Kategoriarkiv: Danmark i udlandet

Mads P. vinder den grønne pointtrøje

Udgivet den af
Svar

Der er fire trøjer i Tour de France: Den gule førertrøje, den hvide ungdomstrøje, den prikkede bjergtrøje – og så den grønne pointtrøje.

Indtil videre har ingen dansker vundet den grønne pointtrøje. Men i morgen, når feltet ruller over målstregen i Paris, vil det ændre sig.

For siden 4. etape har den tidligere verdensmester og rytter for Lidl Trek Mads Pedersen – populært kaldet Mads P. – haft den grønne pointtrøje.

Og nok har der været nogle nervepirrende momenter undervejs, både i uge 2 og her i uge 3, hvor han de sidste tre dage på flotteste vis har sikret sig nok point til at, det i morgen bliver en dansker i grønt, som står på podiet i Paris.

Nemlig Mads P., der i karrieren også har vundet pointtrøjen i de to andre Grand Tours – Vueltaen og Giroen.

At vinde pointtrøjen i alle tre Grand Tours er der – udover Mads P. – kun fem, der har gjort, nemlig Eddy Merckx, Laurent Jalabert, Djamolidine Abdoujaparov, Alessandro Petacchi og Mark Cavendish. Det er altså en eksklusiv klub, som Mads P. bliver medlem af.

Stort tillykke til Mads P. fra Danmarksbloggen. Det er så velfortjent.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jonas Vingegaard er Danmarks største sportsnavn

Udgivet den af
Svar

Hvad er størst: Et tordenskrald eller Rundetårn? Det kan man ikke afgøre. Så at skulle kåre Danmarks største sportsnavn gennem tiderne er måske en umulig opgave.

Men cykelrytteren Jonas Vingegaard, som i går skrev dansk idrætshistorie ved kun at være den ottende nogensinde til at vinde samtlige tre Grand Tours er et rigtigt godt bud. For nu har Vingegaard alle trøjer i hus: Den gule fra Tour de France, som han indtil videre har vundet to gange, den røde fra Vuelta a España og den lyserøde fra Giro d´Italia.

Det kræver meget at komme dertil. Og held er helt udelukket, når man skal være på toppen i de tre uger, som en Grand Tour varer. Det handler derimod om træning, dedikation og stamina, som også bør være kriterierne for at kunne blive Danmarks største sportsnavn.

Men ja, sejleren Paul Elvstrøm kunne også være et bud, da han vandt fire olympiske guldmedaljer og 13 verdensmesterskaber.

Og et andet bud er dressurryttersken Lis Hartel, som vandt en OL-sølvmedalje i 1952. Er sølv nok i denne sammenhæng, kan man spørge. Svaret er ja – og endda i høj grad. For Lis Hartel var lam fra livet og ned, men hun konkurrerede på lige fod med mænd og kvinder, som kunne stå, gå og løbe – og bruge benene til at vejlede hesten.

Så er Danmarks største sportsnavn en ung mand fra det vestjyske, som kan køre hurtigt på en cykel op af de stejleste bjerge, en mand, der kunne sejle de andre i sænk – eller en kvinde, der selvom hun ikke kunne bruge sine ben, alligevel kunne ride bedre end en enkelt tysker?

Det må enhver selv afgøre.

Andre navne kan selvfølgelig også komme i spil som måske en Viktor Axelsen i badminton, der vandt to OL-guld, verdensmester- og All England-titler. Men ikke fodboldspilleren Michael Laudrup, som ellers ved en afstemning i 2021 blev kåret som det største danske sportsnavn.

Men hvordan kunne Michael Laudrup blive det? Han var fx ikke med, da han ikke ville spille på landsholdet, dengang Danmark i 1992 vandt EM i herrefodbold – og der findes flere andre navne indenfor holdsportene fodbold og håndbold, som også har været på internationalt topniveau.

Danmarksbloggen vælger derfor uden at tøve – og kipper samtidig med flaget for – Jonas Vingegaard som Danmarks største sportsnavn.

Jonas Vingegaard har skrevet sig ind på den store klinge som blot nr. 8 i verden til at vinde samtlige tre Grand Tours. De syv andre er: Jacques Anquetil (Frankrig), Felice Gimondi (Italien), Eddy Merckx (Belgien), Bernard Hinault (Frankrig), Alberto Contador (Spanien), Vincenzo Nibali (Italien) og Chris Froome (Storbritannien).

Alle syv er legender – og det er Jonas Vingegaard også.

Ps. Hvis man undrer sig over, hvorfor verdens bedste cykelrytter gennem alle tider Tadej Pogačar ikke er med på listen, er svaret enkelt. Pogačar har simpelthen ikke kørt Vueltaen (endnu), men han har både kørt og vundet Giroen og Touren – den sidste hele fire gange.

For hvor Vingegaard gerne vil sætte hak ved alle store etapeløb, så vil Pogačar sætte hak ved alle store cykelløb fra endagsklassikerne over VM og OL til etapeløb. Og sloveneren mangler blot OL, Vueltaen og så et ud af fem monumenter: Paris-Roubaix.

Det vil være enestående, hvis det lykkes sloveneren at få de sidste i sækken … men det tager intet fra Vingegaards store triumf. Det skal vi også huske. De er indtil videre kun otte i verden, som har vundet samtlige tre Grand Tours – og det har lange udsigter, før de bliver mere end max ni.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

BÅTHORNET, TURISTHORNET

Udgivet den af
Svar

Tænk hvis jeg havde sådant et gammeldags båthorn. Så kunne jeg stikke det i min rygsæk og trutte og båtte lystigt med det, når de alt for mange turister igen-igen-igen lukker veje og stræder foran mig.

Sådan havde han aldrig tænkt før, men lige præcis sådan tænkte han, da han af konen og datteren fik netop sådant et horn foræret til sin fødselsdag.

Et fint, fint båthorn, hvis trompet-tragt skinnede som sølv og med en sort gummiballon – lige til at trykke på.

Og nu bruger han – på vej til og fra arbejde – båthornet hver dag i turistsæsonen, som i København strækker sig fra 1. januar til 31. december.

Turen går over Kyssebroen, strejfer Nyhavn, inden det er forbi Amalienborg og Mærsks hovedkvarter og ud mod en vis lille havfrue på Langelinie.

En rute med mange-mange turister. Kinesere i store sværme, der spærrer det hele. Asiater og amerikanere, der højlydt svinger med selfiestænger. Familier og venner, som mener, at de har ret til i skildpaddefart at slentre lige præcis så mange, at de fylder hele fortovets bredde, så de kan sludre med hinanden, men så ingen andre kan komme forbi. Mennesker i alle aldre og alle køn som uden varsel stopper op lige foran ham for at tage endnu et billede, opdatere deres sociale medier og den slags.

Dem og mange-mange flere turister, der som sneflokke konstant kommer vrimlende og flokkes foran manden. Men ingen af dem kan ignorere båthornet – eller turisthornet, som han kalder det.

En hånd ned i rygsækken, hvor det har sin faste plads i en yderlomme, og et tryk eller to. Så er der lyd: TRUT-TRUT eller måske snarere et dybt BÅÅÅT-BÅÅÅT, og så gibber det i dem, som er foran – og så bliver de så forvirrede, at de rykker til siden, og han kan gå frem.

Det virker altså, turisthornet. Ja, en morgen brugte han det endda til at skræmme nogle lommetyve væk, som havde sneget sig ind på ham, og som han mærkede havde gang i hans rygsæk.

Her var det så både hornet og hans stemme, som gav lyd … og de fik heller ikke noget, de to lommetyve. Det gør turisterne så … nemlig æren af at om ikke møde, så dog høre manden med båthornet, turisthornet i aktion.

Man må ikke håbe, at manden med båthornet bliver en attraktion. For vi har allerede alt for mange turister i København.

Det siges, at mandens kone kan finde på højt og insisterende at sige BIP-BIP, når hun går bagved turister, som fylder det hele, stopper op eller bare er irriterende, og at det var dén vane, som satte det med båthornet i gang.

Men det er nok bare en skrøne. Ja, måske er det hele bare en god historie – bortset fra det med de altfor store turist-horder, der hærger de københavnske gader og pladser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vintersalme til styrkelse af sjæl, sind og hjerte

Udgivet den af
Svar

Winter is coming, sagde vi, da Trump blev genvalgt.

Det viste sig at holde mere stik, end vi troede.

Så nu er det tid til styrkelse af sind, sjæl og hjerte. Tid til at mindes om at intet mørke, ingen kulde, ingen ondskab kan vare ved. Lyset, varmen og kærligheden vil altid komme igen.

Så derfor kommer her som balsam på martrede sind, urolige sjæle og bange hjerter Brorsons vidunderlige vintersalme “Her vil ties, her vil bies”.

Blot husk at opgaven denne gang ikke at være tavs eller at vente. Opgaven nu er at råbe op, sige fra og handle.

Men alligevel kan vi med fordel synge med på nedenstående.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1

Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente,
kun ved at vente, vor sommer ind.
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!

2

Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.
Dagene længes, vinteren strenges,
vinteren strenges. Og det er svart.
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.

3

Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist
dér skal du finde forsommers minde,
forsommers minde, alt grøn på kvist.
Turteldue, kom at skue,
kom at skue bag gærdet hist!

4

Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse,
lad mig nu gyse. Det snart forgår.
Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!

5

Due, kunne du begrunde,
du begrunde, hvad der nu sker!
Kulden den svækkes, blomsterne dækkes,
blomsterne dækkes, jo mer det sner.
Due, kunne du begrunde,
du begrunde, hvad der nu sker!

6

Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!
Se! nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad.
Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!

Hvad sker der, hvis Trumps USA angriber Grønland?

Udgivet den af
Svar

Der er kun ét spørgsmål at stille i disse dage:

HVAD SKER DER, HVIS TRUMPS USA ANGRIBER GRØNLAND? VIL DE ANDRE LANDE I EU OG I NATO KOMME OS I KONGERIGET DANMARK TIL HJÆLP?

Stort set samtlige vestlige ledere har været ude og sige, at de bakker op om Grønlands og Kongeriget Danmarks territoriale grænser og folkeretslige ret til at bestemme selv.

MEN hvad sker der, hvis de amerikanske styrker pludselig står på indlandsisen?
Hvad sker der, hvis Trump samtidig stiller sig op på talerstolen i Det Hvide Hus, og siger, at USA nu har overtaget Grønland?
Hvad sker der, hvis sagen tages op i FN – uden at USA´s FN-ambassadør så meget som ryster på det rigtige i, at USA har overtaget Grønland?

Det er Danmarksbloggens frygt, at der sker absolut INGENTING.

Jo, altså, der vil komme noget brok fra de andre vestlige lande og ledere. Måske endda skarp kritik af USA´s præsident Trump.

Men ellers sker der ingenting. Ingen sanktioner, ingen militær hjælp, ingenting.

For ingen ønsker for alvor at lægge sig ud med Trump, selvom det er tydeligt, at samme Trump er mere som Putin og andre despotiske diktatorer og tyranner, end han er forkæmper for Den Frie Verden og de liberale frihedsrettigheder.

Og nok er næsten alle i Kongeriget Danmark enige og forhåbentlig også klare på at kæmpe for Grønland, men vi kan ikke gøre meget uden hjælp fra vores venner.

Men alle de store europæiske lande vil sidde og skutte sig – og tale om at se ”helheden” i det – og at vi også skal tænke på det fremtidige forhold til USA. Men en fremtid, som baserer sig på at danse efter en tyrans luner, er en fremtid i ufrihed og slaveri.

De må have godt gang i popcornene i Moskva, Beijing og de andre steder, hvor Trumps despotiske åndsfæller hersker. For lige nu er Vesten i gang med at implodere indefra – antændt og vedligeholdt af den orange lunte i Washington D.C.

Det er i sandhed sorte tider.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Juletræsflyvning igen i år

Udgivet den af
Svar

Sidste år kom de susende i høj fart og stort rabalder – og i år gør de det igen: Kampflyene fra Sverige og Danmark, som flyver i en formation, så de danner et juletræ.

Det ser flot ud, når de kommer drønende. Jeg stod sidste år på Knippelsbro, og så de grå fly jage ind over København, og jeg var vildt imponeret.

Men det er mere end juletid og opvisning. Det er også øvelse og koordinering og alvor. For vi lever i urolige tider – og en såkaldt varm krig er tættere på end nogensinde siden besættelsen.

Verdens første historiker – eller ham som har fået æren af at være det – den græske Herodot, som levede for næsten 2.500 år siden, sagde, at mennesket ikke kan huske sådan for alvor mere end cirka 80 år tilbage i tiden.

Det passer, når man tænker på, at mange danskere skal helt tilbage til deres bedsteforældre eller måske oldeforældre for at finde nogen, som kan huske de fem forbandede år – og at mange af de unge generationer derfor ikke for alvor regner krig i Danmark for en seriøs risiko. Fordi de simpelthen ikke har levet tæt nok målt i tid på krigens gru.

Men krig er en reel risiko i vor tid. Og man skal som bekendt kende sin fortid for at forstå sin nutid – og kunne forme en god fremtid.

Og lige nu sidder der et styre i Moskva, som vil have Rusland lige så stort og mægtigt, som Sovjetunionen var det, og også nogenlunde de samme landområder plus måske noget ekstra. Et styre, som ikke bryder sig om de liberale frihedsrettigheder og det demokrati, som vi i Vesten lever i – og som ikke er en selvfølge.

Frihedsrettigheder og demokrati, som vi nok har fået i vuggegave, men kun fordi der engang blev kæmpet for det. Så vi skal også være klare til at kæmpe, som også NATO´s generalsekretær Mark Rutte lige har sagt det – og det skal de vide i Moskva. Så også derfor er det godt, at flyene går på vingerne her i Norden …

Eller som chefen for det svenske flyvevåben sagde det i sin pressemeddelelse om juletræsflyvningerne, som foregår over hele Sverige, og inkluderer alle Nordens luftvåben: Vores fælles juletræsflyvninger er et synligt symbol for, hvad det nordiske forsvarssamarbejde har udviklet sig til – operativt integreret, gensidigt forstærkende og forankret i vores fælles engagement som allierede.

Vi holder nemlig sammen her i Norden.

I Danmark sker juletræsflyvningen på tirsdag d. 16. december eller i tilfælde af dårligt vejr på onsdag d. 17. december. Følg med i dagspressen for nærmere om tid og sted.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Angst er en naturlig del af livet – også i en hybridkrig

Udgivet den af
Svar

Jeg vil ikke lade angsten styre mig, sagde en granvoksen politisk kommentator på nationalt tv i sidste uge, mens han brugte sit udsagn som argument for IKKE at købe ind, så han kan klare sig selv i tre dage. Det, som myndighederne ellers kraftigt opfordrer alle danskere til.

Jeg vil ikke gøre mine børn bange, så hellere fortælle dem, at der ingenting kan ske her i Danmark, siger mange forældre, og glemmer, at de godt kan slukke for nyhederne derhjemme, mens børnene er vågne. Men så hører børnene bare om droneangrebene og hvad der ellers sker et andet sted.

STOP, siger Danmarksbloggen derfor, og spørger:

HVORFOR MÅ VI IKKE VÆRE BANGE?

For vi er et sted, hvor der reelt sker hybride krigshandlinger i Danmark. Og det kan godt gøre både børn og voksne bange. Men det er ikke angsten, som er fjenden. Angst er derimod en naturlig – og uundgåelig – del af livet.

Og nej, det er ikke rart at være bange. Det er ubehageligt. Men livet har aldrig handlet om at skulle undgå at være bange.

Tværtimod så handler livet om at lære at være i den ubehagelige angst, og bruge angstfølelsen konstruktivt.  

Angsten må nemlig ikke handlingslamme os. Men det gør den, hvis man tror, at verden skal være et nuttet og plysset lyserødt sted, hvor vi kan hoppe frit rundt som en anden flok enhjørninger uden tanke for andet end os selv – og hvad vi lige har lyst til nu.

Men verden er ikke sådan. Jo, altså – verden KAN indimellem være god, varm og kærlig, og når den er det, så skal vi nyde det i fulde drag. Men vi skal også være bevidste om, at verden er fuld af skarpe kanter, huller vi kan falde ned i, og væsner, som ikke vil os det godt – og at det skal vi lære at håndtere.

Det hedder rettidig omhu, og midt i en hybridkrig – som den Danmark er i ligenu – handler det om to ting:

  1. At være ærlig – både overfor sig selv og sine børn – om der kan ske ubehagelige ting, men at vi kan gøre en hel masse.
  2. At udvise rettidig omhu – og sørge for, at man kan klare sig selv med mad, vand og medicin i minimum tre dage. For når man kan det, så lægger man ikke samfundet til last i de kritiske dage, hvor der er slukket for vand, varme og strøm – og hvor ressourcerne skal bruges til at sørge for dem, som IKKE kan klare sig selv.

Så få nu købt det knækbrød, de dåsemakreller, de flasker vand osv – og keep calm and carry on. Det er altså IKKE sværere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi skal stå imod bøllen i øst

Udgivet den af
Svar

Sikkerhedstruslen øges mod Danmark med etableringen af en ukrainsk våbenproduktion i Danmark, siger de urolige i dag, hvor også Ukraines præsident Zelenskyj er på besøg i Danmark.

Dertil kan man kun svare: Ja, måske – på kort sigt. Men på langt sigt bliver sikkerhedstruslen endnu større, hvis ikke vi fortsat stiller os på den side, som kæmper for Ukraine og resten af Den Frie Verden. Vi er også allerede i krig – vi har sendt både artilleri og F16-fly til Ukraine.

For faktum er ganske enkelt, at Rusland – lige siden de overfaldt Ukraine i februar 2022 – har vist, at de kun vil en vej: Krigens vej.

Og det efterlader så os med valget:

Bøjer vi nakken, lader Ukraine i stikken, og finder os i sådan en bølleadfærd – uanset hvad det koster både Ukraine og os? Eller kæmper vi imod ved at hjælpe Ukraine og også os selv ved at opruste, så vi kan stå imod bøllen i øst?

Danmark har heldigvis valgt det sidste … og dét skal vi blive ved med. Ja, i dag er der kommet en grund mere. For Ruslands ambassadør i Danmark udtalte for kort tid siden, at med ukrainsk våbenproduktion i Danmark, så er Danmark at betragte nærmest som direkte aktør i Ukraine.

Ja, men det er da en anerkendelse af vores indsats i Ukraine.

Ruslands præsident Putin er så i øjeblikket i Kina sammen med andre statsoverhoveder fra diktatoriske stater. Den slags samfund, som de ønsker, er totalitære systemer uden de liberale frihedsrettigheder og det demokrati, som vi står for.

Hvad de konkret plotter i Kina – det ved vi ikke. Men Kinas leder Xi Jinping har lige sagt, at verden står ved en skillevej aka truer med krig – og han lover, at Kina vil hjælpe deres ”brødre” i Rusland.

Og nok har Kina store økonomiske interesser i USA, men ikke lige så meget i Europa. Så med Trump i Det Hvide Hus, er der nemmere spil for det, som tegner til at være et ”dem”, som måske alligevel kun tæller Rusland, når det kommer til stykket, overfor Vesten, som er ”os”.

Uanset hvad så ved vi, at den gamle sandhed gælder til alle tider: Hvis man vil fred, så må man forberede sig på krig.

Så det gør vi så i Danmark, i hele den vestlige verden – minus måske USA, som er rimeligt utilregnelige i øjeblikket.

Så vi må steppe op her i Danmark, her i Europa. Vi kan heller ikke andet. Det er en no-brainer, det her.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

H. C. Andersens død markeres med kirkeklokker i en halv time

Udgivet den af
Svar

H. C. Andersen fejres – med rette – i det helt store format i dag.

I dag mandag d. 4. august kl. 11.04 er det nemlig præcis 150 år siden, at verdens største eventyrdigter gik ud af tiden.

Og det markeres på dagen, på tidspunktet – og ikke kun i Danmark, men over hele Norden. For alle Nordens kirkeklokker vil kime, og alle Nordens klokkespil vil spille hans melodier i en halv time med start på dødstidspunktet kl. 11.04.

For præcis på det klokkeslæt forlod den største dansker gennem alle tider denne verden. Det skete ude i Villa Rolighed ved det nuværende Svanemøllen. Villa Rolighed var ejet af familien Melchior, der var nogle af H. C. Andersens nære venner, som også tog sig af ham i de sidste dage af hans liv.

Danmarksbloggen vil også på dagen hylde dette helt særlige menneske, som skrev eventyr som ingen andre hverken før eller siden har gjort det. Denne grimme ælling med de kluntede ben, som aldrig blev balletdanser, men som i stedet blev den smukkeste svane på fortællingernes store sø.

Den halve times kimen og spillen med klokker er derfor mere end blot en flot markering. Den er en naturlig hyldning af verdens bedste eventyrdigter. Og mon ikke H. C. Andersen ville have syntes om, at sange som “I Danmark er jeg født”, “Hist, hvor vejen slår en bugt” og flere andre klinger i dag over hele Norden? Dét tænker jeg.

Ja, som i ethvert eventyr sidder han sikkert oppe i sin himmel i dag og glæder sig – og nu uden den tandpine, som pinte ham, da han blev æresborger i Odense, og hele byen hyldede ham med fakler i vinternatten.

Men nu er det sommer, den varme, velsignede sommer, fuglene synger og roserne dufter – og H. C. Andersen kan fryde sig i sin himmel.

Så: Kære H. C. Andersen. TAK for Deres enestående eventyr. De læses stadig af en hel klode …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fattig-turismen ødelægger Danmark

Udgivet den af
2

Det vrimler med turister i Danmark – og det efterhånden året rundt, selvom det er værst her om sommeren, og måske allerværst i København, hvor lyden af rullekufferterne høres døgnet rundt på gader og stræder – ja, sågar i Tivoli findes det nu.

MEN er det med turisme nu så godt for samfundet og for økonomien?

Danmarksbloggen mener det ikke.

For hvad er det, som sker, når der kommer flere turister, hvoraf mange bor i private lejligheder, og bruger løs af byen og dens ressourcer?

  1. Priserne på lejligheder stiger, så ingen almindelige borgere længere har råd til at bo dér. Det betyder faldende skatteindtægter for kommunen og mere uro.
  2. Det stigende antal turister slider på byen og dens infrastruktur, men de betaler ikke skat.
  3. Flere turister betyder også stigende forurening.
  4. Dagligt udsætter masser af turister sig selv og andre for livsfare, når de begiver sig slingrende ud på cykelstierne uden måske at have siddet på en cykel før.
  5. En lille gruppe danskere – nemlig dem, som ejer lejligheder eller butikker – skummer fløden på de mange turister. Men for det store og skattebetalende flertal af danskere er det en dårlig forretning – og en dårlig oplevelse, når horderne af turister hærger i gaderne, fylder alle steder fra bageren til apoteket – og er 100% ligeglade med, hvor meget de larmer og sviner.
  6. Og det er en fejl at tro, at de ligger mange penge. Det gør de færreste turister. De kommer hertil på en billig flybillet (forurening), bor i en billig airbnb (ingen skat til stat og kommune), slider på metro, busser og by – uden at betale en krone for det – og så ja, køber de selvfølgelig mad og drikke. Men det batter ikke meget i det store samfundsregnskab, at de køber en pizza der, en bolle med ost her og måske en is nede i Nyhavn. Det koster derimod at rydde op efter dem.

Så nej, masseturisme, billig-turisme, fattig-turisme er en svøbe, der ødelægger vores land, vores byer – og efterlader os danskere som tabere.

Se til Mallorca, Barcelona og Rom – og se, hvor galt det kan gå. Vi er der ikke endnu, men vi har nået forbi mætnings-punktet, og kursen er sat mod opkastnings-punktet.

Så vi skal stoppe det nu. For vi er allerede der, hvor de eneste vindere er nogle få danskere med Euro-tegn i øjnene – og så alle fattig-turisterne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk