Corona – allermest farlig lige nu

I går genåbnede store dele af landet, nemlig værtshuse, cafeer, restauranter, biblioteker og kirker. Godt nok skete det på andre vilkår end normalt, men nu kan man altså igen drikke en øl med vennerne eller en caffe latte, spise en brunch, låne en (dog i forvejen reserveret) bog og bede en bøn.

Danmarksbloggen har endnu til gode at besøge alle disse etablissementer, men gik forbi flere af dem og så de store, glade smil, som var på alle, der kom ud derfra – eller som sad udenfor ved små borde i den meget mørke og regnvåde forårsdag.

Og det så jo dejligt ud – og gav en tryg følelse af normalitet og hverdag, som vi ikke har kendt siden starten af marts.

Men det vakte også uro. For virussen er stadig derude, smitter stadig ligeså meget og på præcis samme måde som den har gjort hele tiden.

Corona er nemlig ikke besejret, bare fordi vi genåbner.

Vi er – indtil vi finder en vaccine eller en kur – nødt til at holde afstand og vaske/spritte hænder i den store stil. Men allermest er vi nødt til at TAGE HENSYN til hinanden og ikke bare mase på og leve, som vi gjorde førhen.

Og lige netop det at vi ikke skal falde tilbage i hverdagens vaner, har der aldrig været større risiko for end nu – og derfor er Coronaen allermest farlig lige nu. For det er nu, hvor mange fejlagtigt tænker ”at nu er kampen vundet”, at opmærksomheden slækkes – og så slår Coronaen til igen med et stigende og for stort smittetryk.

Så vær årvågen og hold afstand … og vask hænder. Så kan Danmark forblive genåbnet, ja åbne endnu mere op.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Befrielsen 75 år: Tænde lys, synge, mindes og håbe

Historikeren Palle Lauring, som var en ung mand under besættelsen, har engang sagt om Befrielsen: ”Vi følte, at vi fik et land i gave”. Jeg har altid tænkt, at det var både smukt og poetisk sagt. Jeg har også altid ment, at jeg – på en måde i hvert fald – forstod, hvad han og danskerne følte dengang om aftenen d. 4. maj 1945.

I dag – i Corona-virkelighedens knugende greb – ved jeg, at dét havde jeg ikke den mindste idé om.

Kun den, der har prøvet at leve på ubestemt tid i usikkerhed og med en konstant trussel på liv og hverdag, ved, hvad det vil sige at leve i en virkelighed, hvor normaliteten er sat afgørende ud af kraft, og man ikke kan andet end bare at hænge på. Det ved jeg nu, for sådan har jeg og alle andre danskere levet siden 11. marts.

Men jeg ved til gengæld stadig ikke, hvad det vil sige at blive befriet. For dér er vi ikke endnu. Vi er stadig midt i krigen mod Corona – og den lede fjende har vundet mange sejre, mange slag. Men måske vi har vundet det første slag med den foreløbige melding om, at lægemidlet Remdesivir kan afkorte forløbet og mindske dødsrisikoen.

Men vores Befrielse har vi endnu til gode. Så når vi i aften hører de berømte ord fra radioudsendelsen fra London: I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig, så skal vi vide, at vi ikke ved, hvordan det vil lyde, når vi en dag bliver frie igen.

Vi får heller ikke et land i gave, for det har vi allerede. Men vi får vores hverdag tilbage – og det bliver stort. Det bliver euforisk lykkeligt – og vi skal i aften tænde lys i forventning, i håb og til minde om dem, som levede sidste gang landet standede i vånde …

Så når stearinlysene blafrer i vores vindueskarme i den blå forårsaften, skal vi synge med på den landsdækkende alsang – sammen hver for sig. Og ingen sang er vel bedre end den blide og smukke ”En lærke letted” skrevet af apoteker Mads Nielsen fra Kolding.

For dén sang rummer det hele, både den enorme lettelse og den dybe taknemmelighed, som de følte dengang, og som jeg tror, alle nulevende danskere vil føle, når det bliver vores tur til at opleve vores Befrielse. Men i sangen huskes også dem, der døde, dem der led og stred.

Og det er helheden, der gør ”En lærke letted” til noget helt særligt. Det og så henvendelsen til Gud og forsikringen om, at vi danske lever i Guds hånd. For Danmark er stadig et kristent land – og regenten siger stadig: Gud bevare Danmark.

De ord klinger ekstra stærke en dag som idag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mærsk Broen er landet

I går kom et meget vigtigt fly til Kastrup. En af Danmarksbloggens venner Brian Holmstrøm Nielsen kom tilfældigt forbi og fik et foto, mens lasten blev losset af.

Lasten var ikke en hvilken som helst last. Det var derimod første del af Mærsk Broen – The Maersk Bridge, som skaffer værnemidler til Danmark.

Som A.P. Møller Fonden skriver på deres hjemmeside:

A.P. Møller Fonden donerer den første sending med THE MAERSK BRIDGE
Det danske sundhedsvæsen har et stort behov for masker og beskyttelsesdragter.
De hårdtarbejdende læger og sygeplejersker skal beskyttes bedst muligt imod COVID-19.
Derfor har A.P. Møller Gruppen taget initiativ til The Maersk Bridge, en luftbro som skal hjælpe med at levere nødvendige værnemidler til medarbejdere i det danske sundhedsvæsen.Region Hovedstaden specificerer og godkender kvaliteten af værnemidlerne.
A.P. Møller Holding står sammen med A.P. Møller-Mærsk for at finde de rette leverandører, fremskaffe varer, indhente tilladelser og afvikle al transport og logistik.
A.P. Møller Fonden donerer 20 mio. kr. til indkøb af værnemidlerne.

Det forlyder, at det er arvingen og direktør for A.P. Møller Holding Robert Maersk Uggla, som har taget initiativet til Mærsk Broen. I så fald ville hans morfar, den gamle hr. Møller, være stolt af barnebarnet, som i den grad viser samfundssind i en svær tid.

Danmarksbloggen letter også på hatten. Men efterspørger i samme åndedrag: Hvor er de andre familier i Danmark med de svulmende pengetanke?

Lego med familien Kirk Kristiansen, som pt. er den rigeste familie i Danmark efterfulgt af Louis Hansen (Coloplast) og Holch Povlsen (Bestseller), men der er mange flere familier, hvis formuer tælles i milliarder. Det ville klæde dem at vise samfundssind også.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En åbning der føles som en lukning

Danmark åbner forsigtigt op efter påske.

De små skal afsted igen – vistnok for at forældrene kan arbejde. For det er noget af et eksperiment med mange børn samlet på et sted som en vuggestue, en børnehave eller en skoleklasse.

Omvendt skal vi jo også få skabt den der flokimmunitet. Og det kan vi måske få ved, at de små sørger for at bringe smitten hjem til deres yngre forældre, der for langt hovedpartens vedkommende snildt kan tåle at blive smittet i modsætning til bedsteforældrene.

Så det er måske i orden.

Det er også godt, at ungdomsuddannelserne kan få en form for eksamen – så de kan få deres fine huer på. Også selvom det sker på en anden måde. De bliver dén anderledes studenter-årgang.

Sådan en ”krigs-studenter-årgang”, som livet igennem kommer til at huske deres studentertid for dens særlige intensitet og glød. En studentertid, der for dem kommer til at handle om så meget mere end et hak i huen, og hvor meget man kunne drikke.

Der vil komme mange minder og stor kunst ud af dén studenterårgang.

Men til trods for alt det så føles det alligevel som om, at sommeren slutter, før den er begyndt. At lynet slog ned i træet, og brændte det sort. At samfundet lukker én gang til.

For til og med august er der ingen markeder, ingen festivaler, ingen store forsamlinger – eller fejringer af fx Befrielsen, som i år er 80 år, eller Genforeningen, som i år er 100 år.

Tidligst i september sammen med efterårets komme kan vi nemlig – måske – samles igen. 2020 bliver derfor året uden Roskilde, uden Smukfest, uden Copenhell, uden Distortion, uden Pride, uden markeder, uden kræmmermarkeder – uden alt det sprudlende sommerliv, som danskerne glæder sig til, men som vi i år må klare os uden.

Man må håbe, at øvelsen virker, og vi får krammet på Corona-virussen. For så skal der festes hårdt og længe, tænker Danmarksbloggen. Det bliver én lang julefrokost, som i så fald starter til september og først slutter til næste påske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU bliver Coronaens største offer

Corona-virussen hærger som et dystopisk mareridt over Europa. Det ved vi. For det tales der om hele tiden. Det og så hvad de nationale regeringer gør: Grænser, der er lukket, skoler hvor eleverne er sendt hjem, udgangsforbud eller meget stramme regler for, hvor mange der må samles – og i hvilken retning de skal gå.

Men ingen – som i INGEN – taler om EU. EU prøver så at gøre noget med nogle økonomiske hjælpepakker, som ingen medier gider skrive om, og ingen borgere gider læse om. Der er også noget med, at EU køber fælles ind på verdensmarkedet, når det kommer til værnemidler, respiratorer og andre sundhedsprodukter – om end flere og flere EU-lande laver eksportforbud, når det kommer til værnemidler.

For når det kommer til bekæmpelsen af Corona, så er det hvert land for sig. EU sidder handlingslammet og småbjæffende tilbage. For det er de nationale tiltag, der virker, når vi skal stoppe denne satan.

Konklusionen er derfor: EU er fin nok i medgang – i hvert fald for de ressourcestærke grupper. For i modgang spiller EU fallit, og det er spørgsmålet, hvad der sker EFTER Corona.

Vil nationalismen blomstre i en grad, så vi vender ryggen til EU? Dét kunne man godt forestille sig. Coronaen dræber i tusindvis af europæere, men måske bliver virussens største offer EU.

I Danmark sammenligner vi os også med og søger mod de andre lande i Norden, selvom svenskerne agerer dumt i øjeblikket. Men det er alligevel med vores svenske og norske brødre og søstre, at vi føler fællesskabet.

For vi hører jo sammen her i Norden – og Sverige, Norge, Grønland, Færøerne, Grønland og Island er bare tættere på end det der EU.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Livet er det bedste eventyr

Her på H. C. Andersens fødselsdag, d. 2. april, er det på tide med et eventyr.

Det bliver et eventyr om en verden, hvor mennesker kunne mødes og synge sammen i tusindvis, hvad enten det var til en rockkoncert eller en optræden med en verdenskunster som André Rieu.

Menneskene, som levede i dén verden, tog det som en selvfølge at kunne rejse, mødes og sammen synge, kramme og danse. Eller besøge templer for kunst og kultur, nyde skønne malerier og skulpturer, høre på foredrag og samtaler mellem kloge mennesker, besøge biblioteker og i det hele taget gøre alt det, som bringer farver og mening ind i livet.

Men de mennesker vidste ikke, hvor salige og lykkelige de havde grund til at være. Det ved de så nu.

For en lille satan ved navn Corona kom ind i deres luftveje og gjorde, at de måtte lukke ned for al musik, al lys, al kultur, al menneskeligt samvær, så de nu sidder bag lukkede døre, hvis ikke de er blandt de alt for mange døde.

For den fantastiske verden var vores – og det glitrende og strålende eventyr var vores virkelighed. En virkelighed og en verden, som vi nu savner og længes imod.

Men ved I hvad? En skønne dag får vi det hele igen.

Se fx her hvordan et ægte eventyr ser ud: Lys, mennesker, musik og kærlighed:

https://www.youtube.com/watch?v=YuH_90giGTQ&lc=z22murbxkxnltlk2gacdp43avqpp2cty4sbme5nlwehw03c010c.1584302727694870&feature=em-comments

Jeg kan ikke se den video i disse dage uden at blive våd i øjnene. Men jeg ved, at vi får det hele igen … og næste gang så tager vi ikke det gode liv for givet.

Næste gang så værner vi om livet, ikke i betydningen værnemidler som mundbind og håndsprit, men som i at værne ved at tænke os om, tage hensyn, sætte mennesker over profit og vise hinanden nærhed og ømhed.

For som H. C. Andersen sagde det: Livet er det bedste eventyr.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fortsæt …

Der er ikke noget sværere end bare at sidde og vente – og ikke vide hvor længe. Men alligevel er det eksakt, hvad vi gør – og skal gøre i denne Coronatid.

Men på dagens pressemøde gav statsminister Mette Frederiksen alligevel de fleste af os en mulighed for at handle, nemlig ved at fortsætte med at holde afstand, så smittespredningen bliver ved med at være lav. Ja, den er halveret i forhold til midt i marts.

Så vi skal fortsætte med den nye livsstil – og lykkes dén manøvre, så kan vi ganske langsomt begynde at åbne samfundet igen efter påske – i faser. Arbejde på forskellige tider, ikke være så mange sammen på arbejdspladser og i skoler og den slags.

Men alt det gælder altså KUN HVIS VI BLIVER VED MED AT OPFØRE OS, SOM VI GØR NU … med at være sammen hver for sig.

Så det er det, som vi skal – og den danske regering, det danske folketing, de danske sygehuse, de danske virksomheder og alt det andet skal fortsætte som nu. Vi klarer det SÅ GODT.

Der var derfor også stor ros til alle danskere fra Søren Brostrøm. Men vi skal holde fast, fast, fast i de nye vaner en rum tid endnu.

For den danske måde at gøre det på virker – og hvor er undertegnede glad for, at det er en kapacitet, som Mette Frederiksen der står ved roret på dét skib, som vi bygger, mens vi sejler.

Et skib, hvor der kommer flere døde, og hvor vi ikke har toppet kurven endnu. Men vi er på rette kurs – hvis vi altså fortsætter som nu.

Og en ting er de ældre og udsatte, som bliver dem, der skal leve i isolation længe endnu. Som Mette Frederiksen sagde det: De svageste skal være de stærkeste i denne tid.

Det virker så uretfærdigt – og Danmarksbloggen er enig med Mette Frederiksen, som også sagde: Hjælp de ældre og udsatte, der er omkring dig, hvad enten du køber ind, sender en blomst, et brev eller ringer. Lad de ældre i din slægt vide, at du er dér. Det bliver der brug for i mange uger endnu.

Så som Yvonne fra Olsen-Banden ville sige det: FORTSÆT!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Flokimmunitet, ja men med en vaccine

Danmarksbloggen spurgte i går, om Sverige måske alligevel havde ret i deres måde at gøre tingene på her under Corona-krisen.

Se mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=11141

Det fik en af Danmarksbloggens trofaste skribenter til at poste et svar, som er så godt, at det i en revideret form – aftalt med forfatteren – fortjener at få sit eget indlæg. Det kommer her, og er endnu et indlæg i en debat, hvor ingen af os kender svarene – men hvor vi er på en rejse, hvor vi bygger skibet, mens vi sejler:

Flokimmunitet er helt sikkert det, der skal til – på sigt!

Men den kan opnås på anden måde end ved smitte, nemlig med vaccine. Og derfor kæmpes der også for at udvikle en sådan mod Corona-virussen.

Sverige er også befolkningsmæssigt skruet anderledes sammen end Danmark og mange andre lande. I Sverige er der store arealer, som er tyndt befolket. Og dér vil befolkningen i denne omgang muligvis ikke opleve sygdommen så meget.

Men i de store svenske byer vil det blive meget pasningskrævende med de mange patienter.

Og jeg vil nødigt være den overlæge på lungeafdelingen i Stockholm (som er det hårdest ramte område i Sverige), der skal tage stilling til, om 56-årige Per skal tages ud af respiratoren for at give plads til 70-årige Bengt. Fordi jeg vurderer, at Bengt har større overlevelseschancer, og vi har for lidt kapacitet!

Som jeg har forstået det, har den danske regering fået vedtaget en solnedgangslov om, at befolkningen kan tvangsvaccineres. Det kræver naturligvis, at en sådan vaccine findes inden lovens udløb om et års tid. Men mon ikke de fleste danskere er villige til en vaccine om et års tid, såfremt man finder en sådan?

Det kan meget vel være, at Sverige gør, hvad der er bedst for Sverige.

Men man kan tydeligt se, at det ikke er den metode, der ville være bedst i Italien, Tyskland eller Spanien, hvor de godt nok får opbygget flokimmunitet overfor Corona. Men hvor det også kommer med en stor menneskelig pris – både i form af døde patienter, men også af et sundhedspersonale, der gennemlever et helvede på jord.

Skrevet af: Ole Frederiksen

Note: Skal flokimmunitet opnås med Corona, skal 80-90% af befolkningen enten have haft sygdommen og dannet antistoffer – eller være vaccineret iflg. Jan Pravsgaard Christensen, som er professor i infektionsimmunologi på Københavns Universitet: https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/professor-du-kan-sandsynligvis-blive-smittet-med-corona-flere-gange-i-loebet

 

Har Sverige alligevel ret?

Coronakrisen raser – og den koster meget på alle planer. Heldigvis er der grund til forsigtig optimisme, melder statsministeren – også selvom vi kigger ind i nogle uger nu, hvor det forventes at gå den gale vej, når man ser på antallet af alvorligt syge og døde.

Men derfor er man alligevel gået i gang med at tale om, hvad der skal ske på den anden side – når det tidspunkt altså kommer.

Det er i det hele taget en stor diskussion, for dels skal man definere kriterierne for, hvad der skal til for at en åbning går i gang – og dels for hvornår det kan ske.

For det er meget sværere at åbne et land op igen – på den rigtige måde og i det rigtige tempo – end at lukke det ned.

Men samfundet skal åbnes op på et tidspunkt – og vi skal også opbygge flokimmunitet. Det er den eneste langtidsholdbare måde at redde ældre og svækkede på.

En fungerende flokimmunitet kræver, at 60 procent af befolkningen har haft COVID-19. Men det får man kun, hvis man bliver smittet – og for at blive smittet, skal man være sammen.

Så hvem ved? Måske har svenskerne alligevel ret – hvis altså de ældre og svækkede svenskere kunne finde ud af at holde sig hjemme, som deres statsepidemiolog Anders Tegnell anbefaler det. Det kan de så kun delvist.

Men som Danmarksbloggen ser det, er det ikke givet, hvem det gør det rigtige.

Der er næsten dobbelt så mange mennesker som os i Sverige, og de har på nuværende tidspunkt 110 døde, hvor vi har 72.

Så nej, undertegnede er ikke længere så skråsikker på, at det er os, der har ret – og svenskerne, der tager fejl.

De kommende uger og måneder vil – måske – vise det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Forsigtig optimisme

I nat går vi over til sommertid – og med hvilken nyhed i bagagen: Der er grund til forsigtig optimisme, når vi taler om Corona-virussens udvikling i Danmark.

Med andre ord: Strategien virker. Vi får den blide bakke og ikke det stejle bjerg.

Derfor kan der godt komme dage i april, hvor der dør 100 danskere om dagen, som tv-lægen Peter Geisling sagde det på DR for lidt siden.

Han beskrev også forløbet som en tur gennem en stor og mørk skov. Vi er stadig midt inde i skoven, og der er stadig lang vej ud. Men nu ved vi, at vi tog den rigtige vej, dengang vi stod ved korsvejen og skulle vælge, hvad strategi, som vi gik efter.

Men altså der er lang vej endnu – og de tre H´er gælder stadig:

Hold afstand

Hold hænderne rene

Hold ud

Danmarksbloggen er enig – og vil tilføje: Hold grænserne lukkede, indtil den her Corona er brændt ud.

Normalt er Danmarksbloggen ikke tilhænger af grænser og skel mellem mennesker. Men den nuværende virkelighed er så langt fra noget normalt, som det kan være.

Så selvom vi kan tillade os at være forsigtigt optimistiske, er det mere vigtigt end nogensinde at fortsætte med de nye vaner.

Så hold fast, hold ud og bliv ved. Så kan vi nemlig få skovlen under denne lede virus.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk