Tour de France = Folkefest

Det er nok ikke gået nogens næse forbi: Verdens med længder største cykelløb og en af de største sportsbegivenheder overhovedet Tour de France kører de første tre etaper af årets Tour-udgave i Danmark – på fredag, lørdag og søndag.

Danmarksbloggen har også planer om at bevæge sig ud og se et par etaper. Lidt af enkeltstarten og lidt af en af de to andre etaper.

Det sker mod bedre vidende – forstået på den måde, at man som tilskuer på ruten jo faktisk ingenting ser udover de 30 sekunder, mens feltet suser forbi. Wusj, dér kom de. Var det det? Svaret er ja.

Det går så stærkt, og man skal næppe forvente at kunne stå stort set alene, som undertegnede gjorde det, da jeg under VM i Danmark i 2011 så mange ryttere – også guldvinderen, tyskeren Tony Martin kaldet Panzerwagen – suse gennem Børsgade i København på enkeltstarten.

Eller som i går, da jeg på Rådhuspladsen i København rendte ind i den franske top-cykelrytter Thibaut Pinot, som har vundet mange store cykelløb – deriblandt flere etaper i Touren, blandt andet en legendarisk Tourmalet-etape (Tourmalet er et af de helt store bjerge at vinde på, red.)

Man kan selvfølgelig også være heldig og gafle lidt til sig fra Tourens berømte reklamekaravane, når man står dér og venter på rytterne, og den kommer forbi. Eller dér kan været et udbrud, så man ser både rytterne i udbruddet og så lidt senere det jagtende felt.

Men generelt ser man etaperne meget bedre i fjernsynet. Der ser man dem også godt. Især fordi folkene bag Touren laver de i særklasse bedste og mest professionelle billeder af et cykelløb.

Men så er der det med stemningen. Euforien, glæden og det at være fælles om noget. Det sidste kan mennesker godt lide. Derfor kommer mange – også undertegnede – til at stå langs ruterne til det, der uden tvivl bliver en folkefest i gult, røde prikker, grønt og hvidt (farverne på Tourens fire trøjer, red.)

Tour de France i Danmark var blevet en folkefest under alle omstændigheder. Men efter to somre med Corona-restriktioner er der lagt ekstra i den gule Tour-kakkelovn. Så ja, dér bliver liv og glade dage overalt – og mange mennesker forsamlede for at se verdens bedste cykelryttere køre på de danske veje.

Ingen ønsker derfor at høre følgende:

  1. At det er en fest, som vi selv betaler for – og at regningen er skyhøj: 180 millioner kroner plus det løse.
  2. At det er en fest, som vil øge Corona-smitten, som det skete i London, da de tidligere på måneden fejrede Dronning Elizabeth d. 2.´s Platin-jubilæum (Ok, cykelløbet bliver hjulpet godt på vej i smittespredningen af Roskilde-Festivalen og andre samlinger).
  3. At det skaber kaos for sygehuse og andre vigtige samfundsfunktioner, fordi vejene er afspærrede i timevis, ja nogle endda i dagevis.
  4. At det måske bliver den sidste store folkefest i lang tid, fordi såvel krigen som den store økonomiske nedtur for både samfund og den enkelte rykker hastigt nærmere.

Men alt det ønsker ingen at tale om.

For skal dér være cykelfest, så lad dér være cykelfest.

VIVE LE TOUR … åbenbart.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

NYHED: Danmark og Canada deler landegrænse

Sommerpause eller ej.

Det her er en stor nyhed: Danmark har fået fast landegrænse med Canada.

Stedet hedder Hans Ø – og befinder sig i det arktiske område, og Danmark (som i Rigsfællesskabet) har i årevis sloges med Canada om retten til øen og især havbunden omkring den.

Sloges som i retten altså … og med et skål på vejen hjem.

For udover en masse ministre, embedsmænd, jurister og møder, så har krigsskibe fra Danmark og Canada på skift sejlet til øen for at plante flaget og lægge en skrivelse.

Men der er også hver gang lagt en flaske til de andre. De danske soldater lagde en flaske snaps – og de canadiske en flaske whisky.

Se, dét er en både sjov, sød og skøn måde at være uenige om suverænitet på …

Ikke noget med bomber og missiler, men alt klaret med snak, alkohol og en skål … og så er sagen løst:

Øen – og havbunden – er i dag delt i en dansk og en canadisk del.

Der skal heller ikke – så vidt vides – være fast grænsevagt på øen. Man regner ikke med mange overløbere og andet.

Læs hele historien her: https://nyheder.tv2.dk/politik/2022-06-13-kongeriget-danmark-faar-landegraense-mod-canada-her-er-den

Fortsat god sommer.

Danmarksbloggen vender for alvor tilbage i løbet af august, men vil komme med anmeldelser over sommeren.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det blev et ja …

Det blev et ja til afskaffelse af det danske forsvarsforbehold. Danmarksbloggen anbefalede nej – med hjertet og med hjernen.

Men demokratiet har talt. Så fuld respekt.

For allerinderst inde – bagved alle politiske holdninger – handler det om demokratiet.

Danmarksbloggen tror nemlig på demokratiet, på folkestyret – og derfor skal der lyde et stort tillykke til dem, som stemte ja. Men også en erklæring om, at i morgen er der atter en dag.

For nu gælder det om at samarbejde.

For kun i dialog med hinanden – en saglig og ordentlig dialog, uanset om man er enige eller uenige – kan demokratiet blomstre.

Og demokratiet skal gro, blomstre og folde sig ud.

Dét er nemlig den eneste samfundsform, som vi ønsker her til lands.

Så nu skal vi videre … mod nye folkeafstemninger måske?

Danmarksbloggen bider i hvert fald mærke i, at statsministeren siger, at nej, hun kan ikke se nogen årsag til at stemme om de tre resterende forbehold, blandt andet fælles mønt – og unionsborgerskab.

Men kan man nu regne med det? Forsvarsforbeholdet, som nu er væk, var ikke et problem i efteråret 2021 for regeringen. Men så kom Ruslands invasion af Ukraine, som ikke har aktiveret en eneste EU-mission af militær karakter – og så Fanden pludselig løs i Laksegade, og vi skal ophæve forsvarsforbeholdet, selvom NATO håndterer sagen glimrende.

Så tillad Danmarksbloggen at tvivle på løftet om ingen snarlige afstemninger om de andre EU-forbehold. Hvis der kommer mindste anledning, så skal både en borgerlig og en socialdemokratisk regering nok bide til EU-bolle …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Prisen på at stemme ja = Mere end en milliard kroner

Et dansk ja i morgen kan komme til at koste danskerne mere end en milliard kroner – om året.

Stemmer danskerne ja i morgen til at afskaffe forsvarsforliget, kommer det nemlig til at koste.

De første 26,6 millioner danske kroner er den faste årlige udgift, men også den mindste. Den dækker udgifterne til Den Europæiske Fredsfacilitet, som trods navnet bruges til at støtte EU´s militære aktioner, til Det Europæiske Forsvarsagentur, hvor nyt militært isenkram udvikles, og endelig til Det Europæiske Satellit-center, som ikke overraskende laver satellit-fotos.

Men det er som sagt småpengene.

For de store udgifter bliver, når vi går med i militære EU-aktioner kaldet missioner. I Sverige, som er med i EU´s forsvarssamarbejde, kostede det fx en milliard danske kroner, at en svensk militærstyrke var med i en EU-mission i seks måneder.

Selv har vi også – trods forsvarsforbeholdet – allerede været afsted. Både i Guinea-bugten, hvor vi sendte fregatten Peder Skram. Det kostede 80 millioner. Samt i Mali, hvor vi havde soldater nede og blande sig i en lokal konflikt. Det kostede 115 millioner.

Pt. vil ingen danske politikere forholde sig til danske soldater i Afrika. Men det er en reel mulighed, hvis vi stemmer ja. Også fordi Afrika netop har den gas, som vi har brug for (selv med vindmøller med mere), og som vi ikke længere vil købe af Putin.

For den her folkeafstemning handler ikke om Europas grænser. De forsvares af NATO. Det siger EU selv, når de taler højt – mens de samtidig hvisker EU-hær. For sådan én drømmer man om i Bruxelles, Paris og Berlin – og man skal såmænd nok også få den.

Spørgsmålet er bare, om Danmark er med eller ej i denne EU-hær. For hele det her handler om sikring af gas – og andre råstoffer og mineraler – til Europa på den korte bane, og Europas Forenede Stater på den lange.

SÅ: Er vi klar på at ofre en milliard kroner – og evt. også danske soldaters liv – på dét alter? Danmarksbloggen siger NEJ, og anbefaler at stemme NEJ i morgen d. 1. juni.

Se mere her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/folkeafstemning/faa-overblikket-saa-meget-kommer-et-ja-til-koste

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Stem NEJ til afskaffelse af forsvarsforbeholdet

Om to dage skal vi stemme om forsvarsforbeholdet. Skal det opgives? Afskaffes?

Danmarksbloggen anbefaler at stemme NEJ til at opgive forsvarsforbeholdet.

Ikke fordi Danmarksbloggen er imod et tættere samarbejde i Europa.

Danmarksbloggen er FOR et tættere europæisk samarbejde – også militært. Men det skal ske som et samarbejde mellem selvstændige nationer – ikke som et Europas Forenede Stater, som der drømmes om i Bruxelles, Berlin og Paris.

For det er dér, at vi er på vej hen – og har været det længe, også forsvarsmæssigt. Og også inden krigen i Ukraine. Se nedenstående link fra september 2021, hvor man kan læse følgende:

Europa-Kommissionen har tidligere foreslået flertalsafgørelser på en række afgrænsede områder inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den har bl.a. foreslået, at Ministerrådet skal skifte afstemningsprocedure fra enstemmighed til kvalificeret flertal på tre områder:

  • Holdninger til spørgsmål om menneskerettigheder
  • Afgørelser om indførelse af sanktioner
  • Afgørelser om at iværksætte missioner som reaktion på kriser i udlandet

https://www.eu.dk/da/aktuelt/nyheder/2020/sep/kommissionen-vil-afskaffe-veto-i-sager-om-sanktioner-og-menneskerettigheder

Det er den sidste, der er interesseret ”At iværksætte missioner som reaktion på kriser i udlandet” – dvs. at et flertal uden om Danmark kan sende danske soldater i krig eller til afrikanske lande for at sikre råstoffer og fossile brændstoffer til Europa, som er det, som mange EU-missioner har handlet om i fx Mali eller fremover i Sahel.

Summa summarum: Lang tid inden krigen i Ukraine var man i EU klar til et opgør med vetoretten, hvilket i praksis betyder, at det enkelte land ikke kan gøre noget, hvis et kvalificeret flertal i EU ønsker at sende soldater – også fra lande, som stemte nej til missionen – ud i krige eller såkaldte EU-missioner over hele verden.

Sådan er det, når noget er overstatsligt – og det er den vej, som EU bevæger sig. Ja, vi har allerede på mange områder afgivet suverænitet til EU.

NATO er derimod mellemstatsligt – dvs. ALTING afgøres nationalt – i det enkelte medlemsland.

Så for lige at skære det ud i pap:

NATO: Mellemstatslig institution. Her bestemmer det danske folketing om danske soldater skal sendes ud i krig.

EU: Overstatslig institution. Her bestemmer EU – og vel at mærke med Tyskland og Frankrig ved bordenden. Lande, som ikke kan glemme, at de engang har været kejsere. For nok har både tyskerne og franskmændene for længst afskaffet monarkierne, men ønsket om kongelig glans og kejserlig magt findes i stor grad stadig i Paris og Berlin.

Desuden er der kun 27 lande i EU, men hele 49 lande i Europa. Så det giver ikke mening at kalde EU for et europæisk forsvar. Der er 22 lande i Europa, som IKKE er medlemmer af EU. Flere af dem er derimod medlemmer af NATO – hvor vi også har England, Canada og USA.

Så det hele er faktisk enkelt:

Ønsker du Danmark som en del af Europas Forenede Stater (under ledelse af Tyskland og Frankrig), så stem ja til ophævelse af forsvarsforbeholdet.

Ønsker du at bevare Danmarks selvstændighed, så stem nej til ophævelse af forsvarsforbeholdet.

Og bare for lige at sige det højt: Afstemningen i overmorgen ER en principiel afstemning – nemlig én om Danmarks fremtid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

ENDELIG sammen – igen – her i Norden

Der har gennem århundrederne været en gammel sandhed i Norden. Den handler om: Det gamle spil i Norden. To inde – og en udenfor. To lande med – og et land udenfor.

For sådan har det været siden Kalmar-unionens opløsning for næsten 500 år siden (det skete i 1523). Nedslag i historien viser det:

Danmark og Norge var i union – under Danmarks ledelse – fra 1300-tallet og indtil 1814.

Derpå kom Norge i union med Sverige i en periode, indtil nordmændene endelig i 1905 fik deres selvstændighed – og valgte en dansk prins som konge.

Så kom 2. Verdenskrig, hvor Danmark og Norge var besat, mens Sverige var såkaldt neutralt – men samarbejdede med alle, også de tyske nazister.

Efter 2. Verdenskrig – i 1949 – blev NATO stiftet. Danmark og Norge med – Sverige udenfor.

Så i 1973 træder Danmark ind i EU, mens Norge og Sverige holder den nordiske fane højt udenfor, indtil Sverige i 1995 optages i EU. Men ikke Norge. De har deres olie-milliarder, og bliver ude.

Men nu – endelig – i 2022 lykkedes det – via en ydre fjende – at samle Norden. For endelig kommer vi alle tre sammen igen. Nu i verdens stærkeste forsvarsalliance NATO, som både Sverige og Finland vil søge optagelse i.

Dét er vildt. Dét er godt.

For Sverige har været neutrale i mere end 200 år. Det har de i hvert i fald sagt, lige som de har kaldt sig fredens stormagt – selvom de har tjent milliarder på at producere og sælge våben.

Og så er der Finland, som har været neutrale siden 2. Verdenskrig. Finnerne kender Rusland, og sloges med dem i Vinterkrigen op mod 2. Verdenskrig, og siden har de holdt sig i form. Finnerne er seje og kæmper – ligesom ukrainerne.

Sådan er det åbenbart at være nabo til Rusland. Så bliver man hård i filten – hvis man vil overleve.

Danmarksbloggen kipper i dag med samtlige de nordiske flag, og byder Sverige og Finland varmt velkomne i NATO. For vi hører sammen her i Norden – også under NATO´s fane.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ukraine og et land i gave

”Vi fik et land i gave d. 4. maj,” skrev historikeren Palle Lauring ved flere lejligheder. Palle Lauring var en ung mand dengang i 1945, da Danmark blev befriet, så han vidste, hvad han talte om.

Det er nu 77 år siden – og hvert år har vi fejret Danmarks befrielse flere steder – blandt andet i Mindelunden, og det skal vi forsætte med. Som vi også skal blive med at sætte lys i vinduerne om aftenen d. 4. maj.

MEN LIGE NU ER DER ANDET PÅ SPIL. DER ER IGEN KRIG I EUROPA.

LIGE NU DØR MENNESKER I UKRAINE – dræbt af et aggressivt og stormagts-drømmende Rusland, som fejlagtigt tror, at de kan kue det ukrainske folk.

Men Valdemar Rørdams ord om danskerne fra 1907 – mens Tyskland havde besat Sønderjylland – gælder også for Ukraine:

Vi ved, et fjeld kan sprænges, og tvinges kan en elv,
men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv.

For det ukrainske folk kan ikke forgå. De kæmper for dem selv – og for Europa. For frihed og demokrati. Og vi skal stå last og brast med Ukraine.

Så i morgen aften – d. 4. maj – vil Danmarksbloggen ikke tage til Mindelunden – men til Rådhuspladsen, hvor Politiken og Jyllands-Posten arrangerer en storskærms-event, hvor Ukraines præsident Zelenskyj vil tale direkte til det danske folk. Dér vil også være fællessang, fakler og et minuts stilhed.

Det bliver en levende, vibrerende og AKTUEL event, der hylder den frihed, som vi fik i gave for 77 år siden, og som Ukraine så tappert kæmper for nu – og som de SKAL have igen.

Og det er NU og HER, at det gælder – og det drejer sig om Ukraine, ikke Danmark. For 2. Verdenskrig er en gammel krig, og ingen græder mere over dem, som døde dengang. Der er faldet fred over dét nu.

I Ukraine er der ikke fred. Der er krig og skræk og rædsel – og død. Så alt for meget død og lidelse. I Ukraine mister mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner hele tiden – hvert eneste forbandede sekund – deres mødre, fædre, søstre, brødre, døtre og sønner.

Hver dag og hver nat sprænger bomber og rammer missiler – og hver dag og hver nat flyder det ukrainske blod og de ukrainske tårer. Det skal stoppe NU.

Så mød op på Rådhuspladsen i København – eller på Bispetorvet i Aarhus, hvor der er et tilsvarende arrangement – og vis de tapre mennesker i Ukraine, at vi står sammen med dem. Kan du ikke møde op, så tænd et lys derhjemme for Ukraine …

Danmarksbloggen kommer til at gøre begge ting … dét er helt sikkert.

Læs mere her:

København: https://www.facebook.com/events/1341551579699584

Aarhus: https://www.facebook.com/events/714852246614895

For Ukraine og ukrainerne skal også have friheden og et land i gave. Deres eget land. Ukraine. Slava Ukraini.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Putin er – måske – den leder, som russerne vil have

Der er en fortælling, som vi mennesker elsker at bruge, når livet bliver svært.

Det er fortællingen om en syndebuk. Om en, som vi kan skyde skylden på. Både i vores private liv – og i den helt store sammenhæng.

Pt. fortæller hele Vesten dén fortælling om krigen i Ukraine med Putin som den store skurk, den reinkarnerede ondskab, mens det russiske folk er den uskyldige menneskemængde fanget i den store ondskabs kløer. For vi må forstå, at problemet ikke er noget strukturelt, men at det skyldes én mands ufattelige ondskab.

Men måske – bare måske – er virkeligheden mere kompleks.

Ikke sådan at forstå, at Putin ikke gør en masse onde ting. Ja, han og hans kumpaner har ikke lavet andet end den rene ondskab, det rene barbari siden Rusland invaderede Ukraine for fem uger siden.

Rusland har bombet civile mål og hospitaler, lagt miner ud i de humanitære korridorer, bortført folk, skudt på flygtende mennesker etc, etc. Den rene ondskab – udført på ordre fra Putin. Derom ingen tvivl.

MEN – og her kommer det:

Putin er ikke alene om at mene, at krigen i Ukraine er berettiget. At Ukraine er en del af Moder Russia, og at en invasion er berettiget. Det samme mener mange russerne.

Meningsmålinger lavet af analyseinstitutter – som er så neutrale, som man kan være i Rusland – viser, at 60-70% af alle russere bakker op om Putin – og nej, de er ikke alle 60-70% afskåret fra at vide, hvad der reelt sker i Ukraine.

SÅ: Mange russere ved, hvad de russiske styrker gør, men mange russere bakker alligevel op om Ruslands krig. Med andre ord: Rusland har en leder, som afspejler folket og det, som flertallet af det russiske folk mener.

Dén kamel er ikke rar at sluge for os andre. For det betyder, at ondskaben ikke blot er inkarneret hos en lille indebrændt KGB-agent, som nu er præsident og totalt ligeglad med andres liv.

Det betyder derimod, at dén ondskab, som er sluppet løs i Ukraine, er en del af mange russere, som den måske også er det hos mange andre. For måske kan vi alle sammen agere ondt – under de forkerte omstændigheder.

For tænk tilbage i historien. Ondskaben har ofte haft gode betingelser. Flertallet af tyskerne var enige med Hitler – langt ind i krigen. Franskmændene bakkede op om Napoleon. Og russerne selv var de første mange årtier glade for de kommunistiske ledere trods Stalins udryddelseslejre med mere.

Så ondskaben findes i os selv – og ikke blot hos andre.

Og et folk har åbenbart – ofte i hvert fald – den leder, som folket ønsker. Også i Rusland, hvor Putin langtfra er den eneste, som drømmer om et Stor-Rusland. Mange russere deler dén tanke om Moder Russia.Så hvor stiller det så os i Danmark, i den vestlige verden?

Giver det så mening for os at drømme om en paladsrevolution i Rusland, hvis det bare bliver en ny af samme slags, som giver ordrerne?

Danmarksbloggen ved det ikke. Men Danmarksbloggen ved, at Rusland – uanset hvem lederen er – skal have svar på tiltale – og ikke have lov til at overfalde og dræbe uskyldige mennesker, som det er sket nu i Ukraine i fem uger.

For ondskaben skal ikke sejre – hverken i Rusland, andre lande eller i hver og en af os.

Ps. Midt i alvoren kan man også overveje, hvad det siger om Danmark, at vi i reglen har statsministre, som fjumrer rundt, og laver den ene fejl efter den anden – men på en eller anden måde alligevel får det til at køre …

For næsten alle danske statsministre er sådan lidt a la Klods-Hans i de fine guld-saloner. Skal man grine, græde – eller smile af glæde over det?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tænd lys i aften for Ukraine

Den ukrainske præsident har netop talt til det danske folketing – og til det danske folk.

I dén tale kom præsident Zelenskij ind på alle de lidelser, som Ukraine gennemgår lige nu – og det er så alt for mange, så alt for grusomme, som de fleste nok ved: Angreb på ukrainske byer, bortførte ukrainere og meget mere.

Uhyrligheder, som sker – og som vi ikke gør ALT, hvad vi kan – og burde – for at stoppe.

Vi hjælper meget – og det blev der også sagt tak for. Men vi skal gøre endnu mere, både nu og når freden kommer.

Zelenskij talte også om genopbygningen af Ukraine efter krigen – og om, at Ukraine gerne vil have Danmark med dér i en ledende rolle – helt konkret når det kommer til Mykolajiv, som er vigtig havneby, der blev voldsomt angrebet her i nat.

Og så opfordrede Zelenskij til at tænde et lys for Ukraine i aften … præcis som vi selv gør det d. 4. maj.

Et lys for friheden.

Et lys for freden.

Et lys for Ukraine.

Som præsident Zelenskij sagde det: Mine damer og herrer. Jeg håber I i aften vil tænde et lys for alle de ukrainere, der har givet deres liv for vores alles frihed. 

Dét siger sig selv. Der skal brænde så mange lys i de danske vinduer, som det ikke er set siden 4. maj 1945.

Ukraines frihed er også vores frihed.

SLAVA UKRAINI ….

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ukraine invaderet … og Putin tromler videre

Så er krigen i Europa en realitet …

Rusland invaderede hele Ukraine i nat, og der kæmpes nu mange steder. Tappert, også selvom udfaldet er givet: Ruslands enorme krigsmaskine kommer til at tromle Ukraine ned – og mange ukrainere vil dø.

Det er Danmarksbloggens vurdering, at vi i Vesten IKKE kommer til at hjælpe Ukraine med soldater – men udelukkende med rådgivning og sanktioner (som Rusland er ligeglad med).

Der skal et angreb mod et NATO-land til, før den russiske aggression bliver besvaret militært fra NATO´s side, og det er her, at det med geopolitiske øjne bliver interessant.

For paragraf 5 siger, at angribes et NATO-land, så angribes vi alle sammen.

Man kalder det for musketér-eden.

Men vil vi holde dén ed, som vi så højtideligt har svoret?

Vil Danmark og de andre NATO-lande aktivere musketér-eden, hvis fx et lille stykke af Estland angribes af Rusland? Det er realistisk, at det kan ske. Estland – ligesom Donetsk og Lugansk i Ukraine – har nemlig en stor andel etniske russere, især i visse områder. Så måske de og Putin tænker, at øvelsen fra Ukraine også kan laves i Estland?

Eller i Letland, hvor der også er mange russere?

Eller hvad med korridoren i Litauen ud til den russiske flådebase i Østersøen i Kaliningrad? Den vil Putin også gerne have gjort noget ved, så han har fri adgang på en anden måde end i dag.

Det er sådanne scenarier, som vil kunne blive realiteter, hvor NATO skal stå sin store prøve.

For Putin fortsætter. Han mener sig i sin historiske ret til at indtage de områder, som han mener er russiske. Det er blandt andet Ukraine, men også de baltiske lande – og flere steder endnu som fx Finland, der ikke er medlem af NATO, og som tidligere har stiftet dårligt bekendtskab med Rusland – senest under Vinterkrigen.

Det er Danmarksbloggens vurdering, at Putin kun forstår magtens rå sprog. Så selvom vi risikerer 3. verdenskrig, så SKAL vi stå fast på NATO´s grænser.

Ret beset burde vi også komme Ukraine til hjælp nu med hele pakken. Ligesom vi skal være der for Finland og Sverige, som heller ikke er medlem af NATO.

For Putin helmer ikke, og det er bedre at dø med støvlerne på end leve på knæ … hvis altså man mener alle de fine og dyre ord om frihed, menneskerettigheder og demokrati.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk