommunen er fuld af marker.

Undertegnede har sågar tilbragt et par dage i Grindsted for præcis 31 år siden i disse dage – og jeg husker gule rapsmarker, lysegrønne nyudsprungne træer, fuglesang og gyldent solskin.

Altså dansk idyl når den er bedst – men lige netop her midt i jysk herlighed og lige netop mens man konfirmerer på livet løs i den lokale Grindsted kirke, så spreder COVID-19-smitten sig for fuld skrue i samme Grindsted, som altså har en overvægt af hvide, kulturkristne eller andre kristne – men stadig hvide, der bor i huse.

DET LIGGER I KULTUREN.

Gu´ gør det ej. COVID-19 er en virus, der smitter, når mennesker er for mange og for tæt sammen – og det gælder, uanset om man er forsamlet til et muslimsk bryllup, en byfest – eller om halvanden måned et arrangement til EM i fodbold.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Drømmen om at slippe regnbuerne og smilene løs igen

Det er Copenhagen Pride-tid. Ugen, hvor hovedstaden plejer at eksplodere i regnbuer, glæde og mangfoldighed. Men i år – i en Corona-tid – er langt det meste flyttet over på de digitale platforme, hvilket sundhedsmæssigt er superfornuftigt.

Men det har også en slagside, som gør, at Priden på mange måder forsvinder – og det eneste, som minder os om Priden, er de regnbuefarvede flag, der heldigvis stadig vejrer over vores hovedstad fra mange offentlige og private bygninger. Og som for første gang skal hejses på Christiansborg på Pridens store dag på lørdag.

Folketingets nye formand Henrik Dam Kristensen fra Socialdemokratiet vil nemlig gerne – i modsætning til forgængeren på den fine stol Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti – flage med det smukke regnbueflag.

Dét kan man så glæde over – og dét vil Danmarksbloggen gøre, når undertegnede på lørdag sidder i bussen iklædt det mundbind, som fra på lørdag d. 22. august bliver obligatorisk i al offentlig transport i Danmark. Et krav om mundbind som nemt også kan blive en realitet andre steder i det offentlige rum i løbet af det kommende efterår.

For vi lever i ikke-normale tider, hvor vi alle sammen skal formumme os. Gemme os, vores ansigter og mimik bag mundbind. Dét ER fornuftigt rent sundhedsmæssigt, og Danmarksbloggen kan kun bakke op omkring mundbind, afstand og håndsprit. Hensyn.

Men vi må ikke glemme, at vi misser meget i en Corona-tid, hvor vi ikke kan aflæse hinandens ansigter, smile til hinanden, møde hinanden – og kramme hinanden.

For vi behøver den fysiske dimension som mennesker. De digitale muligheder kan aldrig stå alene. Det mærkes tydeligt en uge som denne.

Derfor bliver det også fantastisk, når vi igen kan holde Pride på alle planer – og året rundt. Igen vise hvem vi er med åbne ansigter. Igen slippe regnbuerne og smilene løs. Gid dét må ske i 2021. Dét drømmer Danmarksbloggen om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Corona – allermest farlig lige nu

I går genåbnede store dele af landet, nemlig værtshuse, cafeer, restauranter, biblioteker og kirker. Godt nok skete det på andre vilkår end normalt, men nu kan man altså igen drikke en øl med vennerne eller en caffe latte, spise en brunch, låne en (dog i forvejen reserveret) bog og bede en bøn.

Danmarksbloggen har endnu til gode at besøge alle disse etablissementer, men gik forbi flere af dem og så de store, glade smil, som var på alle, der kom ud derfra – eller som sad udenfor ved små borde i den meget mørke og regnvåde forårsdag.

Og det så jo dejligt ud – og gav en tryg følelse af normalitet og hverdag, som vi ikke har kendt siden starten af marts.

Men det vakte også uro. For virussen er stadig derude, smitter stadig ligeså meget og på præcis samme måde som den har gjort hele tiden.

Corona er nemlig ikke besejret, bare fordi vi genåbner.

Vi er – indtil vi finder en vaccine eller en kur – nødt til at holde afstand og vaske/spritte hænder i den store stil. Men allermest er vi nødt til at TAGE HENSYN til hinanden og ikke bare mase på og leve, som vi gjorde førhen.

Og lige netop det at vi ikke skal falde tilbage i hverdagens vaner, har der aldrig været større risiko for end nu – og derfor er Coronaen allermest farlig lige nu. For det er nu, hvor mange fejlagtigt tænker ”at nu er kampen vundet”, at opmærksomheden slækkes – og så slår Coronaen til igen med et stigende og for stort smittetryk.

Så vær årvågen og hold afstand … og vask hænder. Så kan Danmark forblive genåbnet, ja åbne endnu mere op.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Befrielsen 75 år: Tænde lys, synge, mindes og håbe

Historikeren Palle Lauring, som var en ung mand under besættelsen, har engang sagt om Befrielsen: ”Vi følte, at vi fik et land i gave”. Jeg har altid tænkt, at det var både smukt og poetisk sagt. Jeg har også altid ment, at jeg – på en måde i hvert fald – forstod, hvad han og danskerne følte dengang om aftenen d. 4. maj 1945.

I dag – i Corona-virkelighedens knugende greb – ved jeg, at dét havde jeg ikke den mindste idé om.

Kun den, der har prøvet at leve på ubestemt tid i usikkerhed og med en konstant trussel på liv og hverdag, ved, hvad det vil sige at leve i en virkelighed, hvor normaliteten er sat afgørende ud af kraft, og man ikke kan andet end bare at hænge på. Det ved jeg nu, for sådan har jeg og alle andre danskere levet siden 11. marts.

Men jeg ved til gengæld stadig ikke, hvad det vil sige at blive befriet. For dér er vi ikke endnu. Vi er stadig midt i krigen mod Corona – og den lede fjende har vundet mange sejre, mange slag. Men måske vi har vundet det første slag med den foreløbige melding om, at lægemidlet Remdesivir kan afkorte forløbet og mindske dødsrisikoen.

Men vores Befrielse har vi endnu til gode. Så når vi i aften hører de berømte ord fra radioudsendelsen fra London: I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig, så skal vi vide, at vi ikke ved, hvordan det vil lyde, når vi en dag bliver frie igen.

Vi får heller ikke et land i gave, for det har vi allerede. Men vi får vores hverdag tilbage – og det bliver stort. Det bliver euforisk lykkeligt – og vi skal i aften tænde lys i forventning, i håb og til minde om dem, som levede sidste gang landet standede i vånde …

Så når stearinlysene blafrer i vores vindueskarme i den blå forårsaften, skal vi synge med på den landsdækkende alsang – sammen hver for sig. Og ingen sang er vel bedre end den blide og smukke ”En lærke letted” skrevet af apoteker Mads Nielsen fra Kolding.

For dén sang rummer det hele, både den enorme lettelse og den dybe taknemmelighed, som de følte dengang, og som jeg tror, alle nulevende danskere vil føle, når det bliver vores tur til at opleve vores Befrielse. Men i sangen huskes også dem, der døde, dem der led og stred.

Og det er helheden, der gør ”En lærke letted” til noget helt særligt. Det og så henvendelsen til Gud og forsikringen om, at vi danske lever i Guds hånd. For Danmark er stadig et kristent land – og regenten siger stadig: Gud bevare Danmark.

De ord klinger ekstra stærke en dag som idag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mærsk Broen er landet

I går kom et meget vigtigt fly til Kastrup. En af Danmarksbloggens venner Brian Holmstrøm Nielsen kom tilfældigt forbi og fik et foto, mens lasten blev losset af.

Lasten var ikke en hvilken som helst last. Det var derimod første del af Mærsk Broen – The Maersk Bridge, som skaffer værnemidler til Danmark.

Som A.P. Møller Fonden skriver på deres hjemmeside:

A.P. Møller Fonden donerer den første sending med THE MAERSK BRIDGE
Det danske sundhedsvæsen har et stort behov for masker og beskyttelsesdragter.
De hårdtarbejdende læger og sygeplejersker skal beskyttes bedst muligt imod COVID-19.
Derfor har A.P. Møller Gruppen taget initiativ til The Maersk Bridge, en luftbro som skal hjælpe med at levere nødvendige værnemidler til medarbejdere i det danske sundhedsvæsen.Region Hovedstaden specificerer og godkender kvaliteten af værnemidlerne.
A.P. Møller Holding står sammen med A.P. Møller-Mærsk for at finde de rette leverandører, fremskaffe varer, indhente tilladelser og afvikle al transport og logistik.
A.P. Møller Fonden donerer 20 mio. kr. til indkøb af værnemidlerne.

Det forlyder, at det er arvingen og direktør for A.P. Møller Holding Robert Maersk Uggla, som har taget initiativet til Mærsk Broen. I så fald ville hans morfar, den gamle hr. Møller, være stolt af barnebarnet, som i den grad viser samfundssind i en svær tid.

Danmarksbloggen letter også på hatten. Men efterspørger i samme åndedrag: Hvor er de andre familier i Danmark med de svulmende pengetanke?

Lego med familien Kirk Kristiansen, som pt. er den rigeste familie i Danmark efterfulgt af Louis Hansen (Coloplast) og Holch Povlsen (Bestseller), men der er mange flere familier, hvis formuer tælles i milliarder. Det ville klæde dem at vise samfundssind også.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En åbning der føles som en lukning

Danmark åbner forsigtigt op efter påske.

De små skal afsted igen – vistnok for at forældrene kan arbejde. For det er noget af et eksperiment med mange børn samlet på et sted som en vuggestue, en børnehave eller en skoleklasse.

Omvendt skal vi jo også få skabt den der flokimmunitet. Og det kan vi måske få ved, at de små sørger for at bringe smitten hjem til deres yngre forældre, der for langt hovedpartens vedkommende snildt kan tåle at blive smittet i modsætning til bedsteforældrene.

Så det er måske i orden.

Det er også godt, at ungdomsuddannelserne kan få en form for eksamen – så de kan få deres fine huer på. Også selvom det sker på en anden måde. De bliver dén anderledes studenter-årgang.

Sådan en ”krigs-studenter-årgang”, som livet igennem kommer til at huske deres studentertid for dens særlige intensitet og glød. En studentertid, der for dem kommer til at handle om så meget mere end et hak i huen, og hvor meget man kunne drikke.

Der vil komme mange minder og stor kunst ud af dén studenterårgang.

Men til trods for alt det så føles det alligevel som om, at sommeren slutter, før den er begyndt. At lynet slog ned i træet, og brændte det sort. At samfundet lukker én gang til.

For til og med august er der ingen markeder, ingen festivaler, ingen store forsamlinger – eller fejringer af fx Befrielsen, som i år er 80 år, eller Genforeningen, som i år er 100 år.

Tidligst i september sammen med efterårets komme kan vi nemlig – måske – samles igen. 2020 bliver derfor året uden Roskilde, uden Smukfest, uden Copenhell, uden Distortion, uden Pride, uden markeder, uden kræmmermarkeder – uden alt det sprudlende sommerliv, som danskerne glæder sig til, men som vi i år må klare os uden.

Man må håbe, at øvelsen virker, og vi får krammet på Corona-virussen. For så skal der festes hårdt og længe, tænker Danmarksbloggen. Det bliver én lang julefrokost, som i så fald starter til september og først slutter til næste påske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU bliver Coronaens største offer

Corona-virussen hærger som et dystopisk mareridt over Europa. Det ved vi. For det tales der om hele tiden. Det og så hvad de nationale regeringer gør: Grænser, der er lukket, skoler hvor eleverne er sendt hjem, udgangsforbud eller meget stramme regler for, hvor mange der må samles – og i hvilken retning de skal gå.

Men ingen – som i INGEN – taler om EU. EU prøver så at gøre noget med nogle økonomiske hjælpepakker, som ingen medier gider skrive om, og ingen borgere gider læse om. Der er også noget med, at EU køber fælles ind på verdensmarkedet, når det kommer til værnemidler, respiratorer og andre sundhedsprodukter – om end flere og flere EU-lande laver eksportforbud, når det kommer til værnemidler.

For når det kommer til bekæmpelsen af Corona, så er det hvert land for sig. EU sidder handlingslammet og småbjæffende tilbage. For det er de nationale tiltag, der virker, når vi skal stoppe denne satan.

Konklusionen er derfor: EU er fin nok i medgang – i hvert fald for de ressourcestærke grupper. For i modgang spiller EU fallit, og det er spørgsmålet, hvad der sker EFTER Corona.

Vil nationalismen blomstre i en grad, så vi vender ryggen til EU? Dét kunne man godt forestille sig. Coronaen dræber i tusindvis af europæere, men måske bliver virussens største offer EU.

I Danmark sammenligner vi os også med og søger mod de andre lande i Norden, selvom svenskerne agerer dumt i øjeblikket. Men det er alligevel med vores svenske og norske brødre og søstre, at vi føler fællesskabet.

For vi hører jo sammen her i Norden – og Sverige, Norge, Grønland, Færøerne, Grønland og Island er bare tættere på end det der EU.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk