Harris rimer på håb

Sommeren går på hæld.

Efteråret – og præsidentvalget i USA – nærmer sig. Dét bliver en skæbnestund for verden, og inden sommerferien så det hele ret sort ud. Alt tydede nemlig på, at Trump ville vinde.

MEN så traf Biden det rette valg. Han trak sig som kandidat – og reddede måske dermed demokratiet i USA – samt Europas chancer for at forblive frit efter den verdenskrig, som måske kommer. Ja, som faktisk er i gang – by proxy i Ukraine – og nu også inde i selve Rusland.

Alt håb ligger derfor nu hos vicepræsident Harris, og hendes muligheder for at blive USA´s præsident. Og de er gode, de muligheder. Harris fremstår som en klog og reflekteret kvinde, der gerne træder i karakter.

Harris indgyder håb og tiltro – og er på alle måder modsætningen til den gamle, hvide mand Trump, som nu også omtales som værende weird – altså mærkelig. Dét er en pæn måde at tale om en mand med storhedsvanvid og diktator-drømme.

Det kommende valg er derfor også et valg mellem på den ene side det gamle, hvide og heteroseksuelle patriarkat og på den anden side den nye, mangfoldige virkelighed, hvor der er plads til alle farver, alle køn og alle seksualiteter.

En verden, hvor vi alle er ligeværdige og jævnbyrdige mennesker. Dét er da noget at drømme om – og håbe på her lidt over to måneder før den største skæbnestund siden måske Murens Fald i 1989, ja måske endda siden 2. Verdenskrig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mørke tider på vej

Så er det i dag, at det amerikanske præsidentvalg skal afgøres. Det mest skelsættende valg i mere end 100 år. For en uge siden blev den stærkt højreorienterede og religiøse Amy Coney Barrett valgt ind som ny højesteretsdommer.

Så selvom Biden vinder, trækker mørke skyer ind over USA. Præcis som de gjorde det for fire år siden. Spørgsmålet er bare, om katastrofen nu bliver total eller ej.

Jeg husker for fire år siden på selve valgaftenen. Jeg var på Kronborg og anmelde ”Walking Hamlet” skabt af Den Danske Skueplads, som var en førsteklasses kulturel og dannelsesmæssig platform, der blandt andet lavede byvandringer og teater.

Anmeldelse: ”Walking Hamlet” på Kronborg

Det var en iskold og blæsende novemberaften, og vi rendte rundt alle steder – udenfor ved borgmuren, nede i kasematterne, oppe i riddersalen, i Dronningens sovegemak, ovre i slotskirken og ude i borggården – og vi i publikum var med i forestillingen som  borgere i Danmark. Det var mit livs første og formentlig også eneste Hamlet. For dén opførelse dén aften kan aldrig blive overgået.

Dels skete den på lokationen – og dels var der en stemning dén aften, som jeg aldrig vil glemme – og som var allerstærkest til sidst, da Hamlet var død, og skulle bæres ud til graven.

Vi gik med ud af slottet, og i samme øjeblik begyndte det at sne. Naturen havde iscenesat det hele bedre end nogen Hollywood-film. Store fnug hvirvlede og faldt ned på både skuespillere og publikum. Og der var en stilhed og en uheldssvanger stemning i luften, som egentlig ikke handlede om Hamlet.

Men som handlede om den despot, der ligesom Hamlets onkel, var ved at sætte sig på tronen i USA. Dén aften kunne man nemlig overalt mærke, at verden holdt vejret, og at vi gik mørke tider i møde.

Ingen af os havde så forestillet os så mørke, selvom daværende præsident Obama sagde, at med valget af Trump kom demokratiet og demokratiets institutioner til at stå deres prøve.

Og i dag bliver det så afgjort, HVOR mørk fremtiden bliver. Får Biden chancen for at kæmpe imod mørket, som det har sænket sig over USA´s højesteret og store dele af USA? Eller bliver mørket totalt ved at at Trump genvælges?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Når den franske præsident er i byen

Den franske præsident er på officielt statsbesøg i Danmark, og medierne bringer selvfølgelig reportager med og billeder af præsidenten, hans hustru, de danske politikere og den danske kongelige familie.

Men også hovedstaden er påvirket og har været det hele dagen.

Politikontroller af sorte biler på indfaldsvejene, politibetjente som står i massevis de steder, hvor præsidenten skal opholde sig og færdes – og det deraf følgende trafikkaos.

Det er alt sammen, som det plejer at være – også flagene på busserne, som dog ikke er Tricoloren, men udelukkende Dannebrog. For københavnerne går livet imens sin vante gang – altså på nær de trafikale udfordringer.

Danmarksbloggen var i hvert fald her til formiddag en tur med bus 9A ud og hjem mellem Gl. Kongevej og Christianshavns Torv, og udover en længere transporttid og at Knippelsbro var oppe på udturen, så vi måtte sidde og vente – så skete der ikke andet end det sædvanlige:

Bussen kørte over for gult ved Glyptoteket, og bagefter havde den så travlt, at chaufføren ikke gad at vente på en passager, der kom løbende og bankede på døren nede ved Stormbroen efter dørene var lukket, men mens vi stadig holdt ved stoppestedet. Og bag mig sad en mand og ringede til samtlige venner, mens han højlydt fortalte om sit lægebesøg og de piller, som han skulle hente på apoteket på vej hjem. Så nu ved en hel bus alt om hans ryg.

Ved siden af mig sad en turist med bykort og mobil. Måske på vej til Christiania? Det skal den franske præsident nok ikke, selvom hans landsmand, den nu afdøde prins Henrik, ellers kom derude fra tid til anden.

Men det ville sikkert kræve for meget af sikkerheden, for nok København er vant til at modtage statsledere, men sjældent er der så meget sikkerhed til vands, til lands og i luften som denne gang.

Frankrig er også voldsomt udsat for terror, så det giver god mening.

Man kommer så også til at spørge sig selv, om ikke vi til hverdag lever i en slags illusion om sikkerhed? En illusion hvor vi – trods betonblokke og andet på vejer og broer – alligevel vil være mere end nemme at ramme, hvis en terrorist m/k én dag skulle få lyst til det?

Danmarksbloggen tror det. Danmarksbloggen tror også, at meget af den såkaldte terrorsikring handler ligeså meget om (symbol)politik, som den handler om at beskytte befolkningen – eller i hvert fald give billedet af at beskytte befolkningen.

For man kan godt undre sig over, hvor lidt beskyttede almindelige mennesker er, når man sammenligner med den massive sikkerhedsopbud, som er omkring den franske præsident – og for den sags skyld også den danske kongefamilie og danske politikere.

Frihed, lighed og broderskab, har franskmændene ellers sagt siden reformationen. De to første hører vi stadig meget om – især som argument for at skære i vores frihedsrettigheder og til at legitimere det broderskab, der er mellem de etablerede magtfraktioner i samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vi kan også få en Trump i Europa

Så er det i dag, at Trump indsættes som USA´s 45. præsident.

Det bliver en mærkelig indsættelse spækket med sikkerhed. For aldrig har der været så mange politi- og militærfolk udstationeret i Washington D.C. Man er bange for terror, hedder det. Men man er måske også bange for social uro. For moddemonstrationerne mod Trump er mange – både i Washington D.C. og overalt i Verden, også i Danmark – og de begrænser sig ikke kun til idag. Den store Women´s March er således i morgen.

Men nu er det formodentlig ikke lige moddemonstranterne, som man skal frygte. Det modsatte havde snarere været tilfældet, hvis altså Hillary havde vundet. For en stor del af Trump-tilhængerne er vrede, hvide mænd med dødbringende våben og korte lunter.

Men nu blev det Trump, der vandt – og sådan er det. Det må respekteres i et demokrati. At der så også er al mulig grund til at holde øje med ham og være kritisk og demonstrere er en anden sag. Men han skal behandles fair. Moralens fane skal nemlig holdes rigtig højt ligenu.

MEN i Europa har vi også en anden og meget vigtig opgave. Nemlig at sørge for, at den politikerlede og hadets retorik, som Trump vandt præsidentvalget på, ikke har en chance i vores verdensdel.

Det er en fælles opgave, der dels kræver, at vi som vælgere stemmer på dem, der vil samarbejdets og kompromisets kunst, og dels at politikerne begynder at opføre sig som ansvarlige mennesker, der ikke kun tænker på deres egen karriere og pengepung, men på landets bedste og på at skabe gode forhold for alle landets borgere – og ikke kun deres egne vælgere.

Og det kniber ret meget i øjeblikket over stort set hele Europa – desværre. Så ja, vi kan også få en Trump her – eller rettere: Flere, da vi er flere lande.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Monster-orkanen Trump er på vej

Det er en spændende tid at være ung i, hva´, sagde jeg – lidt kækt – til min teenage-datter i morges, inden hun gik i skole – og mens der stadig var et lille-bitte håb om, at Hillary ville vinde.

Men hun kiggede bare på mig og sagde alvorligt og stille: Nej, det er en skræmmende tid at være ung i.

Og det var også hende, som tre kvarter senere sendte mig en sms, hvor der kort og lakonisk stod: Trump har vundet.

Så kort, så præcis – og så ødelæggende kan tre ord være. Tre ord som får mig til at tænke på, hvad det er for en verden, som vi giver videre til vores børn.

Min generation af forældre kaldes for curling-forældre, og sandt er det, at mange børn og unge i dag curles – og jeg har uden tvivl også en snert af remmen. Men når det kommer til de store ting, dem der virkelig betyder noget: Miljø, fred og et socialt sammenhængende samfund – så har min generation svigtet vores børn og unge i vores egen jagt på selvrealisering.

Det må vi gøre noget ved – og mens vi ransager vores sjæle og finder dét mod til at se og handle udover egen næsetip, som vel findes derinde et sted, så kan vi passende høre Joan Baez synge ”We shall overcome”: https://www.youtube.com/watch?v=5FbAVOdA15c

Den har aldrig været mere aktuel end nu. For det er slemt med Løkke, men han er en blid brise i forhold til den monster-orkan, som Trump bliver som USA´s præsident. Der er en global storm – måske kategori 5-orkan – på vej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark som argument i USA-valgkamp

Demokraterne i USA er igang med at finde deres præsidentkandidat til valget i 2016. Den første direkte tv-duel hos demokraterne fandt sted i Las Vegas natten til idag – og i den blev Danmark trukket frem som et eksempel på et godt land, hvor der er gratis uddannelse, gratis sundhed og stor lighed. Det var især Bernie Sanders, der talte rosende om Danmark – altså den mand, der som den eneste vurderes som en trussel mod Hillary Clinton som demokraternes præsidentkandidat.

Danmarksbloggen føler sig lidt goofy – for nu at blive i det amerikanske.

For Danmark er ikke længere det lige velfærdsland, som Bernie Sanders taler om. Danmark er i gang med at blive USA – mere end USA nogensinde bliver Danmark. 

Danmark anno 2015 er nemlig med god hjælp fra V-regeringen i fuld gang med at brække over. Uligheden vokser, andelen af fattige bliver flere og flere – og solidariteten og velfærden er på vej ud. Så desværre, hr. Sanders, dét Danmark, du taler om, eksisterer ikke længere, selvom vi (endnu ikke) er ligeså ulige og langt ude som USA.

Men vi er godt på vej – og med den nuværende regering, så går det rigtig stærkt den gale vej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan Thorning lave en Friis Bach?

Vi er midt i uge 29 – danskernes store ferieuge, hvor samfundet nærmest står stille, hvis altså man ser bort fra campingpladser, strande, forlystelsesparker, restauranter og alle de andre steder, som danskere og turister strømmer til i disse sollyse dage.

Minimum én dansker holder dog ikke ferie: Nemlig landets statsminister Helle Thorning-Schmidt, som pt. er i Bruxelles for – må man formode – at kæmpe den afgørende kamp for at blive EU´s næste præsident.

Om det lykkedes vil de næste timer – måske dage – vise.

Uanset resultatet har en dansker dog kapret en international post i sommer, nemlig de radikales Christian Friis Bach, der i sidste uge blev udpeget til leder af FN´s Økonomiske Kommission for Europa (UNECE).

Det er mere end flot, men også et stort tab for dansk politik at denne dygtige og hæderlige mand nu skal arbejde for FN.

For vi har brug for folk af hans støbning i dansk politik fremfor de mere anløbne typer som Lars Løkke, som udlandet selvfølgelig ikke har bud efter – og som derfor bliver herhjemme i andedammen.

Thorning har hverken Friis Bach´s strålende kvaliteter eller Løkkes mangel på samme. Hun er som de fleste politikere en mellemvare, men også en af de danske politikere, der har et godt ry på den europæiske scene.

Så det bliver mere end spændende, om Thorning kan lave en Friis Bach og hente endnu en international post hjem til Danmark.

Danmarksbloggen vil følge intenst med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk