Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: 00´erne

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien. Ja, her den sidste uge endda hver dag.

I dag skal det handle om 00´erne og nogle af de kvinder, som gjorde sig særligt bemærkede i netop dét årti.

00´erne: Terror, angst, krise og klima-topmøde

Den sorgløse tid efter Berlinmurens fald sluttede brat d. 11.september 2001. Den dag i dag kan alle voksne stadig huske, hvad vi lavede, da vi hørte om – eller så – flyene flyve ind i tvillingetårnene i New York. En chokeret verden fulgte derpå med via tv-skærmen, mens røgen bølgede ud, indtil tårnene brasede sammen. Det ene efter det andet. Samtidig erfarede vi, at et tredje fly var fløjet ind i Pentagon – og et fjerde fly havde kurs mod Washington D.C., men at heroiske passagerer tvang det til at forulykke på en mark.

Verden var blevet en anden. Mere mørk, mere truende – og måske kom noget af dét også fra vores eget sind, fra angsten for det ukendte og dem, som vi ikke kender. Fjenden var pludselig alle steder, og en stor utryghed kom ind i vores liv og verden.

Den nye dagsorden betød også, at én kvinde i dansk politik kom til at spille en hovedrolle, selvom hverken hun eller hendes parti sad med i den borgerlige VK-regering, der stort set styrede Danmark gennem 00´erne. Der er tale om den daværende leder af Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard, som med stor politisk snilde og perfekt timet retorik talte lige ind til den frygt for alt ukendt, som havde grebet mange danskere – og som gjorde (og stadig gør), at mange danskere stemmer på Dansk Folkeparti.

Stemmer, som blev brugt til den ene udlændigestramning efter den anden. VK-regeringen sagde ja, så længe at Dansk Folkeparti stemte for endnu en nedskæring på det sociale område kombineret med endnu en skattelettelse (ofte til de rigeste). Og sådan gik 00´erne.

Ovre på den anden side af det politiske spektrum talte man derfor også om den indre svinehund – og den laveste fællesnævner, og i slutningen af årtiet kom en ny, ung kvinde ind i dansk politik, nemlig Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der med ligeså stor snilde og retorisk dygtighed som Pia Kjærsgaard forstod at tale sin sag, der værdimæssigt set derimod er det modsatte af Pia Kjærsgaard.

Men endnu i 00´erne var Johanne Schmidt-Nielsen ung og grøn. Det samme var socialdemokraternes nye og første kvindelige formand Helle Thorning. Fremtiden skulle dog vise sig at tilhøre netop disse to – men mere om det i morgen, når vi skal høre om 10´erne.

Endnu er vi i 00´erne. Et årti, der levede op til sit navn, med krise på krise, og især finanskrisen fra 2008, som gjorde mange – især kvinder – arbejdsløse. Og i VK-regeringens tid var det særlig skidt, da såvel dagpengesystem som andre sociale ydelser blev kraftigt beskåret.

Læg dertil at der stadig i 2000 var en forskel på mænd og kvinders gennemsnitsløn på 12-19 procent i mændenes favør. Samt at mændenes gennemsnitlige pensionsformue var cirka 30 procent større end kvindernes.

Et ”Videnscenter for Ligestilling”, som afløste Ligestillingsrådet, og som blev etableret af den socialdemokratiske regering i 2000, blev også nedlagt i 2002 af VK-regeringen. Den slags ”smagsdommeri” skulle der nemlig spares på, var holdningen hos den borgerlige regering, der ellers havde markante kvinder som ministre, fx Lene Espersen og Inger Støjberg. Men ingen af dem anfægtede dette angreb på ligestillingen.

Man kan altså sige, at det gik den gale vej – også når man betænker, at efter kommunalreformen var 91 ud af 98 borgmestre i Danmark i 2005 mænd. Altså det år, hvor vi kunne fejre 90-året for kvindernes stemmeret.

Nogle kvinder havde dog succes med at positionere sig politisk. Mest nok den konservative Connie Hedegaard, der først var minister, blandt andet klimaminister og siden EU-kommisær for klima – og måske Danmarks dygtigste i Bruxelles nogensinde. Ved klimatopmødet i København i 2009 var det i hvert fald tydeligt, at der stod respekt om hende og hendes evner fra hele verdens ledere – og resultatet var formentlig blevet både anderledes og bedre, hvis hun havde ledet det vigtige topmøde fremfor Lars Løkke. Connie Hedegaard var fx formentlig ikke faldet i søvn undervejs!!!

Der kom også to nye markante kvinder til Danmark udefra – selvom reglerne for ægteskab med folk fra andre lande strammedes voldsomt. Det gjaldt dog ikke disse to, nemlig kronprinsesse Mary, der er skotsk født, men opvokset i Tasmanien og Australien, og som i 2004 giftede sig med kronprins Frederik. Samt franskfødte prinsesse Marie, der i 2008 giftede sig med prins Joachim, der i 2004 blev skilt fra grevinde Alexandra.

Udenfor landets grænser virkede også danske kvinder som fx skuespilleren Connie Nielsen, der boede i USA og havde store filmroller i 00´erne, men som i Danmark var ligeså kendt for sit daværende ægteskab med Metallica-stjernen Lars Ullrich.

Svømmepigerne var også populære – og i modsætning til 1930´ernes danske svømmepiger var der ingen af dem, der opførte sig politisk. Det drejede sig om at vinde guld for Lotte Friis, Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen og mange flere. Og det gjorde de. De vandt både guld og andre medaljer – og slog rekorder. Og også stadig her i 10´erne, hvor især en Mie Ø. Nielsen svømmer igennem som en af de nye stjerner fra næste generation af dygtige, danske svømmepiger.

Guld i form af en guldplade – og en platinplade – vandt rapperen Natasja også – men først efter hendes tragiske død i en trafikulykke på Jamaica i 2007. En hel generation unge kvinder – og mænd – havde ellers sat deres lid til hende som fortolker af deres tanker og drømme om et andet, mere rummeligt og mangfoldigt Danmark – og den dag i dag spilles hendes ”Gi´ mig Danmark tilbage” flittigt. Budskabet er også stadig aktuelt.

Endelig oplevede to erfarne nyhedskvinder, Ulla Therkelsen og Mette Fugl, også at blive feteret gennem 00´erne. De havde ellers været fremme i mediebilledet med reportager og interviews i en årrække, men blev nu nærmest kult – især Ulla Therkelsen, som fik en café opkaldt efter sig.

Mange af disse kvinder er stadig med til at tegne billedet i Danmark. Et billede, der ændrer sig i 10´erne – og som stadig udvikler sig. Det skal vi høre om i morgen i den sidste Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275
Dagmar og Bengerd: http://danmarksbloggen.dk/?p=6301
Margrethe Sambiria og
Margrethe Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=6329
Dyveke, Sigbritt og Elisabeth: http://danmarksbloggen.dk/?p=6389
Leonora Christine og Sophie Amalie: http://danmarksbloggen.dk/?p=6392
Marie Grubbe og Anna Sophie Reventlow: http://danmarksbloggen.dk/?p=6462
Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=6478
Guldalderkvinderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6511
Grevinde Danner og Europas Svigermor: http://danmarksbloggen.dk/?p=6547
Skagenskvinderne – og et selvmord: http://danmarksbloggen.dk/?p=6582
Thit Jensen og Agnes Henningsen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6624
1915: http://danmarksbloggen.dk/?p=6638
1920´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656
1930´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6685
1940´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6716
1950´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6719
1960´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6786
1970´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6814
1980´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6840
1990´erne: http://danmarksbloggen.dk/?p=6905

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Kompetente politiske ledere søges

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om problemet med kompetent politisk ledelse. For:

Kompetente politiske ledere søges

At være leder af et politisk parti – at være minister – ja måske endda statsminister – burde være noget af det fineste, som man kan blive, både som politiker og som menneske.

Men sådan hænger det desværre ikke sammen i nutidens Danmark, hvor de mest kompetente potentielle ledere siger nej til posten som leder af deres parti – mens de noget mindre kompetente ikke alene siger ja til at være partileder, ja i visse tilfælde som fx hos Venstre så klamrer den knap-så-kompetente leder sig til magten.

For prøv at tage et kig over det politiske landskab:

Venstre har som sagt Lars Løkke, men tænk hvad det ville betyde, hvis det var Søren Gade.

Konservative har Søren Pape, men tænk hvis det var Connie Hedegaard.

De radikale har Morten Østergaard, men tænk hvis det var Christian Friis Bach.

Helle Thorning har heller ikke den store fokus på danskerne og medmenneskeligheden. Her er det dog ikke så nemt at udpege den oplagte efterfølger. Der er flere kandidater.

Og sådan kunne man blive ved. Der er meget langt mellem de kompetente politiske ledere. En markant undtagelse er Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten.

Men hun er lidt en enlig svale, også selvom vi medregner Kristian Thuelsen Dahl. For nok er han populær blandt DF´s vælgere, men han er ikke på nogen måde inkluderende ifht. den danske befolkning.

For desværre er politik i dag kun sjældent et ærefuldt erhverv, der appellerer til mennesker med store visioner, hæderlighed og en dybfølt ønske om at gøre noget for Danmark og alle danskere.

Politik anno 2014 er i stedet alt for ofte en smudsig affære, der appellerer til mennesker med magtbegær og et dybfølt ønske om at gøre noget for sig selv og egen karriere.

Problemet er blot, at Danmark lider under de knap-så-kompetentes skalten og valten med vores skønne land og dets mennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere magt til Folketinget og mindre til EU

Nu er der kun en uge til, at EU´s topposter skal fordeles, og endnu er intet afgjort. Heller ikke hvem der skal bestride den vigtigste post som EU-kommisionens formand.

En post, som Tysklands kansler Angela Merkel mener skal gå til Jean-Claude Juncker fra Luxembourg. Det synes Englands premierminister David Cameron så ikke. Han vil have en, der kan stå for de nødvendige reformer i Europa, som han sagde det i Sverige for en uges tid siden – hvad han så end mener med dén udmelding.

Måske mindre EU, når man tænker på folkestemningen hjemme i England – og mange andre steder i Europa?! Det ville ihvertfald være en udvikling, som ville glæde mange europæere.

For skellet mellem på den ene side politikere og embedsmænd i EU-systemet og befolkningerne på den anden bliver større og større – til stor skade for demokratiet og vores liv.

For det betyder faktisk noget for vores allesammens hverdag, hvem der sidder i EU – og hvad de beslutter – og hvem der er formand for kommissionen.

Men det er svært at overskue for den enkelte, der så ofte vælger at skubbe det hele fra sig og være ligeglad. En psykologisk helt naturlig reaktion.

I Danmark fokuserer vi derfor også på, om statsminister Helle Thorning måske skal have et af top-jobbene, måske endda det som selveste kommissionsformanden. For skulle det ske, så skal en anden være statsminister – og det er jo vældig spændende og vigtigt – og noget, som vi kan forholde os til.

Summa summarum: Tilbage står at EU er en stor kolos på lerfødder, som vi ikke kan relatere os til – end ikke selvom vi godt ved, at der bestemmes rigtig meget nede i Bruxelles, som også har betydning for os. Dansk politik på Christiansborg kan vi derimod sagtens forholde os til, både i de store linier og de små detaljer.

Det burde derfor være nok til at få politikerne til at forstå, at EU skal bestemme mindre – og Folketinget og de andre nationale forsamlinger mere. For kun sådan har Europa en chance for at blive sammen i dét EU, der forhindrer os i at gå i krig mod hinanden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De fleste socialdemokatiske lokalformænd vil beholde Thorning

DR skriver i nedenstående artikel, at en del socialdemokratiske lokalformænd vil af med statsminister Helle Thorning-Schmidt som formand for Socialdemokratiet, hvilket også er overskriften og det gennemgående tema i artiklen.

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/04/02/133301.htm

MEN – for der er et men. I en indskudt sætning står der nemlig:  … Og selvom de fleste stadig bakker op om Helle Thorning-Schmidt ….

Aha, der er altså stadig flere socialdemokratiske lokalformænd, der vil beholde Thorning end det modsatte …

Hvor mange siger artiklen ikke noget om, kun at der er ringet til en række socialdemokratiske lokalformænd, hvoraf de 13 gerne vil af med den nuværende formand. Der er ialt 250 socialdemokratiske lokalformænd i Danmark, og da de har været fem journalister om at lave artiklen, må man formode, at de har ringet til en pæn del af de 250.

Det interessante her er derfor, hvorfor lokalformændene vil beholde Thorning. Og dét kunne det være spændende at få svar på istedet for at rode rundt i, at 13 socialdemokratiske lokalformænd ud af 250 gerne vil af med hende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lige ret for Helle og for Anders

For snart fire år siden fik daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen jobbet som NATO´s generalsekretær, og danskerne var – uanset politisk ståsted – stolte over, at en dansker var blevet valgt til den høje post.

Nu er vi dér – måske – igen, denne gang med Helle Thorning og en stor EU-post i hovedrollen. Men denne gang hagler det ned med kritik og nedladende kommentarer om Thorning, der bl.a. beskyldes for at have været mere EU-venlig end normalt her i den senere tid, for på den måde at have en større chance for at få et af de EU-topjob, der er i spil.

Dét er forskelsbehandling, så det batter.

Anders Fogh Rasmussen var – såvidt Danmarksbloggen husker – mindst ligeså NATO-positiv fx i forhold til at sende danske styrker til diverse brændpunkter som Helle Thorning nu er EU-positiv i forhold til fx børnechecken.

Så hvis der er nogen rimelighed til, så skal vi i Danmark være mindst ligeså stolte over Thorning, hvis hun får en stor EU-post, som vi i sin tid var det over Fogh Rasmussen.

Lige ret for Helle og for Anders.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så bliver Thorning grillet …

Statsministeren er i samråd på fjerde time i noget, der mest minder om en langtids-grillning af Helle Thorning.

Det går nogenlunde som forventet. En lang – meget lang – affære med de samme spørgsmål og de samme svar, der indtil videre ikke har (be)vist meget andet end dårlig forvaltningsskik, idet de to departementschefer i henholdsvis Justits- og Statsministeriet, Anne Kristine Axelsson og Christian Kettel Thomsen, tilsyneladende ikke har taget telefon-notater i den famøse sag.

Se link til artikel fra DR for overblik i sagen her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/01/15/123549.htm

Sådan ser det ihvertfald ud i skrivende stund klokken lidt i fem fredag d. 17. januar 2014.

Og det er faktisk skidt. For brud på den ellers så gode forvaltningsskik i Danmark fører netop til sager, der skader politikere, som gør deres arbejde.

Mest tydeligt så vi det i sagen med tidligere udviklingsminister Christian Friis-Bach, der måtte forlade sit ministerium til trods for, at han havde været opmærksom på forholdene, men blev svigtet af sine embedsmænd.

Sagen med retsudvalgets udflugt til Christiania er ikke ligeså enkel. Langtfra endda. Tidligere justitsminister Bødskov vidste, at han talte usandt – og dagens samråd kredser om, hvorvidt det samme gjaldt statsministeren.

Danmarksbloggen følger løbende med og vender tilbage senere …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Christiania, Bødskov, Statsministeren … sagen der ikke vil dø

I kan ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv, som der synges i fristaden Christiania´s slagsang.

Det samme kan siges om sagen om retsudvalgets udflugt til Christiania. Den sag kan åbenbart heller ikke dø, men fortsætter som en anden dårlig sæbe-opera, hvor man igen og igen undres over, hvad der er sket – og ikke mindst, hvordan det er blevet håndteret.

Det er jo direkte u-smart at lyve, som Morten Bødskov gjorde det. Det nærmer sig også noget, som kun forekommer i dårlige tv-serier, når statsminister Helle Thorning først hævder, at hun intet kendte til sagen – men at det så senere viser sig, at det gjorde hun måske alligevel.

Morgendagens samråd vil – måske eller måske ikke – bringe klarhed over de faktiske forhold.

Hvad samrådet imidlertid vil vise er, hvor langt Enhedslisten vil strække sig for at redde regeringen. Og dét bliver mere end spændende at følge. For Enhedslisten har tidligere vist, at de står på deres principper og holdninger, også selvom det koster.

Danmarksbloggen følger ivrigt med … og håber på, at en tilsvarende nidkærhed om, hvordan jobbet som regering håndteres, også vil blive praktiseret, når et eventuelt valg er overstået, og en ny, formentlig blå regering sidder på magten.

For set i lyset af GGGI-sagen, bilags-sagen, skattesagen og så videre skal der nok blive masser at komme efter.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarkbloggen anmelder statsministerens nytårstale

Sikke en fortælling statsminister Helle Thorning-Schmidt fortalte i går aftes i sin nytårstale.

Nemlig den smukke fortælling om et Danmark, hvor der bliver passet på de svage, hvor de ældre har en tryg alderdom, hvor unge kan få en gratis uddannelse, hvor arbejdsløse ikke skal frygte for dagen og vejen – og alle de andre velfærdsgoder, som vi havde engang.

Ja, netop engang.

For det velfærdssamfund, som Socialdemokratiet var hovedarkitekt på i sidste århundrede, er de selv ved at bryde ned sten for sten. Senest i forbindelse med finansloven, som blev indgået med blandt andet Venstre, der er mere klar end nogensinde til at slagte velfærdssamfundet fuldstændigt i skattelettelsernes navn.

Det giver ikke mening.

Danmarksbloggen ønsker mere end noget andet, at Socialdemokratiet i den førte politik traf beslutninger, der passede med den fortælling, som statsministeren kom med i går aftes.

For en ting havde hun ret i. Det er ikke en naturlov at skulle afmontere velfærdssamfundet. Det er noget, som vi selv bestemmer.

Og Danmarksbloggen er ikke i tvivl om, hvad vi skal vælge, når valget står mellem det mørke angst- og egoisme-baserede junglesamfund, som Venstre og Liberal Alliance ønsker – og så det lyse trygheds- og fællesskabs-baserede solidaritets-samfund, som statsministeren talte om igår.

For der er en forskel – og der findes vel også politikere blandt Socialdemokraterne, som stadig vil denne forskel. De sidder bare ikke i stats- eller finansministeriet. Desværre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk