Kategoriarkiv: Danmark i udlandet

365 dage i Helvede

Udgivet den af
Svar

Undertegnede har deltaget i mange demonstrationer og markeringer. Men kun dem til fordel for Ukraine kan måle sig i vigtighed med den markering, som finder sted senere i dag.

For det er i dag d. 7. oktober.

Årsdagen for Hamas grusomme massakre, hvor mere end 1.200 jøder blev slået ihjel, og 252 taget som gidsel – hvoraf 101 stadig er i Hamas´ fangenskab.

D. 7. oktober 2023 var nemlig dagen for terrorhandlingen begået af terrororganisationen Hamas, der er pot og pande med Hizbollah, som er den forlængede arm for det fundamentalistiske præstestyre i Iran.

Der er altså tale om mennesker, som i holdning har mere tilfælles med Taleban og Islamisk Stat, end de har med nogen andre. Der er tale om dem, som startede dén storkrig, der nu truer i Mellemøsten.

Det er mig derfor en gåde, hvorfor mange i Vesten forsvarer, ja holder med disse forbrydere. Jeg ved godt, at der er mange uskyldige i Gaza, som også lider. Men jeg ved også, at mange i Gaza (og Vesten) bakker op om den fundamentalistiske islam og dens repræsentanter. Det så vi i lørdags.

Men det er ikke hverken jøderne eller Israel, som er et problem.

Det er den fundamentalistiske islam, som med sit kvindehad, sin foragt for LGBTQIA, sin negligering af menneskerettigheder og mere af samme skuffe, som er fjenden, der skal bekæmpes, hvis vi vil beholde vores frie demokratier- og hvis vi mener noget med det løfte, som vi gav jøderne i 1945.

Så bak op om Israel, som kæmper en heroisk kamp mod fjender hele vejen rundt – og bak især op om de 101 og deres familier, som nu i et år har været fanger hos Hamas.

Bak op om de danske jøder, som i dét år har mødt så alt for meget had, forfølgelse og foragt fra både muslimer og ikke-muslimer. Dét er forkasteligt. Alle i Danmark skal kunne leve i fred og sikkerhed.

Så lad os vise vores støtte til de danske jøder – og til det jødiske folk.

Det foregår kl. 16.29 i dag inde på Israels Plads.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

#SaveHamletScenen

Udgivet den af
Svar

Vi lever på mange måder i en fordummelsens tidsalder.  En tidsalder, hvor kulturarv og dannelse forsvinder i de sociale mediers 24-7-kværnende malstrøm – og i begæret efter flere penge til skattelettelser.

Dén tragedie har så nået et nyt lavpunkt i Helsingør, hvor kommunen overvejer at fjerne tilskuddet til HamletScenen fra næste år. Det betyder en de-facto-lukning af det vigtige teater, hvilket vil være et tab af dimensioner for både kulturen, dannelsen – og også Helsingør.

For lukker HamletScenen, så vil der ikke blive spillet ”Hamlet” på Kronborg til næste sommer. Det er i så fald første gang i 208 år. Og det er en decideret skandale. For Hamlet ikke kun foregår på Kronborg, men Shakespeare skrev ”Hamlet” i 1601 på baggrund af de fortællinger, som de fra Kronborg og Frederik d. 2´s hof hjemvendte tre engelske skuespillere bragte med til England.

Der er altså med andre ord en direkte rød tråd fra Shakespeare dengang til Kronborg i dag. En tråd som borgmester Benedikte Kiær og de andre i byrådet uden tøven er klar til at klippe over. Dét er en skandale – og også en dårlig forretning.

”Hamlet” er nemlig ikke kun et af Shakespeares mest berømte skuespil. Måske det mest berømte. To be or not to be. ”Hamlet” er – sammen med Kronborg og Holger Danske – også nøglen til Helsingørs status som en kultur- og handels-by, både danskere og turister gerne besøger igen og igen.

Something is rotten in the state of Denmark, siger bipersonen Marcellus. Det kan man med fordel ændres til Something is rotten in Helsingør.

Læs mere om Hamletscenen her:  https://hamletscenen.dk/

– og spred ordet via #SaveHamletScenen

Læs evt. også Danmarksbloggens anmeldelse af dette års ”Hamlet”, som meget apropos forbindelsen til England blev opført af ingen ringere end Lord Chamberleins Men, som er en engelsk teatertrup, der spiller Shakespeare, som det blev gjort på bardens egen tid: http://danmarksbloggen.dk/?p=12872

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor er Kong Frederik ikke i Paris?

Udgivet den af
Svar

Kong Frederik d. 10 var som kronprins kendt som sportsprinsen – og tilmed også mangeårigt medlem af Den Olympiske Komité.

Som konge vil han også – ifølge ham selv – sætte fokus på sport og bevægelse. Det kunne man fx se til Royal Run i foråret, hvor kongen løb i hele tre byer.

Men hvorfor er kongen så ikke i Paris til PL, De Paralympiske Lege, som løber af stablen ligenu? Kong Frederik brugte cirka en uge i Paris under OL, hvor han hyldede de danske atleter, når de vandt guld, sølv og bronze. Men paraatleterne gider Frederik d. 10 ikke bruge tid på. Hvorfor ikke? Deres præstationer er da ligeså, hvis ikke mere imponerende.

Og nej, det er ikke godt nok, at kronprins Christian kommer én dag – og prinsesse Benedikte i flere dage. I øvrigt hurra for prinsesse Benedikte. Hun gør ikke forskel på OL og PL, men kommer til begge. Hun ved, hvad det vil sige at leve op til sine forpligtelser som kongelig.

Det gør kong Frederik og dronning Mary ikke. Begge sad på de bedste pladser til OL – ofte endda sammen med venner, selvom dét ikke er royal kutyme at invitere private venner med. Men det kunne vel passere.

Det kan det derimod ikke, at hverken kongen eller dronningen bruger så meget som en halv eftermiddag på se Danmarks dygtigste paraatleter, som ellers allerede har vundet fire medaljer. En guld, en sølv og to bronze.

Kongeparrets fravær er et skidt signal, og det flugter på ingen måde med de fine ord om også øget fokus på parasport, som Frederik og Mary ellers har udtalt ved flere lejligheder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Harris rimer på håb

Udgivet den af
Svar

Sommeren går på hæld.

Efteråret – og præsidentvalget i USA – nærmer sig. Dét bliver en skæbnestund for verden, og inden sommerferien så det hele ret sort ud. Alt tydede nemlig på, at Trump ville vinde.

MEN så traf Biden det rette valg. Han trak sig som kandidat – og reddede måske dermed demokratiet i USA – samt Europas chancer for at forblive frit efter den verdenskrig, som måske kommer. Ja, som faktisk er i gang – by proxy i Ukraine – og nu også inde i selve Rusland.

Alt håb ligger derfor nu hos vicepræsident Harris, og hendes muligheder for at blive USA´s præsident. Og de er gode, de muligheder. Harris fremstår som en klog og reflekteret kvinde, der gerne træder i karakter.

Harris indgyder håb og tiltro – og er på alle måder modsætningen til den gamle, hvide mand Trump, som nu også omtales som værende weird – altså mærkelig. Dét er en pæn måde at tale om en mand med storhedsvanvid og diktator-drømme.

Det kommende valg er derfor også et valg mellem på den ene side det gamle, hvide og heteroseksuelle patriarkat og på den anden side den nye, mangfoldige virkelighed, hvor der er plads til alle farver, alle køn og alle seksualiteter.

En verden, hvor vi alle er ligeværdige og jævnbyrdige mennesker. Dét er da noget at drømme om – og håbe på her lidt over to måneder før den største skæbnestund siden måske Murens Fald i 1989, ja måske endda siden 2. Verdenskrig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sverige, NATO og ”Idas Sommervise”

Udgivet den af
Svar

Der er noget symbolsk over det.

Komponisten George Riedel døde i går. Dagen før der blev givet grønt lys til Sveriges optagelse i NATO.

De fleste danskere kender måske ikke George Riedel. Men de kender hans melodier. Han var nemlig manden bag musikken til Astrid Lindgrens historier, når de skulle filmatiseres.

Mest kendt er nok nogle af melodierne til ”Emil i Lønneberg”, hvor især ”Idas Sommervise” er elsket og stadig brugt, når svenske børn går på sommerferie. Ja, den er et nationalklenodie i Sverige.

”Idas Sommervise” er også grund-svensk både i melodi og tekst. Det er arven fra Bellman og Taube, som kan høres i tonerne – men tilsat Riedels egen genialitet. Og så Astrid Lindgrens egne ord om den lille Ida, der troskyldigt er sikker på, at hun har et stort lod i, at det bliver sommer.

For sådan må det jo være, når hun har rendt rundt på marker, enge og ved søer, og sat hele foråret i gang ved at sørge for, at sneen forsvandt, fuglene kom, at der blev grønt på træer og jord, at der kom vand i bækken og så videre.

Lille Ida er, som Sverige var dét i den lange tid, hvor landet ikke ville være med i en militæralliance, men mente, at de kunne være neutrale og i stedet en humanistisk stormagt. Det er sødt – og naivt.

Men nu stopper det også. Nu bliver Sverige medlemmer af den historisk stærkeste militæralliance nogensinde. Det er godt for både os og for Sverige, selvom det også er sørgeligt, at vi ikke lever i en verden, hvor man kan glæde sig til sommeren med lille Idas ord:

Jag gör himlen vacker om kvällen
För jag gör den alldeles skär
Och smultron det gör jag åt barna
För det tycker jag dom kan få
Och andra små roliga saker
Som passar när barnen är små
Och jag gör så roliga ställen
Där barnen kan springa omkring
Då blir barna fulla med sommar
Och bena blir fulla med spring

En verden, hvor vi ikke skal frygte truslen fra Rusland og den store risiko for krig. Men hvor vi kan drømme om smukke aftenhimle, sjove legesteder til børnene og jordbær til alle med spring i benene. Dét lyder som et skønt eventyr, som kræver fred for at blive en realitet.

Men skal freden have en chance, så skal vi forberede os på krigen. Og her er Sverige i NATO en fuldstændig nødvendighed. Så: Tillykke til Sverige – og til os. Vi hører sammen her i Norden – og nu er hele Norden sammen i NATO. Vi er blevet mere trygge – og mere sikre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Ridder Lykke”

Udgivet den af
Svar

Det er sent at komme med en anmeldelse af en film, som er fra 2022.

Men når filmen er dansk og Oscar-nomineret i kategorien bedste kortfilm, skal den alligevel have en anmeldelse fra Danmarksbloggen.

Filmen ”Ridder Lykke” er en kortfilm: 24 minutter i et Wes Anderson-inspireret univers (dog blå-grønt fremfor gult), som bruges formidabelt på at fortælle historien om svenske Karl spillet med nænsomhed af Leif Andrée, der har mistet sin kone, og som i kapellet møder en anden sorgramt mand, nemlig Torben, spillet med stor autencitet af Jens Jørn Spottag.

Undervejs møder vi også en tredje efterladt mand, som i modsætning til Karl og Torben, der er så rystende alene og ensomme i deres liv og sorg, har en hel kreds af familie og venner med, når afskeden med hustruen skal tages. Han er heldig. For det er godt, når vi tør mødes i tårer og tilgivelse.

For så kan vi gå – både til kisten og bagefter ud i livet.

Det budskab er der særligt brug for i vores tid, hvor mange undgår døden så meget som muligt. Men døden og livet er som lys og mørke. De vandrer sammen fra babyens første skrig, og til vi ligger stivnet i kapellet, og en læge siger som filmens Jesper Lohmanns: Hendes mund godt kan hænge lidt, og hendes hud godt kan være lidt gul.

For sådan er det, når vi er døde. Vi ser anderledes ud. Et afsjælet legeme er så ikke et begreb, som Jesper Lohmanns fra-virkelighedens-verden-meget-genkendelige-læge bruger. Men sådan er det – og det skal man ikke være bange for. Man skal derimod sørge for at få sagt farvel, selvom man hellere vil lade være med at åbne låget på kisten til det sidste face-to-face-møde.

Filmen viser nemlig på en både overraskende og smuk måde, hvorfor det er nødvendigt med en ordentlig afsked – og at det er et lykketræf, at Karl og Torben mødes over en håndfuld toiletpapir, inden begivenhederne tager fart.

Filmen ”Ridder Lykke” er noget så poetisk som en fortættet og naturalistisk skildring om menneskelig ensomhed, om længsel og fortrydelse, om lys – og måske især om det mørke, som vi er skabt af, og vender tilbage til – og undervejs endda også er fanget i, så vi ikke kan nås med ord – men måske med Rozacinos ikoniske 80´er-sang ”Ridder Lykke”, der vistnok handler om en ung kvindes længsel efter at møde kærligheden.

Men hvorfor ikke lave en film om en ældre mand, der har mistet kærligheden – og dyrke dét som et kærlighedstema, er det nemt at forestille sig, at forfatteren og instruktøren Lasse Noer har tænkt. Og ja, hvorfor ikke, når det gøres så gribende og elegant som i denne lille perle, der bliver siddende i én lang tid bagefter.

Danmarksbloggen giver “Ridder Lykke” seks ud af seks lyseblå æsker, som den Karl får den afdøde hustrus ejendele i. For det er en god film, en vedkommende film – og gid den vinder en Oscar.

Filmen ”Ridder Lykke” kan i øjeblikket ses på TV2 Play.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark

Udgivet den af
Svar

Proklamationer er noget, som man altid har gjort, når noget vigtigt skulle meddeles folket. Det kan gøres på mange måder. Fx sender man i Vatikanet hvid røg op, når der er valgt en ny pave. I Danmark har man siden Grundlovens indførelse i 1849 arrangeret det sådan, at det er den til enhver tid siddende statsminister, som har tjansen at proklamere den nye regent.

Så derfor var det i går Mette Frederiksen, som på balkonen på Christiansborg Slot udråbte Frederik d. 10 til ny dansk konge foran et kæmpestort og jublende menneskehav. En rørt kong Frederik, som derpå holdt en kort proklamationstale, hvor han sagde (det med fed er Kongens valgsprog):

Min mor, Hendes Majestæt Dronning Margrethe den 2. har regeret Danmark i 52 år. Gennem et halvt århundrede er hun fulgt med tiden med vores fælles arv som afsæt. Til al tid vil hun blive husket som en regent ud over det sædvanlige. Min mor har som få formået at gå i et med sit kongerige.

I dag går tronen videre. Mit håb er at blive en samlende konge af i morgen. Det er en opgave, jeg har nærmet mig hele mit liv. Det er et ansvar, jeg tager på mig med respekt, stolthed og stor glæde. Det er en gerning, jeg vil gøre mig umage med og bære gennem den tillid, jeg møder.

Jeg får brug for al den støtte, jeg kan få. Fra min elskede hustru, fra min familie, fra jer og fra det, der er større end os. Fremtiden går jeg i møde med visheden om, at jeg ikke står alene.

Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.

Der er to ting, der skal bides mærke i:

  1. At Kongen taler om noget, som er større end os mennesker. Dette noget er Gud forstået meget bredt, og det viser, at Kongen er troende. Han har også tidligere fortalt, at han beder aftenbøn (Fadervor) med sine børn.
    Så kritikken omkring det manglede ord Gud i valgsproget er forfejlet, selvom ordet Gud eller lignende ord som fx fromhed, Herren og Herrens vilje ikke er en del af valgsproget, som det har været det hos tidligere regenter.
    Læg også mærke til at Københavns biskop var en ud af kun ni specielt udvalgte politikere og embedsmænd, som var inviteret med til den specielle kur lige efter proklamationen.
    Så jo, Frederik d. 10 er troende, men ikke dogmatisk-troende, og dét passer godt ind i den tid, som vi lever i.
  2. At Kongen taler om Kongeriget Danmark. Det er han til gengæld den første monark nogensinde, der gør (pånær måske Christian d. 4´s ”rigerne”).
    Danmark, mit land og Fædrelandet er til gengæld brugt flere gange i regenters valgsprog, men det er alle ord, der udelukkende handler om Danmark.
    For når man siger Kongeriget Danmark, så taler man om Rigsfællesskabet, altså Danmark, Grønland og Færøerne.
    Så det, som Kong Frederik d. 10 siger, er, at han vil gøre alt for at holde Grønland og Færøerne inde i Rigsfællesskabet med Danmark.
    Hans valgsprog bliver dermed en politisk erklæring, hvor han også beder os andre om hjælp. For han vil samle. Både mennesker på tværs af generationer, religiøse, sociale og andre skel, men altså også på tværs af de grøfter og grænser, der løber ned gennem Rigsfællesskabet, og som næres af stadig voksende frigørelsestanker.

Det er dermed en politisk konge, som vi får. En mand, som tror på, at han som konge kan samle folk på tværs af grænser og skel, som han kunne det som kronprins til Royal Run. Ansvaret nu er så mange gange tungere og større. Så det bliver spændende at følge.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kongens valgsprog

Udgivet den af
Svar

Det er 52 år siden, at der sidst blev udråbt en ny regent i Danmark. Så selvfølgelig er det en kæmpe begivenhed i vores kongerige med karetkørsler, festfyrværkeri, faneoverbæring, kanonskud fra Holmen og meget mere udover det rent statslige, når Dronning Margrethe d. 2 underskriver sin abdikation, og når statsministeren udråber Kong Frederik d. 10 – og han kommer med sit valgsprog.  

Det sidste er så også det eneste, som indeholder en overraskelse – lidt a la den, som når man venter på at se, hvilken kjole bruden har på. Så som alle andre har Danmarksbloggen også et gæt på, hvad den nye konges valgsprog kunne være – nemlig:

Med Folket for Danmark – hvis Frederik d. 10 går med den ikke-religiøse version eller:
Med Gud og Folket for Danmark – hvis den nye konge, som iflg. Grundloven er folkekirkens overhoved, går med den religiøse version.

Se her tidligere regenters valgsprog – med den note, at Christian d. 8 var den første, som lavede sit valgsprog på dansk. De forrige konger skrev deres valgsprog på latin.

Retfærdigvis skal dog siges, at valgsprogene i reglen ikke har været væsentlige indtil moderne tid, hvor regentens vigtigste rolle er at være en samlende figur for landet – fremfor at være den reelle politiske magt, som de danske konger var i 1000 år indtil Grundloven.

Det er derfor næppe tilfældigt, at Christian d. 8 var den første, der lavede sit valgsprog på dansk. For nok var han enevældskonge, men han vidste, at demokratiet var på vej – og at monarkiet skulle ændre sig, hvis det skulle overleve.

Det blev så ikke ham selv, men sønnen Frederik d. 7, som underskrev Grundloven året efter faderens død. For som en anden Dronning Margrethe d. 2 havde Christian d. 8 dygtigt lagt tingene til rette for sin efterfølger, den folkekære Frederik d. 7, der kunne lide en god fest med hvad dertil hører.

Her kommer alle valgsprogene. De første 14 i oversættelse til dansk:

Christian 1. – Dyden viser Vejen.
Hans – For Lov og Folk.
Christian 2. – Således var det af Skæbnen bestemt.
Frederik 1. – Intet uden Gud.
Christian 3. – Ske Herrens Vilje.
Frederik 2. – Mit Håb er Gud alene.
Christian 4. – Fromhed styrker Rigerne.
Frederik 3. – Herren vil være mit Forsyn.
Christian 5. – Med Fromhed og Retfærdighed.
Frederik 4. – Herren vil være min Hjælper.
Christian 6. – For Gud og Folket.
Frederik 5. – Med Klogskab og Standhaftighed.
Christian 7. – Fædrelandets Kærlighed er min Berømmelse.
Frederik 6. – Gud og den retfærdige Sag.
Christian 8. – Gud og Fædrelandet.
Frederik 7. – Folkets Kærlighed, min Styrke.
Christian 9. – Med Gud for Ære og Ret.
Frederik 8. – Herren er min Hjælper.
Christian 10. – Min Gud, mit Land, min Ære.
Frederik 9. – Med Gud for Danmark.
Margrethe 2. – Guds Hjælp, Folkets Kærlighed, Danmarks Styrke.

Og så altså Danmarksbloggens bud på den kommende konges valgsprog:

Frederik 10. – Med Folket for Danmark/Med Gud og Folket for Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Udgivet den af
Svar

Ingen nytårsaften uden Dronningens nytårstale. Dét er en skattet og højtidelig del af nytåret i Danmark, som Danmarksbloggen har anmeldt i mange år.

Her på den sidste aften i 2023 bliver det så HELT ANDERLEDES på alle planer.

FOR DRONNING MARGRETHE D. 2 AF DANMARK ABDICERER – og hun meddeler det selv som breaking news på årets bedste sendetid.

Dét vil ske d. 14. januar 2024 – når hun har siddet 52 år på tronen. Så vil de om to uger Hans Majestæt Kong Frederik d. 10 og Hendes Majestæt Dronning Mary overtage.

Det er historisk. I Danmark sidder man ellers på tronen til man falder af pinden – men det gør Margrethe d. 2 altså ikke. Hendes sidste nytårstale blev også hendes mest markante – og der er ellers nogen af tage af, når det kommer til nytårstaler med krudt i.

I lang tid troede undertegnede ellers, at hovedbudskabet i denne nytårstale ville handle om jøderne, om at vi skal behandle jøderne, som de agtede borgere de er i det danske samfund – ja, at vi skal behandle alle med respekt.

MEN: Alt det forsvinder i nyheden om abdikationen. For nu abdicerer Dronningen – og dermed får vi også en ny kronprins – nemlig kronprins Christian, som lige er fyldt 18 – og som ellers skulle have haft “fred” uden statsråd og apanage, indtil han fyldte 21 år.

Dét vil også ændre sig nu … men alt det hører 2024 til.

Endnu er det den sidste aften i 2023. Den sidste gang, Dronning Margrethe d. 2 af Danmark holdt nytårstale. Danmarksbloggen er ikke helt sikker på sin holdning til monarkiet – men stensikker på sin holdning til Dronning Margrethe:

Dronning Margrethe d. 2 af Danmark er/var en regent af det største format. TAK for alt, hvad De gav Danmark, Deres Majestæt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

HVORFOR?

Udgivet den af
Svar

I dag er det en måned siden, at terrororganisationen Hamas angreb Israel, dræbte mere end 1.000 israelere og bortførte mere end 200 israelere.

Siden hen har Israel svaret igen. Voldsomt – og så der nu er mere end 10.000 dræbte i Gaza, som er hjemstedet for Hamas.

Det er alt sammen en tragedie.

For det er en tragedie hver gang et uskyldigt menneske forfølges eller dræbes – uanset om vedkommende er jøde, muslim eller noget helt tredje.

MEN: Alt det her foregår mange tusinde km fra Danmark – og det er bare IKKE i orden, når man tager andres landes krige og konflikter ind i Danmark.

Men det gør herboende palæstinensere og deres sympatisører, når de insisterer på retten til at rive fx israelske flag ned fra opslagshylderne på Syddansk Universitetscenter.

Men vi har både menings- og ytringsfrihed i Danmark – og derfor er det lige så meget ok at være enig med Israel som med alle andre.

I et frit og demokratisk land skal man kunne mene forskellige ting og drøfte dem i ro og mag – uden at være bange for konsekvenserne eller for sin personlige sikkerhed.

Men det kan jøder ikke i Danmark. Situationen i dag er, at herboende jøder ikke tør gå med kalot eller andre religiøse symboler, fordi de så chikaneres af netop herboende palæstinensere og deres meningsfæller.

Men dét skal vi stå helt fast på – og op for, at jøderne kan.

Men det gør vi ikke, hverken som myndigheder, regering, folk eller som individer gør vi noget for at stoppe volden mod herboende jøder. Og dét er et kæmpe-svigt af både jøderne – og af den medmenneskelighed og de frihedsrettigheder, som vi har bygget vores samfund på.

Og det duer bare ikke. Vi skal ikke finde os i dén bølle-adfærd, som udvises i stor stil af herboende palæstinensere og deres meningsbøller.

Vi ser jo heller ikke herboende ukrainere og russere råbe ad hinanden, blive korporlige og den slags, vel? Herboende jøder er heller ikke voldelige overfor andre. HVORFOR kan herboende palæstinensere så ikke opføre sig civiliseret? Hvorfor skal de – både fysisk og psykisk – chikanere herboende jøder?

Ja, det sker ikke kun i Danmark. Det er over hele Europa, at jøder udsættes for chikane, vold og sågar drab – ene og alene fordi de er jøder. Dét er bare ikke ok. Dét skal stoppes NU.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk