Sikkerhedsafstand – et fremmedord i Sverige

Lotte Broe er en af Danmarksbloggens trofaste skribenter. I øjeblikket befinder hun sig i sit hus i Sverige sammen med familie. Som dansker kan man nemlig sagtens rejse ind i Sverige. Det kan ALLE EU-borgere. Sverige har kun lukket grænserne for ikke-EU-borgere.

Lotte Broe skriver om hverdagen hinsidan:

Jeg bliver nødt til at sige det: Jeg forstår simpelthen ikke de svenske myndigheder!

Jeg elsker Sverige, mine svenske naboer og venner, og jeg er lykkelig for, at jeg kan udstå denne Corona-karantæne-isolationstid i mit dejlige, svenske hus med egen have og næsten uendelige muligheder for at gå ud i naturen uden at møde andre mennesker.

Men det begynder at føles mindre trygt, når man skal til byen for at købe madvarer. I supermarkedet i vores lille stationsby tumler folk rundt blandt hinanden fuldstændig som vanligt.

“Sikkerhedsafstand” er vist ikke en del af det svenske vokabularium, og med en henstilling fra myndighederne om at undgå forsamlinger på mere end 500 (ja: femhundrede!) mennesker er der ikke noget, der forstyrrer dagligdagen i den lille by.

Butikker, restauranter og barer holder åbent som altid. Nu henstilles det ganske vist, at al servering foregår ved bordene (ikke i baren) – men det slår ikke mange skår i hyggen hinsidan.

Folk samles, sidder/står tæt, og det er i det hele taget “business as usual”.

Og måske er det netop “business”, der er nøgleordet? Måske er den svenske regering ganske enkelt bange for at smadre næringslivet med alt for skrappe restriktioner!

Jeg ved det ikke, men en “kulturforskel” mellem Sverige og det øvrige Europa er blevet åbenbar.

Skrevet af: Lotte Broe

Strandet i Indien: Should I stay or should I go…?

”We will soon be arriving in Mumbai. The temperature is 28 degrees. Be aware that most departures are cancelled.” Usikkerheden sniger sig ind under huden, selv om min mand hjemme i Danmark har forsikret gentagne gange, at afgangen til Doha, videre til Oslo og til sidst København har grønt lys hele vejen. Otte timers ventetid i den spøgelsesagtige Mumbai lufthavn, hvor de fleste går med mundbind. Ingen rigtig mad at få og sidste måltid var frokost. Nødder, riskiks og Bounty bar til aftensmad.

Når man har løbet rigtig stærkt de sidste 6-7 måneder er morgenyoga i shalaen, aftensvømmetur i Det Arabiske Hav og meditation på ægte bølgeslag ren balsam for sjælen. ”Hvorfor spiser vi kød derhjemme, når vegetarisk mad kan være så lækker?” spørger Thea efter de første par måltider.

Hvorfor kan jeg ikke lave den slags mad selv? Måske skal jeg øve lidt mere? Alle er søde og imødekommende og Thea viser sig at have lært flydende engelsk ved at se 10 sæsoner af ’Friends’, så hun taler ubesværet med de andre deltagere – ren idyl.

Planen var 3 uger i Goa med min 11-årige datter Thea. En velfortjent pause. Vi ankom for 12 dage siden og da vi første dag sad i en cirkel, var der høj stemning, store forventninger og vilje til åbent at dele blandt deltagerne på yoga-kurset – vi gik ’all in’ og der opstod hurtigt tillid og sammenhold. En enkelt deltager fra Frankrig var ikke nået frem. Hun blev nægtet at boarde flyet, fordi Indien havde lukket grænserne for rejsende fra Frankrig. Vi følte med hende og udtrykte medfølelse på gruppens Facebook side. Måske trak hun i virkeligheden det lange strå?

DR Nyheders historier og danskernes optagethed af Corona virkede fuldstændig hysterisk set fra vores fællesskab på stranden i Goa. Livet gik videre som om intet var hændt i verden. Deltagere smagte på hinandens the af samme kop, krammede og lå tæt i de store sofasenge. Vi vaskede selv vores egne tallerkener op og lagde dem i kurve til afdrypning. Nogen gjorde det grundigere end andre, men efterhånden som historier fra Danmark om smitte og social isolation tog til begyndte jeg dog at vaske bestikket før jeg brugte det.

Men vi var stadig overbeviste om, at frygten for epidemien var fuldstændig overdrevet og at rygterne smittede hurtigere end selve sygdommen. Indien meldte stadig om 134 smittede ud af en milliard mennesker – fornemmelsen var, at Indien ville gå fri og at vi var meget heldige at være i denne boble på vores Bounty strand. Vi var glade for at fortælle historien om, at Corona ikke smitter så meget i varmt vejr og indtil videre var der ikke meldt om nogen tilfælde i Goa provinsen. På et møde tirsdag, for 5 dage siden, sagde lederen af Kranti Yoga: ”This school is your home for now. You can stay as long as you want. I will not close it”. Det lød betryggende og intet skulle ødelægge vores ferie.

Så kom meldingen om at Air India aflyste alle afgange fra 18.-31. marts. Vi kunne vi ikke længere komme hjem som planlagt, men 4 dage ekstra i Goa var jo ingen katastrofe… Mon ikke vi kunne få ændret billetten til 2. april, hvor de ville flyve igen?

Min mand, Erik, som er hjemme i Danmark, skrev til Air India og vi ventede tålmodigt på svar. Opgaverne derhjemme var alligevel aflyst. Men der var sået tvivl, og tanker om, hvorvidt vi burde forsøge at finde en rejse hjem, sneg sig ind i meditationerne. I vægtskålen mod hjemrejse lå en oplevelse af at danskerne derhjemme var paralyseret af frygt og negativitet langt ud over det rimelige. På DR Nyheder blev historier blæst op og familien derhjemme brugte uforholdsmæssig meget tid på at ’følge med’.

”Where focus goes, energy flows”, sagde de i meditationstimen og det gav god mening. Hvorfor kunne danskerne ikke være bedre til at få det bedste ud af situationen? Selvom det er rigtig, rigtig trist at en del bliver syge og nogle vil dø, så kunne flertallet vel godt fokusere lidt på de positive ting ved pludselig at have mere tid til sig selv og hinanden i familierne? Er det ikke det vi altid går og sukker efter? Fuld respekt for at det er svært at få hjemmearbejde og småbørn til at gå op i en højere enhed, men der må vel være en vis forståelse for, at tempoet og opgaveløsningen ikke kan være på samme niveau som normalt?

Så besluttede den første deltager at tage hjem; en ung kvinde, der skulle starte nyt job i starten af april. Hun ville ikke risikere noget. Enkelte, jeg ikke kendte så godt, fulgte efter. Indien meldte ud, at alle fly ville blive aflyst fra 22. marts og en uge frem. Det fik en nordmand, fra vores lille ’skandinaviske klan’, til at beslutte, at han måtte hjem til sine børn. Det kom tættere på, men det lykkedes stadig at overbevise mig selv om, at en uges aflysning kun var en uges aflysning – især set i lyset af de få Corona tilfælde, der var i Indien. Og at jeg kunne tage hjem om 1-2 uger. Der var så dejlig stemning både på stranden og til yogatimerne. Den norske mand kunne ikke finde en flybillet og ændrede sin beslutning til at blive og var meget glad for sin afklaring.

Jeg tog en seriøs snak med min mand, Erik, og han kontaktede forsikringsselskabet, der frarådede at tage hjem over hals og hoved, idet risikoen for at strande et uheldigt sted i Indien var for stor. Usigeligt lettet over denne beslutning havde vi en fantastisk fredag aften på kurset d. 20. marts. Dem, der ville rejse, var rejst og os der havde besluttet at blive rykkede tættere sammen. Skøn aftensmad og meditation omkring bålet i shalaen med udsigt til stranden. Alle skrev små sedler med det de gerne ville give slip på i deres liv og brændte sedlerne på bålet. Roen havde sænket sig, selvom vi et eller andet sted vidste det var på lånt tid.

Men Erik må alligevel have haft en sjette sans. Gav det et andet perspektiv at være nogle uger foran i ’Corona udviklingen’? Han havde i hvert fald sat sig ned fredag aften og brugt 4 timer på at finde troværdige billetter hjem. Klokken 4.00 ringede telefonen i Goa. ”Jeg har fundet en billet, der kan få jer hjem. I skal afsted i morgen kl. 12. Er det i orden jeg køber dem?”.

Man kan tale om at blive taget på sengen. Thea brød ud i dybe hulk og jeg havde stor modstand på at få min ro forstyrret. Vi havde netop indstillet os på 14 dage ved stranden i fred og ro. Men noget i mig vidste at han havde ret – det skulle være nu. En time på Messenger og billetterne var i hus. Det værste var at sige det til den anden dansker og den søde svenske familie. Vi var jo ’in it together’ og nu svigtede vi pagten. Efter morgenmaden kom bomben: Skolen ville lukke og alle blev anbefalet at rejse hjem. Den lokale befolkning på stranden udtrykte skepsis og bekymring over, at vi var der. Det kunne skolens ledelse ikke sidde overhørig.

Så nu sidder vi i Mumbai lufthavn, første del af rejsen er gået godt og på skærmen har de netop annonceret at flyet fra Doha, som skal have os med tilbage, forventes at lande planmæssigt …

Skrevet af Mirjam Godskesen

Efterskrift: Danmarksbloggen har efterfølgende været i kontakt med Mirjam Godskesen, og såvel hun som datteren er nu hjemme i Danmark i god behold.

Farvel for evigt, du svenske bjørn

I går fejrede vi, at det var 100 år siden, at sønderjyderne stemte sig hjem til Danmark. Over hele landet – men mest i Sønderjylland – blev den minderige afstemningsdag højtideligholdt med sang, flag og beretninger om dengang.

Allermest bliver Genforeningen dog fejret til sommer, når den skal højtideligholdes på selve dagen d. 10. juli, hvor Christian d. 10 i 1920 red over den nye grænse på den hvide hest.

Men det var dengang. Nu skal vi se både fremad – og endnu længere tilbage end 1920.

For der er andre dele af vores gamle land, som ikke er kommet hjem endnu – og her tænkes på Skåne, Halland og Blekinge, som siden 1658 har været svenske, men hvor især Skåne stadig taler om at ville ”hjem til Danmark”.

Om ytringen om at komme tilbage til Danmark bunder i et reelt ønske, en sentimental længsel – eller måske en utilfredshed med Stockholm – er der vist ingen svenske, der nogensinde har turdet undersøge for alvor. Ihvertfald ikke dem, som sidder 600 km væk i Riksdagen oppe i Stockholm.

Men måske skulle man gå i gang? Over hele verden taler man om grænser, om identitet, om tilhørsforhold og om folkenes selvbestemmelsesret. For hvem vil skåningene i virkeligheden høre til? Ja, og dem fra Blekinge og Halland, hvis de også vil hjem?

De snus-forbrugende og kartoffelmos-på-pølserne-spisende svenskere, der elsker at danse omkring en midsommerstang og dyppe i en gryde med svinefedt til jul. Svenskerne med allemands-retten og lagom-princippet.

Eller de øldrikkende og wienerbrød-spisende danskere, der elsker at være højlydte med klaphat og nationalsang. Danskerne som holder indædt fast på retten til at fornærme andre – og i det hele taget være lige ud af posen.

Skulle skåningene – og dem fra Halland og Blekinge – ønske igen at tilhøre danernes flok, så må en proces i gang, så de kan komme hjem.

Danmarksbloggen har derfor lavet et udkast til en plakat – mere end inspireret af plakaten brugt for 100 år siden.

Se den oprindelige plakat her: http://genforeningen.sonderborg-slot.dk/projects/2-1-0/

Det er en god plakat – og ideen er direkte oversættelig, nemlig fra den tyske ørn til den svenske bjørn, således så den nye tekst bliver:

NU KALDER DANMARK PÅ SINE BØRN, FARVEL FOR EVIGT DU SVENSKE BJØRN

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Brexit: We´ll meet again

Så kom dagen, hvor Storbritannien forlader EU.

For sit indre øre kan Danmarksbloggen høre den britiske sangerinde Dame Very Lynn synge:

We’ll meet again
Don’t know where
Don’t know when
But I know we’ll meet again some sunny day
Keep smiling through
Just like you always do
‘Till the blue skies drive the dark clouds far away

Sangen er selvfølgelig synonym med 2. Verdenskrig, de britiske soldaters afsked med deres kære og inderlige håb om at ses igen.

Men sangen passer også til d. 31. januar 2020. Dagen, hvor Storbritannien forlader EU.

Danmarksbloggen er så ikke sikker på, hvornår vi ser Storbritannien igen – og under hvilke omstændigheder:

  • Bliver det hvis/når Storbritannien en dag søger om genoptagelse i EU?
  • Eller hvis/når Danmark forlader EU?
  • Eller hvis/når EU i sin nuværende form sprænges?

For hvad nu hvis det viser sig at blive en succes for Storbritannien at stå alene? Så kan dén erfaring sammen med den stigende nationalisme overalt i Europa være begyndelsen til en meget hurtig afvikling af EU, som vi kender det i dag.

Et Storbritannien alene uden succes vil derimod styrke EU – og muligheden for at Storbritannien søger om genoptagelse i EU.

Så ingen ved, hvad der sker … men vores veje vil altid finde sammen igen. For vi er altid lige i nærheden af hinanden.

Og mens vi venter på den der solskinsdag, hvor vi er sammen igen, må vi følge et meget velkendt engelsk råd fra 2. Verdenskrig:

Keep calm and carry on

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så blev Kina sur på Jyllandsposten – gad vide om pandaerne skal hjem så?

Danmarksbloggen var nærmest profetisk sidste uge, da den skrev om det kinesiske nytår – og den udprægede kinesiske tendens til at ville styre, hvad der skrives og siges om Kina i andre lande:

Kinesisk nytår: Det handler om penge og PR

Indtil nu har Danmark artigt rettet ind til højre, men i går gjorde Jyllandsposten noget andet. De bragte nemlig en tegning af Niels Bo Bojesen, der viser det kinesiske flag – bare med de fem gule stjerner skiftet ud med fem gule corona-virus som en kommentar til den corona-virus, som kommer fra Kina, og som nu spreder sig verden rundt.

Men nu forlanger Kinas ambassade i Danmark altså en officiel undskyldning – og at Jyllandsposten viser sin anger.

Det kan kineserne så se langt efter. For som Jyllandsposten skriver det i deres egen artikel om sagen:

“Vi kan ikke komme med en undskyldning for noget, vi ikke mener er forkert. Vi har ingen intention om at nedgøre eller håne, og det synes vi heller ikke, at tegningen gør. Så vidt jeg kan se, er der tale om to forskellige former for kulturforståelse her,” siger han. Citat slut.

Han er Jyllandspostens chefredaktør Jacob Nybroe.

Det er generalsekretær i CCCD (Det kinesiske handelskammer i Danmark) ikke tilfreds med. Han siger i samme artikel, at:

“Vi respekterer ytringsfriheden og især den personlige frihed til at ytre sin holdning, fortolkning og attitude. Vi finder dog, at tegner Niels Bo Bojesen mangler almendannelse og personlige egenskaber som medfølelse og sympati.” Citat slut.

Læs hele artiklen her: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE11903105/kina-forlanger-undskyldning-fra-jyllandsposten-efter-satiretegning/

Så er det bare, at Danmarksbloggen undrer sig. For ifølge Amnesty er der op mod en million kineserne i såkaldte genopdragelseslejre. Lejre, hvor man bruger hjernevask og tortur – og bare en smule kontakt med familie udenfor Kina eller en ytring af utilfredshed med styret kan sende én person til “genopdragelse”:

https://amnesty.dk/nyhedsliste/2018/%C3%A9n-million-kinesere-i-hemmelige-lejre

Det er hverken ytringsfrihed – eller empati …og det er det heller ikke, når man som Kina  tror, at man kan styre, hvad andre lande skriver og siger.

Men det gør Kina altså.

Gad vide om de bliver så sure på Danmark nu, at de kalder pandaerne hjem?

Det pelsklædte diplomati er som bekendt noget, der foregår på Kinas præmisser – og hvor pandaerne kun gives til de artige drenge og piger i klassen. Det er Danmark så ikke mere – måske.

Kina vil sikkert kontakte den danske regering og kræve, at den danske regering gør noget ved Jyllandsposten – og at den giver en undskyldning. Danmarksbloggen håber, at regeringen står ligeså fast som Jyllandsposten.

For vi må ikke gå på kompromis med ytringsfriheden – også indenfor tekst og tegning, så længe vi overholder dansk lovgivning – og det gør Jyllandsposten.

Kina har så åbenbart lavet adskillige tegninge-modsvar – nemlig et Dannebrog med en lyserød lort, menestruationsbind, hagekors med mere. Det kan man kun grine af … også selvom nogle af dem er ude af proportioner.

Ja, man kan uden at ryste på hånden sige, at Kina IKKE respekterer vores regler og vores kultur … det duer ikke. Et godt forhold mellem to lande er baseret på gensidig respekt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Opdatering kl. 11.36: Udenrigsministeren siger nu, at vi i Danmark har en Grundlovssikret ret til at ytre os – også med satiretegninger, men at han ikke vil kommentere den konkrete sag. Det kaldes efter Danmarksbloggens mening at stikke hovedet i busken og lege struds … 

Kinesisk nytår: Det handler om penge og PR

Danmarksbloggen skrev allerede om det kinesiske nytår sidste år. Et nytår, som fejres på Strøget i København, der fra det kinesiske nytår starter (i år er det i overmorgen d. 25. januar) og nogle uger frem pyntes op med lanterner og lotusblomster i alle mulige farver: http://danmarksbloggen.dk/?p=10371

Det er tredje år i træk, at vi får et kinesisk nytår spredt udover den danske hovedstad. Der er også masser af kinesiske turister i København. Ja, der er så mange, at store danske brands som fx Ecco og Georg Jensen har kinesisk talende personale ansat. For når der er kinesisk valuta på spil, så kommer butikkerne på banen.

Markeringen af det kinesiske nytår handler nemlig lige så meget – hvis ikke mere – om at sælge Danmark til kineserne og Kina til danskerne, som det handler om traditioner.

For helt ærligt: Hvem bekymrer sig om, at vi går ind i rottens år – eller helt præcist: Metalrotten, hvilket skulle være en ganske speciel konstruktion, der handler om nye begyndelser – også på den politiske scene, ja endda verdensomvæltninger, måske voldsomme.

Det og andre forudsigelser for rottens år kan man læse mere om her: https://kina-info.dk/kinesisk-nytaar-2020-rottens-aar/  Her kan man også læse, at 2020 er et godt år, hvis man vil starte en virksomhed – og er velforberedt.

Må Danmarksbloggen i al fredsommelighed gøre opmærksom på, at forberedelse generelt er vejen til succes – uanset hvad år vi skriver.

Det er i hvert fald noget, som man ved i Kina, hvor man lægger langtidsplaner, og forbereder sig på både det, som kommer lige om lidt, og det som kommer om flere årtier. Og hvor man i disse år bruger milliarder og atter milliarder på at give verden et positivt billede af Kina, så vi køber deres varer, og i det hele taget gør os mere og mere afhængige af det store land.

Og det er i denne ånd, at den kinesiske ambassade i Danmark betaler lanternerne og lotusblomsterne på Strøget, hvilket jo kan ses som en meget fredelig måde at lave PR for sit land på.

Men det forløbne år har så også vist, at Kina ikke viger tilbage fra at true, lokke og i det hele taget bruge alle de midler, der findes for at nå de mål, som man har sat sig.

I Danmark er vi for længst faldet til patten – og har både haft Dronningen, Den Lille Havfrue, Frederik og Mary på besøg i Kina. Vi har også fjernet lovlige demonstranter, fordi de irriterede kineserne med deres tibetanske flag. Det er også derfor, at vi har fået lov til at leje pandaerne i Zoologisk Have!

Ja, det er rigtigt. Vi betaler Kina for at få lov til at drive diplomati i pels på deres vegne.

Eller som Danmarksbloggen skrev det i april 2019, da pandaerne ankom: Dét er eddermame – for nu at sige det ligeud – en god forretning for kineserne. VI betaler KINA penge for at KINA kan få mere goodwill her hos os. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10517

Men i Sverige sagde den svenske regering nej, da Kinas ambassade i efteråret kom med en melding om, at den svenske kulturminister ikke ville være velkommen i Kina, hvis hun deltog i uddelingen af Tucholsky-prisen, som er en ytringsfrihedspris, som den kinesisk-fødte, men nu svenske boghandler Gui Minhai modtog in absentia i november. Han blev nemlig kidnappet fra sin feriebolig i Thailand i 2015, og har siden været indespærret i et kinesisk fængsel.

Og sagen i Sverige stopper ikke her. Den kinesiske ambassadør har lige siden prøvet at give svenske medier mundkurv eller i det mindste censurere deres artikler … det er så ikke lykkes. Tværtimod tales der om i de svenske medier, at Kina bruger mafia-metoder og ikke respekterer svensk lovgivning i Sverige.

Og så var der også sagen på Færøerne, hvor den kinesiske ambassadør i Danmark i november sidste år pressede den færøske lagmand til at sige ja til Huaweis levering af 5G-netværk. Dette ja ville give uanede muligheder i forhold til en frihandelsaftale mellem de to lande, blev Færøerne lovet.

Og hvad med Danmark? Ja, her har vi i det forløbne Grisens år også øffet en smule om Huawei, men ikke noget særligt, for vi lystrer artigt den store, kinesiske drage.

Hvor længe kan vi se os selv i øjnene? Minimum gennem hele rottens år som det ser ud nu. Men måske kan vi til næste kinesiske nytår, som starter 12. februar 2021, og som er oksens år, finde en form for bondefornuft og modstand frem og stå fast på, at nok er lanterner og lotusblomster velkomne.

Men vi er herrer i eget hus – og Kina skal ikke diktere noget her. Det sås også sidste uge, da nogle skrev Free Hong Kong på Den Lille Havfrue.

Tiden vil vise, hvad det bliver til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Alt det her handler selvfølgelig om Kina generelt – og ikke om den nuværende situation med en virus, som gør, at Kina og kineserne agerer anderledes end de plejer. Eller gør det store land dét? For hurtige og radikale handlinger er ikke et ukendt fænomen i Kina, hverken når det kommer til virus – eller kritik udefra.

Demokratiet er truet: Dommerne siger nej, men hvor er politikerne?

Der skete noget mere end vigtigt i Polens hovedstad Warszawa her i weekenden. Nemlig en demonstration med mange tusinde deltagere fra Polen og mere end 17 andre europæiske lande – og det var ikke hvem som helst, som gik med de polske flag, EU-flaget og skilte med deres land.

Det var dommere fra hele Europa – bl.a. formanden for den danske dommerforening Mikael Sjöberg, som til Ritzau sagde: ”Det er meget bevægende at deltage i den storstilede demonstration mod en omstridt polsk retsreform.”

Den retsreform, som han taler om, går ud på, at Polens parlament kort før jul vedtog en lov, der giver den polske regering mulighed for at fyre eller straffe dommere, hvis domme går imod regeringens ønsker om reformer og lovgivning.

Det lyder som noget fra et diktatur-mareridt, og det er også en dom, der har vakt bekymring i hele Europa – og ifølge Mikael Sjöberg også hos de polske dommere.

Demonstrationen blev nævnt i medierne – sådan lidt sporadisk, men ingen danske politikere tog tråden op. Sikkert fordi man vurderer, at en kritik af den polske regering kan skabe problemer i forholdet til Polen, eksporten og andet, som vi tjener penge på.

MEN det duer jo ikke. Det duer slet ikke. For hvis ikke de folkevalgte siger fra og råber op, når demokratiet er truet i et stort europæisk land – som også er medlem af EU – så har vi intet lært af 1930´ene. Dengang hvor Hitler skaltede og valtede med Tyskland, og førte et ellers civiliseret kulturland ud i det rene barbari.

Og dét kan sagtens ske igen.

Og et kvalificeret bud på et næste land kunne være Polen. Her slår man nemlig på lignende nationale strenge om Polen som et land og polakkerne som et folk, der er andre overlegne. Man bruger så ikke en nazistisk retorik, og taler om polakkerne som et herrefolk, men i stedet om at Polen (som stort set de eneste) har den rette katolske tro.

For Polen er i egen selvforståelse et katolsk land, der sætter familien i centrum – og polakkerne er derfor de sidste i Europa, der værner om de rette værdier. Værdier som handler om, at familien er det vigtigste, at der ikke skal være noget som hedder abort, at manden er familiens overhoved, at familien skal kunne klare sig med en indtægt (mandens) så kvinden kan følge sit kald og gå hjemme, at det er okay at slå børn – ja, i det hele taget et samfunds- og menneskesyn, som hører en fjern fortid til.

Syndebukken er derfor også homo- og biseksuelle og alle, som støtter dem og en anden mere sekulær og moderne livsstil – dvs. hele Vesten, som den polske regering og store dele af den polske befolkning anser for så depraveret, at både politikere og polske biskopper taler om en decideret regnbuepest.

Der har også været flere rapporter om, at Pride Parader i Polen er blevet forbudt – og at folk, som deltog i lovlige Prides i Polen, er blevet angrebet og overfaldet – uden at det har fået konsekvenser for voldsmændene.

Det er forfærdeligt – og situationen bliver totalt uudholdeligt, når nu de polske domstole ikke længere er uafhængige, og kan stoppe overgrebene på og forfølgelsen af andre mennesker. For overgrebene – også fra staten – rammer også folk, der er kritikere af systemet og andre, der ikke gør og siger, som den polske regering ønsker det.

Men sådan er situationen i Polen, hvor de polske domstole nu fungerer som systemets forlængede arm. Det polske demokrati er altså de facto dødt – og diktaturet er en realitet – og det lige på den anden side af Østersøen.

Der skal råbes og protesteres – og vi skal boykotte Polen på alle måder – og politikerne burde gå forrest, hvis de mener, at demokrati og menneskerettigheder er vigtige.

Men nej, de danske politikere svigter IGEN ligesom de gjorde det i 1940. De har INTET lært.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Håndværkerne smed Berlinmuren ud …

Op til samt på selve dagen, nemlig lørdag d. 9. november, vil det vrimle med historier i medierne fra mennesker, som var i Berlin for 30 år siden.

9. november 1989. Den minderige aften hvor Berlinmuren faldt, den kolde krig sluttede, og Europa blev et andet – også selvom os der kan huske 1989 måske stadig har nogle mentale skel inde i hovedet.

Men historien om Berlinmuren hverken startede eller sluttede dén aften i november 1989. En af Danmarksbloggens læsere, Brian Holmstrøm Nielsen, har i hvert fald sin helt egen oplevelse med Berlinmuren.

Han fortæller:

I påsken 1990 var jeg med en kammerat på tur til Polen. På vejen hjem kørte vi til Berlin. Jeg kan huske, hvordan vi kom fra øst-området – og i vores bevidsthed skulle vi derfra videre til Vest-Berlin. Så vi sad efter gammel vane klar med pas og bilens papirer til når vi kom til grænsen.

Men stor var vores overraskelse, da vi slet ikke kunne få øje på nogen grænse. Så vi stoppede og spurgte nogle berlinere, hvor grænsen var. Så de stod og skraldgrinede af os turister, som sad dér med passene fremme, og ikke havde fattet, at en ny tid var startet.

Skrækken for DDR-vagter, ordnung muss sein-panik og skyderi lå også i os, da vi senere stod henne ved Berlinmuren – og hakkede et stort stykke ud af den. Med en skruetrækker!!! Lige dér hvor Brandenburger Tor ligger.

Men vi gjorde det – og vi fik autentiske stykker Berlinmur med hjem. Det var historiens vingesus. Jeg gemte så murstumpen nede i min kælder, og fortalte flere gange, at jeg havde sådan en minde-skat liggende.

Men så forleden gik jeg ned for at finde den frem. Blot for at opdage, at der havde været en vandskade, og at nogle blikkenslagere havde ryddet kælderrummet, så de kunne komme til. Og da huset, hvor jeg bor, er et gammelt hus, så røg det stykke beton ud sammen med det puds, som blikkenslagerne havde banket ned for at skifte rørene.

Det var øv. Historien røg direkte ud ad vinduet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sådan ved du, at det er en dansker …

Sommerferien er nu helt slut for langt de fleste.

Men inden arbejdet og skolen begynder igen, kan det være sjovt med et lille tilbageblik på eventuelle udenlandsrejser – og på de danskere, som man ofte løber ind i, når man gæster fremmede lande.

For der er nogle kendetegn ved os danskere, når vi rejser på sommerferie.

Danmarksbloggen har prøvet at finde nogle af de mest typiske – udover den klassiske: At en dansker kan kendes på at være blegfed, rødskoldet og med mavetaske. Nogle andre kendetegn kommer her:

  • Danske mænd går altid i shorts, også inde i store sydeuropæiske byer som Paris og Rom, hvor ingen voksne lokale mænd med respekt for sig selv vil ses i andet end lange, pæne bukser, når de bevæger sig rundt i gaderne.
  • Danske kvinder gør altid et stort nummer ud af, at de har et tørklæde eller andet med i tasken, når de kommer til en kirke eller andre steder, hvor man IKKE går ind med bare skuldre og lårkorte nederdele. ”Vi respekterer skam de lokale skikke,” siger de danske kvinder ofte højlydt, mens de kigger rundt for at sikre sig, at alle ser dem. Andre nationaliteter tager bare tørklædet frem uden at gøre opmærksom på egen fortræffelighed.
  • Drikkepenge er ikke noget, som danskerne giver – medmindre de er meget tilfredse med mad og betjening. Men i mange lande er drikkepenge en del af kulturen – især i USA, hvor tjenerne får så lav en løn, at de reelt lever af deres drikkepenge.

Vi er lidt sjove på den måde. For vi forventer forståelse for vores adfærd, når vi er ude. Men er vi ligeså gode til at rumme de andre, når de kommer til vores land? Det kan vi jo tænke over her i resten af august, hvor netop syd-europæerne og amerikanerne i stor stil besøger Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Trump kommer til Danmark

Så sluttede sommerferien med et brag, da nyheden om Trumps ankomst til Danmark blev bekræftet.

For ja, Trump har åbenbart besluttet sig til at rejse til Danmark. Nærmere bestemt d. 2. og d. 3. september sammen med hustruen Melania.

Statsministeriet siger, at han er velkommen. Det skal de også gøre. USA er en stormagt og en af vores nærmeste allierede.

Heldigvis er forbindelsen mellem Danmark og USA så stærk, at den godt kan overleve Trump i Det Hvide Hus. Den kan såmænd også overleve et besøg af Trump i Danmark. Sagtens endda.

Alligevel måtte han dog gerne holde sig væk. Der er ikke mange danskere, som kan lide ham – og nej, vi bliver ikke omvendt af at se Air Force One lande ude i Kastrup – eller af at se Trump sammen med Dronningen.

Lige præcis dét møde kan så blive interessant.

For der er ingen tvivl om, at Margrethe d. 2 har både klasse, stil, intelligens og mange andre udmærkede egenskaber, som Trump omvendt ikke besidder. Der er heller ingen tvivl om, at Dronningen på en stilfærdig, men bestemt måde ikke vil finde sig i noget fra Trumps side.

Så lige præcis dét møde kan blive fantastisk – og en udstilling af hvilken opportunistisk populist, som Trump er. Gad vide om amerikanerne også kan se det? Det er jo dem, som skal forhindre ham i at få runde to i Det Hvide Hus.

Så måske der bliver en lille fordel af Trump på dansk jord … måske. Der kommer sikkert også en demonstration mod ham eller to, som man kan deltage i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk