Anmeldelse: ”Ulrik Federspiel – Et diplomatisk liv”

Diplomati handler om at bygge broer, og bogen ”Ulrik Federspiel – Et diplomatisk liv” har meget passende Knippelsbro i København som baggrund på forsiden. Bogen er – som titlen også antyder det – skrevet af en af de mest betydningsfulde embedsmænd i Danmark i de seneste årtier, nemlig Ulrik Federspiel, som også ses med paraplyen i hånden på bogens forside.

Motivet må være valgt med omhu. For Knippelsbro forbinder Christiansborg og Statsministeriet på Slotsholmen med Udenrigsministeriet, som har til huse i Ørkenfortet på Christianshavn – og Ulrik Federspiel må utallige gange været gået eller kørt over Knippelsbro ifm. sit liv i statens tjeneste.

Et arbejde, som han aldrig havde troet skulle føre til en bog. Ja, faktisk sagde Federspiel først nej, da han blev spurgt, men så ombestemte han sig heldigvis – og resultatet blev 510 sider, der levende, detaljeret og medrivende beskriver store og små begivenheder i de flere årtier, hvor han tjente flere danske regeringer, og var en central placeret embedsmand i alle de store kriser, som Danmark oplevede i de år, både indenrigs og udenrigs.

Federspiel var således i sin karriere blandt andet departementschef, direktør for Statsministeriet og Udenrigsministeriet samt ambassadør i Irland og i Washington. Og han var en vigtig del af håndteringen af stort set alle store kriser fra 80´ernes fodnoter (hvor vi hører om sagen fra Washingtons side), hvor tæt vi var på at forlade NATO i 1988, Tamil-sagen, EU-afstemningerne i 90´erne, krigene i Irak og Afghanistan (også her set fra Washington) og Muhammedkrisen.

Så jo, man lærer nyere Danmarkshistorie af at læse bogen – udover at man forstår, hvad det vil sige at være embedsmand. Ikke at Federspiel røber noget fra de fortrolige samtaler, som han har haft med skiftende ministre. Så havde bogen sikkert også ført til flere overskrifter i visse dele af pressen. Men Federspiel vil gerne kunne se sig selv i spejlet, og han formår at holde balancen mellem at formidle, hvad der skete, men uden at udlevere nogen.

Det er ikke overraskende, for netop balance er et kodeord i diplomatiet. Det ved de fleste godt, men når man læser bogen, lærer man også, at diplomati et langt stykke handler om personlige og sociale kompetencer. For nok skal man kunne sin statskundskab, jura eller hvad man bruger som adgangsbillet til de hellige kontorer. Men vigtigst er evnerne til at kunne tale med alle – om alt og på en måde, så man både er behagelig og morsom at være sammen med, men samtidig også viser, hvad man mener og står for – og at dét skal tages seriøst.

Evner og kompetencer, som Federspiel havde med sig hjemmefra – og som blev bestyrket, da han og hustruen Birgitte, som også kommer fra en baggrund med viden, netværk og kultur, valgte at gifte sig og køre det livslange parløb, som også er en del af årsagen til, at så meget er lykkedes for Federspiel, som han gør opmærksom på det. Også dette kig gennem nøglehullet til derinde, hvor historiens gang afgøres.

For bogen er historie, selvom det er nyere historie. Der er nemlig sket meget, siden Federspiel var en del af dagligdagen i den danske stats tjeneste. Miljøets stigende betydning, Brexit, Europas og dermed EU´s kamp for at orientere sig og ikke mindst manifestere i den nye verdensorden, hvor vi har Kina på den ene side og USA på den anden – og nu Corona-krisen, som vi stadig står midt i, og som ingen ved, hvad ender med – og hvornår.

Derfor er de sidste sider i bogen også de mest interessante – fordi vi netop lever i denne brydningstid.

Danmarksbloggen kunne derfor godt drømme om en samtalebog med Ulrik Federspiel om verden af i dag – og nogle bud på verden i morgen, både med de globale og de danske briller. Et emne som verdens atomvåben og et andet som Grønlands rolle – både sikkerhedspolitisk og ressourcemæssigt – er fx super-relevante sammen med fremtiden for de institutioner, der blev skabt på baggrund af 2. Verdenskrig; FN, NATO og EU.

Ideen er hermed givet videre … og i mellemtiden giver Danmarksbloggen fem ud af seks broer, som dem der er så vigtige i et diplomati – og ekstra meget i en brydningstid som den, vi står i lige nu.

En nutid som Ulrik Federspiel selv beskriver på bogens side 488: Jeg kan blot konstatere, at der ikke er balance mellem de tre kategorier, Fukuyama nævner. De tre kategorier er: En kompetent stat (eller international organisation), en stærk retsstat og et demokrati, hvor staten står til ansvar for sine borgere

Og så fortsætter Federspiel med at ridse situationen i dag op: Et Kina, som ikke anerkender Pax Americana, et USA der allerede under Obama begyndte at vende sig indad, men nu endnu mere under Trump, og dette trods USA´s afgørende rolle som den magt, der skal rekonstruere det internationale system, en udvikling hvor stater verden over tilgodeser segmenter af befolkningen, og derfor fører en populistisk politik, som er en trussel mod demokratiet og retsstaten – og på sigt øger risikoen for uro og krig.

For som bekendt venter historien ikke, og hvis ingen løser opgaven med at bringe verdenssystemet i orden igen, så kan vi let ende i en situation med en konfliktfyldt bipolaritet, nu mellem Kina og USA. Her vil Europa efterlades i et tomrum, da USA ikke længere behøver Europa. Men vi har til gengæld stadig Rusland som nabo, som Federspiel slutter med at gøre opmærksom på det.

Det er Gyldendal, der udgiver.

For egen regning vil Danmarksbloggen så gerne kommentere bogen i lyset af de seneste begivenheder:

Bogens antagelser bestyrkes af den stigende uro. Internt i landene, også rige vestlige lande, hvor især den stigende ulighed fører til demonstrationer. Og mellem landene, hvor fx statsligt orkestrerede digitale angreb mod et andet land er en stigende trussel – som det i øjeblikket opleves i Australien, hvor stort set alle dele af den offentlige sektor angribes, også sundhedssektoren, selvom verden oplever en pandemi.

Og hvad vil der ske i USA til efteråret? Det var vildt op mod valget i 2016, men det forventes at blive værre her i 2020. Ja, Trumps spritnye forsøg på at gøre et i Coronatider kritiseret valgmøde i Tulsa til en slagsmark viser, at der fra højeste side i USA kalkuleres med social uro som et middel til at genvinde magten.

Men vi ser også fysiske provokationer som i øjeblikket, hvor Iran fx sender skibe med olie til Venezuela, selvom USA siger, at Venezuela ikke skal have olie – og at de skibe, som transporterer olie, ikke må anløbe amerikanske havne. Det får ikke Iran til at stoppe. Tværtimod taler Iran om at sende krigsskibe med til at beskytte olieskibene.

Der hører vi alt sammen ikke så meget om i en Corona-ramt tid, men verden ruster sig til krig i øjeblikket. Det er nationalisme og hver land/region for sig. Alt der mangler er en gnist, der kan antænde branden. Religion bliver ikke denne gnist. For der skal to til en tango – og så længe det udelukkende er islam, der vil føre hellig krig, så kommer der ingen Korstogs-og-Osmanner-krige version 2.0.

Men måske kampen om ressourcerne i en klima-truet verden bliver fyrtøjet? Dét virker til gengæld mere og mere sandsynligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark kopierer den svenske model

Sverige har altid yndet at kalde sig selv for humanismens stormagt. Det lød også godt. Engang. For som det eneste land i Europa valgte Sverige trods Corona-virussens fremmarch at fortsætte samfundslivet næsten som normalt, da pandemien ramte. Ja, svenskerne veg ikke fra den fastlagte kurs med det åbne samfund, selvom Sverige allerede tidligt i pandemien havde mange flere COVID-19-døde end alle andre lande i Norden til sammen.

For i de andre lande – også Danmark – fik samfundssindet og solidariteten sammen med forsigtigheden en genfødsel. Også selvom man måske kunne have forventet, at mange flere lande ville lade egoismen definere vejen, lade de svage falde og dø, mens samfundstoget bruste videre. Men det skete ikke. Tværtimod valgte næsten alle lande livet over væksten, mennesker fremfor moneter.

Der var altså stadig civilisation og ansvarlighed tilbage i os mennesker. Dét skabte håb. Den endelige bundlinje var åbenbart alligevel ikke økonomisk betinget, men human – undtagen altså i det land, som kalder sig humanismens stormagt, men som har en historisk tradition med at vælge pengene.

Det gjorde Sverige i tiden 1940-45, hvor de samarbejdede med begge sider, både tyskerne og de allierede (svenskerne var også mest bange for russerne, og det er de stadig). Og det med at spille på flere heste fortsatte i de følgende årtier, hvor svenskerne nok tog imod mange flygtninge, men også havde gang i en omfattende våbenproduktion. Der er noget med svensk mentalitet, som rimer særligt godt på penge – også selvom de penge kommer med en menneskelig høj pris.

Man kan derfor også spørge, om det var tilfældigt, at dynamittens opfinder og stifter af Nobelpriserne svenske Alfred Nobel i sit testamente gjorde klart, at fredsprisen ikke skulle bestemmes af svenske institutioner og uddeles i Stockholm som de andre Nobelpriser – men at fredsprisen i stedet skulle bestemmes af norske folkevalgte og uddeles i Oslo (Norge var i union med Sverige, da Nobel skrev testamente).

Men tilbage til Corona-situationen, hvor Sverige er blevet voldsomt udskammet, og hvor kun meget få lande vil byde svenskere velkommen i denne sommer. Men holder den udskamning af Sverige stadig? Er Sverige stadig alene om at se på pengene først?

For man kan med rette på denne dag – eksakt tre måneder efter nedlukningen af Danmark – tænke over, hvad der tegner os lige nu, os her i lille Danmark: Samfundssind og solidaritet med de svage – eller selvtilstrækkelighed og skillinger?

For hvor forskellige er vi i grunden fra Sverige her medio juni 2020? Ikke meget, når man ser på den rasende hast, hvormed det danske samfund genåbner i øjeblikket -og den lethed, hvormed et steget smittetryk på 1,0 blev bortforklaret igår. For lige nu sker genåbningen – og måske også smitte-accelerationen – med en hast, som let kan ende i mange flere COVID-19-døde i Danmark – sådan á la den svenske situation.

For lige nu kopierer Danmark den svenske model fremfor at fortsætte med vores egen succesmodel fra foråret. Det er etisk forkert – og også økonomisk en rigtig dårlig idé. For det bliver meget dyrere at komme på fode igen ude i fremtiden, når først korthuset er faldet sammen, end det kunne være at holde fast i den forsigtige kurs …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

De ressourcestærkes ansvar for at holde Corona ude af Danmark

Skal de ressourcestærke tage Corona-smitten med hjem én gang til? Nej, vel?

For det var som bekendt de ressourcestærke danskere, som i februar rejste til Italien og Østrig på skiferie, der var ansvarlige for at bringe Corona-smitten til Danmark.

Og nu rasler de ressourcestærke igen med kufferterne.

For nu vil de afsted på sommerferie til sydens sol, og der er ingenting, der skal stoppe dem. Udenrigsministeriet ANBEFALER som bekendt også kun, at man bliver hjemme. De anbefaler også, at man ikke rejser til Sverige. Det har mange danskere så gjort alligevel hele Corona-tiden igennem.

Men det går altså ikke. Nu er det altså tid til at vise samfundsansvar og holde sig hjemme – også når grænserne delvis åbner igen 15. juni.

For ellers så risikerer vi en anden bølge til juli eller august – også denne gang sat i gang af de ressourcestærke, som uden at tøve følger deres egoistiske behov for ferie og ikke tænker på, hvad det koster, både målt i menneskeliv og i samfundsøkonomi.

Men voksne mennesker – og måske især ressourcestærke voksne mennesker burde være i stand til at udskyde behovet for sol, strand og sangria. Ikke at kunne det vidner om en umodenhed og en egoisme, som er generelt skadeligt for det fællesskab, som samfundet er.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Slaget om EU står NU

EU vil iflg. Ritzau foreslå et EU-budget på 1100 milliarder euro – altså 8300 milliarder kroner.

Derudover vil EU lancere en genopretningsplan på 750 milliarder euro, hvoraf de 500 milliarder euro skal overføres til og fra medlemslandene, mens de resterende 250 milliarder euro skal være lån, som EU-kommissionen vil optage på kapitalmarkederne.

Disse lån skal betales tilbage i perioden 2027-2058 – og skal finansieres ved, at EU skal have lov til at opkræve skatter hos den enkelte EU-borger – modsat i dag, hvor det kun er nationalstaten, som kan opkræve skat.

Eller sagt ligeud: I dag er det kun Christiansborg, der kan udskrive skatter i Danmark. Fremover skal det også være Bruxelles, hvis altså formand Ursula von der Leyen og de andre i EU-kommissionen får deres vilje.

Det er for at sige det mildt et kontroversielt forslag, som også vil give EU markant meget mere magt – og gøre, at Europas Forenede Stater er rykket markant tættere på.

Ifølge von der Leyen er det så nødvendigt. Hun siger til Ritzau: ”EU er i knæ. Krisen har haft enorme følgevirkninger i samtlige europæiske lande. Det kan man ikke løse og råde bod på som enkelt land. Det her er Europas øjeblik. Det er store udfordringer, vi står overfor. Det er et ganske afgørende valg. Enten går vi alle egne veje. Så lader vi lande i stikken. Så får vi en egoistisk union, hvor nogen ikke har, og andre har, eller også går vi en fælles vej. Det er et såre enkelt valg. Vi skal træffe en vigtig beslutning. Vi kan investere i en fælles genopretning. Dette er en fælles investering i vores fremtid.”

Danmarksbloggen er helt enig i, at det er et helt afgørende valg, men der ER andre muligheder end at blive i den politiske union og afgive endnu mere suverænitet.

Vi kan også vælge i Europa at blive nationalstater igen, der forpligter os på handel og forsvar – men ikke på noget, der har med skatter, sociale forhold, arbejdsmarked, uddannelse og kultur at gøre. Det er – efter Danmarksbloggens mening – også det, som stort set alle europæere vil, og som alle lande også handlede efter, da COVID-19-orkanen ramte os for fuld styrke tilbage i februar og marts.

En orkan, som stadig er i gang, og som vi kun kan rydde op efter ved at ændre afgørende på vores måder at leve på, arbejde på, spise på og transportere os på. Men det er en anden historie, om end det ville give EU et strejf af mening, hvis EU turde gå forrest i det paradigmeskifte, som er nødvendigt.

Så ja, slaget om EU står nu. Den bedste option: EU som en grøn bannerfører er så ikke muligt.

Man kan derimod – som et andet skib taget af grådige pirater – vælge imellem to gamle modeller: Europas Forenede Stater – eller nationalstaterne. Begge er styret af penge som målet og midlet – og giver ikke mening i den fremtid, som skal skabes, hvis vi skal undgå et ragnarok, der er mange gange værre end COVID-19.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sikkerhedsafstand – et fremmedord i Sverige

Lotte Broe er en af Danmarksbloggens trofaste skribenter. I øjeblikket befinder hun sig i sit hus i Sverige sammen med familie. Som dansker kan man nemlig sagtens rejse ind i Sverige. Det kan ALLE EU-borgere. Sverige har kun lukket grænserne for ikke-EU-borgere.

Lotte Broe skriver om hverdagen hinsidan:

Jeg bliver nødt til at sige det: Jeg forstår simpelthen ikke de svenske myndigheder!

Jeg elsker Sverige, mine svenske naboer og venner, og jeg er lykkelig for, at jeg kan udstå denne Corona-karantæne-isolationstid i mit dejlige, svenske hus med egen have og næsten uendelige muligheder for at gå ud i naturen uden at møde andre mennesker.

Men det begynder at føles mindre trygt, når man skal til byen for at købe madvarer. I supermarkedet i vores lille stationsby tumler folk rundt blandt hinanden fuldstændig som vanligt.

“Sikkerhedsafstand” er vist ikke en del af det svenske vokabularium, og med en henstilling fra myndighederne om at undgå forsamlinger på mere end 500 (ja: femhundrede!) mennesker er der ikke noget, der forstyrrer dagligdagen i den lille by.

Butikker, restauranter og barer holder åbent som altid. Nu henstilles det ganske vist, at al servering foregår ved bordene (ikke i baren) – men det slår ikke mange skår i hyggen hinsidan.

Folk samles, sidder/står tæt, og det er i det hele taget “business as usual”.

Og måske er det netop “business”, der er nøgleordet? Måske er den svenske regering ganske enkelt bange for at smadre næringslivet med alt for skrappe restriktioner!

Jeg ved det ikke, men en “kulturforskel” mellem Sverige og det øvrige Europa er blevet åbenbar.

Skrevet af: Lotte Broe

Strandet i Indien: Should I stay or should I go…?

”We will soon be arriving in Mumbai. The temperature is 28 degrees. Be aware that most departures are cancelled.” Usikkerheden sniger sig ind under huden, selv om min mand hjemme i Danmark har forsikret gentagne gange, at afgangen til Doha, videre til Oslo og til sidst København har grønt lys hele vejen. Otte timers ventetid i den spøgelsesagtige Mumbai lufthavn, hvor de fleste går med mundbind. Ingen rigtig mad at få og sidste måltid var frokost. Nødder, riskiks og Bounty bar til aftensmad.

Når man har løbet rigtig stærkt de sidste 6-7 måneder er morgenyoga i shalaen, aftensvømmetur i Det Arabiske Hav og meditation på ægte bølgeslag ren balsam for sjælen. ”Hvorfor spiser vi kød derhjemme, når vegetarisk mad kan være så lækker?” spørger Thea efter de første par måltider.

Hvorfor kan jeg ikke lave den slags mad selv? Måske skal jeg øve lidt mere? Alle er søde og imødekommende og Thea viser sig at have lært flydende engelsk ved at se 10 sæsoner af ’Friends’, så hun taler ubesværet med de andre deltagere – ren idyl.

Planen var 3 uger i Goa med min 11-årige datter Thea. En velfortjent pause. Vi ankom for 12 dage siden og da vi første dag sad i en cirkel, var der høj stemning, store forventninger og vilje til åbent at dele blandt deltagerne på yoga-kurset – vi gik ’all in’ og der opstod hurtigt tillid og sammenhold. En enkelt deltager fra Frankrig var ikke nået frem. Hun blev nægtet at boarde flyet, fordi Indien havde lukket grænserne for rejsende fra Frankrig. Vi følte med hende og udtrykte medfølelse på gruppens Facebook side. Måske trak hun i virkeligheden det lange strå?

DR Nyheders historier og danskernes optagethed af Corona virkede fuldstændig hysterisk set fra vores fællesskab på stranden i Goa. Livet gik videre som om intet var hændt i verden. Deltagere smagte på hinandens the af samme kop, krammede og lå tæt i de store sofasenge. Vi vaskede selv vores egne tallerkener op og lagde dem i kurve til afdrypning. Nogen gjorde det grundigere end andre, men efterhånden som historier fra Danmark om smitte og social isolation tog til begyndte jeg dog at vaske bestikket før jeg brugte det.

Men vi var stadig overbeviste om, at frygten for epidemien var fuldstændig overdrevet og at rygterne smittede hurtigere end selve sygdommen. Indien meldte stadig om 134 smittede ud af en milliard mennesker – fornemmelsen var, at Indien ville gå fri og at vi var meget heldige at være i denne boble på vores Bounty strand. Vi var glade for at fortælle historien om, at Corona ikke smitter så meget i varmt vejr og indtil videre var der ikke meldt om nogen tilfælde i Goa provinsen. På et møde tirsdag, for 5 dage siden, sagde lederen af Kranti Yoga: ”This school is your home for now. You can stay as long as you want. I will not close it”. Det lød betryggende og intet skulle ødelægge vores ferie.

Så kom meldingen om at Air India aflyste alle afgange fra 18.-31. marts. Vi kunne vi ikke længere komme hjem som planlagt, men 4 dage ekstra i Goa var jo ingen katastrofe… Mon ikke vi kunne få ændret billetten til 2. april, hvor de ville flyve igen?

Min mand, Erik, som er hjemme i Danmark, skrev til Air India og vi ventede tålmodigt på svar. Opgaverne derhjemme var alligevel aflyst. Men der var sået tvivl, og tanker om, hvorvidt vi burde forsøge at finde en rejse hjem, sneg sig ind i meditationerne. I vægtskålen mod hjemrejse lå en oplevelse af at danskerne derhjemme var paralyseret af frygt og negativitet langt ud over det rimelige. På DR Nyheder blev historier blæst op og familien derhjemme brugte uforholdsmæssig meget tid på at ’følge med’.

”Where focus goes, energy flows”, sagde de i meditationstimen og det gav god mening. Hvorfor kunne danskerne ikke være bedre til at få det bedste ud af situationen? Selvom det er rigtig, rigtig trist at en del bliver syge og nogle vil dø, så kunne flertallet vel godt fokusere lidt på de positive ting ved pludselig at have mere tid til sig selv og hinanden i familierne? Er det ikke det vi altid går og sukker efter? Fuld respekt for at det er svært at få hjemmearbejde og småbørn til at gå op i en højere enhed, men der må vel være en vis forståelse for, at tempoet og opgaveløsningen ikke kan være på samme niveau som normalt?

Så besluttede den første deltager at tage hjem; en ung kvinde, der skulle starte nyt job i starten af april. Hun ville ikke risikere noget. Enkelte, jeg ikke kendte så godt, fulgte efter. Indien meldte ud, at alle fly ville blive aflyst fra 22. marts og en uge frem. Det fik en nordmand, fra vores lille ’skandinaviske klan’, til at beslutte, at han måtte hjem til sine børn. Det kom tættere på, men det lykkedes stadig at overbevise mig selv om, at en uges aflysning kun var en uges aflysning – især set i lyset af de få Corona tilfælde, der var i Indien. Og at jeg kunne tage hjem om 1-2 uger. Der var så dejlig stemning både på stranden og til yogatimerne. Den norske mand kunne ikke finde en flybillet og ændrede sin beslutning til at blive og var meget glad for sin afklaring.

Jeg tog en seriøs snak med min mand, Erik, og han kontaktede forsikringsselskabet, der frarådede at tage hjem over hals og hoved, idet risikoen for at strande et uheldigt sted i Indien var for stor. Usigeligt lettet over denne beslutning havde vi en fantastisk fredag aften på kurset d. 20. marts. Dem, der ville rejse, var rejst og os der havde besluttet at blive rykkede tættere sammen. Skøn aftensmad og meditation omkring bålet i shalaen med udsigt til stranden. Alle skrev små sedler med det de gerne ville give slip på i deres liv og brændte sedlerne på bålet. Roen havde sænket sig, selvom vi et eller andet sted vidste det var på lånt tid.

Men Erik må alligevel have haft en sjette sans. Gav det et andet perspektiv at være nogle uger foran i ’Corona udviklingen’? Han havde i hvert fald sat sig ned fredag aften og brugt 4 timer på at finde troværdige billetter hjem. Klokken 4.00 ringede telefonen i Goa. ”Jeg har fundet en billet, der kan få jer hjem. I skal afsted i morgen kl. 12. Er det i orden jeg køber dem?”.

Man kan tale om at blive taget på sengen. Thea brød ud i dybe hulk og jeg havde stor modstand på at få min ro forstyrret. Vi havde netop indstillet os på 14 dage ved stranden i fred og ro. Men noget i mig vidste at han havde ret – det skulle være nu. En time på Messenger og billetterne var i hus. Det værste var at sige det til den anden dansker og den søde svenske familie. Vi var jo ’in it together’ og nu svigtede vi pagten. Efter morgenmaden kom bomben: Skolen ville lukke og alle blev anbefalet at rejse hjem. Den lokale befolkning på stranden udtrykte skepsis og bekymring over, at vi var der. Det kunne skolens ledelse ikke sidde overhørig.

Så nu sidder vi i Mumbai lufthavn, første del af rejsen er gået godt og på skærmen har de netop annonceret at flyet fra Doha, som skal have os med tilbage, forventes at lande planmæssigt …

Skrevet af Mirjam Godskesen

Efterskrift: Danmarksbloggen har efterfølgende været i kontakt med Mirjam Godskesen, og såvel hun som datteren er nu hjemme i Danmark i god behold.

Farvel for evigt, du svenske bjørn

I går fejrede vi, at det var 100 år siden, at sønderjyderne stemte sig hjem til Danmark. Over hele landet – men mest i Sønderjylland – blev den minderige afstemningsdag højtideligholdt med sang, flag og beretninger om dengang.

Allermest bliver Genforeningen dog fejret til sommer, når den skal højtideligholdes på selve dagen d. 10. juli, hvor Christian d. 10 i 1920 red over den nye grænse på den hvide hest.

Men det var dengang. Nu skal vi se både fremad – og endnu længere tilbage end 1920.

For der er andre dele af vores gamle land, som ikke er kommet hjem endnu – og her tænkes på Skåne, Halland og Blekinge, som siden 1658 har været svenske, men hvor især Skåne stadig taler om at ville ”hjem til Danmark”.

Om ytringen om at komme tilbage til Danmark bunder i et reelt ønske, en sentimental længsel – eller måske en utilfredshed med Stockholm – er der vist ingen svenske, der nogensinde har turdet undersøge for alvor. Ihvertfald ikke dem, som sidder 600 km væk i Riksdagen oppe i Stockholm.

Men måske skulle man gå i gang? Over hele verden taler man om grænser, om identitet, om tilhørsforhold og om folkenes selvbestemmelsesret. For hvem vil skåningene i virkeligheden høre til? Ja, og dem fra Blekinge og Halland, hvis de også vil hjem?

De snus-forbrugende og kartoffelmos-på-pølserne-spisende svenskere, der elsker at danse omkring en midsommerstang og dyppe i en gryde med svinefedt til jul. Svenskerne med allemands-retten og lagom-princippet.

Eller de øldrikkende og wienerbrød-spisende danskere, der elsker at være højlydte med klaphat og nationalsang. Danskerne som holder indædt fast på retten til at fornærme andre – og i det hele taget være lige ud af posen.

Skulle skåningene – og dem fra Halland og Blekinge – ønske igen at tilhøre danernes flok, så må en proces i gang, så de kan komme hjem.

Danmarksbloggen har derfor lavet et udkast til en plakat – mere end inspireret af plakaten brugt for 100 år siden.

Se den oprindelige plakat her: http://genforeningen.sonderborg-slot.dk/projects/2-1-0/

Det er en god plakat – og ideen er direkte oversættelig, nemlig fra den tyske ørn til den svenske bjørn, således så den nye tekst bliver:

NU KALDER DANMARK PÅ SINE BØRN, FARVEL FOR EVIGT DU SVENSKE BJØRN

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Brexit: We´ll meet again

Så kom dagen, hvor Storbritannien forlader EU.

For sit indre øre kan Danmarksbloggen høre den britiske sangerinde Dame Very Lynn synge:

We’ll meet again
Don’t know where
Don’t know when
But I know we’ll meet again some sunny day
Keep smiling through
Just like you always do
‘Till the blue skies drive the dark clouds far away

Sangen er selvfølgelig synonym med 2. Verdenskrig, de britiske soldaters afsked med deres kære og inderlige håb om at ses igen.

Men sangen passer også til d. 31. januar 2020. Dagen, hvor Storbritannien forlader EU.

Danmarksbloggen er så ikke sikker på, hvornår vi ser Storbritannien igen – og under hvilke omstændigheder:

  • Bliver det hvis/når Storbritannien en dag søger om genoptagelse i EU?
  • Eller hvis/når Danmark forlader EU?
  • Eller hvis/når EU i sin nuværende form sprænges?

For hvad nu hvis det viser sig at blive en succes for Storbritannien at stå alene? Så kan dén erfaring sammen med den stigende nationalisme overalt i Europa være begyndelsen til en meget hurtig afvikling af EU, som vi kender det i dag.

Et Storbritannien alene uden succes vil derimod styrke EU – og muligheden for at Storbritannien søger om genoptagelse i EU.

Så ingen ved, hvad der sker … men vores veje vil altid finde sammen igen. For vi er altid lige i nærheden af hinanden.

Og mens vi venter på den der solskinsdag, hvor vi er sammen igen, må vi følge et meget velkendt engelsk råd fra 2. Verdenskrig:

Keep calm and carry on

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Så blev Kina sur på Jyllandsposten – gad vide om pandaerne skal hjem så?

Danmarksbloggen var nærmest profetisk sidste uge, da den skrev om det kinesiske nytår – og den udprægede kinesiske tendens til at ville styre, hvad der skrives og siges om Kina i andre lande:

Kinesisk nytår: Det handler om penge og PR

Indtil nu har Danmark artigt rettet ind til højre, men i går gjorde Jyllandsposten noget andet. De bragte nemlig en tegning af Niels Bo Bojesen, der viser det kinesiske flag – bare med de fem gule stjerner skiftet ud med fem gule corona-virus som en kommentar til den corona-virus, som kommer fra Kina, og som nu spreder sig verden rundt.

Men nu forlanger Kinas ambassade i Danmark altså en officiel undskyldning – og at Jyllandsposten viser sin anger.

Det kan kineserne så se langt efter. For som Jyllandsposten skriver det i deres egen artikel om sagen:

“Vi kan ikke komme med en undskyldning for noget, vi ikke mener er forkert. Vi har ingen intention om at nedgøre eller håne, og det synes vi heller ikke, at tegningen gør. Så vidt jeg kan se, er der tale om to forskellige former for kulturforståelse her,” siger han. Citat slut.

Han er Jyllandspostens chefredaktør Jacob Nybroe.

Det er generalsekretær i CCCD (Det kinesiske handelskammer i Danmark) ikke tilfreds med. Han siger i samme artikel, at:

“Vi respekterer ytringsfriheden og især den personlige frihed til at ytre sin holdning, fortolkning og attitude. Vi finder dog, at tegner Niels Bo Bojesen mangler almendannelse og personlige egenskaber som medfølelse og sympati.” Citat slut.

Læs hele artiklen her: https://jyllands-posten.dk/indland/ECE11903105/kina-forlanger-undskyldning-fra-jyllandsposten-efter-satiretegning/

Så er det bare, at Danmarksbloggen undrer sig. For ifølge Amnesty er der op mod en million kineserne i såkaldte genopdragelseslejre. Lejre, hvor man bruger hjernevask og tortur – og bare en smule kontakt med familie udenfor Kina eller en ytring af utilfredshed med styret kan sende én person til “genopdragelse”:

https://amnesty.dk/nyhedsliste/2018/%C3%A9n-million-kinesere-i-hemmelige-lejre

Det er hverken ytringsfrihed – eller empati …og det er det heller ikke, når man som Kina  tror, at man kan styre, hvad andre lande skriver og siger.

Men det gør Kina altså.

Gad vide om de bliver så sure på Danmark nu, at de kalder pandaerne hjem?

Det pelsklædte diplomati er som bekendt noget, der foregår på Kinas præmisser – og hvor pandaerne kun gives til de artige drenge og piger i klassen. Det er Danmark så ikke mere – måske.

Kina vil sikkert kontakte den danske regering og kræve, at den danske regering gør noget ved Jyllandsposten – og at den giver en undskyldning. Danmarksbloggen håber, at regeringen står ligeså fast som Jyllandsposten.

For vi må ikke gå på kompromis med ytringsfriheden – også indenfor tekst og tegning, så længe vi overholder dansk lovgivning – og det gør Jyllandsposten.

Kina har så åbenbart lavet adskillige tegninge-modsvar – nemlig et Dannebrog med en lyserød lort, menestruationsbind, hagekors med mere. Det kan man kun grine af … også selvom nogle af dem er ude af proportioner.

Ja, man kan uden at ryste på hånden sige, at Kina IKKE respekterer vores regler og vores kultur … det duer ikke. Et godt forhold mellem to lande er baseret på gensidig respekt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Opdatering kl. 11.36: Udenrigsministeren siger nu, at vi i Danmark har en Grundlovssikret ret til at ytre os – også med satiretegninger, men at han ikke vil kommentere den konkrete sag. Det kaldes efter Danmarksbloggens mening at stikke hovedet i busken og lege struds … 

Kinesisk nytår: Det handler om penge og PR

Danmarksbloggen skrev allerede om det kinesiske nytår sidste år. Et nytår, som fejres på Strøget i København, der fra det kinesiske nytår starter (i år er det i overmorgen d. 25. januar) og nogle uger frem pyntes op med lanterner og lotusblomster i alle mulige farver: http://danmarksbloggen.dk/?p=10371

Det er tredje år i træk, at vi får et kinesisk nytår spredt udover den danske hovedstad. Der er også masser af kinesiske turister i København. Ja, der er så mange, at store danske brands som fx Ecco og Georg Jensen har kinesisk talende personale ansat. For når der er kinesisk valuta på spil, så kommer butikkerne på banen.

Markeringen af det kinesiske nytår handler nemlig lige så meget – hvis ikke mere – om at sælge Danmark til kineserne og Kina til danskerne, som det handler om traditioner.

For helt ærligt: Hvem bekymrer sig om, at vi går ind i rottens år – eller helt præcist: Metalrotten, hvilket skulle være en ganske speciel konstruktion, der handler om nye begyndelser – også på den politiske scene, ja endda verdensomvæltninger, måske voldsomme.

Det og andre forudsigelser for rottens år kan man læse mere om her: https://kina-info.dk/kinesisk-nytaar-2020-rottens-aar/  Her kan man også læse, at 2020 er et godt år, hvis man vil starte en virksomhed – og er velforberedt.

Må Danmarksbloggen i al fredsommelighed gøre opmærksom på, at forberedelse generelt er vejen til succes – uanset hvad år vi skriver.

Det er i hvert fald noget, som man ved i Kina, hvor man lægger langtidsplaner, og forbereder sig på både det, som kommer lige om lidt, og det som kommer om flere årtier. Og hvor man i disse år bruger milliarder og atter milliarder på at give verden et positivt billede af Kina, så vi køber deres varer, og i det hele taget gør os mere og mere afhængige af det store land.

Og det er i denne ånd, at den kinesiske ambassade i Danmark betaler lanternerne og lotusblomsterne på Strøget, hvilket jo kan ses som en meget fredelig måde at lave PR for sit land på.

Men det forløbne år har så også vist, at Kina ikke viger tilbage fra at true, lokke og i det hele taget bruge alle de midler, der findes for at nå de mål, som man har sat sig.

I Danmark er vi for længst faldet til patten – og har både haft Dronningen, Den Lille Havfrue, Frederik og Mary på besøg i Kina. Vi har også fjernet lovlige demonstranter, fordi de irriterede kineserne med deres tibetanske flag. Det er også derfor, at vi har fået lov til at leje pandaerne i Zoologisk Have!

Ja, det er rigtigt. Vi betaler Kina for at få lov til at drive diplomati i pels på deres vegne.

Eller som Danmarksbloggen skrev det i april 2019, da pandaerne ankom: Dét er eddermame – for nu at sige det ligeud – en god forretning for kineserne. VI betaler KINA penge for at KINA kan få mere goodwill her hos os. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10517

Men i Sverige sagde den svenske regering nej, da Kinas ambassade i efteråret kom med en melding om, at den svenske kulturminister ikke ville være velkommen i Kina, hvis hun deltog i uddelingen af Tucholsky-prisen, som er en ytringsfrihedspris, som den kinesisk-fødte, men nu svenske boghandler Gui Minhai modtog in absentia i november. Han blev nemlig kidnappet fra sin feriebolig i Thailand i 2015, og har siden været indespærret i et kinesisk fængsel.

Og sagen i Sverige stopper ikke her. Den kinesiske ambassadør har lige siden prøvet at give svenske medier mundkurv eller i det mindste censurere deres artikler … det er så ikke lykkes. Tværtimod tales der om i de svenske medier, at Kina bruger mafia-metoder og ikke respekterer svensk lovgivning i Sverige.

Og så var der også sagen på Færøerne, hvor den kinesiske ambassadør i Danmark i november sidste år pressede den færøske lagmand til at sige ja til Huaweis levering af 5G-netværk. Dette ja ville give uanede muligheder i forhold til en frihandelsaftale mellem de to lande, blev Færøerne lovet.

Og hvad med Danmark? Ja, her har vi i det forløbne Grisens år også øffet en smule om Huawei, men ikke noget særligt, for vi lystrer artigt den store, kinesiske drage.

Hvor længe kan vi se os selv i øjnene? Minimum gennem hele rottens år som det ser ud nu. Men måske kan vi til næste kinesiske nytår, som starter 12. februar 2021, og som er oksens år, finde en form for bondefornuft og modstand frem og stå fast på, at nok er lanterner og lotusblomster velkomne.

Men vi er herrer i eget hus – og Kina skal ikke diktere noget her. Det sås også sidste uge, da nogle skrev Free Hong Kong på Den Lille Havfrue.

Tiden vil vise, hvad det bliver til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Alt det her handler selvfølgelig om Kina generelt – og ikke om den nuværende situation med en virus, som gør, at Kina og kineserne agerer anderledes end de plejer. Eller gør det store land dét? For hurtige og radikale handlinger er ikke et ukendt fænomen i Kina, hverken når det kommer til virus – eller kritik udefra.