Skattelettelser er grådighed

Regnen siler ned – efteråret er kommet …

Danmarksbloggen har i dag kun et spørgsmål:

Hvorfor er der råd til skattelettelser, når der ikke er råd til …

Hjemløse?
Kontanthjælpsmodtagere?
Syge?
Gamle?
Børn?
Flygtninge?
Naturen?
SU?
Dagpenge i lang tid nok?
Mere uddannelse?
Mere forskning?
Kvinfo?
Gratis museer?

Det giver ikke mening. For vi kan hverken leve af billigere biler, flere fladskærme eller at de i forvejen priviligerede får mere og mere.

Det synes en voksende del af de priviligerede ikke engang selv længere … så der er altså tale om ren grådighed hos resten – og hos regeringen … og grådighed er som bekendt en dødssynd – og måske endda den mest aktivistiske af de syv dødssynder.

For grådighed eller griskhed, som det også kaldes, handler om at rage så meget til sig som muligt – og så holde på det. Det er det, som blå politikere taler om, når de taler om borgernes egne penge og sætter det i forhold til at betale til fællesskabet.

Men de glemmer den kristne forpligtelse på næsten, selvom det er dem selv, der har skrevet i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land.

Læs mere om grådighed og magt her:

https://www.psychologytoday.com/blog/shame/201510/why-narcissism-greed-and-power-go-hand-in-hand

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nationalismens fremmarch

Globaliseringen har spillet fallit og skabt en verden, hvor de få har altfor meget og langt de fleste så lidt, at de kun lige kan klare sig – måske.

Vi burde havde sagt os selv, at menneskets grundlæggende grådighed ikke kan håndtere en globalisering med fri bevægelighed af arbejdskraft, kapital og varer. At det vil føre til at nogle få skraber til sig, mens alle andre enten kun lige har til dagen og vejen – eller slet ikke. Det er der ret beset også mange, som har forsøgt at sige og lave om på, lige siden liberalisme-racet for alvor startede med Reagan og Thatcher i 1980´erne – men de fleste politikere og kapitalfolk har villet noget andet, og nu står vi så i suppedasen:

Nationalismens fremmarch

En nationalisme, hvor skytset så desværre bare ikke rettes hen på de kapital-kræfter, der bærer skylden for den stigende ulighed, men mod de syndebukke, som det nu passer magthaverne i det enkelte land at skyde skylden på.

I Grækenland er det EU. I Trumps USA er det Mexico og Kina. I Rusland er det Ukraine – og Europa, som Putin basher på nutidsdansk. I mange europæiske lande er det muslimerne, der er syndebukkene – og i Tyrkiet er det Europa, hvor Erdogan har været ude at sige, at vi europæere ikke skal være sikre på at kunne gå i sikkerhed i vores egne gader, hvis vi fortsætter overfor Tyrkiet som nu. Den slags stemmer så heller ikke europæernes sind mildere mod muslimer, slet ikke efter fredagens terrorangreb i Stockholm – og i går fulgte Erdogan så op med at sige, at Europa er i gang med at kollapse.

Det er skidt, og dette misfoster, den globale nationalisme, bærer i sig kimen til krig og etniske udrensninger. For denne galskab, dette vanvid er en højrepopulisme, der i disse år går sin sejrsgang over hele verden, og også i Europa fra Brexit til Wilders fremgang og Dansk Folkepartis vej fra at være ikke-stuerene til at blive nogen, som Socialdemokratiet i dag laver store forlig med. Den allestedsnærværende nationalisme er en højrepopulisme, som også er et knudepunkt i Frankrigs og Tysklands kommende valg, og som enhver kandidat i alle lande i disse år er nødt til at tage i betragtning og ind i sit politiske program, hvis vedkommende vil have en chance.

For nationalismen blomstrer verden over i en højrepopulistisk udgave, og det er ikke velduft, der kommer fra de blomsters blade. Tværtimod er det en stinkende råddenskab skabt af lige dele had, uvidenhed og en leflen for det laveste i mennesket, det der gør os værre end dyrene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Alt smuldrer … undtagen troen på kapitalen

Alt smuldrer i Danmark … og i Europa, hvor velfærden overalt forsvinder i takt med medmenneskeligheden.

Indenfor Europas grænser er der nu flygtninge, som sulter og fryser i kolde teltlejre, mens andre bekymrer sig om hvilken nuance af farven brun, som de skal smøre på deres øjenlåg.

Og hjemløse, gamle, arbejdsløse og andre udsatte ved ikke, hvordan de skal få råd til at gå til tandlægen eller blot klare de daglige indkøb sidst på måneden, mens den rigeste procent hygger sig på den nyeste trend-restaurant med Kobe-kød og andet, der koster mere end noget mad burde.

Det giver ikke mening – og det værste er, at alle – selv mange såkaldt røde folkevalgte – tror på kapitalen, som den der skal redde os.

KAPITALEN??? Den selvsamme kapital, som i sin utrættelige grådighed og jagt på penge skabte finanskrisen, men som via bankpakkerne slap for at betale noget af regningen, men blot kunne stryge gevinsten – og idag er rigere end nogensinde.

Jep, tiltroen hos mange – og blandt andet Danmarks nuværende V-regering – lægger dér. Det giver slet ikke mening – og imens det hele går ad helvede til, så smuldrer troen hos stadig flere på systemet, samfundet og demokratiet.

Danmarksbloggen er dybt bekymret for fremtiden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kontanthjælpsloftet ødelægger Danmark

Vi skal give mennesker mulighed for at vælge det gode arbejdsliv. For det har de ikke idag med de nuværende kontanthjælps-satser, siger beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen som argumentation for at sænke kontanthjælpsloftet.

Med det siger han samtidig, at danske kontanthjælpsmodtagere er dovne og ikke vil arbejde.

Det er ikke den virkelighed, som dem, der arbejder med kontanthjælpsmodtagerne, kender. Tværtimod så vil næsten alle på kontanthjælp hellere end gerne have et job. De kan bare ikke få sig et arbejde.

Hvorfor? Fordi Neergaard Larsens venner – dem der stemmer på og støtter Venstre og de andre i blå blok – hellere vil ansætte polakker og andre til lønninger, der ikke er på overenskomst-niveau. Og det vil de, fordi grådigheden i det private erhvervsliv er så stor, at man tror det er løgn.

Men det ødelægger det danske samfund – og den danske velfærd.

Så nej, skytset skal ikke rettes mod de svageste, kontanthjælpsmodtagerne – men mod de stærke, mod dem der har midlerne til at skabe og give andre mennesker jobs til en ordentlig løn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

OW Bunker: Jobs er for vigtige til at overlade dem til private

Jobs er for vigtige for både den enkelte og samfundet til at man skal overlade det til private at skabe, sikre og vedligeholde jobs.

Sagen om OW Bunker viser det med al ønskelig tydelighed.

For sagen om OW Bunker, der gik konkurs, handler om grådighed og atter grådighed hos dem, der havde til opgave at lede virksomheden – og dermed også sikre lønnen for de 140 medarbejdere, der dagligt sørgede for, at OW Bunker kunne løse sine opgaver.

Men det magtede ledelsen ikke. Grådigheden greb dem – som den så ofte griber dem, der har magt. Og nu er resultatet, at 140 mennesker skal ud at finde et nyt job eller starte som selvstændig.

Man kan nemlig ikke overlade skabelsen, sikringen og vedligeholdelsen af jobs til private virksomheder. Deres etiske og moralske kompas peger per automatisk i den gale retning, nemlig mod grådighed og profitmaksimering og egen vinding – og ikke mod en sikring af medarbejdernes job og landets skatteindtægter – og dermed velfærd.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er Arla drevet af grådighed?

Rusland har – for foreløbig et år – stoppet al import af frugt, grønt, kød, fisk, mælk og mejeriprodukter fra USA, EU, Australien, Canada og Norge.

I kroner og ører betyder det, at mejerigiganten Arla mister en milliard kroner om året – hvilket for langt de fleste virksomheder ville være et astronomisk beløb, men for Arla er det blot cirka én procent af virksomhedens omsætning.

Alligevel varsler Arla fyringer på baggrund af den manglende produktion til Rusland – og det vil især gå udover de danske mejerier: Holstebro Mejeri, Holstebro Flødeost, Nr. Vium, Taulov, Troldhede, Kruså, Bislev, Rødkærsbro og Høgelund, da smørret og osten (som er de primære varer til russerne) produceres her.

Danmarksbloggen undrer sig derfor over, hvor hurtigt Arla er ude med raslen af fyringssablen.

For en stor gigant som Arla, der er tilstede på nærmest alle eksportmarkeder, burde uden nævneværdige problemer kunne omlægge produktionen, således at alle ansatte stadig bevarer deres job.

Man kunne derfor få den tanke, at Arla er drevet af grådighed i sit ønske om, at resultatet på bundlinien bliver endnu større. Noget som kan opnås ved at skille sig af med danske medarbejdere på danske lønninger.

Det bliver derfor spændende at se 1) om fyringerne bliver en realitet og 2) hvis det sker, om så arbejdspladserne genetableres i Danmark, når handlen med Rusland går i gang igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Politisk konsekvens efterlyses

I forgårs kom Rangvid-rapporten, der slog fast, at den daværende VK-regering havde hovedansvaret for, at det gik så galt, som det gjorde under finanskrisen.

Det kommer næppe som nogen overraskelse for alle os, der kan huske nullerne som en lang magtdemonstration fra en VK-regering, der støttet af Dansk Folkeparti, konstant og hele tiden øgede uligheden i Danmark, og sørgede for, at dem der allerede havde, de fik endnu mere. Så selvfølgelig har en sådan regering også givet de store banker lov til at risikere at køre landet i sænk i deres grådige jagt på profit.

At den konservative Brian Mikkelsen så prøver at skyde skylden på den daværende opposition er blot et ynkeligt forsøg på at fralægge sig ansvaret, som er så sølle, at det er ligefør, at man kan få ondt af ham. Ligefør.

Men kun ligefør. Man kan nemlig ikke have ondt af en mand – og en regering, der var villige til at spille hasard med et land og alle dets indbyggere blot for at nogle få kunne blive endnu rigere. For dagsordenen for VK har aldrig – og bliver aldrig – at varetage alle danskeres interesser. VK sørger kun for dem, som allerede har (meget) i forvejen på bekostning af dem, som hænger i med neglene eller som måske har opgivet og sluppet taget.

Men hvor er konsekvenserne af rapportens konklusioner? Skal folk som Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke, Claus Hjort Frederiksen, Lene Espersen og Brian Mikkelsen bare kunne fortsætte som hidtil? Skal de ikke på en eller anden måde stilles til regnskab for den potentielle fare, som de kastede Danmark ud i? I det mindste bare afgive en forklaring af en slags.

Det mener Danmarksbloggen, som efterlyser politisk – og måske også retsmæssig konsekvens – for dem, der på den måde – for at tilfredsstille nogen grådige banker – spillede hasard med hele vort land.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Onsdagsinspiration nr. 4: Varme og ansvarlighed

Danmarksbloggens sommerserie fortsætter idag med den fjerde af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Denne gang handler det om, hvad der skaber et godt samfund.

Nemlig varme og ansvarlighed … og så bekæmpelsen af grådigheden.

Den grådighed, der får virksomheder til at lægge arbejdspladser i for eksempel Indien, så de kan spare penge … penge, som de bruger på sig selv og deres aktionærer og ikke på det samfund, der stiller infrastrukur, sundhedssystem og uddannelse til rådighed.

Det er den samme grådighed, der får offentlige myndigheder til at få løst deres opgaver, så det (i hvertfald i første omgang) bliver billigst for kommunen, men uden at det skaber arbejdspladser for kommunens egne borgere.

Og så du´r det ikke at tale om CSR, Corperate Social Responsibility. For det betyder som regel blot at give lidt håndører til den lokale spejderklub eller nye møbler til børnehaven.

Men social ansvarlighed er ikke at give disse symbolske pengebeløb til den lokale fodboldklub eller støtte et krisecenter. Social ansvarlighed for danske virksomheder og offentlige myndigheder er at skabe arbejdspladser i Danmark, også selvom det betyder et mindre overskud.

For i et rigt samfund som vores skal rigdommene deles af os alle sammen. Det med at dele er i øvrigt en kristen tanke, en kristen grundsten, der har skabt velfærd til os alle sammen. En filosofi, hvor grådighed er en dødssynd, og hvor varme og ansvarlighed er selvfølgeligheder, når man deler ud af sin overflod til de svageste i samfundet..

Til sammenligning kan nævnes rigdommene i den arabiske, muslimske verden, som bliver hos dem, der skraber pengene til sig, både familiemæssigt og nationelt.  Det samme gør sig gældende i den asiatiske verden, hvor enhver også har nok i sig selv. Begge steder lever små overklasser (og i Kina en stor middelklasse) derfor i ufattelig overflod, mens de brede lag har det langt mere pauvert.

Og i Danmark er vi i disse år godt på vej til noget tilsvarende, til et samfund, hvor flertallet får mere og mere, mens et stort mindretal får mindre og mindre – og idag har så lidt, at det rige velfærdsland Danmark igen er blevet et land med fattige, endog en pæn del fattige og andelen er stigende.

Så der skal gøres noget. For det kan hænde, at religionen er på vej ud af det danske samfund, men kristendommens forpligtelse til at dele, til at give af sin overflod – dén skal vi beholde.

Ja, ikke blot beholde, men genindføre og udvide. Dér er brug for det..

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Politisk faste – og et par hullede sko

Vi er midt i fastetiden …

Ikke at det har den store effekt i de flestes liv. Nogle få faster, som man gjorde det førhen, hvor fasten betød, at man ikke spiste kød, æg og den slags, men derimod efter datidens mening mere simpel mad som fisk og grød. Andre – og det er heller ikke ret mange – praktiserer en mere moderne måde at faste på ved at holde sig væk fra nutidens “hverdagsluksus” som for eksempel computer og tv.

Under alle omstændigheder handler faste om at forsage, at afstå fra denne verdens goder for derigennem at blive renset både i sind, sjæl og legeme, så man bedre kan modtage påskens vidunder.

Eller som det måske snarere er i dag: At blive renset ud i kroppen, så man kan føle sig bedre tilpas, føle at man har skabt en god balance mellem det fysiske og det åndelige. I en tid hvor de etablerede religioner er på tilbagetog er kroppen jo netop blevet manges private, lille tempel, der skal passes med nærmest religiøs omhu.

Men om det er den opstandne Jesus på korset eller en bedre samvittighed i forhold til ens egen krop, der venter efter fastetiden betyder kun noget for den enkelte, som faster. Samfundet i sin helhed er totalt upåvirket af fasten.

Men måske det kune være anderledes. For man kunne jo også indføre en faste, hvor man i hele fastetiden undlod at forfølge dem, der allerede ligger ned – men hvor det i stedet var acceptabelt – ja måske endda ønskværdigt – at rette skytset opad.

Opad mod alle med bugnende overskud, som tiltrods for diverse erklæringer om at være samfundsbevidste og socialt interessrede IKKE tager del i arbejdet med at gøre det danske samfund til et samfund, hvor vi tager os af hinanden.

Det kunne for eksempel være de virksomheder, som ikke bruger deres store overskud til at gen-investere i det danske samfund ved at skabe arbejdspladser i Danmark. Det kunne være bankerne, som hellere vil give deres aktionærer flere penge end låne penge ud til de iværksættere, der kan skabe vækst i Danmark.

Og listen over folk, som har mulighed for at gøre en forskel, men ikke gør det, er længere endnu. Ja, den er altfor lang.

For grådigheden trives så altfor godt i Danmark i disse år. Denne grimme grådighed, hvor det blot drejer sig om at rage til sig, få så meget som muligt til sig selv, så man  rigtig kan mæske sig i sin overflod.

Men denne grådighed, denne ragen til sig så man tilsidst for forstoppelse og kvæles, har ikke noget med fasten og forsagelsen at gøre. I stedet er grådigheden på alle måder fastens modstykke.

For faste er også ydmyghed og glæde over det enkle, over at dele og at kunne nøjes.

I katolsk tid var hver fredag året rundt en fastedag. HVER fredag skulle man altså være ydmyg, dele og nøjes med de enkle ting. Man skulle HVER fredag forsage alle de jordiske glæder: Visse typer af mad, alkohol og erotik.

Tænk hvis det kunne genindføres – eller rettere opdateres til vor tid efter devisen: HVER fredag hele året rundt må man udelukkende sparke dem, der er stærkere end en selv …

Så ville de høje stiletter og de pæne snøresko på direktionsgangene og på Christiansborg være nødt til at forholde sig ganske stille og rolige hver evig eneste fredag – og måske ville de så endelig se alle de andre sko, der er overalt i samfundet:

De fodformede andefødder, der passer på børn, syge og ældre, de hårde træsko med jord under, de udtrådte sneakers, der render rundt på gader eller universiteter, det gammeldags par pæne sorte sko med snører og en lille hæl som damen i bussen har på – samt den hjemløses sko, der engang var sorte, men hvor farven nu er slidt af, og der er kommet et par huller, og hælen er trådt skæv.

Så måske stilletterne og de pæne snøresko ville se for alvor – og forstå. Og så ville skoenes mennesker, vores politikere, måske få modet til at sætte barren højt og kæmpe for det fælleskabs-orienterede samfund, hvor ikke kun en del, men alle landets borgere kan leve og trives, fordi vi deles om de goder, som der er i samfundet.

Så vi slet ikke behøvede en ugentlig faste-sparke-fredag – men så vi i stedet alle sammen kunne sige hver eneste evige fredag: T.G.I. F.

Thanks God, it´s Friday

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk