Demokratiets stille død: Valgkampen, der blev væk

Der var engang, hvor en valgkamp til Folketinget handlede om værdier og visioner for samfundet. Det var dengang, hvor politikerne var samfunds-arkitekter og ikke samfunds-viceværter, som de er det i dag.

Samfunds-viceværter, der ikke laver andet end at administrere, men som aldrig ser samfundet udefra eller laver grundlæggende vilkår om. Viceværter, der derimod er enige om, at klimaet er vigtigt, at de svage i samfundet skal have det bedre, og at vi skal blive i EU.

Men hvordan det hele skal finansieres, og især hvad det vil koste dem, som har noget at miste – som fx de rigeste danskere, landbruget, de store virksomheder – er der ikke nogen, der kan/vil/tør sige noget om.

Det er mere end trist. Det er en stille, indre død for demokratiet. For hvad har vi reelt at vælge imellem, kan man spørge sig selv, når alle seriøse partier tilbyder det samme – mere eller mindre.

Valgkampen er derfor også pist-borte-væk, også fordi idealerne, visionerne og værdierne for længst har veget pladserne i Folketinget for egne ambitioner om en karriere hos de folkevalgte.

Det værste er, at man ikke engang kan sætte et kryds på onsdag imod dette viceværts-vælde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og forrige år og ….

Og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg. Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler. Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte.

En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om. Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler: http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008. Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warszawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passager. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder, og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre.

For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enestående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak og slides om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Lad de døde begrave de døde

”Lad de døde begrave de døde” er anden del af en planlagt trilogi skrevet af Lars Thomassen, som startede med “Han kender det som er i mørket”, der udkom for et par år siden, og som med rette blev anmelderrost.

Og nu er anden del så udkommet. Den hedder ”Lad de døde begrave de døde”, og er ligeså mørk og dyster og nervepirrende som første del. Altså også en god krimi – og ligesom første del velegnet til dem, der kan lide at gå i dybden med personer og handling.

For begge bøger er det, som vi i sidste årtusind kaldte murstensromaner med sidetal på den gode side af 450 sider for denne anden del – og første del er endnu længere.

Så sæt endelig en weekend eller ferie af – eller læs bøgerne på vej til og fra arbejde, hvis De er så heldig at være en af dem, der har tid til Dem selv i toget eller bussen hver morgen og hver eftermiddag.

Det må dog være på plads med en advarsel. For man risikerer ikke at komme af på rette tid og rette sted, da man hurtigt hvirvles ind i det velskrevne univers af menneskers angst og mørke, som foldes ud.

Jeg kan ikke røbe noget af plottet eller handlingen i anden del uden at give første del væk. Så jeg vil blot konstatere, at flere af personerne fra første del af trilogien vender tilbage i anden del, og at de ligesom os andre sjældent forandrer sig ret meget psykologisk set, selvom deres livsvilkår kan være fundamentalt anderledes.

Jeg vil dog gerne sige, at handlingen i den første bog foregår på Langeland, hvor den anden bog har Billunds-området som lokalitet.

En af de iøjnefaldende aspekter ved begge bøger er det religiøse aspekt. Man fornemmer, at forfatteren har et kendskab til folkekirken, der går udover at være en almindelig dansk kulturkristen, som kommer i kirken til jul, dåb, konfirmation, bryllup og begravelse – og så ellers ikke går til gudstjeneste.

Dét styrker fortællingen, at kristendommen bliver hverdag, endda vældig meget hverdag – og ikke blot noget højtideligt og fjernt, men noget som sætter handlingerne og personerne i perspektiv.

For nok kan troen være anledning til strid, men de største kampe er dog dem mellem mennesker, mellem lyset og mørket – også indimellem inde i det enkelte menneske, og dén strid mellem det gode og det onde, mellem den velmenende vilje og de manglende evner hos os svage mennesker, som beskrives så fint i disse to første bøger af Lars Thomassens trilogi. Godt pakket ind i dén ramme af horror og krimi, som er bøgernes velskrevne motor.

Igen kan det beskrives bibelsk: Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt, som det hedder hos Matthæus, kapitel 26, vers 41. På nutidsdansk ville vi nok i stedet sige: Ja, jeg ville SÅ gerne, men jeg orker det desværre ikke.

Og fordi vi hverdagsmennesker ikke orker at være hverken særlig gode eller særlig helteagtige i den danske nutidsvirkelighed, som bøgerne foregår i, så får ondskaben netop frit løb.

Og den orker, så vi får hele paletten fra kidnapning til drab, og Lars Thomassen lægger ikke fingrene imellem, når menneskets ondskab og ufattelige fantasi udi at være bestialsk skal beskrives. Han nærmest dvæler ved ondskaben og ved den naturlighed, som ondskaben selv udfører sit hverv ved.

Små ord, små sætninger, som spidder det mørke på plads – og gør det direkte ubehageligt at læse bogen, også fordi man selv danner billeder, der ætser sig fast på nethinden – selvom bøgerne pånær nogle meget fantasifulde og nærmest kunstneriske forsider er uden illustrationer.

Danmarksbloggen anbefaler begge bøger – og giver dem hver især fem ud af seks iskolde gyser-syle, som dem man mentalt rammes af undervejs i læsningen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Frygt Fabrik Fælde

Boganmeldelser er normalt noget, der laves af én person, som læser én bog og så skriver en anmeldelse.

Men nu vil Danmarksbloggen forsøge sig med en ny slags anmeldelse, nemlig en dobbelt anmeldelse, hvor vi er to, der diskuterer bogen og stiller hinanden spørgsmål. Denne gang undertegnede, som er 49 år – og så Anna Margrethe Thorsen Frederiksen, som er 17 år, så altså to generationer.

Og vi starter med Steen Langstrups nyeste værk ”Frygt Fabrik Fælde”, som meget apropos det med at være to også udkommer i to bind – og beskæftiger sig med minimum to verdner, to tider og mange andre dobbeltheder.

Bogen handler – helt kort – om en gruppe mennesker fra nutiden, der fotografer steder i byen, hvor man normalt ikke kan få adgang. De plejer ikke at efterlade andet end fodspor i støvet, men her i den mærkværdigt graffiti-løse fabrik med de intakte glasruder gemmer der sig noget ondt i skyggerne.

Vi læsere ved det, og de mærker det også, så uhyggen stiger i takt med at mørket falder over byen, og vi kommer længere og længere ind i rædslerne og i de begivenheder, der startede det hele for over 100 år siden.

Dengang da fabrikken var en god forretning for direktøren, der i virkeligheden interesserede sig mindre for virksomhedens drift og mere for at rejse verden rundt efter okkulte genstande – om end han måske aldrig havde behøvet at rejse så langt. Men nu skal der ikke røbes mere, for ja, det er en bog af Steen Langstrup, Danmarks svar på Stephen King, så vi er udover et møde med det overnaturlige også garanteret gys, blod og smerte – og anden menneskelig ondskab.

Læseoplevelsen
Dorte: Nu har jeg læst meget af Steen Langstrup, og jeg lægger altid mærke til, hvor flydende han skriver, og hvor let jeg rives med af fortællingen. Siderne vender ligesom sig selv, og det er forbavsende nemt at følge med – også i de ofte ret abrupte tidsspring, som der er i disse to bøger.

Anna: Jeg oplever det meget på samme måde. Bogen er superspændende, og man bliver helt opslugt af handlingen – og ikke mindst af personernes relation til hinanden, hvor der er ret mange usagte ting, der ligger som en skygge – ligesom de skygger, der er på fabrikken.

Virkemidler
Anna: Det er meget opfindsomt og innovativt, at bogen er opdelt i længere episoder, som igen er opdelt i kapitler, hvor overskriften er en tidsangivelse. Det skaber lidt en tv-serie-agtig følelse, så man ligesom man kan se en episode af en tv-serie, så kan man læse en episode. Og som man kan binge-watche en tv-serie, så kan man også binge-læse en bog, i hvert fald de her to bøger.

Dorte: Enig, for mig handler virkemidlerne så også om de ting, som sker i episoderne, hvor det indimellem gibber gevaldigt i én, når ondskaben får frit spil. Ikke at man ikke forventer den, for det gør man, man har også en idé om, hvordan og hvornår den viser – og indimellem har man ret, men oftere så overraskes man. Steen Langstrup er så djævelsk god til at twiste handlingen.

Det historiske aspekt
Dorte: Man behøver ikke at kunne alt om 1900-tallets historie for at læse ”Frygt Fabrik Fælde”, men en vis viden om de to verdenskrige, arbejdsmarkedet og de sociale klasseskel er en stor fordel. Jeg kan også mærke, at jeg – godt nok født i 1969 – på mange måder i min opvækst oplevede forhold og normer, der kan minde om de dele af bøgerne, der foregår i årtierne lige efter 2. verdenskrig – således så jeg føler, at jeg er tættere på bogens fortid end dig, Anna.

Anna: Jeg føler mig meget hjemme i bogens nutid, for jeg kan spejle mig i personerne, især i de yngre kvinder, som er med. Hvorimod det kan være sværere at sætte mig ind i de dele, der foregår i 1900-tallet, også selvom der er nogle almen-menneskelige ting, som gælder i alle tidsaldre, og som jeg også kan genkende – og som også gør, at bøgerne forbliver spændende – også for os yngre læsere som er født i dette årtusind.

Samlet
Steen Langstrup er som sagt kendt som gysets mester, men han vil i reglen også altid noget andet og mere end den rene gru. Han vil åbne vores øjne for det mørke, som er i os alle sammen – og som lever i vores samfunds skygger.

Så kan man i virkeligheden på et eller andet meta-plan tolke fabrikken derhen, at der er tale om Danmark?

Et Danmark, hvor de få bestemmer over de mange. Et Danmark, som er bygget på en gammel kultur af blod og ofringer, og som i øjeblikket lukker sig inde bag jernlågerne, mens mørket trækker sig sammen. Et Danmark i frygt og som en fælde for alt menneskeligt.

Danmarksbloggen ville slet ikke være overrasket, hvis det var meningen – og det er blændende godt lavet og pakket ind i den horror, som Langstrup mestrer så formidabelt.

Danmarksbloggen giver ”Frygt Fabrik Fælde” fem ud af seks okkulte genstande, som dem direktøren samlede så lidenskabeligt på.

Skrevet af: Anna Margrethe Thorsen Frederiksen og Dorte J. Thorsen

Hvorfor skal sundhed søbes ind i følelsesporno?

Man kan da ikke være imod at støtte kampen mod kræft, vel? Selvfølgelig ikke. For kræft er som bekendt sammen med hjerte-kar-sygdomme det, som årligt koster flest danskere livet – også unge og yngre mennesker, så selvfølgelig skal det bekæmpes.

Men hvorfor skal det ske med følelsesporno, som det sker i TV2´s årlige knæk cancer-uge, som kører i denne uge, og som kulminerer med det store show på lørdag? En event med kendte, der rejser sig op og musik, der får på alle tangenter, så vi rigtig kan få tårerne frem i takt med at følelseshistorierne afløses af en støjende jubel, når endnu en stor check ruller ind.

Ingen af checkene kan dog bare tilnærmelsesvis matche det beløb på cirka en milliard, som der skal spares på sundhedsvæsnet i 2019 med 434 millioner i region hovedstaden, 184 millioner i region Sjælland, 127 millioner i region syddanmark, 138 millioner i region midtjylland og 190 milllioner i region nordjylland.

Danmarksbloggen kunne derfor godt tænke sig, at alle de politikere, som pt. står i kø for på TV2 at vise, hvor meget de støtter kampen mod cancer, i deres daglige arbejde gjorde den forskel på sundhedsområdet, som kun de som lovgivere kan gøre.

En forskel hvor politikerne i stedet for at skære ned, gav flere penge til:

Forskning og uddannelse

Sygehuse, speciallæger og almen praktiserende læger

Og nej, det er måske ikke noget, der giver likes på de sociale medier eller klapsalver fra publikum i et studie. Det er en langsigtet og sej indsats, som også indbefatter, at man går i kødet på den overklasse, der økonomisk stikker af – og på de finanshajer, der nu i årevis har lænset staten for milliarder.

Men det er det eneste, der kan gøre en forskel – ikke kun for dem, der er ramte af kræft, men også for dem med hjerte-kar-sygdomme – og for dem med alle de andre sygdomme, som er ligeså alvorlige, men som vi kun hører lidt om, og som kun får få penge, fordi de sygdomme ikke rammer ret mange.

For sammen med følelsespornoen er der gået status i sygdomme – og det er en anden usmagelig ting

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

God og fredelig sommer

Vi vil fred her til lands, Sankte Hans, Sankte Hans …

Ja, sådan lyder det normalt, når danskerne fejrer Sankt Hans, og sommerferien står for døren.

I år var der så mange bål, som ikke blev tændt i lørdags på grund af tørken – men ønsket om fred har vi stadigvæk. Og alt tyder også på, at vi får fred denne sommer, både indenlands og udenlands.

Folketingsvalget kommer ikke på denne side af sommerferien, men nok snarere først til næste sommer. Og med VM i fodbold i gang i Rusland er det heller næppe på denne side af sommerferien, at Putin kunne finde på at angribe Sverige.

Ikke at Putin ønsker at besidde Sverige på nogen måde, men han skal over Sverige for at kunne sidde i Göteborg/Helsingborg og true Danmark, indtil vi lader diverse russiske skibe sejle igennem Storebælt – og måske også Øresund, selvom der er ret lavvandet. For ud i Atlanten vil han gerne.

Men altså alt det risikerer vi næppe i de kommende uger, så lad os i stedet nyde den dejlige, danske sommer, der startede med et brag allerede i april – kort efter vinteren havde sluppet landet, og som allerede har givet os et væld af sommerdage med masser af sol.

Lad os endelig suge til os af solens varme og livsgivende stråler.

Danmarksbloggen holder i hvert fald en lang sommerpause indtil starten af august – og vil gerne ønske alle en rigtig god sommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fakta om ramadan, faste og mad

Debatten om ramadanen og fasten er kørt helt af sporet, som Danmarksbloggen ser det. For det er i dén grad blevet et spørgsmål om en politisk dagsorden, der intet har med mad og drikke at gøre, men som handler om forholdet til muslimer og til islam her i Danmark.

Men hvad med at forholde sig til det faktuelle i stedet?

Fakta 1: At fejre ramadan i Mellemøsten betyder stort set et halvt døgn, hvor det er lyst, og hvor der fastes – efterfulgt af et halvt døgn, hvor det er mørkt, og hvor der spises og drikkes.

Perspektiv: I Danmark i øjeblikket er der derimod tale om omkring 16 timers lys og kun 8 timers nat – hvilket giver en ubalance, især når der skal fastes igennem fire uger. Hvad mange timers daglig faste gennem fire uger betyder for kroppen, er forskerne ikke enige om. Der er valid forskning, der peger i begge retninger. Dog tyder tal fra emiraterne på, at faste har en trafikal konsekvens, nemlig flere ulykker under ramadanen.

Se link: http://www.roadsafetyuae.com/ramadan/

Fakta 2: I mange arabiske lande – fx emiraterne – har man fri to timer hver eftermiddag, mens det er lyst, så de fastende kan tage sig en lur. For der spises og drikkes til langt ud på natten, så folk bliver trætte og har brug for et par timer på øjet, mens det er lyst.

Se link: https://sites.google.com/site/exploringtheuae/presentation/culture/religions/ramadan

Perspektiv: Den mulighed har man ikke på samme måde på størstedelen af det danske arbejdsmarked, om end fx Arriva gør meget.

Fakta 3: Ramadanen handler også om at bede, læse i Koranen og at gøre noget for de fattige.

Perspektiv: Den del udelades oftest i medierne, men det er faktisk en vigtig pointé i forståelsen af ramadanen og islam. Det handler ikke kun om mad, når muslimer faster.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkke og bananrepublikken Danmark

Der er sket noget i Danmark gennem de sidste år. Mens befolkningen er blevet spist af med en menu bestående af tom underholdning og opbygningen af en syndebuk, så er det politiske liv skredet.

Allermest ser man det hos Venstre, hvor formanden og statsministeren Lars Løkke har vist sig som en statsminister, som man kan købe sig adgang til – og som en mand, der ikke kan skelne mellem privatpersonen Løkke og statsministeren.

Vi kender allerede sagen om kvotekongerne, og nu kommer sagen om Lauritzen Fonden, Løkkefonden og Esbjerg – og mere end en halv million kroner. Se mere her: https://www.bt.dk/nyheder/loekke-i-ny-dobbeltrolle-erhvervsfond-gav-millionbeloeb-statsministeren-opfyldte

Lars Løkke er landets statsminister – og han burde forsvare og beskytte landets love, og ikke bryde dem.

Men det er ikke sket. Tværtimod så har flere af hans ministre kunnet blive siddende trods åbenlyse brud på loven – og nu gør han selv det samme – igen. Veldokumenteret.

Danmarksbloggen frygter, at der ikke kommer en eneste konsekvens … selvom alt skriger på en rigsretssag. Se mere om dem her: http://www.ft.dk/da/Folkestyret/Domstolene/Rigsretten

Men Danmark er officielt blevet en BANANREPUBLIK, hvad man også ser ved, at regeringen i sit lovarbejde hele tiden går lige til grænsen – og også ofte over grænsen ifht internationale konventioner og menneskerettigheder, når nye lovforslag kommer på bordet.

For respekten for individet og en retsstats basale retsprincipper findes ikke hos Løkke, der som en anden Solkonge siger ”JEG ER STATEN”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Udflytninger og overenskomster handler om at blive genvalgt

At regeringspartiet Venstre ikke står særligt godt i meningsmålingerne ved alle. Chancen for at kunne fortsætte på magten efter næste folketingsvalg, som senest skal finde sted i sommeren 2019, er derfor ret lille for Venstre.

MEN alt kan som bekendt ske i dansk politik – og Danmarksbloggen vil mene, at Venstre allerede er i fuld gang med valgkampen – bare camoufleret som politik og forhandlinger. Det drejer sig om:

UDFLYTNINGERNE

OVERENSKOMSTFORHANDLINGERNE

Venstres historiske rødder ligger på landet hos den danske bonde, men nu er der ikke ret mange landmænd tilbage, så Venstre er i stigende grad blevet et by-parti. Problemet her er så, at dels er der procentmæssigt færre blå i byerne, og dem, som findes, stemmer ligeså gerne – eller hellere – på Liberal Alliance.

Så hvad gør man som Venstre? Jo, man flytter statslige arbejdspladser ud til sine gamle kernevælgere på landet, som i øvrigt for manges vedkommende har vendt Venstre ryggen og i stedet stemt på Dansk Folkeparti. Gamle kernevælgere, som har det svært nu, hvor videnssamfundet tager over. Men som Venstre vurderer vejrer morgenluft nu hvor ”københavneriet” skal afskaffes – og diverse styrelser og råd flyttes ud med et enorm videnstab til følge, men det bekymrer åbenbart ikke Venstre.

Men de gamle kernevælgere er ikke nok, hvis Venstre vil beholde magten, der skal også nye stemmer ind i folden – og her gælder det om at skabe uro i andedammen, og her er overenskomstforhandlingerne perfekte, især når man har en som venstre-ministeren Sophie Løhde siddende som forhandler.

For der er lykkedes hende at presse forhandlingerne derud, at der er varslet konflikter indenfor stort set alle centrale samfundsopgaver.

Så selvom hun ikke sidder i chefstolen for forhandlingerne med fx lærerne, men at det er borgmester Michael Ziegler, så vil Venstre kunne bruge sådan en konflikt, som den der måske kommer, til at slå på, at de ”røde fagforeninger” er ligeglade med, at samfundet kører og kun tænker på at rage til sig. Det er derfor et sikkert valg at stemme på stabiliteten, hvis man stemmer Venstre næste gang, vil budskabet fra Løhde og resten af Venstre være.

Virkeligheden er selvfølgelig meget mere kompleks og handler også om, at de offentlige lønmodtagere har holdt igen ved de tre seneste overenskomster, og at det derfor er deres tur til at få noget i lønposen. Så kunne man jo droppe skattelettelserne til de rigeste i stedet. Men sådan vil Venstre ikke fremlægge det – de vil bruge de andre taktikker til at se, om de kan genvinde magten ved det næste folketingsvalg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tjenesten Delihood: Madspild eller madproduktion?

Deleøkonomiens nyeste skud på stammen er tjenesten Delihood, hvor man kan sælge sin mad, hvis man har lavet for meget – eller købe en portion mad, hvis man gerne vil det.

Det er i hvert fald, hvad folkene bag Delihood hævder på TV2 News i dag – og på deres hjemmeside, hvor de skriver: ”Delihood er en ny online platform, som er etableret af en kreds af danske madentusiaster. Den giver dig og dine naboer mulighed for at dele hjemmelavet mad med hinanden, som ellers ville gå til spilde. Formålet er at hjælpe med at stoppe madspild.”

Men handler Delihood nu også om at bekæmpe madspild?

Et hurtigt kig på Delihoods hjemmeside viser i hvert fald, at det nok snarere drejer sig om at tjene penge, om at i hvert fald nogen af medlemmerne med fortsæt laver så meget mad, at de kan sælge et par portioner eller seks. Ja, hele gryder og pander fulde af mad sættes til salg.

For man kan nemlig allerede i dag – d. 19. januar – bestille lasagne til i morgen d. 20. januar, kartoffelpizza og paprikagryde til på søndag d. 21. januar og mørbradgryde til på mandag d. 22. januar – for bare at nævne nogle af tilbuddene. Andre tilbud er brød, syltetøj og kager – også i mængder, så der ikke er tale om overskuds-salg, men decideret madproduktion med salg for øje.

Det virker derfor meget sandsynligt, at det her i virkeligheden handler om at lave mad for pengenes skyld – men uden de krav til fødevareopbevaring, tilberedning og hygiejne, som man ser hos restauranter.

Velbekomme, men nej tak – siger Danmarksbloggen. Både af respekt for fællesskabet og reglerne i samfundet, men også for at undgå at blive syg.

Se mere på www.delihood.com

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk