Sådan ved du, at det er en dansker …

Sommerferien er nu helt slut for langt de fleste.

Men inden arbejdet og skolen begynder igen, kan det være sjovt med et lille tilbageblik på eventuelle udenlandsrejser – og på de danskere, som man ofte løber ind i, når man gæster fremmede lande.

For der er nogle kendetegn ved os danskere, når vi rejser på sommerferie.

Danmarksbloggen har prøvet at finde nogle af de mest typiske – udover den klassiske: At en dansker kan kendes på at være blegfed, rødskoldet og med mavetaske. Nogle andre kendetegn kommer her:

  • Danske mænd går altid i shorts, også inde i store sydeuropæiske byer som Paris og Rom, hvor ingen voksne lokale mænd med respekt for sig selv vil ses i andet end lange, pæne bukser, når de bevæger sig rundt i gaderne.
  • Danske kvinder gør altid et stort nummer ud af, at de har et tørklæde eller andet med i tasken, når de kommer til en kirke eller andre steder, hvor man IKKE går ind med bare skuldre og lårkorte nederdele. ”Vi respekterer skam de lokale skikke,” siger de danske kvinder ofte højlydt, mens de kigger rundt for at sikre sig, at alle ser dem. Andre nationaliteter tager bare tørklædet frem uden at gøre opmærksom på egen fortræffelighed.
  • Drikkepenge er ikke noget, som danskerne giver – medmindre de er meget tilfredse med mad og betjening. Men i mange lande er drikkepenge en del af kulturen – især i USA, hvor tjenerne får så lav en løn, at de reelt lever af deres drikkepenge.

Vi er lidt sjove på den måde. For vi forventer forståelse for vores adfærd, når vi er ude. Men er vi ligeså gode til at rumme de andre, når de kommer til vores land? Det kan vi jo tænke over her i resten af august, hvor netop syd-europæerne og amerikanerne i stor stil besøger Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Trump kommer til Danmark

Så sluttede sommerferien med et brag, da nyheden om Trumps ankomst til Danmark blev bekræftet.

For ja, Trump har åbenbart besluttet sig til at rejse til Danmark. Nærmere bestemt d. 2. og d. 3. september sammen med hustruen Melania.

Statsministeriet siger, at han er velkommen. Det skal de også gøre. USA er en stormagt og en af vores nærmeste allierede.

Heldigvis er forbindelsen mellem Danmark og USA så stærk, at den godt kan overleve Trump i Det Hvide Hus. Den kan såmænd også overleve et besøg af Trump i Danmark. Sagtens endda.

Alligevel måtte han dog gerne holde sig væk. Der er ikke mange danskere, som kan lide ham – og nej, vi bliver ikke omvendt af at se Air Force One lande ude i Kastrup – eller af at se Trump sammen med Dronningen.

Lige præcis dét møde kan så blive interessant.

For der er ingen tvivl om, at Margrethe d. 2 har både klasse, stil, intelligens og mange andre udmærkede egenskaber, som Trump omvendt ikke besidder. Der er heller ingen tvivl om, at Dronningen på en stilfærdig, men bestemt måde ikke vil finde sig i noget fra Trumps side.

Så lige præcis dét møde kan blive fantastisk – og en udstilling af hvilken opportunistisk populist, som Trump er. Gad vide om amerikanerne også kan se det? Det er jo dem, som skal forhindre ham i at få runde to i Det Hvide Hus.

Så måske der bliver en lille fordel af Trump på dansk jord … måske. Der kommer sikkert også en demonstration mod ham eller to, som man kan deltage i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU-lederne svigter Europa

Man kunne formode, at EU har en interesse i at blive populær hos befolkningerne.

Men dette er tilsyneladende ikke resultatet, når man ser på, hvem EU-lederne har valgt – og fravalgt – til posterne som EU-kommissionsformand, formand for Det Europæiske Råd og EU´s udenrigschef.

Væk er alle kandidater med viden og erfaring fra EU som fx danske Margrethe Vestager og hollandske Frans Timmermann. Og jo, jo – de er blevet første og anden næstformand, men det er ikke at regne for noget, hvad det kunne have været.

Det blev til gengæld den tyske forsvarsminister og partikollega med Angela Merkel, der blev kommissionsformand, den belgiske premierminister, der blev formand for Det Europæiske Råd og den spanske udenrigsminister, der blev EU´s udenrigschef.

Ingen af dem har tidligere været i spil til nogen af posterne – og to af dem har ingen eller meget begrænset erfaring med EU-systemet. Det er rent til grin – og det vil blot øge den folkelige modstand mod hele EU – og med god grund.

Danmarksbloggen er i hvert fald mere EU-skeptisk nu end nogensinde. EU´s statsledere er simpelthen ikke deres opgave voksen, når de kan vælge prima-kandidaterne fra og sekunda-kandidaterne til.

Ja, Europas statsledere svigter Europa, europæerne og den tid, som vi lever i, hvor vi er nødt til at stå sammen og hæve os over nationale og partipolitiske fnidderier, hvis vi skal løse tidens udfordringer. Men det magtede Merkel og Macron og de andre altså ikke.

Nu bliver det spændende, om EU-parlamentets medlemmer godkender pakken. Man kunne godt være fristet til at håbe, at det blev et rungende nej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Panda´erne kommer i aften

De kinesiske pandaer lander i aften i Kastrup …  og nok er de supernuttede, men i virkeligheden handler det om magt, politik og business, om iskold kinesisk beregning – som de andre gange, hvor det store land har sendt panda´er ud i verden.

Det kaldes panda-diplomati, og man kan læse mere om det her:

https://www.dr.dk/nyheder/politik-og-pandaer-6-historier-om-panda-diplomati

Her kan man blandt andet læse, at det koster en million dollars om året at leje panda´erne, for der er nemlig slet ikke tale om et lån, men om at man indgår en lejeaftale med kineserne.

Men altså en lejeaftale, som såvel regering, kongehus og toppen af erhvervslivet har kastet alle kræfter ind på kunne blive en realitet.

Dét er eddermame – for nu at sige det ligeud – en god forretning for kineserne. VI betaler KINA penge for at KINA kan få mere goodwill her hos os.

Er Det Store Land så vigtige at holde sig på god fod med? Det vurderer man åbenbart, at det er.

Danmarksbloggen er ikke sikker. Ikke når man tænker på, hvor meget kineserne forurener deres land i jagten på mammon. For de risikerer at producere sig selv tilbage til stenalderen flere år før vi andre når dertil, selvom vi er slået ind på samme destruktive kurs.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pattebørn og Påvirkningsloven

Gårsdagens altoverskyggende politiske nyhed i de danske medier var historien om Mette Abildgaards baby, som den konservative politiker havde taget med til en afstemning i Folketinget. Men den gik ikke, mente Folketingets formand Pia Kjærsgaard. Så en folketingsbetjent måtte tage sig af den lille pige, mens mor stemte.

Samtidig i går blev Påvirkningsloven stemt igennem med stemmer fra både regeringen og Socialdemokratiet. Dette direkte angreb på det danske demokrati gik imidlertid totalt over hovedet på de fleste, både medier og politikere.

Det er ellers en MEGET vigtigere sag end baby eller ej. For vi taler om, at man nu som dansker kan få op til 12 års fængsel, hvis man ytrer noget – sandt eller falsk, som kan være i en fremmed magts interesse og imod den danske stats interesser. Uenighed bliver altså kriminelt, hvis man som dansk borger ikke mener det samme som den danske stat.

Det lugter mere af diktatur end af demokrati, ikke sandt?

Læs mere her, også hvad juridiske kapaciteter som Eva Smith, Preben Wilhjelm og Bjørn Elmquist siger om dén sag: http://danmarksbloggen.dk/?p=10238

Så ja, Pia Kjærsgaard havde faktisk ret. Vi burde ikke tillade børn at være i folketinget – og især ikke de voksne pattebørn, som sidder der nu.

For demokrati og folkestyre er en alvorlig sag. Og det at være politiker er ikke en udvidet pasningsordning, der i en valgfri årrække tilbyder ansvarsløse pattebørn masser af (lomme)penge og fri leg med landets borgere og finanser, inden de endelig bliver rigtig voksne, og lander et lukrativt job i det private erhvervsliv.

At være politiker er en opgave, der kræver, at man som minimum passer godt på den Grundlov og den retsstat, som vi fik i gave af tidligere generationer, men som er blevet voldsomt udhulet med først Mørklægningsloven, og siden i går Påvirkningsloven.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark fejrer kinesisk nytår – det handler om traditioner og købmandskab

På Strøget i København hænger et væld af farverige lys-lanterner og lys-lotusblomster, både pga. Københavns Lysfestival og for at fejre Det Kinesiske Nytår, som starter i dag, hvor vi går ind i Grisens år, der varer indtil d. 24. januar 2020.

Det er andet år i træk, at hovedstaden fejrer kinesisk nytår, og det er den kinesiske ambassade, der har sponseret de mange lanterner og lotusblomster– præcis som den gjorde for et år siden. Flere af butikkerne vil også pynte op til kinesisk nytår. Som arrangør står interesseorganisationen ”KBH – Commerce & Culture”, i daglig tale KCC.

I dagene 15. – 19. februar bliver lanternerne og lotusblomsterne suppleret med et dagligt optog med løvedansere, den kinesiske drage og den store tromme – præcis som det kendes fra kinesiske optog andre steder i verden. Men også andre steder i Danmark fejres det kinesiske nytår i disse dage med fester og arrangementer.

For det er et spørgsmål om globalisering – og om magt. Indflydelse handler nemlig ikke blot om militær og økonomi, men også om kultur og identitet, og her er traditionerne en væsentlig del af en stormagts image og en effektfuld metode til at komme ind i andre lande.

Det er derfor lige efter bogen, at Kina nu rører – kulturelt – på sig i det globale perspektiv. For Kina er ved at rejse sig om ny stormagt i skarp konkurrence med USA.

Ja, meget tyder på, at Kina allerede har overhalet USA i det globale kapløb. Kinas investeringer verden over er enorme, og der er godt styr på hjemmeområdet, som sagt pænt ikke er nær så demokratisk, som vi kunne ønske os det i Vesten.

Men i Kina ser man anderledes på de sager, og i Danmark er vi så meget købmænd, at vi ikke blander os, men i stedet holder os gode venner med det store land. Det kan man så mene meget politisk om, men ingen toneangivende i Danmark lægger sig ud med Kina. Snarere tværtimod.

Dronningen har således været på besøg indenfor de senere år, det samme har kronprinsen – ja, selv nationalikonet Den Lille Havfrue var derovre til verdensudstillingen i Shanghai i 2010.

Men Kina kommer også til os – blandt andet som de sværme af turister, man kan finde året rundt på Langelinie eller på Strøget, hvor de køber danske smykker, dansk porcelæn, andet dansk design, dansk tøj og dansk legetøj.

Det er derfor godt købmandskab at være åbne overfor de ideer og kulturprodukter, der kommer fra de førende lande i verden. For ved at møde de store, hvor de er og med det de kan lide, så får vi dem også ind i vores butik.

Skikken med at tage stormagtens tradition til sig og gøre den dansk har vi også altid praktiseret her til lands. Tag fx juletræet, som kom fra datidens vigtigste samarbejdspartner Tyskland i starten af 1800-tallet. Eller hvad med Halloween-traditionen, som vi omkring årtusindskiftet tog til os fra det USA, som vi generelt hentede meget fra op gennem 1900-tallet, især fra tiden efter 2. Verdenskrigs ophør i 1945 og frem.

Så nok kan kinesiske elementer som farverige lanterner og farlige drager opfattes som nye og anderledes i de danske gader, når man ser på det kulturelle udtryk. Men i bund og grund er det business as usual i vores lille land, der lever af at handle med resten af verdenen.

Det store spørgsmål bliver derfor også, om og i så fald hvor meget danskerne i de kommende år tager det kinesiske nytår til sig. Pt. vil mange sikkert sige slet ikke, men det gjorde de også for 15 år siden, hvor man skulle være hurtig, hvis man ville sikre sig et græskar i oktober.

Så hvem ved? Måske om 15 år er drager og lanterner en naturlig del af årets gang i Danmark?! Fyrværkeriet er også en del af det kinesiske nytår, og det kender vi allerede – og mon ikke de fleste børn og unge kunne være med på at skulle have en pengegave i en rød konvolut én gang om året?!

Det er heller ikke første gang, at vi er fascinerede af det store land. Det var danskerne også i 1800-tallet, hvad man så i datidens Tivoli – og såmænd i nutidens, hvor der er en hel kinesisk afdeling i Den Gamle Have centreret omkring Dæmonen, der også er ganske kinesisk.

Også H. C. Andersen var fortryllet af det store land, som han aldrig besøgte. Ja, som kun få vesterlændinge fik lov til at komme ind i dengang i 1800-tallet. Men så kunne historierne jo blive så meget desto bedre og ganske kinesiske, som det i øvrigt hed om at drikke sig lystige i thevand i H. C. Andersens smukke eventyr ”Nattergalen”, der netop handler om en fiktiv kinesisk kejser og hans vej til visdom.

I dag vælger Kina og kommunistpartiet så en mere åben strategi end virkelighedens kejser gjorde dengang. Det er også en god idé at satse på kulturudbredelsen her i globaliseringens tidsalder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Big Bill. En biografi om danskeren William S. Knudsen – produktionsgeniet der satte de allierede i stand til at vinde Anden Verdenskrig”

Siger navnet William S. Knudsen Dem noget? Formentlig ikke, hvis De er ligesom de fleste andre danskere.

Men nu kan der rådes bod på dén misère. For i dag udgiver Haases Forlag bogen ”Big Bill. En biografi om danskeren William S. Knudsen – produktionsgeniet der satte de allierede i stand til at vinde Anden Verdenskrig” om denne store dansker. Det er et digert værk på 416 sider, men mindre kan ikke gøre det, når det handler om Knudsen.

For Signius Vilhelm Poul Knudsen, som hans fulde navn var, er formentlig den danske emigrant gennem tiderne, der har klaret sig bedst – og med bedst menes helt til tops, da han blev præsident for General Motors efter også at have arbejdet for Ford. Altså inkarnationen af den amerikanske drøm – men med stærke danske rødder.

For historien om Big Bill, som han blev kaldt, er historien om den unge mand, der kom til New York i 1900 med få dollars i lommen, men også med den flid og den ærlighed, som livet igennem var hans motto. Så da han i 1947 forlod denne verden og blev bisat fra den kirke, som han havde selv bekostet bygningen af hjemme i Detroit, var det som en rig og velanset mand i hele USA.

En mand, som også var en helt, da han var en af de helt store årsager til at de allierede vandt 2. verdenskrig – og at det skete på det tidspunkt, som det gjorde – og ikke langt senere og med mange flere døde.

For Knudsen fik i 1940 en opringning fra præsident Roosevelt med en forespørgsel, der ændrede hans liv. Han sagde ja på stedet – også til gagen, der var én dollar om året. Så indtil sejren i 1945 arbejdede Knudsen i Washington D. C. for den amerikanske regering i ”Office of Production Management”, hvor han var øverste chef, og hvor han med sin enestående organisationsevene og store energi stod for organiseringen af hele krigsmaterielproduktionen til USA og deres allierede. Det var en enorm opgave, som han ligesom alt andet i sit arbejdsliv løste til ug.

Men historien om Knudsen er mere end bilindustri, krigsindustri og imponerende erhvervsmæssige bedrifter – hvor spændende det end er. Det er også historien om, hvordan de rigtig store har format hele vejen igennem.

Som dreng var Knudsen nemlig feriebarn i Jylland om sommeren, hvor han knyttede stærke bånd til gårdejer-familien. Men så gled kontakten ud, og først mange år efter, da han rejste verden tyndt, og omgikkes statsledere, andre store virksomhedsledere og kongelige, skrev en af døtrene fra dengang til ham i forbindelse med et besøg hjemme i Danmark kort inden 2. verdenskrig bryder ud.

Ikke at hun med sit brev ville opnå andet end at sige goddag og sikre sig, at verdensmanden med Dannebrogordenen var den samme som den fattige dreng, hendes mor havde syet et par ekstra bukser til hver sommer, fordi han kun havde det ene par med, som han gik og stod i, når han kom med toget fra København.

Sekretæren vidste derfor heller ikke rigtig, hvordan han skulle håndtere brevet fra fru Madsen, så han viste det til Knudsen, der sagde: Det brev svarer jeg selv. Svaret kom fysisk. To dage efter rullede Knudsens store bil op foran gården i jyske Balle, og de to barndomsvenner fik sig en snak, der varede flere timer.

Det er format, og derfor klinger det ikke hult, men fuldt, når Knudsen i en radiotransmitteret tale fra USA til den danske Rebild-fest i 1937 sagde: ”Vi er nutidens vikinger og stadig stolte af vor herkomst. Loyale over for vort nye hjem forsøger vi at bringe den danske måde at leve på med os: Ærlighed, flittighed, nøjsomhed, renlighed og kamp for kone og børn. Ikke rigdom, men sundhed. Hvad vi trænger til i dag er, at flere lande følger Danmarks eksempel. Det gøres hverken med taler, propaganda eller geværer. Det må gøres med mådehold, med fred, med flittighed, med ordentligt familieliv, for hvad er et land andet end en stor familie?” Læs hele talen på side 163 i bogen.

Big Bill Nudsen, som amerikanerne kaldte ham, havde ordet i sin magt, og det har Martin Lund, der har skrevet bogen om ham, også.

Martin Lund formulerer sit stof let og flydende, med sans for både fakta og detaljer – og med en sympati for Knudsen, der heldigvis aldrig bliver sentimental, men som dækker såvel mandens helt åbenlyse styrker som de svagheder Big Bill også havde. Samt både arbejdsliv og privatliv, et lykkeligt privatliv med kone, børn, søskende og familien i Danmark, som også betænkes af manden, der nåede så meget og så langt, at han – hvis han var blevet i Danmark – var blevet nævnt i samme åndedrag som Møller og Tietgen.

”Big Bill. En biografi om danskeren William S. Knudsen – produktionsgeniet der satte de allierede i stand til at vinde Anden Verdenskrig” er en grundig bog, fuld af detaljer men letlæst alligevel. En bog hvor man kommer helt tæt på en af Danmarks allerstørste og med totalt uret glemte sønner. For ja, nok rejste han ud – og han blev derude. Men han kom også hele tiden hjem på besøg, og der blev knyttet kontakter til og skaffet arbejde til det gamle fædreland, som han selv altid omtalte med stor kærlighed, selvom hjemme for ham blev USA.

Det ville klæde os at huske på Knudsen. Der findes stadig en mindeplade over Knudsen i Voldmestergade i Kartoffelrækkerne i København, hvor han voksede op. Den kan man jo vælge at se, hvis man er i nærheden.

Ellers kan man også bare læse historien om Knudsen. Der er noget at blive inspireret af, uanset hvor man står politisk. For hos Knudsen forpligter evner – ikke kun overfor en selv eller ens nærmeste, men overfor hele fællesskabet.

Danmarksbloggen giver ”Big Bill. En biografi om danskeren William S. Knudsen – produktionsgeniet der satte de allierede i stand til at vinde Anden Verdenskrig” seks ud af seks tandhjul – dog med den tilføjelse at en overskuelig tidslinie havde givet et bedre overblik undervejs i læsningen.

Det er Haases Forlag, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed”

Hvis man googler ordene integration og succes, så kommer alle de gode historier, som politikerne ikke fortæller. Så kan man læse, at både forskningen og virksomhederne er enige om, at langt det største flertal af såkaldte nydanskere er rigtig gode til at komme ind på arbejdsmarkedet og til også på andre områder blive en del af det danske samfund.

Men ét er tal og statistik og alvorlige ledere med ansigtet i de rette folder. Noget andet er, når dette store tavse flertal af velfungerende førstegenerationsdanskere, som Danmarksbloggen hellere vil kalde dem, får ansigter, navne og personlige historier.

Og det gør de på forbilledlig vis i Pia Sigmunds nye bog ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed”, der udkommer i dag, og er en af årets mest vedkommende bøger, som giver alle en mulighed for at lære dem at kende, som for nylig er blevet danskere.

Bogen er ikke en debatbog, skriver Pia Sigmund. Det er så Danmarksbloggens mening, at det bliver svært ikke at bruge bogen i debatten, når de danske politikere igen-igen kører frem med den mislykkede integration og de utilpassede indvandrere. For det er en spændende, letlæst og alligevel fakta-fyldt bog, som giver et meget tiltrængt modspil til politikernes skræmmebilleder.

Men ja, vi skal ikke lukke øjnene for de problemer, som der findes i indvandrerkredse, men der findes også store problemer blandt nogle af dem, som har været danske i mange generationer. Det handler – som med alt andet – om personen selv og de valg, som vi tager i vores liv.

Og her har bogens 22 personer alle valgt at gøre en indsats, tage en uddannelse, engagere sig i samfundet og i eget liv. Og de er som sagt flertallet blandt førstegenerationsdanskerne – og ikke de få solskinshistorier. Det er snarerede de utilpassede, som er undtagelsen – og det er godt at huske på næste gang politikerne igen bruger førstegenerationsdanskerne som syndebuk.

For virkeligheden er lige modsat – ja i mange af de tilfælde, som vi læser om i bogen, i en grad, så de unge mennesker i stedet burde stå som idealer for andre danske unge.

Her er der nemlig ikke fokus på at blive curlet, begrave sig i computerspil eller i at lægge billeder af sig selv op på Instagram, mens man står og stritter med de botoxfyldte læber og kun tænker på, næste gang man skal i byen eller have noget nyt tøj.

Nej, de 22 unge i bogen er unge, som tager en uddannelse, har visioner i deres arbejdsliv, får børn og familie, kombinerer dansk kultur med deres hjemlands kultur, er aktive i frivilligt arbejde, rejser ud i verden og får endnu mere erfaring med hjem til Danmark.

For ja, Danmark er deres hjem, og de føler sig danske, og har en stor glæde ved at bidrage til det danske samfund – og de vil i virkeligheden helst leve stille og roligt udenfor offentligheden, men sagde alligevel ja til at være med i Pia Sigmunds bog – og dermed blive eksponeret.

Danmarksbloggen har derfor også efter nøje eftertanke valgt IKKE at nævne nogle fremfor nogle andre, for det er som gruppe, at fokus på dem skal være.

Læseren må altså selv vende siderne i den letlæste bog med fotos af alle de medvirkende og selv opleve, hvordan man bliver mere og mere glad for hver historie, som man læser. For de er så inspirerende, de 22 unge mennesker – også selvom man selv er leverpostejfarvet og for længst er ovre ungdommens vår.

Danmarksbloggen vil dog nævne nogle ting, som sprang i øjnene.

Nemlig at én foreslog rejsepligt i stedet for værnepligt. At alle danske unge i en periode skulle rejse ud i verden og lave frivilligt arbejde. Det ville give udsyn og visioner – og en forståelse af, at mennesker uanset fødested, kultur, sprog og tro i bund og grund er ens, og har de samme ønsker for livet.

Der var også flere, som efterlyste en større interesse for det land og den kultur, som førstegenerationsdanskerne er født i. For vi kommer bare så meget længere og bliver så meget klogere og gladere, hvis vi kender hinanden og hinandens baggrund.

Endelig gik en helt konkret erfaring på, at det var fantastisk at komme på efterskole, for så lærer man gammeldanskerne, det danske sprog og den danske kultur at kende på en helt anden måde, end hvis man går hjem hver dag efter skole.

Danmarksbloggen er mere end begejstret for Pia Sigmunds ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed” og giver bogen seks store hjerter ud af seks mulige. Hvordan kan man også give andet end hjerter og kærlighed til sine medmennesker?!

Det er forlaget Ravnerock, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

11/11: 100 år siden 1. verdenskrig – og hvad nu?

På søndag er det 100 år siden, at 1. verdenskrig sluttede. Rædslerne i skyttegravene, som kostede en hel generation unge mænd livet, var forbi, og nu skulle der ikke længere være krig, troede mange.

De tog så fejl. Kun godt et par årtier senere startede 2. verdenskrig, som var en endnu mere forfærdelig krig.

Siden har vi – i Norden og i Vesteuropa – været forskånet for krig. Men der er mange, som i nutidens populisme og nationalisme ser paralleller til det, som skete i 1930´erne, og som derfor mener, at en ny krig kan være forestående.

Danmarksbloggen er enig – det trækker op til storm. Men vi kan ikke bare oversætte det, som skete i Europa i 1930´erne én til én med det, som sker i dag.

Ja, vi har stigende nationalisme.

Ja, vi har stigende populisme.

Ja, vi har stigende ulighed.

MEN:

Vi har også internationale forpligtelser og samarbejder, som er meget mere omfattende og forpligtende, end det bare tilnærmelsesvist var dengang.

Og nok har vi nød og elendighed – også udenfor enhver rimelighed i så rigt et samfund som vores, men ikke i samme grad som dengang.

TIL GENGÆLD HAR VI OGSÅ:

En religiøs konflikt mellem muslimer og gammel-europæere, som i sig selv kan være ganske sprængfarlig.

Internationale virksomheder, som er udenfor demokratisk kontrol, men som spiller en stor rolle i vores hverdag.

Konklusion: Vi sidder altså med en anden slags konflikt i 2018 – og også en anden slags befolkning. En europæisk befolkning, som er mere optaget af forbrug og selviscenesættelse end af ideologier og politisk kamp. Dét er så et problem for vores demokrati, som kræver aktive medspillere og en stadig udvikling, men det er godt i forhold til den manglende lyst til at gribe til våben.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København bliver top-by i 2019, så hvorfor ødelægger vi hovedstaden?

København er tilsyneladende endt øverst på rejsesitets Lonely Planets liste over gode steder at rejse hen i 2019, idet Danmarks hovedstad får titlen af ”The world’s top city for 2019”. Det er da mægtigt, ikke sandt?

Jo, i dén grad – hvis altså ikke det var fordi vi er i gang med at smadre det, som turisterne rejser efter.

For folk fra hele verden kommer til København for at se:

Natur inde i byen som fx Amager fælled, som nu skal bebygges.

Ingen skyskrabere, men derimod gamle huse, spir og tårne – men det har både eksisterende og kommende byggerier som mange nede ved havnen og det kommende på Posthusgrunden ødelagt.

En god offentlig transport – som så stiger voldsomt i pris til januar.

God mad som fx de danske hot-dogs, der er vældig populære hos turisterne, men som ofte laves på grisekød fra grise smittet med MRSA.

Tivoli – som engang var kendt som et kulturelt mekka med teater, musik og pantomime fra morgen til aften, men nu har Liebst og Bendixen slagtet både Valmueteatret, Big Bandet og Promenadeorkesteret.

Og så cyklerne, og dem er byen jo fuld af – eller hur? Ikke de dyrt indkøbte elektriske by-cykler, som for manges vedkommende er taget af gaderne igen.

Jo, det er en køn butik og en værre redelighed. Og desværre har manden fra Lonely Planet ikke ret, når han i et indslag på TV2 siger, at når først man som by er deroppe, hvor København kommer i 2019, så bliver man.

For at holde sin postition kræver trods alt, at man ikke ændrer sig væsentligt, og det gør København hurtigere end du kan nå at sige ”rejsekortet er en fiasko, hvorfor nedlægger vi alle de historiske værtshuse samt byen har alt for mange dyre ejerlejligheder uden bopælspligt”.

Det minder lidt om, da den engelske historiker og professor David Runciman lige inden efterårsferien summerede samfundsudviklingen i verden op med at sige Alle vil være Danmark – i betydningen: Alle vil have et velfærdssystem med små sociale forskelle mellem mennesker.

Det er så rigtigt nok. Det vil alle. Dvs. Danmark vil det bare ikke længere. Danmark og København vil hellere være ligesom alle de andre anonyme storbyer og lande, hvor ulighed, fattigdom og uro hersker i golde betonørkner og med kæde-butikker uden sjæl, uden kultur.

Det kan godt undre, og man tænker, at det i dén grad er de forkerte personer, der bestemmer, hvordan samfundet og hovedstaden skal se ud. De ødelægger kulturen og skønheden, velfærden og menneskeligheden til fordel for beton, mainstream, privatisering og ulighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk