I gamle dage var det en kendt sandhed, at vi alle skylder vores næste en hel masse. Det var vise ord, som bunder i erkendelsen af, at vi er indbyrdes afhængige – og skal hjælpe hinanden.
Ideen om, at vi er forpligtet på hinanden, danner dermed også grundlag for en moral, som mangler i nutidens samfund. Måske fordi den idé bunder i den kristne etik om næstekærlighed.
Desværre er kristendommen på retur som moralsk rettesnor – og når kristendommen forsvinder, så forsvinder også grundlaget for denne fællesskabs-moral, som mangler bigtime i nutidens samfund.
Vi ser det i den offentlige debat – og i det politiske liv – med spørgsmål som:
HVORFOR skal jeg vaccineres? Jeg bliver jo ikke særlig syg.
HVORFOR skal jeg betale skat? Det er jo mine egne penge.
HVORFOR skal jeg i det hele taget hindres i min selvudfoldelse? Det er min ret at forfølge mine egne drømme.
For jeg skylder nemlig ikke fællesskabet noget. Det har aldrig gjort noget for mig.
Jeg, jeg, jeg. Mig, mig, mig, er det evige mantra fra disse personer.
Det må være meget kedeligt at være så ego-fikseret. Kedeligt, koldt og mørkt. Måske derfor der er godt gang i forbruget hos disse mennesker, så de kan stive sig af med fine mærkevarer.
Se mig, jeg har en Gucci-taske, går i hundedyre bukser og kører i en flot bil.
Men det er lidt som at tisse i bukserne. Det varmer en kort tid, men så er der koldt og tomt igen.
For ingen luksusvarer kan fylde det hul i maven, som kommer, når man ikke indgår i meningsfulde og forpligtende relationer til andre mennesker.
Vi mennesker er nemlig – biologisk – programmet til at være sammen, til at være afhængige af hinanden.
Sådan har det været altid – og dermed også lang tid inden nogen fandt på kristendommen. Kristendommen satte så bare behovet for hinanden i system, og gav det en institution at virke i.
Det har ikke altid været en god ide. Tværtimod er alle de gode hensigter blevet misbrugt til egen vinding og magtudøvelse.
Men det ændrer ikke på, at det er en rigtig god idé at sætte ansvaret for hinanden i system.
Og indtil videre har ingen kommet med et bedre bud end de kristne kirker – og måske især de evangelisk-lutherske i Norden, hvor kristendommen er sat så meget i system, at den også er – eller i det mindste har været – en del af vores samfund i form af velfærden.
Den velfærd, som vi er i gang med at afmontere i takt med at kristendommen forsvinder.
Det er skidt. Vi skal til at råbe STOP. For kristendom og velfærd er basis for det gode liv – og det levende demokrati.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk