Nu er der kun en uge til, at EU´s topposter skal fordeles, og endnu er intet afgjort. Heller ikke hvem der skal bestride den vigtigste post som EU-kommisionens formand.
En post, som Tysklands kansler Angela Merkel mener skal gå til Jean-Claude Juncker fra Luxembourg. Det synes Englands premierminister David Cameron så ikke. Han vil have en, der kan stå for de nødvendige reformer i Europa, som han sagde det i Sverige for en uges tid siden – hvad han så end mener med dén udmelding.
Måske mindre EU, når man tænker på folkestemningen hjemme i England – og mange andre steder i Europa?! Det ville ihvertfald være en udvikling, som ville glæde mange europæere.
For skellet mellem på den ene side politikere og embedsmænd i EU-systemet og befolkningerne på den anden bliver større og større – til stor skade for demokratiet og vores liv.
For det betyder faktisk noget for vores allesammens hverdag, hvem der sidder i EU – og hvad de beslutter – og hvem der er formand for kommissionen.
Men det er svært at overskue for den enkelte, der så ofte vælger at skubbe det hele fra sig og være ligeglad. En psykologisk helt naturlig reaktion.
I Danmark fokuserer vi derfor også på, om statsminister Helle Thorning måske skal have et af top-jobbene, måske endda det som selveste kommissionsformanden. For skulle det ske, så skal en anden være statsminister – og det er jo vældig spændende og vigtigt – og noget, som vi kan forholde os til.
Summa summarum: Tilbage står at EU er en stor kolos på lerfødder, som vi ikke kan relatere os til – end ikke selvom vi godt ved, at der bestemmes rigtig meget nede i Bruxelles, som også har betydning for os. Dansk politik på Christiansborg kan vi derimod sagtens forholde os til, både i de store linier og de små detaljer.
Det burde derfor være nok til at få politikerne til at forstå, at EU skal bestemme mindre – og Folketinget og de andre nationale forsamlinger mere. For kun sådan har Europa en chance for at blive sammen i dét EU, der forhindrer os i at gå i krig mod hinanden.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk