Copenhagen Pride

Så er det Pride-tid igen i København. Mangfoldighed og regnbuer. Et af årets absolutte højdepunkter, hvor byen får farver og liv.

Desværre sker det også på en mørk baggrund, når man ser på, hvad der sker i verden – og i Danmark.

For både herhjemme – og i lande som Tyrkiet, Rusland og mange andre steder forfølges mennesker stadig, bare fordi de elsker en af samme køn som dem selv, er transseksuelle eller på anden måde ikke kan presses ind i de meget snævre bokse, som små og angste mennesker gerne så, at verden bestod af.

For uvidenheden florerer og sammen med netop angsten og selvtilstrækkeligheden danner det en virus, som skal stoppes – med kærlighed vel at mærke.

For verden er mangfoldig – og menneskene er mangfoldige – og hurra for det.

Så gå ud i Københavns gader, hvad enten du er gammel eller ung, tyk eller tynd, homo eller hetero … gå ud og fejr mangfoldigheden …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bestyrelsesmedlem i Copenhagen Pride anholdt i Tyrkiet

Vi er her, vi slås, vi kæmper, vi løber, vi græder, når vi får peber i øjnene. Ikke verdens bedste dag – men sådan er det.

Sådan lyder det fra Copenhagen Prides formand Lars Henriksen, der sammen med flere andre i øjeblikket prøver at gennemføre Istanbul Pride, og som for lidt siden lagde et klip op på Facebook. Det går ikke særligt godt. Hver gang demonstranterne prøver at samle sig, så kommer politiet med knipler og pebersprays, er meldingen.

Lars Henriksen fortæller også i klippet, at Annemette Vedel Augustesen fra Copenhagen Prides bestyrelse er blevet anholdt af tyrkisk politi og kørt væk i en civil politibil.

Danmarksbloggen er ikke overrasket, men oprørt. Tyrkiet er et NATO-land – og medlem af FN, men alligevel tilsidesættes basale menneskerettigheder groft i landet, når en lovlig anmeldt demonstration som Istanbul Pride ikke kan gennemføres.

At det så ikke er overraskende, at Erdogan og hans meget religiøst-fundamentalistiske styre ikke ønsker fokus på homoseksuelle er en anden sag, men Tyrkiet skal ikke have lov til at slippe afsted med det her.

Vi må insistere på, at vores politikere tager affære.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grønland – og den forsvundne mindehøjtidelighed

Medierne er ellers normalt hurtige nok, når det kommer til katastrofer og andet, der koster menneskeliv. Så er der breaking news, ekstraudsendelser og følelsesporno for fuld rulle. Og politikerne følger også trop med opdateringer på de sociale medier og så videre og så videre – vi kender proceduren.

Men intet af det sker åbenbart, når det kommer til en tsunami i Grønland, der ellers kostede flere mennesker livet og mange flere deres livsgrundlag. Så lader man stort set de grønlandske medier selv stå for dækningen – og grønlænderne selv stå for mindehøjtidelighederne flere steder i Danmark på Grønlands Nationaldag i går d. 21. juni.

For det officielle Danmarks eneste synlige tegn var det grønlandske flag på halv stang.

Det er rystende – og en påmindelse om Danmarks koloni-fortid. Og nutid. For nok var vi på ingen måde engle i hverken Tranquebar eller på De Vestindiske Øer – men derude lever der trods alt ingen længere, der kan huske den danske tid fra andet end de gamles fortællinger.

I Grønland derimod er Danmarks overherredømme stadig levende og vitalt – og så kan vi ikke engang, når en katastrofe rammer det store land mod nord, svinge os op til at føle med dem og mindes dem ordentligt med en mindegudstjeneste for eksempel i Vor Frue Kirke i København.

Det er skammeligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Europas Forenede Stater tættere på end nogensinde

Europas Forenede Stater er tættere på i dag end de var det i lørdags.

For i søndags blev Emmanuel Macron indsat som fransk præsident, og i går besøgte han Tysklands kansler Angela Merkel, og de to blev snart enige om, at en ændring af EU-traktaten sagtens kunne foretages, hvis det kunne bringe samarbejdet i Euro-land videre.

Danmarksbloggen er bekymret. For nok vandt højrepopulismen ikke magten i hverken Holland eller i Frankrig, men begge steder fik de flere stemmer end nogensinde før, og det rigtige middel til at få Europas borgere til at elske EU (hvis man altså ønsker dét) er ikke at presse mere EU ned over hovederne.

Tværtimod vil tryk avle modtryk, så stop nu EU-toget, inden det løber af sporet – og måske trækker en hel verdensdel med sig i faldet. Det kan vi ikke have. For der er ingen tvivl om, at vi skal holde sammen her i Europa og handle med hinanden, men den overnationale organisation, som EU er og gerne skal være endnu mere, hvis det står til Macron og Merkel, er der ikke mange europæere, der stempler ind på.

Så lyt til jeres befolkninger – også her i Danmark. Det er i bund og grund også det, som demokrati handler om.

Se mere her: http://www.dr.dk/nyheder/udland/macron-og-merkel-maaske-skal-eu-traktaten-aendres

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nationalismens fremmarch

Globaliseringen har spillet fallit og skabt en verden, hvor de få har altfor meget og langt de fleste så lidt, at de kun lige kan klare sig – måske.

Vi burde havde sagt os selv, at menneskets grundlæggende grådighed ikke kan håndtere en globalisering med fri bevægelighed af arbejdskraft, kapital og varer. At det vil føre til at nogle få skraber til sig, mens alle andre enten kun lige har til dagen og vejen – eller slet ikke. Det er der ret beset også mange, som har forsøgt at sige og lave om på, lige siden liberalisme-racet for alvor startede med Reagan og Thatcher i 1980´erne – men de fleste politikere og kapitalfolk har villet noget andet, og nu står vi så i suppedasen:

Nationalismens fremmarch

En nationalisme, hvor skytset så desværre bare ikke rettes hen på de kapital-kræfter, der bærer skylden for den stigende ulighed, men mod de syndebukke, som det nu passer magthaverne i det enkelte land at skyde skylden på.

I Grækenland er det EU. I Trumps USA er det Mexico og Kina. I Rusland er det Ukraine – og Europa, som Putin basher på nutidsdansk. I mange europæiske lande er det muslimerne, der er syndebukkene – og i Tyrkiet er det Europa, hvor Erdogan har været ude at sige, at vi europæere ikke skal være sikre på at kunne gå i sikkerhed i vores egne gader, hvis vi fortsætter overfor Tyrkiet som nu. Den slags stemmer så heller ikke europæernes sind mildere mod muslimer, slet ikke efter fredagens terrorangreb i Stockholm – og i går fulgte Erdogan så op med at sige, at Europa er i gang med at kollapse.

Det er skidt, og dette misfoster, den globale nationalisme, bærer i sig kimen til krig og etniske udrensninger. For denne galskab, dette vanvid er en højrepopulisme, der i disse år går sin sejrsgang over hele verden, og også i Europa fra Brexit til Wilders fremgang og Dansk Folkepartis vej fra at være ikke-stuerene til at blive nogen, som Socialdemokratiet i dag laver store forlig med. Den allestedsnærværende nationalisme er en højrepopulisme, som også er et knudepunkt i Frankrigs og Tysklands kommende valg, og som enhver kandidat i alle lande i disse år er nødt til at tage i betragtning og ind i sit politiske program, hvis vedkommende vil have en chance.

For nationalismen blomstrer verden over i en højrepopulistisk udgave, og det er ikke velduft, der kommer fra de blomsters blade. Tværtimod er det en stinkende råddenskab skabt af lige dele had, uvidenhed og en leflen for det laveste i mennesket, det der gør os værre end dyrene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Illegale i Danmark – og danske klovne i udlandet

Nogle gange er det – sikkert ufrivilligt, men alligevel skræmmende – komisk at se nyhederne som TV2 her i aften, der på den ene side viser indslag om, at der findes omkring 18.000 illegale mennesker i Danmark, der enten samler flasker eller arbejder for 300 kroner om dagen, og som bor i parker som Folkets Park på Nørrebro. Det er ganske simpelt ikke i orden på så mange planer, men forventeligt i en verden hvor uligheden er så ekstrem.

Senere kom så et indslag om danske klovne, der skal ned til Vestbredden med kasserne pakket med konfetti og røde klovnenæser – og som selv mener, at de vil gøre mennesker glade.

Det er uden tvivl velment fra klovnenes side, som mener, at de spreder glæde, når de leger ”Bro, bro, brille” med flygtningebørn – og som ovenikøbet selv betaler for både rejse og ophold.

Men det må i bedste fald siges at være naivt at tro, at røde næser kan gøre en forskel i en verden, hvor bomberne falder, hvor børn og voksne er på flugt – og hvor mennesker er klar til at rejse meget langt for at bo under presenninger i et koldt og mørkt land, så der kan sendes penge hjem.

Det hænger bare ikke sammen!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Mareridts-listen og populismen

Verden har ikke i flere år været så usikker og urolig, som den er nu. Danmarksbloggen bringer her en liste over nogle af de mareridt, som kan sætte en hel verden i brand.

For tænk hvis …

* Rusland angriber Vesten … og ikke kun Ukraine

* Erdogan angriber Vesten … på mere end bare ord og tomme trusler

* USA vender ryggen til Europa – de er allerede godt i gang

* Kina og/eller USA besvarer Nordkoreas provokationer med militærmagt

* Kina og USA bliver uvenner

* Krigen i Syrien breder sig til hele regionen – og inddrager også Israel

* Flygtningestrømmene fra Mellemøsten og Afrika mod Europa eksploderer

* Terroren i Vesten vokser markant

Otte kriser, som indbyrdes også hænger sammen på kryds og tværs – og som sammen med den stigende ulighed i samfundet er årsagen til, at de såkaldte populister står stærkt. For det gør de – også i Holland, selvom Rutte stadig er leder af landet. For Wilders gik frem ved det nylige hollandske valg – og havde Rutte ikke overtaget dele af Wilders holdninger, så havde han ikke fortsat siddet på taburetten.

Vi ser det også i Danmark, hvor Socialdemokratiet på mange måder har nærmet sig Dansk Folkeparti. Så nej, populismen tabte ikke i Holland. Den vandt – som den også gjorde det i Danmark for snart to år siden, og som den formentlig også vil gøre det i Frankrig og Tyskland – trods at den nyudnævnte leder af SPD Martin Shulz allerede nu kaldes Europas svar på Bernie Sanders og holdt en fantastisk god tale i går.

Men der skal mere til end flotte ord og likes på Facebook, hvis kursen mod kaos skal ændres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Tyrkiske valgmøder i Danmark?

Danske valgmøder i Stockholm, London og Paris? Eller måske i Ankara? Eller Alanya.
Nej, ikke rigtig, vel?

Man holder valgmøder i det land, hvor valget foregår. Punktum.

Og derfor skal der ingen tyrkiske valgmøder være i Danmark. Så enkelt er det.

Så kan man sige, at Løkke skulle have ladet den tyrkiske premierminister komme – så man kunne have kritiseret Erdogans vej til at indføre diktaturet i Tyrkiet.

Omvendt kunne man også have kaldt det et knæfald for Tyrkiets spirende diktatur netop at lade premierministeren komme.

Så lige her er det en taber-sag for Løkke, uanset hvad – eller også er det en vindersag for den frie verden. Fordi vi ikke vil og ikke skal lade tyrkiske anti-demokrater som Erdogan og hans venner diktere, hvad vi gør eller ikke gør.

At herboende tyrkere så lejer et forsamlingshus, og der diskuterer valget i Tyrkiet på livet løs, må de gerne. For vi har både ytrings-, menings- og forsamlingsfrihed her til lands. Imodsætning til Tyrkiet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bær din lyserøde hue med stolthed

Igennem tiden har det været normalt at anvende sin påklædning og sin krop til at vise sit standpunkt og tilhørsforhold.

Suffragetterne i England brugte fx i starten af 1900-tallet farverne hvid, grøn og lilla i deres kæmp for kvinders rettigheder.

Og under 2. Verdenskrig gik mange danskere med strikkede huer i farverne rød, blå og hvid – fordi det var Storbritanniens farver. Ligesom at Kongemærket sad på manges jakker som en stille protest mod besættelsen.

Senere i 1960´erne kom over hele Vesten flower-power-tøjet og et par årtier senere punkerhåret som en markering af holdninger mod det etablerede system.

Og i de sidste mange år har vi set, hvordan regnbuer er blevet højeste mode i fejringen af mangfoldigheden – som regel i en uge af gangen. I Danmark i dén uge i august, hvor der er Copenhagen Pride.

Og nu er vi der igen – denne gang med de lyserøde og pinke huer, som blev brugt over hele verden i lørdags til de store demoer mod Trump og hans dommedagskurs.

Demoer, som Trump ikke har nævnt med et ord. Til gengæld har han og hans helt egen Komiske Ali (pressesekretær Sean Spicer) benægtet fakta omkring indsættelsen. Hvis ikke det var fordi, at det var så farligt, at Trump bruger løgnen som våben, så var det til at skrige af grin over.

Men der er ikke noget at le af. Det er i stedet uhyggeligt på måder, som Danmarksbloggen faktisk ikke har lyst til at tænke igennem.

Danmarksbloggen synes derfor heller ikke, at de lyserøde huer skal lægges ned i skuffen.

Tværtimod skal de bæres hver dag som en reminder om, at vi skal kæmpe mod trumpismen og dens umenneskelighed … for ja, der er også kræfter i det danske samfund, som mener, at verden er et nulsums-spil, og at det er helt i orden at bruge løgnen som våben …

Så tag din lyserøde hue på med glæde – og bær den med stolthed … Det tænker undertegnede at gøre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den lille havfrue. En biografi”

Kan en bog være oplysende hele vejen rundt og i dybden, men samtidig også decideret lækker i sit fotografi- og billedmateriale?

Svaret er ja, når det handler om Olav Harsløfs biografi om Danmarks nationalikon nr. 1: ”Den lille havfrue”, der også er navnet på den 178 siders store bog, som er spækket med farvefotos af det danske superikon, som Olav Harsløf ikke viger tilbage for at sammenligne med Mona Lisa i Paris og Frihedsgudinden i New York.

Forskellen er så blot måske, at det danske nationalklenodie, der blev lavet af Edvard Eriksen i 1913, er både nemt og gratis at komme helt tæt på – præcis ligesom at Danmark er et lille land i modsætning til Frankrig og USA.

Men alligevel består de tre damer fra de tre lande ifølge Harsløf alle af noget helt unikt, som er godt for både kunsten og samfundet. Havfruen har uskylden, Mona Lisa gådefuldheden og Frihedsgudinden netop friheden – og ligheden.

Men havfruen, der er skabt i bronze, og som sidder på sin granit-sten, er alligevel noget særligt, hvad også udlandet, medierne og kunstnerne forlængst har opdaget. Bogen gennemgår derfor også havfruens omtumlede historie fra den første dag over succeserne i både ind- og udland, ikke mindst i Disney´s Hollywood – og til hun blev superstar i Kina under Expo 2010.

Men vi hører også om provokationerne fra malingen, burkaen, det oversavede hoved og meget mere til efterligningerne af hende, hvoraf nogle er irriterende, mens andre er direkte hyldester, hvad enten de tegnes på papir, laves i kunstens mange udtryk eller udføres i vandet af nulevende havfruer – dog i reglen uden fiskehale.

Men uanset emnet og vinklen, så skriver Harsløf vidende, flydende og med sans for at fange læseren, både når det handler om detaljer som at Victor Borge åbenbart har en kopi af havfruen (dog i en anden størrelse) stående på sit gravsted – eller når Harsløf berører den altid ulmende konflikt om ophavsretten til at bruge havfruen. En ophavsret, der ophører i 2029 – men indtil da bestemmer Edvard Eriksens arvinger – også selvom mange mener, at retten til at bruge den lille havfrue tilhører alle danskere allerede nu.

Edvard Eriksen som menneske og kunstner hører vi også meget om i bogen. For han frembragte selvsagt mere end havfruen, om end intet af det er tilnærmelsesvis så kendt, selvom modellen til havfruen – Eriksens hustru Eline – også stod model til det kongegravsmomument, som Eriksen lavede til Christian d. 9 og dronning Louise i Roskilde Domkirke, og som er det måske flotteste sarkofag i hele katedralen.

Mange mener i øvrigt, at det var balletdanseren Ellen Price, der stod model til havfruen, og hun inspirerede også, men det var hans kone Eline, som sad model i mere end 2000 timer.

For ja, vi er med helt inde i det kunstneriske maskinrum i bogen, hvor også den litterære genre er repræsenteret med flere sider helliget guldalderånder som H. C. Andersen, Oehlenschläger, Ingemann, Heiberg og mange andre, der kan knyttes til havfruen og hendes tid – og også en enkelt økonomisk sværvægter, selveste Brygger Carl Jakobsen, der også stod for bygningen af Jesuskirken i Valby.

For den tids store erhvervsmænd var særdeles kunstelskende i en grad, så vi skal helt op til vor tid og en Mærsk Mckinney-Møller for at finde noget tilsvarende, omend Hr. Møller ikke havde en P.S. Krøyer til at male sig, som Bryggeren fik det gjort til et selskab i Glyptoteket af netop den berømte Skagensmaler.

Til gengæld byder Harsløfs – og Folmers – bog på de smukkeste fotos, som undertegnede nogensinde har set af havfruen.

For bag bogens fantastiske fotos er Mads Folmer, der igennem et helt år og i alle belysninger og på alle tidspunkter af dagen og på alle tidspunkter af året har fotograferet en af de få statuer i verden, der ikke er en “det” eller “den”, men en “hende”. En statue, der både har køn og sjæl, fiskehale og personlighed i en charmerende blanding af uskyld og en erotik, der kalder muserne ned fra himlens sfærer.

Billederne er også mere end fineste topkvalitet, ja de nærmest lyser af en hengivenhed for og en forelskelse i den lille bronzefrøken, der pånær et smut til Kina i 2010 (og visse reparationer) nu har siddet på sin sten i mere end 100 år og tålmodigt ladet danskere og turister fotografere sig, mens skibe har sejlet forbi, og verdenen har ændret sig mere end én gang.

Men ikke hende. Hun er et symbol på det uforanderlige – og i en tid, hvor verden er mere usikker end den har været det i flere generationer, føler mange også, at det er brug for bestandigheden. Men ikke at bogen har dét som ærinde.

Det er en kunst-, historie- og biografi-bog af fineste slags. Men den rammer altså også det, at der i vor tid er en længsel og en sult efter historie og rødder, som læseren her kan få stillet på gourmetmanér. Og så fandtes der ifølge forfatteren heller ikke en biografi om den lille havfrue i forvejen.

Danmarksbloggen giver seks ud af seks mulige havfruer til Olav Harsløfs biografi ”Den lille havfrue”.

For nok sidder der kun en enkelt havfrue på stenen derude ved Langelinie, men nede i havets dyb og ude på de blå bølger svømmer der langt flere havfruer rundt, både ifølge folkeovertroen og ifølge Danmarks mest berømte eventyrdigter H. C. Andersen. Og så er det ganske vist.

Hans Christian Andersens Eventyr om ”Den lille Havfrue” er ogsaa med i Bogen, endda med rigtig Stavemaade. Det Eventyr kan ogsaa altid læses een Gang til – ligesom at Turen altid for baade os Danskere og vores Giæster gaar til Langelinie igjen paa et eller andet Tidspunkt. Sommer og Vinter. Høst og Vaar.

Udgiver er Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk