Lige ret for Helle og for Anders

For snart fire år siden fik daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen jobbet som NATO´s generalsekretær, og danskerne var – uanset politisk ståsted – stolte over, at en dansker var blevet valgt til den høje post.

Nu er vi dér – måske – igen, denne gang med Helle Thorning og en stor EU-post i hovedrollen. Men denne gang hagler det ned med kritik og nedladende kommentarer om Thorning, der bl.a. beskyldes for at have været mere EU-venlig end normalt her i den senere tid, for på den måde at have en større chance for at få et af de EU-topjob, der er i spil.

Dét er forskelsbehandling, så det batter.

Anders Fogh Rasmussen var – såvidt Danmarksbloggen husker – mindst ligeså NATO-positiv fx i forhold til at sende danske styrker til diverse brændpunkter som Helle Thorning nu er EU-positiv i forhold til fx børnechecken.

Så hvis der er nogen rimelighed til, så skal vi i Danmark være mindst ligeså stolte over Thorning, hvis hun får en stor EU-post, som vi i sin tid var det over Fogh Rasmussen.

Lige ret for Helle og for Anders.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Politisk konsekvens efterlyses

I forgårs kom Rangvid-rapporten, der slog fast, at den daværende VK-regering havde hovedansvaret for, at det gik så galt, som det gjorde under finanskrisen.

Det kommer næppe som nogen overraskelse for alle os, der kan huske nullerne som en lang magtdemonstration fra en VK-regering, der støttet af Dansk Folkeparti, konstant og hele tiden øgede uligheden i Danmark, og sørgede for, at dem der allerede havde, de fik endnu mere. Så selvfølgelig har en sådan regering også givet de store banker lov til at risikere at køre landet i sænk i deres grådige jagt på profit.

At den konservative Brian Mikkelsen så prøver at skyde skylden på den daværende opposition er blot et ynkeligt forsøg på at fralægge sig ansvaret, som er så sølle, at det er ligefør, at man kan få ondt af ham. Ligefør.

Men kun ligefør. Man kan nemlig ikke have ondt af en mand – og en regering, der var villige til at spille hasard med et land og alle dets indbyggere blot for at nogle få kunne blive endnu rigere. For dagsordenen for VK har aldrig – og bliver aldrig – at varetage alle danskeres interesser. VK sørger kun for dem, som allerede har (meget) i forvejen på bekostning af dem, som hænger i med neglene eller som måske har opgivet og sluppet taget.

Men hvor er konsekvenserne af rapportens konklusioner? Skal folk som Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke, Claus Hjort Frederiksen, Lene Espersen og Brian Mikkelsen bare kunne fortsætte som hidtil? Skal de ikke på en eller anden måde stilles til regnskab for den potentielle fare, som de kastede Danmark ud i? I det mindste bare afgive en forklaring af en slags.

Det mener Danmarksbloggen, som efterlyser politisk – og måske også retsmæssig konsekvens – for dem, der på den måde – for at tilfredsstille nogen grådige banker – spillede hasard med hele vort land.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk