Håndbold-finale ved VM

Lige om lidt er der national samling:

Danmark skal spille VM-finale i herrehåndbold – og modstanderen er endda den evige arvefjende Sverige.

Det bliver forrygende. Vi har også i en Corona-tid ekstra brug for noget, der kan engagere og begejstre os. Og her er en håndboldkamp mellem de rød-hvide og de blå-gule jo perfekt.

Danskerne er som regerende verdensmestre – vistnok – favoritter.

Men der er ikke garanteret noget på forhold – andet end spænding og engagement. Så for en gangs skyld kan de tomme gader ikke kun tilskrives Coronaen – men også finalen nede i Egypten.

Men uanset hvem der vinder – så vinder sammenholdet, også mellem landene. For vi hører jo sammen her i Norden – og derfor lyser Øresundsbroen også op lige nu i henholdsvis blåt/gult og rødt/hvidt.

Dét er smukt – og det peger frem mod den skønne dag, hvor vi kan mødes i jubel og glæde – og kram – og fylde gader, sportshaller og meget mere.

Så tillykke til Danmark – og Sverige, hvis vi vinder – och grattis till Sverige – och Danmark, om ni tar hem segern.

PS. Når kampen er slut, så lyser Øresundsbroen kun i to farver: Vinderholdets … Sådan er det også mellem broderlande, søsternationer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bertel Thorvaldsen 250 år

Alle kender stjerner som Lady Gaga eller Messi, der vækker opsigt, hvor de end går. Men Danmark har også haft sådanne superstjerner.

En af dem er billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, der på torsdag d. 19. september fylder 250 år. Allerede som 11-årig kom han på Kunstakademiet, og senere vandt han den store guldmedalje samme sted (det var den største udmærkelse, som man kunne få).

Bertel Thorvaldsen, der er kendt for sine smukke, levende og udtryksfulde skulpturer, levede mere end 30 år af sit voksne liv i Rom. Ja, han var så glad for Rom, at han kaldte d. 8. marts 1797 (dagen, hvor han kom til Rom) for sin romerske fødselsdag.

Bertel Thorvaldsen var gennem hele livet et centrum i international kunst, og alle de store danske guldalderkunstnere indenfor både malerkunst, digtning og litteratur kom på besøg hos ham flere gange. Så der var en reel, dansk koloni i Rom, hvor danske kunstnere levede et liv med lige dele kunstneriske udførelser, gode middage og åndrige samtaler … også in vino veritas. Altid med Thorvaldsen som omdrejningspunktet.

Bertel Thorvaldsen var altså i sin samtid en superstjerne, og da han i 1838 tog hjem til Danmark, var hans rejse op gennem Europa et sandt triumftog, hvor han blev hyldet hele vejen. Og lidt ekstra da han nåede København, hvor der lige ved siden af Christiansborg Slotskirke er hans eget museum med jubletoget op gennem Europa vist udenpå. Mens man indeni kan se flere af hans store værker som Kristus-figuren, Jason med den gyldne skind, Venus og andre græske guder og gudinder – og meget andet.

Og allerinderst inde i gården ligger han selv i sin grav. Thorvaldsen døde i 1844, og fik altså seks år i Danmark, da han kom hjem.

Og netop på hans helt eget museum vil fødselsdagen blive fejret massivt med musik, omvisninger, ler-værksted og lysshow. Der er endda gratis adgang på selve fødselsdagen fra kl. 16 til kl. 21. Samme dag – altså torsdag d. 19. november vil Illum åbne deres juletema 2020, som er hyldest til denne store dansker.

Danmarksbloggen kipper også med flaget, og ønsker Bertel Thorvaldsen tillykke med de 250 år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Stockholmske Blodbad versus Den Etniske Udrensning i Skåne, Halland og Blekinge

Det er i dag præcis 500 år siden, at Det Stockholmske Blodbad fandt sted. Det handlede om magt, og om at Christiern d. 2 benyttede sig af muligheden for at få skovlen under sine svenske modstandere.

For nok havde han lovet dem politisk amnesti, men fristelsen blev for stor. For på nær den unge Gustav Vasa, som var fængslet nede i Danmark, så sad alle Christierns modstandere nu i festsalen på Stockholms Slot, og fejrede Christierns kroning som Sveriges konge. Samtidig lå – og ligger – Stockholms centrum Stortorget lige ved siden af. Stortorget, hvor henrettelsespladsen også var. Og til al overflod boede bødlen lige ved siden af i Prästgatan.

Muligheden præsenterede dermed nærmest sig selv. Så huks, fluks en anklage om kætteri blev fremtryllet, også inspireret af den svenske ærkebiskop Gustav Trolle, som hadede adelsmanden og lederen af den svenske frigørelsesbevægelse Sten Sture og hele hans slægt. Samme Sture som nu sad på Stockholms Slot sammen med alle de andre, som ellers var imod Christiern d. 2.

For begivenhederne i Stockholm i 1520 var også et internt svensk opgør mellem de svenske adelsmænd, som selv ville have magten over Sverige og så kirken, hvor næsten alle biskopper havde det godt med en dansk konge. Især fordi han ofte var væk, og så styrede de ret meget. Vi er som bekendt stadig i den katolske, feudale tid, selvom den synger på allersidste vers.

Men altså: Christiern kunne ikke styre sig. Der var en del, som skulle af med hovedet, fandt han ud af. Nærmeste bestemt 84, som i de næste dage blev henrettet på Stortorget, efter rang forstås. Først biskopperne (de to som holdt med svenskerne), så adelsmændene med Sten Sture i spidsen, Stockholms tre borgmestre og 14 rådmænd, håndværkere, handlende og ansatte hos biskopperne og adelsmændene. Det hele tog nogle dage, og blodet flød sådan helt bogstaveligt fra Stortorget – og ned ad de små gader.

For Stortorgets placering allerøverst oppe på bydelen Gamla Stan, som er bygget på en stejl ås, betyder, at de smalle stræder, som udgår fra Stortoget, falder mange meter ned mod hhv. Saltsjön og Mälaren. Så i den silende novemberregn løb vand, blod – og tårer ned af gaderne. For nok var den tids mennesker ikke særlig sentimentale, men blodbadet i Stockholm var så voldsomt, at selv voksne mænd græd. Nogle af dem mistede så også hovedet af samme grund, skriver svenske krøniker.

Svenskerne kan heller aldrig glemme Det Stockholmske Blodbad, der ligger som et slags kollektivt sår i den svenske bevidsthed sammen med mordet på statsminister Oluf Palme i 1986 og knivdrabet på udenrigsminister Anna Lindh i 2003. Begge skete også i Stockholm – hhv. på Sveavägen og i stormagasinet NK i Hamngatan.

De to sidste havde Danmark så intet at gøre med – bortset fra en stor medfølelse med Sverige. Men det første skabte et had til Danmark, som i de efterfølgende århundreder og stadigvæk har gjort, at svenskerne er blinde for de ugerninger, som de selv har begået. Og måske allermest da Sverige i 1658 erobrede Skåne, Halland og Blekinge – og dræbte mange flere i Den Etniske Udrensning end de cirka 84, der mistede hovedet på Stortorget i Stockholm i 1520.

For det, som skete i de gamle danske landsdele Skåne, Halland og Blekinge efter Roskildefreden, var en etnisk udrensning og en forsvenskning, som foregik brutalt og lynhurtigt. Måske det også er derfor, at skåningene den dag i dag taler om Christian d. Gode, mens svenskerne kalder ham Christian Tyran – og nærmest bliver mundlamme, når man siger, at i Danmark kalder vi ham Christiern d. 2. For det hed han. Christiern og ikke Christian.

Men jo, vi kan sagtens tale om Det Stockholmske Blodbad, som var voldsomt, brutalt og blodigt – men så skal vi huske også at tale om Den Etniske Udrensning og Sveriges omfattende drab på de danske snaphaner, bare fordi de var danske. Og der var mange flere end 84, som mistede livet dér. Det var i hundredvis, ja tusindvis af familier.

Og vi skal også tale om, hvordan de svenske soldater bagefter tvang de danske enker til at gifte sig med dem – og få børn med dem. Hvordan der kun skulle tales svensk i hjemmet og i samfundet. Hvordan alt dansk blev forbudt fra salmebøger til danske sange. For Den Etniske Udrensning i Skåne, Halland og Blekinge var voldsom og brutal og blodig – og også værre end Blodbadet i Stockholm, da tragedien fik lov til at fortsætte i mange generationer frem.

Ja, på nogle måder er der stadigvæk, når den svenske Riksdag undertrykker det, som man i Stockholm kalder Sydsverige.

Men i det erobrede Danmark var det ikke overklassen, som blev ramt – og så gik historien i glemmebogen, også fordi sejrherren skriver historien. Og sejrherren var Sverige, som siden har talt om Skåne, Halland og Blekinge som landsdele, der med ligeså stor ret kan være svenske som danske.

Men det holder ikke, omend det er bekvemt for Sverige, som stadig har det skidt over Blodbadet i Stockholm – men sørgeligt for alle de mange efterkommere, som har levet, og stadig lever i Skåne, Halland og Blekinge med arven fra Den Etniske Udrensning.

Mennesker, som har haft en dansk mor, der blev tvangsgiftet med, og voldtaget af en svensk soldat, som hun så har skullet leve sammen med resten af livet. En svensk mand, der enten har været biologisk far til børnene, eller været den pap-far, som sammen med sine ”kompisar” slog deres rigtige danske far ihjel. En virkelighed som betød, at de danske kvinder og deres børn og børnebørn har været traumatiseret for livet – og som bekendt går familietraumer i arv …

Det skete ikke i Stockholm. Her fik alle enker og faderløse lov til at blive i deres svenske virkelighed, og mange af dem fik oprejsning allerede tre år senere, da Gustav Vasa kom hjem til Sverige, og blev svensk konge. Så her var dér mental pleje til dem, som led i novemberdagene i 1520.

Sådan er det ikke i det, som i dag kaldes Sydsverige: De danske efterkommerne i Skåne, Halland og Blekinge venter endnu på oprejsning og forståelse … og måske en hjemkomst til deres gamle land.

De skal i så fald være velkomne. For i Danmark savnes endnu Skånelandene, som kaldtes perlerne i det danske rige – og som oprindelig var danske, bare lige for at rette en udbredt misforståelse i svenske historiebøger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mørke tider på vej

Så er det i dag, at det amerikanske præsidentvalg skal afgøres. Det mest skelsættende valg i mere end 100 år. For en uge siden blev den stærkt højreorienterede og religiøse Amy Coney Barrett valgt ind som ny højesteretsdommer.

Så selvom Biden vinder, trækker mørke skyer ind over USA. Præcis som de gjorde det for fire år siden. Spørgsmålet er bare, om katastrofen nu bliver total eller ej.

Jeg husker for fire år siden på selve valgaftenen. Jeg var på Kronborg og anmelde ”Walking Hamlet” skabt af Den Danske Skueplads, som var en førsteklasses kulturel og dannelsesmæssig platform, der blandt andet lavede byvandringer og teater.

Anmeldelse: ”Walking Hamlet” på Kronborg

Det var en iskold og blæsende novemberaften, og vi rendte rundt alle steder – udenfor ved borgmuren, nede i kasematterne, oppe i riddersalen, i Dronningens sovegemak, ovre i slotskirken og ude i borggården – og vi i publikum var med i forestillingen som  borgere i Danmark. Det var mit livs første og formentlig også eneste Hamlet. For dén opførelse dén aften kan aldrig blive overgået.

Dels skete den på lokationen – og dels var der en stemning dén aften, som jeg aldrig vil glemme – og som var allerstærkest til sidst, da Hamlet var død, og skulle bæres ud til graven.

Vi gik med ud af slottet, og i samme øjeblik begyndte det at sne. Naturen havde iscenesat det hele bedre end nogen Hollywood-film. Store fnug hvirvlede og faldt ned på både skuespillere og publikum. Og der var en stilhed og en uheldssvanger stemning i luften, som egentlig ikke handlede om Hamlet.

Men som handlede om den despot, der ligesom Hamlets onkel, var ved at sætte sig på tronen i USA. Dén aften kunne man nemlig overalt mærke, at verden holdt vejret, og at vi gik mørke tider i møde.

Ingen af os havde så forestillet os så mørke, selvom daværende præsident Obama sagde, at med valget af Trump kom demokratiet og demokratiets institutioner til at stå deres prøve.

Og i dag bliver det så afgjort, HVOR mørk fremtiden bliver. Får Biden chancen for at kæmpe imod mørket, som det har sænket sig over USA´s højesteret og store dele af USA? Eller bliver mørket totalt ved at at Trump genvælges?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb”

I den største nationale og internationale krise siden 2. Verdenskrig er der brug for en bog som Michael Müllers ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb”.

For nok fokuserer bogen i sagens natur på kongehuset, men den handler samtidig om Danmark og os danskere. For ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” viser, at vi som folk godt kan udholde svære tider og stå igennem modstand – og at der kommer en dag, hvor livet vender tilbage, hvor solen skinner igen, og hvor vi kan samles igen så mange, som det skal være. Det giver derfor håb at se og læse bogen.

Netop læse og se. For ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” er myldrende fuld af fotos fra en tid, som stadig præger vores verden. FN, som spiller en hovedrolle under den igangværende pandemi, er fx direkte udsprunget af 2. Verdenskrig. Det samme er EU, NATO og mange andre af de internationale organisationer og konventioner, som danner rammen om vores verden i dag, og hvis ledere kongehuset altid har mødt som ambassadører på Danmarks vegne.

Så selvom det i år er 75 år siden, at 2. Verdenskrig sluttede, så er båndet til den tid stadig stærkt – og det kommer i denne Corona-tid endnu tættere på. Fordi vi her under pandemien får lov til at føle på egen krop og i eget sind, hvad det vil sige at leve i en verden, hvor normaliteten er sat helt ud af funktion, og hvor ingen ved, hvornår det bliver anderledes.

Mange af bogens fotos stammer fra Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotek, og er ikke tidligere offentliggjort. De er spændende, og viser både Danmarkshistorie i al almindelighed som fx Besættelsesmorgenen, Folkestrejken, Rigsdagens åbning efter Befrielsen og livet omkring de kongelige slotte og kongefamilien i særdeleshed. Fotos, som fortæller – hvis ikke man allerede vidste det, at de kongelige udover de officielle pligter er mennesker med følelser og hverdagsglæder som fx daværende kronprins Frederiks og prinsesse Margrethes tur i bølgerne.

Fotos som viser, at de kongelige er mennesker med relationer. Både officielle og private. Både de kærlige og nære som det fortrolige forhold, der var mellem Christian d. 10. og hans svigerdatter daværende kronprinsesse Ingrid – og de mere problematiske som Christian d. 10.´s relation til svigerinden prinsesse Helena, der havde og offentligt også viste en så stor sympati for nazismen, at hun blev landsforvist få uger efter Befrielsen. Senere fik hun dog lov til at komme tilbage til Danmark, hvor hun levede tilbagetrukket resten af livet.

Et af de fotos, som gør mest indtryk, er da daværende kronprinsesse Ingrid hilser på sin far, den svenske konge, for første gang siden krigen. Her kan man se glæden over igen at være sammen lyse ud af billedet. Og igen bliver sammenligningen til vor tid åbenbar – til de mange, som i denne tid ikke ser deres ældre slægtninge, og til de ældre, som må undvære de yngre generationer. Denne gang ikke fordi de holdes afskilt af en krig, men af en virus. Men savnet og kærligheden – og glæden, når man kan ses igen, vil være den samme.

If we do meet again, why we shall smile, skriver Shakespeare i ”Julius Cæsar” – og senere pointerede Vera Lynn under 2. Verdenskrig, at We will meet again. Ord som blev gentaget af Dronning Elizabeth d. 2. i foråret, da Coronaen ramte Storbritannien.

Og netop smil og jubel og mange mennesker – rigtig mange mennesker forsamlet på samme sted – omgivet af Dannebrog er billeder, som ætser sig ind, når man læser og ser bogen. Fordi en verden med glæde og gensyn ikke er nutid, men fremtid – og fortid, som da Shakespeares landsmand general Montgomery, kaldet Monty, kom til København lige efter Befrielsen.

Men vi ser også glæden inden krigen, da den svenske prinsesse Ingrid efter brylluppet i Storkyrkan i Stockholm kom med et sus fra de svenske birke og som en stor gave til det danske monarki. Fordi hun lod Danmark gro på sig og blev dansk. Fordi hun positivt og klogt påvirkede hele fire generationer af regenter på den danske trone: Svigerfaderen Christian d. 10., ægtemanden Frederik d. 9., datteren Margrethe d. 2. og barnebarnet, den kommende Frederik d. 10.

Historien om den daværende prinsesse, nu Dronning Margrethe og hendes forståelse af, at freden var noget godt, er også med i bogen. For hun var blevet lagt i seng, da faderen, den senere kong Frederik d. 9., stak hovedet ind og sagde, at det var freden. Men at freden så var noget stort og særligt, forstod den femårige prinsesse først, da hun kom op af sengen og ned i stuen, og fik en gul sodavand. Hun blev i øvrigt lagt til at sove på en sofa natten mellem d. 4. og d. 5. maj 1945, da der blev skudt mod Amalienborg ovre fra Holmen – og hendes værelser vendte den vej.

Og gennem det hele gjaldt det om at holde hovedet højt og ranke ryggen, som daværende kronprinsesse Ingrid sagde det.

Forfatteren Michael Müller nævner i forordet, at han har skrevet bogen med den tanke at forstå, hvor vi kommer fra, hvem vi er, og hvad vi ikke skal tilbage til. Det er fint. For vi lever i en urolig tid, hvor ingen ved, hvad der sker, og hvor nationalismen på mange måder farer lige så brølende frem som i 1930´erne. Noget som den igangværende pandemi kun forstærker, både nu mens den raser – og formentlig også når den er forbi.

”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” er derfor en stærk bog med et flydende sprog, der giver et fint billede af Besættelsestiden og det, som ledte op til og det, som fulgte. Så vi får det hele med – også Christians d. 10.´s død i 1947 og det nye kongepars første år på tronen.

Nogle vil måske klandre bogen for at være ret letlæst og med nærmest lige så mange fotos som tekst. Men ikke alt behøver at være murstensværker for at formidle noget vigtigt, og slet ikke en bog som denne, der med en sprudlende fortælleglæde og billeder, der som bekendt fortæller mere end 1000 ord, giver både historisk perspektiv og håb i en mørk tid. Bogen lever dermed også op til sin egen undertitel: I mørke og håb.

Danmarksbloggen giver ”Kongehuset under Besættelsen. I mørke og håb” seks ud af seks Dannebrog som dem, der var overalt i Danmark efter Befrielsen, og som vi igen skal kippe og juble med, når Corona-pandemien en skønne dag endelig er forbi.

Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demokratiets festdag: Men er der noget at fejre?

Demokratiets festdag kalder man to dage: I dag, hvor Folketinget åbner, altså den første tirsdag i oktober og Grundlovsdag 5. juni, hvor Grundloven blev givet. Det er alt sammen vældig fint, og selvom det er Corona-tider, så forventes såvel Dronningen som Kronprinsparret og prinsesse Benedikte at være på plads til åbningen kl. 12. Så bliver det næsten heller ikke bedre. Flag, hatte og alt det der.

Danmarksbloggen er dog mindre begejstret. For skal et demokrati fungere, som vi ønsker det i Vesten, at det sker, så skal visse rettigheder være på plads – deriblandt retssikkerheden, som også inkluderer en vis frihed for individet.

Men lige præcis dén frihed er truet, hvad man kan forvisse sig om ved at læse den nye bog om Eva Smith, som Danmarksbloggen anmeldte i sidste uge:

Anmeldelse: “Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel”

Vi sælger altså ud af vores individuelle frihed i forventningen om, at vi får mere tryghed. Men hvorfor? Er det mangel på fantasi – eller at vi har for meget blind tillid til systemet?

Og er det overhovedet en reel tryghed, som vi får til gengæld? Og hvem skal vi i virkeligheden frygte mest? Nogle fundamentalistiske og religiøse galninge med bomber i turbanen? Eller at den viden, som samles om os, kan falde i hænderne på de forkerte – og blive brugt imod os?

Og nej, der tænkes ikke på Deep State og andre sølvpapirshatte-teorier, som ikke hører hjemme andre steder end i fantasien.

Her tænkes på reelle trusler fra lande som Rusland og Kina, der begge har dagsordner, som ikke er i Danmarks eller for den sags skylds den vestlige verdens interesse.

Vi ved allerede, at megen viden om os og vores færden ligger hos store, amerikanske kommercielle firmaer, som er udenfor demokratisk kontrol – og som bruger denne viden til at påvirke os, så vi køber de ting, som de vil have, at vi skal købe, ser de film og nyheder, som de ønsker osv.

Vi ved også, at kineserne har travlt med at opkøbe infrastruktur som havne og lufthavne og foretage investeringer i Vesten som fx i miljøteknologi og vandværker i Danmark. Vi ved også, at Rusland blander sig i andres landes demokratiske valg.

Vi ved, at der sker en hel masse i spillet om verdensherredømmet. For politikerne spiller RISK 365 dage om året. Så det sker lige nu, men de danske politikere taler om overvågningskameraer og bandepakker!

Men hovedfjenden er ikke rabiate muslimer eller bander. Hovedfjenden er nogle helt andre – og politikernes opgave no. 1 er at beskytte landets borgere og demokrati. Dét  indebærer her i 2020 at gå i kødet på de kommercielle aktører fra USA og på lande som Kina og Rusland.

For de tromler frem lige så hurtigt, som de kan – og uden hensyn til nogen eller noget, og da slet ikke en styreform som demokratiet, som de anser som svag og dårlig. Især i dens vestlige og liberale form. Og det gælder både Kina og Rusland.

Tag fx Kina. Her opfatter mere end 9 ud af 10 kinesere den kinesiske samfundsmodel som den rette. Staten er set med kinesiske øjne iflg. den britiske forfatter og Kina-ekspert Martin Jacques, som har skrevet “When China Rules the World” som et kært familiemedlem.

Ja, staten er familiens overhoved, som sørger for, at nationens enhed bevares – og at enhver etnisk og kulturel splittelse nedkæmpes. Staten er altså en legemliggørelse af den kinesiske civilisation og kultur. Staten gør det, som skal til – og deri ligger beskyttelsen for den enkelte borger. Alle vestlige ideer om individets ret og plads til mangfoldighed og forskellighed ses derfor også som en trussel mod denne enhed.

Og det samme kan siges om Rusland. Her gælder blot, at det er den russiske politiske leder, tidligere tzaren og nu præsidenten, og den russisk-ortodokse kirke, som afstikker kursen i det store land i en ældgammel alliance, som Putin og patriarken genskabte efter kommunismens sammenbrud. Men statens enhed og ingen plads til anderledes tænkende – også når det kommer til seksuel orientering – gælder i Rusland som i Kina.

Staten passer på sine borgere – hvis altså de opfører sig ordentligt, og det er som det skal være, mener mange kinesere og russere.

Og det er præcis den holdning, som det danske demokrati og de andre demokratier i Vesten, som hviler på individets politiske, religiøse og seksuelle rettigheder og frihed, er oppe i mod. Dét skal vi gøre os ganske klart og tage vores forholdsregler imod.

En af disse er IKKE at blive ligesom de lande, der overvåger og kontrollerer deres borgere, men derimod holde fast i vores frihed og mangfoldighed – og ikke tillade kinesiske penge at komme ind i det danske samfund, stoppe russiske internettrolde osv.

Så vi skal kræve, at de danske politikere stopper med at udhule retssikkerheden, ja at de genopretter det, som er blevet ødelagt i de sidste par årtier i tryghedens forkætrede navn.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere Disney – mindre dansk?

Disney´s streaming-tjeneste Disney+ går i luften i dag i Danmark, og koster – i hvert fald i introperioden – kun 59,- om måneden. Det skal nok lokke kunder til – også fordi Disney har trukket alle deres produktioner tilbage fra de andre streaming-tjenester.

Der er altså dømt krig om forbrugernes penge på den digitale front. Men åbenbart også på den nationale front. For der er blandt forskere en bekymring for, om den danske kultur bliver mindre dansk og mere Disneyficeret nu.

Danmarksbloggens påstand er NEJ.

Nej, fordi Disney allerede i mere end 75 år har påvirket danskerne og dansk kultur ganske gevaldigt. Både med de klassiske tegne-spillefilm, hvor Snehvide fra 1937 var den første, med tegneseriehæftet Anders And og co., som udkom for første gang i 1949 – og med Disney Sjov og fredagsslik, som i flere generationer har været en fast tradition i danske hjem hver fredag kl. 19.

Så nej, vi bliver ikke mindre danske af, at Disney begynder at streame i Danmark. Men de andre streaming-tjenester – og også biograferne – har fået en seriøs konkurrent.

Og ja, Disney Sjov og også Disney´s Juleshow fortsætter på DR her i 2020. Men om det fortsætter i 2021 og videre frem, vides ikke. Aftalen mellem DR og Disney har også altid kun været en 1-årig aftale, der som regel forhandles sidst på året.

Så måske er den kommende jul den sidste jul, hvor alle danskere kan se Disney´s Juleshow. En tradition der for mange er en fast del af deres danske jul. Så ja, Disney er på nogle områder blevet en del af den danske kultur.

Det er i øvrigt ikke noget nyt. Vi har altid hentet nye traditioner fra de store lande, som vi var/er afhængige af. Og det har siden 2. Verdenskrig været USA, som har betydet, at vi har importeret både Disney og Halloween.

Tidligere var det fx juletræet og julekalenderen, som vi hentede fra Tyskland. Og det sidste skud er Kina, som hver vinter prøver at indføre kinesisk nytår i København med opsatte kinesiske lygter i gadebilledet og produkter af næste års dyr i kinesisk astrologi.

Så nej, ingen bekymring i forhold til dansk kultur, men en kæmpe bekymring i forhold til at Disney+ vil betyde, at endnu flere børn og unge bruger endnu mere tid foran skærmen i stedet for at lege med og være sammen med deres venner.

For fysisk samvær med andre mennesker er for både store og små dér, hvor vi lærer mest og udvikler os bedst.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Danske Udenrigsministerium 250 år

Det Danske Udenrigsministerium kan fejre, at det i dag er 250 år siden, at man officielt blev udskilt fra resten af statsforvaltningen som selvstændigt område, selvom man dog også før 1770 havde det såkaldte Tyske Kancelli, der tog sig af mange af den danske stats udenlandske sager.

I samtiden regnede man heller ikke udskillelsen som noget særligt, men så den snarere som ”nærmest et biprodukt af Struensees politik, for så vidt som tanken formentlig har været netop at holde udenrigspolitikken uberørt af forvaltningsreformerne”, som man kan læse det i ”Den danske Udenrigstjeneste 1770-1970. Bind I, 1770-1919”, der er skrevet af Klaus Kjølsen og Viggo Sjøqvist.

For det var selvfølgelig den flittige – og dygtige – Struense, som tog initiativet til denne udenrigstjeneste, som altså ikke blev omstødt eller ændret efter Struenses fald i 1772 – som skæbnen ellers blev det for mange andre af Struenses reformer.
Den runde dag bliver selvfølgelig fejret i Udenrigsministeriet med en konference i samarbejde med Det Udenrigspolitiske Selskab.

Konferencen åbnes af udenrigsminister Jeppe Kofoed. Derpå interviewer historiker og udenrigspolitisk analytiker Bo Lidegaard OECD-ambassadør Carsten Staur, der har skrevet bogen ”Skilleveje. Dansk udenrigspolitik i 250 år”.

Efterfølgende er der paneldebat med deltagelse af udenrigsminister Jeppe Kofod, tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, tidl. udenrigsminister Mogens Lykketoft og ambassadør Carsten Staur. I paneldebatten vil deltagerne tale om opbruddet i den kendte verdensorden.

Når man læser programmet, er der dog to ting, der ikke nævnes specifikt – og det er et problem. De to ting er Kina og Arktis. EU, USA og klimaet nævnes – og det er også de sikre ting, dem hvor vi ikke kan fornærme nogen.

Og ja, nok er Udenrigstjenestens diplomatiets kunst. Men skal vi have en chance som stat, skal vi kunne tale åbent om tingene – også selvom den store kinesiske drage mod øst kan blive fornærmet, eller den russiske bjørn kan føle sig provokeret. Dét gør den nok i forvejen, når man ser på den seneste uges begivenheder med russisk tilstedeværelse ud for Sveriges østkyst og ved Bornholm.

Men desværre er hverken Kina, Rusland eller Arktis nævnt direkte ord. En anden mangel er tidligere udenrigsminister Per Stig Møller. For nok kan man ikke have samtlige nulevende tidligere udenrigsministre med i sådan en paneldebat, men Per Stig Møller er en kapacitet, som i den grad havde beriget debatten. For slet ikke at tale om at han sad på posten i de vigtige år i 00´erne.

Se mere her: https://um.dk/da/nyheder-fra-udenrigsministeriet/newsdisplaypage/?newsID=6A7D202E-2A2F-4AEA-94D9-4D0CDB27D6D1

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Ulrik Federspiel – Et diplomatisk liv”

Diplomati handler om at bygge broer, og bogen ”Ulrik Federspiel – Et diplomatisk liv” har meget passende Knippelsbro i København som baggrund på forsiden. Bogen er – som titlen også antyder det – skrevet af en af de mest betydningsfulde embedsmænd i Danmark i de seneste årtier, nemlig Ulrik Federspiel, som også ses med paraplyen i hånden på bogens forside.

Motivet må være valgt med omhu. For Knippelsbro forbinder Christiansborg og Statsministeriet på Slotsholmen med Udenrigsministeriet, som har til huse i Ørkenfortet på Christianshavn – og Ulrik Federspiel må utallige gange været gået eller kørt over Knippelsbro ifm. sit liv i statens tjeneste.

Et arbejde, som han aldrig havde troet skulle føre til en bog. Ja, faktisk sagde Federspiel først nej, da han blev spurgt, men så ombestemte han sig heldigvis – og resultatet blev 510 sider, der levende, detaljeret og medrivende beskriver store og små begivenheder i de flere årtier, hvor han tjente flere danske regeringer, og var en central placeret embedsmand i alle de store kriser, som Danmark oplevede i de år, både indenrigs og udenrigs.

Federspiel var således i sin karriere blandt andet departementschef, direktør for Statsministeriet og Udenrigsministeriet samt ambassadør i Irland og i Washington. Og han var en vigtig del af håndteringen af stort set alle store kriser fra 80´ernes fodnoter (hvor vi hører om sagen fra Washingtons side), hvor tæt vi var på at forlade NATO i 1988, Tamil-sagen, EU-afstemningerne i 90´erne, krigene i Irak og Afghanistan (også her set fra Washington) og Muhammedkrisen.

Så jo, man lærer nyere Danmarkshistorie af at læse bogen – udover at man forstår, hvad det vil sige at være embedsmand. Ikke at Federspiel røber noget fra de fortrolige samtaler, som han har haft med skiftende ministre. Så havde bogen sikkert også ført til flere overskrifter i visse dele af pressen. Men Federspiel vil gerne kunne se sig selv i spejlet, og han formår at holde balancen mellem at formidle, hvad der skete, men uden at udlevere nogen.

Det er ikke overraskende, for netop balance er et kodeord i diplomatiet. Det ved de fleste godt, men når man læser bogen, lærer man også, at diplomati et langt stykke handler om personlige og sociale kompetencer. For nok skal man kunne sin statskundskab, jura eller hvad man bruger som adgangsbillet til de hellige kontorer. Men vigtigst er evnerne til at kunne tale med alle – om alt og på en måde, så man både er behagelig og morsom at være sammen med, men samtidig også viser, hvad man mener og står for – og at dét skal tages seriøst.

Evner og kompetencer, som Federspiel havde med sig hjemmefra – og som blev bestyrket, da han og hustruen Birgitte, som også kommer fra en baggrund med viden, netværk og kultur, valgte at gifte sig og køre det livslange parløb, som også er en del af årsagen til, at så meget er lykkedes for Federspiel, som han gør opmærksom på det. Også dette kig gennem nøglehullet til derinde, hvor historiens gang afgøres.

For bogen er historie, selvom det er nyere historie. Der er nemlig sket meget, siden Federspiel var en del af dagligdagen i den danske stats tjeneste. Miljøets stigende betydning, Brexit, Europas og dermed EU´s kamp for at orientere sig og ikke mindst manifestere i den nye verdensorden, hvor vi har Kina på den ene side og USA på den anden – og nu Corona-krisen, som vi stadig står midt i, og som ingen ved, hvad ender med – og hvornår.

Derfor er de sidste sider i bogen også de mest interessante – fordi vi netop lever i denne brydningstid.

Danmarksbloggen kunne derfor godt drømme om en samtalebog med Ulrik Federspiel om verden af i dag – og nogle bud på verden i morgen, både med de globale og de danske briller. Et emne som verdens atomvåben og et andet som Grønlands rolle – både sikkerhedspolitisk og ressourcemæssigt – er fx super-relevante sammen med fremtiden for de institutioner, der blev skabt på baggrund af 2. Verdenskrig; FN, NATO og EU.

Ideen er hermed givet videre … og i mellemtiden giver Danmarksbloggen fem ud af seks broer, som dem der er så vigtige i et diplomati – og ekstra meget i en brydningstid som den, vi står i lige nu.

En nutid som Ulrik Federspiel selv beskriver på bogens side 488: Jeg kan blot konstatere, at der ikke er balance mellem de tre kategorier, Fukuyama nævner. De tre kategorier er: En kompetent stat (eller international organisation), en stærk retsstat og et demokrati, hvor staten står til ansvar for sine borgere

Og så fortsætter Federspiel med at ridse situationen i dag op: Et Kina, som ikke anerkender Pax Americana, et USA der allerede under Obama begyndte at vende sig indad, men nu endnu mere under Trump, og dette trods USA´s afgørende rolle som den magt, der skal rekonstruere det internationale system, en udvikling hvor stater verden over tilgodeser segmenter af befolkningen, og derfor fører en populistisk politik, som er en trussel mod demokratiet og retsstaten – og på sigt øger risikoen for uro og krig.

For som bekendt venter historien ikke, og hvis ingen løser opgaven med at bringe verdenssystemet i orden igen, så kan vi let ende i en situation med en konfliktfyldt bipolaritet, nu mellem Kina og USA. Her vil Europa efterlades i et tomrum, da USA ikke længere behøver Europa. Men vi har til gengæld stadig Rusland som nabo, som Federspiel slutter med at gøre opmærksom på det.

Det er Gyldendal, der udgiver.

For egen regning vil Danmarksbloggen så gerne kommentere bogen i lyset af de seneste begivenheder:

Bogens antagelser bestyrkes af den stigende uro. Internt i landene, også rige vestlige lande, hvor især den stigende ulighed fører til demonstrationer. Og mellem landene, hvor fx statsligt orkestrerede digitale angreb mod et andet land er en stigende trussel – som det i øjeblikket opleves i Australien, hvor stort set alle dele af den offentlige sektor angribes, også sundhedssektoren, selvom verden oplever en pandemi.

Og hvad vil der ske i USA til efteråret? Det var vildt op mod valget i 2016, men det forventes at blive værre her i 2020. Ja, Trumps spritnye forsøg på at gøre et i Coronatider kritiseret valgmøde i Tulsa til en slagsmark viser, at der fra højeste side i USA kalkuleres med social uro som et middel til at genvinde magten.

Men vi ser også fysiske provokationer som i øjeblikket, hvor Iran fx sender skibe med olie til Venezuela, selvom USA siger, at Venezuela ikke skal have olie – og at de skibe, som transporterer olie, ikke må anløbe amerikanske havne. Det får ikke Iran til at stoppe. Tværtimod taler Iran om at sende krigsskibe med til at beskytte olieskibene.

Der hører vi alt sammen ikke så meget om i en Corona-ramt tid, men verden ruster sig til krig i øjeblikket. Det er nationalisme og hver land/region for sig. Alt der mangler er en gnist, der kan antænde branden. Religion bliver ikke denne gnist. For der skal to til en tango – og så længe det udelukkende er islam, der vil føre hellig krig, så kommer der ingen Korstogs-og-Osmanner-krige version 2.0.

Men måske kampen om ressourcerne i en klima-truet verden bliver fyrtøjet? Dét virker til gengæld mere og mere sandsynligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark kopierer den svenske model

Sverige har altid yndet at kalde sig selv for humanismens stormagt. Det lød også godt. Engang. For som det eneste land i Europa valgte Sverige trods Corona-virussens fremmarch at fortsætte samfundslivet næsten som normalt, da pandemien ramte. Ja, svenskerne veg ikke fra den fastlagte kurs med det åbne samfund, selvom Sverige allerede tidligt i pandemien havde mange flere COVID-19-døde end alle andre lande i Norden til sammen.

For i de andre lande – også Danmark – fik samfundssindet og solidariteten sammen med forsigtigheden en genfødsel. Også selvom man måske kunne have forventet, at mange flere lande ville lade egoismen definere vejen, lade de svage falde og dø, mens samfundstoget bruste videre. Men det skete ikke. Tværtimod valgte næsten alle lande livet over væksten, mennesker fremfor moneter.

Der var altså stadig civilisation og ansvarlighed tilbage i os mennesker. Dét skabte håb. Den endelige bundlinje var åbenbart alligevel ikke økonomisk betinget, men human – undtagen altså i det land, som kalder sig humanismens stormagt, men som har en historisk tradition med at vælge pengene.

Det gjorde Sverige i tiden 1940-45, hvor de samarbejdede med begge sider, både tyskerne og de allierede (svenskerne var også mest bange for russerne, og det er de stadig). Og det med at spille på flere heste fortsatte i de følgende årtier, hvor svenskerne nok tog imod mange flygtninge, men også havde gang i en omfattende våbenproduktion. Der er noget med svensk mentalitet, som rimer særligt godt på penge – også selvom de penge kommer med en menneskelig høj pris.

Man kan derfor også spørge, om det var tilfældigt, at dynamittens opfinder og stifter af Nobelpriserne svenske Alfred Nobel i sit testamente gjorde klart, at fredsprisen ikke skulle bestemmes af svenske institutioner og uddeles i Stockholm som de andre Nobelpriser – men at fredsprisen i stedet skulle bestemmes af norske folkevalgte og uddeles i Oslo (Norge var i union med Sverige, da Nobel skrev testamente).

Men tilbage til Corona-situationen, hvor Sverige er blevet voldsomt udskammet, og hvor kun meget få lande vil byde svenskere velkommen i denne sommer. Men holder den udskamning af Sverige stadig? Er Sverige stadig alene om at se på pengene først?

For man kan med rette på denne dag – eksakt tre måneder efter nedlukningen af Danmark – tænke over, hvad der tegner os lige nu, os her i lille Danmark: Samfundssind og solidaritet med de svage – eller selvtilstrækkelighed og skillinger?

For hvor forskellige er vi i grunden fra Sverige her medio juni 2020? Ikke meget, når man ser på den rasende hast, hvormed det danske samfund genåbner i øjeblikket -og den lethed, hvormed et steget smittetryk på 1,0 blev bortforklaret igår. For lige nu sker genåbningen – og måske også smitte-accelerationen – med en hast, som let kan ende i mange flere COVID-19-døde i Danmark – sådan á la den svenske situation.

For lige nu kopierer Danmark den svenske model fremfor at fortsætte med vores egen succesmodel fra foråret. Det er etisk forkert – og også økonomisk en rigtig dårlig idé. For det bliver meget dyrere at komme på fode igen ude i fremtiden, når først korthuset er faldet sammen, end det kunne være at holde fast i den forsigtige kurs …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk