ETIK: Boycot VM i Qatar

Det er sjældent, at Danmarksbloggen anbefaler et tv-program. Men ingen regler uden undtagelse.

TV2 sender nemlig i aften kl. 20 ”Abdel og det beskidte spil”, og det er et must-see for alle, der interesserer sig for menneskerettigheder og/eller fodbold.

For de to ting hænger uløseligt sammen, når en superrig ørkenstat kan købe sig til et VM i fodbold, som Qatar har gjort det med det VM, der starter på søndag – og hvor Danmark deltager.

Vi burde være blevet hjemme. Qatar er et land, hvor de nybyggede fodboldstations afkøles med udendørs aircondition(!). Men hvor de migrantarbejdere, der har bygget dem, og stadig bygger højhuse med mere, lever som slaver. De bor typisk 10-12 stykker sammen i meget små værelser uden adgang til ordentlige sanitære forhold, og de skal arbejde i 10 timer om dagen i 45 graders varme – uden pause og med alt for lidt væske.

Så det er ikke underligt, at antallet af døde migrantarbejdere skal tælles i tusinder. Læg dertil at hverken kvinder eller homoseksuelle har nogen rettigheder i den muslimske ørkenstat. Ja, homoseksuelle forfølges og kastes i fængsel – alene pga. deres seksualitet.

Landstræner Hjulmands opfordring til at se fodbold hjemme fra sofaen klinger derfor mere end hult. Det her handler nemlig ikke om at støtte fodboldlandsholdet. Det her handler om etik. Om at sige NEJ til at se VM i fodbold fra Qatar – også selvom det sker fra sofaen.

For ja, kampene bliver spillet alligevel. Men ved ikke at se dem, så viser vi vores holdning – og reklamekronerne bliver spildte. Så kan de lære det – både medier og fodboldorganisationer. De er nemlig kun til at tale med, når det handler om penge, og som altid skal der være efterspørgsel på en vare, hvis den skal produceres.

Så sig nej. Boycot VM i fodbold i Qatar. Så gør du noget for menneskeligheden.

Danmarksbloggen er så sikker på, at der nok skal være dem, som med glæde vil se fodbold alligevel. Det vil ofte være dem, som i forvejen harcelerer mod det, som de kalder politisk korrekthed – og som inkluderer kvindehad, fremmedhad, had mod alle der ikke er ciskønnede og heteroseksuelle – samt klima-fornægtelse.

Ciskønnede og heteroseksuelle mænd, medbringende en stor offerfortælling omkring hvordan deres privileger er taget fra dem, er overrepræsenteret i denne gruppe.

Men verden flytter sig – og vi er mange, som ikke længere gider, at ciskønnede og heteroseksuelle mænd skal løbe med det hele – som de netop stadig gør det i Qatar, men også i Danmark.

For fundamentalistiske mænd over hele kloden har nemlig mere til fælles, end man umiddelbart ser, hvis man laver et billede af en rig beduinklædt muslim fra Qatar ved siden af en dansk mand i camping-habit i sofaen med dåseøllen hentet i Fleggaard syd for grænsen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bachelor-ministre vil skære i kandidatuddannelserne

Hvad der er godt nok til mig, er også godt nok til andre.

Sådan kunne man godt tro, at regeringen tænker, når den vil skære ét år af kandidatuddannelserne – og tro, at man stadig får samme kvalitet.

Det er det rene vanvid.

Men måske det hænger sammen med, at tre markante – og i denne sammenhæng relevante – ministre aldrig selv har fået taget kandidaten:

  1. Statsminister Mette Frederiksen, som er bachelor i administration og samfundsfag fra Aalborg Universitet i 2007. Senere tog hun så en master i Afrikastudier på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet. Sådan en master tager et år, og det synes statsministeren så åbenbart er nok til alle andre også.
  2. Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil som – trods fem år studier på Københavns Universitet – aldrig fik mere end en bachelorgrad i statskundskab.
  3. Det samme gælder forsknings-og uddannelsesminister Jesper Petersen, som også læste statskundskab på Københavns Universitet. Han blev heller aldrig kandidat.

At regeringen overhovedet kan foreslå at skære et helt år – eller halvdelen af kandidat-tiden fra – viser netop, hvor vigtigt det er med kandidatgraden. For der er noget vitalt, som er gået helt tabt i samfundsforståelsen hos de tre bachelors – undskyld ministre.

Uddannelse og viden er nemlig indenfor alle områder vores vigtigste – og største – råstof.

Så skulle man noget, så skulle man satse massivt og meget mere på uddannelser bredt. For så får vi mange flere kompetencer – indenfor alle områder.

Et samfund med trivsel og vækst er et samfund, hvor der satses på uddannelse. Simpelthen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

THE QUEEN …

Hun var ikke dansk dronning. Men vi kendte hende alle sammen. Dét gjorde en hel verden.

Elizabeth Alexandra Mary Windsor. Bedre kendt som Elizabeth d. 2. Dronning i United Kingdom – og elsket af en hel verden for hendes utrættelige indsats for sine lande og sine folk.

For mange af os var hun THE QUEEN. Dén dronning, som altid har været dér. Nok holder vi her i Danmark meget af vores egen Dronning Margrethe d. 2. Men Elizabeth d. 2. var noget andet – også fordi hun var dronning over lande over hele kloden.

Da Elizabeth d. 2. blev født, skulle hun ikke være dronning som voksen. Men så abdicerede hendes farbror, og hendes far blev konge.

Selv blev Elizabeth dronning som 26-årig, mens hun var på besøg i Afrika. Hendes far døde ikke særlig gammel, og hun skyndte sig hjem til London.

Og nu skal Elizabeth d.2. til London igen. For at blive bisat fra Westminster Abbey. For selvom hun levede hele livet i England – endda i London, så døde hun i Skotland på hendes elskede slot Balmoral.

Det føles lidt som en ære er slut. Det er den også.

Vi lever også i en tid lige så urolig og omskiftelig som de år, der lå forud for Elizabeth d. 2.´s dronninge-gerning, der strakte sig over svimlende 70 år.

Så det er passende at sige, at i dag faldt den gamle verden for alvor – og en ny træder frem.

En ting, vi skal tage med os fra den gamle verden, er den vilje til at gøre sin pligt, som Elizabeth d. 2 havde hele livet – og også lige til det sidste, da hun i går modtog både den afgående og den nye Prime Minister.  

Så der er kun ét at sige – sammen med englændernes elskelige bjørn Paddington:

Thank you … for everything.

Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ukraine, krig og vinter

For et halvt år siden var vi alle i chok:

RUSLAND HAVDE INVADERET UKRAINE

Så fulgte nogle uger med Slava Ukraini og den slags solidaritets-erklæringer. Alt imens kom mange ukrainske flygtninge til Vesten, hvor de – helt ekstraordinært – blev taget godt imod.

Imens fortsatte krigen i Ukraine, hvor ukrainerne bed dygtigt fra sig – hjulpet på vej af uanede mængder våben fra Vesten, især NATO.

Det handlede – og handler om – friheden, ikke kun i Ukraine, men også i resten af Vesten. Det globale spil om magten tager nemlig endnu en runde i disse år, og vi er med her i Danmark.

Krigen i Ukraine er også – selvom vi ikke hører meget til den her i sommervarmen – stadig i fuld gang – og intet tyder på, at den slutter lige foreløbig. For nok har Rusland lidt tab, men lige om lidt bliver det vinter, og dét kan ændre situationen fuldstændig.

For Rusland har stadig dén gas, som Europa er afhængig af – og Putin vil ikke tøve med at dreje på hanen. Dét ved alle.

Uroen rumler derfor også i et Europa, som lige nu lider under hedebølgerne, men som om få uger vil fryse, når der ikke er energi nok til hverken varme i husene eller produktion i industrien.

Det vil skabe endnu mere inflation, arbejdsløshed og stigende ulighed – og give endnu mere af den sociale uro, som der i forvejen er rigeligt af i Europa.

Så tingene ser ganske sorte ud her på Ukraines nationaldag – og vi i Danmark kommer ikke til at kunne gå udenom, selvom vi har en tendens til at tro, at storpolitiske konsekvenser ikke kan ramme os.

Men det kan de, og det vil de.

Så sig goddag til en vinter med kulde, mørke, mangel på varer og andre ting, som det kan være svært for de forkælede danskere at leve med og i. Men vi har ikke noget valg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gentleman i gult

Det er en gentleman i gult, der senere i dag søndag d. 24. juli 2022 skal hyldes i Paris som vinder af Tour de France.

En dansk cykelrytter af højeste karat. Den beskedne Jonas Vingegaard, som til gengæld er en sportsmand af det største format. En hædersmand. Dét har Vingegaard vist ved mange lejligheder.

Som da han på lørdagens enkeltstart satte tempoet ned, så holdkammeraten og hans trofaste væbner van Aert kunne vinde etapen. En gestus, der fik den ellers så hårdkogte van Aert til at bryde sammen i tårer.

Og da Vingegaard på torsdagens bjergetape til Hautacam ventede på rivalen Pogacar, der var styrtet på nedkørslen. Vingegaard kunne – som nogen af hans forgængere – bare være kørt og taget ekstra tid.

”Men sådan én vil jeg ikke være,” sagde Vingegaard, da han kom i mål.

Det er han heller ikke – og det er rivalen Pogacar heller ikke. Pogacar stak også næven frem dén dag, og sagde tak til Vingegaard – og tillykke med sejren.

Det vil Pogacar, som ellers har vundet Touren i 2020 og 2021, også gøre i Paris.

Et tillykke og au revoir.

For de to – danske Vingegaard og slovenske Pogacar – kommer til at mødes i mange dyster på de franske bjerge i de kommende år. Det bliver mere end spændende at følge med i.

Lad os håbe på flere danske sejre – men også huske at hylde Pogacar, hvis han napper den gule trøje igen.

For der er tale om to store mestre – to gentlemen, som begge fortjener at være i gult.

I år blev det så et dansk gult – og det er såre dejligt. Ja, det er den bedste slutning på eventyret om Touren på besøg i Danmark.

Et eventyr som får en tilføjelse, når København på onsdag igen skal farves i gult, mens hele Danmark hylder Tour de France-vinderen 2022 Jonas Vingegaard.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tour de France = Folkefest

Det er nok ikke gået nogens næse forbi: Verdens med længder største cykelløb og en af de største sportsbegivenheder overhovedet Tour de France kører de første tre etaper af årets Tour-udgave i Danmark – på fredag, lørdag og søndag.

Danmarksbloggen har også planer om at bevæge sig ud og se et par etaper. Lidt af enkeltstarten og lidt af en af de to andre etaper.

Det sker mod bedre vidende – forstået på den måde, at man som tilskuer på ruten jo faktisk ingenting ser udover de 30 sekunder, mens feltet suser forbi. Wusj, dér kom de. Var det det? Svaret er ja.

Det går så stærkt, og man skal næppe forvente at kunne stå stort set alene, som undertegnede gjorde det, da jeg under VM i Danmark i 2011 så mange ryttere – også guldvinderen, tyskeren Tony Martin kaldet Panzerwagen – suse gennem Børsgade i København på enkeltstarten.

Eller som i går, da jeg på Rådhuspladsen i København rendte ind i den franske top-cykelrytter Thibaut Pinot, som har vundet mange store cykelløb – deriblandt flere etaper i Touren, blandt andet en legendarisk Tourmalet-etape (Tourmalet er et af de helt store bjerge at vinde på, red.)

Man kan selvfølgelig også være heldig og gafle lidt til sig fra Tourens berømte reklamekaravane, når man står dér og venter på rytterne, og den kommer forbi. Eller dér kan været et udbrud, så man ser både rytterne i udbruddet og så lidt senere det jagtende felt.

Men generelt ser man etaperne meget bedre i fjernsynet. Der ser man dem også godt. Især fordi folkene bag Touren laver de i særklasse bedste og mest professionelle billeder af et cykelløb.

Men så er der det med stemningen. Euforien, glæden og det at være fælles om noget. Det sidste kan mennesker godt lide. Derfor kommer mange – også undertegnede – til at stå langs ruterne til det, der uden tvivl bliver en folkefest i gult, røde prikker, grønt og hvidt (farverne på Tourens fire trøjer, red.)

Tour de France i Danmark var blevet en folkefest under alle omstændigheder. Men efter to somre med Corona-restriktioner er der lagt ekstra i den gule Tour-kakkelovn. Så ja, dér bliver liv og glade dage overalt – og mange mennesker forsamlede for at se verdens bedste cykelryttere køre på de danske veje.

Ingen ønsker derfor at høre følgende:

  1. At det er en fest, som vi selv betaler for – og at regningen er skyhøj: 180 millioner kroner plus det løse.
  2. At det er en fest, som vil øge Corona-smitten, som det skete i London, da de tidligere på måneden fejrede Dronning Elizabeth d. 2.´s Platin-jubilæum (Ok, cykelløbet bliver hjulpet godt på vej i smittespredningen af Roskilde-Festivalen og andre samlinger).
  3. At det skaber kaos for sygehuse og andre vigtige samfundsfunktioner, fordi vejene er afspærrede i timevis, ja nogle endda i dagevis.
  4. At det måske bliver den sidste store folkefest i lang tid, fordi såvel krigen som den store økonomiske nedtur for både samfund og den enkelte rykker hastigt nærmere.

Men alt det ønsker ingen at tale om.

For skal dér være cykelfest, så lad dér være cykelfest.

VIVE LE TOUR … åbenbart.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

NYHED: Danmark og Canada deler landegrænse

Sommerpause eller ej.

Det her er en stor nyhed: Danmark har fået fast landegrænse med Canada.

Stedet hedder Hans Ø – og befinder sig i det arktiske område, og Danmark (som i Rigsfællesskabet) har i årevis sloges med Canada om retten til øen og især havbunden omkring den.

Sloges som i retten altså … og med et skål på vejen hjem.

For udover en masse ministre, embedsmænd, jurister og møder, så har krigsskibe fra Danmark og Canada på skift sejlet til øen for at plante flaget og lægge en skrivelse.

Men der er også hver gang lagt en flaske til de andre. De danske soldater lagde en flaske snaps – og de canadiske en flaske whisky.

Se, dét er en både sjov, sød og skøn måde at være uenige om suverænitet på …

Ikke noget med bomber og missiler, men alt klaret med snak, alkohol og en skål … og så er sagen løst:

Øen – og havbunden – er i dag delt i en dansk og en canadisk del.

Der skal heller ikke – så vidt vides – være fast grænsevagt på øen. Man regner ikke med mange overløbere og andet.

Læs hele historien her: https://nyheder.tv2.dk/politik/2022-06-13-kongeriget-danmark-faar-landegraense-mod-canada-her-er-den

Fortsat god sommer.

Danmarksbloggen vender for alvor tilbage i løbet af august, men vil komme med anmeldelser over sommeren.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det blev et ja …

Det blev et ja til afskaffelse af det danske forsvarsforbehold. Danmarksbloggen anbefalede nej – med hjertet og med hjernen.

Men demokratiet har talt. Så fuld respekt.

For allerinderst inde – bagved alle politiske holdninger – handler det om demokratiet.

Danmarksbloggen tror nemlig på demokratiet, på folkestyret – og derfor skal der lyde et stort tillykke til dem, som stemte ja. Men også en erklæring om, at i morgen er der atter en dag.

For nu gælder det om at samarbejde.

For kun i dialog med hinanden – en saglig og ordentlig dialog, uanset om man er enige eller uenige – kan demokratiet blomstre.

Og demokratiet skal gro, blomstre og folde sig ud.

Dét er nemlig den eneste samfundsform, som vi ønsker her til lands.

Så nu skal vi videre … mod nye folkeafstemninger måske?

Danmarksbloggen bider i hvert fald mærke i, at statsministeren siger, at nej, hun kan ikke se nogen årsag til at stemme om de tre resterende forbehold, blandt andet fælles mønt – og unionsborgerskab.

Men kan man nu regne med det? Forsvarsforbeholdet, som nu er væk, var ikke et problem i efteråret 2021 for regeringen. Men så kom Ruslands invasion af Ukraine, som ikke har aktiveret en eneste EU-mission af militær karakter – og så Fanden pludselig løs i Laksegade, og vi skal ophæve forsvarsforbeholdet, selvom NATO håndterer sagen glimrende.

Så tillad Danmarksbloggen at tvivle på løftet om ingen snarlige afstemninger om de andre EU-forbehold. Hvis der kommer mindste anledning, så skal både en borgerlig og en socialdemokratisk regering nok bide til EU-bolle …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Prisen på at stemme ja = Mere end en milliard kroner

Et dansk ja i morgen kan komme til at koste danskerne mere end en milliard kroner – om året.

Stemmer danskerne ja i morgen til at afskaffe forsvarsforliget, kommer det nemlig til at koste.

De første 26,6 millioner danske kroner er den faste årlige udgift, men også den mindste. Den dækker udgifterne til Den Europæiske Fredsfacilitet, som trods navnet bruges til at støtte EU´s militære aktioner, til Det Europæiske Forsvarsagentur, hvor nyt militært isenkram udvikles, og endelig til Det Europæiske Satellit-center, som ikke overraskende laver satellit-fotos.

Men det er som sagt småpengene.

For de store udgifter bliver, når vi går med i militære EU-aktioner kaldet missioner. I Sverige, som er med i EU´s forsvarssamarbejde, kostede det fx en milliard danske kroner, at en svensk militærstyrke var med i en EU-mission i seks måneder.

Selv har vi også – trods forsvarsforbeholdet – allerede været afsted. Både i Guinea-bugten, hvor vi sendte fregatten Peder Skram. Det kostede 80 millioner. Samt i Mali, hvor vi havde soldater nede og blande sig i en lokal konflikt. Det kostede 115 millioner.

Pt. vil ingen danske politikere forholde sig til danske soldater i Afrika. Men det er en reel mulighed, hvis vi stemmer ja. Også fordi Afrika netop har den gas, som vi har brug for (selv med vindmøller med mere), og som vi ikke længere vil købe af Putin.

For den her folkeafstemning handler ikke om Europas grænser. De forsvares af NATO. Det siger EU selv, når de taler højt – mens de samtidig hvisker EU-hær. For sådan én drømmer man om i Bruxelles, Paris og Berlin – og man skal såmænd nok også få den.

Spørgsmålet er bare, om Danmark er med eller ej i denne EU-hær. For hele det her handler om sikring af gas – og andre råstoffer og mineraler – til Europa på den korte bane, og Europas Forenede Stater på den lange.

SÅ: Er vi klar på at ofre en milliard kroner – og evt. også danske soldaters liv – på dét alter? Danmarksbloggen siger NEJ, og anbefaler at stemme NEJ i morgen d. 1. juni.

Se mere her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/folkeafstemning/faa-overblikket-saa-meget-kommer-et-ja-til-koste

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stem NEJ til afskaffelse af forsvarsforbeholdet

Om to dage skal vi stemme om forsvarsforbeholdet. Skal det opgives? Afskaffes?

Danmarksbloggen anbefaler at stemme NEJ til at opgive forsvarsforbeholdet.

Ikke fordi Danmarksbloggen er imod et tættere samarbejde i Europa.

Danmarksbloggen er FOR et tættere europæisk samarbejde – også militært. Men det skal ske som et samarbejde mellem selvstændige nationer – ikke som et Europas Forenede Stater, som der drømmes om i Bruxelles, Berlin og Paris.

For det er dér, at vi er på vej hen – og har været det længe, også forsvarsmæssigt. Og også inden krigen i Ukraine. Se nedenstående link fra september 2021, hvor man kan læse følgende:

Europa-Kommissionen har tidligere foreslået flertalsafgørelser på en række afgrænsede områder inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den har bl.a. foreslået, at Ministerrådet skal skifte afstemningsprocedure fra enstemmighed til kvalificeret flertal på tre områder:

  • Holdninger til spørgsmål om menneskerettigheder
  • Afgørelser om indførelse af sanktioner
  • Afgørelser om at iværksætte missioner som reaktion på kriser i udlandet

https://www.eu.dk/da/aktuelt/nyheder/2020/sep/kommissionen-vil-afskaffe-veto-i-sager-om-sanktioner-og-menneskerettigheder

Det er den sidste, der er interesseret ”At iværksætte missioner som reaktion på kriser i udlandet” – dvs. at et flertal uden om Danmark kan sende danske soldater i krig eller til afrikanske lande for at sikre råstoffer og fossile brændstoffer til Europa, som er det, som mange EU-missioner har handlet om i fx Mali eller fremover i Sahel.

Summa summarum: Lang tid inden krigen i Ukraine var man i EU klar til et opgør med vetoretten, hvilket i praksis betyder, at det enkelte land ikke kan gøre noget, hvis et kvalificeret flertal i EU ønsker at sende soldater – også fra lande, som stemte nej til missionen – ud i krige eller såkaldte EU-missioner over hele verden.

Sådan er det, når noget er overstatsligt – og det er den vej, som EU bevæger sig. Ja, vi har allerede på mange områder afgivet suverænitet til EU.

NATO er derimod mellemstatsligt – dvs. ALTING afgøres nationalt – i det enkelte medlemsland.

Så for lige at skære det ud i pap:

NATO: Mellemstatslig institution. Her bestemmer det danske folketing om danske soldater skal sendes ud i krig.

EU: Overstatslig institution. Her bestemmer EU – og vel at mærke med Tyskland og Frankrig ved bordenden. Lande, som ikke kan glemme, at de engang har været kejsere. For nok har både tyskerne og franskmændene for længst afskaffet monarkierne, men ønsket om kongelig glans og kejserlig magt findes i stor grad stadig i Paris og Berlin.

Desuden er der kun 27 lande i EU, men hele 49 lande i Europa. Så det giver ikke mening at kalde EU for et europæisk forsvar. Der er 22 lande i Europa, som IKKE er medlemmer af EU. Flere af dem er derimod medlemmer af NATO – hvor vi også har England, Canada og USA.

Så det hele er faktisk enkelt:

Ønsker du Danmark som en del af Europas Forenede Stater (under ledelse af Tyskland og Frankrig), så stem ja til ophævelse af forsvarsforbeholdet.

Ønsker du at bevare Danmarks selvstændighed, så stem nej til ophævelse af forsvarsforbeholdet.

Og bare for lige at sige det højt: Afstemningen i overmorgen ER en principiel afstemning – nemlig én om Danmarks fremtid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk