Obama i Danmark – blot lidt stjernestøv og drømmedrys

Barack Obama er i Danmark, men hvad betyder det for landet? Ingenting, absolut ingenting.

Manden, som engang var USA´s præsident, er tordnende populær i Danmark, som han er det i mange andre vestlige lande. Og vi er også mange, der savner at se en mand af hans kaliber i Det Hvide Hus. Ingen tvivl om det.

Men desværre har det ingen – som i absolut ingen – betydning, at Obama gæster SDU i Kolding som taler ved et lukket arrangement i dag.

Det er blot en mulighed for cirka 700 mennesker til – live – at høre og se den mand, som engang var Verdens mægtigste, og som angiveligt ved arrangementet har talt rosende om dansk design, velfærd og forsvar.

Men det er jo almindeligheder, og den ene time, som Obama taler, giver blot lidt stjernestøv og en smule drømmedrys, og det skaber man ikke et bedre samfund af. Det gør man derimod ved hårdt arbejde og mange kampe, der skal næres af en indre ild og en stærk overbevisning.

Så hvor sympatisk Obama end er, så ville en snak med Koldings hjemløse eller en tur ud i byens skoler og på byens arbejdspladser og jobcentre nok give alle de samfundsinteresserede noget mere næring til deres fortsatte mission.

For slet ikke at tale om de 750.000 kroner, som Kolding kommune har betalt i såkaldt markedsføringsbidrag. Hvad det præcist koster at have Obama på besøg vides ikke – kontrakten er hemmelig, og hvis dens indhold blev kendt, så ville besøget blive aflyst, har Obamas stab meddelt.

Så ja, Obama can … tjene penge, for indholdsmæssigt sagde han åbenbart ikke andet end hvad danske turistorganisationer og politikere selv siger om vores lille land, og som enhver kan google sig frem til på max en halv time.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Turistmyren og den lille havfrue

Der findes en race, som er i voldsom vækst overalt i verden, nemlig: Turistmyren.

Turistmyren er en afart af den menneskelige race, som vi alle sammen forvandler os til, når vi er ude og rejse. Racen er let at kende på sine flade sko, gerne sneakers, så den kan holde til at vade rundt i timevis, en rygsæk til trøjen og den obligatoriske flaske vand – og så de uundværlige mobiler og kameraer, som er nødvendige, når man skal forevige sig selv og seværdighederne.

Der kommer i disse år flere og flere turistmyrer til København – og især her i sensommeren vrimler det med dem.

Danmarksbloggen tog derfor en tur ud på Langelinie for at se nærmere på fænomenet, og det blev en fantastisk tur. Turisterne kom i store flokke og virkede ovenud glade for at se og blive foreviget sammen med den helt bogstaveligt LILLE havfrue.

Man kan undre sig over, at hun har sådan en tiltrækningskraft, men det har hun. Tak til H. C. Andersen – og til reklamebranchen og til kunstneren Edvard Eriksen. Og nok også til det faktum at man kan komme helt tæt på hende – og røre hende, hvilket de fleste turister selvfølgelig gør.

En af Danmarksbloggens faste læsere, Ole Frederiksen, har i seks år gået forbi Den Lille Havfrue hver dag på vej hjem fra arbejde, og han siger: ”Om det så er midt om vinteren, når det er iskoldt og mørkt – eller en stormende og regnfuld efterårsdag, så er der turister nede ved havfruen. Det er meget sjældent, at der slet ikke er nogen. Det sker måske fire gange om året og næsten altid kun, når jeg arbejder til meget sent, eller når jord og himmel står i ét .”

Selv ser Ole Frederiksen i øvrigt ikke Den Lille Havfrue særligt tit, selvom han går lige forbi hver dag. Der er simpelthen for mange turister. Han siger: ”For nogle år siden var der måske i gennemsnit 10-15 turister nede ved havfruen, når jeg gik forbi, i dag er tallet mellem 20 og 100 – og om sommeren det sidste.”

Men indimellem kigger han dog – og han kan også finde på at tage et billede af havfruen, hvis forholdene er helt specielle, som de var det sidst på vinteren i år, hvor is og sne pakkede hele Danmark ind – også havfruen.

Et billede som vi desværre ikke kan bringe, da arvingerne efter kunstneren har ophavsretten til Den Lille Havfrue frem til 2030. For loven er således, at 70 år efter kunstnerens død har arvingerne ophavsretten. Derfor har vi også været nødt til at slette hende på det billede, som vi trods alt viser af lokaliteten.

Så i disse maskeringsforbudstider er både havfruen og turisternes ansigter altså maskerede på det brugte bilede. Voilà.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Sølv, blod og kongemagt”

Danmarksbloggen skrev for et par uger siden om, hvorvidt det kunne kaldes vikingetid eller ej: http://danmarksbloggen.dk/?p=10021

Baggrunden var historiker Anders Lundt Hansens bog ”Sølv, blod og kongemagt ”, hvor han argumenterer for, at det ikke skal hedde vikingetid, men derimod middelalder eller måske stålalder. Det er han så ikke alene om at mene, andre historikere er enige i hans udsagn. Den efterfølgende debat om bogen viste imidlertid, at der findes mange historikere, som synes, at begrebet vikingetiden er kommet for at blive.

Nu har Danmarksbloggen så læst bogen, som er udgivet af Gyldendal, og lad det være sagt med det samme: Der er tale om et solidt og gennemarbejdet værk, som har mange uomtvistelige fakta og mange gode pointér – og som er skrevet i et let og flydende sprog. Der er også få, men flotte illustrationer, så der er alt i alt kun godt at sige om bogens videnskabelige og faglige niveau.

Fokus samler sig derfor om bogens mission, som viser sig i dets budskab, hvor hovedtesen er, at danskerne opfatter vikingetiden som en speciel periode og vikingerne som værende specielt seje, men at sådan forholdt det sig ikke. For der var ifølge forfatteren tværtimod tale om en historisk periode med stor skandinavisk ekspansion via både handel og plyndringer. En ekspansion som altså skyldtes sølv, blod og kongemagt – eller med andre ord handel, herskende slægter og centralisering af magten – og at dette ikke var noget særligt i europæisk perspektiv. Læg dertil de hurtige (vikinge)skibe, som betød, at nordboerne kunne komme omkring – for som altid betyder transporten meget for et samfunds evne til at udvikle sig og blomstre.

Det er bogens hovedtese, som der redegøres for i tre store og meget spændende dele omhandlende henholdsvis kong Harald Klak, skjalden Egil Skalle-Grimssøn og dronning Emma fra Normandiet.

Tre dele, hvor ordet viking stort set ikke indgår. Et ord, der oprindelig betød sørøver eller pirat, og som en svensk historiker anfører, at de skandinaviske mennesker dengang brugte om dem, som angreb dem!!!

Anders Lundt Hansen mener også, at man sagtens kan fortælle om denne historiske periode uden at bruge ordet viking, ja at det at bruge ordet viking gør, at man misser vigtige pointer om tiden. For siger man viking, siger man også, at skandinaver er et særligt folkefærd – eller i hvert fald var et særligt folkefærd – med specielle egenskaber, og det er vi ikke, er bogens budskab.

Og deri kommer så problemet. For ser man på de skandinaviske landes størrelse og organisation dengang og sammenligner med andre europæiske lande, så ser man, at vi faktisk var pænt bagud på point, fordi vi ikke havde været en del af den romerske civilisation. Men alligevel formåede vi åbenbart at gøre os gældende på måder, som det aldrig er sket hverken før eller siden. Hvorfor det er sådan, er spændende, men det bør undersøges fordomsfrit – og hverken ud fra den holdning, at vi ikke var noget særligt – eller at vi var noget særligt.

Under alle omstændigheder vækker en bog som ”Sølv, blod og kongemagt” stærke følelser, for dens budskab taler direkte til opfattelsen af den identitet, som er så vigtig for mennesker. Og en stor identitetsgiver er nationalismen, som Anders Lundt Hansen mener blev opfundet af tyske romantikere i 1800-tallet.

Men dér tager han så også fejl, for nationalismen er meget ældre end det. Tag for eksempel folkeviserne, som har rod i netop middelalderen. Der synges der ofte og tit – og især i de historiske viser om konger og dronninger og deres levned – om Danmark som land, og om kongen og dronningen som et billede på hele landet. Nuvel, folkeviserne er ikke historiske fakta, men de er dog blevet sunget overalt i riget, og har dermed været et udtryk for folkets holdning til Danmark – samt at de måske også har skabt denne holdning.

Man kan i krønikerne fra fortiden også læse om, hvordan de danske græde i den kongeløse tid, og hvordan Valdemar Atterdag i 1300-tallet samler riget – samt om hvordan hans datter Margrethe samler de tre nordiske riger i Kalmarunionen i 1397 – for så at Sverige river sig løs igen lidt over 100 år senere i 1500-tallet, fordi de vil være herrer i eget land. Det havde altsammen næppe været på tale, hvis ikke der havde været en stærk nationalfølelse i de tre nordiske lande allerede dengang.

Forsvenskningen af Skåne, Halland og Blekinge, som var ganske brutal, beretter om det samme, og som – selvom den fandt sted i 1600-tallet – stadig trækker tråde op til vor tid, hvor især skåningene endnu taler om Christian den Gode, når de taler om Christiern d. 2, mens svenskerne generelt taler om Christian Tyran pga. det stockholmske blodbad.

Anders Lundt Hansen nævner også i ”Sølv, blod og kongemagt” guldhornene, Jellingstenen og Dannebrog som medskabere af ”myten om Danmark som nationalstat”. Men holder det? Er de kun en del af en myte? Ja, måske når det kommer til guldhornene, som formentlig aldrig var tiltænkt nogen national rolle, da de blev lavet.

Jellingstenen derimod er et tydeligt politisk manifest om en konge, der gjorde – eller ville gøre – danerne kristne. Så hvis ikke det er en konklusion eller en hensigtserklæring om at skabe et dansk rige med en fælles religion og en dansk nationalfølelse, så ved jeg ikke, hvad det er.

Og Dannebrog? Ja, man kan tvivle på historien om, at det faldt ned fra himlen ovre i Estland for snart 800 år siden – det er nok mere sandsynligt, at det var en korstogsfane.

Men man kan ikke tvivle på, at flaget som repræsentant for det danske blev brugt i århundrederne efter, dog mest fra 1800-tallet og frem, også fordi det indtil da var kongehuset og militærets fane. Men omvendt var kongehuset gennem historien også Danmark på en helt anden måde end vi opfatter kongehuset i dag, hvor Danmark er folkets Danmark, og kongehuset blot en repræsentant. Dengang var kongehuset – eller rettere kongen det personificerede Danmark.

For symboler ændrer sig, og derfor giver det heller ikke mening, når et af kritikpunkterne går på, at nazisterne brugte løs af vikingetidens symboler og mytologi. For det kan aldrig være en fortids ansvar, hvis en senere tid vælger at anvende dens symboler og tankegods til egne formål.

En hvilken som helst tid må stå til ansvar for sine egne handlinger og narrativer, altså fortællinger, og det gælder selvfølgelig også 1800-tallet og den danske arkæolog Jens Jacob Asmussen Worsaae, som skabte begrebet vikingetid. Men vi kan godt tillade os at bruge det i vor tid – også fordi det kun er et fåtal af danskere, som tror, at vi er noget særligt, bare fordi vi engang var vikinger.

Langt de fleste nutidsdanskere ved godt – qua den store interesse for tiden – at livet i vikingetiden bestod af så meget mere end plyndringer og handelsrejser med skibe, men at der også var landbrug og en form for ligeret mellem kønnene, som vi først fik igen i nyere tid – og som man ikke havde i de andre europæiske stater på dén tid, der altså fortsat hedder vikingetiden.

Danmarksbloggen giver ”Sølv, blod og kongemagt” fem ud af seks historiebøger. For bogen er både grundig og gennemarbejdet, men den har også et politisk budskab omkring nationalismen og dens farer, som nok er velbegrundet i vor tid – men som hører mere hjemme i en politisk debat end i en historiebog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vestager drukner i andedammen

Hverken Venstre eller Socialdemokratiet ønsker tilsyneladende at pege på Margrethe Vestager, så hun kan få endnu en periode som Danmarks EU-kommissær, og dette til trods at hun internt i EU-systemet nævnes som kandidat til formandsposten – den første kvindelige og den første danske på en af EU´s mest magtfulde poster.

Derfor vil Vestager formentlig også stille op til EU-valget i maj 2019. Det kan Danmarksbloggen godt forstå.

Læs mere her: https://www.avisen.dk/rygter-er-vestager-kandidat-til-toppost_500091.aspx

Danmarksbloggen ryster så også på hovedet.

For hvordan kan man lade snævre, partipolitiske hensyn og andre ligegyldigheder forhindre, at en kapacitet som Vestager får en periode til i EU-kommissionen. Hun har som konkurrence-kommissær gjort det forrygende – ja, mere end det, men nu skal hun altså i jantelovens og andedammens fædreland ikke have lov til at sætte kronen på værket.

Ja, både Venstre og Socialdemokratiet lader hende nærmest drukne i andedammens morads af små magtkampe

Danmarksbloggen spørger derfor også selv, om Venstre og Socialdemokratiet virkeligt vil Europa – virkeligt vil det europæiske fællesskab. For hvis I ville dette, så pegede I på Vestager med en stor finger – og lagde alt det politiske pres på som I kunne – for at hun blev EU-kommissionens næste formand.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kongshornet, brudekjolen og kirkeklokken

Nordmændene vil åbenbart have Kongshornet til Norge – et drikkehorn fra 1300-tallet, som den norske konge har drukket af. Se mere her: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2018-01-29-norge-vil-have-kongshornet-tilbage-nationalmuseet-afviser-ikke-udlaan

Danmarksbloggen tænker, at det kan nordmændene da godt få. Men kun hvis vi går planken ud – og alle lande i Norden sender alle gamle skatte hjem igen.

Det vil i så fald betyde, at vi skal have Dronning Margrethe d. 1´s gyldne brudekjole, som siden 1600-tallet har været i Sverige. Eller vent lidt: Den skal vel også til Norge, for Margrethe Valdemarsdatter var jo gift med Håkon, den norske konge, så den kjole er nok også norsk, når det kommer til stykket.

Katjing, Norge kan altså cache ind … drikkehorn, kjoler – og måske skal de (nu vi er i gang) også have de jordiske rester af Tordenskiold og Holberg. For nok var Danmark og Norge et tvillingerige på det tidspunkt, hvor de levede – men de to herrer var jo nordmænd. Så til Norge med dem … eller?

Vi kunne også bare lade historie være historie – og stoppe med at være så fintfølende og acceptere, at drikkehornet nu engang er på Nationalmuseet i København, den gyldne brudekjole i Uppsala i Sverige – og så kan man i stedet nyde det, når man er på besøg.

Undertegnede finder i hvert fald en stor glæde i at høre Hedvig Eleonora Kyrkans store klokke, når jeg er i Stockholm. For den er nemlig slet ikke svensk af fødsel, men kommer oprindelig fra Kronborg, men blev taget med til Sverige i 1600-tallet, da vi mistede Skåne, Halland og Blekinge, og den har nu i flere århundreder kimet over det fine Östermalm i den svenske hovedstad. Det er da meget sjovt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Derfor ty´r Spanien altid til magt

Den catalanske separatistleder, Carles Puigdemont, er landet i Danmark. Spanien vil have ham udleveret, men hvorfor har man egentlig denne hårde kurs i Spanien? Det hænger sammen med en spansk historie, der altid har handlet om krig, erobring og tvang – også i moderne tid, hvor diktaturet først faldt for 40 år siden i år.

Spanien er altså IKKE et klassisk vesteuropæisk land. 

Basalt set handler det om tre forhold, når det skal beskrives, hvorfor Spanien altid ty´r til magt:

  1. Det er det eneste land i Vesteuropa, der har været under muslimsk herredømme i flere århundreder
  2. Landet i dag består af to lande, hvor det ene land åd det andet
  3. Der har været diktatur i det meste af 1900-tallet med den deraf manglende demokratiske udvikling

Den lange historie kommer her:

Spanien er et kongerige, som målt i nutids-areal er Europas fjerdestørste land. Spanien, spansk sprog og spansk kultur har også præget store dele af verden, hvad man især ser i Mellem- og Sydamerika, hvor der stort set kun tales spansk (pånær Brasilien, som har portugisisk som hovedsprog).

Spanien (som slet ikke hed Spanien dengang, men blot var den iberiske halvø) var oprindelig en del af det store Romerrige, men kom senere under arabisk og muslimsk herredømme, som først sluttede i middelalderen. Den iberiske halvø blev derefter kristen igen – og qua togterne over Atlanten til Den Nye Verden og dens guld- og sølvskatte blev landet et af Europas rigeste. Spanien dengang var ikke, som Spanien er det i dag, ja det hed slet ikke Spanien. Der var tale om to selvstændige iberiske kongedømmer, Castilien og Aragonien, der levede fint side om side med hvert sit sprog, selvom begge også havde lagt andre kongedømmer under sig som fx Catalonien, der hørte under Aragonien.

Og sådan gik tiden fra 1469 til 1700 – to lande under én krone med hvert sit sprog, hver sin møntfod og så videre. Det gik egentlig meget fint – hvis man altså ser bort fra, at England sidst i 1500-tallet overtog Spaniens rolle som verdenshavenes hersker.

Men så trådte Filip af Anjou ind på scenen i år 1700. Han var ikke en habsburger som kongen før ham, der døde barnløs – men kom ud af den franske kongeslægt og var barnebarn af selveste Solkongen Louis d. 14, og nu gik det galt. Habsburgerne insisterede på, at en af deres skulle på tronen, så der blev borgerkrig i 14 år. En borgerkrig som franske Filip vandt, hvorefter han centraliserede magten – men på den måde, at ALT aragonisk skulle væk, og alt skulle være som i Castilien.

Han – eller måske snarere hans dronning Elisabeth, som var mere end viljestærk og som reelt hurtigt overtog styringen – fandt også på, at landet skulle hedde Spanien, Espana, men altså på den måde, at castiliansk, som vi kender som moderne spansk, blev det eneste officielle sprog i Spanien – ligesom såvel møntfod som kultur udelukkende skulle komme fra Castilien. Så alt fra Aragonien – og dermed fra regioner som Catalonien, men også Valencia og andre – blev nu trådt under fode i mere end 250 år.

Spaniens rigdom og magtposition i Europa var på det tidspunkt allerede svækket, og dykkede yderligere i de kommende århundreder, indtil regionale og politiske spændinger udløste en borgerkrig i mellemkrigstiden, der blev fulgt af et diktatur under ledelse af general Franco i perioden 1939-75.

Spanien var i den periode styret af en jernnæve og sat i en endnu mere isoleret position i Europa, og deltog altså heller ikke i den almindelige demokratiske udvikling som resten af Vesteuropa.

Først i 1978 fik Spanien en demokratisk forfatning, som samtidig åbnede for regional autonomi.

Spanien har været medlem af EU siden 1986 og var gennem 1990’erne og frem til 2007 et økonomisk højvækstland. I 2010 rangerede landet som nummer 12 på listen over rige lande efter BNP pr. indbygger. Imidlertid ramte krisen Spanien ligesom andre sydeuropæiske lande særlig hårdt i første halvdel af 2010’erne, og i 2013 var landet faldet til nummer 30 på listen.

Samtidig åbnedes de regionale konflikter igen – og udover i Baskerlandet på grænsen til Frankrig så måske allermest i Catalonien, hvor man med den rige by Barcelona i spidsen ikke ønsker at betale til resten af Spanien, som man alligevel ikke føler noget nært slægtskab med for en stor del af cataloniernes vedkommende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Russerne truer Sverige, men hvad med Danmark?

Husker I ubådene i den stockholmske skærgård? Både den der gik på grund under den kolde krig? Men også den ubåd, som det svenske militær ledte efter i flere dage for et par år siden?

Dengang grinede en del danskere af svenskerne og deres optagenhed af russiske ubåde i den klippefyldte skærgård.

Men nu griner vi ikke mere. For nu går det officielle Sverige i ramme alvor ud og råder svenskerne til at have medicin og mad til syv dage, da man frygter et væbnet angreb fra Rusland.

I Danmark beroliger både nuværende og tidligere ministre med, at det skam ikke kan ske her, for vi er jo medlemmer af NATO.

Herre Jeremi, siger Danmarksbloggen og minder om tidligere tiders naive tro på, at andre lande ville komme os til hjælp som lovet. Men som bekendt var der ingen, der kom og hjalp i 1864, da tyskerne angreb.

Så gad vide om ikke NATO er klar til at ofre den østlige del af Danmark i en væbnet konflikt, hvis det ellers betyder, at resten af NATO klarer sig?! Danmarksbloggen tror desværre, at svaret er et ja.

For sagen er jo, at russerne kun er interesseret i Sverige af hensyn til adgangen til Atlanten … en adgang, der også involverer Danmark, Storebælt og Øresund.

Så HVIS russerne kommer til Sverige, så er det alene for derigennem at kunne true Danmark til at lade flådefartøjer og ubåde passere uhindret igennem de danske farvande.

Altså det må vi håbe. For det atomare alternativ er langt værre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Menneskerettighederne ER hugget i granit

Danmarksbloggen skrev i går om Europarådet – og om hvorfor det er vigtigt, at vi holder fast i vores internationale forpligtelser og konventionerne. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=9700

For ja, der findes partier, som ønsker menneskerettighederne trådt under fode, og her tænkes i særdeleshed på Dansk Folkeparti, som allerede i 2012 ville nedlægge Menneskerettighedsdomstolen.

I denne pressemeddelelse fra januar 2012 https://danskfolkeparti.dk/df-nedlaeg-menneskerettighedsdomstolen-i-strasbourg/ siger Marie Krarup nemlig flg.: Menneskerettighedsdomstolen er et det vigtigste våben i udbredelsen af troen på menneskerettighederne. Det er på tide at få nedlagt den institution.

Hun har ret i at, at Menneskerettighedsdomtolen er det vigtigste våben i udbredelsen af troen på menneskerettighederne – og den vil hun altså så skrotte.

Det er jo en udmelding, der siger alt!!!

Dansk Folkeparti var altså allerede tre år FØR den store flygtningekrise parat til at skrotte menneskerettighederne – det er altså ikke nødvendighedens politik eller noget, som begivenhederne har tvunget dem til at mene, som det ellers anføres i disse år. Men nej, det ligger simpelthen i partiets dna at angribe basale menneskerettigheder.

I en artikel i Berlingske fra 2015 siger DF også, at partiet (når Danmark overtager formandsskabet i Europarådet – hvad vi så har gjort nu) vil arbejde for en omskrivning af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så det bliver lettere at afvise familiesammenføringer og smide kriminelle udlændinge ud.

LA og de konservative var i 2015 med på den vogn. Se mere her: https://www.b.dk/politiko/df-vil-forpligte-loekke-til-opgoer-med-menneskerettigheder

Lige det løfte har DF så holdt, da de i en artikel fra sidste weekend hævder, at Danmark sagtens kan vente med familiesammenføringerne. Se mere her: http://nyheder.tv2.dk/politik/2017-12-16-df-kraever-at-regeringen-genovervejer-partiets-forslag-om-familiesammenfoering

I artiklen kan man læse, at Peter Skaarup siger følgende: Jeg stoler på, at konventionerne ikke er noget, der er hugget i granit.

Deri tager han så fejl – for regler er regler, love er love, og konventioner er konventioner – og sådan skal det være i et retssamfund. Vi kan ikke bare bøje regler, love og konventioner, så det passer til en politisk dagsorden. Den slags foregår kun i bananstater og diktaturer.

Som Danmarksbloggen ser det, handler det her også om politik versus etik. For vi har i Europa nogle menneskerettigheder, som er, som de skal være, da de sikrer den enkelte mod overgreb fra staten – men vi har også en situation med flygtninge og immigranter, som er umulig at løse med de almindelige værktøjer.

Spørgsmålet er derfor, OM Europa vælger at være tro mod sine idealer og værdier eller ej.

Valget er nemt for dem af os, som har tag over hovedet, mad i køleskabet og ikke behøver at frygte morgendagen. Men for den stigende gruppe fattige i Europa er valget ikke ligeså enkelt. Her er det let at skyde skylden for arbejdsløsheden og de dårlige leveforhold på indvandrerne og flygtningene – og dermed også være ligeglad med konventionerne.

Og det er blandt disse udsatte og truede grupper, at partier som DF og også Ny Borgerlige kan fiske stemmer og sympati for at ødelægge det eneste værn, som vi har mod et barbarisk og uvidende tyranni. Nemlig Menneskerettighedskonventionen.

Tal derfor om det her alle steder – og tilføj, at der findes en kur – nemlig at mindske den sociale ulighed og øge den sociale lighed. For mennesker, som har arbejde og tryghed og sundhed, er sværere at få til at hade end mennesker, der mangler disse basale ting – eller føler, at det kan blive taget fra dem hver øjeblik.

Det er derfor, at det felttog, som blå blok i øjeblikket fører mod dårligere uddannelse, dårligere levevilkår og ingen tryghed, er så sindssyg og farlig en størrelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Europarådet – IKKE en del af EU, men vigtig

Danmark er formand for Europarådet fra november 2017 til maj 2018.

Det er ikke noget, som vi hører ret meget om – hverken i dansk presse eller i dansk politik, og det er en skam.

For det er faktisk vigtigt at kende Europarådet og Danmarks rolle heri – og især i denne tid, hvor flere politiske partier taler om at trække Danmark ud af internationale konventioner og organisationer.

Vi starter med det enkle: Europarådet er IKKE en del af EU, men en selvstændig  og mellemstatslig organisation, som blev dannet i London 5. maj 1949, hvor ti lande – deriblandt Danmark – underskrev den grundlæggende traktat, der lå til grund for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – og dermed også Menneskerettighedsdomstolen, der skal sikre den enkelte europæers rettigheder.

Læs mere om Europarådets opbygning her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/opbygning-og-institutioner/

Mange har i dag svært ved at skelne mellem Europarådet og EU – også fordi det øverste retslige råd i EU hedder Det Europæiske Råd, men det er altså noget andet.

EU har også fået større politisk magt end Europarådet, men især på menneskerettighedsområdet står Europarådet helt centralt som den enkelte europæers garant mod forfølgelse fra staten.

Europarådet har i sin snart 70 år gamle historie vedtaget ikke færre end cirka 200 konventioner – hvoraf Danmark har tiltrådt de fleste. Læs mere her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/danmark-i-er/

Der er også links til mere viden her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/formal-og-historisk-oversigt/

Og her: http://europaraadet.um.dk/da/om-europaraadet/resultater/

Danmarksbloggen vil gerne opfordre alle til at søge mere viden om Europarådet – og om Europas historie, for så vil det stå tindrende klart, at vores eneste chance for at komme igennem disse svære år er, hvis vi vedkender os vores internationale forpligtelser og holder fast i konventionerne … for deri ligger grunden til et civiliseret samfund, hvor retsikkerheden bibeholdes.

At trække Danmark ud er det samme som at byde barbariet, et samfund bygget på frygt og vold, indenfor, og det må aldrig ske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nej, tak til Touren og Formel 1

Cykler og biler er en dårlig aftale.

Prisen for en Tour de France-start i Danmark i 2021 er høj. Pt. vurderes den til 87 milioner kroner – men derudover kommer både sikkerhed, forplejning m.m., så regningen ender let på noget, der er pænt over 100 millioner kroner for tre dages cykling.

Prisen bliver så endnu højere for et Formel 1-løb i 2020, da det dels varer syv dage, altså mere end dobbelt så lang tid – og også vil kræve langt mere sikkerhed og logistik m.m. Så her er prisen pænt på den anden side af 250 millioner kroner.

Og tænk nu, hvis vi skal have begge to? Det gad Danmarksbloggen godt se et regnestykke på. For med alt inklusiv, så kommer vi snildt op på noget, der nærmer sig en halv milliard … for tre dages cykling og syv dage med hurtige biler.

Men er de to sportsbegivenheder en halv milliard værd?

Tænk på, hvad vi kunne få af velfærd for de penge? Der er mange varme hænder – og meget uddannelse og forskning i en halv milliard. For den der med at vi tjener penge på “store begivenheder”, den holder ikke.

Cykelløbet Giro d´Italia var i Danmark for nogle år siden, men det har ikke betydet en snus for turismen eller noget andet. Det er den generelle og almindelige reklame for Danmark, der gør forskellen – og så måske især, hvis vi igen begyndte at behandle de svageste ordentligt.

Lad os bruge en halv milliard på det i stedet. For cykler og biler er en dårlig aftale.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk